Enten — Eller. Første Deel/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn

indeholdende A.'s Papirer

Enten-Eller Første Deel.djvu Enten-Eller Første Deel.djvu/1 213-226

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Den Ulykkeligste.


En begeistret Tiltale til ΣΥΜΠΑΡΑΝΕΚΡΩΜΕΝΟΙ.


Peroration i Fredagsmøderne.
Der skal som bekjendt etsteds i England være en Grav, der

ikke udmærker sig ved et pragtfuldt Monument eller en veemodig Omgivelse, men ved en lille Indskrift — „den Ulykkeligste.” Man skal have aabnet Graven, men intet Spor fundet af et Liig. Vækker det mest Forundring, at man ikke fandt et Liig, eller at man aabnede Graven? I Sandhed besynderligt, at man har givet sig Tid til at eftersee, om der fandtes Nogen i den. Naar man paa et Epitaphium læser et Navn, da fristes man let til at tænke, hvorledes mon hans Liv henrandt i Verden, man kunde ønske at stige ned i Graven til ham for at samtale med ham. Men denne Indskrift, den er saa betydningsfuld! En Bog kan have en Titel, der giver En Lyst til at læse Bogen, men en Titel kan i sig være saa tankerig, saa personlig tiltalende, at man aldrig vil læse Bogen. I Sandhed, denne Indskrift er saa betydningsfuld, alt eftersom man er stemt, rystende eller glædelig — for hver Den, der i sit stille Sind hemmelig maaskee havde trolovet sig med den Tanke, at han var den Ulykkeligste. Men jeg kan tænke et Menneske, hvis Sjæl ikke kjender slige Sysler, ham har det været en Opgave for hans Nysgjerrighed at faae at vide, om der virkelig fandtes Nogen i denne Grav. Og see, Graven var tom! Er han maaskee staaet op igjen, har han maaskee villet spotte Digterens Ord:

— — i Graven er Fred,
Dens tause Beboer af Sorgen ei veed;

fandt han ingen Hvile, end ikke i Graven, vandrer han maaskee igjen ustadig om i Verden, har han forladt sit Huus, sit Hjem, blot ladet sin Adresse tilbage! Eller er han endnu ikke funden, han den Ulykkeligste, hvem end ikke Eumeniderne forfølge til han finder Templets Der og de ydmygt Bedendes Bænk, men hvem Sorgerne holde i Live, Sorgerne følge til Graven!

Skulde han ikke være funden, da lader os, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, som Korsriddere tiltræde en Vandring, ikke til hiin hellige Grav i det lykkelige Østen, men til hin sørgelige Grav i det ulykkelige Vesten. Ved hiin tomme Grav ville vi søge ham, den Ulykkeligste, visse paa at finde ham; thi som de Troendes Længsel stunder til den hellige Grav, saaledes drages de Ulykkelige mod Vesten til hiin tomme Grav, og Enhver opfyldes af den Tanke, at den er bestemt for ham.

Eller skulde en saadan Overveielse ikke være en værdig Gjenstand for vor Betragtning, vi, hvis Virksomhed, at jeg skal efterkomme vort Selskabs hellige Skikke, er Forsøg i den aphoristiske tilfældige Andagt, vi, der ikke tænke og tale aphoristisk, men leve aphoristisk, vi, der leve ἀϕοϱισμενοι og segregati, som Aphorismer i Livet, uden Samfund med Menneskene, udeelagtige i deres Sorger og deres Glæder, vi, der ikke ere Medlydere i Livets Larm, men eensomme Fugle i Nattens Stilhed, kun en enkelt Gang forsamlede for at opbygges ved Forestillinger om Livets Usselhed, om Dagens Længde og Tidens uendelige Varighed, vi, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, som ikke troe paa Glædens Spil, eller paa Daarernes Lykke, vi som Intet tro paa uden paa Ulykken.

See, hvor de trænge sig frem i talløs Mængde, alle de Ulykkelige. Dog, Mange ere de, som troe sig kaldede, Faa ere de Udvalgte. En Adskillelse skal der befæstes imellem dem — et Ord, og Hoben forsvinder; udelukkede ere nemlig, ubudne Gjæster, alle De, som mene, at Døden er den største Ulykke, som bleve,ulykkelige, fordi de frygte Døden; thi vi, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, vi, som de romerske Soldater, frygte ikke Døden, vi kjende værre Ulykke, og først og sidst fremfor Alt — det at leve. Ja hvis der var et Menneske, der ikke kunde døe, hvis det er sandt, hvad Sagnet fortæller om hiin evige Jøde, hvorledes skulde vi tage i Betænkning at erklære ham for den Ulykkeligste? Da lod det sig forklare, hvorfor Graven var tom, for at betegne, at den Ulykkeligste var Den, der ikke kunde døe, der ikke kunde slippe ned i en Grav. Da var Sagen afgjort, Svaret let: thi ulykkeligst var Den, der ikke kunde døe, lykkelig Den, der kunde det; lykkelig Den, der døde i sin Alderdom, lykkeligere Den, der døde i sin Ungdom, lykkeligst Den, der døde idet han blev født, allerlykkeligst Den, der aldrig var født. Men saaledes er det ikke, Døden er den fælles Lykke for alle Menneske, og forsaavidt som derfor den Ulykkeligste ikke er funden, da maa han være at søge indenfor denne Begrændsning.

See, Hoben forsvandt, Tallet formindskedes. Ikke siger jeg nu: skjænker mig Eders Opmærksomhed, thi jeg veed, jeg har den; ikke: laaner mig Eders Øren, thi jeg veed, de tilhøre mig. Eders Øine funkle, I reise Eder i Sæderne. Det er en Væddestrid, som det vel er værd at være med i, en Kamp endnu forfærdeligere end om den var paa Liv og Død; thi Døden frygte vi ikke. Men Belønningen, ja den er stoltere end nogen anden i Verden, og vissere; thi Den der er forsikkrer om, at han er den Ulykkeligste, han behøver jo ikke at frygte Lykken, han skal ikke smage den Ydmygelse i sin sidste Stund at maatte raabe: Solon, Solon, Solon!

Saa aabne vi da en fri Concurrence, fra hvilken Ingen hverken ved Stand eller ved Alder skal være udelukket. Udelukket er Ingen uden den Lykkelige og Den, som frygter Døden — velkommen er ethvert værdigt Medlem af de Ulykkeliges Menighed, Høisædet bestemt for enhver virkelig Ulykkelig, Graven for den Ulykkeligste. Min Stemme lyder ud i Verden, hører den, alle I, som kalde Eder Ulykkelige i Verden, men som ikke frygte Døden. Min Stemme lyder tilbage i Tiden; thi ikke ville vi være sophistiske nok til at udelukke de Afdøde, fordi de ere døde, thi de have jo levet. Jeg besværger Eder, tilgiver, at jeg et Øieblik forstyrrer Eders Ro; møder ved denne tomme Grav. Tre Gange raaber jeg det høit ud over Verden, hører dette, I Ulykkelige; thi ikke er det vor Hensigt her i en Afkrog af Verden at afgjøre denne Sag imellem os. Stedet er fundet, hvor den maa afgjøres for Alverden!

Dog førend vi gaae over til at afhøre de Enkelte, lader os gjøre os skikkede til at sidde her som værdige Dommere og Medstridere. Lader os styrke vor Tanke, væbne den mod Øiets Besnærelse; thi hvilken Stemme er vel saa indsmigrende som den Ulykkeliges, hvilken saa bedaarende som den Ulykkeliges, naar han taler om sig egen Ulykke. Lader os gjøre os værdige til at sidde som Dommere, Medstridere, at vi ikke tabe Oversigten, ikke forvirres af de Enkelte; thi Sorgens Veltalenhed er uendelig og uendelig opfindsom. Vi ville dele de Ulykkelige i bestemte Flotte, og kun Een for hver bliver stedet til Orde; thi dette ville vi ikke negte, at intet enkelt Individ er det ulykkeligste, men at det er en Klasse; men derfor ville vi ikke tage i Betænkning at tilkjende Repræsentaten for denne Klasse Navnet: den Ulykkeligste, ikke tage i Betænkning at tilkjende ham Graven.

I alle Hegels systematiske Skrifter er der et Ansnit, der handler om den ulykkelige Bevidsthed. Med en inderlig Uro og Hjertebanken gaaer man altid til Læsningen af saadanne Undersøgelser, med Frygt for, at man skal faae for Meget eller for Lidet at vide. Den ulykkelige Bevidsthed det er et Ord, der blot tilfældig anbragt i Talens Løb næsten kan faae Blodet til at isne, Nerverne til at gyse, og nu, saa udtrykkelig udtalt, ligesom hiint hemmelighedsfulde Ord i en Fortælling af Clemens Brentano: tertia nux mors est — kan bringe En som en Synder til at skjælve. Ak, lykkelig Den, der ikke har mere med den Sag at gjøre end at skrive en Paragraph derom; endnu lykkeligere Den, der kan skrive den følgende. Den Ulykkelige er nu Den, der har sit Ideal, sit Livs Indhold, sin Bevidstheds Fylde, sit egentlige Væsen paa en eller anden Maade udenfor sig. Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende. Men fraværende kan man aabenbar være enten i den forbigangne eller den tilkommende Tid. Herved er tilstrækkelig hele den ulykkelige Bevidstheds Territorium omskrevet. For denne faste Begrændsning ville vi takke Hegel, og nu, da vi ikke blot ere Philosopher, der paa Afstand see dette Rige, ville vi som Indfødte nøiere iagttage de forskjellige Stadier, der ligge heri. Den Ulykkelige er altsaa fraværende. Men fraværende er man, naar man er enten i den forbigangne eller tilkommende Tid. Udtrykket maa her urgeres; thi det er aabenbart, hvad Sprogvidenskaben ogsaa lærer os, at der er et tempus, der er nærværende i en forbigangen Tid, og et tempus, der er nærværende i en tilkommende; men tillige lærer samme Videnskab os, at der er et tempus, der er plus qvam perfectum, hvori der intet Præsentisk er, og et futurum exactum af samme Beskaffenhed. Dette er de haabende og de erindrende Individualiteter. Disse ere vel i en vis Forstand, forsaavidt de nemlig ere alene haabende eller alene erindrende, ulykkelige Individualiteter, dersom ellers kun den Individualitet, der er sig selv nærværende, er den lykkelige. Imidlertid kan man dog ikke i streng Forstand kalde en Individualitet ulykkelig, der er præsentisk i Haab eller i Erindring. Det, her nemlig maa udhæves, er, at han er præsentisk deri. Vi ville ogsaa see deraf, at eet Slag, det være iøvrigt saa tungt som det være vil, umuligt kan gjøre et Menneske til det ulykkeligste. Eet Slag kan nemlig enten kun berøve ham Haabet og derved gjøre ham præsentisk i Erindringen, eller Erindringen og derved præsentisk i Haabet. Vi gaae nu videre og ville nu see, hvorledes da den ulykkelige Individualitet nærmere maa bestemmes. Først betragte vi den haabende Individualitet. Naar han nu som haabende (og altsaa forsaavidt ulykkelig) Individualitet ikke er sig selv præsentisk, saa bliver han i strengere Forstand ulykkelig. Et Individ, der haaber et evigt Liv, er vel i en vis Forstand en ulykkelig Individualitet, forsaavidt han giver Afkald paa det nærværende, men er dog ikke i streng Forstand ulykkelig, fordi han er sig selv præsentisk i dette Haab og ikke kommer i Strid med Endelighedens enkelte Momenter. Kan han derimod ikke blive sig præsentisk i Haabet, men taber sit Haab, haaber igjen og saaledes fremdeles, saa er han sig selv fraværende, ikke blot i den nærværende, men ogsaa i den tilkommende Tid, saa have vi en Formation af Ulykkelige. Betragte vi den erindrende Individualitet, saa er det ligesaa. Kan han blive sig selv nærværende i den forbigangne Tid, saa er han ikke i streng Forstand ulykkelig; men kan han ikke dette, men bliver bestandig sig selv fraværende i en forbigangen Tid, saa have vi en Formation af Ulykkelige.

Erindringen er fortrinsviis de Ulykkeliges egentlige Element, som naturligt er, fordi den forbigangne Tid har den mærkelige Egenskab, at den er forbi, den tilkommende, at den skal komme, og man kan derfor i en vis Forstand sige, at den tilkommende Tid ligger den nærværende nærmere end den forbigangne gjør det. For at nu den haabende Individualitet skal blive præsentisk i den tilkommende Tid, maa den have Realitet, eller rettere, den maa faae Realitet for ham; for at den erindrende Individualitet skal blive præsentisk i den forbigangne Tid, maa den have Realitet for ham. Men naar den haabende Individualitet vil haabe en tilkommende Tid, som dog ingen Realitet kan saae for ham, eller den Erindrende vil erindre en Tid, som ingen Realitet har havt, saa have vi de egentlige ulykkelige Individualiteter. Det første skulde man ikke troe var muligt eller ansee for reen Vanvid, imidlertid er det ikke saa; thi vel haaber den haabende Individualitet ikke Noget, der ikke har Realitet for den, men den haaber Noget, den selv veed ikke kan realiseres. Naar nemlig en Individualitet, idet den mister Haabet, istedetfor at blive en erindrende Individualitet, vil vedblive at være en haabende, saa have vi en saadan Formation. Naar en Individualitet, idet han mister Erindringen, eller idet han Intet har at erindre, ikke vil blive en haabende, men vedblive at være en erindrende, saa have vi en Formation af Ulykkelige. Hvis saaledes et Individ fortabte sig i Oldtiden eller i Middelalderen eller hvilkensomhelst anden Tid, men saaledes, at denne havde en afgjort Realitet for ham, eller han fortabte sig i sin egen Barndom eller Ungdom, saaledes, at denne havde havt en afgjort Realitet for ham, saa var han egentlig ingen i streng Forstand ulykkelig Individualitet. Vilde jeg derimod tænke mig et Menneske, der selv ingen Barndom havde havt, da denne Alder var gaaet ham forbi uden egentlig Betydning, men som nu, f. Ex. ved at blive Lærer for Børn, opdagede alt det Skjønne, der ligger i Barndommen, og som nu vilde erindre sin egen Barndom, altid stirre tilbage paa den, saa var han vel et ret passende Exempel. Baglænds vilde han da komme til at opdage Betydningen af det, der for ham var forbi, og som han dog vilde erindre i sin Betydning. Tænkte jeg mig et Menneske, der havde levet uden at satte Livets Glæde eller dets Nydelse, og som nu i sit Dødsøieblik fik Øie derfor, tænkte jeg mig, at han ikke døde, hvilket vilde være det Heldigste, men levede op igjen, uden derfor at leve om igjen, saa vilde han vel kunne komme i Betragtning, hvor der blev Spørgsmaal om, hvo der var den Ulykkeligste.

Haabets ulykkelige Individualiteter have aldrig det Smertelige ved sig som Erindringens. De haabende Individualiteter have altid en mere glædelig Skuffelse. Derfor vil den Ulykkeligste altid være at søge blandt Erindringens ulykkelige Individualiteter.

Dog, vi ville gaae videre, vi ville tænke os en Combination af de tvende beskrevne, i strengere Forstand ulykkelige Formationer. Den ulykkelige haabende Individualitet kunde ikke blive sig selv præsentisk i sin Haaben, ligesom den ulykkelige erindrende ikke kunde blive sig selv præsentisk i sin Erindren. Combinationen kan kun være denne, at det, der forhindrer ham i at blive præsentisk i sin Haaben, er Erindringen, det, der forhindrer ham i at blive præsentisk i Erindringen, er Haabet. Dette ligger deri paa den ene Side, at han bestandig haaber hvad der skulde erindres; hans Haab bliver bestandig skuffet, men idet det bliver skuffet, opdager han, at det ikke kommer deraf, at Maalet bliver skudt længere ud, men deraf, at han er Maalet forbi, at det allerede er oplevet eller skulde være oplevet og saaledes gaaet over i Erindringen. Paa den anden Side erindrer han bestandig hvad han skulde haabe; thi det Tilkommende har han allerede i Tanken taget op, i Tanken har han oplevet det, og dette Oplevede erindrer han, istedetfor han skulde haabe det. Det, han altsaa haaber, ligger bag ved ham, det, han erindrer, ligger foran. Hans Liv er ikke baglænds, men i dobbelt Retning bagvendt. Sin Ulykke vil han snart mærke, om han end ikke fatter, hvori det egentlig ligger. For at han imidlertid ret skal faae Leilighed til at føle den, træder Misforstaaelsen til, der i ethvert Øieblik paa en besynderlig Maade spotter. Han nyder til dagligt Brug den Ære at blive anseet for at være ved sine fulde fem, og dog veed han, at hvis han vilde forklare et eneste Menneske, hvorledes det egentlig hænger sammen med ham, saa vilde han blive erklæret for afsindig. Dette er til at blive afsindig over, og dog bliver han det ikke, og dette er netop hans Ulykke. Hans Ulykke er, at han er kommen for tidlig til Verden og derfor bestandig kommer for sildig. Han er bestandig ganske nær ved Maalet, og i samme Øieblik er han borte derfra; han opdager da, at det der nu gjør ham ulykkelig, fordi han har det, eller fordi han er saaledes, netop er det der for nogle Aar siden vilde have gjort ham lykkelig, hvis han havde havt det, medens han blev ulykkelig, fordi han ikke havde det. Hans Liv har ingen Betydning ligesom hiin Ancæus's om hvem det er Skik og Brug at sige, at Intet vides om ham, uden dette, at han gav Anledning til et Ordsprog:

πολλα μεταξυ πελει ϰυλιϰος ϰαι χειλεος ἀϰϱου,

som om dette ikke var meer end nok. Hans Liv kjender ingen Ro og har intet Indhold, han er sig ikke præsentisk i Øieblikket, ikke præsentisk i den tilkommende Tid, thi det Tilkommende er oplevet, ikke i den forbigangne Tid, thi det Forbigangne er endnu ikke kommet. Saaledes jages han omkring som Latone til Hyperboræernes Mørke, til Æqvators lyse Ø, og kan ikke komme til at føde og er bestandig som en Fødende. Ene sig selv overladt staaer han i den vide Verden, han har ingen Samtid, han kan knytte sig til, ingen Fortid, han kan længes efter, thi hans Fortid er endnu ikke kommen, ingen Eftertid, han kan haabe paa, thi hans Eftertid er allerede forbi. Ene har han ligeoverfor sig den hele Verden som det Du, med hvilken han ligger i Conflikt; thi hele den øvrige Verden er for ham kun een Person, og denne Person, denne uadskillelig paatrængende Ven, det er Misforstaaelsen. Han kan ikke blive gammel, thi han har aldrig været ung; han kan ikke blive ung, thi han er allerede bleven gammel; han kan paa en Maade ikke døe, thi han har jo ikke levet; han kan paa en Maade ikke leve, thi han er jo allerede død; han kan ikke elske, thi Kjærligheden er altid præsentisk, og han har ingen nærværende Tid, ingen tilkommende, ingen forbigangen, og dog er han en sympathetisk Natur, og han hader Verden, kun fordi han elsker den; han har ingen Lidenskab, ikke fordi han mangler den, men fordi han i samme Øieblik har den modsatte; han har ikke Tid til Noget, ikke fordi hans Tid er opfyldt af Andet, men fordi han slet ingen Tid har; han er afmægtig, ikke fordi han mangler Kraft, men fordi hans egen Kraft gjør ham afmægtig.

Dog, snart er vel vort Hjerte hærdet nok, vort Øre tilstoppet, om end ikke lukket. Vi have hørt Overveielsens besindige Stemme, lader os fornemme Lidenskabens Veltalenhed, kort, fyndig, som al Lidenskab er det.

Der staaer en ung Pige. Hun klager over, at hendes Elsker er bleven hende utro. Derpaa kan ikke reflekteres. Men hun elskede ham alene i den ganske Verden, hun elskede ham af sin hele Sjæl, af sit ganske Hjerte og af al sin Tanke — saa kan hun jo erindre og sørge.

Er det et virkeligt Væsen eller er det et Billede, er det en Levende, der døer, eller en Død, der lever — det er Niobe. Hun misiede Alt paa eengang; hun tabte, hvad hun gav Livet, hun tabte, hvad der gav hende Livet! Seer op til hende kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, hun staaer lidet høiere end Verden, paa en Gravhøi som en Mindesteen. Men intet Haab vinker hende, ingen Fremtid bevæger hende, ingen Udsigt frister hende, intet Haab uroliger hende — haabløs staaer hun forstenet i Erindring; hun var ulykkelig et Øieblik, i samme Øieblik blev hun lykkelig, og Intet kan tage hendes Lykke fra hende; Verden vexler, men hun kjender ingen Omskiftelse, og Tiden kommer, men for hende er der ingen tilkommende Tid.

See hist hvilken skjøn Forening! Den ene Slægt rækker den anden Haanden! Er det til Velsignelse, til trofast Sammenhold, til glade Dandse? Det er Oedips forstødte Slægt, og Støvet forplanter sig og knuser den Sidste — det er Antigone. Dog hende er der sørget for; en Slægts Sorg er nok for et Menneskeliv. Hun har vendt Haabet Ryggen, hun har ombyttet dets Ustadighed med Erindringens Troskab. Saa bliv da lykkelig, kjære Antigone! Vi ønske Dig et langt Liv, betydningsfuldt som et dybt Suk. Gid ingen Glemsel maa berøve Dig Noget! Gid Sorgens daglige Bitterhed maa rækkes Dig rigelig!

En kraftfuld Skikkelse viser sig; men han er jo ikke ene, han har altsaa Venner, hvorledes kommer han da her? Det er Sorgens Patriarch, det er Hjob — og hans Venner. Han mistede Alt, men ikke ved eet Slag; thi Herren tog, og Herren tog, og Herren tog. Venner lærte ham at fornemme Tabets Bitterhed; thi Herren gav, og Herren gav, og Herren gav og en uforstandig Hustru i Tilgift. Han tabte Alt; thi hvad han bevarede det ligger udenfor vor Interesse. Ærbødighed tilkommer ham, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, for hans graae Haar og hans Ulykke. Han tabte Alt; men han havde besiddet det.

Hans Haar er graat, hans Hoved bøiet, hans Aasyn falden, hans Sjæl bekymret. Det er den forlorne Søns Fader. Han mistede som Hjob hvad ham var kjærest i Verden, dog Herren tog det ikke, men Fjenden; han tabte det ikke, men han taber det; det er ikke taget bort fra ham, men det forsvinder. Ikke sidder han hjemme ved Arnestedet i Sæk og Aske; han er staaet op fra sit Hjem, har forladt Alt for at søge den Fortabte; han griber efter ham, men hans Arm naaer ham ikke; han raaber efter ham, men hans Stemme indhenter ham ikke. Dog han haaber, om end gjennem Taarer, han øiner ham, om end gjennem Taager, han indhenter ham, om end i Døden. Hans Haab gjør ham bedaget, og Intet binder ham til Verden uden det Haab, han lever for. Hans Fod er træt, hans Øie dunkelt, hans Legeme søger Hvile, hans Haab lever. Hans Haar er hvidt, hans Legeme affældigt, hans Fod standser, hans Hjerte brister, hans Haab lever. Reiser ham op, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, han var ulykkelig.

Hvo er den blege Skikkelse, kraftløs som en Skygge af en Død! Hans Navn er glemt, mange Aarhundreder ere forløbne siden hine Dage. Han var en Yngling, han var begeistret. Han søgte Martyriet. I Tanken saae han sig naglet til Korset og Himlen aaben; men Virkeligheden var ham for tung, Sværmeriet forsvandt, han fornegtede sin Herre og sig selv. Han vilde bære en Verden, men han forløftede sig paa den; hans Sjæl blev ikke knust, ikke tilintetgjort, den blev brudt, hans Aand værkbrudden, hans Sjæl blev lam. Lykønsker ham, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, han var ulykkelig. Og dog han blev jo lykkelig, han blev jo hvad han ønskede at blive, han blev Martyr, om hans Martyrium end ikke blev, hvad han havde villet, at nagles til Korset eller at kastes for vilde Dyr, men levende at brændes, langsomt at fortæres af en sagte Ild.

En ung Pige sidder hist saa tankefuld. Hendes Elsker blev hende utro — derpaa kan ikke reflekteres. Unge Pige, betragt Forsamlingens alvorlige Miner, den har hørt forfærdeligere Ulykker, dens dristige Sjæl fordrer endnu større. Ja men jeg elskede ham alene i den hele Verden, jeg elskede ham af min hele Sjæl, af mit ganske Hjerte, af al min Tanke — Sligt have vi jo allerede hørt engang før, træt ikke vor utaalmodige Længsel; Du kan jo erindre og sørge. — Nei jeg kan ikke sørge; thi han var mig maaskee ikke utro, han var maaskee ingen Bedrager. — Hvorledes Du kan ikke sørge? træd nærmere, Udvalgte blandt Piger, tilgiv den strenge Censor, at han et Øieblik vilde støde Dig tilbage, Du kan ikke sørge, saa kan Du jo haabe. — Nei jeg kan ikke haabe; thi han var en Gaade. Vel min Pige, jeg forstaaer Dig, Du staaer høit paa Ulykkens Stige; betragter hende, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, hun svæver næsten paa Ulykkens Spidse. Dog, Du maa dele Dig, Du maa haabe om Dagen, sørge om Natten, eller sørge om Dagen, haabe om Natten. Vær stolt; thi af Lykken skal man aldrig være stolt, men vel af Ulykken. Du er vel ikke den Ulykkeligste, men er det ikke Eders Mening, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, at vi tilkjende hende et hæderligt accessit. Graven kunne vi ikke tilkjende hende, men Pladsen nærmest ved den.

Thi der staaer han, Udsendingen fra Sukkenes Rige, Lidelsernes udkaarne Yndling, Sorgens Apostel, Smertens tause Ven, Erindringens ulykkelige Elsker, i sin Erindren forvirret af Haabets Lys, i sin Haaben skuffet af Erindringens Skygger. Hans Hoved er besværet, hans Knæ er slappet, og dog hviler han sig kun paa sig selv. Han er mat og dog hvor kraftfuld, hans Øie seer ikke ud til at have udgydt, men drukket mange Taarer, og dog slammer der en Ild deri, der kunde fortære hele Verden, men ikke en Splint af Sorgen i hans eget Bryst; han er bøiet, og dog varsler hans Ungdom ham et langt Liv, hans Læbe smiler ad den Verden, der misforstaaer ham. Staaer op, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, bøier Eder, Sorgens Vidner, i denne høitidelige Time. Jeg hilser Dig, store Ubekjendte, hvis Navn jeg ikke veed, jeg hilser Dig med Din Hæderstitel: den Ulykkeligste. Vær hilset her i Dit Hjem af de Ulykkeliges Menighed, vær hilset ved Indgangen til den ydmyge lave Bolig, der dog er stoltere end alle Verdens Paladser. See Stenen er væltet fra, Gravens Skygge venter Dig med sin liflige Kølighed. Dog Tiden er der maaskee ikke endnu, lang maaskee Veien; men vi love Dig oftere at forsamles her for at misunde Dig Din Lykke. Saa modtag da vort Ønske, et godt Ønske: gid Ingen maae forstaae Dig, men Alle misunde Dig; gid ingen Ven maa slutte sig til Dig; gid ingen Pige maa elske Dig; gid ingen hemmelig Sympathi maa ane Din eensomme Smerte; gid intet Øie maa udgrunde Din fjerne Sorg; gid intet Øre maa opspore Dit lønlige Suk! Eller forsmaaet Din stolte Sjæl sligt medlidende Ønske, foragter den Lindring, saa gid da Pigerne maa elske Dig; gid de Frugtsommelige i deres Angst maa tye til Dig; gid Mødrene maa haabe paa Dig; gid den Døende maa søge Trøst hos Dig; gid de Unge maa slutte sig til Dig; gid Mændene maa bygge paa Dig; gid Oldingen maa gribe efter Dig som efter en Støttestav — gid den hele Verden maa troe, at Du er istand til at gjøre den lykkelig. Saa lev da vel Du den Ulykkeligste! Dog, hvad siger jeg: den Ulykkeligste, den Lykkeligste burde jeg sige; thi dette er jo netop en Lykkens Gave, som Ingen kan give sig selv. See Sproget brister, og Tanken forvirres; thi hvo er vel den Lykkeligste uden den Ulykkeligste, og hvo den Ulykkeligste uden den Lykkeligste, og hvad er Livet andet end Afsindighed, og Troen end Daarskab, og Haabet end Galgenfrist, og Kjærlighed end Eddike i Saaret.

Han forsvandt, og vi staae atter ved den tomme Grav. Saa ville vi da ønske ham Fred og Hvile og Lægedom, og al mulig Lykke, og en snar Død, og en evig Forglemmelse, og ingen Ihukommelse, at end ikke Mindet om ham skal gjøre en Anden ulykkelig.

Staaer op, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι! Natten er forbi, Dagen begynder atter sin utrættede Virksomhed, aldrig, som det synes, kjed af, evig og evig at gjentage sig selv.