En Studie i rødt/2/3
Tredje Kapitel.
John Ferrier taler med Profeten.
Tre Uger vare forløbne, efter at Jefferson Hope og hans Kammerater havde forladt Saltsøstaden, og John Ferrier tænkte med et tungt Hjerte paa, at Tiden nærmede sig, da den unge Mand vilde komme tilbage og berøve ham hans Plejedatter. Dog var det ham en Slags Trøst i Sorgen at se, hvorledes Lucys Ansigt straalede af Lykke og Glæde, hver Gang hendes elskede kom paa Tale. John havde forlængst i sit inderste Hjerte fattet den faste Beslutning, at ingen nogen Sinde skulde faa ham til at give sin Plejedatter til en Mormon: thi et saadant Ægteskab betragtede han som slet intet Ægteskab og dertil som en Skam og Vanære. Hvad han saa monne tænke om de mormonske Læresætninger — paa dette Punkt var han ubøjelig. Imidlertid maatte han tie stille med, hvad han tænkte; thi at komme frem med en kættersk Mening var i hine Dage en saare farlig Sag i de sidste Dages Helliges Land.
Ja, en meget farlig Sag — saa farlig, at endog de mest ansete Hellige kun i deres Lønkammer og med den sagteste Stemme turde fremhviske deres Meninger om Religionen, at ikke noget af det, der undslap deres Læber, skulde blive misforstaaet, mistydet eller forvansket og bringe en hurtig Gengældelse ned over dem. Forfølgelsens Ofre vare nu selv paa deres egne Enemærker bievne til Forfølgere, og det de mest uskaansomme, som tænkes kunde. Hverken Sevillas Inkvisition, Tysklands Vehmgericht eller de italienske hemmelige Selskaber vare i Stand til at sætte et saa frygteligt Hævnens Maskineri i Bevægelse, som det, der nu kastede en sort Skygge over Utahs Stat.
Dets Usynlighed og det mysteriøse, som stod i Forbindelse med det, gjorde dets Virkninger dobbelt frygtelige. Det syntes at være allestedsnærværende og alvidende, og dog var det hverken til at se eller høre. Det Menneske, der stillede sig fjendtlig over for Kirken, forsvandt pludseligt og sporløst — ingen vidste, hvor han var blevet af, eller hvad der var vederfaret ham. Hans Koner og Børn ventede paa ham hjemme; men ingen Fader kom nogen Sinde tilbage for at meddele dem, hvad hans hemmelige Dommere havde gjort ved ham. Et uoverlagt Ord eller en ubesindig Handling blev fulgt af Tilintetgørelse, og dog kendte ingen det mindste til den skrækkelige Magt, som svævede over dem. Intet Under, at Folk gik omkring i Frygt og Bæven, og at man ikke, selv midt ude paa Ødemarken, turde fremhviske de Tvivl og trykkende Tanker, som knugede dem.
Fra først af blev denne ubestemte og dog frygtelige Magt kun bragt i Anvendelse mod de frafaldne, der efter at have antaget den mormonske Tro ønskede at forandre eller forlade den; men snart udvidedes Omraadet for dens Virken.
Forsyningen af voksne Kvinder truede med at blive for sparsom, og Flerkoneri uden en Beholdning af Kvinder at tage af var kun en tom Læresætning. Men nu begyndte der at sprede sig sælsomme Rygter — Rygter om myrdede Emigranter og plyndrede Lejre i Egne, hvor der aldrig var bleven set Indianere. Nye Kvinder viste sig i de Ældstes Harem'er — Kvinder, der græd og sygnede hen af Sorg, og som i deres Ansigter bare Spor af en ubetvingelig Rædsel. Vandrere, der vare blevne forsinkede ude mellem Bjærgene, fortalte om Bander af væbnede Mænd, der maskerede og lydløse sneg sig forbi dem i Mørket. Disse Fortællinger og Rygter antoge fast Form og Skikkelse, bleve fortalte og genfortalte, indtil der vedhæftedes dem kendte Navne, og endnu den Dag i Dag gyser den ensomme Vestens Nybygger, naar Daniter-Banden eller de hævnende Engle komme paa Tale.
Det fulde Kendskab til den Organisation, som bevirkede saa frygtelige Resultater, tjente mere til at forhøje end formindske den Rædsel, som den indgød. Ingen vidste imidlertid, hvem der var Medlem af dette ryggesløse Selskab, thi Navnene paa Deltagerne i de blodige Voldshandlinger, der øvedes i Religionens Navn, bleve holdte omhyggelig hemmelig. Den Ven, hvem man betroede sin Tvivl om Profeten og hans Mission, var maaske en af dem, der om Natten aabenbarede sig med Ild og Sværd for at udøve en skrækkelig Hævn. Derfor frygtede enhver for sin Næste, og ingen vovede at tale om de Ting, der laa ham mest paa Sinde.
En smuk Morgenstund stod John Ferrier i Begreb med at tage ud til sine Hvedemarker, da han hørte Leddet blive aabnet, og da han saa ud igennem Vinduet, fik han Øje paa en svær, lyshaaret, midaldrende Mand, der kom gaaende ned ad den lille Allé, som førte fra Vejen til Gaarden. Han fik straks en hjerteknugende Fornemmelse ved dette Syn; thi Manden var ingen anden end den store Brigham Young i egen høje Person.
Beklemt af stor Ængstelse — thi han vidste, at dette Besøg ikke varslede ham noget godt — løb Ferrier hen til Døren for at tage imod Mormonernes store Overherre. Denne tog imidlertid med megen Kulde mod hans Hilsen og fulgte ham med et meget strengt Udtryk i Ansigtet ind i Dagligstuen.
»Broder Ferrier«, sagde han, idet han satte sig ned og saa skarpt paa Farmeren ud under de lyse Øjenvipper, »de sande Troende have vist sig som dine velsindede Venner. Vi opsamlede Dig, da Du laa døende af Sult i Ørkenen, vi delte vor Føde med Dig og førte Dig velbeholden til det forjættede Land; her gav vi Dig en rigelig og frugtbar Lod og tillod Dig at vorde rig under vor Beskyttelse. Er det ikke saa?«
»Jo, det er sandt,« svarede John Ferrier.
»Til Gengæld for alt dette krævede vi kun een Ting af Dig: at Du skulde antage den sande Tro og overholde dens Forskrifter nøje, i et og alt rette dig efter deres Skikke. Dette lovede Du at gøre; men hvis det almindelige Rygte taler sandt, da har Du ikke holdt, hvad Du lovede.«
»Og hvormed har jeg da forbrudt mig?« spurgte Ferrier, og slog ud med Hænderne for at give sine Ord større Eftertryk. »Har jeg ikke bidraget til det fælles Fond? Har jeg ikke besøgt Templet? Har jeg ikke —?«
»Hvor er dine Hustruer?« spurgte Young og saa sig omkring. »Kald dem ind, at jeg han hilse paa dem.«
»Sandt nok, jeg har ikke taget til Ægte,« svarede Ferrier. »Men Kvinderne vare kun faa, og der var mange, som havde større Krav paa dem end jeg. Desuden var jeg jo ikke nogen enlig Mand; jeg havde min Datter, der kunde overtage en Husmoders Gerning.«
»Det er netop om denne Datter, jeg ønsker at tale med Dig,« sagde Mormonernes Profet og Overherre. »Hun er vokset op og er bleven Utahs Blomst; derfor har hun fundet Naade for mange af deres Øjne, der høre til vor Menigheds ypperste.«
John Ferrier vaandede sig indvendig.
»Jeg hører Historier om hende, som jeg nødig vil tro — Historier om, at hun har bunden sig til en Hedning; men det maa sikkerlig kun være onde Tungers Sladder. Hvorledes lyder det trettende Bud i den hellige Joseph Smiths Lovbog: »Lad enhver Jomfru af den sande Tro ægte en af de Udvalgte; thi ægter hun en Hedning, da begaar hun en Synd, der aldrig kan tilgives.« Men naar det lyder saaledes i vor Lov, da er det jo umuligt, at Du, der bekender Dig til den hellige Tro, kan tillade din Datter at overtræde den.«
John Ferrier gav intet Svar; men han stod og pillede nervøst ved sin Ridepisk.
»Paa dette ene Punkt skal hele din Tro prøves — saaledes er det blevet besluttet i de fires helliges Raad. Pigen er ung, og vi ville ikke have hende til at ægte graa Haar, ej heller ville vi formene hende at gøre sit Valg. Vi Ældste besidde mangen ung Hind, men vi maa ogsaa sørge for vore Børn. Stangerson har en Søn, og Drebber har en Søn, og baade denne og hin vil med stor Glæde byde din Datter velkommen til deres Hus. Lad hende vælge imellem dem; de ere unge og rige og af den rette Tro. — Hvad siger Du nu hertil?«
Ferrier sad tavs en Stund med rynkede Bryn.
»I vil vel forunde os lidt Betænkningstid,« sagde han til sidst. »Min Datter er meget ung — hun er næppe endnu moden til Ægteskab.«
»Hun skal faa en Maaned at betænke sig i,« sagde Young og stod op. »Naar den er forløben, skal hun give os sit Svar.«
Han var allerede kommen til Dørtærskelen, da han vendte sig om med blussende Ansigt og flammende Øjne. »Det var bedre for dig, John Ferrier,« tordnede han, »at Du og hun nu laa som blegede Skeletter paa Sierra Blanca, end at Du prøver paa at stille din svage Vilje mod de hellige fires Beslutning.«
Med en truende Haandbevægelse vendte han sig og gik videre, og Ferrier hørte hans tunge Trin trampe op ad den stenbelagte Sti.
Farmeren satte sig ned, støttede Albuerne paa Knæerne, lagde Hovedet i Hænderne og gav sig til at grunde over, hvorledes han skulde faa dette sagt til sin Datter, da en blød Haand berørte hans Kind. Han skottede op og saa, at det var hende, der sagte var traadt hen til hans Side. Et eneste Blik paa hendes blege, forskræmte Ansigt viste ham tydeligt, at hun havde hørt alt det, der var foregaaet.
»Jeg kunde ikke gøre for det,« sagde hun som Svar paa hans stumme Spørgsmaal. »Han raabte, saa det kunde høres over hele Huset. Aah, Fader, Fader, hvad skal vi dog gøre?«
»Vær nu kun ikke altfor angest,« sagde han beroligende, idet han trak hende nærmere til sig, og lod sin barkede Haand glide kærtegnende ned over hendes brune Haar. »Vi skal nok se at finde paa Raad. Du har vel ikke synderlig Lyst til nogen af disse to Fyre — vel? — Og Du holder vel endnu lige meget af den anden, Du ved nok — ikke?«
En sagte Hulken og et Tryk af hendes Haand var det eneste Svar.
»Ja, naturligvis, det kan jeg jo nok tænke, og jeg kunde da heller ikke lide at høre andet. Han er en flink Fyr, og saa er han tilmed en Kristen, og det er mere, end man kan sige om disse Mennesker her, trods al deres Beden og Præken. I Morgen tidlig afgaar der en Flok Minearbejdere herfra til Nevada, og jeg skal da se at faa sendt Bud med dem til ham om, hvorledes Sagerne staar. Hvis jeg ellers kender ham rigtig, vil det ikke vare ret længe, før vi har ham her hos os — det vil nok gaa med Telegraffart, kan Du tro.«
Lucy lo gennem Taarerne ad Faderens Udtryk.
»Naar han kommer, saa vil han nok finde paa en Udvej. Men det er for Dig, jeg er mest bange, Fader. Man hører jo saadanne skrækkelige Historier om dem, der sætter sig op imod Profeten — der hænder dem altid noget frygteligt.«
»Ja, men vi har jo dog ikke sat os op imod ham endnu,« svarede Faderen, »og det er da altid tidlig nok at begynde at være bange for Følgerne, naar vi har gjort det. Nu har vi jo en hel Maaned at løbe paa, naar den er gaaet, saa er det nok bedst, at vi forlader Utah.«
»Forlader Utah!«
»Ja, der er vist ikke andet at gøre.«
»Ja, men Farmen?«
»Jeg vil gøre saa meget i Penge, som jeg kan, og saa lade dem beholde Resten. Jeg skal sige Dig, Lucy, det er ikke første Gang, jeg tænker paa at gøre det. Jeg har ikke synderlig Lyst til at krumme Ryg for et Menneske, saaledes som disse her Folk gør over for deres hellige Profet. Jeg er en fri Amerikaner og ikke vænnet til den Slags Slaveri, og jeg er ogsaa for gammel til at begynde paa at lægge mig efter det. Kommer det hovne Hørhoved en Gang igen med sin Profetmine, saa kunde det gerne hænde, at han løb sin brede Pande mod et Skud Rendekugler, der gik i den modsatte Retning.«
»Ja, men de vil naturligvis ikke lade os rejse,« indvendte Datteren.
»Vent kun, til Jefferson kommer, saa finder vi nok ud af det. Men gaa nu ikke og plag Dig med Bekymringer og Spekulationer, min Pige; giv Dig endelig ikke af med at græde og sørge, saaledes at Du faar røde Øjne, saa kan de andre se, at der er noget i Vejen, og saa kan vi vente hans Besøg endnu en Gang. Der er slet ingen Ting at ængste sig for endnu, for der er aldeles ingen Fare paa Færde.«
John Ferrier ytrede disse Ord i en meget trøstende og tillidsfuld Tone; men det undgik dog ikke Lucys Opmærksomhed, at han var mere end almindelig omhyggelig med at stænge Døre og Porte den Aften, samt at han med stor Omhu rensede og ladede den store Hagelbøsse, der hang over hans Seng.