En Studie i rødt/1/4
Fjerde Kapitel.
Hvad John Rance havde at meddele.
Klokken var 1, da vi forlod Lauriston Haven. Sherlock Holmes begav sig allerførst hen til den nærmeste Telegrafstation, hvorfra han afsendte et langt Telegram, derefter fik han fat i en Cab og gav Kusken Ordre til at køre os hen til Huset hvor vi kunde træffe Betjenten.
»Der er ikke noget saa godt som Førstehaands-Meddelelser,« bemærkede han. »Naturligvis har jeg allerede dannet mig min bestemte Mening om Sagen, men det er dog lige saa godt, at vi faar alt det at vide, vi kan opsnuse.«
»De forbavser mig virkelig, Holmes,« sagde jeg; »De er da vel ikke saa vis paa alle de Enkeltheder, De før ramsede op, som De lod til at være.«
»Der er ikke Spor af Tvivl om, at det forholder sig, som jeg sagde,« svarede han. »Det allerførste, jeg lagde Mærke til, da jeg kom derhen, var, at Cab'en havde lavet to Spor tæt op til Fortovets Kantsten. Lige indtil sidste Nat har vi ikke haft Regn i en hel Uge, og de Hjul, der har efterladt saa dybe Spor, maa derfor have været der i Løbet af Natten. Saa var der Hestens Spor, som ogsaa var meget dybe; men Mærket af den ene Sko var noget dybere og skarpere end Mærket af de andre tre, hvilket viste, at den var ny. Eftersom Cab'en har været der, efter at Regnen er begyndt, og ikke har været der i Formiddag, — det har jeg Gregsons Ord for — saa følger det at sig selv, at den maa have været der i Nat, og at den altsaa har bragt hine to Personer til Huset.«
»Ja, det lyder jo meget simpelt og naturligt,« sagde jeg, »men nu det om Mandens Højde?«
»Nu — i ni Tilfælde af ti kan en Mands Højde beregnes af hans Skridts Længde, det behøver jeg vist ikke at forklare Dem nærmere. Jeg havde Fyrens Skridt baade ude paa Havegangen og inde i Værelsets Støv, og efter dem blev jeg i Stand til at anstille mine Beregninger. Naar et Menneske skriver paa en Væg, vil han instinktmæssig sætte Skriften i Højde med sine Øjne, og Skriften var henved seks Fod fra Gulvet. Det er altsammen Børneværk at gøre den Slags Slutninger.«
»Og hans Alder?« spurgte jeg.
»Aa — naar en Mand kan skræve over en forhindring af fire og en halv Fods Længde uden ringeste Anstrængelse, saa kan vedkommende hverken være meget ung eller meget gammel. Nævnte Maal var Bredden af en Vandpyt i Havegangen, som han øjensynlig havde skridtet lige over. De Patent-Læders vare gaaede uden om Pytten, men de firkantede Snuder var gaaede lige over. Der er ikke det mindste gaadefulde ved noget af dette, jeg anvender simpelt hen her nogle af de Observationer og Slutninger, som jeg omtaler i hin Artikel. Er der ellers andre Ting, De ikke forstaar?«
»Fingerneglene og Trichinopoly Cigaren,« anførte jeg.
»Nu — Skriften paa Muren var lavet med et Menneskes Pegefinger, dyppet i Blod. Min Loupe satte mig i Stand til at se, at Kalken var bleven skrabet en lille Smule herved, hvilket ikke vilde have været Tilfældet hvis Mandens Negl havde været af almindelig Længde. Dernæst opsamlede jeg nogen Aske, som var spildt hist og her paa Gulvet; den var mørk af Farve og lidt lagdelt, og en saadan Aske kommer kun af Trichinopoly Cigaren. Studiet af Cigaraske er en af mine Specialiteter — ja, jeg har endogsaa skrevet en lille Afhandling om dette Emne. Jeg kan smigre mig med, at jeg ved et eneste Blik kan kende Asken af en hver Slags brugelig Tobak, enten den saa anvendes i Pibe eller i Cigar. Det er netop i slige Smaating, at den dygtige Opdager skiller sig fra Gregson- og Lestrade-Typen.«
»Og det røde Ansigt?« spurgte jeg.
»Ja, det var nu nærmest en dristig Grutning, skønt jeg er temmelig sikker paa, at den holder Stik; men for Øjeblikket maa De ikke spørge mig ud om mere.«
Jeg strøg mig med Haanden over Panden. »Det løber helt rundt for mig,« bemærkede jeg, »jo mere jeg tænker paa det, desto mere gaadefuldt forekommer det mig. Hvorledes kom disse to Mænd — hvis det da har været to Mænd — ind i dette tomme Hus? Hvad er der blevet af Cab-Manden, som kørte dem derhen? Hvorledes kunde det ene Menneske tvinge det andet til at tage Gift? Hvor er Blodet kommet fra? Hvorfor er Manden bleven myrdet, da det dog ikke har været hans Penge, den anden har villet have fat paa? Hvorledes er Kvindens Ring kommen der? Og fremfor alt, hvorfor har den anden Mand villet skrive det tyske Ord RACHE, før han forlod Værelset? Jeg tilstaar, at jeg ikke ser den mindste Udvej til at forlige alt dette sammen.«
Min Ledsager smilede bifaldende.
»De opsummerer der Sagens Vanskeligheder meget nøjagtig og i den rette Orden,« sagde han. »Der er ogsaa meget, som endnu er temmelig uforklarligt, skønt med det væsentlige er jeg kommen paa det rene. Hvad den stakkels Lestrades Opdagelse angaar, da er det kun en Finte af Morderen, bestemt til at sætte Politiet paa Vildspor ved at antyde Socialisme eller hemmelige Selskaber. Det er slet ikke skrevet af nogen Tysker. A'et var, hvis De lagde Mærke til det, til Dels skrevet paa tysk Maner; men en virkelig Tysker vilde i dette Tilfælde have prentet med latinske Bogstaver, derfor kan man trygt gaa ud fra, at det ikke er nogen Tysker, der har skrevet det, men en ubehændig Efterligner, der har gjort for meget ud af Efterligningen. Det er altsaa simpelt hen en Krigslist, der skal lede Mistanken bort fra den rigtige Retning. Men nu har jeg ellers ikke i Sinde at fortælle Dem mere om Sagen, Doktor. De ved jo nok, at naar en Taskenspiller engang har forklaret, hvorledes han udfører sine Kneb, saa høster han ikke mere Ros eller Beundring for sine Kunster, og hvis jeg aabenbarer Dem altfor meget af min Fremgangsmaade, saa vil De let komme til det Resultat, at jeg dog i Grunden er et meget almindeligt Menneske.«
»Nej, det vil jeg aldrig!« udbrød jeg. »De har bragt Opdagerprofessionen saa nær op til den eksakte Videnskab, som den nogen Sinde vil kunne komme i denne Verden.«
Min Ledsager rødmede af Tilfredshed over mine Ord og over den Alvor og Beundring, hvormed jeg udtalte dem. Jeg havde allerede før lagt Mærke til, at han var lige saa modtagelig for Smiger, naar det gjaldt hans Kunst, som en ung Pige er over for sin Skønhed.«
»Nu skal jeg sige Dem en anden Ting,« sagde han, »de Patent Læders og de firkantede Snuder kom i den samme Cap, og de gik op ad Havegangen sammen i al Venskabelighed — Arm i Arm efter al Rimelighed. Og da de kom indenfor, gik de frem og tilbage i Værelset, eller rettere de Patent Læders stod stille, medens de firkantede Snuder gik frem og tilbage. Alt dette kunde jeg læse i Støvet, og jeg kunde endvidere se, at han blev mere og mere ophidset, alt som han gik; det kunde jeg se deraf, at hans Skridt bleve længere og længere. Han talte rimeligvis hele Tiden og arbejdede sig op til et sandt Raseri. Derefter har saa Tragedien fundet Sted. Nu har jeg sagt Dem alt det, jeg selv ved, Resten er kun Gætninger og Formodninger; imidlertid har vi dog et godt Grundlag at bygge videre paa. Men vi maa skynde os, for jeg har i Sinde at gaa hen til Halls Koncert i Aften og høre Norman Neruda.«
Denne Samtale have fundet Sted, medens vor Cab rullede hen gennem en lang Række af triste Smaaveje og snavsede Stræder. I den mest snavsede og triste af disse standsede Kusken endelig med et Ryk. »Dette her er Audley Court,« sagde han og pegede paa en snæver Smøge, der afbrød den snavsede Murflade. »Jeg skal blive holdende her, til De kommer tilbage.«
Audley Court var ikke noget hyggeligt Sted. Den snævre Passage førte os ind paa en firkantet Plads, brolagt med Kampesten og omgivet af snavsede, forfaldne Huse. Vi maatte bane os Vej gennem Flokke af smudsige Børn og mellem flere Snore med fattigt Linned, ophængt til Tørring, før vi kom til Nr. 46, hvis Gangdør var prydet med en lille Messingplade, paa hvilket Navnet Rance var indgraveret. Paa vor Forespørgsel om Betjenten var hjemme, svaredes der, at han laa i Sengen, og vi bleve der efter viste ind i den lille Dagligstue, for at vente, indtil han var staaet op.
Det varede ikke længe, før han kom, men han var meget gnaven over at være bleven vækket af sin gode Søvn. »Jeg har afgivet min Rapport til Stationen,« sagde han.
Holmes tog en halv Sovereign op af Lommen og legede med den som i Tanker. »Vi syntes, at vi helst vilde høre det altsammen af Deres egen Mund,« sagde han.
»Ja, det skal ogsaa være mig en stor Fornøjelse at give Dem al den Besked, De ønsker,« svarede Betjenten med et Sideblik til den lille Guldmønt.
»Ja, lad os saa høre, hvorledes det altsammen gik til.«
Rance satte sig ned i den slidte Sofa og rynkede som Panden, om han rigtig vilde gøre sig Umage for ikke at glemme noget i sin Meddelelse.
»Jeg skal fortælle Dem det altsammen lige fra Begyndelsen af,« sagde han. »Min Tid er fra ti Aften til seks Morgen; ved Ellevetiden var der et Slagsmaal i »Hvide Hjerte,« men efter det var der meget roligt i hele Kvarteret. Hen ved Kl. 1 begyndte det at regne, og jeg mødte Harry Murcher — ham der har Holland Grove Kvarteret — og vi stode og snakkede lidt sammen ved Hjørnet af Henrietta Street. Noget efter — da kunde Klokken vel være henad 2 — faldt det mig ind, at jeg vilde gaa en Runde ned ad Brixton Road til, for at se, hvorledes det stod til der. Det var et væmmeligt Vejr. Vejen var bleven fælt opblødt, og der var ikke en Sjæl ude, jeg mødte kun et Par tomme Cab'er paa hele Vejen. Allerbedst som jeg drev derned ad og gik og tænkte paa, at det kunde gøre Fandens godt at faa noget varmt i Livet, saa jeg lige paa een Gang et Glimt af et Lys i Vinduet i det omtalte Hus. Nu vidste jeg meget godt, at de to Huse i Lauriston Haven stode tomme, fordi at han, der ejer dem, ikke vil lade Grunden dræne, endda at den sidste Lejer, som boede i det ene af dem, døde af Tyfus. Derfor faldt det mig straks for Brystet, da jeg saa dette her Lys i Vinduet, og jeg tænkte lige paa Stedet, at der maatte være Ugler i Mosen. Da jeg kom hen til Døren —«
»Standsede De og gik igen tilbage til Havelaagen,« afbrød min Ven ham, »hvorfor gjorde De det?«
Det gav et Sæt i Rance, han sprang halvt op af Sofaen og stirrede paa Sherlock Holmes med den største Forbavselse præget i hver Mine. Derpaa satte han sig atter.
»Ja, det er meget sandt, Sir,« sagde han; »men hvordan De har faaet det at vide, det begriber jeg rigtignok ikke. »Jo, ser De, da jeg kom hen til Døren, saa syntes jeg, at der var saa gruelig stille og ensomt, og at det kunde være meget rart at have et Menneske med sig. Det er ikke, fordi jeg er bange af mig — naar det bare er rigtig levende Mennesker, jeg har med at gøre, saa gaar jeg ikke af Vejen for nogen; men jeg tænkte, at det kanske var denne hersens Fyr, der døde af Tyfus, som nu gik omkring og saa paa Fugtigheden, der havde gjort det af med ham. Se, det var derfor, jeg gik tilbage til Laagen for at kigge efter, om jeg ikke kunde faa Øje paa Murchers Lygte, men der var ikke Spor at se af ham eller noget andet Menneske.«
»Der var altsaa ingen at se paa Vejen?«
»Ikke en levende Sjæl, Sir — ikke saa meget som en Hund. Saa tog jeg Mod til mig og gik tilbage og stødte Døren op. Der var helt stille derinde, og derfor gik jeg videre ind i Værelset, hvor Lyset kom fra. Der stod et Lys og brændte paa Kaminhylden — et rødt Voxlys — og paa Gulvet saa jeg —«
»Ja, jeg ved godt, alt hvad De saa, De gik rundt i Værelset flere Gange, derefter knælede De ned ved Liget, og saa gik De ud og prøvede Køkkendøren, hvorpaa —«
John Rance sprang igen op, denne Gang ganske forfærdet, og med lidt Mistro i Blikket. »Hvor var De da skjult, siden De saa alt det?« udbrød han, »det forekommer mig, at De ved en hel Del mere end De skulde.«
Holmes gav sig til at le og kastede sit Kort tværs over Bordet til Betjenten. »Gaa bare ikke hen og arrester mig for Mordet,« sagde han; »jeg er en af Hundene og ikke Ulven; det vil Mr. Gregson og Mr. Lestrade indestaa for. Gaa saa blot videre — hvad gjorde De derefter?«
Rance satte sig igen uden dog at miste sit forbavsede Udtryk. »Saa gik jeg tilbage til Laagen og stødte i min Fløjte — det bragte snart Murcher og to andre til Stede.«
»Var Vejen da endnu tom?«
»Ja vel var den det — det vil da sige saa godt som.«
»Hvad mener De med »saa godt som«?«
Et bredt Grin viste sig paa Betjentens Ansigt. »Jeg har set mangen drukken Kavaler paa mine Poster,« sagde han; »men aldrig nogen Sinde har jeg dog set saa døddrukkent et Svin som den Karl. Han stod ved Laagen, da jeg kom derud, og lænede sig op imod Muren, og saa sang han af fuld Hals — eller skraalede var det nu snarere, om Kolumbines ny gule Forklæde eller noget andet Sludder af den Slags. Han kunde ikke engang staa ene og endnu mindre gaa.«
»Hvad var det ellers for en Fyr?« spurgte Sherlock Holmes.
Det lod til, at John Rance blev noget gnaven ved denne Afbrydelse. »Han var, som jeg siger, en døddrukken Kabyler,« sagde han, »og han vilde straks være bleven slæbt paa Stationen, hvis vi ikke havde været saa optaget af det andet.«
»Ja, men hans Ansigt — hans Dragt — lagde De slet ikke Mærke til dem?« faldt Holmes utaalmodig ind.
»Jo, vel lagde jeg Mærke til dem, det kunde jeg nok ikke godt blive fri for, eftersom jeg maatte stive ham op — jeg og Murcher maatte tage ham imellem os. Han var en lang Fyr med et rødt Ansigt og med et stort Tørklæde om —«
»Det er tilstrækkeligt,« udbrød Holmes — »og hvad blev der saa videre af ham?«
»Ja, ser De, vi havde jo nok at gøre med det derinde, saa vi havde ikke Tid til at blive ved at staa og glo paa ham,« svarede Betjenten i en halv fornærmet Tone. »Han ravede vel nok hjemad til sidst.«
»Hvorledes var han klædt?«
»En brun Kappe.«
»Havde han en Pisk i Haanden?«
»En Pisk? — nej.«
»Saa har han ladet den blive tilbage,« mumlede min Ledsager for sig selv. »De hørte eller saa slet ikke nogen Cab efter det?«
»Nej.«
»Der har De en halv Sovereign,« sagde min Ledsager, idet han stod op og tog sin Hat. »Jeg er bange for, Rance, at De aldrig avancerer i Tjenesten; Deres Hoved skulde nemlig ikke alene være til Pynt, men ogsaa til Nytte; De kunde have skaffet Dem Overbetjents-Snoren sidste Nat lige saa let, som De kan klø Dem bag Øret. Den Person, som De havde imellem Hænderne, det er netop det Menneske, som har Nøglen til hele denne Gaade — det Menneske, som vi allesammen søger efter. Naa — det nytter jo ikke at ærgre sig over det bagefter; men De skal dog vide, at saaledes forholder det sig. Kom saa med, Doktor.«
Vi skyndte os begge to ud i Cab'en og lod vor Meddeler sidde ene tilbage i Sofaen, endnu lidt vantro, men øjensynlig temmelig ærgerlig paa sig selv.
»Den forbistrede Idiot!« sagde Holmes arrig, da vi kørte tilbage til vor Bolig, »at tænke sig, at have en saa urimelig god Lejlighed til at gøre sin Lykke, og saa ikke benytte sig af den.«
»Ja, det hele er rigtignok endnu temmelig sort for mig. Ganske vist stemmer Beskrivelsen af den drukne Mand jo temmelig nøje med det Billede, De i Tankerne har dannet Dem om den anden Person i Mysteriet; men hvorfor i al Verden skulde han komme tilbage til Huset efter at have forladt det?« Saaledes plejer Forbrydere jo dog ikke at bære sig ad.«
»Ringen, Menneske, Ringen! Det var den han kom tilbage efter; og kan vi ikke fange ham paa anden Maade, saa har vi altid den og kan sætte paa Krogen som Madding. Jeg skal nok faa fat i ham, Doktor, — jeg vil vædde med Dem to mod een, at jeg skal faa ham, og det er Dem, jeg kan takke for det; thi havde De ikke været og skyndet paa mig, saa var jeg næppe taget derhen, og saa var jeg gaaet Glip af en af de bedste Studier, jeg nogen Sinde er truffen paa — en Studie i rødt, hvad? Hvorfor skulde vi ikke benytte os af Kunstner-Jargon. Gennem Livets sammenfiltrede farveløse Garnfed løber Mordets skarlagenrøde Traad, og nu er det vor Bestilling at opvikle den, isolere den og lægge hver Tomme af den frem. Naa — nu hjem til Lunch og saa til Norman-Neruda. Hendes Buestrøg og Tone er aldeles uforlignelige, hvorledes er nu den af Chopin, som hun spiller saa aldeles betagende — naa: Tra-la-la-lira-lira-ley.«
Idet denne Amatør-Blodhund lænede sig tilbage i Cab'en, begyndte han at synge og slaa Triller som en Lærke, medens jeg sad og grublede over den menneskelige Sjæls Mangesidethed.