Enten — Eller. Anden Deel/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn

indeholdende B.'s Papirer, Breve til A

Enten-Eller Anden Deel.djvu Enten-Eller Anden Deel.djvu/1 349-368

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Ultimatum.

Maaskee er det gaaet Dig med Hensyn til mine foregaaende

Breve, som det er gaaet mig, at Du har glemt det Meste af dem. Hvis saa er, da vil jeg ønske, at det ogsaa maa være Tilfældet med Dig, hvad der er Tilfældet med mig, at Du til enhver Tid, under Stemningernes Afvexling, maa være istand til at gjøre Dig Rede for Tanken og Bevægelsen. Udtrykket, Fremstillingen, Indklædningen ere som Blomstret fra eet Aar til det andet, den samme og dog ikke den samme, men Holdningen, Bevægelsen, Stillingen, den er uforandret. Dersom jeg nu skulde skrive til Dig, vilde jeg maaskee udtrykke mig anderledes. Maaskee lykkedes det mig i mine Breve paa et enkelt Sted endog at være veltalende, Noget jeg visselig ingen Fordring gjør paa, og som min Stilling i Livet heller ikke kræver af mig; hvis jeg nu skulde skrive, da vilde det maaskee lykkes mig paa et andet Sted, jeg veed det ikke, thi Udtrykket er en Gave, og „hvert Old og hvert Aar har sin egen sin blomstrende Vaar”. Hvad Tanken derimod angaaer, den er og bliver, og Bevægelserne haaber jeg skulle i Tidens Løb blive mig lettere og naturligere, uforandrede ogsaa da, naar de ere stumme, fordi Udtrykket har afblomstret.

Dog det er ikke for at skrive Dig et nyt Brev til, at jeg griber til Pennen, men fordi Tanken om Dig er bleven mig levende ved et Brev, jeg selv har modtaget fra en ældre Ven, der er Præst i Jylland. Saavidt jeg veed har Du aldrig kjendt ham. Mit Venskab med ham tog allerede sin Begyndelse i mine Studenterdage, og skjøndt der var en fem, sex Aar imellem os, var vort Forhold dog temmelig intimt. Han var en lille fiirskaaren Figur, munter, livsglad og ualmindelig jovial. Uagtet hans Sjæl i sit Dyb var alvorlig, syntes hans udvortes Liv ret godt at følge den Anviisning, at lade fem være lige. Videnskaberne fængslede ham, men Examens-Mand blev han ikke. Han drev det da ikke mere end til haud illaudabilis til theologisk Attestats. For en fire Aar siden blev han puttet ind i et lille Præstekald paa den jydske Hede. Han var i udvortes Henseende i Besiddelse af en Stentor-Stemme, i aandelig Henseende af en Oprindelighed, der altid har destingveret ham i den lille Kreds af Mennesker, jeg har lært at kjende; hvad Under da, at han i Begyndelsen ikke fandt sig ret tilfreds, at han syntes hans Virksomhed var ham for ubetydelig? Nu derimod har han gjenvundet sin Tilfredshed, og det har ret virket opmuntrende paa mig at læse et Brev fra ham, jeg i disse Dage har modtaget. „Den jydske Hede”, siger han, „er dog ret en Tumleplads for mig, et Studerekammer uden Lige. Der gaaer jeg om Løverdagen og mediterer mine Prædikener, og Alt udvider sig for mig; jeg glemmer enhver virkelig Tilhører og vinder en ideal, vinder den fuldkomne Fortabelse i mig selv, saa naar jeg træder op paa Prædikestolen, da er det som stod jeg endnu paa Heden, hvor mit Øie intet Menneske opdager, hvor min Stemme opløfter sig med sin hele Kraft for at overdøve Stormen.”

Dog det er ikke for at fortælle Dig dette, at jeg skriver, men for at sende Dig en Prædiken af ham, som fandtes indlagt i Brevet. Jeg har ikke villet personlig vise Dig den, for ikke at hidse Din Kritik, men sender Dig den skriftlig, for at den i Stilhed maa gjøre sit Indtryk paa Dig. Han har endnu ikke holdt den, men agter næste Aar at holde den, og er forvisset om, at han skal faae enhver Bonde til at forstaae den. Af den Grund skal Du nu ikke forsmaa den; thi det er netop det Skjønne ved det Almene, at Alle kunne forstaae det. Han har i denne Prædiken grebet, hvad jeg har sagt, og hvad jeg gjerne vilde have sagt Dig; han har udtrykt det heldigere, end jeg seer mig istand til. Tag den da, læs den, jeg har Intet at tilføie, uden at jeg har læst den, og tænkt paa mig selv, læst den, og tænkt paa Dig.




Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at

mod Gud have vi altid Uret.

Bøn.

Fader i Himlen! Leer Du os at bede rettelig, at vort Hjerte maa aabne sig for Dig i Bøn og Paakaldelse, og intet lønligt Ønske gjemme, som vi vide er Dig ikke velbehageligt, men heller ingen hemmelig Frygt for, at Du vil negte os Noget, der i Sandhed tjener til vort Bedste; paa det at de arbeidende Tanker, det urolige Sind, det bange Hjerte maa finde Hvile deri og derved, hvori og hvorved den ene er at finde, ved altid glade at takke Dig, idet vi glade bekjende, at mod Dig have vi altid Uret. Amen.


Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten Lucas i sit Evangeliums 19de Capitel fra det 41de Vers til Enden saaledes:

Og der han kom nær til, og saae Staden, græd han over den, og sagde: Vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! men nu er det skjult for dine Øine. Derfor skulle de Dage komme over dig, at dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire Dig rundt omkring og trænge Dig allevegne. Og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelses Tid. Og han gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte, og sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus, men I have gjort det til en Røverkule. Og han lærte daglig i Templet. Men de Ypperste-Præster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham. Og de fandt ikke hvad de skulde gjøre, thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.


Hvad Aanden i Syner og Drømme havde aabenbart

Propheterne, hvad disse med varslende Stemme havde forkyndt den ene Slægt efter den anden: det udvalgte Folks Forstødelse, det stolte Jerusalems forfærdelige Undergang, det nærmede sig nu mere og mere. Christus drager op til Jerusalem. Han er ingen Prophet, der forkynder det Tilkommende, hans Tale vækker ikke ængstelig Uro, thi hvad der endnu er skjult, det seer han for sine Øine; han propheterer ikke, dertil er der ei mere Tid, — han græder over Jerusalem. Og dog stod jo Byen endnu i sin Herlighed, og Templet kneisede endnu som altid, høiere end nogen anden Bygning i Verden, og Christus selv siger: dersom Du vidste paa denne din Dig, hvad der tjener dig til Bedste, men han tilføier ogsaa: dog, det er skjult for dine Øine. I Guds evige Raad er dens Undergang besluttet, og Frelsen er skjult for dens Indvaaneres Øine. Var da den Slægt, der dengang levede, mere fordømmelig end den foregaaende, hvem den skyldte Livet, var det hele Folk vanartet, var der ingen Retfærdig i Jerusalem, ikke en eneste, der kunde standse Guddommens Vrede, var der blandt alle dem, for hvis Øine Frelsen var skjult, ingen From? Og hvis der var en saadan, blev der da ingen Port opladt for ham i Angstens og Nødens Tid, da Fjenderne beleirede den rundt omkring og trængte den allevegne, steg der ingen Engel ned og frelste ham, inden endnu alle Porte bleve lukkede, skete der intet Tegn for hans Skyld? Dog, dens Undergang var berammet. Forgjæves saae den beleirede By i sin Angst efter en Udvei, Fjendens Hær knugede den i sin mægtige Favn, og Ingen undslap, og Himlen blev lukket og ingen Engel udskikket uden Morderenglen, der svingede sit Sværd over Staden. Hvad Folket havde forbrudt, maatte denne Slægt bøde for, hvad denne Slægt havde forbrudt, maatte hvert enkelt Led af Slægten bøde for. Skal da den Retfærdige lide med den Uretfærdige? Er dette Guds Nidkjærhed, at han hjemsøger Fædrenes Brøde paa Børnene i tredie og fjerde Led saaledes, at han ikke straffer Fædrene men Børnene? Hvad skulle vi svare? Skulde vi sige, der er nu snart forløbet tvende Aartusinder siden hine Dage, en saadan Rædsel saae Verden aldrig før og vil vel aldrig mere faae den at see; vi takke Gud for, at vi leve i Fred og Tryghed, at Angstens Skrig fra hine Dage kun svagt lyder over til os, vi ville haabe og troe, at vore Dage og vore Børns maae hendrage sig i Stilhed, uberørte as Tilværelsens Storme! Vi føle ikke Styrke til at tænke over Sligt, men vi ville takke Gud for, at vi ikke blive forsøgte deri. Kan der tænkes noget Feigere og mere Trøstesløst end en saadan Tale? Er da det Uforklarlige derved blevet forklaret, at man har sagt: det er kun eengang skeet i Verden? Eller er dette ikke det Uforklarlige, at det er skeet? Og har dette, at det er skeet, ikke Kraft til at gjøre alt Andet uforklarligt, selv det Forklarlige? Skete det eengang i Verden, at Menneskenes Vilkaar vare væsentlig forskjellige fra hvad de ellers altid ere, hvad Sikkerhed da for, at det ikke kan gjentages, hvad Sikkerhed for, at Hiint ikke var det Sande, og det, der almindeligt skeet, det Usande? Eller er det et Beviis for det Sande, at det skeet oftest? Og gjentager det sig da virkelig ikke oftere, hvad hitte Tider bleve Vidne til? Er det ikke, hvad vi Alle paa saa mange Maader have erfaret, at hvad der skeet i det Store, det Samme opleves ogsaa i det Mindre? Mener I, siger Christus, at hine Galilæer, hvis Blod Pilatus lod udgyde, vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette? Eller de Atten, som Taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mener I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? Nogle af hine Galilæer vare altsaa ikke Syndere fremfor andre Mennesker, hine Atten vare ikke skyldige fremfor alle Mennesker, som boede i Jerusalem — og dog deelte de Uskyldige Lod med de Skyldige. Det var en Tilskikkelse, vil Du maaskee sige, ingen Straf; men Jerusalems Undergang var en Straf, og den traf lige haard Skyldige og Uskyldige. Derfor vil Du ikke ængste Dig selv med at overveie saadanne Ting; thi at et Menneske kan have Gjenvordigheder og Lidelser, at disse ligesaa fuldt som Regnen falde baade paa Gode og Onde, det kan Du fatte, men at det skal være en Straf… Og dog fremstiller Skriften det saaledes. Saa er da den Retfærdiges Lod lige med den Uretfærdiges, saa har da Gudsfrygt ingen Forjættelse for dette Liv, som er; saa er da enhver opløftende Tanke, der engang gjorde Dig saa rig paa Mod og Tillid, den er en Indbildning, et Gjøgleværk, som Barnet troer, Ynglingen haaber paa, men som den lidet Ældre ingen Velsignelse finder i, men kun Spot og Forargelse? Dog, denne Tanke oprører Dig, den kan og skal ikke faae Magt til at bedaare Dig, ikke være istand til at sløve Din Sjæl. Retfærdighed vil Du elske, Retfærdighed vil Du øve tidlig og sildig, har den end ingen Løn, Du vil dog øve den, Du føler det, der ligger en Fordring i den, som dog eengang maa blive opfyldt; ikke vil Du hensynke i Mathed, og da engang satte, at Retfærdighed havde Forjættelser, men at Du selv havde udelukket Dig derfra ved ikke at gjøre Retfærdighed. Ikke vil Du stride med Mennesker, med Gud vil Du stride og holde ham fast, han skal ikke kunne løsrive sig fra Dig, uden at han velsigner Dig! Dog, Skriften siger, Du skal ikke gaae i Rette med Gud. Er det ikke det, Du gjør? Er dette nu atter en trøstesløs Tale, er da den hellige Skrift kun givet Mennesket for at ydmyge, for at tilintetgjøre ham? Ingenlunde! Naar det hedder, Du skal ikke gaae i Rette med Gud, da vil det sige, Du maa ikke ville have Ret mod Gud, kun saaledes maa Du gaae i Rette med ham, at Du lærer, at Du har Uret. Ja, det er, hvad Du selv bør ville. Naar det da forbydes Dig at gaae i Rette med Gud, da betegnes derved Din Fuldkommenhed, og ingenlunde siges der, at Du er et ringe Væsen, der ingen Betydning har for ham. Spurven falder til Jorden, den har paa en Maade Ret mod Gud, Lilien visner, den har paa en Maade Ret mod Gud, kun Mennesket har Uret, ham ene er det forbeholdt, hvad der blev negtet Alt, at have Uret mod Gud. Skulde jeg tale anderledes, skulde jeg erindre Dig om en Viisdom, Du vel ofte har hørt, en Viisdom, der nemt nok veed at forklare Alt, uden hverken at gjøre Gud eller Menneskene Uret: Mennesket er et skrøbeligt Væsen, siger den, det vilde være urimeligt af Gud at forlange det Umulige af ham, man gjør hvad man kan, og er man og en enkelt Gang noget efterladende, saa vil Gud aldrig glemme, at vi ere svage og ufuldkomne Væsner. Skal jeg mest beundre de ophøiede Forestillinger om Guddommens Væsen, denne Kløgt forraader, eller det dybe Indblik i det menneskelige Hjerte, den prøvende Bevidsthed, der randsager sig selv, og nu kommer til den magelige og beqvemme Erkjendelse: man gjør hvad man kan? Var det saa let en Sag for Dig, min Tilhører, at afgjøre, hvor Meget det er: hvad man kan? Var Du aldrig i Fare, hvor Du næsten til Fortvivlelse anstrengede Dine Kræfter og dog saa uendelig gjerne ønskede at kunne Mere, og en Anden maaskee med tvivlende og bedende Blikke saae paa Dig, om det ikke var muligt, at Du kunde gjøre Mere? Eller var Du aldrig angst for Dig selv, saa angst, at det var Dig, som var ingen Synd saa sort, ingen Selvkjærlighed saa afskyelig, at den jo kunde snige sig ind i Dig og som en fremmed Magt vinde Herredømme over Dig? Fornam Du ikke denne Angst? thi hvis Du ikke fornam den, da oplade Du ikke Din Mund til at svare, thi Du kan jo ikke svare paa hvad der spørges om; men hvis Du fornam den, min Tilhører, jeg spørger Dig: fandt Du da Hvile i hine Ord „man gjør, hvad man kan”? Eller var Du aldrig i Angst for Andre, saae Du ikke dem vakle i Livet, til hvem Du pleiede at skue op med Tillid og Fortrøstning, og hørte Du da ikke en sagte Stemme, der hviskede til Dig: naar end ikke disse kunne fuldkomme det Store, hvad er da Livet andet end ond Møie og Troen end en Snare, der river os ud i Uendeligheden, hvor vi dog ikke kunne leve, langt bedre da at glemme, at opgive enhver Fordring — hørte Du ikke denne Stemme? thi hvis Du ikke hørte den, da oplade Du ikke Din Mund til at svare, thi Du kan jo ikke svare paa hvad der spørges om; men hvis Du hørte den, min Tilhører, jeg spørger Dig, var dette da Din Trøst, at Du sagde: man gjør hvad man kan? Var dette ikke netop Grunden til Din Uro, at Du ikke vidste med Dig selv, hvor Meget det er man kan, at det i det ene Øieblik syntes Dig saa uendelig Meget, i det andet Øieblik saa saare Lidet? Var ikke derfor Din Angst saa piinlig, fordi Du ikke kunde gjennemtrænge Din Bevidsthed, fordi, jo alvorligere Du selv vilde, jo inderligere Du ønskede at handle, desto forfærdeligere blev den Dobbelthed, Du befandt Dig i: at Du ikke skulde have giort hvad Du kunde, eller at Du virkelig skulde have gjort hvad Du kunde, men Ingen kom Dig til Hjælp?

Enhver alvorligere Tvivl, enhver dybere Bekymring beroliges da ikke ved den Tale: man gjør, hvad man kan. Har Mennesket stundom Ret, stundom Uret, til en vis Grad Ret, til en vis Grad Uret, hvo er da Den, som afgjør det, uden Mennesket, men kan han ikke i Afgjørelsen atter have til en vis Grad Ret og til en vis Grad Uret? Eller er han et andet Menneske, idet han bedømmer sin Handling end idet han handler? Saa skal da Tvivlen herske, bestandig opdage nye Vanskeligheder og Bekymringen skal gaae ved Siden af og indprente den ængstede Sjæl de gjorte Erfaringer? Eller skulde vi foretrække bestandig at have Ret i den Forstand som de ufornuftige Skabninger have det? Saa have vi da kun Valget imellem at være Intet for Gud, eller i evig Qval hvert Øieblik at begynde forfra, uden dog at kunne begynde; thi hvis vi med Bestemthed skulle kunne afgjøre, om vi have Ret i det nærværende Øieblik, da maa dette Spørgsmaal med Bestemthed være afgjort om det foregaaende Øieblik, og saaledes længere og længere tilbage.

Tvivlen er atter sat i Bevægelse, Bekymringen atter vakt; saa lader os stræbe at berolige den ved at overveie:


Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret.

At have Uret — kan der tænkes nogen smerteligere Følelse end denne, og see vi ikke, at Menneskene hellere ville lide Alt, end tilstaae, at de have Uret? Vi billige vel ikke en saadan Haardnakkenhed, hverken hos os selv eller hos Andre, vi mene, at det var visere og bedre handlet, at tilstaae vor Uret, hvor vi virkelig havde den, vi sige da, at Smerten, der følger med Tilstaaelsen, vil være som et bittert Lægemiddel, der vil helbrede; men at det er en Smerte at have Uret, en Smerte at tilstaae det, det dølge vi dog ikke. Vi lide da Smerten, fordi vi vide, at den tjener til vort Bedste, vi fortrøste os til, at det engang vil lykkes os at gjøre kraftigere Modstand, at vi maaskee ville drive det dertil, at vi kun meget sjeldent virkelig have Uret. Denne Betragtning er saa naturlig, saa indlysende for Enhver. Der ligger da noget Opbyggeligt i at have Uret, forsaavidt vi nemlig, idet vi tilstaae det, opbygge os ved Udsigterne til, at det sjeldnere og sjeldnere skal blive Tilfældet. Og dog, det var jo ikke ved denne Betragtning vi vilde berolige Tvivlen, det var jo ved at overveie det Opbyggelige i, at vi altid have Uret. Men var da hiin første Betragtning, der skjænkede Haabet om, med Tiden ikke mere at have Uret, opbyggelig, hvorledes kan da den modsatte Betragtning ogsaa være det, den Betragtning, der vil lære os, at vi altid, saavel det Forbigangne som det Tilkommende betræffende, have Uret?

Dit Liv bringer Dig i et mangfoldigt Forhold til andre Mennesker. Nogle af disse elske Ret og Retfærdighed, andre synes ikke at ville øve dem; de gjøre Uret mod Dig. Din Sjæl er ikke forhærdet mod den Lidelse, de saaledes paaføre Dig, men Du randsager og prøver Dig selv, Du forvisser Dig om, at Du har Ret, og Du hviler rolig og stærk i denne Overbeviisning; hvormeget de end krænke mig, siger Du, denne Fred skulle de dog ikke formaae at frarøve mig, at jeg veed, jeg har Ret, og at jeg lider Uret. Der er en Tilfredsstillelse, en Glæde i denne Betragtning, som vel Enhver af os har smagt, og naar Du vedbliver at lide Uret, da opbygges Du ved den Tanke, at Du har Ret. Denne Betragtning er saa naturlig, saa fattelig, saa ofte prøvet i Livet, og dog er det ikke ved den vi ville berolige Tvivlen og læge Bekymringen, men ved at overveie det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at vi altid have Uret. Kan da den modsatte Betragtning have den samme Virkning?

Dit Liv bringer Dig et mangfoldigt Forhold til andre Mennesker, til Nogle drages Du med en inderligere Kjærlighed end til Andre. Hvis nu et saadant Menneske, der var Gjenstanden for Din Kjærlighed, gjorde Uret mod Dig, ikke sandt, da vilde det smerte Dig, Du vilde nøie prøve Alt, men da vilde Du sige: jeg veed med mig selv, at jeg har Ret, denne Tanke skal berolige mig? O, hvis Du elskede ham, da vilde den ikke berolige Dig, Du vilde efterforske Alt. Du vilde ikke kunne indsee Andet, end at han havde Uret, og dog vilde den Vished forurolige Dig, Du vilde ønske, at Du maatte have Uret, Du vilde søge, om Du ikke kunde finde Noget, der kunde tale til hans Forsvar, og fandt Du ikke det, Du vilde først sinde Hvile i den Tanke, at Du havde Uret. Eller hvis det var Dig paalagt at bære Omsorg for et saadant Menneskes Vel, Du vilde gjøre Alt, hvad der stod i Din Magt, og naar den Anden desuagtet ikke agtede derpaa og kun voldte Dig Sorg, ikke sandt, da vilde Du gjøre Regnskabet op, Du vilde sige: jeg veed, jeg har gjort Ret imod ham? — O nei! hvis Du elskede ham, da vilde denne Tanke ikkun ængste Dig, Du vilde gribe efter enhver Sandsynlighed, og om Du ingen fandt, da vilde Du sønderrive Regnskabet, for at bringe Dig til at glemme det, og Du vilde stræbe at opbygge Dig ved den Tanke, at Du havde Uret.

Saa er det da smerteligt at have Uret og smerteligere jo oftere man har det, opbyggeligt at have Uret og opbyggeligere jo oftere man har det! Dette er jo en Modsigelse. Hvoraf lader den sig forklare uden deraf, at Du i det ene Tilfælde nødes til at erkjende, hvad Du i det andet Tilfælde ønsker at erkjende? Men bliver Erkjendelsen dog ikke den samme, har dette nogen Indflydelse paa den, at man ønsker eller ikke ønsker? Hvoraf lader det sig forklare uden deraf, at Du i det ene Tilfælde elskede, i det andet ikke, med andre Ord, at Du i det ene Tilfælde befandt Dig i et uendeligt Forhold til et Menneske, i et andet Tilfælde i et endeligt? Saa er da det, at ønske at have Uret, Udtryk for et uendeligt Forhold, det, at ville have Ret eller at finde det smerteligt at have Uret, Udtryk for et endeligt Forhold! Saa er det da opbyggeligt, altid at have Uret, thi kun det Uendelige opbygger, det Endelige ikke!

Dersom det nu var et Menneske, Du elskede, om det end lykkedes Din Kjærlighed fromt at bedrage Din Tanke og Dig selv, Du var dog i en bestandig Modsigelse, fordi Du vidste, Du havde Ret, men ønskede og ønskede at troe, at Du havde Uret. Naar det derimod var Gud, Du elskede, skulde der da kunne være Tale om en saadan Modsigelse, skulde Du da kunne være vidende om Andet, end om hvad Du ønskede at troe? Skulde han, der er i Himmelen, ikke være større end Du, der boer paa Jorden, skulde hans Rigdom ikke være overflødigere end Dit Maal, hans Viisdom ikke dybere end Din Kløgt, hans Hellighed større end Din Retfærdighed? Maa Du ikke nødvendig erkjende dette, men maa Du erkjende det, saa er der ingen Modsigelse mellem Din Viden og Dit Ønske. Og dog, dersom Du nødvendig maa erkjende det, saa er der jo ingen Opbyggelse i den Tanke, at Du altid har Uret, thi det blev jo sagt, at Grunden, hvorfor det den ene Gang kunde vise sig smerteligt at have Uret, den anden Gang opbyggeligt, var, fordi man i det ene Tilfælde nødsagedes til at erkjende, hvad man i det andet Tilfælde ønskede at erkjende. Saa var Du da vel i Dit Forhold til Gud befriet fra Modsigelsen, men Du havde tabt Opbyggelsen, og dog var det jo netop det, vi vilde overveie: det Opbyggelige i, at vi mod Gud altid have Uret.

Skulde det nu virkelig være saaledes? Hvorfor ønskede Du at have Uret mod et Menneske? fordi Du elskede; hvorfor fandt Du det opbyggeligt? fordi Du elskede. Jo mere Du elskede, jo mindre fik Du Tid til at overveie, om Du havde Ret eller ikke, Din Kjærlighed havde kun eet Ønske, at Du bestandig maatte have Uret. Saaledes ogsaa i Dit Forhold til Gud. Du elskede Gud, og derfor kunde Din Sjæl kun finde Hvile og Glæde i, at Du altid maatte have Uret. Det var ikke fra Tankens Besværlighed Du kom til denne Erkjendelse, Du nødsagedes ikke, thi naar Du er i Kjærlighed, da er Du i Frihed. Naar Tanken da forvissede Dig om, at dette forholdt sig rigtigt, at det ikke kunde forholde sig anderledes end at Du altid maatte have Uret eller Gud altid maatte have Net, da fulgte dette bagefter; og Du kom ikke til Visheden om, at Du havde Uret, fra den Erkjendelse, at Gud havde Ret; men fra det Kjærlighedens eneste og høieste Ønske, at Du altid maatte have Uret, kom Du til den Erkjendelse, at Gud altid havde Ret. Men dette Ønske er Kjærlighedens og altsaa Frihedens Sag, og Du nødsagedes da ingenlunde til at erkjende, at Du altid havde Uret. Det blev Dig da ikke vist, at Du altid havde Uret, ved Overveielsen, men Visheden laae deri, at Du opbyggedes derved.

Det er da altsaa en opbyggelig Tale, at vi mod Gud altid have Uret. Dersom det ikke var Tilfældet, dersom denne Forvisning ikke havde sit Udspring fra hele Dit Væsen, det er fra Kjærligheden i Dig, da havde Din Betragtning ogsaa faaet et andet Udseende. Du havde erkjendt, at Gud altid havde Ret, dette nødsagedes Du til at erkjende, som en Følge deraf nødsagedes Du til at erkjende, at Du altid har Uret; men til at gjøre Anvendelse deraf paa Dig selv, til at optage denne Erkjendelse i Dit hele Væsen, kan Du egentlig ikke nødsages. Du erkjendte da, at Gud altid havde Ret, og som en Følge deraf Du altid Uret, men denne Erkjendelse opbyggede Dig ikke. Der ligger intet Opbyggeligt i at erkjende, at Gud altid har Ret, og altsaa heller ei i nogen Tanke, der med Nødvendighed følger heraf. Naar Du erkjender, at Gud altid har Ret, da staaer Du udenfor Gud, og ligesaa, naar Du som en Følge deraf erkjender, at Du altid har Uret. Naar Du derimod ikke i Kraft af nogen foregaaende Erkjendelse fordrer og er forvisset om, at Du altid har Uret, da er Du skjult i Gud. Dette er Din Tilbedelse, Din Andagt, Din Gudsfrygt.

Du elskede et Menneske, Du ønskede altid at maatte have Uret mod ham, ak, men han blev Dig troløs, og hvor nødig Du end vilde, hvor meget det end smertede Dig, Du fik dog Ret mod ham og Uret i, at Du elskede ham saa høit. Og dog fordrede Din Sjæl at elske saaledes, kun deri kunde Du finde Hvile og Fred og Lykke. Da vendte den sig bort fra det Endelige til det Uendelige; der fandt den sin Gjenstand, der blev Din Kjærlighed lykkelig. Gud vil jeg elske, sagde Du, han giver den Elskende Alt, han opfylder mit høieste, mit eneste Ønske, at jeg mod ham altid maa have Uret; aldrig skal nogen ængstende Tvivl rive mig bort fra ham, aldrig skal den Tanke forfærde mig, at jeg kunde faae Ret mod ham, mod Gud har jeg altid Uret.

Eller er det ikke saa, var dette ikke Dit eneste Ønske, Dit høieste, og greb der Dig ikke en forfærdelig Angst, naar den Tanke et Øieblik kunde opkomme i Din Sjæl, at Du kunde have Ret, at Guds Styrelse ikke var Viisdom, men Dine Planer; at Guds Tanker ikke var Retfærdighed, men Dine Idrætter; at Guds Hjerte ikke var Kjærlighed, men Dine Følelser? Og var det ikke Din Salighed, at Du aldrig kunde elske, som Du blev elsket? Saa er da dette, at Du mod Gud altid har Uret, ikke en Sandhed, Du maa erkjende, ikke en Trøst, der lindrer Din Smerte, ikke et Vederlag for noget Bedre, men det er en Glæde, i hvilken Du seirer over Dig selv og over Verden, Din Fryd, Din Lovsang, Din Tilbedelse, en Beviisning for, at Din Kjærlighed er lykkelig, som kun den Kjærlighed er det, hvormed man elsker Gud.

Saa er da det, at vi mod Gud altid have Uret, en opbyggelig Tanke; det er opbyggeligt, at vi have Uret, opbyggeligt, at vi altid have det. Den viser sin opbyggende Kraft paa en dobbelt Maade, deels derved, at den standser Tvivlen og beroliger Tvivlens Bekymring, deels derved, at den opmuntrer til Handling.

Du mindes vel endnu, min Tilhører, en Viisdom, der i det Foregaaende blev betegnet? Den saae saa trofast og paalidelig ud, den forklarede Alt saa let, den var villig til at frelse ethvert Menneske gjennem Livet, uanfægtet af Tvivlens Storme. Man gjør hvad man kan, tilraabte den den Raadvilde. Og det er jo unegteligt, naar man blot gjør det, saa er man hjulpen. Videre havde den ikke at sige, den forsvandt som en Drøm, eller den blev en eensformig Gjentagelse i den Tvivlendes Øre. Naar han da vilde bruge den, da viste det sig, at han ikke kunde bruge den, at den hildede ham i en Snare af Vanskeligheder. Han kunde ikke faae Tid til at overveie, hvad han kunde gjøre, thi han skulde jo paa samme Tid gjøre hvad han kunde gjøre. Eller fik han Tid til at overveie, saa gav Prøvelsen ham et Mere eller Mindre, en Tilnærmelse, men aldrig noget Udtømmende. Hvorledes skulde ogsaa et Menneske kunne udmaale sit Forhold til Gud ved et Mere eller et Mindre, eller ved en Tilnærmelses Bestemmelse? Han forvissede sig da om, at denne Viisdom var en forrædersk Ven, der under Skin af at hjælpe ham indviklede ham i Tvivl, ængstede ham ind i et vedvarende Kredsløb af Forvirring. Hvad der før havde været ham dunkelt, men ikke bekymret ham, det blev ham nu ikke mere klart, men hans Sind ængstet i Tvivl og bekymret. Kun i et uendeligt Forhold til Gud kunde Tvivlen beroliges; kun i et uendeligt frit Forhold til Gud kunde hans Bekymring forvandles til Glæde. I et uendeligt Forhold er han til Gud, naar han erkjender, at Gud altid har Ret; i et uendeligt frit Forhold, naar han erkjender, at han altid har Uret. Saa er da Tvivlen standset; thi Tvivlens Bevægelse laae netop deri, at han det ene Øieblik skulde have Ret, i det andet Øieblik Uret, til en vis Grad have Ret, til en vis Grad Uret, og dette skulde betegne hans Forhold til Gud; men et saadant Forhold til Gud er intet Forhold, og dette var Tvivlens Næring. I sit Forhold til et andet Menneske var det vel muligt, at han deels kunde have Uret, deels Ret, til en vis Grad Uret, til en vis Grad Ret, fordi han selv og ethvert Menneske er en Endelighed og deres Forhold et endeligt Forhold, der ligger i et Mere eller Mindre. Saalænge derfor Tvivlen vilde gjøre det uendelige Forhold endeligt, og saalænge Viisdommen vilde udfylde det uendelige Forhold med Endelighed, saa længe blev han i Tvivlen. Hver Gang da Tvivlen vil ængste ham med det Enkelte, vil lære ham, at han lider for meget eller prøves over Kræfter, da glemmer han det Endelige i det Uendelige, at han altid har Uret. Hver Gang Tvivlens Bekymring vil gjøre ham sørgmodig, da opløfter han sig over det Endelige i det Uendelige; thi det, at han altid har Uret, er den Vinge, paa hvilken han svinger sig over Endeligheden, det er den Længsel, med hvilken han søger Gud, det er den Kjærlighed, i hvilken han finder Gud.

Mod Gud have vi da altid Uret. Men er denne Tanke ikke bedøvende, er den ikke, hvor opbyggelig den end kan være, farlig for Mennesket, dysser den ham ikke i en Søvn, i hvilken han drømmer om et Forhold til Gud, der dog intet virkeligt Forhold er, fortærer den ikke Villiens Kraft og Forsættets Styrke? Ingenlunde! Eller var det Menneske, der ønskede mod et andet Menneske altid at have Uret, var han sløv og uvirksom, gjorde han ikke Alt hvad der stod i hans Magt for at have Ret, og dog ønskede han kun at have Uret? Og skulde da den Tanke, at vi mod Gud altid have Uret, ikke være begeistrende, thi hvad udtrykker det Andet end, at Guds Kjærlighed altid er større end vor Kjærlighed? Gjør denne Tanke ham ikke glad til at handle, thi naar han tvivler, da har han ingen Kraft til at handle, gjør den ham ikke brændende i Aanden, thi naar han endeligt betegner, da udslukkes Aandens Liv? Om da Dit eneste Ønske blev Dig negtet, min Tilhører, Du er dog glad, Du siger ikke: Gud har altid Ret, thi deri er ingen Glæde; Du siger: mod Gud har jeg altid Uret. Om Du selv var den, der maatte negte Dig Dit høieste Ønske, Du er dog glad, Du siger ikke: Gud har altid Ret, thi deri er ingen Jubel; Du siger: mod Gud har jeg altid Uret. Om det, der var Dit Ønske, var hvad Andre og Du selv i en vis Forstand maa kalde Din Pligt, om Du ikke blot maatte fornegte Dit Ønske, men paa en Maade svige Din Pligt, om Du ikke blot tabte Din Glæde men selv Æren, Du er dog glad; mod Gud, siger Du, har jeg altid Uret. Om Du bankede, men der blev ikke opladt, om Du ledte, men ikke fandt, om Du arbeidede, men Intet fik, om Du plantede og vandede, men ingen Velsignelse saae, om Himlen var lukket, og Vidnesbyrdet udeblev, Du er dog glad i Din Gjerning, om Straffen, som Fædrenes Brøde havde nedkaldt, kom over Dig, Du er dog glad, thi mod Gud have vi altid Uret.

Mod Gud have vi altid Uret, denne Tanke standser da Tvivlen og beroliger dens Bekymring, den opmuntrer og begeistrer til Handling.

Din Tanke har nu fulgt Udviklingens Gang, hurtigt forud ilende maaskee, naar det var ad bekjendte Veie, den førte Dig, langsomt, modstræbende maaskee, naar Veien var Dig fremmed, men dette maatte Du jo dog tilstaae, at det forholdt sig saaledes, som det blev udviklet, og Din Tanke havde Intet at indvende derimod. Inden vi skilles ad, endnu et Spørgsmaal, min Tilhører: ønskede Du, kunde Du ønske, at det skulde forholde sig anderledes? Kunde Du ønske, at Du skulde have Ret, kunde Du ønske, at hiin skjønne Lov, der i Aartusinder har baaret Slægten gjennem Livet og hvert Led i Slægten, hiin skjønne Lov, herligere end den, der bærer Stjernerne paa deres Bane over Himlens Hvælving, kunde Du ønske, at hiin Lov brast, forfærdeligere end om hin Naturens Lov tabte sin Kraft og Alt opløstes i rædsomt Chaos? Kunde Du ønske det? Jeg har intet Vredens Ord at forfærde Dig med, Dit Ønske skal ikke fremgaae af Angst over det Formastelige i den Tanke, at ville have Ret mod Gud, jeg spørger Dig blot: ønskede Du, at det skulde være anderledes? Maaskee har min Stemme ikke Kraft og Inderlighed nok, min Røst kan ikke trænge ind i Din inderste Tanke, o, men spørg Dig selv, spørg Dig med den høitidelige Uvished, med hvilken Du vilde henvende Dig til et Menneske, som Du vidste med et eneste Ord var istand til at afgjøre Dit Livs Lykke, spørg Dig endnu alvorligere; thi det er i Sandhed en Saligheds Sag. Stands ikke Din Sjæls Flugt, bedrøv ikke det Bedre i Dig, mat ikke Din Aand ved halve Ønsker og halve Tanker. Spørg Dig, og hold ved at spørge, indtil Du finder Svaret; thi man kan have erkjendt en Ting mange Gange, anerkjendt den, man kan have villet en Ting mange Gange, forsøgt den, og dog, først den dybe indre Bevægelse, først Hjertets ubeskrivelige Rørelse, først den forvisser Dig om, at hvad Du har erkjendt, tilhører Dig, at ingen Magt kan tage det fra Dig; thi kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig.