Enten — Eller. Anden Deel/1

Enten — Eller. Anden Deel
Ægteskabets æsthetiske Gyldighed
af Søren Kierkegaard

Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse→

Ægteskabets æsthetiske Gyldighed.

Min Ven!

De Linier, Dit Øie her først falder paa, ere skrevne sidst. Hensigten med dem er endnu engang at gjøre et Forsøg paa at tvinge den udførligere Undersøgelse, der herved tilstilles Dig, ind i et Brevs Form. Disse Linier svare da til de sidste Linier og danne tilsammen en Convolut og antyde saaledes paa en udvortes Maade, hvad indvortes Beviser paa mange Maader ville overtyde Dig om, at det er et Brev Du læser. Denne Tanke, at det var et Brev, jeg skrev til Dig, har jeg ikke villet opgive, deels fordi min Tid ikke har tilladt den omhyggeligen Udarbeidelse, en Afhandling kræver, deels fordi jeg nødig vilde gaae Glip af den Leilighed til mere formanende og indtrængende at tiltale Dig, som Brevformen medfører. Du er altfor dreven i den Kunst, ganske i Almindelighed at kunne tale om Alt uden at lade Dig personligt berøre deraf, til at jeg skulde friste Dig ved at sætte Din dialektiske Kraft i Bevægelse. Du veed nok, hvorledes Propheten Nathan bar sig ad med Kong David, da han vel vilde forstaae Lignelsen, Propheten havde fremsat, men ikke vilde forstaae, at den gjaldt ham. Nathan tilføiede da for en Forsigtigheds Skyld: Du est Manden, Herre Konge. Saaledes har jeg ogsaa bestandig søgt at minde Dig om, at det er Dig, der tales om, og Dig der tales til. Jeg tvivler derfor ingenlunde paa, at Du stadigt under Læsningen vil faae det Indtryk, at det er et Brev Du læser, om ogsaa den Omstændighed skulde forstyrre Dig, at Papirets Format ikke svarer dertil. Som Embedsmand har jeg den Skik at skrive paa hele Ark; maaskee kan det have sin gode Side, hvis det kunde bidrage til, at min Skrivelse i Dine Øine fik en vis Officialitet. Brevet, som Du da herved modtager, er temmelig stort; skulde det prøves paa Postvæsenets Vægt, vilde det blive et dyrt Brev, paa en fiin Kritiks Guldvægt vilde det maaskee vise sig saare ubetydeligt. Jeg vil derfor bede Dig ikke at bruge nogen af disse Vægter; Postvæsenets ikke, thi Du modtager det ikke til videre Befordring, men som Depositum; Kritikens ikke, da jeg nødig ønskede at see Dig gjøre Dig skyldig i saa grov og saa usympathetisk en Misforstaaelse.

^* _* ^*

Dersom noget andet Menneske end Du fik denne Undersøgelse at see, saa vilde den vist forekomme ham høist besynderlig og overflødig; han vilde maaskee, hvis han var en gift Mand, med en vis Familiefader-Gemytlighed udbryde: ja Ægteskabet det er Livets Æsthetik; hvis han var et ungt Menneske vilde han maaskee noget uklart og ureflekteret istemme: ja Kjærlighed, Du er Livets Æsthetik; men begge vilde ikke kunne begribe, hvorledes det kunde falde mig ind at ville redde Ægteskabets æsthetiske Anseelse. Ja jeg vilde formodentlig, istedetfor at gjøre mig fortjent af virkelige og af vordende Ægtemænd, snarere gjøre mig mistænkt; thi Den, der forsvarer, han anklager. Og det vilde jeg have Dig at takke for; thi jeg har aldrig tvivlet derom, Dig, hvem jeg tiltrods for alle Dine Bizarrerier elsker som en Søn, som en Broder, som en Ven, elsker med en æsthetisk Kjærlighed, fordi det engang maaskee vil lykkes Dig at finde et Centrum for Dine excentriske Bevægelser; elsker for Din Heftigheds Skyld, for Dine Lidenskabers Skyld, for Dine Svagheders Skyld; elsker med en religieus Kjærligheds Frygt og Bæven, fordi jeg seer Afveiene, og fordi Du er mig noget ganske Andet end et Phænomen. Ja naar jeg saaledes seer Dig gjøre Sidespring, seer Dig steile som en vild Hest, styrte Dig bagover og atter storme frem, saa, ja saa afholder jeg mig fra alle pædagogiske Usselheder, men jeg tænker paa en utilkjørt Hest, og seer ogsaa den Haand, der holder Tømmen, seer svære Skjæbners Svøbe løftet over Dit Hoved. Og dog, naar da endelig denne Undersøgelse kommer Dig tilhænde, saa vil Du maaskee sige, ja det er unegtelig en uhyre Opgave, han har sat sig, men lad os nu ogsaa see, hvorledes han har løst den. Maaskee taler jeg for mildt til Dig, maaskee taaler jeg for meget af Dig, jeg burde maaskee mere benytte den Myndighed, jeg tiltrods for Din Stolthed har over Dig, eller jeg burde maaskee slet ikke indlade mig med Dig om denne Materie; thi Du er dog i mange Maader et fordærveligt Menneske, og jo mere man indlader sig med Dig, jo galere bliver det. Du er saaledes ingen Fjende af Ægteskabet, men Du misbruger Dit ironiske Blik og Din sarkastiske Spydighed til at spotte det. Jeg vil i den Henseende gjerne indrømme Dig, at Du ikke fægter i Luften, at Du rammer sikkert, og at Du har megen Observation, men jeg vil tillige sige, at dette maaskee er Din Feil. Dit Liv vil gaae op i lutter Tilløb til at leve. Du vil formodentlig svare, at det dog altid er bedre end at fare paa Trivialitetens Jernbane og atomistisk fortabe sig i det sociale Livs Mylder. Man kan som sagt ikke sige, at Du hader Ægteskabet; thi Din Tanke har vist egentlig aldrig endnu naaet det, idetmindste ikke uden for at skandalisere Dig derover; og saa maa Du tilgive mig, saa antager jeg, at Du ikke har gjennemtænkt Sagen. Det Du holder af, er den første Forliebelse. Du veed at nedsænke og skjule Dig i en drømmende, elskovsdrukken clairvoyance. Du omspinder Dig selv ligesom heel og holden med det fineste Spindelvæv, og nu sidder Du paa Luur. Men Du er ikke et Barn, ikke en vaagnende Bevidsthed, og Dit Blik har derfor noget Andet at betyde; men dermed er Du tilfreds. Du elsker det Tilfældige. Et Smiil af en smuk Pige i en interessant Situation, et attraperet Øiekast, det er det, Du jager efter, det er et Motiv for Din ørkesløse Phantasi. Du, som altid gjør Dig saa stor af at være Observateur, Du maa finde Dig i, at Du selv til Vederlag bliver Gjenstand for Iagttagelse. Jeg vil erindre Dig om et Tilfælde. En ung smuk Pige, som Du tilfældigviis (thi dette maa naturligviis udhæves, Du kjendte hverken hendes Stand, Navn, Alder, o. s. v.) sad ved Siden af ved et Spisebord, var for knibsk til at ville skjænke Dig et Øiekast. Du var et Øieblik raadvild, om det var blot Sprödigkeit, eller om der ikke blandede sig lidt Forlegenhed deri, der rigtig belyst kunde vise hende i en interessant Situation. Hun sad lige overfor et Speil, i hvilket Du kunde see hende. Hun kastede et undseeligt Blik derover, uden at ane, at Dit Øie allerede havde taget Bolig der, hun rødmede, da Dit Øie mødte hendes. Sligt opbevarer Du saa nøie som en Daguerreotyp og saa hurtigt som denne, da man som bekjendt endog i det sletteste Veir kun bruger en halv Minut. Ak! ja Du er et besynderligt Væsen, snart Barn, snart Olding, snart tænker Du med en uhyre Alvorlighed paa de høieste videnskabelige Problemer, hvorledes Du vil offre Dit Liv derfor, snart er Du en forliebt Gjæk. Fra Ægteskabet er Du imidlertid langt borte, og jeg haaber, at Din gode Genius vil afholde Dig fra at komme paa gale Veie; thi stundom synes jeg at mærke Spor hos Dig af, at Du havde Lyst til at spille en lille Zeus. Du er saa fornem med Din Kjærlighed, at Du vist indbilder Dig, at enhver Pige maatte prise sig lykkelig ved at være Din Kjæreste i otte Dage. Dine forliebte Studier faaer Du nu at fortsætte indtil videre i Forening med Dine æsthetiske, ethiske, metaphysiske, kosmopolitiske o. s. v. Vred paa Dig kan man egentlig ikke blive, det Onde har hos Dig, ligesom det havde i Middelalderens Opfattelse deraf, en vis Tilsætning af Godmodighed og Barnagtighed. Med Hensyn til Ægteskabet har Du altid forholdt Dig blot iagttagende. Der ligger noget Forrædersk i blot at ville være Iagttager. Hvor ofte har Du ikke — ja det vil jeg gjerne tilstaae — moret mig, men hvor ofte har Du ikke ogsaa plaget mig med Dine Fortællinger om, hvorledes Du snart har listet Dig ind i een, snart i en anden Ægtemands Fortrolighed for at see, hvor dybt han stak i det ægteskabelige Livs Hængesæk. Til at snige Dig ind hos Folk, dertil har Du virkelig store Gaver, det vil jeg ikke negte Dig, samt at det er ret fornøieligt at høre Dig fortælle Resultaterne deraf, og at være Vidne til Din overgivne Glæde hver Gang Du er istand til at bringe en rigtig frisk Iagttagelse tiltorvs. Men, oprigtig talt, Din psychologiske Interesse har ikke Alvor og er mere en hypochonder Nysgjerrighed.

Dog til Sagen. Det er to Ting, jeg især maa ansee for min Opgave: at vise Ægteskabets æsthetiske Betydning, og at vise, hvorledes det Æsthetiske deri tiltrods for Livets mangfoldige Hindringer lader sig fastholde. For at Du imidlertid med desto større Tryghed kan hengive Dig til den Opbyggelse, Læsningen af denne lille Opsats muligen kan forskaffe Dig, vil jeg bestandig lade et lille polemisk Forspil gaae forud, hvori der skal blive taget behørigt Hensyn til Dine sarkastiske Iagttagelser. Men dermed haaber jeg ogsaa at have betalt Røverstaterne den behørige Tribut, og kan da vel saa finde mig roligt i mit Kald; thi i mit Kald er jeg dog, jeg der selv Ægtemand kæmper for Ægteskabet — pro aris et focis. Og jeg forsikkrer Dig, at denne Sag ligger mig saa meget paa Sinde, at jeg, der ellers kun følger mig lidet fristet til at skrive Bøger, virkelig kunde fristes dertil, hvis jeg turde haabe blot at frelse et eneste Ægteskab ud af det Helvede, hvori det maaskee selv har styrtet sig, eller at gjøre et Par Mennesker dygtigere til at realisere den skjønneste Opgave, der er sat et Menneske.

For en Forsigtigheds Skyld vil jeg leilighedsviis provocere til min Kone og mit Forhold til hende, ikke som om jeg dristede mig til at fremstille vort Ægteskab som Normal-Exemplar, men deels fordi disse poetiske Skildringer grebne ud af Luften i Almindelighed ikke have synderlig overbevisende Kraft, deels fordi det er mig af Vigtighed at vise, at selv i dagligdags Forhold er det muligt at bevare det Æsthetiske. Du kjender mig i mange Aar, Du kjender min Kone i fem. Du finder hende ret smuk, især tækkelig, det gjør jeg ogsaa; og dog veed jeg meget godt, at hun ikke er saa smuk om Morgenen som om Aftenen, at et vist veemodigt næsten sygeligt Træk først forsvinder op ad Dagen, at det er glemt, naar hun om Aftenen i Sandhed kan gjøre Fordring paa at behage. Jeg veed meget vel, at hendes Næse ikke er en fuldendt Skjønhed, at den er for lille, men den vender sig dog kjæk ind i Verden, og jeg veed, at denne lille Næse har givet Anledning til saa mange Smaa-Drillerier, at jeg, om det stod til min Raadighed, aldrig vilde ønske hende en skjønnere. Dette er en langt dybere Betydning af det Tilfældige i Livet end den, Du er saa enthusiastisk for. For alt dette Gode takker jeg Gud og glemmer det Svage. Dog dette er mindre vigtigt; men der er een Ting, hvorfor jeg takker Gud af hele min Sjæl, og det er, at hun er den eneste, jeg har elsket, den første; og der er een Ting, jeg beder Gud om af mit ganske Hjerte, at han vil give mig Styrke til aldrig at ville elske nogen Anden. Dette er en Huusandagt, hvori ogsaa hun deeltager; thi for mig faaer enhver Følelse, enhver Stemning en høiere Betydning derved, at jeg gjør hende deelagtig deri. Alle endog de høieste religieuse Følelser kunne antage en vis Magelighed, naar man altid er ene om dem; i hendes Nærværelse er jeg paa eengang Præst og Menighed. Og skulde jeg stundom blive ukjærlig nok til ikke at erindre dette Gode, uskjønsom nok til ikke at takke derfor, da vil hun erindre mig derom. Seer Du, min unge Ven! dette er ikke Leflerier i Forliebelsens første Dage, ikke Forsøg i den experimenterende Erotik, saaledes som del næsten Enhver i Forlovelses-Dagene har forelagt sig og den Elskede det Spørgsmaal, om hun ikke har elsket før, eller om han selv ikke har elsket Nogen før; men det er Livets Alvor, og dog er det ikke koldt, uskjønt, uerotisk, upoetisk. Og i Sandhed, det ligger mig saare meget paa Sinde, at hun virkelig elsker mig, og at jeg virkelig elsker hende, ikke som om vort Ægteskab ikke i Aarenes Løb skulde have opnaaet ligesaa megen Fasthed som de fleste Andres, men det glæder mig endnu bestandig at forynge vor første Kjærlighed, og dette atter saaledes, at det for mig har ligesaa megen religiøs som æsthetisk Betydning; thi Gud er ikke bleven mig saa supramundan, at han ikke skulde bekymre sig om den Pagt, han selv haver stiftet mellem Mand og Qvinde, og jeg er ikke bleven saa aandelig, at ikke ogsaa den verdslige Side af Livet skulde have sin Betydning for mig. Og Alt det Skjønne, der laae i den hedenske Erotik, har sin Gyldighed i Christendommen, forsaavidt som det lader sig forbinde med Ægteskabet. Denne Foryngen af vor første Kjærlighed er ikke blot en veemodig Stuen tilbage, eller en poetisk Erindren af det Oplevede, hvorved man tilsidst hilder sig selv; alt Sligt udmatter; — den er en Handlen. Det Øieblik kan overhovedet komme tidligt nok, da man maa lade sig nøie med at erindre; saa længe som muligt bør man holde Livets friske Væld aabent. Du derimod, Du lever virkelig af Rov. Du lister Dig ubemærket paa Folk, stjæler deres lykkelige Øieblik, deres skjønneste Øieblik fra dem, stikker dette Skyggebillede i Din Lomme, som den lange Mand i Schlemil, og tager det frem, naar Du ønsker det. Du siger vel, at de Vedkommende Intet tabe derved, at de ofte maaskee ikke selv vide, hvilket der er deres skjønneste Øieblik; Du mener, at de tværtimod bør være Dig takskyldige, fordi Du ved Dit Studium af Belysning, ved Dine Trylleformularer har ladet dem vise sig forklarede i overvættes Øieblitkes overnaturlige Størrelse. Maaskee tabe de Intet derved, og det bliver dog et Spørgsmaal, om det ikke lod sig tænke, at de beholdt en Erindring derom, som altid blev dem smertelig; men Du taber, Du taber Din Tid — Din Ro — Din Taalmod til at leve; thi Du veed meget godt selv, hvor utaalmodig Du er, Du der engang skrev mig til, at Taalmodighed til at bære Livets Byrder maatte dog være en overordentlig Dyd, Du følte ikke engang Taalmod til at gide leve. Dit Liv opløser sig i lutter saadanne interessante Enkeltheder. Og dersom man turde haabe, at den Energi, der i slige Øieblikke gjennemgløder Dig, kunde vinde Skikkelse i Dig, kunde udbrede sig sammenhængende over Dit Liv, ja da vilde der visselig blive noget Stort af Dig; thi Du er selv i slige Øieblikke forklaret. Der er en Uro i Dig, over hvilken dog Bevidstheden svæver lys og klar, hele Din Sjæl er samlet paa dette eneste Punkt, Din Forstand udkaster hundrede Planer, Du lægger Alt til Rette til Angreb; det mislykkes i een Retning; øieblkkelig er Din næsten diaboliske Dialectik istand til at forklare det Foregaaende saaledes, at det maa tjene i den nye Operations-Plan. Du svæver bestandig over Dig selv, og om ethvert Skridt er nok saa afgjørende, beholder Du dog i Dig selv en Interpretations-Mulighed, der med et Ord kan forandre Alt. Og nu dertil hele Stemningens Incarnat. Dit Øie funkler, eller rettere, det udstraaler ligesom paa eengang hundrede speidende Øine, en flygtig Rødme iler hen over Dit Ansigt; Du stoler trygt paa Dine Beregninger, og dog venter Du med en forfærdelig Utaalmodighed — ja min kjære Ven, jeg troer egentlig til Syvende og Sidst, at Du bedrager Dig selv, at Alt det, Du taler om at attrapere et Menneske i hans lykkelige Øieblik, kun er Din egen overvættes Stemning, Du griber. Du er saa potentseret, at Du er skabende. Af den Grund meente jeg, at det ikke var saa skadeligt for Andre; for Dig er det absolut skadeligt. Og ligger der dog ikke noget uhyre Troløst til Grund derfor. Du siger vel, at Menneskene ikke komme Dig ved, at de tværtimod maae takke Dig for, at Du ved Din Berøring ikke som Circe forvandler dem til Sviin, men fra Sviin til Heroer. Du siger, det er en ganske anden Sag, hvis der var et Menneske, der ret egentlig betroede sig til Dig; men et saadant Menneske har Du endnu aldrig truffet. Dit Hjerte bevæges, Du hensmelter af inderlig Rørelse ved Tanken om, at Du vilde offre Alt for ham. Jeg vil heller ei frakjende Dig en vis godmodig Hjælpsomhed, at f. Ex. den Maade, Du understøtter Trængende paa, i Sandhed er skjøn, at den Mildhed, Du stundom kan lægge for Dagen, har noget Nobelt ved sig, men desuagtet troer jeg, at der atter her skjuler sig en vis Fornemhed. Jeg vil ikke erindre om enkelte excentriske Yttringer deraf, det var Synd saaledes at fordunkle aldeles det Gode, der kan være hos Dig; derimod vil jeg erindre Dig om en lille Begivenhed i Dit Liv, som det ikke kan være skadeligt for Dig at blive mindet om. Du fortalte mig engang, at Du paa en Spadseretour gik bag efter to fattige Koner. Min Skildring af Situationen har maaskee i dette Øieblik ikke den Livlighed, som Din havde, da Du kom styrtende op til mig, ene beskjæftiget med denne Tanke. Det var to Koner fra Ladegaarden. De havde maaskee kjendt bedre Dage; men dette var glemt, og Ladegaarden er just ikke det Sted, hvor man opelsker et Haab. Idet den ene tog og bød den anden en Priis, sagde hun: hvo der havde fem Rbd. Hun er maaskee selv bleven overrasket af dette dristige Ønske, som ogsaa ubønhørt gjenlød hen over Glacierne. Du traadte til, Du havde allerede taget Din Tegnebog op og en Femrigsdalerseddel frem, førend Du gjorde det afgjørende Skridt, for at Situationen kunde beholde den behørige Elasticitet, for at hun ikke for tidlig skulde ane Noget. Du traadte til med en vis næsten underdanig Høflighed, som det sømmer sig for en tjenende Aand; Du gav hende de fem Rigsdaler og forsvandt. Du frydede Dig ved Tanken om, hvilket Indtryk det nu vilde gjøre paa hende, om hun deri vilde see en guddommelig Tilskikkelse, eller om hendes Sind, der maaskee allerede ved mange Lidelser havde udviklet en vis Trods, snarere næsten med Foragt vilde vende sig mod den guddommelige Styrelse, der her ret antog Charakteer af Tilfældighed. Du fortalte, at det gav Dig Anledning til at overveie, om ikke den aldeles tilfældige Opfyldelse at et saadant tilfældigt yttret Ønske netop kunde bringe et Menneske til Fortvivlelse, fordi derved Livets Realitet blev negeret i sin dybeste Rod. Det, Du altsaa vilde, var at spille Skjæbnen, det, Du egentlig frydede Dig ved, var den Mangfoldighed af Reflexioner, der herfra lod sig udspinde. Jeg vil nu gjerne indrømme Dig, at Du er ret godt skikket til at spille Skjæbnen, forsaavidt man med dette Ord forbinder Forestillingen om det Ustadigste og Lunefuldeste af Alt; jeg for mit Vedkommende lader mig gjerne nøie med en mindre fornem Ansættelse i Livet. Forresten kan Du i dette Tilfælde see et Exempel, der maaskee kan oplyse Dig om, hvorvidt Du ikke virker skadeligt paa Menneskene ved Dine Exeperimenter. Du synes at have Fordelen paa Din Side; Du har givet en fattig Kone fem Rbd., opfyldt hendes høieste Ønske, og dog tilstaaer Du jo selv, at det ligesaa godt kunde virke saaledes paa hende, at hun, som Jobs Hustru raader ham at gjøre, bandede Gud. Du vil vel sige, at disse Følger ikke stod i Din Magt og at naar man saaledes vil beregne Følgerne, kan man slet ikke handle; men jeg vil svare: jo vist kan man handle. Dersom jeg havde havt fem Rbd., vilde jeg maaskee ogsaa have givet hende dem, men vilde tillige være bleven mig bevidst, at jeg ikke forholdt mig experimenterende; jeg vil holde mig overbeviist om, at det guddommelige Forsyn, som hvis ringe Redskab jeg i hiint Øieblik følte mig, vel vilde styre Alt til det Bedste, og selv havde jeg Intet at bebreide mig. Hvor usikkert og svævende Dit Liv er, det vil Du ogsaa kunne overbevise Dig om derved, at Du slet ikke er sikker paa, at det engang vil falde Dig tungt paa Sinde, at Din hypochondre Skarpsindighed og Spidsfindighed kan hexe Dig ind i en Kreds af Conseqventser, som Du forgjæves vil søge at arbeide Dig ud af, at Du vil sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at finde den fattige Kone igjen, for at iagttage, hvad Indtryk det har gjort paa hende, „samt paa hvilken Maade hun bedst bør paavirkes”; thi Du bliver altid den Samme, aldrig klogere. Med Din Lidenskabelighed var det vel muligt, at Du kunde beslutte Dig til at glemme Dine store Planer, Dine Studier, kort Alt kunde blive Dig ligegyldigt i Sammenligning med den Tanke, at finde hiin fattige Kone, som maaskee var død og borte for længe siden. Paa den Maade søger Du at bøde paa, hvad Du har gjort galt, og saaledes bliver Din Livs-Opgave i sig saa stridig, at man kan sige, at Du paa engang vil være Skjæbnen og vor Herre, en Opgave, som vor Herre ikke selv kan realisere, thi han er kun det Ene. Den Iver, Du da lægger for Dagen, kun vel være ret roesværdig, men seer Du dog ikke, hvorledes det klarere og klarere viser sig, at det Du mangler, aldeles mangler, er Tro. Istedetfor at frelse Din Sjæl ved at betroe Alt i Guds Haand, istedetfor at skyde denne Gjenvei, foretrækker Du den uendelige Omvei, som maaskee aldrig vil føre Dig til Maalet. Du vil nu formodentlig sige: ja paa den Maade behøver man aldrig at handle; jeg vil svare: jo vist, naar Du veed med Dig selv, at Du har en Plads i Verden, dee er Din, paa hvilken Du bør samle al Din Virksomhed; men at handle saaledes som Du gjør, det grændser jo til Vanvid. Du vil sige, at om Du end lagde Hænderne i Skjødet og lod Gud sørge, saa var Konen dermed maaskee ikke hjulpen; jeg vil svare: vel muligt, men Du var hjulpen, og Konen var det ogsaa, dersom hun ligeledes betroede sig til Gud. Og seer Du da ikke, at dersom Du nu virkelig tog Reisestøvlerne paa, og vandrede ud i Verden og spildte Din Tid og Din Kraft, saa gik Du Glip af al anden Virksomhed, Noget, der maaskee i en senere Tid atter vilde plage Dig. Men som sagt, denne lunefulde Existents er den ikke Troløshed? Vel synes det in casu, at Du ved at vandre Verden rundt for at finde den fattige Kone, viste en overordentlig, en uhørt Grad af Trofasthed; thi der var jo ikke det mindste Egoistiske, der bevægede Dig; det var jo ikke som naar en Elsker reiser efter den Elskede; nei det var reen Sympathi. Jeg vil svare: Du skulde dog vel vogte Dig for at kalde hiin Følelse Egoisme, men det er Din sædvanlige oprørske Uforskammenhed. Alt hvad der ved guddommelige og menneskelige Love er etableret, det foragter Du, og for at blive fri derfor, griber Du det Tilfældige, som her en fattig Dig ubekjendt Kone. Og hvad Din Sympathi angaaer, saa var den maaskee reen Sympathi — for Dit Experiment. Overalt glemmer Du, at Din Existents i Verden dog umuligt kan være betegnet blot paa det Tilfældige, og at i det Øieblik Du gjør dette til Hovedsagen, Du aldeles glemmer, hvad Du er Dine Nærmeste skyldige. Jeg veed meget vel, at Du ikke mangler sophistisk Kløgt til at besmykke eller ironisk Smidighed til at underbyde, Du vil derfor vel svare: jeg er ikke saa storagtig, at jeg skulde indbilde mig at være den, der kan virke for det Hele, det overlader jeg de Udmærkede; naar jeg blot kan virke for noget ganske Enkelt, er jeg tilfreds. Men dette er i Grunden en uhyre Løgn; thi Du vil slet ikke virke, Du vil experimentere, og fra dette Synspunkt betragter Du Alt, ofte med megen Frækhed; og Virksomhed er altid Gjenstand for Din Spot, som da Du engang yttrede om en Mand, der paa en latterlig Maade var kommen af Dage, Noget der da gottede Dig i mange Dage, at man vidste forresten Intet om hans Livs Betydning for det Hele og det Store, men nu kunde man sige om ham, at han i Sandhed ikke havde levet forgjæves.

Som sagt, det Du vil være er — Skjæbnen. Stands nu et Øieblik. Jeg agter ikke at præke for Dig, men der er en Alvor, som jeg veed Du har endog en ualmindelig dyb Agtelse for, og Enhver, som har Magt nok til at fremkalde den hos Dig, eller Tillid nok til Dig til at lade den fremtræde hos Dig, vil i Dig, det veed jeg, see en ganske Anden. Tænk Dig, for at tage det Høieste, tænk Dig, al Alts almægtige Ophav, at Gud i Himmelen saaledes blot vilde sætte sig som en Gaade for Menneskene, vilde lade hele Menneskeslægten svæve i denne rædsomme Uvished, vilde der da ikke være Noget, der vilde oprøre sig derimod i Dit Inderste, vilde Du noget Øieblik kunne udholde denne Qval, eller vilde Du noget Øieblik kunne bringe Din Tanke til at fastholde denne Rædsel! Og dog maatte han vel nærmest, om jeg saa tør sige, bruge dette stolte Ord: hvad vedkommer Mennesket mig. Men derfor er det heller ikke saaledes; og naar jeg udsiger, at Gud er ubegribelig, da opløfter min Sjæl sig til det Høieste, det er netop i de saligste Øieblikke, at jeg udsiger det, ubegribelig, fordi hans Kjærlighed er ubegribelig, ubegribelig, fordi hans Kjærlighed overgaaer al Forstand. Udsagt om Gud betegner det det Høieste; naar man nødsages til at udsige det om et Menneske, betegner det altid en Feil, stundom en Synd. Og Christus ansaae det ikke for et Rov at være Gud liig, men ydmygede sig selv, og Du vil ansee de aandelige Gaver, der ere Dig skjænkede, for at være et Rov. Betænk dog, Dit Liv gaaer hen, engang vil vel den Tid ogsaa komme for Dig, da Dit Liv ligger afsluttet, da der ikke mere er anviist Dig nogen Udvei til at leve, da Erindringen ene er tilbage, Erindringen, men ikke i den Forstand, hvori Du elsker den saa meget, denne Blanding af Digt og Sandhed, men Samvittighedens alvorlige og trofaste Erindring; Vogt Dig for, at den ikke vil rulle en Liste op far Dig, vel ikke af egentlige Forbrydelser, men af fortærede Muligheder, Skyggebilleder, som det vil være Dig en Umulighed at forjage. Endnu er Du ung, den aandelige Smidighed, Du er i Besiddelse af, klæder Ungdommen godt og forlystes Øiet en Stund. Man frapperes ved at see en Clown, hvis Ledemod ere saa bløde, at al Nødvendighed for Menneskets Gang og Stilling i ham er ophævet; saaledes er Du i aandelig Forstand, Du kan ligesaa godt staae paa Hovedet som paa Benene, Alt er Dig muligt, og ved denne Mulighed kan Du overraske Andre og Dig selv; men det er usandt, og for Din egen Roligheds Skyld beder jeg Dig see til, at hvad der er et Fortrin hos Dig, ikke ender med at blive en Forbandelse. Ethvert Menneske, der har en Overbeviisning, kan ikke saaledes efter Behag vende op og ned paa sig selv og paa Alt. Jeg advarer Dig derfor ikke for Verden, men for Dig selv og Verden for Dig. Saa meget er vist, dersom jeg havde en Datter i den Alder, at der kunde være Tale om, at hun kunde paavirkes af Dig, saa vilde jeg i høi Grad advare hende, især hvis hun tillige skulde være aandelig begavet. Og skulde der ikke være Grund til at advare mod Dig, da jeg, der dog indbilder mig at turde maale mig med Dig om ikke i Smidighed, saa dog i Fasthed og Holdning, om ikke i det Ustadige og Glimrende, dog vel i det Faste — da jeg virkelig undertiden med en vis Uvillie føler, at Du bestiller mig, at jeg lader mig henrive af Din Overgivenhed, af den tilsyneladende godmodige Vittighed, hvormed Du spotter Alt, lader mig henrive til denne samme æsthetisk-intellektuelle Berusethed, i hvilken Du lever. Jeg føler derfor vel, at jeg mod Dig har en vis Grad af Usikkerhed, idet jeg snart er for streng, snart for eftergivende. Det er imidlertid ikke saa besynderligt; thi Du er som et Indbegreb af al Mulighed, derfor maa man snart i Dig see Muligheden af Din Fordærvelse, snart af Din Frelse. Du forfølger enhver Stemning, enhver Tanke, god eller ond, glad eller sørgelig, til dens yderste Grændse, dog saaledes, at dette skeer mere in abstracto end in concreto, at denne Forfølgelse selv mere er en Stemning, hvoraf Intet resulterer Andet end en Viden om den, end ikke saa meget, at det bliver Dig vanskeligere eller lettere næste Gang at hengive Dig i den samme Stemning; thi Du beholder bestandig Muligheden dertil. Man kan derfor næsten bebreide Dig Alt og slet Intet, fordi det er og dog ikke er hos Dig. Du vedkjender Dig eller vedkjender Dig ikke, efter Omstændighederne, at have havt en saadan Stemning, men Du er utilgængelig for enhver Tilregnelse; det, det kommer Dig an paa, er, at Du har havt Stemningen fuldstændig, pathetisk sand.

Det var altsaa om Ægteskabets æsthetiske Betydning jeg vilde handle. Dette kunde synes at være en overflødig Undersøgelse, at være Noget, Enhver vilde indrømme, da det ofte nok er paavist; thi har nu ikke gjennem Aarhundreder Riddere og Eventyrere udstaaet utrolig Møie og Besvær for endelig at havne i et lykkeligt Ægteskabs stille Fred; har ikke gjennem Aarhundreder Romanskrivere og Romanlæsere arbeidet sig igjennem eet Bind efter det andet, for at standse ved et lykkeligt Ægteskab, og har ikke den ene Slægt efter den anden atter og atter troligt udholdt fire Akters Besværligheder og Forviklinger, naar der blot var nogenlunde Sandsynlighed for et lykkeligt Ægteskab i femte. Imidlertid er der ved disse uhyre Anstrengelser udrettet saare lidet til Ægteskabets Forherligelse, og jeg tvivler meget om, at der nogensinde har været noget Menneske, der ved Læsning af slige Skrifter har følt sig gjort dygtigt til at fuldkomme den Opgave, han har sat sig, eller følt sig orienteret i Livet; thi dette er netop det Fordærvelige, det Usunde ved hine Skrifter, at de ende, hvor de skulde begynde. Efter de mange overstandne Fata synke endelig de Elskende i hinandens Arme, Teppet falder, Bogen ender, men Læseren er lige klog; thi det behøves der i Sandhed ikke stor Kunst til, forudsat at Kjærligheden i sin første Opblussen er tilstede, da at have Mod og Kløgt nok til af al sin Kraft at kæmpe for Besiddelsen af det Gode, man anseer for det eneste, men derimod vel Besindighed, Viisdom, Taalmod til at beseire den Mathed, der ofte pleier at følge oven paa et opfyldt Ønske. Det ligger ganske naturligt i Kjærlighedens første Opblussen, at den ikke synes at kunne lide Besværligheder nok for at erhverve Besiddelsen af den elskede Gjenstand, ja den er tilbøielig til, forsaavidt der ikke er Farer tilstede, da selv at forskaffe sig saadanne blot for at beseire dem. Dette er denne Retnings hele Opmærksomhed henvendt paa, og saasnart Farerne ere beseirede, saa veed Maskinmesteren Beskeed. Det er derfor sjeldnere, at man seer en Vielse eller læser om den, uden forsaavidt Operaen og Balletten har forbeholdt sig dette Moment, der vel kan give Anledning til et og andet dramatisk Galimathias, til pragtfulde Optog, til en Figurants betydningfulde Gestikulationer og himmelske Øiekast, til Vexling af Ringene &c. Det, der er det Sande i denne hele Udvikling, det egentlige Æsthetiske, ligger i, at Kjærligheden bliver sat i Stræben, at denne Følelse sees kæmpende sig gjennem en Modsætning. Det, der er det Forfeilede, er, at denne Kamp, denne Dialektik er aldeles udvortes, og at Kjærligheden udgaaet ligesaa abstrakt af denne Kamp, som den indgik i den. Naar først Forestillingen om Kjærlighedens egen Dialektik vaagner, Forestillingen om dens pathologiske Kampe, om dens Forhold til det Ethiske, det Religiøse, da vil man i Sandhed ikke behøve haardhjertede Fædre eller Jomfrubure eller fortryllede Prindsesser eller Trolde og Uhyrer for at give Kjærligheden fuldt op at bestille. I vor Tid træffer man nu sjeldnere paa slige grusomme Fædre, eller slige rædsomme Uhyrer, og forsaavidt derfor den nyere Literatur har dannet sig i Lighed med en ældre, saa er egentlig Penge bleven det Modsætnings-Medium, igjennem hvilket Kjærligheden bevæger sig, og man slider sig da atter igjennem fire Akter, naar der er grundede Udsigter til at en riig Onkel kan døe i femte.

Det er imidlertid sjeldnere Tilfælde, at man seer slige Præstationer, og i det Hele taget er den nyere Literatur fuldt op beskjæftiget med at gjøre Kjærligheden i den abstrakte Umiddelbarhed, i hvilken den bestod i den egentlige Roman-Verden, latterlig. Naar man saaledes betragter Scribes Theater-Virksomhed, saa vil man finde det som et af hans Hoved-Themaer, at Kjærlighed er en Illusion. Dog dette behøver jeg blot at erindre Dig om; Du har altfor megen Sympathi med Scribe og hans Polemik, idetmindste troer jeg, at Du vilde gjøre den gjældende mod hele Verden, om Du end vilde forbeholde den ridderlige Kjærlighed for Dig selv; thi Du er saa langt fra at være blottet for Følelse, at Du, hvad Følelse angaaer, er det mest jaloux Menneske, jeg kjender. Jeg erindrer, Du engang sendte mig en lille Kritik over Scribes „den første Kjærlighed”, der var skreven med en næsten fortvivlet Enthusiasme. Du paastod deri, at det var det Bedste, Scribe nogensinde havde skrevet, og at dette Stykke rigtigt forstaaet alene var tilstrækkeligt til at gjøre ham udødelig. Jeg vil nævne et andet Stykke, der, som det synes mig, igjen viser Mangelen ved det, Scribe sætter istedet. Det er: „For evig”. Her ironisere han over en første Kjærlighed. Ved Hjælp af en kløgtig Moder, der tillige er en fiin Verdensdame, oprettes en ny Kjærlighed, som hun anseer for paalidelig; men for den Tilskuer, der ikke vil være tilfreds med, at Digteren her ganske vilkaarligt har sat Punktum, viser det sig let, at der ligesaa godt kunde komme en tredie. Overhovedet er det mærkeligt, i hvor høi en Grad den nyere Poesi er tærende, og saaledes har den alt i længere Tid levet af Kjærlighed. Vor Tid erindrer meget om den græske Stats Opløsning, Alt bestaaer, og dog er der Ingen, der troer derpaa. Det usynlige aandelige Baand, der giver det Gyldighed, er forsvundet, og saaledes er hele Tiden paa eengang comisk og tragisk; tragisk fordi den gaaer under, comisk fordi den bestaaer, thi det er dog bestandigt det Uforkrænkelige der bærer det Forkrænkelige, det Aandelige det Legemlige, og dersom det lod sig tænke, at et afsjælet Legeme kunde en liden Stund endnu fuldkomme de sædvanlige Funktioner, vilde det paa samme Maade være comisk og tragisk. Men lad kun Tiden fortære, og jo mere den faaer fortæret af den substantielle Gehalt, der laae i den romantiske Kjærlighed, med desto større Forfærdelse vil den ogsaa engang, naar denne Tilintetgjørelse ikke mere behager, blive sig bevidst hvad den har tabt, og med Fortvivlelse føle sin Ulykke.

Vi ville nu see, hvorvidt det er lykkedes den Tid, der har tilintetgjort den romantiske Kjærlighed, at sætte noget bedre istedet. Først vil jeg dog angive Kjendetegnene paa den romantiske Kjærlighed. Man kunde med eet Ord sige, den er umiddelbar; at see hende og elske hende var eet, eller uagtet hun kun gjennem en Ridse af det tillukkede Jomfrubuurs Vindue saae ham en eneste Gang, saa elskede hun ham dog fra dette Øieblik, ham ene i hele Verden. Jeg turde nu vel egentlig efter Aftale her give Plads for nogle polemiske Udgydelser, for derved hos Dig at befordre den Secretion af Galde, der er en nødvendig Betingelse for en sund og gavnlig Tilegnelse af hvad jeg har at sige. Imidlertid kan jeg dog ikke beslutte mig dertil, og det af to Grunde, deels fordi det i vor Tid, er temmeligt forslidt, og oprigtigt talt er det ubegribeligt, at Du i denne Henseende vil være med Strømmen, da Du ellers altid er imod; deels fordi jeg virkelig har bevaret en vis Tro paa Sandheden deraf, en vis Ærbødighed derfor, en, vis Veemod derved. Jeg nævner derfor blot Løsnet til Din Polemik i denne Retning, Overskriften over en lille Opsats af Dig, empfindsame og ubegribelige Sympathier eller to Hjerters harmonia præstabilita. Hvad Goethe med saa megen Kunst i hans Wahlverwandschaften først har ladet os ane i Naturens Billedsprog for siden at realisere i Aandens Verden, det er det vi her tale om, kun at Goethe har bestræbt sig for, at motivere denne Tiltrækning gjennem en Succession af Momenter (maaskee for at vise Forskjellen mellem Aandens Liv og Natur-Livet) og ikke udhævet den Hurtighed, den forelskede Utaalmodighed og Bestemthed, hvormed det Sammenhørende søger sammen. Og er det dog ikke skjønt saaledes at tænke sig, at to Væsener ere bestemte for hinanden! Hvor ofte har man dog ikke en Trang til at gaae ud over den historiske Bevidsthed, en Længsel, en Hjemvee efter den Urskov, der ligger bag ved os, og faaer denne Længsel ikke dobbelt Betydning, naar dertil knytter sig Forestillingen om et andet Væsen, der ogsaa har sit Hjem i hine Egne. Ethvert Ægteskab, endog det, der er indgaaet efter besindigt Overlæg, har derfor en Trang til, idetmindste i enkelte Øieblikke, at tænke sig en slig Forgrund. Og hvor skjønt er det ikke, at den Gud, der er Aand, tillige elsker den jordiske Kjærlighed. At der nu blandt Ægtefolk lyves meget i denne Henseende, det vil jeg gjerne indrømme Dig, og at Dine Observationer i denne Retning ofte have moret mig, men det Sande deri bør man ikke glemme. Maaskee tænker En og Anden, at det dog er bedre, at have fuldkommen Raadighed i Valget af „sit Livs Ledsagerinde” , men en saadan Yttring røber en høi Grad af Bornerethed og taabelig Forstands-Vigtighed, og aner ikke, at den romantiske Kjærlighed er fri i sin Genialitet, og at netop denne Genialitet er det Store i den.

Den romantiske Kjærlighed viser sig som umiddelbar derved, at den blot hviler i Naturnødvendighed. Den er baseret paa Skjønhed, deels paa sandselig Skjønhed, deels paa den Skjønhed, der gjennem og i og med det Sandselige lader sig forestille, dog ikke saaledes at det er gjennem en Overveielse den kommer tilsyne; men saaledes som den bestandig staaer paa Springet til at yttre sig, titter frem derigjennem. Uagtet denne Kjærlighed væsentlig er baseret paa det Sandselige, er den dog ædel ved den Evigheds-Bevidsthed, den optager i sig; thi det er det, der adskiller al Kjærlighed fra Vellyst, at den har et Evighedens Præg paa sig. De Elskende ere inderligen overbeviste om, at deres Forhold er et i sig fuldendt Hele, der aldrig vil kunne forandres. Men da denne Forvisning kun er begrundet paa Natur-Bestemmelse, saa er det Evige baseret paa det Timelige og hæver derved sig selv. Da denne Forvisning ingen Prøvelse har gjennemgaaet, ingen høiere Begrundelse har fundet, saa viser den sig som en Illusion, og derfor er det saa let at gjøre den latterlig. Imidlertid skulde man ikke være saa redebon hertil, og det er i Sandhed væmmeligt at see i den nyere Comedie disse erfarne, intrigante, blødagtige Qvinder, der veed, at Kjærlighed er en Illusion. Jeg veed intet saa vederstyggeligt Væsen som en saadan Qvinde. Ingen Udsvævelse er mig saa modbydelig, og Intet er mig saa oprørende som at see en ung elskovsrig Pige i Hænderne paa en saadan. Det er i Sandhed Forfærdeligere end at tænke sig hende i Hænderne paa en Klub af Forførere. Det er sørgeligt at see en Mand; der har faaet Bugt med alt det Substantielle i Livet, men at see en Qvinde paa denne Afvei er rædsomt. Dog, som sagt, den romantiske Kjærlighed har en Analogi til det Sædelige i den formeentlige Evighed, der adler den og frelser den fra den blotte Sandselighed. Det Sandselige er nemlig det Momentane. Det Sandselige søger den øieblikkelige Tilfredsstillelse, og jo mere forfinet det er, desto mere veed det at gjøre Nydelsens Øieblik til en lille Evighed. Den sande Evighed i Kjærligheden, som er den sande Sædelighed, frelser den derfor egentlig først ud af det Sandselige. Men for at frembringe denne sande Evighed udkræves en Villiebestemmelse; dog herom mere siden.

Svagheden ved den romantiske Kjærlighed har vor Tid meget godt indseet, dens ironiske Polemik imod den har ogsaa stundom været ret morsom; om den har afhjulpet Brøsten og hvad den har sat istedet ville vi nu see. Man kan sige, at der har slaaet to Veie ind, af hvilke den ene strax ved første Øiekast viser sig som en Afvei, det vil sige, som usædelig; den anden, som er respektablere, gaaer dog, troer jeg, Glip af det Dybere i Kjærligheden. Dersom nemlig Kjærlighed beroer paa det Sandselige, saa indseer Enhver jo let, at denne umiddelbare ridderlige Trofasthed er en Daarskab. Hvad Under da at Qvinden vil emanciperes, et af vor Tids mange uskjønne Phænomener, hvori Mændene ere Skyld. Det Evige i Kjærligheden bliver Gjenstand for Spot, det Timelige holdes tilbage, men det Timelige igjen raffineret i en sandselig Evighed, i Omfavnelsens evige Øieblik. Hvad jeg her siger, det har ikke sin Anvendelse blot paa en eller anden Forfører, der som et Rovdyr lusker om i Verden, nei, det passer paa et talrigt Chor af ofte høist begavede Mennesker, og det er ikke blot Byron, der erklærer Kjærlighed for Himmerig, Ægteskab for Helvede. Man seer nu tydelig, at her er en Reflexion, Noget den romantiske Kjærlighed ikke har. Denne kan gjerne tage Ægteskabet med, tage den kirkelige Velsignelse som en skjøn Festlighed mere, uden at denne dog egentlig faaer Betydning for den som saadan. Paa Grund af hiin Reflexion har den omtalte Kjærlighed med en forfærdelig Forstandens Urokkelighed og Forhærdelse udfundet en ny Definition paa, hvad ulykkelig Kjærlighed er, det nemlig at blive elsket, naar man ikke længer elsker, ikke det at elske uden at finde Gjenkjærlighed. Og i Sandhed, dersom denne Retning vidste, hvor meget Dybsindigt der ligger i disse faa Ord, da vilde den selv gyse tilbage; thi de indeholde foruden alt det Erfarne, Kløgtige, Raffinerede, tillige en Anelse om, at der er en Samvittighed til. Momentet bliver altsaa Hovedsagen, og hvor ofte har man ikke hørt disse frække Ord af en saadan Elsker til den ulykkelige Pige, som kun kunde elske eengang: jeg forlanger ikke saa meget, jeg nøies med mindre; det være langt fra mig at fordre, at Du skal vedblive at elske mig i al Evighed, naar Du blot elsker mig i det Øieblik, hvori jeg ønsker det. Saadanne Elskere veed nu meget godt, at det Sandselige er forgængeligt, de veed tillige, hvilket der er det skjønneste Øieblik, og dermed ere de tilfredse. Absolut usædelig er naturligvis en saadan Retning; i Tanken indeholder den derimod paa en Maade et Avancement henimod vort Maal, forsaavidt den nedlægger en formelig Protest mod Ægteskabet. Forsaavidt den samme Retning søger at antage et lidt anstændigere Udvortes, saa indskrænker den sig ikke blot til det enkelte Øieblik, men udvider dette til en længere Tid, dog saaledes, at den istedetfor at optage det Evige i sin Bevidsthed, optager det Timelige, eller hilder sig i denne Modsætning af det Evige med Forestillingen om en mulig Forandring i Tid. Den mener, en Tid lang kan man nok holde ud at leve sammen, men den vil holde en Udvei aaben til, hvis der viste sig et lykkeligere Valg, da at turde vælge. Den gjør Ægteskabet til en borgerlig Indretning; man behøver blot at melde det for vedkommende Øvrighed, at nu er dette Ægteskab forbi og et nyt indgaaet, ligesom man melder, at man er flyttet. Om Staten er tjent dermed, skal jeg lade uafgjort; for den Enkelte maa det i Sandhed være et besynderligt Forhold. Man seer det derfor vel heller aldrig realiseret i Virkeligheden, men Tiden truer bestandig dermed. Og der vilde dog virkelig ogsaa høre en høi Grad af Frækhed dertil; jeg troer ikke, at dette Ord er for haardt derom, ligesom det og især hos den qvindelige Participant i denne Association vilde røbe et til Fordærvelse grændsende Letsind. Der er imidlertid en ganske anden aandelig Disposition, der let kan faae et lignende Indfald, og det er den, jeg her nærmest vil behandle, da den er meget charakteristisk for vor Tid. En saadan Plan kan nemlig have sin Grund i egoistisk eller sympathetisk Tungsind. Man har nu talt længe nok om Tidens Letsind; jeg troer, det er paa den høie Tid at tale lidt om dens Tungsind, og jeg haaber, at Alt skal klare sig bedre. Eller er Tungsind ikke Tidens Brøst, er det ikke den, der gjenlyder endog i dens letsindige Latter, er det ikke Tungsind, der har berøvet os Mod til at befale, Mod til at lyde, Kraft til at handle, Tillid til at haabe? Og naar nu de gode Philosopher gjøre Alt for at give Virkeligheden Intensitet, blive vi da ikke snart saa fuldstoppede, at vi qvæles deraf. Alt er bortskaaret undtagen det Nærværende; hvad Under da, at man i idelig Angst for at miste det, mister det. Nu er det vel sandt, at man ikke bør forsvinde i et flygtende Haab, og at det ikke er paa den Maade, man skal forklares i Skyerne, men for i Sandhed at nyde maa man have Luft, og det er ikke blot i Sorgens Øieblik det gjælder om at have Himmelen aaben, ogsaa i Glædens Tid gjælder det at have en fri Udsigt og Fløidørene paa vid Gab. Vel taber Nydelsen tilsyneladende en vis Grad af den Intensitet, den har ved Hjælp af en saadan ængstende Begrændsning; men derved turde ikke være tabt meget, da den har en Deel tilfælles med den intensive Nydelse, der koster de Straßburger Gjæs Livet. Dette turde maaskee falde vanskeligere at faae Dig til at indsee, hvorimod jeg vist ikke nærmere behøver at udvikle for Dig Betydningen af den Intensitet, man paa den anden Maade opnaaer. I denne Henseende er Du nemlig Virtuos, Du, cui di dederunt formam, divitias, artemque fruendi. Dersom det at nyde var Hovedsagen i Livet, da vilde jeg sætte mig ved Dine Fødder for at lære; thi heri er Du Mester. Snart kan Du gjøre Dig til en Olding for at indsuge i langsomme Drag gjennem Erindringens Tragt det Oplevede, snart er Du i den første Ungdom blussende af Haab, snart nyder Du mandligt, snart qvindeligt, snart umiddelbart, snart Reflexionen over Nydelsen, snart Reflexionen over Andres Nydelse, snart Afholdenheden fra Nydelse; snart hengiver Du Dig, Dit Sind er aabent, tilgængeligt som en By, der har capituleret, Reflexionen er forstummet, og ethvert Skridt af de Fremmede gjenlyder i de tomme Gader, og dog bliver der altid en iagttagende lille Yderpost tilbage; snart lukker Dit Sind sig, Du forskandser Dig, utilgængelig og steil. Saaledes forholder det sig, og Du vil tillige see, hvor egoistisk Din Nydelse er, og at Du aldrig hengiver Dig, aldrig lader Andre nyde Dig. Forsaavidt kan Du vel have Ret i at spotte over de Mennesker, hvem enhver Nydelse tærer paa, for at tage et Exempel, de forliebte Mennesker med de lasede Hjerter, da Du derimod ypperligt forstaaer den Kunst at forliebe Dig saaledes, at denne Kjærlighed bliver Relief for Din egen Personlighed. Du veed nu meget god Besked om at den mest intensive Nydelse ligger i at fastholde Nydelsen med Bevidsthed om, at den i næste Øieblik maaskee forsvinder. Derfor har Finalen i Don Juan behaget Dig saa meget. Forfulgt af Politiet, af hele Verden, af Levende og Døde, ene i et afsides Værelse famler han endnu engang al sin Sjæls Kraft, svinger han endnu engang Pokalen, fryder hans Sjæl sig endnu engang ved Musikens Toner.

Dog jeg vender tilbage til mit Foregaaende, at en deels egoistisk, deels sympathetisk Tungsindighed kan foranledige hiin Anskuelse. Den egoistiske frygter naturligviis for sin egen Skyld, og er som al Tungsindighed nydelsessyg. Den har en vis overspændt Ærbødighed, en hemmelig Gru for en Forbindelse for hele Livet. „Hvad kan man stole paa, Alt kan forandre sig, maaskee kan dette Væsen, jeg nu næsten tilbeder, forandre sig, maaskee kan senere Skjæbner bringe mig i Forbindelse med et andet Væsen, der dog først i Sandhed vil blive det Ideal, jeg har drømt mig.” Den er som al Tungsindighed trodsig og veed det med sig selv; den tænker, maaskee netop dette, at jeg knytter mig til Een med et uopløseligt Baand, vil gjøre, at dette Væsen, jeg ellers vilde elske af min ganske Sjæl, bliver mig utaaleligt, maaskee, maaskee o. s. v. Det sympathetiske Tungsind er smerteligere og ogsaa noget ædlere, det frygter sig selv for den Andens Skyld. Hvo veed sig saa sikker, at man ikke kan forandres, maaskee det, jeg nu anseer for det Gode hos mig, kan forsvinde, maaskee det, hvorved jeg nu fængsler den Elskede, og som jeg kun ønsker at beholde for hendes Skyld, kan tages fra mig, og nu staaer hun der, skuffet, bedraget, maaskee viser der sig en glimrende Udsigt for hende, hun fristes, hun bestaaer maaskee ikke i Fristelsen, store Gud, det skulde jeg have paa min Samvittighed; jeg har Intet at bebreide hende, det er mig, der er bleven forandret, jeg tilgiver hende Alt, naar hun blot kan tilgive mig, at jeg var saa uforsigtig at tillade hende at gjøre et saa afgjørende Skridt. Vel veed jeg med mig selv, at jeg saa langt fra at besnakke hende, snarere advarede hende mod mig selv, at det var hendes fri Beslutning, men maaskee har denne Advarsel netop fristet hende, ladet hende i mig see et bedre Væsen end jeg var &c. &c. Man vil let indsee, at en saadan Tænkemaade ligesaa lidt er tjent med en Forbindelse paa ti Aar som med en paa fem, ja end ikke med en Forbindelse, som den Saladin sluttede med de Christne paa ti Aar, ti Maaneder, ti Uger, ti Dage og ti Minutter; og ligesaa lidet tjent med en saadan Forbindelse som med en for hele Livet. Man seer meget godt, at en saadan Tænkemaade kun altfor dybt føler Betydningen af det Ord, at enhver Dag har sin Plage. Den er et Forsøg paa hver Dag at leve, som om denne Dag var den afgjørende, et Forsøg paa at leve, som om man hver Dag var til Examen. Naar man derfor i vore Dage finder en stor Tilbøielighed til at neutralisere Ægteskabet, saa er det ikke fordi man som i Middelalderen anseer det ugifte Liv for fuldkomnere, men det har sin Grund i Feighed, i Nydelsessyge. Det vil tillige indlyse, at slige Ægteskaber, indgaaede paa bestemt Tid, nytte til Intet, da de medføre samme Vanskeligheder som de, der ere indgaaede for hele Livet, og tillige ere saa langt fra at give de Paagjældende Styrke til at leve, at de tværtimod enervere det ægteskabelige Livs inderste Kraft, slappe den Villiens Energi og forkleine den Tillidens Velsignelse, som Ægteskabet eier. Det er tillige klart allerede og vil senere endnu mere blive det, at slige Associationer ikke ere Ægteskaber, da de, skjøndt indtraadte i Reflexionens Sphære, dog ikke have naaet den Evigheds-Bevidsthed, som Sædeligheden har, og som først gjør Forbindelsen til Ægteskab. Det er ogsaa Noget, Du aldeles vil være enig med mig i; thi hvor ofte og hvor sikkert har ikke Din Spot og Din Ironi velfortjent rammet slige Stemninger („de tilfældige Forliebelser eller Kjærlighedens slette Uendelighed”), hvor En med sin Forlovede seer ud af Vinduet, og i det Samme en ung Pige dreier om Hjørnet ind i en anden Gade, og det da falder ham ind, det er hende jeg egentlig er forelsket i; men idet han vil forfølge Sporet, bliver han atter forstyrret o. s. v.

Den anden Udvei, den anstændige, var Fornuftgiftermaalet. Man hører strax paa Benævnelsen, at man er indtraadt i Reflexionens Sphære. En og Anden, og deriblandt ogsaa Du, har altid gjort betænkelige Miner ved det Giftermaal, som her tilsigtes mellem den umiddelbare Kjærlighed og den beregnende Forstand; thi egentlig burde man dog, naar man vil ære Sprogbrug, kalde det Forstandsgiftermaal. Især pleier Du altid med megen Tvetydighed at anbefale „Agtelse” som en solid Grundvold for en ægteskabelig Forbindelse. Det viser, hvor gjennemreflekteret Tiden er, at den maa hjælpe sig med en saadan Udvei som et Fornuftgiftermaal. Forsaavidt som en saadan Forbindelse giver Afkald paa den egentlige Kjærlighed, saa er den idetmindste conseqvent; men viser tillige derved, at den ikke er en Løsning af Opgaven. Et Forstands-Giftermaal er derfor at ansee, som en Art Capitulation, hvilken Livets Forviklinger nødvendiggjøre. Men hvor sørgeligt er det dog ikke, at det ligesom er den eneste Trøst, vor Tids Poesi har tilbage, den eneste Trøst den at fortvivle; thi det er jo aabenbart Fortvivlelse, der gjør en saadan Forbindelse antagelig. Den indgaaes derfor ogsaa gjerne mellem Personer, der forlængst have traadt deres Børneskoe, og som tillige have lært, at den egentlige Kjærlighed er en Illusion, og dens Realisation i det Høieste et pium desiderium. Det, den derfor træder i Forhold til, er Livets Prosa, Udkomme, Anseelse i det sociale Liv o.s.v. Forsaavidt den har neutraliseret det Sandselige i Ægteskabet synes den at være sædelig; men det bliver dog et Spørsmaal, om ikke denne Neutralisation er ligesaa usædelig som den er uæsthetisk. Eller om det Erotiske end ikke aldeles er neutraliseret, saa er det dog forknyttet ved en nygtern Forstandsbetragtning over, at man skal være forsigtig, ikke altfor rask til at vrage, at Livet dog aldrig giver det Ideale, at det er et ret anstændigt Parti o.s.v. Det Evige, der, som allerede ovenfor er viist, hører med til ethvert Ægteskab, er altsaa egentlig ikke her tilstede; thi en Forstandsberegning er altid timelig. En saadan Forbindelse er derfor paa eengang usædelig og skrøbelig. En skjønnere Skikkelse kan et saadant Fornust-Ægteskab antage, naar det Bestemmende er noget Høiere. I saa Fald er det da et selve Ægteskabet fremmed Motiv, der bliver det afgjørende, som naar f. Ex. en ung Pige af Kjærlighed til sin Familie ægter en Mand, der er istand til at frelse denne. Men netop denne udvortes Teleologi viser lettelig, at vi ikke her kunne søge en Løsning af Opgaven. Paa dette Punkt kunde jeg maaskee passende afhandle de mangfoldige Bevæggrunde til at indgaae et Ægteskab, hvorom der ofte nok er Tale. Slig Overveien og Raisonneren hører netop hjemme i Forstandens Sphære. Jeg vil dog imidlertid hellere forbeholde mig det til et andet Punkt, hvor jeg tillige om muligt kan stoppe Munden paa den.

Det har nu viist sig, hvorledes den romantiske Kjærlighed var bygget paa en Illusion, og at dens Evighed var bygget paa det Timelige, og at, uagtet Ridderen holdt sig inderlig overbeviist om dens absolute Bestandighed, der dog ingen Vished var herfor, da dens Forsøgelse og Fristelse hidtil havde været i et aldeles udvortes Medium. Den var forsaavidt meget godt istand til med en skjøn Pietet at tage Ægteskabet med, men dette fik dog ingen dybere Betydning. Det har viist sig, hvorledes denne umiddelbare, skjønne, men og eenfoldige Kjærlighed, optagen i en reflekterende Tids Bevidsthed, maatte blive Gjenstand for dens Spot og dens Ironi, det har tillige viist sig, hvad en saadan Tidsalder var istand til at sætte istedetfor. En saadan Tid optog tillige Ægteskabet i sin Bevidsthed og erklærede sig nu deels for Kjærligheden, saaledes at Ægteskabet blev udelukket, deels for Ægteskabet, saaledes at man gav Afkald paa Kjærligheden. En forstandig lille Syepige gjør derfor ogsaa den kløgtige Bemærkning i et nyere Drama med Hensyn til de fornemme Herrers Kjærlighed: os elske de, men ægte os ikke; de fornemme Damer elske de ikke, men gifte sig med dem.

Hermed er denne lille Undersøgelse (thi jeg nødsages vel til at kalde, hvad jeg her skriver, saaledes, omendskjøndt jeg først blot havde tænkt mig et større Brev) naaet hen til det Punkt, hvorfra Ægteskabet først ret lader sig belyse. At Ægteskabet væsentlig tilhører Christendommen, at de hedenske Nationer ikke have fuldkommet det, tiltrods for Orientens Sandselighed og al Grækenlands Skjønhed, at end ikke Jødedommen har været istand dertil, tiltrods for det i Sandhed Idylliske, der findes i den, det vil Du vel indrømme mig, uden at jeg behøver videre at gaae ind derpaa, og det saa meget mere, som det vil være tilstrækkeligt blot at erindre om, at Kjøns-Modsætningen intetsteds var saa dybt reflekteret, at det andet Kjøn derved er kommen til sin fuldkomne Ret. Men ogsaa indenfor Christendommen maatte Kjærligheden gjennemgaae mange Fata, inden man naaede hen til at see det Dybe, Skjønne og Sande, der ligger i Ægteskabet. Da imidlertid en reflekterende Tidsalder er den nærmest foregaaende og til en vis Grad den samtidige, saa er det ikke saa let en Sag at vise det, og da jeg i Dig har fundet en saa stor Virtuos i at drage de svage Sider frem, saa er den Opgave, jeg ved Siden af har sat mig, om muligt at overbevise Dig, dobbelt vanskelig. Imidlertid skylder jeg Dig at tilstaae, at jeg er Dig meget forbunden for Din Polemik. Den er, naar jeg tænker mig de mangfoldige adsplittede Yttringer, i hvilke jeg eier den, samlede i Eet, saa talentfuld og opfindsom, at den bliver en god Veileder for den, der vil forsvare; thi Dine Angreb ere ikke saa overfladiske, at de ikke, naar Du eller en Anden gjennemtænker dem, skulde indeholde det Sande i sig, om end hverken Du eller den, Du strider med, mærker det i Kampens Øieblik.

Forsaavidt som det nu viste sig som en Mangel ved den romantiske Kjærlighed, at den ikke var reflekteret, saa kunde det maaskee synes rigtigt, at lade den sande ægteskabelige Kjærlighed begynde med en Art Tvivlen. Dette kunde synes saa meget mere nødvendigt som det er ud af en Reflexions-Verden, vi komme hertil. At et Ægteskab lod sig kunstnerisk udføre efter en saadan Tvivl, det vil jeg ingenlunde negte; men Spørgsmaalet bliver, om dog ikke Ægteskabets Væsen derved allerede er altereret, idet der dog er paatænkt en Skilsmisse mellem Kjærlighed og Ægteskab. Spørgsmaalet er, om det væsentligt tilhører Ægteskabet ved Tvivl om Muligheden af at realisere den første Kjærlighed at tilintetgjøre denne, for gjennem denne Tilintetgjørelse at mulig- og virkeliggjøre den ægteskabelige Kjærlighed, saa at Adam og Evas Ægteskab egentlig blev det eneste, hvori den umiddelbare Kjærlighed var bevaret ukrænket, og det igjen nærmest af den Grund, som Musæus meget vittig udhæver, at der ikke var Mulighed af at elske nogen Anden. Spørgsmaalet bliver, om ikke den umiddelbare, den første Kjærlighed ved at være optagen i en høiere concentrisk Umiddelbarhed var sikkret mod denne Skepsis, saa at den ægteskabelige Kjærlighed ikke behøvede at nedpløie den første Kjærligheds skjønne Forhaabninger, men den ægteskabelige Kjærlighed var selve den første Kjærlighed med en Tilsætning af Bestemmelser, der ikke forringede, men forædlede den. Det er et vanskeligt Problem at vise, og dog er det af uhyre Vigtighed, for at vi ikke i det Ethiske skulle saae en lignende Kløft, som i det Intellektuelle mellem Tro og Viden. Og skjønt, kjære Ven, det vil Du ikke negte mig (thi ogsaa Dit Hjerte har dog Følelse for Kjærlighed, og ogsaa Dit Hoved kjender kun altfor vel Tvivlene), skjønt vilde det dog være, om den Christne turde kalde sin Gud Kjærlighedens Gud, saaledes at han ogsaa derved tænkte paa hiin uudsigelige salige Følelse, hiin evige Magt i Verden — den jordiske Kjærlighed. Forsaavidt jeg derfor i det Foregaaende har antydet den romantiske Kjærlighed og den reflekterende som de discursive Standpunkter, saa vil det her ret vise sig, hvorvidt den høiere Eenhed er en Tilbagevenden til det Umiddelbare, hvorvidt denne, foruden det Mere, den indeholder, tillige indeholder hvad der laae i det Første. Det er nu klart nok, at den reflekterende Kjærlighed bestandig fortærer sig selv, og at den ganske vilkaarligt snart standser paa eet Punkt, snart paa et andet, det er klart, at den viser ud over sig selv til et Høiere, men Spørgsmaalet er, om dette Høiere ikke strax kan træde i Forbindelse med den første Kjærlighed. Dette Høiere er nu det Religiøse, i hvilket Forstands-Reflexionen ender, og som for Gud Intet er umuligt, saaledes er for det religiøse Individ heller Intet umuligt. I det Religiøse finder Kjærligheden atter den Uendelighed, som den i den reflekterende forgjæves søgte. Men dersom det Religiøse, saa vist som det er et Høiere end alt Jordisk, tillige ikke er et i Forhold til den umiddelbare Kjærlighed Excentrisk men med den Concentrisk, saa lod jo Eenheden sig tilveiebringe, uden at den Smerte, som det Religiøse vel kan helbrede, men som dog altid er en dyb Smerte, blev nødvendig. Det er meget sjeldent, at man seer denne Sag gjort til Gjenstand for Overveielse, fordi de, der have Sands for den romantiske Kjærlighed, ikke bryde sig stort om Ægteskabet, og desto værre paa den anden Side saa mange Ægteskaber indgaaes uden den dybere Erotik, der visselig er det Skjønneste i den rene menneskelige Existents. Christendommen holder urokkelig paa Ægteskabet. Dersom altsaa den ægteskabelige Kjærlighed ikke kan rumme al den første Kjærligheds Erotik i sig, saa er Christendommen ikke Menneskeslægtens høieste Udvikling, og det er visselig en hemmelig Angst for en saadan Uovereensstemmelse, der for en stor Deel er Skyld i den Fortvivlelse, hvoraf den nyere Lyrik gjenlyder baade i Vers og i Prosa.

Du seer altsaa, hvad det er for en Opgave jeg har sat. mig, at vise, at den romantiske Kjærlighed kan forenes med og bestaae i Ægteskabet, ja at Ægteskabet er den sande Forklarelse af hiin. Hermed skal nu ingenlunde være kastet nogen Skygge over de ud af Reflexionen og dens Skibbrud sig frelsende Ægteskaber, der skal hverken være negtet, at der lader sig gjøre meget, ikke heller skal jeg være saa udeeltagende, at jeg ikke skulde yde dem min Beundring, ikke heller skal det være glemt, at hele Tidens Retning ofte kan gjøre det til en sørgelig Nødvendighed. Men hvad det Sidste angaaer, maa man dog erindre, at hver Generation og hvert Individ i Generationen til en vis Grad begynder sit Liv forfra, og at der saaledes er en Mulighed for hver især at undflye denne Malstrøm, og ikke mindre, at jo den ene Slægt skal lære af den anden, og at der derfor er en Sandsynlighed for, at, efterat Reflexionen har brugt en Slægt til dette sørgelige Skuespil, at da en følgende vil være lykkeligere. Og hvor mange smertelige Forvirringer Livet endnu kan vise, saa kæmper jeg for to Ting, den uhyre Opgave at vise, at Ægteskabet er den første Kjærligheds Forklarelse, ikke dens Tilintetgjørelse, er dens Ven ikke dens Fjende, og for den for alle Andre saare ubetydelige men for mig desto vigtigere Opgave, at mit ringe Ægteskab har havt denne Betydning, for at erhverve Styrke og Mod til bestandig at fuldkomme denne Opgave.

Og idet jeg nu nærmer mig til denne Undersøgelse, kan jeg dog ikke andet end glæde mig over, at det er til Dig, jeg skriver. Ja saa vist som det er, at jeg til intet andet Menneske vilde yttre mig om mit ægteskabelige Forhold, saa vist er det, at jeg for Dig aabner mig med en tillidsfuld Glæde. Naar stundom Larmen af de stridende og arbeidende Tanker af det uhyre Maskineri, Du bærer i Dig, forstummer, da kommer der stille Øieblikke, der vel i det første Nu næsten ængste ved deres Stilhed, men som ogsaa snart vise sig som i Sandhed vederqvægende. I et saadant Øieblik vil jeg haabe, at denne Afhandling træffer Dig; og ligesom man sorgløs kan betroe Dig Alt hvad man vil, saa længe Maskineriet er i Gang, thi da hører Du Intet: saaledes kan man ogsaa uden at priisgive sig selv fortælle Dig Alt, naar Din Sjæl er stille og høitidelig. Da vil jeg ogsaa tale om hende, om hvem jeg ellers kun taler til den tause Natur, fordi jeg kun vil høre mig selv, hende, hvem jeg skylder saa Meget, blandt Andet ogsaa, at jeg med Frimodighed tør tale den første Kjærligheds og Ægteskabets Sag; thi hvad vilde vel jeg formaae med al min Kjærlighed og al min Stræben, hvis hun ikke kom mig til Hjælp, og hvad vilde jeg vel formaae, hvis hun ikke begeistrede mig til at ville. Og dog veed jeg meget godt, at om jeg sagde dette til hende, saa vilde hun ikke troe mig, ja jeg vilde maaskee handle urigtigt ved at sige det til hende, jeg vilde maaskee forstyrre og bevæge hendes dybe og rene Sjæl.

Det der nu bliver det Første, jeg har at gjøre, er at orientere mig og især Dig i Bestemmelserne af, hvad et Ægteskab er. Det egentlig Constituerende, det Substantielle et aabenbart Kjærligheden eller, om Du bestemtere vil udhæve det, Elskoven. Saasnart denne tages bort, er Samlivet enten en blot Tilfredsstillelse af sandselig Lyst, eller det er en Association, et Compagniskab til en eller anden Hensigts Opnaaelse; men Kjærligheden har netop Evighedens Bestemmelse i sig, hvad enten det er den overtroiske, eventyrlige, ridderlige Kjærlighed, eller den dybere sædelige med en kraftig og levende Forvisning fyldte religiøse Kjærlighed.

Enhver Stand har sine Forrædere, ogsaa Ægtestanden har sine. Jeg mener naturligviis ikke Forførerne, thi de ere jo ikke indtraadte i den hellige Ægtestand (jeg haaber, at denne Undersøgelse maa træffe Dig i en Stemning, i hvilken Du ikke vil smile ad dette Udtryk); jeg mener ikke de, som ved en Skilsmisse ere traadte ud af den, thi de have dog havt Mod til at være aabenbare Oprørere; nei jeg mener de, der kun ere Oprørere i Tanken, der end ikke driste sig at lade det yttre sig i Gjerning, disse usle Ægtemænd, der sidde og sukke over, at Kjærligheden forlængst er fordunstet af deres Ægteskab, disse Ægtemænd, der, som Du engang har sagt om dem, sidde liig Vanvittige hver i sit ægteskabelige Aflukke, og slide i Jernstængerne og phantasere om Forlovelsens Sødme og om Ægteskabets Bitterhed, disse Ægtemænd, der efter Din egen rigtige Iagttagelse høre til dem, der med en vis ondskabsfuld Glæde lykønske Enhver, der bliver forlovet. Jeg kan ikke beskrive Dig, hvor foragtelige de forekomme mig, og hvor meget det gotter mig, naar en saadan Ægtemand faaer Dig til Fortrolig, naar han for Dig udøser alle sine Lidelser, opramser alle sine Løgne om den lykkelige første Kjærlighed, og Du da med en fiffig Mine siger, ja jeg skal vel vogte mig for at komme paa Glatiis, og det da endnu mere forbittrer ham, at han ikke kan faae Dig reven med ind i et commune naufragium. Det er disse Ægtemænd, Du saa ofte hentyder paa, naar Du taler om en øm Familiefader med fire velsignede Børn, som han gjerne saae paa Bloksbjerget.

Forsaavidt der nu skulde ligge Noget i hvad de sige, saa maatte det jo være en Adskillelse af Elskov og Ægteskab, saaledes, at Elskoven blev henlagt til eet Tidsmoment, Ægteskabet til et andet, men Elskov og Ægteskab bleve uformelige. Man udfandt da ogsaa snart, hvilket Tidsmoment det var at Elskoven hørte hjemme i — det var Forlovelsen, Forlovelsens skjønne Tid. Med en vis lavcomisk Bevægelse og Rørelse veed de at snakke hist op og her ned, om hvad det er at nyde Forlovelses-Dagene. Jeg maa nu tilstaae, at jeg aldrig har havt Stort tilovers for disse Forlovelsens forliebte Slikkerier, og jo mere man vil gjøre af dette Afsnit, desto mere forekommer det mig at ligne den Tid, mange Mennesker bruge, naar de ville i Vandet, førend de springe ud, i hvilken de gaae op og ned ad Flydebroen, jage snart en Haand snart en Fod i Vandet, synes, at det snart er for koldt, snart for varmt. Dersom det nu virkeligt forholdt sig saaledes, at Forlovelsen var den skjønneste Tid, saa indseer jeg i Sandhed ikke, hvorfor de, og hvis de havde Ret, hvorfor man gifter sig. Imidlertid gifte de sig dog med al mulig spidsborgerlig Præcision, naar Tanter og Cousiner, Naboer og Gjenboer finde det passende, Noget, der røber den samme Døsighed og Slaphed som den, at anse Forlovelsen for den skjønneste Tid. Naar galt skal være, saa holder jeg dog mere af disse dumdristige Mennesker, der alene finde Behag i at springe ud. Det er dog altid Noget, om end Bevægelsen aldrig bliver saa storartet, Bevidsthedens Gysen aldrig saa forfriskende, Villiens Reaktion aldrig saa energisk, som naar en kraftig mandig Arm omsluttet den Elskede fast og dog ømt, med Magt og dog saaledes, at hun netop føler sig fri i dette Favnetag, for for Guds Aasyn at styrte sig ind i Tilværelsens Hav.

Dersom nu en saadan Adskillelse af Elskov og Ægteskab havde nogen Gyldighed, uden i nogle taabelige Menneskers eller rettere Umenneskers tomme Hoveder, der ligesaa lidet vide, hvad Elskov som hvad Ægteskab er, saa saae det galt ud med Ægteskabet og med mit Forsøg paa at vise det Æsthetiske deri eller at Ægteskabet er en æsthetisk Klangfigur. Men hvad skulde da vel Grunden være til Rigtigheden af en saadan Adskillelse? Enten maatte det være, fordi overhovedet Elskoven ikke lod sig bevare. Vi havde da her den samme Mistillid og Feighed, der saa ofte yttrer sig i vor Tid, hvis Særkjende er, at den mener, at Udvikling er Tilbagegang og Tilintetgjørelse. Jeg vil nu gjerne indrømme at en saadan spæd og klein, lige umandig og uqvindelig Elskov (hvad Du med sædvanlig Ubændighed vilde kalde for 4 ß Elskov) ikke vilde være istand til at modstaae et eneste Pust af Livets Storme; men deraf vilde jo Intet følge med Hensyn til Elskov og Ægteskab, naar de begge vare i sund og naturlig Tilstand. Eller det maatte være, fordi det Ethiske og Religiøse, der ved Ægteskabet træder til, viste sig som saa ueensartet med Elskoven, at de af den Grund ikke lod sig forene, saaledes, at Elskoven vel var istand til seierrigt at gjennemkæmpe Livet, naar den fik Lov til alene at hvile i sig selv, og stole paa sig selv. Denne Betragtning vilde nu føre Sagen tilbage enten paa den umiddelbare Kjærligheds uprøvede Pathos, eller paa det enkelte Individs Lune og Vilkaar, der i egen Kraft troede sig istand til at fuldende Løbet. Denne sidste Betragtning, at det skulde være det Ethiske og Religiøse i Ægteskabet, der virkede forstyrrende, røber ved første Øiekast en vis Mandighed, som let kan skuffe den flygtige Iagttagelse og har om end forfeilet dog noget ganske andet Sublimt ved sig end hele den første Jammerlighed. Jeg skal senere komme tilbage derpaa, og det saa meget mere som mit inqvisitoriske Blik skulde bedrage mig meget, om jeg i Dig ikke netop saae en af denne Vildfarelse til en vis Grad befængt Kjætter.

Det Substantielle i Ægteskabet er Elskoven; men hvilket er det Første, er Elskoven det Første, eller er Ægteskabet det, saa at Elskoven kommer successivt bag efter? Denne sidste Betragtningsmaade har ikke nydt liden Anseelse blandt indskrænkede Forstands-Mennesker, er ikke sjelden bleven foredraget af kløgtige Fædre og endnu kløgtigere Mødre, der selv mene at have gjort Erfaring og til Skadeserstatning ere uforanderlige i, at deres Børn ogsaa bør gjøre Erfaring. Det er den Viisdom, som Duehandlerne ogsaa have, naar de spærre to Duer, der ikke have den mindste Sympathi for hinanden, ind i et lille Buur, og mene, at de nok lære at forliges. Denne hele Betragtningsmaade er saa borneret, at jeg blot for et Slags Fuldstændigheds Skyld har antydet den og for tillige at erindre om det Meget, Du i denne Henseende har givet til Priis. Elskoven er altsaa det Første. Men Elskoven er igjen, efter hvad der blev antydet i det Foregaaende, af saa zart Natur, skjøndt Natur saa unaturlig og forkjelet, at den slet ikke kan taale at komme i Berøring med Virkeligheden. Her er jeg atter ved det tidligere berørte Punkt. Her synes nu Forlovelsen at faae sin Betydning. Den er en Elskov, som ingen Virkelighed har, som blot lever af den søde Muligheds Sukkerbrød. Forholdet har ikke Virkelighedens Realitet, dets Bevægelser ere indholdsløse, det bliver bestandig ved de samme „intetsigende, forliebte Gestikulationer.” Jo mere uvirkelige de Forlovede selv ere, jo mere endogsaa disse blot fingerede Bevægelser koste dem Anstrengelse og udtømme deres Kraft, desto mere Trang ville de føle til at flye Ægteskabets alvorlige Skikkelse. Idet nu Forlovelsen saaledes synes at være uden en nødvendig deraf resulterende Virkelighed, saa var det jo en ypperlig Udvei for dem, der ikke have Mod til Ægteskabet. De føle maaskee, og efter al Sandsynlighed meget overspændt, en Trang til, naar de ville gjøre det afgjørende Skridt, da at søge Hjælp hos en høiere Magt, og affinde sig saaledes med sig selv og med det Høiere, med sig selv ved at forlove sig paa eget An- og Tilsvar, med det Høiere ved ikke at unddrage sig Kirkens Velsignelse, som de da med temmelig megen Overtro atter skatte for høit. Vi have da her igjen i den seigeste, spinkleste og umandigste Skikkelse et Schisma mellem Elskoven og Ægteskabet. Dog en saadan Vanskabning kan ikke lede vild; dens Elskov er ingen Elskov, den mangler det sandselige Moment, der har sit sædelige Udtryk i Ægteskabet; den neutraliserer i den Grad det Erotiske, at en saadan Forlovelse ligesaa godt kunde finde Sted mellem Mandfolk. Saasnart den derimod, uagtet den vil vedligeholde denne Adskillelse, gjør det Sandselige gjældende, saa slaaer den øieblikkelig over i de i det Foregaaende skildrede Retninger. En saadan Forlovelse er nu uskjøn, hvorledes man end seer den; thi ogsaa i religiøs Henseende er den uskjøn, da den er et Forsøg paa at bedrage Gud, at liste sig til Noget, som den mener ikke at behøve hans Hjælp til, og kun at betroe sig til ham, naar den føler, at det ikke gaaer godt an anderledes.

Ægteskabet skal altsaa ikke fremkalde Elskoven, tværtimod det forudsætter den, men forudsætter den ikke som et Forbigangent, men som et Nærværende. Men Ægteskabet har et ethisk og religiøst Moment i sig, det har Elskoven ikke; Ægteskabet er af denne Grund baseret paa Resignation, det er Elskoven ikke. Naar man nu ikke vil antage, at ethvert Menneske gjennemløber i sit Liv den dobbelte Bevægelse, først den, om jeg saa maa sige hedenske Bevægelse, hvor da Elskoven hører hjemme, og derpaa den christelige, hvis Udtryk er Ægteskabet, naar man ikke vil sige, at Elskoven maa udelukkes af Christendommen, saa maa det vises, at Elskoven lader sig forene med Ægteskabet. Det falder mig forøvrigt ind, hvis nogen Uvedkommende fik dette Papir at see, saa vilde han formodentlig falde i den dybeste Forundring over, at en slig Sag kunde gjøre mig saa store Bryderier. Naa, jeg skriver jo ogsaa blot for Dig, og Din Udvikling er af den Natur, at Du fuldelig forstaaer — Vanskelighederne.

Altsaa først en Undersøgelse om Elskoven. Jeg vil her knytte mig til et Udtryk, som tiltrods for Dine og al Verdens Spotterier, dog altid for mig har havt en skjøn Betydning: den første Kjærlighed (tro mig, jeg giver ikke efter, Du vil formodentlig heller ikke, forsaavidt bliver der et besynderligt Misforhold i vor Correspondance). Naar jeg nævner dette Ord, da tænker jeg paa noget af det Skjønneste i Livet; naar Du bruger det, da er det Signalet til, at Dine Observationers hele Vedetkjæde skyder. Men som for mig dette Ord slet ikke har noget Latterligt, og som jeg, oprigtigt talt, kun taaler Dit Angreb, fordi jeg overseer det, saa har det heller ei for mig det Veemodige, det vel for En og Anden kan have. Dette Veemod behøver ikke at være sygeligt; thi det Sygelige er altid det Usande og det Tilløiede. Det er smukt og sundt, naar et Menneske har havt Uheld med sin første Kjærlighed, naar han har lært den Smerte at kjende, der ligger heri, men dog blev sin Kjærlighed tro, dog bevarede Troen paa denne første Kjærlighed, det er smukt, naar han nu i Aarenes Løb stundom ret levende mindes den, og skjøndt hans Sjæl har havt Sundhed nok til ligesom at tage Afsked med den Art Liv for at hellige sig noget Høiere, det er smukt, naar han da veemodigt erindrer den som Noget, der vel ikke var det Fuldkomne, men dog saa saare skjønt. Og langt sundere og skjønnere og ædlere er dette Veemod end den prosaiske Forstandighed, der forlængst er bleven færdig med alle slige Barnestreger, denne Syngemester Basils djævelske Klogskab, der vel bilder sig ind at være Sundhed, men som dog er den dybest fortærende Sygdom; thi hvad hjalp det vel et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sjæl? For mig har dette Ord „den første Kjærlighed” slet intet Veemodigt, eller i ethvert Fald kun en lille Tilsætning af vemodig Sødme; for mig er det et Feltraab, og jeg har, skjøndt Ægtemand i flere Aar, endnu bestandig den Ære at stride under den første Kjærligheds seierrige Banner.

For Dig er derimod den Forestilling: det Første, dets Betydning, dets Over- og Undervurderen en gaadefuld Bølgebevægelse. Snart er Du ene og alene begeistret af det Første. Du er saa besvangret af den energiske Concentration, der ligger heri, at det er det Eneste, Du vil. Du er saa gjennemglødet og opflammet, saa elskovsvarm, saa drømmende og frugtbar, saa nedsynkende som en Regnsky, saa mild som en Sommerluftning, kort Du har en levende Forestilling om, hvad det vil sige, at Jupiter i en Sky eller i Regn besøger sin Elskede. Det Forbigangne er glemt, enhver Begrændsning er ophævet. Du udvider Dig mere og mere, Du føler en Blødhed og Elasticitet, ethvert Ledemod bliver smidigt, enhver Knokkel en bøielig Sene. Som en Gladiator rækker og strækker sit Legeme for ganske at have det i sin Magt, Enhver maa troe, at han derved berøver sig sin Kraft, og dog er denne vellystige Tortur netop Betingelsen for, at han ret kan anvende sin Styrke. Nu er Du da i den Tilstand, i hvilken Du nyder den fuldkomne Receptivitets rene Vellyst. Den sagteste Berøring er nok for at gjennemzittre dette usynlige vidtudstrakte aandelige Legeme. Der er et Dyr, jeg oftere er henfalden i Tanker over, det er en Vandmand. Har Du lagt Mærke til, hvorledes denne geleeagtige Masse kan udvide sig til en Flade og nu langsomt snart synke, snart stige, saa stille og fast, at man skulde troe, man kunde træde paa den. Nu mærker den, at dens Bytte nærmer sig, da huler den sig ind i sig selv, bliver en Pose og synker med en uhyre Fart ned dybere og dybere, idet den med denne Fart river sit Bytte ind — ikke i sin Pose, thi den har ikke en Pose; men ind i sig selv, thi den er selv Pose og ikke Andet. Den kan nu i den Grad trække sig sammen, at man ikke begriber, hvorledes det var den muligt at udvide sig. Saaledes omtrent forholder det sig med Dig, og Du maa blot tilgive mig, at jeg ikke har havt noget skjønnere Dyr at sammenligne Dig med, ligesom og, at Du maaskee ikke ganske kan bare Dig for at smile over Dig selv ved Tanken om, at Du er lutter Pose. I slige Øieblikke er det da „det Første”, Du jager efter, det alene Du vil, uden at ane, at det er en Selvmodsigelse at ville, at det Første bestandig skal komme igjen, og at Du som Følge deraf enten slet ikke maa være kommen til det Første, eller Du virkelig har havt det Første, og at det Du seer, det Du nyder, bestandig blot er Afglandsen af det Første, hvorved tillige bliver at bemærke, at Du er i en Vildfarelse, naar Du troer, at det Første skulde være fuldkomment tilstede i et Andet end i selve det Første, naar man blot søger rigtigt, og at, forsaavidt Du beraaber Dig paa Din Praxis, dette da atter er en Misforstaaelse, da Du aldrig har praktiseret i den rigtige Retning. Til andre Tider er Du derimod saa kold, saa skarp og bidende som en Foraarsvind, saa sarkastisk som en Riimfrost, saa forstands-gjennemsigtig som Luften pleier at være om Foraaret, saa tør og ufrugtbar, saa egoistisk sammensnærpet som muligt. Hænder det sig da i en saadan Tilstand, at et Menneske kommer til Skade at tale til Dig om det Første, om det Skjønne, der ligger heri, maaskee endog om sin første Kjærlighed, saa bliver Du formelig arrig. Nu bliver det Første det Latterligste, det Taabeligste af Alt, en af de Løgne, som den ene Generation bestyrker den anden i. Du raser som en Herodes fra eet Barnemord til et andet. Du veed da at tale vidt og bredt om, at det saaledes at klamre sig til det Første er Feighed og Umandighed, at det Sande ligger i det Erhvervede, ikke i det Givne. Jeg erindrer, at Du engang i en saadan Stemning kom op til mig. Du fik som sædvanligt Din Pibe stoppet, Plads i den blødeste Lænestol, lagde Benene op paa en anden Stol, rodede i mine Papirer (jeg husker tillige, at jeg tog dem fra Dig), og nu udbrød Du i en ironisk Lovpriisning over den første Kjærlighed og alt det Første, selv „de første Prygl jeg i Skolen fik”, idet Du i en oplysende Note forklarede, at Du med desto større Eftertryk kunde sige det, da den Lærer, der havde tildeelt Dig dem, var den eneste, Du havde kjendt, der kunde slaae med Eftertryk; derpaa endte Du med at fløite denne Vise, sparkede den Stol, Du havde lagt Dine Fødder paa, hen i den anden Ende af Stuen, og gik.

Hos Dig søger man da forgjæves en Oplysning om, hvad der stikker bag ved det hemmelighedsfulde Ord: det Første; et Ord, som har havt og til alle Tider vil have en uhyre Betydning i Verden. Hvilken Betydning dette Ord har for den Enkelte, er egentlig afgjørende med Hensyn til hele hans aandelige Tilstand, ligesom det, at det slet ingen Betydning har for ham, er tilstrækkeligt til at vise, at hans Sjæl slet ikke er stemt til at berøres og gjennembæves af det Høiere. For dem derimod, for hvem „det Første” har faaet Betydning, ligger der to Veie. Enten indeholder det Første Forjættelsen om det Tilkommende, er det Fremadskyndende, den uendelige Impuls. Dette er de lykkelige Individualiteter, for hvem det Første ikke er andet end det Nærværende, men det Nærværende det sig bestandig udfoldende og foryngende Første. Eller det Første driver ikke i Individet Individet, den Kraft, der er i det Første, bliver ikke den bevægende Kraft i Individet, men den frastødende, bliver det, der støder fra. Dette er de ulykkelige Individualiteter, der bestandig fjerne sig mere og mere fra „det Første”. Det Sidste kan naturligviis aldrig skee totalt uden Individets egen Skyld.

Med dette Ord: „det Første” forbinde alle de af Ideen berørte Mennesker en høitidelig Foreftilling, og det er ogsaa gjerne kun om Ting, der høre hjemme i en lavere Sphære, at „det Første” betyder det Sletteste. I denne Henseende er Du rig nok paa Exempler, den første Correctur, den første Gang man har en ny Kjole paa o. s. v. Jo større Sandsynlighed der nemlig er for, at en Ting kan gjentages, desto mindre Betydning faaer det Første, jo mindre Sandsynlighed, desto større Betydning, og paa den anden Side jo betydningsfuldere det er, der i sit Første sørste Gang forkynder sig, desto mindre Sandsynlighed for at det kan gjentages. Er det nu endog noget Evigt, da forsvinder al Sandsynlighed for at det lader sig gjentage. Naar man derfor med en vis veemodig Alvor har talt om den første Kjærlighed, som om den aldrig lod sig gjentage, saa er dette ingen Forkleinelse af Kjærligheden, men den dybsindigste Lovpriisning af den som den evige Magt. Saaledes er, for at gjøre et lille philosophisk Sving, ikke med Pennen men med Tanken, Gud kun engang bleven Kjød, og det vil være forgjæves at vente, at det skal gjentages. I Hedenskabet kunde det skee oftere, men det var netop, fordi det ikke var en sand Incarnation. Saaledes fødes Mennesket kun eengang, og der er ingen Sandsynlighed for en Gjentagelse. En Sjælevandring miskjender Fødselens Betydning. Jeg vil ved et Par Exempler nærmere udhæve hvad jeg mener. Det første Grønt, den første Svale hilse vi med en vis Høitidelighed. Grunden dertil er imidlertid den Forestilling, der hos os knytter sig dertil; her er altsaa det, der bebuder sig i det Første, noget Andet end dette Første selv, den enkelte første Svale. Man har et Kobberstykke, der forestiller Cain, som myrder Abel. I Baggrunden seer man Adam og Eva. Om Stykket selv har Værdi, skal jeg ikke kunne afgjøre; Underskriften har derimod altid interesseret mig: prima cædes, primi parentes, primus lucius. Her har det Første atter en dyb Betydning, og her er det det Første selv, vi reflektere paa, men det er dog mere med Hensyn til Tid end med Hensyn til Gehalt, da der ikke sees den Continueerlighed, ved hvilken med det Første det Hele er sat. (Det Hele maatte naturligviis forstaaes om den i Slægten sig forplantende Synd. Den første Synd, naar vi derved tænkte paa Adams og Evas Syndefald, vilde allerede mere henlede Tanken paa det Continueerlige, men da det er det Ondes Væsen ikke at have Continueerlighed, saa vil Du let indsee, hvorfor jeg ikke bruger dette Exempel.) Endnu et Exempel. Som bekjendt have flere strænge Secter i Christenheden af de Ord, der findes i Brevet til Hebræerne om Umuligheden af, at de, der eengang ere oplyste, hvis de falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse, villet bevise Begrændsningen af Guds Naade. Her fik da det Første hele sin dybe Betydning. I dette Første forkyndte hele det dybe christelige Liv sig, og Den der nu greb Feil heri, han var fortabt. Men her er det Evige altfor meget draget ind i timelige Bestemmelser. Men dette Exempel kan tjene til at oplyse, hvorledes det Første er det Hele, den hele Gehalt. Men naar nu det, der i det Første antyder sig, beroer paa en Synthese af det Timelige og det Evige, saa synes alt det at beholde sin Gyldighed, jeg i det Foregaaende har udviklet. I det Første er det Hele implicite og ϰατα ϰϱυψιν tilstede. Nu skammer jeg mig atter ikke ved at nævne Ordet: den første Kjærlighed. For de lykkelige Individualiteter er den første Kjærlighed tillige den anden, den tredie, den sidste; den første Kjærlighed har her Evighedens Bestemmelse; for de ulykkelige Individualiteter er den første Kjærlighed Momenter, den faaer Timelighedens Bestemmelse. For Hine er den første Kjærlighed, idet den er, et Nærværende; for Disse er den, idet den er, et Forbigangent. Forsaavidt som der i de lykkelige Individualiteter ogsaa er en Reflexion, saa vil den, idet den retter sig mod det Evige i Kjærligheden, være en Styrkelse for den; forsaavidt den reflekterer paa det Timelige være en Nedbrydelse af den. Den, der saaledes reflekterer timeligt, for ham vil det første Kys f. Ex. være et forbigangent (saaledes som Byron har gjort det i et lille Digt), for Den, der reflekterer evigt, vil der være en evig Mulighed.

Dette angaaende det Prædikat, vi have givet Kjærligheden, den første. Jeg gaaer nu over til nærmere at betragte den første Kjærlighed. Forinden vil jeg bede Dig erindre den lille Modsigelse, vi vare komne til, den første Kjærlighed eier den hele Gehalt, forsaavidt synes det det Klogeste at snappe den, og derpaa gaae til en anden første Kjærlighed. Men idet man saaledes tager den første forfængeligt, forsvinder den, og man faaer heller ei den anden. Men den første Kjærlighed er jo dog kun den første? ja, men, naar man reflekterer paa Gehalten, kun forsaavidt man bliver i den; naar man da bliver i den, saa bliver det jo dog en anden Kjærlighed? nei, netop fordi man bliver i den, bliver det den første, naar man reflekterer paa Evigheden.

At saadanne Philistere, der mene, at de nu omtrent ere indtraadte i det Tids-Afsnit, hvor det var passende at see sig om eller at høre sig om (maaskee endog i en Avis) efter en Livsledsagerinde, at de eengang for alle have udelukket sig fra den første Kjærlighed, og at en saadan philistrøs Tilstand ikke kan ansees som den forud for den første Kjærlighed gaaende, det er vel indlysende. Vel var det tænkeligt, at Eros kunde være barmhjertig nok til at spille ogsaa et saadant Menneske det Puds at gjøre ham forliebt; barmhjertig nok, thi det er dog overordentlig barmhjertigt at skjænke et Menneske det høieste jordiske Gode, og det er den første Kjærlighed altid, selv om den er ulykkelig; men dette bliver da altid en Undtagelse, og hans foregaaende Tilstand bliver lige lidt oplysende. Vil man troe Musikens Præster, og disse staae vel i denne Henseende nærmest til Troende, vil man blandt disse igjen agte paa Mozart, saa maa den Tilstand, der gaaer forud for den første Kjærlighed, vel snarest beskrives ved at erindre om, at Kjærligheden gjør blind. Individet bliver ligesom blindt, man kan næsten see det paa ham, han synker ind i sig selv, skuer ind i sig selv stn egen Stuen, og dog er der en bestandig Stræben efter at see ud i Verden. Verden har blændet ham, og dog stirrer han ud i Verden. Det er denne drømmende og dog søgende Tilstand, som Mozart har beskrevet hos Pagen i Figaro, ligesaa meget sandselig som sjælelig. I Modsætning hertil er den første Kjærlighed en absolut Vaagnen, en absolut Skuen, og dette maa fastholdes for ikke at gjøre den Uret. Den retter sig mod en eneste bestemt virkelig Gjenstand, der ene existerer for den, alt Andet existerer slet ikke. Denne ene Gjenstand existerer ikke i ubestemte Omrids, men som et bestemt levende Væsen. Denne første Kjærlighed har i sig et Sandselighedens, et Skjønhedens Moment, men den er dog ikke blot sandselig. Det Sandselige som saadant fremkommer først ved Reflexion, men den første Kjærlighed mangler Reflexion og er derfor ikke blot sandselig. Dette er Nødvendigheden i den første Kjærlighed. Den har som alt Evigt den Dobbelthed ved sig, at den forudsætter sig tilbage ind i al Evighed og fremad ind i al Evighed. Dette er det Sande i hvad Digterne ofte saa skjønt have besunget, at det er de Elskende som om de allerede længe havde elsket hinanden, saaledes er det dem endog i det første Øieblik, de see hinanden. Dette er det Sande i den ubrødelige ridderlige Trofasthed, der Intet frygter, ikke ængstes ved Tanken om nogen adskillende Magt. Men som al Kjærligheds Væsen er Eenhed af Frihed og Nødvendighed, saaledes ogsaa her. Individet føler sig netop frit i denne Nødvendighed, føler hele sin individuelle Energi deri, føler Besiddelsen af Alt, hvad han er, netop heri. Det er derfor, at man umiskjendeligt kan iagttage det paa ethvert Menneske, om han i Sandhed har været forliebt. Der ligger en Forklarelse, en Forgudelse deri, som bevarer sig gjennem hele hans Liv. Der er en Samklang i ham af alt det, som ellers er adsplittet, han er yngre og ældre end sædvanlig i eet Moment, han er Mand og dog Yngling, ja næsten Barn, han er stærk og dog saa svag, han er en Harmoni, der som sagt gjenlyder i hele hans Liv. Vi ville lovprise denne første Kjærlighed som noget af det Skjønneste i Verden, men vi ville ikke mangle Mod til at gaae videre, til at lade den forsøge sig. Dog dette er ikke det, vi her nærmest have at gjøre med. Allerede her lod der sig tænke en Tvivl af samme Art som den, der senere vil gjentage sig med Hensyn til Forholdet mellem den første Kjærlighed og Ægteskabet. Et religiøst udviklet Individ er jo vant til at henføre Alt til Gud, med Guds-Tanken at gjennemtrænge og gjennemsyre ethvert inderligt Forhold og derved at hellige og forædle det. (Denne Yttring er naturligviis her obliqve.) Forsaavidt synes det altsaa betænkeligt at lade slige Følelser fremkomme i Bevidstheden uden at raadføre sig med Gud, men forsaavidt man raadfører sig med Gud er jo Forholdet altereret. Paa dette Sted er Vanskeligheden lettere at fjerne; thi da det hører den første Kjærlighed til netop at overraske og som Overraskelsens Frugt er uvilkaarlig, saa skjønnes ikke hvorledes en saadan Sig-Raadføren med Gud blev mulig. Det Eneste, der altsaa kunde blive Tale om, var med Hensyn til en Forbliven i denne Følelse, men dette hører jo til en senere Overveielse. Men var det ikke muligt at foregribe denne første Kjærlighed, forsaavidt denne som saadan intet Forhold kjender til Gud? Jeg kan her med et Par Ord berøre de Ægteskaber, hvor det, der er det Afgjørende, bliver lagt i en Anden eller et Andet end Individet, hvor Individet endnu ikke er kommet til Frihedens Bestemmelse. Den sørgelige Skikkelse heraf møde vi, hvor Individet ved Trolddom eller andre slige Kunster ved Forbindelse med Naturmagter søger at fremkalde Gjenstanden for sin Kjærlighed. Den ædlere Skikkelse har hvad man i strengere Forstand maatte kalde det religiøse Ægteskab. (Ægteskabet i sin Kjærlighed mangler naturligviis ikke det Religiøse, men har tillige det erotiske Moment) Naar saaledes Isaak i al Ydmyghed og Tillid henstiller det til Gud, hvem han skal vælge til Kone, naar han i Fortrøstning til Gud sender sin Tjener, ikke selv seer sig om, fordi hans Skjæbne hviler sikkert i Guds Haand, saa er dette visselig saare skjønt, men det Erotiske skeer dog egentlig ikke sin Ret. Nu maa man vel erindre, at hvor abstrakt end ellers Jødedommens Gud var, saa var han dog Jødefolket og især dets Udvalgte saa nær i alle Livsforhold, og om end Aand, saa dog ikke saa aandelig, at han ikke skulde bekymre sig om det Jordiske. Isaak turde derfor vel til en vis Grad med Sikkerhed regne paa, at Gud nok vilde vælge ham en Hustru, der var ung og skjøn og anseet i Folket og elskelig i alle Maader; men desuagtet mangle vi det Erotiske, og det selv om det blev Tilfældet, at han elskede denne Guds Udvalgte med al ungdommelig Lidenskab. Friheden manglede. I Christendommen seer man undertiden en uklar og dog netop ved denne Uklarhed og Tvetydighed tiltalende Blanding af det Erotiske og det Religiøse, der har ligesaa meget kjækt Skjelmeri som barnlig Fromhed. Man finder det naturligviis nærmest i Katholicismen, og hos os renest blandt Almuen. Tænk Dig (og det veed jeg Du gjør med Fornøielse, thi det er jo en Situation) en lille Bondepige med et Par Øine dristigt og dog ydmygt skjulende sig bag Øielaaget, sund og frisk blomstrende, og dog er der noget i hendes Teint, som ikke er Sygdom, men en høiere Sundhed, tænk Dig hende en Julenat; hun er ene paa sit Kammer, Midnat er allerede forbi, og dog flygter Søvnen, som ellers saa trolig besøger hende; hun føler en behagelig sød Uro, hun lukker Vinduet paa Klem; hun skuer ud i det uendelige Rum ene med de tause Stjerner; et lille Suk gjør hende saa let, hun lukker Vinduet; med en Alvorlighed, der dog bestandig har en Mulighed af at slaae over til Skjelmeri beder hun:

I hellige Konger tre,
I mig i Nat vil lade see,
Hvis Dug jeg skal brede,
Hvis Seng jeg skal rede,
Hvis Navn jeg skal bære,
Hvis Brud jeg skal være,

og sund og glad hopper hun i Seng. Oprigtig talt, Skam skulde de hellige Konger faae, hvis de ikke toge sig af hende, og det hjælper ikke at sige, man veed jo ikke hvem hun ønsker; det veed man meget godt; idetmindste, hvis ikke alle Julemærker slaae feil, veed hun det saa nogenlunde.

Vi vende altsaa tilbage til den første Kjærlighed. Den er Eenheden af Frihed og Nødvendighed. Individet føler sig draget med en uimodstaaelig Magt hen til det andet Individ, men føler netop heri sin Frihed. Den er en Eenhed af det Almene og det Særegne, den har det Almene som det Særegne, endog til Grændsen af det Tilfældige. Men alt Dette har den ikke i Kraft af Reflexion, den har det umiddelbart. Jo bestemtere i denne Henseende, den første Kjærlighed er, desto sundere, desto større Rimelighed for, at det virkelig er en første Kjærlighed. Med en uimodstaaelig Magt drages de til hinanden, og dog nyde de heri hele Friheden. Jeg har nu ingen haardhjertede Fædre ved Haanden, ingen Sphinxer, der først skulle beseires, jeg har Formue nok til at udstyre dem (jeg har jo heller ei sat mig den Opgave, som Romanskrivere og Theaterdigtere, at trække Tiden ud til Plage for hele Verden, for de Elskende, for Læsere og Tilskuere), altsaa i Guds Navn lad dem komme sammen. Du seer jeg giver den ædle Fader, og det er i Sandhed i og for sig en saare skjøn Rolle, naar vi blot ikke selv ofte havde gjort den saa latterlig. Du bemærkede maaskee, at jeg paa Fædres Viis tilføiede det lille Ord: i Guds Navn. Det kan Du nu vel tilgive den gamle Mand, der maaskee aldrig har vidst, hvad den første Kjærlighed er, eller alt længe har glemt det; men naar den yngre Mand, der endnu er begeistret for den første Kjærlighed, tillader sig at lægge Vægt herpaa, saa forundrer det Dig maaskee.

Den første Kjærlighed har altsaa hele den umiddelbare, geniale Sikkerhed i sig, den frygter ingen Fare, den trodser hele Verden, og jeg vil blot ønske den, at den altid maa have ligesaa let derved som in casu; thi jeg lægger den jo ingen Hindringer i Veien. Maaskee gjør jeg den dermed ingen Tjeneste, og naar man seer sig om, falder jeg vel endog af den Grund i Unaade. Individet er i den første Kjærlighed i Besiddelse af en uhyre Magt, og det er derfor det ligesaa ubehageligt ikke at møde Modstand, som det vilde være ubehageligt for den kjække Ridder, der havde faaet et Sværd, hvormed han kunde hugge Stene, hvis han derpaa saae sig hensat i en sandet Egn, hvor der end ikke var en Qvist han kunde bruge det til. Den første Kjærlighed den er altsaa sikker nok, den behøver ingen Støtte; skulde den behøve en Støtte, vil Ridderen sige, saa er det ikke mere den første Kjærlighed. Det synes nu ogsaa klart nok, men tillige bliver det indlysende, at jeg er kommen ind i en Cirkel. Vi saae vel i det Foregaaende, at det var den romantiske Kjærligheds Feil, at den blev staaende ved Kjærligheden som et abstrakt An-sich, og at alle de Farer, den saae og ønskede, vare blot udvortes, Kjærligheden selv aldeles uvedkommende. Vi erindrede tillige om, at naar Farerne kom fra den anden Side, indvendig fra, Sagen da blev vanskeligere. Men hertil vilde Ridderen naturligviis svare: ja naar, men hvorledes skulde det være muligt, og dersom det var muligt, saa var det ikke meer den første Kjærlighed. Du seer, det er ikke saa let en Sag med denne første Kjærlighed. Jeg kunde nu erindre om, at det er en Misforstaaelse at antage, at Reflexionen blot skulde tilintetgjøre, at den ligesaa meget frelser. Da imidlertid det jeg nærmest har sat mig for at vise er, at den første Kjærlighed kan bestaae med Ægteskabet, saa vil jeg nu nærmere udhæve, hvad jeg i det Foregaaende antydede, at den kan optages i en høiere Concentricitet, og at dertil endnu ikke behøves Tvivlen. Senere skal jeg da vise, at det hører den første Kjærlighed væsentlig til at blive historisk, og at Betingelsen herfor netop er Ægteskabet, samt at den romantiske første Kjærlighed er uhistorisk, om man end var istand til at fylde Folianter med Ridderens Bedrifter.

Den første Kjærlighed er altsaa umiddelbar sikker i sig selv; men Individerne ere tillige religiøst udviklede. Dette har jeg jo Lov at forudsætte, ja det skal jeg jo forudsætte, da jeg skal vise, at den første Kjærlighed og Ægteskabet kan bestaae med hinanden. En anden Sag bliver det naturligviis, naar en ulykkelig første Kjærlighed lærer Individerne at flye til Gud og i Ægteskabet at søge Sikkerhed. Da er den første Kjærlighed altereret, om det end bliver muligt at etablere den igjen. De ere altsaa vante til at henføre Alt til Gud. Men det at henføre Alt til Gud indeholder naturligviis en Mangfoldighed af forskjellige Maader. Nu er det ikke paa Sorgens Dag de søge til Gud, det er heller ikke Frygt og Angst, der driver dem til at bede, deres Hjerte, hele deres Væsen er opfyldt af Glæde, hvad naturligere da end at de takke ham derfor. De frygte Intet; thi udvortes Farer ville ikke have Magt over dem, og indvortes Farer, ja dem kjender jo den første Kjærlighed slet ikke. Men ved denne Taksigelse er den første Kjærlighed ikke forandret, ingen forstyrrende Reflexion er traadt til den, den er optagen i en høiere Concentricitet. Men en saadan Taksigelse er som al Bøn forenet med et Gjernings-Moment, ikke i udvortes men indvortes Forstand, her det at ville holde fast ved denne Kjærlighed. Den første Kjærligheds Væsen er ikke herved forandret, der er ingen Reflexion traadt til den, dens faste Sammenføining er ikke løst, den har endnu sin hele velsignede Forvisning i sig selv, den er blot optagen i en høiere Concentricitet. Den veed i denne høiere Concentricitet maaskee slet ikke, hvad den har at befrygte, den tænker sig maaskee slet ingen Farer, og dog er den ved det gode Forsæt, der ogsaa er et Slags første Kjærlighed, draget op i det Ethiske. Du vil dog her ikke gjøre mig den Indvending, at jeg ved bestandig at bruge det Ord Concentricitet gjør mig skyldig i en petitio principii, da jeg jo burde gaae ud fra, at disse Regioner vare excentriske. Dertil maa jeg svare, at hvis jeg gik ud fra Excentriciteten, saa kom jeg vist aldrig til Concentriciteten; men tillige bede Dig at erindre, at jeg, idet jeg gaaer ud fra denne, tillige beviser den. Vi have nu saaledes sat den første Kjærlighed i Forhold til det Ethiske og det Religiøse, og det har viist sig, at dens Væsen derved ikke behøvede at blive altereret; men det Ethiske og det Religiøse var netop det, der gjorde Foreningen tilsyneladende vanskelig, og altsaa synes Alt i Orden. Dog, jeg kjender Dig for godt til at turde haabe „at spise Dig af med Sligt”. Du kjender overhovedet al Verdens Vanskeligheder. Med Dit hurtige gjennemtrængende Hoved har Du i en stor Hast tænkt paa en Mangfoldighed af videnskabelige Opgaver, Livsforhold o.s.v., men overalt er Du bleven staaende ved Vanskelighederne, og jeg troer næsten ikke, at det vil være Dig muligt i nogen eneste Sag at komme længere end til dem. Du ligner i en vis Forstand en Lods, og dog er Du lige Modsætningen til ham. En Lods kjender Farerne og fører Skibet sikkert i Havn; Du kjender Grundene, og Du sætter altid Skibet paa Grund. Det forstaaer sig, Du gjør det bedste Du kan gjøre, og, man maa lade Dig, med stor Beredvillighed og Kjendskab. Du har et saadant øvet Øie for Menneskene og Farvandene, at Du strax veed, hvor langt Du skal gaae ud med dem for at sætte dem paa Grund. Og Du er da heller ikke letsindig, Du glemmer ikke igjen, at han sidder derude; med en barnagtig Ondskabsfuldhed kan Du huske det til næste Gang Du seer ham, og Du er da meget omhyggelig i at spørge til hans Befindende, og hvorledes han kom af Grund. Du vilde formodentlig heller ikke her være i Forlegenhed for Vanskeligheder. Du vilde vel erindre om, at jeg havde ladet det aldeles ubestemt og svævende, hvilken Gud der var Tale om, at det ikke var en hedensk Eros, der saa gjerne vilde være Medvider i Elskovs-Hemmeligheder, og hvis Tilværelse da til syvende og sidst blot var en Reflex af de Elskendes egen Stemning; men at det var de Christnes Gud, Aandens Gud, nidkjær mod Alt, hvad der ikke er Aand. Du vilde erindre om, at i Christendommen Skjønheden og Sandseligheden er negeret, Du vilde biløbigt bemærke, at det saaledes var den Christne ligegyldigt, om Christus havde været styg eller skjøn; Du vilde bede mig med min Orthodoxi at holde mig borte fra Elskovens hemmelige Møder og især at entholde mig fra alle Mæglingsforsøg, der ere Dig endnu mere imod end den crasseste Orthodoxi. „Ja det maatte være opmuntrende for den unge Pige, det maatte ganske være i Samklang med hendes Stemning, at træde op for Alteret. Og Menigheden den skulde vel see paa hende som et ufuldkomment Væsen, der ikke kunde modstaae den jordiske Lysts Forførelse, hun skulde staae der som stod hun Skoleret eller aabenbar Skrifte, og saa skulde da Præsten først læse hende Texten, og derpaa maaskee bøie sig ud over Rækværket, og under Haanden, til en Smule Trøst, betroe hende, at forøvrigt er Ægteskabet en Gud velbehagelig Stand. Det Eneste, der ved denne Leilighed har nogen Værdi, er Præstens Situation, og naar det var en smuk ung Pige, saa vilde jeg nok være Præst for at hviske hende den Hemmelighed i Øret”. Min unge Ven! ja i Sandhed er Ægteskabet en Gud velbehagelig Stand; derimod veed jeg ikke, at der nogetsteds i Skriften tales om en speciel Velsignelse for Pebersvende, og det bliver dog Enden paa alle Dine mangfoldige Forliebelses-Historier. Men naar man har med Dig at gjøre, saa har man vel omtrent sat sig den vanskeligste Opgave; thi Du er capabel at bevise hvad det skal være, og ethvert Phænomen bliver under Dine Hænder til hvad det skal være. Ja vist er den Christnes Gud Aand og Christendommen Aand, og der er sat Splid mellem Kjødet og Aanden; men Kjødet er ikke det Sandselige, det er det Selviske, i denne Forstand kan selv det Aandelige blive sandseligt, som hvis f. Ex. et Menneske tog sine Aandsgaver forfængeligt, saa var han kjødelig. Og vel veed jeg, at det ikke er nødvendigt for den Christne, at Christus skal have været en jordisk Skjønhed, og det vilde ogsaa af en anden Grund end den, Du anfører, være meget sørgeligt, thi hvorledes maatte da ikke den Troende længes efter at see ham, dersom Skjønhed her var noget Væsentligt; men af Alt dette følger ingenlunde, at Sandseligheden er tilintetgjort i Christendommen. Den første Kjærlighed har Skjønhedens Moment i sig, og den Glæde og Fylde, der ligger i det Sandselige i dets Uskyldighed, kan godt optages i Christendommen. Men lad os vogte os for en Ting, en Afvei, der er farligere end den, Du vil undgaae, lad os ikke blive for aandelige. Det forstaaer sig, man kan da heller ikke henstille til Din Vilkaarlighed, hvorledes Du vil opfatte Christendommen. Dersom Din Opfattelse var rigtig, saa var det jo bedst, at vi snarest muligt begyndte med alle de Selvplagelser og Tilintetgjørelser af det Legemlige, som vi lære at kjende i de mystiske Udskeielser; Sundhed selv vilde jo blive mistænkelig. Imidlertid tvivler jeg dog meget paa, at nogen from Christen vi negte, at han godt kan bede Gud at bevare hans Sundhed, den Gud, der gik omkring og helbredede Syge; de Spedalske burde da egentlig have frabedet sig at blive helbredede, thi de vare jo Fuldkommenheden nærmest. Jo mere eenfoldigt og barnligt et Menneske er, desto mere kan han ogsaa bede om; men da det nu blandt Andet ogsaa hører den første Kjærlighed til at være barnlig, saa seer jeg slet ikke, hvorfor den ikke ogsaa turde bede, eller rettere, for at blive ved mit Foregaaende, turde takke Gud, uden at dens Væsen derved blev altereret.

Dog Du har maaskee endnu mere paa Din Samvittighed, lad det ligesaa godt først som sidst komme frem; og skulde Du med Hensyn til en eller anden Yttring i det Følgende ville sige, „saaledes har jeg aldrig udtalt mig”, saa vil jeg svare: det er vel sandt, men min gode Herr Observator maa tilgive en stakkels Ægtemand, at han drister sig til at gjøre ham til Gjenstand for sin Observation. Du gjemmer Noget i Dig, som Du aldrig siger reent ud; deraf kommer det, at Dit Udtryk har saa meget Energisk, saa megen Elasticitet, fordi det tyder hen paa et Mere, Du lader ane, et endnu forfærdeligere Udbrud. — Altsaa Du har fundet det hvad Din Sjæl higede efter, hvad den troede at finde i mange misforstaaede Forsøg, Du har fundet en Pige, i hvilken Dit hele Væsen finder Hvile; og om Du end kunde synes lidt for erfaren, saa er det dog Din første Kjærlighed, derom er Du overbeviist. „Hun er smuk” — naturligt; „yndig” — ih bevares; „og dog ligger hendes Skjønhed ikke i det Normale, men i Eenheden af det Mangfoldige, i det Tilfældige, i det Selvmodsigende;” „hun er sjælelig” — det kan jeg tænke; „hun kan hengive sig i et Indtryk, saa det næsten sortner for Ens Øine; hun er let, kan som en Fugl gynge sig paa en Green, hun har Aand, Aand nok til at belyse hendes Skjønhed, men heller ikke mere.” Den Dag er kommen, der skal forsikkre Dig Besiddelsen af Alt hvad Du eier i Verden; en Besiddelse, Du da forøvrigt er sikker nok paa. Du har udbedet Dig den Gunst at maatte meddele hende den sidste Olie. Længe har Du allerede ventet i Familiens Spisestue, en vims Kammerpige, fire à fem nysgjerrige Cousiner, en ærværdig Tante, en Friseur, er flere Gange ilet Dig forbi. Du er allerede halv ærgerlig derover. Da aabner Døren til Dagligstuen sig sagte, Du kaster et flygtigt Blik derind, det glæder Dig, at der ikke er en Sjæl, at hun har havt den Takt at fjerne alle Uvedkommende endogsaa af Dagligstuen. Hun er smuk, smukkere end nogensinde, der er en Beaandelse over hende, en Harmoni, af hvis Svingninger hun endnu selv er gjennembævet. Du forbauses, hun overgaaer selv Dine Drømme, ogsaa Du forvandles, men Din fine Reflexion skjuler øieblikkelig Din Bevægethed, Din Ro virker endnu mere forførerisk paa hende, kaster en Attraa ind i hendes Sjæl, der gjør hendes Skjønhed interessant. Du nærmer Dig til hende; ogsaa hendes Pynt giver Situationen det Ualmindeliges Præg. Endnu har Du ikke sagt et Ord; Du seer og dog som om Du ikke saae, Du vil ikke besvære hende med forliebte Tølperagtigheder, men endog Speilet kommer Dig til Hjælp. Du befæster et Smykke paa hendes Bryst, som Du allerede den første Dag har foræret hende, den første Gang Du kyssede hende med en Lidenskab, der i dette Øieblik søger sin Bekræftelse; hun har selv gjemt det, Ingen har vidst det. Du tager en lille Bouquet, der kun indeholder en eneste Art af Blomst, en i og for sig aldeles ubetydelig Blomst. Altid, naar Du har sendt hende Blomster, var der en lille Stilk deraf, men ubemærkelig, at Ingen anede det uden hun alene. Idag skal denne Blomst ogsaa opstaae til Ære og Værdighed, den alene skal pryde hende; thi hun elskede den. Du rækker hende den, en Taare hæver i hendes Øie, hun giver Dig den atter tilbage, Du kysser den og befæster den paa hendes Bryst. Et vist Veemod udbreder sig over hende. Du selv er bevæget. Hun træder et Skridt tilbage, hun betragter næsten med Vrede den Pynt, der er hende til Besvær, hun kaster sig om Din Hals. Hun kan ikke løsrive sig, hun omslutter Dig med en Heftighed, som om der var en fjendtlig Magt, der vilde rive Dig fra hende. Hendes fine Pynt er knust, hendes Haar er faldet ned, i samme Nu er hun forsvunden. Du er atter overladt til Din Eensomhed, som kun afbrydes af en vims Kammerpige, en fire à fem nysgjerrige Cousiner, en ærværdig Tante, en Friseur. Da gaaer Døren til Dagligstuen op, hun træder ind, og stille Alvor er læselig i hver hendes Mine. Du trykker hendes Haand, forlader hende for atter at møde hende — for Herrens Alter. Det havde Du glemt. Du, der har tænkt over saa meget, ogsaa over dette ved andre Leiligheder, Du havde i Din Forliebelse forglemt det, Du havde fundet Dig i Forholdene, som de ere for Alle, men dette havde Du ikke overveiet; og dog er Du for udviklet til ikke at see, at en Vielse er lidt mere end en Ceremoni. En Angst griber Dig. „Denne Pige, hvis Sjæl er reen som Dagens Lys, ophøiet som Himlens Hvælving, uskyldig som Havet, denne Pige, som jeg kunde synke tilbedende ned for, hvis Kjærlighed jeg føler maatte kunne rive mig ud af al Forvirring og føde mig paany, hende skal jeg føre op til Herrens Alter, hun skal staae der som en Synderinde, det skal siges om hende og til hende, at det var Eva, der forsone Adam. Hende, som min stolte Sjæl bøier sig for, det Eneste, den har bøiet sig for, til hende skal det siges, at jeg skal være hendes Herre, og hun skal være sin Mand underdanig. Øieblikket er kommet, allerede strækker Kirken sine Arme ud efter hende, og før den giver mig hende tilbage, vil den først trykke et Brudelys paa hendes Læber, ikke det Brudekys, jeg gav al Verden for; den udstrækker allerede sine Arme for at favne hende, men dette Favnetag skal bringe al hendes Skjønhed til at falme, og da vil den kaste hende hen til mig og sige, formerer Eder og vorder frugtbare. Hvad er det for en Magt, der vover at trænge sig ind imellem mig og min Brud, den Brud, jeg selv har valgt, og som har valgt mig. Og denne Magt vil befale hende at være mig tro, behøver hun da en Befaling; og dersom hun blot blev mig tro, fordi en tredie Magt, som hun da elskede mere end mig, befalede det! Og den byder mig at være hende tro; behøver man at byde mig det, jeg som med hele min Sjæl tilhører hende! Og denne Magt bestemmer vort Forhold til hinanden, den siger, at jeg skal byde, og hun skal lyde: men om jeg nu ikke vil byde, om jeg føler mig for ringe dertil. Nei, hende vil jeg lyde, hendes Vink er for mig en Befaling, men en fremmed Magt vil jeg ikke bøie mig under. Nei, jeg vil flygte langt bort med hende, medens det endnu er Tid, og jeg vil bede Natten at skjule os, og de tause Skyer at fortælle os Eventyr i dristige Billeder, som det sømmer sig en Brudenat, og under den uhyre Himmelhvælving vil jeg beruse mig i hendes Yndigheder, ene med hende, ene i den hele Verden, og jeg vil styrte mig ned i hendes Kjærligheds Afgrund; og min Læbe er stum, thi Skyerne ere mine Tanker, og mine Tanker ere Skyer; og jeg vil raabe og besværge alle Magter i Himlen og paa Jorden, at Intet maa forstyrre min Lykke, og jeg vil tage dem i Eed og jeg vil lade dem tilsværge mig dette. Ja bort, langt bort, at min Sjæl atter kan blive sund, at mit Bryst atter kan aande, at jeg ikke skal qvæles i denne qvalme Luft — bort” — Ja bort, det vilde jeg ogsaa sige: procul, o procul este profani. Men har Du ogsaa betænkt, om hun vil følge Dig paa denne Expedition? „Qvinden er svag”; nei, hun er ydmyg, hun er Gud langt nærmere end Manden. Dertil kommer, at Kjærlighed er for hende Alt, og hun vil vist ikke forsmaae den Velsignelse og den Bekræftelse, som Gud vil forunde hende. Overhovedet er det vist aldrig faldet en Qvinde ind at have noget mod Ægteskabet, og det vil i al Evighed ikke falde hende ind, naar Mændene ikke selv fordærve hende; thi en emanciperet Qvinde kunde vel nok hitte paa Sligt. Forargelsen udgaaer altid fra Mændene; thi Manden er stolt, han vil være Alt, vil Intet have over sig.

At nu den Skildring, jeg har givet, næsten aldeles passer paa Dig, det vil Du vist ikke negte, og skulde Du ville det, saa vil Du dog vel ikke negte, at den passer paa Ordførerne i denne Retning. Jeg har med Flid forandret lidt i Udtrykkene fra det Almindelige for at betegne Din første Kjærlighed; thi, oprigtigt talt, den beskrevne, Kjærlighed, hvor lidenskabelig den end er, med hvor megen Pathos den end forkynder sig, den er dog meget for reflekteret, meget for fortrolig med Elskovens Coquetteri, til at man tør kalde den en første Kjærlighed. En første Kjærlighed er ydmyg, og er derfor glad ved, at der er en høiere Magt end den selv, om end ikke af anden Grund saa dog for at have En at takke. (Det er derfor at man sjeldnere finder en reen første Kjærlighed hos Mænd end hos Qvinder.) Analogien hertil fandtes ogsaa hos Dig, thi Du sagde jo, at Du vilde besværge alle Magter i Himlen og paa Jorden, og heri viser sig allerede Trangen til at søge et høiere Udgangspunkt for Din Kjærlighed, kun at det hos Dig bliver en Fetischisme med al mulig Vilkaarlighed.

Det Første altsaa, Du skandaliserede Dig over, var, at Du skulde høitidelig indsættes til hendes Herre. Ligesom Du ikke var det, og maaskee kun altfor meget, ligesom ikke Dine Ord noksom bare Præget heraf; men Du vil ikke give Afkald paa denne Afgudsdyrkelse, dette Coquetteri, at Du vil være hendes Slave, skjøndt Du meget godt føler Dig som hendes Herre.

Det Andet var, at det oprørte Din Sjæl, at Din Elskede skulde erklæres for en Synderinde. Du er Æsthetiker, og jeg kunde fristes til at henstille det til Dit ørkesløse Hoveds Overveielse, om ikke netop dette Moment var istand til at gjøre en Qvinde endnu skjønnere; der ligger en Hemmelighed heri, som kaster et interessant Lys over hende. Det barnlige Skjelmeri, som Synden kan have saalænge vi dog tør udsige Uskyld om den, forhøier kun Skjønheden. Du kan vel begribe, at det ikke er mit Alvor, at fastholde denne Betragtning, da jeg meget godt føler og senere skal udvikle, hvad der ligger heri; men, som sagt, dersom det var faldet Dig ind, saa var Du maaskee bleven absolut enthusiastisk for denne æsthetiske Observation. Du vilde da have gjort en Mangfoldighed af æsthetiske Opdagelser, om det var rigtigt ɔ: mest interessant, med en uendelig fjern Antydning ligesom at pirre derved, eller at lade den unge uskyldige Pige ene kæmpe med denne dunkle Magt, eller med en vis gravitetisk Alvor at vippe hende ud derover i Ironien o.s.v., kort, Du vilde vist faae nok at bestille i denne Henseende. Du var kommen til at tænke paa den zittrende Belysning, der selv i Evangeliet udbredes over den Synderinde, hvis mange Synder bleve hende tilgivne, fordi hun elskede meget. Det, jeg derimod vilde sige, er, at det atter er Din Vilkaarlighed, der vil, at hun skal staae der som en Synderinde. Eet er nemlig at kjende Synden in abstracto, et Andet at kjende den in concreto. Men Qvinden er ydmyg, og det er vist aldrig faldet en Qvinde ind i Sandhed at forarge sig over, at Kirkens alvorlige Ord lød til hende; Qvinden er ydmyg og tillidsfuld, og hvo kan ogsaa slaae Øiet ned som en Qvinde, men hvo kan ogsaa saaledes løfte det op. Forsaavidt der altsaa ved Kirkens høitidelige Forkyndelse af, at Synden er indkommen i Verden, skulde foregaae nogen Forandring med hende, da maatte det være den, at hun kun endnu stærkere holdt fast ved sin Kjærlighed. Men deraf følger ingenlunde, at den første Kjærlighed er altereret, den er kun draget op i en høiere Concentricitet. At overhovedet den jordiske Kjærlighed skulde være Synd, det turde være saare vanskeligt at overbevise en Qvinde om, da hendes hele Existents derved tilintetgjøres i sin dybeste Rod. Dertil kommer, at hun jo ikke er traadt op for Herrens Alter for at overveie, om hun skal elske den Mand, der staaer ved hendes Side, eller ikke; hun elsker ham, deri har hun sit Liv, og vee Den, der vækker Tvivlen hos hende, der vil lære hende at ville oprøre sig mod sin Natur, og ikke ville knæle for Gud, men staae opreist. Jeg burde maaskee ikke komme Dig imøde; thi da Du nu har sat Dig i Hovedet, at for at den første Kjærlighed i Sandhed skal finde Sted, maa Synden ikke være indkommen i Verden, saa føler Du dog vel selv, at Du fægter i Luften. (Overhovedet viser Du derved, at Du vil abstrahere fra Synden, at Du ligger i Reflexionen.) Men da de Individer, imellem hvilke vi tænkte os den første Kjærlighed, vare religiøse, saa behøver jeg jo slet ikke at indlade mig paa alt dette. Det Syndige ligger nemlig ikke i den første Kjærlighed som saadan, men i det Selviske i den; men det Selviske træder først frem i det Øieblik den reflekterer, hvorved den da er tilintetgjort.

Det oprører Dig endelig, at en tredie Magt vil forpligte Dig til Troskab mod hende og hende mod Dig. For en Ordens Skyld maa jeg bede Dig at erindre, at denne tredie Magt ikke paanøder sig; men da de Individer, vi tænke os, ere religiøst udviklede, saa søge de selv hen til den, og det, der kommer i Betragtning, er, om der er Noget i den, der lægger dem Hindring i Veien for deres første Kjærlighed. Det vil Du dog ikke negte, at det er den første Kjærlighed naturligt at søge en Bestyrkelse ved paa en eller anden Maade at gjøre Kjærligheden til en Forpligtelse, de Elskende for en høiere Magts Aasyn paalægge sig selv. De Elskende tilsværge hinanden Troskab ved Maanen, ved Stjernerne, ved deres Faders Aske, ved deres Ære o. s. v. Svarer Du dertil: „Ja, saadanne Eder ville Intet sige, de ere jo blot en Afglands af de Eskendes egen Stemning, thi hvorledes skulde det ellers falde dem ind at sværge ved Maanen”, saa vil jeg svare: her har Du selv altereret den første Kjærligheds Væsen; thi det er netop det Skjønne i den, at Alt faaer Realitet for den i Kraft af Kjærligheden; det er først i Reflexionens Øieblik at det viser sig, at det er indholdsløst at sværge ved Maanen, i Edens Øieblik har det Gyldighed. Skulde nu dette Forhold forandres derved, at de sværge ved en Magt, der virkelig har Gyldighed? det skjønnes ikke, da det jo netop er Kjærligheden af Vigtighed, at Eden har sand Betydning. Naar Du derfor mener, at Du gjerne kunde sværge ved Skyer og Stjerner, men det forstyrrer Dig, at Du skal sværge ved Gud, saa viser det, at Du ligger i Reflexionen. Din Kjærlighed maa nemlig ingen Medvider have, undtagen saadanne som ikke ere Medvidere. Nu er det vel sandt, at Kjærligheden er hemmelighedsfuld, men Din Kjærlighed er saa fornem, at end ikke Gud i Himlen maa vide Noget derom, og det uagtet Gud, for at bruge et lidt letsindigt Udtryk, er et Vidne, der ikke generer. Men det, at Gud ikke maa vide derom, det er det Selviske og det Reflekterende; thi Gud er paa eengang i Bevidstheden og dog maa han ikke være der. Alt Sligt kjender den første Kjærlighed ikke til.

Denne Trang altsaa til at lade Kjærligheden forklare sig op i en høiere Svære har Du ikke, eller rettere — thi den første Kjærlighed har ikke Trangen, men gjør det umiddelbart — Du har Trangen, men vil ikke tilfredsstille den. Vilde jeg nu et Øieblik vende tilbage til Din fingerede første Kjærlighed, saa vilde jeg sige: maaskee lykkedes det Dig at besværge alle Magter, og dog voxede der ikke fjernt fra Dig en Mistelteen. Den skjød op, den viftede Dig Kølighed til, og dog skjulte den en endnu høiere Varme i sig; og I glædede Eder over den; men denne Mistelteen er en Betegnelse af den febersyge Uro, der er Livsprincipet i Din Kjærlighed, den køler og heder, den vexler bestandig, ja Du kunde i samme Øieblik ønske, at I maatte have en Evighed for Eder og at dette Nu var det sidste; og derfor er Din Kjærligheds Død vis.

Vi saae altsaa, hvorledes den første Kjærlighed kunde træde i Forhold til det Ethiske og det Religiøse, uden at dette skete gjennem en Reflexion, der altererede den, da den blot droges op i en høiere umiddelbar Concentricitet. I en vis Forstand er der foregaaet en Forandring, og det er den, jeg nu vil betragte, hvad man kunde kalde Elskerens og Elskerindens Metamorphose til Brud og Brudgom. Idet den første Kjærlighed henføres til Gud, skeer dette saaledes, at de Elskende takke Gud derfor. Herved foregaaer en forædlende Forvandling. Den Svaghed, der ligger Manden nærmest, er at indbilde sig, at han har erobret den Pige, han elsker; han føler sin Overlegenhed heri, men dette er ingenlunde æsthetisk. Idet han derimod takker Gud, da ydmyger han sig under sin Kjærlighed, og det er i Sandhed langt skjønnere at tage den Elskede som en Gave af Guds Haand, end at have undertvunget al Verden for at erobre hende. Dertil kommer, at Den, der i Sandhed elsker, hans Sjæl vil ikke finde Hvile, førend han saaledes har ydmyget sig for Gud; og den Pige, han elsker, er ham i Sandhed for meget til at turde tage hende endog i den skjønneste og ædleste Forstand som et Bytte. Og skulde det glæde ham at erobre og erhverve hende, saa vil han vide, at den daglige Erhverven gjennem et heelt Liv er passende, ikke en kort Forliebelses overnaturlige Kraft. Dog dette skeer jo ikke som om der var gaaet en Tvivl iforveien, men det skeer umiddelbart. Det egentlige Liv i den første Kjærlighed bliver altsaa tilbage, men det Fuselagtige, om jeg saa tør sige, borttages. Det andet Kjøn er det naturligere for, at føle Overvægten, at ligge under for den, og om hun end føler sig glad og lykkelig i det at være Intet, saa er det dog let paa Veie til at blive noget Usandt. Naar hun nu takker Gud for den Elskede, da er hendes Sjæl sikker mod at lide; derved at hun kan takke Gud, fjerner hun Den, hvem hun elsker, blot saa meget fra sig, at hun ligesom kan trække Veiret. Og dette skeer ikke som Følge af en ængstende Tvivl, en saadan kjender hun ikke, men det skeer umiddelbart.

Jeg antydede allerede i det Foregaaende, at den om end illusoriske Evighed, der var i den første Kjærlighed, gjorde den sædelig. Idet nu de Elskende henføre deres Kjærlighed til Gud, saa vil denne Tak allerede give den et absolut Evigheds-Præg, og Forsættet og Forpligtelsen ligesaa, og denne Evighed vil da ikke være grundet paa dunkle Magter, men paa det Evige selv. Forsættet har tillige en anden Betydning. Deri ligger nemlig Muligheden af en Bevægelse i Kjærligheden, og altsaa ogsaa Muligheden af at befries fra den Vanskelighed, hvorunder den første Kjærlighed som saadan lider, at den ikke kan komme af Stedet. Det Æsthetiske ligger i dens Uendelighed, men det Uæsthetiske ligger i, at denne Uendelighed ikke kan blive endeliggjort. At det, at det Religiøse træder til, ikke kan forstyrre den første Kjærlighed, det vil jeg oplyse ved et billedligere Udtryk. Det Religiøse er jo egentlig Udtrykket for den Overbeviisning, at Mennesket ved Guds Hjælp er lettere end hele Verden, den samme Tro som den, der ligger til Grund for at et Menneske kan svømme. Hvis nu der gaves et saadant Svømmebelte, som kunde holde En oppe, saa lod det sig tænke, at En, der havde været i Livsfare, altid bar det; men det lod sig ogsaa tænke, at et Menneske, der aldrig havde været i Livsfare, ligeledes bar det. Dette sidste Tilfælde passer paa Forholdet mellem den første Kjærlighed og det Religiøse. Den første Kjærlighed omgjorder sig med det Religiøse, uden at nogen smertelig Erfaring eller nogen ængstende Reflexion er gaaet iforveien; kun maa jeg bede Dig ikke at urgere dette Udtryk, som om det Religiøse blot stod i et udvortes Forhold til hiin. At dette ikke er Tilfældet, er jo viist i det Foregaaende.

Og lad os saa een Gang for alle Gange gjøre Regnskabet op. I tale saa meget om det erotiske Favnetag, hvad er det mod det ægteskabelige? Hvilken Rigdom i Modulation i det ægteskabelige „min” fremfor i det erotiske; det gjenlyder ikke blot i det forføreriske Øiebliks Evighed, ikke blot i Phantasiens og Forestillingens illusoriske Evighed, men i Bevidsthedens Evighed, i Evigheds Evighed. Hvilken Kraft i det ægteskabelige „min”, thi Villie, Beslutning, Forsæt er en langt dybere Tone; hvilken Energi og Smidighed, thi hvad er saa haardt som Villie og hvad saa blødt som den; hvilken Bevægelsens Kraft, ikke blot dunkle Tilskyndelsers forvirrede Begeistring, thi Ægteskabet stiftes i Himlen, og Pligten gjennemtrænger Tilværelsens hele Legeme til den yderste Spidse og bereder Veien og forvisser om, at i al Evighed ingen Hindring skal være istand til at forstyrre Kjærligheden! Lad saa Don Juan beholde Løvhytten, Ridderen Nattens Himmel og Stjernerne, naar han Intet seer derover. Ægteskabet har sin Himmel endnu høiere. Saaledes er Ægteskabet, og naar det ikke er saaledes, er det ikke Guds Skyld, ikke Christendommens Skyld, ikke Vielsens, ikke Forbandelsens, ikke Velsignelsens, men alene Menneskenes egen. Og er det ikke Synd og Skam saaledes skriver man Bøger, at man gjør Menneskene raadvilde om Livet, kjede deraf, før de begynde derpaa, istedetfor at lære dem at leve. Og havde man endda Ret, var det en smertelig Sandhed; men det er Løgn. Man lærer os at synde, og Dem, der ikke have Mod hertil, gjør man paa en anden Maade ligesaa ulykkelige. Jeg er desto værre altfor meget selv paavirket af det Æsthetiske til ikke at vide, at det Ord „Ægtemand” skurrer i Dit Øre. Dog det er mig ligegyldigt. Er det Ord „Ægtemand” end kommet i Miscredit, og næsten blevet til en Latterlighed, saa er det paa den høie Tid, at man igjen søger at holde det i Ære. Og siger Du: „Sligt seer man aldrig, skjøndt man ofte nok seer Ægteskaber”, saa foruroliger dette mig ikke; thi det, at man hver Dag seer Ægteskaber, gjør, at man sjeldnere seer det Store deri, især da man gjør Alt for at forkleine det; thi have I ikke bragt det saa vidt, at en Pige, der for Alteret rækker en Mand sin Haand, ansees for ufuldkomnere end disse Heltinder i Eders Romaner med deres første Kjærlighed?

Efterat jeg nu med al Taalmodighed har hørt paa Dig og Dine Udbrud, vildere end Du maaskee ret vil vedkjende Dig dem (men Du skal see, om Du endnu maaskee ikke ganske har forstaaet disse Rørelser i Dig selv: naar Ægteskabet træder Dig som en Virkelighed imøde, saa vil det rase i Dig, hvorvel Du formodentlig atter ikke vil betroe Dig til noget Menneske), saa maa Du tilgive mig, at jeg rykket frem med mine smaa Observationer. Man elsker kun eengang i sit Liv, Hjertet hænger ved sin første Kjærlighed — Ægteskabet. Lyt til og beundre denne forskjellige Sphærers harmoniske Samklang. Det er den samme Sag, blot udtrykt æsthetisk, religiøst og ethisk. Man elsker kun eengang. For at realisere dette, træder Ægteskabet til, og dersom Folk, der ikke elske hinanden, saae i Sinde at gifte sig, saa kan Kirken jo ikke gjøre derfor. Man elsker kun eengang; dette gjenlyder fra de Forskjelligste, fra de Lykkelige, hvem hver Dag giver en glad Forvisning herom, fra de Ulykkelige. Af disse gives der egentlig kun to Classer: de der altid hige efter Idealet, og de der ikke ville fastholde det. Disse Sidste ere de egentlige Forførere. Man træffer dem sjeldnere, fordi der altid hører noget Ualmindeligt dertil. Jeg har kjendt een, men ogsaa han tilstod, at man kun elsker eengang, men hans vilde Lyster havde. Kjærlighed ikke kunnet tæmme. Ja, sige nu visse Folk, man elsker kun eengang, man gifter sig to, tre Gange. Her enes Sphærerne atter; thi Æsthetiken siger Nei, Kirken og den kirkelige Ethik seer mistænkeligt paa det andet Ægteskab. Dette er for mig af yderste Vigtighed; thi dersom det var sandt, at man elskede flere Gange, saa blev det en betænkelig Sag med Ægteskabet, saa kunde det synes, at det Erotiske led Skade ved det Religiøses Vilkaarlighed, der i Reglen fordrede, at man kun skulde elske eengang, der altsaa behandlede dette Erotikens Anliggende saa skjødesløst, som om det vilde sige, Du kan gifte Dig eengang, og lad dermed den Sag være færdig.

Vi have nu seet, hvorledes den første Kjærlighed traadte i Forhold til Ægteskabet, uden at denne derved blev altereret. Det samme Æsthetiske, der ligger i den første Kjærlighed, maa altsaa og ligge i Ægteskabet, da hiin er indeholdt i dette; men det Æsthetiske ligger i den Uendelighed, den Aprioritet, den første Kjærlighed har, som ovenfor blev udviklet. Det ligger dernæst i den Eenhed af Modsætninger, som Kjærlighed er: den er sandselig og dog aandelig; den er Frihed og dog Nødvendighed; den er i Momentet, er i høi Grad præsentisk og dog har den en Evighed i sig. Alt dette har Ægteskabet ogsaa, det er sandseligt og dog aandeligt, men det er mere; thi det Ord „aandelig” brugt om den første Kjærlighed, siger dog nærmest, at den er sjælelig, at den er af Aand gjennemtrængt Sandselighed; det er Frihed og Nødvendighed, men tillige mere; thi Frihed brugt om den første Kjærlighed er dog egentlig mere den sjælelige Frihed, hvor Individualiteten endnu ikke har udklaret sig af Naturnødvendigheden. Men jo mere Frihed jo mere Hengivelse, og kun Den kan ødsle med sig selv, der eier sig selv. I det Religiøse bleve Individerne frie, han for usand Stolthed, hun for usand Ydmyghed, og det Religiøse trængte ind mellem de Elskende, der holdt hinanden saa fast omsluttede, ikke for at adskille, men for at hun kunde hengive sig med en Rigdom, som hun ikke før havde anet, og han ikke blot modtage, men hengive sig og hun modtage. Det har indre Uendelighed i sig, endnu mere end den første Kjærlighed; thi Ægteskabets indre Uendelighed er et evigt Liv. Det er Eenhed af Modsætninger, endnu mere end den første Kjærlighed; thi det har een Modsætning mere, det Aandelige, og derved det Sandselige i en endnu dybere Modsætning, men jo længere man er borte fra det Sandselige, desto mere æsthetisk Betydning faaer det; thi ellers blev Dyrenes Instinkt det mest Æsthetiske. Men det Aandelige i Ægteskabet er høiere end det i den første Kjærlighed, og jo høiere Himlen er over Brudesengen, desto bedre, desto skjønnere, desto mere æsthetisk; og over Ægteskabet er det ikke denne jordiske Himmel, der hvælver sig, men Aandens Himmel. Det er i Momentet, sundt og kraftigt, det viser ud over sig, men i en dybere Forstand end den første Kjærlighed; thi dette er netop Feilen ved denne, at den har en abstract Charakteer; men i Forsætter, som Ægteskabet har, ligger Bevægelses-Loven, ligger Muligheden af indre Historie. Forsættet er Resignationen i den rigeste Skikkelse, hvor der ikke sees hen til, hvad der skal tabes, men hvad der skal vindes ved at fastholdes. I Forsættet er der sat et Andet, og i Forsættet er Kjærligheden fat i Forhold dertil, dog ikke i udvortes Betydning. Men Forsættet her er ikke Tvivlens erhvervede Frugt, men Forjættelsens Overflødighed. Saa skjønt er Ægteskabet; og det Sandselige ingenlunde fornegtet, men forædlet. Ja jeg tilstaaer det, maaskee er det urigtigt af mig, ofte naar jeg tænker paa mit eget Ægteskab, da vækker den Forestilling et uforklarligt Veemod hos mig, at det skal ophøre, at, saa vis jeg end er paa, at jeg skal leve med hende, hvem mit Ægteskab knyttede mig til, i et andet Liv, dette dog skal give mig hende anderledes, at den Modsætning, der var en Betingelse med i vor Kjærlighed, skal ophæves. Dog dette trøster mig, at jeg veed, jeg skal erindre, at jeg med hende har levet det inderligste, det skjønneste Samfund, som Jordelivet giver. Dersom jeg nemlig har nogen Forstand paa den hele Sag, saa er Manglen ved den jordiske Kjærlighed den samme, som det, der er dens Fortrin, at den er Forkjærlighed. Den aandelige Kjærlighed har ingen Forkjærlighed og bevæger sig i den modsatte Retning, afskyer bestandig alle Relativiteter. Den jordiske Kjærlighed gaaer i Sandhed den modsatte Vei, og er paa sit Høieste kun Kjærlighed til et eneste Menneske i den hele Verden. Dette er Sandheden af at elske kun Een og kun eengang. Den jordiske Kjærlighed begynder med at elske Flere, dette er de foreløbige Anticipationer, og ender med at elske Een; den aandelige aabner sig bestandig mere og mere, elsker Flere og Flere, har sin Sandhed i at elske Alle. Saa er da Ægteskabet sandseligt, men tillige aandeligt, frit og tillige nødvendigt, absolut i sig selv og viser tillige ud over sig selv indenfor sig selv.

Idet Ægteskabet saaledes er en indre Harmoni, har det naturligviis sin Teleologi i sig selv; det er, idet det bestandig forudsætter sig selv, og forsaavidt bliver ethvert Spørgsmaal om dets „hvorfor” en Misforstaaelse, som meget let lader sig forklare af den prosaiske Forstandighed, der, om den end i Almindelighed lader lidt ærbarere end Syngemester Basil, der mener, at Ægteskabet af alle latterlige Ting er den allerlatterligste, dog let frister ikke blot Dig, men ogsaa mig til at sige: „er Ægteskabet ikke Andet, saa er det virkelig af alle latterlige Ting den allerlatterligste.”

Lad os imidlertid til Tidsfordriv see lidt nærmere paa eet og andet heraf. Om der end bliver en stor Forskjel mellem vor Latter, saa kunne vi dog gjerne lee lidt i Compagni. Forskjellen vil omtrent blive den samme som den forskjellige Betoning, med hvilken vi vilde udsige paa det Spørgsmaal, hvorfor er Ægteskabet til, det Svar: det maa vor Herre vide. Naar jeg forøvrigt siger, at vi ville lee lidt i Fællesskab, saa skal det ingenlunde være glemt, hvor meget jeg i denne Henseende skylder Dine Observationer, for hvilke jeg som Ægtemand ret takker Dig. Naar Folk nemlig ikke ville realisere den skjønneste Opgave, naar de ville dandse alle andre Steder end paa det Rhodos, der er anviist dem til Dandseplads, saa lad dem kun blive et Offer for Dig og andre Luxe, der under en Fortroligs Maske veed at have dem til Bedste. Dog et Punkt er der, som jeg vil frelse, et Punkt, jeg aldrig har og aldrig skal tillade mig at smile ad. Du har ofte yttret, at det maatte være „ganske fortræffeligt” at gaae omkring og spørge hver især, hvorfor han har giftet sig, og man vilde da finde, at det som oftest var en saare ubetydelig Omstændighed, der blev det Afgjørende, og Du søger da det Latterlige i, at en saa uhyre Virkning som et Ægteskab med alle dets Conseqventser kan fremgaae af en saa lille Aarsag. Jeg skal ikke opholde mig ved det Urigtige, der ligger deri, at Du seer paa den lille Omstændighed ganske abstrakt, og at det dog som oftest er kun fordi den lille Omstændighed kommer til en Mangfoldighed af Bestemmelser, at der resulterer Noget deraf. Det jeg derimod vil udhæve, er det Skjønne i de Ægteskaber, der have saa lidt „hvorfor” som muligt. Jo mindre „hvorfor”, jo mere Kjærlighed, det vil sige, naar man seer det Sande deri. For den Letsindige vil det jo rigtignok bag efter vise sig, at det var et lille „hvorfor”; for det alvorlige Menneske vil det til hans Glæde vise sig, at det var et uhyre „hvorfor”. Jo mindre „hvorfor” jo bedre. I de lavere Classer indgaaes Ægteskabet i Almindelighed uden noget stort „hvorfor” , men derfor gjenlyde disse Ægteskaber langt sjeldnere af saa mange „hvorledes”, hvorledes de skulle komme ud af det, hvorledes de skulle faae deres Børn forsørgede o. s. v. Til Ægteskabet hører aldrig Andet end Ægteskabets eget „hvorfor”, men dette er uendeligt og altsaa i den Forstand, hvori jeg her tager det, intet „hvorfor”, Noget Du ogsaa let vil overbevise Dig om; thi dersom man vilde svare en saadan forstandig philistrøs Ægtemand paa hans „hvorfor” med dette sande „derfor”, saa vilde han formodentlig ligesom Skolemesteren i Alferne sige: „lad os saa faae en ny Løgn.” Du vil tillige indsee, hvorfor jeg ikke vil og ikke kan afvinde denne Mangel paa „hvorfor” en comisk Side, fordi jeg frygter, at det Sande skal gaae tabt derved. Det sande „hvorfor” er kun eet, men har tillige en uendelig Energi og Kraft i sig, der kan qvæle alle „hvorledes”. Det endelige „hvorfor” er et Indbegreb, en Sværm, hvoraf hver tager Sit, Een flere en Anden færre, lige daarligt til Hobe; thi om En endog kunde forene alle endelige „hvorfor” i sit Ægteskabs Indgang, saa vilde han netop være den usleste af alle Ægtemænd.

Et af de tilsyneladende mest anstændige Svar, man giver paa dette Ægteskabets „hvorfor”, er: Ægteskabet er en Skole for Charakteren, man gifter sig for at forædle og uddanne sin Charakteer. Jeg vil knytte mig til et bestemt Faktum, der skyldes Dig. Der var en Embedsmand, „Du havde faaet fat paa”, det var Dit eget Udtryk og ligner Dig aldeles; thi naar der er en Gjenstand for Din Iagttagelse, saa skyer Du Intet, saa mener Du, at Du er i Dit Kald. Han var forresten et ganske godt Hoved og havde især mange Sprogkundskaber. Familien samledes ved Theebordet. Han røgede sin Pibe. Hans Kone var ingen Skjønhed, saae temmelig eenfoldig ud, var i Forhold til ham gammel, og forsaavidt kunde man, som Du bemærkede, strax falde paa, at der maatte være et aparte „hvorfor”. Ved Theebordet sad en ung noget bleg nygift Kone, der syntes at kjende et andet „hvorfor”; Fruen selv skjænkede Thee, en ung Pige paa sexten Aar, ikke skjøn, men fyldig og livsfrisk, bød den om; hun syntes endnu ikke at være kommen til et „hvorfor”. I dette hæderlige Selskab havde Din Uværdighed ogsaa fundet en Plads. Du, som var mødt ex offocio, som allerede et Par Gange var gaaet forgjæves, fandt naturligviis Situationen altfor gunstig til at turde lade den ubenyttet. Der var netop i de Dage Tale om en ophævet Forlovelse. Familien havde endnu ikke hørt denne vigtige indenlandske Nyhed. Sagen blev plaideret fra alle Sider, det vil sige, Alle vare actores; derpaa blev den optagen til Doms og Synderen excommuniceret. Gemytterne vare bevægede. Du vovede at insinuere en lille Yttring i Faveur af den Dømte, som naturligviis ikke var betegnet paa den Vedkommendes Fordeel, men paa at faae Stikordet anbragt. Det mislykkedes, da vedblev Du: „maaskee var den hele Forlovelse en Overilelse, maaskee har han ikke gjort sig Rede for det betydningsfulde „hvorfor”, man kunde næsten sige det „aber” , der bør gaae forud for et saa afgjørende Skridt, enfin hvorfor gifter man sig, hvorfor, hvorfor.” Hvert af disse „hvorfor” blev udtalt med en forskjellig Modulation, men dog lige dubitativt. Det var for meget. Eet „hvorfor" vilde allerede have været tilstrækkeligt, men en saadan fuldstændig Appel, en Generalmarsch i Fjendens Leir var afgjørende. Øieblikket var kommet. Med en vis Godmodighed, der dog ogsaa bar Præget af overveiende Forstandighed, sagde Verten: jo min gode Mand, det skal jeg sige Dem, man gifter sig fordi Ægteskabet er en Skole for Charakteren. Nu var Alt i Gang; deels ved Opposition, deels ved Approbation fik Du ham til at overbyde sig selv i Barrokhed, til liden Opbyggelse for hans Kone, til Forargelse for den unge Kone, til Forbauselse for den unge Pige. Jeg bebreidede Dig allerede dengang Din Adfærd, ikke for Vertens Skyld, men for Fruentimmernes, hvem Du var ondskabsfuld nok til at gjøre Scenen saa besværlig og langvarig som mulig. De to Fruentimmer behøve ikke mit Forsvar, og det var da ogsaa blot Dit sædvanlig Coquetteri, der har forledet Dig til ikke at tabe dem af Sigte. Men hans Kone, maaskee har hun dog virkelig elsket ham, og maatte det da ikke være forfærdeligt for hende at høre paa. Dertil kommer, at der laae noget Uanstændigt i den hele Situation. Det er nemlig saa langt fra, at en Forstands-Reflexion gjør Ægteskabet sædeligt, at den egentlig gjør det usædeligt. Den sandselige Kjærlighed har kun een Forklarelse, hvori den er lige æsthetisk, religiøs og ethisk, det er Kjærligheden; den forstandige Beregning gjør den ligesaa uæsthetisk som irreligiøs, fordi det Sandselige ikke er i sin umiddelbare Ret. Den der altsaa gifter sig for det og det o.s.v., han gjør et ligesaa uæsthetisk som irreligiøst Skridt. Hans Hensigts Godhed hjælper slet ikke; thi Feilen er netop den, at han har en Hensigt. Dersom en Qvinde giftede sig, for, ja slig Galskab har man da hørt i Verden, en Galskab, der synes at give hendes Ægteskab et uhyre „hvorfor”, for at føde Verden en Frelser, saa var dette Ægteskab ligesaa uæsthetisk som usædeligt og irreligiøst. Det er Noget, man ikke ofte nok kan gjøre sig klart. Der er en vis Classe af Forstands-Mennesker, der med en uhyre Foragt see ned paa det Æsthetiske som Tant og Barneværk, og som i deres jammerlige Teleologi troe sig høit hævede derover; men det er lige det Modsatte, slige Mennesker ere ved deres Forstandighed ligesaa usædelige som uæsthetiske. Man gjør derfor altid bedst i at see paa det andet Kjøn, der baade er det mest religiøse og det mest æsthetiske. Vertens Exposition var forøvrigt triviel nok, og jeg behøver ikke at fremstille den; derimod vil jeg ende denne Betragtning med at ønske enhver saadan Ægtemand en Xantippe til Kone og saa vanartede Børn som muligt, saa kan han haabe at være i Besiddelse af Betingelsen for hans Hensigts Opnaaelse.

At nu Ægteskabet forøvrigt virkelig er en Skole for Charakteren, eller, for ikke at bruge et saa philistrøst Udtryk, er Charakterens Genesis, det vil jeg gjerne indrømme, medens jeg naturligviis bestandig maa holde paa, at Enhver, der gifter sig af den Grund, snarere maatte henvises til hvilkensomhelst anden Skole end til Kjærlighedens. Dertil kommer, at et saadant Menneske aldrig vil have Gavn af denne Skolegang. Han berøver sig for det Første den Styrkelse, den Consolidation, den Gjennemgysning gjennem alle Tanker og Ledemod, som et Ægteskab er, thi det er dog i Sandhed et Vovestykke; men det skal det være, og det er saa langt fra, at det er rigtigt at ville beregne, at en slig Beregning netop er et Forsøg paa at enervere det. For det Andet er han naturligviis derved gaaet Glip af Kjærlighedens store Driftscapital og af den Ydmygelse, det Religiøse i Ægteskabet giver. Han er naturligviis altfor superklog til ikke at bringe en fix og færdig Forestilling med sig om, hvorledes han vil udvikles; denne bliver da Regulativet for hans Ægteskab og for det ulykkelige Væsen, han har været uforskammet nok til at udsee til sin Provellud. Men lad os glemme dette, og saa med Taknemmelighed erindre, hvor sandt det er, at Ægteskabet danner, naar man nemlig ikke vil staae over det, men som altid, hvor der er Tale om Dannelse, underordne sig det, hvoraf man skal dannes. Det modner hele Sjælen, idet det paa eengang giver en Følelse af Betydning, men tillige Vægten af et Ansvar, man ikke kan bortsophistrere, fordi man elsker. Det avler hele Mennesket ved den Undseelsens Rødme, der tilhører Qvinden, men som er Mandens Tugtemester; thi Qvinden er Mandens Samvittighed. Det bringer Melodi i Mandens excentriske Bevægelse, der giver Qvindens stille Liv Styrke og Betydning, men dog kun forsaavidt hun søger denne i Manden, og saaledes bliver denne Styrke ikke en uqvindelig Mandighed. Hans stolte Opblussen dæmpes, idet han bestandig vender tilbage til hende, hendes Svaghed styrkes, idet hun læner sig til ham^[1]. Og nu alt det Smaalige Ægteskabet fører med sig. Ja det vil Du nok give mig Ret i, men tillige bede Gud befrie Dig derfra. Nei der er Intet, der danner saa meget som det Smaalige. Der er det Afsnit i et Menneskes Liv, hvor man bør fjerne det fra ham; men der er ogsaa det Afsnit, hvor det er godt, og der hører en stor Sjæl til at frelse sin Sjæl ud af det Smaalige; men man kan det, naar man vil, thi det at ville er den store Sjæl, og Den, der elsker, vil. For Manden kan det især falde vanskeligt, og derfor vil i denne Henseende Qvinden have saa stor Betydning for ham. Hun er skabt til at have med det Smaa at gjøre, og veed at give det en Betydning, en Værdighed, en Skjønhed, som fortryller. Det frelser fra Vaner, fra Eensidigheders Tyrani, fra Lunets Aag, og hvor skulde alt sligt Ondt faae Tid til at vinde Skikkelse i en ægteskabelig Forening, der saa mange Gange og paa saa mange Maader kalder sig til Regnskab; alt Saadant kan ikke trives; „thi Kjærligheden er langmodig, er velvillig, Kjærligheden bærer ikke Nid, Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke, den gjør intet Usømmeligt, søger ikke sit Eget, sorbittres ikke, bærer ikke Nag, glæder sig ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed, fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.” Tænk Dig disse skjønne Ord af en Herrens Apostel, tænk Dig dem anvendte paa et heelt Liv, saaledes, at der knytter sig Forestillingen dertil om, at man mange Gange med Lethed gjorde det, mange Gange tog Feil, mange Gange glemte det, men dog atter vendte tilbage dertil; tænk Dig, at et Ægtepar tør sige disse Ord saaledes til hinanden, at Hovedindtrykket dog bliver glædeligt; hvilken Salighed ligger dog ikke heri, hvilken Charakterens Forklarelse? I Ægteskabet kommer man ingen Veie med store Lidenskaber; man kan Intet tage op forud, man kan ikke ved at være kjærlig en Maaned efter en stor Maalestok gjøre Fyldest for en anden Tid; her gjælder det, at hver Dag har sin egen Plage, men ogsaa sin egen Velsignelse. Jeg veed det, at jeg har underlagt min Stolthed og min hypochondre Uro under hendes Kjærlighed, jeg har underlagt hendes Heftighed vor Kjærlighed; men jeg veed ogsaa, at det har kostet mange Dage, jeg veed ogsaa, at der kan forestaae mange Farer; men mit Haab er til Seier.

Eller man gifter sig — for at faae Børn, for at give sit ringe Bidrag til Menneskeslægtens Forplantelse paa Jorden. Tænk Dig — hvis han ingen Børn fik, saa blev da hans Bidrag meget ringe. Stater have jo rigtignok tilladt sig at have denne Hensigt med Ægteskabet, at udsætte Præmier for dem, der giftede sig, og for dem, der fik flest Drengebørn. Christendommen har til visse Tider dannet Modsætningen hertil ved at udsætte Præmier for dem, der lode være at gifte sig. Om dette nu end var en Misforstaaelse, saa viser det dog en dyb Respekt for Personligheden, at man i den Grad ikke vilde gjøre den Enkelte til et blot Moment, men til det Definitive. Jo mere abstrakt Staten opfattes, jo mindre Individualiteten er udkæmpet af denne, desto naturligere er et saadant Bud og en saadan Opmuntring. I Modsætning hertil har man i vor Tid stundom næsten anpriist et Ægteskab uden Børn. Vor Tid har nemlig ondt nok ved at tilveiebringe den Resignation, der hører til at indgaae et Ægteskab; har man i den Grad fornegtet sig selv, saa synes man det kan være nok, og kan ikke ret finde sig i saadanne Vidtløftigheder som en Børneflok. I Romaner finder man ofte nok om end løst henkastet, dog anført som en Grund for et bestemt Individ til ikke at gifte sig, at han ikke kan lide Børn; i Livet seer man det i de mest forfinede Lande udtrykt derved, at Børnene saa tidlig som muligt fjernes fra det fædrene Huus, sættes i Pension o.s.v. Hvor ofte har Du ikke moret Dig over disse tragi-comiske Familiefædre med fire velsignede Børn, som de i al Stilhed ønskede langt borte. Hvor ofte har Du ikke gottet Dig over saadanne Familiefædres krænkede Fornemhed ved alt det Smaalige, som Livet medfører, naar Børnene skulle have Riis, naar de spilde paa dem, naar de skrige, naar den store Mand — Faderen, føler sig standset i sin Dristighed ved Tanken om, at hans Børn binder ham til Jorden. Hvor ofte har Du ikke med velfortjent Grusomhed bragt slige ædle Fædre til den høieste Grad af indædt Harme, naar Du alene beskjæftiget med hans Børn lod et Par Ord falde om den Velsignelse det dog er, at have Børn.

At gifte sig for at bidrage til Slægtens Propagation kunde nu synes baade en høist objektiv og en høist naturlig Grund. Det var som satte man sig hen paa Guds-Standpunktet og fra dette saae det Skjønne i Slægtens Vedligeholdelse; ja man kunde lægge en særdeles Vægt paa de Ord: „formerer Eder og vorder frugtbare og opfylder Jorden.” Og dog er et sligt Ægteskab ligesaa unaturligt som vilkaarligt og blottet for Tilhold i den hellige Skrift. Hvad det Sidste angaaer, saa læse vi jo, at Gud oprettede Ægteskabet, fordi det ikke var godt for Mennesket at være ene, for at give ham Selskab. Om det nu end kunde synes en og anden Religionsspotter lidt betænkeligt med det Selskab, der begyndte med at styrte Manden i Fordærvelse, saa beviser dette Intet, og denne Begivenhed vilde jeg hellere anføre som et Motto paa alle Ægteskaber; thi da Qvinden havde gjort dette, da blev først det inderligste Samfund befæstet imellem dem. Dernæst læse vi ogsaa disse Ord: og Gud velsignede dem. Dette Ord overseer man reent. Og naar Apostelen Paulus etsteds med temmelig megen Strenghed befaler Qvinden at tage mod Lærdom i Stilhed, med al Underdanighed, og at være i Stilhed, og derpaa, efterat have stoppet Munden paa hende, for endmere at ydmyge hende, tilføier: hun skal frelses ved at føde Børn, saa vilde jeg i Sandhed aldrig have tilgivet Apostelen denne Ringeagt, hvis han ikke havde gjort alt godt igjen, ved at tilføie: hvis de (Børnene) bleve i Tro og Kjærlighed og Hellighed med Tugt.

Det falder mig i denne Anledning ind, at det kunde synes underligt, at jeg, hvis Forretninger kun levne mig liden Tid tit Studier, og hvis fattige Studier i Almindelighed ere i en ganske anden Retning, at jeg synes saa bevandret i den hellige Skrift, at jeg kunde melde mig til theologisk Attestats. En gammel Hedning, jeg troer det er Seneca, har sagt, at naar man er kommen til sit tredivte Aar, bør man kjende sin Natur saa godt, at man kan være sin egen Læge; saaledes mener jeg ogsaa, at naar man er kommen til en vis Alder, bør man kunne være sin egen Præst. Ingenlunde som om jeg forsmaaede Deeltagelsen i den offentlige Gudsdyrkelse og den Anviisning, der her tilbydes, men jeg mener dog, at man bør have sin Anskuelse paa det Rene om de vigtigste Livsforhold, hvilke man desuden sjeldnere hører i strengere Forstand prædike over. Opbyggelsesskrifter og trykte Prædikener har jeg en Idiosynkrast imod; naar jeg derfor ikke kan tye til Kirken, saa tager jeg min Tilflugt til Skriften. Jeg erkyndiger mig da gjerne hos en eller anden lærd Theolog, eller i et eller andet lærd Værk, hvor de vigtigste Skriftsteder denne Sag betræffende findes, og dem læser jeg da igjennem. Saaledes var jeg allerede gift og havde været gift et halvt Aars Tid, førend det faldt mig ind ret at overveie, hvad det nye Testamente lærer om Ægteskabet. Jeg havde været tilstede ved adskillige Vielser før min egen; jeg kjendte altsaa de hellige Ord, der fremsiges ved denne Leilighed. Imidlertid ønskede jeg dog et lidt fuldstændigere Kjendskab og henvendte mig derfor til min Ven Pastor Olufsen, der netop dengang var her i Byen. Efter hans Anviisning fandt jeg nu Hovedstederne og læste dem igjennem for min Kone. Jeg erindrer meget godt det Indtryk, hiint Sted gjorde paa hende. Forøvrigt var det en egen Sag; jeg kjendte ikke de Steder i den hellige Skrift, jeg vilde læse for hende, og jeg vilde ikke eftersee dem iforveien; jeg kan ikke lide at være forberedt paa, hvad Indtryk jeg vil gjøre paa hende, Sligt har sin Grund i en utidig Mistillid. Dette kunde Du lægge Dig paa Hjerte; thi vel er Du ikke gift og har saaledes intet Menneske, Du i strængeste Forstand er forpligtet til Aabenhed mod; men Din Forberedelse gaaer virkelig til det Latterlige. Du kan godt narre Folk, kan godt synes at gjøre Alt saa tilfældigt, saa impromtu som muligt, og dog troer jeg ikke, at Du kan sige „Farvel” uden at have overveiet, hvorledes Du vil sige det.

Dog tilbage til Ægteskabet og de for Slægtens Forflerelse utrættelige Ægtefolk. Et saadant Ægteskab pleier undertiden at skjule sig i et mere æsthetisk Hylster. Det er en fornem gammel adelig Slægt, der er ifærd med at uddøe, der er kun to Repræsentanter tilbage, en Bedstefader og en Sønnesøn. Det er den ærværdige Oldings eneste Ønske, at Sønnen dog maa gifte sig, for at Slægten ikke skal udslettes. Eller det er et Menneske, paa hvis Liv der ikke ligger saa megen Vægt, men som med en vis Veemod tænker, om ikke længere tilbage, saa dog paa sine Forældre, elsker dem saa høit, at han kunde ønske, at dette Navn ikke maatte uddøe, men bevares i levende Menneskers taknemmelige Erindring. Det foresvæver ham maaskee, hvor skjønt det vilde være, at kunne fortælle Børnene om deres Bedstefader, som forlængst er død, at styrke deres Liv ved et saadant idealt Billede, der kun tilhører en Erindring, at begeistre dem til alt Ædelt og Stort ved denne Forestilling; han vil maaskee synes sig selv derved at kunne afbetale Noget af den Gjæld, han føler sig i til sine Forældre. Dette er nu Altsammen godt og smukt, men det er dog Ægteskabet uvedkommende, og et Ægteskab indgaaet af den Grund alene er ligesaa uæsthetisk som usædeligt. Det kunde synes haardt at sige det, men det er dog saa. Ægteskabet kan kun foretages i een Hensigt, hvorved det bliver i samme Grad ethisk som æsthetisk, men denne Hensigt er immanent; enhver anden Hensigt adskiller hvad der hører sammen, og gjør derved baade det Aandelige og det Sandselige til Endeligheder. Det kan gjerne være, at et Individ ved slige Taler, især naar de beskrevne Følelser have nogen Sandhed i ham, kan vinde en Piges Hjerte, men galt er det, og hendes Væsen er egentlig altereret, og det er altid en Fornærmelse mod en Pige at ville ægte hende af nogen anden Grund end fordi man elsker hende.

Er nu end, for at bruge et af Dine Udtryk, ethvert Stutteri-Hensyn som saadant Ægteskabet uvedkommende, saa vil for den, der ikke har forstyrret sig sit Forhold, Slægten vise sig som en Velsignelse. Det er dog en skjøn Ting, at et Menneske skylder det andet saa meget som muligt, men det er dog vel det Høieste, et Menneske kan skylde det andet — Livet. Og dog kan et Barn skylde en Fader endnu mere; thi det modtager jo dog ikke Livet blankt og bart, men modtager det med et bestemt Indhold, og naar det længe nok har hvilet ved Moderens Bryst, da lægges det til Faderens, og ogsaa han nærer det af sit Kjød og Blod, af et bevæget Livs ofte dyrekjøbte Erfaringer. Og hvilken Mulighed ligger der dog ikke i et Barn; jeg vil gjerne give Dig Medhold i, at Du hader al den Afgudsdyrkelse, der drives med Børn, især den hele Familie-Cultus og Børne-Circulationen ved Middags- og Aftenbordet til Familie-Kys, Familie-Beundring, Familie-Forhaabninger, medens Forældrene selvbehagelig takke hinanden for overstandne Besværligheder og fryde sig over det tilveiebragte Kunstprodukt; ja jeg tilstaaer det, jeg kan næsten være ligesaa sarkastisk mod sligt Uvæsen som Du; men jeg lader mig ikke videre forstyrre deraf. Børnene tilhøre Familiens inderste, forborgneste Liv, og til denne hell-dunkle Hemmelighedsfuldhed bør man ogsaa henvise enhver alvorlig eller gudfrygtig Tanke over denne Sag. Men der vil det da ogsaa vise sig, at endnu ethvert Barn har en Helgen-Glorie om sit Hoved, ogsaa der vil enhver Fader føle, at der i Barnet er mere end hvad det skylder ham, ja han vil med Ydmyghed føle, at det er betroet Gods, og at han i den skjønneste Forstand dog kun er Stedfader. Den Fader, der ikke har følt det, han har altid taget sin Fader-Værdighed forfængelig. Lad os være frie for alle utidige Ophævelser, „al Skraben ud ved Barnefødsel,” men lad mig ogsaa være fri for Din Kaadhed, naar Du med Holbergs Henrik vil obligere Dig til det Utrolige. Et Barn er det Største og det Betydningsfuldeste i Verden, det Uanseeligste og Ubetydeligste, alt eftersom man tager det, og man faaer Leilighed til at gjøre et dybt Indblik i et Menneske, naar man erfarer, hvorledes han tænker i denne Henseende. Et spædt Barn kan næsten virke comisk paa En, naar man tænker paa dets Pretention paa at være et Menneske; det kan virke tragisk, naar man tænker paa, at det kommer til Verden med Skrig, at det varer længe inden det glemmer at skrige, og at Ingen har forklaret dette Barneskrig. Saaledes kan det virke paa mange Maader; men den religiøse Betragtning, der dog godt kan træde i Forhold til de andre, bliver den skjønneste. Og nu Du, Du elsker jo Mulighed, og dog vil vist Tanken om Børn ikke virke glædeligt paa Dig; thi jeg tvivler ikke paa, at Din nysgjerrige og vagabonde Tanke ogsaa har tittet ind i denne Verden. Det kommer naturligviis deraf, at Du vil have Muligheden i Din Magt. Du holder meget af at være i den Tilstand, i hvilken Børn ere, naar de i det mørke Værelse vente paa Juletræets Aabenbarelse; men et Barn er rigtignok en ganske anden Art af Mulighed, og saa alvorlig, at Du vel neppe vilde have Taalmod til at bære den. Og dog ere Børn en Velsignelse. Det er skjønt og godt, at et Menneske med dyb Alvor tænker paa sine Børns Bedste, men naar han dog ikke stundom mindes, at det ikke blot er en Pligt, der er paalagt ham, et Ansvar, men at de ogsaa ere en Velsignelse, og at Gud i Himlen ikke har glemt, hvad Menneskene ikke engang glemme, at lægge en Gave paa Vuggen, har han dog ikke udvidet sit Hjerte hverken til æsthetiske eller til religiøse Følelser. Jo mere et Menneske er istand til at fastholde, at Børn er en Vslsignelse, gjennem jo færre Kampe og med jo mindre Tvivl han bevarer dette Klenorie, det eneste Gode, som det spæde Barn er i Besiddelse af, men ogsaa i lovlig, da Gud selv har indsat det deri, desto skjønnere, desto mere æsthetisk, desto mere religiøst. Jeg slendrer ogsaa undertiden om paa Gaden, overlader mig til mine egne Tanker og til det Indtryk, den øieblikkelige Omgivelse fremkalder. Jeg har seet en fattig Kone; hun drev en Smaa-Handel, ikke i en Butik eller et Skur, men hun stod paa den aabne Plads; hun stod der i Regn og Blæst med en Lille paa Armen; selv var hun reenlig og net, Barnet omhyggeligt indsvøbt. Jeg har seet hende mange Gange. Der kom en fornem Dame forbi, som næsten irettesatte hende, fordi hun ikke lod Barnet blive hjemme, og det saa meget mere som det jo blot var hende til Hinder. Og der kom en Præst den samme Vei forbi, og han nærmede sig hende, han vilde skaffe Barnet en Plads i et Asyl. Hun takkede ham venligt, men Du skulde have seet det Blik, hvormed hun bøiede sig ned og saae til Barnet. Havde det været indefrosset, dette Blik havde optøet det; havde det været dødt og koldt, dette Blik havde kaldet det tillive; havde det været forkommet af Sult og Tørst, dette Bliks Velsignelse havde vederqvæget det. Men Barnet sov, og end ikke dets Smiil kunde lønne Moderen. See denne Qvinde fornam, at et Barn er en Velsignelse. Dersom jeg var Maler, jeg vilde aldrig male andet end denne Qvinde. Et saadant Syn er en Sjeldenhed, det er som en sjelden Blomst, der hører Lykke til at faae at see. Men Aandens Verden er ikke Forfængeligheden underlagt, har man fundet Træet, saa blomstrer det stadigt; hende har jeg ofte seet. Jeg har viist min Kone hende; jeg har ikke gjort mig vigtig, ikke sendt hende rige Gaver, som om jeg havde en guddommelig Fuldmagt til at belønne, jeg har ydmyget mig under hende; hun trænger i Sandhed hverken til Guld eller fornemme Damer, eller Asyler og Præster, eller til en stakkels Assessor i Hof- og Stads-Retten og hans Frue. Hun trænger overhovedet til Intet, uden at Barnet engang vil elske hende med samme Ømhed, og heller ikke dette trænger hun til, men det er den Løn, hun har fortjent, en Velsignelse, som Himlen ikke vil lade udeblive. At dette er smukt, at det rører selv Dit hærdede Hjerte, kan Du ikke negte. Jeg skal derfor ikke, for at bibringe Dig den Anerkjendelse, at et Barn er en Velsignelse, gribe til de Skrækkebilleder, man ofte bruger, naar man vil forfærde den Ugifte ved Tanken om, hvor ene han engang skal komme til at staae, hvor ulykkelig, ikke omringet af en Børneflok. Deels vilde Du nemlig formodentlig ikke lade Dig forskrække, idetmindste ikke af mig, ja ikke af den hele Verden (naar Du er ene med Dig selv i tungsindige Tankers mørke Værelse, saa bliver Du vel stundom angst for Dig selv); deels forekommer det altid mig mistænkeligt, at man for at forvisse sig selv om Besiddelsen af et Gode, maa ængste Andre ved Tanken om, at de ikke have det. Spot derfor kun, nævn kun Ordet, der svæver paa Dine Læber: den fiirstolede Holsteensk-Vogn; mor Dig kun over, at Touren ikke er længere end til „Fresberg,” far os kun forbi i Din magelige Vienervogn, men Vogt Dig dog for ikke ofte at hengive Dig til Dit Spotteri i denne Henseende; der kunde maaskee i al Stilhed udvikle sig en ideal Længsel i Din Sjæl, der dyrt nok vilde straffe Dig.

Men ogsaa i en anden Forstand ere Børn en Velsignelse, fordi man lærer selv saa ubeskrivelig meget ved dem. Jeg har seet stolte Mennesker, hvem ingen Skjæbne hidtil havde ydmyget, der med en saadan Sikkerhed greb den Pige, de elskede, ud af det Familieliv, hun tilhørte, at det var, som vilde de sige, naar Du har mig, saa turde det være nok, jeg er vant til at trodse Storme, hvor meget mere nu, da Tanken om Dig vil begeistre mig, nu, da jeg har meget mere at kæmpe for. Jeg har seet de Samme som Fædre; et lille Uheld, der tilstødte deres Børn, har kunnet ydmyge dem, en Sygdom bringe Bønnen over deres stolte Læber. Jeg har seet Mennesker, der satte en Ære i næsten at foragte den Gud, som er i Himlene, der pleiede at udsee enhver Bekjender af ham til Skive for deres Spot, jeg har seet dem som Fædre tage de frommeste Mennesker i deres Tjeneste af Omsorg for Børnene. Jeg har seet Piger, hvis stolte Blik bragte Olympen til at skjælve, Piger, hvis forfængelige Sind kun levede for Pragt og Stads, jeg har seet dem som Mødre bære enhver Ydmygelse, næsten tiltrygle dem, hvad de troede kunde være til Bedste for Børnene. Jeg tænker paa et bestemt Tilfælde. Det var en meget stolt Dame. Hendes Barn blev sygt. En af Byens Læger blev kaldet. Han negtede paa Grund af tidligere Forhold at komme. Jeg har seet hende gaae hen til ham, vente i hans Forværelse for ved Bønner at bevæge ham til at komme. Dog hvortil slige stærke Skildringer, der, om de end ere sande, dog ikke have det Opbyggelige ved sig som de mindre bevægede Exempler, der vise sig hver Dag for Den, der har Øie at see med.

Dertil kommer, at man ogsaa paa en anden Maade lærer Meget af Børn. I ethvert Barn er der noget Oprindeligt, som gjør, at alle abstrakte Principer og Maximer strande mere eller mindre derpaa. Man maa selv begynde forfra, ofte med megen Møie og Besvær. Der er en dyb Betydning i det chinesiske Ordsprog: Opdrag Dine Børn vel, saa faaer Du at vide, hvad Du skylder Dine Forældre. Og nu det Ansvar, der er lagt paa en Fader. Man omgaaes andre Mennesker, man søger at bibringe dem Forestillingen om Det, maa anseer for det Rigtige, man gjør maaskee flere Forsøg; naar det ikke vil hjælpe, da har man Intet med dem at gjøre, man vadsker sine Hænder. Men naar kommer det Øieblik, da en Fader tør eller rettere da et Fader-Hjerte kan beslutte sig til at opgive ethvert yderligere Forsøg. Hele Livet opleves igjen i Børnene, nu først forstaaer man næsten sit eget Liv. Dog alt dette kan det egentlig ikke hjælpe at tale til Dig om; der er Ting, som man aldrig kan gjøre sig nogen indholdsrig Forestilling om, naar man ikke har oplevet dem, og deriblandt er det at være Fader.

Og nu endelig den skjønne Maade, paa hvilken man ved Børn knytter sig til en Fortid og til en Eftertid. Om man just ikke har fjorten Ahner og Bekymring for at tilveiebringe den femtende, man har et langt større Slægtskab for sig, og det er i Sandhed frydefuldt at see, hvorledes Slægten i Familierne antager ligesom et bestemt Mønster. Saadanne Betragtninger kan nu vel ogsaa den Ugifte anstille, men han vil ikke i den Grad føle sig opfordret dertil, eller beføiet, som han jo til en vis Grad selv griber forstyrrende ind deri.

Eller man gifter sig for at faae et Hjem. Man har kjedet sig hjemme, man har reist udenlands og kjedet sig, man er atter kommen hjem og kjeder sig. For Selskabs Skyld holder man en udmærket skjøn Vandhund, en Fuldblodshoppe, men man savner dog Noget. Paa den Restauration, hvor man samles med nogle ligesindede Venner, søger man forgjæves i længere Tid en Bekjendt. Man erfarer, at han har giftet sig man bliver blod om Hjertet, sentimental paa sine gamle Dage; man føler Alt saa tomt omkring sig, Ingen venter paa En, naar man bliver borte. Den gamle Husholderske er i Grunden et meget skikkeligt Fruentimmer, men hun veed da heller slet ikke at opmuntre En, at gjøre det lidt hyggeligt. Man gifter sig; Nabolauget klappet i Hænderne, finder, at man har handlet klogt og fornuftigt, og derpaa gaaer man over til at tale om det Vigtigste i Huusholdningen, det største jordiske Gode, en skikkelig og paalidelig Kokkepige, som man kan lade paa egen Haand gaae paa Torvet, en nemfingret Stuepige, som er saa ferm, at man kan bruge hende til Alt. Naar nu endda en saadan gammel skaldet Hykler vilde lade sig nøie med at ægte en Vaagekone; men det er som oftest ikke Tilfældet. Det Bedste er ikke godt nok, og endelig lykkes det ham at fange en ung smuk Pige, som da bliver smedet til en saadan Galeislave. Maaskee har hun aldrig elsket, hvilket rædsomt Misforhold.

Du seer, jeg lader Dig komme til Orde. Imidlertid maae Du tilstaae, at man især i de simplere Classer finder Ægteskaber, som ere indgaaede i den Hensigt, at faae et Hjem, og som ere ret smukke. Det er Mennesker i en yngre Alder. Ikke synderligt omtumlede i Verden have de erhvervet det fornødne Udkomme, og tænke nu paa at gifte sig. Det er smukt, og jeg veed ogsaa, at det aldrig kunde falde Dig ind, at rette Din Spot mod slige Ægteskaber. En vis ædel Eenfold giver dem baade et æsthetisk og et religiøst Anstrøg. Der ligger nemlig her slet intet Egoistisk i den Tanke, at ville have et Hjem, tværtimod for dem knytter sig hertil Forestillingen om en Pligt, en Gjerning, der bliver dem paalagt, men som tillige er dem en kjær Pligt.

Man hører ogsaa ofte nok Ægtefolk at trøste sig selv og ængste de Ugifte ved at sige: ja vi have dog et Hjem, og naar vi blive ældre et Tilholdssted; stundom tilføie de med et ualmindeligt Søndags-Sving i den opbyggelige Stiil: vore Børn og Børnebørn skulle engang lukke vore Øine og sørge over os. Det Modsatte er de Ugiftes Skjæbne. Man indrømmer med en vis Misundelse, at de have det bedre en Tid lang i de unge Dage, i al Stilhed ønsker man, at man ikke selv endnu var gift, dog det kommer igjen. Det gaaer de Ugifte som det gik den rige Mand, de have taget Deres forud.

Alle saadanne Ægteskaber lide nu af den Feil, at de gjøre et enkelt Moment i Ægteskabet til Hensigten for Ægteskabet, og derfor føle da især naturligviis de Første sig saa ofte skuffede, naar de maae tilstaae, at et Ægteskab dog har lidt mere at betyde end Erhvervelsen af et mageligt, hyggeligt og beqvemt Hjem. Men lad os nu atter abstrahere fra det Forkeerte, for at see det Skjønne og Sande. Det er ikke ethvert Menneske givet at udstrække sin Virksomhed saa saare vidt, og Mange af dem, der hilde sig ind at virke for noget Større, gribe sig selv tidlig eller sildig i en Vildfarelse. Hermed er Du ingenlunde meent; thi Du er naturligviis for godt et Hoved til ikke snart at komme under Veir med denne Illusion, og Din Spot har ofte nok rammet den. Du har i denne Henseende en overordentlig Grad af Resignation og har eengang for alle viist en total Renonce. Du foretrækker at more Dig. Du er overalt en velkommen Gjæst. Din Vittighed, Din Lethed i Omgang, en vis Godmodighed, item en vis Ondskab gjør, at man, saasnart man seer Dig, knytter Forestillingen dertil om en behagelig Aften. Du har altid været og skal altid være en kjærkommen Gjæst i mit Huus, deels fordi jeg ikke i saa høi Grad frygter Dig, deels fordi jeg har gode Udsigter inden jeg behøver at begynde derpaa; min eneste Datter er kun tre Aar gammel, og saa tidlig aabner Du vel ikke Dine Telegrapheringer. Du har stundom halvt bebreidet mig, at jeg trak mig mere tilbage fra Verden, engang kan jeg huske paa den Melodie: siig mig Jeanette. Grunden dertil er naturligviis, hvad jeg ogsaa den Gang svarede Dig, jeg har et Hjem. Det er i denne Henseende ligesaa vanskeligt, egentlig at faae Haand i Hanke med Dig som i alle andre; Du har nemlig altid andre Bestemmelser. Vil man rive Folk ud af deres Illusioner for at føre dem til noget Sandere, saa er Du her som altid „i alle Maader til Tjeneste.” Overhovedet er Du utrættelig i at opstøve Illusioner for at slaae dem itu. Du taler saa forstandigt, saa erfarent, at ethvert Menneske, der ikke kjender videre til Dig, maa troe, at Du er en sat Mand. Imidlertid er Du ingenlunde kommen til det Sande. Du er bleven staaende ved at tilintetgjøre Illusionen, og da Du har gjort det i alle mulige tænkelige Retninger, saa har Du egentlig arbeidet Dig ind i en ny Illusion, den nemlig, at man kan blive staaende herved. Ja, min Ven, Du lever i en Illusion og Du udretter Intet. Her har jeg da nævnet det Ord, som altid har havt en saa besynderlig Virkning paa Dig. Udrette — „hvo udretter da Noget? det er netop en af de allerfarligste Illusioner; jeg har ingenlunde travlt i Verden, jeg morer mig saa godt jeg kan, især over Dem, der troe, at de udrette Noget; og er det ikke ogsaa ubeskrivelig comisk, at et Menneske troer dette? jeg skal ikke besvare Livet med saa store Pretentioner.” Hver Gang Du taler derom, virker Du høist ubehageligt paa mig. Det oprører mig, fordi der er en fræk Usandhed deri, der, foredragen med Din Virtuositet, altid giver Dig Seieren, idetmindste altid bringer Latteren paa Din Side. Jeg erindrer engang, at Du, efter længe at have hørt paa et Menneske, der var blevet indigneret over Din Tale, uden at svare ham et Ord, men blot ægget ham med Dit sarkastiske Smiil, nu til almindelig Glæde for de Tilskedeværende svarede: ja naar De lægger denne Tale til alt det Øvrige, De har udrettet, saa kan man idetmindste ikke fortænke Dem i den Tro, at De i Sandhed udretter Noget for det Store og for de Enkelte. Naar Du taler saaledes, smerter det mig, fordi jeg føler en vis Medlidenhed med Dig. Dersom Du ikke holder igjen, saa gaaer der i Dig et rigt Gemyt under. Derfor er Du farlig, derfor have Dine Udbrud, Din Kulde en Kraft, som jeg ikke har kjendt hos nogen Anden af de Mange, der fuske i det Fag at være misfornøiede. Ogsaa disse hører Du da ikke til; de ere Gjenstand for Din Satire, thi Du er gaaet langt videre. „Du er glad og fornøiet, Du smiler, Du gaaer med lette Sving paa Hatten, Du forløfter Dig ikke paa Livets Sorger, Du har endnu ikke ladet Dig indskrive i noget tredobbelt Begrædelsesselskab.” Men netop derfor ere Dine Yttringer saa farlige for Yngre, fordi de maae frapperes af det Herredømme, Du har vundet over Alt i Livet. Jeg vil nu ikke sige til Dig, et Menneske skal udrette Noget i Verden; men jeg vil sige, er der dog ikke enkelte Ting i Dit Liv, hvorover Du kaster et uigjennemtrængeligt Slør, skulde de ikke være af den Art, hvor Du ønskede at udrette Noget, om end Dit Tungsind vaander sig i Smerte over, at det er Lidet? Og hvor ganske anderledes seer det ikke ud inden i Dig? Er der dog ikke en dyb Sorg over, at Du Intet kan udrette? jeg kjender idetmindste eet Forhold; Du lod engang falde et Par Ord derom, som ikke bleve upaaagtede. Visselig, Du gav Alt til for at kunne udrette Noget. Om det er Din egen Skyld, at Du ikke kan det, om det er Din Stolthed, der maa knækkes for at formaae det, veed jeg ikke, og skal aldrig videre trænge ind paa Dig; men hvorfor vil Du dog gjøre Compagni med alt det Slette, som ret fryder sig ved Din Magt, der altid bringer Seier. Som sagt, man føler ofte nok, hvor Lidet man udretter i Verden. Jeg siger det ikke i Mismod, jeg har ingen egentlig Bebreidelse at gjøre mig, jeg troer, jeg forvalter mit Embede med Samvittighedsfuldhed og Lyst, og jeg skal aldrig føle mig fristet til at blande mig i mig uvedkommende Ting i Haab om at udrette mere; men det er dog en saare partiel Virksomhed, og det er egentlig kun i Troen man har Forvisningen om, at man udretter Noget. Men da har jeg ved Siden deraf mit Hjem. Jeg tænker i denne Henseende ofte paa de skjønne Ord af Jesu Sirach, som jeg ogsaa vil bede Dig at betænke: „Hvo, som haver faaet en Hustru, begynder at faae Eiendom, for han haver faaet en Medhjælper med sig, og en Støtte at hvile sig paa. Hvor der ikke er Gjærde, der bortrives Godset, og hvor der ikke er en Hustru, der maa man sukke, og gaae som den, der vanker hid og did. Thi hvo kan troe en bevæbnet Røver, som farer fra een Stad til en anden? saaledes er det med et Menneske, som ikke haver Rede, og gjæster ind, hvor det aftnes.” Jeg har ikke giftet mig for at have et Hjem, men jeg har et Hjem, og dette er en stor Velsignelse. Jeg er ikke, det troer jeg ei Du vil vove at kalde mig, en Nar af en Ægtemand, jeg er ikke min Kones Mand i den Betydning, som en Dronning af Engeland har en Mand; min Kone er ikke Trælqvinde i Abrahams Huus, som jeg jager bort med Barnet, men hun er heller ei en Gudinde, jeg omkredser i forliebte Entrechats. Jeg har et Hjem, og dette Hjem er mig vel ikke Alt; men det veed jeg, at jeg har været Alt for min Kone, deels fordi hun i al Ydmyghed har troet det, deels fordi jeg veed med mig selv, at jeg har været og skal være det, forsaavidt et Menneske kan være det for et andet. Her kan jeg oplyse Dig om det Skjønne i, at et Menneske kan være Alt for et andet, uden at nogensomhelst endelig eller enkelt Ting erindrer derom. Jeg kan med desto større Dristighed tale om dette Punkt, fordi hun visselig ikke kommer til at staae i Skyggen. Hun har ikke trængt til mig; det var ikke en fattig Pige, jeg ægtede, mod hvem jeg, som Verden med al mulig Foragt for sig selv siger, gjorde en Velgjerning; det var ikke en forskruet Fjante, som jeg af andre Grunde ægtede, og som jeg nu ved min Viisdom bragte noget Godt ud af. Hun var uafhængig og hvad mere er, saa nøisom, at hun ikke behøvede at lade sig sælge; hun var sund, sundere end jeg, om end mere heftig. Hendes Liv kunde naturligviis aldrig være saa bevæget som mit, eller saa reflekteret; jeg kunde maaskee ved min Erfaring frelse hende fra mangen Vildfarelse, men hendes Sundhed gjorde det overflødigt. Hun skylder mig i Sandhed Intet, og dog er jeg Alt for hende. Hun har ikke trængt til mig, men derfor har jeg dog ikke været ligegyldig; jeg har vaaget over hende og sover endnu som Nehemias bevæbnet, for at gjentage et Udtryk, der ved en lignende Leilighed slap mig af Munden, og for at vise Dig, at jeg ikke har glemt Din sarkastiske Bemærkning, at det maatte være til stor gêne for min Kone. Min unge Ven, Sligt bekymrer mig ikke, som Du og kan see deraf, at jeg gjentager det, og det forsikkrer jeg, uden Vrede. Saaledes har jeg været slet Intet og dog Alt for hende. Du derimod har været Alt for en Mængde Mennesker, og i Grunden har Du slet Intet været for dem. Og sæt ogsaa, at Du var istand til i de temporære Berøringer, Du indgaaer med Mennesker, at udstyre En og Anden med en saadan Skat af det Interessante, at vække ham til saa megen Productivitet i sig selv, at han havde nok for sit Liv, Noget der vel forøvrigt er umuligt, sæt, han virkelig vandt ved Dig: Du selv, Du — tabte; thi Du havde jo dog ingen Enkelt fundet, Du kunde ønske at være Alt for, og om det end laae i Din Storhed, saa er i Sandhed denne Storhed saa smertelig, at jeg vil bede Gud befrie mig.

Det er denne Tanke, man først og fremmest maa knytte til Forestillingen om et Hjem, at det er en Gjerning, for derved at fjerne enhver usand og foragtelig Tanke om Magelighed. Endogsaa i Mandens Nydelse bør der være et Gjerningsmoment, om det end ikke yttrer sig i en enkelt udvortes haandgribelig Gjerning. I denne Henseende kan Manden godt være virksom, uagtet han ikke synes det, medens Qvindens huuslige Virksomhed mere lader sig tilsyne.

Men dernæst knytter sig til Forestillingen om et Hjem en saadan Concretion af Smaa-Omstændigheder, at det er saare vanskeligt at sige Noget derom i Almindelighed. Hvert Huus har i denne Henseende sin Eiendommelighed, og det maatte være ret interessant at kjende en Mangfoldighed af saadanne. Imidlertid gjælder det naturligviis om, at enhver saadan Eiendommelighed er gjennemtrængt af en vis Aand, og for mit Vedkommende afskyes alt det separatistiske Uvæsen i Familier, der strax den første Gang lægger an paa at vise, hvor særegent Alt er hos dem, der stundom gaaer saavidt, at Familien taler et eget Sprog eller i saa gaadefulde Allusioner, at man ikke veed, hvad man skal gjøre ud deraf. Sagen er, at Familien eier en saadan Eiendommelighed, Kunsten, at den veed at gjemme den.

De, der gifte sig for at have et Hjem, raabe altid paa, at der er Ingen, der venter paa dem, Ingen, der tager imod dem o.s.v. Dette viser tilstrækkelig, at de egentlig kun have et Hjem, idet de tillige tænke et Ude. Jeg behøver Gud skee Lov ingenlunde at gaae ud, hverken for at huske eller for at glemme, at jeg har et Hjem. Følelsen deraf har ofte grebet mig allerbedst som jeg sidder. Jeg behøver heller ikke at gaae ind i Dagligstuen eller i Spisestuen, for at forvisse mig derom. Ofte kan denne Følelse gribe mig, naar jeg sidder ganske ene paa mit Arbeids-Værelse. Den kan gribe mig, naar Døren til mit Cabinet gaaer op, og jeg lidt efter seer et livsglad Ansigt paa Ruden, og Gardinet atter trækkes for, og der bankes ganske sagte paa, og derpaa et Hoved tigger saaledes ind ad Døren, at man skulde troe, at dette Hoved ikke tilhørte noget Legeme, og hun da i samme Nu staaer ved min Side, og forsvinder igjen. Denne Følelse kan gribe mig, naar jeg langt ud paa Natten sidder der ganske ene, som i gamle Dage paa Collegiet; jeg kan da tænde mit Lys, liste mig ganske sagte ind i hendes Sovekammer for at see, om hun virkelig sover. Nu det forstaaer sig, denne Følelse griber mig ogsaa ofte, idet jeg kommer hjem. Og naar jeg da har ringet paa; hun veed, at det er ved det Klokkeslet, jeg pleier at komme (vi stakkels Embedsmænd ere ogsaa i den Henseende generede, at vi ikke kunne overraske vore Koner), hun kjender den Maade, paa hvilken jeg pleier at ringe; naar jeg nu indenfor kan høre en Støien og Larmen af Børnene og af hende, og hun selv stiller sig i Spidsen for den lille Skare, selv saa barnlig, at hun synes at rivalisere med Børnene i at juble — da føler jeg, at jeg har et Hjem. Og naar jeg da seer alvorlig ud (Du taler saa meget om at være Menneskekjender, hvo er dog Menneskekjender som en Qvinde!), hvor forandret er da ikke dette næsten overgivne Barn; hun bliver ikke fortvivlet, faaer ikke ondt, men der er en Kraft i hende, der ikke er haard, men uendelig bøielig, som det Sværd, der kunde bide Steen, og dog vikles om Livet. Eller naar hun kan se, at jeg nok snarere er gnaven (Herre Gud, det hænder ogsaa), hvor eftergivende kan hun da ikke være, og dog hvor megen Overlegenhed ligger der ikke i denne Eftergiven.

Hvad jeg forøvrigt kunde have Lyst at sige Dig i denne Anledning, det vil jeg helst knytte til et bestemt Udtryk, jeg troer man med Rette kan bruge om Dig, et Udtryk Du ogsaa selv ofte bruger: at Du er en Fremmed og Udlænding i Verden. Yngre Mennesker, der ikke have Forestilling om, hvor dyrt man kjøber Erfaring, men heller ingen Anelse om, hvilken uudsigelig Rigdom den er, kunne let lade sig henrive i den samme Hvirvel, de kunne maaskee føle sig paavirkede af Din Tale som af en frisk Luftning, der lokket dem ud paa det uendelige Hav, Du viser for dem; selv kan Du blive ungdommelig beruset, næsten ikke til at styre ved Tanken om denne Uendelighed, der er Dit Element, et Element, der ligesom Havet uforandret skjuler Alt paa sin dybe Bund. Skulde Du, der allerede er en velbefaren Mand paa dette Farvand, ikke vide at fortælle om Uheld og Havsnød. Det forstaaer sig, den Ene veed i Almindelighed ikke stort om den Anden paa dette Hav. Man udruster ikke store Fartøiet, som man med Møie faaer stødt ud paa Dybet, nei det er meget smaa Baade, Joller kun til een Person; man benytter Øieblikket, man udspænder sit Seil, man stryger med urolige Tankers uendelige Hurtighed, ene paa det uendelige Hav, ene under den uendelige Himmel. Dette Liv er farefuldt, men Forestillingen om at tabe det er man fortrolig med; thi det er jo den egentlige Nydelse den at man forsvinder saaledes i det Uendelige, at der kun bliver saa meget tilbage, at man nyder denne Forsvinden. Søfarende fortælle, at man paa det store Verdens-Ocean seer en Art Snekke, man kalder den flyvende Hollænder. Den kan udbrede et lille Seil og nu med uendelig Hast stryge hen over Havets Flade. Saaledes er det omtrent med Din Seilads over Livets Hav. Ene i sin Kajak er man sig selv nok, har intet videre med noget Menneske at gjøre uden i det Øieblik, man selv ønsker. Ene i sin Kajak er man sig selv nok — jeg kan ikke ret forstaae, hvorledes man dog kan udfylde denne Tomhed; men som Duer det eneste Menneske, jeg har kjendt, hos hvem der er noget Sandt deri, saa veed jeg ogsaa, at Du, har en Person ombord, der kan hjælpe til at udfylde Tiden. Du skulde derfor sige: ene i sin Baad, ene med sin Sorg, ene med sin Fortvivlelse, som man er feig nok til hellere at ville bevare end at man skulde underkaste sig Helbredelsens Smerte. Lad nu mig fremdrage Skyggesiden af Dit Liv, ikke som om jeg vilde gjøre Dig bange, jeg giver mig ikke af med at være Bussemand, og Du er for kløgtig til at lade Dig paavirke af Sligt. Men betænk dog det Smertefulde, det Veemodige, det Ydmygende, der ligger i at være i denne Forstand Fremmed og Udlænding i Verden. Jeg skal ikke forstyrre det Indtryk, jeg mulig kan gjøre paa Dig, ved at ophidse Dig ved Tanken om det forplumrede Familie-Sammenhold, den Staldluft, Du afskyer; men tænk Dig Familielivet i dets Skjønhed, grundet paa et dybt og inderligt Samfund saaledes, at det Alt Forbindende dog er gaadefuldt skjult, det ene Forhold sindrigt slynge: i det andet, saa at man kun aner Sammenhænget, tænk Dig dette Familiens forborgne Liv i sig selv omklædt med en saa skjøn, ydre Form, at man intetsteds støder an paa det Haarde i Sammenføiningen, og tænk Dig nu Dit Forhold dertil. En saadan Familie vilde netop behage Dig, og Du vilde maaskee ofte glæde Dig ved at komme i den; Du vilde ved Din Lethed snart være ligesom fortrolig i den. Jeg siger „ligesom”; thi at Du ikke blev det, og at Du, da Du altid vil blive en Fremmed og Udlænding, ikke kan blive det, det er klart. Man vilde ansee Dig for en velkommen Gjæst, man vilde maaskee være venlig nok til at gjøre Dig Alt saa behageligt som muligt, man vilde være forekommende imod Dig, ja man vilde behandle Dig som man behandler et Barn, man holder af. Og Du, Du vilde være uudtømmelig i Opmærksomhed, opfindsom for paa alle Maader at glæde Familien. Ikke sandt, det var jo meget skjønt, og Du kunde vel i et enkelt bizart Øieblik fristes til at sige, at Du brød Dig ikke om at see Familien i Slaabrok, eller Frøkenen i Slæber, eller Fruen uden Kappe, og dog ligger der for Dig naar Du vil see nøiere til, en uhyre Ydmygelse i Familiens rigtige Adfærd imod Dig; saaledes maatte enhver Familie bære sig ad, og Du blev den Ydmygede. Eller troer Du da ikke, at Familien gjemmer et ganske andet Liv for sig selv, der er dens Helligdom, troer Du ikke, at enhver Familie endnu har Huusguder, om den end ikke sætter dem i Forværelset. Og skjuler der sig ikke i Din Yttring en saare forfinet Svaghed; thi jeg troer virkelig ikke, at Du kunde taale at see Din Kone, hvis Du nogensinde blev gift, i Negligée, med mindre denne Dragt var en Pynt beregnet paa at behage Dig. Du mener vel, at Du har gjort meget for Familien for at underholde den, for at udbrede en vis æsthetisk Glands over den, men sæt Familien agtede dette saare lidet i Sammenligning med det indre Liv, den eier. Saaledes vil det gaae Dig i Forhold til enhver Familie, og der ligger en Ydmygelse deri, hvor stolt Du end er. Ingen deler Sorgen med Dig, Ingen fortroer sig til Dig. Du mener vel, at det ofte er Tilfældet, Du har jo beriget Dig selv med en Mangfoldighed af psychologiske Iagttagelser; men dette er ofte en Skuffelse, thi Folk ville gjerne tale med Dig for det Løse, og fjernt berøre eller lade ane en Bekymring, fordi det Interessante, der derved i Dig kommer i Bevægelse, dulmer Smerten, og i og for sig allerede har en Behagelighed, som gjør, at man attraaer denne Medicin, ogsaa uden at behøve den. Og naar da netop paa Grund af Din isolerede Stilling (Du veed, Folk ville hellere communicere hos en Tiggermunk end hos deres Skriftefader) En henvendte sig til Dig, det fik dog aldrig den sande Betydning, hverken for Dig eller for ham; for ham ikke, fordi han følte det Vilkaarlige, der ligger i at betroe sig til Dig; for Dig ikke, fordi Du ikke ganske kunde see bort fra det Tvetydige, hvorpaa Din Competence beroede. Du er nu unegtelig en god Operateur, Du forstaaer at trænge ind i Sorgens og Bekymringens hemmeligste Indelukke, dog saaledes, at Du ikke glemmer Tilbageveien. Vel, jeg antager, at det lykkedes Dig at helbrede Din Patient; nogen sand og dyb Glæde havde Du ikke deraf, thi det Hele bar dog Vilkaarlighedens Præg, og Du havde intet Ansvar. Først Ansvaret giver Velsignelse og sand Glæde, og det om man end ikke kan gjøre det halv saa godt som Du; det giver Velsignelse ofte naar man slet Intet gjør. Men naar man har et Hjem, da har man et Ansvar, og dette Ansvar giver Sikkerhed i sig selv og Glæde. Netop fordi Du ikke vil have Ansvaret, maa Du finde det ganske i sin Orden, hvad Du saa ofte klager over, at Folk ere utaknemlige mod Dig. Imidlertid er det da ogsaa sjeldnere, at Du saaledes giver Dig af med at helbrede Folk, i Almindelighed gaaer, som jeg før har sagt Dig, Din Hovedvirksomhed ud paa at tilintetgjøre Illusioner, og leilighedsviis i at arbeide Andre ind i Illusioner. Naar man seer Dig med een eller to Yngre, hvorledes Du ved et Par Bevægelser allerede har hjulpet dem et godt Stykke ud over alle de barnlige i mange Maader saa frelsende Illusioner, hvorledes de nu blive lettere end Virkeligheden, hvorledes Vingerne skyde sig frem, medens Du selv som en gammel erfaren Fugl giver dem en Forestilling om, hvad et Vingeslag er, hvormed man overflyver hele Tilværelsen; eller naar Du foretager en lignende Øvelse med unge Piger, og studerer Forskjellen i Flugt, at man i den mandlige Flugt hører Vingeslaget, hvorimod den qvindelige er som en hendrømmende Roen — naar man seer dette, hvo kan da blive vred paa Dig paa Grund af den Kunst, hvorned det skeer, og hvo burde ikke blive vred paa Dig for den Letsindighed, der ligger deri. Du kan rigtignok sige om Dit Hjerte, som der staaer i den gamle Vise:

Mein Herz ist wie ein Taubenhaus,
Die Eine fliegt herein, die Andre fliegt heraus,

kun at man Dig betræffende ikke saa meget seer, at de flyve ind, som man bestandig seer nye flyve ud. Men saa skjønt et Billede et Dueslag end forresten er af et stille huusligt Hjem, saa maa det i Sandhed ikke tages paa denne Maade. Og er det ikke smertefuldt og veemodigt saaledes blot at lade Livet gaae sig forbi, uden nogensinde at vinde Fasthed deri; er det ikke veemodigt, min unge Ven, at Livet aldrig faaer Indhold for Dig. Der ligger noget Veemodigt i den Følelse, at man bliver ældre, men det er et langt dybere Veemod, der griber En, naar man ikke kan blive det. Jeg føler netop i dette Øieblik med hvor megen Ret jeg kalder Dig: min unge Ven. En Afstand af syv Aar er just ingen Evighed, Forstands-Modenhed vil jeg ikke rose mig af fremfor Dig, men vel af Livs-Modenhed. Ja jeg føler, at jeg virkelig er bleven ældre; men Du holder endnu bestandig fast ved Ungdommens første Overraskelse. Og naar jeg stundom, om end sjeldnere, føler mig træt i Verden, saa er det tillige forbunden med en stille Opløftelse; jeg tænker da paa de skjønne Ord: Salige ere de, som hvile fra deres Gjerninger. Jeg indbilder mig ikke, at have havt en stor Gjerning i Livet, jeg har ikke vraget den, der blev mig anviist, og om den end var ringe, saa har det jo tillige været min Gjerning, at være glad ved den, skjøndt den var ringe. Du hviler visselig ikke fra Din Gjerning, Hvile er for Dig Forbandelse, kun i Uro kan Du leve. Hvile er Din Modsætning, Hvile gjør Dig mere urolig. Du er som en Hungrig, hvem Spisen blot gjør mere hungrig, en Tørstende, hvem Drikken blot gjør mere tørstig.

Dog jeg vender tilbage til det Foregaaende, til de endelige Hensigter, i hvilke Menneskene indgaae Ægteskaber. Jeg har kun nævnet tre, fordi disse dog altid syntes at have Noget for sig, fordi de dog altid reflekterede paa et eller andet enkelt Moment i Ægteskabet, uagtet de i deres Eensidighed blive ligesaa latterlige som uæsthetiske og irreligiøse. En Mangfoldighed af aldeles usle endelige Hensyn vil jeg ikke nævne, fordi man end ikke kan lee derad. Saaledes naar En gifter sig for Penges Skyld, eller af Jalousi, eller for Udsigternes Skyld, fordi der er Udsigter til, at hun snart skal døe — eller at hun skal leve længe, men blive en velsignet Green der bærer megen Frugt, saa man ved hende kan stryge en heel Række Onklers og Tanters Efterladenskab i Lommen. Alt Sligt gider jeg ikke nævne.

Som Udbytte af denne Undersøgelse kan jeg her udhæve, at det viste sig, at Ægteskabet, for at være æsthetisk og religiøst, intet endeligt „Hvorfor” maatte have; men dette var netop det Æsthetiske i den første Kjærlighed, og saaledes staaer her atter Ægteskabet au niveau med den første Kjærlighed. Og dette er det Æsthetiske i Ægteskabet, at det i sig skjuler en Mangfoldighed af Hvorfor, som Livet aabenbarer i sin hele Velsignelse.

Da imidlertid det, jeg for det Første har foresat mig at vise, er Ægteskabets æsthetiske Gyldighed, og da det, hvorved Ægteskabet adskilte sig fra den første Kjærlighed, var det Ethiske og det Religiøse, men det Ethiske og Religiøse igjen, forsaavidt det søger sit Udtryk i noget Enkelt, nærmest har det i Vielsen, saa vil jeg, for ikke at synes at tage mig den Sag altfor let, for ikke at gjøre mig skyldig i det Mindste, der kunde give mig Skin af at fordølge det Schisma mellem den første Kjærlighed og Ægteskabet, som Du og mange Andre, om end af forskjellige Grunde, etablere, saa vil jeg dvæle ved denne. Du maa her gjerne have Ret i, at naar en Mængde Mennesker ikke opholde sig over dette Schisma, det da har sin Grund i, at de mangle Energi og Dannelse til at tænke over det Ene saa vel som over det Andet. Lad os imidlertid see lidt nærmere paa Vielsen og dens Formular. Maaskee vil Du ogsaa i det Følgende finde mig bevæbnet, og det kan jeg forsikkre Dig, uden at det generer min Kone; thi hun seer gjerne, at jeg holder saadanne Fribyttere som Dig og Dine Lige borte. Jeg er desuden af den Mening, at ligesom den Christne altid bør være istand til at gjøre Rede for sin Tro, saaledes bør en Ægtemand ogsaa altid være istand til at kunne gjøre Rede for Ægteskabet, ikke just til Enhver, der behager at forlange det, men til Enhver, han finder værdig dertil, eller om end som in casu uværdig, dog finder for godt at gjøre det for. Og da Du i den senere Tid, efterat have ødelagt en Mængde andre Landskaber, er begyndt at hærge Ægteskabets Provinds, saa føler jeg mig opfordret til at møde Dig.

At Du kjender Vielse-Formularen, ja at Du har studeret den, det forudsætter jeg. Du er overhovedet altid vel rustet, og begynder i Almindelighed aldrig at angribe en Ting, førend Du veed ligesaa god Besked om den, som dens mest prøvede Forsvarere. Det hænder Dig derfor undertiden, hvad Du selv klager over, at Dine Angreb ere for gode, at de, der skulle forsvare, ikke vide saa god Besked derom som Du, der angriber. Vi faae nu at see.

Dog lad os, førend vi gaae til det Enkelte, see, om der ikke i Vielsens Akt blot som Akt betragtet ligger noget Forstyrrende. Vielsen er jo ikke Noget, de Elskende selv i et rigt Øieblik finde paa, Noget, de, hvis de underveis skulde saae andre Tanker, igjen uden videre kunne opgive. Det er altsaa en Magt, der her træder os imøde. Men behøver da Kjærligheden at anerkjende nogen anden Magt end sig selv? At naar først Tvivl og Bekymring har lært et Menneske at bede, at han da vilde tage til Takke med at bøie sig under en saadan Magt, det vil Du maaskee indrømme, men den første Kjærlighed trænger ikke dertil. Du maa her erindre, at vi have tænkt os de Paagjældende Individer religiøst udviklede; jeg har derfor ikke med at gjøre, hvorledes det Religiøse kan komme frem i et Menneske, men hvorledes det kan bestaae med den første Kjærlighed; og saa vist som det er, at ulykkelig Kjærlighed kan gjøre et Menneske religiøst, saa vist er det ogsaa, at religiøse Individer kunne elske. Det Religiøse er ikke saaledes Menneskenaturen fremmed, at der først behøves et Brud for at vække det. Men ere de Paagjældende Individer religiøse, saa er den Magt, der i Vielsen træder dem imøde, ikke fremmed, og som deres Kjærlighed forener dem i en høiere Eenhed, saa løfter det Religiøse dem op i en endnu høiere.

Hvad gjør da Vielsen? Den giver først en Oversigt over Slægtens Tilblivelse, og indfæster derved det nye Ægteskab i Slægtens store Legeme. Den giver derved det Almindelige, det reent Menneskelige, kalder dette frem i Bevidstheden. Dette støder Dig, Du siger maaske: det er ubehageligt i det Øieblik, man forener sig saa inderligt med et Menneske, at alt Andet forsvinder for En, da at erindres om, es ist eine alte Geschichte, Noget der er skeet og skeer og vil skee. Du vil netop glæde Dig i det, der er det Eiendommelige i Din Kjærlighed, Du vil lade Kjærlighedens hele Lidenskab blusse i Dig, og Du ønsker ikke at forstyrres ved Tanken om, at Peer og Povel gjør det Samme, „det er høist prosaisk at erindres om sin numeriske Betydning: Anno 1750 Hr. N. N. og dydzirede Jfr. N. N. Kl. 10, samme Dag Kl. 11 Hr. N. N., Jfr. N. N.” Dette klinger nu høist forfærdeligt; imidlertid skjuler sig i Dit Raisonnement en Reflexion, der har forstyrret den første Kjærlighed. Kjærlighed er, som ovenfor bemærket, Eenhed af det Almene og det Særegne, men i den Forstand, som Du at ville nyde det Særlige, viser en Reflexion, der har sat det Særlige udenfor det Almene. Jo mere det Almene og det Særegne gjennemtrænge hinanden, desto skjønnere er Kjærligheden. Det Store er hverken i umiddelbar eller i høiere Forstand det at være det Særegne, men i det Særegne at eie det Almene. Det kan derfor ikke blive den første Kjærlighed nogen forstyrrende Indledning, at erindres om det Almene. Dertil kommer, at Vielsen ogsaa gjør mere. For nemlig at vise tilbage paa det Almene, fører den de Elskende hen til de første Forældre. Den bliver altsaa ikke staaende ved det Almene in abstracto, men viser dette udtrykt i Slægtens første Par. Dette er et Vink om, hvorledes ethvert Ægteskab er. Ethvert Ægteskab er som ethvert Menneskeliv paa eengang dette Enkelte og dog det Hele, paa eengang Individ og Symbol. Den giver altsaa de Elskende det skjønneste Billede af et Par Mennesker, der ikke ere forstyrrede af Reflexion paa Andre; den siger til de Enkelte, saaledes er ogsaa I et Par, det er den samme Begivenhed, der her gjentager sig med Eder, I staae nu ogsaa her ene i den uendelige Verden, ene for Guds Aasyn. Du seer altsaa, at Vielsen ogsaa giver det, Du forlanger, men at den tillige giver mere, at den giver paa eengang det Almene og det Særegne.

„Men Vielsen forkynder, at Synden er kommen ind i Verden, og det er dog vel disharmonisk i det Øieblik, man føler sig renest, da at erindres saa stærkt om Synden. Dernæst lærer den, at Synden kom ind i Verden ved Ægteskabet, og dette synes lidet opmuntrende for de respektive Ægtefolk; det forstaaer sig, Kirken kan vadske sine Hænder, hvis der kommer noget Ulykkeligt ud deraf, thi den har ikke smigret med et forfængeligt Haab.” At Kirken ikke smigrer med et forfængeligt Haab, maa vel i og for sig ansees for et Gode. Videre: Kirken siger, at Synden kom ind i Verden ved Ægteskabet, og dog tillader den det; den siger, at Synden kom ind ved Ægteskabet, men det kunde dog være et stort Spørgsmaal, om den lærer, at det var formedelst Ægteskabet. I ethvert Tilfælde forkynder den Synden blot som Menneskets almindelige Lod, gjør ingen bestemt Anvendelse paa den Enkelte, og siger allermindst: I ere nu ifærd med at begaae en Synd. Det er vistnok en saare vanskelig Sag at udvikle, i hvilken Forstand Synden kom ind ved Ægteskabet; det kunde synes, at Synd og Sandselighed her bleve identificerede. Imidlertid kan det dog ikke ganske forholde sig saaledes, da Kirken tillader Ægteskabet. Ja, vil Du sige, det er først naar den har taget alt det Skjønne bort fra den jordiske Kjærlighed. Ingenlunde, vilde jeg svare, idetmindste findes der intet Ord derom i Vielsen.

Kirken forkynder dernæst Syndens Straf, at Qvinden skal føde Børn med Smerte og være sin Mand underdanig. Men den første af disse Følger er dog vel af den Natur, at den, om Kirken end ikke forkyndte den, vilde forkynde sig selv. Ja, svarer Du, men det Forstyrrende ligger i, at det udsiges, at det er Syndens Følge. Du finder det æsthetisk skjønt, at et Barn fødes med Smerte, det er en Agtelse for et Menneske, en billedlig Betegnelse af hvad Betydning det dog har, at et Menneske kommer til Verden, i Modsætning til Dyrene, der paa jo lavere et Trin de staae, med desto større Lethed bringe deres Unger til Verden. Jeg maa her atter indskærpe, at det forkyndes som Menneskets almindelige Lod, og at det, at et Barn fødes i Synd, er det dybeste Udtryk for dets høieste Værdighed, at det netop er en Forklarelse af Menneskelivet, at Alt det betræffende henføres under Bestemmelsen af Synd.

Dernæst hedder det, at Qvinden skal være Manden underdanig. Du vil maaskee her sige: ja det er skjønt, og det har altid tiltalt mig, at see en Qvinde, der i sin Mand elskede sin Herre. Men det, at det skal være en Følge af Synden, det oprører Dig, og Du føler Dig kaldet til at optræde som Qvindens Ridder. Om Du gjør hende en Tjeneste dermed, skal jeg lade uafgjort, men jeg troer, at Du ikke har fattet Qvindens Væsen i dets hele Inderlighed, hvortil ogsaa hører, at hun paa eengang er fuldkomnere og ufuldkomnere end Manden. Vil man betegne det Reneste og det Fuldkomneste, da siger man en Qvinde; vil man betegne det Svageste, det Skrøbeligste, da siger man en Qvinde; vil man give en Forestilling om det over Sandseligheden hævede Aandelige, da siger man en Qvinde; vil man give en Forestilling om det Sandselige, da siger man en Qvinde; naar man vil betegne Uskyld i hele sin opløftende Storhed, saa siger man en Qvinde; naar man vil betegne den deprimerede Følelse af Skyld, da siger man en Qvinde. I en vis Forstand er derfor Qvinden fuldkomnere end Manden og det udtrykker Skriften saaledes, at hun har mere Skyld. Naar Du nu igjen erindrer, at Kirken kun forkynder Qvindens almindelige menneskelige Lod, saa skjønner jeg ikke, at deraf kan fremgaae noget for den første Kjærlighed Foruroligende, men vel for den Reflexion, der ikke forstaaer at fastholde hende paa denne Mulighed. Desuden gjør Kirken jo ikke Qvinden blot til Slave, den siger: „og Gud sagde, jeg vil gjøre Adam Selskab”, et Udtryk, der har ligesaa megen æsthetisk Varme som Sandhed. Derfor lærer Kirken: „og Manden skal forlade Fader og Moder og holde sast ved sin Hustru.” Man skulde nærmest have ventet, at det skulde hedde: Qvinden skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Mand; thi Qvinden er jo den svagere. I Skriftens Udtryk ligger en Anerkjendelse af Qvindens Betydning, og ingen Ridder kunde være mere galant imod hende.

Hvad endelig den Forbandelse angaaer, der blev Manden til Deel, da synes jo rigtignok den Omstændighed, at han i sit Ansigts Sved skal æde sit Brød, med et eneste Ord at jage ham ud af den første Kjærligheds Hvedebrøds-Dage. At denne Forbandelse ligesom al guddommelig Forbandelse, hvad man oftere har erindret om, skjuler en Velsignelse i sig, beviser forsaavidt Intet her, som det dog altid maa forbeholdes en senere Tid at erfare det. Det, jeg derimod vil erindre om, er, at den første Kjærlighed ikke er feig, at den ikke frygter Farer, og at den derfor i denne Forbandelse vil see en Vanskelighed, som ikke kan skrække den.

Hvad gjør altsaa Vielsen? „den standser de Elskende”, ingenlunde; men den lader det, der allerede var i Bevægelse, udvortes træde frem. Den gjør det Almeen-Menneskelige gjældende, og i denne Forstand ogsaa Synden; men al den Angst og Qval, der vil, at Synden ikke maa være kommen ind i Verden, har sin Grund i en Reflexion, som den første Kjærlighed ikke kjender. At ville have, at Synden ikke maa være kommen ind i Verden, er at føre Menneskeheden tilbage paa det Ufuldkomnere. Synden er indkommen, men idet Individerne have ydmyget sig herunder, staae de høiere end de før stode.

Kirken henvender sig derpaa til den Enkelte og forelægger ham nogle Spørgsmaal. Herved synes atter en Reflexion at fremkaldes. „Hvortil slige Spørgsmaal, Kjærligheden har sin Forvisning i sig selv.” Men Kirken spørger jo ikke for at gjøre vaklende, men for at gjøre fast, og for at lade det, der allerede er fast, udtale sig. Her møder nu den Vanskelighed, at Kirken i sit Spørgsmaal slet ikke synes at tage Hensyn til det Erotiske. Den spørger, har Du raadført Dig med Gud og Din Samvittighed, dernæst med Venner og Bekjendte. Jeg skal her ikke udhæve det saare Gavnlige i, at Kirken med dyb Alvor spørger saaledes. Kirken er, for at bruge et Udtryk af Dig, ikke en Kirsten-Giftekniv. Kan det da forstyrre de Paagjældende? De have jo ved Tak henført deres Kjærlighed til Gud, og saaledes raadført dem med ham; thi det er dog vel og, om end indirekte, en Raadførelse med Gud, naar jeg takker ham. Naar Kirken nu ikke spørger dem, om de elske hinanden, saa er det ingenlunde fordi den vil tilintetgjøre den jordiske Kjærlighed, men fordi den forudsætter den.

Kirken tager derpaa et Løfte. Vi saae i det Foregaaende, hvorledes Kjærligheden ypperligt lader sig optage i en saadan høiere Concentricitet. Forsættet gjør Individet frit, men jo friere, som alt er udviklet, Individet er, desto æsthetisk skjønnere er Ægteskabet.

Saaledes troer jeg, at det har viist sig, at forsaavidt man søger det Æsthetiske i den første Kjærlighed i dens præsentiske umiddelbare Uendelighed, Ægteskabet maa betragtes som dennes Forklarelse og er endnu skjønnere end denne. Dette troer jeg indlyser af det Foregaaende, og i det nærmest Foregaaende have vi tillige seet, at al den Tale om Kirkens Forkleinelse er greben ud af Luften og kun finder Sted for Den, hvem det Religiøse har været til Forargelse.

Men forholder dette sig nu saaledes, saa gaaer det Øvrige af sig selv. Spørgsmaalet bliver nemlig, lader denne Kjærlighed sig realisere. Du vil maaskee, efterat have indrømmet alt det Foregaaende, sige: nu bliver det ligesaa vanskeligt at realisere Ægteskabet, som den første Kjærlighed. Hertil maa jeg svare nei; thi i Ægteskabet ligger Bevægelses-Loven. Den første Kjærlighed bliver et uvirkeligt An-sich, som aldrig faaer indre Gehalt, fordi den blot bevæger sig i et udvortes Medium; idet ethiske og religiøse Forsæt har den ægteskabelige Kjærlighed Muligheden af indre Historie og adskiller sig fra den første Kjærlighed som den historiske fra den uhistoriske. Denne er stærk, stærkere end hele Verden, men i det Øieblik Tvivlen falder ind i den, er den tilintetgjort, den er som en Søvngænger, der med uendelig Sikkerhed kan gaae over de farligste Steder, nævner man hans Navn, styrter han ned. Den ægteskabelige Kjærlighed er bevæbnet; thi i Forsættet er Opmærksomheden ikke blot rettet mod Omverdenen, men Villien rettet mod sig selv, mod det Indvortes. Og nu vender jeg Alt om og siger: det Æsthetiske ligger ikke i det Umiddelbare, men i det Erhvervede; men Ægteskabet er netop den Umiddelbarhed, der bar Middelbarheden i sig, den Uendelighed, der har Endeligheden i sig, den Evighed, der har Timeligheden i sig. Saaledes viser Ægteskabet sig i dobbelt Forstand som Ideal, baade i antik og romantisk Betydning. Naar jeg siger, at det Æsthetiske ligger i det Erhvervede, saa skal dermed ingenlunde være sagt, at det ligger i den blotte Stræben som saadan. Denne er nemlig negativ, men det blot Negative er aldrig æsthetisk; naar det derimod er en Stræben, der har Indholdet i sig, en Strid, der har Seieren i sig, saa har jeg i denne Dobbelthed det Æsthetiske. Dette troer jeg at burde erindre med Hensyn til den Fortvivlelsens Begeistring, med hvilken man i vor Tid hører det Erhvervede anprise i Modsætning til det Umiddelbare, som om det var det, det kom an paa, i Bund og Grund at ødelægge Alt for at bygge op fra ny. Det har virkelig ængstet mig, at høre den Jubel, hvormed yngre Mennesker, ligesom Rædselsmændene i den franske Revolution, raabe: de omnibus dubitandum. Maaskee er det en Borneerthed af mig. Imidlertid troer jeg dog, at man maa skjelne mellem en personlig og en videnskabelig Tvivl. Med den personlige Tvivl er det altid en egen Sag, og en saadan Tilintetgjørelsens Begeistring, som man ofte nok hører Tale om, fører i det Høieste til, at en Mængde Mennesker vove sig ud, uden at have Kraft til at tvivle, og gaae under eller komme ind i en Halvhed, der ligeledes er den visse Undergang. Udvikler derimod Tvivlens Brydning hos en Enkelt den Kraft, der igjen overvinder Tvivlen, saa er et saadant Syn opløftende, idet det viser, hvad et Menneske er ved sig selv, men det er egentlig ikke skjønt; thi for at det skulde være det, udfordres, at det har Umiddelbarheden i sig. En saadan i høiesie Grad gjennem Tvivl tilveiebragt Udvikling stræber hen til, hvad man i Extremet udtrykker saaledes: at gjøre et Menneske til et ganske andet. Skjønheden ligger derimod i, at det Umiddelbare erhverves i og med Tvivlen. Dette maa jeg udhæve i Modsætning til den Abstraktion, i hvilken man har gjort Tvivlen gjældende, den Forgudelse, man har drevet med den, den Dumdristighed, hvormed man har styrtet sig ind i den, den blinde Tillid, hvormed man har haabet en herlig Udgang af den. Dertil kommer, at jo mere aandeligt det er, der skal vindes, desto mere kan man anprise Tvivlen; men Kjærligheden tilhører bestandig en Region, hvor der ikke saa meget kan være Tale om et Erhvervet, som et Givet, og et Givet, som erhverves. Jeg veed overhovedet ikke af hvad Art denne Tvivl skulde være. Skulde det være den rette Disposition for en Ægtemand at have gjort sørgelige Erfaringer, at have lært at tvivle, og skulde det være det sande skjønne Ægteskab, der fremgik, naar han nu i Kraft af denne Tvivl med en stor sædelig Alvor giftede sig, og som Mand var tro og bestandig? Vi ville prise ham, men ikke anprise hans Ægteskab uden som et Exempel paa, hvad et Menneske kan formaae. Eller skulde han for at være Tvivler tilgavns ogsaa tvivle om hendes Kjærlighed, om Muligheden af at fastholde det Skjønne i dette Forhold, og dog have Stoicisme nok til at ville det. Jeg veed det meget vel, I falske Lærere ere meget villige til at anprise Sligt, netop for at Eders falske Lærdom bedre kan finde Indgang; I rose det, naar det tjener Eders Hensigt, og sige, see det er det sande Ægteskab; men I vide meget vel, at denne Roes skjuler en Dadel i sig, og at især Qvinden ingenlunde er tjent dermed, og saaledes gjøre I Alt for at friste hende. Derfor adskille I, efter den gamle Regel: divide et impera. Den første Kjærlighed lovprise I. Den bliver, naar I maae raade, et Moment, der ligger udenfor Tiden, et hemmelighedsfuldt Noget, man kan lyve Alt om. Ægteskabet kan ikke saaledes skjule sig, det bruger Aar og Dage til at udfoldes, hvor let da Leilighed nok til at rive ned eller til at opbygge med saadanne forræderske Betragtninger, at der skal en fortvivlet Resignation til at holde det ud.

Dette staaer altsaa fast mellem os: som Moment betragtet er den ægteskabelige Kjærlighed ikke blot ligesaa skjøn som den første, men endnu skjønnere, fordi den i sin Umiddelbarhed indeholder en Eenhed i flere Modsætninger. Det er da ikke saa: Ægteskabet er en høist respektabel men kjedelig moralsk Person, Elskoven Poesi; nei Ægteskabet er ret egentlig det Poetiske. Og naar Verden saa ofte med Smerte har seet, at en første Kjærlighed ikke lod sig gjennemføre, saa vil jeg gjerne sørge med, men tillige erindre om, at Feilen ikke saa meget laae i det Senere, som i at man ikke begyndte rigtigt. Den første Kjærlighed mangler nemlig det andet æsthetiske Ideal, det Romantiske. Den har ikke Bevægelses-Loven i sig. Dersom jeg tog Troen i det personlige Liv ligesaa umiddelbar, saa vilde til den første Kjærlighed svare en Tro, som i Kraft af Forjættelsen troede sig istand til at flytte Bjerge, og som nu vilde drage om og gjøre Undergjerninger. Maaskee vilde det lykkes den, men denne Tro havde ingen Historie, thi Ramsen paa alle dens Undergjerninger er ikke dens Historie; derimod er Troens Tilegnelse i det personlige Liv Troens Historie. Denne Bevægelse har den ægteskabelige Kjærlighed, thi i Forsættet er Bevægelsen vendt ind efter. I det Religiøse lader den ligesom Gud sørge for hele Verden, i Forsættet vil den i Forening med Gud stride for sig selv, erhverve sig selv i Taalmodighed. I Syndens Bevidsthed er der optaget en Forestilling om den menneskelige Skrøbelighed, men i Forsættet er den seet overvundet. Dette kan jeg ikke noksom indskærpe med Hensyn til den ægteskabelige Kjærlighed. Den første Kjærlighed har jeg visselig ladet vederfares al Ret, og jeg troer, jeg er en bedre Lovpriser af den end Du, men dens Feil ligger i dens abstrakte Charakteer.

Den ægteskabelige Kjærlighed rummer derfor noget Mere i sig, som Du ogsaa kan see deraf, at den er i Stand til at opgive sig selv. Sæt, den første Kjærlighed ikke lod sig realisere, saa vilde, hvis det i Sandhed var en ægteskabelig Kjærlighed, Individerne være i Stand til at opgive den, og dog eie dens Sødme, om end i en anden Forstand. Dette kan den første Kjærlighed aldrig. Men heraf følger ingenlunde, at det var en Tvivl, der gav den ægteskabelige Kjærlighed sin Resignation, som om det var en Forkleinelse af den første Kjærlighed. Var det det, saa var det jo ingen Resignation, og dog veed maaskee Ingen bedre, hvor sød den er, end Den der resignerer paa den, og dog har Kraften dertil; men denne Kraft er atter ligesaa stor, naar det gjælder om at fastholde Kjærligheden, at realisere den i Livet. Det er den samme Kraft, der hører til at opgive som til at fastholde, og den sande Fastholden er den Kraft, der var istand til at opgive, yttrende sig i at fastholde, og først heri ligger den sande Frihed i at fastholde, den sande siikre Svæven.

Den ægteskabelige Kjærlighed viser sig som historisk derved, at den er en Assimilationsproces, den forsøger sig i det, der opleves, og fører det Oplevede tilbage til sig; den er altsaa ikke et uinteresseret Vidne til hvad der skeer, men er væsentlig deeltagende, kort den oplever sin egen Udvikling. Den romantiske Kjærlighed henfører vel ogsaa det Oplevede til sig, saaledes naar Ridderen sender de i Slaget erobrede Faner &c. &c. til den Elskede; men om end den romantiske Kjærlighed kunde tænke en nok saa lang Tid medgaaet til alle slige Erobringer, saa kunde det dog aldrig falde den ind, at Kjærligheden skulde have havt Historie. Den prosaiske Betragtning gaaer til det modsatte Extrem, den kan godt begribe, at Kjærligheden faaer Historie, i Almindelighed bliver det en kort Historie, og denne Historie saa tarvelig og pedester, at Kjærligheden snart kan faae Fødder at gaae paa. Den experimenterende Kjærlighed faaer vel ogsaa en Art af Historie, men er dog, ligesom den er uden sand Aprioritet, ogsaa uden Continueerlighed, og ligger blot i det experimenterende Individs Vilkaarlighed, der paa eengang er sin egen Verden og selv Skjæbnen i denne. Den experimenterende Kjærlighed er derfor meget tilbøielig til at erkyndige sig om Kjærlighedens Tilstand, og har da en dobbelt Glæde, deels naar Udfaldet svarer til Beregningen, deels naar det viser sig, at der kom noget ganske Andet ud deraf; naar dette skeer, da er den ogsaa tilfreds, idet den finder en Opgave for sine utrættelige Combinationer. Den ægteskabelige Kjærlighed derimod har Aprioritet i sig, men tillige Bestandighed i sig selv, og Kraften i denne Bestandighed er den samme som Loven for Bevægelsen, det er Forsættet. I Forsættet er der sat et Andet, men dette tillige sat som det, der er overvundet; i Forsættet er det Andet sat som et indvortes Andet, idet selv det Udvortes sees i dets Reflex i det Indvortes. Det Historiske ligger i, at dette Andet kommer frem, faaer sin Gyldighed, men netop i sin Gyldighed sees som det, der ikke skal have Gyldighed, saa at Kjærligheden prøvet og luttret udgaaet af denne Bevægelse, og assimilerer sig det Oplevede. Hvorledes dette Andet kommer frem, staaer ikke i Individets Magt, der ikke forholder sig experimenterende; men Kjærligheden har dog tillige i sin Aprioritet seiret over det Altsammen uden at kjende det. Der staaer vistnok etsteds i det nye Testament: al Gave er god naar den modtages med Taknemlighed. De fleste Mennesker ville gjerne være taknemlige, naar de modtage en god Gave, men de fordre da tillige, at man skal overlade det til dem at afgjøre, hvilken der er god. Dette viser det Indskrænkede hos dem; derimod er hiin anden Taknemlighed i Sandhed seierrig og apriorisk, da den indeholder i sig en evig Sundhed, som end ikke en ond Gave kan forstyrre, ikke derved, at man veed at holde denne borte, men ved den Dristighed, det høie personlige Mod, der vover at takke for den. Saaledes er det ogsaa med Kjærligheden. Her nu at reflektere paa alle de Jerimiader, som Du ugelspilagtigt nok altid er ved Haanden med til Opbyggelse for bekymrede Ægtemænd, det kunde ikke falde mig ind; og jeg haaber, at Du denne Gang vil betvinge Dig selv, da Du har med en Ægtemand at gjøre, der slet ikke kan friste Dig til at have Morskab af at gjøre ham endnu mere forvirret.

Men idet jeg saaledes forfølger Kjærligheden fra dens kryptogamiske Forborgenhed til dens phanerogame Liv, støder jeg underveis paa en Vanskelighed, som Du visselig vil sige har ikke lidet at betyde. Posito jeg sætter, at det lykkedes mig at overbevise Dig om, at det Religiøse og Ethiske, der i den ægteskabelige Kjærlighed træder til den første Kjærlighed, ingenlunde forkleinede denne, at Du i Dit inderste Væsen ret dybt overbeviste Dig derom, og nu ingenlunde forsmaaede et religiøst Udgangspunkt. Du vilde da ene med hende, Du elskede, ydmyge Dig og Din Kjærlighed under Gud; Du er virkelig greben og bevæget, pas nu paa, nu nævner jeg et Ord: Menigheden, og strax, som der staaer i Visen, forsvinder Alt igjen. At komme ud over Inderlighedens Bestemmelse, det troer jeg aldrig vil lykkes Dig. „Menigheden, den velsignede Menighed, der tiltrods for sin Mangfoldighed dog er en moralsk Person; ja havde den endda, som den har alle en moralsk Persons kjedsommelige Egenskaber, tillige den gode, at den kun var eet Hoved paa een Hals… jeg veed vel, hvad jeg skulde gjøre.” Du veed nok, der var en gal Mand, hvis fixe Ide var, at Værelset, hvori han levede, var opfyldt af Fluer, saa han stod Fare for at qvæles af dem. I Fortvivlelsens Angst og med Fortvivlelsens Raseri kæmpede han for sin Existents. Saaledes synes Du ogsaa at kæmpe for Dit Liv mod en lignende indbildt Sværm af Fluer, mod hvad Du kalder „Menigheden.” Sagen er imidlertid ikke saa farlig; men jeg vil først gjennemgaae de vigtigste Berøringspunkter med Menigheden. Forinden vil jeg blot erindre om, at den første Kjærlighed slet ikke tør regne sig til Fordeel, at den ikke kjender slige Vanskeligheder; thi det kommer af, at den bliver fastholdt abstrakt, og slet ikke kommer i Berøring med Virkeligheden. Du vil meget godt vide at gjøre Forskjel mellem de abstrakte Forhold til en Omverden, hvis Abstraktion hæver Forholdet. At man skal betale Præst og Degn og en juridisk Embedsmand, det kan Du endda finde Dig i, thi Penge er et ypperligt Middel til at fjerne ethvert Forhold; hvorfor Du ogsaa indviede mig i Din Plan, aldrig at gjøre Noget, og aldrig at modtage Noget, end ikke det Mindste, uden at give eller modtage Penge. Ja, naar man seer sig om, hvis Du engang bliver gift, saa er Du istand til at udbetale Enhver, der kommer for at bevidne sin Glæde over dette Skridt, en Douceur. I saa Fald maa Du ikke forundre Dig over, at Menigheden tiltager i Antal, eller om det i Virkeligheden skulde hænde Dig, hvad Manden med Fluerne frygtede for. Det, Du da frygter for, ere de personlige Forhold, der ved Forespørgsel, Gratulationer, Bekomplimenteringer, ja vel endog ved Foræringer gjør Pretention paa at træde i et for Penge incommensurabelt Forhold til Dig, søge at lægge al mulig Deeltagelse for Dagen, skjøndt Du netop ved denne Leilighed helst ønskede at være uden al Deeltagelse baade for Dit og Din Elskedes Vedkommende. „En Mængde Latterligheder kan man dog ved Hjælp af Penge blive fri for. Med Penge kan man stoppe Munden paa den Kirkens Trompeter, der ellers skulde blæse Herredagene ind for En, ved Penge kan man blive fri for at blive proklameret til Ægtemand, til en retskaffen Ægtemand for den hele Menighed, og det uagtet man in casu vil indskrænke sig til at være det for eet Menneske.” Det er ikke min Opfindelse, denne Skildring, det er Din. Kan Du huske, hvorledes Du rasede engang i Anledning af et Kirkebryllup; Du vilde, at ligesom ved Ordinationer den tilstedeværende Clerus træder til for at lægge Haanden paa Ordinanden, saaledes skulde det hele tilstedeværende ømt deeltagende Brodersamfund kysse Bruden og Brudgommen med et Menigheds-Kys; ja Du erklærede, at det var Dig umuligt at nævne det Ord: Brud og Brudgom, uden at tænke paa det betydningsfulde Øieblik, da en kjærlig Fader eller en mangeaarig Ven reiser sig med sit Glas, for med dyb Rørelse at fremsige disse skjønne Ord: Brud og Brudgom. Som Du nemlig fandt hele den kirkelige Ceremoni ypperlig beregnet paa at qvæle det Erotiske, saa var den derpaa følgende Verdslighed i samme Grad uanstændig, som den kirkelige Høitidelighed var altfor anstændig; „thi uanstændigt, latterligt, smagløst var det dog at anbringe en saadan quasi Mand og Kone ved et Spisebord, og derved henlede en eensidig og usand og uskjøn Reflexion paa, om det er Kirkens Decret, der gjør dem til Ægtefolk.” Du synes altsaa at holde paa et stille Bryllup. Det skal jeg Intet have imod, men blot oplyse Dig om, at Du ligesaa fuldt her bliver erklæret for at være en ret Ægtemand. Maaskee kan Du bedre taale det Ord, naar ingen Anden hører derpaa. Forøvrigt maa jeg erindre Dig om, at der ikke staaer: for den ganske Menighed, men: for Gud og denne Menighed, et Udtryk, der hverken forstyrrer ved sin Begrændsning eller mangler Dristighed.

Hvad Du forøvrigt har at sige i denne Henseende, det kan jeg bedre tilgive, om det end skeer med vanlig Ubændighed, fordi Du dog kun angriber de sociale Forhold. Angaaende disse mener jeg nu, at Enhver kan have sin Mening, og om jeg end er langtfra at billige Din „Sprödigkeit”, saa skal jeg dog være saa tolerant som mulig. Deri ville vi formodentlig altid blive uenige. Jeg anseer det for det Store, at leve i dem, og bringe noget Skjønnere ud af dem, hvis man er istand dertil, at underordne og finde sig i dem, naar man ikke formaaer hiint. Jeg seer slet ingen Fare for Ens Kjærlighed forbunden med at lade lyse fra Prædikestolen; heller ikke troer jeg, at en slig Tillysning er skadelig for Tilhørerne, hvilket Din overspændte Strenghed engang udfandt, da Du paastod, at Tillysningen burde afskaffes, fordi saa mange Mennesker, især Fruentimmer, blot gik i Kirke for at høre derpaa, saa at Prædikenens Indtryk blev tilintetgjort. Der ligger noget Usandt til Grund for Din Ængstelighed, som om alle slige Smaating skulde kunne forstyrre en sund og stærk Kjærlighed. Det er ingenlunde min Hensigt at tage alt det Uvæsen, der i denne Henseende gaaer i Svang, i Forsvar. Naar jeg holder fast paa Menigheden, saa identificerer jeg ikke denne med et „høistæret Publikum”, der, for at erindre om en Yttring af Goethe: „er uforskammet nok til at troe, at Alt, hvad man foretager sig, gjør man for at give det Stof til Samtale.” En anden Betragtning, hvoraf jeg ogsaa kan forklare mig Din store Angst for alt Medvideri og alle Ophævelser, er, at Du frygter for at gaae Glip af det erotiske Øieblik. Du forstaaer at holde Din Sjæl saa apathisk og stille, som en Rovfugl staaer stille før den slaaer ned; Du veed, at Øieblikket ikke staaer i Ens Magt, og at det Skjønneste dog ligger i Øieblikket; Du forstaaer derfor at passe paa, ønsker ikke at anticipere Noget ved den Uro, hvori Du venter Øieblikket. Men naar nu en saadan Begivenhed bliver henlagt til en bestemt Tid, som man veed længe iforveien, naar man ved Forberedelser idelig erindres om den, saa løber man Fare for „at gaae Glip af Pointet.” Man seer deraf, at Du ikke har fattet den ægteskabelige Kjærligheds Væsen, og at Du nærer en kjættersk Overtro paa det Første.

Og lad os nu overveie, om det da virkelig er saa farlig en Sag med Menigheden, naar den, vel at mærke, ikke faaer Lov at antage en saa forskrækkende Skikkelse, som den i Din syge Hjerne øieblikkelig gjør. Dit Liv har dog vel bragt Dig ikke blot i Berøring, nei i inderlig Forbindelse med nogle enkelte Mennesker, hvis Erindring ikke ængster Dig, ikke forstyrrer det Ideale hos Dig, hvis Navn Du nævner høit for Dig selv, naar Du vil opmuntre Dig til det Gode, hvis Nærværelse udvider Din Sjæl, hvis Personlighed er Dig en Aabenbarelse af det Ædle og Ophøiede? Skulde det nu forstyrre Dig at have saadanne Medvidere? Det er næsten som om et Menneske vilde sige i religiøs Henseende: jeg ønsker af mit inderste Hjerte at vedligeholde mit Samfund med Gud og Christus, men jeg kan ikke taale, at han vil bekjende mig for alle de hellige Engle. Paa den anden Side har Dit Liv, Dine ydre Livsforhold vel bragt Dig i Forbindelse med Andre, hvem Glæder og skjønne betydningsfulde Afbrydelser i det daglige Livs eensformige Gang kun sparsomt bleve tilmaalte. Tæller ikke enhver Familie flere Saadanne i sit Bekjendtskab, maaskee endog i sin Midte, og er det ikke det Skjønne, at disse i deres Eensomhed næsten forladte Mennesker finde et Tilhold i Familien. For dem vilde da et Ægteskab blive en Begivenhed af Betydning, lidt af den poetiske Islæt i Hverdagslivet, Noget de længe iforveien kunne glæde sig til, længe bagefter mindes. I en Familie, hvor jeg kommer, seer jeg oftere en gammel Jomfru, som er samtidig med Konen i Huset. Hun mindes endnu saa levende Bryllupsdagen, ak, maaskee mere levende end Fruen selv; hvorledes Bruden var pyntet, enhver lille Biomstændighed. Vilde Du nu berøve alle saadanne Mennesker den Leilighed til at glæde sig, som Du kunde forskaffe dem? Lad os omgaaes de Skrøbelige i Kjærlighed. Der er saa mangt et Ægteskab, der blev indgaaet saa hemmelighedsfuldt som muligt for ret at nyde Glæden, og Tiden bragte maaskee Andet med sig, saa Lidet, at man kunde fristes til at sige: ja havde det endda havt den Betydning, at glæde en Mængde Mennesker, saa havde det dog været Noget. Jeg hader alle Familie-Næsviisheder, det veed Du, ligesaa meget som Du, men jeg forstaaer deels at holde dem fra Livet, deels at sætte mig ud derover; og Du med Din Bitterhed, Din Polemik, Dit Skyts, skulde Du ikke forstaae at gjøre ryddeligt? Det gjør Du vel ogsaa, men det forstyrrer Dig ikke destomindre. Jeg vil ikke foreskrive Dig Grændser, kast bort hvad der forstyrrer Dig, men glem ikke ganske mit Princip, glem ikke, om det er Dig muligt, at realisere det endnu skjønnere, husk, at Kunsten er, hvis det lader sig gjøre, at frelse saadanne Mennesker, ikke at forsvare sig selv. Jeg kunde indskærpe Dig det som en Klogskabsregel, thi Du veed meget godt, at jo mere man isolerer sig, desto mere næsten paatrængende gjør man alle disse uvirksomme snakkelystne Mennesker, Du der saa ofte har drevet Dit Spil med dem ved at gjøre dem nysgjerrige og derpaa at lade det Hele opløse sig i Intet; jeg kunde indskærpe det som en Klogskabsregel, men det vil jeg ikke, thi jeg har for megen Agtelse for Sandheden af hvad jeg siger, til at ville nedværdige den.

Enhver Tilblivelse, netop jo sundere den er, har altid noget Polemisk ved sig, og saaledes har enhver ægteskabelig Forbindelse det ogsaa, og Du veed meget vel, at jeg hader den Familie-Slaphed, den fade communio bonorum, som kan give et Ægteskab Udseende af, at man giftede sig med hele Familien. Er den ægteskabelige Kjærlighed en sand første Kjærlighed, saa har den ogsaa noget Forborgent ved sig; den ønsker ikke at stille sig til Skue, sætter ikke sit Liv i at trække paa Vagt i Familierne, drager ikke sin Næring af Gratulationer og Bekomplimenteringer eller af en Gudsdyrkelse, som den lader sig arrangere i Familien. Det veed Du meget vel, lad kun Din Vittighed spille med alt Sligt. I mange Maader kan jeg godt være enig med Dig, og jeg troer, at det ikke vilde være til Skade for Dig og den gode Sag, om Du stundom lod mig som den erfarne kjærlige Forstmand udvise de raadne Træer til Hugst, men da ogsaa paa andre Steder sætte et Kors.

Jeg tager nu ingenlunde i Betænkning at erklære Hemmelighedsfuldhed for den absolute Betingelse for at bevare det Æsthetiske i Ægteskabet, ikke i den Forstand, at man skulde lægge an derpaa, jage derefter, tage det forfængeligt, sætte den egentlige Nydelse blot i Nydelsen af Hemmelighedsfuldheden. Det er en af den første Kjærligheds Yndlings-Ideer, at den vil flygte hen til en ubeboet Ø. Det er nu ofte gjort latterligt nok, jeg skal ikke deeltage i vor Tids billedstormende Vildhed. Feilen ligger deri, at den første Kjærlighed troer, at den ikke lader sig realisere paa anden Maade end ved at flygte. Dette er en Misforstand, der har sin Grund i dens uhistoriske Charakteer. Kunsten er at blive i Mangfoldigheden og dog bevare Hemmeligheden. Jeg kunde atter her udhæve det som en Klogskabsregel, at først ved at blive blandt Folk faaer Hemmelighedsfuldheden sin sande Energi, først ved denne Modstand borer dens Spidse sig dybere og dybere ind. Det vil jeg ikke af samme Grund som for, og tillige fordi jeg altid anerkjender et Forhold til andre Mennesker som Noget der har Realitet. Men derfor hører der Kunst dertil, og den ægteskabelige Kjærlighed flyer ikke disse Vanskeligheder, men bevarer og erhverver sig i dem. Desuden har det ægteskabelige Liv saa meget Andet at tænke paa, at det ikke faaer Tid at løbe sig fast i Polemik mod det Enkelte.

Denne Hovedbetingelse lyder ind efter saaledes: Aabenhjertighed, Oprigtighed, Offentlighed efter den størst tænkelig Maalestok; thi dette er Kjærlighedens Livs-Princip, og Hemmelighedsfuldhed her dens Død. Dette er imidlertid ikke saa let gjort som sagt, og der hører i Sandhed Mod til at gjennemføre det conseqvent; thi Du indseer vel, at jeg herved tænker paa noget Mere end den pjattede Gabmundethed, der grasserer i de vidtløftige Familie-Ægteskaber. Der kan naturligviis kun være Tale om Offentlighed, hvor der kan være Tale om Hemmelighedsfuldhed; men i samme Grad som der kan være Tale om denne, i samme Grad bliver ogsaa hiin vanskeligere. Der hører Mod til at ville vise sig som man i Sandhed er, der hører Mod til ikke at ville frikjøbe sig fra en lille Ydmygelse, naar man kan det ved en vis Hemmelighedsfuldhed; til ikke at ville tilkjøbe sig en lille Tilvæxt til sin Størrelse, naar man kan det ved at være indesluttet. Der hører Mod til at ville være sand, ganske ærligt og oprigtigt at ville det Sande.

Dog lad os begynde med det mindre Betydelige. Det var i Anledning af et Par nygifte Folk, der saae sig nødsagede til „at begrændse deres Kjærlighed indenfor tre smaa Værelsers snevre Grændser”, at Du foretog en lille Udflugt i Phantasiens Rige, der da ligger Dit daglige Opholdssted saa nær, at man kan tvivle, om man skal kalde det en Udflugt. Du hengav Dig nu til paa det Omhyggeligste og Smagfuldeste at decorere en Fremtid, saaledes som Du kunde ønske Dig den. Du veed, jeg deeltager ikke uvilligt i et saadant lille Experiment, og er, Gud skee Lov, endnu Barn nok til, naar en fyrstelig Vogn med fire fnysende Heste farer mig forbi, at kunde indbilde mig, at jeg sad inden i den; uskyldig nok til, naar jeg overbeviser mig om, at dette ikke er Tilfældet, at kunne glæde mig over, at en Anden gjør det; ufordærvet nok til ikke at ville, at det skal være Maximum, at holde een Hest, der baade er Kjøre- og Ride-Hest, fordi mine Omstændigheder kun tillade mig dette. Du var da i Tanken gift, lykkelig gift, havde frelst Din Kjærlighed ukrænket ud af alle Gjenvordigheder, og overveiede nu, hvorledes Du vilde indrette Alt i Dit Hjem, for at Din Kjærlighed saa længe som muligt kunne bevare sin Duft. Til den Ende behøvede Du mere end tre Værelser. Deri gav jeg Dig Ret, da Du som Ugift bruger fem. Det vilde være Dig ubehageligt, om Du skulde nødsages til at overlade Din Kone eet af Dine Værelser; Du vilde i den Henseende foretrække at overlade hende de fire og selv boe i det femte, end at have et i Fællesskab. Efter at have overveiet disse Besværligheder vedblev Du: jeg gaaer altsaa ud fra de omtalte tre Værelser, ikke i philosophisk Forstand, thi jeg agter ikke at vende tilbage til dem igjen, men tværtimod at gaae saa langt fra dem som muligt. Ja, Du havde en saadan Afsky for tre smaa Værelser, at Du, naar Du ikke kunde have flere, vilde foretrække som Landstrygeren at leve under aaben Himmel, hvilket da til syvende og sidst var saa poetisk, at der skulde en temmelig Svite af Værelser til for at erstatte det. Jeg søgte, ved at paaminde Dig om, at dette var et af den uhistoriske første Kjærligheds sædvanlige Kjætterier, at kalde Dig til Orden, og var nu ret glad ved med Dig at gjennemløbe de mange store kølige, høithvælvede Sale i Dit Luftcastel, de hemmelige halvdunkle Cabinetter, de af en Mangfoldighed af Lys og Lysekroner og Speile endog i den fjerneste Afkrog oplyste Spise-Værelser, den lille Sal med Fløidørene aabne ud til Altanen, hvor Morgen-Solen faldt ind og en Vellugt af Blomster, der kun aandede for Dig og Din Kjærlighed, strømmede os imøde. Jeg vil nu ikke videre forfølge Dine dristige Skridt, naar Du som en Gemse-Jæger springer fra een Spidse til en anden. Kun det Princip, som laae til Grund for Dit Arrangement, skal jeg lidt nærmere drøfte. Dit Princip var aabenbart Hemmelighedsfuldhed, Mystifikation, forfinet Coquetteri; ikke blot Væggene i Dine Sale skulde være indfattede i Glas, men selv Din Bevidstheds Verden skulde mangfoldiggjøres ved lignende Reflexions-Brydninger, ikke blot overalt i Værelset, men ogsaa i Bevidstheden vilde Du overalt møde hende og Dig, og Dig og hende. „Men for at det skal lade sig gjøre, er al Verdens Rigdom ikke tilstrækkelig, der hører Aand hertil, et klogt Maadehold, hvormed der disponeres over Aandens Kræfter. Man maa derfor være hinanden saa fremmede, at Fortroligheden bliver interessant, saa fortrolige, at det Fremmede bliver en pirrende Modstand. Det ægteskabelige Liv maa ikke være en Slaabrok, man gjør sig magelig i, men heller ei et Snørliv, der generer Bevægelserne; det maa ikke være et Arbeide, der kræver anstrengende Forberedelse, men heller ikke en dissolut Magelighed; det maa bære Præget af det Tilfældige og dog maa man fjernt ane en Kunst; man skal just ikke stirre sig blind paa ved Dag og Nat at prikke paa et Tæppe, der kan skjule Gulvet i den store Sal, men derimod maa gjerne den ubetydeligste Opmærksomhed have et lille hemmelighedsfuldt Mærke i Kanten; man skal just ikke lade sit Navnetræk, hver Dag man spiser sammen, sætte paa Kagen, og dog kan der gjerne være en lille telegraphisk Hentydning. Det gjælder om at holde det Punkt, da man aner Bevægelsens Kredsløb, det Punkt, da Gjentagelsen begynder, saa fjernt som muligt; og da det dog ikke ganske kan holdes borte, gjælder det at have indrettet sig saaledes, at en Variation bliver mulig. Man har kun et vist Indbegreb af Texter; vil man prædike sig op den første Søndag, saa har man ikke blot ikke Noget til hele det følgende Aar, men end ikke Noget til den første Søndag i næste Aar. Saa længe som muligt bør man blive hinanden til en vis Grad gaadefuld, og forsaavidt man successivt aabenbarer sig, maa dette skee med saamegen Benyttelse af de tilfældige Omstændigheder som muligt, saa at det bliver saa relativt, at det kan sees igjen fra mange andre Sider. Man maa vogte sig for enhver Overmæthed og Eftersmag.” Du vilde nu boe i Stueetagen af dette herskabelige Slot, der skulde ligge i en skjøn Egn, dog i Nærheden af Hovedstaden. Din Kone, Din Gemalinde, skulde beboe første Sals venstre Fløi. Det var Noget, Du altid havde misundt fyrstelige Personer, at Mand og Kone boede adskilte. Hvad der imidlertid igjen fjernede det Æsthetiske fra et saadant Hofliv, var et Ceremoniel, som gjorde Fordring paa at staae over Kjærligheden. Man bliver meldt, man venter et Øieblik, man bliver modtaget. Det var Noget, der i og for sig ikke var uskjønt, men sin sande Skjønhed fik det dog først, naar det blev et Spil med i Elskovens guddommelige Leg, naar det blev tillagt Gyldighed saaledes, at man ligesaa godt kunde berøve det Gyldighed. Elskoven selv maatte have mange Grændser, men enhver Grændse maatte tillige være en vellystig Fristelse til at gaae ud over Grændsen. Du boede altsaa i Stueetagen, hvor Du havde Dit Bibliothek, Billardværelse, Audientsværelse, Cabinet, Sovekammer. Din Frue boede paa første Sal. Her var tillige Eders toral conjugale, et stort Værelse med to Cabinetter, hvert til sin Side. Intet maatte erindre Dig eller Din Kone om, at I vare gifte, og dog maatte Alt igjen være saaledes, at ingen Ugift kunde have det paa den Maade. Du var uvidende om, hvad Din Kone foretog sig, hun om hvad der beskjæftigede Dig; men dette ingenlunde for at være uvirksom eller for at glemme hinanden, men for at enhver Berøring kunde være betydningsfuld, for at fjerne det Døds-Øieblik, da I saae paa hinanden, og see, I kjedede Eder. I vilde da ikke traske omkring i ægteskabeligt Optog med hinanden under Armen; Du vilde endnu længe med ungdommelig Forelskelse forfølge hende fra Dit Vindue, naar hun spadserede i Haven, væbne Dit Øie for at see efter hende, hensynke i Beskuelsen af hendes Billede, naar det var forsvundet for Dit Blik. Du vilde liste Dig efter hende, ja hun vilde vel ogsaa stundom hvile sig ved Din Arm, thi noget Skjønt var der dog altid i hvad der har fundet Hævd iblandt Menneskene som Udtryk for en bestemt Følelse; Du vilde gaae med hende under Armen, halvt ladende det Skjønne i denne Skik vederfares Ret, halvt spøgende over, at I saaledes vandrede som rette Ægtefolk. Dog, hvor skulde jeg kunne ende, naar jeg vilde forfølge Dit sindrige Hoveds kløgtige Forfinelser i denne asiatiske Yppighed, der næsten trætter mig og lader mig ønske mig tilbage til de tre smaa Værelser, Du saa stolt gik forbi.

Skulde der nu forøvrigt være noget æsthetisk Skjønt i den hele Anskuelse, saa var det vel deels at søge i den erotiske Undseelse, Du lod ane; deels i ikke noget Øieblik at ville besidde den Elskede som erhvervet, men stedse erhverve hende. Dette Sidste er i og for sig sandt og rigtigt, men Opgaven ingenlunde stillet med erotisk Alvor, og altsaa forsaavidt heller ei løst. Du klamrede Dig bestandig fast ved en Umiddelbarhed som saadan, ved en Natur-Bestemmelse, og turde ikke lade den forklare sig i en fælles Bevisthed; thi dette er hvad jeg har udtrykt ved Oprigtighed og Aabenhed. Du frygter for, at naar det Gaadefulde er forbi, saa skal Kjærligheden ophøre; jeg derimod mener, at naar dette er forbi, saa begynder den først. Du frygter for, at man ikke ganske tør vide, hvad man elsker, Du regner paa det Incommensurable som et absolut vigtigt Ingredients; jeg holder for, at først naar man veed hvad man elsker, elsker man i Sandhed. Dertil kommer, at Din hele Lykke mangler en Velsignelse, thi den mangler Gjenvordigheder; og som det er en Feil, forsaavidt Du virkelig vilde veilede Nogen ved Din Theori, saa er det ogsaa en Lykke, at det ikke er Sandhed. Lad os altsaa vende os til det virkelige Livsforhold. Jeg mener nu ingenlunde, at det skal tillades Dig, fordi jeg har urgeret, at Gjenvordigheder høre med, at identificere Ægteskabet med en Svite af Gjenvordigheder. Det ligger derimod allerede i den i Forsættet indeholdte Resignation, som ovenfor udviklet, at see Gjenvordigheder med, uden at disse endnu have antaget nogen bestemt Skikkelse eller ere ængstende, da de tværtimod allerede sees overvundne i Forsættet. Dertil kommer, at Gjenvordigheden ikke sees udvortes, men indvortes i dens Rester i Individet, men denne tilhører den ægteskabelige Kjærligheds fælles Historie. Hemmelighedsfuldheden selv, som vi udviklede det i det Foregaaende, bliver en Modsigelse, naar den Intet har at gjemme i sin Løndom, en Barnagtighed, naar det kun er forliebte Snurrepiberier, der udgjøre dens Depositum. Først naar Individets Kjærlighed i Sandhed har aabnet hans Hjerte, gjort ham veltalende i en langt dybere Forstand end man ellers pleier at sige at Kjærlighed gjør det (thi den Veltalenhed kan endogsaa Forføreren have), først naar Individet saaledes har deponeret Alt i den fælles Bevidsthed, først da faaer Hemmelighedsfuldheden Styrke, Liv og Betydning. Men dertil hører et afgjørende Skridt, og altsaa hører der Mod dertil, og dog synker den ægteskabelige Kjærlighed ned til et Intet, naar dette ikke finder Sted; thi først derved viser man, at man ikke elsker sig selv, men den Anden. Og hvorledes skulde man vise det uden derved, at man kun er for en Anden; men hvorledes er man kun for en Anden uden derved, at man ikke er for sig; men at være for sig det er ligesom det almindeligste Udtryk for den Hemmelighedsfuldhed, som det individuelle Liv har, naar det bliver i sig selv. Kjærlighed er Hengivelse, men Hengivelse er kun mulig derved, at jeg gaaer ud fra mig selv, hvorledes kan det da forenes med den Skjulthed, der netop vil blive i sig? „Men man taber ved saaledes at aabenbare sig”; ja det forstaaer sig, Den taber altid, der har Gevinst af at være hemmelighedsfuld. Men vilde Du være conseqvent, saa maatte Du gjennemføre det langt mere, saa maatte Du ikke blot fraraade Ægteskabet, men enhver Tilnærmelse, og see, hvorvidt Dit kløgtige Hoved kunde drive det i Telegrapheringer. Den interessanteste Læsning er den, hvor Læseren selv til en vis Grad er produktiv; den sande erotiske Kunst vilde være paa Afstand at gjøre et Indtryk, der blev i høi Grad farligt for den Paagjældende, netop fordi det var det Intet, hvoraf han selv skabte sin Gjenstand, og nu elskede sin Skabning; men dette er ikke Kjærlighed, men Forførelsens Coquetteri. Den der derimod elsker, han har tabt sig selv i en Anden; men idet han har tabt og glemt sig selv i den Anden, er han den Anden aabenbar, og idet han glemmer sig selv, erindres han i den Anden. Den der elsker, han vil ikke ønske at blive forvexlet med en Anden, hverken en Bedre eller en Ringere, og Den som ikke har denne Ærbødighed for sig selv og for den Elskede, han elsker ikke. I Almindelighed har derfor Hemmelighedsfuldhed sin Grund i et Smaahedskræmmeri, der vil lægge en Alen til sin Væxt. Den der ikke har lært at forsmaae Sligt, han har aldrig elsket; thi saa havde han følt, at om han end lagde ti Alen til sin Væxt, var han dog for ringe. Denne Kjærlighedens Ydmyghed troer man i Almindelighed blot hører hjemme i Comedier og Romaner, eller maa henføres til Convenients-Løgne i Forlovelses-Dagene. Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet; den er en sand og gavnlig, stadig Tugtemester, hver Gang man vil udmaale Kjærlighed med Andet end med Kjærlighed. Om det end var det ringeste og ubetydeligste Menneske i Verden, der elskede det mest begavede, den Sidste vilde dog, hvis der var Sandhed i ham, føle, at alle hans Gaver lode et svælgende Dyb tilbage, og at den eneste Maade, paa hvilken han kunde tilfredsstille den Fordring, der laae i den Andens Kjærlighed, var ved at elske igjen. Lad os aldrig glemme, at man ikke kan regne med ueensartede Størrelser. Den der derfor i Sandhed har følt dette, han har elsket, men han har vist heller ei frygtet for at berøve sig Noget, som ingen Værdi har for ham — som saadant. Først Den, der er bleven fattig i Verden, har vundet den sande Eiendomssikkerhed, og først Den, der har tabt Alt har vundet Alt. Jeg raaber derfor med Fenelon: „Troer paa Kjærlighed, den tager Alt, den giver Alt.” Og det er i Sandhed en skjøn, en opløftende, en ubeskrivelig salig Følelse saaledes at lade alt det Enkelte forsvinde under sig, lade det blegne og som Taagebilleder flygte bort for Kjærlighedens uendelige Magt; det er et Regnestykke, der er ligesaa skjønt i det uendelige Nu, i hvilket det skeer paa eengang, som i den Succession, hvori man fryder sig ved at stikke sin Haand ud og lade det forsvinde Stykke for Stykke; ja, det er den sande Kjærligheds sande Tilintetgjørelsens Begeistring, naar den kunde ønske den hele Verden, ikke for at gjøre Lykke derved, men for at lade den gaae under som en Spøg i Kjærlighedens Tidsfordriv. Og i Sandhed, naar man først aabner Døren for Endelighederne, saa er det lige dumt og lige latterligt, om man vil elskes fordi man er det bedste Hoved, det største Talent, den genialeste Kunstner i sin Tid, eller fordi man paa sin Hage conserverer det skjønneste Fipskjæg. Dog disse Yttringer og Stemninger tilhøre naturligviis fuldkommen ligesaa meget den første Kjærlighed, og det er kun den forunderlige ustadige Stilling, Du altid antager, der gjør det nødvendigt for mig her igjen at berøre dette. Den første Kjærlighed kan ønske med overnaturlig Pathos, men denne Ønsken bliver let til et indholdsløst Dersom, og saa paradisisk leve vi ikke, at vor Herre giver ethvert Ægtepar hele Verden til at skalte og valte med. Den ægteskabelige Kjærlighed veed bedre Besked, dens Bevægelser ere ikke ud efter, men ind efter, og her mærker den snart, at den har en viid Verden for sig, men tillige, at enhver lille Betvingelse af sig selv har en ganske anden Commensurabilitet for Kjærlighedens Uendelighed; og om den end føler Smerte ved, at der kan være saa meget at bekæmpe, saa føler den ogsaa Mod til denne Kamp; ja den har Dristighed nok til at overbyde Dig i Paradoxer, naar den næsten kan glæde sig ved, at Synden er kommen ind i Verden; men den har ogsaa i en anden Forstand Dristighed til at overbyde Dig i Paradoxer, thi den har Mod til at løse dem. Thi vel veed den ægteskabelige Kjærlighed, ligesom den første, alle disse Hindringer beseirede i Kjærlighedens uendelige Moment, men den veed tillige, og det er netop det Historiske ved den, at denne Seir vil erhverves, og at denne Erhvervelse ikke blot er en Leeg, men ogsaa en Strid, men tillige ikke blot en Strid, men ogsaa en Leeg, ligesom Kampen i Valhalle var en Strid paa Liv og Død og dog en Leeg, fordi Kæmperne bestandig stode op igjen, foryngede af Døden; og veed tillige, at denne Fægtning ikke er en vilkaarlig Tvekamp, men en Strid under guddommelige Auspicier, og føler ingen Trang til at elske mere end Een, men en Salighed heri, og ingen Trang til at elske mere end eengang, men en Evighed heri. Og mener Du nu, at denne Kjærlighed, der ingen Hemmeligheder har, skulde gaae Glip af noget Skjønt? Eller skulde den ikke kunne modstaae Tiden, men maatte nødvendigviis sløves ved den daglige Omgang? Eller skulde Kjedsommelighed hurtigere nærme sig den, ligesom om det ægteskabelige Liv ikke eiede en evig Gehalt, hvoraf man aldrig bliver kjed, en evig Gehalt, som det snart under Kys og Spøg, snart med Angst og Bævelse erhverver og bestandigt erhverver? „Men den maa renoncere paa alle disse skjønne Smaa-Overraskelser.” Det seer jeg slet ingen Nødvendighed af; min Mening er slet ikke, at den ægteskabelige Kjærlighed altid skal staae med aaben Mund eller endog snakke i Søvne; tværtimod, alle disse Smaa-Overraskelser faae netop deres Betydning, naar den totale Aabenhjertighed har fundet sin Plads. Denne giver nemlig en Tryghed og en Tillid, i hvilken disse Mellemspil tage sig ud. Troer man derimod, at Kjærlighedens Væsen og sande Salighed bestaaer i en saadan Kjede af Smaa-Overraskelser, at den usle forfinede Blødagtighed, den Uro, hvori man hvert Øieblik er forberedt paa en lille Overraskelse og selv udtænker en, er noget Skjønt, saa vil jeg tillade mig at sige, at den er saare uskjøn, og at det er et saare betænkeligt Tegn, naar et Ægteskab ikke har ganske andre Trophæer at opvise end en Secretair fuld af bon-bon, Flacons, Kopper, broderede Morgenskoe, Pretiosa o.s.v.

Dog seer man ikke sjeldent Ægteskaber, i hvilke Hemmeligheds-Systemet er gjennemført. Jeg har aldrig seet et lykkeligt, hvor det var Tilfældet. Da dette imidlertid kunde være noget aldeles Tilfældigt, saa skal jeg gjennemgaae, hvad man i Almindelighed finder lagt til Grund derfor. Dette er mig her af Vigtighed; thi et æsthetisk-skjønt Ægteskab er altid et lykkeligt Ægteskab. Dersom nu et lykkeligt Ægteskab lod sig opføre paa hiin Basis, saa maatte min Theori forandres. Jeg skal ikke sky nogen Fremtrædelsesform, og med al mulig Retfærdighed skildre enhver, og især dvæle ved en, der i det Huus, hvor jeg har seet den realiseret, blev gjennemført med en Virtuositet, der virkelig var bestikkende.

Hemmeligheds-Systemet udgaaer i Almindelighed, det vil Du vel indrømme mig, fra Mændene, og uagtet det altid er galt, saa er dette dog mere taaleligt end det Utaalelige, naar det er Konen, der udøver et saadant dominium. Den styggeste Form er naturligviis et reent Despoti, hvor Konen er Slavinde, Enepige i de indre Anliggender. Et saadant Ægteskab er aldrig lykkeligt, om end Aarene frembringe en Sløvhed, der finder sig vel heri. En skjønnere Form er Extremet hertil, en utidig Omsorg. Qvinden er svag, siger man, hun kan ikke bære Sorger og Bekymringer, man maa omgaaes de Svage og Skrøbelige i Kjærlighed. Usandhed! Usandhed! Qvinden er ligesaa stærk som Manden, maaskee stærkere. Og omgaaes Du hende da virkelig i Kjærlighed, naar Du saaledes ydmyger hende? Eller hvo gav Dig Lov til at ydmyge hende, eller hvor kan Din Sjæl være saa forblindet, at Du anseer Dig for et fuldkomnere Væsen end hende? Betro Du kun hende Alt. Er hun svag, kan hun ikke bære det, nu vel, saa kan hun jo læne sig til Dig, Du har jo Kræfter nok. Seer Du, det kan Du ikke taale, det har Du ikke Kraft til. Altsaa mangler Du Kraft, og ikke hun. Maaskee havde hun mere Kraft end Du, maaskee beskæmmede hun Dig, see det har Du ikke Kraft til at bære. Eller har Du ikke lovet at ville dele Godt og Ondt med hende? er det da ikke at forfordele hende, naar Du ikke indviet hende i det Onde? Er det ikke at knække det Ædleste i hende? Maaskee er hun svag, maaskee vil hendes Sorg gjøre Alt tungere, eh bien, saa deler Du dette Onde med hende. Men dette vil atter frelse hende, og har Du Lov at berøve hende en Vei til Frelse, har Du Lov at see at liste hende gjennem Verden? Og hvor har Du Din Kraft fra, er hun ikke Gud ligesaa nær som Du? Vil Du berøve hende Leiligheden til paa den dybeste og inderligste Maade at finde Gud — gjennem Smerte og Lidelse? Og veed Du da saa vist, at hun slet ikke aner Din Hemmelighedsfuldhed? Veed Du, om hun ikke i Stilhed sørger og sukker, om hun ikke tager Skade paa sin Sjæl? Maaskee er hendes Svaghed Ydmyghed, maaskee troer hun, at det er hendes Pligt at bære alt dette. Herved har Du rigtignok været Anledning til at udvikle Kraft hos hende, men det var dog ikke paa den Maade. Du ønskede eller Du havde lovet det. Eller behandler Du hende ikke, for at sige det med et stærkt Ord, som — Medhustru? thi at Du ikke har flere, det hjælper ikke hende. Og er det ikke dobbelt ydmygende for hende, naar hun mærker, at Du elsker hende, at det ikke er fordi Du er en stolt Tyran, men fordi hun er et skrøbeligt Væsen.

En Tid lang kom jeg i et Huus, hvor jeg havde Leilighed til at iagttage en mere kunstnerisk og forfinet Gjennemførelse af Tausheds-Systemet. Det var en yngre Mand, ualmindelig begavet, et fortrinligt Hoved, en digterisk Natur, for indolent til at gide producere, men derimod med en overordentlig Takt og Sands for at gjøre det daglige Liv poetisk. Hans Kone var ung, ikke uden Aand, men med ualmindelig Charakteer. Dette fristede ham. Det var til at falde i den dybeste Forundring over, saa han vidste paa alle Maader at vække og nære alt guddommeligt Sværmeri hos hende. Hendes hele Tilvær, det ægteskabelige Samliv blev gjennemflettet af et poetisk Trylleri. Overalt var hans Øie tilstede, naar hun saae sig om, var det borte; overalt var hans Finger med, men ligesaa uegentlig og i endelig Forstand uvirkeligt som Guds Finger er med i Historien. Hendes Tanke maatte bøie sig hvorhen den vilde, han var allerede forud, havde Alt i Beredskab, han forstod som Potemkin at fremtrylle Egne, og netop saadanne, som efter en lille Overraskelse, en lille Modstand maatte behage hende. Hans huuslige Liv var en lille Skabelses-Historie, og som Mennesket i den store Skabning er det. hvortil Alt stræber, saaledes var hun bleven Centrum i en Tryllekreds, hvori hun dog nød al sin Frihed; thi Kredsen bøiede sig efter hende, og havde ingen Grændse, hvorom det maatte hedde: hertil og ikke videre; hun maatte styrte sig saa meget hun vilde, i hvilken Retning hun vilde, Kredsen gav efter, men blev der alligevel. Hun gik som i en Gangkurv, men denne var ikke flettet af Vidier, den var sammenslynget af hendes Forhaabninger, Drømme, Længsler, Ønsker, Angster, kort den var dannet af hendes Sjæls hele Indhold. Han selv bevægede sig med en høi Grad af Sikkerhed i denne Drømme-Verden, han opgav Intet af sin Værdighed, pretenderede og hævdede sin Autoritet som Mand og Herre. Det vilde have forstyrret hende, om han ikke havde gjort det, det vilde maaskee have vakt en bange Anelse hos hende, der havde ført hende til Opløsningen af Hemmeligheden. Han syntes ikke blot ikke for Verden, men end ikke for hende, at være saa opmærksom; og dog vidste han ved sig selv, at hun intet Indtryk havde modtaget af ham uden saaledes som han vilde det, dog vidste han, at det stod i hans Magt med et eneste Ord at hæve Trylleriet. Alt, hvad der kunde virke ubehageligt paa hende, blev fjernet; mødte der noget Saadant, saa fik hun i Form af oprigtig Meddelelse, enten efter at have ladet hende udfritte sig, eller ved aabenhjertig at komme hende imøde, en Fremstilling, han selv havde redigeret, stærkere eller svagere, eftersom han kunde beregne Indtrykket. Han var stolt, frygtelig conseqvent, han elskede hende, men han kunde dog ikke opgive den stolte Tanke, i Nattens dybeste Stilhed eller i et Øieblik, der laae udenfor Tiden, at turde sige til sig selv: hun skylder mig dog Alt. — Ikke sandt, Du har med Interesse fulgt denne Skildring, hvor ufuldkommen den end er lykkedes mig, fordi den fremkalder for Din Sjæl et Billede, som Du sympathiserer med, som Du maaskee engang vilde stræbe efter at udføre, hvis Du blev Ægtemand. Dette Ægteskab var altsaa et lykkeligt Ægteskab? ja om Du saa vil; imidlertid svævede der dog et mørkt Fatum over denne Lykke. Sæt det slog feil for ham, sæt hun pludselig anede Noget, jeg troer aldrig hun kunde tilgive ham det; thi at han havde gjort det af Kjærlighed til hende, det var hendes stolte Sjæl for stolt til at lade sig sige. Man har et gammeldags Udtryk om Forholdet mellem Ægtefolk, hvorom jeg her vil erindre (overhovedet glæder det mig altid at understøtte den Revolution, eller snarere den hellige Krig, hvorved det legitime Ægteskabs simple og eenfoldige, men sande og rige Udtryk stræbe at erobre det Rige, hvorfra Romanen har fortrængt dem). Man siger om Ægtefolk, at de skulle leve i god Forstaaelse med hinanden. Oftest hører man det negativt udtrykt, et Ægtepar lever ikke i god Forstaaelse, og man tænker da i Almindelighed paa, at de ikke kunne fordrage hinanden, at de slaaes og bides o.s.v. Tag nu det positide Udtryk. De beskrevne Ægtefolk de leve jo i god Forstaaelse, ja det vilde Verden sige, men Du dog vel ikke, thi hvorledes kunne de leve i god Forstaaelse, naar de ikke forstaae hinanden. Men hører det da ikke med til Forstaaelsen, at den Ene veed, hvor omhyggelig og kjærlig den Anden er mod ham? Eller om han end ikke berøvede hende Andet, saa berøvede han hende Leilighed til den Grad af Taknemlighed, hvori først hendes Sjæl vilde have fundet Hvile. Er det ikke et smukt, et skjønt og simpelt Udtryk: at leve i god Forstaaelse; det forudsætter, at man forstaaer hinanden klart og tydeligt (seer Du, disse ægteskabelige Termini veed saare god Besked, og gjør ikke Ophævelse over det, som man nu ofte nøiagtigt maa indskærpe) og forudsætter dette som Noget, der følger af sig selv, som man seer deraf, at der er lagt et Adjektiv til med særligt Eftertryk; thi ellers havde det jo været nok at sige, at de skulle leve i Forstaaelse. „God Forstaaelse”, hvad vil det sige Andet end at de skulle finde deres Glæde, Fred, Hvile, deres Liv i denne Forstaaelse.

Du seer altsaa, at Hemmeligheds-Systemet paa ingen Maade fører til et lykkeligt og altsaa heller ei til et æsthetisk skjønt Ægteskab. Nei, min Ven, Oprigtighed, Aabenhjertighed, Aabenbarelse, Forstaaelse, det er Livs-Principet i Ægteskabet, uden dette er det uskjønt og egentlig usædeligt; thi da adskilles det, som Kjærligheden forener, det Sandselige og det Aandelige. Først da naar det Væsen, jeg lever med i Jordlivets ømmeste Forbindelse, naar det i aandelig Henseende er mig ligesaa nært, først da er mit Ægteskab sædeligt og derfor ogsaa æsthetisk skjønt. Og I stolte Mænd, som maaskee fryde Eder i al Stilhed ved denne seierrige Triumph over Qvinden, I glemme, at det for det Første er en daarlig Triumph, naar man triumpherer over den Svagere, og at Manden hædrer sig selv i sin Hustru, og Den der ikke gjør det, han foragter sig selv.

Forstaaelse det er altsaa Livs-Principet i Ægteskabet. Man hører ofte erfarne Folk tale om, i hvilke Tilfælde man bør fraraade En at gifte sig. Lad dem drøste disse Omstændigheder saa grundigt og saa drøvtyggende som de ville; hvad de i Almindelighed tale om, har ikke Stort at betyde. Jeg for mit Vedkommende vil kun nævne eet Tilfælde, det er, naar det individuelle Liv er saaledes indviklet, at det ikke kan aabenbare sig. Eier Din indre Udviklings-Historie et Uudsigeligt, eller har Dit Liv gjort Dig til Medvider i Hemmeligheder, kort sagt, har Du paa en eller anden Maade forslugt Dig paa en Hemmelighed, som ikke kan drages ud af Dig uden at koste Dig Livet, saa gift Dig aldrig. Enten vil Du føle Dig bunden til et Væsen, som ingen Anelse har om, hvad der foregaaer i Dig, og Dit Ægteskab bliver da en uskjøn Mesalliance; eller Du knytter Dig til et Væsen, der i bange Angst mærker det, hvert Øieblik seer disse Skyggebilleder paa Væggen. Hun vil maaskee beslutte aldrig at udfritte Dig, aldrig at komme Dig for nær, hun vil forsage den Angstens Nysgjerrighed, der frister hende, men hun vil aldrig blive lykkelig og Du ikke heller. Om der gives saadanne Hemmeligheder, om den Indesluttethed, som end ikke Kjærlighed kan opdirke, har Sandhed, vil jeg ikke afgjøre, jeg gjennemfører blot mit Princip, og hvad mig selv angaaer, da har jeg ingen Hemmeligheder for min Kone. Man skulde troe, at det vel aldrig faldt et saadant Menneske ind at gifte sig, der foruden hvad han forøvrigt kunde have at foretage sig tillige havde den daglige Syslen med sin smertelige Hemmelighed. Imidlertid hænder det dog stundom, og et saadant Menneske er maaskee det allerfarligste til at friste en Qvinde.

Men idet jeg nu har nævnet Hemmelighedsfuldhed og Forstaaelse som to Sider af een Sag, men denne ene Sag som Kjærlighedens Hovedsag, som den absolute Betingelse for at bevare det Æsthetiske i Ægteskabet, saa kan jeg vel befrygte, at Du vil gjøre mig den Indvending, at jeg nu synes at glemme, „hvad jeg ellers holder saa fast paa som paa Omqvædet i en Vise,” Ægteskabets historiske Charakteer. Du har dog Haab om, ved Hjælp af Din Hemmelighedsfuldhed og Din kløgtigt beregnende relative Meddelelse, at friste Tiden; „men naar Ægtefolkene først saaledes ret tilgavns begynde at fortælle deres kortere eller længere Historie, saa kommer vel snart det Øieblik, hvor det hedder: Snip, Snap, Snude, nu er Historien ude.” Min unge Ven, Du bemærker ikke, at naar Du kan gjøre en saadan Indvending, saa ligger det i, at Du er urigtigt stillet. Ved Hjælp af Din Hemmelighedsfuldhed har Du en Tids-Bestemmelse i Dig, og det gjælder virkelig om at friste Tiden; ved Aabenbarelse har Kjærligheden derimod en Evigheds-Bestemmelse i sig, og saaledes bliver al Concurrence umulig. Det er ogsaa kun en vilkaarlig Misforstaaelse, at opfatte denne Aabenbarelse saaledes, som om Ægtefolkene anvendte en halv Snees Dage til at fortælle deres Levnetsløb, og der nu derpaa skulde følge en Dødsstilhed, der kun en enkelt Gang blev afbrudt af den tilstrækkelig bekjendte Historie, „som der staaer etsteds om Møllen i et Eventyr, at medens Alt dette skete, gik Møllen Klip Klap, Klip Klap.” Ægteskabets historiske Charakteer gjør netop, at denne Forstaaelse ligesaa meget er paa eengang, som stadigt vorder. Det gaaer hermed som det gaaer med det individuelle Liv. Naar man er kommen til Klarhed over sig selv, naar man har havt Mod til at ville see sig selv, saa følger deraf ingenlunde, at nu Historien er forbi; thi nu begynder den, nu faaer den først ret Betydning, idet hvert enkelt oplevet Moment henføres til denne Total-Anskuelse. Saaledes ogsaa i Ægteskabet. I denne Aabenbarelse er den første Kjærligheds Umiddelbarhed gaaet under, dog ikke tabt, men indoptaget i den ægteskabelige Samviden, og hermed begynder Historien, og til denne Samviden bliver det Enkelte henført, og deri ligger dens Salighed, et Udtryk, hvori atter Ægteskabets historiske Charakteer er bevaret, og som er det Tilsvarende til den Livsglæde, eller hvad Tydsken kalder „Heiterkeit”, som den første Kjærlighed har.

Den ægteskabelige Kjærlighed hører det altsaa væsentligt til at blive historisk, og idet nu Individerne ere rigtigt stillede, saa er det Bud: i Ansigtets Sved at æde deres Brød, ikke noget Tordenbudskab, og det Mod og den Kraft, den føler i sig, er det Tilsvarende til og det Sande i den ridderlige Kjærligheds eventyrlige Trang til eventyrlige Bedrifter. Som Ridderen er uden Frygt, saa er den ægteskabelige Kjærlighed det ogsaa, uagtet de Fjender, den har at kæmpe imod, ofte ere langt farligere. Her aabner sig en viid Mark for Betragtningen, som det imidlertid ikke er min Agt at betræde; men har Ridderen Lov til at sige, at Den, der ikke byder hele Verden Trods for at frelse sin Elskede, ikke kjender den ridderlige Kjærlighed, saa har Ægtemanden Lov til at sige det Samme. Kun det maa jeg bestandig erindre om, at enhver saadan Seier, som den ægteskabelige Kjærlighed vinder, er mere æsthetisk skjøn, end den Ridderen vinder, fordi, idet han vinder denne Seier, vinder han tillige sin Kjærlighed forherliget i den. Den frygter Intet, end ikke smaa Misviisninger, den frygter ikke smaa Forliebelser, tværtimod, ogsaa disse blive kun Næring for den ægteskabelige Kjærligheds guddommelige Sundhed. Selv i Goethes Wahlverwandschaften nedpløies Ottilia, som en spæd Mulighed, af den alvorlige ægteskabelige Kjærlighed, hvor meget mere skulde da ikke et dybt religiøst og ethisk anlagt Ægteskab have Kraft dertil. Ja Goethes Wahlverwandschaften give netop et Beviis paa, hvad Hemmelighedsfuldhed fører til. Hiin Kjærlighed havde ikke faaet den Magt, dersom den ikke havde saaet Lov at voxe i Stilhed. Havde han havt Mod til at aabenbare sig for sin Kone, saa var det forebygget, og den hele Historie bleven et Divertissement i Ægteskabets Drama. Det Skjæbnesvangre ligger i, at baade Edvard og hans Kone paa eengang blive forliebte; men dette er atter Taushedens Skyld. Den Ægtemand, der har Mod til at betroe sin Kone, at han elsker en Anden, han er frelst, og ligesaa med Konen. Men naar han ikke har det, saa taber han Tilliden til sig selv, og saa er Glemsel i en Andens Kjærlighed det han søger, som det vist ofte er ligesaa meget Smerte over, ikke at have gjort Modstand itide, der bringer en Mand til at give efter, som sand Kjærlighed til den Anden. Han føler, han har tabt sig selv, og naar først det er Tilfældet, skal der stærke Opiater til for at døve.

De Vanskeligheder, den ægteskabelige Kjærlighed har at kæmpe med, vil jeg dog ganske i Almindelighed omtale, for at vise, at de ikke ere af den Betydning, at den ægteskabelige Kjærlighed har Noget af dem at frygte for Bevarelsen af det Æsthetiske. Indvendingerne hidrøre gjerne fra en Misforstaaelse af det Historiskes æsthetiske Betydning, eller derfra, af Folk i Almindelighed indenfor det Romantiske kun have det classiske Ideal, ikke det romantiske tillige. En Mængde andre Indvendinger have deres Grund i, at medens man altid behager at tænke sig den første Kjærlighed dandsende paa Roser, finder man en Glæde i at lade den ægteskabelige Kjærlighed chicaneres paa enhver Maade, kæmpe med de usleste og mest nedtrykkende Vanskeligheder”. Hertil kommer, at man i al Stilhed troer, at disse Vanskeligheder ere uovervindelige, og saa er man da snart færdig med Ægteskabet. Naar man har med Dig at gjøre, maa man altid være lidt forsigtig. Jeg taler ikke om noget enkelt Ægteskab, forsaavidt kan jeg jo fremstille det som jeg vil; men om jeg nu end ikke ønsker at gjøre mig skyldig i nogen Vilkaarlighed, saa er det ikke sagt, at Du vil forsage denne Lyst. Naar man f. Ex. opstiller som en Vanskelighed, Ægteskabet kan have at kæmpe med: Fattigdom, saa svarer jeg, arbeid, da giver Alt sig. Da det nu er en poetisk Verden, vi bevæge os i, saa behager det maaskee Dig at gjøre Din digteriske Licents gjældende, og Svaret lyder: „de kunne intet Arbeide saae, Handelens og Søfartens Aftagen har gjort en Mængde Mennesker brødløse.” Eller Du tillader dem at faae lidt Arbeide, men det er ikke tilstrækkeligt. Naar jeg nu mener, at de ved klog Sparsommelighed vel ville kunne komme ud af det, saa digter Du, at netop Kornpriserne paa Grund af de betænkelige Conjunkturer ere saa høie, at det er aldeles umuligt at komme ud af med hvad man ellers vilde have kunnet slaae sig igjennem med. Jeg kjender Dig kun altfor godt. Det er Noget, Du har Din store Glæde af, at digte det Modsatte, og derpaa, naar det længe nok har moret Dig, at faae den Du taler med, eller en anden Tilstedeværende i Anledning af en eller anden Yttring viklet ind i en vidtløftig Passiar, der slet ikke vedkommer det, der oprindelig var Tale om. Din Lyst er det pludselig at gjøre en digterisk Vilkaarlighed til et Slags Virkelighed, og nu at udbrede Dig derover. Dersom Du saaledes havde talt med et andet Menneske end mig (thi mig forskaaner Du dog i Almindelighed) paa den nu beskrevne Maade, saa havde Du formodentlig i Anledning af de høie Kornpriser tilføiet: „en saadan Dyrtid, at et Pund Brød kostede 8 ß.” Var der saa heldigviis En tilstede, der svarede, at det var altfor utænkeligt, saa oplyste Du, „hvorledes under Oluf Hunger et Pund Brød, og det endda Barkebrød, kostede 8½ ß i gamle danske Penge; naar man nu overveiede, at dengang vare Pengene meget sjeldnere blandt Folk, saa indsaae man let” o.s.v. Fik Du nu det Menneske, Du havde henvendt Dig til, paa Gled, saa var Du ude af Dig selv af Glæde. Den, der oprindelig havde begyndt Samtalen, søgte forgjæves at føre Dig tilbage til Raison; Alt var da forvirret, og Du havde faaet et Par Ægtefolk i Poesiens Verden gjort ulykkelige.

Det er det, der gjør det saa vanskeligt at indlade sig med Dig. Vilde jeg vove mig ud paa, hvad der vistnok kunde kaldes Glatiis for mig, at forsøge novellistisk at skildre et Ægteskab, der seierrigt bestod i Kamp med en Mængde saadanne Gjenvordigheder, saa vilde Du ganske roligt svare: ja det er blot Digt, og i Poesiens Verden kan man sagtens gjøre Folk lykkelige, det er det Mindste, man kan gjøre for dem. Tog jeg Dig under Armen og gik omkring med Dig i Livet, og viste Dig et Ægteskab, der havde stridt den gode Strid, saa vilde Du, hvis Du var i det Humeur, svare: „ja det er godt nok, det Udvortes i Fristelsen lader sig bevise, det Indvortes ikke, og jeg antager, at Fristelsen ikke har havt den indvortes Magt i dem, thi ellers havde det ikke været til at udholde”. Ret som om det var Fristelsens sande Betydning, at Folk skulde gaae under i den. Dog nok herom. Naar Du engang faaer i Sinde at hengive Dig til denne Vilkaarlighedens Dæmon, saa er der ingen Ende derpaa, og som Du da optager Alt, hvad Du gjør, i Din Bevidsthed, saa optager Du ogsaa denne Vilkaarlighed, og glæder Dig ret over at gjøre Alt vaklende.

Ganske i Almindelighed kan jeg inddele disse Vanskeligheder i de udvortes og de indvortes, idet jeg bestandig erindrer om det Relative i en saadan Inddeling med Hensyn til Ægteskabet, hvor Alt netop er indvortes. Først altsaa de udvortes Vanskeligheder. Jeg tager nu her ingenlunde i Betænkning eller frygter for at nævne alle de nedtrykkende, ydmygende, fortrædigende, endelige Sorger, kort Alt det, der constituerer et weinerlich Drama; Du og Dine Lige ere, som allevegne, yderst vilkaarlige. Nødsager et Skuespil af denne Art Eder til at foretage en saadan Vandring gjennem Ulykkens Huler, saa sige I, det er uæsthetisk, slæbende og kjedsommeligt. Og deri have I Ret; men hvorfor? fordi det indignerer Eder, at noget Ophøiet og Ædelt gaaer under for Sligt. Vender I Eder derimod til den virkelige Verden, møde I der en Familie, der blot har gjennemgaaet det Halve af de Gjenvordigheder, som en Bøddel af Theater-Digter, i den Tyranner forbeholdne vellystige Nydelse af at pine Andre, udtænker, saa gyser det i Eder, I tænke: god Nat al æsthetisk Skjønhed. I have Medlidenhed, I ere villige til at hjælpe om ikke for Andet, saa for at slaae de mørke Tanker bort, men I have allerede forlængst despereret paa den ulykkelige Families Vegne. Men er det sandt i Livet, saa har jo Digteren Ret til at fremstille det og Ret i at fremstille det. Naar I sidde i Theatret, berusede i æsthetisk Nydelse, da have I Courage til at fordre af Digteren, at han skal lade det Æsthetiske seire over al Usselhed. Det er den eneste Trøst, der bliver tilbage, og hvad der er endnu blødagtigere, den Trøst tage I, hvem Livet ikke har givet Anledning til at prøve Eders Kræfter. I ere da fattige og ulykkelige som Helten eller Heltinden i Stykket, men I have ogsaa Pathos, Mod, en os rotundum, af hvilken Veltalenhed udstrømmer, en kraftfuld Arm; I seire, I applaudere Skuespilleren, og Skuespilleren er Eder selv, og Parterrets Applaus gjælder Eder; thi I ere jo Helten og Skuespilleren. I Drømme, i Æsthetikens Taagerige, der ere I Helte. Jeg bekymrer mig forholdsviis temmelig lidt om Theatret, og for mig kunne I gjøre Eder saa lystige som I ville; lad kun Theater-Heltene gaae under, eller lad dem seire, synke i Gulvet eller forsvinde i Loftet, det rører mig ikke stort; men er det sandt, hvad I jo lære og foredrage i Livet, at langt færre Gjenvordigheder ere istand til at trælbinde et Menneske, saa han gaaer ludende med sit Hoved og glemmer, at ogsaa han er skabt i Guds Billede, saa være det Eders retfærdige Straf, Gud give, at alle Theater-Digtere ikke ville digte Andet end larmoyante Dramaer med al mulig Angst og Forfærdelse, der ikke vilde tillade Eders Blødagtighed at hvile paa Theater-Hynder, og lade Eder parfumere med overnaturlig Kraft, men som maatte forfærde Eder, indtil I lærte at troe i Virkeligheden paa det, som I kun ville troe paa i Poesien. Jeg har vel i mit Ægteskab ikke oplevet mange af den Art Gjenvordigheder, det tilstaaer jeg gjerne; jeg kan derfor ikke tale af Erfaring, men dog har jeg en Overbeviisning om, at Intet formaaer at knuse det Æsthetiske i et Menneske, en Overbeviisning saa krastfuld, saa salig, saa inderlig at jeg takker Gud for den, som for en Naadegave. Og naar vi i den hellige Skrift læse om mange Naadegaver, saa vilde jeg virkelig regne denne med, den Frimodighed, den Tillid, den Tro paa Virkeligheden og paa den evige Nødvendighed, hvormed det Skjønne seirer, og paa den Salighed, der ligger i den Frihed, hvormed Individet kommer Gud til Hjælp. Og denne Overbeviisning er et Moment med i min hele aandelige Habitus, og jeg lader mig ikke ved kunstige Pirringsmidler blødagtigt og vellystigt gjennemgyse deraf i et Theater. Det Eneste, jeg kan gjøre, det er at takke Gud for denne Urokkelighed i min Sjæl, men dermed vil jeg ogsaa haabe at have befriet min Sjæl fra at tage den forfængelig. Du veed, jeg hader al Experimenteren, men desuagtet skal det dog ogsaa være sandt, at et Menneske kan have oplevet meget i Tanken, som han aldrig kommer til at opleve i Virkeligheden. Der kommer stundom mismodige Øieblikke, og naar man ikke selv fremkalder dem, for vilkaarligt at forsøge sig selv deri, saa er dette ogsaa en Strid og en høist alvorlig Strid, og i denne Strid kan der erhverves en Forvisning, der, om den end ikke har den Realitet, som den i strengere Forstand i Virkelighed erhvervede, dog har sin store Betydning. Der er visse Tilfælde i Livet, hvor det er Tegn paa noget Stort og noget Godt hos et Menneske, at han er ligesom gal, at han ikke har adskilt Poesiens og Virkelighedens Verden, men seer denne sub specie poeseos. Luther siger etsteds i en af sine Prædikener, hvor han taler om Armod og Nød: det har man aldrig hørt, at et Christen-Menneske er død af Sult. Hermed er Luther færdig om den Sag, og mener, visselig med Rette, at han har talt med megen Salvelse og til sand Opbyggelse derover.

Forsaavidt nu Ægteskabet har med slige udvortes Anfægtelser at gjøre, saa gjælder det naturligviis om at gjøre dem til indvortes. Jeg siger „naturligviis” og taler temmelig dristig om den hele Sag, men det er jo og kun til Dig, jeg skriver, og vi to have vel omtrent lige stor Erfaring i den Art af Gjenvordigheder. Det gjælder altsaa om, at forvandle den udvortes Anfægtelse til en indvortes, naar man vil bevare det Æsthetiske. Eller forstyrrer det Dig, at jeg endnu nævner det Ord: Æsthetik; eller tænker Du, at det næsten er en Art Barnagtighed af mig, at ville søge dette blandt Fattige og Lidende; eller skulde Du have nedværdiget Dig selv ved den himmelraabende Inddeling, der giver de Fornemme og Mægtige, de Rige, de Dannede det Æsthetiske, de Fattige i det Høieste det Religiøse? Nu vel, jeg troer ikke, at de Fattige lide ved denne Deling; og seer Du ikke, at de Fattige, saasandt de have det Religiøse, tillige have det Æsthetiske, de Rige, saafremt de ikke have det Religiøse, heller ei have det Æsthetiske? Jeg har desuden her blot nævnet Extremet, og det er vel ikke sjeldent, at de, som man ikke kan regne til de Fattige, have med Næringssorger at kæmpe. Dertil kommer, at andre jordiske Sorger ere fælles for alle Stænder, Sygdom f. Ex. Det er jeg imidlertid overbeviist om, at Den, der har Mod til at forvandle den udvortes Anfægtelse til en indvortes, han har allerede saa godt som overvundet den; da vil der ved Troen endog i Lidelsens Øieblik foregaae en Transsubstantiation. Den Ægtemand, der har Hukommelse nok for sin Kjærlighed og Mod til i Nødens Øieblik at sige, der er ikke først og fremmest Spørgsmaal om, hvor jeg faaer Penge fra eller til hvor mange Procent, men først og fremmest om min Kjærlighed, at jeg har bevaret en reen og trofast Kjærligheds-Pagt med hende, til hvem jeg har knyttet mig; Den der gjennem ikke altfor mange indre Kampe skal tvinge sig til at gjøre det; Den der enten med sin første Kjærligheds ungdommelige Sundhed eller med den i Erfaring erhvervede Sikkerhed foretager denne Bevægelse, han har seiret, han har bevaret det Æsthetiske i sit Ægteskab, om han saa end ikke havde tre smaa Værelser at boe i. Det skal nu ingenlunde være negtet, hvad Dit fiffige Hoved vel ogsaa snart vil opspore, at netop dette saaledes at forandre den udvortes Anfægtelse til en indvortes, kan gjøre den endnu tungere, men det Store sælge Guderne heller ei for Intet; og deri ligger netop det Dannende, det Idealiserende i Ægteskabet. Naar man staaer ene i Verden, hedder det ofte, saa kan man lettere bære alt Sligt. Vel sandt, til en vis Grad, men ofte skjuler der sig en stor Usandhed i denne Tale; thi hvorfor kan man lettere bære det?, fordi man da lettere kan kaste sig selv hen, kan tage Skade paa sin Sjæl, uden at det kommer Nogen ved, kan glemme Gud, kan lade Fortvivlelsens Storme overdøve Smertens Skrig, kan sløves i sig selv, kan næsten finde sin Glæde i at leve som et Gjenfærd mellem Mennesker. Vel burde Enhver, ogsaa om han staaer ene, agte paa sig selv, men først Den, der elsker, har dog ret Forestilling om, hvad han er og hvad han formaaer, og først Ægteskabet giver den historiske Troskab, der er nok saa skjøn som den ridderlige. Saaledes kan nemlig en Ægtemand aldrig bære sig ad, og naar Verden gaaer ham nok saa meget imod, om han end et Øieblik glemmer sig selv, og allerede begynder at føle sig saa let, fordi Fortvivlelsen vil til at gjøre ham flot, føle sig saa stærk, fordi han har nippet til den bedøvende Drik, som Trods og Forsagthed, Feighed og Stolthed blander, saa fri, fordi det Baand, der binder ham til Sandhed og Retfærdighed, ligesom løsnes, og han nu erfarer den Hurtighed, der er Overgangen fra Godt til Ondt — saa vil han dog snart vende tilbage til de gamle Stier og som Ægtemand vise sig som ægte Mand.

Dette maa nu være nok om disse udvortes Anfægtelser. Jeg fatter mig kort om dem, fordi jeg ikke føler nogen dybere Myndighed til at tale med derom, og fordi den Maade, Sligt egentlig lod sig gjøre paa, vilde være ved en vidtløftigere Udførelse. Dog dette er mit Resultat: kan Kjærligheden bevares, og det kan den, saasandt hjælpe mig Gud, saa kan ogsaa det Æsthetiske bevares; thi Kjærligheden selv er det Æsthetiske.

De andre Indvendinger beroe fornemmelig paa en Misforstaaelse af Tidens Betydning, og det Historiskes æsthetiske Gyldighed. De ramme altsaa ethvert Ægteskab, og derfor lader der sig ganske i Almindelighed tale derom. Dette skal jeg nu gjøre, og bestræbe mig for i denne Almindelighed ikke at oversee Pointet i Angrebet og Pointet i Forsvaret.

Det Første Du vil nævne er „Vane, den uundgaaelige Vane, denne rædsomme Monotoni, det evindelige Einerlei i det ægteskabelige Huuslivs ængstende Stilleben. Jeg elsker Natur, men er en Haver af den anden Natur.” Du veed, det maa man lade Dig, med forførersk Varme og Veemod at skildre den lykkelige Tid, da man endnu gjør Opdagelser, med Angst og Forfærdelse at afmale den Tid, da det er forbi; Du veed til det Latterlige og Modbydelige at udpensle en ægteskabelig Eensformighed, som end ikke Naturen har Mage til; „thi her er dog, som allerede Leibnitz har viist, Intet ganske eens, en saadan Eensformighed er kun forbeholdt de fornuftige Skabninger, enten som Frugt af deres Søvnighed eller af deres Pedanteri.” Jeg har nu ingenlunde i Sinde at negte Dig, at det er en skjøn Tid, en evig uforglemmelig Tid (læg vel Mærke til, i hvilken Betydning jeg kan sige dette), da Individet i Elskovens Verden forbauses ved og lyksaliggjøres i det, som vel for længe siden har været opdaget, som han vel ofte har hørt og læst om, men som han dog nu først tilegner sig med Overraskelsens hele Enthusiasme, med Inderlighedens hele Dybde; det er en skjøn Tid lige fra Kjærlighedens første Anelse, det første Syn, den første Forsvinden af den elskede Gjenstand, den første Accord af denne Stemme, det første Blik, det første Haandtryk, det første Kys lige til den første fuldkomne Forvisning om sin Besiddelse; det er en skjøn Tid, den første Uro, den første Længsel, den første Smerte, fordi hun udeblev, den første Glæde, fordi hun kom uventet — men hermed skal ingenlunde være sagt, at det Paafølgende ikke er ligesaa smukt. Du, der indbilder Dig at have en saa ridderlig Tænkemaade, prøv Dig selv. Naar Du siger, det første Kys er det smukkeste, det sødeste, da fornærmer Du den Elskede; thi det, der giver Kysset absolut Værdi, er altsaa Tiden og dens Bestemmelse.

For imidlertid ikke at skade den Sag, jeg forsvarer, maa Du først staae mig lidt til Regnskab. Dersom Du nemlig ikke vil gaae ganske vilkaarligt tilværks, maa Du angribe den første Kjærlighed paa samme Maade, som Du angriber Ægteskabet. Skal den nemlig bestaae i Livet, maa den være udsat for de samme Fataliteter, og vil langtfra ikke have de Midler til at stride imod med, som den ægteskabelige Kjærlighed har i det Ethiske og det Religiøse. Conseqvent maa Du altsaa hade al Kjærlighed, der vil være en evig Kjærlighed. Du maa altsaa blive staaende ved den første Kjærlighed som Moment. For at denne imidlertid skal have sin sande Betydning, maa den have den naive Evighed i sig. Har Du nu engang erfaret, at det var en Illusion, saa er jo Alt tabt for Dig, uden forsaavidt Du vil arbeide paa at komme ind i den samme Illusion endnu engang, hvilket er en Selvmodsigelse. Eller skulde Dit kløgtige Hoved i den Grad have sammensvoret sig med Din Lyst, at Du aldeles kunde glemme hvad Du skylder Andre? Skulde Du mene, at om det end aldrig lod sig gjentage som den første Gang, saa var der dog endnu en taalelig Udvei; man foryngede sig ved at opleve Illusionen i Andre, saa at man nød Uendeligheden og Nyheden i den Oprindelighed, der var i det Individ, hvis Illusions jomfruelige Bælte endnu ikke var løst? Sligt røber jo ligesaa meget Desperation som Fordærvelse, og da det røber Desperation, saa vil det jo være umuligt her at finde Oplysning om Livet.

Det Første, jeg nu skal protestere mod, er Din Berettigelse til at bruge det Ord „Vane” om den Tilbagevenden, som ethvert Liv og saaledes ogsaa Kjærligheden har. Vane bruger man egentlig kun om det Onde, enten saaledes, at man derved betegner en Forbliven i Noget, der i og for sig er Ondt, eller man betegner en Gjentagelse af Noget i og for sig Uskyldigt med en saadan Haardnakkenhed, at paa Grund heraf denne Gjentagelse bliver noget Ondt. Vane betegner derfor altid noget Ufrit. Men ligesom man ikke kan komme ind i det Gode uden Frihed, saaledes kan man heller ei blive deri uden Frihed, og derfor kan man med Hensyn til det Gode aldrig tale om Vane.

Dernæst maa jeg ogsaa protestere, naar Du for at skildre den ægteskabelige Eensformighed fortæller, at Sligt finder man end ikke i Naturen. Det er nemlig meget sandt; men det Eensformige kan netop være Udtrykket for noget Skjønt, og forsaavidt kan Mennesket være stolt af at være Opfinder deraf; saaledes kan i Musiken den eensformige Takt netop være meget skjøn og af stor Virkning.

Endelig vil jeg sige: dersom en saadan Monotoni var uundgaaelig for det ægteskabelige Samliv, saa maatte Du jo, hvis Du var oprigtig, indsee, at Opgaven var at beseire den ɔ: at bevare Kjærligheden under den, ikke at fortvivle; thi dette kan aldrig være en Opgave, det er en Nemhed, som, det vil jeg gjerne indrømme, kun De gribe til, der see Opgaven.

Men lad os nu lidt nærmere overveie, hvorledes det forholder sig med den udskregne Eensformighed. Det er som Din Feil saa og Din Ulykke, at Du overalt, og saaledes og hvad Kjærlighed angaaer, tænker for abstrakt. Du tænker et lille Indbegreb af Kjærlighedens Momenter, Du tænker, det vilde Du maaskee selv sige, Kjærlighedens Kategorier. I den Henseende vil jeg gjerne indrømme Dig en ualmindelig kategorisk Fuldstændighed. Du tænker enhver concret i et Moment, og dette er det Poetiske. Naar Du nu ved Siden deraf tænker Dig Ægteskabets Langvarighed, saa bliver der for Dig et ængstende Misforhold. Feilen er den, at Du ikke tænker historisk. Hvis en Systematiker vilde tænke Vexel-Virkningens Kategori, og grundigt og dygtigt logisk udfolde den, men han tillige vilde sige: det varer da en Evighed inden Verden kan blive færdig med sin evige Vexel-Virken, saa kan Du vel ikke negte, at man havde Ret til at lee ad ham. Det er nu engang Tidens Betydning, og Menneskehedens og Individernes Lod at leve i den. Har Du derfor ikke Andet at sige, end at det ikke er til at holde ud, saa kommer Du til at see Dig om et andet Auditorium. Dette vilde nu være et fuldkommen tilstrækkeligt Svar, men for at Du dog ikke skal faae Leilighed til at sige: „i Grunden er Du dog af samme Mening som jeg, men anseer det for bedst at finde Dig i, hvad ikke kan forandres”, saa skal jeg bestræbe mig for at vise, at det ikke blot er bedst at finde sig deri, saavist som det er en Pligt; men at det, at finde sig deri, i Sandhed er det Bedste.

Men lad os begynde paa et Punkt, der kan ansees for et Berørings-Punkt. Den Tid, der gaaer forud for Culminationen, er Du jo ikke bange for, tværtimod den elsker Du, og ved en Mangfoldighed af Reflexioner stræber Du ofte at gjøre Reproduktions-Øieblikkene endnu længere end de oprindelige vare, og dersom En her vilde reducere Dig Livet paa Kategori, saa vilde Du blive høist forbittret. I hiin Tid før Culminationen er det jo heller ei blot de store afgjørende Træfninger, der have Interesse for Dig, men enhver lille Ubetydelighed, og Du veed da skjønt nok at tale om den Hemmelighed, der blev skult for de Vise, at det Mindste er det Største. Naar derimod Culminations-Punktet er naaet, ja da har Alt forandret sig, da skrumper Alt sammen til en fattig og uvederqvægende Abbreviatur. Dette skal nu engang være grundet i Din Natur, der blot er erobrende, men Intet kan besidde. Dersom Du ikke ganske vilkaarligt og eensidigt vil fastholde dette, at Du engang er saaledes, saa nødsages Du virkelig til et Øieblik at slutte Vaabenstilstand, at aabne Gelederne, for at jeg kan komme til at see efter, hvorvidt det er sandt, og dersom dette befindes, hvorvidt der er Sandhed deri. Vil Du ikke dette, saae vil jeg, uden at bekymre mig om Dig, tænke mig en Individualitet ganske som Din, og nu i al Rolighed foretage min Vivisection. Men jeg haaber dog, at Du vil have Mod nok til personligt at underkaste Dig Operationen, Mod nok til virkeligt og ikke blot in effigie at lade Dig henrette.

Idet Du urgerer, at Du engang er saaledes, saa indrømmer Du jo derved, at Andre kunne være anderledes, mere tør jeg endnu ikke paastaae, thi det kunde jo være muligt, at, Du var det normale Menneske, ihvorvel den Ængstelighed, med hvilken Du fastholder Dig selv som den, Du nu engang er, ikke synes at tyde derpaa. Men hvorledes opfatter Du Andre? Naar Du seer et Ægtepar, hvis Forbindelse, som det synes Dig, henslæber sig i den rædsomste Kjedsommelighed, „i den fadeste Repetition af Elskovens hellige Institutioner og Sacramenter”, saa, ja saa raser der en Ildebrand i Dig, en Ildsflamme, som vil fortære dem. Og dette er jo ikke noget, Vilkaarligt af Dig, Du har jo Ret, Du er jo beføiet, naar Du lader Ironiens Lyn ramme dem, lader Vredens Torden forfærde dem. Du tilintetgjør dem jo ikke, fordi Du har Lyst dertil, men fordi de have fortjent det. Du dømmer dem; men hvad vil det sige at „dømme” Andet end at fordre Noget af dem; og kan Du ikke fordre det, og det er jo en Modsigelse at fordre det Umulige, saa er det jo en Modsigelse at dømme dem. Ikke sandt, Du har forløbet Dig, Du har ladet ane en Lov, Du ikke vil vedkjende Dig, og som Du dog har gjort gjældende mod Andre. Dog Du er ikke blottet for Fatning, Du siger: „jeg dadler dem ikke, bebreider dem ikke, dømmer dem ikke; jeg beklager dem.” Men sæt nu, at de Vedkommende slet ikke fandt det kjedsommeligt. Der iler et selvtilfreds Smiil over Dine Læber, et lykkeligt Indfald har overrasket Dig selv og skal vel ogsaa kunne overraske den, Du taler med: „som sagt, jeg beklager dem; thi enten føle de Kjedsommelighedens hele Vægt og da beklager jeg dem, eller de mærke det ikke, og da beklager jeg dem ogsaa, da ere de nemlig i en saare beklagelig Illusion.” Saaledes omtrent vilde Du vel svare mig, og dersom der var Flere tilstede, saa vilde Din sikkre Attitude ikke forfeile sin Virkning. Nu er der imidlertid Ingen, der hører paa os, og jeg kan altsaa fortsætte Undersøgelsen. Du beklager dem altsaa i begge Tilfælde. Nu er der kun et tredie Tilfælde muligt, det nemlig, at man veed, at det forholder sig saaledes med Ægteskabet, og lykkeligviis ikke er kommen ind deri. Men denne Tilstand er jo aabenbar ligesaa beklagelig for Den, der har følt Kjærligheden og nu seer, at den ikke lader sig realisere. Og Dens Tilstand endelig, der saa godt som muligt har hjulpet sig ud af dette Skibbrud ved det i det Foregaaende skildrede egoistiske Nødmiddel, er jo ogsaa beklagelig, thi han har jo opkastet sig til en Røver og Ufredsmand. Det synes altsaa, at ligesom et Ægteskab er blevet et almindeligt Udtryk for en lykkelig Ende paa en Ting, saaledes bliver Ægteskabets egen Udgang kun lidet glædelig. Vi ere da komne til en almindelig Beklagelse som det sande Resultat af denne hele Undersøgelse; men et saadant Resultat er en Selvmodsigelse, det er det samme som om En vilde sige, at Resultatet af Livets Udvikling er, at man gaaer tilbage. Du er i Almindelighed ikke bange for at gaae med, og vil maaskee her sige: „ja det hænder jo ogsaa stundom; naar man har Vinden stik imod i glat Føre, saa kan Resultatet af en Fremadgaaen ofte blive en Tilbagegaaen.”

Dog, jeg vender tilbage til Betragtningen af hele Din aandelige Habitus. Du siger, at Du er en erobrende Natur, der ikke kan besidde. Naar Du siger dette, da mener Du vel ikke at have sagt Noget til Din egen Forringelse, tværtimod, Du føler Dig snarere større end Andre. Lad os betragte det lidt nærmere. Hvad hører der størst Kraft til, at gaae op ad Bakke eller ned ad Bakke? Naar Bakken er lige steil, hører der aabenbart mest Kraft til det Sidste. En Tilbøielighed til at gaae op ad Bakke er næsten ethvert Menneske medfødt, hvorimod de Fleste have en vis Angst for at gaae ned ad Bakke. Saaledes troer jeg ogsaa, at der er langt flere erobrende Naturer end besiddende, og naar Du føler Din Overlegenhed ligeoverfor en Mængde Ægtefolk og „deres dumme dyriske Tilfredshed”, saa kan det vel til en vis Grad være sandt, men Du skal jo heller ikke lære af dem, der staae under Dig. Den sande Kunst gaaer i Almindelighed den modsatte Vei af den, Naturen gaaer, uden at den derfor tilintetgjør denne, og saaledes vil ogsaa den sande Kunst vise sig i at besidde, ikke i at erobre; Besidden er nemlig en baglænds Erobren. I disse Udtryk seer Du allerede, hvorvidt Kunst og Natur modstræbe hinanden. Den der besidder, han har jo ogsaa Noget, der er erobret, ja naar man vil være streng i sit Udtryk, kan man sige, at først Den der besidder, han erobrer. Nu mener Du vel og at besidde; thi Du har jo Besiddelsens Øieblik, men det er ingen Besiddelse; thi det er ingen dybere Tilegnelse. Naar jeg saaledes vilde tænke mig en Erobrer, der undertvang Riger og Lande, saa besad han jo ogsaa disse undertrykte Provindser, han havde store Besiddelser, og dog kalder man jo en saadan Fyrste en erobrende og ikke en besiddende. Først naar han med Viisdom ledede disse Lande til deres eget Bedste, først da besad han dem. Dette er nu meget sjeldent med en erobrende Natur; i Almindelighed vil han mangle den Ydmyghed, den Religiøsitet, den sande Humanitet, der hører til at besidde. Seer Du, derfor var det, at jeg ved Udviklingen af Ægteskabets Forhold til den første Kjærlighed netop fremhævede det religiøse Moment, fordi dette vil dethronisere Erobreren og lade Besidderen komme tilsyne; derfor anpriste jeg det, at Ægteskabets Anlæg netop var betegnet paa det Høieste, paa den varige Besiddelse. Her kan jeg erindre Dig om et Ord, Du ofte nok slaaer om Dig med: „ikke det Oprindelige er det Store, men det Erhvervede”; thi det Erobrende i et Menneske, og det, at han gjør Erobring, det er egentlig det Oprindelige, men det, at han besidder og vil besidde, det er det Erhvervede. Til at erobre hører der Stolthed, til at besidde Ydmyghed; til at erobre hører der Heftighed, til at besidde Taalmod; til at erobre — Begjærlighed, til at besidde — Nøisomhed; til at erobre hører der Spise og Drikke, til at besidde Bøn og Fasten. Men alle de Prædikater, jeg her, og dog vel med Rette, har brugt for at charakterisere den erobrende Natur, lade sig alle anvende paa og, passe absolut paa det naturlige Menneske; men det naturlige Menneske er ikke det Høieste. En Besiddelse er nemlig ikke et aandeligt dødt og ugyldigt om end juridisk kraftigt „Schein”, men en stadig Erhvervelse. Her seer Du atter at den besiddende Natur har den erobrende i sig; han erobrer nemlig som en Landmand, der ikke sætter sig i Spidsen for sine Karle, og fordriver sin Nabo, men han erobrer ved at grave i Jorden. Det sande Store er altsaa ikke at erobre, men at besidde. Naar Du nu her vil sige: „jeg vil ikke afgjøre, hvad der er det Største, men jeg vil gjerne indrømme, at det er de to store Formationer af Mennesker; Enhver maa nu afgjøre med sig selv, hvilken han tilhører, og vogte sig for, ikke at lade sig omkalfatre af en eller anden Omvendelses-Apostel”, saa føler jeg nok, at Du med det sidste Udtryk saa smaat har mig i Kikkerten. Jeg vil imidlertid svare, det Ene er ikke blot større end det Andet, men det Ene er der Mening i, det er der ikke i det Andet. Det Ene har baade Forsætning og Eftersætning, det Andet er blot Forsætning, og istedetfor Eftersætning en betænkelig Tankestreg, hvis Betydning jeg en anden Gang skal forklare Dig, hvis Du ikke allerede veed den.

Vil Du nu vedblive at sige, at Du eengang er en erobrende Natur, saa er det mig ligegyldigt; thi Du maa dog indrømme mig, at det er større at besidde end at erobre. Naar man erobrer, da glemmer man bestandig sig selv, naar man besidder, da erindrer man sig selv, ikke til forfængelig Tidsfordriv, men med al mulig Alvor. Naar man gaaer op ad Bakke, da har man blot det Andet for Øie; naar man gaaer ned ad Bakke, da maa man vaage over sig selv, over det rigtige Forhold mellem Understøttelses- og Tyngde-Punktet.

Dog, jeg gaaer videre. Du vil maaskee indrømme, at det at besidde er vanskeligere end det at erobre, det at besidde større end at erobre, „naar jeg blot kan faae Lov at erobre, saa skal jeg ikke være saa knap, men tværtimod meget rundhaandet med Høfligheder til dem, der have Taalmodighed til at besidde, isærdeleshed hvis de skulde befindes tilbøielige til at arbeide Haand i Haand med mig, ved at ville besidde mine Erobringer. Større er det, lad gaae, men skjønnere er det ikke; mere ethisk er det, al Ærbødighed for Ethiken, men mindre æsthetisk tillige.” Lad os om dette Punkt gjøre os lidt mere forstaaelige for hinanden. Der hersker vistnok blandt en stor Mængde Mennesker en Misforstaaelse, der forvexler hvad der er æsthetisk skjønt med hvad der æsthetisk skjønt lader sig fremstille. Dette lader sig meget let forklare deraf, at den æsthetiske Tilfredsstillelse, Sjælen har Trang til, søge de Fleste i Læsning, eller ved Betragtning af Kunstværker o. s. v., hvorimod de forholdsviis ere meget faae, der selv skue det Æsthetiske som det er i Tilværelsen, selv see Tilværelsen i æsthetisk Belysning, og ikke blot nyde den digteriske Reproduktion. Men til en æsthetisk Fremstilling hører altid en Concentration i Momenter, og jo rigere denne Concentration er, desto større er den æsthetiske Virkning. Herved faaer nu det lykkelige, det ubeskrivelige, det uendeligt indholdsrige Moment, kort Momentet ene Gyldighed. Enten er dette det ligesom prædestinerede Moment, der gjennemzittrer Bevidstheden, ved at vække Forestillingen om Tilværelsens Guddommelighed, eller Momentet forudsætter en Historie. I første Tilfælde griber det derved, at det overrasker, i andet Tilfælde er det vel en Historie, men den kunstneriske Fremstilling kan ikke dvæle ved denne, kan blot antyde den i det Høieste, og haster nu til Momentet. Jo mere den kan lægge ind heri, jo mere kunstnerisk bliver den. Naturen, har en Philosoph sagt, gaaer den korteste Vei; man kunde sige, den gaaer slet ingen Vei, den er med eet Slag tilstede paa eengang; og naar jeg vil fortabe mig i Beskuelsen af den hvælvede Himmel, saa behøver jeg ikke at vente til de utallige Himmellegemer faae dannet sig, thi de ere alle paa eengang. Historiens Vei derimod er ligesom Rettens saare lang og besværlig. Nu træder Kunsten og Poesien til og forkorter os Veien og fryder os i Fuldbringelsens Moment, den concentrerer det Extensive i det Intensive. Men jo betydningsfuldere det er, der skal frem, desto langsommere er Historiens Gang, men desto betydningsfuldere er ogsaa Gangen selv, desto mere vil det vise sig, at det, der er Maalet, er tillige Veien. Med Hensyn til det individuelle Liv er der to Arter af Historie, udvortes og indvortes. Det er to Arter af Strømninger, hvis Bevægelse er modsat. Den første har igjen to Sider i sig. Individet har ikke det, han stræber efter, og Historien er den Strid, i hvilken han erhverver det. Eller Individet har det, men kan dog ikke komme i Besiddelse deraf, fordi der bestandig er noget Udvortes der vil forhindre ham deri. Historien er da den Strid, i hvilken han beseirer disse Hindringer. Den anden Art af Historie begynder med Besiddelsen, og Historien er den Udvikling, gjennem hvilken han erhverver Besiddelsen. Da nu i første Tilfælde Historien er udvortes, og det, hvortil der stræbes, ligger udenfor, saa har Historien ikke sand Realitet, og den digteriske og kunstneriske Fremstilling handler ganske rigtigt i at forkorte denne og haste til det intensive Moment. Lad os, for at blive ved hvad vi nærmest have at gjøre med, tænke os en romantisk Kjærlighed. Tænk Dig altsaa en Ridder, der har nedlagt fem Vildsviin, fire Dværge, befriet tre fortryllede Prindser, Brødre til den Prindsesse, han tilbeder. Dette har i den romantiske Tankegang sin fuldkomne Realitet. Kunstneren og Digteren er det imidlertid slet ikke af Vigtighed, om der er fem eller kun fire. Kunstneren er i det Hele mere indskrænket end Digteren; men selv denne vil det ikke interessere at fortælle omstændigt, hvorledes det gik til med hvert enkelt Vildsviins Nedlæggelse. Han haster til Momentet. Han indskrænker maaskee Antallet, concentrerer Besværligheder og Farer i digterisk Intensitet og iler til Momentet, til Besiddelses-Momentet. Den hele historiske Succession er ham af mindre Vigtighed. Hvor der derimod er Tale om indvortes Historie, der er hvert enkelt lille Moment af yderste Vigtighed. Den indvortes Historie er først den sande Historie, men den sande Historie kæmper med det, der er Livs-Principet i Historien — med Tiden; men naar man kæmper med Tiden, saa har derved netop det Timelige og ethvert lille Moment sin store Realitet. Overalt hvor Individualitetens indre Blomstring ikke er begyndt, hvor Individualiteten endnu er lukket, der bliver der Tale om udvortes Historie. Saasnart derimod denne saa at sige springer ud, saa begynder den indre Historie. Tænk nu paa, hvad vi gik ud fra, Forskjellen mellem den erobrende og den besiddende Natur. Den erobrende Natur er bestandig udenfor sig, den besiddende i sig selv, derfor faaer den første udvortes Historie, den anden indvortes. Men da den udvortes Historie netop uden Skade lader sig concentrere, saa er det naturligt, at Kunst og Poesi nærmest vælge dem, og altsaa igjen vælge den uaabnede Individualitet og Alt hvad der tilhører den til Fremstilling. Nu siger man vel, at Kjærlighed aabner Individualiteten, men ikke naar Kjærligheden opfattes saaledes som det skeer i Romantiken, da bringes den blot til det Punkt, at den skal aabne sig, og der ender man, eller den er ifærd med at aabne sig, men bliver afbrudt. Men som den udvortes Historie og den lukkede Individualitet nærmest vil blive Gjenstand for den kunstneriske og digteriske Fremstilling, saa vil Alt hvad der udgjør en saadan Individualitets Indhold ogsaa blive Gjenstand derfor. Men dette er i Grunden Alt hvad der tilhører det naturlige Menneske. Et Par Exempler. Stolthed lader sig ypperligt fremstille; thi det Essentielle i Stolthed er ikke Succession, men Intensitet i Momentet. Ydmyghed lader sig vanskeligt fremstille, fordi den netop er Succession, og medens Betragteren ikke behøver mere end at see Stoltheden i sin Culmination, saa fordrer han egentlig i det andet Tilfælde, det som Poesi og Kunst ikke kunne give, at see den i dens stadige Tilbliven, thi dette hører Ydmygheden væsentlig til, at den stadigt bliver; og naar man viser ham den i dens ideale Moment, saa savner han noget, fordi han føler, at dens sande Idealitet bestaaer ikke i at den er ideal i Momentet, men at den er bestandig. Den romantiske Kjærlighed lader sig ypperligt fremstille i Momentet, den ægteskabelige ikke; thi en idealiseret Ægtemand er ikke En, der engang i sit Liv er det, men som hver Dag er det. Naar jeg vil fremstille en Helt, der erobrer Riger og Lande, da lader det sig ypperligt fremstille i Momentet, men en Korsdrager, der hver Dag tager sit Kors op, lader sig aldrig fremstille hverken i Poesi eller Kunst, fordi Pointet er, at han hver Dag gjør det. Naar jeg vil tænke mig en Helt, der sætter sit Liv til, saa lader det sig ypperligt concentrere i Momentet, derimod ikke det at døe hver Dag, fordi Hovedsagen er, at det skeer hver Dag. Mod lader sig ypperligt concentrere i Momentet, Taalmod ikke, netop fordi Taalmod strider mod Tiden. Du vil sige, at Kunsten dog har fremstillet Christus som Billede paa Taalmod, som bærende al Verdens Synd, at religiøse Digtninger have concentreret al Livets Bitterhed i een Kalk og ladet et Individ i eet Moment udtømme den. Det er sandt; men det er fordi man næsten rummeligt har concentreret den. Den der derimod veed lidt Beskeed om Taalmod, veed meget godt, at dens egentlige Modsætning ikke er Lidelsens Intensitet (thi da nærmer det sig mere til Mod), men Tiden, og at det sande Taalmod er det, der viser sig stridende mod Tid, eller egentlig er Langmod; men Langmod lader sig ikke kunstnerisk fremstille, thi dets Point er incommensurabelt for Kunst; det lader sig heller ikke digte, thi det fordrer Tidens Langvarighed.

Hvad jeg nu her videre vil fremføre, det kan Du ansee. for en stakkels Ægtemands ringe Offer paa Æsthetikens Alter, og om Du og alle Æsthetikens Præster vil forsmaae det, saa skal jeg vel vide at trøste mig, og det saameget mere som det, jeg bringer, ikke er et Skuebrød, ene spiseligt for Præsterne, men et Huusbagerbrød, der som al Huuskost er simpelt og ukrydret, men sundt og nærende.

Naar man ligesaa meget dialektisk som historisk forfølger det Æsthetisk-Skjønnes Udvikling, vil man finde, at Retningen i denne Bevægelse er fra Rummets til Tidens Bestemmelser, og at Kunstens Fuldkommengjørelse afhænger af den successive Mulighed af mere og mere at løsrive sig fra Rummet og bestemme sig hen til Tiden. Heri ligger Overgangen og Betydningen af Overgangen fra Skulptur til Maleri, saaledes som Schelling tidligt har peget hen herpaa. Musiken har Tiden til sit Element, men vinder ingen Bestaaen i den, dens Betydning er den bestandige Forsvinden i Tiden, den toner i Tiden, men fortoner sig tillige og har ingen Bestaaen. Poesien endelig er den fuldkomneste af alle Kunster og derfor ogsaa den, der mest veed at gjøre Tidens Betydning gjældende. Den behøver ikke i den Forstand at indskrænke sig til Momentet, som Maleriet gjør det, den forsvinder heller ikke i den Forstand sporløst som Musiken. Men uagtet dette nødsages ogsaa denne, som vi have seet, til at concentrere sig i Momenter Den har derfor sin Grændse, og kan, som ovenfor viist, ikke fremstille det, hvis Sandhed netop er den timelige Succession. Og dog er det, at Tiden bliver gjort gjældende, ikke nogen Forkleinelse af det Æsthetiske, tværtimod bliver det æsthetiske Ideal rigere og fyldigere, jo mere dette skeer. Det Æsthetiske altsaa, der bliver incommensurabelt endog for Poesiens Fremstilling, hvorledes lader det sig fremstille? Svar: derved at det leves. Det faaer derved en Lighed med Musik, der blot er, fordi den bestandig gjentages, blot er i Udførelsens Øieblik. Derfor gjorde jeg i det Foregaaende opmærksom paa den fordærvelige Forvexling af det Æsthetiske og Det, som æsthetisk lader sig fremstille i digterisk Reproduktion. Alt, hvad jeg nemlig her taler om, lader sig visselig æsthetisk fremstille, ikke i digterisk Reproduktion, men derved, at man lever det, i Virkelighedens Liv realiserer det. Saaledes hæver Æsthetiken sig selv og forsoner sig med Livet; thi som i een Forstand Poesi og Kunst netop ere en Forsoning med Livet, saa ere de i en anden Forstand Fjendskab til Livet, fordi de kun forsone een Side af Sjælen. Her er jeg ved det Høieste i det Æsthetiske. Og i Sandhed, Den der har Ydmyghed og Mod nok til her at lade sig æsthetisk forklare, Den der føler sig med som en Person i det Skuespil, Guddommen digter, hvor Digteren og Souffleuren ikke ere forskjellige Personer, hvor Individet, som den øvede Skuespiller, der har levet sig ind i sin Charakteer og sin Replik, ikke forstyrres af Souffleuren, men føler, at det, der tilhviskes ham, er det, han selv vil sige, saa det næsten bliver tvivlsomt, om han lægger Souffleuren Ordene i Munden, eller Souffleuren ham, Den der i dybeste Forstand føler sig paa eengang digtende og digtet, der i det Øieblik, han føler sig digtende, har Replikens oprindelige Pathos, idet Øieblik han føler sig digtet, det erotiske Øre, der opfanger enhver Lyd, han og først han har realiseret det Høieste i Æsthetiken. Men denne Historie, der viser sig som incommensurabel selv for Poesien, det er den indvortes Historie. Denne har Ideen i sig og netop derfor er den æsthetisk. Den begynder derfor, som jeg udtrykte det, med Besiddelsen, og dens Fortgang er Erhvervelsen af denne Besiddelse. Den er en Evighed, i hvilken det Timelige ikke er forsvundet som et idealt Moment, men i hvilket det som realt Moment bestandig er nærværende. Naar saaledes Taalmod i Taalmod erhverver sig selv, saa er det indvortes Historie.

Lad os nu see hen paa Forholdet mellem den romantiske og ægteskabelige Kjærlighed; thi Forholdet mellem den erobrende og den besiddende Natur vil slet ingen Vanskeligheder formaae at frembyde. Den romantiske Kjærlighed bliver bestandig abstrakt i sig selv, og naar den ingen udvortes Historie kan faae, saa lurer Døden allerede paa den, fordi dens Evighed er illusorisk. Den ægteskabelige Kjærlighed begynder med Besiddelsen, og faaer indre Historie. Den er trofast, det er den romantiske Kjærlighed ogsaa, men see nu Forskjellen. Den trofaste romantiske Elsker han venter f. Ex. i femten Aar; nu kommer da Øieblikket, der belønner ham. Her seer Poesien meget rigtigt, at de femten Aar ypperligen lade sig concentrere, den haster nu til Momentet. En Ægtemand er trofast i femten Aar, og dog har han i de femten Aar havt Besiddelsen; han har altsaa i denne lange Succession bestandig erhvervet den Trofasthed, han besad, da jo den ægteskabelige Kjærlighed i sig har den første Kjærlighed og derved dennes Trofasthed. Men en saadan ideal Ægtemand lader sig ikke fremstille; thi Pointet er Tiden i sin Extension. Ved Enden af de femten Aar er han tilsyneladende slet ikke kommen videre end han var i Begyndelsen, og dog har han i høi Grad levet æsthetisk. Hans Besiddelse har ikke været ham en død Eiendom, men han har bestandig erhvervet sin Besiddelse. Han har ikke kæmpet med Løver og Trolde, men med den farligste Fjende, som er Tiden. Men nu kommer ikke Evigheden bagefter som for Ridderen; men han har havt Evigheden i Tiden, bevaret Evigheden i Tiden. Han først har derfor seiret over Tiden; thi Ridderen kan man sige om, han har dræbt Tiden, som man jo stedse ønsker at slaae Tiden ihjel, naar den ingen Realitet har for En; men dette er aldrig den rigtige Seier. Ægtemanden har som en sand Seierherre ikke dræbt Tiden, men frelst og bevaret den i Evigheden. Den Ægtemand, der gjør det, han lever i Sandhed poetisk, han løser den store Gaade, at leve i Evigheden og dog høre Stueuhret slaae, saaledes at dets Slag ikke forkorter, men forlanger hans Evighed, en Modsigelse, der er ligesaa dyb, men langt herligere end den, der indeholdes i den bekjendte Situation, som skyldes Middelalderen, der fortæller om en Ulykkelig, at han vaagnede op i Helvede og raabte: hvad er Klokken, hvorpaa Djævelen svarede: en Evighed. Og lader Sligt sig nu end ikke kunstnerisk fremstille, saa være det Din Trøst som det er min, at det Høieste og Skjønneste i Livet, det skal man ikke læse om, ikke høre om, ikke see, men, om man saa vil, leve. Naar jeg derfor gjerne indrømmer, at den romantiske Kjærlighed meget bedre egner sig til kunstnerisk Fremstilling end den ægteskabelige, saa skal dermed ingenlunde være sagt, at denne er mindre æsthetisk end hiin, tværtimod, den er mere æsthetisk. Der forekommer i en af den romantiske Skoles genialeste Fortællinger en Person, der ikke har Lyst til, som de Andre, med hvilke han lever, at digte, fordi det er Tidsspilde og berøver ham den sande Nydelse; han vil derimod leve. Havde han nu havt en rigtigere Forestilling om hvad det er at leve, saa havde han været min Mand.

Den ægteskabelige Kjærlighed har da sin Fjende i Tiden, sin Seier i Tiden, sin Evighed i Tiden, saa den stedse vil have sin Opgave, om jeg end tænkte mig alle saakaldte udvortes og indvortes Anfægtelser borte. I Almindelighed har den ogsaa disse, men naar man ret vil opfatte dem, maa man passe paa to Ting, at de bestandig ere Bestemmelser ind efter, og at de bestandig have Tidens Bestemmelser i sig. Ogsaa af denne Grund indsees let, at denne Kjærlighed ikke lader sig fremstille. Den drager sig bestandig ind efter, og hendrager (i god Forstand) sig i Tiden; men hvad der skal fremstilles ved Reproduktion, det maa lade sig fremlokke, og dets Tid maa lade sig forkorte. Det vil Du yderligere overbevise Dig om, ved at overveie de Prædikater, man maa bruge om den ægteskabelige Kjærlighed. Den er trofast, bestandig, ydmyg, taalmodig, langmodig, overbærende, oprigtig, nøisom, aarvaagen, varagtig, villig, glad. Alle disse Dyder have den Egenskab, at de i Individerne ere Bestemmelser ind efter. Individet kæmper ikke mod udvortes Fjender, men udkæmper sig selv, sin Kjærlighed af sig selv. Og de have Bestemmelser af Tid; thi deres Sandhed bestaaer ikke i, at de ere eengang for alle, men at de bestandig ere. Og ved disse Dyder erhverves ikke noget Andet, kun de selv erhverves. Den ægteskabelige Kjærlighed er derfor paa eengang, hvad Du spotviis ofte har kaldt den, den dagligdagse, og tillige den guddommelige (i græsk Forstand), og er den guddommelige derved at den er den dagligdagse. Den ægteskabelige Kjærlighed kommer ikke med udvortes Tegn, ikke som den rige Fugl med Susen og Brusen, men den er en stille Aands uforkrænkelige Væsen.

Dette Sidste har nu Du og alle erobrende Naturer ingen Forestilling om. I ere aldrig i Eder selv, men bestandig udenfor. Ja, saalænge enhver Nerve zittrer i Dig, hvad enten Du sagte lister Dig omkring, eller Du fremtræder og Janitscharmusiken i Dit Indre overdøvet Din Bevidsthed, ja saa synes Du, at Du lever. Men naar Slaget er vundet, naar det sidste Eccho af det sidste Skud er hendøet, naar de snelle Tanker ligesom Ordonants-Officierer ile tilbage til Hovedqvarteret og melde, at Seieren er Din — ja da veed Du Intet mere, da veed Du ikke at begynde; thi nu staaer Du først ved den sande Begyndelse.

Det Du derfor afskyer under Navnet: Vane, som uundgaaeligt for Ægteskabet, det er blot det Historiske i det, der i Dit forkeerte Øie faaer et saa forfærdende Udseende.

Men hvad er det, Du pleier at ansee som det, der ved den fra det ægteskabelige Liv uadskillelige Vane bliver ikke blot tilintetgjort, men, hvad værre er, profaneret? Du tænker da i Almindelighed paa „Erotikens synlige, hellige Tegn, hvilke, som alle synlige Tegn, vel ikke i og for sig have Betydning, men hvis Betydning beroer paa den Energi, den kunstneriske Bravour og Virtuositet, som dog tillige er den naturlige Genialitet, hvormed de udføres. Hvor modbydeligt er det ikke at see den Mathed, hvormed alt Sligt fuldkommes i det ægteskabelige Liv, hvor udvortes, hvor dorsk skeer det ikke, næsten paa Klokkeslet, omtrent som hos den Stamme, Jesuiterne fandt i Paraguay, der var saa dorsk, at Jesuiterne fandt det fornødent, at lade ringe med en Klokke ved Midnat til behagelig Efterretning for alle Ægtemænd, for derved at minde dem om deres ægteskabelige Pligter. Saaledes skeer Alt paa tempo, efter Dressur.” Lad os nu være enige om, at vi i vor Betragtning slet ikke lade os forstyrre af, at der er nok saa meget Latterligt og Forkeert i Tilværelsen, men blot see, om det er nødvendigt, og hvis saa er, da lære Frelsen hos Dig. I denne Henseende tør jeg vel ikke vente Stort hos Dig; thi Du kæmper, om end i en anden Forstand, dog bestandig ligesom hiin spanske Ridder, for en svunden Tid. Da Du nemlig kæmper for Momentet mod Tiden, saa kæmper Du egentlig altid for det Forsvundne. Lad os tage en Forestilling, et Udtryk fra Din poetiske Verden, eller fra den første Kjærligheds virkelige Verden: De Elskende see hinanden. Dette Ord: see, veed Du ypperligt at spatiere og lægge en uendelig Realitet, en Evighed ind deri. I den Forstand kan nu et Par Ægtefolk, der have levet i ti Aar sammen, og seet hinanden daglig, ikke see paa hinanden; men skulle de derfor ikke kunne see kjærligt paa hinanden? Nu er jeg ved Dit gamle Kjætteri. Du kommer til at indskrænke Kjærligheden til en vis Alder, og Kjærligheden til Een i en saa kort Tid, og derpaa som alle erobrende Naturer rekrutere, for at gjennemføre Dit Experiment; men det er jo netop den allerdybeste Profanation af Elskovens evige Magt. Det er jo Fortvivlelse. Hvordan Du vender og dreier Dig deri, maa Du tilstaae, at Opgaven er den, at bevare Kjærligheden i Tiden. Er dette umuligt, saa er Kjærligheden en Umulighed. Det, der gjør Din Ulykke, er, at Du sætter Kjærlighedens Væsen ene og alene i disse synlige Tegn. Skal disse nu gjentages atter og atter og vel at mærke med en sygelig Reflexion over, om de bestandig have den Realitet, som de havde ved det tilfældige Accidents, at det var første Gang, saa er det intet Under, at Du ængstes, og at Du henfører disse Tegn og „Gestikulationer” til de Ting, om hvilke man ikke tør sige: decies repetita placebunt; thi naar det, der gav dem Værdi, var Bestemmelsen af den første Gang, saa er en Gjentagelse jo en Umulighed. Men den sande Kjærlighed har en ganske anden Gehalt, den udarbeider i Tiden, og vil derfor ogsaa være i Stand til at forynge sig i disse ydre Tegn, og har, hvad der er mig Hovedsagen, en ganske anden Forestilling om Tid og om Betydningen af Gjentagelse.

I det Foregaaende har jeg udviklet, at den ægteskabelige Kjærlighed har sin Strid i Tiden, sin Seier i Tiden, sin Velsignelse i Tiden. Jeg betragtede da Tiden blot som simpel Progression, nu skal det vise sig, at den ikke blot er en simpel Progression, hvori det Oprindelige bevares, men en voxende Progression, hvori det Oprindelige tiltager. Du, som har saa megen Observation, vil vist give mig Ret i den almindelige Bemærkning, at Menneskene dele sig i to store Classer, De som fremherskende leve i Haabet, og De som fremherskende leve i Erindringen. Begge Dele antyde et urigtigt Forhold til Tiden. Det sande Individ lever paa eengang baade i Haabet og i Erindringen, og forst derved faaer hans Liv sand, indholdsrig Continueerlighed. Han har altsaa Haabet, og vil derfor ikke, som de Individer, der blot leve af Erindring, tilbage i Tiden. Hvad gjør altsaa Erindringen for ham; thi nogen Indflydelse maa den dog vel have? Den sætter et Kors paa Øieblikkets Node, jo længere den gaaer tilbage, jo oftere Gjentagelse, desto flere Kors. Naar han saaledes i det nærværende Aar oplever et erotisk Moment, saa forøges dette derved, at han erindrer det i det foregaaende Aar o. s. v. Dette har nu ogsaa paa en skjøn Maade fundet sit Udtryk i det ægteskabelige Liv. Jeg veed ikke, hvilken Alder Verden nu befinder sig i, men det veed Du saavel som jeg, at man pleier at sige, at først kom Guld-Alderen, saa Sølv-Alderen, saa Kobber-Alderen, saa Jern-Alderen. I Ægteskabet er det omvendt, der kommer først Sølvbrylluppet, derpaa Guldbrylluppet. Eller er ikke Erindringen egentlig Pointet i et saadant Bryllup? og dog erklærer den ægteskabelige Terminologi dem for endnu skjønnere end det første Bryllup. Dette maa nu ikke misforstaaes, som ifald det skulde behage Dig at sige, „at saa var det bedst at lade sig vie paa Vuggen, for strax at kunde begynde med sit Sølvbryllup, og have Haab om at blive første Opfinder af en splinterny Terminus i det ægteskabelige Livs Ordbog.” Du indseer formodentlig selv, hvori det Usande ligger i Din Witz, og jeg skal ikke opholde mig videre ved den. Det, jeg derimod skal erindre om, er, at Individerne jo ikke blot leve i Haabet, de have bestandig Haab og Erindring i hinanden i den nærværende Tid. Ved det første Bryllup gjør da Haabet samme Virkning, som Erindringen ved det sidste. Haabet oversvæver det som et Evigheds-Haab, der udfylder Momentet. Rigtigheden heraf vil Du ogsaa indsee, naar Du betænker, at hvis man blot giftede sig i Haab om et Sølvbryllup, og altsaa haabede og atter haabede i 25 Aar, saa var man, naar det 25de Aar kom, ubeføiet til at holde Sølvbryllup; thi man havde jo Intet at erindre, da Alt var faldet ud fra hinanden i den idelige Haaben. Det er forøvrigt ofte faldet mig ind, hvoraf det vel kommer, at efter almindelig Sprogbrug og Tankegang, den eenlige Stand slet ikke har saadanne Udsigter, at man tværtimod snarere gjør det latterligt, naar det lykkes en Pebersvend at holde Jubilæum. Grunden er vistnok den, at man i Reglen har antaget, at den eenlige Stand aldrig ret kan gribe den sande nærværende Tid, der er Eenhed af Haab og Erindring, og derfor gjerne enten ligger i Haab eller i Erindring. Men dette tyder igjen paa det rigtige Forhold til Tid, den ægteskabelige Kjærlighed ogsaa i den almindelige Mening har.

Dog, der er ogsaa noget Andet i det ægteskabelige Liv, Du betegner med det Ord: Vane, „dets Eensformighed, dets totale Mangel paa Begivenhed, dets Bestandighed i en Indholdsløshed, der er Død og værre end Døden.” Du veed, der gives nervesvage Mennesker, der kunne forstyrres ved den allermindste Larm, som ikke kunne tænke, naar En gaaer sagte over Gulvet. Har Du lagt Mærke til, at der ogsaa gives en anden Art af Nervesvaghed? Der gives Mennesker, der ere saa svage, at de behøve dygtig Larm og en adspredende Omgivelse for at kunne arbeide. Hvoraf kommer dette, uden deraf, at de ikke have Herredømme over sig selv, blot i omvendt Forstand. Naar de ere alene, da forsvinde deres Tanker i det Ubestemte, naar der derimod er Larm og Støi omkring dem, nøder denne dem til at sætte en Villie imod. See, derfor frygter Du Fred og Stilhed og Hvile. Du er kun i Dig selv, naar der er Modstand, men derfor er Du egentlig aldrig i Dig selv, men bestandig udenfor Dig selv. I det Øieblik nemlig, at Du assimilerer Dig Modstanden, saa er der atter Stilhed. Dette tør Du derfor ikke; men saaledes staaer altsaa Du og Modstanden ligeoverfor hinanden, og altsaa er Du ikke i Dig selv.

Her gjælder naturligviis det Samme som tidligere om Tiden. Du er udenfor Dig selv, og derfor kan Du ikke undvære det Andet som Modstand; Du troer, at en urolig Aand først lever, og alle Erfarne mene, at først en stille Aand i Sandhed lever; for Dig er et oprørt Hav et Billede paa Liv, for mig er det stille dybe Vand det. Ofte har jeg siddet ved et lille rindende Vand. Det er altid det samme, den samme sagte Melodi, det samme Grønt paa Bunden, der bøier sig under dets rolige Bølge, de samme Smaa-Dyr, der bevæge sig dernede, en lille Fisk, der smutter ind under Blomsternes Skjul, den breder sin Finne ud mod Strømmen, den skjuler sig under en Steen. Hvor eensformigt, og dog hvor rigt paa Forandring! Saaledes er det ægteskabelige Huusliv, stille, beskedent, nynnende; har ikke mange Changements, og dog er det som hiint Vand rindende, dog har det som hiint Vand Melodi, kjær for Den der kjender den, kjær for ham, netop fordi han kjender den; det er uden Pragt, og dog udbreder sig stundom en Glands over det, som dog ikke afbryder dets vanlige Gang, ligesom naar Maanens Straale falder paa hiint Vand og viser det Instrument, paa hvilket det spiller sin Melodi. Saaledes er det ægteskabelige Huusliv. Men for at det skal kunne sees saaledes og leves saaledes, forudsætter det een Egenskab, som jeg nu skal nævne Dig. Det er et Vers af Oehlenschläger, som jeg veed Du før i det Mindste har sat stor Priis paa. For Fuldstændighedens Skyld vil jeg afskrive det:

Hvor Meget sig i Verden dog forene maa,
For Elskoven ret at trylle frem!
Først: et Par Hjerter, som hinanden vel forstaae,
Saa Ynde, der ledsager dem;
Saa Maanen med sin Straale ned
I Vaaren, gjennem Bøgens Grene;
Saa at de træffes kan alene —
Saa Kys — og saa Uskyldighed.

Du giver Dig jo ogsaa af med at lovprise Elskoven. Jeg vil da ikke berøve Dig, hvad der vel ikke er Din Eiendom, thi det er jo Digterens, men hvad Du dog har tilegnet Dig; men da ogsaa jeg har tilegnet mig det, saa lad os dele, Du faaer det hele Vers, jeg det sidste Ord: og saa Uskyldighed.

Endelig er der endnu en Side af det ægteskabelige Liv, som ofte har givet Dig Anledning til Angreb. Du siger: „den ægteskabelige Kjærlighed skjuler noget ganske Andet i sig; den synes saa mild og skjøn og om, men naar først Døren er lukket efter Ægteparret, saa, inden man veed et Ord deraf, kommer Mester Erik frem, saa hedder det, det er Pligt, og nu kan I pynte mig dette Scepter ud saa meget som I vil, gjøre det til et Fastelavns-Riis, det bliver dog en Mester Erik.” Denne Indvending behandler jeg her, fordi den ogsaa væsentlig beroer paa en Misforstaaelse af det Historiske i den ægteskabelige Kjærlighed. Du vil enten lade dunkle Magter eller Lune være det Constituerende i Kjærligheden. Saasnart en Bevidsthed træder til, saa forsvinder dette Trylleri; men denne Bevidsthed har den ægteskabelige Kjærlighed. For nu at udtrykke det ret grelt, saa viser Du os, istedetfor den Concertmester-Stav, hvis Bevægelser angive Takten i den første Kjærligheds gratiøse Stillinger, Pligtens ubehagelige Corporal-Stok. Det maa Du nu for det Første indrømme mig, at saa længe den første Kjærlighed, hvilken jo, efter hvad vi ere komne overeens om, den ægteskabelige Kjærlighed har i sig, forbliver uforandret, saa længe kan der ikke være Tale om Pligtens strenge Nødvendighed. Du troer altsaa ikke paa den første Kjærligheds Evighed. Seer Du, der har vi Dit gamle Kjætteri, det er Dig, der dog saa ofte opkaster Dig til dens Ridder, og dog troer Du ikke paa den, ja profanerer den. Fordi Du altsaa ikke troer paa den, derfor tør Du ikke indgaae en Forbindelse, der, naar Du ikke længer er volens, kan tvinge Dig til nolens at blive i den. Kjærligheden er Dig derfor aabenbart ikke det Høieste; thi ellers vilde Du være glad, om der var en Magt, der var istand til at tvinge Dig til at blive i den. Du vil maaskee svare, at dette Middel er intet Middel, men dertil vil jeg bemærke, at det beroer paa, hvorledes man seer Sagen.

Det bliver eet af de Punkter, vi bestandig komme tilbage paa, Du som det synes mod Din Villie, og uden at Du ret er Dig selv klar over, hvordan det gaaer til, jeg med fuldkommen Bevidsthed: det Punkt, at den første eller den romantiske Kjærligheds illusoriske eller naive Evighed paa en eller anden Maade maa hæve sig selv. Netop fordi Du nu søger at holde den i denne Umiddelbarhed, søger at indbilde Dig selv, at den sande Frihed bestaaer i at være udenfor sig selv, beruset i Drømme, derfor frygter Du Metamorphosen, og derfor viser den sig ikke saaledes, men som noget aldeles Fremmedartet, der indeholder det Førstes Død, og derfor Din Afsky for Pligten. Naar denne nemlig ikke allerede har ligget som Spire i det Første, saa bliver dens Fremtræden naturligviis absolut forstyrrende. Men saaledes er det ikke Tilfældet med den ægteskabelige Kjærlighed; den har i det Ethiske og Religiøse allerede Pligten i sig, og naar den da viser sig for dem, da er det ikke en Fremmed, en uforskammet Uvedkommende, som dog har en saadan Myndighed, at man ikke, i Kraft af Kjærlighedens Hemmelighedsfuldhed, tør jage den paa Døren; nei, han kommer som en gammel Fortrolig, som en Ven, som en Medvider, de Elskende veed med hinanden i deres Kjærligheds dybeste Hemmelighed. Og naar han taler, da er det ikke noget Nyt han siger, men noget Velbekjendt, og naar han har talet, da ydmyge Individerne sig derunder, men opløstes tillige netop derved, idet de forvisses om, at det, han byder, er det, de selv ønske, og at det, at han byder det, blot er en mere majestætisk, en mere ophøiet, en guddommelig Maade at udtrykke paa, at deres Ønske lader sig realisere. Det vilde ikke være dem nok, om han opmuntrende sagde til dem: det kan lade sig gjøre, Kjærligheden kan lade sig bevare; men idet han siger: den skal bevares, da ligger deri en Myndighed, der svarer til Ønskets Inderlighed. Kjærlighed udjager Frygt; men naar nu Kjærligheden desuagtet et Øieblik frygter for sig selv, for sin egen Frelse, saa er Pligten netop den guddommelige Næring, Kjærligheden behøver, thi den siger: frygt ikke, Du skal seire, ikke blot futurisk udtalt, thi saa er det kun et Haab, men imperativisk, og heri ligger en Forvisning, som Intet kan rokke.

Du anseer altsaa Pligten for Kjærlighedens Fjende; jeg anseer den for dens Ven. Denne Forklaring vil Du maaskee være tilfreds med, og med Dit sædvanlige Spotteri gratulere mig til en ligesaa interessant som ualmindelig Ven. Jeg derimod vil ingenlunde nøies hermed, men tillade mig at føre Krigen over paa Dit Gebeet. Er Pligten, naar den engang er kommen tilsyne i Bevidstheden, Kjærlighedens Fjende, saa maa jo Kjærligheden see at beseire den; thi Du vil dog ikke, at Kjærligheden skal være et saadant afmægtigt Væsen, der ikke kan beseire enhver Modstand. Dog mener Du paa den anden Side, at naar Pligten kommer tilsyne, saa er det forbi med Kjærligheden; og mener tillige, at Pligten tidlig eller sildig maa komme tilsyne, ikke blot i den ægteskabelige, men ogsaa i den romantiske Kjærlighed; og Du frygter egentlig derfor den ægteskabelige Kjærlighed, fordi den i den Grad har Pligten i sig, at naar den kommer tilsyne, kan Du ikke løbe fra den. Dette mener Du derimod er ganske i sin Orden i den romantiske Kjærlighed, thi saasnart det Øieblik er kommet, da Pligten nævnes, saa er Kjærligheden forbi, og Pligtens Ankomst er Signalet til, at Du med et meget høfligt Buk anbefaler Dig, eller, som Du engang udtrykte Dig, at Du anseer det for Din Pligt at anbefale Dig. Her seer Du igjen, hvorledes det gaaer med Dine Lovpriisninger over Kjærligheden. Er Pligten Kjærlighedens Fjende, og kan Kjærligheden ikke beseire denne Fjende, saa er Kjærligheden ikke den sande Triumphator. Følgen heraf bliver da, at Du maa lade Kjærligheden i Stikken. Naar Du engang har saaet den fortvivlede Idee, at Pligt er Kjærlighedens Fjende, saa er Dit Nederlag vist, og Du har da ligesaa meget forkleinet Kjærligheden, og berøvet den dens Majestæt, som Du har gjort dette ved Pligten, og dog var det kun det Sidste, Du vilde. Du seer, dette er igjen Fortvivlelse, og det hvad enten Du føler Smerten, der ligger heri, eller Du i Fortvivlelsen søger at glemme den. Naar Du ikke kan bringe det dertil, at Du seer det Æsthetiske, det Ethiske, det Religiøse som de tre store Allierede, naar Du ikke veed at bevare Eenheden af de forskjellige Udtryk, Alt faaer i disse forskjellige Sphærer, saa er Livet uden Mening, saa maa man fuldkommen give Dig Ret i Din Yndlingstheori, at man kan sige om Alt: gjør det eller gjør det ikke, Du vil fortryde begge Dele.

Jeg er nu ikke som Du i den sørgelige Nødvendighed, at maatte begynde et altid ulykkeligt endende Feldttog mod Pligten. Pligt er for mig ikke eet Clima, Kjærlighed et andet, men Pligt gjør mig Kjærlighed til det sande tempererede Clima, og denne Eenhed er det Fuldkomne. For at imidlertid Din falske Lære ret kan blive Dig aabenbar, saa vil jeg forfølge dette lidt længere, idet jeg vil bede Dig at overveie den forskjellige Maade, paa hvilken En kunde føle, at Pligten er Kjærlighedens Fjende.

Tænk Dig et Menneske, der var blevet Ægtemand uden nogensinde ret at have gjort sig Rede for det Ethiske, der ligger i Ægteskabet. Han elskede med Ungdommens hele Lidenskab, og blev nu pludselig ved en udvortes Anledning berørt af den Tvivl, om ikke muligen Den, hvem han elskede, men hvem han ogsaa var knyttet til ved Pligtens Baand, kunde troe, at han dog egentlig blot elskede hende, fordi det var hans Pligt. Han var jo i et lignende Tilfælde, som det ovenfor antydede, ogsaa for ham syntes Pligten at vise sig i et Modsætnings-Forhold til Kjærligheden; men han elskede, og hans Kjærlighed var ham i Sandhed det Høieste, og altsaa vilde hans Bestræbelser gaae ud paa at overvinde denne Fjende. Han vilde altsaa elske hende, ikke fordi Pligten saa bød det, ikke efter den fattige Maalestok for et quantum satis, som Pligten kunde afgive nei, han vilde elske hende af sin hele Sjæl, af al sin Kraft og af al sin Formue; han vilde elske hende selv i det Øieblik, hvis det skulde være muligt, da Pligten tillod ham at lade være. Du seer let Forvirringen i hans Tankegang. Hvad gjorde han? Han elskede hende af sin ganske Sjæl; men netop dette byder jo Pligten, thi lad os ikke forvirres af deres Tale, som mene, at Pligten i Forhold til Ægteskabet kun er et Indbegreb af Ceremonibestemmelser. Pligten er kun een, den at elske i Sandhed, i Hjertets inderlige Bevægelse, og Pligten er ligesaa proteusagtig som Kjærligheden selv, og erklærer Alt helligt og godt, naar det er af Kjærlighed, og nedtordner Alt, hvor skjønt og skuffende det end er, naar det ikke er af Kjærlighed. Du seer altsaa, at ogsaa han havde faaet en urigtig Position; men netop fordi der var Sandhed i ham, saa gjør han, idet han ikke blot vil gjøre det, Pligten byder, hverken mere eller mindre, end det, Pligten byder. Det Mere, han gjør, det er egentlig det, at han gjør det; thi det er bestandigt det Mere, jeg kan gjøre, at jeg kan gjøre, hvad den byder. Pligten byder, mere kan den ikke; det Mere jeg formaaer, det er at gjøre hvad den byder, og i det Øieblik jeg gjør det, kan jeg i en vis Forstand sige, at jeg gjør mere; jeg oversætter Pligten fra det Udvortes til det Indvortes, og derved er jeg ude over Pligten. Du seer heraf, hvilken uendelig Harmoni og Viisdom og Conseqvents, der er i Aandens Verden. Naar man gaaer ud fra eet bestemt Punkt og ganske rolig forfølger det med Sandhed og Energi, saa maa det altid være en Skuffelse, naar det Øvrige synes at være i Modsigelse dermed; og naar man troer ret tilgavns at vise Disharmonien, viser man Harmonien. Den Ægtemand, vi have talt om, slap derfor godt derfra, og den eneste Straf, han maatte lide, var egentlig, at Pligten gjækkede ham lidt for hans Lidettroenhed. Pligten lyder bestandig med i Kjærligheden. Naar Du skiller dem ad, som han gjorde, og vil gjøre den ene Deel til det Hele, da er Du bestandig i Selvmodsigelse. Det er, som om En i den Stavelse: be, vil adskille b og e, og nu intet e vil have, men paastaae, at b er det Hele. I det Øieblik han udsiger det, siger han e med. Saaledes er det med den sande Kjærlighed, den er ikke et stumt, abstrakt Uudsigeligt, men den er ei heller en blød, ufastholdelig Ubestemthed. Den er en artikuleret Lyd, en Stavelse. Er Pligten haard, eh bien, saa udtaler Kjærligheden den, den realiserer den, og gjør derved mere end Pligten; er Kjærligheden ifærd med at blive saa blød, at den ikke kan fastholdes, saa begrændser Pligten den.

Dersom det nu forholdt sig saaledes med Din Anskuelse af, at Pligten er Kjærlighedens Fjende, dersom det var en blot uskyldig Misforstaaelse, ja saa vilde det gaae Dig ligesom ham, vi tale om; men Din Opfattelse er vistnok en Misforstaaelse og tillige en skyldig Misforstaaelse. Deraf kommer det, at Du ikke blot nedsætter Pligten men ogsaa Kjærligheden, deraf kommer det, at Pligten viser sig som en uovervindelig Fjende, det kommer deraf, at Pligten netop elsker den sande Kjærlighed, og hader paa Liv og Død den falske, ja dræber den. Naar Individerne ere i Sandhed, ville de i Pligten blot see det evige Udtryk for, at Veien i Evighed er dem beredt, og den Vei, de saa gjerne ville gaae, den er det dem ikke blot tilladt at gaae, nei, det er dem befalet; og over denne Vei vaager der et guddommeligt Forsyn, som bestandig viser dem Udsigten, sætter Afvisere paa alle farlige Steder. Den som i Sandhed elsker, hvorfor skulde han ikke ville modtage en guddommelig Autorisation, fordi den udtrykker sig guddommeligt, og siger ikke blot Du maa, men Du skal? I Pligten er Alt gjort ryddeligt for de Elskende, og derfor troer jeg, at det er Tilfældet i Sproget, at Pligtens Udtryk er det Futuriske, for derved at antyde det Historiske.

Nu er jeg færdig med denne lille Udvikling. Den har dog formodentlig gjort et Indtryk paa Dig, Du føler, at Alt er vendt om, og Du kan dog ikke ganske forhærde Dig mod den Conseqvents, ud af hvilken jeg har talet. Desuagtet vilde det vel være Dig vanskeligt, dersom jeg i en Samtale havde yttret Alt dette, at afholde Dig fra den spydige Bemærkning, at jeg præker. Imidlertid kan Du dog egentlig ikke beskylde min Fremstilling for at lide af denne Feil, eller for at være ganske som den maaskee burde, naar man taler til en saa forstokket Synder som Du er; og hvad Dine Foredrag, Din Viisdom angaaer, da synes de ikke sjeldent at erindre os om Prædikerens Bog, og man skulde virkelig troe, at Du leilighedsviis valgte Dine Texter deraf.

Dog jeg vil lade Dig selv give mig Anledning til at belyse Sagen. I Almindelighed lader Du nemlig ikke haant om Ethiken, og man skal egentlig først drive Dig til et vist Punkt, førend Du kaster den overbord. Saa længe Du nogenlunde kan, beholder Du den altid paa Din Side: „Jeg foragter ingenlunde Pligt,” saaledes pleier det mildere Foredrag, det finere Pligtens Snigmord at begynde, „det være langt fra mig; men lad os fremfor Alt altid have reent Brød i Posen, Pligt er Pligt, Kjærlighed er Kjærlighed, dermed Punktum, og fremfor Alt ingen Mengeleren. Eller er Ægteskabet ikke det eneste Misfoster af den Natur, med denne hermaphroditiske Tvetydighed? Alt Andet er enten Pligt eller Kjærlighed. Jeg anerkjender, at det er et Menneskes Pligt at søge en bestemt Stilling i Livet, jeg anseer det for hans Pligt at være sit Kald tro, og paa den anden Side, naar han krænker sin Pligt, da lide han velfortjent Straf. Her er Pligt. Jeg paatager mig noget Bestemt, jeg kan nøiagtigt angive, hvad det er, jeg lover pligtskyldigst at opfylde; gjør jeg det ikke, saa har jeg en Magt ligeoverfor mig, der kan tvinge mig. Paa den anden Side slutter jeg mig ved Venskab nøie til et andet Menneske, saa er Kjærligheden her Alt, jeg anerkjender ingen Pligt; er Kjærligheden forbi, saa er Venskabet ude. Ægteskabet er det ene forbeholdt at constituere sig paa en saadan Urimelighed. Hvad vil det dog sige at forpligte sig til at elske? Hvor er Grændsen? Naar har jeg opfyldt min Pligt? Hvori bestaaer min Pligt nærmere bestemt? Hvilket Collegium kan jeg henvende mig til i Tvivls-Tilfælde? Og dersom jeg ikke opfylder min Pligt, hvor er da den Magt, der skal tvinge mig? Staten og Kirken have vel sat en vis Grændse, men om jeg end ikke gaaer til den Yderlighed, kan jeg derfor ikke være en slet Ægtemand? Hvo vil straffe mig, hvo vil tage hende i Forsvar, som lider derunder?” Svar: Du selv. Førend jeg imidlertid gaaer over til at løse den Forvirring, hvori Du har besnæret Dig og mig, maa jeg gjøre en Bemærkning. Der er i Dine Yttringer ofte en vis Grad af Tvetydighed, der er Dig væsentlig og eiendommelig. Hvad Du siger kunde ligesaa godt det letsindigste som det tungsindigste Menneske sige. Det veed Du selv meget godt; thi det er et af de Midler, Du bruger til at bedrage Folk med. Du sige: det Samme til forskjellige Tider, lægger Eftertrykket i Tonen paa forskjellige Steder, og see det Hele er et Andet. Indvender man Dig nu, at Du siger noget Andet end den forrige Gang, saa svarer Du med stor Rolighed; er det ikke ordret det Samme. Dog nok herom. Lad os see, hvorledes det forholder sig med Din Inddeling. Der er et Mundheld, som har bevaret sig gjennem Aarhundreder, hvormed man har betegnet Romernes kloge Politik: divide et impera. I en langt dybere Betydning kan man sige det om Forstands-Udviklingen; thi dens snilde Politik er netop at dele og ved denne Deling at sikkre sig Herredømmet, idet de Magter, der som allierede vilde være uovervindelige, nu som adskilte og fjendtlige hæve hinanden, og Forstanden beholder Herredømmet. Du mener altsaa, at det hele øvrige Liv lader sig opfatte under Bestemmelsen af Pligt eller under dens Modsætning, og at det heller ei er faldet Nogen ind at anlægge en anden Maalestok; Ægteskabet alene har gjort sig skyldigt i denne Selvmodsigelse. Du anfører som Exempel en Kalds-Pligt, og mener, at det er et godt betegnende Exempel paa et reent Pligt-Forhold. Imidlertid er dette ingenlunde Tilfælde. Dersom nemlig et Menneske blot vilde opfatte sit Kald som en saadan Sum af Bestemmelser, han til bestemte Tider og Steder fuldbyrdede, saa nedværdigede han sig selv, sit Kald og sin Pligt. Eller mener Du, at en saadan Anskuelse vilde constituere gode Embedsmænd? Hvor blev der da Plads for den Begeistring, hvormed En helliger sig sit Kald, hvor Rum for den Kjærlighed, hvormed han elsker det? Eller hvilket Forum skulde controllere ham? Eller fordres dette ikke af ham netop som Pligt, og vilde Staten ikke ansee Enhver, der overtog sig en Forvaltning uden dette, for en Leiesvend, hvis Slid og Slæb den vel kunde bruge og betale for, men som dog i en anden Forstand var en uværdig Embedsmand? Om Staten nu end ikke udtrykkeligt siger dette, saa kommer det deraf, at det, den fordrer, er noget Udvortes, noget Haandgribeligt, og naar dette skeer, forudsætter den det Andet. I Ægteskabet derimod er Hovedsagen det Indvortes, det, der ikke lader sig pege og vise paa; men Udtrykket for dette er netop Kjærlighed. Jeg seer derfor ingen Modsigelse i, at det fordres som Pligt; thi den Omstændighed, at der Ingen er, der kan controllere, gjør ikke noget til Sagen, da han jo kan controllere sig selv. Dersom Du nu vedbliver at gjøre denne Fordring, saa er det enten fordi Du ved Hjælp deraf vil liste Dig fra Pligten, eller fordi Du er saa bange for Dig selv, at Du gjerne vilde lade Dig erklære umyndig; men det er jo lige forkeert og lige forkasteligt.

Naar Du nu fastholder det, jeg i det Foregaaende har udviklet, saaledes som jeg har udviklet det, saa vil Du let indsee, at jeg, idet jeg fastholder Pligtens Inderlighed i Kjærligheden, ikke gjør det med den vilde Angst, hvormed det stundom skeer af Mennesker, hvis prosaiske Forstandighed først har tilintetgjort det Umiddelbare, og som nu paa deres gamle Dage have slaaet sig til Pligten; Mennesker, der i deres Blindhed ikke vide stærkt nok at haane det reent Naturlige, ikke dumt nok at lovsynge Pligten, som om den paa denne Maade var Andet end hvad Du kalder den. Sligt et Brud kjender jeg, Gud skee Lov, ikke, jeg er ikke flygtet med min Kjærlighed ud i vildsomme Egne og Ørkener, hvor jeg i min Eensomhed foer vild, jeg har just heller ikke spurgt Naboer og Gjenboer til Raads, om hvad jeg skulde gjøre; en saadan Isolation og en saadan Partikularisation er lige gal. Jeg har bestandig havt impressa vestigia for mig i selve det Almeengyldige, hvilket er Pligten. Jeg har ogsaa følt, at der er Øieblikke, hvor det er den eneste Frelse at lade Pligten tale, at det er sundt at lade den straffe sig, ikke med en Heautontimoroumenos's tungsindige Blødagtighed, men med al Alvor og Eftertryk; men Pligten har jeg ikke frygtet, den har ikke viist sig for mig som en Fjende, der vilde forstyrre den Smule Lykke og Glæde, jeg havde haabet at frelse gjennem Livet, men den har viist sig som en Ven, vor Kjærligheds første og eneste Fortrolige. Men denne Kraft til bestandig at have Udsigten fri, det er Pligtens Velsignelse, medens den romantiske Kjærlighed løber vild eller gaaer istaa paa Grund af dens uhistoriske Charakteer.

^* _* ^*

Dixi et animam meam liberavi, ikke som om min Sjæl hidtil havde været hildet og nu ved denne vidtløftige Expectoration havde skaffet sig Luft, nei, det er blot et sundt Aandedrag, hvori den har nydt sin Frihed. Aandedraget hedder paa Latin, som Du erindrer, respiratio, et Ord, der betegner en Tilbagestrømmen af det, der først er strømmet ud. I Respirationen nyder Organismen sin Frihed, og saaledes har jeg ogsaa i denne Skrivelse nydt min Frihed, den Frihed, jeg har daglig.

Modtag nu velforberedt, hvad der bydes Dig vel prøvet. Skulde Du finde det altfor Lidet til at tilfredsstille Dig, saa prøv, om det ikke var Dig muligt at forberede Dig bedre, om Du ikke har glemt en eller anden Forsigtigheds-Regel. Serberne have et Folkesagn, hvori der beskrives en uhyre Kæmpe, der har en ligesaa uhyre Appetit. Han kommer til en fattig Huusmand, og vil dele hans Middagsmad. Huusmanden sætter frem efter fattig Leilighed, hvad Huset formaaer. Kæmpens forslugne Øine har allerede fortæret Alt, og med Sikkerhed gjort den Beregning, at han ikke vilde være bleven mere mæt, dersom han virkelig havde opædt det. De sætte sig tilbords. Det falder aldrig Huusmanden ind, at der ikke skulde blive nok til Begge. Kæmpen langer til Fadet, Huusmanden standser ham med de Ord: det er Skik og Brug hos mig, at man først gjør en Bøn; Kæmpen finder sig deri, og see, der blev nok til Begge.

Dixi et animam meam liberavi; thi ogsaa hende, hvem jeg endnu bestandig elsker med en første Kjærligheds Ungdom, ogsaa hende har jeg gjort fri, ikke som var hun iforveien bunden, men hun har med mig glædet sig i vor Frihed.

Naar Du nu modtager min kjærlige Hilsen, saa modtage Du ogsaa, som Du pleier, en Hilsen fra hende, venlig og oprigtig som altid.

Det er længe siden, jeg har seet Dig hos os. Dette kan jeg sige baade i egentlig og uegentlig Forstand; thi uagtet jeg i de fjorten Dage, jeg har anvendt Aftentimerne til dette Brev instar omnium, jo paa en Maade bestandig har seet Dig hos mig, saa er det dog i uegentlig Forstand ikke egentlig jeg har seet Dig hos mig, ikke i mit Huus, i min Stue, men udenfor min Dør, hvorfra jeg ved min Feining næsten har søgt at jage Dig bort. Ogsaa denne Beskjæftigelse har ikke været mig ukjær, og jeg veed det, Du vil heller ei tage mig min Adfærd ilde op. Imidlertid skal det dog bestandig være mig endnu kjærere baade i egentlig og uegentlig Forstand at see Dig hos os; jeg siger dette med al den Ægtemands-Stolthed, der føler sig ved at være berettiget til at bruge den Formel: hos os; jeg siger det med al den humane Respekt, enhver Individualitet „hos os” altid kan være sikker paa at møde. Du modtager derfor til næstkommende Søndag ingen Familie-Invitaton for evig ɔ: for en heel Dag; kom naar Du vil — altid velkommen; bliv saa længe Du vil — altid en behagelig Gjæst; gaa naar Du vil — altid velanbefalet.

↑ Ægteskabet giver derfor først et Menneske egentlig hans positive Frihed, fordi dette Forhold kan udvide sig over hele hans Liv, over det Mindste som over det Største. Det gjør ham fri fra en vis unaturlig Forlegenhed i naturlige Ting, som vel ogsaa let kan erhverves paa mange andre Maader, men da ogsaa let paa det Godes Bekostning; det gjør ham fri fra at stagnere i Vane, idet det vedligeholder en frisk Strømning; gjør ham fri fra Mennesker netop derved, at det binder ham til eet Menneske. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Folk, der ere ugifte, netop trælle. For det Første trælle de for deres Luner; netop i deres daglige Liv tør de tillade dem Alt, skylde Ingen Regnskab; men dernæst blive de ogsaa afhængige, ja Slaver af andre Mennesker. Hvilken Rolle spiller ikke ofte en Tjener, en Huusholderske o. s. v. De ere Herskabets personificerede Luner og Tilbøieligheder, reducerede paa Klokkeslet; de veed, naar Herren staaer op, eller rettere, hvor længe iforveien der skal kaldes paa ham, eller rettere, hvor længe iforveien hans Arbeids-Værelse skal være opvarmet før der kaldes paa ham; de veed at lægge reent Linned frem til ham, at krænge hans Strømper, saa han med Lethed kan trække dem paa, at have koldt Vand i Beredskab, naar han har vasket sig i lunkent, at lukke Vinduer op, naar han gaaer ud, at sætte Støvleknægt og Morgenskoe frem til ham, naar han kommer hjem &c. &c. Alt dette veed det tjenende Personale, især naar det er lidt kløgtigt, let at sætte sig ind i. Uagtet nu alt dette skeer til Punkt og Prikke, saa ere slige ugifte Personer ofte ikke tilfredse. De kunne jo tilkjøbe dem Tilfredsstillelsen af ethvert Ønske. De ere en Gang imellem arrige og vrantne, bagefter svage og godmodige. Et Par Rigsdaler gjør jo Alt godt. Det lærer Tyendet snart at benytte sig af; det gjælder altsaa blot om med behørige Mellemrum at gjøre lidt galt, lade Herskabet rase, blive fortvivlet derover, og derpaa modtage en Douceur. Herskabet bliver saa indtaget af en saadan Personlighed, Herren veed ikke om han mest skal beundre hans Nøiagtighed, eller den oprigtige Anger, han viser naar han har forseet sig. En saadan Tjener bliver da Herskabet uundværlig, og er fuldkommen Despot.

[p68-1] Ægteskabet giver derfor først et Menneske egentlig hans positive Frihed, fordi dette Forhold kan udvide sig over hele hans Liv, over det Mindste som over det Største. Det gjør ham fri fra en vis unaturlig Forlegenhed i naturlige Ting, som vel ogsaa let kan erhverves paa mange andre Maader, men da ogsaa let paa det Godes Bekostning; det gjør ham fri fra at stagnere i Vane, idet det vedligeholder en frisk Strømning; gjør ham fri fra Mennesker netop derved, at det binder ham til eet Menneske. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Folk, der ere ugifte, netop trælle. For det Første trælle de for deres Luner; netop i deres daglige Liv tør de tillade dem Alt, skylde Ingen Regnskab; men dernæst blive de ogsaa afhængige, ja Slaver af andre Mennesker. Hvilken Rolle spiller ikke ofte en Tjener, en Huusholderske o. s. v. De ere Herskabets personificerede Luner og Tilbøieligheder, reducerede paa Klokkeslet; de veed, naar Herren staaer op, eller rettere, hvor længe iforveien der skal kaldes paa ham, eller rettere, hvor længe iforveien hans Arbeids-Værelse skal være opvarmet før der kaldes paa ham; de veed at lægge reent Linned frem til ham, at krænge hans Strømper, saa han med Lethed kan trække dem paa, at have koldt Vand i Beredskab, naar han har vasket sig i lunkent, at lukke Vinduer op, naar han gaaer ud, at sætte Støvleknægt og Morgenskoe frem til ham, naar han kommer hjem &c. &c. Alt dette veed det tjenende Personale, især naar det er lidt kløgtigt, let at sætte sig ind i. Uagtet nu alt dette skeer til Punkt og Prikke, saa ere slige ugifte Personer ofte ikke tilfredse. De kunne jo tilkjøbe dem Tilfredsstillelsen af ethvert Ønske. De ere en Gang imellem arrige og vrantne, bagefter svage og godmodige. Et Par Rigsdaler gjør jo Alt godt. Det lærer Tyendet snart at benytte sig af; det gjælder altsaa blot om med behørige Mellemrum at gjøre lidt galt, lade Herskabet rase, blive fortvivlet derover, og derpaa modtage en Douceur. Herskabet bliver saa indtaget af en saadan Personlighed, Herren veed ikke om han mest skal beundre hans Nøiagtighed, eller den oprigtige Anger, han viser naar han har forseet sig. En saadan Tjener bliver da Herskabet uundværlig, og er fuldkommen Despot.

[1]