En Fristelse

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Under Nordenvindens Svøbe.djvu Under Nordenvindens Svøbe.djvu/9 189-194

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

EN FRISTELSE

I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, boede den gamle Jomfru, Majuvartariaq ("Opgangsstedet"), som i Daaben havde faaet Navnet Nikoline; hun var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende Stær paa begge Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa.

Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de Viskelæders Kinder samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, saa Skraasavlet drev ned ad hendes Hage.

Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende.

En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den lille Fjældkam bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru et Besøg. Jeg medtog et Lys — jeg vidste, at der vilde være mørkt i hendes Telt — Tændstikker, en Rulle Skraa og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre hende lykkelig.

Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige ved at træde op i det.

"Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed fortærer mig arme Udskudsmenneske!" stammede Nikoline.

Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig en frisk Skraa og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt sammen og talt om ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle lidt om den Tid, hun var Hedning paa Østkysten.

"Blot nogle uskyldige Sagn!" foreslog jeg.

Nikoline satte et forfærdet Ansigt op og slog afværgende ud med Haanden.

"Næh, ved du nu hvad! Nu er jeg bleven døbt, og jeg har, lige siden jeg blev et kristent Menneske, anstrengt mig for at glemme alt det, der hørte mit Hedenskab til — og saa skulde jeg give mig til at fortælle Sagn nu! Nej, dem er det virkelig lykkedes mig at glemme. Det hjælper mig aldrig til noget godt, naar jeg kommer ind paa det, jeg nu eengang har vendt Ryggen. Jeg holdt engang meget af at synge Trommesange, og saa en Dag, efter at jeg var bleven døbt, gav jeg efter for en pludselig Lyst til at synge en af mine gamle Sange. Jeg gjorde det, og tænk dig! bagefter var det nær aldrig lykkedes mig at faa den ud af Hovedet igen. Selv om min Mund stod lukket, og min Stemme tav, svirrede Melodien dog rundt i Hovedet paa mig og vilde slet ikke forlade mig …

En Dag, længe efter at jeg var bleven døbt, kom en Konebaad fra Østkysten paa Handelsrejse til Qernertoq; det var Christians. Dengang var han jo udøbt og Aandemaner.

De laa i Teltlejr et Stykke fra Husene, og mange Mennesker havde samlet sig om dem. Da gav Christian sig pludselig til at synge Aandeviser, og de Kvinder, som fulgte ham, stemte i med.

Jeg hørte det og løb min Vej, for jeg kunde mærke, hvorledes den gamle Melodi fik Magt over mig igen.

Men saa kom Folk hen til mig og sagde, at det jo bare var Trommesange, saa det kunde jeg da nok høre paa; og saa lod jeg mig overtale og gik hen til det Telt, hvor de sang.

Jeg stillede mig hen ved Indgangen og blev ved med at lytte og lytte. Jeg troede til sidst, jeg drømte, og at jeg var paa Østkysten; jeg troede, jeg var hjemme igen, at jeg endnu var Hedning og aldrig havde været døbt …

Og det var blot, fordi jeg hørte de gamle Trommesange! Men saa vanskeligt kan det onde være at faa Bugt med, naar man først engang har ejet det.

Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og det giver Livet større Glæder, end jeg før kunde vente, synes jeg. Nu ved jeg bestemt, jeg skal gense min afdøde Slægt, og den Tanke fylder mig med saa megen Trøst, at jeg gerne glemmer alt det gamle.

Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu død som døbt og begravet ved Qernertoq. Aa, jeg havde vist endnu haft gode Klæder, hvis hun havde været i Live. Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav, og da maa jeg synke min Graad …

— — — Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle Tider, da vi endnu var "uvidende", da det onde endnu var i os? — Ja, men du vil jo stadig have mig til at tale om det, jeg ikke længere vil huske; jeg har virkelig glemt det ah sammen!

Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig i Begyndelsen umuligt at begribe det, man vilde forklare mig. Jeg kunde heller slet ikke lære "dem, man skal kunne faa til at tale" (Bogstaverne).

"Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?" spurgte min Lærer, en tysk Ny-Hernhuter Præst. "Maaske der er noget, som hindrer dig i at optage det hellige; du maa skrifte, tal bare ud!"

Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, og saa angav jeg dem. Jeg troede, at det var det værste, jeg havde givet mig af med. Men det hjalp ikke, at jeg fortalte om Trommeviserne og om min Glæde over dem, dengang jeg var uvidende og ikke kendte det gode.

Der maatte være noget andet, som hindrede mig i at annamme Læren om det gode. Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg Dumrian! — Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.

Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev mig forklaret, og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært.

Nu skal du faa mit Skriftemaal!

Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg legede sammen i et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, Folk laa endnu i Telt. Det var mørkt derinde, og vi legede Skyggeleg (tarqajaq).

"Tarqajauvutit", ("du er en Skygge") raabte vi til hinanden, "ata — ata — ata!" Og saa løb vi skræmte om i det mørke Hus, skrigende og skubbende til hinanden.

"Du er Skyggen! Atata — ata — ata!" skreg vi og snublede om i Mørket.

Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. —

"Hvad er det, I bestiller?" sagde pludselig en inde i Huset, og vi kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse.

"Vi leger Skygge," svarede vi.

"Narrestreger!" sagde han, "Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab ved blot og bar Leg. Nej, lidt Troldomskunst er der noget ved; det er det eneste, som virkelig er Morskab."

Det gøs i mig. "Hvad mon han nu har for med os"? tænkte jeg, og jeg blev bange, for jeg havde allerede dengang i Tankerne bestemt, at jeg skulde ned til de døbte.

"Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt," sagde han og førte os ind i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. Han satte sig ned og gav sig til at gnide imod en Sten, mod venstre naturligvis, ad det ondes Retning.

Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer talte i Munden paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, der kom til. Bier surrede rundt omkring ham, og vi hørte nede fra Gulvet, langt nedefra under Jorden, et Kor, der sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som Salmesangen i Kirken hernede …

Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende og brummende til Kende fra Loftet, fra Husmuren og helt nede fra Gulvet. Ja, det hele var ubegribeligt!

"Saa, nu kom Amarsiniôq," sagde han endelig, og vi hørte en stærk Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter.

"Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?" sagde Qanguatse. Vi kunde ikke faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det lange, mørke Hus.

"Amarsiniôq" er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i Netsideskind; ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar han ser Børn alene, røver han dem og stikker dem ned i sin hule Ryg.

Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde ikke se det, da det var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig op med at gnide paa Stenen, og der blev igen stille i Huset.

"Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner.

Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. Til Fjælds mellem disse er jeg mere hjemme end blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa skal jeg lære dig mange Ting!" sagde han til mig.

"Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min Sten mod venstre, saa vil Vandet pludselig strømme op fra Jorden og fylde Bassinet. Først vil det ferske Vand ligge stille uden Bevægelse; saa vil det siden kruses, naar mørke Skygger farer hen over det; saa rejser det sig i høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af Ydre, vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde mig, trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det ogsaa gøre ved dig. Men det vil kaste os op igen, ganske som vi var, før det aad os, og vi er da blevne større Aandemanere, end vi var før. Saaledes har dette Uhyre ofte ædt mig, for at jeg kunde vokse i min Aandemanermagt. Det kommer frem af en Stendysse midt i en Sø; det ser fælt ud, men man skal ikke være bange."

Jeg kunde nu mærke, at han vilde have mig til Medhjælp og at han vilde oplære mig i sin Kunst.

"Du er et forældreløs Barn ligesom jeg, og jeg tænkte at jeg kunde hjælpe dig," sagde han venligt.

Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og skjulte mig." — — —