Enten — Eller. Anden Deel/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn

indeholdende B.'s Papirer, Breve til A

Enten-Eller Anden Deel.djvu Enten-Eller Anden Deel.djvu/1 161-347

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse.

Min Ven!

Hvad jeg saa ofte har sagt Dig, det siger jeg endnu engang, eller rettere, det tilraaber jeg Dig: enten — eller; autaut; thi et enkelt aut, der berigtigende træder til, gjør ikke Sagen klar, da det, hvorom her er Talen, er for betydningsfuldt til, at man kan nøies med en Deel deraf, i sig selv for sammenhængende til at kunne besiddes partielt. Der gives Livsforhold, paa hvilke det vilde være en Latterlighed eller en Art Sindssvaghed, at anvende et Enten-Eller; men der gives ogsaa Mennesker, hvis Sjæl er for dissolut til at fatte hvad der ligger i et saadant Dilemma, hvis Personlighed mangler Energi tilmed Pathos at kunne sige: enten — eller. Paa mig har disse Ord altid gjort et stærkt Indtryk, og gjør det endnu, især naar jeg saaledes nævner dem blankt og bart, hvori jo ligger en Mulighed af at sætte de forfærdeligste Modsætninger i Bevægelse. De virke paa mig som en Besværgelses-Formular, og min Sjæl bliver i høi Grad alvorlig, stundom næsten rystet. Jeg tænker paa en tidlig Ungdom, hvor jeg uden ret at fatte, hvad det er at vælge i Livet, med barnlig Tillid hørte paa Ældres Tale, og Valgets Øieblik blev mig høitideligt og ærværdigt, uagtet jeg i at vælge kun fulgte en Andens Anviisning. Jeg tænker paa de Øieblikke i et senere Liv, hvor jeg stod paa Skilleveien, hvor min Sjæl modnedes i Afgjørelsens Stund. Jeg tænker paa de mange mindre vigtige men for mig ikke ligegyldige Tilfælde i Livet, hvor det gjaldt om at vælge; thi om der end kun er eet Forhold, hvor dette Ord har sin absolute Betydning, hver Gang der nemlig paa den ene Side viser sig Sandhed, Retfærdighed og Hellighed, paa den anden Side Lyst og Tilbøieligheder, og dunkle Lidenskaber og Fortabelse, saa er det dog altid af Vigtighed ogsaa i Ting, hvor det i og for sig er uskyldigt, hvilket man vælger, at vælge rigtigt, at prøve sig selv, at man ikke engang med Smerte skal begynde et Tilbagetog til det Punkt, man gik ud fra, og takke Gud, om man ikke har mere at bebreide sig end at have spildt sin Tid. I daglig Tale bruger jeg disse Ord som Andre bruge dem, og det vilde jo ogsaa være et taabeligt Pedanteri at aflade dermed; men dog kan det stundom hænde mig, at det falder mig paa, at jeg har brugt dem om aldeles ligegyldige Ting. De afføre sig da den ringe Dragt, jeg glemmer de ubetydelige Tanker, de adskille, de træde op for mig i al deres Værdighed, i deres Ornat. Som en Øvrigheds-Person til daglig Brug viser sig i civil Dragt og blander sig mellem Mængden, uden videre Forskjel, saaledes gaaer det hine Ord i den daglige Tale; naar han derimod træder op i sin Myndighed, da adskiller han sig fra Alle. Som en saadan Øvrigheds-Person, jeg kun er vant til at see ved høitidelige Leiligheder, vise da disse Ord sig, og min Sjæl bliver altid alvorlig. Og skjøndt nu mit Liv til en vis Grad har sit Enten-Eller bag ved sig, saa veed jeg dog meget vel, at der endnu kan møde mangt et Tilfælde, hvor det vil have sin fulde Betydning. Jeg haaber imidlertid, at disse Ord skulle finde mig idetmindste værdigen stemt, idet de standse mig paa min Vei, og jeg haaber, at det skal lykkes mig at vælge det Rette; men i ethvert Tilfælde skal jeg bestræbe mig for at vælge med uskrømtet Alvor; jeg tør da saa idetmindste trøste mig til, at jeg snarere vil komme bort fra min Afvei.

Og nu Du, Du bruger jo ofte nok dette Ord, ja det er næsten blevet Dig et Mundheld; hvad Betydning har det for Dig? Slet ingen. For Dig er det, at jeg skal erindre om Dine egne Udtryk: et Blink, en Haandevending, et coup de mains, et Abracadabra. Ved enhver Leilighed veed Du at anbringe det, og det bliver heller ikke uden Virkning; paa Dig virker det nemlig som en stærk Drik paa en Nervesvag, Du bliver fuldkommen beruset i, hvad Du selv kalder, høiere Galenskab. „Deri indeholdes al Leveviisdom, men aldrig har endnu noget Menneske foredraget den med saa megen Fynd, som var det en Gud i en Popantses Skikkelse, der talte til den lidende Menneskehed, som hiin store Tænker og sande Livs-Philosoph, der sagde til en Mand, der havde revet hans Hat paa Gulvet: tager Du den op, faaer Du Prygl, tager Du den ikke op, faaer Du ogsaa Prygl, nu kan Du vælge.” Du har Din store Glæde af at „trøste” Folk, naar de henvende sig til Dig i kritiske Tilfælde; Du hører paa deres Udvikling og nu siger Du: ja jeg indseer det nu fuldelig, der er to Tilfælde mulige, man kan enten gjøre det eller det; min oprigtige Mening og mit venskabelige Raad er som følger: gjør det eller gjør det ikke, Du vil fortryde begge Dele. Dog Den der spotter Andre, han spotter sig selv, og det er ikke for Intet, men en dyb Spot over Dig, et sørgeligt Beviis paa, hvor ledeløs Din Sjæl er, at Din Livsanskuelse concentrerer sig i een eneste Sætning „jeg siger bare enten — eller.” Dersom det nu virkelig var Din Alvor, saa var der Intet med Dig at udrette, man maatte lade Dig gaae for hvad Du var, og beklage, at Tungsind eller Letsind havde svækket Din Aand. Nu derimod, da man vel veed, at det ikke forholder sig saaledes, fristes man ikke til at beklage Dig, men vel til at ønske, at Dit Livs Forhold engang maae skrue Dig ind i sine Bøiler, og tvinge Dig til at lade Det komme frem, der boer i Dig, maa begynde den skarpere Examination, der ikke lader sig nøie med Snak eller med Vittigheder. Livet er en Maskerade, oplyser Du, og dette er Dig et uudtømmeligt Stof til Moro, og endnu er det ikke lykkedes Nogen at kjende Dig; thi enhver Aabenbarelse er altid et Bedrag, kun paa den Maade kan Du aande, og forhindre, at Folk ikke trænge ind paa Dig og besvære Respirationen. Deri har Du Din Virksomhed, at bevare Dit Skjul, og dette lykkes Dig, thi Din Maske er den gaadefuldeste af alle; Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad Du er, er Du ved dette Forhold. En kjælen Hyrdinde rækker Du smægtende Haanden, og er i samme Nu maskeret i al mulig Schäfer-Sentimentalitet; en ærværdig geistlig Fader bedrager Du med et Broderkys o. s. v. Du selv er Ingenting, en gaadefuld Skikkelse, paa hvis Pande staaer: enten — eller; „thi dette er mit Valgsprog, og disse Ord ere ikke, som Grammatikerne troe, disjunktive Conjunktioner, nei de høre uadskilleligt sammen og bør derfor skrives i eet Ord, da de i Forening danne en Interjektion, jeg tilraaber Menneskeheden, ligesom man raaber Hep efter en Iøde.” Uagtet nu enhver Yttring fra Dig af den Art paa mig bliver uden Virkning, eller forsaavidt den virker Noget, i det Høieste virker til at fremkalde en retfærdig Indignation, saa vil jeg dog for Din egen Skyld svare Dig: veed Du da ikke, at der kommer en Midnatstime, hvor Enhver skal demaskere sig, troer Du, at Livet altid lader sig spøge med, troer Du, at man kan liste bort lidt før Midnat for at undgaae det? Eller forfærdes Du ikke herved? Jeg har seet Mennesker i Livet, der saa længe bedrog Andre, at deres sande Væsen derved tilsidst ikke kunde aabenbare sig; jeg har seet Mennesker, der saa længe legede Skjul, at tilsidst Vanvid gjennem dem ligesaa modbydeligt paanødte Andre deres lønlige Tanker, som de hidtil stolt havde skjult dem. Eller kan Du tænke Dig noget Forfærdeligere end at det endte med, at Dit Væsen opløste sig i en Mangfoldighed, at Du virkelig blev Flere, blev ligesom hiin ulykkelige Dæmoniske en Legio, og Du saaledes havde tabt det Inderste, Helligste i et Menneske, Personlighedens bindende Magt? Du skulde i Sandhed ikke spøge med, hvad der ikke blot er alvorligt, men rædsomt. I ethvert Menneske er der Noget, der til en vis Grad forhindrer ham i at blive sig selv fuldelig gjennemsigtig; og dette kan i saa høi Grad være Tilfælde, han kan saa uforklarligt være indflettet i Livs-Forhold, der ligge ud over ham selv, at han næsten ikke kan aabenbare sig; men Den, der ikke kan aabenbare sig, kan ikke elske, og Den, der ikke kan elske, han er den Ulykkeligste af Alle. Og Du gjør i Kaadhed det Samme, Du øver Dig i den Kunst at blive gaadefuld for Alle. Min unge Ven! sæt der var Ingen, der brød sig om at gjætte Din Gaade, hvad Glæde havde Du da deraf? Men fremfor Alt for Din egen Skyld, for Din Frelses Skyld — thi jeg veed ingen Sjæls-Tilstand, man bedre kan betegne som Fortabelse — stands denne vilde Flugt, denne Tilintetgjørelsens Lidenskab, der raser i Dig, thi det er det, Du vil, Du vil tilintetgjøre Alt; Du vil mætte Tvivlens Hunger i Dig paa Tilværelsen. Dertil danner Du Dig, dertil forhærder Du Dit Sind; thi det tilstaaer Du gjerne, Du duer til Intet, kun dette forlyster Dig, at gaae syv Gange omkring Tilværelsen, og blæse paa Basunen, og derpaa lade det Hele gaae under, at Din Sjæl kan blive beroliget, ja veemodig, at Du kan faae Eccho kaldet frem; thi Eccho lyder kun i Tomhed.

Dog ad denne Vei kommer jeg vel ikke videre med Dig, desuden er mit Hoved, om Du saa vil, for svagt til at kunne udholde, eller, som jeg vil, for stærkt til at finde Behag i, at det bestandig svimler for mit Øie. Jeg vil derfor begynde Sagen fra en anden Side. Tænk Dig et ungt Menneske, i den Alder da Livet ret begynder at saae Betydning for ham; han er sund, reen, glad, aandelig begavet, selv rig paa Haab, Enhvers Haab, der kjender ham; tænk Dig, ja det er haardt at jeg skal sige det, at han tog Feil af Dig, at han troede Du var et alvorligt, prøvet, erfarent Menneske, hos hvem man sikkert kunde søge Oplysning om Livets Gaader; tænk Dig, at han henvendte sig til Dig med den elskelige Tillid, der er Ungdommens Prydelse, med den uafviselige Fordring, der er Ungdommens Ret — hvad vilde Du svare ham? Vilde Du svare: ja jeg siger bare enten — eller; det vilde Du vel neppe? Vilde Du, som Du pleier at udtrykke Dig, naar Du vil betegne Din Modbydelighed for, at Andre besvære Dig med deres Hjertes-Anliggender, stikke Hovedet ud af Vinduet og sige: Huus forbi; eller vilde Du behandle ham som Andre, der ville raadføre sig med Dig, eller søge Oplysning hos Dig, hvilke Du afviser, ligesom dem der kræve Præstepenge, med de Ord, at Du kun er Logerende i Livet, ikke en bosiddende Mand og Familiefader? Dette vilde Du vel heller ikke. Et ungt Menneske, aandelig begavet, er Noget, Du kun sætter altfor megen Priis paa. Men Dit Forhold til ham var ikke ganske som Du ellers ønskede det, det var ikke et tilfældigt Sammenstød, der havde bragt Dig i Berøring med ham, Din Ironi var ikke fristet. Skjøndt han var den Yngre, Du den Ældre, saa havde han dog ved sin ædle Ungdommelighed gjort Øieblikket alvorligt. Ikke sandt, Du vilde selv blive ung, Du vilde føle, at der ligger noget Skjønt i at være ung, men ogsaa noget saare Alvorligt, at det ingenlunde er en ligegyldig Sag, hvorledes man bruger sin Ungdom, at der ligger et Valg for En, et virkeligt Enten-Eller? Du vilde føle, at Det, det dog kommer an paa, ikke saa meget er at danne sin Aand, som at modne sin Personlighed. Din Godmodighed, Din Sympathi var sat i Bevægelse, ud af den vilde Du tale til ham; Du vilde styrke hans Sjæl, bestyrke ham i den Tillid, han havde til Verden, Du vilde forsikkre ham, at der er en Magt i et Menneske, der kan trodse hele Verden, Du vilde lægge ham ret stærkt paa Hjerte at bruge Tiden. Alt dette kan Du gjøre, og naar Du vil, kan Du gjøre det smukt. Men agt nu vel paa, hvad jeg vil sige Dig, unge Menneske; thi skjøndt Du ikke er ung, nødsages man dog altid til at kalde Dig saa. Hvad gjorde Du nu her? Du anerkjendte, hvad Du ellers ikke vil anerkjende, Betydningen af et Enten-Eller, og hvorfor, fordi Din Sjæl var bevæget af Kjærlighed til det unge Menneske; og dog bedrog Du jo ham paa en Maade, thi han vil maaskee træffe sammen med Dig til andre Tider, hvor det ingenlunde er Din Leilighed at anerkjende det. Der seer Du en sørgelig Følge af, at et Menneskes Væsen ikke kan harmonisk aabenbare sig. Du troede at gjøre det Bedste, og dog har Du maaskee skadet ham; maaskee han snarere vilde have kunnet holde sig ligeoverfor Din Mistillid til Livet, end finde Hvile i den subjektiv svigagtige Tillid, Du bibragte ham. Tænk Dig, at Du efter nogle Aars Forløb atter traf sammen med hiint unge Menneske; han var livlig, vittig, aandrig, dristig i sin Tanke, kjæk i sit Udtryk; men Dit fine Øre opdagede let Tvivlen i hans Sjæl, Du fattede en Mistanke om, at ogsaa han var kommen til den tvetydige Viisdom: jeg siger bare enten — eller; ikke sandt, det vilde gjøre Dig ondt for ham, Du vilde føle, at han havde tabt Noget, og noget saare Væsentligt. Men over Dig selv vil Du ikke sørge, Du er tilfreds, ja stolt af Din tvetydige Viisdom, ja saa stolt af den, at Du ikke kan tillade en Anden at dele den, da Du vil være ene om den. Og dog finder Du i en anden Henseende det beklageligt, og det er Din oprigtige Mening, at det er beklageligt, at hiint unge Menneske var kommet til samme Viisdom. Hvilken uhyre Modsigelse! Dit hele Væsen modsiger sig selv. Men ud af denne Modsigelse kan Du ikkun komme ved et Enten-Eller; og jeg som elsker Dig oprigtigere end Du elskede hiint unge Menneske, jeg der i mit Liv har erfaret Valgets Betydning, jeg ønsker Dig til Lykke med, at Du endnu er saa ung, at om Du end altid vil gaae Glip af Noget, Du dog, hvis Du har eller rettere hvis Du vil have Energi dertil, kan vinde, hvad der er Hovedsagen i Livet, vinde Dig selv, erhverve Dig selv.

Dersom nu et Menneske bestandig kunde holde sig paa Valg-Øieblikkets Spidse, dersom han kunde ophøre at være et Menneske, dersom han i sit inderste Væsen kun var en luftig Tanke, dersom Personligheden ikke havde videre at betyde end at være en Nisse, der vel deeltog i Bevægelserne, men dog blev uforandret, dersom det forholdt sig saaledes, saa vilde det være en Taabelighed, at det kunde være for sildigt for et Menneske at vælge, da der i dybere Forstand slet ikke kunde være Tale om et Valg. Valget selv er afgjørende for Personlighedens Indhold; ved Valget synker den ned i det Valgte, og naar den ikke vælger, henvisner den i Tæring. Et Øieblik er det saa, et Øieblik kan det synes saa, at det, der skal vælges imellem, ligger udenfor den Vælgende; han staaer i intet Forhold dertil, han kan bevare sig i Indifferents ligeover derfor. Dette er Overveielsens Øieblik, men det er ligesom det platoniske egentlig slet ikke, og allermindst i den abstrakte Forstand, hvori Du vil fastholde det; og jo længere man stirrer derpaa, jo mindre er det. Det, der skal vælges, staaer i det dybeste Forhold til den Vælgende, og naar der er Tale om Valg, der angaaer et Livs-Spørgsmaal, saa skal Individet jo paa samme Tid leve, og kommer derved, jo længere han skyder Valget ud, let til at alterere det, uagtet han bestandig overveier og overveier, og derved troer ret at holde Valgets Modsætninger ude fra hinanden. Naar man betragter Livets Enten-Eller saaledes, da fristes man ikke let til at spøge dermed. Man seer da, at Personlighedens indre Drift ikke har Tid til Tanke-Experimenter, at den bestandig iler frem og paa en eller anden Maade ponerer enten det Ene eller det Andet, hvorved da Valget i næste Øieblik bliver vanskeligere; thi det, der er poneret, skal tages tilbage. Derfom Du tænker Dig en Styrmand i hans Skib i det Øieblik, der skal gjøres et Slag, saa vil han maaskee kunne sige, jeg kan enten gjøre det eller det; men dersom han ikke er en maadelig Styrmand, saa vil han tillige blive sig bevidst, at Skibet under alt dette skyder sin sædvanlige Fart, og at det saaledes kun er et Øieblik, hvor det er ligegyldigt, om han gjør dette eller dette. Saaledes med et Menneske, glemmer han at beregne denne Fart, saa kommer der tilsidst et Øieblik, hvor der ikke mere er Tale om et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har ladet det være, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes, fordi Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv.

Af det her Udviklede vil Du ogsaa see, hvori min Betragtning af et Valg er væsentlig forskjellig fra Din, ifald jeg ellers kan tale om denne; thi Din er netop deri forskjellig, at den forhindrer et Valg. Valgets Øieblik er for mig saare alvorligt, ikke saa meget paa Grund af den strenge Gjennemtænkning af det, der i Valget viser sig adskilt, ikke paa Grund af den Mangfoldighed af Tanker, der knytte sig til det enkelte Led, som fordi der er Fare paa Færde, at det i næste Øieblik ikke saaledes staaer til min Raadighed at vælge, at der da allerede er levet Noget, som maa leves om igjen; thi naar man troer, at man noget Øieblik kan holde sin Personlighed blank og bar, eller at man i strengere Forstand kan standse og afbryde det personlige Liv, saa er man i en Vildfarelse. Personligheden er allerede, for man vælger, interesseret i Valget, og naar man udsætter Valget, saa vælger Personligheden ubevidst eller de dunkle Magter i den. Naar man da endelig faaer valgt, hvis man ikke, hvad jeg før bemærkede, bliver aldeles forflygtiget, saa opdager man, at der er Noget, der maa gjøres om igjen, der maa tages tilbage, og dette er ofte saare vanskeligt. Der tales i Eventyr om Mennesker, som Havfruer eller Havmænd ved deres dæmoniske Musik rev ind i deres Magt. For at løse Trylleriet, lærer Eventyret, var det nødvendigt, at den Fortryllede spillede det samme Stykke baglænds, uden at tage Feil en eneste Gang. Dette er saare dybsindigt tænkt, men saare vanskeligt udført, og dog er det saaledes; det Forfeilede, man har saaet ind i sig, maa man paa den Maade udrydde, og hver Gang man tager Feil, maa man begynde forfra. See derfor er det af Vigtighed at vælge og at vælge itide. Du derimod har en anden Methode; thi det veed jeg vel, at den polemiske Side, Du vender ud imod Verden, ikke er Dit sande Væsen. Ja hvis det at overveie var Opgaven for et Menneskeliv, saa var Du Fuldkommenheden nær. Jeg vil tage et Exempel. Det maa naturligviis være dristige Modsætninger for at det kan passe paa Dig: enten Præst — eller Skuespiller. Her er Dilemmaet. Nu vaagner hele Din lidenskabelige Energi; Reflexionen griber med sine hundrede Arme den Tanke at være Præst. Du finder ingen Hvile, Dag og Nat tænker Du derover; Du læser alle de Skrifter, Du kan faae fat paa, gaaer tre Gange hver Søndag i Kirke, stifter Bekjendtskab med Præster, skriver selv Prædikener, holder dem for Dig selv, i et halvt Aar er Du død for hele Verden. Nu er Du færdig; Du kan nu tale indsigtsfuldere og tilsyneladende erfarnere om det at være Præst end Mangen, der har været Præst i tyve Aar. Det vækker Din Forbittrelse, naar Du træffer sammen med Saadanne, at de ikke veed med ganske anderledes Veltalenhed at expectorere sig; er det Begeistring, siger Du, jeg som ikke er Præst, som ikke har helliget mig dertil, jeg taler med Englerøst i Sammenligning med dem. Det er nu maaskee ogsaa sandt nok, imidlertid er Du dog ikke bleven Præst. Nu bærer Du Dig ligeledes ad med det andet Problem, og Din Kunst-Begeistring overgaaer næsten Din geistlige Veltalenhed. Du er da færdig til at vælge. Imidlertid kan man være sikker paa, at der i den uhyre Tankebedrift, i hvilken Du har levet, er faldet Meget af, mange Smaabemærkninger og Iagttagelser. I det Øieblik derfor Du skal til at vælge, kommer der Liv og Note i dette Affald, der viser sig et nyt Enten-Eller: Jurist; Advokat maaskee, det har Noget tilfælles med begge Dele. Nu er Du tabt. I samme Moment er Du nemlig strax Advokat nok til at kunne bevise det Rigtige i at tage det Tredie med. Saaledes gaaer Dit Liv hen. Efter at have spildt halvandet Aar paa disse Overveielser, efter at have anstrengt al Din Sjæls Kraft med en beundringsværdig Energi, er Du ikke kommen et Skridt videre. Da brister Tankens Traad, Du bliver utaalmodig, lidenskabelig, skjænder og brænder, og nu vedbliver Du: eller Haarskærer, eller Tæller i Banken, jeg siger bare enten — eller. Hvad Under da, at dette Ord er blevet Dig en Forargelse og en Daarskab, „at det forekommer Dig at være ligesom Armene paa den Jomfru, hvis Favnetag var Dødsstraf.” Du overseer Menneskene, Du driver Din Spot med dem, og det, Du er bleven, er det, Du af Alt mest afskyer — Kritiker, en Universal-Kritiker ved alle Faculteter. Stundom kan jeg ikke lade være at smile ad Dig, og dog er det sørgeligt, at Dine i Sandhed udmærkede Aandsevner saaledes adsplittes. Dog her er atter den samme Modsigelse i Dit Væsen; thi det Latterlige seer Du meget godt, og Gud trøste Den der falder i Din Haand, naar det hænger saaledes sammen med ham; og dog er hele Forskjellen den, at han maaskee bliver nedbøiet og knækket, Du derimod bliver let og rank og lystigere end nogensinde, og lyksaliggjør Dig selv og Andre med det Evangelium: vanitas vanitatum vanitas juchhe! Men dette er intet Valg, det er hvad man siger paa Dansk: lad gaae, eller en Mediation som den at lade fem være lige. Nu føler Du Dig fri, siger Verden Farvel.

So zieh' ich hin in alle Ferne,
Ueber meiner Mütze nur die Sterne.

See dermed har Du valgt, vistnok ikke, det vil Du vel selv tilstaae, den bedre Deel; men Du har egentlig slet ikke valgt, eller Du har valgt i uegentlig Forstand. Dit Valg er et æsthetisk Valg; men et æsthetisk Valg er intet Valg. Overhovedet er det at vælge et egentligt og stringent Udtryk for det Ethiske. Overalt hvor der i strengere Forstand er Tale om et Enten-Eller, der kan man altid være sikker paa, at det Ethiske er med i Spillet. Det eneste absolute Enten-Eller, der gives, er Valget mellem Godt og Ondt, men det er ogsaa absolut ethisk. Det æsthetiske Valg er enten aldeles umiddelbart og forsaavidt intet Valg, eller det fortaber sig i Mangfoldigheden. Naar saaledes en ung Pige følger sit Hjertes Valg, saa er dette Valg, hvor skjønt det end forresten er, i strengere Forstand intet Valg, da det er aldeles umiddelbart. Naar et Menneske æsthetisk overveier en Mængde Livs-Opgaver, saaledes som Du i det Foregaaende, saa faaer han ikke let et Enten-Eller, men en heel Mangfoldighed, fordi det Selvbestemmende i Valget ikke her bliver ethisk accentueret, og fordi, naar man ikke vælger absolut, da vælger man kun for Momentet, og kan desaarsag i næste Øieblik vælge noget Andet. Det ethiske Valg er derfor i en vis Forstand langt lettere, langt simplere, men i en anden Forstand er det uendelig langt sværere. Den, der ethisk vil bestemme sig sin Livs-Opgave, har i Almindelighed ikke et saa betydeligt Udvalg; derimod har Valgets Akt langt mere for ham at betyde. Naar Du da vil forstaae mig rigtigt, saa kan jeg gjerne sige, at det i at vælge ikke saa meget kommer an paa at vælge det Rigtige, som paa den Energi, den Alvor og Pathos, hvormed man vælger. Deri forkynder Personligheden sig i sin indre Uendelighed, og derved consolideres igjen Personligheden. Selv derfor om et Menneske valgte det Urette, saa vil han dog, netop paa Grund af den Energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det Urette. Idet nemlig Valget er foretaget med hele Personlighedens Inderlighed, er hans Væsen luttret, og han selv bragt i et umiddelbart Forhold til den evige Magt, der allestedsnærværende gjennemtrænger hele Tilværelsen. Denne Forklarelse, denne høiere Indvielse opnaaer aldrig Den, der blot vælger æsthetisk. Rhythmen i hans Sjæl er trods al dens Lidenskab dog kun en spiritus lenis.

Som en Cato tilraaber jeg Dig da mit Enten-Eller, og dog ikke som en Cato; thi min Sjæl har endnu ikke erhvervet den resignerende Kulde, han var i Besiddelse af. Men jeg veed det, kun denne Besværgelse, hvis jeg har den tilstrækkelige Kraft, vil være istand til at vække Dig, ikke til en Tankens Virksomhed, thi den mangler Du ikke, men til Aandens Alvor. Maaskee vil det lykkes Dig ogsaa uden den at udrette Meget, maaskee endog at forbause Verden (thi jeg er ikke knap), og dog vil Du gaae Glip af det Høieste, af det Eneste, der i Sandhed giver Livet Betydning, maaskee vil Du vinde den ganske Verden og tabe Dig selv.

Hvad er det da jeg adskiller i mit Enten-Eller? Er det Godt og Ondt? Nei, jeg vil kun bringe Dig paa det Punkt, at dette Valg i Sandhed faaer Betydning for Dig. Derom er det at Alt dreier sig. Naar man først kan faae et Menneske til at staae paa Skilleveien saaledes, at der ingen Udvei er for ham uden ved at vælge, saa vælger han det Rette. Skulde det derfor skee, at Du, inden Du fik læst denne lidt udførligere Undersøgelse, der atter tilsendes Dig i et Brevs Form, følte, at Valgets Øieblik var der, saa kast det Øvrige bort, bryd Dig aldrig om det, Du har Intet tabt; men vælg, og Du skal see, hvilken Gyldighed der ligger deri, ja ingen ung Pige kan være saa lykkelig ved sit Hjertes Valg, som en Mand, der har vidst at vælge. Enten skal man altsaa leve æsthetisk, eller man skal leve ethisk. Her er, som sagt, endnu ikke i strengere Forstand Tale om et Valg; thi Den, som lever æsthetisk, vælger ikke, og Den som, efterat det Ethiske har viist sig for ham, vælger det Æsthetiske, han lever ikke æsthetisk, thi han syndes, og ligger under ethiske Bestemmelser, om hans Liv end maa betegnes som uethisk. See dette er ligesom en character indelebilis ved det Ethiske, at det, uagtet det beskedent stiller sig hen paa lige Trin med det Æsthetiske, dog egentlig er det, der gjør Valget til et Valg. Og dette er det Sørgelige, naar man betragter Menneskenes Liv, at saa Mange henlede deres Liv i stille Fortabelse; de udleve dem selv, ikke i den Betydning, at Livets Indhold successivt udfolder sig, og nu eies i denne Udfoldelse, men de leve dem ligesom ud af sig selv, forsvinde som Skygger, deres udødelige Sjæl henveires, og de ængstes ikke ved Spørgsmaal om dens Udødelighed, thi de ere jo allerede opløste før de døe. De leve ikke æsthetisk, men det Ethiske har heller ei viist sig for dem i sin Heelhed; de have da heller ei egentlig forkastet det, de synde derfor heller ikke, uden forsaavidt det er Synd, at de hverken er det ene eller det andet; de tvivle da heller ei om deres Udødelighed, thi Den som dybt og inderligt paa egne Vegne tvivler derom, han finder nok det Rette. Paa egne Vegne, siger jeg, og det er vel paa den høie Tid, at man advarer mod den storhjertede, heltemodige Objektivitet, hvormed mange Tænkere tænke paa Alles Vegne, ikke paa deres egne. Vil man kalde hvad jeg her fordrer Selvkjærlighed, saa vil jeg svare: det kommer deraf, at man ingen Forestilling har om hvad dette „Selv” er, og at det hjalp et Menneske saare lidet, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, samt at det nødvendigt maa være et slet Beviis, der ikke først og fremmest overbeviser Den, der fremsætter det.

Mit Enten-Eller betegner ikke nærmest Valget mellem Godt og Ondt; det betegner det Valg, hvormed man vælger Godt og Ondt eller udelukker dem. Spørgsmaalet er her, under hvilke Bestemmelser man vil betragte hele Tilværelsen og selv leve. At Den, der vælger Godt og Ondt, vælger det Gode, er vel sandt, men dette viser sig først bagefter; thi det Æsthetiske er ikke det Onde, men Indifferentsen, og derfor var det jeg sagde at det Ethiske constituerer Valget. Der er derfor ikke saa meget Tale om at vælge mellem at ville det Gode eller det Onde, som om at vælge det at ville, men hermed er igjen det Gode og det Onde sat. Den, der vælger det Ethiske, vælger det Gode, men det Gode er her aldeles abstrakt, dets Væren er derved blot sat, og deraf følger ingenlunde, at den Vælgende ikke igjen kan vælge det Onde, uagtet han valgte det Gode. Her seer Du igjen, hvor vigtigt det er, at der vælges, og at det, det kommer an paa, ikke saa meget er Overveielsen som den Villiens Daab, der indoptager denne i det Ethiske. Jo længere Tiden gaaer hen, jo vanskeligere bliver det at vælge; thi Sjælen er bestandig i den ene af Dilemmaets Dele, og det bliver derfor vanskeligere og vanskeligere at rive sig løs. Og dog er dette nødvendigt, hvis der skal vælges, og altsaa af yderste Vigtighed, hvis et Valg har Noget at betyde, og at dette er Tilfælde, skal jeg senere vise.

Du veed, jeg har aldrig givet mig ud for Philosoph, allermindst naar jeg underholder mig med Dig. Deels for at drille Dig lidt, deels fordi det virkelig er min kjæreste og dyrebareste, og i en vis Forstand betydningsfuldeste Stilling i Livet, pleier jeg at træde op som Ægtemand. Jeg har ikke opoffret mit Liv til Kunst og Videnskab, hvad jeg har opoffret mig for er i Sammenligning herned Ubetydeligheder; jeg offrer mig for min Gjerning, min Kone, mine Børn, eller rettere sagt, jeg offrer mig ikke derfor, men jeg finder min Tilfredshed og Glæde deri. Det er Ubetydeligheder i Sammenligning med hvad Du lever for, og dog, min unge Ven, pas vel paa, at det Store, Du virkelig ofrer Dig for, ikke bedrager Dig. Skjøndt jeg nu ikke er Philosoph, saa nødsages jeg dog her til at vove mig ind paa en lille philosophisk Overveielse, som jeg vil bede Dig ikke saa meget at kritisere som at tage Dig ad notam. Det polemiske Resultat nemlig, hvoraf alle Dine Seiershymner over Tilværelsen gjenlyde, har en underlig Lighed med den nyere Philosophies Yndlings-Theori, at Modsigelsens Grundsætning er hævet. Vel veed jeg, at det Standpunkt, Du indtager, er Philosophien en Vederstyggelighed, og dog forekommer det mig, at den selv gjør sig skyldig i den samme Feil, ja at Grunden, hvorfor man ikke strax mærker det, er den, at den end ikke er stillet saa rigtig som Du. Du ligger paa Gjerningens Gebeet, den paa Contemplationens. Saasnart man derfor vil føre den over paa det Praktiske, maa den komme til samme Resultat som Du, om den end ikke udtrykker sig saaledes. Du medierer Modsætningerne i en høiere Galskab, Philosophien i en høiere Eenhed. Du vender Dig mod den tilkommende Tid, thi Handling er væsentlig futurisk; Du siger, jeg kan enten gjøre det eller gjøre det, men hvilken af Delene jeg gjør, er det lige galt, ergo, gjør jeg slet Intet. Philosophien vender sig mod den forbigangne Tid, mod hele den oplevede Verdenshistorie, den viser, hvorledes de discursive Momenter gaae sammen i en høiere Eenhed, den medierer og medierer. Derimod synes den mig slet ikke at svare paa det, hvorom jeg spørger; thi jeg spørger om den tilkommende Tid. Du svarer dog paa en Maade, om Du end svarer Nonsens. Jeg antager nu, at Philosophien har Ret, at Modsigelsens Grundsætning virkelig er hævet, eller at Philosopherne i ethvert Øieblik hæve den i den høiere Eenhed, der er for Tanken. Dette kan jo dog ikke gjælde om den tilkommende Tid; thi Modsætningerne maae jo dog først have været der, førend jeg kan mediere dem. Men er Modsætningen tilstede, saa er der et Enten-Eller. Philosophien siger: saaledes er det gaaet hidtil; jeg spørger: hvad har jeg at gjøre, hvis jeg ikke vil være Philosoph, thi dersom jeg vil det, saa seer jeg nok, at jeg, som de andre Philosopher, kommer til at mediere den forbigangne Tid. Deels er dette intet Svar paa mit Spørgsmaal, hvad jeg skal gjøre; thi om jeg saa end var det mest begavede philosophiske Hoved, der nogensinde har levet i Verden, saa maa der være en Ting mere jeg har at gjøre, end at sidde og betragte det Forbigangne; deels er jeg Ægtemand, og ingenlunde et philosophisk Hoved, men henvender mig i al Ærbødighed til denne Videnskabs Dyrkere for at faae at vide, hvad jeg skal gjøre. Jeg faaer imidlertid intet Svar; thi Philosophien medierer det Forbigangne og er i dette; Philosophen haster i den Grad ind i Fortiden, at, som en Digter siger om en Antiqvar, kun hans Kjoleskjøder ere blevne tilbage i Nutiden. See her enes Du med Philosopherne. Det, I enes i, er, at Livet gaaer istaa. For Philosophen er Verdenshistorien afsluttet, og han medierer. Derfor hører det ulystelige Syn til Dagens Orden i vor Tid, at see unge Mennesker, der kunne mediere Christendom og Hedenskab, der kunne lege med Historiens titaniske Kræfter, og som ikke kunne sige et eenfoldigt Menneske, hvad han har at gjøre her i Livet, og som heller ikke vide, hvad de selv have at gjøre. Du er saare mangfoldig i Udtryk for Dit Yndlings-Resultat; jeg vil her fremhæve eet, fordi Du deri har en paafaldende Lighed med Philosophen, om end hans virkelige eller paatagne Alvor vil forbyde ham at deeltage i det obligate Opsving, hvori Du forlyster Dig. Spørger man Dig, om Du vil underskrive en Adresse til Kongen, eller om Du ønsker en Constitution, eller Skattebevilgningsret, eller om Du vil forene Dig til dette eller hiint goddædige Øiemed, saa svarer Du: „Høistærede Samtidige! I misforstaae mig, jeg er slet ikke med, jeg er ude, jeg er ude som et lille bitte spansk s.” Saaledes gaaer det ogsaa Philosophen, han er ude, han er ikke med, han sidder og ældes ved at høre paa Fortidens Sange, han lytter til Mediationens Harmonier. Jeg hædrer Videnskaben, jeg ærer dens Dyrkere, men Livet har ogsaa sine Fordringer, og om jeg end, hvis jeg saae et enkelt ualmindelig begavet Hoved eensidigen fortabe sig i det Forbigangne, vilde være raadvild om, hvad jeg skulde dømme, hvilken Mening jeg skulde have ved Siden af den Ærbødighed, jeg vilde nære for hans Aandsdygtighed: i vor Tid bliver jeg ikke raadvild, da jeg seer en Skare af unge Mennesker, der dog umulig alle kunne være philosophiske Hoveder, fortabte i Tidens Yndlings-Philosophi, eller som jeg snart fristes til at kalde den, Tidens Ynglings-Philosophi. Jeg har en gyldig Fordring ligeoverfor Philosophien, saaledes som Enhver har den, hvem den ikke tør afvise paa Grund af total Mangel paa Evne. Jeg er Ægtemand, jeg har Børn. Hvad om jeg nu i deres Navn spurgte den om, hvad et Menneske har at gjøre i Livet. Du vil maaskee smile, i ethvert Tilfælde vil den philosophiske Ungdom smile ad en Familiefader, og dog mener jeg, at det i Sandhed er et forfærdeligt Argument mod den, hvis den Intet har at svare. Er Livets Gang standset, kan maaskee den Generation, der nu er, leve af at betragte; hvad skal den følgende leve af? Af at betragte det Samme? Den sidste Generation har jo Intet udrettet, Intet efterladt, der skal medieres. See her kan jeg atter slaae Dig sammen med Philosopherne, og sige til Eder: I gaae dog Glip af det Høieste. Min Stilling som Ægtemand kommer mig her til Hjælp, til bedre at kunne oplyse hvad jeg mener. Hvis en Ægtemand vilde sige, det fuldkomne Ægteskab er det, hvor der ingen Børn er, saa vilde han gjøre sig skyldig i den samme Misforstaaelse som Philosopherne. Han gjør sig selv til det Absolute, og dog vil en Ægtemand føle, at det er usandt og uskjønt, og at det, at han selv bliver til Moment, som han bliver ved et Barn, er langt sandere.

Dog, jeg er maaskee allerede gaaet for vidt, jeg har indladt mig paa Undersøgelser, jeg maaskee slet ikke burde, deels fordi jeg ikke er Philosoph, deels fordi det ingenlunde er min Hensigt at underholde mig med Dig om et eller andet Phænomen i Tiden, men vel at tiltale Dig, at lade Dig paa enhver Maade føle, at Du er den Tiltalte. Da jeg imidlertid engang er kommen saa vidt, saa vil jeg dog lidt nøiere overveie, hvorledes det hænger sammen med den philosophiske Mediation af Modsætningerne. Skulde det, jeg her har at sige, mangle Stringents, saa har det maaskee lidt mere Alvor, og det er ogsaa alene af den Grund, det her bliver fremsat; thi jeg agter ikke at concurrere til nogen philosophisk Værdighed, men vel, da jeg engang har faaet Pennen i Haanden, ogsaa med den at forsvare, hvad jeg ellers forsvarer paa andre og bedre Maader.

Saasandt der altsaa er en tilkommende Tid, saa sandt er der et Enten-Eller. Den Tid, i hvilken Philosophen lever, er da ikke den absolute Tid, den er selv et Moment, og det er altid en betænkelig Omstændighed, naar en Philosophi er ufrugtbar, ja det maa ansees for en Vanære for den, ligesom man i Orienten anseer Ufrugtbarhed for en Skjændsel. Tiden bliver altsaa selv Moment, og Philosophen bliver selv Moment i Tiden. Vor Tid vil da igjen for en senere Tid vise sig som et discursivt Moment, og en senere Tids Philosoph vil igjen mediere vor Tid, og saaledes videre. Forsaavidt er da Philosophien i sin Ret, og det blev at betragte som en tilfældig Feil ved vor Tids Philosophi at den forvexlede vor Tid med den absolute Tid. Imidlertid er det dog let at indsee, at Mediationens Kategori derved har lidt et betydeligt Knæk, og at den absolute Mediation først bliver mulig, naar Historien bliver færdig; med andre Ord, at Systemet er i en bestandig Verden. Det, som derimod Philosophien har beholdt, er Anerkjendelsen af, at der er en absolut Mediation. Dette er den naturligviis af yderste Vigtighed; thi opgiver man Mediationen, saa opgiver man Spekulationen. Paa den anden Side er det en betænkelig Sag at indrømme det; thi indrømmer man Mediationen, saa er der intet absolut Valg, og er der ikke et saadant, saa er der intet absolut Enten-Eller. Dette er Vanskeligheden; dog troer jeg, at den for en Deel ligger deri, at man forvexler to Sphærer med hinanden, Tænkningens og Frihedens. For Tanken bestaaer Modsætningen ikke, den gaaer over i det Andet og derpaa sammen i en høiere Eenhed. For Friheden bestaaer Modsætningen; thi den udelukker den. Jeg forvexler ingenlunde liberum arbitrium med den sande positive Frihed; thi selv denne har i al Evighed det Onde udenfor sig, om end som en afmægtig Mulighed, og den bliver ikke fuldkommen derved, at den mere og mere optager det Onde, men derved, at den mere og mere udelukker det; men Udelukkelse er netop Modsætning til Mediation. At jeg herved ikke kommer til at antage et radikalt Onde, skal jeg senere vise.

De Sphærer, som Philosophien egentlig har med at gjøre, de Sphærer, der egentlig ere for Tanken, er det Logiske, Naturen, Historien. Her hersker Nødvendigheden, og derfor har Mediationen sin Gyldighed. At dette er Tilfældet med det Logiske og Naturen, vil vel Ingen negte; med Historien har det derimod sin Vanskelighed, thi, siger man, her hersker Friheden. Imidlertid troer jeg, at man betragter Historien urigtigt, og at Vanskeligheden kommer heraf. Historien er nemlig mere end et Produkt af de frie Individers frie Handlinger. Individet handler, men denne Handling gaaer ind i den Tingenes Orden, der bærer hele Tilværelsen. Hvad der skal komme ud deraf, veed den Handlende egentlig ikke. Men denne høiere Tingenes Orden, der saa at sige fordøier de frie Handlinger, og sammenarbeider dem i sine evige Love, er Nødvendigheden, og denne Nødvendighed er Bevægelsen i Verdenshistorien, og det er derfor ganske rigtigt, at Philosophien anvender Mediationen, det vil da sige den relative Mediation. Betragter jeg en verdenshistorisk Individualitet, saa kan jeg skjelne mellem de Gjerninger, om hvilke Skriften siger, at de følge ham, og de Gjerninger, ved hvilke han tilhører Historien. Hvad man kunde kalde den indvortes Gjerning, har Philosophien slet ikke med at gjøre; men den indvortes Gjerning er Frihedens sande Liv. Philosophien betragter den udvortes Gjerning, og denne seer den igjen ikke isoleret, men seer den indoptaget og forvandlet i den verdenshistoriske Proces. Denne Proces er egentlig Philosophiens Gjenstand, og denne betragter den under Nødvendighedens Bestemmelse. Den holder derfor den Reflexion borte, der vil gjøre opmærksom paa, at Alt kunde være anderledes; den betragter Verdenshistorien saaledes, at der intet Spørgsmaal er om et Enten-Eller. At der i denne dens Betragtning indblander sig megen taabelig og inept Tale, det forekommer idetmindste mig; at især de unge Hexemestere, der ville besværge Historiens Aander, synes mig latterlige, negter jeg ikke, men jeg bøier mig ogsaa dybt for de storartede Præstationer, som vor Tid har at opvise. Som sagt, Philosophien seer Historien under Nødvendighedens Bestemmelse, ikke under Frihedens; thi om man end kalder den verdenshistoriske Proces fri, saa er det dog i samme Forstand, som man taler om den organiserende Proces i Naturen. For den historiske Proces er der intet Spørgsmaal om et Enten-Eller; men dog kan det vel ikke falde nogen Philosoph ind at negte, at der for det handlende Individ var det. Deraf igjen den Sorgløshed, den Forsonlighed, hvormed Philosophien betragter Historien og dens Helte; thi den seer dem under Nødvendighedens Bestemmelse. Deraf igjen dens Uformuenhed til at faae et Menneske til at handle, dens Tilbøielighed til at lade Alt gaae istaa; thi den fordrer egentlig, at man skal handle nødvendigt, hvilket er en Modsigelse.

Selv det ringeste Individ har saaledes en Dobbelt-Existents. Ogsaa han har en Historie, og denne er ikke blot et Produkt af hans egne frie Handlinger. Den indvortes Gjerning derimod tilhører ham selv og skal i al Evighed tilhøre ham; den kan Historien eller Verdenshistorien ikke tage fra ham, den følger ham enten til Glæde eller til Bedrøvelse. I denne Verden hersker der et absolut Enten-Eller; men denne Verden har Philosophien ikke med at gjøre. Forestiller jeg mig en ældre Mand, der skuer tilbage over et bevæget Liv, saa faaer han for Tanken ogsaa en Mediation deraf, thi hans Historie var indflettet i Tidens; men inderst inde faaer han ingen Mediation. Der adskiller endnu bestandigt et Enten-Eller Det, der var adskilt da han valgte. Skal her være Tale om en Mediation, saa kunde man sige, det er Angeren; men Angeren er ingen Mediation, den seer ikke attraaende paa det, der skal medieres, dens Vrede fortærer det; men dette er ligesom Udelukkelse, Modsætningen til Mediation. Her viser det sig tillige, at jeg ikke antager et radikalt Onde, da jeg statuerer Angerens Realitet; men Anger er vel et Udtryk for Forsoning , men tillige et absolut uforsonligt Udtryk.

Dog alt dette indrømmer Du mig maaskee, Du, der dog paa saa mange Maader gjør fælles Sag med Philosopherne, undtagen forsaavidt Du for privat Regning paatager Dig at gjøre Nar af dem; Du mener maaskee, at jeg som Ægtemand kan lade mig nøie dermed, og gjøre Brug deraf i min Huusholdning. Oprigtigt talt, jeg forlanger ikke mere; men jeg gad dog vide, hvilket Liv der var det høieste, enten Philosophens eller den frie Mands. Dersom Philosophen blot er Philosoph, fortabt heri uden at kjende Frihedens salige Liv, da mangler han et saare vigtigt Punkt, han vinder den ganske Verden, og han taber sig selv; dette kan aldrig hænde Den der lever for Friheden, om han end tabte nok saa meget.

For Friheden kæmper jeg derfor (deels her i dette Brev, deels og fornemlig i mig selv), for den tilkommende Tid, for Enten-Eller. Det er den Skat, jeg agter at efterlade Dem, jeg elsker i Verden. Ja dersom min lille Søn i dette Øieblik var i den Alder, at han ret kunde forstaae mig, og min sidste Time var kommen, da vilde jeg sige til ham: jeg efterlader Dig ikke Formue, ikke Titler og Værdigheder; men jeg veed, hvor der ligger en Skat begravet, der kan gjøre Dig rigere end hele Verden, og denne Skat tilhører Dig, og Du skal end ikke takke mig for den, at Du ikke skal tage Skade paa Din Sjæl ved at skylde et Menneske Alt; denne Skat er nedlagt i Dit eget Indre: der er et Enten-Eller, der gjør et Menneske større end Englene.

Her vil jeg afbryde denne Betragtning. Den tilfredsstiller Dig maaskee ikke, Dit graadige Øie sluger den uden at Du mættes, men det ligger deri, at Øiet er det, der sidst mættes, især naar man som Du ikke hungrer, men blot lider af en Øiets Lyst, der ikke kan tilfredsstilles.

Det, der da træder frem ved mit Enten-Eller, er det Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget, ikke Tale om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af det at vælge. Dette er imidlertid det Afgjørende, og det er dertil jeg vil stræbe at vække Dig. Til dette Punkt kan det ene Menneske hjælpe det andet; naar han er kommen hertil, da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for det andet, mere underordnet. Jeg har i et foregaaende Brev bemærket, at det at have elsket giver et Menneskes Væsen en Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt Billede, som adler deres Væsen; og dog er selv dette Øieblik, hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets Øieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridder-slag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, for han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, for han har valgt sig selv, og paa den anden Side er selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.

At der i en vis Forstand ikke er Tale om et Valg af Noget, vil Du see deraf, at det, der viser sig paa den anden Side, er det Æsthetiske, der er Indifferentsen. Og dog er her Tale om et Valg, ja et absolut Valg; thi kun ved at vælge absolut kan man vælge det Ethiske. Ved det absolute Valg er altsaa det Ethiske sat; men deraf følger ingenlunde, at det Æsthetiske er udelukket. I det Ethiske er Personligheden centraliseret i sig selv, absolut er altsaa det Æsthetiske udelukket eller det er udelukket som det Absolute, men relativt bliver det bestandigt tilbage. Idet Personligheden vælger sig selv, vælger den sig selv ethisk og udelukker absolut det Æsthetiske; men da han dog vælger sig selv, og ikke ved at vælge sig selv bliver et andet Væsen, men bliver sig selv, saa vender hele det Æsthe- tiske tilbage i sin Relativitet.

Det Enten-Eller, jeg har opstillet, er altsaa i en vis Forstand absolut; thi det er det mellem at vælge og ikke at vælge. Men da Valget er et absolut Valg, saa er Enten-Eller absolut; i en anden Forstand indtræder dog først det absolute Enten-Eller med Valget, thi nu viser Valget mellem Godt og Ondt sig. Dette i og med det første Valg satte Valg skal ikke beskjæftige mig her; jeg vil blot tvinge Dig hen paa det Punkt, hvor Nødvendigheden af Valget viser sig, og derpaa betragte Tilværelsen under ethiske Bestemmelser. Jeg er ingen ethisk Rigorist, begeistret for en formel abstrakt Frihed; naar blot Valget er sat, saa vender alt det Æsthetiske tilbage, og Du skal see, at først herved bliver Tilværelsen skjøn, og at det først ad denne Vei kan lykkes et Menneske at frelse sin Sjæl og vinde den hele Verden, at bruge Verden uden at misbruge den.

Men hvad er det at leve æsthetisk, og hvad er det at leve ethisk? Hvad er det Æsthetiske i et Menneske, og hvad er det Ethiske? Herpaa vilde jeg svare: det Æsthetiske i et Menneske er det, hvorved han umiddelbar er det, han er; det Ethiske er det, hvorved han bliver det, han bliver. Den der lever i og ved og af og for det Æsthetiske i ham, han lever æsthetisk.

Det er ikke min Hensigt her nærmere at gaae ind paa en Betragtning af det Meget, der ligger i den givne Bestemmelse af det Æsthetiske. Det synes ogsaa en overflødig Sag at ville oplyse Dig om, hvad det er at leve æsthetisk, Du som med saa megen Virtuositet har praktiseret deri, at jeg snarere kunde trænge til Din Hjælp. Imidlertid vil jeg dog skizzere nogle Stadier for at arbeide os hen til det Punkt, hvor Dit Liv egentlig hører hjemme, hvilket er mig af Vigtighed, at Du ikke for tidlig ved et af Dine meget yndede Sidespring skal slippe fra mig. Desuden tvivler jeg ikke om, at jeg i Meget vil være istand til at oplyse Dig om, hvad det er at leve æsthetisk. Medens jeg nemlig vilde henvise Enhver, der ønskede at leve æsthetisk, til Dig som den paalideligste Veileder, saa vilde jeg ikke henvise til Dig, hvis han i høiere Forstand ønskede at indsee, hvad det er at leve æsthetisk; thi derom vilde Du ikke kunne oplyse ham, netop fordi Du selv er hildet; det kan kun Den forklare ham, der staaer paa et høiere Trin, eller Den der lever ethisk. Du kunde maaskee et Øieblik fristes til at gjøre mig den Chicane, at saa kunde jeg jo igjen heller ikke give en paalidelig Forklaring om, hvad det er at leve ethisk, da jeg selv er hildet deri. Dette vilde dog kun give mig Anledning til en yderligere Oplysning. Grunden, hvorfor Den, der lever æsthetisk, i høiere Forstand Intet kan oplyse, er fordi han bestandig lever i Momentet, bestandig dog kun er Vidende i en vis Relativitet, indenfor en vis Begrændsning. Det er ingenlunde min Hensigt at negte, at der til at leve æsthetisk, naar et saadant Liv er paa sit Høieste, kan udfordres en Mangfoldighed af Aandsgaver, ja at disse endog maae være i en ualmindelig Grad intensivt udviklede; men dog ere de trælbundne, og Gjennemsigtigheden mangler. Saaledes finder man ofte Dyrearter i Besiddelse af langt skarpere, langt intensivere Sandser end Mennesket, men disse ere bundne i Dyrets Instinkt. Jeg vil gjerne tage Dig selv til Exempel. Jeg har aldrig negtet Dig udmærkede Aandsgaver, som Du ogsaa vil see deraf, at jeg ofte nok har bebreidet Dig, at Du misbrugte dem. Du er vittig, ironisk, iagttagende, Dialektiker, erfaren i Nydelse, Du veed at beregne Øieblikket, Du er sentimental, hjerteløs, alt efter Omstændigheder; men under alt dette er Du bestandig kun i Momentet, og Dit Liv opløser sig derfor, og det er Dig umuligt at forklare det. Vil nu En lære den Kunst at nyde, saa er det ganske rigtigt at gaae til Dig; men ønsker han at forstaae Dit Liv, saa henvender han sig til den Urette. Hos mig vil han maaskee snarere kunne finde det, han søger, og det uagtet Jeg ingenlunde er i Besiddelse af Dine Aandsgaver. Du er hildet og har ligesom ikke Tid til at rive Dig løs, jeg er ikke hildet, hverken i min Dom om det Æsthetiske, ei heller om det Ethiske; thi i det Ethiske er jeg netop hævet over Øieblikket, er i Friheden; men det er en Modsigelse, at man skulde kunne blive hildet ved at være i Friheden.

Ethvert Menneske, hvor ringe begavet han end er, hvor underordnet hans Stilling i Livet end er, har en naturlig Trang til at danne sig en Livs-Anskuelse, en Forestilling om Livets Betydning og dets Formaal. Den, der lever æsthetisk, gjør det ogsaa, og det almindelige Udtryk, man til alle Tider og fra de forskjellige Stadier har hørt, er dette: man skal nyde Livet. Det varieres naturligviis saare meget, alt eftersom Forestillingen om Nydelse er forskjellig, men i dette Udtryk, at de skal nyde Livet, enes de Alle. Men Den der siger, han vil nyde Livet, han sætter altid en Betingelse, som enten ligger udenfor Individet, eller er i Individet saaledes, at den ikke er ved Individet selv. Jeg vil bede Dig, dette sidste Punktum betræffende, at holde Udtrykkene lidt fast, da de ere valgte med Flid.

Lad os nu ganske kortelig gjennemløbe disse Stadier, for at vinde hen til Dig. Du er maaskee allerede lidt ærgerlig over det almindelige Udtryk for at leve æsthetisk, jeg har fremsat, og dog vil Du vel neppe kunne negte dets Rigtighed. Det er ofte nok, man hører Dig spotte over Folk, at de ikke vide at nyde Livet, medens Du selv derimod troer at have studeret det fra Grunden af. Det er vel muligt, at de ikke forstaae det; men i Udtrykket selv ere de dog enige med Dig. Du aner nu maaskee, at Du i denne Overveielse vil komme til at gaae i Spand med Mennesker, som ellers ere Dig en Vederstyggelighed. Du mener maaskee, jeg burde være saa galant at behandle Dig som Kunstner, med Taushed at forbigaae Fuskerne, som Du kan have Plage nok af i Livet, og som Du paa ingen Maade ønsker at have noget tilfælles med. Jeg kan imidlertid ikke hjælpe Dig; thi Du har dog Noget tilfælles med dem, og det noget saare Væsentligt — Livs-Anskuelse nemlig; og det, hvori Du er forskjellig fra dem, er i mine Øine noget Uvæsentligt. Jeg kan ikke lade være at lee ad Dig; seer Du, min unge Ven, det er en Forbandelse der følger Dig: de mange Kunstbrødre Du faaer, som Du ingenlunde agter at vedkjende Dig. Du løber Fare for at komme i slet og simpelt Selskab, Du der er saa fornem. Jeg negter ikke, at det maa være ubehageligt at have Livs-Anskuelse tilfælles med enhver Svirebroder eller Jagtliebhaber. Ganske er det vel heller ikke Tilfælde; thi Du ligger til en vis Grad ude over det æsthetiske Gebeet, som jeg senere skal vise.

Hvor store nu end Differentserne kunne være indenfor det Æsthetiske, alle Stadier have dog den væsentlige Lighed, at Aanden ikke er bestemmet som Aand, men umiddelbart bestemmet. Differentserne kunne være overordentlige, ligefra fuldkommen Aandløshed til den høieste Grad af Aandrighed; men selv paa det Stadium, hvor Aandrigheden viser sig, er Aanden dog ikke bestemmet som Aand, men som Gave.

Kun ganske kortelig vil jeg fremhæve hvert enkelt Stadium og blot dvæle ved, hvad der paa en eller anden Maade kunde passe paa Dig, eller som jeg kunde ønske, Du skulde gjøre Anvendelse af paa Dig selv. Personligheden er umiddelbart bestemt ikke aandeligt, men physisk. Her have vi en Livs-Anskuelse, der lærer, at Sundhed er det kosteligste Gode, det, hvorom Alt dreier sig. Et mere poetisk Udtryk faaer den samme Anskuelse, naar det hedder: Skjønhed er det Høieste. Skjønhed er nu et saare skrøbeligt Gode, og derfor seer man sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemført. Man træffer ofte nok en ung Pige, eller en ung Mand, der en stakket Tid trodser paa sin Skjønhed, men snart bedrager den dem. Imidlertid erindrer jeg dog engang at have seet den med sjeldent Held gjennemført. I mine Studenterdage kom jeg stundom i Ferierne i et greveligt Huus i en af Provindserne. Greven havde i tidligere Dage havt en diplomatisk Charge, var nu ældre og levede i landlig Rolighed paa sit Herresæde. Grevinden havde som ung Pige været overordentlig deilig; hun var endnu som aldrende den skjønneste Dame, jeg har seet. Greven havde i sin Ungdom ved sin mandlige Skjønhed gjort stor Lykke blandt det smukke Kjøn; ved Hoffet erindrede man endnu den skjønne Kammerjunker. Alderen havde ikke knækket ham, og en ædel, ægte fornem Værdighed gjorde ham endnu skjønnere. De, der havde kjendt dem i yngre Dage, forsikkrede, at det var det skjønneste Par, de havde seet, og jeg, som havde den Lykke at lære dem at kjende paa deres gamle Dage, fandt det ganske i sin Orden; thi de vare endnu det skjønneste Par, man kunde see. Saavel Greven som Grevinden havde megen Dannelse, og dog concentrerede Grevindens Livs-Anskuelse sig i den Tanke, at de vare det skjønneste Par i hele Landet. Jeg mindes endnu ganske levende en Begivenhed, der forvissede mig herom. Det var en Søndag Formiddag; der var en lille Høitid i den tæt ved Herresædet liggende Kirke. Grevinden havde ikke befundet sig saa vel, at hun vovede at være tilstede; Greven derimod begav sig om Morgenen derhen, iført al sin Pragt, sin Kammerherre-Uniform, prydet med Ordener. Vinduerne i den store Sal vendte ud mod en Allee, der førte op til Kirken. Grevinden stod ved et af dem; hun var klædt i en smagfuld Morgendragt og virkelig yndig. Jeg havde erkyndiget mig om hendes Befindende, og fordybet mig med hende i en Samtale om en Lystseilads, der skulde gaae for sig den følgende Dag, da viste Greven sig langt nede i Alleen. Hun taug, hun blev skjønnere, end jeg nogensinde har seet hende, hendes Mine blev næsten lidt veemodig, Greven var kommen saa nær, at han kunde see hende fra Vinduet, hun tilkastede ham med Gratie og Anstand et Kys, og nu vendte hun stg til mig og sagde: „lille Wilhelm, ikke sandt, min Ditlev er dog den skjønneste Mand i det hele Kongerige! Ja, jeg seer nok, at han synker en lille Smule sammen i den ene Side, men det kan Ingen see, naar jeg gaaer hos ham, og naar vi gaae sammen, ere vi dog endnu det skjønneste Par i hele Landet.” Ingen lille Frøken paa sexten Aar kunde være lyksaligere over sin Forlovede, den skjønne Kammerjunker, end Hendes Naade over den allerede bedagede Kammerherre.

Begge Livs-Anskuelser enes deri, at man skal nyde Livet; Betingelsen herfor ligger i Individet selv, men saaledes, at den ikke er sat ved Individet selv.

Vi gaae videre. Vi træffe Livs-Anskuelser, der lære at man skal nyde Livet, men lægge Betingelsen derfor udenfor Individet. Dette er Tilfældet med enhver Livs-Anskuelse, hvor Rigdom, Hæder, Adel o. s. v. bliver gjort til Livets Opgave og dets Indhold. Her vil jeg ogsaa omtale en vis Art af Forelskelse. Dersom jeg tænkte mig en ung Pige forelsket af hele sin Sjæl, hvis Øie ingen Lyst kjendte uden at see den Elskede, hvis Sjæl ingen Tanke havde uden ham, hvis Hjerte intet Begjær havde uden at tilhøre ham, hvem Intet, Intet, hverken i Himlen eller paa Jorden havde Betydning for, uden han, saa er her atter en æsthetisk Livs-Anskuelse, hvor Betingelsen er lagt udenfor Individet selv. Du finder naturligviis, at det er en Taabelighed at elske saaledes, Du mener, at det er Noget, der kun forekommer i Romaner. Imidlertid lader det sig tænke, og saa Meget er vist, at i mange Menneskers Øine vilde en saadan Kjærlighed ansees for noget Overordentligt. Jeg skal senere forklare Dig, hvorfor jeg ikke kan billige den.

Vi gaae videre. Vi møde Livs-Anskuelser, der lære, at man skal nyde Livet, men Betingelsen derfor ligger i Individet selv, dog saaledes, at den ikke er sat ved ham selv. Personligheden er her i Almindelighed bestemt som Talent. Det er et praktisk Talent, et merkantilsk Talent, et mathematisk Talent, et digterisk Talent, et kunstnerisk Talent, et philosophisk Talent; Tilfredsstillelsen i Livet, Nydelsen søges i dette Talents Udfoldelse. Man bliver maaskee ikke staaende ved Talentet i dets Umiddelbarhed, man uddanner det paa alle Maader, men Betingelsen for Tilfredsstillelsen i Livet er Talentet selv, som er en Betingelse, der ikke er sat ved selve Individet. De Mennesker, hos hvilke man finder denne Livs-Anskuelse, høre ofte til dem, der pleie at være Gjenstand for Din stadige Spot, paa Grund af deres utrættede Virksomhed. Du mener selv at leve æsthetisk og vil ingenlunde indrømme det om dem. At Du har en anden Anskuelse af at nyde Livet, er unegteligt, men dette er ikke det Væsentlige; det Væsentlige er, at man vil nyde Livet. Dit Liv er langt fornemmere end deres, men deres er ogsaa langt uskyldigere end Dit.

Som nu alle disse Livs-Anskuelser have det tilfælles, at de ere æsthetiske, saa ligne de hverandre ogsaa deri, at de have en vis Eenhed, et vist Sammenhæng, det er een bestemt Ting, hvorom Alt dreier sig. Det, hvorpaa de bygge deres Liv, er i sig noget Enkelt, og derfor adsplittes dette ikke saaledes som deres, der bygge deres Liv paa det i sig selv Mangfoldige. Det er Tilfælde med den Livs-Anskuelse, jeg nu skal dvæle lidt længere ved. Den lærer: nyd Livet, og forklarer det saaledes: lev for Din Lyst. Lysten er imidlertid i sig selv en Mangfoldighed, og saaledes seer man let, at dette Liv adsplitter sig i en grændseløs Mangfoldighed, uden forsaavidt i et enkelt Individ Lysten fra Barndommen af er determineret til en enkelt Lyst, hvilket man da snarere maatte kalde en Tilbøielighed, et Hang, f. Ex. til at fiske, eller jage, eller holde Heste o. s. v. Forsaavidt denne Livs-Anskuelse adsplitter sig i en Mangfoldighed, seer man let, at den ligger i Reflexionens Sphære; imidlertid er denne Reflexion dog bestandig kun en endelig Reflexion og Personligheden forbliver i sin Umiddelbarhed. I Lysten selv er Individet umiddelbart, og hvor forfinet og raffineret, hvor udspekuleret denne end er, er Individet dog som umiddelbart deri; i Nydelsen er han i Momentet, og hvor mangfoldig han end er i denne Henseende, er han dog bestandigt umiddelbar, fordi han er i Momentet. At leve for at tilfredsstille sin Lyst, er nu en meget fornem Ansættelse i Livet, og man seer det, Gud være lovet, sjeldent gjennemført, paa Grund af det jordiske Livs Besværligheder, der give Mennesket Andet at tænke paa. Dersom dette ikke var Tilfældet, saa tvivler jeg ikke paa, at vi jo ofte nok vilde blive Vidne til dette forfærdelige Skuespil; thi saa meget er vist, man hører ofte nok Folk klage over, at de føle sig generede af det prosaiske Liv, hvilket desto værre ofte ikke vil sige Andet, end at de længes efter at slaae sig løs i al den Vildhed, som Lysten kan henvirvle et Menneske i. For at denne Anskuelse nemlig skal lade sig gjennemføre, maa Individet være i Besiddelse af en Mangfoldighed af udvortes Betingelser, og denne Lykke eller rettere Ulykke bliver sjeldent et Menneske til Deel; denne Ulykke, thi det er visselig ikke fra de naadige, men fra de vrede Guder, at denne Lykke kommer.

Man seer sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemført efter nogen betydelig Maalestok; derimod seer man ikke saa sjeldent Folk, der fuske lidt deri, og naar da Betingelserne høre op, saa mene de, at naar blot Betingelserne havde været i deres Magt, saa skulde de vel have opnaaet den Lykke og Glæde, de attraaede i Livet. I Historien træffer man dog et og andet Exempel, og da jeg troer, det kan være gavnligt at indsee, hvortil denne Livs-Anskuelse fører, netop naar Alt begunstiger den, saa vil jeg fremstille en saadan Skikkelse, og dertil vælger jeg hiin almægtige Mand, Keiser Nero, hvem en Verden bøiede sig for, der altid fandt sig omringet af en talløs Skare af Lystens tjenstvillige Sendebud. Du yttrede engang med vanlig Dumdristighed, at man ikke kunde fortænke Nero i, at han brændte Rom af, for at faae en Forestilling om Trojas Ildebrand; men man maatte spørge, om han nu virkelig havde Kunst nok til at forstaae at nyde det. Det er nu en af Dine keiserlige Lyster, aldrig at gaae af Veien for nogen Tanke, aldrig at forfærdes af den. Dertil behøver man ikke en keiserlig Garde, ikke Guld og Sølv, ikke al Verdens Skatte, det kan man være ganske ene om, og afgjøre i al Stilhed, det er derfor klogere, men ikke mindre forfærdeligt. Din Hensigt var vel ikke at føre et Forsvar for Nero, og dog ligger der en Art Forsvar deri, at man fæster sit Blik paa, ikke hvad han gjør, men paa, hvorledes. Dog veed jeg meget vel, at denne Dumdristighed i Tanker er Noget, man ofte finder hos unge Mennesker, der i saadanne Øieblikke ligesom forsøger dem paa Verden, og nu lettelig fristes til at exaltere dem selv, især naar Andre høre derpaa. Jeg veed meget vel, at Du saavelsom jeg og ethvert Menneske, ja at Nero selv gyser tilbage for en saadan Vildhed, og dog vil jeg aldrig tilraade noget Menneske i strengere Forstand at tiltroe sig selv Styrke nok til ikke at blive en Nero. Naar jeg nemlig, for at betegne Neros Væsen, nævner hvad der efter min Mening constituerede dette, saa vil det maaskee synes Dig altfor mildt et Ord derom, og dog er jeg visselig ingen mild Dommer, om jeg end i en anden Forstand aldrig dømmer noget Menneske. Men tro Du kun mig, Ordet er ikke for mildt, det er det sande, men det kan tillige vise, hvor nær en saadan Forvildelse kan ligge et Menneske, ja man kan sige, der kommer i ethvert Menneske, der ikke gaaer hele sit Liv hen som et Barn, et Øieblik, hvor man, om end fjernt, aner denne Fortabelse. Neros Væsen var Tungsind. I vor Tid er det blevet noget Stort, at være tungsindig; forsaavidt kan jeg godt begribe, at Du finder dette Ord for mildt; jeg knytter mig til en ældre Kirkelære, der regnede Tungsind blandt Cardinalsynder. Dersom jeg har Ret, bliver det rigtignok en meget ubehagelig Oplysning for Dig, thi det vender op og ned paa hele Din Livsbetragtning. For en Forsigtigheds Skyld vil jeg dog strax her bemærke, at et Menneske kan have Sorg og Bekymring, ja den kan være saa uendelig, at den maaskee følger ham hele hans Liv, og dette kan endog være skjønt og sandt, men tungsindig bliver et Menneske kun ved egen Brøde.

Jeg tænker mig da den keiserlige Vellystling. Ikke blot naar han bestiger sin Throne, eller drager til Raadsforsamling, er han omgiven af Lictorer, men ogsaa fornemmelig naar han drog ud for at tilfredsstille sine Lyster, for at de kunde bane Veien for hans Røvertog. Jeg tænker mig ham noget ældre, hans Ungdom er forbi, det lette Sind er veget fra ham, og han er allerede fortrolig med enhver tænkelig Lyst, mæt af den. Men dette Liv, hvor fordærvet det end kan være, har dog modnet hans Sjæl, og dog er han trods al sin Forstand paa Verden, trods al sin Forfarenhed, endnu et Barn, eller et ungt Menneske. Aandens Umiddelbarhed kan ikke gjennembryde, og dog fordrer den et Gjennembrud, den fordrer en høiere Form af Tilværelse. Men skal dette skee, da vil der komme et Øieblik, da Thronens Glands, hans Magt og Vælde blegner, og hertil har han ikke Mod. Nu griber han efter Lysten, al Verdens Kløgt maa udtænke ham nye Lyster, thi kun i Lystens Øieblik finder han Hvile, og naar den er forbi, da gisper han i Mathed. Aanden vil bestandig bryde igjennem, men den kan ikke komme til Gjennembrud, bestandig bedrages den, og han vil byde den Lystens Mættelse. Da samler Aanden i ham sig som en mørk Sky, dens Vrede rager over hans Sjæl, og den bliver en Angst, som end ikke ophører i Nydelsens Øieblik. See, derfor er hans Øie saa mørkt, at Ingen kan taale at see derpaa, hans Blik saa lynende, at det ængster, thi bagved Øiet ligger Sjælen som et Mørke. Man kalder dette Blik et keiserligt Blik, og hele Verden skjælver for det, og dog er hans inderste Væsen Angst. Et Barn, der seer paa ham anderledes end han er vant til, et tilfældigt Øiekast kan forfærde ham, det er som om dette Menneske eiede ham; thi Aanden vil frem i ham, vil, at han skal have sig selv i sin Bevidsthed, men det kan han ikke, og den knuges tilbage og samler ny Vrede. Han har ikke sig selv; kun naar Verden skjælver for ham er han beroliget, thi da er der dog Ingen, der vover at gribe ham. Derfor denne Angst for Mennesker, Nero har tilfælles med enhver saadan Personlighed. Han er som besat, ufri i sig selv, og derfor er det, som om ethvert Blik vilde binde ham. Han, Roms Keiser, kan frygte et Blik af den usleste Slave. Et saadant Blik møder ham, hans Øie fortærer det Menneske, der vover saaledes at see paa ham. En Nidding staaer ved Keiserens Side, forstaaer dette vilde Øiekast, og dette Menneske er ikke mere. Men Nero har intet Mord paa sin Samvittighed, men Aanden en ny Angst. Kun i Lystens Øieblik finder han Adspredelse. Det halve Rom brænder han af, men hans Qval er den samme. Snart forlyster Sligt ham ikke mere. Der gives en endnu høiere Lyst, han vil ængste Mennesker. Sig selv er han gaadefuld, og Angst hans Væsen; nu vil han være Alle en Gaade og fryde sig over deres Angst. Derfor dette keiserlige Smiil, som Ingen kan fatte. De nærme sig hans Throne, han smiler venlig til dem, og dog griber en rædsom Angst dem, maaskee er dette Smiil deres Dødsdom, maaskee aabner Gulvet sig, og de styrte ned i Afgrunden. En Qvinde nærmer sig hans Throne, han smiler naadig til hende, og dog bliver hun næsten afmægtig af Angst; maaskee dette Smiil allerede udseer hende til et Offer for hans Vellyst. Og denne Angst forlyster ham. Han vil ikke imponere, han vil ængste. Han træder ikke stolt op i sin keiserlige Værdighed; svag, afmægtig lister han sig frem, thi denne Kraftesløshed foruroliger endnu mere. Han seer ud som en Døende, hans Aandedræt er svagt, og dog er han Roms Keiser og holder Menneskers Liv i sin Haand. Hans Sjæl er mat, kun Vittighed og Tankespil er istand til et Øieblik at bringe ham i Aande. Men hvad Verden har er udtømt, og dog kan han ikke aande, hvis det forstummer. Han kunde lade Barnet hugge ned for Moderens Øine, om ikke hendes Fortvivlelse kunde give Lidenskaben et nyt Udtryk, kunde forlyste ham. Hvis han ikke var Roms Keiser, vilde han maaskee ende sit Liv med et Selvmord; thi det er i Sandhed kun et andet Udtryk for den samme Sag, naar Caligula ønsker, at alle Menneskers Hoveder sad paa een Hals, for med eet Hug at kunne tilintetgjøre den hele Verden, og naar et Menneske afliver sig selv.

Om det var Tilfældet med Nero, veed jeg ikke, men man finder stundom hos saadanne Personligheder en vis Godmodighed, og hvis Nero har havt den, tvivler jeg ikke paa, at Omgivelsen har været redebon til at kalde den Huldsalighed. Det har dermed et besynderligt Sammenhæng, men afgiver tillige et nyt Beviis for den Umiddelbarhed, der i sin Tilbagetrængthed constituerer det egentlige Tungsind. Det hænder da, at paa samme Tid som al Verdens Skatte og Herlighed neppe strække til for at forlyste dem, at et enkelt Ord, en lille Curiositet, et Menneskes Udvortes, eller en anden slig i og for sig ubetydelig Ting, kan skaffe dem en overordentlig Glæde. En Nero kan glæde sig over Sligt som et Barn. Som et Barn; dette er netop det rette Udtryk derfor, thi det er der hele Barnets Umiddelbarhed, der uforandret, uforklaret viser sig. En gjennemført Personlighed kan ikke glæde sig saaledes, thi vel har han beholdt Barnligheden i sig, men er dog ophørt at være Barn. Til daglig Brug er derfor Nero en Olding; en enkelt Gang er han et Barn.

Her vil jeg afbryde denne lille Skildring, der paa mig idetmindste har gjort et høist alvorligt Indtryk. Selv efter sin Død ængster Nero; thi hvor fordærvet han end er, det er dog Kjød af vort Kjød og Been af vore Been, og selv i et Umenneske er der dog noget Menneskeligt. Jeg har ikke fremsat det for at beskjæftige Din Phantasi; jeg er ikke en Forfatter der beiler til en Læsers Gunst, allermindst til Din, og jeg er, som Du veed, overhovedet slet ikke Forfatter og skriver kun for Din Skyld. Ikke heller har jeg fremsat det for at give Dig og mig Anledning til med hiin Pharisæer at takke Gud for, at jeg er et ganske andet Menneske; hos mig vækker det andre Tanker, om jeg end takker Gud for, at mit Liv har været saa lidet bevæget, at jeg kun fjernt har anet denne Rædsel og nu er en lykkelig Ægtemand; hvad Dig angaaer, da glæder det mig, at Du er endnu ung nok til at lære Noget deraf. Hver lære nu hvad han kan; det kunne vi begge lære, at et Menneskes Ulykke ligger aldrig deri, at han ikke har de udvortes Betingelser i sin Magt, da dette først vilde gjøre ham fuldkommen ulykkelig.

Hvad er da Tungsind? Det er Aandens Hysteri. Der kommer et Øieblik i et Menneskes Liv, hvor Umiddelbarheden ligesom er modnet og hvor Aanden fordrer en høiere Form, hvor den vil gribe sig selv som Aand. Som umiddelbar Aand hænger Mennesket sammen med det hele jordiske Liv, og nu vil Aanden ligesom samle sig ud af denne Adspredthed, og forklare sig i sig selv; Personligheden vil blive sig bevidst i sin evige Gyldighed. Skeer dette ikke, standses Bevægelsen, trykkes den tilbage, saa indtræder Tungsind. Man kan gjøre meget for at bringe det til Glemsel, man kan arbeide, man kan gribe uskyldigere Midler end en Nero, Tungsindet bliver der. Der ligger noget Uforklarligt i Tungsind. Den der har Sorg eller Bekymring, han veed, hvorfor han sørger eller er bekymret. Spørger man en Tungsindig, hvad Grund han har dertil, hvad det er, der tynger paa ham, saa vil han svare, jeg veed det ikke, jeg kan ikke forklare det. Deri ligger Tungsindets Uendelighed. Dette Svar er ganske rigtigt; thi saasnart han veed det, saa er det hævet, hvorimod Sorgen hos den Sørgende slet ikke er hævet derved, at han veed, hvorfor han sørger. Men Tungsind er Synd, er egentlig en Synd instar omnium, thi det er den Synd, ikke at ville dybt og inderligt, og dette er en Moder til alle Synder. Denne Sygdom, eller rettere, denne Synd er saa almindelig i vor Tid, og det er saaledes den, hele det unge Tydskland og Frankrig sukker under. Jeg vil ikke opirre Dig, jeg behandler Dig gjerne saa skaansomt som muligt. Jeg tilstaaer gjerne, at det at være tungsindig i en vis Forstand ikke er et ilde Tegn, thi det træffer i Almindelighed kun de mest begavede Naturer. Jeg skal heller ikke plage Dig med at antage, at Enhver, der lider af Indigestion, derfor har Ret til at kalde sig tungsindig, Noget man ofte nok seer i vor Tid, da det jo næsten er blevet den Værdighed, Alle tragte efter, at være tungsindig. Men den der vil være fortrinlig begavet, han maa finde sig i, at jeg lægger det Ansvar paa ham, at han ogsaa kan være mere skyldig end andre Mennesker. Naar han vil see dette rigtigt, vil han heri heller ikke see en Forkleinelse af sin Personlighed, om det end vil lære ham at bøie sig i sand Ydmyghed under den evige Magt. Saasnart Bevægelsen er skeet, saa er Tungsindet væsentlig hævet, hvorimod det godt kan hænde det samme Individ, at hans Liv kan bringe ham mange Sorger og Bekymringer, og i denne Henseende veed Du vel, at jeg mindst af Alle foredrager den forstandige Usselhed, at det ikke kan hjælpe at sørge, at man skal slaae Sorgerne hen. Jeg vilde skamme mig for mig selv, om jeg med disse Ord vovede at træde ligeoverfor et sørgende Menneske. Men selv det Menneske, i hvis Liv Bevægelsen skeer roligst og fredeligst og betimeligst, vil dog altid beholde lidt Tungsind; men det hænger sammen med noget langt dybere, med Arvesynden, og ligger i, at intet Menneske kan blive sig selv gjennemsigtigt. De Mennesker derimod, hvis Sjæl slet ikke kjender Tungsind, ere de, hvis Sjæl ingen Metamorphose aner. Dem har jeg her ikke med at gjøre, thi jeg skriver jo kun om og til Dig; og Dig troer jeg at denne Forklaring vil tilfredsstille, thi Du antager jo dog neppe med mange Læger, at Tungsind ligger i det Legemlige, og hvad der er besynderligt nok, at Lægerne desuagtet ikke kunne hæve det; kun Aanden kan hæve det, thi det ligger i Aanden, og naar den finder sig selv, da forsvinde alle Smaa-Sorger, de Grunde, der hos Nogle, efter deres Mening, fremkalde Tungsind, at man ikke kan finde sig ind i Verden, at man kommer baade for sildigt og for tidligt til Verden, at man ikke kan finde sin Plads i Livet; thi Den der eier sig selv evigt, han kommer hverken for tidligt eller for sildigt til Verden, og Den som besidder sig selv i sin evige Gyldighed, han finder vel sin Betydning i dette Liv.

Dog, dette var en Episode, som jeg haaber Du vil tilgive mig, da den væsentlig blev til for Din Skyld. Jeg vender tilbage til den Livs-Anskuelse, der mener, at man skal leve for at tilfredsstille Lysten. En kløgtig Forstandighed indseer let, at den ikke lader sig gjennemføre, og at det derfor ikke er Umagen værd at begynde paa den; en forfinet Egoisme indseer, at den gaaer Glip af Pointet i Nydelsen. Her ligger da en Livs-Anskuelse, der lærer: nyd Livet, og igjen udtrykker det saaledes: nyd Dig selv; i Nydelsen skal Du nyde Dig selv. Dette er en høiere Reflexion; imidlertid trænger den naturligviis ikke ind i selve Personligheden, denne forbliver i sin tilfældige Umiddelbarhed. Betingelsen for Nydelsen er dog ogsaa her en udvortes, som ikke staaer i Individets Magt; thi skjøndt han, som han siger, nyder sig selv, saa nyder han dog kun sig selv i Nydelsen, men Nydelsen selv er knyttet til en udvortes Betingelse. Hele Forskjellen er altsaa, at han nyder reflekteret, ikke umiddelbart. Forsaavidt er selv denne Epicuræisme afhængig af en Betingelse, den ikke har i sin Magt. En vis Forstandens Forhærdelse lærer nu en Udvei, den lærer: nyd Dig selv, idet Du bestandig kaster Betingelserne bort. Men det følger af sig selv, at Den, der i Bortkastelsen af Betingelserne nyder sig selv, er ligesaa afhængig af dem, som Den der nyder dem. Hans Reflexion vender bestandig tilbage i ham selv, og da hans Nydelse bestaaer i, at Nydelsen faaer saa lidt Indhold som muligt, saa udhuler han ligesom sig selv, da naturligviis en saadan endelig Reflexion ikke er istand til at aabne Personligheden.

Ved disse Betragtninger troer jeg nu kjendeligt nok for Dig idetmindste at have afridset den æsthetiske Livs-Anskuelses Territorium; alle Stadier have det tilfælles, at det, hvorfor man lever, er det, hvorved man umiddelbart er det, man er; thi Reflexionen griber aldrig saa høit, at den griber ud over dette. Det er kun en meget flygtig Antydning, jeg har leveret, men jeg ønskede heller ikke at give mere; mig ere ikke de forskjellige Stadier vigtige, men kun den Bevægelse, som er uundgaaelig nødvendig, saaledes som jeg nu skal vise, og paa denne er det, jeg vil bede Dig at fæste Din Opmærksomhed.

Saa antager jeg da, at hiin Mand, der levede for sin Sundhed, var, for at bruge et Udtryk af Dig, ligesaa rask, da han døde, som nogensinde; at hiint grevelige Ægtepar dandsede paa sin Guldbryllupsdag, og at der gik en Hvisken gjennem Salen, aldeles som da de dandsede paa deres Bryllupsdag; jeg antager, at den rige Mands Guldminer vare uudtømmelige, at Hæder og Værdighed betegnede den Lykkeliges Vandring gjennem Livet; jeg antager, at den unge Pige fik Den, hun elskede, at det mercantilske Talent bespændte alle fem Verdensdele med sine Forbindelser og holdt alle Verdens Børser i sin Børs, at det mechaniske Talent forbandt Himlen og Jorden — jeg antager, at Nero aldrig gispede, men at i ethvert Øieblik ny Nydelse overraskede ham, at hiin snedige Epicuræer i ethvert Øieblik kunde fryde sig ved sig selv, at Cynikeren bestandig havde Betingelser at kaste fra sig, for at glæde sig ved sin Lethed — det antager jeg, og saa vare jo alle disse Mennesker lykkelige. Det vil Du vel ikke sige, Grunden hvorfor, skal jeg senere forklare; men dette vil Du vel gjerne indrømme, at mange Mennesker vilde tænke saaledes, ja, at En og Anden vilde indbilde sig at have sagt noget saare Kløgtigt, naar han tilføiede, at det, der manglede dem, var, at de ikke paaskjønnede det. Jeg vil nu gjøre den modsatte Bevægelse. Intet af Alt dette skeer. Hvad saa? saa fortvivle de. Det vil Du vel heller ikke gjøre, Du vil maaskee sige, det er ikke Umagen værd. Hvorfor Du nu ikke vil indrømme Fortvivlelsen, det skal jeg senere forklare; her fordrer jeg blot, at Du skal vedgaae, at vel en stor Deel Mennesker vilde finde det i sin Orden at fortvivle. Lad os nu see, hvorfor de fortvivlede; fordi de opdagede, at det, de havde bygget deres Liv paa, var forgængeligt, men er det da en Grund til at fortvivle, er der skeet en væsentlig Forandring ved det, hvorpaa de byggede deres Liv? Er det en væsentlig Forandring ved det Forgængelige, at det viser sig som Forgængeligt, eller er det ikke snarere noget Tilfældigt og Uvæsentligt ved det, at det ikke viser sig saaledes? Der er da ikke kommet noget Nyt til, som kunde begrunde en Forandring. Naar de da altsaa fortvivle, saa maa det ligge deri, at de vare fortvivlede iforveien. Forskjellen er blot den, at de ikke vidste det, men dette er jo en aldeles tilfældig Forskjel. Det viser sig altsaa, at enhver æsthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, og at Enhver, der lever æsthetisk, er fortvivlet, enten han saa veed det eller ikke. Men naar man veed dette, og det veed Du jo, saa er en høiere Form af Tilværelsen en uafviselig Fordring.

Blot med et Par Ord vil jeg her lidt nærmere forklare mig angaaende min Dom om den unge Pige og hendes Elskov. Du veed, at jeg i min Qvalitet af Ægtemand har for Skik ved enhver Leilighed baade mundtlig og skriftlig at hævde Kjærlighedens Realitet mod Dig, og derfor vil jeg ogsaa her, for at forhindre en Misforstaaelse, udtale mig. Et i endelig Forstand klogt Menneske vilde maaskee blive lidt betænkelig ved en saadan Kjærlighed, han vilde maaskee gjennemskue dens Skrøbelighed og udtrykke sin usle Viisdom i Modsætning hertil saaledes: elsk mig lidt og elsk mig længe. Som om hans hele Livsklogskab ikke var endnu skrøbeligere og idetmindste langt uslere end hendes Kjærlighed! Du vil da let indsee, at paa den Maade kunde jeg ikke misbillige den. Jeg har paa Elskovens Gebeet meget ondt ved at anstille Tanke-Experimenter; jeg har kun elsket eengang og er endnu bestandig ubeskrivelig lykkelig i denne Kjærlighed, og jeg har ondt ved at tænke mig elsket af en Anden, end Den, jeg er knyttet til, anderledes end paa den Maade, ved hvilken hun gjør mig saa lykkelig, men jeg vil her vove det. Lad mig da, hvorledes det end er gaaet til, være bleven Gjenstand for en saadan Kjærlighed. Den vilde ikke gjøre mig lykkelig, og jeg vilde aldrig modtage den, ikke fordi jeg vilde forsmaae den, ved Gud, jeg vilde hellere have et Mord paa min Samvittighed end at have forsmaaet en Piges Kjærlighed, men jeg vilde ikke tillade det for hendes egen Skyld. Jeg ønsker at være elsket, hvis det stod til mig, af ethvert Menneske; af min Kone ønsker jeg at være elsket saa høit som det ene Menneske kan være elsket af det andet, og det vilde smerte mig, om jeg ikke var det; men jeg ønsker heller ikke Mere, jeg vilde ikke tillade, at et Menneske tog Skade paa sin Sjæl for at elske mig; jeg vilde elske hende for høit til at tillade hende at nedværdige sig selv. Der ligger noget Forførersk for det hovmodige Sind i at blive elsket saaledes, og der gives Mennesker, der forstaae den Kunst at bedaare en Pige, saa hun glemmer Alt over dem — lad dem see til, hvorledes de forsvare det. Som oftest bliver en saadan Pige haardt nok straffet derfor, men det Nedrige er, at tillade, at det skeer. Seer Du, derfor sagde jeg og siger endnu, at den unge Pige var lige fortvivlet, enten hun fik den Elskede eller ikke; thi det var jo en tilfældig Omstændighed, om Den, hun elskede, var et saa redeligt Menneske, at han hjalp hende ud af hendes Hjertes Vildfarelse, og om end de Midler, han brugte hertil, vare nok saa haarde, saa vilde jeg dog sige, han handlede redeligt, oprigtigt, trofast, ridderligt mod hende.

Det har da viist sig, at enhver æsthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse; det kunde derfor synes at være det Rigtige at foretage Bevægelsen, hvorved det Ethiske kommer frem. Imidlertid er der endnu et Stadium, en æsthetisk Livs-Anskuelse, den fineste og fornemste af dem alle, som jeg paa det Omhyggeligste skal drøfte; thi nu kommer Touren til Dig. I Alt, hvad jeg i det Foregaaende har udviklet, kan Du rolig gaae med, og det er paa en Maade ikke til Dig jeg har talt, og det vilde ogsaa kun hjælpe Lidet at tale saaledes til Dig, eller at oplyse Dig om, at Livet er Forfængelighed. Det veed Du meget godt og har jo søgt paa Din Maade at hjælpe Dig. Grunden, hvorfor jeg har fremsat det, er denne, at jeg vil have Ryggen fri, vil forhindre Dig i, pludselig at springe tilbage. Denne sidste Livs-Anskuelse er Fortvivlelsen selv. Den er en æsthetisk Livs-Anskuelse, thi Personligheden forbliver i sin Umiddelbarhed; den er den sidste æsthetiske Livs-Anskuelse, thi den har til en vis Grad optaget i sig Bevidstheden om en saadan Anskuelses Intethed. Imidlertid er der Forskjel paa Fortvivlelse og Fortvivlelse. Tænker jeg mig en Kunstner, en Maler f. Ex., der bliver blind, saa vil han maaskee, hvis der ikke er noget Dybere i ham, fortvivle. Han fortvivler da over dette Enkelte, og hvis hans Syn gaves ham tilbage igjen, saa vilde Fortvivlelsen ophøre. Dette er ikke Tilfælde med Dig, Du er meget for aandelig begavet, og Din Sjæl er i en vis Forstand for dyb, til at dette kunde vederfares Dig. I udvortes Henseende er det heller ikke skeet Dig. Du har endnu bestandig alle Momenter til en æsthetisk Livs-Anskuelse i Din Magt, Du har Formue, Uafhængighed, Din Helbred er usvækket, Din Aand endnu frodig, og Du er heller ikke endnu bleven ulykkelig ved, at en ung Pige ikke vilde elske Dig. Og dog er Du fortvivlet. Det er ingen actuel Fortvivlelse, men en Fortvivlelse i Tanken. Din Tanke er ilet forud, Du har gjennemskuet Alts Forfængelighed, men Du er ikke kommen videre. Leilighedsviis dukker Du ned deri, og idet Du i et enkelt Moment hengiver Dig til Nydelse, optager Du tillige i Din Bevidsthed, at det er Forfængelighed. Du er saaledes bestandig ude over Dig selv, i Fortvivlelsen nemlig. Det gjør, at Dit Liv ligger imellem to uhyre Modsætninger; stundom har Du en umaadelig Energi, stundom en ligesaa stor Indolents.

Oftere har jeg bemærket i Livet, at jo kosteligere det Fluidum er, hvori et Menneske beruset sig, desto vanskeligere bliver hans Helbredelse, Rusen er skjønnere og Følgerne tilsyneladende ikke saa fordærvelige. Den der beruser sig i Brændeviin, han fornemmer snart de fordærvelige Følger, og man kan haabe hans Frelse. Den der bruger Champagne, helbredes vanskeligere. Og Du, Du har valgt det Fineste; thi hvilken Rus er vel saa skjøn som Fortvivlelse, saa klædelig, saa tækkelig, især i Pigernes Øine (derom veed Du ypperlig Beskeed), især naar man tillige har den Kunstfærdighed at kunne holde de vildeste Udbrud tilbage, at lade Fortvivlelsen, som en fjern Ildebrand, anes og kun gjenskinne i det Ydre. Den giver et let Sving paa Hatten og paa hele Legemet, den giver et stolt, trodsigt Blik. Læben smiler overmodigt. Den giver en ubeskrivelig Lethed i Livet, et kongeligt Overblik over det Hele. Og naar nu en saadan Skikkelse nærmer sig en ung Pige, naar det stolte Hoved bøier sig kun for hende, for hende ene i den hele Verden, saa smigrer det, og destoværre, der kunde vel være Den, der var uskyldig nok til at troe dette falske Buk. Er det ikke skammeligt, om et Menneske saaledes — dog nei, jeg skal ingen Tordentale holde, det er kun at hidse Dig; jeg har andre kraftigere Midler, jeg har det unge haabefulde Menneske, han er maaskee forelsket, han kommer til Dig, han har taget feil af Dig, han troer, Du er et trofast, redeligt Menneske, han vil raadføre sig med Dig. Du kan i Virkeligheden lukke Din Dør for ethvert saadant fatalt ungt Menneske, men Dit Hjerte kan Du ikke lukke; om Du ikke ønsker, at han skal være Vidne til Din Ydmygelse, den vil derfor ikke udeblive, thi saa fordærvet er Du ikke, og naar Du er ene med Dig selv, er Din Godmodighed maaske større end Nogen troer.

Her har jeg da Din Livs-Anskuelse, og tro Du mig, Meget i Dit Liv vil blive Dig forklarligt, naar Du med mig betragter den som Tanke-Fortvivlelse. Du er en Haver af Virksomhed i Livet, meget rigtigt; thi for at der skal være Mening i denne, maa Livet have Continuitet, og det mangler Dit Liv. Du beskjæftiger Dig med Dine Studier, det er sandt, Du er endogsaa flittig; men det er kun for Din egen Skyld, og skeer saa lidet teleologisk som muligt. Forøvrigt er Du ledig, Du staaer, ligesom hine Arbeidere i Evangeliet, ledig paa Torvet, Du stikker Hænderne i Lommen og betragter Livet. Nu hviler Du i Fortvivlelsen, Intet beskjæftiger Dig, Du gaaer ikke af Veien for Noget, „om man rev Tagsteen ned, jeg gik dog ikke af Veien.” Du er som en Døende, Du døer daglig, ikke i den dybe alvorlige Betydning, hvori man ellers tager dette Ord, men Livet har tabt sin Realitet og „Du betegner altid Din Levetid fra den ene Opsigelses-Dag til den anden.” Du lader Alt passere Dig forbi, det gjør intet Indtryk, men nu kommer der pludselig Noget, der griber Dig, en Idee, en Situation, et Smiil af en ung Pige, og nu er Du „med”; thi som Du ved visse Leiligheder ikke er „med”, saa er Du til andre Tider med og i alle Maader til Tjeneste. Overalt hvor der er en Begivenhed, der er Du med. Du bærer Dig ad i Livet, som Du pleier at gjøre i Trængsel, „Du arbeider Dig ind i den tætteste Klynge, seer, om muligt, at blive trykket op over de Andre, saa Du kommer til at ligge ovenpaa dem; er Du først deroppe, saa gjør Du Dig det saa beqvemt som muligt, og saaledes lader Du Dig ogsaa bære igjennem Livet.” Men naar Trængselen har ophørt, naar Begivenheden er forbi, saa staaer Du atter paa Gadehjørnet og seer paa Verden. En Døende har, som bekjendt, en overnaturlig Energi, og saaledes er det ogsaa med Dig. Er det en Idee, der skal gjennemtænkes, et Værk, der skal gjennemlæses, en Plan, der skal udføres, et lille Eventyr, der skal opleves — ja en Hat, der skal kjøbes, saa griber Du Sagen an med en uhyre Kraft. Du arbeider efter Omstændighederne ufortrødent en Dag, en Maaned, Du føler en Glæde i at forvisse Dig om, at Du endnu har den samme Kraftfylde som tidligere, Du raster ikke, „ingen Satan kan holde ud med Dig.” Arbeider Du i Forening med Andre, saa arbeider Du dem sønder og sammen. Men naar da Maaneden, eller, hvad Du altid anseer for Maximum, det halve Aar er gaaet, da bryder Du af, da siger Du, nu er den Historie ude; Du trækker Dig tilbage og lader den Anden om det Hele, eller forsaavidt Du har været ene derom, taler Du til intet Menneske om den Ting. Nu bilder Du Dig selv og Andre ind, at Du har tabt Lysten, og smigrer Dig med den forfængelige Tanke, at kunne have vedblevet at arbeide med samme Intensitet, hvis Du havde havt Lyst dertil. Men dette er et uhyre Bedrag. Det vilde være lykkedes Dig, som de fleste Andre, naar Du taalmodigen havde villet det, da at blive færdig; men Du vilde da tillige ogsaa have erfaret, at der hører en ganske anden Art af Udholdenhed hertil end den, Du har. Snart har Du da skuffet Dig selv, og Du har Intet lært for Dit følgende Liv. Jeg kan her tjene Dig med en lille Oplysning. Jeg er ikke uvidende om, hvor svigefuldt Ens eget Hjerte er, hvor let man kan bedrage sig selv, end sige, naar man i den Grad som Du er i Besiddelse af Dialektikens løsende Magt, der ikke blot giver Dispensation for Alt, men opløser og udsletter det. Naar der da er mødt mig Noget i Livet, naar jeg har besluttet Noget, som jeg har befrygtet skulde i Tidens Løb saae et andet Udseende for mig, naar jeg har gjort Noget, som jeg har befrygtet jeg i Tidens Løb skulde give en anden Fortolkning, da har jeg ofte med faa og tydelige Ord opskrevet, hvad det var jeg vilde, eller hvad det var jeg havde gjort og hvorfor. Naar jeg da syntes, jeg følte Trang dertil, naar min Beslutning eller min Handling ikke stod levende for mig, da tager jeg min Haandfæstning frem og dømmer mig selv. Du synes maaskee, det er et Pedanteri, at det er for vidtløftigt og ikke Umagen værd at gjøre saa mange Ophævelser. Jeg har herpaa intet Andet at svare end dette: føler Du ingen Trang dertil, er Din Bevidsthed altid saa usvigelig og Din Hukommelse saa trofast, saa lad det være. Dette troer jeg rigtignok ikke, thi den Sjæls-Evne, Du egentlig mangler, er Hukommelse, det vil sige, ikke for Dette eller Hiint, ikke for Ideer, Vittigheder eller dialektiske Snirkel-Gange, det være langt fra mig at paastaae; men Hukommelse for Dit eget Liv, for det Oplevede deri. Dersom Du havde det, da vilde det samme Phænomen ikke saa ofte gjentage sig i Dit Liv, da vilde det ikke opvise saa mange af hvad jeg vilde kalde Halv-Times Arbeider, thi saaledes kan jeg gjerne kalde dem, om Du end har brugt et halvt Aar dertil, da Du ikke er bleven færdig. Men Du holder af at skuffe Dig selv og Andre. Var Du altid saa stærk som Du er i Lidenskabens Øieblik, da var Du, ja det skal jeg ikke negte, det stærkeste Menneske, jeg har kjendt. Men det er Du ikke, det veed Du ret godt selv. Derfor trækker Du Dig tilbage, skjuler Dig næsten for Dig selv og udhviler Dig atter i Indolents. I mine Øine, hvis Opmærksomhed Du ikke altid kan unddrage Dig, bliver Du næsten latterlig med Din momentane Iver, og den Berettigelse Du søger deri til at spotte Andre. Der var engang to Englændere, de reiste til Arabien for at kjøbe Heste. De bragte selv nogle engelske Væddeløbere med, og ønskede nu at forsøge deres Dygtighed i Sammenligning med Arabernes Heste. De foresloge et Ridt, og Araberne vare villige dertil, og henstillede til Englænderne at vælge hvilken Hest de vilde iblandt deres arabiske Heste. Det vilde de dog ikke strax gjøre, thi de forklarede, at de først brugte 40 Dage til at trainere. Man ventede de 40 Dage, Gevinstens Størrelse blev bestemt, Hestene sadlede, og nu spurgte Araberne, hvorlænge de skulde ride? Een Time var Svaret. Dette forundrede Araberen, og han svarede ganske lakonisk: jeg troede, vi skulde ride i tre Dage. Seer Du, saaledes gaaer det Dig. Vil man ride Vædderidt med Dig i een Time, saa „kan ingen Satan holde ud med Dig”; i tre Dage kommer Du tilkort. Jeg erindrer, at jeg engang fortalte Dig denne Historie, jeg erindrer ogsaa Dit Svar, at det var en betænkelig Sag at ride Vædderidt i tre Dage, man risikerede at komme i en saadan Fart, at man aldrig mere kunde standse, derfor afholdt Du Dig klogelig fra al saadan Voldsomhed; „engang imellem rider jeg en Tour, men jeg ønsker hverken at være Cavallerist eller nogen anden utrættet Virksomhed i Livet.” Dette er nu ogsaa til en vis Grad ganske sandt; thi Du frygter altid Continuiteten, og det fornemmelig af den Grund, at den berøver Dig Leilighed til at bedrage Dig selv. Den Kraft, Du har, er Fortvivlelsens Kraft; den er intensivere end almindelig menneskelig Kraft, men den varer ogsaa kortere.

Du svæver bestandig over Dig selv, men den høiere Æther, det finere Sublimat, i hvilket Du er forflygtiget, er Fortvivlelsens Intet, og under Dig seer Du en Mangfoldighed af Kundskaber, Indsigter, Studier, Bemærkninger, som dog ingen Realitet have for Dig, men som Du ganske lunefuldt benytter og combinerer, hvormed Du saa smagfuldt som muligt udpynter det Palads for Aandens Overdaadighed, i hvilket Du leilighedsviis opholder Dig. Hvad Under da, at Tilværelsen er Dig et Eventyr, „at Du ofte fristes til at begynde enhver Tale saaledes: der var engang en Konge og en Dronning, der ingen Børn kunde faae”, og at Du derpaa glemmer alt Andet for at gjøre den Bemærkning, at det, besynderligt nok, i Eventyret altid er en Grund til en Konges og en Dronnings Sorg, hvorimod man i det daglige Liv snarere hører Sorg over, at man har Børn, hvilket Asyler og alle slige Indretninger bevise. Nu har Du da faaet det Indfald, at „Livet er et Eventyr.” Du er istand til at anvende en heel Maaned alene paa at læse Eventyr, Du gjør et grundigt Studium, Du sammenligner og prøver, og Dit Studium er ikke uden Udbytte, og hvortil bruges det? Til at forlyste Din Aand; Du svier det Hele af i et brillant Fyrværkeri.

Du svæver over Dig selv, og det, Du seer under Dig, er en Mangfoldighed af Stemninger og Tilstande, som Du bruger for at finde interessante Berøringer med Livet. Du kan være sentimental, hjerteløs, ironisk, vittig; man maa i denne Henseende indrømme Dig, at Du har Skole. Saasnart da Noget er istand til at rive Dig ud af Din Indolents, saa er Du med hele Din Lidenskab i fuld Praxis, og Din Praxis mangler ikke Kunst, som Du da kun alt for meget er udrustet med Vittighed, Smidighed og alle Aandens forføreriske Gaver. Du er, som Du med saa megen selvbehagelig Pretention udtrykker Dig, aldrig saa ugalant at træde op, uden at bringe en lille duftende, frisk afplukket Vittigheds-Bouquet med Dig. Jo mere man kjender Dig, jo mere maa man næsten frapperes af den beregnende Kløgt, der gaaer igjennem Alt hvad Du gjør i den korte Tid, da Du er bevæget af Lidenskab; thi Lidenskab forblinder Dig aldrig, men gjør Dig kun mere seende. Du har da glemt Din Fortvivlelse og Alt hvad der ellers hviler Dig paa Sjæl og Tanke; den tilfældige Berøring, Du er kommen i med et Menueske, beskjæftiger Dig absolut. Jeg vil erindre Dig om en lille Begivenhed, der forefaldt i mit eget Huus. Det var da formodentlig de to unge svenske Piger, der vare tilstede, jeg maa takke for det Foredrag, Du gav til Priis. Samtalen havde taget en alvorligere Retning og var kommen hen paa et Punkt, der ikke var Dig behageligt; jeg havde udtalt mig lidt mod den utidige Respekt for Aands-Evner, som er saa eiendommelig for vor Tid; jeg havde erindret om, at det var noget ganske Andet, det kom an paa, en Inderlighed idet hele Væsen, som Sproget intet andet Udtryk havde for end Tro. Du var derved maaskee stillet i en mindre heldig Belysning, og da Du nok indsaae, at Du ad den engang indslagne Vei ikke kunde komme videre, saa følte Du Dig opfordret til at forsøge Dig i hvad Du selv kalder høiere Vanvid, i den sentimentale Toneart: „Jeg skulde ikke tro? Jeg troer, at der inderst inde i Skovens eensomme Stilhed, hvor Træerne speile sig i de mørke Vaade, i dens mørke Hemmelighed, hvor der selv ved Middag er Tusmørke, der boer et Væsen, en Nymphe, en Pige, jeg troer, hun er skjønnere end enhver Forestilling, jeg troer, at hun om Morgenen sletter Krandse, om Middagen bader sig i de kølige Vaade, at hun om Aftenen veemodig plukker Bladene af Krandsen; jeg troer, at jeg vilde blive lykkelig, det eneste Menneske, der har fortjent at kaldes saa, hvis jeg kunde fange hende og besidde hende; jeg troer, at der i min Sjæl er en Længsel, der randsager Verden, jeg troer, jeg vilde blive lykkelig, hvis den blev tilfredsstillet; jeg troer overhovedet at der er Mening i Verden, hvis jeg blot kunde finde den — siig nu ikke, at jeg ikke er stærk i Troen eller brændende i Aanden.” Maaskee mener Du, at en saadan Tale kunde blive et Receptionsstykke, der kunde gjøre Dig værdig til at blive Medlem af et græsk Symposion; thi dertil er det jo blandt Andet Du danner Dig, og det vilde Du ansee for det skjønneste Liv, hver Nat at komme sammen med nogle græske Ynglinge, sidde med Krands i Haaret og holde Lovtaler over Kjærligheden eller hvad der forresten kunde forefalde, ja Du vilde ganske offre Dig for at holde Lovtaler. Mig forekommer denne Tale at være noget Galimathias, om den end er nok saa kunstig, og om den end i Øieblikket gjør et Indtryk, især naar Du selv faaer Lov at foredrage den med Din febrile Veltalenhed, og den forekommer mig tillige at være et Udtryk for Din forvirrede Aands-Tilstand, thi det er ganske i sin Orden, at hvem der ikke troer paa Noget af Alt det, andre Mennesker troe paa, han troer paa slige gaadefulde Væsner, som det ofte gaaer i Livet, at Den der ikke er bange for Noget, hverken i Himlen eller paa Jorden, han er bange for Ædderkopper. Du smiler, Du mener, at jeg er gaaet i Fælden, at jeg har troet, at Du troede det, som Du var endnu længere fra at troe end noget andet Menneske. Dette er ganske rigtigt, thi Dit Foredrag ender altid i absolut Skepsis, men hvor klog og hvor beregnende Du end er, kan Du slet ikke negte, at Du et Øieblik varmer Dig selv paa den sygelige Hede, der ligger i en saadan Overspændthed. Din Hensigt er maaskee at bedrage Mennesker, og dog er der et Øieblik, hvor Du, om Du end ikke veed deraf, bedrager Dig selv.

Hvad der gjaldt om Dine Studier, det gjælder om enhver af Dine Handlinger; Du er i Øieblikket, og i Øieblikket er Du i overnaturlig Størrelse, Du sænket hele Din Sjæl deri, selv med en Billiens Energi, thi for et Øieblik har Du Dit Væsen absolut i Din Magt. Den, der kun seer Dig i et saadant Øieblik, bliver saare let bedraget, hvorimod Den, der venter til det næste Øieblik, let kan komme til at triumphere over Dig. Du erindrer maaskee det bekjendte Eventyr af Musæus om Rolands tre Riddersvende. Een af dem fik af den gamle Hex, de besøgte i Skoven, en Fingerhat, der gjorde ham usynlig. Ved Hjælp af denne trængte han ind i den skjønne Prindsesse Uraccas Gemakker og foredrog sin Kjærlighed for hende, hvilket gjorde siærkt Indtryk paa hende, da hun Ingen saae og altsaa formodede, at det idetmindste var en Fee-Prinds, der beærede hende med sin Elskov. Imidlertid fordrer hun en Aabenbarelse. Her laae Vanskeligheden; saasnart han viste sig, maatte Trylleriet forsvinde, og dog havde han jo ingen Glæde af sin Kjærlighed, hvis han ikke kunde aabenbare sig. Jeg har netop Musæus' Eventyr ved Haanden, og vil afskrive en lille Passus deraf, som jeg vil bede Dig at gjennemlæse til Dit sande Gavn. „Er willigte dem Anscheine nach ungern ein, und die Phantasie der Prinzessin schob ihr das Bild des schönsten Mannes vor, den sie mit gespannter Erwartung zu erblicken vermeinte. Aber welcher Contrast zwischen Original und Ideal, da nichts als ein allgemeines Alltagsgesicht zum Vorschein kam, einer von den gewöhnlichen Menschen, dessen Physiognomie weder Genie-Blick noch Sentimental-Geist verrieth!” Hvad Du ønsker at opnaae ved disse Berøringer med Mennesker, det opnaaer Du ogsaa, thi da Du er adskilligt klogere end hiin Riddersvend, saa indseer Du let, at det ikke kan betale sig at blive aabenbar. Naar Du har foregjøglet et Menneske et idealt Billede — og her maa man indrømme Dig, Du kan vise Dig ideal i hvilkensomhest Retning — saa trækker Du Dig forsigtig tilbage, og har nu havt den Fornøielse at have gjækket et Menneske. Hvad Du tillige opnaaer er, at Sammenhænget i Din Anskuelse er afbrudt, og at Du har faaet et Moment mere, der bringer Dig til at begynde forfra.

I theoretisk Henseende er Du færdig med Verden, Endeligheden kan ikke bestaae for Din Tanke; i praktisk Henseende er Du til en vis Grad ogsaa færdig med den, det vil sige, i æsthetisk Forstand. Desuagtet har Du ingen Anskuelse af Livet. Du har Noget, der ligner en Anskuelse, og dette giver Dit Liv en vis Rolighed, som dog ikke maa forvexles med en tryg og vederqvægende Tillid til Livet. Rolighed har Du kun i Modsætning til Den, der endnu jager efter Nydelsens Gjøglebilleder, per mare pauperiem fugiens, per saxa, per ignes. I Forhold til Nydelsen har Du en absolut fornem Stolthed. Dette er ganske i sin Orden, thi Du er jo færdig med den hele Endelighed. Og dog kan Du ikke opgive den. Du er tilfreds i Sammenligning med dem, der jage efter Tilfredsstillelsen, men det, Du er bleven tilfreds i, er den absolute Utilfredshed. At see al Verdens Herligheder bekymrer Dig ikke, thi i Tanken er Du ude over dem, og hvis de tilbødes Dig, vilde Du vel sige som altid: ja, en Dags Tid kunde man vel anvende derpaa. Det bekymrer Dig ikke, at Du ikke er bleven Millionær, og hvis det tilbødes Dig, vilde Du vel svare: ja, det kunde være ret interessant at have været det, og man kunde vel spendere en Maaned derpaa. Om man kunde tilbyde Dig den skjønneste Piges Kjærlighed, Du vilde dog svare: ja, et halvt Aars Tid var det ret godt. Jeg vil her ikke istemme det Klageskrig, der ofte høres over Dig, at Du er umættelig; jeg vil hellere sige: i en vis Forstand har Du Ret; thi intet Endeligt, ikke den hele Verden kan tilfredsstille et Menneskes Sjæl, der føler Trang til det Evige. Kunde man tilbyde Dig Hæder og Ære, Beundring af Samtiden — og det er dog det Punkt, Du er svagest paa — da vilde Du svare: ja, for en kort Tid var det godt nok. Egentlig attraae det gjør Du ikke, og Du vilde ikke gjøre et Skridt derfor. Du vilde indsee, at for at det skulde have Betydning maatte Du virkelig være saa udmærket begavet, at det var Sandhed; selv i dette Tilfælde seer Din Tanke endog den høieste Grad af aandelig Begavethed som noget Forgængeligt. Din Polemik giver Dig derfor et endnu høiere Udtryk, naar Du i Din indre Forbittrelse mod hele Livet kunde ønske, at Du var det taabeligste af alle Mennesker og dog blev beundret og tilbedet af Din Samtid som den Viseste af Alle, thi det vilde jo være en Spot over den hele Tilværelse, der var langt dybere end om den virkelig Dygtigste blev hædret som saadan. Du attraaer derfor Intet, ønsker Intet; thi det Eneste, Du kunde ønske, var en Ønskeqvist, der kunde give Dig Alt, og den vilde Du da bruge til at kradse Din Pibe ud med. Saaledes er Du færdig med Livet, „og behøver ikke at gjøre Testamente, thi Du efterlader Dig Intet.” Men paa den Spidse kan Du ikke holde Dig, thi vel har Din Tanke frataget Dig Alt, men den har Intet givet Dig istedet. I næste Øieblik fængsler en lille Ubetydelighed Dig. Vel betragter Du den med al den Fornemhed og Stolthed, som Din overmodige Tanke giver Dig, Du ringeagter den som et usselt Legetøi, Du næsten allerede er kjed af, førend Du tager det i Haanden; men det beskjæftiger Dig dog, og om det end ikke er Tingen selv, der beskjæftiger Dig — og det er aldrig Tilfælde — saa beskjæftiger Det Dig dog, at Du vil nedlade Dig til den. I den Henseende faaer Dit Væsen, saasnart Du indlader Dig med Mennesker, en høi Grad af Troløshed, som man dog ikke ethisk kan bebreide Dig; thi Du ligger udenfor ethiske Bestemmelser. Du er heldigviis for Andre meget lidt deeltagende, og man mærker det derfor ikke. Du kommer ofte i mit Huus, og Du veed, at Du altid er mig velkommen, men Du veed ogsaa, at det aldrig falder mig ind at indbyde Dig til at deeltage i det Mindste. Jeg vilde end ikke tage i Skoven med Dig, ikke fordi Du jo kan være meget munter og underholdende, men fordi Din Deeltagelse altid er en Falskhed; thi glæder Du Dig virkeligt, saa kan man altid være sikker paa, at det ikke er over det, der glæder os Andre, eller over Touren, men over Noget, Du har in mente; og glæder Du Dig ikke, saa er det ikke fordi der tilstøder Ubehageligheder, der bringe Dig ud af Stemningen, thi det kunde jo ogsaa hænde os Andre, men fordi Du allerede i det Øieblik, Du stiger i Vognen, har gjennemskuet denne Fornøielses Intethed. Jeg tilgiver Dig det gjerne, thi Dit Sind er altid for bevæget, og det er et sandt Ord, Du ofte bruger om Dig selv, at Du er som en Barselkone, og naar man er i saadanne Omstændigheder, er det intet Under, at man er lidt anderledes end Andre.

Dog, Aanden lader sig ikke spotte, den hævner sig paa Dig, den binder Dig i Tungsinds Lænke. Min unge Ven, her er Veien til at blive en Nero, hvis der ikke i Din Sjæl var en oprindelig Alvor, hvis der ikke var en medfødt Dybde i Din Tanke, hvis der ikke var en Høimodighed i Din Sjæl — og hvis Du var bleven Keiser i Rom. Dog, Du gaaer en anden Vei. Nu viser der sig en Livs-Anskuelse for Dig, der synes den eneste, som kan tilfredsstille Dig, det er at nedsænke Din Sjæl i Veemod og Sorg. Dog, Din Tanke er for sund til at denne Livs-Anskuelse kan bestaae sin Prøve; thi for en saadan æsthetisk Sorg er Tilværelsen ligesaa forfængelig som for enhver anden æsthetisk Livs-Anskuelse; naar et Menneske ikke kan sørge dybere, saa har det sin Sandhed, naar jeg siger, at Sorgen forgaaer ligesaa godt som Glæden, thi Alt forgaaer, hvad der kun er endeligt. Og naar Mange finde, at det er en Trøst, at Sorgen forgaaer, saa forekommer mig denne Tanke ligesaa trøstesløs som den, at Glæden forgaaer. Din Tanke tilintetgjør da atter denne Livs-Anskuelse, og naar man har tilintetgjort Sorgen, saa beholder man jo Glæden; istedetfor Sorgen vælger Du en Glæde, der er Sorgens Skifting. Denne Glæde har Du nu valgt, denne Fortvivlelsens Latter. Du vender atter tilbage til Livet, Tilværelsen faaer under denne Belysning en ny Interesse for Dig. Som Du har en stor Glæde af at tale med Børn saaledes, at det, Du siger, ypperligt og let og naturligt forstaaes af dem, og dog for Dig selv betyder noget ganske Andet, saaledes har Du Glæde af at bedrage Mennesker med Din Latter. Naar Du kan faae Folk til at lee og juble og glæde sig ved Dig, da triumpherer Du over Verden, da siger Du til Dig selv: dersom I vidste, hvad I lee af!

Dog, Aanden lader sig ikke spotte, og Tungsinds Mørke fortætter sig omkring Dig, og en vanvittig Vittigheds Lyn viser Dig selv det kun endnu stærkere, endnu forfærdeligere. Og der er Intet, der adspreder Dig, al Verdens Lyst har ingen Betydning for Dig, og om Du end misunder de Eenfoldige den taabelige Glæde over Livet, Du jager ikke derefter. Lysten frister Dig ikke. Og hvor sørgelig end Din Tilstand er, det er i Sandhed en Guds Lykke, at den ikke gjør det. Ikke er det min Mening at prise den Stolthed i Dig, der foragter den, men vel at prise den Naade, der holder Din Tanke fast; thi hvis Lysten fristede Dig, saa var Du fortabt. Men det at den ikke frister Dig, viser hvad Vei Du skal, at Du skal frem, ikke tilbage. Der ligger en anden Afvei, ikke mindre forfærdelig, og jeg stoler atter her ikke paa Din Stolthed, men paa den Naade, der bestandig holder Dig oppe. Vel er det sandt, at Du er stolt, og at det er bedre, at et Menneste er stolt end forfængelig; vel er det sandt, at der er en forfærdelig Lidenskab i Din Tanke, at Du betragter den som en Fordring, Du ikke agter at opgive, „at Du hellere vil betragte Dig selv som en Creditor i Verden, der ikke blev betalt, end tilintetgjøre Fordringen” — og dog er al menneskelig Stolthed kun en skrøbelig Sikkerhed.

Seer Du, min unge Ven, dette Liv er Fortvivlelse, skjul det for Andre, for Dig selv kan Du ikke skjule det, det er Fortvivlelse. Og dog er dette Liv i en anden Forstand ikke Fortvivlelse. Du er for letsindig til at fortvivle, og Du er for tungsindig til ikke at komme i Berøring med Fortvivlelsen. Du er som en Fødende, og dog holder Du bestandig Øieblikket tilbage og bliver bestandig i Smerten. Hvis en Qvinde i sin Nød fik den Idee, om det ikke var et Uhyre, hun skulde føde, eller vilde overveie med sig selv, hvad hun egentlig skulde føde, saa vilde hun have en vis Lighed med Dig. Hendes Forsøg paa at standse Naturens Gang vilde være frugtesløst, men Dit er vel muligt; thi det, et Menneske føder ved i aandelig Forstand, er Villiens nisus formativus, og den staaer i Menneskets egen Magt. Hvad frygter Du da? Du skal jo ikke føde et andet Menneske, Du skal blot føde Dig selv. Og dog, jeg veed det vel, der er et Alvor deri, som ryster hele Sjælen; at blive sig bevidst i sin evige Gyldighed er et Øieblik, der er betydningsfuldere end Alt i Verden. Det er som blev Du fangen og besnæret og kunde nu aldrig mere hverken i Tid eller i Evighed slippe bort; det er som tabte Du Dig selv, som ophørte Du at være; det er som om Du i næste Øieblik skulde fortryde det, og dog lod det sig ikke gjøre om. Det er et alvorligt og betydningsfuldt Øieblik, naar man for en Evighed knytter sig til en evig Magt, naar man tager sig selv som Den, hvis Minde ingen Tid skal udslette, naar man i evig og usvigelig Forstand bliver sig bevidst som Den, man er. Og dog, man kan jo lade det være! See her ligger et Enten-Eller. Lad mig tale til Dig, som jeg aldrig vilde tale til Dig naar noget andet Menneske hørte derpaa, fordi jeg i en vis Forstand ikke er berettiget dertil og fordi jeg nærmest kun taler om den tilkommende Tid. Vil Du ikke dette, vil Du vedblive at forlyste Din Sjæl med Vittigheds Tant og Aandens Forfængelighed, saa gjør det, forlad Dit Hjem, vandre ud, gaae til Paris, offre Dig for Journalistiken, beil til blødagtige Qvinders Smiil, sval deres hede Blod med Din Vittigheds Køling, lad det være den stolte Opgave for Dit Livs Virksomhed at forjage en ørkesløs Qvindes Kjedsommelighed, eller en svækket Vellystlings mørke Tanker, glem, at Du var Barn, at der var Fromhed i Din Sjæl og Uskyld i Din Tanke, døv enhver høiere Stemme i Dit Bryst, hendøs Dit Liv i Soireernes glimrende Usselhed, glem, at der er en udødelig Aand i Dig, piin Din Sjæl til den sidste Hvid; og naar da Vittigheden forstummer, saa er der jo Vand endnu i Seinen og Krudt i Kramboden og Reiseselskab til enhver Tid af Dagen. Men kan Du ikke det, vil Du ikke det — og det hverken kan eller vil Du — saa saml Dig selv, qvæl enhver oprørsk Tanke, der vil formaste sig til Høiforræderi mod Dit bedre Væsen, foragt al den Usselhed, der vil misunde Dig Dine Aandsgaver og selv ønske dem, for at gjøre en endnu slettere Brug deraf, foragt den hykkelske Dyd, der uvillig bærer Livets Byrde, og dog vil hædres fordi den bærer den; men foragt derfor ikke Livet, agt enhver hæderlig Stræben, enhver beskeden Virksomhed, der ydmygt skjuler sig, og hav fremfor Alt lidt mere Ærbødighed for Qvinden; tro mig, det er dog fra hende Frelsen kommer, saavist som Fordærvelsen kommer fra Manden. Jeg er Ægtemand og forsaavidt partisk, men det er min Overbeviisning, at har en Qvinde end styrtet Mennesket i Fordærvelsen, saa har hun ogsaa redeligt og ærligt gjort det godt igjen og gjør det endnu; thi af 100 Mænd, der forvilde sig i Verden, frelses de 99 af Qvinder, 1 frelses ved en umiddelbar guddommelig Naade. Og da jeg nu tillige mener, at det hører en Mand til, enten paa den ene eller paa den anden Maade at fare vild, at dette gjælder med samme Sandhed om Mandens Liv, som det gjælder om Qvindens, at hun bør forblive i Umiddelbarhedens rene uskyldige Fred, saa indseer Du let, at efter min Mening Qvinden giver fuldeligt Vederlag for den Skade, hun har gjort.

Hvad har Du da at gjøre? En Anden vilde maaskee sige: gift Dig, saa faaer Du Andet at tænke paa; ganske vist, men det bliver et Spørgsmaal, om Du er tjent dermed, og hvorledes Du end tænker om det andet Kjøn, Du tænker dog for ridderligt til at ville gifte Dig af den Grund, og desuden, kan Du ikke holde Dig selv, Du faaer neppe noget andet Menneske, der er istand dertil. Eller man vilde sige: søg et Embede, kast Dig ind i Forretningslivet, det adspreder, og Du vil glemme Dit Tungsind, arbeid, det er det Bedste. Maaskee vil det lykkes Dig at bringe Dig dertil, at det synes som glemt; glemt er det ikke, momentviis, vil det dog bryde frem, forfærdeligere end nogensinde, det vil maaskee da være istand til, hvad det hidtil ikke har formaaet, at overrumple Dig. Dertil kommer, hvorledes Du end tænker om Livet og dets Gjerning, Du vil dog tænke for ridderligt om Dig selv til af den Grund at vælge et Embede, thi det er jo dog en Art Falskhed, ligesom den at gifte sig af den Grund. Hvad er der da at gjøre? Jeg har kun eet Svar: fortvivl.

Jeg er Ægtemand, min Sjæl hænger visselig fast og urokkeligt ved min Hustru, ved mine Børn, ved dette Liv, hvis Skjønhed jeg altid skal prise. Naar jeg da siger, fortvivl, saa er det ingen exalteret Yngling, der vil henhvirvle Dig i Lidenskabernes Malstrøm, ingen spottende Dæmon, der tilraaber den Skibbrudne denne Trøst; men jeg tilraader Dig det ikke som en Trøst, ikke som en Tilstand, hvori Du skal forblive, men som en Gjerning, hvortil der hører hele Sjælens Kraft og Alvor og Samling, saa sandt som det er min Overbeviisning, min Seier over Verden, at ethvert Menneske, der ikke har smagt Fortvivlelsens Bitterhed, dog altid har forfeilet Livets Betydning, selv om hans Liv har været nok saa skjønt, nok saa glæderigt. Du begaaer intet Bedrag mod den Verden, hvori Du lever, Du er ikke tabt for den, fordi Du har overvundet den, saasandt som jeg trøster mig til at være en retskaffen Ægtemand, uagtet ogsaa jeg har fortvivlet.

Naar jeg da saaledes betragter Dit Liv, da vil jeg prise Dig lykkelig; thi det er i Sandhed af yderste Vigtighed, at et Menneske ikke i Fortvivlelsens Øieblik seer feil paa Livet; det er ligesaa farligt for ham som for den Fødende at forsee sig. Den, som fortvivler over et Enkelt, løber Fare for, at hans Fortvivlelse ikke bliver sand og dyb, at det er en Skuffelse, en Sorg over det Enkelte. Saaledes skal Du ikke fortvivle, thi intet Enkelt er berøvet Dig, Du har det altsammen endnu. Tager den Fortvivlede feil, troer han, at Ulykken ligger i det Mangfoldige udenfor ham, da er hans Fortvivlelse ikke sand, og den vil føre ham til at hade Verden og ikke til at elske den; thi saa fandt som det end er, at Verden er Dig til Besvær, fordi det er som om den vil være noget Andet for Dig end den kan være, saa sandt er det ogsaa, at naar Du i Fortvivlelsen har fundet Dig selv, da vil Du elske den, fordi den er det, den er. Er det Skyld og Brøde, en besværet Samvittighed, der bringer et Menneske til Fortvivlelse, da vil han maaskee have Vanskelighed ved at gjenvinde sin Glæde. Saa fortvivl da, af Din ganske Sjæl og af al Din Tanke, jo længere Du udsætter det, jo haardere blive Vilkaarene, og Fordringen den samme. Jeg tilraaber Dig det, ligesom hiin Qvinde, der falbød Tarqvinius en Samling Bøger, og, da han ikke vilde give den Sum, hun forlangte, brændte en Trediedeel og fordrede den samme Sum, og da han atter ikke vilde give den forlangte Sum, brændte den anden Trediedeel og fordrede den samme Sum, indtil han endelig gav den oprindelige Sum for den sidste Trediedeel.

Dit Fortvivlelses-Vilkaar er skjønt, og dog gives der et endnu skjønnere. Tænk Dig et ungt Menneske, begavet som Du. Lad ham elske en Pige, elske hende ligesaa høit som sig selv. Lad ham engang i en rolig Time overveie, hvorpaa han har bygget sit Liv, og hvorpaa hun kan bygge sit. Kjærligheden have de tilfælles, men han vil dog føle, at der er Differentser. Hun har maaskee Skjønhedens Gave, men dette har ikke Betydning for ham og er dog saa skrøbeligt; hun har maaskee Ungdommens glade Sind, men den Glæde har ikke ret Betydning for ham; men han har Aandens Magt, og han føler dens Styrke. Han vil elske hende i Sandhed, og det vil derfor ikke falde ham ind at give hende denne, og hendes ydmyge Sjæl vil ikke forlange den, og dog er der en Differents, og han vil føle, at den maa bort, hvis han i Sandhed skal elske hende. Da vil han lade sin Sjæl synke i Fortvivlelse. Ikke for sin egen Skyld fortvivler han, men for hendes, og dog er det ogsaa for hans egen Skyld, thi han elsker hende ligesaa høit som sig selv; da vil Fortvivlelsens Magt fortære Alt, indtil han finder sig selv i sin evige Gyldighed, men da har han ogsaa fundet hende, og ingen Ridder skal lykkeligere og gladere vende tilbage fra de farefuldeste Bedrifter, end han fra denne Kamp mod Kjød og Blod og Endelighedens forfængelige Differentser, thi Den, der fortvivler, finder det evige Menneske, og deri ere vi alle lige. Den Daarskab vil ikke falde ham ind at ville sløve sin Aand eller forsømme dens Dannelse, for paa den Maade at tilveiebringe Ligheden; han vil bevare Aandens Gaver, men i sit inderste Hjerte vil han vide med sig selv, at han, der har dem, er som Den, der ikke har dem. Eller tænk Dig et dybt religiøst Gemyt, der af sand og inderlig Kjærlighed til Medmennesker kastede sig i Fortvivlelsens Hav, til han fandt det Absolute, det Punkt, hvor det er ligegyldigt, om en Pande er fladtrykt eller om den hvælver sig stoltere end Himmelen, det Punkt, der ikke er Indifferentsen men den absolute Gyldighed.

Du har adskillige gode Ideer, mange snurrige Indfald, en Mængde Taabeligheder, behold det Altsammen, jeg forlanger det ikke, men Du har en Idee, jeg vil bede Dig holde fast paa, en Idee, der forvisser mig om, at min Aand er beslægtet med Din. Du har ofte sagt, at Du vilde hellere være alt Andet i Verden end være Digter, da i Regelen en Digter-Existents er en Menneske-Offring. For mit Vedkommende skal ingenlunde være negtet, at der har levet Digtere, der havde vundet dem selv før de begyndte at digte, eller som vandt sig selv ved at digte; men paa den anden Side er det ogsaa vist, at en Digter-Existents som saadan ligger i den Dunkelhed, der er Følge af, at en Fortvivlelse ikke bliver gjennemført, at Sjælen bestandig zittrer i Fortvivlelse og Aanden ikke kan vinde sin sande Forklarelse. Det digteriske Ideal er altid et usandt Ideal, thi det sande Ideal er altid det virkelige. Naar Aanden da ikke faaer Lov til at svinge sig op i Aandens evige Verden, saa bliver den underveis og fryder sig ved de Billeder, der speile sig i Skyerne, og græder over deres Forgængelighed. En Digter-Existents er derfor som saadan en ulykkelig Existents; den er høiere end Endeligheden og dog ikke Undeligheden. Digteren seer Idealerne, men han maa flygte bort fra Verden for at glæde sig ved dem; han kan ikke bære disse Gudebilleder i sig midt i Livets Forvirring, ikke gaae rolig sin Gang uanfægtet af Karrikaturen, der viser sig rundtom, end sige at han skulde have Styrke til at iføre sig dem. Digterens Liv er derfor ofte Gjenstand for en ussel Medlidenhed af de Mennesker, der mene at have Deres paa det Tørre, fordi de ere forblevne i Endeligheden. Du yttrede engang i et mismodigt Øieblik, at der vistnok allerede var dem, der i deres stille Sind havde gjort Regningen op med Dig, og som vare villige til at qvittere paa følgende Vilkaar: Du blev erkjendt for et godt Hoved, til Gjengjæld gik Du under og blev intet nævenyttigt Medlem af Samfundet. Ja det er unegteligt, der gives en saadan Usselhed i Verden, der paa den Maade vil seire over Alt, hvad der rager blot en Tømme frem. Lad det imidlertid ikke forstyrre Dig, trods dem ikke, foragt dem ikke; her vil jeg sige, som Du pleier at sige: det er ikke Umagen værd. Men vil Du ikke være Digter, saa er der ingen anden Vei for Dig end den, jeg har viist Dig: fortvivl!

Saa vælg da Fortvivlelsen, thi Fortvivlelsen selv er et Valg, thi man kan tvivle uden at vælge det, men fortvivle kan man ikke uden at vælge det. Og idet man fortvivler, vælger man atter, og hvad vælger man da, man vælger sig selv, ikke i sin Umiddelbarhed, ikke som dette tilfældige Individ, men man vælger sig selv i sin evige Gyldighed.

Dette Punkt skal jeg lidt nærmere stræbe at belyse med Hensyn til Dig. Der har i den nyere Philosophi været meer end tilstrækkelig Tale om, at al Speculation begynder med Tvivl; derimod har jeg, forsaavidt jeg leilighedsviis kunde beskjæftige mig med saadanne Overveielser, forgjæves søgt en Oplysning om, hvori Tvivlen er forskjellig fra Fortvivlelse. Jeg vil her forsøge at oplyse denne Forskjel, i det Haab, at det vil bidrage til at orientere Dig og stille Dig rigtigt. Jeg er langtfra at tiltroe mig nogen egentlig philosophisk Dygtighed, jeg har ikke Din Virtuositet i at spille med Kategorier; men hvad der i dybeste Forstand er Livets Betydning, det maa dog vel ogsaa kunne fattes af et mere eenfoldigt Menneske. Tvivl er Tankens Fortvivlelse, Fortvivlelse er Personlighedens Tvivl, derfor er det, jeg holder saa fast paa den Bestemmelse at vælge, det er mit Løsen, Nerven i min Livs-Anskuelse, og en saadan har jeg, om jeg end ingenlunde anmasser mig at have et System. Tvivl er den indre Bevægelse i Tanken selv, og i min Tvivl forholder jeg mig saa upersonligt som muligt. Jeg antager nu, at Tanken, idet Tvivlen gjennemføres, finder det Absolute og hviler deri, saa hviler den deri ikke ifølge et Valg men ifølge samme Nødvendighed, ifølge hvilken den tvivlede; thi Tvivlen selv er en Bestemmelse af Nødvendighed, og Hvilen ligeledes. Det er det Ophøiede i Tvivlen, hvorfor den saa ofte er bleven anprist og udskreget af Folk, der neppe forstode, hvad de sagde. Men dette, at det er en Nødvendighedens Bestemmelse, viser, at den hele Personlighed ikke er med i Bevægelse. Der er derfor noget meget sandt i, at et Menneske siger: jeg vilde gjerne troe, jeg kan ikke, jeg maa tvivle. Man seer derfor ogsaa ofte, at en Tvivler dog kan eie en positiv Gehalt i sig selv, som lever udenfor al Communication med Tanken, at han kan være et høist samvittighedsfuldt Menneske, der ingenlunde tvivler om Pligtens Gyldighed, og om Reglen for sin Handling, ingenlunde tvivler om en Mængde sympathetiske Følelser og Stemninger. Man seer paa den anden Side, især i vor Tid, Mennesker der have Fortvivlelsen i Hjertet, og som dog have beseiret Tvivlen. Det har især været mig paafaldende ved at betragte enkelte af Tydsklands Philosopher. Deres Tanke er beroliget, den objektive logiske Tanke er bragt til Hvile i sin tilsvarende Objektivitet, og dog ere de fortvivlede, om de end adsprede sig ved den objektive Tænkning, thi et Menneske kan adsprede sig paa mange Maader, og der er neppe noget saa bedøvende Middel som abstract Tænkning, fordi det der gjælder om at forholde sig saa upersonligt som muligt. Tvivl og Fortvivlelse høre altsaa hjemme i aldeles forskjellige Sphærer, det er forskjellige Sider af Sjælen, der blive satte i Bevægelse. Dog hermed er jeg ingenlunde tilfredsstillet, thi saa bleve Tvivl og Fortvivlelse hinanden sideordnede, og dette er ikke Tilfældet. Fortvivlelse er et langt dybere og fuldstændigere Udtryk, dens Bevægelse langt mere omfattende end Tvivlens. Fortvivlelse er netop et Udtryk for den hele Personlighed, Tvivl kun for Tanken. Den formeentlige Objektivitet Tvivlen har, hvoraf den er saa fornem, er netop et Udtryk for dens Ufuldkommenhed. Tvivl ligger derfor i Differentsen, Fortvivlelse i det Absolute. Der høret Talent til at tvivle, men der hører slet ikke Talent til at fortvivle; men Talent er som saadant en Differents, og hvad der, for at gjøre sig gjældende, fordrer en Differents, kan aldrig være det Absolute; thi det Absolute kan kun være som det Absolute for det Absolute. Det ringeste, mindst begavede Menneske kan fortvivle; en ung Pige, der er Intet mindre end Tænker, kan fortvivle, hvorimod Enhver let føler det Taabelige i at sige om disse, at de ere Tvivlere. Grunden, hvorfor et Menneskes Tvivl kan være beroliget, og han dog kan være fortvivlet, og dette saaledes kan gaae hen, er, at han ikke i dybere Forstand vil Fortvivlelsen. Man kan overhovedet slet ikke fortvivle, uden man vil det, men for i Sandhed at fortvivle maa man i Sandhed ville det, men naar man i Sandhed vil det, saa er man i Sandhed ude over Fortvivlelsen; naar man i Sandhed har valgt Fortvivlelsen, saa har man i Sandhed valgt det, Fortvivlelsen vælger: sig selv i sin evige Gyldighed. Først i Fortvivlelsen er Personligheden beroliget, ikke med Nødvendighed, thi jeg fortvivler aldrig nødvendigt, men med Frihed, og først deri er det Absolute vundet. I denne Henseende mener jeg, at vor Tid vil gjøre et Fremskridt, forsaavidt jeg ellers kan have nogen Mening om vor Tid, da jeg kun kjender den af min Avis-Læsning og af et enkelt Skrift, eller af Samtale med Dig. Den Tid vil ikke være langt borte, da man, dyrt nok maaskee, vil erfare, at det sande Udgangspunkt for at finde det Absolute ikke er Tvivl, men Fortvivlelse.

Dog, jeg vender tilbage til min Kategori, jeg er ikke Logiker, jeg har kun een saadan, men jeg forsikkrer Dig til, den er baade mit Hjertes og min Tankes Valg, min Sjæls Lyst og min Salighed — jeg vender tilbage til Betydningen af det at vælge. Idet jeg da vælger absolut, vælger jeg Fortvivlelsen, og i Fortvivlelsen vælger jeg det Absolute, thi jeg er selv det Absolute, jeg sætter det Absolute og jeg er selv det Absolute; men som aldeles identisk hermed maa jeg sige: jeg vælger det Absolute, der vælger mig, jeg sætter det Absolute, der sætter mig; thi erindrer jeg ikke, at dette andet Udtryk er ligesaa absolut, saa er min Kategori at vælge usand; thi den er netop Identiteten af begge. Hvad jeg vælger, det sætter jeg ikke, thi dersom det ikke var sat, saa kunde jeg ikke vælge det, og dog, dersom jeg ikke satte det derved, at jeg valgte det, saa valgte jeg det ikke. Det er, thi dersom det ikke var, kunde jeg ikke vælge det; det er ikke, thi det bliver først derved at jeg vælger det, og ellers var mit Valg en Illusion.

Men hvad er det da, jeg vælger, er det Dette eller Hiint? Nei, thi jeg vælger absolut, og absolut vælger jeg jo netop derved, at jeg har valgt ikke at vælge Dette eller Hiint. Jeg vælger det Absolute, og hvad er det Absolute? Det er mig selv i min evige Gyldighed. Noget Andet end mig selv kan jeg aldrig vælge som det Absolute, thi vælger jeg noget Andet, da vælger jeg det som en Endelighed, og vælger det altsaa ikke absolut. Selv Jøden, der valgte Gud, valgte ikke absolut, thi vel valgte han det Absolute, men han valgte det ikke absolut, og derved ophørte det at være det Absolute, og blev en Endelighed.

Men hvad er da dette mit Selv? Dersom jeg vilde tale om et første Øieblik, et første Udtryk derfor, saa er mit Svar: det er det Abstrakteste af Alt, der dog tillige i sig er det Concreteste af Alt — det er Friheden. Lad mig her anstille en lille psychologisk Iagttagelse. Man hører ofte nok Folk give deres Misfornøielse Luft i Klage over Livet, man hører dem ofte nok ønske. Tænk Dig nu en saadan Stymper; lad os springe de Ønsker over, der her Intet oplyse, fordi de ligge i det aldeles Tilfældige. Han ønsker: gid jeg havde hiint Menneskes Aand, eller hiin Mands Talent o.s.v., ja, for at gaae til den yderste Spidse —: gid jeg havde hiint Menneskes Fasthed. Slige Ønsker hører man hyppigt nok, men har Du nogensinde hørt et Menneske for Alvor ønske, at han kunde blive en Anden; det er saa langt fra, at det netop er charakteristisk for hvad man kalder ulykkelige Individualiteter, at de klamre sig mest fast om sig selv, at de trods alle deres Lidelser dog for al Verdens Priis ikke vilde ønske at være en Anden, Noget der har sin Grund i, at saadanne Individualiteter ere Sandheden meget nær, og de føle Personlighedens evige Gyldighed, ikke i dens Velsignelse men i dens Qval, om de end have beholdt dette aldeles abstrakte Udtryk for Glæden deri tilbage, at de dog helst ville blive sig selv. Men nu han med de mange Ønsker, han mener dog bestandig at blive sig selv, uagtet Alt blev forandret. Altsaa er der i ham selv Noget, der er absolut i Forhold til alt Andet, Noget, hvorved han er Den, han er, om saa end Forandringen, han ved sit Ønske opnaaede, var den størst mulige. At han er i en Misforstaaelse, skal jeg senere vise, men her vil jeg blot finde det abstrakteste Udtryk for dette „Selv”, der gjør ham til Den, han er. Og dette er ikke Andet end Friheden. Der lod sig virkelig ad denne Vei føre et høist plausibelt Beviis for Personlighedens evige Gyldighed; ja endog en Selvmorder vil dog egentlig ikke af med sit Selv, ogsaa han ønsker, han ønsker en anden Form for sit Selv, og man kan derfor vel finde en Selvmorder, der i høieste Grad var overbeviist om Sjælens Udødelighed, men hvis hele Væsen var saa hildet, at han ved dette Skridt troede at finde den absolute Form for sin Aand.

Dog, Grunden, hvorfor det kan forekomme et Individ saaledes, som om han bestandig kunde forandres og dog blev den Samme, som om hans inderste Væsen var en algebraisk Størrelse, der kunde betegne, hvad det skulde være, ligger i, at han er urigtigt stillet, at han ikke har valgt sig selv, ikke har Forestilling derom, og dog ligger der selv i hans Uforstand en Anerkjendelse af Personlighedens evige Gyldighed. Den der derimod er rigtigt stillet, ham gaaer det anderledes. Han vælger sig selv, ikke i endelig Forstand, thi saa blev jo dette „Selv” en Endelighed, der gik med mellem andre Endeligheder, men i absolut Forstand; og dog vælger han jo sig selv og ikke en Anden. Dette Selv, han saaledes vælger, er uendelig concret, thi det er ham selv, og dog er det absolut forskjelligt fra hans tidligere Selv, thi han har valgt det absolut. Dette Selv har ikke været til før, thi det blev til ved Valget, og dog har det været til, thi det var jo „ham selv.”

Valget gjør her paa eengang de to dialektiske Bevægelser, det, der vælges, er ikke til og bliver til ved Valget, det, der vælges, er til, ellers var det ikke et Valg. Dersom nemlig det, jeg valgte, ikke var til, men blev absolut til ved Valget, saa valgte jeg ikke, saa skabte jeg; men jeg skaber ikke mig selv, jeg vælger mig selv. Medens derfor Naturen er skabt af Intet, medens jeg selv som umiddelbar Personlighed er skabt af Intet, saa er jeg som fri Aand født af Modsigelsens Grundsætning, eller født derved, at jeg valgte mig selv.

Han opdager nu, at det Selv, han vælger, har en uendelig Mangfoldighed i sig, forsaavidt det har en Historie, en Historie, i hvilken han vedkjender sig Identiteten med sig selv. Denne Historie er af forskjellig Art, thi i denne Historie staaer han i Forhold til andre Individer i Slægten og til hele Slægten, og denne Historie indeholder noget Smerteligt, og dog er han kun Den, han er, ved denne Historie. Derfor hører der Mod til at vælge sig selv; thi paa samme Tid, som det synes, at han isolerer sig allermest, paa samme Tid fordyber han sig allermest i den Rod, ved hvilken han hænger sammen med det Hele. Det ængster ham, og dog maa det være saa; thi naar Frihedens Lidenskab er vaagnet i ham — og den er vaagnet i Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget — saa vælger han sig selv og kæmper for denne Besiddelse som for sin Salighed, og det er hans Salighed. Han kan Intet opgive af det Altsammen, ikke det Smerteligste, ikke det Tungeste, og dog er Udtrykket for denne Kamp, for denne Erhverven — Anger. Han angrer sig tilbage i sig selv, tilbage i Familien, tilbage i — Slægten, indtil han finder sig selv i Gud. Kun paa dette Vilkaar kan han vælge sig selv, og dette er det eneste Vilkaar, han vil, thi kun saaledes kan han absolut vælge sig selv. Hvad er dog et Menneske uden Kjærlighed? Men der er mange Arter af Kjærlighed; jeg elsker en Fader anderledes end en Moder, min Hustru atter anderledes, og enhver forskjellig Kjærlighed har sit forskjellige Udtryk, men der gives ogsaa en Kjærlighed, hvormed jeg elsker Gud, og denne har kun eet Udtryk i Sproget, det er: Anger. Naar jeg ikke elsker ham saaledes, da elsker jeg ham ikke absolut, ikke af mit inderste Væsen; enhver anden Kjærlighed til det Absolute er en Misforstaaelse, thi for at tage, hvad man ellers saa høit anpriser, og hvad jeg selv ærer, naar Tanken af al sin Kjærlighed hænger fast ved det Absolute, saa er det ikke det Absolute, jeg elsker, jeg elsker ikke absolut, thi jeg elsker nødvendigt; saasnart jeg elsker frit og elsker Gud, da angrer jeg. Og skulde der ingen anden Grund være til, at Udtrykket for min Kjærlighed til Gud var Anger, saa er der den, at han har elsket mig først. Og dog er dette en ufuldkommen Betegnelse, thi kun naar jeg vælger mig selv som skyldig, vælger jeg absolut mig selv, hvis jeg overhovedet skal vælge mig selv absolut saaledes, at det ikke er identisk med at skabe sig selv; og om det var Faderens Brøde, der var gaaet i Arv paa Sønnen, han angrer denne med, thi kun saaledes kan han vælge sig selv, vælge sig absolut; og om Taarerne næsten vilde udslette ham Alt, han holder ved at angre, thi kun saaledes vælger han sig selv. Hans Selv er ligesom udenfor ham, og det skal erhverves, og Angeren er hans Kjærlighed dertil, fordi han vælger det absolut, af den evige Guds Haand.

Hvad jeg her har fremsat er ikke Katheder-Viisdom, det er Noget, ethvert Menneske kan fremsætte, der vil det, og som ethvert Menneske kan ville, naar han vil. Jeg har ikke lært det i Høresalene, jeg har lært det i Dagligstuen, eller om Du vil, i Børnestuen, thi naar jeg seer min lille Søn løbe over Gulvet, saa glad, saa lykkelig, da tænker jeg, hvo veed, om jeg dog ikke har havt megen skadelig Indflydelse paa ham. Gud veed det, jeg bærer al mulig Omsorg for ham, men denne Tanke beroliger mig ikke. Da siger jeg til mig selv, der vil komme et Øieblik i hans Liv, da ogsaa hans Aand vil modnes i Valgets Øieblik, da vil han vælge sig selv, da vil han angre ogsaa hvad Skyld der fra mig kan hvile paa ham. Og det er smukt, at en Søn angrer Faderens Brøde, og dog vil han ikke gjøre det for min Skyld, men fordi han kun saaledes kan vælge sig selv. Lad der saa skee, hvad der skal skee, ofte kan det, man anseer for det Bedste, have de skadeligste Følger for et Menneske, men Alt dette er dog Intet. Jeg kan gavne ham meget, det skal jeg bestræbe mig for, men til det Høieste kan han kun gjøre sig selv. See, derfor er det, at Mennesker have saa ondt ved at vælge sig selv, fordi den absolute Isolation er her identisk med den dybeste, Continuitet, fordi der, saalænge man ikke har valgt sig selv, er ligesom en Mulighed af at blive noget anderledes, enten paa den ene eller paa den anden Maade.

See, her har Du min ringe Mening om hvad det er at vælge og at angre. Det er usømmeligt at elske en ung Pige som var det Ens Moder, eller Ens Moder som var det en ung Pige, hver Kjærlighed har sin Eiendommelighed; Kjærlighed til Gud har sin absolute Eiendommelighed, dens Udtryk er Anger. Og hvad er dog al anden Kjærlighed i Sammenligning med denne, den er kun Barnelallen derimod. Jeg er ikke et ophidset ungt Menneske, der søger at anbefale sine Theorier, jeg er Ægtemand, jeg tør vel lade min Kone høre paa, at dog al Kjærlighed i Sammenligning med Angeren kun er Barnelallen; og dog veed jeg, jeg er en brav Ægtemand, „jeg, der endnu som Ægtemand kæmper under den første Kjærligheds seierrige Banner”; jeg veed, hun deler min Anskuelse, og derfor elsker jeg hende endnu høiere, og derfor vilde jeg ikke elskes af hiin unge Pige, fordi hun ikke deelte denne Anskuelse.

At der her atter viser sig nye og forfærdelige Ajveie, at Den ikke saa let er udsat for at falde, der kryber langs Jorden, som Den der bestiger Bjergenes Toppe, Den ikke saa let udsat for at fare vild, der bliver i Kakkelovnskrogen, som Den der vover sig ud i Verden, det veed jeg; men derfor bliver jeg lige trøstig i mit Valg.

Fra dette Punkt vil nu en Theolog finde et Udgangspunkt for en Mangfoldighed af Betragtninger; jeg vil ikke gaae videre ind paa disse, da jeg kun er Lægmand. Kun det Foregaaende vil jeg søge at belyse med den Bemærkning, at først i Christendommen har Angeren fundet sit sande Udtryk. Den fromme Jøde følte Fædrenes Brøde hvile paa sig, og dog følte han det ikke nær saa dybt som den Christne; thi den fromme Jøde kunde ikke angre det, fordi han ikke absolut kunde vælge sig selv. Forfædrenes Skyld tyngede paa ham, ragede over ham, han segnede under denne Byrde, han sukkede, men han kunde ikke løfte den op; det kan kun Den, der absolut vælger sig selv, ved Hjælp af Angeren. Jo større Frihed, jo større Skyld, og det er Salighedens Hemmelighed, og det er om ikke Feighed, saa dog en Sjælens Kleinmodighed, ikke at ville angre Forfædrenes Skyld, det er, om ikke Usselhed, saa dog Smaalighed og Mangel paa Høimod.

Fortvivlelsens Valg er altsaa „mig selv”; thi vel er det sandt, at idet jeg fortvivler, fortvivler jeg, som over alt Andet, saaledes ogsaa over mig selv; men det Selv, jeg fortvivler over, er en Endelighed, ligesom enhver anden Endelighed, det Selv, jeg vælger, er det absolute Selv, eller mit Selv efter sin absolute Gyldighed. Naar dette forholder sig saaledes, saa vil Du her igjen see, hvorfor jeg i det Foregaaende og endnu bestandig siger, at det Enten-Eller, jeg opstillede mellem at leve æsthetisk og ethisk, ikke er et fuldstændigt Dilemma, fordi der egentlig kun er Tale om eet Valg. Ved dette Valg vælger jeg egentlig ikke mellem Godt og Ondt, men jeg vælger det Gode; men idet jeg vælger det Gode, vælger jeg eo ipso Valget mellem Godt og Ondt. Det oprindelige Valg er stedse tilstede i ethvert følgende Valg.

Saa fortvivl da, og Dit Letsind skal aldrig mere bringe Dig til at vandre som en ustadig Aand, som et Gjenfærd mellem Ruinerne af en Verden, der dog er tabt for Dig; fortvivl, og Din Aand skal aldrig mere sukke i Tungsind, thi Verden skal atter blive Dig skjøn og glædelig, om Du end seer paa den med andre Øine end for, og Din Aand skal frigjort svinge sig op i Frihedens Verden.

Her kunde jeg afbryde; thi jeg har nu bragt Dig paa det Punkt, jeg vilde; der er Du nemlig, dersom Du selv vil. Jeg vilde, at Du skulde rive Dig løs fra Æsthetikens Illusioner, og fra en halv Fortvivlelses Drømme, for at vaagne til Aandens Alvor. Dette er imidlertid dog ingenlunde min Hensigt, thi jeg vil nu fra dette Synspunkt give Dig en Betragtning af Livet, en ethisk Livs-Anskuelse. Det er kun Tarvelighed, jeg har at byde Dig, deels fordi min Gave ingenlunde staaer i Forhold til Opgaven, deels fordi Tarvelighed er en Hovedegenskab ved alt Ethisk, en Egenskab, der kan være paafaldende nok for Den, der kommer fra Æsthetikens Overflod. Her gjælder det: nil ad ostentationem, omnia ad conscientiam. At afbryde her kunde ogsaa af en anden Grund synes betænkeligt, fordi det let kunde faae Udseende af, at jeg dog endte i en Art Qvietisme, hvor Personligheden kom til at hvile med samme Nødvendighed, som Tanken i det Absolute. Hvad gavnede det da, at man havde vundet sig selv, hvad gavnede det, at man fik et Sværd, der kunde beseire hele Verden, naar man ikke vilde gjøre anden Brug deraf end at stikke det i Skeden?

Dog inden jeg gaaer over til, nærmere at fremsætte en saadan ethisk Betragtning af Livet, vil jeg med et Par Ord antyde den Fare, der ligger for et Menneske i Fortvivlelsens Øieblik, det Skjær, han kan strande paa og aldeles forlise. Skriften siger: Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sjæl, hvad skulde være ham til Vederlag? Modsætningen udtaler Skriften ikke, men den ligger jo i Sætningen. Modsætningen vil lyde saaledes: hvad skadede det et Menneske, om han tabte den ganske Verden og dog ikke tog Skade paa sin Sjæl, hvad Vederlag behøvede han! Der gives Udtryk, der i sig synes simple og dog fylde Sjælen med en underlig Angst, fordi de næsten blive mere dunkle, jo mere man tænker derover. I religiøs Henseende er det Ord: Synd mod den Hellig-Aand, et saadant Udtryk. Jeg veed ikke, om det er lykkedes Theologerne, at give en bestemt Forklaring derover, jeg seer mig ikke istand dertil, men jeg er ogsaa kun Lægmand. Det Udtryk derimod, at tage Skade paa sin Sjæl, er et ethisk Udtryk, og Den, der mener at have en ethisk Livs-Anskuelse, maa ogsaa mene at kunnne give en Forklaring deraf. Man hører ofte nok Ordet brugt, og dog maa hver Den, der vil forstaae det, have oplevet dybe Bevægelser i sin Sjæl, ja han maa have fortvivlet; thi det er egentlig Fortvivlelsens Bevægelser, der ere fremsatte deri: paa den ene Side den ganske Verden, paa den anden Side Ens egen Sjæl. Du vil let see, at man, naar man forfølger dette Udtryk, kommer til den samme abstrakte Bestemmelse af „Sjæl”, som vi før i den psychologiske Overveielse af at ønske uden, dog at blive en Anden kom til Bestemmelsen af det Ord „Selv”. Naar jeg nemlig kan vinde den ganske Verden og dog tage Skade paa min Sjæl, saa maa der i det Udtryk: ganske Verden, ogsaa ligge alle de Endeligheder, jeg umiddelbar som saadan er i Besiddelse af. Min Sjæl viser sig da som indifferent mod disse. Naar jeg kan tabe den ganske Verden uden at tage Skade paa min Sjæl, saa ligger i det Udtryk: ganske Verden, atter alle de Endelighedens Bestemmelser, jeg umiddelbar som saadan har, og dog er min Sjæl uskadt, den er altsaa indifferent derimod. Jeg kan tabe min Rigdom, min Ære i Andres Øine, min Aandskraft, og dog ikke tage Skade paa min Sjæl; jeg kan vinde det Alt og dog tage Skade. Hvad er da min Sjæl, hvad er dette mit inderste Væsen, der kan blive uanfægtet af dette Tab og lide Skade ved denne Gevinst? For den Fortvivlede viser denne Bevægelse sig; det er intet rhetorisk Udtryk, men det eneste adæqvate, naar han paa den ene Side seer den ganske Verden, og paa den anden Side sig selv, sin Sjæl. I Fortvivlelsens Øieblik viser Adskillelsen sig, og nu gjælder det om, hvorledes han fortvivler; thi det er, som jeg ovenfor har udviklet i Anledning af enhver æsthetisk Livs-Anskuelse, det er Fortvivlelse at vinde den ganske Verden, og det saaledes, at man tager Skade paa sin Sjæl, og dog er det min inderlige Overbeviisning, at det for et Menneske er hans sande Frelse at fortvivle. Her viser sig atter Betydningen af at ville sin Fortvivlelse, at ville den i uendelig Forstand, i absolut Forstand, thi en saadan Villen er identisk med den absolute Hengivelse. Vil jeg derimod min Fortvivlelse i endelig Forstand, saa tager jeg Skade paa min Sjæl, thi da kommer mit inderste Væsen ikke til Gjennembrud i Fortvivlelsen, tværtimod, det lukker sig i den, det forhærdes, saa at endelig Fortvivlelse er en Forhærdelse, den absolute Fortvivlelse en Uendeliggjørelse. Naar jeg da i min Fortvivlelse vinder den ganske Verden, saa tager jeg Skade paa min Sjæl derved, at jeg endeliggjør mig selv, da jeg har mit Liv deri; naar jeg fortvivler over at jeg taber den hele Verden, saa tager jeg Skade paa min Sjæl, thi jeg endeliggjør den aldeles paa samme Maade, da jeg her igjen seer min Sjæl som sat ved Endeligheden. At et Menneske ved Forbrydelser kan vinde den ganske Verden og dog tage Skade paa sin Sjæl, det følger af sig selv, men der er en tilsyneladende langt uskyldigere Maade, paa hvilken det kan skee. Derfor sagde jeg, at hiin unge Pige var lige fortvivlet, enten hun fik Den hun elskede, eller ikke. Enhver endelig Fortvivlelse er en Vælgen af Endeligheden, thi jeg vælger den ligesaa godt naar jeg faaer som naar jeg taber den; thi dette, om jeg faaer den, ligger ikke i min Magt, men vel det at vælge den. Den endelige Fortvivlelse er derfor en ufri Fortvivlelse, den vil egentlig ikke Fortvivlelsen, den vil Endeligheden, men dette er Fortvivlelse. Paa dette Punkt kan et Menneske nu holde sig, og saalænge han holder sig der, kan jeg egentlig ikke beslutte mig til at turde udsige om ham, at han har taget Skade paa sin Sjæl. Han staaer paa et høist farligt Punkt. Der er i ethvert Øieblik en Mulighed deraf. Fortvivlelsen er der, men den har endnu ikke angrebet hans inderste Væsen; først naar han i endelig Forstand forhærder sig i den, da har han taget Skade paa sin Sjæl. Hans Sjæl er ligesom bedøvet i Fortvivlelse, og først naar han, idet han vaagner, vælger en endelig Udvei af Fortvivlelsen, først da har han taget Skade paa sin Sjæl, da har han lukket sig, da er hans fornuftige Sjæl qvalt og han er forvandlet til et Rovdyr, der intet Middel vil skye, da Alt er ham Nødværge. Der ligger en forfærdelig Angst i denne Tanke, at et Menneske har taget Skade paa sin Sjæl, og dog vil Enhver, der har fortvivlet, have anet denne Afvei, denne Fortabelse. At et Menneske saaledes kan tage Skade paa sin Sjæl, er vist; hvorvidt det er Tilfældet med den Enkelte, lader sig aldrig afgjøre, og intet Menneske vove her at dømme det andet. Et Menneskes Liv kan see besynderligt ud, og man kan fristes til at troe, at det er Tilfælde med ham, og dog kan han eie en ganske anden Fortolkning, der forvisser ham selv om det Modsatte; paa den anden Side kan et Menneske have taget Skade paa sin Sjæl, uden at Nogen aner det, thi denne Skade ligger ikke i det Udvortes, den ligger i Menneskets inderste Væsen, den er som den Raaddenhed, der boer i Hjertet af Frugten, medens det Ydre kan være lysteligt at see til, den er som den indre Huulhed, om hvilken Skallen Intet lader ane.

Idet Du nu vælger Dig selv absolut, da opdager Du lettelig, at dette Selv ikke er en Abstraktion eller en Tautologi, saaledes kan det i det Høieste vise sig i Orienteringens Øieblik, hvor man skiller ad, til man finder det abstrakteste Udtryk for dette Selv, og endog da er det dog en Illusion, at det er aldeles abstrakt og indholdsløst, thi det er jo dog ikke Bevidstheden om Friheden i Almindelighed, dette er en Bestemmelse af Tanken; men det er fremkommet ved et Valg og er Bevidstheden om dette bestemte frie Væsen, der er sig selv og ingen Anden. Dette Selv indeholder i sig en rig »Concretion, en Mangfoldighed af Bestemmetheder, af Egenskaber, kort, er hele det æsthetiske Selv, der er valgt ethisk. Jo mere Du derfor fordyber Dig i Dig selv, desto mere vil Du føle Betydningen selv af det Ubetydelige, ikke i endelig Forstand men i uendelig, fordi det er sat ved Dig, og idet man saaledes i ethisk Forstand vælger sig selv, saa er dette ikke blot en Besindelse paa sig selv, men man kunde, for at betegne denne Akt, erindre om Skriftens Ord, at gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord, der er talet. Naar nemlig Frihedens Lidenskab er vaagnet, da er den nidkjær paa sig selv og tillader ingenlunde, at det saaledes staaer ubestemt imellem hverandre, hvad der tilhører En og hvad ikke. I Valgets første Øieblik gaaer derfor Personligheden tilsyneladende ligesaa nøgen frem som Barnet af Moders Liv, i næste Øieblik er den concret i sig selv, og det kan kun skee ved en vilkaarlig Abstraktion, at Mennesket kan forblive paa dette Punkt. Han bliver sig selv, ganske den Samme, han var før, indtil den ubetydeligste Eiendommelighed, og dog bliver han en Anden, thi Valget gjennemtrænger Alt og forvandler det. Saaledes er nu hans endelige Personlighed uendeliggjort i det Valg, hvori han uendeligt vælger sig selv.

Nu eier han da sig selv som sat ved sig selv, det vil sige, som valgt af sig selv, som fri; men idet han saaledes eier sig selv, viser der sig en absolut Differents, den mellem Godt og Ondt. Saalænge han ikke har valgt sig selv, er denne Differents latent. Hvorledes fremkommer overhovedet Differentsen mellem Godt og Ondt? Lader den sig tænke, det vil sige, er den for Tanken? Nei. Herved er jeg atter kommen paa det Punkt, ved hvilket jeg var i det Foregaaende, hvorfor det kunde synes, som om Philosophien i Virkeligheden havde hævet Modsigelses-Grundsætningen, hvilket dog ligger deri, at den endnu ikke er kommen til den. Saasnart jeg tænker, forholder jeg mig nødvendig til det, jeg tænker, men netop derfor er Differentsen mellem Godt og Ondt ikke til. Tænk hvad Du vil, tænk den abstrakteste af alle Kategorier, tænk den concreteste, Du tænker aldrig under Bestemmelsen af Godt og Ondt; tænk hele Historien, Du tænker Ideens nødvendige Bevægelse, men Du tænker aldrig under Bestemmelsen af Godt og Ondt. Du tænker bestandig relative Differentser, aldrig den absolute Disferents. Philosophien kan man derfor gjerne, efter hvad jeg skjønner, give Ret i, at den ikke kan tænke en absolut Modsigelse, men deraf følger ingenlunde, at denne ikke er til. Idet jeg tænker, uendeliggjør jeg ogsaa mig selv, men ikke absolut, thi jeg forsvinder i det Absolute; først idet jeg absolut vælger mig selv, uendeliggjør jeg mig selv absolut, thi jeg er selv det Absolute, thi kun mig selv kan jeg vælge absolut, og dette absolute Valg af mig selv er min Frihed, og kun idet jeg absolut har valgt mig selv, har jeg sat en absolut Differents, den nemlig mellem Godt og Ondt.

For at udhæve Selvbestemmelsens Moment i Tænkningen siger Philosophien: det Absolute er derved at jeg tænker det, men da den selv indseer, at derved er den frie Tænken betegnet, ikke den nødvendige Tænken, som er den, den ellers anpriser, saa substituerer den et andet Udtryk deristeden, nemlig, at min Tænken af det Absolute er det Absolutes Sig-Tænken i mig. Dette Udtryk er ingenlunde identisk med det foregaaende, derimod er det aldeles betegnende. Min Tænken er nemlig et Moment i det Absolute, og deri ligger min Tænknings Nødvendighed, deri ligger den Nødvendighed, med hvilken jeg tænker det. Anderledes forholder det sig med det Gode. Det Godt er derved, at jeg vil det, og ellers er det slet ikke. Dette er Frihedens Udtryk; saaledes forholder det sig ogsaa med det Onde, det er kun, idet jeg vil det. Dermed ere ingenlunde Bestemmelserne af Godt og Ondt forkleinede eller nedsatte til blot subjektive Bestemmelser. Tvertimod er disse Bestemmelsers absolute Gyldighed udtalt. Det Gode er det I-og-for-sig-Værende, sat af det I-og-for-sig-Værende, og dette er Friheden.

Det kunde synes betænkeligt, at jeg brugte det Udtryk, at vælge sig selv absolut; thi deri kunde synes at ligge, at jeg valgte baade det Gode og det Onde lige absolut, og at baade det Gode og det Onde tilhørte mig lige væsentligt. For at forhindre denne Misforstaaelse brugte jeg det Udtryk, at jeg angrer mig selv ud af den hele Tilværelse. Anger er nemlig Udtrykket for, at det Onde tilhører mig væsentligt, og tillige Udtrykket for, at det ikke væsentligt tilhører mig. Dersom det Onde i mig ikke tilhørte mig væsentligt, saa kunde jeg ikke vælge det; men var der Noget i mig, som jeg ikke kunde vælge absolut, saa valgte jeg overhovedet ikke mig selv absolut, saa var jeg ikke selv det Absolute, men kun Produkt.

Her vil jeg nu afbryde disse Overveielser for at vise, hvorledes en ethisk Livs-Anskuelse betragter Personligheden og Livet og dettes Betydning. For en Ordens Skyld vil jeg vende tilbage til et Par Bemærkninger, der tidligere bleve gjorte om Forholdet mellem det Æsthetiske og Ethiske. Enhver æsthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, blev der sagt; det kom deraf, at den byggede paa det, der baade kan være og ikke være. Dette er ikke Tilfældet med den ethiske Livs-Anskuelse; thi den bygger Livet paa det, som det væsentlig tilhører at være. Det Æsthetiske, blev der sagt, er det i et Menneske, hvorved han umiddelbar er Den, han er; det Ethiske er det, hvorved et Menneske bliver det, han bliver. Hermed skal nu ingenlunde være sagt, at Den, der lever æsthetisk, ikke udvikler sig; men han udvikler sig med Nødvendighed, ikke med Frihed, der foregaaer ingen Metamorphose med ham, ingen uendelig Bevægelse i ham, hvorved han kommer til det Punkt, udfra hvilket han bliver den han bliver.

Naar et Individ betragter sig selv æsthetisk, saa bliver han sig dette Selv bevidst som en paa mange Maader i sig selv bestemmet mangfoldig Concretion, men trods al den indre Forskjellighed er dette dog Altsammen hans Væsen, har lige megen Ret til at komme frem, lige megen Ret til at fordre Tilfredsstillelse. Hans Sjæl er som en Jordbund, af hvilken der opskyde allehaande Urter, alle med lige Fordring paa at trives, hans Selv ligger i denne Mangfoldighed, og han har intet Selv, der er høiere end dette. Har han nu, hvad Du saa ofte taler om, æsthetisk Alvor, og lidt Klogskab paa Livet saa vil han see, at Alt kan umulig ligeligt trives, han vil da vælge, og det, der bestemmer ham, er et Mere og Mindre, hvilket er en relativ Disserents. Lod det sig nu tænke, at et Menneske kunde leve uden at komme i Berøring med det Ethiske, saa vilde han kunne sige: Jeg har Anlæg til at blive en Don Juan, en Faust, en Røvercapitain; dette Anlæg uddanner jeg nu, thi den æsthetiske Alvor fordrer, at jeg bliver noget Bestemt, at jeg lader Det udvikle sig i dets Heelhed, hvortil Spiren er nedlagt i mig. En saadan Betragtning af Personligheden og dens Udvikling vilde være en æsthetisk aldeles rigtig. Du seer deraf, hvad en æsthetisk Udvikling har at betyde, det er en Udvikling ligesom Plantens, og skjøndt Individet bliver, saa bliver det til det, det umiddelbart er. Den, der ethisk betragter Personligheden, han har strax en absolut Differents, den nemlig mellem Godt og Ondt, og om han i sig finder Mere af det Onde end af det Gode, saa betyder dette dog ikke, at det Onde er det, der skal frem, men det betyder, at det Onde er det, der skal tilbage, og det Gode skal frem. Naar da Individet ethisk udvikler sig, da bliver han til det, han bliver; thi ogsaa da, naar han lader det Æsthetiske i sig (hvilket da for ham betyder noget Andet, end for Den der blot lever æsthetisk) have sin Gyldighed, saa er det dog dethroniseret. Selv den æsthetiske Alvor er som al Alvor gavnlig for et Menneske, men det kan aldrig frelse ham tilfulde. Saaledes troer jeg, at det til en vis Grad har været Tilfældet med Dig; thi som Idealet altid har skadet Dig, fordi Du har stirret Dig blind derpaa, saa har det ogsaa gavnet Dig, forsaavidt det Slettes Ideal har virket ligesaa afskrækkende paa Dig. Helbrede Dig kan naturligviis æsthetisk Alvor ikke, thi Du kommer dog aldrig videre end dertil, at Du lader det Slette være, fordi dog ei heller dette lader sig idealt gjennemføre, men Du lader det ikke være, fordi det er det Slette, eller fordi Du afskyer det. Du er da ikke kommen videre end til den Følelse, at Du er ligesaa afmægtig til det Gode som til det Onde. Forøvrigt virker det Onde maaskee aldrig mere forførerisk, end naar det saaledes træder op under æsthetiske Bestemmelser; der hører en høi Grad af ethisk Alvor til aldrig at ville opfatte det Onde i æsthetiske Kategorier. En saadan Betragtning deraf sniger sig lumskelig ind i ethvert Menneske, og den overveiende æsthetiske Dannelse, Tiden har, bidrager ikke Lidet dertil. Man hører derfor ikke sjeldent endog Dydsprædikanter ivre paa den Maade mod det Onde, at man seer, at Taleren, skjøndt han priser det Gode, dog nyder den Tilfredsstillelse, at han meget godt selv kunde være det rænkefuldeste, snedigste Menneske, men har forsmaaet det i Sammenligning med det at være et godt Menneske. Dog, det røber en hemmelig Svaghed, der viser, at Differentsen mellem Godt og Ondt ikke staaer tydelig for ham i hele sin Alvor. Saa meget af det Gode er der dog blevet tilbage i ethvert Menneske, at han føler, at det at være et godt Menneske er det Høieste, men for dog at have en lille Distinktion fra Hoben af Mennesker fordrer han en høi Grad af Anerkjendelse, fordi han, der havde saa mange Gaver til at blive slet, dog blev god. Ret som om det, at have mange Gaver til at blive slet, var et Fortrin, og ret som han ikke ved en slig Dvælen ved disse Gaver viste en Forkjærlighed for dem. Saaledes finder man ogsaa ofte Mennesker, der virkelig i deres inderste Hjerte ere gode, men ikke have Mod til at vedkjende sig det, fordi det synes, at de derved falde ind under altfor trivielle Bestemmelser. Saadanne anerkjende ogsaa det Gode for det Høieste, men have ikke Mod til at erkjende det Onde for hvad det er. Man hører ogsaa ofte det Udtryk: det var en fattig Ende paa den Historie; man kan i Reglen være sikker paa, at det, der hilses og annonceres paa den Maade, er det Ethiske. Naar et Menneske paa en eller anden Maade er bleven gaadefuld for Andre, og Forklaringen da kommer, og det viser sig, at han ikke var, som Folk havde haabet og glædet sig til, en listig og underfundig Bedrager, men et godmodigt og bravt Menneske, saa siger man: ikke Andet end det, var det det Hele. Ja, der hører i Sandhed meget ethisk Mod til at vedkjende sig det Gode som det Høieste, fordi man derved falder ind under ganske almindelige Bestemmelser. Det vil Folk saa nødig til, de ville saa gjerne have deres Liv i Differentserne. Thi et godt Menneske, det kan Enhver være, som vil det, men til at være ond hører der altid Talent. Derfor ville Mange saa gjerne være Philosopher, ikke Christne, thi til at være Philosoph hører Talent, til at være Christen Ydmyghed, og den kan Enhver have, der vil det. Hvad jeg her siger, det kan Du ogsaa lægge Dig paa Sinde, thi Du er i Dit inderste Væsen intet ondt Menneske. Bliv nu ikke vred, jeg har ikke isinde at fornærme Dig, Du veed, at jeg har maattet gjøre Dyd af en Nødvendighed, og da jeg ikke har Dine Gaver, saa maa jeg see at holde det, at være et godt Menneske, lidt i Ære.

Ogsaa paa andre Maader har man i vor Tid søgt at enervere den ethiske Betragtning. Medens man nemlig finder, at det er en saare fattig Ansættelse i Livet at være et godt Menneske, saa har man dog endnu en vis Ærbødighed derfor, men kan ikke godt lide, at den gjøres gjældende. Jeg mener ingenlunde, at Mennesket skal bære sin Dyd til Skue og ved enhver Leilighed kaste Folk i Øinene, at han er et godt Menneske, men paa den anden Side skal han dog heller ikke lægge Skjul derpaa eller frygte for at vedkjende sig sin Stræben. Gjør han det, saa opløfter man strax et Skrig mod ham: han vil gjøre sig vigtig, han vil være bedre end Andre; man enes i det kaade Udtryk: lad os være Mennesker, vi ere alle Jyder for vor Herre. Dette behøver jeg ikke at lade Dig vide, men vel at advare Dig mod altfor megen Virksomhed, hvortil Din Spot ofte nok henriver Dig. Det er derfor ganske i sin Orden, at i det nyere Drama det Slette altid repræsenteres af de mest glimrende Talenter, det Gode, det Retskafne, af en Urtekræmmersvend. Dette finde Tilskuerne ganske i sin Orden og lære af Stykket, hvad de vidste iforveien, at det er langt under deres Værdighed at gaae i Klasse med en Urtekræmmersvend. Ja, min unge Ven, der hører meget ethisk Mod til for Alvor ikke at ville have sit Liv i Differentserne, men i det Murene. Vor Tid trænger i denne Henseende til Rystelse, som vel heller ikke vil udeblive; thi det vil vel komme, det Øieblik, da den vil faae at see, hvorledes de i æsthetisk Forstand mest udmærkede Individer, de, hvis Liv netop ligger i Differentserne, fortvivle over disse for at sinde det Almene. Det kan da være godt for os Smaa-Folk, forsaavidt vi ogsaa stundom føle os ængstede af ikke at kunne have vort Liv i Differentserne, fordi vi ere for ubetydelige dertil, ikke fordi vi have været store nok til at forsmaae dem.

Ethvert Menneske, der lever blot æsthetisk, har derfor en hemmelig Gru for det at fortvivle, thi han veed meget godt, at det, Fortvivlelsen bringer frem, er det Almene, og han veed tillige, at det, han har sit Liv i, er Differentsen. Jo høiere et Individ staaer, desto flere Differentser har han tilintetgjort eller fortvivlet over, men han beholder altid een Differents tilbage, hvilken han ikke vil tilintetgjøre, hvori han har sit Liv. Det er mærkeligt at see, hvorledes endog de eenfoldigste Mennesker med en beundringsværdig Sikkerhed opdage hvad man kunde kalde deres æsthetiske Differents, hvor ubetydelig denne end er, og det er en af Livets Jammerligheder den taabelige Strid, der føres om, hvilken Differents der er betydningsfuldere end den anden. De æsthetiske Hoveder udtrykke ogsaa deres Uvillie mod Fortvivlelsen derved, at de sige, at den er et Brud. Dette Udtryk er ganske rigtigt, forsaavidt Livets Udvikling skulde bestaae i en nødvendig Udfoldelse af det Umiddelbare. Er dette ikke Tilfældet, saa er Fortvivlelsen intet Brud, men en Forklarelse. Kun Den, der fortvivler over noget Enkelt, faaer et Brud, men det kommer netop deraf, at han ikke fortvivler fuldelig. Æsthetikerne frygte ogsaa for, at Livet skal tabe den forlystende Mangfoldighed, det har, saalænge det sees saaledes, at hvert enkelt Individ lever under æsthetiske Bestemmelser. Dette er atter en Misforstaaelse, som vel adskillige rigoristiske Theorier have kunnet foranledige. I Fortvivlelsen gaaer Intet under, alt det Æsthetiske bliver i et Menneske, kun at det er gjort til tjenende, og derved er det netop bevaret. Ja, det er vel sandt, man lever ikke saaledes deri som før, men deraf følger ingenlunde, at man har tabt det; det kan maaskee blive benyttet paa en anden Maade, men deraf følger jo ikke, at det er borte. Ethikeren gjennemfører kun den Fortvivlelse, som den høiere Æsthetiker allerede har begyndt, men vilkaarlig afbrudt; thi om Differentsen er nok saa stor, den er dog kun relativ. Og naar da Æsthetikeren selv tilstaaer, at ogsaa den Differents, der giver hans Liv Betydning, er forgængelig, men tilføier, at det dog altid er bedst at glæde sig ved den, saalænge man har den, saa er dette dog egentlig en Feighed, der elsker en vis Art Hyggelighed, hvor der ikke er altfor høit til Loftet, og er et Menneske uværdig. Det er som om et Menneske vilde glæde sig ved et Forhold, der var baseret paa en Misforstaaelse, som dog tidligere eller sildigere maatte komme for Dagen, og ikke havde Mod til at blive sig denne bevidst eller tilstaae den, men vilde fryde sig ved Forholdet saalænge som muligt. Dog, i dette Tilfælde er Du ikke, men Du er som Den der har tilstaaet Misforstaaelsen, afbrudt Forholdet og nu dog bestandig vil tage Afsked med det.

Den æsthetiske Anskuelse betragter ogsaa Personligheden i Forhold til Omverdenen, og Udtrykket for dette i dets Tilbagevenden i Personligheden er Nydelse. Men det æsthetiske Udtryk for Nydelsen i dens Forhold til Personligheden er Stemning. I Stemningen er nemlig Personligheden tilstede, men den er dæmrende tilstede. Den der lever æsthetisk, han søger nemlig saavidt som muligt aldeles at gaae op i Stemning, han søger ganske at skjule sig i den, at der ikke bliver Noget i ham, det ikke kan bøies med ind i den, thi en saadan Rest virker altid forstyrrende, den er en Continueerlighed, der vil holde ham tilbage. Jo mere da Personligheden dæmrer i Stemningen, jo mere er Individet i Momentet, og dette er igjen det mest. adæqvate Udtryk for den æsthetiske Existents: den er i Momentet. Deraf de uhyre Oscillationer, som Den, der lever æsthetisk, er udsat for. Den, der lever ethisk, kjender ogsaa Stemningen, men denne er ham ikke det Høieste; fordi han uendeligt har valgt sig selv, saa seer han Stemningen under sig. Det Mere, der da ikke vil gaae op i Stemning, det er netop den Continueerlighed, der er ham det Høieste. Den der lever ethisk, han har, for at erindre om et tidligere Udtryk, Hukommelse for sit Liv, det har Den, der lever æsthetisk, slet ikke. Den der lever ethisk, han tilintetgjør ikke Stemningen, han seer den et Øieblik an, men dette Øieblik frelser ham fra at leve i Momentet, dette Øieblik giver ham Herredømme over Lysten; thi Kunsten at beherske Lysten ligger ikke saa meget i at tilintetgjøre den eller aldeles at forsage den, som i at bestemme Øieblikket. Tag hvilken Lyst Du vil, Hemmeligheden i den, Magten i den, ligger deri, at den er absolut i Momentet. Nu hører man ofte sige, at det eneste Middel er, at man aldeles afholder sig derfra. Dette er en meget urigtig Methode, som ogsaa kun lykkes en Tid lang. Tænk Dig et Menneske, der var forfalden til Spil. Lysten vaagner med al sin Lidenskab, det er, som stod hans Liv paa Spil, hvis den ikke blev tilfredsstillet; er han istand til at sige til sig selv, i dette Øieblik vil jeg ikke, først om en Time vil jeg, saa er han helbredet. Denne Time er Continueerligheden, der frelser ham. Den der lever æsthetisk, hans Stemning er altid excentrisk, fordi han har sit Centrum i Peripherien. Personligheden har sit Centrum i sig selv, og Den som ikke har sig selv, han er excentrisk. Den der lever ethisk, hans Stemning er centraliseret, han er ikke i Stemningen, han er ikke Stemning, men han har Stemning og har Stemningen i sig. Det, han arbeider for, er Continueerligheden, og denne er altid Stemningens Mester. Hans Liv mangler ikke Stemning, ja, det har en Total-Stemning; men denne er erhvervet, det er hvad man kunde kalde æquale temperumentum, men dette er ingen æsthetisk Stemning, og intet Menneske har den af Naturen eller umiddelbart.

Men Den, som nu uendeligt har valgt sig selv, kan han sige, nu eier jeg mig selv, jeg forlanger intet Mere, og mod alle Verdens Omskiftelser sætter jeg den stolte Tanke: jeg er den, jeg er? Ingenlunde! Dersom et Menneske vilde udtrykke sig saaledes, saa vilde man let see, at han var paa Afveie. Grundfeilen laae da ogsaa i, at han ikke i strengeste Forstand havde valgt sig selv; han havde vel valgt sig selv, men udenfor sig selv; han havde opfattet det at vælge aldeles abstrakt og ikke grebet sig selv i sin Concretion; han havde ikke valgt saaledes, at han i Valget blev i sig selv, iførte sig sig selv; han havde valgt sig selv efter sin Nødvendighed, ikke i sin Frihed; han havde taget det ethiske Valg æsthetisk forfængeligt. Jo betydningsfuldere det er i sin Sandhed, der skal frem, desto farligere ere ogsaa Afveiene, og saaledes viser sig ogsaa her en forfærdelig Afvei. Idet Individet har grebet sig i sin evige Gyldighed, saa overvælder denne ham med hele sin Fylde. Timeligheden forsvinder for ham. I første Øieblik fylder det ham med en ubeskrivelig Salighed og giver ham en absolut Tryghed. Kommer han nu eensidig til at stirre herpaa, saa gjør Timeligheden sine Fordringer gjældende. Disse afvises; hvad Timeligheden kan give, det Fra eller Til, som her viser sig, er ham saa saare ubetydeligt i Sammenligning med hvad han evigt eier. Alt gaaer istaa for ham, han er ligesom kommen til Evigheden for Tiden. Han hensynker i Contemplation, han stirrer paa sig selv, men denne Stirren kan ikke udfylde Tiden. Da viser det sig for ham, at Tiden, Timeligheden er hans Fordærvelse, han fordrer en fuldkommen Form af Tilværelse, og her viser sig atter en Træthed, en Apathi, der har Lighed med den Mathed, som er Nydelsens Ledsager. Denne Apathi kan hvile saa rugende over et Menneske, at et Selvmord viser sig for ham som den eneste Udvei. Ingen Magt kan fravriste ham sig selv, den eneste Magt er Tiden; den kan vel heller ikke fravriste ham sig selv, men den standser og sinker ham, den opholder det Aandens Favnetag, med hvilket han griber sig selv. Han har ikke valgt sig selv, han har som Narcissus forelsket sig i sig selv. En saadan Tilstand er vist ikke sjelden endt med et Selvmord.

Feilen ligger i, at han ikke har valgt paa den rigtige Maade, ikke just i den Forstand, at han slet ikke skulde have havt Øie for sine Feil, men han har seet sig selv ind under Nødvendighedens Bestemmelse; sig, denne Personlighed med hele denne Mangfoldighed af Bestemmelser, har han seet som et Medhenhørende i Verdens Gang, han har seet det ligeoverfor den evige Magt, hvis Ild har gjennemtrængt det uden at fortære det. Men han har ikke seet sig i sin Frihed, ikke valgt sig i den. Gjør han dette, saa er han i samme Øieblik, han vælger sig selv, i Bevægelse; hvor concret end hans Selv er, han har dog valgt sig selv efter sin Mulighed, han har i Angeren løskjøbt sig selv for at blive i sin Frihed, men i sin Frihed kan han kun blive derved, at han bestandig realiserer den. Den der derfor har valgt sig selv, han er eo ipso Handlende.

Her kan det maaskee være Stedet til med et Par Ord at omtale en Livs-Anskuelse, som Du i høi Grad behager Dig i, især som Docent, stundom og som Praktikus. Den løber ikke ud paa Mindre end at det at sørge dog egentlig er Livets Betydning, og det at være den Ulykkeligste det Allerlykkeligste. Ved første Øiekast synes denne Anskuelse ikke at være en æsthetisk Livs-Betragtning; thi Nydelse kan dog egentlig ikke være dens Løsen. Den er imidlertid heller ikke ethisk, men den ligger i det farefulde Moment, da det Æsthetiske skal gaae over til det Ethiske, hvor Sjælen saa let besnæres i en eller anden Yttring af en Prædestinations-Theori. Du fører forskjellig falsk Lære, denne er næsten den værste, men Du veed tillige, at den er den mest brugbare, naar det gjælder om at liste Dig paa Mennesker og suge dem til Dig. Du kan være hjerteløs tiltrods for Nogen, Du kan spøge med Alt, endog med Menneskers Smerte. At dette frister Ungdommen, er Du ikke uvidende om, og dog kommer Du ved denne Adfærd til at staae den temmelig fjern, fordi en saadan Omgang er ligesaa meget frastødende som tiltrækkende. Er det en qvindelig Ungdom, Du paa den Maade vil bedrage, saa undgaaer det Dig ingenlunde, at en qvindelig Sjæl har for megen Dybde til i Længden at fængsles af Sligt, ja om Du end for et Øieblik har beskjæftiget hende, det dog snart vil ende med, at hun bliver træt deraf og næsten fatter Afsky for Dig, da hendes Sjæl ikke fordrer saadanne Pirringer. Nu forandres Methoden, Du lader i enkelte gaadefulde Udbrud, som kun hun kan forstaae, en fjern Melancholi ane som Forklaring af det Hele. Kun hende aabner Du Dig for, men saa forsigtigt, at hun dog egentlig aldrig faaer noget Nærmere at vide; Du overlader til hendes Phantasi at udmale det dybe Veemod, som Du gjemmer inderst inde. Klog er Du, det kan man ikke negte Dig, og sandt er det, hvad en ung Pige sagde om Dig, at Du formodentlig endte med at blive Jesuit. Jo underfundigere Du veed at spille dem den Traad i Haanden, der fører dybere og dybere ind i Veemodets Lønligheder, desto gladere er Du, desto sikkrere paa at drage dem til Dig. Du holder ikke lange Taler, Du forkynder ikke Din Smerte i trofaste Haandtryk eller „i en romantisk Stirren ind i en ligestemt Sjæls romantiske Øie”, dertil er Du for klog. Du flyer Vidner, og kun i et enkelt Øieblik lader Du Dig overrumple. Der er en Alder, i hvilken der ingen farligere Gift er for en ung Pige end Veemod; det veed Du, og denne Viden kan jo som enhver anden i og for sig være ret god, den Brug derimod, Du gjør deraf, skal jeg ikke rose.

Da Du har hærdet Dit Sind til at opfatte hele Tilværelsen i æsthetiske Kategorier, saa er det en Selvfølge, at Sorgen ikke er undgaaet Din Opmærksomhed, thi den er i og for sig noksaa interessant som Glæden. Den Urokkelighed, med hvilken Du fastholder det Interessante overalt, hvor det viser sig, er en stadig Anledning til, at Din Omgivelse misforstaaer Dig og snart anseer Dig for absolut hjerteløs, snart for et virkelig godmodigt Menneske, uagtet Du egentlig er ingen af Delene. Allerede den Omstændighed kan foranledige en saadan Misforstaaelse, at man ligesaa ofte seer Dig opsøge Sorgen som at ledsage Glæden, naar der, vel at mærke, i Sorgen saavel som i Glæden er en Idee, thi først derved vaagner den æsthetiske Interesse. Hvis Du kunde være letsindig nok til at gjøre et Menneske ulykkeligt, saa vilde Du kunne give Anledning til den besynderligste Skuffelse. Du vilde da ikke som Andre, der troløst blot søge Glæden, trække Dig tilbage og jage efter den igjen ad andre Veie, nei Sorgen i det samme Individ vilde blive Dig endnu interessantere end Glæden, Du vilde blive hos ham, Du vilde fordybe Dig i hans Sorg. Du har Erfaring, Inderlighed, Ordets Magt, Tragediens Pathos, Du veed at byde den Lidende den Lindring, som den æsthetisk Sørgende ene attraaer — Udtrykket. Det forlyster Dig at see, hvorledes den Sørgende hviler sig i Stemningens Strængeleg, naar Du foredraget den; Du bliver ham snart uundværlig, thi Dit Udtryk løfter ham op fra Sorgens mørke Boliger. Han derimod bliver ikke uundværlig for Dig, og snart er Du træt. Thi det er for Dig ikke blot Glæden, der

Er liig en flygtig Ven,
Som paa en Reise man møder,

men ogsaa Sorgen, da Du altid er en Reisende. Naar Du da har trøstet den Sørgende og til Erstatning for Din Uleilighed destilleret det Interessante ud deraf, saa kaster Du Dig i Din Vogn og raaber: afsted! Spørger man Dig hvorhen, da svarer Du med Helten Don Juan: „til Lyst og Munterhed.” Nu er Du nemlig kjed af Sorgen, og Din Sjæl fordrer Modsætningen.

Ganske saa slemt, som jeg har skildret det, bærer Du Dig vel ikke ad, og jeg vil ikke negte Dig, at Du ofte har en virkelig Interesse for den Sørgende, at det ligger Dig paa Sinde at helbrede ham, at vinde ham for Glæden. Du spænder Dig da, som Du selv siger, liig en vælig Hest, for, og søger nu at arbeide ham ud af Sorgens Besnærelser. Du sparer ikke Tid og Kraft, og stundom lykkes det Dig. Endda kan jeg ikke rose Dig; thi der skjuler sig Noget herunder. Du er nemlig misundelig paa Sorgen, Du kan ikke lide, at noget andet Menneske har Sorg, eller en Sorg som ikke skulde kunne beseires. Naar Du da helbredet en Sørgende, da nyder Du den Tilfredsstillelse, at Du siger til Dig selv: men min egen Sorg, den kan Ingen helbrede. Det er et Resultat, Du altid beholder in mente, hvad enten Du søger Glædens eller Sorgens Adspredelse, det bliver urokkeligt i Din Sjæl, at der er en Sorg, som ikke lader sig hæve.

Saaledes er jeg da kommen hen paa det Punkt, hvor Du mener, at Livets Betydning bliver at sørge. Den hele moderne Udvikling har det ved sig, at man finder en større Tilbøielighed til at ville sørge, end til at ville være glad. Det ansees for en høiere Anskuelse af Livet, og er det ogsaa, forsaavidt som det at ville være glad er naturligt, det at sørge unaturligt. Dertil kommer, at det at være glad medfører dog en vis Forpligtelse for den Enkelte til Taknemmelighed, om hans Tanker end ere for forvirrede, til at han ret veed, hvem han skal takke; det at sørge fritager En herfor, og Forfængeligheden tilfredsstilles da bedre. Vor Tid har desuden paa saa mange Maader erfaret Livets Forfængelighed, at den ikke troer paa Glæden, og for dog at have Noget at troe paa, troer den paa Sorgen. Glæden forgaaer, siger den, men Sorgen, den bestaaer, og Den som derfor bygger sin Anskuelse af Livet herpaa, han bygger paa en fast Grundvold.

Spørger man nu nærnere, hvad det er for en Sorg, Du taler om, saa er Du klog nok til at omgaae den ethiske Sorg. Det er ikke Angeren, Du mener; nei, det er den æsthetiske Sorg, det er især den reflekterede Sorg. Den har sin Grund ikke i Skyld, men i Ulykke, i Skjæbne, i en sørgelig Disposition, i Andres Indflydelse o. s. v. Det er Altsammen Noget, Du meget godt kjender fra Romaner. Læser Du det der, saa leer Du derad, hører Du Andre tale derom, saa spotter Du; men naar Du selv foredrager det, saa er der Mening deri og Sandhed.

Skjøndt nu den Anskuelse, der gjør det at sørge til Livets Betydning i og for sig, kunde synes sørgelig nok, saa kan jeg dog ikke undlade at vise Dig fra en Side, som Du maaskee ikke ventede, at den er trøstesløs. Hvad jeg nemlig før har sagt, det siger jeg her igjen, i samme Forstand som det hedder, at Glæden forgaaer, i samme Forstand hedder det, at Sorgen forgaaer. Dette er Noget, jeg ikke behøver at gjøre Dig opmærksom paa; thi det kan Du jo lære af Din Mester, Scribe, der ofte nok har spottet den Sentimentalitet, der troer paa en evig Sorg. Den der siger, at det at sørge er Livets Betydning, han har Glæden udenfor sig paa samme Maade som Den, der vil være glad, har Sorgen udenfor sig. Glæden kan da overrumple ham aldeles paa samme Maade som Sorgen den Anden. Hans Livs-Anskuelse er da knyttet til en Betingelse, som ikke staaer i hans Magt; thi det staaer egentlig ligesaa lidet i et Menneskes Magt at lade være at blive glad som at lade være at blive bedrøvet. Men enhver Livs-Anskuelse, der har en Betingelse udenfor sig, er Fortvivlelse. Og saaledes er det at ville sørge Fortvivlelse aldeles i samme Forstand, som det at ville søge Glæden, da det altid er Fortvivlelse at have sit Liv i det, hvis Væsen er, at det kan forgaae. Vær derfor saa kløgtig og saa opfindsom som Du være vil, skræm Glæden bort ved et grædefærdigt Ydre, eller, hvis Du foretrækker det, bedrag den ved Dit Ydre for at gjemme paa Sorgen, Glæden kan dog overraske Dig; thi Tiden fortærer Tidens Børn, og en saadan Sorg er Tidens Barn, og den Evighed, den tillyver sig, et Bedrag.

Jo dybere Grunden til Sorgen ligger, jo mere kan det synes, at det dog lod sig gjøre at bevare den hele sit Liv, ja at man Intet behøvede at gjøre, men at det fulgte af sig selv, at den blev. Er det en enkelt Begivenhed, saa vil det allerede falde saare vanskeligt. Det indseer Du meget godt, og naar Du derfor skal udtale Dig angaaende Sorgens Betydning for hele Livet, saa tænker Du nærmest paa ulykkelige Individualiteter og tragiske Helte. Den ulykkelige Individualitets hele aandelige Disposition har det ved sig, at han ikke kan blive lykkelig eller glad, der rager et Fatum over ham, og ligesaa over den tragiske Helt. Her har det da sin fuldkomne Rigtighed, at det at sørge er Livets Betydning, og her ere vi da ved en slet og ret Fatalisme, der altid har noget Forførende ved sig. Her møder Du da ogsaa med Din Pretention, som hverken gaaer ud paa Mere eller Mindre, end at Du er den Ulykkeligste. Og dog er det unegteligt, denne Tanke er den stolteste og trodsigste, der kan opkomme i et Menneskes Hjerne.

Lad mig svare Dig, som Du har fortjent det. Først og fremmest: Du sørger jo ikke. Dette veed Du meget godt; thi det er jo Dit Yndlingsudtryk, at den Ulykkeligste er den Lykkeligste. Men dette er et Falskneri, forfærdeligere end noget andet, det er et Falskneri, der vender sig mod den evige Magt, som styrer Verden, det er et Oprør mod Gud, ligesom det at ville lee, hvor man skal græde, og dog er der en Fortvivlelse, der formaaer det, der er en Trods, der byder Gud selv Spidsen. Men det er tillige et Forræderi mod Menneskeslægten. Vel gjør Du ogsaa Forskjel paa Sorg, men Du mener dog, at der er en Differents, der er saa stor, at det er en Umulighed at bære den Sorg som saadan. Men er der en saadan Sorg til, saa staaer det ikke til Dig at afgjøre, hvilken den er; den ene Differents er ligesaa god som den anden, og Du har forraadt Menneskets dybeste og helligste Ret eller Naade. Det er et Forræderi mod det Store, en lav Misundelse; thi det løber dog ud paa, at de store Mænd ikke have været forsøgte i de farligste Prøvelser, at de ere slupne nemt til deres Hæder, at ogsaa de vilde bukket under, hvis den overmenneskelige Fristelse, Du taler om, var paakommet dem. Og er det da paa den Maade, Du agter at hædre det Store, ved at forkleine det, paa den Maade, Du agter at give det Vidnesbyrd, ved at fornegte det?

Og nu misforstaa mig ikke. Jeg er ikke det Menneske, som mener, at man ikke skal sørge; jeg foragter denne usle Forstandighed, og naar jeg kun har Valget herimellem, saa vælger jeg Sorgen. Nei, jeg veed, at det at sørge er skjønt, og at der er Fynd i Taarer; men jeg veed ogsaa, at man ikke skal sørge som Den der ikke har Haab. Der er en absolut Modsætning mellem os, som aldrig kan hæves. Jeg kan ikke leve under æsthetiske Bestemmelser, jeg føler at mit Livs Helligste gaaer under, jeg fordrer et høiere Udtryk, og dette giver det Ethiske mig. Og her faaer først Sorgen sin sande og dybe Betydning. Bliv ikke stødt over hvad jeg her siger, ophold Dig ikke over, at jeg, medens jeg taler om den Sorg, som for at bæres behøver Helte, kan tale om Børn. Det er Tegn paa et velartet Barn, at det har Tilbøielighed til at bede om Forladelse, uden altfor meget at overveie, om det har Ret eller ikke, og saaledes er det et Tegn paa et høimodigt Menneske, paa en dyb Sjæl, at han er tilbøielig til at angre, at han ikke gaaer i Rette med Gud, men angrer og elsker Gud i sin Anger. Uden dette er hans Liv Intet, kun som Skum paa Vand. Ja, jeg forsikkrer Dig til, at om mit Liv var saaledes uden egen Skyld indflettet i Sorger og Lidelser, at jeg kunde kalde mig selv den største tragiske Helt, forlyste mig ved min Smerte og forfærde Verden ved at nævne den, mit Valg er gjort, jeg affører mig Heltens Klædebon og Tragediens Pathos, jeg er ikke den Plagede, der kan være stolt af sine Lidelser, jeg er den Ydmygede, der føler min Brøde, jeg har kun eet Udtryk for hvad jeg lider — Skyld, eet Udtryk for min Smerte —— Anger, eet Haab for mit Øie — Tilgivelse. Og falder det mig vanskeligt at gjøre det, o! jeg har kun een Bøn, jeg vilde kaste mig til Jorden og anraabe den evige Magt, som styrer Verden, om een Naade, tidlig og sildig, den, at det maatte tillades mig at angre; thi jeg kjender kun een Sorg, som kunde bringe mig til Fortvivlelse og nedstyrte Alt deri — den, at Angeren var en Skuffelse, en Skuffelse ikke med Hensyn til Tilgivelsen, den søger, men med Hensyn til Tilregnelsen, den forudsætter.

Og mener Du, at Sorgen ved denne Adfærd ikke skeer sin Ret, at jeg løber fra den? Ingenlunde! Jeg nedlægger den i mit Væsen og glemmer den derfor aldrig. Det er overhovedet en Vantro paa Aandens Gyldighed, ikke at turde troe, at jeg kan eie Noget i mig uden hvert Øieblik at see dertil. Hvad man i det daglige Liv vil gjemme bedst, det nedlægger man paa et Sted, hvor man ikke alle Dage kommer, og saaledes ogsaa i aandelig Forstand. Jeg har Sorgen i mig, og jeg veed, at den vil tilhøre mit Væsen, jeg veed det langt sikkrere end Den, der i Angst for at miste den hver Dag tager den frem.

Mit Liv har aldrig været saa bevæget, at jeg har følt mig fristet til, chaotisk at ville forvirre hele Tilværelsen, men i mit daglige Liv har jeg ofte erfaret, hvor gavnligt det er at give Sorgen et ethisk Udtryk; ikke at udslette det Æsthetiske i Sorgen, men ethisk at beherske det. Saalænge Sorgen er stille og ydmyg, frygter jeg den ikke; bliver den heftig og lidenskabelig, sophistisk og bedaarer mig i Mismod, da reiser jeg mig, jeg taaler intet Oprør, jeg vil ikke, at Noget i Verden skal fraliste mig, hvad jeg har modtaget af Guds Haand som en Naadegave. Jeg jager ikke Sorgen bort, søger ikke at glemme den, men jeg angrer. Og er end Sorgen af den Art, at jeg ikke selv er Skyld i den, jeg angrer, at jeg har ladet den faae Magt over mig, jeg angrer, at jeg ikke strax har henført den til Gud, og hvis dette var skeet, havde den ingen Magt faaet til at bedaare mig.

Tilgiv mig, at jeg atter her taler om Børn. Naar et Barn gaaer og tviner og vil hverken det Ene eller det Andet, saa siger man: Du vil vel have Noget at græde for, og denne Methode skal være ypperlig. Saaledes med mig; thi hvor meget man kommer til Skjels-Aar og Alder, man beholder dog altid Noget af Barnet. Naar jeg tviner, saa siger jeg til mig selv: Du vil nok have Noget at græde for, og da foretager jeg Forvandlingen. Og det kan jeg forsikkre Dig, det er saare velgjørende for et Menneske; thi de Taarer, den æsthetisk Sørgende udgyder over sig selv, ere dog hykkelske Taarer og frugte Intet; men det, at føle sig skyldig, er virkelig Noget at græde for, og Angerens Taarer er der en evig Velsignelse i. Da Frelseren drog op til Jerusalem og græd over den store Stad, der ikke vidste hvad der tjente til dens Bedste, da var det vel muligt, at han ogsaa kunde have bevæget den til at græde med, men hvis det havde været æsthetiske Taarer, da havde det kun saare lidet baadet, og dog har vel Verden ikke seet mange Tragedier som den, da det udvalgte Folk blev forskudt. Havde det været Angerens Taarer, ja da havde der været Fynd i dem, og dog var der jo her Talen om at angre Mere end sin egen Skyld; thi det var jo ikke den Slægt, som netop da levede, det var den eneste skyldige, det var Forfædrenes Brøde, der hvilede paa den. Og her viser Angeren sig i hele sin dybe Betydning; thi medens den paa een Maade isolerer mig, saa knytter den mig paa en anden Maade uopløseligt til hele Slægten; thi mit Liv begynder jo ikke i Tiden og med Intet, og kan jeg ikke angre det Forbigangne, saa er Friheden en Drøm.

Du indseer maaskee nu, hvorfor jeg her behandler denne Livs-Anskuelse; Personligheden er atter her seet ind under Nødvendighedens Bestemmelser, og der er blot saa megen Frihed tilbage, at denne som en urolig Drøm bestandig kan holde Individet halv vaagent og lede ham vild i Lidelsernes og Tilskikkelsernes Labyrinth, hvor han overalt seer sig selv og dog ikke kan komme til sig selv. Det er utroligt, med hvilket Letsind man ofte seer slige Problemer behandlede. Selv systematiske Tænkere behandle det som en Naturmærkværdighed, de Intet videre have at sige om, men som de kun beskrive, uden at det falder dem paa Sinde, at hvis der var en saadan Naturmærkværdighed til, saa er al deres øvrige Viisdom Nonsens og Illusion. Derfor føler man sig ganske anderledes hjulpen ved den christelige Anskuelse end ved alle Philosophers Viisdom. Denne underlægger Alt under Synd, Noget, Philosophien er for æsthetisk til at have ethisk Mod til. Og dog er dette Mod det Eneste, der kan frelse Livet og Mennesket, naar man dog ikke vil efter Lune afbryde sin Skepsis og slaae sig sammen med nogle Ligesindede om hvad der er Sandhed.

Den første Form, som Valget giver sig, er en fuldkommen Isolation. Idet jeg nemlig vælger mig selv, sondrer jeg mig ud af mit Forhold til den hele Verden, indtil jeg i denne Udsondren ender i den abstrakte Identitet. Da Individet har valgt sig efter sin Frihed, saa er det eo ipso handlende. Dog har dets Handlen. intet Forhold til nogen Omverden; thi Individet har aldeles tilintetgjort denne og er kun for sig selv. Den Livs-Anskuelse, som her viser sig, er imidlertid en ethisk Anskuelse. Den fandt sit Udtryk i Grækenland i et enkelt Individs Bestræbelse for at udarbeide sig selv til et Dydsmønster. Som senere i Christenheden Anachoreterne, saaledes trak dette sig tilbage fra Livets Virksomhed, ikke for at hensynke i metaphysiske Grublerier, men for at handle, ikke ud efter, men i sig selv. Denne indre Handlen var paa eengang dets Opgave og dets Tilfredshed; thi det var jo ikke dets Hensigt at uddanne sig selv for senere desto bedre at kunne tjene Staten, nei, i denne Uddannelse var det sig selv nok, og det forlod Statslivet for aldrig at vende tilbage dertil. I egentlig Forstand trak det sig derfor vel ikke tilbage fra Livet, tværtimod, det blev i dets Mangfoldighed, fordi Berøringen med det var det i pædagogisk Henseende Nødvendige for dets egen Skyld; men Statslivet havde som saadant ingen Betydning for det, det havde ved en eller anden Hexeformel gjort det uskadeligt, indifferent, betydningsløst for sig. De Dyder, det udviklede, vare da ikke borgerlige Dyder (og det var dog egentlig de sande Dyder i Hedenskabet, der svare til de religiøse Dyder i Christendommen), det var de personlige Dyder, Mod, Tapperhed, Afholdenhed, Nøisomhed o. s. v. I vore Tider seer man naturligviis saare sjelden denne Livs-Anskuelse realiseret, fordi Enhver er for meget berørt af det Religiøse til at blive staaende ved en saadan abstrakt Bestemmelse af Dyd. Det Ufuldkomne ved denne Livs-Anskuelse sees let. Feilen laae i at Individet aldeles abstrakt havde valgt sig selv, og derfor blev den Fuldkommenhed, han attraaede og opnaaede, ligesaa abstrakt. Af den Grund var det jeg udhævede som identisk med det, at vælge sig selv, det, at angre sig selv; thi Angeren sætter Individet i den inderligste Forbindelse og det nøieste Sammenhæng med en Omverden.

Man har ofte seet, og seer endnu stundom i den christne Verden, Analogien til denne græske Livs-Anskuelse, kun at den i Christendommen ved Tilsætning af det Mystiske og det Religiøse bliver skjønnere og syldigere. En græsk Individualitet, der udarbeidede sig selv til et fuldkomment Indbegreb af alle personlige Dyder, maa nu opnaae en saa høi Grad af Virtuositet som han vil, hans Liv er dog ikke udødeligere end den Verden, hvis Fristelse hans Dyd beseirede, hans Salighed er en eensom Selvtilfredshed, forgængelig som alt Andet. En Mystikers Liv er nu langt dybere. Han har valgt sig selv absolut; thi skjøndt man sjeldnere hører en Mystiker udtrykke sig saaledes, skjøndt han som oftest bruger det tilsyneladende modsatte Udtryk, at han har valgt Gud, saa bliver dog, som ovenfor vist, Sagen den samme; thi hvis han ikke har valgt sig selv absolut, saa er han ikke i noget frit Forhold til Gud, og i Friheden ligger netop det Eiendommelige ved den christelige Fromhed. Dette frie Forhold udtrykkes i Mystikerens Sprog ofte saaledes, at han er det absolute Du. Mystikeren har valgt sig selv absolut og altsaa efter sin Frihed, og er altsaa eo ipso handlende, men hans Handling er indvortes Handling. Mystikeren vælger sig selv i sin fuldkomne Isolation, for ham er den hele Verden død og tilintetgjort, og den trættede Sjæl vælger Gud eller sig selv. Dette Udtryk, den trættede Sjæl maa ikke misforstaaes, ikke misbruges til Mystikerens Forkleinelse, som om det var en mislig Sag, at Sjælen først naar den var bleven træt af Verden valgte Gud. Med dette Udtryk betegner Mystikeren uden Tvivl sin Anger over, ikke før at have valgt Gud, og hans Træthed maa ikke ansees for identisk med Kjede til Livet. Allerede her vil Du see, hvor lidet ethisk Mystikerens Liv dog egentlig er anlagt, da det er Angerens høieste Udtryk at angre, at han ikke tidligere, førend han blev concret i Verden, at han ikke, medens hans Sjæl blot var bestemt abstrakt, som Barn altsaa, valgte Gud.

Mystikeren er, idet han har valgt, eo ipso Handlende; men hans Handling er indvortes Handling. Forsaavidt han er handlende, da har hans Liv en Bevægelse, en Udvikling, en Historie. En Udvikling kan imidlertid i den Grad være metaphysisk eller æsthetisk, at det bliver tvivlsomt, hvorvidt man i egentlig Forstand tør kalde den en Historie, da man derved jo tænker paa en Udvikling under Frihedens Form. En Bevægelse kan i den Grad være desultorisk, at det kan være tvivlsomt, hvorvidt man tør kalde den en Udvikling. Naar saaledes Bevægelsen bestaaer i at et Moment atter og atter kommer igjen, saa har man unegtelig en Bevægelse, ja man kan maaskee opdage en Lov for Bevægelsen, men man har ingen Udvikling. Gjentagelsen i Tiden er uden Betydning, og Continuiteten mangler. Dette er i høi Grad Tilfælde med Mystikerens Liv. Det er forfærdeligt at læse en Mystikers Klager over de matte Øieblikke. Naar da det matte Øieblik er forbi, saa kommer det lyse Øieblik, og saaledes vexler hans Liv bestandig; det har vel Bevægelse, men ikke Udvikling. Hans Liv mangler Continuiteten. Det, der egentlig danner denne i en Mystikers Liv, er en Følelse, nemlig Længsel, hvad enten denne Længsel nu retter sig mod det, der er forbi, eller mod det, der skal komme. Men det, at en Følelse saaledes danner Mellemrummet, viser netop, at Sammenhængen mangler. En Mystikers Udvikling er i den Grad metaphysisk og æsthetisk bestemmet, at man ikke tør kalde den Historie, uden i samme Forstand, som man taler om en Plantes Historie. For Mystikeren er den hele Verden død, han har forelsket sig i Gud. Hans Livs Udvikling er nu denne Kjærligheds Udfoldelse. Som man har Exempel paa, at Elskende have en vis Lighed med hinanden, ogsaa i det Ydre, i Miner og Ansigtets Skikkelse, saaledes hensynker Mystikeren i Beskuelsen af Guddommen, dens Billede speiler sig mere og mere i hans elskende Sjæl, og Mystikeren fornyer saaledes og opfrisker det tabte Guds-Billede i Mennesket. Jo mere han contemplerer, jo tydeliger speiler dette Billede sig i ham, jo mere kommer han selv til at ligne dette Billede. Hans indvortes Handling bestaaer da ikke i Erhvervelsen af de personlige Dyder, men i Udviklingen af de religiøse eller contemplative Dyder. Men selv dette er for ethisk et Udtryk for hans Liv, og derfor er Bønnen hans egentlige Liv. At ogsaa Bønnen hører med til et ethisk Liv, vil jeg ikke negte; men jo mere ethisk et Menneske lever, desto mere har Bønnen Forsættets Charakteer, saaledes at selv i Takkebønnen er der et Moment af Forsæt. Anderledes forholder det sig med Mystikerens Bøn. For ham er Bønnen desto betydningsfuldere, jo mere erotisk den er, jo mere den er opildnet af en brændende Kjærlighed. Bønnen er Udtrykket for hans Kjærlighed, det Sprog, i hvilket han ene kan tiltale Guddommen, som han har forelsket sig i. Som i Jordlivet de Elskende længes efter det Øieblik, da de kunne udaande deres Kjærlighed for hinanden, lade deres Sjæle sammensmelte i en sagte Hvisken, saaledes længes Mystikeren efter det Øieblik, da han i Bønnen ligesom kan snige sig ind i Gud. Som de Elskende føle den høieste Grad af Salighed i denne Hvisken, naar de egentlig slet Intet have at tale om, saaledes er for Mystikeren hans Bøn desto saligere, hans Kjærlighed desto lykkeligere, jo mindre den har noget Indhold, jo mere han i sit Suk næsten forsvinder for sig selv.

Det turde maaskee ikke her være af Veien lidt nærmere at udhæve det Usande i et saadant Liv, saa meget mere som enhver dybere Personlighed altid føler sig berørt deraf. Du mangler saaledes ingenlunde Momenter til, i det mindste for en Tid, at blive en Mystiker. Overhovedet mødes paa dette Gebeet de største Modsætninger, de reneste og uskyldigste Sjæle og de brødefuldeste Mennesker, de mest Begavede og de Eenfoldigste.

Først vil jeg ganske eenfoldigt udtale mig over, hvad det egentlig er, der støder mig i et saadant Liv. Dette er min individuelle Dom. Senere skal jeg da søge at vise, at det har sin Rigtighed med de af mig paapegede Misligheder, samt Grunden til dem og de forfærdelige Afveie, der ligge saa nær.

Efter min Mening kan man ikke frikjende Mystikeren for en vis Paatrængenhed i sit Forhold til Gud. At et Menneske skal elske Gud af sin ganske Sjæl og al sin Tanke, ja, at han ikke blot skal det, men at det, at gjøre det, er Saligheden selv, hvo vilde negte dette? Deraf følger imidlertid ingenlunde, at Mystikeren skal forsmaae den Tilværelse, den Virkelighed, i hvilken Gud har sat ham; thi derved forsmaaer han egentlig Guds Kjærlighed eller fordrer et andet Udtryk for den end det, Gud vil give. Her gjælder det alvorlige Ord af Samuel: Lydighed er Gud kjærere end Vædderens Fedme. Men denne Paatrængenhed kan stundom antage en endnu betænkeligere Skikkelse. Naar saaledes en Mystiker begrundet sit Forhold til Gud paa, at han netop er Den, han er, seer sig paa Grund af en eller anden Tilfældighed som Gjenstand for Goddommens Forkjærlighed. Herved nedværdiger han nemlig Gud og sig selv. Sig selv, thi det er altid en Nedværdigelse, ved noget Tilfældigt at være væsentlig forskjellig fra Andre; Gud, thi han gjør ham til en Afgud og sig selv til en Yndling ved dennes Hof.

Hvad der dernæst er mig ubehageligt ved en Mystikers Liv, er den Blødhed og Svaghed, man ikke kan frikjende ham for. At et Menneske ønsker at være i sit inderste Hjerte forvisset om, at han elsker Gud i Sandhed og Oprigtighed, at han mangen Gang føler sig foranlediget til ret at forvisse sig derom, at han kan bede Gud at lade sin Aand vidne med hans Aand om, at han gjør det, hvo vilde negte det Skjønne og det Sande heri? Men heraf følger ingenlunde, at han hvert Øieblik vil gjentage dette Forsøg, hvert Øieblik gjøre Prøve paa sin Kjærlighed. Han vil have Sjælsstorhed nok til at troe paa Guds Kjærlighed, og da vil han ogsaa have Frimodighed til at troe paa sin Kjærlighed, og glad blive i de Forhold, der ere ham anviste, netop fordi han veed, at denne Forbliven er det sikkreste Udtryk for hans Kjærlighed, for hans Ydmyghed.

Endelig mishager en Mystikers Liv mig, fordi jeg anseer det for et Bedrag mod den Verden, i hvilken han lever, et Bedrag mod de Mennesker, med hvilke han er forbunden, eller til hvilke han kunde træde i Forhold, hvis det ikke havde behaget ham at blive Mystiker. I Almindelighed vælger Mystikeren det eensomme Liv, men dermed er Sagen ikke klar; thi Spørgsmaalet er, om han har Lov til at vælge det. Forsaavidt han har valgt det, bedrager han ikke Andre, thi han siger jo dermed: jeg vil intet Forhold have til Eder; men Spørgsmaalet er, om han har Lov til at sige det, Lov til at gjøre det. Det er især som Ægtemand, som Fader, jeg er en Fjende af Mysticisme. Mit Huusliv har ogsaa sit ἀδυτον, men dersom jeg var Mystiker, da maatte jeg jo have endnu et for mig selv alene, og da var jeg en daarlig Ægtemand. Da det nu efter min Mening, som jeg senere skal udvikle, er Pligt for ethvert Menneske at gifte sig, og da det umuligt kan være min Mening, at man skal gifte sig for at blive en daarlig Ægtemand, saa seer Du let, at jeg maa have Uvillie mod al Mysticisme.

Den der eensidigen hengiver sig til et mystisk Liv, han bliver tilsidst saa fremmed for alle Mennesker, at ethvert Forhold, endog det ømmeste og inderligste, bliver ham ligegyldigt. I den Forstand er det ikke, at man skal elske Gud høiere end Fader og Moder, saa selvkjærlig er Gud ikke, ei heller er han en Digter, der ønsker at plage Mennesker ved de rædsomste Collisioner, og der lod sig vel neppe tænke nogen rædsommere, end om der virkelig var Collision mellem Kjærlighed til Gud og Kjærlighed til de Mennesker, til hvem han i vort eget Hjerte har nedlagt Kjærlighed. Du har vel ikke glemt den unge Ludvig Blackfeldt, som vi begge for en Deel Aar fiden levede i megen Berøring med, jeg i Særdeleshed. Han var visselig et meget begavet Hoved, hans Ulykke blev, at han eensidigen fortabte sig i en ikke saa meget christelig som indisk Mysticisme. Havde han levet i Middelalderen, vilde han udentvivl have fundet Tilhold i et Kloster. Vor Tid har ikke saadanne Hjælpemidler. Løbet et Menneske nu vild, saa maa han nødvendigviis gaae under, hvis han ikke aldeles helbredes; en saadan relativ Frelse have vi ikke at byde ham. Du veed, han endte med et Selvmord. Til mig havde han et Slags Fortrolighed, og gjorde forsaavidt et Brud paa sin Yndlingstheori, at man ikke skulde sætte sig i Forhold til noget Menneske, men umiddelbart til Gud. Hans Fortrolighed til mig var da heller ikke stor, og han aabnede sig aldrig ganske for mig. I det sidste Halvaar, han levede, var jeg med Angst Vidne til hans excentriske Bevægelser. Flere Gange er det vel muligt, at jeg har standset ham; med Bestemthed kan jeg ikke vide det, da han aldrig aabnede sig for Nogen. Han havde en ualmindelig Gave til at skjule sine Sjælstilstande, og til at give en Lidenskab en anden Lidenskabs Udseende. Endelig endte han da selv sit Liv, uden at nogen kunde forklare Grunden dertil. Hans Læge meente, at det var en partiel Afsindighed; det var nu meget fornuftigt meent af Lægen. Hans Aand var i en vis Forstand usvækket til det sidste Øieblik. Du veed maaskee ikke, at der existerer et Brev fra ham til hans Broder, Justitsraaden, hvori han underrettede denne om sit Forehavende. Jeg lader en Afskrift deraf følge hermed. Det har en rystende Sandhed og er et høist objektivt Udtryk for den fuldkomne Isolations sidste Agoni.[1]

Den stakkels Ludvig var vistnok ikke religiøst bevæget, men dog var han mystisk bevæget; thi det Eiendommelige ved det Mystiske er ikke det Religiøse, men Isolationen, i hvilken Individet, uden at agte noget Forhold til den givne Virkelighed, vil sætte sig i umiddelbar Rapport til det Evige. At man, saasnart man nævner det Ord: Mystisk, nærmest og strax tænker paa noget Religiøst, har sin Grund deri, at det Religiøse har en Tilbøielighed til at isolere Individet, Noget den simpleste Iagttagelse kan overbevise Dig om. Du gaaer maaskee sjeldnere i Kirke, men er vel desto mere iagttagende. Har Du ikke lagt Mærke til, at skjøndt man i en vis Forstand faaer Indtrykket af en Menighed, saa føler dog den Enkelte sig isoleret; man bliver hinanden fremmed, og det er ligesom først gjennem en lang Omvei, at man atter forenes. Og hvoraf kommer det uden deraf, at den Enkelte føler sit Gudsforhold saa stærkt i hele dets Inderlighed, at hans jordiske Forhold ved Siden deraf tabe deres Betydning. For et sundt Menneske vil dette Øieblik ikke vare længe, og en saadan momentan Fjernelse er saa langt fra at være et Bedrag, at den snarere forøger de jordiske Forholds Inderlighed. Men hvad der saaledes kan være sundt som Moment, det bliver, naar det eensidigen udvikles, en høist betænkelig Sygdom.

Da jeg ikke er i Besiddelse af theologisk Dannelse, saa seer jeg mig ikke istand til, udførligere at udvikle den religiøse Mysticisme. Jeg har kun betragtet den fra mit ethiske Standpunkt, og derfor har jeg, med Rette troer jeg, givet det Ord Mysticisme et langt større Omfang, end det ellers pleier at have. At der i den religiøse Mysticisme findes saare meget Skjønt, at de mange dybe og alvorlige, Naturer, der have hengivet sig dertil, i deres Liv have erfaret Meget og saaledes ere blevne skikkede til at tjene Andre, der ville vove sig ind paa denne farlige Vei, med Raad og Anviisning og Vink, derom tvivler jeg ikke, men desuagtet bliver denne Vei ikke blot en farlig Vei, men en Afvei. En Inconseqvents ligger der altid deri. Naar Mystikeren overhovedet ikke agter Virkeligheden, saa sees ikke, hvorfor han ikke med samme Mistro betragter det Moment i Virkeligheden, da han blev berørt af det Høiere.

Mystikerens Feil er da ikke, at han vælger sig selv, thi det gjør han efter min Anskuelse vel i, men hans Feil er, at han ikke vælger sig rigtigt, han vælger efter sin Frihed, og dog vælger han ikke ethisk; men man kan kun vælge sig selv efter sm Frihed, naar man vælger sig ethisk; men ethisk kan man kun vælge sig selv ved at angre sig selv, og kun ved at angre sig selv bliver man concret, og kun som concret Individ er man et frit Individ. Mystikerens Feil ligger derfor ikke i noget Senere, den ligger i den allerførste Bevægelse. Anseer man denne for rigtig, saa er enhver Fjernelse fra Livet, enhver asketisk Selvplagelse kun en yderligere og rigtig Conseqvents. Mystikerens Feil er, at han i Valget ikke bliver concret for sig selv og heller ei for Gud; han vælger sig selv abstrakt og mangler derfor Gjennemsigtighed. Dersom man nemlig troer, at det Abstrakte er det Gjennemsigtige, saa tager man feil; det Abstrakte er det Uklare, det Taagede. Hans Forelskelse i Gud har derfor sit høieste Udtryk i en Følelse, en Stemning; i Aftenskumringen, i Taagernes Tid smelter han sammen med sin Gud i ubestemte Bevægelser. Men naar man vælger sig selv abstrakt, da vælger man sig ikke ethisk. Først naar man i Valget har overtaget sig selv, iført sig sig selv, gjennemtrængt sig selv totalt saaledes, at enhver Bevægelse er ledsaget af Bevidstheden om et Ansvar for sig selv, først da har man valgt sig selv ethisk, først da har man angret sig selv, først da er man concret, først da er man i sin totale Isolation i absolut Continuitet med den Virkelighed, man tilhører.

Denne Bestemmelse, at det, at vælge sig selv, er identisk med det, at angre sig selv, kan jeg ikke ofte nok komme tilbage paa, hvor simpel den forresten i og for sig er. Om denne dreier nemlig Alt sig. Mystikeren angrer ogsaa, men han angrer sig ud af sig selv, ikke ind i sig selv, han angrer metaphysisk, ikke ethisk. At angre æsthetisk er afskyeligt, fordi det er Blødagtighed; at angre metaphysisk er en utidig Overflødighed, thi Individet har jo ikke skabt Verden og behøver da ikke at tage sig den Ting saa nær, om Verden virkelig skulde være Forfængelighed. Mystikeren vælger sig selv abstrakt, og derfor maa han ogsaa angre sig selv abstrakt. Dette kan man bedst see af Mystikerens Dom om Tilværelsen, den endelige Virkelighed, i hvilken han dog lever. Mystikeren lærer nemlig, at denne er Forfængelighed, Skuffelse, Synd; men enhver saadan Dom er en metaphysisk Dom, og bestemmer ikke mit Forhold ethisk til den. Selv naar han siger, at Endeligheden er Synd, saa siger han dermed dog nærmest det Samme, som naar han kalder den Forfængelighed. Vil han derimod fastholde det Ord „Synd” ethisk, saa bestemmer han sit Forhold dertil ikke ethisk, men metaphysisk, thi det ethiske Udtryk vilde ikke være at flyve bort, men at gaae ind deri, at ophæve det, eller at bære det. Den ethiske Anger har kun to Bevægelser, enten ophæver den sin Gjenstand eller den bærer den. Disse to Bevægelser antyde ogsaa et concret Forhold mellem det angrende Individ og det, der er Gjenstand for hans Anger, hvorimod det, at flye bort, udtrykker et abstrakt Forhold.

Mystikeren vælger sig selv abstrakt; man kan derfor sige, han vælger sig selv bestandig ud af Verden; men Følgen deraf er, at han ikke kan vælge sig selv tilbage i Verden igjen. Det sande concrete Valg er det, hvorved jeg i samme Øieblik som jeg vælger mig ud af Verden, vælger mig tilbage i Verden. Naar jeg nemlig angrende vælger mig selv, saa samler jeg mig selv i hele min endelige Concretion, og idet jeg saaledes har valgt mig selv ud af Endeligheden, er jeg i den absoluteste Continuitet med denne.

Da Mystikeren vælger sig selv abstrakt, saa er hans Ulykke, at han har saa vanskeligt ved at komme i Bevægelse, eller rettere sagt, at det er ham en Umulighed. Som det gaaer Dig med Din jordiske første Kjærlighed, saaledes gaaer det Mystikeren med hans religiøse første Kjærlighed. Han har smagt dens hele Salighed, og har nu Intet at gjøre uden at vente paa, om den vil komme igjen i ligesaa megen Herlighed, og herom kan han let fristes til at nære en Tvivl, der er den saa ofte af mig paapegede, at Udvikling er Tilbagegang, er en Sætten af. For en Mystiker er Virkeligheden en Forsinkelse, ja af saa betænkelig Art, at han næsten løber Fare for, at Livet berøver ham hvad han engang har eiet. Vilde man derfor spørge en Mystiker, hvad er Livets Betydning, saa vilde han maaskee svare: det er Livets Betydning at lære Gud at kjende, at forelske sig i ham. Dette er imidlertid ikke Svar paa Spørgsmaalet; thi her er Livets Betydning opfattet som Moment, ikke som Succession. Naar jeg derfor vilde spørge ham, hvilken Betydning har det for Livet, at Livet har havt denne Betydning, eller med andre Ord, hvilken er Timelighedens Betydning, saa har han ikke Stort at svare, i ethvert Tilfælde ikke meget Glædeligt. Siger han, at Timeligheden er en Fjende, der skal overvindes, saa maatte man da nærmere spørge, om det ingen Betydning skulde have, at denne Fjende blev overvunden. Dette mener Mystikeren egentlig ikke, og helst vilde han dog være færdig med Timeligheden. Som han derfor miskjendte Virkeligheden og fik den metaphysisk opfattet som Forfængelighed, saa miskjender han nu det Historiske og faaer det metaphysisk opfattet som unyttig Møie. Den høieste Betydning, han da kan tillægge Timeligheden, er, at den er en Prøvetid, i hvilken man atter og atter gjør Prøve, uden at der dog egentlig resulterer Noget deraf, eller at man er kommen videre, end man var i Begyndelsen. Dette er imidlertid en Miskjendelse af Timeligheden, thi vel beholder den altid Noget af en ecclesia pressa i sig, men den er tillige Muligheden af den endelige Aands Forherligelse. Det er netop det Skjønne ved Timeligheden, at en uendelige og den endelige Aand i den skilles ad, og det er netop den endelige Aands Storhed, at Timeligheden er den anviist. Timeligheden er derfor ikke til, om jeg saa tør sige, for Guds Skyld, for at han i den, at jeg skal tale mystisk, kan prøve og forsøge den Elskende, men den er til for Menneskets Skyld og er den største Naadegave af alle. Deri ligger nemlig et Menneskes evige Værdighed, at han kan faae Historie, deri ligger det Guddommelige i ham, at han selv, hvis han vil, kan give denne Historie Continuitet; thi det faaer den først, naar den ikke er Indbegrebet af hvad der er skeet eller hændt mig, men min egen Gjerning, saaledes, at selv det, der er hændt mig, ved mig er forvandlet og overført fra Nødvendighed til Frihed. Dette er det Misundelsesværdige ved et Menneskeliv, at man kan komme Guddommen til Hjælp, kan forstaae ham, og det er igjen den eneste et Menneske værdige Maade at forstaae ham paa, at man i Frihed tilegner sig Alt hvad der tilkommer En, baade det Glade og det Sørgelige. Eller synes det Dig ikke saa? Mig forekommer det saaledes, ja jeg synes, at man blot behøvede at sige det høit til et Menneske for at gjøre ham misundelig paa sig selv.

De tvende her antydede Standpunkter kunne nu ansees for Forsøg paa at realisere en ethisk Livs-Anskuelse. Grunden, hvorfor det ikke lykkes, er den, at Individet har valgt sig selv i sin Isolation, eller har valgt sig selv abstrakt. Dette kan ogsaa udtrykkes saaledes, at Individet ikke har valgt sig selv ethisk. Han er derfor ikke i Sammenhæng med Virkeligheden, og naar dette er Tilfældet, saa kan ingen ethisk Livs-Anskuelse gjennemføres. Den der derimod ethisk vælger sig selv, han vælger sig concret som dette bestemte Individ, og denne Concretion opnaaer han derved, at denne Vælgen er identisk med denne Angren, der ratihaberer Valget. Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøieligheder, disse Drifter, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Altsammen under sit Ansvar. Han hæsiterer ikke, om han skal tage det Enkelte med eller ikke; thi han veed, at der er noget langt Høiere, der gaaer tabt, hvis han ikke gjør det. Han er da i Valgets Øieblik i den fuldkomneste Isolation, thi han trækker sig ud af Omgivelsen; og dog er han i samme Moment i absolut Continuitet, thi han vælger sig selv som Produkt; og dette Valg er Frihedens Valg, saaledes at, idet han vælger sig selv som Produkt, han ligesaa godt kan siges at producere sig selv. Han er da i Valgets Øieblik ved Slutningen, thi hans Personlighed slutter sig sammen; og dog er han i samme Øieblik netop ved Begyndelsen, thi han vælger sig selv efter sin Frihed. Som Produkt er han indeklemt i Virkelighedens Former, i Valget gjør han sig selv elastisk, forvandler hele sin Udvorteshed til Indvorteshed. Han har sin Plads i Verden, i Friheden vælger han selv sin Plads, det er, han vælger denne Plads. Han er et bestemt Individ, i Valget gjør han sig selv til et bestemt Individ, til det samme nemlig; thi han vælger sig selv.

Individet vælger da sig selv som en mangfoldig bestemmet Concretion, og vælger sig derfor efter sin Continuitet. Denne Concretion er Individets Virkelighed; men da han vælger den efter sin Frihed, saa kan man ogsaa sige, at den er hans Mulighed, eller, for ikke at bruge et saa æsthetisk Udtryk, at den er hans Opgave. Den, der lever æsthetisk, seer nemlig overalt kun Muligheder, disse udgjøre for ham den tilkommende Tids Indhold, hvorimod Den, der lever ethisk, overalt seer Opgaver. Denne sin virkelige Concretion seer Individet da som Opgave, som Maal, som Formaal. Men det, at Individet seer sin Mulighed som sin Opgave, det udtrykker netop hans Souverainetet over sig selv, hvilken han aldrig opgiver, om han end paa den anden Side ikke behager sig i den høist ugenerede Souverainetet, som en Konge uden Land altid har. Dette giver det ethiske Individ en Sikkerhed, som Den, der lever blot æsthetisk, aldeles mangler. Den der lever æsthetisk, han venter Alt udenfra. Deraf den sygelige Angst, hvormed mange Mennesker tale om det Forfærdelige i, ikke at være kommen paa sin Plads i Verden. Hvo vil negte det Glædelige i, ret at have grebet heldigt i denne Henseende; men en saadan Angst tyder altid paa, at Individet venter Alt af Pladsen, Intet af sig selv. Den der lever ethisk, han vil ogsaa see at vælge sin Plads rigtigt; mærker han imidlertid, at han har grebet feil, eller at der reiser sig Hindringer, som ikke staae i hans Magt, saa taber han ikke Modet; thi Souveraineteten over sig selv opgiver han ikke. Han seer derfor strax sin Opgave, og er derfor øieblikkeligt handlende. Saaledes seer man ogsaa ofte Mennesker, der frygte for, at de, naar de engang forelske sig, ikke skulle faae en Pige, der netop er det Ideal, der passer for dem. Hvo vil negte det Glædelige i, at faae en saadan Pige; men paa den anden Side er det dog en Overtro, at det, der ligger udenfor et Menneske, er det, der kan gjøre ham lykkelig. Den der lever ethisk, han ønsker ogsaa at være lykkelig i sit Valg; viser det sig imidlertid, at Valget dog ikke er ganske efter Ønske, saa taber han ikke Modet, han seer strax sin Opgave, og at Kunsten ikke er at ønske, men at ville. Mange der dog have en Forestilling om hvad et Menneskeliv er, ønske at være samtidige med store Begivenheder, at være indviklede i betydningsfulde Livsforhold. Hvo vil negte, at Sligt har sin Gyldighed; men paa den anden Side er det dog Overtro at mene, at Begivenhed og Livsforhold som saadanne gjøre et Menneske til Noget. Den der lever ethisk, han veed, at det, det kommer an paa, er, hvad man seer i ethvert Forhold, og med hvilken Energi man betragter det, og at Den, der saaledes danner sig selv i de ubetydeligste Livsforhold, kan opleve Mere end Den, der har været Vidne til, ja Part i de mærkeligste Begivenheder. Han veed, at der overalt er en Dandseplads, at selv det ringeste Menneske har sin, at hans Dands, naar han selv vil, kan være ligesaa skjøn, ligesaa gracieus, ligesaa mimisk, ligesaa bevæget som deres, hvem der blev anviist Plads i Historien. Det er denne Fægter-Dygtighed, denne Smidighed, der egentlig er det udødelige Liv i det Ethiske. Om Den, der lever æsthetisk, gjælder det gamle Ord, at være — eller ikke at være, og jo mere æsthetisk han faaer Lov til at leve, desto flere Betingelser fordrer hans Liv, og naar blot den mindste af dem ikke opfyldes, saa er han død; Den, der lever ethisk, har altid en Udvei, naar Alt gaaer ham imod, naar Uveirets Mørke rager saaledes over ham, at hans Nabo ikke kan see ham, er han dog ikke gaaet under, der er dog altid et Punkt, han holder fast, og det er — sig selv.

Kun een Ting vil jeg ikke undlade at indskærpe, at saasnart Ethikerens Gymnastik bliver til en Experimenteren, saa har han ophørt at leve ethisk. Al saadan gymnastisk Experimenteren er ikke Andet end hvad Sophistik er paa Erkjendelsens Gebeet.

Her vil jeg nu erindre om den Bestemmelse, jeg i det Foregaaende gav af det Ethiske, at det er det, hvorved et Menneske bliver det, han bliver. Det vil da ikke gjøre Individet til et andet, men til det selv; det vil ikke tilintetgjøre det Æsthetiske, men forklare det. For at et Menneske skal leve ethisk er det nødvendigt, at han bliver sig bevidst, saa gjennemgribende, at ingen Tilfældighed undgaaer ham. Denne Concretion vil det Ethiske ikke udslette, men seer i denne sin Opgave, seer det, hvoraf det skal danne, og det, det skal danne. I Almindelighed betragter man det Ethiske aldeles abstrakt og har derfor en hemmelig Gru for det. Det Ethiske betragtes da som noget Personligheden Fremmed, og man krymper sig ved at hengive sig til det, da man dog ikke ret kan være sikker paa, hvad det i Tidens Længde kan føre til. Saaledes frygte ogsaa mange Mennesker for Døden, fordi de nære dunkle og uklare Forestillinger om, at Sjælen i Døden skulde gaae over i en anden Tingenes Orden, hvor der herskede Love og Vedtægter, der vare aldeles forskjellige fra dem, de i denne Verden havde lært at kjende. Grunden til en saadan Frygt for Døden er da Individets Utilbøielighed til at blive sig selv gjennemsigtigt, thi saafremt man vil det, saa indseer man let det Urimelige i denne Frygt. Saaledes ogsaa med det Ethiske; naar et Menneske frygter Gjennemsigtighed, saa flyer han altid det Ethiske, thi Andet vil dette egentlig ikke.

I Modsætningen til en æsthetisk Livs-Anskuelse, der vil nyde Livet, hører man ofte omtale en anden Livs-Anskuelse, der sætter Livets Betydning i at leve for Opfyldelsen af sine Pligter. Hermed vil man da betegne en ethisk Livs-Anskuelse. Udtrykket er imidlertid meget ufuldkomment, og man skulde næsten troe, at det var opfundet for at bringe det Ethiske i Miscredit; saa meget er vist, at man i vor Tid ofte seer det brugt saaledes, at man næsten kommer til at smile, saaledes naar Scribe lader denne Sætning foredrage med en vis lavcomisk Alvor, der danner en meget misrecommanderende Modsætning til Nydelsens Glæde og Munterhed. Feilen er den, at Individet sættes i et udvortes Forhold til Pligten. Det Ethiske bestemmes som Pligt, og Pligt igjen som en Mangfoldighed af enkelte Sætninger, men Individet og Pligten staae udenfor hinanden. Et saadant Pligtliv er naturligviis saare uskjønt og kjedsommeligt, og dersom det Ethiske ikke havde et langt dybere Sammenhæng med Personligheden, saa vilde det altid blive saare vanskeligt at forfægte det ligeoverfor det Æsthetiske. At der gives mange Mennesker, der ikke komme videre, vil jeg ikke negte; men det ligger ikke i Pligten, men i Menneskene.

Besynderligt nok er det, at man ved det Ord Pligt kan komme til at tænke paa et udvortes Forhold, da dette Ords Derivation selv antyder, at det er et indvortes Forhold; thi det, der paaligger mig, ikke som dette tilfældige Individ, men efter mit sande Væsen, det staaer jo dog vel i det inderligste Forhold til mig selv. Pligten er nemlig ikke et Paalæg, men Noget, der paaligger. Naar Pligten sees saaledes, da er dette et Tegn paa, at Individet er orienteret i sig selv. Pligten vil da ikke adsplitte sig for ham i en Mangfoldighed af enkelte Bestemmelser; thi dette tyder altid paa, at han kun staaer i et udvortes Forhold til den. Han har iført sig Pligten, den er ham Udtrykket for hans inderste Væsen. Naar han saaledes har orienteret sig i sig selv, da har han fordybet sig i det Ethiske, og han vil ikke jage sig selv stakaandet paa at opfylde sine Pligter. Det sande ethiske Individ har derfor Ro og Sikkerhed i sig selv, fordi han ikke har Pligten udenfor sig men i sig. Jo dybere et Menneske ethisk har anlagt sit Liv, desto mindre vil han føle Trang til, hvert Øieblik at tale om Pligten, hvert Øieblik at ængstes for, om han opfylder dem, hvert Øieblik at raadføre sig med Andre om, hvad der dog er hans Pligt. Naar det Ethiske sees rigtigt, gjør det Individet uendeligt sikkert i sig selv; naar det ikke sees rigtigt, gjør det Individet aldeles usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller qvalfuldere Existens, end naar et Menneske har faaet Pligten udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.

Seer man det Ethiske udenfor Personligheden og i et udvortes Forhold til denne, saa har man opgivet Alt, saa har man fortvivlet. Det Æsthetiske som saadant er Fortvivlelse, det Ethiske er det Abstrakte og som saadant uformuende til at frembringe det Mindste. Naar man derfor stundom seer Mennesker med en vis redelig Iver slide og slæbe for at realisere det Ethiske, der som en Skygge bestandig flygter, saasnart de gribe efter den, saa er det baade comisk og tragisk.

Det Ethiske er det Almene og saaledes det Abstrakte. I sin fuldkomne Abstraktion er derfor det Ethiske altid forbydende. Saaledes viser det Ethiske sig som Lov. Saasnart det Ethiske er befalende, saa har det allerede Noget af det Æsthetiske i sig. Jøderne vare Lovens Folk. De forstode derfor ypperligt de fleste Bud i Moseloven; men det Bud, de ikke synes at have forstaaet, var det Bud, som Christendommen nærmest knyttede sig til: Du skal elske Gud af Dit ganske Hjerte. Dette Bud er heller ikke negativt, er heller ikke abstrakt, det er i høieste Grad positivt og i høieste Grad concret. Naar det Ethiske bliver concretere, da gaaer det over i Bestemmelsen af Sæder. Men Realiteten af det i denne Henseende Ethiske ligger i Realiteten af en folkelig Individualitet, og her har da allerede det Ethiske optaget et æsthetisk Moment i sig. Dog er det Ethiske endnu abstract og lader sig ikke realisere tilfulde, fordi det ligger udenfor Individet. Først naar Individet selv er det Almene, først da lader det Ethiske sig realisere. Det er denne Hemmelighed, der ligger i Samvittigheden, det er denne Hemmelighed, det individuelle Liv har med sig selv, at det paa eengang er et individuelt Liv og tillige det Almene, om ikke umiddelbart som saadant, saa dog efter sin Mulighed. Den der betragter Livet ethisk, han seer det Almene, og Den der lever ethisk, han udtrykker i sit Liv det Almene, han gjør sig til det almene Menneske, ikke derved, at han affører sig sin Concretion, thi saa bliver han til slet Intet, men derved, at han ifører sig den og gjennemtrænger den med det Almene. Det almene Menneske er nemlig ikke et Phantom, men ethvert Menneske er det almene Menneske, det vil sige, ethvert Menneske er anviist den Vei, ad hvilken han bliver det almene Menneske. Den der lever æsthetisk, han er det tilfældige Menneske, han troer at være det fuldkomne Menneske derved, at han er det eneste Menneske; Den der lever ethisk, arbeider hen til at blive det almene Menneske. Naar saaledes et Menneske er æsthetisk forelsket, saa spiller det Tilfældige en uhyre Rolle, og det er ham af Vigtighed, at der er Ingen, der har elsket saaledes, med de Nuancer, som han; naar Den, der lever ethisk, gifter sig, saa realiserer han det Almene. Derfor bliver han ingen Hader af det Concrete, men han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æsthetisk Udtryk, idet han i Kjærligheden seer en Aabenbarelse af det Almeen-Menneskelige. Den der lever ethisk, har da sig selv som sin Opgave. Hans „Selv” er umiddelbart tilfældigt bestemt, og Opgaven er den, at sammenarbeide det Tilfældige og det Almene.

Det ethiske Individ har da ikke Pligten udenfor sig, men i sig; i Fortvivlelsens Øieblik kommer dette tilsyne og arbeider sig nu frem gjennem det Æsthetiske i og med dette. Om det ethiske Individ kan man sige, at han er som det stille Vand, der har den dybe Grund, hvorimod Den, der lever æsthetisk, blot er overfladisk bevæget. Naar derfor det ethiske Individ har fuldendt sin Opgave, har stridt den gode Strid, saa er han kommen dertil, at han er bleven det eneste Menneske, det vil sige, at der er intet Menneske saaledes som han, og tillige, at han er bleven det almene Menneske. At være det eneste Menneske, er i og for sig ikke noget saa Stort, thi det har ethvert Menneske tilfælles med enhver Naturfrembringelse; men at være det saaledes, at han deri tillige er det Almene, det er den sande Livs-Kunst.

Personligheden har da det Ethiske ikke udenfor sig, men i sig, og det bryder frem fra dette Dyb. Det gjælder da, som sagt, om, at den ikke i en abstrakt og indholdsløs Stormen tilintetgjør det Concrete, men assimilerer sig det. Da det Ethiske saaledes ligger dybest i Sjælen, saa falder det ikke altid i Øinene, og et Menneske, der lever ethisk, kan gjøre aldeles det Samme som Den, der lever æsthetisk, saaledes, at det længe kan skuffe; men tilsidst kommer der et Øieblik, hvor det viser sig, at Den, der lever ethisk, har en Grændse, som den Anden ikke kjender. I denne Forvisning om, at hans Liv er anlagt ethisk, hviler Individet med tryg Sikkerhed og plager derfor ikke sig selv og Andre med spidsfindig Ængstelighed over dette eller hiint. At nemlig Den, der lever ethisk, har et heelt Spatium for det Indifferente, finder jeg ganske i sin Orden, og det er netop en Veneration for det Ethiske, at man ikke vil tvinge det ind i enhver Ubetydelighed. En saadan Stræben, der altid mislykkes, finder man ogsaa kun hos dem, der ikke have Mod til at troe paa det Ethiske, og som i dybere Forstand mangle indre Sikkerhed. Der gives Mennesker, hvis Pussillanimitet man netop kjender derpaa, at de aldrig kunne blive færdige med det Totale, fordi dette netop for dem er det Mangfoldige, men disse ligge ogsaa udenfor det Ethiske, naturligviis ikke af nogen anden Grund end formedelst Villiens Svaghed, der som al anden Aandssvaghed kan betragtes som en Art Afsindighed. Saadanne Menneskers Liv gaaer op i at afsie Myggen. De have hverken Forestilling om det Ethiskes skjønne og rene Alvor, eller om det Indifferentes sorgløse Glæde. Dog er naturligviis det Indifferente for det ethiske Individ dethroniseret, og han kan hvert Øieblik sætte det Grændse. Saaledes troer man ogsaa, at der er et Forsyn til, og Sjælen hviler trygt i denne Forvisning, og dog vilde man ikke falde paa at forsøge at gjennemtrænge enhver Tilfældighed med denne Tanke, eller hvert Minut at blive sig denne Tro bevidst. At ville det Ethiske uden at forstyrres af det Indifferente, at troe paa et Forsyn uden at forstyrres af Tilfældighed, er en Sundhed, der kan erhverves og bevares, naar et Menneske selv vil det. Ogsaa i denne Henseende gjælder det om at see Opgaven, at denne, forsaavidt et Menneske har Tilbøielighed til saaledes at adspredes, er den, at gjøre Modstand, at holde det Uendelige fast, og ikke at rende med Liimstangen.

Den, der ethisk vælger sig selv, han har sig selv som sin Opgave, ikke som en Mulighed, ikke som et Legetøi for sin Vilkaarligheds Spil. Ethisk kan han kun vælge sig, naar han vælger sig i Continuitet, og han har saaledes sig selv som en mangfoldig bestemmet Opgave. Denne Mangfoldighed søger han ikke at udslette eller forflygtige, tværtimod angrer han sig fast i den, fordi denne Mangfoldighed er ham selv, og kun ved angrende at fordybe sig i den, kan han komme til sig selv, da han ikke antager, at Verden begynder med ham, eller at han skaber sig selv; det Sidste har Sproget selv stemplet med Foragt, og man siger altid foragteligt om et Menneske: han skaber sig. Men idet han angrende vælger sig selv, er han handlende, ikke i Retning af Isolation, men i Retning af Continuitet.

Lad os nu engang sammenstille et ethisk og et æsthetisk Individ. Hovedforskjellen, hvorom Alt dreier sig, er den, at det ethiske Individ er sig selv gjennemsigtigt og ikke lever ins Blaae hinein, som det æsthetiske Individ gjør det. Med denne Forskjel er Alt givet. Den, der lever ethisk, har seet sig selv, kjender sig selv, gjennemtrænger med sin Bevidsthed sin hele Coneretion, tillader ikke ubestemte Tanker at pusle om i ham, ikke fristende Muligheder at adsprede ham med deres Gjøgleværk, han er ikke sig selv som et Hexebrev, der snart kan komme Eet ud af, snart et Andet, alt eftersom man vender og dreier det. Han kjender sig selv. Det Udtryk γνωϑι σεαυτον er ofte nok blevet gjentaget, og man har deri seet Maalet for hele Menneskets Stræben. Det er ogsaa ganske rigtigt, men dog er det ligesaa vist, at det ikke kan være Maalet, dersom det ikke tillige er Begyndelsen. Det ethiske Individ kjender sig selv, men denne Kjendskab er ikke blot en Contemplation, thi saa bliver Individet bestemmet efter dets Nødvendighed, det er en Besindelse paa sig selv, der selv er en Handling, og derfor har jeg med Flid brugt det Udtryk at vælge sig selv, istedetfor at kjende sig selv. Idet da Individet kjender sig felv, er han ikke færdig, tværtimod er dette Kjendskab i høi Grad frugtbart, og af dette Kjendskab fremgaaer det sande Individ. Dersom jeg vilde være aandrig, kunde jeg her sige, at Individet paa en lignende Maade kjendte sig selv, som naar det i det Gamle Testamente hedder, at Adam kjendte Eva. Ved Individets Omgang med sig selv besvangres Individet med sig selv og føder sig selv. Det Selv, Individet kjender, er paa eengang det virkelige Selv og det ideale Selv, som Individet har udenfor sig som det Billede, i hvis Lighed det skal danne sig, og som det dog paa den anden Side har i sig, da det er det selv. Kun i sig selv har Individet det Formaal, hvorefter han skal stræbe, og dog har han dette Formaal udenfor sig, idet han stræber derefter. Troer nemlig Individet, at det almene Menneske ligger udenfor ham, at det udenfra skal komme ham imøde, saa er han desorienteret, saa har han en abstrakt Forestilling, og hans Methode bliver altid en abstrakt. Tilintetgjørelse af det oprindelige Selv. Kun i sig selv kan Individet faae Oplysning om sig selv. Derfor har det ethiske Liv denne Dobbelthed, at Individet har sig selv udenfor sig selv i sig selv. Det typiske Selv er imidlertid det ufuldkomne Selv, thi det er kun en Propheti, og derfor ikke det virkelige. Imidlertid ledsager det ham bestandigt; men jo mere han realiserer det, jo mere svinder det ind i ham, indtil det tilsidst, istedetfor at vise sig foran ham, ligger bagved ham som en afbleget Mulighed. Det gaaer med dette Billede som med Menneskets Skygge. Om Morgenen kaster Mennesket sin Skygge foran sig, om Middagen gaaer den næsten ubemærkelig ved Siden af ham, om Aftenen falder den bagved ham. Naar Individet har kjendt sig selv og har valgt sig selv, saa er han ifærd med at realisere sig selv, men da han frit skal realisere sig selv, saa maa han vide, hvad det er, han vil realisere. Det han vil realisere, er da vel sig selv, men det er hans ideale Selv, som han dog intet andetsteds faaer end i sig selv. Holder man fast paa, at Individet har det ideale Selv i sig selv, saa bliver hans Digten og Tragten abstrakt. Den, der vil copiere et andet Menneske, og Den, der vil copiere det normale Menneske, blive, om end paa forskjellig Maade, begge lige affekteerte.

Det æsthetiske Individ betragter sig selv i sin Concretion og destinguerer nu inter et inter. Han seer Noget som tilfældigt ham tilhørende, Andet som væsentligt. Denne Distinction er imidlertid yderst relativ; thi saalænge et Menneske blot lever æsthetisk, tilhører Alt ham egentligt lige tilfældigt, og det er blot Mangel paa Energi, naar et æsthetisk Individ fastholder denne Distinction. Det ethiske Individ har i Fortvivlelsen lært dette, han har derfor en anden Distinction; thi ogsaa han adskiller mellem det Væsentlige og det Tilfældige. Alt hvad der er sat ved hans Frihed tilhører ham væsentligt, hvor tilfældigt det end kan synes at være, Alt hvad der ikke er det, er ham tilfældigt, hvor væsentligt det end kan synes at være. Denne Distinction er imidlertid for det ethiske Individ ikke en Frugt af hans Vilkaarlighed, saa det kunde synes, at han havde Magtfuldkommenhed til at gjøre sig selv til hvad han vilde. Vel tør nemlig det ethiske Individ bruge det Udtryk, at han er sin egen Redacteur, men han er sig tillige fuldelig bevidst, at han er ansvarhavende; ansvarhavende for sig selv i personlig Betydning, forsaavidt det vil have afgjørende Indflydelse paa ham selv hvad han vælger, ansvarhavende ligeoverfor den Tingenes Orden, i hvilken han lever, ansvarhavende ligeoverfor Gud. Naar man seer det saaledes, saa troer jeg, Distinctionen er rigtig; thi væsentlig tilhører dog kun det mig, hvad jeg ethisk overtager som en Opgave. Negter jeg at overtage det, da tilhører Det mig væsentligt, at jeg har negtet det. Naar et Menneske æsthetisk betragter sig selv, saa destingverer han maaskee saaledes. Han siger: jeg har Talent til at male, det anseer jeg for en Tilfældighed; men jeg har Vittighed og Skarpsindighed, det anseer jeg som det Væsentlige, som ikke kan tages fra mig, uden at jeg bliver en Anden. Hertil vilde jeg svare: denne hele Distinction er en Illusion; thi naar Du ikke overtager denne Vittighed og Skarpsindighed ethisk, som en Opgave, som Noget, Du er ansvarlig for, saa tilhører den Dig ikke væsentlig, og det fornemmelig af den Grund, at saalænge Du blot lever æsthetisk, saalænge er Dit Liv totalt uvæsentligt. Den, der lever ethisk, hæver nu til en vis Grad Distinctionen mellem det Tilfældige og det Væsentlige, thi han overtager sig heel og holden som lige væsentlig; men den kommer igjen, thi efterat han har gjort det, adskiller han, dog saaledes, at det, han udelukker som det Tilfældige, overtager han et væsentligt Ansvar for med Hensyn til, at han udelukkede det.

Forsaavidt det æsthetiske Individ med „æsthetisk Alvor” sætter sig en Opgave for sit Liv, saa er denne egentlig den, at fordybe sig i sin egen Tilfældighed, at blive et Individ, hvis Paradoxi og Uregelmæssighed man aldrig har seet Mage til, en Grimace af et Menneske. Grunden, hvorfor man sjeldnere træffer saadanne Skikkelser i Livet er, at man saa sjeldent træffer Folk, der have en Forestilling om det at leve. Da derimod Mange have en afgjort Forkjærlighed for at snakke, saa træsfer man paa Gaden, i Selskaber og i Bøger megen Snak, der umiskjendeligt bærer Præg af den Originalitets-Wuth, der, overført paa Livet, vilde berige Verden med en Mængde Kunstprodukter, hvoraf det ene var latterligere end det andet. Den Opgave, det ethiske Individ sætter sig, er at forvandle sig selv til det almene Individ. Kun det ethiske Individ gjør sig for Alvor Rede for sig selv, og har derfor Redelighed mod sig selv, kun han har den paradigmatiske Anstand og Sømmelighed, der er skjønnere end alt Andet. Men at forvandle sig selv til det almene Menneske er kun muligt, hvis jeg allerede ϰατα δυναμιν har det i mig. Det Almene kan nemlig godt bestaae med og i det Særegne uden at fortære dette; det er som hin Ild, der brændte uden at fortære Tornebusken. Ligger det almene Menneske udenfor mig, saa er kun een Methode mulig, og den er at afføre mig selv hele min Concretion. Denne Stræben ud i Abstraktionens Tøilesløshed finder man ofte. Der var en Sect blandt Hussiterne, der meente, at det, det egentlig kom an paa for at blive det normale Menneske, var at gaae nogen ligesom Adam og Eva i Paradiis. Man træffer i vor Tid ikke sjeldent Folk, der i aandelig Henseende lære det Samme, at man bliver det normale Menneske ved at blive aldeles splitternøgen, hvad man da kan opnaae, naar man affører sig hele sin Concretion. Men saaledes forholder det sig ikke. I Fortvivlelsens Act kom det almene Menneske frem, og er nu bagved Concretionen og bryder frem derigjennem. I et Sprog er der mange flere paradigmatiske Verber end det ene, der i en Grammatik opstilles som Paradigma; det er tilfældigt, at det stilles frem, alle andre regelmæssige Verbet kunde ligesaagodt: saaledes ogsaa med Menneskene. Ethvert Menneske kan, naar han vil, blive et paradigmatisk Menneske, ikke derved, at han afstryger sig sin Tilfældighed; men derved, at han bliver i den, og forædler den. Men han forædler den derved, at han vælger den.

Du vil nu let have indseet, at det ethiske Individ i sit Liv gjennemløber de Stadier, vi før have udviist som særskilte Stadier; han vil i sit Liv udvikle de personlige, de borgerlige, de religiøse Dyder, og hans Liv gaaer for sig derved, at han bestandig oversætter sig selv fra det ene Stadium til det andet. Saasnart man mener, at eet af disse Stadier er tilstrækkeligt, og at man eensidigen tør samle sig derpaa, saa har man ikke valgt sig selv ethisk, men enten overseet Isolationens eller Continuitetens Betydning, og fremfor Alt ikke fattet, at Sandheden ligger i disses Identitet.

Den, der ethisk har, valgt og fundet sig selv, han har sig selv bestemmet i hele sin Concretion. Han har sig da som et Individ, der har disse Evner, disse Lidenskaber, disse Tilbøieligheder, disse Vaner, der staaer under disse ydre Indflydelser, der paavirkes i een Retning saaledes, i en anden saaledes. Her har han da sig selv som Opgave saaledes, at denne nærmest er den, at ordne, danne, temperere, opflamme, tilbagetrykke, kort, at tilveiebringe en Ligelighed i Sjælen, en Harmoni, der er de personlige Dyders Frugt. Formaalet for hans Virksomhed er ham selv, men dog ikke vilkaarligt bestemmet, thi han har sig selv som en Opgave, der er sat ham, om den end er bleven hans derved, at han har valgt den. Men skjøndt han selv er sit Formaal, saa er dog dette Formaal tillige et andet; thi det „Selv”, der er Formaalet, er ikke et abstrakt Selv, der passer allevegne, og derfor intetsteds, men et concret Selv, der staaer i levende Vexelvirkning med disse bestemte Omgivelser, disse Livsforhold, denne Tingenes Orden. Det Selv, der er Formaalet, er ikke blot et personligt Selv, men et socialt, et borgerligt Selv. Han har da sig selv som Opgave for en Virksomhed, hvorved han som denne bestemte Personlighed griber ind i Livets Forhold. Hans Opgave er ikke her at danne sig selv, men at virke, og dog danner han paa samme Tid sig selv; thi, som jeg ovenfor bemærkede, det ethiske Individ lever saaledes, at han bestandig sætter sig selv øver fra et Stadium til et andet. Har Individet ikke oprindelig fattet sig selv som en concret Personlighed i Continuitet, saa vil han heller ei vinde denne senere Continuitet. Mener han, at Kunsten er, at begynde som en Robinson, saa bliver han en Eventyrer hele sit Liv. Indseer han derimod, at naar han ikke begynder concret, saa kommer han aldrig til at begynde, og naar han ikke kommer til at begynde, kommer han aldrig til at ende, saa vil han paa eengang være i Continuitet med det Forbigangne og det Tilkommende. Fra det personlige Liv sætter han sig over i det borgerlige, fra dette i det personlige. Det personlige Liv som saadant var en Isolation og derfor ufuldkomment, men idet han gjennem det borgerlige Liv vender tilbage i sin Personlighed, saa viser det personlige Liv sig i en høiere Skikkelse. Personligheden viser sig selv som det Absolute, der har sin Teleologi i sig selv. Man har, idet man gjorde det til Opgave for et Menneskes Liv, at leve for Pligtens Opfyldelse, ofte erindret om den Skepsis, at Pligten selv er vaklende, at Lovene kunne forandres. Du seer let, at hvad det sidste Udtryk angaaer, er der nærmest tænkt paa de Fluctuationer, som de borgerlige Dyder altid ere udsatte for. Dog denne Skepsis rammer ikke det Negativ-Moralske; thi det vedbliver uforandret. Derimod er der en andet Skepsis, der rammer enhver Pligt, det er den, at jeg overhovedet slet ikke kan gjøre Pligten. Pligten er det Almene, det, der fordres af mig, er det Almene; det, jeg kan gjøre, er det Enkelte. Denne Skepsis har imidlertid sin store Betydning, forsaavidt den viser, at Personligheden selv er det Absolute. Dette maa dog lidt nærmere bestemmes. Det er mærkeligt nok, at Sproget selv fremhæver denne Skepsis. Jeg siger aldrig om et Menneske: han gjør Pligten eller Pligterne, men jeg siger: han gjør sin Pligt, jeg siger: jeg gjør min Pligt, gjør Du Din. Dette viser, at Individet paa eengang er det Almene og det Enkelte. Pligten er det Almene, der fordres af mig; er jeg altsaa ikke det Almene, saa kan jeg heller ikke gjøre Pligten. Paa den anden Side er min Pligt det Enkelte, noget for mig alene, og dog er det Pligten og altsaa det Almene. Her viser Personligheden sig i sin høieste Gyldighed. Den er ikke lovløs, giver sig heller ikke selv sin Lov; thi Bestemmelsen af Pligt vedbliver, men Personligheden viser sig som Eenheden af det Almene og det Enkelte. At det forholder sig saaledes, det er klart, det kan man gjøre et Barn begribeligt; thi jeg kan gjøre Pligten, og dog ikke gjøre min Pligt, og jeg kan gjøre min Pligt og dog ikke gjøre Pligten. At Verden derfor skulde synke hen i Skepsis, indseer jeg slet ikke; thi Forskjellen mellem Godt og Ondt bliver altid, Ansvaret og Pligten ligesaa, om det end bliver umuligt for et andet Menneske at sige, hvad der er min Pligt, hvorimod det altid vil være muligt for ham at sige, hvad der er hans, hvilket ikke var Tilfældet, hvis Eenheden af det Almene og Enkelte ikke var sat. Man synes maaskee at have fjernet al Skepsis, naar man faaer gjort Pligten til noget Udvortes, Fast og Bestemt, om hvilket der kan siges: det er Pligten. Dette er imidlertid en Misforstaaelse; thi Tvivlen ligger ikke i det Udvortes, men i det Indvortes, i mit Forhold til det Almene. Som enkelt Individ er jeg ikke det Almene, og fordrer man det af mig, er det en Urimelighed; skal jeg altsaa kunne gjøre det Almene, maa jeg paa samme Tid som jeg er det Enkelte, være det Almene, men saa ligger Pligtens Dialektik i mig selv. Som sagt, denne Lære fører ingen Fare med sig for det Ethiske, tværtimod, den hævder det. Naar man ikke antager dette, saa bliver Personligheden abstrakt, dens Forhold til Pligten abstrakt, dens Udødelighed abstrakt. Forskjellen mellem Godt og Ondt hæves heller ikke; thi jeg tvivler paa, at der nogensinde har været et Menneske, der har paastaaet, at det er Pligt at gjøre Ondt. At han gjorde Ondt, er noget Andet, men han søgte tillige at indbilde sig selv og Andre, at det var godt. At han skulde kunne forblive i denne Indbildning, er utænkeligt, da han selv er det Almene; han har da ikke Fjenden udenfor sig, men i sig. Antager jeg derimod, at Pligten er noget Udvortes, saa er Forskjellen mellem Godt og Ondt hævet, thi naar jeg ikke selv er det Almene, kan jeg kun træde i et abstrakt Forhold til det; men Forskjellen mellem Godt og Ondt er incommensurabel for et abstrakt Forhold.

Netop naar man indseer, at Personligheden er det Absolute, er sit eget Formaal, er Eenheden af det Almene og det Enkelte, netop da vil enhver Skepsis, der gjør det Historiske til sit Udgangspunkt, være overvunden. Fritænkerne have ofte nok søgt at forvirre Begreberne ved at gjøre opmærksom paa, hvorledes stundom Folk erklærede Det for Helligt og Lovligt, hvad der i andre Folks Øine var en Afskyelighed og en Misgjerning. Man har her selv ladet sig blænde af det Udvortes; men ved det Ethiske er der aldrig Spørgsmaal om det Udvortes, men om det Indvortes. Men om det Udvortes end nok saa meget forandres, saa kan dog Handlingens sædelige Gehalt blive den samme. Der har saaledes vist aldrig været noget Folk til, der har meent, at Børn skulle hade deres Forældre. Imidlertid har man, for at nære Tvivlen, gjort opmærksom paa, at medens alle dannede Nationer gjorde det til Børnenes Pligt, at sørge for deres Forældre, saa havde de Vilde den Skik at slaae deres gamle Forældre ihjel. Det er vel muligt, at det forholder sig saaledes; men dermed er man dog ikke kommen videre, thi Spørgsmaalet bliver, om de Vilde mene at gjøre noget Ondt dermed. Det Ethiske ligger altid i denne Bevidsthed, hvorimod det er et andet Spørgsmaal, om ikke en mangelfuld Erkjendelse er tilregnelig. Fritænkeren indseer meget godt, at det er den Maade, paa hvilken det Ethiske allerlettest forflygtiges, naar man aabner Døren for den historiske Uendelighed. Og dog ligger der noget Sandt i hans Adfærd, thi naar ikke Individet til syvende og sidst selv er det Absolute, saa er Empirien den eneste Vei, der er ham anviist, og den Vei har med Hensyn til Udløb den samme Egenskab som den Flod Niger med Hensyn til Udspring, at Ingen veed hvor det er. Er jeg anviist Endeligheden, saa er det en Vilkaarlighed at blive staaende paa noget enkelt Punkt. Ad den Vei kommer man derfor aldrig til at begynde, thi for at skulle begynde maatte man være kommen til Enden, men dette er en Umulighed. Naar Personligheden er det Absolute, da er den selv det archimediske Punkt, fra hvilket man kan løfte Verden. At denne Bevidsthed ikke kan forlede Individet til at ville kaste Virkeligheden af sig, er let at indsee, thi vil han saaledes være det Absolute, saa er han slet Intet, en Abstraktion. Kun som den Enkelte er han det Absolute, og denne Bevidsthed vil frelse ham fra al revolutionair Radikalisme.

Her vil jeg afbryde min Theoretiseren; jeg føler meget godt, at jeg ikke er skikket dertil, forlanger det heller ikke, men skal være fuldkommen tilfredsstillet, naar jeg maatte antages at være en antagelig Praktiker. Al Theoretiseren tager desuden saamegen Tid; hvad jeg handlende kan gjøre af i et Øieblik eller strax være i Gang med, det fordrer store Ophævelser og Vanskeligheder, inden man kan faae det udtalt og beskrevet. Ikke er det nu min Agt at foredrage en Pligtlære for Dig, og efter Skik og Brug tale om Pligter mod Gud, sig selv og sin Næste. Ingenlunde som om jeg kastede Vrag paa denne Inddeling, eller som om hvad jeg havde at foredrage, skulde være for dybsindigt til at kunne knyttes til Balles Lærebog, eller forudsatte større Forkundskaber end dem, denne Lærebog forudsætter; ingenlunde derfor, men fordi jeg troer, at det ved det Ethiske ikke kommer an paa Pligtens Mangfoldighed, men paa dens Intensitet. Naar Personligheder: med hele sin Energi har følt Pligtens Intensitet, saa er han ethisk modnet, og Pligten vil da bryde frem i ham selv. Hovedsagen er derfor ikke, om et Menneske kan tælle op paa Fingrene hvormange Pligter han har, men at han eengang for alle Gange har følt Pligtens Intensitet saaledes, at Bevidstheden herom er ham Forvisningen om hans Væsens evige Gyldighed. Jeg anpriser derfor ingenlunde at være et Pligt-Menneske, ligesaa lidt som jeg anbefaler at være en Læsehest, og dog er det vist, at det Menneske, for hvem Pligtens Betydning aldrig har viist sig i hele sin Uendelighed, er ligesaa maadeligt et Menneske, som Den er Videnskabsmand, der mener, mir nichts und dir nichts ad modum „de Greenaa-Mænd” at udfinde Viisdommen. Lad Casuistiken fordybe sig i at udfinde Pligtens Mangfoldighed; Hovedsagen, det ene Saliggjørende, er altid, at et Menneske i Forhold til sit eget Liv ikke er sin Onkel, men sin Fader.

Lad mig ved et Exempel oplyse hvad jeg mener. Jeg vælger dertil et Indtryk, jeg har bevaret fra min tidligste Barndom. Da jeg var fem Aar gammel, blev jeg sat i en Skole. At en saadan Begivenhed altid gjør et Indtryk paa et Barn er naturligt, men Spørgsmaalet er, hvilket. Den barnlige Nysgjerrighed fængsles af de forskjellige forvirrede Forestillinger om, hvad dette egentlig kan have at betyde. At det ogsaa var Tilfældet med mig, var ganske rimeligt; imidlertid var det Hovedindtryk jeg fik, et ganske andet. Jeg mødte i Skolen, blev fremstillet for Læreren, og fik nu min Lectie for til den følgende Dag, de første ti Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne udenad. Ethvert andet Indtryk var nu udslettet af min Sjæl, kun min Opgave stod levende for den. Som Barn havde jeg en saare lykkelig Hukommelse. Snart havde jeg da lært min Lectie. Min Søster havde hørt mig flere Gange og forsikkret, at jeg kunde den. Jeg gik i Seng, og førend jeg faldt i Søvn, overhørte jeg endnu engang mig selv; jeg faldt i Søvn med det faste Forsæt, den følgende Morgen at læse over paa den igjen. Jeg vaagnede Kl. 5 om Morgenen, jeg klædte mig paa, fik fat i min Lærebog og læste igjen. Alt staaer endnu i dette Øieblik saa levende for mig, som om det var skeet igaar. Det var mig som maatte Himmel og Jord falde sammen, hvis jeg ikke lærte min Lectie, og paa den anden Side var det mig, som om, hvis selv Himmel og Jord faldt sammen, denne Omvæltning ingenlunde vilde fritage mig for, hvad der eengang var foresat mig, at lære min Lectie. I den Alder vidste jeg jo saare lidt Besked om mine Pligter, jeg havde jo endnu ikke lært dem at kjende af Balles Lærebog, jeg havde kun een Pligt, den, at lære min Lectie, og dog kan jeg derivere hele min ethiske Betragtning af Livet fra dette Indtryk. Jeg kan smile ad en saadan lille Purk paa fem Aar, der griber en Sag an med den Lidenskabelighed, og dog forsikkrer jeg Dig, jeg har intet høiere Ønske, end at jeg i enhver Livets Alder maa gribe min Gjerning an med den Energi, med den ethiske Alvor, som dengang. At man i sit senere Liv faaer mere Forestilling om, hvad Eens Gjerning er, er sandt, men Energien er dog Hovedsagen. At denne Begivenhed gjorde det Indtryk paa mig, skylder jeg min Faders Alvor, og om jeg ikke skyldte ham Andet, saa var dette nok til at bringe mig i en evig Gjeld til ham. Det er det, det kommer an paa ved Opdragelsen, ikke at Barnet lærer Dit og Dat, men at Aanden modnes, at Energien vækkes. Du taler ofte nok om den Herlighed at være et godt Hoved, hvo vil negte, at det har Betydning? og dog troer jeg næsten, man gjør sig selv dertil, naar man vil det. Giv et Menneske Energi, Lidenskab, og han er Alt. Tag en ung Pige, lad hende være fjantet, forskruet, ret en pjattet Tøs, tænk Dig hende forelsket dybt og inderligt, og Du skal see, det gode Hoved kommer af sig selv, Du skal see, hvor klog og snild hun bliver paa at opspore, om hun finder Gjenkjærlighed; lad hende blive lykkelig, og Du skal see Sværmeriet blomstre paa hendes Læber; lad hende blive ulykkelig, Du skal høre Vittighedens og Forstandens kolde Reflexioner.

I denne Henseende kan jeg sige, at min Barndom har været lykkelig, fordi den har beriget mig med ethiske Indtryk. Lad mig et Øieblik endnu dvæle ved den, den erindrer mig om min Fader, og denne er den kjæreste Erindring, jeg eier, og ingenlunde et fattigt ufrugtbart Minde; den kan give mig Anledning til, endnu engang at belyse, hvad jeg siger, at Total-Indtrykket af Pligten er Hovedsagen, ingenlunde Pligtens Mangfoldighed. Gjøres denne gjældende, da er Individet forkleinet og ødelagt. I den Henseende var jeg nu som Barn lykkelig, thi jeg havde aldrig mange Pligter, men i Almindelighed kun een, men denne var det ogsaa til Gavns. Da jeg var bleven to Aar ældre, blev jeg sat i den lærde Skole. Her begyndte et nyt Liv, men Hoved-Indtrykket var atter her det Ethiske, om jeg end nød den største Frihed. Jeg kom mellem de andre Disciple, hørte dem med Forundring klage over deres Lærer, saae det Vidunderlige skee, at en Discipel blev taget ud af Skolen, fordi han ikke kunde komme ud af det med Læreren. Havde jeg ikke fra tidligere Tid været saa dybt paavirket, havde maaskee en saadan Begivenhed virket skadeligt paa mig. Nu var dette ikke Tilfældet. Jeg vidste, det var min Opgave at gaae i Skole, i den Skole, jeg engang var sat i; om saa alt Andet blev forandret, delte kunde ikke forandres. Det var ikke blot Frygt for min Faders Alvor, der bibragte mig denne Forestilling, men det var det ophøiede Indtryk af hvad der var et Menneskes Pligt. Om min Fader var død, om jeg var bleven sat under en Andens Opsigt, hvem jeg kunde have bevæget til at tage mig ud af Skolen, jeg havde aldrig vovet det eller ret villet det, det vilde have været mig, som om min Faders Skygge skulde kommet og fulgt mig i Skole; thi atter her havde jeg faaet et uendeligt Indtryk af, hvad der var min Pligt, saa at ingen Tid vilde have udslettet Erindringen om, at jeg havde krænket hans Villie. Forøvrigt nød jeg min Frihed, jeg kjendte kun een Pligt, den, at passe min Skole, og i denne Henseende var jeg selv aldeles ansvarlig. Da jeg var sat ind i Skolen, da de forordnede Skolebøger vare indkjøbte, saa overrakte min Fader mig dem, og sagde: Wilhelm, Du er, naar Maaneden er ude, Nr. 3 i Din Classe. Jeg var fri for alt faderligt Vrøvl. Han spurgte mig aldrig om min Lectie, hørte mig aldrig i den, saae aldrig mine Stile, erindrede mig aldrig om, at det nu var Tid at læse, nu Tid at høre op, kom aldrig Discipelens Samvittighed til Hjælp, som man ofte nok seer det, naar ældre Fædre klappe deres Børn paa Kinderne og sige: Du kan vel nok Dine Ting. Skulde jeg ud, spurgte han først, om jeg havde Tid, det afgjorde jeg selv, ikke han, og hans Spørgsmaal indlod sig aldrig paa Vidtløftigheder. At han forøvrigt bekymrede sig meget om, hvad jeg foretog mig, det troer jeg ganske vist, men han lod mig aldrig mærke det, for at min Sjæl kunde modnes ved Ansvaret. Her var atter det Samme, jeg havde ikke mange Pligter, og hvor mange Børn forqvakles ikke derved, at man overvælder dem med et heelt Ceremoniel af Pligter. Jeg fik saaledes ret dybt et Indtryk af, at der var Noget til, der hed Pligt, og at denne havde evig Gyldighed. Vi læste i min Tid latinsk Grammatik med et Fynd og Klem, som man i vor Tid ikke kjender. Ved denne Underviisning fik jeg et Indtryk, som paa en anden Maade virkede eensartet hermed paa min Sjæl. Forsaavidt jeg tør tiltroe mig Evne til at betragte Noget philosophisk, da skylder jeg den dette Barndommens Indtryk. Den ubetingede Respekt, med hvilken jeg betragtede Reglen, den Ærbødighed, jeg nærede for den, den Foragt, med hvilken jeg skuede ned paa det kummerlige Liv, Undtagelsen fristede, den i mine Øine retfærdige Maade, paa hvilken denne blev forfulgt i min Stilebog og altid brændemærket, hvad er det Andet end den Distinction, der ligger til Grund for enhver philosophisk Betragtning? Naar jeg nu saaledes paavirket betragtede min Fader, da forekom han mig en Incarnation af Reglen; hvad der kom andetstedsfra, det var Undtagelse, forsaavidt det ikke var i Overeensstemmelse med hans Bud. Naar jeg betragtede hiin Meddiscipel, saa følte jeg, at det maatte være Undtagelse, der ikke var værd at agte paa, og det saameget mere som de mange Ophævelser, der gjordes med ham, tilstrækkelig viste, at han var Undtagelse. Den barnagtige Rigorisme, hvormed jeg dengang adskilte mellem Regel og Undtagelse, saavel i Grammatiken som i Livet, er vel bleven formildet, men endnu bestandig har jeg Adskillelsen i mig; jeg veed at kalde den frem, især naar jeg seer Dig og Dine Lige, der synes at foredrage den Lære, at Undtagelsen er det Vigtigste, ja at Reglen kun er til, for at Undtagelsen kan tage sig ud.

Energien, hvormed jeg bliver mig ethisk bevidst, er det da, hvorpaa det kommer an, eller rettere, jeg kan ikke blive mig ethisk bevidst uden Energi. Jeg kan derfor aldrig blive mig ethisk bevidst, uden at blive mig mit evige Væsen bevidst. Dette er det sande Beviis for Sjælens Udødelighed. Fuldbaarent er det naturligviis først da kun, naar Opgaven congruerer med Forpligtelsen, men det, jeg for en Evighed er forpligtet til, er en evig Opgave. Den Omstændighed, at de ti Linier i Balles Lærebog vare satte mig som en Opgave, jeg ved intet Andet i Verden kunde løskjøbes fra, var da i en vis Forstand det første Beviis, der er ført for mig for min Sjæls Udødelighed. Det Ufuldkomne laae ikke i min Energi, men i Opgavens Tilfældighed.

Det er da ikke min Hensigt at føre Dig ind i en Betragtning af Pligtens Mangfoldighed; vilde jeg udtrykke Pligten negativt, da var det let gjort, vilde jeg udtrykke den positivt, da vilde det være saare vanskeligt og vidtløftigt, ja, naar jeg var kommen til et vist Punkt, umuligt. Hvad der derimod var min Hensigt, hvad jeg efter Evne har bestræbt mig for at gjøre, var at belyse Pligtens absolute Betydning, Pligt-Forholdets evige Gyldighed for Personligheden. Saasnart nemlig Personligheden i Fortvivlelsen har fundet sig selv, absolut har valgt sig selv, saa har han sig selv, saa har han sig selv som sin Opgave under et evigt Ansvar, og saaledes er Pligten sat i sin Absoluthed. Da han imidlertid ikke har skabt sig selv, men valgt sig selv, saa er Pligten Udtrykket for hans absolute Afhængighed og hans absolute Frihed i Identitet med hinanden. Den enkelte Pligt vil han lære sig selv og forgjæves søge Oplysning derom hos nogen Anden, og dog vil han atter her være Autodidakt som han er Theodidakt, og omvendt. Pligten bliver ham da i intet Tilfælde noget Abstrakt, deels fordi den ikke er ham noget Udvortes, thi naar det er Tilfældet, er den altid abstrakt; deels fordi han selv er concret, thi da han valgte sig ethisk, valgte han sig i hele sin Concretion og gav Afkald paa Vilkaarlighedens Abstrakthed.

Hvad der staaer tilbage er, at vise hvorledes Livet tager sig ud, naar man betragter det ethisk. Du og alle Æsthetikere ere saare villige til at dele, I indrømme, at det Ethiske har sin Betydning, I sige, at det er respektabelt, naar en Mand lever for sine Pligter, at det er al Ære værd, ja I lade endog nogle forblommede Ord falde om, at det er ganske i sin Orden, at der er Mennesker, der leve for deres Pligter, at det er godt, at Mængden af Menneskene gjør det, og I træffe da stundom Pligt-Mennesker, der ere godmodige nok til at finde, at der er Mening i denne Tale, uagtet den naturligviis som al Skepsis er meningsløs. I selv ønske derimod ikke at indlade Eder med det Ethiske; at gjøre det vilde være at berøve Livet dets Betydning og fremfor Alt dets Skjønhed. Det Ethiske er noget ganske Andet end det Æsthetiske, og naar det kommer frem, tilintetgjør det aldeles dette. Hvis det nu var saa, jeg vilde dog ikke tvivle om, hvad jeg skulde vælge. I Fortvivlelsen er der et Øieblik, hvor det synes saa, og Den, der ikke har følt dette, hans Fortvivlelse har dog altid været svigagtig, og han har ikke ethisk valgt sig selv. Imidlertid er det dog ikke saa, og derfor viser Fortvivlelsen i næste Øieblik sig ikke som et Brud, men som en Metamorphose. Alt kommer igjen, men forklaret. Først derfor naar man ethisk betragter Livet, først da faaer det Skjønhed, Sandhed, Betydning, Bestaaen; først naar man selv lever ethisk, først da faaer Ens Liv Skjønhed, Sandhed, Betydning, Tryghed; først i den ethiske Livs-Anskuelse er den autopathiske og den sympathiske Tvivl beroliget. Den autopathiske og den sympathiske Tvivl kan nemlig kun beroliges i Eet og det Samme, fordi det væsentlig er den samme Tvivl. Den autopathiske Tvivl er nemlig ikke en Yttring af Egoisme, men en Fordring af den Selvkjærlighed, der i samme Forstand fordrer sit eget Selv, som den fordrer enhver Andens Selv. Dette mener jeg er af stor Betydning. Hvis nemlig en Æsthetiker ikke var Egoist, saa maatte han, under den Forudsætning, at enhver tænkelig Begunstigelse var falden i hans Lod, fortvivle over al sin Lykke, fordi han maatte sige: det, hvorved jeg er lykkelig, er Noget, som ikke saaledes kan gives et Menneske, og som intet andet Menneske selv kan erhverve. Han maatte jo være angst for, at Nogen skulde spørge ham om, hvori han søgte sin Lykke, thi han var jo bleven lykkelig, for at alle andre Mennesker skulde føle, at de ikke kunde blive det. Hvis et saadant Menneske havde nogen Sympathi, han vilde ikke unde sig selv Ro, for han fandt et høiere Udgangspunkt for Livet. Naar han havde fundet det, da vilde han ikke være bange for at tale om sin Lykke, thi naar han nu ret vilde udtale det, da vilde han sige Noget med, der absolut forsonede ham med ethvert Menneske, med den hele Menneskehed.

Dog lad os blive staaende ved den Kategori, som Æsthetiken altid vindicerer sig — ved Skjønheden. Livet taber sin Skjønhed, siger Du, saasnart det Ethiske bliver gjort gjældende. „Istedetfor den Glæde, Lykke, Sorgløshed, Skjønhed, som Livet har, naar vi betragte det æsthetisk, faae vi pligtskyldig Virksomhed, roesværdig Stræbsomhed, ufortrøden og rastløs Iver.” Dersom Du nu personlig var tilstede hos mig, saa vilde jeg bede Dig at give mig en Definition af det Skjønne, at jeg kunde komme til at begynde. Da dette ikke er Tilfældet, saa vil jeg tillade mig at knytte mig til den Definition, Du pleier at give: det Skjønne er det, der har sin Teleologi i sig selv. Du tager en ung Pige, Du siger, hun er skjøn, hun er glad, sorgløs, lykkelig, fuldkommen Harmoni, fuldendt i sig selv, og det er en Dumhed at spørge, hvorfor hun er til, thi hun har sin Teleologi i sig selv. Jeg skal ikke chicanere Dig med den Indvending, om den unge Pige virkelig er tjent med, saaledes alene at have sin Teleologi i sig selv, eller om Du ikke vilde smigre Dig med, hvis der forundtes Dig Leilighed til at foredrage Din Anskuelse af hendes Tilværelses Guddommelighed, at hun tilsidst skulde tage Feil og troe, at hun kun var til for at høre paa Dine Insinuationer. Du betragter Naturen og finder den ligeledes skjøn, og banlyser enhver endelig Betragtning af den. Heller ikke her skal jeg plage Dig med den Bemærkning, om det ikke hører Naturen væsentlig til at være for Andet. Du betragter Kunstens og Poesiens Værker, og udraaber med Digteren: procul, o procul este profani, og forstaaer ved «profani» dem, som ville nedværdige Poesi og Kunst derved, at de give dem en Teleologi, der ligger udenfor dem selv. Hvad Poesi og Kunst angaaer, da vil jeg erindre Dig om, hvad jeg tidligere har bemærket, at de kun give en ufuldkommen Forsoning med Livet, samt at Du, naar Du fæster Dit Blik paa Poesi og Kunst, ikke betragter Virkeligheden, og derom var det egentlig vi skulde tale. Vi gaae da tilbage til denne igjen, og da Du formodentlig selv indseer, at Du, naar Du vil gjøre Kunstens Fordringer gjældende i deres hele Strenghed, rimeligviis vil finde saare lidet Skjønt i Livet, saa giver Du det Skjønne en anden Betydning. Det Skjønne, Du taler om, er det Individuel-Skjønne. Du seer hvert enkelt Menneske, som et lille Moment med i det Hele, seer ham netop i hans Eiendommelighed, og saaledes faaer selv det Tilfældige, det Ubetydelige, Betydning, og Livet Skjønhedens Præg. Du betragter altsaa hvert enkelt Menneske som Moment. Men det Skjønne var jo det, som havde sin Teleologi i sig selv, men naar et Menneske blot er Moment, saa har han jo sin Teleologi ikke i sig selv, men udenfor sig selv. Er da det Hele end skjønt, Delene for sig ere det ikke. Og nu Dit eget Liv. Har det sin Teleologi i sig selv? Om et Menneske er berettiget til at føre et saadant blot betragtende Liv, skal jeg ikke afgjøre, men eh bien, lad os antage, at Dit Livs Betydning var, at Du var til for at betragte det Øvrige, saa havde Du jo dog Din Teleologi udenfor Dig. Først naar ethvert enkelt Menneske er Moment og tillige er det Hele, først da betragter Du ham efter hans Skjønhed; men saasnart Du betragter ham saaledes, betragter Du ham ethisk; betragter Du ham ethisk, betragter Du ham efter hans Frihed. Lad ham være nok saa eiendommeligt bestemmet, naar denne Bestemmethed er en Nødvendighed, saa er han blot Moment, og hans Liv er ikke skjønt.

Naar Du definerer det Skjønne ved det, der har sin Teleologi i sig selv, og som Exempler anfører en Pige, eller Naturen, eller et Kunstværk, saa skjønner jeg ikke rettere, end at den hele Tale om, at alt dette har sin Teleologi i sig selv, er en Illusion. For at der skal være Tale om Teleologi, maatte der være en Bevægelse, thi saasnart jeg tænker et Maal, tænker jeg en Bevægelse, selv om jeg tænker En ved Maalet, tænker jeg dog altid en Bevægelse, da jeg tænker, at han er kommen dertil ved en Bevægelse. Det, Du kalder skjønt, mangler aabenbart Bevægelsen; thi det Skjønne i Naturen er paa eengang, og naar jeg betragter et Kunstværk og gjennemtrænger dets Tanke med min Tanke, saa er det egentlig i mig at Bevægelsen foregaaer, ikke i Kunstværket. Du kan derfor gjerne have Ret i, at det Skjønne har sin Teleologi i sig selv, men saaledes som Du opfatter og anvender det, er det dog egentlig et negativt Udtryk, der betegner, at det Skjønne har sin Teleologi i et Andet. Du vil derfor heller ikke kunne bruge et tilsyneladende synonymt Udtryk, at det Skjønne, Du taler om, har indre Teleologi eller immanent Teleologi. Saasnart Du nemlig bruger det, saa fordrer Du Bevægelse, Historie, og derved har Du overskredet Naturens og Kunstens Sphærer, og er i Frihedens og derved i Ethikens.

Naar jeg nu siger, at Individet har sin Teleologi i sig selv, saa kan dette ikke misforstaaes, som om jeg derved meente, at Individet var det Centrale, eller at Individet i abstrakt Forstand skulde være sig selv nok, thi tages det abstrakt, saa faaer jeg dog ingen Bevægelse. Individet har sin Teleologi i sig selv, har indre Teleologi, er sig selv sin Teleologi; hans Selv er da det Maal, hvortil han stræber. Dette hans Selv er imidlertid. ikke en Abstraktion, men absolut concret. I Bevægelsen hen til sig selv kan han da ikke forholde sig negativ mod sin Omverden, thi saa er hans Selv en Abstraktion og bliver det; hans Selv maa aabne sig efter sin hele Concretion, men til denne Concretion hører ogsaa de Factorer, hvis Bestemmelse er at gribe virkende ind i Verden. Saaledes bliver da hans Bevægelse fra sig selv gjennem Verden til sig selv. Her er Bevægelse og en virkelig Bevægelse; thi denne Bevægelse er Frihedens Gjerning, men er tillige immanent Teleologi, og her kan der derfor først være Tale om Skjønhed. Naar dette forholder sig rigtigt, saa kommer i en vis Forstand Individet til at staae høiere end ethvert Forhold, men deraf følger da ingenlunde, at han ikke er i dette Forhold; det skjønnes heller ikke, at der ligger noget Tyrannisk heri, da det Samme jo gjælder om ethvert Individ. Jeg er Ægtemand, og Du veed, jeg bærer den dybeste Agtelse for dette Forhold, og jeg veed, at jeg ydmyger mig i al Kjærlighed derunder, men dog veed jeg, at jeg i en anden Forstand er høiere end dette Forhold; men jeg veed ogsaa, at det ganske i samme Forstand er Tilfældet med min Kone, og derfor vilde jeg, som Du veed, ikke elske den unge Pige, fordi hun ikke havde denne Anskuelse.

Først derfor naar jeg betragter Livet ethisk, først da seer jeg det efter dets Skjønhed, først naar jeg betragter mit eget Liv ethisk, først da seer jeg det efter dets Skjønhed. Og vil Du sige, at denne Skjønhed er usynlig, saa vil jeg svare: i en vis Forstand er den det, i en anden ikke; den er nemlig synlig i det Historiskes Spor, synlig, som naar det hedder: loqvere, ut videam te. At jeg ikke seer Fuldendelsen, men Striden, er vel sandt, men dog seer jeg ogsaa Fuldendelsen, hvad Øieblik jeg vil, naar jeg har Mod dertil, og uden Mod seer jeg overhovedet slet intet Evigt og altsaa heller intet Skjønt.

Naar jeg betragter Livet ethisk, betragter jeg det efter dets Skjønhed. Livet bliver mig da rigt paa Skjønhed, ikke fattigt derpaa, som det egentlig er det for Dig. Jeg behøver ikke at reise Landet rundt for at opdage Skjønheder, eller støve om efter dem i Gaderne, jeg behøver ikke at skjønne og vrage. Nu, det forstaaer sig, jeg har heller ikke saa god Tid som Du; thi da jeg med Glæde, men ogsaa med Alvor, seer mit Liv efter dets Skjønhed, saa har jeg altid nok at gjøre. Har jeg da stundom en Time fri, saa staaer jeg ved mit Vindue og betragter Menneskene, og hvert Menneske seer jeg efter dets Skjønhed. Han være nok saa ubetydelig, nok saa ringe, jeg seer ham efter hans Skjønhed; thi jeg seer ham som dette enkelte Menneske, der dog tillige er det almene Menneske, jeg seer ham som Den, der har denne concrete Livs-Opgave; han er ikke til for noget andet Menneskes Skyld, om han saa end var den usleste Leietjener; han har sin Teleologi i sig selv, han realiserer denne Opgave — han seirer, det seer jeg; thi den Modige seer ikke Spøgelser, men derimod seer han seierrige Helte; den Feige seer ikke Helte, men kun Spøgelser. Seire maa han, derom er jeg forvisset, derfor er hans Strid skjøn. Jeg er ellers ikke meget tilbøielig til at stride, idetmindste ikke med Andre end med mig selv; men derom kan Du være forvisset, for denne Tro paa det Skjønnes Seier vil jeg stride paa Liv og Død, og Intet i Verden skal fravriste mig den. Om man ved Bønner vilde fraliste mig denne Tro, om man med Magt vilde frarive mig den, for Intet i Verden lader jeg mig den fratage og ikke for hele Verden; thi da først tabte jeg den hele Verden, naar jeg tabte denne Tro. Ved denne Tro seer jeg Livets Skjønhed, og den Skjønhed, jeg seer, har ikke det Veemodige og Tungsindige, som er uadskilleligt fra al Naturens og Kunstens Skjønhed, uadskilleligt selv fra de græske Guders evige Ungdom. Den Skjønhed, jeg seer, er glad og seierrig, og stærkere end hele Verden. Og denne Skjønhed seer jeg overalt, ogsaa der, hvor Dit Øie Intet seer. Staa engang her ved mit Vindue. Der gaaer en ung Pige forbi; erindrer Du, vi mødte hende engang paa Gaden. Hun var ikke skjøn, sagde Du, men da Du havde betragtet hende lidt nøiere, kjendte Du hende, og Du vedblev: „for nogle Aar siden var hun overmaade deilig og gjorde stor Lykke paa Ballerne, saa fik hun en Kjærlighedshistorie, et qvidem en ulykkelig. Fanden veed, hvordan hun bar sig ad, hun tog sig den Sag saa nær, at hendes Skjønhed falmede af Græmmelse, kort at fortælle, hun var skjøn, nu er hun ikke mere skjøn, og dermed er den Historie ude.” See, det kan man kalde at betragte Livet efter dets Skjønhed. I mine Øine har hun imidlertid intet tabt, og mig synes hun skjønnere end nogensinde. Din Betragtning af Livets Skjønhed forekommer mig derfor at have megen Lighed med den Livs-Glæde, der herskede i Drikkevise-Perioden, hvor man blev munter og oprømt ved at afsynge Arier som denne:

Var ei den Saft af røde Druer,
Hvo vilde længer blive her?
Thi hvor den Vises Øie skuer,
Det møder lutter Lidelser.
Høit lyder Undertryktes Stemme,
Forførtes Skrig, fra Syd til Nord.
Op Brødre! drikker for at glemme
Den hele sørgelige Jord.

Lad os nu træde lidt nærmere til enkelte af Livets Forhold, især saadanne, hvor det Æsthetiske og det Ethiske berøre hinanden, for at overveie, hvorvidt den ethiske Betragtning berøver os nogen Skjønhed, eller om den ikke snarere giver Alt en høiere Skjønhed. Jeg tænker mig da et bestemt Individ, der i en vis Forstand er som Folk er flest, i en anden Forstand concret i sig selv. Lad os være ganske prosaiske. Dette Menneske skal leve, skal klæde sig, kort, skal kunne existere. Maaskee henvendte han sig til en Æsthetiker, for at faae at vide, hvorledes han skulde indrette sig i Livet. Han vilde da heller ikke savne Oplysning. Denne vil maaskee sige til ham: „naar man er eenligt Menneske, bruger man 3000 Rdlr. om Aaret, for at leve beqvemt, har man 4000, bruger man dem ogsaa; vil man gifte sig, maa man idetmindste have 6000 Rdlr. Penge er og bliver dog nervus rerum gerendarum, den sande conditio sine qva non; thi vel er det skjønt at læse om landlig Nøisomhed, om idyllisk Tarvelighed, og jeg læser gjerne saadanne Digte, men Levemaaden selv vilde man snart blive kjed af; og De, der leve saaledes, nyde da heller ikke dette Liv halv saa godt, som Den, der har Penge, og nu i al Ro og Mag læser Digternes Sange. Penge er og bliver den absolute Betingelse for at leve. Saasnart man ikke har Penge, er og bliver man udelukket af Patriciernes Tal, er og bliver man Plebeier. Penge er Betingelsen, men deraf følger ingenlunde, at Enhver, der har Penge, veed at bruge dem. De, der forstaae dette, ere igjen blandt Patricierne de sande Optimater.” Med denne Forklaring var nu aabenbart vor Helt ikke tjent; al den Andens Leve-Viisdom lod ham uberørt, og han maatte omtrent blive tilmode som en Spurv, der var kommen i Tranedands. Sagde han nemlig til Æsthetikeren: „det er godt nok; men jeg har hverken 3000 eller 6000 Rdlr. om Aaret, jeg har hverken i Capital eller i Rente, jeg har overhovedet slet Intet, knap en Hat”, saa vilde denne vel trække paa Skulderen og sige: ja det er en anden Sag, saa er der ikke Andet for, saa maa de tage tiltakke med at gaae i Arbeidshuset. Hvis Æsthetikeren var meget godmodig, vilde han maaskee endnu engang vinke ad den stakkels Stymper og sige til ham: „jeg vil ikke bringe Dem til Fortvivlelse, førend jeg har vovet det Yderste; der gives et Par Nødmidler, som man ikke bør lade uforsøgte, førend man for evig siger Glæden Farvel og aflægger Løftet og tager Tvangstrøien paa. Gift Dem med en rig Pige, spil i Lotteriet, reis til Colonierne, anvend nogle Aar paa at skrabe Penge sammen, snig dem ind i en gammel Pebersvends Gunst, at han maa indsætte Dem som Arving. For Øieblikket skilles vore Veie ad, skaf Pengene, og De skal i mig altid finde en Ven, der skal vide at glemme, at der var en Tid, da De ikke havde Penge.” Der er dog noget forfærdelig Hjerteløst i en saadan Livsbetragtning, saaledes med koldt Blod at myrde al Glæde i Livet for hver Den, der ikke har Penge. Og det gjør et saadant Penge-Menneske jo, thi det er idetmindste hans Mening, at uden Penge er der ingen Glæde i Livet. Hvis jeg her vilde slaae Dig sammen med hine Æsthetikere, vilde sigte Dig for at nære eller yttre saadanne Tanker, saa vilde jeg i høi Grad gjøre Dig Uret. Deels er nemlig Dit Hjerte for godt til at være Bolig for en saadan afskyelig Nedrighed, deels er Din Sjæl for sympathetisk til, selv om Du havde slige Tanker, at Du skulde ville yttre dem. Jeg siger det ikke, som om jeg meente, at Den, der ikke har Penge, trængte til en saadan medlidende Omsorg, men fordi det dog var det Mindste, man kunde fordre af et Menneske, der bildte sig ind at være begunstiget, at han ikke skulde være stolt deraf, eller have Lyst til at krænke Andre, der ikke vare saa begunstigede. Lad et Menneske være stolt, i Guds Navn, det var bedre, om han ikke var det, men lad ham være det; lad ham kun ikke være stolt af Penge, thi der er Intet, der i den Grad nedværdiger et Menneske. Du er nu vant til at have Penge, og har god Forstand paa, hvad der ligger heri. Du fornærmer Ingen, deri er Du forskjellig fra hine Æsthetikere, Du hjælper gjerne, hvor Du kan, ja, naar Du udhæver det Elendige i ikke at have Penge, saa skeer dette af Sympathi. Din Spot retter sig derfor ikke mod Menneskene, men mod den Tilværelse, hvor det nu engang er saaledes indrettet, at ikke Alle have Penge. „Prometheus og Epimetheus”, siger Du, „vare unegteligt meget kloge, men ubegribeligt er det dog, at medens de forøvrigt udstyrede Menneskene saa herligt, det ikke faldt dem ind at give dem Penge med.” Dersom Du havde været tilstede ved den Leilighed og havde vidst det, Du nu veed, da vilde Du have traadt frem, og sagt: „I gode Guder, I skulle have Tak for det Altsammen, men — tilgiver mig, at jeg taler frimodigt til Eder — I mangler Verdens-Kundskab; for at Mennesket skal være lykkeligt, mangler der ham een Ting endnu — det er Penge. Hvad hjælper det ham, at han er skabt til at herske over Verden, naar han ikke kan faae Tid dertil for Næringssorger? Hvad ligner det, at jage en fornuftig Skabning ud i Verden, og saa lade ham slide og slæbe, er det en Maade at behandle et Menneske paa ?” Paa dette Punkt er Du uudtømmelig. „De fleste Mennesker”, siger Du, „leve for at faae et Levebrød; naar de have faaet det, leve de for at faae et godt Levebrød; naar de have faaet det, døe de. Med sand Rørelse læste jeg derfor for nogen Tid siden et Avertissement i Avisen, hvor en Kone bekjendtgjorde sin Mands Død. Istedetfor vidtløftigt at lamentere over det Smertelige i, at miste den bedste Ægtemand og den kjærligste Fader, fattede hun sig meget kort: at dette Dødsfald var saa tungt, fordi hendes Mand netop kort iforveien havde faaet saadan et godt Levebrød. Der ligger Mere heri, end hvad den sørgende Enke eller en almindelig Læser i Adresse-Avisen seer deri. Denne Betragtning lod sig uddanne til et Beviis for Menneskets Udødelighed. Dette Beviis kunde fremsættes saaledes: Det er ethvert Menneskes Bestemmelse at faae et godt Levebrød. Døer han, førend han faaer det, saa har han ikke opnaaet sin Bestemmelse, og det bliver da overladt til Enhvers Anen, om han antager, at han paa en anden Klode vil opnaae sin Bestemmelse. Faaer han derimod et godt Levebrød, saa har han opnaaet sin Bestemmelse, men Bestemmelsen af et godt Levebrød kan ikke være den, at han skal døe, men tværtimod, at han skal leve godt af sit gode Levebrød, ergo er Mennesket udødeligt. Dette Beviis kunde man kalde det populære Beviis, eller Beviset fra Levebrødet. Naar dette Beviis føiedes til de tidligere Beviser, saa maatte enhver fornuftig Tvivl angaaende Udødeligheden ansees for beseiret. Dette Beviis lader sig ogsaa ypperligt sætte i Forbindelse med de tidligere Beviser, ja, det viser sig netop her i sin fulde Glorie, idet det som Slutning slutter sig tilbage i de andre og beviser disse. De andre Beviser gaae ud fra Betragtningen af, at Mennesket er et fornuftigt Væsen; forsaavidt nu Nogen skulde betvivle dette, saa træder Levebrøds-Beviset til og beviser denne Forudsætning ved følgende Syllogisme: Den, Gud giver et Levebrød, giver han Forstand; Den, Gud giver et godt Levebrød, giver han god Forstand, ergo. Dette har hiin sørgende Enke anet, hun har følt det dybe Tragiske i Livets Modsigelse.” Spot og Kaadhed er da, hvad Du veed at byde denne Sag betræffende. Det falder Dig da formodentlig heller ikke ind, at Din Betragtning skulde være gavnlig eller veiledende for Nogen. Hvad der formodentlig heller ikke falder Dig ind er, at Du ved saadanne Foredrag kan gjøre Skade; thi det lod sig vel tænke, at et Menneske, der i sig selv nærede Uvillie nok over at være tvungen ind i Livets Arbeide, ved at agte paa den ikke uvittige Lidenskabelighed, hvormed Du tænkte paa hans Vegne, paa Din sympathetiske Spot, blev endnu mere utaalmodig, endnu mere fnysende. Det skulde Du imidlertid være forsigtig med.

Ad den indslagne Vei vil da vor Helt forgjæves søge Oplysning. Lad os nu høre, hvad en Ethiker vilde svare ham. Hans Svar blev da følgende: det er ethvert Menneskes Pligt at arbeide for at leve. Dersom han ikke havde Mere at sige, saa vilde Du formodentlig svare: „der have vi igjen den gamle Snak, om Pligt og Pligt, overalt er det Pligt, der kan ikke tænkes noget Kjedsommeligere end denne Sammensnærpen, der underkuer Alt og stækker Alt.” Du vil her behage at erindre, at vor Helt ingen Penge havde, at hiin hjerteløse Æsthetiker ingen havde at overlade ham, at Du heller ikke havde saa Meget tilovers, at Du kunde sikkre ham hans Fremtid. Forsaavidt han da ikke vil sætte sig hen og tænke over, hvad han vilde have gjort, hvis han havde havt Penge, saa maa han være betænkt paa en anden Udvei. Du vil dernæst see, at Ethikeren tiltalte ham i al Høflighed, han behandlede ham ikke som Undtagelse, han sagde ikke til ham: Herre Gud, De er nu engang saa ulykkelig, De maa see til at finde Dem deri. Tværtimod, han gjorde Æsthetikeren til Undtagelse, thi han sagde: det er ethvert Menneskes Pligt at arbeide for at leve; forsaavidt altsaa et Menneske ikke behøver det, er han en Undtagelse, men det, at være en Undtagelse, er, som vi ovenfor blev enige om, ikke det Store, men det Ringe. Naar et Menneske derfor vil see Sagen ethisk, vil han see det, at have Penge, som en Ydmygelse; thi enhver Begunstigelse er en Ydmygelse. Naar han seer det saaledes, saa vil han ikke forsee sig paa nogen Begunstigelse. Han vil da ydmyge sig under den, og naar han har gjort det, saa vil han atter opløftes ved den Tanke, at Begunstigelsen er et Udtryk for, at der er gjort en større Fordring til ham.

Naar hiin Ethiker, hos hvem vor Helt fandt Oplysning, selv veed, hvad det er at arbeide for at leve, saa vil hans Ord have endnu mere Vægt. Det var at ønske, at Menneskene i denne Henseende havde lidt mere Mod, og Grunden til, at man saa høirøstet ofte saaer hiin foragtelige Tale om, at Penge er Hovedsagen, at høre, ligger for en Deel deri, at de, der maa arbeide, mangle ethisk Kraft til at vedkjende sig Betydningen af det at arbeide, mangle ethisk Overbeviisning om dets Betydning. De, der skade Ægteskabet, ere ikke Forførerne, men de feige Ægtemand. Saaledes ogsaa her. Hiin foragtelige Tale skader Intet, men De skade den gode Sag, der, tvungne til at arbeide for at leve, i det ene Øieblik ville anerkjendes for det Fortjenstlige, der ligger heri, naar de sammenligne deres Liv med Lediggængerens, i næste Øieblik klage og sukke og sige: det er dog det Skjønneste at være uafhængig. Hvad Agtelse skal da et yngre Menneske faae for Livet, naar han hører de Ældre tale saaledes. Du har her atter skadet Dig selv meget ved Din Experimenteren, thi Du har faaet Noget at vide, som slet ikke er godt og glædeligt. Du veed meget godt at friste et Menneske og lokke denne Tilstaaelse ud af ham, at han dog i sit inderste Hjerte helst vilde være fri for at arbeide, og saa triumpherer Du.

Det Spørgsmaal, om der ikke lod sig tænke en Verden, hvor det var unødvendigt at arbeide for at leve, er egentlig et ørkesløst Spørgsmaal, da det ikke besatter sig med den givne Virkelighed, men med en fingeret. Imidlertid er det dog altid et Forsøg paa at forkleine den ethiske Opfattelse. Dersom det nemlig var en Fuldkommenhed ved Existentsen, at man ikke behøvede at arbeide, saa var jo Dens Liv fuldkomnest, som ikke behøvede dette. Man kunde da kun i den Forstand sige, at det var Pligt at arbeide, som man ved dette Ord forstod en sørgelig Nødvendighed. Pligten udtrykte da ikke det Almeen-Menneskelige, men det Almindelige, og Pligt var her ikke Udtrykket for det Fuldkomne. Derfor vilde jeg ogsaa ganske rigtig svare, at det maa ansees for en Ufuldkommenhed ved Existentsen, at Mennesket ikke behøvede at arbeide. Paa jo lavere et Trin Menneskelivet staaer, jo mindre viser Nødvendigheden sig af at arbeide; jo høiere det staaer, jo mere træder den frem. Den Pligt, at arbeide for at leve, udtrykker det Almeen-Menneskelige, og udtrykker ogsaa i en anden Forstand det Almene, fordi den udtrykker Friheden. Netop ved at arbeide frigjør Mennesket sig, ved at arbeide bliver han Herre over Naturen, ved at arbeide viser han, at han er høiere end Naturen.

Eller skulde Livet derved, at et Menneske maa arbeide for at leve, tabe sin Skjønhed? Jeg er her ved det gamle Punkt, det beroer paa, hvad man forstaaer ved Skjønhed. Det er skjønt at see Lilierne paa Marken, skjøndt de hverken spinde eller sye, saaledes klædte, at end ikke Salomon i al sin Glands var saa pragtfuld; det er skjønt at see Fuglene sorgløse finde deres Føde, det er skjønt at see Adam og Eva i et Paradis, hvor de kunne faae Alt hvad de pege paa; men det er dog endnu skjønnere at see en Mand ved sit Arbeide erhverve hvad han behøver. Det er skjønt at see et Forsyn mætte Alt og sørge for Alt; men det er endnu skjønnere at see en Mand, der ligesom er sit eget Forsyn. Derved er Mennesket stort, større end nogen anden Skabning, at han kan sørge for sig selv. Det er skjønt at see en Mand have Overflod, som han selv har erhvervet; men det er ogsaa skjønt at see en Mand gjøre et endnu større Kunststykke, at forvandle Lidet til Meget. Det er et Udtryk for Menneskets Fuldkommenhed, at han kan arbeide; det er et endnu høiere Udtryk derfor, at han skal det.

Dersom vor Helt vil adoptere denne Betragtning, da vil han ikke føle sig fristet til at ønske Formue, som man har sovet sig til, han vil ikke forsee sig paa Livets Betingelse, han vil føle det Skjønne i at arbeide for at leve, han vil føle sin Menneskeværdighed deri; thi det er ikke det Store hos Planten, at den ikke spinder, men det Ufuldkomne, at den ikke kan det. Han vil ikke føle Lyst til at stifte Venskab med hiin velhavende Æsthetiker. Han vil med Besindighed see, hvad der er det Store, og ikke lade sig strække af Pengemænd. Mærkeligt nok er det, jeg har seet Mennesker, der med Glæde følte Betydningen af at arbeide, der vare tilfredse ved deres Arbeide, lykkelige i deres Nøisomhed, og dog havde de ligesom ikke Mod til at vedgaae det. Talte de om, hvad de brugte, saa gave de det altid Udseende af, at de brugte meget Mere end de virkelig gjorde; de vilde ikke synes flittige, uagtet de virkelig vare det, ret som om det var Større at bruge Meget end at bruge Lidet, Større at være en Lediggænger end at være flittig. Hvor sjeldent træffer man ikke et Menneske, der med Rolighed og glad Værdighed siger: Dette eller Hiint gjør jeg ikke, fordi jeg ikke har Raad dertil. Det er, som havde han en ond Samvittighed, som frygtede han for det Svar, Ræven fik. Paa den Maade faaer man da al sand Dyd tilintetgjort, eller forvandlet til et Phantom; thi de der ikke behøve at være nøisomme, hvorfor skulde de være det? og de der nødsages til at at være det, de gjøre jo en Dyd af Nødvendighed. Ret som om man ikke kunde være nøisom, uden man havde Muligheden af Overflod ved Siden af sig; ret som om Trang ikke var en ligesaa stor Fristelse for Nøisomheden.

Arbeide vilde da formodentlig vor Helt beslutte sig til, men Næringssorger vilde han dog nok see sig fritaget for. Jeg har aldrig kjendt Næringssorger, thi skjøndt jeg til en vis Grad maa arbeide for at leve, saa har jeg dog altid havt mit rigelige Udkomme; jeg kan derfor ikke tale med af Erfaring, men jeg har altid bevaret et aabent Øie for det Tunge deri, men ogsaa et aabent Øie for det Skjønne deri, det Dannende, det Forædlende; thi jeg troer, der er ingen Sorg, der i den Grad danner. Jeg har kjendt Mennesker, hvilke jeg ingenlunde vilde kalde feige eller blødagtige, som ingenlunde meente, at Menneskets Liv skulde være uden Strid, som følte Kraft og Mod og Lyst til at gaae i Kamp der, hvor Andre vilde forsage, jeg har tillige ofte hørt dem sige: Gud fri mig blot fra Næringssorger, der er Intet, der i den Grad qvæler det Høiere i et Menneske, som disse. I Anledning af saadanne Yttringer er det ofte faldet mig ind, hvad mit eget Liv ogsaa har givet mig Anledning til at sande, at der dog Intet er saa svigagtigt som det menneskelige Hjerte. Man vil have Mod til at vove sig ud i den farligste Strid, men Næringssorger vil man ikke binde an med; og dog vil man paa samme Tid, at det skal være noget Støtte at seire i hiin Kamp end i denne. Dette er nu nemt nok; man vælger en lettere Strid, som dog i Mængdens Øine seer farligere ud; man indbilder sig, at det er Sandhed; man seirer, og saa er man jo Helt, og det ganske anderledes Helt, end om man seirede i hiin anden usle, et Menneske uværdige Strid. Ja, naar man foruden Næringssorger tillige har en saadan skjult Fjende i sit eget Indre at kæmpe med, saa er det intet Under, at man ønsker at blive denne Strid qvit. Saa ærlig skulde man dog idetmindste være mod sig selv, at man tilstod, at Grunden, hvorfor man flyede denne Kamp, var den, at den var langt tungere end al anden Anfægtelse, men er den det, saa er Seieren ogsaa langt skjønnere. Forsaavidt man ikke selv er forsøgt i denne Strid, skylder man enhver Stridende at tilstaae, at hans Strid er den farligste, man skylder at give ham denne Æreserklæring. Seer et Menneske Næringssorgen saaledes, som en Æresstrid, i endnu strengere Forstand end nogen anden Strid, saa vil han allerede være kommen noget videre. Det gjælder her, som allevegne, at man er rigtig stillet, ikke spilder sin Tid paa at ønske, men fatter sin Opgave. Er den tilsyneladende ringe og ubetydelig, smaalig og forknyttende, saa veed man, at det kun gjør Striden vanskeligere og Seieren skjønnere. Der er Mænd, hvem en Orden hædrer, og der er Mænd, der hædre Ordenen, dette anvende Den paa sig selv, der, medens han føler Kraft og Lyst til at forsøge sig i berømmelige Kampe, maa lade sig nøie med det Kummerligste af Alt, at stride med Næringssorger.

En Strid med Næringssorger har den i høi Grad dannende Egenskab, at Belønningen er saa saare ringe, eller rettere, slet ingen, den Kæmpende strider for at tilveiebringe Muligheden af at kunne blive ved at stride. Jo større Kampens Belønning er, jo mere den ligger udenfor et Menneske, desto mere tør den Stridende ogsaa stole paa alle de tvetydige Lidenskaber, der huse i ethvert Menneske. Ærgjerrighed, Forfængelighed, Stolthed, det er Kræfter, der have en uhyre Elasticitet og kunne drive et Menneske vidt. Den, der strider med Næringssorger, seer snart, at disse Lidenskaber svigte ham; thi hvor skulde han troe, at en saadan Strid skulde kunne interessere Andre eller vække dem til Beundring? Har han ikke andre Kræfter, saa er han afvæbnet. Belønningen er saare liden; thi naar han har trællet og slidt og slæbt, saa har han maaskee netop erhvervet det Fornødne — det Fornødne til at holde sig vedlige, for atter at kunne slide og slæbe. See derfor er Næringssorger saa forædlende og dannende, fordi de ikke tillade et Menneske at skuffe sig, sig selv betræffende. Seer han ikke noget Høiere i denne Strid, saa er den ussel, og han har Ret i, at det er en Kummerlighed at maatte stride for at kunne æde sit Brød i sit Ansigts Sved. Men derfor er denne Strid saa forædlende, fordi den tvinger ham til at see noget Andet deri, tvinger ham til, hvis han ikke aldeles vil henkaste sig selv, at see den som en Æresstrid, og at det er derfor, at Belønningen er saa ringe, for at Æren kan være desto større. Han strider da vel for at erhverve sit Udkomme, men det, han dog strider først og fremmest for, er, at erhverve sig selv, og vi Andre, vi, som ikke bleve forsøgte, men dog bevarede Følelsen for det sande Store, vi ville see til, hvis han tillader det, vi ville i ham hædre et Æres-Medlem af Samfundet. Han har da en dobbelt Strid, han kan tabe i den ene og paa samme Tid seire i den anden. Vil jeg tænke mig det næsten Utænkelige, at alle hans Bestræbelser for at erhverve sit Udkomme mislykkedes, saa har han jo tabt, og dog kan han paa samme Tid have vundet den skjønneste Seier, der lader sig vinde. Herpaa vil han fæste sit Blik, ikke paa Belønningen, han gik Glip af; thi dertil var den for ringe. Den der har en Belønning for Øie, han glemmer den anden Strid; vinder han ikke Belønningen, da har han tabt Alt, vinder han den, saa bliver det dog altid tvivlsomt, hvorledes han har vundet den.

Og hvilken Strid skulde nu være mere dannende end den med Næringssorger! Hvor megen Barnlighed hører der dog ikke til, for stundom at kunne næsten smile ad al denne jordiske Møie og Besvær, en udødelig Aand maa have for at leve, hvor megen Ydmyghed til at være tilfreds med det Lidet, der erhverves med Vanskelighed, hvor megen Tro for at see et Forsyns Styrelse ogsaa i hans Liv; thi det er let nok at sige, at Gud er størst i det Mindste, men til at see ham deri hører den stærkeste Tro. Hvor megen Kjærlighed til Menneskene, for at være glad med de Lykkelige, for at kunne opmuntre dem, hvis Vilkaar bleve ligesaa kummerlige! Hvor inderlig og gjennemtrængende en Bevidsthed om sig selv, om at han gjør hvad der staaer i hans Magt, hvor megen Udholdenhed og Agtpaagivenhed; thi hvilken Fjende er mere underfundig end denne Sorg? Ikke bliver han den qvit ved et Par dristige Bevægelser, ikke skræmmer han den bort ved Larmen og Støien. Hvilken Gratie og Anstand til at bøie af for den og dog ikke flye den! Hvor ofte maae Vaabnene ikke forandres, snart maa der arbeides, snart ventes, snart trodses, snart bedes! Og med hvor megen Lyst og Glæde og Lethed og Smidighed maa han ikke forandre Vaabnene, thi ellers har Fjenden seiret! Og under Alt dette gaaer Tiden hen, der forundes ham ikke Leilighed til at see sine skjønne Planer realiserede, Ungdommens Ønsker opfyldte. Han seer Andre, for hvem det lykkes. De samle Mængden omkring sig, de høste dens Bifald, de fryde sig ved dens Jubel, og han staaer som en eensom Kunstner paa Livets Scene, han har intet Publikum, Ingen har Tid at see paa ham, Ingen har Tid, og det forstaaer sig, der hører ogsaa Tid dertil, thi hans Forestillinger er ikke en halv Times Gjøgleværk, hans Kunster ere af en finere Art og fordrer Mere end et dannet Publikum for at forstaaes. Men han attraaer det heller ikke. Da jeg var tyve Aar gammel, siger han maaskee, da drømte jeg ogsaa om Strid, da tænkte jeg mig paa Kamppladsen, jeg saa op til Balkonen, jeg saa Pigernes Kreds, saae dem ængstes for min Skyld, saae dem tilvifte mig Bifald, og jeg glemte Stridens Besvær; nu er jeg bleven ældre, min Strid er bleven en anden, men min Sjæl er ikke mindre stolt. Jeg fordrer en anden Dommer, en Kjender, jeg fordrer et Øie, der skuer i Løndom, der ikke bliver træt af at see til, der seer Striden og seer Faren; jeg fordrer et Øre, der hører Tankernes Arbeiden, der aner, hvorledes mit bedre Væsen vikler sig ud af Anfægtelsens Tortur. Til denne Kampdommer vil jeg skue op, hans Bifald vil jeg eftertragte, om jeg end ikke kan fortjene det. Og naar da Lidelsernes Kalk rækkes mig, da vil jeg ikke fæste mit Blik paa Kalken, men paa Den, der rækker mig den, og jeg vil ikke stirre mod Kalkens Bund, om jeg ikke snart har udtømt den, men urokkeligt paa Den, af hvem jeg modtager den. Glad vil jeg tage Kalken i min Haand, ikke som ved en festlig Leilighed udtømmer jeg den paa en Andens Velgaaende, idet jeg selv glæder mig ved Drikkens Liflighed; nei, jeg vil smage dens Bitterhed, og idet jeg smager den, da tilraaber jeg mig selv: mit Velgaaende, fordi jeg veed og er forvisset om, at ved denne Drik tilkjøber jeg mig en evig Sundhed.

Saaledes troer jeg, man ethisk maa betragte den Strid, der kæmpes med Næringssorger. Jeg skal ikke staae saa hart paa min Net imod Dig, at jeg skulde opfordre Dig til at oplyse, paa hvilket Punkt i Din Æsthetik Du behandler denne Sag; men jeg henstiller blot til Din egen Overveielse, om Livet selv i denne Strid taber sin Skjønhed, naar man ikke selv vil, eller om det ikke vinder en høiere Skjønhed. At negte, at en saadan Sorg er til, er jo Vanvid; at glemme, at den er til, fordi den gaaer Ens eget Huus forbi, er Tankeløshed, forsaavidt man gjør Fordring paa at have en Betragtning af Livet, er Hjerteløshed eller Feighed.

At mange Mennesker ikke paa denne Maade betragte Næringssorger, er ingen Indvending; at ønske dem, at de maatte have Høimodighed nok til at betragte dem saaledes, Beaandelse nok til ikke at see feil, som hine Mænd, om hvilke Skriften i en anden Anledning siger, at de saae feil, saa de ikke saae mod Himlen, men paa Susanna — er vist et godt og et fromt Ønske.

Den ethiske Betragtning, at det er ethvert Menneskes Pligt at arbeide for at leve, har da to Fortrin fremfor den æsthetiske. For det Første er den i Samklang med Virkeligheden, forklarer noget Almindeligt i denne, medens den æsthetiske fremsætter noget Tilfældigt og forklarer Intet. For det Andet opfatter den Mennesket efter hans Fuldkommenhed, seer ham efter hans sande Skjønhed. Dette maa ansees for at være det Fornødne og det meer end Tilstrækkelige denne Sag betræffende. Ønsker Du et Par empiriske Bemærkninger, saa giver jeg dem med i Kjøbet, ikke som om den ethiske Betragtning behøvede nogen saadan Understøttelse, men fordi Du maaskee kan have Gavn af dem.

En gammel Mand, som jeg engang har kjendt, pleiede altid at sige, at det var godt for et Menneske, at han lærte at arbeide for at leve; det gjaldt om Ældre hvad der gjaldt om Børn, de maae tages itide. Min Mening er nu ikke, at det skulde være gavnligt for et ungt Menneske, strax at forknyttes af Næringssorger. Men lad ham kun lære at arbeide for at leve. Den saameget anpriste Uafhængighed er ofte en Snare; enhver Lyst kan tilfredsstilles, enhver Tilbøielighed følges, ethvert Lune trives, indtil disse sammensværge sig mod En selv. Den, der maa arbeide, han skal blive ukjendt med den forfængelige Glæde at kunne faae Alt, han skal ikke lære at trodse paa sin Rigdom, ved Penge fjerne enhver Hindring og tilkjøbe sig enhver Frihed; men hans Sind skal da heller ikke forbittres, han skal ikke fristes til, hvad vel mangen rig Yngling har gjort, med stolt Foragt at vende Tilværelsen Ryggen, idet han siger med Jugurtha: her ligger en By, der er tilfals, naar den finder en Kjøber; han skal ikke i en stakket Tid have erhvervet en Viisdom, hvorved han gjør Menneskene Uret og sig selv ulykkelig.

Naar jeg derfor saa ofte hører Folk klage over, at de ere nødsagede til at arbeide, nødsagede til at bekymre sig om Sligt, de, hvis Sjæls høie Flugt ikke saaledes burde forknyttes, saa kan jeg ikke negte, at jeg stundom bliver utaalmodig derover, at jeg kunde ønske, at der endnu gik en Harun al Raschid om imellem os og uddeelte Bastonade til Enhver, der klagede i Utide. Du er nu ikke i det Tilfælde, at Du behøver at arbeide for at leve, og det er ingenlunde min Hensigt at raade Dig at kaste Din Formue bort, for at det kan blive Dig en Nødvendighed at arbeide; det duer ikke, og al Experimenteren er en Taabelighed, der fører til Intet. Imidlertid troer jeg, at Du i en anden Forstand er i det Tilfælde at maatte erhverve Betingelserne for at leve. For at Du skal kunne leve, maa Du see at blive Herre over Dit medfødte Tungsind. Denne Omstændighed gjør, at jeg ogsaa paa Dig kan anvende hiin gamle Mands Ord, at Du er bleven taget itide; dette Tungsind har været Din Ulykke, men Du skal see, der kommer en Tid, hvor Du selv vil tilstaae, at det har været Din Lykke. Erhverv Du da Betingelsen for, at Du kan leve. Du hører ikke til dem, der skulle gjøre mig utaalmodig med Klager, thi jeg troer hellere, at Du skulde gjøre Alt andet end at klage, og Du veed ypperligt at bide Dine Lidelser ind i Dig selv. Vogt Dig imidlertid, at Du ikke forfalder til det modsatte Extrem, til en vanvittig Trods, der fortærer Kraften paa at skjule Smerten, istedetfor at bruge den til at bære og beseire den.

Vor Helt er da villig til at arbeide, ikke fordi det er ham en dura necessitas, men fordi han anseer det for det Skjønneste og Fuldkomneste. (At han ikke skulde kunne see det saaledes, fordi han dog er nødt til at finde sig deri, er en af disse deels taabelige, deels ondskabsfulde Misforstaaelser, der lægge et Menneskes Værd udenfor ham i det Tilfældige.) Men netop fordi han vil arbeide, kan hans Gjerning vel blive et Arbeide, men ikke et Trælleværk. Han fordrer da et høiere Udtryk for sin Arbeiden, et Udtryk, der betegner hans Gjernings Forhold til hans Person og til andre Menneskers, et Udtryk, der kan bestemme ham det som Lyst og tillige hævde dets Betydning. Her vil en Overveielse igjen blive nødvendig. Viismanden med de 3000 Rdlr. finder han det vel under sin Værdighed at indlade sig med; men vor Helt er som Folk er flest. Han er vel bleven taget itide, men han har dog faaet en Smag paa at leve æsthetisk, han er som Folk er flest, uskjønsom. Uagtet derfor Ethikeren var Den, der hjalp ham ud af hans forrige Forlegenhed, saa er han dog ikke Den, han først henvender sig til. Maaskee stoler han i al Stilhed paa, at til syvende og sidst vil vel Ethikeren igjen hjælpe ham ud af det; thi saa ussel er vor Helt ikke, at han jo gjerne tilstaaer, at Ethikeren virkelig hjalp ham ud af hans Forlegenhed, uagtet han ingen Penge havde at give ham. Han henvender sig da til en lidt mere human Æsthetiker. Denne vil maaskee nu ogsaa vide at foredrage Noget om Betydningen af at arbeide; uden Arbeide bliver Livet tilsidst kjedsommeligt. „Ens Arbeide bør dog ikke være Arbeide i strengere Forstand, men bestandig kunne bestemmes som Lyst. Man opdager hos sig selv et eller andet aristokratisk Talent, hvorved man distingverer sig fra Hoben. Dette uddanner man ikke letsindigt, thi saa bliver man dog snart kjed deraf, men med al mulig æsthetisk Alvor. Livet har da ny Betydning for En, fordi man har sit Arbeide, et Arbeide, der dog egentlig er Ens Lyst. Ved sin Uafhængighed heger man derom, for at det uforknyttet af Livet kan udvikle sig i hele sin Frodighed. Dette Talent gjør man imidlertid ikke til en Planke, hvorpaa man redder sig gjennem Livet, men til en Vinge, paa hvilken man svinger sig over Verden; man gjør det ikke til en Arbeids-Kleppert men til en Paradeur.” Vor Helt har imidlertid intet saadan aristokratisk Talent, han er som Folk er flest. Æsthetikeren veed da ingen anden Udvei for ham end „han maa finde sig i at falde ind under Hobens trivielle Bestemmelse af at være en Arbeider i Livet. Tab ikke Modet, ogsaa dette har sin Betydning, er hæderligt og agtværdigt, bliv en flink og stræbsom Mand, et nyttigt Medlem af Samfundet. Jeg glæder mig allerede til at see Dem, thi jo mangfoldigere Livet er, desto interessantere for Betragteren. Derfor hader jeg og alle Æsthetikere en Nationaldragt, fordi det vilde være saa kjedkommeligt at see paa, om Alle gik eens klædt; saaledes tager ogsaa hver Enkelt sin Gjerning i Livet, desto skjønnere bliver det for mig og mine Lige, som gjøre Profession af at betragte Livet.” Vor Helt bliver, vil jeg haabe, noget utaalmodig over en saadan Behandling, han indigneres over det Uforskammede i en saadan Inddeling af Mennesker. Dertil kommer, at Uafhængigheden dog ogsaa i denne Æsthetikers Betragtning spillede en Rolle, og uafhængig er han nu engang ikke.

Maaskee kan han endnu ikke beslutte sig til at henvende sig til Ethikeren, han vover endnu et Forsøg. Han træffer en Mand, der siger: man maa arbeide for at leve, saaledes er Livet nu eengang indrettet. Her synes han at have fundet Den, han søgte, thi det er jo netop det, han ogsaa mener. Denne Tale vil han da agte paa. „Man maa arbeide for at leve, saaledes er Livet nu engang indrettet, det er den luvslidte Side af Existentsen. Man sover 7 Timer i hvert Døgn, det er spildt Tid, men det maa være saa; man arbeider 5 Timer i Døgnet, det er spildt Tid, det maa være saa. Ved 5 Timers Arbeide har man sit Udkomme, og naar man har det, saa begynder man at leve. Ens Arbeide maa nu helst være saa kjedsommeligt og intetsigende som muligt, blot at man har sit Udkomme derved. Har man et specielt Talent, da begaaer man dog aldrig den Synd imod det, at gjøre det til sin Erhvervskilde. Nei, sit Talent kjæler man for, det har man for sin egen Skyld, det har man større Glæde af end en Moder af sit Barn, det danner man, det udvikler man i de 12 Timer af Dagen, sover i de 7, er et Umenneske i de 5, og saaledes bliver Livet dog ret taaleligt, ja endog ret skjønt; thi det er ikke saa farlig en Sag med de 5 Timers Arbeide, thi da Ens Tanker dog aldrig ere ved Arbeidet, saa sanker man Kræfter til den Syssel der er Ens Lyst.”

Vor Helt er igjen lige nær. Deels har han nemlig intet specielt Talent til at fylde de 12 Timer med derhjemme, deels har han jo allerede faaet en skjønnere Betragtning af det at arbeide, en Betragtning, han ikke vil opgive. Han vil da vel beslutte sig til, atter at søge Hjælp hos Ethikeren. Dennes Tale er kort: „det er ethvert Menneskes Pligt at have et Kald.” Mere kan han ikke sige, thi det Ethiske som saadant er altid abstrakt, og et abstrakt Kald for alle Mennesker gives der ikke, tværtimod forudsætter han, at ethvert Menneske har et særligt Kald. Hvilket Kald vor Helt skal vælge, det kan Ethikeren ikke oplyse ham om; thi dertil fordres et detailleret Kjendskab til det Æsthetiske i hele hans Personlighed, og selv om Ethikeren havde dette Kjendskab, vilde han dog afholde sig fra at vælge for ham, da han jo i saa Fald vilde fornegte sin egen Livsbetragtning. Det, Ethikeren kan lære ham, er, at der er et Kald for ethvert Menneske, og naar vor Helt har fundet sit, da at vælge det ethisk. Hvad Æsthetikeren nemlig talte om de aristokratiske Talenter, det er en forvirrende og skeptisk Tale om det, Ethikeren forklarer. Æsthetikerens Livs-Betragtninger ligge altid i Differentsen: nogle Mennesker have Talent, andre ikke, og dog er Det, der adskiller dem, et Mere eller Mindre, en qvantitativ Bestemmelse. Forsaavidt er det en Vilkaarlighed af dem at standse paa noget enkelt Punkt, og dog ligger Nerven i deres Livs-Betragtning netop i denne Vilkaarlighed. Deres Livs-Anskuelse sætter derfor en Splid i hele Tilværelsen, som de ikke see sig istand til at hæve, hvorimod de med Letsindighed og Hjerteløshed søge at væbne sig imod den. Ethikeren derimod forsonet Mennesket med Livet, thi han siger: ethvert Menneske har et Kald. Han tilintetgjør ikke Differentserne, men han siger: i alle Differentser bliver det Almene tilbage, at det er et Kald. Det eminenteste Talent er et Kald, og det Individ, der er i Besiddelse deraf, kan ikke tabe Virkeligheden af Syne, han staaer ikke udenfor det Almeen-Menneskelige, thi hans Talent er et Kald. Det ubetydeligste Individ har et Kald, han skal ikke udstødes, ikke henvises til at leve paa et confinium med Dyrene, han staaer ikke udenfor det Almeen-Menneskelige, han har et Kald.

Den ethiske Sætning, at ethvert Menneske har et Kald, er da Udtrykket for, at der er en fornuftig Tingenes Orden, hvori ethvert Menneske, hvis han vil, udfylder sin Plads saaledes, at han paa eengang udtrykker det Almeen-Menneskelige og det Individuelle. Er Tilværelsen ved denne Betragtning bleven mindre skjøn? Ikke har man et Aristokrati at glæde sig over, hvis Betydning er begrundet paa Tilfældighed, og tilfældigt begrundet derpaa; nei, man har et Kongerige af Guder.

Saasnart Talentet ikke opfattes som et Kald — og saasnart det opfattes som et Kald, har ethvert Menneske et Kald — saa er Talentet absolut egoistisk. Enhver derfor, der begrundet sin Leven paa et Talent, han etablerer, saa godt han kan, en Røverexistents. Et høiere Udtryk for Talentet end at det er et Talent, har han ikke. Dette Talent vil altsaa frem i hele sin Differents. Ethvert Talent har derfor en Tilbøielighed til at gjøre sig til det Centrale, enhver Betingelse skal være tilstede for at fremme det; thi kun i denne vilde Stormen frem ligger den egentlig æsthetiske Nydelse af Talentet. Er der et samtidigt Talent i en anden Retning, saa collidere de paa Liv og Død; thi de have intet Concentrisk, intet høiere Udtryk tilfælles.

Vor Helt har da faaet, hvad han søgte, et Arbeide, hvoraf han kunde leve; han har tillige faaet et betydningsfuldere Udtryk for dettes Forhold til hans Personlighed: det er hans Kald, dets Fuldbyrdelse er altsaa forbunden med en Tilfredsstillelse for hele hans Personlighed; han har tillige faaet et betydningsfuldere Udtryk for sit Arbeides Forhold til andre Mennesker, thi da hans Arbeide er hans Kald, saa er han jo derved i det Væsentlige sat paa lige Trin med alle andre Mennesker; han gjør da ved sit Arbeide det Samme som enhver Anden, han opfylder sit Kald. Denne Anerkjendelse fordrer han, Mere fordrer han ikke, thi dette er det Absolute. Er mit Kald ringe, siger han, jeg kan dog være mit Kald tro, og er da efter det Væsentlige ligesaa stor som den Største, uden at jeg derfor noget Øieblik skulde være saa taabelig at ville glemme Differentserne; det var jeg selv mindst tjent med, thi glemte jeg dem, da var der et abstrakt Kald for Alle, men et abstrakt Kald er intet Kald, og jeg havde da igjen tabt ligesaa Meget som de Største. Er mit Kald ringe, jeg kan dog være det utro, og naar jeg er det, begaaer jeg ligesaa stor en Synd som den Største. Jeg skal ikke være saa taabelig at ville glemme Differentserne, eller mene, at min Utroskab skulde have ligesaa fordærvelige Følger for det Hele, som den Størstes Utroskab, derned er jeg ikke tjent, jeg var selv den, der tabte mest derved.

Den ethiske Betragtning, at ethvert Menneske har et Kald, har da tvende Fortrin fremfor den æsthetiske Theori om Talenter, Deels forklarer den nemlig ikke noget Tilfældigt i Existentsen, men det Almene, deels viser den det Almene i dets sande Skjønhed. Først da er nemlig Talentet skjønt, naar det er forklaret til at være et Kald, og først da er Existentsen skjøn, naar ethvert Menneske har et Kald. Da dette forholder sig saaledes, saa vil jeg bede Dig ikke at forsmaae en enkelt empirisk Iagttagelse, som Du i Forhold til Hoved-Betragtningen vil have den Godhed at ansee for en Overflødighed. Naar et Menneske har et Kald, saa har han gjerne et Normativ udenfor sig, der, uden at gjøre ham til en Træl, dog saa nogenlunde anviser ham hvad han har at gjøre, inddeler ham hans Tid, giver ham ofte Leilighed til at begynde. Mislykkes hans Gjerning engang for ham, saa haaber han næste Gang at gjøre det bedre, og denne næste Gang ligger i Tiden ikke saa langt borte. Den der derimod ikke har noget Kald, forsaavidt han vil sætte sig selv en Opgave, han maa som oftest arbeide ganske anderledes uno tenore. Han har ingen Afbrydelse, uden forsaavidt han vil afbryde sig selv. Brister det for ham, saa brister Alt, og han har saare ondt ved at komme til at begynde igjen, da han mangler en Anledning. Han fristes da let til at blive en Pedant, med mindre han vil blive en Lediggænger. Det er saa almindeligt at udskrige de Mennesker for Pedanteri, der have bestemte Forretninger. I Reglen kan et saadant Menneske slet ikke blive Pedant. Den derimod, der ikke har bestemte Forretninger, fristes til at blive det, for dog at holde lidt igjen imod den altfor store Frihed, i hvilken han let kan løbe vild. Man kan derfor gjerne være tilbøielig til at tilgive ham hans Pedanteri, thi det er Tegn paa noget Godt; men paa den anden Side maa det dog betragtes som en Straf, fordi han har villet emancipere sig fra det Almindelige.

Vor Helt fandt et betydningsfuldere Udtryk for sit Arbeides Forhold til andre Menneskers, at det var et Kald. Han er da anerkjendt, han har løst sit Creditiv. Men naar han nu opfylder sit Kald, ja saa finder han sin Tilfredsstillelse deri, men han fordrer tillige et Udtryk for denne Virksomheds Forhold til andre Mennesker, han fordrer at udrette Noget. Han vil i denne Henseende maaskee atter løbe vild. Æsthetikeren vil forklare ham, at Talentets Tilfredsstillelse er det Høieste, og det, om man udretter Noget eller ikke udretter Noget, aldeles Bisag. Han vil maaskee støde paa en praktisk Borneerthed, der i sin inepte Iver troer at udrette Alt, eller paa en æsthetisk Fornemhed, der mener, at det at udrette Noget i Verden er faldet i enkelte Udvalgtes Lod, at der gives nogle enkelte eminente Talenter, der udrette Noget, Resten af Menneskene ere numerus, Overflødighed i Livet, Ødselhed af Skaberen. Med ingen af disse Forklaringer er vor Helt tjent, thi han er kun som Folk er flest.

Lad os atter tye til Ethikeren. Han siger: det, ethvert Menneske udretter og kan udrette, er, at han kan gjøre sin Gjerning i Livet. Dersom det nemlig forholdt sig saaledes, at der var nogle Mennesker, der udrettede Noget, Andre ikke, og Grunden hertil laae i deres Tilfældighed, saa har Skepsis her atter faaet Overmagten. Man maa derfor sige: væsentligt udretter ethvert Menneske lige Meget. Jeg prædiker ingenlunde Indolents, men paa den anden Side maa man være forsigtig i Brugen af det Udtryk at udrette. Det har altid været Gjenstand for Din Spot, og Du har, som Du engang yttrede, „af den Grund studeret Integral- og Differential-Regning og det Uendeliges Calcule, for at beregne, hvormeget en Copist i Admiralitetet, der i hele Contoiret gjaldt for en flink Arbeider, udrettede for det Hele.” Brug Du kun Din Spot mod alle dem, der ville gjøre sig vigtige i Livet, men misbrug den aldrig til at forvirre med.

Det Ord: „at udrette” betegner et Forhold mellem min Handling og et Andet, der ligger udenfor mig. Det er nu let at indsee, at dette Forhold ikke staaer i min Magt, og at man forsaavidt med samme Ret kan sige om det eminenteste Talent, at det Intet udretter, som om det ringeste Menneske. Der ligger heri ingen Mistillid til Livet, tværtimod ligger deri en Anerkjendelse af min egen Ubetydelighed, og en Agtelse for enhver Andens Betydning. Det eminenteste Talent kan fuldkomme sin Gjerning, det kan det ringeste Menneske ogsaa. Mere kan ingen af dem. Om de skulle udrette Noget, staaer ikke i deres Magt, hvorimod det vel staaer i deres Magt at forhindre sig selv deri. Jeg opgiver da al den Vigtighed, der i Livet ofte gjør sig bred nok, jeg gjør min Gjerning og spilder ikke min Tid paa at calculere over, om jeg udretter Noget. Hvad jeg udretter, følger da min Gjerning som min Lykke, jeg vel tør glæde mig ved, men ikke absolut tilregne mig. En Bog, den voxer op, den samler sin Krone, og Menneskene glæde sig ved at sidde i dens Skygge. Vilde den blive utaalmodig, vilde den sige: „her paa dette Sted, hvor jeg staaer, kommer der næsten aldrig et levende Væsen, hvad hjælper det da, at jeg voxer, at jeg skyder mine Grene ud, hvad udretter jeg dermed”, saa vilde den kun forsinke sin Væxt, og maaskee kom der da engang en Vandringsmand, som sagde: dersom dette Træ istedetfor en Vantrivning havde været en løvrig Bog, saa havde jeg nu kunnet hvile mig i dens Skygge. Tænk Dig, om Træet kunde høre!

Ethvert Menneske kan da udrette Noget, han kan udrette sin Gjerning. Gjerningen kan være saare forskjellig, men dette bliver altid at fastholde, at ethvert Menneske har sin Gjerning, og Alle saaledes forliges i det Udtryk, at gjøre hver sin Gjerning. Min Gjernings Forhold til Andet, eller hvad jeg skal udrette (dette Ord taget efter almindelig Sprogbrug), staaer ikke i min Magt. Selv Den, hvis Gjerning i Livet er at udvikle sig selv, selv han udretter, væsentlig seet, ligesaa Meget som enhver Anden. Det kunde derfor synes, at hiin Æsthetiker havde Ret, der meente, at man slet ikke skulde reflektere paa, hvad man udrettede, men blot nyde Tilfredsstillelsen af sit Talents Udfoldelse. Feilen var imidlertid den, at han blev staaende ved den selviske Bestemmelse af Talenter. Han regnede sig selv til de Udvalgte og vilde ikke i sit Liv udrette det Almene, ikke betragte sit Talent som sin Gjerning. Det Menneske derimod, om hvilket man maatte sige, hans Gjerning i Livet er ene og alene den, at udvikle sig selv, hører naturligviis til de, menneskeligt talt, mindst Begavede. En ung Pige f. Ex. Hun hører vel til dem, om hvilke man ikke fristes til at sige, at de kunne udrette Noget. Lad hende ovenikjøbet være bleven ulykkelig ved Kjærlighed, lad hende være bleven berøvet den sidste Udsigt til at udrette Noget: naar hun dog gjør sin Gjerning, naar hun udvikler sig selv, saa udretter hun, væsentligt seet, ligesaa Meget som den Største.

Det at udrette er da identisk med at gjøre sin Gjerning. Tænk Dig et Menneske, der er dybt og inderligt bevæget; det falder ham aldrig ind, om han skal udrette Noget eller ikke, kun Ideen vil med sin hele Magt frem i ham. Lad ham være Taler, Præst, eller hvad Du vil. Han taler ikke til Mængden for at udrette Noget, men Sangværket i ham maa lyde, kun da føler han sig lykkelig. Troer Du, han udretter Mindre end Den, der bliver sig selv vigtig i Foresiillingen om, hvad han vil udrette, der holder sig selv i Aande ved Tanken om hvad han selv vil udrette? Tænk Dig en Forfatter, det falder ham aldrig ind, om han skal faae en Læser, eller om han skal udrette Noget ved sit Skrift, han vil kun gribe Sandheden, kun den jager han efter. Troer Du, en saadan Skribent udretter Mindre end Den, hvis Pen staaer under Opsyn og Ledelse af den Tanke, at han vil udrette Noget?

Besynderligt nok, hverken Du eller jeg, eller vor Helt selv, eller hiin kløgtige Æsthetiker, har bemærket det, og dog er det saa, vor Helt er i Besiddelse af et ualmindeligt Talent. Saaledes kan det Aandelige i et Menneske i længere Tid skuffe, indtil dets stille Væxt har naaet et vist Punkt, og det nu pludselig forkynder sig i hele sin Kraft. Æsthetikeren vil vel sige: ja nu er det bag efter, nu er han engang forqvaklet, Skade for det Menneske. Ethikeren derimod vil vel sige: det var ret heldigt, thi da han nu engang har indseet det Sande, saa vil hans Talent vel ikke blive en Snare for hans Fod; han vil indsee, at man hverken behøver Uafhængighed eller 5 Timers Trælle-Arbeide, for at frede om det, men at hans Talent netop er hans Kald.

Vor Helt arbeider da for at leve; dette Arbeide er tillige hans Lyst; han opfylder sit Kald, han udretter sin Gjerning, at jeg skal sige Alt med eet Ord og med et Ord, der indjager Dig Angst — han har et Levebrød. Bliv ikke utaalmodig, lad Digteren sige det, saa lyder det smukkere: han har istedetfor „Barndommens gyldne Sommerpære” saaet „et Levebrød med Ære”. Hvad saa videre? Du smiler, Du mener, jeg har Noget bag Øret, Du gruer allerede for min Prosaisme; thi „nu løber det vel ikke ud paa Mindre end at faae ham gift, ja vær saa god, Du kan gjerne lade lyse for ham, jeg skal Intet have at sige imod hans og Dit gudelige Forsæt. Det er utroligt, hvilken fornuftig Conseqvents der er i Tilværelsen, et Levebrød og en Kone, ja selv hiin Digter med sit Klokkespil slaaer ikke utydeligt paa, at med Levebrødet kommer Konen. Kun een Ting maa jeg protestere imod, at Du kalder Din Client en Helt. Jeg har været føielig og eftergivende, jeg har ikke villet bryde Staven over ham, jeg har altid haabet paa ham, men nu maa Du virkelig undskylde, om jeg gaaer om ad en anden Gade og ikke længer gider høre paa Dig. En Levebrøds-Mand, og en Ægte-Mand, jeg har al Ærbødighed for ham, men Helt, det gjør han vel end ikke selv Fordring paa at være.” Du mener da, at der, for at En skal kaldes en Helt, udfordres, at han gjør noget Ualmindeligt. I saa Fald har Du virkelig glimrende Udsigter. Sæt nu, at der hørte meget Mod til at gjøre det Almindelige, og Den, der viser meget Mod, er jo en Helt. For at En skal kaldes en Helt, maa man ikke saa meget reflektere paa, hvad han gjør, som hvorledes han gjør det. Een kan erobre Riger og Lande uden at være en Helt, en Anden kan ved at beherske sit Sind vise sig som Helt. Een kan vise Mod ved at gjøre det Ualmindelige, en Anden ved at gjøre det Almindelige. Spørgsmaalet bliver bestandig, hvorledes han gjør det. Du vil da ikke negte, at vor Helt i det Foregaaende har viist Tilbøielighed til at ville gjøre det Ualmindelige; ja, jeg tør endnu ikke ganske indestaa for ham. Derpaa har Du formodentlig begrundet Dit Haab om, at han skulde blive en virkelig Helt; jeg har derpaa begrundet min Frygt for, at han skulde blive — en Nar. Jeg har da viist samme Overbærelse mod ham, som Du, jeg har fra Begyndelsen af haaber paa ham, har kaldt ham „Helt”, uagtet han flere Gange gjorde Mine til at ville gjøre sig uværdig til denne Titel. Faaer jeg ham derfor gift, saa slipper jeg ham rolig ud af min Haand og overlader ham glad i hans Kones. Paa Grund af hans tidligere udviste Gjenstridighed har han nemlig qvalificeret sig til at sættes under en speciellere Opsigt. Dette Arbeide vil hans Kone paatage sig, og saa vil Alt gaae vel; thi hver Gang han fristes til at ville være et ualmindeligt Menneske, vil hans Kone strax orientere ham igjen, og saaledes vil han i al Stilhed fortjene Navnet Helt, og hans Liv vil ikke være uden Bedrifter. Jeg har da ikke videre med ham at gjøre, uden forsaavidt han skulde føle sig hendragen til mig, saaledes som jeg vil føle mig dragen til ham, hvis han fortsætter sin Heltegang. Han vil da i mig see en Ven, og vort Forhold vil ikke være uden Betydning. At Du til den Tid trækker Dig tilbage fra ham, vil han vide at finde sig i, saameget mere, som han let kunde blive lidt mistænkelig, hvis det skulde behage Dig at interessere Dig for ham. I den Henseende ønsker jeg ham til Lykke og ønsker enhver Ægtemand samme Lykke.

Dog saavidt ere vi langtfra ikke komne endnu. Du kan da endnu en Tid lang haabe, saalænge nemlig som jeg behøver at frygte. Vor Helt er nemlig som Folk er flest og har da en vis Tilbøielighed til det Ualmindelige; han er tillige lidt uskjønsom og vil desaarsag ogsaa her igjen prøve sin Lykke hos Æsthetikerne, inden han tager sin Tilflugt til Ethikeren. Sin Uskjønsomhed veed han ogsaa at besmykke; thi, siger han, Ethikeren hjalp mig virkelig ud af min Forvirring, den Betragtning af min Virksomhed, jeg skylder ham, tilfredsstiller mig aldeles, dens Alvor opløfter mig. Hvad derimod Kjærlighed angaaer, da kunde jeg vel i den Henseende ønske at nyde min Frihed, ret at følge mit Hjertes Tilskyndelse; Kjærlighed elsker ikke denne Alvor, den fordrer det Æsthetiskes Lethed og Ynde.

Du seer, jeg kan faae Ondt nok med ham at gjøre. Det synes næsten, som om han ikke ganske har forstaaet det Foregaaende. Han troer endnu bestandig paa, at det Ethiske ligger udenfor det Æsthetiske, og det uagtet han selv maa tilstaae, at ved den ethiske Betragtning fik Livet Skjønhed. Vi faae at see. Pust Du nu lidt til, saa kan jeg da faae Misviisninger nok.

Skjøndt Du aldrig, hverken mundtlig eller skriftlig, har svaret mig paa et foregaaende Brev, saa vil Du dog vel erindre dets Indhold, samt hvorledes jeg der søgte at vise, at Ægteskabet netop var ved det Ethiske det æsthetiske Udtryk for Kjærligheden. Du vil da formodentlig holde mig tilgode, hvad der blev udviklet, i den Forvisning, at jeg, saafremt det nogenlunde er lykkedes mig at gjøre Dig det begribeligt, lettelig vil, naar fornødent gjøres, kunne forklare det for vor Helt. Han har henvendt sig til Æsthetikerne, og han har forladt dem, ikke klogere paa, hvad han skal gjøre, men snarere paa, hvad han ikke skal gjøre. Han har en liden Stund været Vidne til en Forførers Snedighed, har lyttet til hans sledske Taler, men han har lært at foragte hans Kunst, har lært at gjennemskue ham, at han er en Løgner, en Løgner, naar han hykler Kjærlighed, naar han opsminker Følelser, i hvilke der maaskee engang var Sandhed, da han i disse selv tilhørte en Anden, at han bedrager dobbelt — Den hvem han vil indbilde, at han nærer dem, og Den hvem de retmæssig tilhøre, en Løgner, naar han indbilder sig selv, at der er noget Skjønt i hans Lyst. Han har lært at foragte den kløgtige Spot, der vil gjøre Kjærlighed til en Barnestreg, hvorover man kun bør smile. Han har seet Dit Yndlingsstykke: Den første Kjærlighed. Han tiltroer sig ikke Dannelse nok til æsthetisk at kunne vurdere Stykket, men han finder det uretfærdigt af Digteren at lade Charles i de 8 Aar synke saa dybt. Han tilstaaer gjerne, at Sligt kan forekomme i Livet; men han mener, at det ikke er det, man skal lære af en Digter. Han finder, at det er en Modsigelse i Stykket, at Emmeline paa eengang skal være en forskruet Fjante og en virkelig elskværdig Pige, hvilket Sidste Rinville strax ved første Øiekast forvisser sig om hun er, og det uagtet han er indtaget imod hende. Han finder, at det i saa Fald atter er en Uretfærdighed at lade Charles i de 8 Aar blive et forfaldent Menneske. Det forekommer ham, at Stykket burde ikke blive et Lystspil, men en Tragedie. Han finder, at det er uretfærdigt af Digteren at lade Emmeline saa letsindigt finde sig i sin Misforstaaelse, letsindigt tilgive Rinville, at han har bedraget hende, letsindigt glemme Charles, og saaledes letsindigt drive Spot med sine egne Følelser, letsindigt bygge hele sin Fremtid paa sin egen Letsindighed, paa Rinvilles Letsindighed, paa Charles's Letsindighed. Han kan vel finde den oprindelige Emmeline sentimental og overspændt; men den forbedrede Emmeline, den kløgtige er dog i hans Øine et langt ringere Væsen end hiin første i al hendes Ufuldkommenhed. Han finder det uforsvarligt af Digteren, saaledes at fremstille Kjærligheden som en Narrestreg, man kan bruge 8 Aar til, at leve sig ind i og en halv Time til at vende op og ned paa, uden at denne Forandring efterlader noget Indtryk. Han glædede sig over at bemærke, at det just ikke var de Mennesker, han agtede mest, der især loe ad saadanne Stykker. Et Øieblik har Spotten isnet ham hans Blod, men han fornemmer atter Følelsernes Væld oprinde i sit Bryst, han har forvisset sig om, at denne Pulsaare er Sjælens Livs-Princip, og at Den, der overskærer den, er død og behøver ikke at lade sig begrave. Han har en kort Tid ladet sig dysse af den Mistillid til Livet, der vil lære ham, at Alt er forfængeligt, at Tiden forandret Alt, at man Intet tør bygge paa, og derfor aldrig fatte en Plan for hele sit Liv. Ladheden i ham og Feigheden fandt denne Tale ret antagelig, det var en magelig Dragt at iføre sig og i Menneskenes Øine ikke uklædelig. Dog, han har taget denne Tale skarpt i Øiesyn, han har seet Hykleren, seet Nydelsessygen, der kom i ydmyg Dragt, Rovdyret, der kom i Faareklæder, og han har lært at foragte denne Tale. Han har indseet, at det var en Fornærmelse og altsaa uskjønt at ville elske et Menneske efter det Dunkle i hans Væsen, men ikke efter det Bevidste, at ville elske saaledes, at han kunde tænke sig en Mulighed af, at denne Kjærlighed kunde høre op, og at han da turde sige: jeg kan Intet gjøre derfor, Følelsen staaer ikke i et Menneskes Magt. Han har indseet, at det var en Fornærmelse og altsaa uskjønt at ville elske med een Side af Sjælen, men ikke med den hele; at gjøre sin Kjærlighed til et Moment, og dog tage en Andens hele Kjærlighed, at ville være til en vis Grad en Gaade og en Hemmelighed. Han har indseet, at det vilde være uskjønt, om han havde hundrede Arme, saa han paa eengang kunde omfavne Mange; han har kun een Favn og ønsker kun Een, han kan omfavne. Han har indseet, at det var en Fornærmelse at ville knytte sig til et andet Menneske saaledes, som man knytter sig til endelige og tilfældige Ting, betingelsesviis, for at man, om der bagefter skulde vise sig Besværligheder, kunde gjøre det om igjen. Han troer ikke, at det er muligt, at Den, han elsker, kan forandres, uden til det Bedre, og skulde det skee, da troer han paa Forholdets Magt til at gjøre Alt godt igjen. Han erkjender, at hvad Kjærligheden fordrer, er som Tempelskatten, en hellig Afgift, der betales i en egen Myntsort, og at man ikke modtager al Verdens Rigdom som Vederlag for den ubetydeligste Fordring, naar Præget er falskt.

Du seer, vor Helt er paa gode Veie, han har tabt Troen paa Æsthetikernes forhærdede Forstandighed og paa deres Overtro paa dunkle Følelser, der skulde være for zarte til at kunne udtrykkes som Pligt. Han har taget til Takke med Ethikerens Forklaring, at det er ethvert Menneskes Pligt at gifte sig; han har forstaaet dette rigtigt, at nemlig vel ikke Den synder, der ikke gifter sig, uden forsaavidt han selv er Skyld deri, thi da forsynder han sig mod det Almeen-Menneskelige, der ogsaa er sat ham som en Opgave, der skal realiseres, men at Den, der gifter sig, realiserer det Almene. Videre kan Ethikeren ikke bringe ham, thi det Ethiske er, som sagt, altid abstrakt, det kan kun sige ham det Almene. Det kan saaledes her ingenlunde sige ham, med hvem han skal gifte sig. Dertil vilde nemlig fordres et nøiagtigt Kjendskab til det hele Æsthetiske i ham, men det har Ethikeren ikke, og om han end havde det, saa vilde han dog vel vogte sig for at tilintetgjøre sine egne Theorier ved at paatage sig Valget for ham. Naar han da selv har valgt, da vil det Ethiske sanctionere Valget og elevere hans Kjærlighed, og det vil til en vis Grad ogsaa være ham behjælpeligt i at vælge, da det vil frelse ham fra Overtro paa det Tilfældige, thi et blot æsthetisk Valg er egentlig et uendeligt Valg; og ubevidst hjælper det Ethiske ethvert Menneske, men da det er ubevidst, saa faaer denne det Ethiskes Assistance Udseende af at være en Forringelse, en Følge af Livets Jammerlighed, istedetfor den er en Forhøielse, en Følge af Livets Guddommelighed.

„Et Menneske med saadanne udmærkede Grundsætninger”, siger Du, „ham tør man nok lade gaae alene, ham tør man nok vente alt Stort af.” Den samme Mening er jeg af, og jeg vil haabe, at hans Grundsætninger ere saa faste, at de ikke bevæges af Din Spot. Imidlertid er der dog endnu et skarpt Hjørne, vi skulle dreie om ad, inden vi ere i Havn. Vor Helt har nemlig hørt en Mand, for hvis Dom og Mening han har al Agtelse, yttre, at da man ved et Ægteskab for hele sit Liv knyttede sig til et Menneske, saa maatte man være forsigtig i at vælge, det maatte være en ualmindelig Pige, der netop ved sin Ualmindelighed gav En en Betryggelse for Ens hele Fremtid. Skulde Du nu ikke føle Lyst til endnu en liden Stund at haabe paa vor Helt? Jeg idetmindste frygter for ham.

Lad os tage denne Sag fra Grunden. Du antager jo, at der i Skovens eensomme Stilhed boer en Nymphe, et Væsen, en Pige. Nu vel, denne Nymphe, Pige, dette Væsen forlader sin Eensomhed og kommer tilsyne her i Kjøbenhavn eller i Nürnberg, ligesom Kaspar Hauser, Stedet er jo ligegyldigt, nok, hun kommer tilsyne. Tro mig, der vil blive en Beilen! At udføre dette nærmere, overlader jeg til Dig, Du kan jo skrive en Roman, betitlet: Nymphen, Væsenet, Pigen i Skovens Eensomhed, ad modum den i alle Leiebibliotheker berømte Roman: Urnen i den eensomme Dal. Hun er alt kommen tilsyne, og vor Helt er bleven den Lykkelige, hvem hun har skjænket sin Kjærlighed. Skulle vi være enige derom? Jeg har intet at indvende, jeg er jo gift. Du derimod vilde maaskee føle Dig fornærmet ved, at saadant et Hverdags-Menneste var bleven Dig foretrukken. Men da Du dog interesserer Dig for min Client, og det er den eneste Vei, der er tilbage for ham til at blive en Helt i Dine Øine, saa giv Dit Samtykke. Lad os nu see, om hans Kjærlighed blev skjøn, hans Ægteskab skjønt. Pointet i hans Kjærlighed og i hans Ægteskab laae jo deri, at hun var den eneste Pige i hele Verden. Pointet laae altsaa i hendes Differents: Mage til en saadan Lykke kunde der ikke findes i hele Verden, og deri laae netop hans Lykke. Han er istand til, slet ikke at ville gifte sig med hende; thi var det ikke at nedværdige en saadan Kjærlighed at give den et saa almindeligt og vulgært Udtryk som et Ægteskab, var det ikke formasteligt at fordre, at tvende saadanne Elskende skulde indtræde i Ægtestandens store Compagni, saa at der i en vis Forstand ikke skulde være Mere at sige om dem end om ethvert Ægtepar, at de vare gifte? Dette vilde Du maaskee finde ganske i sin Orden, og den eneste Indvending, Du havde at gjøre, var vel den, at det var urigtigt, at en saadan Stymper som min Helt skulde løbe af med en saadan Pige; naar han derimod havde været et ualmindeligt Menneske som Du f. Ex., eller en ligesaa ualmindelig Mand som hun var Pige, saa var Alt i sin Orden, og deres Kjærlighedsforhold det mest fuldendte, der lod sig tænke.

Vor Helt er geraadet i en kritisk Stilling. Om Pigen er der kun een Mening, det er en ualmindelig Pige. Jeg selv, Ægtemanden, siger med Donna Clara: her har Rygtet ikke sagt for Meget, det er et Underbarn, den skjønne Preciosa. Det er saa fristende at tabe det Almindelige af Syne og svæve i det Eventyrliges Luftninger. Og dog, han har jo selv indseet det Skjønne i Ægteskabet. Hvad gjør da Ægteskabet? Berøver det ham Noget, tager det nogen Skjønhed fra hende, hæver det en eneste Differents? Ingenlunde. Men det viser ham Alt dette som Tilfældigheder, naar han har Ægteskabet udenfor sig, og først naar han giver Differentsen det Almenes Udtryk, først da er han i tryg Besiddelse af denne. Det Ethiske lærer ham, at Forholdet er det Absolute. Forholdet er nemlig det Almene. Det berøver ham den forfængelige Glæde at være det Ualmindelige, for at give ham den sande Glæde at være det Almindelige. Det bringer ham i Harmoni med hele Tilværelsen, lærer ham at glæde sig ved denne; thi som Undtagelse, som det Ualmindelige er han i Conflict, og da netop det, der begrunder det Ualmindelige, her var hans Lykke, saa maa han jo blive sig sin Existents bevidst som en Plage for det Almindelige, saafremt der ellers var Sandhed i hans Lykke, og det maatte dog i Sandhed være en Ulykke at være saaledes lykkelig, at Ens Lykke, væsentlig seet, var forskjellig fra alle Andres. Han vinder da den tilfældige Skjønhed og taber den sande Skjønhed. Dette vil han indsee, og han vil atter vende tilbage til Ethikerens Sætning, at det er ethvert Menneskes Pligt at gifte sig, og han vil see, at den ikke blot har Sandheden, men ogsaa Skjønheden paa sin Side. Lad ham saa faae hiint Underbarn, han vil ikke forsee sig paa Differentsen. Han vil glæde sig ret inderligt over hendes Skjønhed, over hendes Ynde, over den Aandens Rigdom og Følelsens Varme, hun eier, han vil prise sig lykkelig, men væsentlig, vil han sige, er jeg ikke forskjellig fra nogen anden Ægtemand; thi Forholdet er det Absolute. Lad ham faae en mindre begavet Pige, han vil være glad ved sin Lykke; thi han vil sige: om hun end staaer langt under Andre, væsentligt gjør hun mig ligesaa lykkelig, thi Forholdet er det Absolute. Ikke vil han miskjende Differentsens Betydning, thi som han indsaae, at der intet abstrakt Kald var til, men at ethvert Menneske havde sit, saaledes vil han indsee, at der intet abstrakt Ægteskab er til. Ethiken siger ham blot, at han skal gifte sig, den kan ikke sige ham med hvem. Ethiken forklarer ham det Almene i Differentsen, og han forklarer Differentsen i det Almene.

Den ethiske Betragtning af Ægteskabet har da flere Fortrin for enhver æsthetisk Opfattelse af Kjærligheden. Den oplyser det Almene, ikke det Tilfældige. Den viser ikke, hvorledes et Par ganske enkelte Mennesker i deres Ualmindelighed kunne blive lykkelige, men hvorledes ethvert Ægtepar kan blive det. Den seer Forholdet som det Absolute og griber da ikke Differentserne som Garantier, men fatter dem som Opgaver. Den seer Forholdet som det Absolute og skuer derfor Kjærligheden efter den sande Skjønhed, efter dens Frihed nemlig, begriber den historiske Skjønhed.

Vor Helt lever da ved sit Arbeide, hans Arbeide er tillige hans Kald, han arbeider derfor med Lyst; da det er hans Kald, sætter det ham i Forbindelse med andre Mennesker, og idet han fuldkommer sin Gjerning, udretter han hvad han kunde ønske at udrette i Verden. Han er gift, tilfreds i sit Hjem, og Tiden gaaer ypperligt for ham; han fatter ikke, at Tiden kunde være en Byrde for et Menneske, eller blive en Fjende af hans Lykke, tværtimod, Tiden forekommer ham at være en sand Velsignelse. I denne Henseende tilstaaer han, at han skylder sin Kone overordentlig Meget. Det er sandt, jeg har nok glemt at fortælle, det var en Misforstaaelse med Nymphen fra Skoven, han blev ikke den Lykkelige, han maatte nøies med en Pige som Piger ere flest, i samme Forstand som han selv var som Folk er flest. Imidlertid er han dog meget glad, ja han betroede mig engang, at han troede, det var ret heldigt, at han ikke fik hiint Underbarn, Opgaven vilde maaskee været for stor for ham; hvor Alt, førend man begynder, er saa fuldendt, der kan man saa let gjøre Skade. Nu derimod er han fuld af Mod og Tillid og Haab, han er ganske enthusiastisk, med Begeistring siger han: Forholdet er dog det Absolute; han er fastere end om alt Andet forvisset om, at Forholdet vil have Magt til at udvikle denne almindelige Pige til Alt, hvad der er Stort og Skjønt; hans Kone er i al Ydmyghed af samme Mening. Ja, min unge Ven, det gaaer underligt til i Verden, jeg troede slet ikke paa, at der var saadant et Underbarn til i Verden, som Du taler om, og nu skammer jeg mig næsten over min Vantro, thi denne almindelige Pige, med sin store Tro, hun er et Underbarn, og hendes Tro kosteligere end Guld og grønne Skove. I een Heenseende forbliver jeg dog i min gamle Vantro, at et saadant Underbarn ikke er at finde i Skovens Eensomhed.

Min Helt — eller vilde Du negte ham Ret til denne Benævnelse, synes Dig ikke et Mod, der tør troe at forvandle en almindelig Pige til et Underbarn, at være et sandt Heltemod? — takker især sin Kone for, at Tiden har faaet en saa skjøn Betydning for ham, og forsaavidt tilskriver han det igjen til en vis Grad Ægteskabet, og deri er han og jeg, vi to Ægtemænd, aldeles enige. Dersom han havde faaet hiin Nymphe fra Skoven, og ikke havde giftet sig, saa var han bange for, at deres Kjærlighed vilde blusset op i enkelte skjønne Øieblikke, der vilde have efterladt matte Mellemrum. De vilde da maaskee kun have ønsket at see hinanden, naar Synet ret kunde blive betydningsfuldt; slog dette nogle Gange feil for dem, saa er han bange for, at det hele Forhold efterhaanden havde opløst sig i et Intet. Det ydmyge Ægteskab derimod, der gjorde det til Pligt for dem, daglig at see hinanden, baade naar de vare rige og naar de vare fattige, havde udbredt en Ligelighed og Jævnhed over det hele Forhold, der gjør ham det i saa høi Grad lifligt. Det prosaiske Ægteskab havde i sit ringe Incognito skjult en Digter, der ikke blot forklarede Livet ved enkelte Leiligheder, men altid var ved Haanden og med sine Toner gjennembævede selv de fattigere Timer.

Min Helts Mening om Ægteskabet i denne Henseende deler jeg ganske, og det viser her ret sit Fortrin, ikke blot for det eensomme Liv, men ogsaa for enhver blot erotisk Forbindelse. Det Sidste har min nye Ven jo i dette Øieblik udviklet, jeg vil derfor blot med et Par Ord udhæve det Første. Man være saa godt et Hoved man være vil, man være flittig, man være begeistret for en Idee, der kommer dog Øieblikke, hvor Tiden bliver lidt lang. Du spotter saa ofte over det andet Kjøn, jeg har ofte nok formanet Dig til at lade det være; ansee en ung Pige for et saa ufuldkomment Væsen som Du vil, jeg gad dog sige til Dig: min gode Viismand, gak til Myren og bliv viis, lær af en Pige at faae Tiden til at gaae, thi heri er hun en født Virtuos. Hun har maaskee ikke den Forstilling om strengt og vedholdende Arbeide, som en Mand har, men hun er aldrig ledig, altid beskjæftiget, Tiden hende aldrig lang. Jeg kan herom tale af Erfaring. Undertiden hænder det mig, nu vel sjeldnere — thi jeg stræber at modarbeide det, da jeg antager det for en Ægtemands Pligt at bestræbe sig for nogenlunde at være jevnaldrende med sin Kone, — undertiden hænder det mig, at jeg sidder og synker sammen i mig selv. Jeg har besørget mit Arbeide, jeg har ingen Lyst til nogen Adspredelse, noget Melancholsk i mit Temperament faaer Overhaand over mig; jeg bliver mange mange Aar ældre end jeg virkelig er, jeg bliver næsten fremmed for mit huuslige Liv, jeg kan godt see, det er smukt, men jeg seer paa det med andre Øine end ellers; det er mig som var jeg selv en gammel Mand, min Kone en yngre Søster til mig, der var lykkelig gift, i hvis Huus jeg nu sad. I saadanne Timer er det ikke langtfra, at Tiden begynder at blive mig lang. Hvis nu min Kone var en Mand, saa vilde det maaskee gaae hende ligesom mig, og vi gik maaskee begge istaa; men hun er en Qvinde og i god Forstaaelse med Tiden. Er det en Fuldkommenhed hos en Qvinde, denne hemmelige Rapport, hun staaer i til Tiden, er det en Ufuldkommenhed, er det fordi hun er et mere jordisk Væsen end Manden, eller fordi hun mere har Evigheden i sig? — Svar Du, Du er jo et philosophisk Hoved. Naar jeg da sidder saaledes forladt og tabt, og jeg nu seer paa min Kone, let og ungdommelig gaaer hun omkring i Stuen, altid beskjæftiget, altid har hun noget at tage vare paa, saa følger mit Øie uvilkaarligt hendes Bevægelser, jeg deeltager med i Alt hvad hun foretager sig, og det ender da med, at jeg atter finder mig ind i Tiden, at Tiden atter faaer Betydning for mig, at Øieblikket atter iler. Hvad det er, hun foretager sig, ja det skal jeg virkelig ikke med min bedste Villie kunne sige, ikke om det skulde koste mig Livet, det bliver mig en Gaade. Hvad det er at arbeide langt ud paa Natten, at være saa træt, at jeg næsten ikke kan staae op fra Stolen, hvad det er at tænke, hvad det er at være saa aldeles tom paa Tanker, at det ikke er mig muligt at faae det Mindste i mit Hoved, det veed jeg, hvad det er at dovne, veed jeg ogsaa, men den Maade at være beskjæftiget paa, som min Kone er det, det er en Gaade. Hun er aldrig træt og dog aldrig uvirksom, det er som om hendes Beskjæftigelse var en Leg, en Dands, som om en Leg var hendes Beskjæftigelse. Hvad er det hun udfylder Tiden med? thi Du kan da vel begribe, at det naturligviis ikke er tillærte Færdigheder, ikke disse. Hundekunster, som Pebersvendene i Almindelighed excellere i; og da vi tale om Pebersvende og jeg i Aanden seer, at det bliver Enden paa Din Ungdom, saa skulde Du virkelig itide være betænkt paa at kunde udfylde de ledige Øieblikke, Du skulde lære at traktere Fløite eller see at udfinde et sindrigt Instrument til at kradse Piber ud med. Dog, jeg gider ikke tænke paa Sligt, det bliver jeg snart kjed af at tænke paa; jeg vender tilbage til min Kone, hende bliver jeg aldrig kjed af at see paa. Hvad hun foretager sig, kan jeg ikke forklare, men hun gjør det Altsammen med en Ynde og Gratie, med en ubeskrivelig Lethed frisk væk uden Ceremonier, ligesom en Fugl synger sin Arie, og, med dens Arbeide troer jeg ogsaa at hendes Beskjæftigelse bedst kan sammenlignes, og dog forekommer hendes Kunster mig at være sande Trolddomskunster. I denne Henseende er hun min absolute Tilflugt. Naar jeg da sidder paa mit Arbeids-Værelse, naar jeg bliver træt, naar Tiden bliver mig lang, da lister jeg mig ind i Dagligstuen, jeg sætter mig hen i en Krog, jeg siger ikke et Ord af Frygt for at forstyrre hende i hendes Gjerning, thi uagtet det seer ud som en Leg, skeer den dog med en Værdighed og en Sømmelighed, der indgyder Respekt, og hun er saa langtfra at være, hvad Du siger, Fru Hansen er, en Sysselkone, der snurrer omkring og ved sin Surren udbreder den ægteskabelige Musik i Dagligstuen.

Ja min gode Viismand, det er utroligt, hvilken naturlig Virtuos en Qvinde er, hun forklarer paa den interessanteste og skjønneste Maade det Problem, der har kostet mangen Philosoph hans Forstand: Tiden. Et Problem, hvorom man hos mange Philosopher i al deres Vidtløftighed forgjæves søger Oplysning, forklarer hun ohne weiter til enhver Tid paa Dagen. Saaledes forklarer hun dette Problem, saaledes forklarer hun mange andre paa en Maade, der vækker den dybeste Forundring. Skjøndt jeg ikke er nogen gammel Ægtemand, saa troer jeg at kunne skrive en heel Bog herom. Det vil jeg imidlertid ikke, men jeg vil fortælle Dig en Historie, der altid for mig har været meget betegnende. Etsteds i Holland levede en Lærd. Han var Orientalist og gift. En Middag kommer han ikke ind til Spisetid, uagtet der var kaldt paa ham. Hans Kone venter længselsfuldt med Maden; hun veed, han er hjemme, og jo længere det varer, jo mindre kan hun forklare sig hans Udebliven. Endelig beslutter hun sig til, selv at gaae over og formaae ham til at komme. Der sidder han ene paa sit Arbeidsværelse, der er ikke et Menneske hos ham. Han er fordybet i sine orientalske Studier. Jeg kan forestille mig, hun har bøiet sig ned over ham, lagt sin Arm om hans Hals, kigget ned i hans Bog, derpaa seet paa ham og sagt: kjære Ven, hvorfor kommer Du ikke over at spise. Den Lærde har maaskee knap faaet Tid til at lægge Mærke til, hvad der blev sagt, men da han seer sin Kone, har han formodentlig svaret: „ja min Pige, der kan ikke være Tale om Middagsmad, her er en Vocalisation, jeg aldrig har seet før, Stedet har jeg ofte nok seet anført, men aldrig saaledes, og dog er min Udgave en fortræffelig hollandsk Udgave, seer Du, dette Punkt her, det er til at blive gal over”. Jeg kan forestille mig, hans Kone har seet paa ham, halvt smilende, halvt bebreidende, fordi et saadant lille Punkt skulde forstyrre den huuslige Orden, og Sagnet fortæller, at hun svarede: er det Noget, at tage sig saa nær, det er jo ikke mere værd end at blæse ad. Som sagt, saa gjort; hun blæser, og see, Vocalisationen forsvinder; thi det mærkelige Punkt var et Snuustobakskorn. Glad ilede den Lærde tilbords, glad over, at Vocalisationen var forsvunden, endnu gladere over sin Kone.

Skal jeg uddrage Dig Moralen af denne Historie? Hvis hiin Lærde ikke havde været gift, saa var han maaskee bleven afsindig, han havde maaskee taget flere Orientalister med sig; thi jeg tvivler ikke paa, han havde gjort et frygteligt Anskrig i Literaturen. See derfor er det jeg siger, man skal leve i god Forstaaelse med det andet Kjøn, thi unter uns gesagt, en ung Pige forklarer Alt, og blæser ad det hele Consistorium, og er man i god Forstaaelse med hende, saa er man glad ved hendes Oplysninger, men i andet Tilfælde driver hun sin Spot med En. Men denne Historie lærer tillige, paa hvilken Maade man skal leve i god Forstaaelse med hende. Havde hiin Lærde ikke været gift, havde han været en Æsthetiker, der havde havt alle Betingelser i sin Magt, maaskee han da var bleven den Lykkelige, hvem hiint Underbarn havde villet tilhøre. Han havde ikke giftet sig, dertil vare deres Følelser for fornemme. Han havde bygget hende et Palads og ingen Forfinelse sparet for at gjøre hende Livet rigt paa Nydelse, han havde besøgt hende i hendes Slot, thi saaledes ønskede hun det; han havde med erotisk Coquetteri selv tilfods tilbagelagt Veien ud til hende, medens hans Kammertjener fulgte ham til Vogns, medbringende rige og kostelige Gaver. I sit orientalske Studium var han ogsaa stødt paa hiin mærkelige Vocalisation. Han havde stirret paa den, uden at kunne forklare den. Øieblikket var imidlertid kommet, da han skulde besøge den Elskede. Han havde kastet denne Sorg tilside, thi hvorledes sømmer det sig at besøge en Elskende med Tanker om Andet end om hendes Yndighed og sin egen Kjærlighed? Han havde iført sig al mulig Elskværdighed, han havde været mere indtagende end nogensinde, behaget hende over al Maade, fordi hans Stemme fjernt gjenlød af mange Lidenskaber, fordi han maatte kæmpe Munterheden ud af Mismod. Men naar han da ved Daggry forlod hende, naar han havde tilkastet hende det sidste Kys, og nu sad i sin Vogn, da var hans Pande formørket. Han kom hjem. Skodderne bleve lukkede i Arbeidsværelset, Lysene tændte, han lod sig ikke klæde af; men han satte sig hen og stirrede paa det Punkt, han ikke kunde forklare. Han havde vel en Pige, han elskede, ja maaskee tilbad, hvem han kun besøgte, naar hans Sjæl var rig og stærk, men ikke en Hustru, der kom ind og kaldte paa ham til Middag, ikke en Kone, der kunde blæse Punktet bort.

Overhovedet har Qvinden et medfødt Talent og en oprindelig Gave til, en absolut Virtuositet i at forklare Endeligheden. Da Manden var skabt, da stod han der som hele Naturens Herre og Fyrste; Naturens Pragt og Glands, hele Endelighedens Rigdom ventede blot paa hans Vink, men han fattede ikke, hvad han skulde gjøre ved det Hele. Han saae derpaa, men det var ligesom forsvandt Alt ved Aandens Blik, det var ham som hvis han bevægede sig, da vilde han med et eneste Skridt være det Alt forbi. Saaledes stod han, en imposant Skikkelse, tankefuld i sig selv og dog comisk, thi man maa jo smile ad denne rige Mand, der ikke vidste at bruge sin Rigdom; men ogsaa tragisk, thi han kunde ikke bruge den. Da blev Qvinden skabt. Hun var ikke i Forlegenhed, hun vidste strax, hvorledes man skulde fange denne Sag an, uden Ophævelse, uden Forberedelse var hun strax færdig til at begynde. Det var den første Trøst, der blev skjænket Mennesket. Hun nærmede sig Manden, glad som et Barn, ydmyg som et Barn, veemodig som et Barn. Hun vilde blot være ham en Trøst, lindre ham hans Savn, et Savn, hun ikke fattede, men som hun heller ikke meente at udfylde, forkorte ham Mellemtiden. Og see, hendes ydmyge Trøst blev Livets rigeste Glæde, hendes uskyldige Tidsfordriv blev Livets Skjønhed, hendes barnlige Leg blev Livets dybeste Betydning. En Qvinde fatter Endeligheden, hun forstaaer den fra Grunden af, derfor er hun deilig, og det er, væsentlig seet, enhver Qvinde, derfor er hun yndig, og det er ingen Mand, derfor er hun lykkelig, lykkelig som ingen Mand kan eller skal være det, derfor er hun i Harmoni med Tilværelsen, som ingen Mand kan eller skal være det. Man kan derfor sige, hendes Liv er lykkeligere end Mandens, thi Endeligheden kan vel gjøre et Menneske lykkeligt, Uendeligheden som saadan aldrig. Hun er fuldkomnere end Manden, thi Den er dog vel fuldkomnere, der forklarer Noget, end Den, der jager efter en Forklaring. Qvinden forklarer Endeligheden, Manden jager efter Uendeligheden. Saaledes skal det være, og Enhver har sin Smerte; thi Qvinden føder Børn med Smerte, men Manden undfanger Ideer med Smerte, og Qvinden skal ikke kjende Tvivlens Angst eller Fortvivlelsens Qval, hun skal ikke staae udenfor Ideen, men hun har den paa anden Haand. Men fordi Qvinden saaledes forklarer Endeligheden, derfor er hun Mandens dybeste Liv, men et Liv, der skal være skjult og forborgent, som Rodens Liv altid er det. See, derfor hader jeg al den afskyelige Tale om Qvindens Emancipation. Gud forbyde, at det nogensinde maa skee. Jeg kan ikke sige Dig, med hvilken Smerte den Tanke kan gjennemtrænge min Sjæl, men heller ikke, hvilken lidenskabelig Forbittrelse, hvilket Had jeg nærer til hver den, som vover at yttre Sligt. Det er min Trøst, at de, der foredrage slig Viisdom, ikke ere snilde som Slanger, men i Almindelighed Dosmere, hvis Vaas ingen Skade kan gjøre. Ja, dersom Slangen kunde faae hende dette indbildt, kunde friste hende med den tilsyneladende lystelige Frugt, dersom denne Smitte udbredte sig, dersom den trængte igjennem ogsaa til hende, hvem jeg elsker, min Hustru, min Glæde, min Tilflugt, mit Livs Rod, ja, da var mit Mod knækket, da var Frihedens Lidenskab i min Sjæl afmattet; da veed jeg vel, hvad jeg vilde gjøre, jeg vilde sætte mig hen paa Torvet og græde, græde som hiin Kunstner, hvis Værk var blevet tilintetgjort, og som end ikke selv kunde erindre, hvad det forestillede. Men det skeer ikke, det skal og kan ikke skee, lad saa onde Aander forsøge derpaa, lad dumme Mennesker, der ingen Forestilling have om, hvad det er at være en Mand, hverken om det Store eller om det Ringe deri, ingen Ahnelse om Qvindens Fuldkommenhed i hendes Ufuldkommenhed! Skulde der virkelig være en eneste Qvinde, der var eenfoldig og forfængelig og jammerlig nok til at troe, at hun under Bestemmelse af Mand skulde kunne blive fuldkomnere end Manden, til ikke at indsee, at hendes Tab var ubodeligt? Ingen nedrig Forfører kunde udtænke en farligere Lære for Qvinden end denne, thi har han først faaet hende dette indbildt, da er hun aldeles i hans Magt, priisgiven for hans Vilkaar; hun kan Intet være for Manden, uden et Bytte for hans Luner, medens hun som Qvinde kan være Alt for ham. Men Stymperne vide ikke, hvad de gjøre, de due selv ikke til at være Mænd, og istedetfor at lære dette, ville de fordærve Qvinden, og enes paa de Vilkaar, at de selv blive ved at være hvad de vare, Halvmænd, og Qvinden avanceret til den samme Usselhed. Jeg erindrer engang at have læst en ikke uvittig Spot over Qvindens Emancipation. Forfatteren dvælede især ved Klædedragten, som han meente i saa Fald burde være eens for Mænd og Qvinder. Tænk Dig denne Afskyelighed. Det forekom mig dengang, at Forfatteren ikke dybt nok havde fattet sin Opgave, at de Modsætninger, han opstillede, ikke træffende nok berørte Ideen. Jeg vil vove et Øieblik at tænke det Uskjønne, fordi jeg veed, at Skjønheden da vil vise sig i al sin Sandhed. Hvad er skjønnere end en Qvindes rige Haar, end denne Fylde af Lokker? Og dog siger Skriften, at det er et Tegn paa hendes Ufuldkommenhed og anfører flere Grunde derfor. Og er det ikke og saaledes! Betragt hende, naar hun bøier sit Hoved mod Jorden, naar de yppige Fletninger næsten berøre Jorden, og det seer ud som var det Blomster-Ranker, hvormed hun var voxet fast til Jorden, staaer hun da ikke som et ufuldkomnere Væsen end Manden, der skuer op mod Himlen og kun berører Jorden? Og dog er dette Haar hendes Skjønhed, ja, hvad mere er, hendes Styrke; thi det er jo, som Digteren siger, derved, at hun fanget Manden, derved, at hun fængsler Manden og binder ham til Jorden. Jeg gad sige til en saadan Dosmer, der prædiker Emancipationen: see, der staaer hun i al sin Ufuldkommenhed, et ringere Væsen end Manden, har Du Mod, klip de rige Lokker af, overhug disse tunge Lænker — og lad hende løbe som en Vanvittig, en Forbryderske, til Rædsel for Menneskene.

Lad Manden opgive Fordringen paa at være Naturens Herre og Fyrste, lad ham vige Pladsen for Qvinden, hun er dens Herskerinde, hende forstaaer den og hun forstaaer den, hendes Vink lyder den. Derfor er hun Alt for Manden, fordi hun skjænker ham Endeligheden, uden hende er han en ustadig Aand, en Ulykkelig, der ikke kan finde Hvile, intet Tilholdssted har. Det har ofte glædet mig at see Qvindens Betydning saaledes; hun er mig da en Betegnelse af Menigheden overhovedet, og Aanden er i stor Forlegenhed, naar den ikke har en Menighed at boe i, og naar den boer i Menigheden, da er den Menighedens Aand. Derfor er det, som jeg alt engang før har bemærket, at der staaer i Skriften, ikke, at Pigen skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Mand, og det skulde man troe, thi Pigen er jo den Svagere, der søger Ly hos Manden, nei, der staaer, Manden skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru; thi forsaavidt hun giver ham Endeligheden, er hun stærkere end han. Derfor er der Intet, der kan give saa skjønt et Billede af Menigheden som en Qvinde. Naar man vilde see Sagen saaledes, saa troer jeg virkelig, at der vilde aabne sig mangen Udsigt til at forskjønne Gudstjenesten. Hvor smagløst er det dog ikke i vore Kirker, at Menigheden, forsaavidt den ikke repræsenterer sig selv, repræsenteres af en Degn eller en Klokker? den burde altid repræsenteres af en Qvinde. Et ret velgjørende Indtryk af Menigheden har jeg altid savnet i vor Gudstjeneste, og dog var der et Aar af mit Liv, hvor jeg hver Søndag kom mine idealiserede Forestillinger temmelig nær. Det var i en af vore Kirker her i Byen. Kirken selv tiltalte mig meget, den Geistlige, jeg hver Søndag hørte, var en høiærværdig Personlighed, en eenlig Skikkelse, der vidste at fremtage Gammelt og Nyt af et bevæget Livs Erfaring; han hørte ganske hjemme paa en Prædikestol. Han tilfredsstillede som Præst hele min Sjæls ideale Fordring, han tilfredsstillede den som Figur, tilfredsstillede den som Taler. Jeg var ret glad hver Søndag, naar jeg tænkte paa, at jeg skulde hen at høre ham; men hvad der bidrog til at forøge min Glæde og gjøre Indtrykket af Gudstjenesten i denne Kirke for mig fuldstændigt, var en anden Skikkelse, en ældre Kone, der ligeledes indfandt sig hver Søndag. Hun pleiede at komme lidt før Gudstjenesten begyndte, jeg ligeledes. Hendes Personlighed var mig et Billede paa Menigheden, og jeg glemte over hende ganske det forstyrrende Indtryk af Degnen i Kirkedøren. Hun var en aldrende Kone, saae ud til at være henimod tredsindstyve Aar, men var endnu skjøn, hendes Træk ædle, hendes Mine fuld af en vis ydmyg Værdighed, hendes Aasyn et Udtryk af den dybe, rene, qvindelige Sædelighed. Hun saae ud til at have oplevet Meget, ikke just stormfulde Begivenheder, men som en Moder, der havde baaret Livets Byrder og dog bevaret og vundet en Glæde over Verden. Naar jeg da saae hende komme langt nede i Gangen, naar Graveren havde modtaget hende ved Kirkedøren, og nu som en Tjener ærbødigt fulgte hende til hendes Stol, da vidste jeg, hun ogsaa passerede den Bænk, paa hvilken jeg pleiede at sidde. Idet hun da skred mig forbi, da reiste jeg mig altid og bukkede for hende, eller som det hedder i det Gamle Testamente: neiede mig for hende. For mig laae der saa saare Meget i dette Buk, det var som om jeg vilde bede hende at indeslutte mig med i sine Forbønner. Hun traadte ind i sin Stol, hun hilsede venligt paa Graveren, hun blev staaende et Øieblik opreist, hun bøiede sit Hoved, holdt sit Lommetørklæde et Øieblik for sine Øine til en Bøn — der skal en fyndig Prædikant til for at gjøre et saa stærkt og saa velgjørende Indtryk som hiin ærværdige Kones Høitidelighed. Det faldt mig stundom ind, maaskee er ogsaa Du med indesluttet i hendes Bøn; thi en Qvinde hører det væsentligt til at bede for Andre. Tænk Dig hende i hvilken Livets Stilling Du vil, i hvilken Alder, tænk Dig hende bedende, og Du vil i Reglen finde hende bedende for Andre, for sine Forældre, for den Elskede, for sin Mand, for sine Børn, altid for Andre. Manden hører det væsentlig til at bede for sig selv. Han har sin bestemte Opgave, sit bestemte Sted. Hans Resignation er derfor en anden, selv i Bønnen er han stridende. Han resignerer paa Opfyldelsen af sit Ønske, og det, han beder om, er Styrke til at kunne forsage det. Selv naar han ønsker Noget, har han bestandig denne Tanke med. Qvindens Bøn er langt mere substantiel, hendes Resignation en anden. Hun beder om sit Ønskes Opfyldelse, hun resignerer paa sig selv, at hun skulde kunne gjøre Noget fra eller til, men derfor er hun ogsaa langt bedre skikket til at bede for Andre end Manden er det; thi vilde han bede for en Anden, saa vilde han væsentligt bede om, at der maatte forundes ham Styrke til at bære og glad seire over Smerten, der forvoldtes ham ved at hans Ønske ikke blev opfyldt; men en saadan Forbøn er som Forbøn betragtet ufuldkommen, medens den som en Bøn for En selv er sand og rigtig. Qvinden og Manden danne i denne Henseende ligesom to Geledder. Først kommer Qvinden med sin Forbøn, hun ligesom bevæger Guddommen ved sine Taarer, derpaa kommer Manden med sin Bøn, han standser det første Geled, naar det bange vil flygte, han har en anden Art af Taktik, der altid bringer Seier. Det ligger igjen deri, at Manden jager efter Uendeligheden. Taber Qvinden Slaget, saa maa hun af Manden lære at bede, og dog hører Forbønnen hende saa væsentlig til, at selv i dette Tilfælde vil hendes Forbøn for Manden være en anden end hans egen Bøn. I en vis Forstand er derfor Qvinden meget mere troende end Manden; thi Qvinden troer, at for Gud er Alt muligt, Manden troer, at for Gud er der Noget umuligt. Qvinden bliver inderligere og inderligere i sin ydmyge Begjæring, Manden opgiver Mere og Mere, indtil han finder det urokkelige Punkt, hvorfra han ikke kan fordrives. Det kommer deraf, at det hører Manden væsentligt til at have tvivlet, og deraf vil al hans Vished bære et Præg.

Min Glæde over Gudstjenestens Skjønhed i hiin Kirke var imidlertid kort. Efter et Aars Forløb blev hiin Præst forflyttet, den ærværdige Matrone, min fromme Moder kunde jeg næsten kalde hende, saae jeg ikke mere. Imidlertid tænkte jeg ofte paa hende. Da jeg senere blev gift, har hun ofte svævet mig for Tanker. Hvis Kirken var opmærksom paa Sligt, kunde vor Gudstjeneste vistnok vinde i Skjønhed og Høitidelighed. Tænk Dig ved en Barnedaab, hvis en saadan høiærværdig Qvinde stod ved Præstens Side og sagde Amen, istedetfor at nu en Klokker bræger det. Tænk Dig ved en Brudevielse, vilde det ikke være skjønt, thi hvo kan give en saa ophøiet Forestilling om en Forbøns Skjønhed som en saadan Qvinde!

Dog, jeg sidder her og prædiker, og glemmer hvad jeg egentlig skulde tale om, glemmer, at det er Dig, jeg skal tale til. Det kommer af, at jeg reent havde glemt Dig over min nye Ven. Seer Du, med ham vil jeg gjerne tale om Sligt; deels er han nemlig ingen Spotter, deels er han Ægtemand, og kun Den, der har Øie for Ægteskabets Skjønhed, vil ogsaa kunne see det Sande i mine Yttringer.

Jeg vender da tilbage til vor Helt. Denne Titel fortjener han vistnok, imidlertid vil jeg dog for Fremtiden ikke mere bruge den om ham, men foretrække en anden Benævnelse, der er mig kjærere, idet jeg af et oprigtigt Hjerte kalder ham min Ven, saaledes som jeg med Glæde kalder mig hans. Du seer, at hans Liv har forsynet ham med „den Overflødigheds-Artikel, der kaldes en Ven.” Du troede maaskee, at jeg med Taushed vilde have forbigaaet Venskabet og dets ethiske Gyldighed, eller rettere, at det var mig en Umulighed at komme til at tale om Venskabet, da det slet ingen ethisk Betydning har, men aldeles falder ind under æsthetiske Bestemmelser. Det forundrer Dig maaskee, at jeg, forsaavidt jeg vilde omtale det først omtaler det her; thi Venskabet er jo Ungdommens første Drøm, det er netop i den tidlige Ungdom, at Sjælen er saa blød og begeistret, at den søger det. Det vilde da have været mere i sin Orden at tale om Venskabet, førend jeg lod min Ven indtræde i den hellige Ægtestand. Jeg kunde svare, at det i Henseende til min Ven havde truffet sig underligt, at han egentlig ikke havde følt sig draget til noget Menneske i den Grad, før han blev gift, at han turde betegne deres Forhold som Venskab; jeg kunde tilføie, at det var mig ret kjært, fordi jeg vilde afhandle Venskabet tilsidst, fordi jeg ikke antager, at det Ethiske deri i samme Forstand har Gyldighed som i Ægteskabet, og jeg netop deri seer dets Ufuldkommenhed. Dette Svar kunde synes utilstrækkeligt, forsaavidt det lod sig tænke, at det var en abnorm Tilfældighed hos min Ven; jeg er derfor villig til at dvæle lidt omhyggeligere derved. Du er jo Iagttager, Du vil derfor give mig Ret i den Observation, at en kjendelig Individualitets-Forskjel betegnes derved, om Perioden for Ens Venskab falder i den meget tidlige Ungdom eller først i en sildigere Alder. De flygtigere Naturer have ikke Vanskelighed ved at finde dem tilrette i dem selv, deres Selv er strax fra Begyndelsen af en courant Mynt, og nu indtræder da den Omsætning, man kalder Venskab. De dybere Naturer have ikke saa let ved at finde dem selv, og saa længe de ikke have fundet deres Selv, kunne de ikke ønske, at Nogen tilbyder dem et Venskab, de ikke kunne give Vederlag for. Saadanne Naturer ere deels fordybede i dem selv, deels Iagttagere, men en Iagttager er ingen Ven. Forsaavidt lod det sig da forklare, om det var gaaet min Ven ligesaa. Det var ikke noget Abnormt, ei heller et Tegn paa hans Ufuldkommenhed. Dog, han har jo giftet sig. Nu bliver Spørgsmaalet, om det ikke var noget Abnormt, at Venskabet først viste sig bag efter; thi i det Foregaaende bleve vi jo kun enige om, at det var i sin Orden, at Venskabet indtraadte i en ældre Alder, men vi talte ikke om dets Forhold til Ægteskabet. Lad os her atter benytte Din og min Iagttagelse. Vi maae da tage Forholdet til det andet Kjøn med i Overveielse. Dem, der i en meget ung Alder søge Venskabs-Forholdet, hænder det ikke sjeldent, at naar Elskoven begynder at gjøre sig gjældende, Venskabet aldeles blegner. De finde, at Venskabet var en ufuldkomnere Form, bryde de tidligere Forhold og samle hele deres Sjæl udelukkende paa Ægteskabet. Omvendt gaaer det Andre. De, der for tidligt smagte Elskovens Sødme, i Ungdommens Ruus nød dens Glæder, de fik maaskee en feilagtig Anskuelse af det andet Kjøn. De bleve maaskee uretfærdige mod det andet Kjøn. De kjøbte maaskee ved deres Letsindighed dyre Erfaringer, troede maaske paa Følelser hos sig selv, der viste sig, ikke at have Bestandighed; eller troede paa Følelser hos Andre, der forsvandt som en Drøm. De opgave da Elskoven, den var dem baade for Meget og for Lidet, thi de vare komne i Berøring med det Dialektiske i Elskoven, uden at kunne løse det. De valgte nu Venskabet. Begge disse Formationer maae ansees for abnorme. Min Ven er i intet af disse Tilfælde. Han havde ikke gjort ungdommelige Forsøg i Venskab, før han lærte Elskoven at kjende, men han havde heller ikke skadet sig selv, ved for tidlig at nyde Elskovens umodne Frugt. I sin Kjærlighed fandt han den dybeste og fuldeste Tilfredsstillelse, men netop fordi han selv saaledes var absolut beroliget, saa viste der sig nu Muligheden for ham af andre Forhold, der paa en anden Maade kunde faae en baade dyb og skjøn Betydning for ham; thi Den som haver, ham skal der gives og han skal have i Overflod. Han pleier i denne Anledning at erindre om, at der gives Træer, hvor Blomsten kommer efter Frugten og tillige er samtidig med den. Med et saadant Træ sammenligner han sit Liv.

Men netop fordi det var i og ved hans Ægteskab, han lærte at see det Skjønne i at have en Ven eller Venner, saa har han heller intet Øieblik været raadvild om, hvorledes man bør betragte Venskabet, og at dette taber sin Betydning, naar man ikke betragter det ethisk. Hans Livs mange Erfaringer havde saa temmelig tilintetgjort hans Tro paa Æsthetikerne, men Ægteskabet havde aldeles udryddet ethvert Spor deraf i hans Sjæl. Han har da ingen Trang følt til at lade sig bedaare af æsthetisk Gjøgleværk, men strax acqviesceret i Ethikerens Betragtning.

Dersom min Ven ikke havde været saaledes stemt, saa kunde jeg have havt min Glæde af, til Straf at henvise ham til Dig; thi Din Tale om denne Materie er i den Grad forvirret, at han formodentlig var bleven ganske fortumlet af at høre paa Dig. Det gaaer Dig med Venskab, som det gaaer Dig med Alt. Din Sjæl mangler i den Grad den ethiske Centralisation, at man kan faae de modsatte Forklaringer af Dig om den samme Sag, og Dine Yttringer bevise i høi Grad Rigtigheden af den Sætning, at Sentimentalitet og Hjerteløshed er Eet og det Samme. Din Betragtning af Venskab er bedst at sammenligne med et Hexebrev, og Den, der vil adoptere den, maa blive vanvittig, ligesom Den, der foredrager den, til en vis Grad maa forudsættes at være det. Hører man, naar det stikker Dig, et Foredrag om det Guddommelige i at elske unge Mennesker, det Skjønne i at ligestemte Sjæle møde hinanden, saa kan man næsten fristes til at frygte, at Din Sentimentalitet skal koste Dig Dit unge Liv. Til andre Tider taler Du saaledes, at man skulde næsten troe, Du var en gammel Praktiker, der tilstrækkelig havde lært det Tømme og Hule i Verden at kjende. „En Ven,” siger Du da, „er en gaadefuld Ting, han sees, ligesom Taage, kun paa Afstand, thi først naar man er bleven ulykkelig, da først mærker man, at man har havt en Ven.” Man seer let, at der til Grund for en saadan Dom over Venskab ligger en anden Fordring til det end den, Du før gjorde. For talte Du om det intellektuelle Venskab, om det Skjønne i den aandelige Erotik, i et fælleds Sværmeri for Ideer; nu taler Du om et praktisk Venskab i Handel og Vandel, om en gjensidig Assistance i det jordiske Livs Besværligheder. I begge Fordringer ligger der noget Sandt, men kan man ikke finde et Eenhedspunkt for dem, saa bliver det rigtignok det Bedste, at ende i Dit Hoved-Resultat, at Venskab er Nonsens, et Resultat, Du uddrager deels af hver enkelt af Dine Sætninger, deels af dem begge i deres indbyrdes Stridighed.

Den absolute Betingelse for Venskab er Eenhed i Livs-Anskuelse. Har man den, da vil man ikke fristes til at ville begrunde sit Venskab paa dunkle Følelser eller paa uforklarlige Sympathier. Som en Følge deraf vil man ikke opleve disse latterlige Omslag, at man den ene Dag har en Ven, den anden Dag ikke. Man vil ikke miskjende Betydningen af det uforklarede Sympathetiske, thi man er jo ikke i strengere Forstand Ven med Enhver, med hvem man har Livs-Anskuelse tilfælles; med ved det Sympathetiske alene i dets Gaadefuldhed bliver man heller ikke staaende. Et sandt Venskab fordrer altid Bevidsthed og frigjøres derved fra at være Sværmeri.

Den Livs-Anskuelse, hvori man enes, maa være en positiv Anskuelse. Min Ven og jeg, vi have saaledes en positiv Anskuelse tilfælles. Naar vi derfor see paa hinanden, da gaaer det ikke os saaledes som hine Augurer, at vi komme til at lee, tværtimod, vi blive alvorlige. Det er ganske i sin Orden, at Augurerne loe, thi deres fælles Livs-Anskuelse var en negativ. Det forstaaer Du meget godt, thi det er jo et af Dine sværmeriske Ønsker, „at finde en ligestemt Sjæl, med hvem Du kan lee ad det Hele, og det er det Forfærdelige, det næsten Ængstelige ved Livet, at saa godt som Ingen mærker, hvor usselt det er, og af disse Faa er der kun en ganske sjelden Undtagelse, der veed at holde sig i godt Humeur og at lee ad det Hele.” Faaer Du ikke Din Længsel stillet, saa forstaaer Du at finde Dig deri, „thi det er i Ideens Medfør, at der kun er Een, der leer; en Saadan er den sande Pessimist, var der Flere af den Art, saa var det jo et Beviis for, at Verden ikke var aldeles elendig.” Nu er da Din Tanke i fuld Gang og kjender ingen Grændse. Du mener da, „at selv det at lee kun er et ufuldkomment Udtryk for den egentlige Spot over Livet. Naar den skal være fuldstændig, bør man egentlig være alvorlig. Det vilde være den fuldendteste Spot over Verden, hvis Den, der havde foredraget den dybeste Sandhed, ikke havde været en Sværmer, men en Tvivler. Og det var ikke utænkeligt, thi Ingen kan foredrage den positive Sandhed saa fortræffeligt som en Tvivler, kun at han ikke selv troer derpaa. Var han en Hykler, saa var Spotten hans egen, var han en Tvivler, der selv maaskee ønskede at troe, hvad han foredrog, saa var Spotten aldeles objektiv, Tilværelsen spottede igjennem ham sig selv; han foredrog en Lære, som kunde forklare Alt, hele Slægten kunde hvile deri, men denne Lære kunde ikke forklare dens egen Stifter. Hvis et Menneske netop, var saa klog, at han kunde skjule, at han selv var gal, saa kunde han gjøre hele Verden gal.” See, naar man har en saadan Betragtning af Livet, saa er det vanskeligt at faae en Ven, der har Livs-Anskuelse tilfælles. Eller har Du maaskee i det mystiske Selskab af Συμπαϱανεϰϱωμενοι, Du stundom taler om, fundet saadanne? Ere I maaskee en Forening af Venner, der gjensidig ansee hinanden for netop saa kloge, at I veed at skjule Eders Galskab?!

Der var i Grækenland en Viis; han nyder den besynderlige Ære at regnes blandt de 7 Vise, naar man antager, at disses Tal har været 14. Dersom jeg ikke husker meget feil, da er hans Navn Myson. Om ham fortæller en Forfatter fra Oldtiden, at han var Misanthrop. Han fatter sig meget kort: „om Myson fortælles der, at han var Misanthrop, og at han loe, naar han var alene. Da En spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han: netop fordi jeg er alene.” Du seer, Du har en Forgænger; Du vil forgjæves aspirere til at blive optaget blandt de 7 Vises Tal, selv om dette bestemtes til 21, thi Myson staaer Dig iveien. Dog dette er det mindre Vigtige, derimod vil Du selv indsee, at Den, der leer, naar han er alene, umulig kan have en Ven, og det af to Grunde, deels fordi han, saalænge Vennen er tilstede, ikke kan komme til at lee, deels fordi Vennen maa befrygte, at han blot venter paa at han skal gaae, for at han kan komme til at lee ad ham. See derfor maa Fanden være Din Ven. Jeg kunde næsten fristes til at bede Dig tage disse Ord bogstavelig; thi Fanden siger man jo ogsaa om, at han leer, naar han er alene. Mig forekommer der at ligge noget saare Trøstesløst i en saadan Isolation, og jeg kan ikke lade være at tænke paa det Forfærdelige i, naar et Menneske, der har levet saaledes, vaagner op i et andet Liv, paa Dommens Dag, og atter der staaer ganske ene.

Venskab fordrer altsaa en positiv Livs-Anskuelse. Men en positiv Betragtning af Livet lader sig ikke tænke, uden at den har et ethisk Moment i sig. Man træffer vel ofte nok i vor Tid Folk, der have et System, hvori det Ethiske slet ikke findes. Lad dem ti Gange have et System, en Livs-Anskuelse have de ikke. I vor Tid lader et saadant Phænomen sig ypperligt forklare, thi som den paa mange Maader er bagvendt, saa er den det ogsaa deri, at man først indvies i de store Mysterier, før man indvies i de mindre. Det ethiske Moment i Livs-Anskuelsen bliver da det egentlige Udgangspunkt for Venskabet; og først naar man seer Venskabet saaledes, faaer det Betydning og Skjønhed. Bliver man staaende ved det Sympathetiske som det Mysterieuse, saa vil Venskabet finde sit fuldendteste Udtryk i det Forhold, der finder Sted mellem Selskabs-Fuglene, hvis Sammenhold er saa inderligt, at den Enes Død er ogsaa den Andens. Men et saadant Forhold er i Naturen skjønt, men uskjønt i Aandens Verden. Eenhed i Livs-Anskuelsen er det Constituerende i Venskabet. Er denne tilstede, saa bestaaer det, om end Vennen døer, thi den forklarede Ven lever fort i den anden; ophører den, saa er Venskabet forbi, om end Vennen bliver ved at leve.

Betragter man Venskabet saaledes, saa betragter man det ethisk, og derfor efter dets Skjønhed. Det faaer da paa eengang Skjønhed og Betydning. Skal jeg anføre en Autoritet for mig imod Dig? Nu vel! hvorledes opfattede Aristoteles Venskabet? Gjorde han ikke dette til Udgangspunkt for hele sin ethiske Betragtning af Livet, thi med Venskabet, siger han, udvides Begreberne om det, hvad Ret er, saa de løbe ud paa Eet. Han begrundet da Retsbegrebet paa Venskabets Idee. Hans Kategori er saaledes i en vis Forstand fuldkomnere end den moderne, der begrunder Ret paa Pligt, paa det Abstrakt-Kategoriske; han begrunder det paa det Sociale. Man seer deraf let, at Statens Idee bliver ham det Høieste, men dette er igjen det Ufuldkomne ved hans Kategori.

Dog, jeg skal ikke fordriste mig til at gaae ind paa saadanne Undersøgelser som om Forholdet mellem den aristoteliske og den kantiske Opfattelse af det Ethiske. Kun derfor anførte jeg Aristoteles, for at minde Dig om, at ogsaa han indsaae, at Venskabet virker med til, at man ethisk vinder Virkeligheden.

Den der betragter Venskabet ethisk, han seer det da som en Pligt. Jeg kunde derfor sige, at det er ethvert Menneskes Pligt at have en Ven. Imidlertid vil jeg hellere bruge et andet Udtryk, der paa eengang viser det Ethiske i Venskabet og i Alt, hvad der i det Foregaaende er blevet udviklet, og tillige skarpt udhæver Differentsen mellem det Ethiske og det Æsthetiske: det er ethvert Menneskes Pligt at blive aabenbar. Skriften lærer, at det bør sig ethvert Menneske at døe og derpaa komme for Dommen, hvor da Alt skal blive aabenbart. Ethiken siger, det er Livets og Virkelighedens Betydning, at Mennesket bliver aabenbart. Hvis han da ikke bliver det, saa vil Aabenbarelsen vise sig som en Straf. Æsthetikeren derimod vil ikke give Virkeligheden Betydning, han bliver bestandig skjult, fordi hvor tidt og hvormeget han end hengiver sig til Verden, han gjør det aldrig totalt, der bliver altid Noget, han holder tilbage; gjorde han det totalt, da gjorde han det ethisk. Dog det, at ville lege Skjul, hævner sig altid og naturligst derved, at man bliver sig selv gaadefuld. Deraf kommer det, at alle Mystikere, idet de ikke erkjende Virkelighedens Krav paa, at man skal blive aabenbar, støde paa Vanskeligheder og Anfægtelser, som ingen Anden kjender Noget til. Det er som opdagede de en ganske anden Verden, som var deres Væsen dobbelt i sig selv. Den der ikke vil kæmpe med Virkeligheder, han faaer Phantomer at stride med.

Hermed er jeg færdig for denne Gang. At foredrage en Pligtlære var aldrig min Hensigt. Det jeg vilde, var at vise, hvorledes det Ethiske paa de blandede Gebeter var saa langt fra at berøve Livet dets Skjønhed, at det netop giver det Skjønhed. Det giver Livet Fred, Sikkerhed og Tryghed, thi det tilraaber os bestandigt: quod petis, hic est. Det frelser fra ethvert Sværmeri, der vil udmatte Sjælen, og giver denne Sundhed og Styrke. Det lærer, ikke at overvurdere det Tilfældige, eller at forgude Lykken. Det lærer at være glad ved Lykken, og selv dette er en Æsthetiker ikke istand til; thi Lykke blot som saadan er en uendelig Relativitet; det lærer at være glad i Ulykken.

Betragt hvad jeg har skrevet som en Ubetydelighed, betragt det som Noter til Balles Lærebog, det gjør Intet til Sagen, det har dog en Myndighed, som jeg haaber Du vil respektere. Eller skulde det maaskee synes Dig, at jeg paa en urigtig Maade har villet tilrive mig en saadan, at jeg upassende har blandet min borgerlige Stilling ind med i dette Mellemværende, har gereret mig som Dommer, ikke som Part? Jeg opgiver gjerne enhver Pretention, jeg er end ikke Part ligeoverfor Dig; thi medens jeg villig tilstaaer, at Æsthetiken gjerne kunde give Dig Fuldmagt til at møde paa dens Vegne, saa er jeg langtfra at turde tiltroe mig Betydning nok til at møde som Befuldmægtiget for Ethiken. Jeg er overhovedet kun et Vidne, og det var kun i den Forstand jeg meente, at dette Brev havde en vis Myndighed; thi Den, der taler om hvad han har erfaret, hans Tale har altid Myndighed. Jeg er kun et Vidne, og her har Du min Vidne-Forklaring in optima forma.

Jeg forretter min Gjerning som Assessor i Retten, jeg er glad ved mit Kald, jeg troer, det svarer til mine Evner og min hele Personlighed, jeg veed, det fordrer mine Kræfter. Jeg søger at danne mig mere og mere dertil, og idet jeg gjør dette, føler jeg tillige, at jeg udvikler mig selv mere og mere. Jeg elsker min Hustru, er lykkelig i mit Hjem; jeg hører min Kones Vuggesang, og den forekommer mig skjønnere end al anden Sang, uden at jeg derfor troer, hun er en Sangerinde; jeg hører den Lilles Skrig, og for mit Øre er det ikke uharmonisk, jeg seer hans ældre Broder voxe og forfremmes, jeg skuer glad og tillidsfuld ind i hans Fremtid, ikke utaalmodigt, thi jeg har god Tid at vente, og denne Venten er mig i sig selv en Glæde. Min Gjerning har Betydning for mig selv, og jeg troer, den til en vis Grad har det ogsaa for Andre, om jeg end ikke kan bestemme og nøiagtigt udmaale det. Jeg føler en Glæde over, at Andres personlige Liv har Betydning for mig, og ønsker og haaber, at mit ogsaa maa have det for dem, med hvem jeg sympathiserer i hele min Betragtning af Livet. Jeg elsker mit Fødeland, og jeg kan ikke tænke mig, at jeg ret kunde trives i noget andet Land. Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri. Saaledes har mit Liv Betydning for mig, saa megen, at jeg føler mig glad og tilfreds derved. Under alt dette lever jeg tillige et høiere Liv, og naar det stundom hænder, at jeg indaander dette høiere Liv i mit jordiske og huuslige Livs Aandedrag, da priser jeg mig salig, da sammensmelter for mig Kunsten og Naaden. Saaledes elsker jeg Tilværelsen, fordi den er skjøn, og haaber en endnu skjønnere.

Her har Du min Vidne-Forklaring. Skulde jeg blive tvivlsom, om det var rigtigt at aflægge den, saa var det af Omsorg for Dig; thi jeg frygter næsten for, at det skal gjøre Dig ondt at høre, at Livet i sin Simpelhed kan være saa skjønt. Tag imidlertid mit Vidnesbyrd, lad det foraarsage Dig lidt Smerte, men lad det ogsaa virke glædeligt paa Dig; det har een Egenskab, som Dit Liv desto værre mangler: Trofasthed, Du kan trygt bygge derpaa.

I den senere Tid har jeg ofte talt med min Kone om Dig. Hun holder virkelig ret meget af Dig; dog dette behøver jeg vel neppe at sige, thi Du har mange Gaver til at behage, naar Du vil, men Du har endnu flere Øine til at iagttage, om det lykkes Dig. Hendes Følelse for Dig har fuldkommen mit Bifald, jaloux bliver jeg ikke let, og det vilde ogsaa altid være uforsvarligt af mig, ikke fordi jeg, som Du mener man bør være, er for stolt til at kunne blive det, stolt nok til „strax at kunne qvittere til Tak”, men fordi min Kone er for elskværdig dertil. Jeg frygter ikke. I den Henseende troer jeg, at jeg tør sige, at Scribe selv vilde fortvivle over vort prosaiske Ægteskab, thi ogsaa ham troer jeg det skulde blive umuligt at gjøre det poetisk. At han har Kræfter og Talenter, negter jeg ikke, at han, efter mine Begreber, misbruger dem, negter jeg heller ikke. Gjør han ikke Alt for at lære unge Koner, at Ægteskabets visse Kjærlighed er for lidt til at gjøre Livet poetisk, at det var utaaleligt, naar man ikke turde regne paa smaa Forelskelser ved Siden af? Viser han dem ikke, at en Kone, om hun end besmitter sig selv og sit Ægteskab ved en brødefuld Kjærlighed, dog vedbliver at være elskværdig? Lader han ikke dunkelt forstaae, at da det som oftest er ved et Tilfælde, at et saadant Forhold opdages, saa tør den Enkelte i Livet haabe, naar hun lægger sin egen Underfundighed til den, hun har lært af Heltinden i hans Stykke, at det vil lykkes hende at blive skjult hele sit Liv? Søger han ikke paa enhver Maade at ængste Ægtemændene, fremstiller han ikke de ærbareste Koner, om hvem Ingen turde vove at ane Noget, som besmittede af lønlig Skyld? Viser han ikke atter og atter Forfængeligheden af hvad man hidtil har anseet for det bedste Middel til at værne om den ægteskabelige Lykke, Forfængeligheden af at en Mand sætter en ubegrændset Tillid til sin Hustru, troer hende høiere end Alt? Og uagtet alt dette behager det Scribe, at enhver Ægtemand skal være et trægt og søvnigt Murmeldyr, et ufuldkomnere Væsen, der selv er Skyld i sin Kones Forvildelse. Mon Scribe er saa beskeden at antage, at man slet Intet lærer af hans Stykkr, thi ellers maatte han jo indsee, at enhver Ægtemand snart maatte lære at opdage, at hans Stilling ingenlunde er tryg og fredelig, ja at ingen Politispion kan føre et saa uroligt og søvnløst Liv, som han nødsages til; med mindre han vil berolige sig ved Scribes Trøstegrunde, vil selv søge en lignende Adspredelse som hans Kone, og statuere, at Ægteskabet egentlig er til for at berøve Forbindelsen med Andre ethvert kjedsommeligt Skin af Uskyldighed, og ret gjøre den interessant?

Dog jeg lader Scribe fare, at bekæmpe ham er jeg ikke istand til, derimod tænker jeg stundom med en vis Stolthed paa, at jeg, et ringe, ubetydeligt Menneske, ved mit Ægteskab gjør den store Digter Scribe til en Løgner. Maaskee er denne Stolthed kun en Stodder-Stolthed, maaskee lykkes det mig kun, fordi jeg er et almindeligt Menneske, der staaer udenfor Poesien.

Min Kone holder da af Dig, og jeg sympathiserer med hendes Følelse i denne Henseende, saa meget mere som jeg troer, at Grunden til hendes Velvillie for Dig for en Deel ligger deri, at hun seer Dine Svagheder. Hun seer meget godt, at hvad der mangler Dig, er en vis Grad af Qvindelighed. Du er for stolt til at kunne hengive Dig. Denne Stolthed frister hende ingenlunde, thi hun anseer det for det sande Store at kunne hengive sig. Du troer det maaskee ikke, men jeg kan dog forsikkre Dig, jeg tager Dig ordentlig i Forsvar mod hende. Hun paastaaer, at Du i Din Stolthed vrager alle Mennesker; jeg søger at forklare, at det maaskee ikke ganske forholder sig saaledes, at Du i uendelig Forstand vrager Menneskene, at den Uro, i hvilken Din Sjæl tragter efter det Uendelige, gjør Dig ubillig mod Menneskene. Det vil hun ikke begribe, og det kan jeg meget godt fatte, thi naar man er saa nøisom som hun — og hvor nøisom hun er, kan Du blandt Andet see deraf, at hun føler sig ubeskrivelig lykkelig ved at være knyttet til mig — saa er det vanskeligt at undgaae, ikke at dømme Dig. Mit Ægteskab har saaledes ogsaa Strid, og deri er Du jo paa en Maade Skyld. Vi komme vel ud af det, og jeg vil blot ønske, at Du aldrig maa blive Anledning for et Ægtepar til Strid af anden Art. Du kunde imidlertid selv bidrage lidt til at afgjøre Striden mellem min Kone og mig. Tro ikke, jeg vil trænge mig ind i Dine Hemmeligheder, men jeg har blot et Spørgsmaal, jeg vil forelægge Dig, og som jeg troer Du kan besvare uden at træde Dig selv for nær; svar mig engang ret oprigtigt og uden Omsvøb paa det Spørgsmaal: leer Du virkelig, naar Du er alene? Du forstaaer hvad jeg mener, jeg mener ikke, om det stundom eller endog ofte hænder Dig, at Du leer, naar Du er alene, men om Du finder Din Tilfredsstillelse i denne eensomme Latter. Gjør Du nemlig ikke det, saa har jeg vundet, og saa skal jeg nok overbevise min Kone.

Om Du nu virkelig anvender Tiden, naar Du er ene, til at lee, veed jeg ikke; mig forekommer det imidlertid at ville være lidt mere end besynderligt, thi vel er Dit Livs Udvikling af den Art, at Du maa kunne føle Trang til at søge Eensomhed, men ikke, efter hvad jeg kan skjønne, for at lee. Endog blot den flygtigste Iagttagelse viser, at Dit Liv er anlagt efter en ualmindelig Maalestok. Du synes ingenlunde at finde Din Tilfredsstillelse i at følge de alfare Veie, men snarere i at gaae Din egen Gang. En vis Eventyrlighed kan man nu let tilgive et ungt Menneske; en anden Sag er det, naar den tager i den Grad Overhaand, at den vil gjøre sig til det Normale og det Virkelige. Et Menneske, der er saaledes vildledet, skylder man da at tilraabe: respice finem, og forklare, at det Ord finis ikke betyder Døden, thi det er endda ikke den sværeste Opgave for et Menneske, men Livet, at der kommer det Øieblik, hvor det egentlig gjælder om at begynde at leve, og at det da er en farlig Sag at have adsplittet sig saaledes, at det bliver forbundet med stor Vanskelighed at samle sig, ja at man nødsages til at gjøre dette i en saadan Iil og Hast, at man ikke kan faae Alt med, og da ender med, istedetfor at blive et ualmindeligt Menneske, at blive et defekt Exemplar af et Menneske.

I Middelalderen greb man den Ting an paa en anden Maade. Man afbrød pludselig Livs-Udviklingen og gik i Kloster. Det Feilagtige laae vistnok ikke deri, at man gik i Kloster, men i de vrange Forestillinger, man forbandt med dette Skridt. Jeg for mit Vedkommende kan meget godt forsone mig med, at et Menneske beslutter sig hertil, ja, jeg kan finde det ret skjønt; men derimod fordrer jeg af ham, at han skal være paa det Rene om, hvad det har at betyde. I Middelalderen meente man, at man ved at vælge Klostret valgte det Ualmindelige og selv blev et ualmindeligt Menneske; fra Klostrets Høide saae man stolt næsten medlidende ned paa de almindelige Mennesker. Hvad Under da, at man i Flokkeviis gik i Kloster, naar man for saa godt Kjøb blev et ualmindeligt Menneske? Men Guderne sælge ikke det Ualmindelige for Spotpris. Havde de, der trak sig tilbage fra Livet, været ærlige og oprigtige mod dem selv og Andre, havde de fremfor Alt elsket det at være et Menneske, havde de følt med Begeistring alt det Skjønne, der ligger heri, havde deres Hjerte ikke været ukjendt med den sande, dybe Humanitets-Følelse, saa havde de maaskee ogsaa trukket sig tilbage i Klostrets Eensomhed, men de havde ikke taabeligen indbildt sig selv at være blevne ualmindelige Mennesker, uden i den Forstand, at de vare ufuldkomnere end Andre; de havde ikke medlidende seet ned paa de almindelige Mennesker, men deeltagende betragtet dem i veemodig Glæde over, at det lykkedes dem at fuldkomme det Skjønne og Store, som de ikke vare istand til.

I vor Tid er Klosterlivet faldet i Priis; man seer da sjeldnere et Menneske paa eengang bryde med hele Tilværelsen, med hele det Almeen-Menneskelige. Kjender man derimod noget nærmere til Menneskene, saa vil man stundom hos et enkelt Individ finde en Vranglære, der levende erindrer om Kloster-Theorien. For en Ordens Skyld vil jeg her strax udtale min Anskuelse af, hvad et ualmindeligt Menneske er. Det sande ualmindelige Menneske er det sande almindelige Menneske. Jo Mere af det Almeen-Menneskelige et Individ kan realisere i sit Liv, desto ualmindeligere et Menneske er han. Jo mindre af det Almene han kan optage i sig, desto ufuldkomnere er han. Han er da vel et ualmindeligt Menneske, men ikke i god Forstand.

Hvis da et Menneske, idet han vil realisere den Opgave, der er sat ham som enhver Anden, at udtrykke det Almeen-Menneskelige i sit individuelle Liv, støder paa Vanskeligheder, hvis det synes at vise sig, at der er Noget af det Almene, han ikke kan optage i sit Liv, hvad gjør han saa? Dersom Kloster-Theorien spøger i hans Hoved, eller en ganske analog æsthetisk Betragtning, saa bliver han glad, han føler sig da strax fra første Øieblik i al sin Fornemhed som en Undtagelse, som et ualmindeligt Menneske; han bliver forfængelig deraf, ligesaa barnagtig, som hvis en Nattergal, der havde faaet en rød Fjær i sin Vinge, vilde glæde sig ved, at der var ingen anden Nattergal, der havde en saadan. Er hans Sjæl derimod forædlet ved Kjærlighed til det Almene, elsker han Menneskets Tilværelse i denne Verden, hvad gjør han da?

Han overveier, hvorvidt det er sandt. Et Menneske kan selv være Skyld i denne Ufuldkommenhed, han kan have den uden Skyld, men Sandhed kan der være deri, at han ikke kan realisere det Almene. Dersom overhovedet Menneskene med mere Energi bleve sig dem selv bevidste, saa vilde maaskee mange Flere komme til det Resultat. Han vil ogsaa vide, at Ladhed og Feighed kan indbilde et Menneske Sligt, og gjøre Smerten til en Ubetydelighed, idet han forvandler det Almene til det Enkelte og i Forhold til det Almene conserverer en abstrakt Mulighed. Det Almene er nemlig intetsteds som saadant, og det ligger i mig, i min Bevidstheds Energi, om jeg i det Enkelte vil see det Almene eller blot det Enkelte.

Maaskee vil en saadan Overveielse ikke forekomme ham tilstrækkelig, han vil vove et Forsøg. Han vil let indsee, at dersom Forsøget bringer ham til det samme Resultat, saa vil han faae Sandheden desto eftertrykkeligere indskærpet, og hvis han vilde kjæle for sig selv, gjorde han maaskee bedst i at lade det være, da han vil komme til at ømme sig mere end nogensinde. Han vil vide, at intet Enkelt er det Almene. Dersom han da ikke vil skuffe sig selv, da vil han forvandle det Enkelte til det Almene. Han vil i det Enkelte see meget mere end hvad der ligger deri som saadant; for ham er det det Almene. Han vil komme det Enkelte tilhjælp og give det Betydning som det Almene. Mærker han da, at Forsøget mislykkes, saa vil han have lagt Alt tilrette, at det, der saaret ham, ikke er det Enkelte, men det Almene. Han vil vaage over sig selv, at ingen Forvexling finder Sted, at ikke det Enkelte kommer til at saare ham; thi dets Saar vil være for let og han vil elske sig selv for alvorligt, til at det skulde være ham det mest magtpaaliggende at faae et let Saar; han vil elske det Almene for oprigtigt til at ville substituere det Enkelte istedet derfor, i den Hensigt, uskadt at slippe derfra. Han vil vogte sig for ikke at komme til at smile ad det Enkeltes afmægtige Reaction, agte paa, at han ikke kommer til at see Sagen letsindigt, om end det Enkelte som saadant frister dertil; han vil ikke lade sig distrahere af den besynderlige Misforstaaelse, at det Enkelte i ham har en større Ven end det har i sig selv. Naar han har gjort dette, da vil han rolig gaae Smerten imøde; om hans Bevidsthed end bliver rystet, den vakler ikke.

Træffer det sig nu saaledes, at det Almene, han ikke kan realisere, netop var det, han havde Lyst til, saa vil han, hvis han er et høimodigt Menneske, i en vis Forstand glæde sig derover. Han vil da sige: jeg har stridt paa saa ugunstige Vilkaar som muligt. Jeg har stridt mod det Enkelte, jeg har lagt min Lyst over paa Fjendens Side, jeg har, for at gjøre det complet, gjort det Enkelte til det Almene. At alt dette vil gjøre Nederlaget tungere for mig, er sandt; men det vil ogsaa styrke min Bevidsthed, det vil give den Energi og Klarhed.

Saaledes har han da paa dette Punkt emanciperet sig fra det Almene. Han vil intet Øieblik være uklar om, hvad et saadant Skridt har at betyde, thi det var jo egentlig ham selv der gjorde Nederlaget fuldstændigt og gav det Betydning; thi han vidste, hvor han var saarlig og hvorledes, og han bibragte sig selv det Saar, som det Enkelte som saadant ikke var istand til. Han vil da være forvisset om, at der er Noget af det Almene, han ikke kan realisere. Med denne Forvisning er han imidlertid ikke færdig, thi den vil avle en dyb Sorg i hans Sjæl. Han vil glæde sig over de Andre, hvem det forundtes at fuldkomme det, han vil maaskee bedre end de selv indsee, hvor skjønt det er, men selv vil han sørge, ikke feigt og forsagt, men dybt og frimodigt; thi han vil sige: jeg elsker dog det Almene. Blev det Andres lykkelige Lod at give det Almeen-Menneskelige Vidnesbyrd derved, at de realisere det, nu vel, saa giver jeg det Vidnesbyrd ved min Sorg, og jo dybere jeg sørger, jo betydningsfuldere er mit Vidnesbyrd. Og denne Sorg er skjøn, er selv et Udtryk af det Almeen-Menneskelige, en Rørelse af dets Hjerte i ham og vil forsone ham med dette.

Med den Forvisning, han vandt, er han ikke færdig, thi han vil føle, at han har lagt et stort Ansvar paa sig selv. Paa dette Punkt, siger han, har jeg sat mig udenfor det Almene, jeg har berøvet mig al den Veiledning, den Tryghed og Beroligelse, som det Almene giver; jeg staaer ene, uden Deeltagelse, thi jeg er en Undtagelse. Men han vil ikke blive feig og trøstesløs, han vil med Sikkerhed gaae sin eensomme Gang, han har jo ført Beviset for Rigtigheden af hvad han gjorde, han har sin Smerte. Han vil ikke være uklar dette Skridt betræffende, han eier en Forklaring, som han til enhver Tid vil kunne fremtage, ingen Larm kan forvirre den for ham, ingen Aandens Fraværelse; om han vaagnede op midt om Natten, han vil dog øieblikkelig kunne gjøre sig selv Rede for Alt. Han vil føle, at den Opdragelse, der bliver ham til Deel, er tung, thi det Almene er en streng Herre, naar man har det udenfor sig, det holder bestandig Dommersværdet over ham og siger: hvorfor vil Du være udenfor, og om han end siger, det er ikke min Skyld, den tilregner ham det dog og fordrer sig selv af ham. Han vil da stundom vende tilbage til det samme Punkt, atter og atter føre Beviset, og da vil han freidigt gaae videre. Han hviler i den Forvisning, han har tilkæmpet sig, og han vil sige: det jeg dog tilsidst stoler paa er, at der er en retfærdig Fornuftighed til, og til dens Barmhjertighed vil jeg fortrøste mig, at den er barmhjertig nok til at vise Retfærdighed; thi det var jo ikke det Forfærdelige, om jeg skulde lide Straf, som jeg den havde fortjent, fordi jeg gjorde Uret, men det var det Forfærdelige, om jeg skulde saaledes kunne gjøre Uret, at Ingen straffede det; og det var jo ikke det Forfærdelige, om jeg vaagnede op med Angst og Gru i mit Hjertes Bedaarelse, men dette det Forfærdelige, om jeg kunde saaledes bedaare det, at Ingen kunde vække det.

Denne hele Strid er imidlertid en Skjærsild, om hvis Forfærdelighed jeg idetmindste kan gjøre mig en Forestilling. Folk skulde derfor ikke være lystne efter at blive ualmindelige Mennesker; thi at være det har noget Andet at betyde end en lunefuld Tilfredsstillelse af sin vilkaarlige Lyst.

Den der derimod med Smerte forvissede sig om, at han var et ualmindeligt Menneske, ved sin Sorg derover atter forsonede sig med det Almene, han vil maaskee engang opleve den Glæde, at hvad der forvoldt ham Smerte, og gjorde ham ringe i hans egne Øine, viser sig som Anledning til, at han atter opløftes og i ædlere Forstand bliver et ualmindeligt Menneske. Hvad han tabte i Omfang, det vandt han maaskee i intensiv Inderlighed. Ikke ethvert Menneske nemlig, hvis Liv middelmaadigt udtrykker det Almene, er derfor et ualmindeligt Menneske, thi det vilde jo være en Forgudelse af Trivialiteten; for at han i Sandhed skal kaldes saa, maa der ogsaa spørges om den intensive Kraft, med hvilken han gjør det. Denne Kraft vil nu hiin Anden være i Besiddelse af paa de Punkter, hvor han kan realisere det Almene. Hans Sorg vil da atter forsvinde, den vil opløse sig i Harmoni; thi han vil indsee, at han var kommen til Grændsen for sin Individualitet. Han veed vel, at ethvert Menneske udvikler sig med Frihed, men han veed ogsaa, at et Menneske ikke skaber sig selv af Intet, at han har sig selv i sin Concretion som sin Opgave; han vil atter forsones med Tilværelsen, idet han vil indsee, at i en vis Forstand ethvert Menneske er en Undtagelse, og at det er lige sandt, at ethvert Menneske er det Almeen-Menneskelige og tillige en Undtagelse.

Her har Du min Mening om hvad det er at være et ualmindeligt Menneske. Jeg elsker Tilværelsen og det at være et Menneske altfor meget til at troe, at Veien til at blive et ualmindeligt Menneske er let eller uden Anfægtelser. Men selv om et Menneske saaledes i ædlere Forstand er et ualmindeligt Menneske, saa vil han dog bestandigt tilstaae, at det var endnu fuldkomnere at optage hele det Almene i sig.

Saa modtag min Hilsen, tag mit Venskab; thi skjøndt jeg ikke i strengere Forstand tør betegne vort Forhold saaledes, saa haaber jeg dog, at min unge Ven engang vil blive saa meget ældre, at jeg i Sandhed tør bruge dette Ord; vær forsikkret om min Deeltagelse. Modtag en Hilsen fra hende, hvem jeg elsker, hvis Tanker ere skjulte i mine Tanker, modtag en Hilsen, der er uadskillelig fra min, men modtag ogsaa en særlig Hilsen fra hende, venlig og oprigtig som altid.

Da Du for nogle Dage siden var hos os, tænkte Du maaskee ikke paa, at jeg atter var færdig med en saa stor Skrivelse. Jeg veed, Du er ingen Ven af, at man taler til Dig om Din indre Historie, derfor har jeg valgt at skrive, og skal aldrig tale til Dig derom. At Du modtager et saadant Brev, bliver en Hemmelighed, og jeg ønskede ikke gjerne, at den skulde have nogen Indflydelse til at forandre Dit Forhold til mig og min Familie. At Du har Virtuositet nok til at gjøre det, naar Du vil, det veed jeg, og derfor beder jeg Dig derom for Din og min Skyld. Jeg har aldrig villet trænge mig ind i Dig, og kan godt elske Dig paa Afstand, uagtet vi ofte sees. Dit Væsen er for indesluttet til at jeg troer, det vilde gavne at tale til Dig, derimod haaber jeg, at mine Breve ikke skulle være uden Betydning. Naar Du da forarbeider Dig selv i Din Personligheds lukkede Maskineri, da stikker jeg mine Indlæg ind og er forvisset om, at de komme med i Bevægelsen.

Da saaledes vort skriftlige Forhold bliver en Hemmelighed, saa iagttager jeg alle Formaliteter, ønsker Dig et Levvel, som om vi vare langt fjernede fra hinanden, uagtet jeg haaber at see Dig ligesaa ofte hos mig som før.




  1.  „Høistærede Hr. Justitsraad!
    Jeg skriver til Dem, fordi De paa en Maade er mig den Nærmeste, paa en anden Maade er De mig ikke nærmere end andre Mennesker. Naar De modtager disse Linier, er jeg ikke mere. Skulde Nogen spørge Dem om Grunden, saa kan De sige, der var engang en Prindsesse, som hed Morgenskjøn, eller noget andet Lignende; thi saaledes vilde jeg selv svare, hvis jeg kunde have havt den Glæde at overleve mig selv. Skulde Nogen spørge Dem om Anledningen, kan De sige, at det var i Anledning af den store Ildebrand. Skulde Nogen spørge Dem om Tiden, kan De sige, at det var i den for mig saa mærkelige Juli Maaned. Skulde Ingen spørge Dem om nogen af Delene, saa skal De Intet svare.
    Ikke anseer jeg et Selvmord for noget Roesværdigt. Det er ikke af Forfængelighed jeg har besluttet mig dertil. Derimod troer jeg paa Rigtigheden af den Sætning, at intet Menneske kan taale at see det Uendelige. Det har viist sig engang for mig i intellektuel Henseende, og Udtrykket derfor er Uvidenhed. Uvidenhed er nemlig det negative Udtryk for den uendelige Viden. Et Selvmord er det negative Udtryk for den uendelige Frihed. Det er en Form af den uendelige Frihed, men den negative Form. Held Den, som finder den positive.
    Med Høiagtelse 
    Deres ærbødige.”