En Fortælling om Elskov

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Schubotheske Forlag København


Liv og Død.djvu Liv og Død.djvu/11 59-60

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

EN FORTÆLLING
OM
ELSKOV

TIL E. AAGE HIRSCHSPRUNG

Die Gnädige ringede for at forlade sin Seng, hvor hun havde nydt tre Ægteskaber.

Det var en Empire-Seng af tredobbelt Bredde og med legende Amoriner paa Fodstykket. Den blev baaret af gyldne Fødder.

Schrøder viste sig med Kaffen.

Mens Konferensraadinden nød den, siddende oprejst i sin Seng — Hendes Naade sov med Paryk og i fuldt Udstyr — undersøgtes Thermometrene i Soveværelset, det lille Kabinet og Dagligstuen. Disse Thermometre skulde nøjagtig vise samme Temperatur.

Naar Hendes Naade var færdig med Kaffen, begyndte Paaklædningen.

Die Gnädige tilbragte to Timer foran sit Toiletbord, hvor der var fuldt af lugtende Vande og aromatiske Essenser, hvis Recepter var nedarvede fra Tiden før den store Revolution.

Hendes Naade talte ikke.

Foran Toiletbordet sad hun, tavs, som ved et langt Arbejde og fremstillede sig selv.

Schrøder syslede om hende, matroneagtig og langsom.

»Er han oppe?« spurgte die Gnädige.

»Konferensraaden har ringet.«

Die Gnädige benyttede stadig Ordet »han« om Konferensraaden.

Konferensraaden var hendes tredje Mand, og hun havde giftet sig med ham, da hun selv var halvtreds og han otteogtyve.

Han var Avlsforvalter paa hendes Gods.

»Er han oppe?« gentog hun.

Der laa i die Gnädiges »han« et eget Tonefald, som talte hun om et lejet Tyende.

»Konferensraaden har ringet,« svarede Schrøder.

Schrøder var et af de fem kvindelige Væsener, der færdedes i Huset som paa en Slags Aftægt efter nogle glade Nætter med Konferensraaden.

De var alle kommet der enten som Selskabsdamer eller Husjomfruer, og de var blevet der, mens de ældedes, og die Gnädige saa til, som den der véd alt.

Hendes Naade pudrede tilsidst sine Hænder.

»Min Go'e«, sagde hun til Baron Ryssenfelt, »vi Gamle skal ikke skræmme Menneskene.«

Naar hun var færdig med sit Toilette, tog hun sin Silke-Pengepung og gik gennem Empire-Kabinettet, støttet til sin Elfenbensstok, ind i Dagligstuen.

Fra sin Plads ved Vinduet, en bred Mahogni-Stol med Silkedamask, kunde hun overse tre Stuer. Møblerne stod i dem alle symmetrisk langs Væggene under de gamle Portræter. Gulvene var hvide og uden Tæpper.

Die Gnädige satte sig med Spyttekoppen og Pengepungen ved Siden af sig paa et Mahognibord. Paa Silkepungen var Rantzauernes Vaaben broderet.

»Saa kan Adelheid komme«, sagde hun.

Schrøder bevægede sig ud gennem Stuerne for at »tilsige« Datterdatteren.

Og man hørte Konferensraaden i sit Værelse. Han aabnede Døren og kom for at sige »God Morgen« til die Gnädige.

Han var i Aarenes Løb skrumpet ind til at blive en lille glatbarberet Mandsperson, der bar en brun Paryk, hvilken Paryk man havde det Indtryk han halvvejs tog af, mens han bukkede i lutter forfjamsket Ærbødighed.

Konferensraaden var af dem, der gør Indtryk af at bukke altid.

Han spurgte, om die Gnädige havde sovet vel.

»Som et gammelt Menneske sover,« sagde die Gnädige.

Hun havde en egen Art, hvorpaa hun saa hen over Avlsforvalteren, hun havde gjort til sin Mand. Det gav Indtryk af, at hun ikke havde set ham ind i Ansigtet i mange Aar.

Konferensraaden var ude igen. Man havde Følelsen af, at han bestandig slap bort, naar han gik ud og ind ad Døren i sit eget Hus, og han havde den Vane, uden at have været udenfor Huset, altid at aftørre sine Fødder paa alle Gulvmaatter.

Die Gnädige ventede sin Datterdatter.

Schrøder vendte tilbage og med den samme Stemme som altid — Schrøder talte bestandig med samme Tonefald og uden Modulationer, ligesom hun altid har en strikket, ulden Vest —:

»Frøken Adelheid rider.«

»Hvad er Klokken?« svarede kun die Gnädige.

»Ti, Deres Naade.«

»Naa.«

Die Gnädige blev siddende, seende ud gennem sine Stuer, hvor i alle Værelser Ure afmaalte Tiden Skridt for Skridt med en Lyd, som sprang der Strænge paa et spændt Instrument, og aabnedes Døren til Gangen hørte man ind i de andre Uhres Dikken Bornholmerens Lyd tungt og fast, som vilde den, maalende, kontrollere de andre.

»Hvad er det i Dag?« sagde die Gnädige.

»Fredag, Deres Naade.«

»Naa.«

Folk paa Gaden begyndte at gaa forbi. De hilste alle. Die Gnädige havde set den samme langsomme Strøm i tredive Aar. Hun kendte alle.

Der kunde komme En, der ikke hilste. Da var det en ny i Staden.

»Hvem er han?« spurgte die Gnädige.

Navnet blev hende nævnet, hvis det kendtes.

»Naa.«

Den nye lærte i Tidens Løb, at hilse og gled ind i Strømmen, og die Gnädige saa ham ikke mere.

»Saa er der kun otte Dage til Majestætens Fødselsdag.«

»Ja, Deres Naade.«

Døren til Gangen gik.

»Er det Kørbitz?« spurgte die Gnädige.

»Ja, Deres Naade.«

Frøken von Kørbitz kom ind, bred og stor, med den tykke Guldkæde ned om sin Hals og Ansigtet ubevægeligt, som var det stivnet i en Lytten, der ingen Lyde modtog. Hun blev staaende midt i Stuen og sagde sit »God Morgen«. Saa satte hun sig i den anden Stue i sin Armstol ved det tredje Vindue og begyndte sit Arbejde.

Frøken von Kørbitz filerede.

Det var lange, endeløst lange hvide Stykker, forfærdigede af en skinnende Traad. Ingen vidste, hvor de blev af. Frøken von Kørbitz »arbejdede« dem, og de forsvandt.

Schrøder var gaaet, og i Stuerne var der ganske stille. Die Gnädige ventede, og Frøken von Kørbitz' travle Fingre løb over Traaden, mens hendes tunge Øre end ikke hørte Urenes Lyd.

Pludselig lyste »Naadens« Øjne. Hun havde vendt sit Blik mod »Spejlet«.

Ved Gadens Hjørne dernede saa hun Adelheid.

Rank red hun frem paa det brunlige Dyr, der som ydmygt, under sin Byrde, bøjede sin dejlige Hals.

Die Gnädige trak i Klokkestrængen, der hang ved hendes Stol.

»Frøken Adelheids The,« sagde hun.

Der kom større Hast i hendes Røst, og Schrøder gik ogsaa hurtigere over Gulvet.

Et »Godmorgen, Kørbitz« klang gennem Stuen, og Adelheid stod paa Tærskelen. Hun saa' saa høj ud i Døraabningen og bleg — Anstrængelse og Sindsbevægelse gjorde Adelheid hvid — mens Solen skinnede paa hende.

»Godmorgen, grandmama.«

Hun havde allerede kysset die Gnädige paa begge Kinder.

»Du ri'er for voldsomt,« sagde die Gnädige.

»Det er Beauté, grandmama. Den vil af Sted.«

Adelheid smed Handskerne her og Pisken der.

»Du kan vel styre Dyret, min go'e,« sagde die Gnädige, der ikke tog Øjnene fra hende.

Adelheid lo:

»Nej, Beauté styrer mig. Det har den altid gjort.«

»Hm, hm — det har den maaske,« sagde die Gnädige og muligvis tænkte hun paa ganske andre Ting.

Schrøder viste sig med Théen i en Kop, der bar de Rantzauers Vaaben, og Adelheid drak den, siddende i en Stol ved Vinduet, rank i Sædet med de rytterklædte Ben strakt langt fra sig.

»Naar kommer Sy-Mamsellen?« spurgte die Gnädige.

»Klokken seks, grandmama.«

»Jeg vil se Dig prøve,« sagde die Gnädige.

Schrøder bragte Hendes Naade den første Kop Bouillon, mens Naaden saa i »Spejlet« og pludselig sagde:

»Hvem er det?«

Der kom en ung Mand oppe i Gaden, blond og højst almindelig at se. Da han hilste til Vinduet — han hilste som En, der er bange — saa man, at han var lidt for friseret.

»En Hr. Hansen,« sagde Schrøder.

Die Gnädige havde allerede taget sine Øjne fra »Spejlet«.

»Naa,« sagde hun.

Naar die Gnädige hørte Ting, der ikke interesserede hende, gjorde hun Indtryk af at være let døv.

»Han skriver hos Kammerherren,« sagde Schrøder.

Et Nu havde Adelheids Ansigt været saa mærkelig forandret. Den krusede Munds Linjer gled ud, saa Læberne blev ganske vege og ubestemte i Formen.

»Hvor er han,« spurgte die Gnädige.

»Konferensraaden klæder sig om,« sagde Schrøder.

Det var til Konferensraadens Ridetur. Konferensraaden red endnu.

For et Par Aar siden havde han faaet en ny Hest, en hvid. Den havde gjort Indtryk af at være meget gammel, saa gammel som han selv.

En Dag kom saa Konferensraaden hjem fra sin Ridetur midt ad Gaden. En Lirekasse spillede udenfor Huset. Og pludselig gav det hvide Øg sig til at danse, gøre sirlige Pirouetter med de skinmagre Ben og løfte dem tænksomt i Takten.

Konferensraaden sad hjælpeløs paa det kunstfærdige Dyr.

Der blev Opløb.

Den gamle Araber havde gjort Cirkus-Tjeneste.

Die Gnädige havde siddet ubevægelig ved sit »Spejl«.

Da Konferensraaden kom hjem, lod hun ham kalde, og Døren blev lukket. Det var ikke sket i mange Aar.

Samtalen mellem de to var kort.

Tilsidst stod de op, begge to.

»Han gør sig latterlig,« sagde die Gnädige: »og han ri'er ikke oftere.«

Konferensraaden svarede kun, mens hans Øjne stak over mod hende — han havde saadan Øjne, som smaa Prokuratorer har —:

»Den Gang var jeg god nok.«

Og Konferensraaden blev ved at ride; han skiftede kun Hest.

Da han første Gang red paa sit nye Dyr, mødte han paa Sundvejen Kammerherren og Amtmanden, der gik deres Tur.

Amtmanden, der havde naaet sin Stilling ad Kontorvejen, sagde:

»Jeg havde ikke troet, at Konferensraaden fik Lov til at ride oftere, Kammerherre.«

Kammerherren svarede:

»Han er den Stærkeste.«

»Men, hvordan er det muligt?« sagde Amtmanden og vendte Ansigtet mod Kammerherren — Amtmanden var glatbarberet i Ansigtet —:

»Min Kone og jeg taler ofte om, hvordan det er muligt.«

Kammerherren svarede ikke, — han kun smilte.

»Den forstandige Konferensraadinde,« sagde Amtmanden.

Kammerherren skød kun sin Havanesers Røg ud i smaa bitte Ringe.

Kammerherren var den eneste i Byen, der røg ægte Havanna.

Sin Cigar-Leverandør og sin Vin-Leverandør havde Kammerherren bevaret i mange Aar. De var de eneste af hans Leverandører, som han nogensinde betalte.

»Fordi han er den stærkeste,« sagde Kammerherren igen.

— — —

Det var som Frøken Adelheid pludselig vaagnede — naar hun sad, faldt hun gærne hen i en egen blød Ladhed, hvorunder hun strakte sit fulde Legeme —:

»Kammerherren kommer her i Dag.« sagde hun.

Hun talte bestandig i en Tone, som tænkte hun paa andre Ting, en eller anden Ting, som ingen kendte.

Og hun tilføjede:

»Han sagde det i Dag.«

Die Gnädige saa efter Adelheid, der gik ud gennem Stuerne, og længe blev hun siddende — smilende.

Kammerherren havde sagt forleden:

»Min Kære, det er en Gang for Kendere.«

»Kammerherre,« havde Naaden svaret, »saadan gik vi Rantzauer.«

Det var iøvrigt, som gik Frøken Adelheid kun nødig, som dem, der flytter sig, lidt, dvælende, i en begyndende Halv-Rus, eller i en aldrig helt afbrudt Sandseoptagethed.

Klokken var elleve. Det var Tiden for Naadens Fattige.

Schrøder meldte, at Madam Jensen var kommen.

»Lad hende komme ind,« sagde Naaden.

Madam Jensen, der var et skindmagert Ansigt, som stak op af et Uldsjal, blev staaende ved Døren, hvor hun øjeblikkelig begyndte at græde.

»Naa, saa er det ovre,« sagde Naaden:

»For denne Gang.«

Madam Jensen blev kun ved at snøfte.

»Det døde jo,« sagde Naaden.

Pludselig fik Madam Jensen Ord:

»Men vi fik'et da døft,« sagde hun, »Pastoren var rigtig saa elskelig og kom, da vi løv Bud, for En vil jo dog saa nødig, Deres Naade, selv om'et er et Kræ, og godt, at Vorherren tar'en, at Jore'moren ska døv'en.«

Hendes Naade trommede lidt med sin Stok.

»Det er li'som vidst' En ikke saa sikkert saa, at Drengen kommer i Himmerige, naar Madammen sier'et, synes En.«

Madam Jensen holdt paa en Gang op at græde:

»Men saa var'et, at nu ku' jeg jo begynd' og vask' igen,« sagde hun.

Madam Jensen havde rask vendt det benede Ansigt hen mod Naaden.

Det var Madam Jensens stadige Angst, at andre skulde tage hendes Pladser under hendes Barsel.

»En blir' jo ved Baljen, saalæng' En kan,« sagde hun, »men Kræet maa jo sættes i Verden.«

»Har hun betalt Jordemoderen?« sagde Naaden.

Madam Jensen havde ikke betalt Madammen.

»Hvad ta'r hun?« sagde Naaden.

Madammen nøjedes med fire Kroner, som Schrøder fik og rakte Madam Jensen.

»Og saa kommer hun og vadsker.«

Madam Jensen nejede, og Sjalet begyndte at gaa, da Naaden raabte efter hende:

»Hvormange har hun nu faaet?«

Det gav et Ryk i Sjalet.

»Det var den trettende.«

Der var noget i hendes Øjne som i en Hunds, der faar over Ryggen.

»Naa ja, — saa kommer hun og vadsker,« sagde Hendes Naade.

Schrøder fulgte Madam Jensen ud og vendte tilbage med en fransk Hostekage.

Hun talte om Mennesker, »hvem det dog, deres Naade, burde forbydes at sætte Børn i Verden.«

»Man forstaar ikke,« sagde Schrøder, »at de ikke tænker paa Fremtiden.«

Hendes Naade slog et Slag i Gulvet med sin Stok.

»Menneskene, min go'e,« sagde hun, »tænker ikke i den Anledning.«

Hendes Naade sad lidt.

»Knokler,« sagde hun, »kan føde Børn til Verden.«

»Ja,« sagde Schrøder — hendes Følelse stødtes endnu efter femogtyve Aars Forløb ofte af Naadens Tunge —:

»Det er jo i hvert Fald godt, at Vorherre har taget det.«

Frøken Schrøder var religiøs og hørte hver Søndag Pastor Kisgaard, den niogtyveaarige Kapellan, der med blød Stemme prædikede i Hospitalskirken.

»Han dømmer ikke,« sagde Frøken Schrøder.

»Er der flere?« spurgte Hendes Naade.

Der havde været Blikkenslagerens Hanne, men hun var gaaet igjen.

»Faderen har jaget hende hjemmefra,« sagde Schrøder.

Hendes Naade slog i Gulvet med sin Stok.

»Naar er hun ventende,« sagde hun.

Frøken Schrøder vidste det ikke.

»Hun kan bo paa Kvisten,« sagde Hendes Naade, »i Pavillonen.«

Haardt, som hun fældede en Dom, sagde Konferentsraadinden, med Haanden fast om det Ibenholts-Haandtag:

»Hvad skal vel ellers de Pigebørn tage sig til her i Verden.«

Jærnklokken i Porten lød pludseligt, og i sit Spejl saa Hendes Naade Karethen fra Stensgaard: Det var de to Baronesser.

Schrøder løb ud for at hjælpe dem Tøjet af.

Baronesse Eline kom forrest, stor, meget stærk, med det graa Hoved rankt over en Barm, der var meget fyldig.

Efter hende fulgte Baronesse Soffy: lille og halvskæv, indsvøbt i sin Mantille.

Over Baronesse Eline, der tog Plads i Sofaen med Haanden paa Skabsbordet — der var over Maaden, hvorpaa Baronessens Haand faldt til Hvile, noget, der førte Tanken hen paa Tøjlen til et Firspand — hvilede der som en Duft af Ager, og og hun talte med en Stemme, som var der to Alen højere til Loftet end der var.

Baronesse Soffy, hvem Frøken Schrøder bragte en Skammel, holdt en udslaaet lille Papirsskærm oppe for sit Ansigt, der var blevet ganske magert uden at ophøre med at være ungt — skyggende med Skærmen, som om Solen gjorde hende ondt. Mens Baronesse Eline talte, sagde hun kun nu og da et »ja« eller et »nej«.

Hun delte altid Søsterens Meninger: »ja, som Eline siger«, sagde hun.

Og hun smilede, af god Opdragelse; men hendes Øjne, der vare faldne ind i deres Huler, havde altid det samme Udtryk, som om de saa' paa noget fjærnt, der var bristet.

Baronesse Eline talte om, at de havde Haandværkere paa Stensgaard:

De gamle Kobberrender løb.

»Petersen, vor Petersen, De véd,« sagde Baronesse Eline, »havde anbefalet Blikrender, men lad ham, der følger efter os, sætte Blik,« sagde hun. »Ham, der følger efter os,« var en fjærn Ætling af en fjærn og norsk Sidelinje, som i Forventning om en Gang at skulle arve Fideicommiset foreløbig havde sat ti Børn ind i Verden, hvoraf 6 Døtre, hvilke Baronesse Soffy efterhaanden havde adopteret for at kunne anbringe dem i Vallø.

»Er der ogsaa kommet Gitre for Vinduerne,« sagde Naaden.

»De sættes, min Kære,« sagde Baronessen.

Gitrene paa Vinduerne havde Vinteren over været paa stadig Tale, og de skulde anbringes foran Vinduerne i de Stengaard'-ske Pigekamre.

»Maaske,« sagde Naaden, »havde det, Eline, været billigere simpelthen at gi' de Kvindemennesker Kamre i Fløjen.«

Men Baronesse Eline havde nu én Gang bestemt sig for Gitrene.

Man talte længe om Lagener, »som jo nu, min Kære,« sagde Eline, »al Verden køber i Butikkerne«.

»Ja,« føjede hun til, »til sine Fattige køber jo ogsaa Soffy.

Baronesse Soffy sagde, at hun kjøbte meget i Butikkerne.

Det var en Maade, hvorpaa hun fravristede Baronesse Eline den rede Mønt.

Hun gav helst Penge, og til Marie, hendes Kammerjomfru, der vistnok var hendes eneste Fortrolige, sagde hun:

»Lad dem købe, hvad de vil.«

Forvalteren paastod, at Baronesse Soffy vel ofte gav Stensgaards Skovarbejdere Brændevin, saa de sov ind ved Siden af deres Brændestabler.

»Deres Naade,« sagde Præsten i Gjorslev, Sjælehyrden paa Stensgaard, »man maa kende det Sted, hvor man giver.«

»Baronesse Eline,« sagde Pastoren, »har fremmet megen Virksomhed til Velsignelse her i Egnen.

Baronesse Soffy gav alle Steder med samme Sørgmodighed — som den, der, ved at give, næppe tror, egentlig at fremme nogen Lykke.

»Marie«, sagde hun, naar der var Tale om Drukkenskab paa Godset, og i Smug gav hun rigeligt til alle Slags Vagabonder: »jeg synes nu, det er godt, naar den Slags Folk kan glemme.

Baronesse Eline var gaaet over til at tale om Priserne paa Halm, da det ringede igjen, og Kammerherren viste sig.

Kammerherren bukkede i Døren hen mod alle tre Damer — paa Herrer hilste Kammerherren ved at give dem venstre Haand — og Konferentsraadinden rejste sig halvt ved sin Stok.

Kammerherren (og Baron Ryssenfeldt) var de to eneste i Byen, som Konferentsraadinden modtog ved at rejse sig.

»Hm«, sagde hun, om Kammerherren, til Schrøder:

»Han, min go'e, véd, hvad det drejer sig om... Sæt Dem, Kammerherre, saa kommer Theen.«

Kammerherren tog konverserende Plads ved Vinduet og fortalte om Maskeballet.

Konferentsraadinden lo og sagde: »Kørbitz vil med.«

Det var hvert Aar Frøken von Kørbitz eneste Fornøjelse.

Hele Byen betroede hendes altbegravende Døvhed, hvad de skulde være, og kom saa Aftenen, kjørte Kørbitz som Nonne — hun blev i den Dragt særdeles omfangsrig over det nederste Rygparti — i Karosse til Karnevallet og skrev alle i Haanden.

Dage efter kunde hun sidde og smile af indvendig Fornøjelse.

»Der skal,« sagde Kammerherren, »være Optog før 12.«

»Vi ta'r det fra Italien.«

»Dér skal Mandfolkene ha' saa lidt paa, og hvorfra skal man skaffe det.«

Byens Unge tog Timer hos Frøken Hoppe.

»Naadige,« sagde Kammerherren, »Frøkenen kalder, hvad hun laver med dem, for en Tarantel. Og naar de blot har Tamburiner.«

Konferentsraadinden spurgte, hvem der da af Mandfolk skulde danse.

Og Kammerherren, der netop nikkede ud til Gaden, sagde: »blandt andre, min Hansen.«

Konferentsraadinden fulgte Retningen af hans Hilsen og spurgte, da just den samme Hansen gik forbi, som om Morgenen:

»Hvem er han.«

Og smilende sagde Kammerherren:

»Naadige, jeg tror, han er et Mandfolk.«

Naaden fulgte Hansen i Spejlet med et pludseligt Glimt.

»Har han andre Egenskaber, Kammerherre?«

Men, bestandig med samme Smil, sagde Kammerherren: »i hans Alder er det ikke nødvendigt.«

Baronesse Eline havde løftet sin Lorgnon:

»Hvad er han,« sagde hun.

Kammerherren lo: »han skriver Forbogstaver paa mit Klatpapir, Baronesse, og opfylder iøvrigt sin Bestemmelse.«

Baronesse Eline, der satte megen Pris paa at faa fuld Besked af Kammerherren, spurgte ud, men Kammerherren, der modtog sin The sagde kun afsluttende:

»Baronesse, Mennesket har kun én Bestemmelse.«

Det ringede igjen, og den unge Grev Hvide viste sig i Døren.

Kørbitz gik for at hente Adelheid.

Den unge Hvide kyssede Hendes Naade paa Haanden og løftede Hovedet igjen.

Jo, han kom til Maskeballet.

»Og De skal være?« sagde Naaden.

»Rizzio.«

»Det passer for de slanke,« sagde Naaden.

Og den unge Hvide tog Plads med sit meget blege Ansigt vendt bort fra Lyset.

Adelheid kom ind.

Og med sit romerske Hoved bøjet over mod hende — der kom over Hvides Ansigt let en pludselig Skælven — talte han med Frøken Adelheid halvsagte, og med en Stemme, der var lidt for blød:

Han havde malet hende disse Morgener — — malet hende til Hest.

Grev Hvide havde i de to sidste Aar, siden han kom hjem fra Paris, ikke bestilt andet end at forherlige Frøken Adelheid i Farver.

»Gode Amtmand,« sagde Kammerherren, »hvad skal et Menneske med Talent?«

»Jeg har aldrig set eller hørt om, at nogen har købt noget nævneværdigt i Livet, med Geni.

Den Slags Bemærkninger forvirrede Amtmanden.

Kammerherren vidste det, og han tilføjede derfor yderligere:

»En Avlskarl køber sig mere Glæde ved Hjælp af et Par kraftige Ben.«

Den unge Hvide havde lagt et rødmende Lys over Adelheid som Baggrund.

Men Samtalen mellem dem stansede, og stadig fremadbøjet blev han siddende og havde fornummet, at hun af alt, hvad han havde sagt, overhovedet slet intet havde hørt.

Frøken Adelheid havde lænet sit Hoved tilbage mod Stolens Ryg.

Hun havde den Evne ikke at høre, og fremmede Ord — alle Ord syntes hende ret fremmede — fløj ud og ind af hendes Øre, som Jærnbanetog gennem en Tunnel.

Paa én Gang havde hun løftet sit Hoved, og det var, som hendes Strube let svulmede.

Kammerherren, der havde et særdeles Blik for selv den mindste kvindelige Linje, havde set det.

»Nu danses der hos Hoppe,« sagde han.

Det var atter Kontorets Hr. Hansen, der var passeret forbi; han skulde til Tarantel-Time.

De talte igjen om Karnevallet og om Frøken Adelheid, der skulde prøve Klokken halv syv.

»De kan se hende,« sagde Naaden, det var til den unge Hvide.

Men Adelheid sagde: ikke i Dag.

Kammerherren, der ikke tog Øjnene fra hende, spurgte Baronesse Soffy, der var blevet ganske glemt, om hun skulde have Fattiguddeling paa Majestætens Fødselsdag.

Baronessen skulde det.

»Kan man andet, Kammerherre,« sagde hun, »end give dem Mad.«

Kammerherren talte til Baronesse Soffy i en egen Tone af pludselig Ærbødighed.

»Nej,« sagde han, »maaske er de, der sulter, ogsaa alligevel de ulykkeligste.«

Han havde kendt Baronesse Soffy som ung.

»Kære Ven,« sagde han sædvanlig: da var hun dobbelt saa høj.

For tredive Aar siden var Baronessens Forlovede styrtet med Hesten paa hendes Bryllupsdags Morgen. Hun havde fra da af aldrig været borte fra Stensgaard. Af Mangel paa Interesse for Alt paa Jorden, gjorde hun godt og blev særdeles højagtet af alle.

Konferentsraadinden talte undertiden til Schrøder om Baronesse Soffy.

»Naa,« sagde hun, »lad nu det være godt; den Frugt, man ikke har smagt, min Go'e, forgifter ikke ens Liv saa længe.«

Konferentsraadinden behandlede Frøken Soffy som en forfaren Enke.

Baronesse Eline vilde til at bryde op, da Fru Berg ankom og blev kysset af Kammerherren paa begge sine Hænder.

Grev Hvide tog Afsked, og Fru Berg sagde, løftende begge sine Arme: »Herre Gud, hvor den Mand var født til at blive lykkelig.«

»Og hvorfor bliver han det ikke,« sagde Kammerherren.

»Jo, Kammerherre,« sagde Fru Berg, »det er tit, at Livet slet intet under dem, hvem det har givet alt.«

»Naa, De er Filosof,« sagde Kammerherren.

»Ja,« og Fru Berg lo, mens hun løftede Hænderne med den Bevægelse, der var hende egen:

»Det bliver man, Kammerherre, naar der ikke er blevet En andet tilbage.«

Paa én Gang begyndte Frøken von Kørbitz at raabe til Baronesse Soffy.

Det var om en Ligprædiken.

Men Baronesse Soffy »havde ikke hørt noget om den«.

»Naa saa,« sagde Frøken von Kørbitz og faldt tilbage i sin forrige Stumhed.

Men Kammerherren sagde til Fru Berg:

»Er der overhovedet noget, De tror paa?«

Fru Bergs Ansigt skiftede pludseligt Udtryk.

»Ja, Kammerherre, paa Elskoven — saalænge den varer.

Der var et Sekunds Stilhed:

»Og paa Smærten, der er dens Enke.«

Hendes Naade havde vistnok ikke hørt efter. Hun sagde:

»Lille Fru Berg, de, der filosoferer, har kun ikke Blod nok.«

Baronesse Eline nikkede til et Ja.

Baronessen havde aldrig filosoferet. Man sagde, at hun, da hun var femogtyve Aar, var bleven lidt pludselig bortsendt af sin Fader, Baronen, paa Grund af en sund Sans for mandlig Styrke, under hvilken hun tog mindre nøjeregnende Hensyn til Indehavernes borgerlige Stillinger.

Baronessen havde derpaa tilbragt en femten Aar i Udlandet, hvor det sagdes, at hun havde foretrukket Normandiet. Hun havde iøvrigt aldrig trivedes i Byluft.

Efter Baronens Død var hun vendt tilbage til Stensgaard og havde overtaget Gaardens Drift. Hun ledede den, ved Hjælp af yngre Forvaltere, fortræffeligt og havde indlagt sig stor Fortjeneste ved den systematiske Indlæggelse af Drainrør. Alle Egnens Landmænd var fulde af Anerkendelse.

Udenfor Vinduerne red den unge Hvide forbi.

Han hilste ikke, men saa' kun langt frem for sig, som stirrede han paa noget, der var brudt sønder, fremme foran hans Hests Hoved.

»Ja,« sagde Baronesse Eline:

»Mandfolk maa have Blod.«

Paa én Gang var de alle begyndt at tale om Bryllupper og om Giftermaal.

Byens unge Damer broderede et Tæppe, hvorpaa Frøken Helene Boeck skulde staa som Brud.

De broderede det tre Gange om Ugen, rundt i Familjerne, ved Theselskaber, mens der blev læst højt af Charles Dickens.

Fru Berg sagde:

»Det er godt, der bliver læst højt til.

»Hvorfor?« sagde Kammerherren.

»Jo,« og Fru Berg lo, »for det adspreder Tankerne.«

Kammerherren lo med og sagde pludseligt over til Adelheid, der bestandig sad i samme dovne Stilling, som en Athlet, der lader sit Legeme hvile førend Styrkeprøven:

»De broderer ikke med, Frøken Adelheid?«

»Nej.«

»Hvorfor?«

Uden at forandre Stilling sagde Adelheid:

»Alterklæder interesserer mig ikke.«

De talte videre om Bryllupper og om Frøken Boeck, hvis Kjole skulde komme fra Hamborg, og som var nedringet.

Samtalen om nedringede Brude blev almindelig.

Amtmanden havde nu altid fundet nedringede Brude mest tiltalende:

»Det gør jo dog, som min Kone siger, det Hele mere festligt.«

Hendes Naade, hvis Øjne glimtede, sagde med Spyttekoppen i sin Haand:

»Go'e Amtmand, det nytter ikke noget, en Brud maa ha'e saa meget som muligt at tage af.«

Kammerherren, der blev ved med at le, sagde:

»Naa, den Slags Ting gør man jo for Byens Skyld.«

Og Frøken Kørbitz, der havde Hørerøret i Øret, men alligevel kun havde hørt en Fjerdedel af, hvad der var bleven sagt, sagde:

»Ja, der er jo altid umaadeligt fuldt til Bryllupper.«

Frøken Adelheid havde rejst sig en Kende i sin Stol:

»Bryllupper er en Prostitution,« sagde hun.

Fru Berg gav sig til at le, og Adelheid sagde:

»Hvorfor le De?«

Fru Berg svarede og blev ved at le:

»Fordi De saa sjælden siger noget, Adelheid.«

Adelheid satte sig som før og sagde:

»Jeg véd heller ikke af, der er saa meget at tale om her i Tilværelsen.«

Kammerherren sad lidt. Saa sagde han:

»Nej, ikke for dem, der véd, hvad det drejer sig om.«

Det ringede igjen. Det var Baron Ryssenfeldt og Majoren, der kom paa deres daglige Visit.

De kyssede begge Hendes Naade paa Haanden, og Kammerherren gav Baronen Haandtryk, hvad ogsaa Amtmanden havde vænnet sig til, da han i Tidernes Løb uforanderligt havde set Kammerherren gøre det.

De to Gamle dumpede ind i Konversationen om Bryllupper.

»Majoren,« sagde die Gnädige, »gaar til alle de Udstillinger.«

Majoren maatte bejae det.

»Han er jo dog for gammel til at gaa paa Klubbal.«

Den Naadige slog lidt med sin Stok:

»Kjolen, Major, kommer fra Hamborg,« sagde hun.

Majoren smilede, men Fippen gik.

»Gut, gut,« sagde han, »da verstehen sie's...«

Baronesserne brød op, og Kammerherren og Amtmanden fulgte dem. Ved sin Bortgang kyssede Kammerherren Adelheid paa Haanden.

»De er altfor høflig,« sagde Adelheid og rakte ham sin Mund.

Kammerherren saa' paa hende:

»Nej,« sagde han, »lille Adelheid, den er ikke for mig...«

»Men for hvem?«

»For en Anden.«

Kammerherren og Amtmanden gik tavse henad Gaden. Endelig sagde Kammerherren:

»Saa er der altsaa én Kvinde her i Byen.«

Amtmanden saa' ud, som om han ikke var med. Naar han talte med Kammerherren, saa' han overhovedet oftest ud, som naar han præsiderede ved Amtsraadets Møder.

»Pokker til Pigebarn.«

Der gik et pludseligt Lys op for Amtmanden, der forstod, at Talen var om Adelheid — naar Amtmanden kom med, bredte der sig over hans Ansigt noget velbehageligt Glinsende, som hos en Mand, der sætter Tænderne i noget Velsmagende—:

»Ja, sagde han, »hun er jo... mærkelig.«

Kammerherren hørte vist ikke, hvad hans Foresatte sagde. Han talte ud i Luften:

»Og saa er hun kysk.«

Han gik nogle Skridt:

»som alle Mennesker for Resten, der har deres Sanser i Orden.«

Kammerherren tav paany, thi han talte atter ud i Luften:

»Men det ligger jo til Familjen,« sagde han.

Amtmanden saa' atter ud som ved Amtsraadets Møder.

Han havde aldrig vidst, at netop Kyskhed laa til den Familje.

De to Embedsmænd skiltes paa et Hjørne. Amtmanden gik hjem til Amtmandinden.

Amtmandinden var bestandig i sort Silke fra det Nu, hvor Raadhusuret viste 12. Man kunde i hendes Stilling dog virkelig altid vente Besøg.

Amtmandens Ansigt var bedækket af en let Sved. Han kom ofte ligesom en Smule ud af sine Folder, naar han havde talt i længere Tid med Kammerherren.

»Viggo,« sagde Amtmandinden, »jeg forstaar Dig ikke. Hele Tingen er, at det er en raa Person.«

Amtmandinden glattede over et af de filerede Stykker paa Bordtæppet — der var hos Amtmandens et Utal af filerede Stykker og Visitkortskaale —:

»I Kjøbenhavn, min Ven, vilde han simpelthen ikke blive taalt.«

Amtmandinden var Kjøbenhavnerinde og Datter af en General.

Det ringede.

Amtmandinden havde to tilrejsende Stiftsdamer i Vallø til Chokolade.

Da Chokoladen var kommet ind, blev der talt om Præsten i Vallø, der var død:

»Det er jo,« sagde den ene Stiftsdame, »et Tab, der er uerstatteligt. Bramsen havde jo hele Mynsters Aand.«

»Kære Emma,« sagde den anden, »han var jo gaaet ud og ind i Bispegaarden.«

»Og en Rædsel vilde det være at faa en Grundtvigianer.«

Amtmandinden mente:

at man jo dog maatte haabe, Ministeren vilde tage Hensyn.

»Ja,« sagde den ene af Stiftsdamerne, »men Ministre nu til Dags — — og det er virkelig ikke alle Præster, som passer i de Omgivelser.«

— — —

Alle de Besøgende var brudte op, og hos die Gnädige var der spist til Middag.

Der blev spist Klokken fire.

Foran die Gnädige stod en Rødvinsflaske med rødt Lak, hvoraf kun hun og Adelheid drak. Denne Flaske var støvet og uden Etikette.

Konferentsraaden havde foran sin Kouvert en Rødvinsflaske med Mærke fra den stedlige Vinhandler.

Efter Middag var Hendes Naade alene. Hun sad i sin Mahogni-Stol, ubevægelig, mens Skumringen faldt paa, og tilsidst Gadens Lygter blev tændt. Deres Skær faldt lige paa Billedet af hendes Datter. Det var malet af Eckersberg, og Datteren sad med en mørkerød Rose i sin Haand. Hendes Naade tog ikke Øjnene fra Datterens Billede.

Hun havde den Gang været endnu skønnere.

Det var Aaret før hendes Bryllup... ja, otte Maaneder før hendes Bryllup.

Hendes Naades Ansigt fortrak sig en Smule.

Hun havde altid været saa ganske stille og blid. Datteren Adelheid...

Men ham vilde hun jo ha'e.

Vilde hun jo ha'e.

Hendes Naade blev ved at se paa Billedet:

Og saa kom deres Ægteskab, og da Barnet vel var født, og det var Liv og Død, pantsatte han den Sølvthemaskine, inden Datteren havde lukket sine Øjne...

Men saa var han jo ogsaa død og der var kun Adelheid tilbage.

Hendes Naades Ansigt lyste op:

Med den unge Hvide, vidste man dog, hvad Adelheid gik ind til.

En Stund blev Hendes Naade siddende i Tanker, mens Lygternes Lys flakkede hen over Datterens Ansigt.

Saa sagde hun:

»Er der Nogen?«

Ingen svarede.

Kun den døve Kørbitz sad i den forreste Stue og filerede. Hun var saa øvet, Kørbitz, at hun filerede lige saa godt i Mørke.

»Er der Nogen?«

Paa ny svarede Ingen.

Men saa ringede Naaden, og Schrøder kom ind.

»Gør til Rette til Whisten,« sagde hun.

»Men først kommer vel Symamsellen.«

Schrøder slog det Mahogni-Spillebord ud og satte Sølvstagerne frem.

Frøken Adelheid, der havde gaaet Tur — hun elskede Solnedgang — drejede netop ned i Hovedgaden, da hun kom imod Hr. Hansen, der gik paa samme Fortov.

Han havde aldrig hilst hende før.

»God Aften,« sagde Adelheid.

Og de gik, ad hver sin Kant, begge videre — lidt langsommere.

... Kammerherren kom ud af sin Port sammen med Baron Ryssenfeldt, som til Middag hos Kammerherren havde sat Smag paa Aarets første Grøntsager, der var fortskrevne fra Brunsvig.

Kammerherren mødte Hr. Hansen:

»Hm, Baron, sagde han: der gives dog beundringsværdigt skønne Dyr blandt Menneskene.«

»Ja,« sagde Baronen.

»Det er kun kedeligt,« sagde Kammerherren langsomt: »at det undertiden kan koste deres Medmennesker saa megen Smerte nogen Tid at have troet, at disse skønne Dyrefigurer har nogen Sjæl — undtagen i Parringstiden.

Baronen, der sjældent talte, sagde pludselig:

»Nej, Kammerherre, De har Uret, ogsaa de Mennesker har netop altid en vis Slags Sjæl... thi de har Parringstid hele Aaret...

... Klokken seks en halv kom Symamsellen.

»Er hun der?« spurgte den Naadige.

»Jo,« sagde Schrøder, »Frøken Adelheid prøver.«

»Jeg vil se hende,« sagde die Gnädige.

Den Naadige gik op ad Trappen og ind, hvor hun satte sig i en Stol.

Den Naadige var ikke tilfreds. Hun rejste sig, og hun satte sig; og med sine knoglede Fingre som tegnede hun alle Linjerne paa Frøken Adelheids Figur, rettede hun og styrede hun:

»Her sidder Hoften,« sagde hun, »og i de Dage, go'e Mamsel', saa' man en Hofte.«

Adelheid maatte vende sig, og Adelheid maatte dreje sig.

Ogsaa bagtil var det galt.

Naaden blev ganske rank, mens hun støttede sig til sin Stok.

Symamsellen stirrede, og Symamsellen sitrede, mens hun lagde ind, og mens hun lagde ud og havde et Dusin Knappenaale i den sammenknebne Mund.

»Men der maa mere Façon, meget mere Façon — — —«

Det var stadig bagtil.

Symamsellen havde snart ikke flere Knappenaale i sin Mund.

»Ja, saadan, saadan,« sagde Naaden.

Hun havde kastet sin Stok, og hun gik ti Skridt frem foran Adelheid.

»Saadan.«

Hun blev ved at se paa Datterdatteren i det dejlige Brokade:

»De Mennesker, Mamsel', vidste, at et Fruentimmer er et Fruentimmer.«

Hun saa' bestandig paa Datterdatteren.

Over det gyldne Brokade tegnede hver en Aare sig blaat, som et Net, som et Væv over den unge Hals:

»Godt, godt,« sagde Naaden, der tog sin Stok igen.

Hun stod endnu et Øjeblik:

»Ja, ja,« sagde hun — og det var som talte hun mest til sig selv:

»De Mennesker kendte Livet.«

»Hvad er Hvide?«

»Rizzio,« svarede Schrøder, der stod hos.

»Hm.«

Naaden havde vistnok glemt den galante Skotlænderindes intime Historie.

»Hm, — hvad har han paa?«

»Han er i Rødt,« sagde Schrøder.

Adelheid havde intet hørt. Hun stod i den gyldne Brokade foran det store Spejl og smilte. Der var noget over hende, som tog hun Maal af sig selv.

»Ja, saa Tak,« sagde Naaden.

»Farvel, Mamsel'«.

Adelheid og Syjomfruen blev alene. Forsigtigt tog Syjomfruen Kjolen af og løsnede Naal efter Naal.

Frøken Adelheid stod, næsten nøgen, foran det gamle Spejl.

»Ja, saa Farvel, Frøken.«

Frøken Adelheid vendte sig ikke.

»Farvel.«

Hun blev længe staaende, ene, under Lysene, smilende, ikke til sig selv, men som til den store Nydelse.

Henne ved Døren var Frøken von Kørbitz kommen ind, og pludselig saa' Frøken Adelheid hende i Spejlet.

Hastigt kastede hun en Kaabe om sig.

»Kørbitz,« raabte hun.

»Skal De til Karneval i Aar?«

»Nej,« sagde Kørbitz, »ikke i Aar.«

»Er det sandt?«

»Ja, ikke i Aar.«

Frøken Adelheid klædte sig paa. Da hun kom ned, sad de Gamle ved Whisten.

Man hørte ikke andet end Kortenes Fald.

»Vil Du hente »Berlingske,« sagde Naaden.

Adelheid gik gennem Stuerne ind i Konferentsraadens Værelse. »Berlingske« laa foran ham paa Bordet. Han sov. Naar Konferentsraaden blundede, aftog han Parykken og erstattede den med et Lommetørklæde. Konferentsraadens Lommetørklæder var mangefarvede.

Frøken Adelheid gjorde sig ikke den Ulejlighed at vække ham. Hun tog kun Avisen og bragte den ind.

De Gamle afbrød Spillet og læste Døds-Annoncerne. Det var Baronen, der læste dem en efter en.

»Saa spiller vi videre,« sagde Naaden.

Og de spillede igen.

Adelheid havde sat sig i den midterste Stue foran det gamle Klaver. Hun aabnede det og slog nogle Akkorder an.

»Hvorfor spiller hun?« raabte Naaden til Kørbitz.

»Ja, hun spiller,« svarede Kørbitz.

Whisten gik sin Gang....

De to gamle Herrer tog Afsked, og Hendes Naade skulde i Seng. Schrøder støttede hende.

Hendes Naade blev klædt af og sad oprejst i sit store Leje.

»De Jomfruer,« sagde hun, »véd aldrig, at et Fruentimmer skal være et Fruentimmer.«

Schrøder lagde Røgelse paa Kakkelovnsgløderne og gik. Det var en Vane hos Hendes Naade, at Røgelse skulde der være om hendes Seng.

I alle Stuer var der tyst.

Frøken von Kørbitz filerede, og Adelheid stod lænet til et Vindue. Det kunde hun, om Aftenerne, gøre i Timevis.

Inde hos Konferentsraaden, til hvis Stue Døren var bleven lukket, blev der talt meget, muntert og højt.

Konferentsraaden fik sin Toddy, der serveredes af Schrøder. Og der gik altid ligesom saa livligt Hul paa Konferentsraaden og Frøken Schrøder, naar Hendes Naade var kommen i Seng.

Dagene skred.

Paa Klokkeslettet forlod Hendes Naade sin Seng, anbragtes foran sit Toiletbord og modtog af Schrøders Haand sin The.

Konferentsraaden gjorde sit Morgenbesøg, Kørbitz kom ned; bredarmet og stum, sad hun ved sit Vindu, mens Uhrene maalte Tiden.

»Hvor er Adelheid?« spurgte Hendes Naade.

»Frøken Adelheid har redet.«

»Hm,« sagde Hendes Naade.

»Og nu er Frøken Adelheid i Bad.«

Hendes Naade nikkede.

»Det er godt,« sagde hun, »Ungdommen skal pleje sig.«

Hendes Naade sad lidt:

»Mon hun har Essentser?« sagde hun.

Schrøder svarede ikke.

»I min Tid, min go'e, sagde Hendes Naade, »forstod Kvinderne at vaske sig.«

Schrøder sagde:

»Doktor Meier siger, at det meget Vand ophidser.«

Hendes Naade lo lidt, før hun sagde et stygt fransk Ord, der begynder med M:

»Bade skærper,« sagde hun.

Frøken Adelheid havde Essentser. I en lang Time laa hun i det lunkne og krydrede Vand bag den laasede Dør. Thi selv Stuepigens Væren om hende var Frøken Adelheid ubehagelig, naar hun var i Bad, og hun klædte sig af, og hun klædte sig paa — alene. Hun tog det mælkehvide Vand op i de hule Hænder og gød det over de runde Skuldre, med et Smil, som om hun salvede sig.

I Middagstiden gik hun Tur.

Baron Ryssenfeldt og Majoren mødte hende.

Majorens Næse var ligesom endnu en Tomme længere fremme end vanligt — maaske fordi det gled mod Foraar. Han stoppede op og stoppede op.

Han var nærmest forundret, saa selv det tyske Mæle forgik ham.

Men Frøken Adelheid — hun var sortklædt — havde ogsaa en mærkelig Rejsning.

Majoren blev ved at se efter hende.

»Und Ich habe Sie als Kind gekannt.«

»Wie eine Priesterinn,« sagde han, »wie eine Priesterinn.«

Majoren glemte rent at se paa alle de andre »niedliche Gesichter«.

Majoren stolpede af, mens han var falden i Tanker. Majoren virkelig tænkte.

»Aber, Freund,« sagde han, og han standsede igen:

»Es geschieht ja immer.«

Majoren sagde ikke, hvad det var der skete — altid.

Frøken Adelheid gik hen ad Landevejen, og Menneskene, hun mødte, hilste hun som den, der giver en Almisse uden selv at vide, hvilken Mønt hun giver.

Den unge Hvide red forbi.

Og da han var borte, saa' Frøken Adelheid pludselig for sig hans ranke og skønne Skikkelse, som en Staalfjeder rettet paa Blodshestens Ryg.

»Hvor han er køn,« tænkte Adelheid; og hun drev ind over Markerne, hvor Vintersæden stod strunk og grøn og saa levende. Der var en egen Duft af Muld og af Spirer og af den stræbende Bug.

Frøken Adelheid bøjede sig og plukkede et Bundt af de halvt udvoksede Rug-Planter.

Hun havde altid elsket det stærke Grønne.

Hun gik ned imod en Bænk med Rug-Buketten i sin Haand. Foran hende laa Marker og Fjord i Lys.

Hun sad der længe, under den høje Himmel.

Hun glemte sine Rug-Planter, da hun rejste sig og gik videre hjemad.

Pludselig lød en Stemme i hendes Øre:

»Frøkenen har glemt Deres Blomster.«

Det var Skriveren, Hr. Hansen, der stod bag hende med Rugplanterne i sin Haand. Hans Lød var rød og hvid i et Ansigt, der skælvede let.

»Jeg?... Tak.«

Frøken Adelheid rakte sin Haand ud efter de stærke Straa og lod fem eller seks blive tilbage i Hr. Hansens nøgne Hænder.

»Tak,« sagde hun igjen.

Og hun gik.

De fire Gamle var ved deres Whist.

»Kørbitz, det er Dem

Stum og hastigt slap Frøken von Kørbitz Kortet. Det var om muligt — usikkert af hvilken Grund — som om Frøken von Kørbitz var bleven endnu døvere i de allersidste Dage.

De fire spillede videre i Skæret af Lysene, mens Schrøder bragte Theen ind sammen med de smaa Rug-Kiks.

»Hvor er Adelheid?« spurgte Hendes Naade.

»Frøken Adelheid er i Klubben. De prøver.«

Frøken Hoppe prøvede daglig med de stedlige Tambouriner. I Aften var der Prøve i Kostume.

»De sover, Major,« sagde Hendes Naade.

»Ja,« sagde Majoren.

Majoren faldt virkelig ofte i Grublerier.

»Hvor sa'e De, hun var?« sagde han til Schrøder.

»Hvem?«

Frøken Schrøder havde et eget Tonefald overfor Majoren som de har, der véd sig paa den gode Vej, naar de taler til uforbederlig Verdslighed.

»Frøken Adelheid,« sagde Majoren.

Han havde altid før sagt »die Kleine«.

»Frøken Hoppe prøver,« sagde Schrøder.

Det ringede og det var Postbudet med »Berlingskes« Morgenavis.

»Læser De, Baron,« sagde Hendes Naade.

Baron Ryssenfeldt foldede Bladet ud med de magre Hænder og læste højt, hvad han plejede. Men det var, som om ingen rigtig hørte.

Naaden sagde kun:

»Listen er altid lang om Foraaret.«

Baronen blev siddende med Bladet i sin Haand. Hendes Naade slog med Stokken:

»Saa gaar vi videre,« sagde hun.

Det gav et lille Ryk i Baron Ryssenfeldt. Hans Øjne var i Avisen faldne paa det kongelige Teater, og han sagde med en underlig forandret Stemme:

»De spiller »Svend Dyrings Hus«.«

Meget langsomt lagde han Avisen sammen:

»Det var et dejligt Stykke.«

»Husker det ikke,« sagde Hendes Naade.

Baronen blev ved at sidde og stirre frem for sig.

»Jo,« sagde han, »det var et dejligt Stykke.«

Frøken von Kørbitz, der troede, at de stadig var ved Annoncerne, spurgte:

»Hvem er det?«

Men Hendes Naade sagde:

»Teater er Løgn, min go'e Baron. Jeg har aldrig set de Folk vise os det Rigtige.«

Frøken von Kørbitz havde faaet raabt »Svend Dyrings Hus« ind i Øret og nikkede.

»De véd,« sagde Baronen, »det Stykke med Æblet og Runerne.«

»Saa spiller vi,« sagde Hendes Naade.

— — —

I Klubsalen prøvede Frøken Hoppe.

Damerne var udmajede, og Herrerne var meget lidt paaklædte.

De holdt Tambourinerne, som var Tambourinerne Haandvægte.

Hr. Hansen dansede midt i Salen med en sort-kruset og vilter lille Person.

Stærk og bred af Hals saa' han, midt i Svingom'et, ud som en ung Gladiator, der, før Kampen, ligegyldig leger med de navnløse Smaavæsener.

Byens Fruer sad som Publikum langs Væggene paa det røde Damask.

Midt iblandt dem sad Adelheid.

Hun rørte sig ikke, og hun talte ikke. Kun hendes Læber var let strakte frem og lidt aabnede som ens, der bøjer sig frem for at drikke.

Prøven var forbi.

Hr. Hansen stod i Døraabningen, lænet til Stolpen.

Frøken Adelheid havde Rug-Planter i sit Bælte...

Fru Berg brød ind til Konferensraadindens Whist. I Kaabe og Hat og saa med et Plask satte hun sig i en af Naadens Stole:

»De har prøvet,« sagde hun.

»Hvordan er det,« sagde Hendes Naade.

Fru Berg lo.

»Naa,« sagde hun, »hvordan er Frøken Hoppe?«

»De haandterer Tambourinerne, som var de Budding-Laag.«

»Men,« og Fru Berg lod sine Hænder falde ned mod sine Knæ, »du almægtige Gud, hvad han har for en Krop... Hvad er det nu han hedder, denne Hansen...«

»Hvor er Adelheid,« spurgte Hendes Naade.

»Frøken Adelheid er gaaet op,« svarede Schrøder.

»Naa, saa drikker vi The.«

Der maattes hentes mange flere Kiks ind til Fru Berg, der aad, som havde hun tærsket.

»Kære Naade,« sagde hun, »man faar en Appetit paa de Hoppe'ske Prøver, som havde man været i Cirkus.«

»Vi har Mad i Huset,« sagde Hendes Naade, der i og for sig ikke satte Pris paa, at man ved hendes The nød mere end sine tre-fire Kiks.

Fru Berg forstod meget vel Tonefaldet, men spiste videre.

»Kære Schrøder,« sagde hun, »De giver mig lidt Tunge paa de næste.

Det var hendes Vane saa at sige at forlange ind af Fødevarer, hvor hun kom.

Alt medens hun spiste, vendte hun stadig tilbage til Hr. Hansen og hans Skabning.

»Naade,« sagde hun, »man skulde ikke tro det, men denne Skriver er pragtfuld, naar han faar Klæderne af sig.«

Hendes Naade nikkede som den, der hører en Ting, hun véd:

»Min go'e, det gaar saadan med alle smukke Mandfolk.«

Frøken Adelheid var i sine Værelser.

Empire-Kronen havde hun ladet Stupigen tænde. Det sorte Silke-Slæb faldt ærbødigt efter hende, mens hun vandrede langsomt op og ned.

— — —

Det var Karnevals-Aftenen Klokken ni.

Alt, hvad der hed Karether, rumlede gennem Gaderne.

Hendes Naade havde indstillet sin Whist. Hun sad alene, og i Stuerne var der ikke tændt.

Schrøder kom ind.

»Gaar han der?« sagde Hendes Naade.

Schrøder troede nok, at Konferensraaden gik der et Øjeblik — sammen med Majoren.

»Hm,« sagde Hendes Naade. »Det gamle Mandkøn er forrykt.«

»Hvor er Kørbitz?«

»I sin Stue.«

»Hun bliver jo hjemme i Aar.«

»Ja.«

Og Schrøder sagde:

»Frøken Kørbitz har jo sin underlige Tid, Deres Naade, i disse Dage.«

Hendes Naade nikkede.

»Det er de gamle Skader,« sagde hun, hun kommer aldrig over dem, Skrog.«

De gamle Skader var for Frøken Kørbitz en trediveaarig Jensen, som var kommen til Verden i Frøken Kørbitz Ungdom og uden kirkelig Velsignelse. Han døbtes derfor Jensen og drev nu i Viborg Vinhandel.

Stuepigen kom ind.

»Er Frøken Adelheid færdig?«

»Ja, Deres Naade, Frøkenen venter.«

Naaden rejste sig.

»Lad Kronerne tænde,« sagde hun.

»Der er tændt.«

»Saa vil jeg derop.«

Midt i Salen ventede Datterdatteren paa sin Bedstemoder. Under de halvhundrede Lys aabenbarede Renaissancens Brokade hvert Led og hver en Del af hendes Kvindeskønheds Pragt.

Hendes Naade stod rank og uden at tale. Saadan ser en Marmorets Mester paa det fuldendte Værk, hans Haand har dannet.

»Gaa,« sagde Hendes Naade.

Frøken Adelheid gik. Heller ikke hun talte. Brokaden gled for hvert Skridt, hun tog, over fra Farve i Farve.

Og hun rakte sig frem, den gamle, saa hendes Mund naaede Datterdatterens Pande til et Kys.

Hendes Naade gik ned. Lys vilde hun ikke have tændt. Maaske vilde hun ikke, at nogen skulde se hendes Ansigt. Men hendes Øjne var saa store i Mørket.

Adelheid var alene. Hun ventede paa Vognen.

Saa pludselig stod Grev Hvide i Døren.

»God Aften,« sagde han.

Slank og fin tegnede han sig mod Væggen i Rizzios vinrøde Fløjl, som en Mesters Billede af en af hans egne store Ahner.

»God Aften,« sagde Adelheid.

Hvide blev endnu blegere ved Tonefaldet i hendes Stemme — thi Adelheid havde talt, som hun saa ofte talte til Georg, hans Kammertjener, naar han, før en Middag, i Forhallen derhjemme aftog hendes Kaabe —, men efter et Sekund bøjede han sit Ansigt over hendes Haand:

»Ja, her er Rizzio,« sagde han.

»Men, Frøken Adelheid,« og han vidste, hun ikke forstod ham, eller endogsaa sandsynligvis slet ikke hørte, hvad han sagde, og han talte alligevel — »Barmhjærtigheden er død, og der gives ikke en Gang længere Mordere.«

Et Nu maaske forandredes Frøken Adelheids Ansigt en Kende, og maaske et Sekund havde hun saameget som hørt Hvides Stemme.

»Skal vi saa køre,« sagde hun.

»Ja,« sagde Hvide, »Kærren er der.«

De kørte bort.

Der var stille i Huset.

Frøken Kørbitz aabnede lydløst sin Dør og gik forsigtigt, ad mange Biveje, ned i Haven. Den rustne Træport fik hun lukket op, og hun gik ud i Gyden.

Frøken von Kørbitz var i Nonne-Dragt og Galoscher.

... Hendes Naade laa i sin Empire-Seng uden at kunne sove.

Hun ringede og forlangte Sukkervand.

»Er Kørbitz hjemme?« sagde hun.

Frøken Schrøder havde været ved Kørbitz Dør — Frøken Schrøder havde været der flere Gange —, men der var lukket af.

»Det er godt,« sagde Hendes Naade.

»Min go`e,« sagde hun, »det gør man ikke. Man skal ikke spionere Ungdommen, — lad dem om det.

I det store Hus var der ganske tyst- Kun de gamle Ure maalte Tiden.

— — —

I Klubsalen var de Frøken Hoppe'ske Springdanse endt, og de neapolitanske' Fiskere havde dækket deres Nøgenhed med sorte Benklæder og Domino, mens Neapolitanerinderne gik, rødkindede og kunstnerstolte, rundt og modtog Lykønskninger af deres Familje.

Ude paa Gulvet dansedes der.

De meget svedige Par, hvis Bomulds-Fløjl var dækket af særdeles meget Støv — Klubværten anvendte ved de højtideligste Lejligheder Wienerkalk, der udspredtes paa Gulvene — holdt op at danse, et efter et, og midt under Støjen af Stemmernes meget Brus dansede Frøken Adelheid og Byfogdens Skriver alene. I hans Fiskerdragt syntes hans Mands-Skabning nøgen, medens han, med et bestandigt Smil, i Valsen, som førte hende mod det Maal, han kendte.

Ansigt lyste mod Ansigt.

Ligbleg, mens, ved hendes Trin, Brokaden knitrede mod hendes Dansers Lemmer, gled Frøken Adelheid frem, med næsten opspilede Øjne. Midt ude paa Gulvet stod den gamle Major — han var i gul Domino og Fippen var sortfarvet — sammen med Grev Hvide og Kammerherren.

Kammerherren var den eneste, som bar Civil; i sit Knaphul havde han Æreslegionens Baand.

Majoren virrede ustandseligt med sin Parykblok af et Hovede, medens Fippen gik:

»Wie eine Priesterinn, wie eine Priesterinn,« blev han ved at sige.

Naar Majoren endelig havde fundet et Ord, slap han det altid nødig.

Kammerherren smilte og, vendt til Hvide, sagde han, uden at tage Øjnene fra Adelheid og sin Skriver:

»Ja, unge Ven, der er maaske noget om dette med Parrings-Valg.«

Majoren var trippet bort, som kunde hans slunkne Ben ikke holde sig stille.

Sammen saa' Hvide og Kammerherren ufravendt paa de to skønne Skabninger, der dansede.

Hvides slanke Haand skælvede om Rizzios Luth.

»Nu rejser jeg,« sagde han og tog ikke Øjnene bort fra de to, der dansede.

Kammerherren hørte maaske ikke straks. Der var over hans Ansigt, medens ogsaa hans Øjne bestandig hvilede paa Adelheid og hendes Mand, et Udtryk af lykkelig Aandsfraværelse som hos den, der pludselig er borte, reven tæt ind til et lyst Minde.

Saa sagde han:

»Rejse — — igen?«

»Ja.«

Rizzios »Ja« naaede pludseligt Kammerherrens Øre:

»Og igen for at male?« sagde han.

»Nej.«

Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans Legemes Blod, der glødede i de to Elskendes Ansigter.

»Nej,« sagde han igen, »for, Kammerherre, at naa et større Maal.«

»Vel det største...«

Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:

»At blive sin Smærtes Herre

Der var noget eget pludseligt i Maaden, hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:

»Hvide.«

Og, mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:

»Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.«

Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone:

»Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret.«

Han saa' lidt ud for sig:

»Jeg véd ikke af, at Livet er til andet.«

Bag ved dem var en sortklædt Figur skudt op; det tætte Nonneslør var hendes Maske.

Dansen holdt op.

Kammerherren sagde:

»Saa, Hvide, saa knækker vi Halsen paa en Flaske.«

Hvide foer let sammen:

»Ja, til Afsked,« sagde han.

Og i Døren, idet han gik, løftede han Øjnene, og betragtede længe Loft og Vægge, som én, der til allersidst vil indprente sig ogsaa Rammens Form om et Billede, han aldrig skal glemme.

— — —

Hendes Naade kunde bestandig ikke sove.

Hun havde ladet de store Vokslys tænde og, oprejst, sad hun midt i sin brede Seng.

Hun vidste ikke selv, hvorfor saa mange Minder kom, og det ene tog det andet — just i Nat.

Det var jo dog saa længe, længe siden — længe siden, nu.

Hendes Naade fik kølende Pulver.

Ja, saa længe siden — nu.

Og alligevel — det var som hele hendes Livs de mange Mænd satte hinanden Stævne, Ansigt ved Ansigt, og bøjede sig, Skulder ved Skulder, en brystbred Skare, ned over hendes Seng.

Stuepigen, der gik hid og did, sagde:

»Det er Deres Naades Mareridt.«

»Deres Naade, det gaar over.«

Men die Gnädige svarede ikke.

»Nu kan Du gaa i Seng.«

Det begyndte at lysne.

I Dagens første og graalige Skær saa Empire-Sengens buttede Amoriner ud som fordrejede Gnomer, og Loftets blaa Lampe, der hang just over Fodenden af Hendes Naades gamle Leje, lignede et stort og uhyggeligt Øje, der netop var bristet.

Hendes Naade stod op. Hun klædte sig paa selv, og i Halvmørket famlede hun efter den vante Stok.

I de store Stuer var der lysere, Morgenen var ved helt at bryde frem. Støttet til sin Stok gik Naaden rundt fra Stue til Stue; alle Døre lod hun, hvileløs, staa aabne.

Uhrene blandede, gennem det hele Hus, deres langmodige Dikken.

Naaden gik videre — op ad Trappen, frem langs Gangen, ind overalt.

I den store Sal brændte Kronernes Lys endnu. De havde vel glemt at slukke dem. De sidste Tander blaffede og sluktes gult mod den fulde Dag, der kom.

Naaden saa' det ikke. Hendes Naade gik videre.

I disse Stuer havde hun ikke været i Aar og Dag; i Aar og Dag ikke paa disse Trapper. Men hun gik videre. Over Gaarden, hen til Husets lille Port, som hun aabnede med en Haand, som Kulden havde gjort blaahvid, som Haanden paa et Lig.

Bag den aabnede Dør traadte hun frem i Haven, og pludselig blev hun staaende.

Ret imod hende, lige mod Solen, der kom, saa' hun i Pavillonens store Vindue, hyllede i samme Kaabe, Adelheid og Mandspersonen, nøgne, sammenslyngede, som en Dobbeltstatue, hvis Hjærter banker.

Et halvt Minut blev Hendes Naade staaende — alt hendes Ansigt var blevet gult, og paa en Gang saa' hun ud, som var hun hundrede Aar — saa løftede hun sin Stok.

Men kraftesløs faldt Armen ned.

Og hun gik.

— — —

Fra den Dag forlod Hendes Naade ikke mere sin Seng.

Og kun Stuepigen, der var om hende, saa' i Halvmørket hendes Ansigt, som die Gnädige ikke mere plejede.