Fanden plager dem

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Under Nordenvindens Svøbe.djvu Under Nordenvindens Svøbe.djvu/9 195-202

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

FANDEN PLAGER DEM.

En Aften sad jeg i mit Telt, træt af Sagn og led ved Overtro, og skulde have lidt Hvile, da der kom Indbydelse fra gamle Susanne. Jeg kom ....

Man gav mig kogt Havtorsk, der havde været hengemt til Forraadnelse, og gammel selvløben Tran til Dyppelse. Raaddent Kød smager mig, men raadden Fisk har jeg aldrig kunnet vænne mig til. Maaltidet var mig modbydeligt. Og saa var der desuden saa utilladelig skiddent i Huset.

Gamle Susanne rendte rundt i sin bare Særk, der var laset og sort af Smuds. Hvor man ikke havde Særken, havde man det skidne Legeme. Da jeg sad og spiste den raadne Fisk, der var lagt ned paa et uappetitligt Gulv, hvor der blandt andet henstod Urinspande, blev et lille Barn holdt frem over Gulvet; jeg maatte tage min Mad til mig, for at det ikke skulde stænke derpaa; samtidig skulde jeg underholde mig med min livlige Værtinde, og det forekom mig et Øjeblik, maaske fordi jeg var træt, at ens Arbejde mellem primitive Folk ikke altid er idel Behagelighed. Man maa leve sammen med dem, man vil skildre. Er de nogle Svin, maa man leve med dem i Svineriet. Under et Rejseophold faar man ikke Tid til at reformere. Vilde man begynde at bebrejde dem deres Levemaade, vilde de øjeblikkelig blive fornærmede og trække sig tilbage; og saa faar man ikke Lejlighed til at gøre dem gode igen.

Susanne var imidlertid en fortræffelig Fortællerske, saa man gik alligevel en god Del igennem for at være gode Venner med hende. Hun skulde fortælle mig noget om en Djævlebesættelse ved Igdlukasik. Og da jeg havde faaet sat min raadne Torsk til Livs, slog hun mig paa Skulderen og udtalte sin Glæde over, at jeg havde taget til Takke med hendes simple Retter. Og saa kastede hun sig ind i sin Fortælling.




"Intet er mærkeligt af alt det, jeg har oplevet paa Østkysten; jeg har rejst alle Pladser igennem, lige fra de sydlige helt op til Pikiutdleq, i Angmagssaliks Nærhed mod Nord. Jeg har været sammen med de sydligere Østboere, dengang de var mange, og jeg har levet sammen med Angmassalikere; men intet mærkeligt har jeg oplevet sammen med disse, naar jeg kommer til at tænke paa de Tider, da Fanden plagede Beboerne her ved Igdlukasik.

De Nætter i Træk havde jeg Drømme, som varslede om, at mærkelige Ting vilde ske!

Første Nat drømte jeg, at en hvid Mand kom ind i vort Hus; han havde en stor Pels paa af lutter spraglede Skind, og saa spurgte han efter Nukerujuk: "Den senede".

Hvad skulde det sige? "Den senede" var en forlængst afdød Angakok fra Østkysten.

"Han er gaaet ind i Silas' Hus," skyndte jeg mig at svare. Det var den bare Løgn, men jeg var bange; — ja, og saa forsvandt Manden.

Næste Dag fortalte jeg mine Husfæller Drømmen, men ingen kunde tyde den …

Natten derpaa havde jeg igen en Drøm: En Mand traadte ind i vort Hus og blev staaende midt paa Gulvet.

"Det er dog uhyggeligt," tænkte jeg, "hvad mon han vil?" — Og jeg syntes, at jeg maatte gemme mig. Men nu gik den fremmede lige hen til Sofie, en ung Pige, som laa ved Siden af mig, og saa gav han hende et Kys og forsvandt.

Om Morgenen fortalte jeg mine Husfæller, hvad jeg havde drømt.

"Aj, aj!" sagde Sofie, "det var dog uhyggeligt! Tænk, jeg vaagnede selv ved Kysset!" — Ja, det sagde Sofie selv.

Ser du, disse Drømme var nu blot Indledningen; men der kom siden til at foregaa mærkelige Ting ved Igdlukasik.

En Konebaad var tagen paa Bærtogt ind til "store Rude" — Fjord (Ingalârssuaq) her lige Øster for, — og Sofie var med.

Allerede Dagen efter, at de var tagne bort, kom de tilbage igen. Det havde været galt fat med Sofie; hele Natten igennem havde hun gebærdet sig paa en saadan Maade, at Mændene — flere ad Gangen — maatte skiftes til at holde hende fastklemt ned mod Jorden. Siden, da det lod til, at Træthed endelig var falden over hende, havde de skyndt sig tilbage til Bopladsen.

Det var en mærkelig Nat, vi nu kom til at opleve sammen med Sofie. Hun var ganske vild. Folk begyndte nu at tale om, at det længe havde været galt fat med hende; hun befattede sig med det onde. En Onkel af hende havde forsøgt at lære hende Angakokkunstner, skønt hun i Daaben havde lovet at forsage Djævlen og alt hans Væsen. Sofie var kommen herned som lille fra Østkysten.

Ud paa Aftenen begyndte den onde igen at faa Tag i hende. Jeg var ganske ung dengang, nylig kommen fra Østkysten, og havde ikke Begreb om, hvad det egentlig var, som foregik. Jeg troede bare, at hun var syg, og var slet ikke bange. Først da mine Husfæller begyndte at bebrejde mig min Ligegyldighed, kom jeg til at tænke over, at der maaske kunde være noget usædvanligt paa Færde. De andre var jo gamle kristne og vidste bedre Besked end jeg.

"Bah, tror du, du endnu er paa Østkysten?" sa' de, "ser du ikke, at det er den onde, som har besat Pigen?"

Jeg vidste ikke, hvad det skulde sige, men forstod jo nok, at det var noget uhyggeligt noget. Det blev værre og værre med Sofie. De holdt hende fast nedstemt imod Briksen, og hun vaandede sig voldsomt.

"Ser du ikke, hvor Djævlen plager hende?" sagde de andre. "Ja, du er nu ogsaa en ren Hedning endnu, saa lidet troende og saa uvidende."

Jeg blev helt skamfuld derved.

..... Nu kunde den Mand, som holdt hendes ene Arm, ikke mere, og man bad mig afløse ham. Jeg greb fast om hendes Haandled, der var saa smaa og smalle, at jeg kunde fatte helt om dem. Jeg var ung og stærk dengang og tænkte, at det skulde dog gaa haardt til, om jeg ikke skulde kunne holde den Arm nede.

Men saa var det, at Pigen pludselig begyndte at vokse. Brystet svulmede op, og hendes Lemmer bulnede ud; Haandledene blev saa svære, at jeg ikke længer kunde fatte om dem.

"Der kan du se! Se, se!" sa' de andre til mig.

Og saa begyndte det jo alligevel at gaa op for mig, at der maatte være noget galt paa Færde .....

Man bad mig løbe hen efter Kateketen. Da jeg kom ud, var der Opløb mellem Husene.

"Djævlen har besat Sofie! Sofie er falden fra!" skreg man til dem, der endnu ikke vidste noget.

Saa kom Kateketen ind; ja, hvor det var besynderligt, for det var netop ham, jeg havde drømt om, — Silas!

Han stillede sig hen foran Pigen og gav sig til at tale med Skriftens Ord. Hans Ord var mange, og jeg forstod dem ikke alle. Han bebrejdede Pigen, at hun havde givet sig den onde i Vold, og han søgte at drive ham ud ved Kristi Navn.

Kateketens Tale hjalp; Pigen blev tavs og mere medgørlig, men hun var endnu langtfra kommen sig og laa længe derefter sløv og halvtosset hen.

Se, det var nu bare Begyndelsen, dette med Pigen, — det, som kom bagefter, var meget forunderligere

To Kajaker havde været ved Iluiteq for at sælge Spæk. Da de kom hjem, var de ganske fra Forstanden. Til en Begyndelse paastod de, at de havde mistet Forstanden, fordi de havde drukket Brændevin hos den danske Assistent; men senere hen blev det ganske anderledes.

Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand.

Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.

De to Mænd var lille David og Ananias.

Begge gav sig til at bekende tidligere Frafald og skrifte, at de havde givet sig af med Trolddom.

De var egentlig ikke helt fra Forstanden; men deres Fornuft var ligesom lammet, og Ordene boblede ud af Munden paa dem, nej, de skød op af Hjernen paa dem, uden Sammenhæng, ustandseligt, som Isstumper skyder op af Havet, naar et Isfjæld kalver.

Deres Ord greb om sig; flere og flere bekendte tidligere Frafald, og mange Mennesker, som vi alle havde anset for gode Kristne, bekendte mærkelige Synder.

Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og skænkede Kaffe, pludselig sige til Ananias:

"Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter Livet som forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe dig, kom min Søn mig altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; og saa turde jeg ikke nærme mig.

Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?" sagde hun saa, henvendt til Sønnen, og han nikkede til Svar.

"Synes du saa ikke?" vedblev den gamle, henvendt til Ananias, "at du skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?"

"Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa overhovedet give noget for?" svarede Ananias.

"Og hvad vil du saa give?" spurgte den gamle.

"Min Kajak!" svarede Ananias.

"Og ikke mere?" spurgte den gamle.

"Jo, min nye Riffel kan følge med," sa' Ananias.

Og dermed var baade den gamle og Sønnen tilfredse.

Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa man næsten ikke kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som ikke var vant til noget saadant fra Østkysten, spilede ordentlig baade Øjne og Øren op.

David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: "Ja, nu er jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg tvættet af mig."

Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod Himlen og raabte:

"Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til Himlen!"

Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme.

Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, havde sat sig paa et Par Brædder, der var lagte over en Urinbalje, saa stor som en overskaaren Tønde, fyldt til Randen med Urin.

Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver hun saa ivrig, at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, i Vejret.

Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, saa at Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, som laa paa Knæ .....

Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen af dem, og en ulidelig Stank bredte sig over Huset.

Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord derom.

Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var som en Sygdom, der smitter. Flere og flere vilde bekende, og David prædikede som Præst.

Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive Djævelens Handlinger, men havde ikke længere Magt over Folkene, der beskyldte ham for at være lunken i Tro. Og Kateketen, der frygtede, at alle skulde falde fra, gav Ordre til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for at David kunde blive ført til Missionæren i Frederiksdal. — Jeg meldte mig som Roer.

Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle andre op af den.

"Bort med ham! Bort med ham!" skreg de. "Han smitter os alle sammen!"

Og saa stor en Magt havde den onde nu over David, at han var bleven ganske sort i Ansigtet, under Øjnene og under Munden. Han saa fæl ud.

Saaledes var ogsaa alle de andre besatte.

Jeg, som var ganske uvidende om den Slags Ting dengang, syntes, at de saa forfærdelig grinagtige ud; det var, som om de havde sværtet sig med Sod for at se morsomme ud. Og da jeg mødte gamle Rosine, lo jeg hende lige op i hendes sorte Ansigt.

Naa, da man ikke vilde sidde i Konebaad sammen med David, saa maatte han jo puttes i en Kajak; men da han først var kommen ned i den, nægtede han at ro.

Saa maatte da min Mand Josva og Davids yngre Broder Zakarias bugsere ham helt ned til Frederiksdal.

Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke ro samme Vej som Konebaaden.

"Jeg besmittes af deres syndige Aand," sagde han; og saa maatte de bugsere ham langt til Søs for at føje ham.

I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. Han sled sig løs og løb op mod Elven. Der stod han og pegede op mod Stenurts-Fjældet og fortalte, at han kunde se et stort, hvidt Slot med lysende Vinduer. Mange smukke Fugle kredsede om Slottet, og Englene vinkede ad ham.

..... Men saa kom Missionæren og tog David med sig hjem .....

Ja, ser du, det var, dengang Fanden plagede vore Bopladsfæller; og som jeg sagde dig før. Mage til besynderlige Ting har jeg aldrig oplevet paa Østkysten.

Men det havde jo ogsaa sin Rimelighed, for vi var jo dengang kun uvidende Hedninger, som ikke forstod os paa Djævlebesættelser ....."

Det her skildrede foregik ved Igdlukasik for en Snes Aar tilbage.