En Historie om Hungersnød
EN HISTORIE OM HUNGERSNØD.
Rosine, en gammel Kone ved Igdlukasik, Nordvest for Kap-Farvel, gav mig efterfølgende Beretning, som hun havde hørt af sin Moder, da hun levede paa Østkysten.
"En Gang for mange Aar siden hændte det paa Østkysten, at to Vintre fulgte lige efter hinanden uden at blive afbrudte af Foraar, Sommer og Efteraar. Menneskene fik ikke Lejlighed til at samle Forraad, en frygtelig Hungersnød brød ud, og mange Bopladser døde ud.
Allerede ud paa Efteraaret, før Islæget endnu normalt skulde komme, kunde man mærke, at noget usædvanligt maatte ske, da store Isstykker begyndte at skyde op af Havet; og det syntes, som om Havets Bund var bleven beklædt med Is.
I Begyndelsen var der dog en Del Sæler, og disse holdt sig meget i Overfladen, maaske fordi det var for koldt for dem at dukke ned.
Men snart lagde Is sig over hele Havet, og den blev hurtigt saa tyk, at det blev umuligt at slaa Hul for at fange. Hertil kom meget stærke Snefald; Sneen faldt saa tæt, at dybe Kløfter dækkedes, og Fjælde lagdes lige med Sletter. Alt levende døde, og ingen kunde færdes paa Land eller Is.
Man tærede paa de Forraad, man havde, og de strakte længe til. Paa de Tider kendte man ellers sjældent til Nød. Naar Vinteren var omme, var der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne før ud paa Vinteren.
Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt; men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind, kom Varmen ikke. Sneen smeltede ikke, og Isen blev liggende paa Havet. Og paa denne Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter.
Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene var opbrugte, og man havde intet Haab for Vinteren. Det varede heller ikke længe, før Hungersnød og Sultedød begyndte at hærge Menneskene.
Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: hvad der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind og Konebaadsskind. De mere forsigtige, som endnu havde Haab om, at det dog eengang maatte falde ind med Varme og Foraar, nøjedes med at skære det øverste af Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille Stykke af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, saa at man kunde se Roerskernes Ben tvers igennem Baaden.
— — — Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde blive Sommer igen, og at alle Mennesker skulde dø.
Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, begyndte man at spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns Lig, og Børn deres Forældre.
Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede de faa sig til Livet, nu da det syntes, at Døden skulde blive fælles for alle den Vinter, at de hellere spiste deres kære fremfor selv at blive Føde …
Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret.
Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som savnede Kræfter til Forsvar.
Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage.
Det er nu mange Aar siden, det hændte, at to Vintre fulgte paa hinanden uden Sommer; men alle vi, som fulgte efter, kom saaledes til at stamme fra Menneskeædere" …