En Studie i rødt/1/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Jydsk Forlags-Forretning Aarhus


En Studie i rødt.pdf En Studie i rødt.pdf/9 28-44

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Tredje Kapitel.


Lauriston Havens Mysterium.

Jeg indrømmer, at dette ny Bevis paa min Husfælles skarpe Iagttagelsesevne forbavsede mig højlig, samtidig med at min Respekt for hans Teorier voksede i betydelig Grad. Her kunde jo ikke være Tale om noget Bedrageri i Bølge forudgaaende Aftale, thi hvad Hensigt kunde han have hermed? Da jeg saa hen til ham, var han bleven færdig med at læse Brevet, og hans Øjne havde antaget det aandsfraværende, indadvendte Blik, der altid var et Tegn paa, at han var i dybe Tanker.

»Hvor i Alverden kunde De dog slutte det?« spurgte jeg.

»Slutte hvad?« spurgte han lidt vrippent.

»At Manden var en forhenværende Marinesergent?«

»Ja, nu har jeg ikke Tid til at gaa ind paa saadanne Bagateller,« svarede han affærdigende; men straks derpaa tilføjede han med et Smil: »Undskyld min Uforskammethed; men De afbrød mig midt i mine Tanker, — nu, det var maaske meget heldigt. Kunde De da ikke selv se, at Manden havde været Marinesergent?«

»Nej, hvorledes skulde jeg kunne se det?«

»Ja, da var det egentlig lettere at se det, end det er at forklare, hvoraf det kunde ses. Hvis man bad Dem om at bevise, at to og to er fire, vilde det maaske i Øjeblikket falde Dem lidt vanskeligt, og dog er De ganske sikker paa, at de to Tal udgøre den nævnte Sum. Jeg kunde her fra Vinduet se, at Manden havde et stort, blaat Anker tatoveret paa Bagsiden af den ene Haand, det smagte en Del af Søen; men derhos havde han en militær Holdning og studsede Bakkenbarter, der havde vi Marineren; saa besad Manden desforuden en vis selvbevidst Mine og noget bydende i sin Holdning — lagde De ikke Mærke til den Maade, hvorpaa han bar Hovedet og svingede med Stokken — og endelig var han efter Ansigtsudtrykket at dømme en støt, respektabel, midaldrende Mand — altsammen Egenskaber, der fik mig til at antage, at han maatte have været Sergent.«

»Mærkværdigt!« udbrød jeg.

»Aldeles lige ud ad Landevejen,« sagde Holmes, skønt jeg af den Tone, hvori han sagde det, og Udtrykket i hans Ansigt kunde se, at min Overraskelse og Beundring fornøjede ham. »Jeg sagde lige nys, at der ikke længere fandtes nogen Forbrydere; det ser dog ud, som om jeg ikke har Ret heri — se der!« Han kastede Brevet, som Bybudet havde bragt, hen til mig.

»Hvad!« udbred jeg, da jeg havde læst det, »det er jo forfærdeligt.«

»Ja, det synes at være lidt udenfor det mest dagligdags,« bemærkede han rolig. »Vil De ikke være saa god at læse det højt for mig en Gang?«

Jeg læste Brevet for ham — det lød, som følger:


»Kære Mr. Sherlock Holmes.

Der er forøvet en Forbrydelse sidste Nat i Lauriston Haven ved Brixton Road. Den vagthavende Betjent blev Kl. 2 om Natten opmærksom paa, at der brændte Lys der, og da han vidste, at Huset var ubeboet, fik han Mistanke om, at der var noget galt paa Færde. Han gik derind, fandt Døren aaben og opdagede straks i det forreste Værelse, hvori der ikke fandtes et eneste Møbel, Liget af en velklædt Herre, i hvis Lomme han fandt en Del Visitkort med Navnet »Enoch J. Drebber, Cleveland, Ohio, U. S. A.« Liget var ikke bleven plyndret, og der foreligger ikke det mindste, der kan give Oplysning om, hvorledes Manden er bleven dræbt. Der findes vel Blodpletter omkring i Værelset, men Liget fremviser ikke et eneste Saar. Det er aldeles uforklarligt, hvorledes han er kommen ind i Huset, og i det hele taget sætter denne Sag os i stor Forlegenhed. Hvis det er Dem muligt at se hen til Huset en Times Tid før Kl. 12, vil De finde mig der. Jeg har ladet alting ligge, som det laa, for at De kan se det med egne Øjne. Hvis det er Dem umuligt at komme, skal jeg senere give Dem alle de fornødne Oplysninger, og jeg vil være Dem over­ ordentlig forbunden, i Fald De vil lade mig vide Deres Mening om den hele Historie.

Deres ærbødige 

Tobias Gregson 


»Gregson er den mest drevne af Londons Opdagere,« bemærkede min Ven, »han og Lestrade er de udsøgte af en temmelig daarlig Flok. De er begge meget raske og energiske, men gammeldage — frygtelig gammeldags, og saa er de tilmed saa misundelige og skinsyge paa hinanden som et Par offentlige Skønheder. Det vil blive evige Løjer, hvis de begge er satte ud paa denne Sag.«

Jeg blev højlig forundret over den Gemytlighed og Ro, hvormed han tog det hele. »Ja, men her er jo ikke et Øjeblik at spilde,« udbrød jeg, »skal jeg ikke straks gaa ned og bestille Dem en Cab?«

»Ja — jeg er slet ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg vil tage derhen. Jeg er den mest uforbederlige dovne Djævel, der kan gaa i et Par Sko — det vil sige, naar det Anfald er over mig, for ellers kan jeg være levende nok.«

»Hvorledes?« — dette her er jo netop et saadant Tilfælde, som De har gaaet og længtes efter.«

»Kære Ven — hvad tror De, jeg vil faa ud af hele Historien? Opdager jeg den skyldige, saa kan De være vis paa, at Gregson, Lestrade & Co. dog vil tilrane sig hele Æren derfor — det er Følgen af ikke at være Embedsmand.«

»Ja, men han beder Dem jo dog om at hjælpe sig.«

»Ja, han ved, at jeg er hans Overmand og anerkender det over for mig selv, men ellers vil han hellere rive sin Tunge ud end indrømme dette overfor tredje Person. — Naa, det er vel alligevel det bedste, at vi tager derhen og ser paa Lejligheden. Jeg vil saa klare Sagen paa egen Haand, og vil da i det mindste faa Lejlighed til at le dem godt ud. Skal vi saa gaa.«

Han trak i en Fart sin Overfrakke paa og gjorde sig saa hurtig færdig, at jeg kunde se, at Sløvheds-Anfaldet nu var afløst af et energisk.

»Tag Deres Hat,« sagde han.

»Vil De da have mig med?«

»Ja, hvis De ikke har nogen bedre Anvendelse for Deres Tid.« — Et Minut efter sad vi begge i en Cab og kørte i stærk Fart ad Brixton Road til. —

Det var en mørk, fugtig Morgen, en mørkegul Taage hang over Husenes Tage og saa ud som en Afspejling af de snavsede Gader for neden. Min Ledsager var i et udmærket Humør og snakkede lystig op om Cremoneser-Violiner og om Forskellen mellem en Stradivarius og en Amali. Jeg derimod var tavs, thi det triste Vejr og det uhyggelige Ærinde, vi var ude i, virkede nedtrykkende paa mit Sind.

»Det lader ikke til, at De skænker Sagen synderlig mange Tanker,« sagde jeg til sidst, idet jeg afbrød Holmes' Violin-Passiar.

»Jeg har endnu ingen Data,« svarede han. »Det er et meget stort Misgreb at begynde at danne sig en Mening om Sagen, for man kender alle dens Omstændigheder; det hilder ens Dømmekraft.«

»Ja, da vil De snart faa disse Data,« bemærkede jeg og pegede ud ad Vinduet; »thi her har vi Brixton Road, og der Huset, hvis jeg ikke tager meget fejl.

Lauriston Have Hr. 3 var ikke nogen tiltalende Bygning at se til. Den udgjorde det ene af fire Huse, der laa noget tilbage fra Vejen, og af hvilke de to vare beboede, medens de to stode tomme. Disse sidste stirrede ud paa Vejen hver med tre Fag tomme, melankolske Vinduer, hvis snavsede Ruder ikke forskønnedes af de gule Sedler, som vare paaklistrede for at underrette Folk om, at Husene vare »Til Leje«. En i Forhold til Længden altfor smal Strimmel Have, i hvilken nogle faa forkrøblede Planter stod og raabte til hinanden, skilte hvert af Husene fra Vejen og blev paa langs gennemskaaret af en snavset og forsømt, smal Gang, som var meget fedtet af den om Hatten faldne Vælde. Haverne vare indhegnede af en tre Bod høj Teglstens Mur, der forhøjedes af et paasat spinkelt Træstakit, og mod denne Mur lænede sig for Øjeblikket en høj og svært bygget Politibetjent omringet af en lille Flok Dagdrivere, der rakte Hals og gloede ind gennem Haven for at opfange et Glimt af det, der gik for sig inde i Huset.

Jeg havde tænkt mig, at Sherlock Holmes straks vilde have ilet ind i Huset for saa hurtig som muligt at faa begyndt at undersøge Mysteriet; men heri tog jeg atter grundig fejl. Med en Mine saa ligegyldig, at den under disse Omstændigheder forekom mig noget affekteret, drev han langsomt frem og tilbage paa Fortovet og stirrede aandsfraværende paa Jorden, Himlen, Husene lige overfor og Rækværkerne. Da han var færdig med disse Undersøgelser, gik han meget langsomt op ad Havegangen eller rettere ad den smalle Græsrabat, der fandtes paa hver Side af Gangen, idet han holdt Øjet stift fæstet paa Jorden. To Gange standsede han, og en Gang saa jeg ham smile og hørte ham udstøde et tilfreds Udraab. Der var mange Mærker af Fodtrin paa den vaade, lerede Jord, men eftersom Politiet mange Gange var passeret ind og ud, siden Forbrydelsen var begaaet, var jeg ude af Stand til at indse, hvad min Ledsager haabede at faa at vide ved at undersøge Sporene. Dog havde jeg haft saa slaaende Beviser paa hans hurtige og skarpe Iagttagelsesevner, at jeg ikke tvivlede paa, at han kunde se en hel Del, som var skjult for mit Blik.

Ved Gangdøren mødte vi en høj, bleg Mand, med et hørgult Haar og en Noterbog i Haanden, der straks, da han saa min Ledsager, styrtede frem og med stor Varme trykkede hans Haand. »Det er overordentlig venligt af Dem, at komme,« sagde han; »jeg har ladet enhver Ting være urørt.«

»Undtagen den der!« sagde min Ven og pegede paa Havegangen. »Om en hel Flok Bøfler var faret derhen ad, kunde Sporene ikke være blevne mere forvirrede. Men De havde vel allerede draget Deres egne Slutninger Gregson, før De tillod dette.«

»Jeg har haft saa urimelig meget at gøre inde i Huset,« svarede Opdageren undvigende. »Min Kollega, Mr. Lestrade, er her ogsaa, jeg havde stolet paa, at han havde passet paa dette her.«

Holmes skottede hen til mig og trak spottende Øjenbrynene til Vejrs. »Ja, naar saadanne to som De og Lestrade er satte paa Sporet, saa vil der nok ikke være meget for en Tredjemand at gøre,« sagde han.

Gregson gned Hænderne paa en meget selvtilfreds Maade. »Ja, jeg tror nok, vi har gjort alt det, der kan gøres,« sagde han. »Men det er et meget mærkeligt Tilfælde, og jeg ved jo, hvorledes De interesserer Dem for den Slags Ting.«

»Kom De hertil i en Cab?« spurgte Sherlock Holmes.

»Nej, Sir.«

»Heller ikke Lestrade?«

»Nej, Sir.«

»Naa — lad os saa gaa ind og se paa Værelset!« Med denne temmelig umotiverede Bemærkning gik han ind i Huset fulgt af Gregson, hvis Ansigt udtrykte stor Forbavselse.

Vi kom først ind i en Korridor med nøgne, støvede Vægge, for Enden af den gik en Dør ind til Køkkenet, medens to andre Døre, en til højre og en til venstre førte ind til Beboelseslejligheden. Den ene af disse Døre havde øjensynlig været lukket i mange Uger, den anden gik ind i Spisestuen, i hvilken det gaadefulde Mord var bleven forøvet. Holmes begav sig straks herind, og jeg fulgte ham med den ejendommelig knugende Følelse om Hjertet, som Dødens Nærværelse frembringer.

Det var et stort, firkantet Værelse, der saa endnu større ud, fordi det ikke indeholdt Spor af Møbler. Et simpelt, spraglet Tapet bedækkede Væggene, men det var paa mange Steder plettet af store, fugtige Skjolde, medens der hist og her hang store, løsrevne Laser ned, som blottede den gule Mur. Lige overfor Døren var Kaminen med en Hylde af imiteret hvidt Marmor, og paa dennes ene Hjørne var hensat en Stump af et rødt Vokslys. Det eneste Vindue var saa snavset, at der kun faldt et meget dunkelt Lys derigennem, som meddelte en­ hver Ting i Værelset en graa, trist Tone, der yderligere forhøjedes ved det tykke Lag Støv, som dækkede alt derinde.

Alle disse Enkeltheder saa jeg imidlertid først lidt efter lidt. Da jeg traadte ind, fængsledes hele min Opmærksomhed straks af den enkelte, uhyggelige, ubevægelige Skikkelse, der laa udstrakt paa Gulvets nøgne, støvede Planker og med bristede, hornagtige Øjne stirrede op paa det plettede Loft. Den døde maatte have været en Mand paa midt i Fyrrerne, af Middelhøjde, bredskuldret, med stridt, kruset sort Haar og et kort stubbet Skæg. Han var klædt i en svær, sort Klædesfrakke, Vest af samme Stof og lystærnede Benklæder. En høj, sort Hat, vel afstrøgen og af nyeste Façon, stod paa Gulvet ved Siden af ham. Hans Hænder vare knyttede, og hans Arme spredte vidt ud, medens hans sammenslyngede Ben tydede paa, at Dødskampen havde været frygtelig. Paa hans stive, spændte Ansigt stod et Udtryk af Rædsel, og tillige, forekom det mig, af bittert Had, saaledes som jeg aldrig før havde set det paa noget menneskeligt Aasyn. Dette onde og frygtelige Udtryk i Forbindelse med den lave Pande, tykke, uformelige Hæse og fremspringende Kæber gav den døde et abelignende Udseende, der yderligere forstærkedes af hans forvredne, unaturlige Stilling. Jeg har set Døden i mange Skikkelser, men aldrig er den fremtraadt for mig i en saa uhyggelig Form som i hint mørke, triste Værelse, der vendte ud til en af Verdensstadens vigtigste Forstadsveje.

Den magre og ilderlignende Lestrade kom nu til Syne i Døren og hilste paa min Ven og mig.

»Dette her Tilfælde vil vække Røre, saa det kan forslaa, Sir,« bemærkede han. »Det overgaar alt det, jeg hidtil har set, og jeg er dog ikke helt ukendt med den Slags Affærer.«

»Ja, her findes ikke Spor af Nøgler,« sagde Gregson.

»Nej, ikke det ringeste,« bekræftede Lestrade.

Sherlock Holmes gik hen til Liget, knælede ned ved dets Side og undersøgte det meget omhyggelig. »De er sikre paa, at der slet ikke findes noget Saar?« spurgte han og pegede paa talrige Blodpletter, som fandtes rundt om.

»Nej, saa maa dette Blod altsaa være kommen fra en anden Person — rimeligvis Morderen, hvis der da er begaaet noget Mord. Dette her minder mig for Resten om de Omstændigheder, der ledsagede Van Jansens Død i Utrecht i Aaret 1834. Husker De det Tilfælde, Gregson?«

»Nej, Sir.«

»Saa skulde De tage Dem over at læse det. Der er intet nyt under Solen; alt er bleven gjort før.«

Medens han talte, for hans smidige Fingre rundt om paa Liget, befølte det, trykkede det, knappede op hist, lagde til rette her, og under alt dette havde hans Øjne det samme aandsfraværende Udtryk, som jeg saa tit før havde lagt Mærke til. Saa hurtig blev Undersøgelsen foretaget, at ingen vilde falde paa at tro, at den var synderlig nøjagtig. Til sidst lugtede han til den Dødes Læber og undersøgte omhyggelig Saalerne paa hans Læderstøvler.

»Er han slet ikke bleven flyttet?« spurgte han.

»Ikke mer end nødvendigt for vor Undersøgelser,« svarede de.

»Ja, nu kan De godt føre ham til Ligstuen,« sagde Holmes, »der er ikke mere at opdage.«

Gregson havde en Baare og fire Mand ved Haanden. Paa hans Kalden traadte de ind i Værelset, hvorefter Liget blev lagt op paa Baaren og bragt ud. Idet de tog ham op fra Gulvet, faldt en Ring ud og trillede hen over Gulvet. Lestrade snappede den og stirrede paa den med forbavsede Blikke.

»Der har været en Kvinde her,« udbrød han. »Dette her er en Kvindes Vielsesring.«

Medens han sagde dette, rakte han den frem i den hule Haand, og vi traadte alle nærmere og stirrede paa den. Der kunde ikke være nogen Tvivl om, at den lille, glatte Guldring i sin Tid havde smykket en Bruds Finger.

»Dette her gør Sagen endnu mere indviklet,« sagde Gregson. »Vorherre skal vide, at den ellers var indviklet nok i Forvejen.«

»Er De sikker paa, at det ikke netop gør den simplere?« bemærkede Holmes. »Det nytter Dem ikke noget, at blive ved at stirre paa den, derved opdager De dog intet. Hvad fandt De ellers i hans Lommer?«

»Det ligger altsammen her,« sagde Gregson og pegede paa en lille Bunke forskellige Genstande, der laa paa det underste Trin af Trappen. »Der er et Guldur Nr. 97,160 fra Barraud, London, med en vedhængende meget tung og solid Guldkæde, en Guldring med Signet, en Guld-Kravatnaal i Form af et Bulddogge-Hoved med Rubin-Øjne, en Visitkort-Mappe af Ruslæder, hvori en Del Visitkort med paatrykt Navn: Enoch J. Drebber, Cleveland, hvilket Navn stemmer med Mærket E. J. D. paa Ligets Linned, en Lommebogs-Udgave af Boccaccios »Decameron«, paa hvis Smudsblad er skrevet Navnet Joseph Stangerson, ingen Pung, men løse Mønter til et Beløb af syv Pund og tretten Shilling, to Breve, det ene adresseret til E. J. Drebber og det andet til Joseph Stangerson.«

»Hvortil er det videre adresseret?«

»Til det amerikanske Vexellerkontor, Strand, poste restante. Begge Brevene er fra Guion Dampskibs-Selskabet og indeholder Meddelelse om, hvornaar Selskabets Skibe afgaar fra Liverpool. Det er tydeligt, at den ulykkelige Mand stod i Begreb med at indskibe sig til New York.«

»Har De anstillet nogen Undersøgelse med Hensyn til denne Stangerson?«

»Ja, det gjorde jeg naturligvis straks, Sir,« sagde Gregson. »Jeg har sendt Avertissementer til alle Aviserne, og en af mine Betjente er gaaet til det amerikanske Vexellererkontor; men han er endnu ikke vendt tilbage.«

»Har De forespurgt i Cleveland?«

»Ja, jeg telegraferede straks i Morges.«

»Hvorledes formulerede De Deres Spørgsmaal?«

»Jeg meddelte simpelthen, hvad der var sket, og sagde, at de vilde gøre os en stor Tjeneste, hvis de vilde give os de Oplysninger, de kunde.«

»De forespurgte ikke specielt om et eller andet, som syntes Dem at være af størst Betydning?«

»Jo, jeg spurgte om Stangerson.«

»Ikke om andet? Er der da slet ikke noget bestemt Punkt, som denne Sag ligesom hviler paa? Har De ikke i Sinde at telegrafere igen?«

»Jeg har forespurgt om alt, hvad der var at spørge om,« sagde Gregson i en fornærmet Tone.

Sherlock Holmes lo saa smaat ved sig selv, og det saa ud, som om han var ved at gøre en Bemærkning, da Lestrade, der havde været inde i det forreste Værelse, medens vi stode ude i Korridoren og talte sammen, kom farende ud og gned sine Hænder med en meget triumferende og selv­ tilfreds Mine.

»Mr. Gregson,« sagde han, »nu har jeg gjort en Opdagelse af den allerstørste Betydning, og den vilde ikke være bleven gjort, hvis jeg ikke med den største Opmærksomhed havde undersøgt Væggene.«

Den lille Mands Øjne straalede af Glæde, idet han sagde dette, og skøndt han søgte at skjule det, var han øjensynlig dog yderst henrykt ved at være kommen dette Hestehoved foran sin Kollega.

»Kom med,« sagde han og skyndte sig tilbage til Værelset, hvis Luft og Udseende ligesom var bleven friskere og lysere, efter at dets gyselige Beboer var bleven fjernet. »Bliv nu staaende der!«

Han rev en Tændstik af og holdt den op mod Væggen.

»Se nu engang paa det,« sagde han triumferende.

Jeg har alt bemærket, at Tapetet var faldet af mange Steder; i det Hjørne, Lestrade oplyste, var der netop et meget stort Stykke skallet af, som havde ladet en firkantet Plet af den gule Mur komme til Syne. Over dette nøgne Stykke var der med blodrøde Bogstaver henkastet det ene Ord:

RACHE.

»Hvad siger De om det?« udbrød Opdageren med en Mine som en Markskriger, der foreviser sine Vidundere. »Dette er bleven overset, fordi det befandt sig i Værelsets mørkeste Hjørne, og fordi ingen har tænkt paa at se nøjere efter. Morderen har skrevet det med sit eget Blod. Se her, hvorledes Blodet er dryppet ned ad Muren! Nu kan der da ikke længere være Tale om noget Selvmord. Hvorfor er dette Hjørne bleven valgt til at skrive det paa? — Det skal jeg sige Dem. Ser De den Lysestump der paa Kaminhylden? Nu vel, den var tændt, da Mordet blev forøvet, og naar den var tændt, saa har dette Hjørne af Værelset været det bedst oplyste, medens det nu er det mørkeste.«

»Og hvad betyder den saa denne store Opdagelse?« spurgte Gregson i en lidt spottende, men tillige modfalden Tone.

»Betyder — nu, den betyder, at den skrivende har været i Færd med at skrive Kvindenavnet Rachel, men er bleven forstyrret, før han eller hun blev færdig med det. Pas paa, saa skal De faa at se, at naar denne Sag bliver opklaret, saa vil det vise sig, at en Kvinde ved Navn Rachel har haft noget med den at gøre. Ja, le De kun Mr. Holmes, De er naturligvis meget klogere, men de gamle Hunde er dog de bedste, naar det kommer til Stykket.«

»Jeg beder dem meget om Forladelse!« sagde min Ledsager, der havde opvakt den lille Mands Hidsighed ved at briste i en hjærtelig Latter. »De har ganske vist Æren af at have været den første til at finde dette, og som De siger, alt tyder paa, at det er bleven skrevet af den anden Medvirkende i Nattens Mysterium. Jeg har endnu ikke haft Lejlighed til at undersøge Værelset; men med Deres Tilladelse skal jeg nu begynde paa det.«

Med disse Ord fremtog han af Lommen en lille, spinkel Tommestok og en stor, rund Loupe, og med disse to Instrumenter gik han nu lydløst omkring i Værelset; undertiden standsede han, engang imellem knælede han ned, og een Gang lagde han sig fladt ned paa Maven. Saa optaget var han af sine Undersøgelser, at han ganske syntes at have glemt vor Nærværelse; thi han blev ved at mumle ved sig selv, medens han var beskæftiget, og udstødte dæmpede Udraab, Suk, Fløjt og Smaaskrig, der skulde udtrykke Tilfredshed og Haab. Idet jeg stod og iagttog ham, kunde jeg ikke lade være at ligne ham med en ægte, veldresseret Jagthund, der farer hid og did gennem Krattet og piber i sin Ivrighed indtil den træffer det tabte Spor. I over tyve Minutter blev han ved med sine Undersøgelser, maalte med den største Nøjagtighed og Omhu Afstanden mellem Mærker der vare fuldstændig usynlige for mig, og holdt Loupen hen til Væggen, uden at jeg kunde indse, at der paa de Steder kunde være det mindste at opdage. Et Sted opsamlede han meget omhyggelig en lille Dynge graat Støv og lagde det ned i en Konvolut. Til sidst undersøgte han med Loupen Skriften paa Væggen, og dvælede længe ved hvert Bogstav. Da han var færdig hermed, lod det til, at hans Undersøgelser vare tilende; thi nu stak han atter Tommestokken og Loupen i Lommen.

Gregson og Lestrade havde med megen Nysgerrighed og en Del Foragt iagttaget deres Amatør-Kollegas Travlhed. De fattede aabenbart ikke, hvad der nu var begyndt at gaa op for mig, at selv Sherlock Holmes' mindste Foretagender alle vare rettede mod et bestemt og praktisk Maal.

»Naa, hvad mener De saa om det?« spurgte de nu begge to.

»Det vilde jo være at berøve Dem Æren for denne Sag, i Fald jeg vilde paatrænge Dem min Hjælp,« bemærkede min Ven. »De har nu faaet saa godt begyndt, at det vilde være en Skam af andre at blande sig i det.« Der laa en bidende Haan i den Tone, hvori han sagde dette. »Hvis De vil lade mig vide, hvorledes det gaar med Deres Undersøgelser,« fortsatte han, »saa skal det være mig en Fornøjelse at yde Dem den Hjælp, jeg formaar. Nu vil jeg gerne tale et Par Ord med den Betjent, som fandt Liget. Kan De give mig hans Navn og Adresse?«

Lestrade kiggede i sin Lommebog: »John Rance,« sagde han, »han har ikke Vagt for Øjeblikket, De vil kunne træffe ham i Audley Court 46, Kennington Park Gate.«

Holmes nedskrev Mandens Adresse.

»Kom saa, Doktor,« sagde han, »det er bedst, at vi straks kommer af Sted og faar fat i Fyren. Nu skal jeg sige Dem noget, som dog maaske kan hjælpe Dem lidt under Deres Arbejde,« fortsatte han, henvendt til de to Opdagere. »Der er bleven begaaet et Mord, og Morderen er en Mand. Han er omtrent seks Fod høj og i sin bedste Manddoms­ alder, har temmelig smaa Fødder i Forhold til sin øvrige Størrelse, bar grove Støvler med firkantede Snuder, og endvidere har han røget paa en Trichinopoly Cigar. Han er kommen herhen med sit Offer i en firhjulet Cab, der blev trukket af een Hest med tre gamle Sko og een ny paa det fjærmer Forben. Efter al Sandsynlighed er Morderen noget rød i Ansigtet, og Neglene paa hans højre Haand er usædvanlig lange. Det er kun nogle faa Fingerpeg; men det kan jo dog være, at de kan komme Dem til Nytte.«

Lestrade og Gregson skottede til hinanden med et vantro Smil.

»Er dette Menneske bleven myrdet, hvorledes er det da gaaet til?« spurgte den første.

»Gift,« sagde Sherlock Holmes kort, og dermed, gik han. »Der er dog endnu een Ting, Lestrade,« tilføjede han og vendte sig om i Døren, »»Rache« er det tydske Ord for »Hævn«, saa De skal ikke spilde Deres Tid med at lede efter Miss Rachel.«

Efter at have afskudt denne sidste Pil, forsvandt han og lod de to Rivaler staa alene tilbage med aaben Mund og forvirrede Miner.