En Studie i rødt/1/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Jydsk Forlags-Forretning Aarhus


En Studie i rødt.pdf En Studie i rødt.pdf/9 13-28

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Andet Kapitel.


Slutningsfølgernes Videnskab.

Efter Aftale mødtes vi næste Dag og besaa Værelserne i Nr. 221B i Baker Street, som Sherlock Holmes havde omtalt Dagen i Forvejen. De bestod af et Par hyggelige Soveværelser og en stor, luftig Dagligstue, særdeles smukt møbleret og forsynet med to meget brede Fag Vinduer. Lejligheden forekom os saa indbydende og Vilkaarene saa rimelige, at vi straks lejede Værelserne og tog dem i Besiddelse med det samme. Samme Eftermiddag flyttede jeg mine Ejendele derhen fra Hotellet, og den følgende Formiddag fulgte Sherlock Holmes efter med forskellige Kasser og Kufferter. I de første Dage havde vi travlt med at udpakke vore Sager og anbringe dem paa de Steder, hvor de tog sig bedst ud, og da det var bestilt, begyndte vi at komme i Ro og gøre os det bekvemt mellem vore nye Omgivelser.

Holmes var et overmaade behageligt Menneske at bo sammen med; hans Væsen var meget roligt og stilfærdigt, og hans Levevis særdeles regelmæssig. Det hørte til de store Sjældenheder, at han var oppe efter Kl. 10 om Aftenen, og han havde altid spist sit Morgenmaaltid og var gaaet ud, før jeg stod op. Undertiden tilbragte han Dagen i det kemiske Laboratorium, undertiden i Dissekerkamret, og en Gang imellem foretog han sig lange Spadsereture, der, saa vidt jeg kunde forstaa, altid førte ham ud til Byens elendigste Kvarterer. Ingen kunde udfolde en saadan Energi som han, naar Anfaldene af Arbejdslyst kom over ham, men efter et saadant Anfald fulgte gerne en Reaktion, og saa kunde han flere Dage i Træk ligge paa Sofaen inde i vor Dagligstue saa godt som uden at sige et Ord og uden at røre en Muskel fra Morgen til Aften. Ved saadanne Lejligheder bemærkede jeg et saa drømmende, aandsfraværende Udtryk i hans Øjne, at jeg gerne kunde have ham mistænkt for at være forfalden til Brugen af et eller andet narkostisk Middel, naar ikke hele hans øvrige Maadehold og Ordentlighed havde udelukket en saadan Mistanke.

Alt som Tiden gik, blev min Interesse for ham og min Nysgerrighed med Hensyn til hans Livsopgaver og Hensigter større og større. Hele hans Person og Fremtræden var saadan, at de maatte tiltrække sig selv den flygtigste Iagttagers Opmærksomhed. Han var omtrent sine tre Alen høj og saa ualmindelig mager at han endda syntes at være betydelig højere. Hans Øjne vare skarpe og gennemtrængende, naar han ikke havde et af hine Dvale-Anfald, som jeg ovenfor har omtalt, og hans tynde, høgeagtige Næse gav hele hans Ansigt et ejendommeligt aarvaagent og resolut Udtryk, hvortil ogsaa den fremstaaende og skarpt skaarne Hage bidrog sin Del. Hans Hænder vare altid plettede af Blæk og spættede af ætsende Kemikalier, og dog var han i Besiddelse af usædvanlige smidige og fintmærkende Fingre, hvad jeg tit havde Lejlighed til at bemærke, naar jeg sad og iagttog ham, medens han behandlede sine fine Instrumenter.

Naar jeg bekender, i hvor høj Grad dette Menneske vakte min Nysgerrighed og beskæftigede mine Tanker, og hvor ofte jeg bestræbte mig for at bryde igennem den Tavshed, hvormed han omgav sin Person og alt, hvad der angik ham selv, vil Læseren formodentlig synes, at jeg befattede mig lovlig meget med andres Sager; men før man dømmer mig, vil jeg dog gøre opmærksom paa, hvor lidt jeg havde at tage mig for, og hvor faa Lejligheder jeg havde til andre Iagttagelser. Min Sundhedstilstand forbød mig at vove mig ud, med mindre Vejret var usædvanlig godt, og jeg havde ingen Venner, der kunde besøge mig og bryde mit daglige Livs Ensformighed. Under disse Omstændigheder kom det gaadefulde, der omgav min Kontubernal, mig særdeles til Pas, og jeg tilbragte en stor Del af min Tid med Forsøg paa at løse hans Væsens Gaade.

Han studerede ikke Medicin; han havde selv som Svar paa et direkte Spørgsmaal bekræftet Stamfords Formodning angaaende dette Punkt. Det lod heller ikke til, at han havde givet sig af med andre regelmæssige, systematiske Studier, der havde en Eksamen til Maal og kunde kvalificere ham til offentlig Ansættelse eller aabne ham Porten til den lærde Verden, og dog udfoldede han en næsten enestaaende Ihærdighed i sine Undersøgelser, og indenfor visse Grænser — Grænser, der vare lige saa ekscentriske som han selv — vare hans Kundskaber saa grundige og detaillerede, at det ligefrem forbavsede mig. Man kunde ikke tænke sig, at noget Menneske vilde arbejde saa haardt og erhverve sig en saa nøjagtig Viden, med mindre han havde en bestemt Hensigt dermed — og et bestemt Maal i Sigte. Overfladiske Granskere udmærke sig sjælden ved nøjagtige Kundskaber, og intet Menneske anstrenger sin Hjerne med minutiøse Forskninger, med mindre han har en eller anden bestemt Grund til at gøre det.

Hans Uvidenhed var imidlertid lige saa mærkelig som hans Viden. I Nutidens Literatur, Filosofi og Politik var han saa godt som fuldstændig blank. Da jeg en Gang kom til at nævne Thomas Carlyle, spurgte han paa den naiveste Maade, hvem han var, og hvad han havde udrettet. Min Forbavselse naaede imidlertid dog sit Højdepunkt, da jeg tilfældigvis kom efter, at han var fuldstændig uvidende om den Kopernikanske Theori og om vort Solsystem. At et civiliseret Menneske i Slutningen af det nittende Aarhundrede kunde være uvidende om, at Jorden drejede sig om Solen, forekom mig at være saa urimeligt, at jeg næppe kunde tro det.

»Det synes at forundre Dem,« sagde han og smilede ad min Forbavselse; »men nu, da jeg har hørt om det, skal jeg gøre mit bedste for at glemme det igen saa snart som muligt.«

»At glemme det?«

»Ja — for ser De,« forklarede han, »det er nu min Theori, at et Menneskes Hjerne fra først af er at ligne ved et lille tomt Kammer, som det senere bliver Menneskets Opgave at fylde efter eget Valg. En Taabe slæber alt det Ros ind i den, som han træffer paa, saa at den Kundskab, han kunde drage virkelig Nytte af, til sidst bliver trængt udenfor eller i heldigste Tilfælde klemt inde mellem eller dækket af en hel Mængde unyttige Ting, hvoraf Følgen bliver, at han har en gruelig Ulejlighed med at faa fat paa den, naar han skal bruge den. Den betænksomme Haandværker er derimod meget nøjeregnende med, hvad han lægger ind i sit Arbejdsrum. Han vil ikke have andet derinde end det Værktøj, han skal bruge til sit Arbejde, men af det har han saa til Gengæld et stort Udvalg, der er ordnet med den største Nøjagtighed efter hans Behov. Det er en ren Fejltagelse, naar man tror, at Hjernekammeret har elastiske Vægge og kan lade sig udvide til saa stor Udstrækning, man ønsker. De kan være aldeles forvisset om, at der vil komme en Tid, da De for hver ny Kundskab, De propper derind, vil glemme en, De har haft der før; derfor er det af yderste Vigtighed, at man ikke befatter sig med unyttig Viden, der kun tjener til at skubbe den nyttige ud.«

»Ja — men Solsystemet!« udbrød jeg.

»Ja, hvad i al Verden kommer det dog mig ved?« afbrød han mig utaalmodig. »De siger, at vi dreje os rundt om Solen; men selv om jeg nu troede, at vi i Stedet for gik rundt om Maanen, hvad Forskel vilde det saa gøre paa mig og mit Arbejde?«

Jeg var lige ved at spørge ham om, hvad dette Arbejde da var, men der var noget i hans Væsen, som sagde mig, at dette Spørgsmaal vilde være ham uvelkomment; jeg grublede imidlertid videre over vor korte Samtale og søgte at drage mine Slutninger af den. Han sagde at han ikke vilde erhverve sig nogen Kundskab, der ikke havde noget med hans Formaal at gøre, altsaa kunde jeg gaa ud fra, at al den Tiden, han besad, maatte være nyttig for ham. Nu fremdrog jeg i Tankerne alle de forskellige Omraader, paa hvilke han havde vist mig, at han var usædvanlig godt velunderrettet. Til sidst tog jeg endogsaa min Blyant og nedskrev dem. Jeg kunde ikke lade være at smile ad Optegnelsen, da den var færdig. Den saa saaledes ud:

Sherlock Holmes Kundskaber og deres Begrænsning.

1. Kendskab til Literatur Ingen.
2. Filosofi Ingen.
3. Astronomi Ingen.
4. Politik Meget ringe.
5. Botanik Meget spredt. Er udmærket inde i Belladonna, Opium og andre Giftstoffer samt deres Virkning; men kender ikke det mindste til praktisk Havebrug.
6. Geologi Praktisk, men meget begrænset. Skelner ved et eneste Blik forskellige Jordarter fra hinanden. Efter Spadsereture har han vist mig Stænk paa sine Benklæder og af deres Farve og Konsistens afgjort og fortalt mig, i hvilken Del af London, han havde hentet dem.
7. Kendskab til Kemi Fortrinlig.
8. Anatomi Indgaaende, men meget usystematisk.
9. Sensationel Literatur Rig. Det synes, som om han kender enhver Enkelthed af de Rædselsgerninger, der ere begaaede i den kendte Verden i det sidste Aarhundrede.
10. Spiller udmærket Violin.
11. Er en fortrinlig Gymnastiker, Boxer og Fægter.
12. Har en grundig og praktisk Kendskab til den engelske Lov.

Da jeg var kommen saa langt i min liste, kastede jeg den i Fortvivlelse paa Ilden. »Er det kun ved at forlige alle disse Fuldkommenheder og opdage en Bestilling, i hvilken der er Brug for dem allesammen, at jeg kan udfinde, hvad Mennesket har sat sig til Maal, saa kan jeg ligesaa godt opgive det hele straks,« sagde jeg til mig selv.

Jeg ser, at jeg i det ovenstaaende ogsaa har hentydet til hans Færdigheder paa Violinen. Disse vare ogsaa meget betydelige, men derhos lige saa ekscentriske som hans øvrige Færdigheder. At han kunde spille almindelige Musikstykker og det tilmed temmelig vanskelige Stykker, vidste jeg godt, da han paa min Anmodning havde spillet baade Haydns og Schumanns Sonater samt en Del af Mendelsohns Lieder for mig; men naar han var overladt til sig selv, spillede han sjælden noget af den Slags eller i det hele taget nogen bestemt Melodi. Det var gerne i Mørkningen, han tog Violinen frem, saa satte han sig magelig tilrette i Lænestolen, lagde Violinen hen over sine Knæ, lukkede Øjnene og lod Buen glide temmelig skødesløst hen over Strengene. Undertiden var det velklingende, men melankolske Toner, han saaledes frembragte, men stundom var det ogsaa meget muntre og fantastiske. Det var tydeligt nok, at de udtrykte de Tanker, der for Øjeblikket besjælede ham; men om Tonerne hjalp til at frembringe disse Tanker, eller om Spillet simpelhen var Resultatet af et Lune — en Fantasi, kan jeg naturligvis ikke afgøre. Jeg vilde rimeligvis have gjort Indsigelse mod disse meget ukunstneriske Soloer, naar de ikke for det meste vare endte med, at han i hurtig Rækkefølge spillede en hel Serie af mine Yndlingsmelodier for mig som et lille Vederlag for den Taalmodighedsprøve, han havde ladet gaa forud.

I den første Uge af vort Samliv havde vi slet ingen Besøg, og jeg begyndte allerede at tro, at min Husfælle var lige saa venneløs, som jeg selv. Det varede imidlertid ikke længe, før jeg erfarede, at han havde mange Bekendtskaber, og det i de mest forskellige Samfundsklasser. Der var en lille gul, mørkøjet Fyr med Rottefysiognomi, der blev præsenteret for mig som Mr. Lestrade, og som kom hos ham tre—fire Gange i een Uge. En Formiddag kom en ung, meget moderne klædt Dame, der havde en Samtale paa over en halv Time med ham. Samme Dags Eftermiddag bragte en graahaaret, luvslidt Besøgende, der nærmest saa ud som en Tiggerjøde, og som forekom mig at være i en meget ophidset Sindstilstand. Lige efter, at han var gaaet, kom der en gammel Kone med Slæber paa Fødderne. Ved en anden Lejlighed var det en pæn, gammel hvidhaaret Herre, der konfererede med min Husfælle, og ved en anden igen en Jærnbanedrager i sin Fløjlsjakke.

Saa snart Sherlock Holmes fik den Slags Besøgende, plejede han at anmode mig om at gaa ind i mit Soveværelse og lade ham være ene med de fremmede i Dagligstuen. Bagefter gjorde han mig altid Undskyldninger for dette: »Jeg er nødt til at benytte Stuen som Forretningslokale,« sagde han; »thi disse Mennesker er mine Klienter.« Her havde jeg igen en god Lejlighed til at gøre ham et Spørgsmaal angaaende hans »Forretninger«; men min Finfølelse forbød mig atter at tiltvinge mig hans Fortrolighed. Jeg bildte mig den Gang ind, at han havde en eller anden gyldig Grund til ikke at betro sig til mig, men denne Formodning kuldkastede han dog snart ved selv af egen Drift at lade Spørgsmaalet komme paa Tale.

Den 4de Marts — en Dato, som jeg har god Grund til at erindre — stod jeg op noget tidligere end sædvanlig og fandt, at Sherlock Holmes endnu ikke var færdig med sit Morgenmaaltid. Vor Husholderske var bleven saa tilvant med min sene Opstaaen, at der slet ikke var dækket til mig, derfor ringede jeg paa Klokken og lod hende vide, at jeg var parat til at spise, hvorefter jeg tog et Maanedsskrift, der laa paa Bordet, og begyndte at kigge i det for at forslaa Ventetiden, medens Sherlock Holmes i Tavshed tyggede videre paa sin Skinke. En af Maanedsskriftets Artikler var mærket med en blaa Blyantsstreg, og ifølge en meget naturlig Indskydelse begyndte jeg derfor at kigge paa den.

Dens noget fordringsfulde Titel var »Livets Bog«, og den søgte at paavise, hvor meget en omhyggelig Iagttager kunde lære ved en nøjagtig og systematisk Undersøgelse af alt det, der kom indenfor hans Synskreds. Den forekom mig at være en mærkelig Blanding af Skarpsind og Forskruethed. Tankegangen var skarp og logisk, men Slutningen forekom mig meget overdreven og urimelig. Forfatteren paa­ stod ved et øjeblikkeligt Udtryk, en Muskelbevægelse eller et enkelt Øjekast at kunne udforske et Menneskes lønligste Tanker. Efter hans Mening var al Forstillelse og alt Bedrag ugørligt, naar vedkommende stod over for en øvet Iagttager og Menneskekender. Saa overraskende vare de Resultater, Forfatteren efter eget Sigende havde opnaaet, at en­ hver, der var uindøvet i hans Fremgangsmaade, nødvendigvis maatte tro et af to: enten at han var en Pralhans eller noget af en Troldmand.

»Af een eneste Draabe Vand,« skrev Forfatteren, »kan Logikeren slutte sig til et Atlanterhavs eller et Kiagarafalds Tilstedeværelsesmulighed, uden hverken at have set eller hørt nogen af dem. Saaledes er hele Livet en stor Kæde, hvis Natur kan kendes, saa snart et enkelt Led af den bliver os forevist. Men Følgeslutningernes og Analysens Videnskab kunne som alle andre Videnskaber kun erhverves ved et langt og taalmodigt Studium, og et Menneskes Levetid er for kort til, at han i den kan opnaa den rette Fuldkommenhed heri. Lad imidlertid den, som vil trænge ind i hin Videnskab, begynde at løse lette elementære Problemer, før han giver sig i Kast med de sjælelige Undersøgelser, som frembyde de største Vanskeligheder. Lad ham, naar han træffer en Person, han ikke har set før, lære ved et eneste Blik at slutte sig til denne Persons Historie samt den Livsstilling, han indtager. Saa simpel og barnlig en saadan Øvelse end kan synes, saa skærper den dog Iagttagelsesevnen og lærer vedkommende, hvorhen han skal se, og hvad han skal se efter. Af et Menneskes Negle, af hans Frakkeærme, af hans Støvler, af hans Buxe-Knæ, af den haarde Hud paa hans Tommel- eller Pegefinger, af hans Talemaader, af hans Skjortebryst — af enhver af disse Ting kan en Mands Livsstilling udledes, og at de alle forenede skulde kunne undgaa at give den kompetente Undersøger de Oplysninger, han søger, grænser ligefrem til det utrolige.«

»Uf! hvilket forbistret Vrøvl!« udbrød jeg og slængte Hæftet hen ad Bordet. »Aldrig i mit Liv har jeg dog læst noget saadant Nonsens.«

»Hvad er det?« spurgte Sherlock Holmes.

»Aa, det er denne Artikel her,« sagde jeg og pegede paa den med min Æggeske, idet jeg satte mig til Bords. »Jeg kan tænke mig, at De har læst den, eftersom De har mærket den. Jeg vil ikke benægte, at den er godt skrevet, men alligevel irriterer den mig. Den er øjensynlig forfattet af en eller anden Stuelærd, der opstiller alle disse smukke Paradokser og Theorier inde mellem alle sine Bøger og uden at have haft ringeste Lejlighed til at praktisere dem. Det skulde more mig at se ham stoppet ind i en tredje Klasses Kupé mellem en hel Del simple Mennesker med Paalæg om at afgøre hver enkelts Livsstilling. Jeg vilde vædde Tusinde mod en paa, at han vilde komme artig til kort.

»Saa vilde De tabe Deres Penge,« bemærkede Holmes tørt. »Hvad Artiklen der angaar, saa er den for Resten skreven af mig.«

»Af Dem?«

»Ja; jeg har en Svaghed baade for Iagttagelser og Slutninger. Alle de Theorier, som jeg har opstillet der, og som forekommer Dem at være saa kimæriske, er i Virkeligheden meget lette at udføre, saa lette, at det er dem, som skaffer mig mit daglige Brød.«

»Hvorledes dog det?« udbrød jeg uvilkaarlig.

»Jo, jeg har nu mit eget Haandværk, og jeg tror nok, jeg er ganske ene om det. Jeg er raadgivende Opdager, dersom De kan forstaa, hvad det vil sige. Her i London findes der nok af saavel offentlige som private Opdagere; naar disse Fyre kommer til kort, henvender de sig til mig, og jeg bringer dem da paa rette Spor. De gør mig rede for alt, hvad der foreligger om Forbrydelsens Enkeltheder, og ved Hjælp af mit Kendskab til Forbrydelsernes Historie er jeg i Almindelighed i Stand til at kunne hjælpe dem til rette. Alle Misgerninger har en stærk Familielighed med hinanden, og naar man kan alle det første Tusindes Enkeltheder paa sine Fingre, skulde det gaa løjerligt til, om man ikke kunde opklare den Tusind og ente. Lestrade er f. Eks. en meget bekendt Opdager; han løb for nylig fast i en Falskneri-Sag, og det var derfor, jeg fik Æren af hans Besøg, som De nok erindrer.«

»Og de andre Mennesker?«

»De bliver for det meste sendt her hen af private Opdagere, det er i næsten alle Tilfælde Folk, som er i Forlegenhed med et eller andet, og som derfor ønsker nogle Oplysninger. Jeg hører paa deres Forklaringer, og de hører paa mine, hvorefter jeg modtager mit Honorar for Hjælpen.«

»Er det da saaledes at forstaa,« sagde jeg, »at De, uden at forlade Deres Værelse, kan opklare Gaader, som andre Mennesker ikke formaar at løse, skøndt de har haft Lejlighed til at se enhver af Sagens Detailler?«

»Ja, akkurat. Jeg besidder en Slags Instinkt, som for det meste hjælper mig paa rette Vej. En Gang imellem forekommer der dog et mere indviklet Tilfælde, og saa maa jeg omkring og se paa Tingene med egne Øjne; De ved jo, at jeg har en Del Specialkundskab, som jeg anvender ved Problemets Løsning, og som i høj Grad letter mig mit Værk. De Regler for Følgeslutninger, som jeg har fremsat i den Artikel, De nys udtalte Deres Foragt for, er mig til uvurderlig Nytte i min Gerning. Iagttagelsen er hos mig bleven en anden Natur. De lod til at blive meget forbavset, da jeg ved vort første Møde fortalte Dem, at De var kommen fra Afghanistan.«

»Naa — det havde De vel faaet at vide fra anden Haand.«

»Nej, aldeles ikke — jeg kunde slutte mig til, at De kom fra Afghanistan. Paa Grund af lang Vane løb min Tankerække saa hastig igennem mit Sind, at jeg kom til Slutningen uden at være mig de mellemliggende Trin bevidst, men desuagtet var de der. Min Tankegang saa saaledes ud: Her er en Herre af den medicinske Type, men med en militær Holdning — altsaa tydelig nok en Militærlæge. Han er for nylig kommen fra Troperne; thi han er meget mørk, og dette er ikke hans oprindelige Hudfarve, thi hans Haandled er dygtig lyse. Han har døjet adskillige Strabadser og Sygdom, hvilket let ses af hans udtærede Ansigt, desuden er hans venstre Arm bleven saaret, thi han holder den hele Tiden i en stiv og unaturlig Stilling. Paa hvilket Sted under Troperne kan en engelsk Militærlæge have gennemgaaet saadanne Strabadser og faaet sin Arm saaret? Naturligvis i Afghanistan. Hele denne Følgeslutning varede knap et Sekund. Derpaa bemærkede jeg, at De kom fra Afghanistan, og derover blev de meget forbavset.«

»Ja, nu da De forklarer det, ser det jo overmaade simpelt og naturligt ud altsammen,« svarede jeg smilende. »De minder mig for Resten om Edgar Allen Poes Dupin; men jeg havde rigtignok ikke troet, at slige Personer forekom uden for Romanerne.«

Sherlock Holmes rejste sig og tændte sin Pibe. »De troer uden Tvivl, at De siger mig en stor Kompliment, naar De sammenligner mig med Dupin,« bemærkede han; »men efter min Mening var denne Dupin rigtignok en temmelig ordinær Person. Han besad ganske vidst noget Talent for Analyse, men var ellers paa ingen Maade et saadant Fænomen, som Poes synes at mene.«

»Har De læst Gaboriaus Bøger?« spurgte jeg. »Naar maaske heller ikke Lecoq op til Deres Ideal af en Opdager?«

Sherlock Holmes lo haanligt. »Lecoq var en elendig Gøgler,« sagde han i en foragtelig Tone; »han havde kun een eneste god Egenskab, og det var hans Energi. Den Bog væmmedes jeg ligefrem ved, Spørgsmaalet var kun at identificere en ukendt Arrestant. Det skulde jeg have besørget i Løbet af fire og tyve Timer, medens Lecoq brugte et halvt Aar eller mere dertil. Jeg betragter nærmest den Bog som et Værk, der er skrevet til Skræk og Advarsel for alle Opdagere, og for at vise dem, hvad de ikke skal gøre.«

Jeg følte mig i høj Grad indigneret ved denne overlegne og haanlige Behandling af to af de Romanhelte, jeg hidtil havde skænket min Beundring. Uden at svare paa hans sidste Angreb gik jeg hen til Vinduet og gav mig til at se ned paa den stærkt befærdede Gade. »Den gode Sherlock Holmes kan maaske være meget dygtig og skarpsindig; men han er sandelig ogsaa meget indbilsk,« tænkte jeg ved mig selv.

»Men i vore Dage sker der ingen ordentlige Forbrydelser og findes der ingen Forbrydere, som det er værd at røre sig for,« sagde han i en klagende Tone. Til hvad Nytte er det at være i Besiddelse af et godt Hoved i vor Forretning. Jeg ved med mig selv, at jeg ejer Egenskaber; der kunde gøre mit Navn berømt. Der lever ikke og har aldrig levet det Menneske, som til Opdagelsen af en Forbrydelse har kunnet medbringe et saadant Fond af Kundskaber og medfødte Evner som jeg. Men hvad Resultat faar jeg deraf? Der er ingen Forbrydelser at opdage, eller i det højeste en eller anden uoverlagt Skurkestreg med Motiver saa iøjnefaldende, at selv en skotsk Gadebetjent straks vilde kunne gennemskue den.«

Jeg følte mig mere og mere led ved al denne Selvros og søgte derfor at føre Talen hen paa noget andet.

»Hvad mon den Fyr staar og kigger efter?« spurgte jeg og pegede paa en sværtbygget, simpelt klædt Person, der gik meget langsomt hen ad Fortovet lige over for og kiggede nøje paa de for­ skellige Husnumre.

»Mener De den forhenværende Marinesergent?« spurgte Sherlock Holmes.

»Pjat og Pral!« tænkte jeg ved mig selv, »han ved godt, at jeg ikke kan overbevise ham om, at han tager fejl.«

I det samme saa vi, at Manden dernede havde faaet Øje paa vort Husnummer og derefter straks ilede tværs over Gaden. Derpaa hørte vi en lydelig Banken paa Gadedøren og straks efter tunge Skridt op ad Trappen.«

»Til Mr. Sherlock Holmes,« sagde Manden, idet han traadte ind ad Døren og rakte min Ven et Brev.

Her var nu en god Lejlighed til at give ham en lille Snært for hans Indbildskhed. Da han saa rask bestemte Manden til at være forhenværende Marinesergent, tænkte han naturligvis ikke paa, at han skulde komme indenfor vore Døre.

»Tillad mig at spørge Dem,« sagde jeg i den høfligste Tone, »hvad er Deres Bestilling?«

»Bybud, Herre,« svarede han noget mut; »men min Trøje er henne til Reparation i Dag.«

»Og hvad har De været før?« spurgte jeg med et lidt ondskabsfuldt Sideblik til min Husfælle.

»Sergent, Sir, i den kongelige Marine. Intet Svar tilbage, Sir? Vel Sir.«

Han slog Hælene sammen paa militær Vis, førte Haanden op til Huen og gik.