En Fortælling om dem der skal dø

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Schubotheske Forlag København


Liv og Død.djvu Liv og Død.djvu/11 121-122

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

EN FORTÆLLING
OM
DEM DER SKAL DØ

TIL FRITZ BOESEN

Den gamle Baron staar op Klokken syv. Naar »Svendsen«, knælende ned paa Gulvet, med sin krogede Ryg, har knappet hans Gamascher, viser Uret ti Minutter i otte.

Det var Hans højsalige Majestæts Skik at foretage sin første Spaseretur i Parken Klokken otte, ledsaget af sin jourhavende Kavallér, der ventede Majestæten i Havesalen.

Siden den Tid har Baronen i tredive Aar bibeholdt Klokkeslettene for sin Dags Begyndelse.

Naar Baronen sætter sig ved Bordet i sin Dagligstue, hvor Svendsen bringer ham Teen, som han nyder af en stor kinesisk Kop, en Gave fra Hans højsalige Majestæt, der elskede Snurrepiberier, er han iført sort Frakke og graa Benklæder, som i fyrretyve Aar uforanderligt har været af samme Farve.

Baron Ryssenfelt har i sit Livs otte og halvfjerdsindstyve Aar aldrig tilladt sig selv at have Slaabrok.

Det er hans Formening, at Slaabrok ikke er noget Klædningsstykke.

Naar den kinesiske Kop er tømt, begynder Baronens Dagværk.

Han tager de store blaa Konceptpapirs-Ark frem af den kronede Mappe, og han bøjer deres brede Margin med sin magre og fine Haand, før han begynder at skrive.

De mange Aar har gjort ham langsynet, saa han holder Hovedet saa underlig tilbage, mens han skriver møjsomt med sin rystende Haand, der sætter hvert Bogstav hen som i et pludseligt Sæt, som om det kostede ham Anstrængelse; og efter hver Linje stanser han, som var hver enkelt Linje ham et Arbejde.

Men uden at ophøre bliver han ved — de smalle Læber falder helt ind mod de skinnende, indsatte Tænder — i tre Timer, og fylder Ark efter Ark med de usikre og ligesom allerede forflygtigede Bogstaver.

I Huset er der ganske stille.

I Spisestuen sidder Svendsen lige ved Døren til Dagligstuen ubevægelig, ret op og ned, paa en Stol, som havde han endnu jour i Sorgenfris Forgemak.

Ude i Køkkenet færdes Line, der bærer en uhyre mørkebrun Paryk over sit skarlagensrøde og indskrumpede Ansigt, lydløst i sine Tøjsko. Hendes Formiddag gaar hen med »at holde Køkkenet blankt«. Det kunde dog hænde, at Baronen kunde ville noget og saa' derind. Det er aldrig hændet — uden én Gang om Aaret: Juleaften; naar Baronen og Hr. Majoren nyder Æbleskiverne, kommer Line ind i Spisestuen paa hvide Uldsokker, og hun nejer ved Døren, og hun nejer foran Bordet, og hun nejer, naar Baronen klinker, og Majoren kniber hende i Armen.

»Skaal, Line,« siger han.

Men Nytaarsaften gaar Baronen ud til Line, og foran det skinnende Køkkenbord, hvor der lyser to Vokslys i Messingstager — for i Juletiden til de Hellige tre Konger brændes der hos Baronen altid Vokslys — holder Svendsen sig saa rank, han kan, og Line nejer efter at have afskuppet sine Sko, mens Baronen siger:

»At Line saa maa faa et godt Aar« og Baronen klinker.

»Og Svendsen li'edan: glædeligt Aar.«

Og Baronen gaar igen, mens de to gamle Tjenestefolk bliver siddende, i Skæret af Vokslysene, lige overfor hinanden.

»Ja, hva' mon saa det nye Aar ska' bring'?« siger Line.

»Et Aar ka' bringe meget,« siger Svendsen.

Line nikker:

»Ja, det kan 'et,« siger hun.

Og de sidder atter tavse, som de har siddet hver Nytaarsaften i tredive Aar, mens Aar kom og Aar gik — og har intet bragt.

Men Baronen gaar tilbage til Dagligstuen, hvor Majoren venter i Kjole og det store sorte Halsbind, der ligesom stiver det rokkende Hoved af, og de sidder begge tavse, hver i sin Stol, medens Uhret dikker til tolv.

Saa nikker Majoren pludseligt, og ud i Stilheden siger han:

»Ja, Baron, det var den Gang«.

Og Baronen bøjer Hovedet to Gange og svarer — som var der i de seks Ord fortalt en lang Historie:

»Ja, Major, det er længe siden«.

De sidder atter tavse, hver i sine Tanker, mens Uhret bliver ved at dikke mod tolv.

Paa Slaget bringer Svendsen højtidelig den gamle Madeira, og Baronen skænker i de to Glas, mens Majoren rejser sig:

»Saa Tak for i Aar, Major«.

»Tak for i Aar, Baron«, og de støder Glassene sammen.

Lysende med Armstagen følger Baronen selv Majoren ned — denne ene Aften — og han lukker atter Porten bag ham, tungt, som lukkede han for selve Aaret.

»Svendsen kan gaa til Ro«, siger han, naar han kommer op.

Nytaarsnat har Baronen altid villet være ene.

— — —

Baronen bliver ved at skrive, med det sært tilbagestrakte Hoved, mens Aarerne i den magre Haand sitrer, og det blaa Ark fyldes, langsomt, med den møjsomme Skrift.

Han skriver til halvtolv. Blodet er ligesom sprunget helt frem i de gamle Øjne af saa længe at stirre paa det Sort paa Blaat.

En halv Time efter ringer det. Det er Majoren. Svendsen lukker op, og Majoren stikker sin holstenske Fip ind ad Døren — man har hos Majoren altid den Følelse, at Fippen nysgerrigt kommer først gennem en Dør — og han stolprer gennem Gangen med sin Stok; der er noget eget lebendigt ved Majorens Stolpren, og han banker paa Baronens Dør med tre smaa Knups, som Lieutenanterne bankede paa Messedøren i Itzehoe.

Baronen, der gennemlæser sine blaa Ark, vender Hovedet og nikker:

»Det gaar smaat, Major«, siger han; »de trætte Øjne kan næppe læse, hvad Haanden har skrevet«.

»De skrifer Dem blint, Baron.

En gammel Mand som De« — Majoren er to Aar yngre — »sitter sig i Solen og blifer Filosóf«.

Majoren bliver næsten hidsig. Baronens Skriveri er deres evige Strid:

»Gnädige«, siger han til Konferensraadinden, deres eneste Jævnaldrende i Staden: »han skrifer sig blint — — og hvorfor — hvorfor?... Gnädige, han skrifer seks Skuffer voll, och bagefter vil ingen Menneskebarn kunne læse, hvad han har skrefet«...

»Major, det er nu hans Idé«, siger Konferensraadinden, der Dagen lang sidder i samme Stol ved Siden af sin Spyttekop og sin Pengepung; »la' ham ha'e den, la' ham ha'e den... Jeg be'er ham ofte nok om at skaane sig«...

»Men man faar det samme Svar, Major; vi er saa faa tilbage, der har kendt ham, vi maa gøre vor Pligt... og rense hans Minde.

»La'e ham skrive, min Go'e, la'e ham skrive«...

Og mens hun slaar med sin Elfenbensstok mod det hvide Gulv, siger hun med en egen raa Stemme — som den, der har set meget eller alting —;

»Og Verden staar ligegodt, om nogen kan læse det bagefter eller ikke«...

Der ties lidt.

»Ach ja, ach ja«, siger Majoren, og hans Fip falder ligesom lidt ned mod Brystet:

»Kann schon sein«...

... Baronen har lukket sine Memoirer om den Højsalige Majestæt, og han svarer paa Majorens Ord kun:

»Saa gaar vi vel«.

»Ja, Baron«, og Majoren humper op. Bag Baronens Ryg skubber han Muffedisserne tilbage, som er gledne frem over Haanden. Majoren maa gaa med Muffedisser — hans Husholderske fordrer det — men han skjuler dem under sine Manchetter, hvis Sølvknapper er en Souvenir fra Landgreven af Hessen.

Majoren havde modtaget dem efter en Parade.

Knapperne var af Sølv. Landgrevens Souvenirs indskrænkede sig bestandig til Sølv:

— Sie sind ein hübscher Kerl bei einer Parade, havde Landgreven sagt, og Majoren gentog det ofte:

»Ach ja, ach ja, damals gab's Kerle beim Regiment — Majoren talte altid tysk, naar han mindedes Itzehoe — »aber was können sie jetzt?«

»De kunde dø ved Dybbøl«, sagde Baronen, hvis Stemme let kom til at dirre, naar der var Tale om Hertugdømmerne.

Men Majoren, der stadig saa' Paradepladsen ved Itzehoe for sine Øjne, sagde:

»Kann schon sein, kann schon sein«... og han føjede pludselig til, som om han vaagnede:

»Hübsch aber sind die Kerle nicht«.

... Svendsen havde hjulpet Baronen Frakken paa, og de to Gamle kom ud paa Gaden. Baronen gik forrest, rank endnu, mens Majoren, stadig to Skridt bag ham, satte Podagrafødderne med de lysegraa Gamascher — om Sommeren bar han dem hvide — mod Brostenene, som blev han trukket op for hvert Skridt, han tog. Hovedet, holdt han frem, som en gammel Jæger uvilkaarlig gør, naar han færdes paa Revieret.

Hvert Øjeblik blev han staaende: der var paa det andet Fortoug gledet et Par lyse Parasoller forbi, halvt skyggende over de unge Ansigter. Der skød Smaaglimt frem fra Majorens Øjne, og Fippen gik op og ned, op og ned, i smaa Ryk.

»Kommer De«? sagde Baronen.

»Niedliche Gesichter«, sagde Majoren og humpede videre for at naa sin Fælle.

»Hvem var det«? spurgte han, og han blev ved at stikke den haarede Næse, som snuste han til en fjern Odeur, frem i Luften.

»Kender dem ikke«, sagde Baronen, der altid blev ved at gaa uden nogensinde at forandre Trit, som gjaldt det endnu at holde Skridt med den sig i Slotsparken promenerende Majestæt.

»Kender dem ikke«.

Med Undtagelse af Baronesserne paa Stensgaard, Konferentsraadinden og sine Fattige gav Baronen sig ikke hen til at kende denne Bys Indvaanere.

»Aber niedlich, aber niedlich«, sagde Majoren og stansede igen.

Kvinder bragte ham altid til at tale tysk ligesom hans militære Erindringer.

Majorens Kvindeglæde var det stadige Stridspunkt med Konferensraadinden:

»Gamle Nar«, sagde hun og spyttede i sin Spyttekop.

»Gnädige«...

»Ja... han gør sig latterlig, Major«...

»Hvad har en gammel Mand uden sine Øjne«? sagde Majoren, hvis Stemme blev rystende.

»Han har saagu' ogsaa Hænder, Major«, sagde Konferensraadinden med dens Vægt, der véd, hvad hun siger:

»Og en gammel Mand gaar ikke Ungdommen i Vejen med sine Knogler«.

Majoren tav med en fremskudt Fip, der trodsede.

... »Kommer De, Major«, siger Baronen.

Majoren er stanset igen.

De to Gamlinger vandrer i en Time. Saa gaar de hver til sit. Baronen lægger Kabale før Bordet. Det er altid den samme, Prinsessens Kabale, som han om Aftenerne i Havesalen — mens den Højsalige Majestæt spillede Whist — lærte af Hendes kongelige Højhed, Hertuginden af Augustenborg.

Majoren humper hjemad, mens Fippen ustanseligt virrer.

Den eneste Gade, hvor Majoren aldrig stanser, er hans egen: hans Husholderske har Spejl. Majoren skotter til Spejlet, over hvilket der, bag Vinduet, rager en Hovedbedækning frem, ikke ulig en Turban.

»Morgen«, siger han, naar han kommer ind.

Den husholdende Dame har ikke for Vane at bruge overflødige Ord: hun smækker kun, naar Majoren er vel inde, Døren i, som smækkede hun i for et Bur.


... Klokken seks spilles der Whist hos Konferentsraadinden.

De drikker alle Te, som bydes om paa en Sølvbakke af Schrøder, der er den yngste i Huset og tresindstyve Aar — mens de taler om gamle Dage og Mennesker, som kun de kender.

Efter Teen bringer Postbudet Posten. Der er altid kun »Berlingske« — de, som skrev Breve til »die Gnädige«, er ikke mer — og de læser Avisen. De læser hver Dag Dødsfaldene. Baronen læser den lange Spalte højt, med sit langsomme Maal — død efter død.

»Kender dem ikke«, siger Konferentsraadinden: »Er ikke fra vores Tid«.

Og Baronen bliver ved at læse:

»Geheimeraad v. Nützbøll, Storkors af Dannebrog«...

De lytter alle: det er en af deres Kendinger.

»Hvad mon han døde af«? siger Konferentsraadinden.

»Det staar der ikke«.

»Hvor gammel var han«?

»Tre og firs« 

»Ja, tre og firs, ja... han var tre Aar ældre end Fætteren paa Kroghshøj, nu husker jeg, nu husker jeg... tre Aar ældre«.

Baronen siger med sin monotone Stemme:

»Ja, rigtigt, rigtigt... vi var sammen paa Føhr... det var i 44... De hilste Hans Majestæt med et Fyrværkeri, da vi drog bort«...

Og de taler længe om alle de Nützbøller — den yngre Linje og den ældre Linje og med hvem de stiftede Ægteskab.

»Hun giftede en Moltke«, siger Baronen: »det var omkring de tredive«.

Men Whistens Fjerdemand, Frøken Kørbitz, ser paa deres Munde, at de taler livligt, og hun bøjer sig frem og spørger, halvt frygtsomt:

»Hvem er det«?

Konferentsraadinden slaar i Gulvet med sin Stok, mens hun raaber:

»Geheimeraad Nützbøll«...

Den Døve sidder lidt:

»Aa-h«, siger hun kun, og Navnet er lukket ind i hendes ensomme Tanker.

Majoren er færdig med Dødslisten, og han folder Avisen sammen. Om Verdens de øvrige Ting læser de ikke.

»Saa stiller Schrøder vel Spillebordet frem«, siger Konferentsraadinden.

Bordet stilles frem med de to Sølvstager, og de sætter sig alle fire. Den Døve falder hen, med de tungsindige Øjne fæstede paa Lyset. Konferentsraadinden vækker hende, naar hun skal spille ud:

»Det er Dem, Körbitz«, siger hun og slaar med sin Stok i Gulvet.

Baronen, hvis trætte Øjne har ondt ved at skelne Kortene, tager Stikkene hjem med sine magre og sirlige Hænder.

»Körbitz, det er Dem«...

Majoren bliver hidsig og bander.

»Det gaar i staa som et Urværk«, siger Konferentsraadinden.

»Ja«, brummer Majoren, og han og Konferentsraadinden nikker til hinanden — de to, som har deres Sanser.

De spiller i to Timer. Saa er det Konferentsraadindens Sengetid.

De to gamle Herrer kysser Damerne paa Hænderne og gaar.

Schrøder støtter Konferentsraadinden, mens hun naar over til sit Sovekammer. Konferentsraadinden er i ondt Humør:

»Baronen«, siger hun, »kan snart ikke mere skelne Kortene.... Han bli'r blind af alt sit Skriveri... men han vil jo...

Hun stanser midt paa Gulvet.

»Schrøder«, siger hun, og hendes Stemme faar igen den sære raa Klang: »jeg gi'er ikke en Rigsort for det menneskelige Minde«...

»Man skal leve, og naar man ikke selv kan leve mer, skal man lade de andre leve uden at forstyrre dem, til man lukker sine Øjne«...

Konferentsraadinden naar sin Seng:

»Men de er alle Narre«, siger hun, »og ta'er ikke Tiderne, som de kommer«.

... De to gamle Herrer sidder i Baronens Stue.

Majoren er træt, og til Tider nikker Hovedet, og Fippen falder ned paa hans Bryst.

Baronen glemmer sin Cigar, der gaar ud...

I Skæret fra Lampen ligner de to Hoveder, der ere lænede mod de høje Stolerygge, to Kranier.

Majoren farer op, og halvt undskyldende, seende paa Baronen, siger han:

»Vi bli'er gamle, Baron«...

»Ja, Major«, siger Baronen.

Og, mens ogsaa han betragter sin Ven, siger han, pludselig i et helt andet Tonefald:

»Os er der ingen, som venter paa, undtagen Døden«.

Der bliver atter tyst, og man hører kun Uhrets Dikken — —

— — —

Men næste Morgen sidder Baronen atter ved sit Bord for at »rense den Højsaliges Minde«.

Hans Memoirer skal indlemmes i det Ryssenfeldtske Arkiv og maa først aabnes hundrede Aar efter hans Død.