Enten — Eller. Første Deel/6

←Den Ulykkeligste

Enten — Eller. Første Deel
Den første Kjærlighed, Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
af Søren Kierkegaard

Vexeldriften→

Den første Kjærlighed.

Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J. L. Heiberg.

Denne Artikel skulde bestemt været trykt i et Tidsskrift, Frederik Unsmann havde bestemt at udgive til bestemte Tider. Ak, hvad ere alle menneskelige Bestemmelser!

Enhver, der nogensinde har havt Tilbøielighed til Produktivitet, har vist ogsaa bemærket, at det er en lille tilfældig udvortes Omstændighed, der giver Anledningen til den egentlige Frembringelse. Kun de Forfattere, der paa en eller anden Maade have gjort en endelig Hensigt til det Begeistrende for dem, ville maaskee negte dette. Det er imidlertid deres egen Skade, thi de ere derved berøvede al sand og al sund Produktivitets extreme Poler. Den ene er nemlig, hvad man med et traditionelt Navn kalder Musepaakaldelsen, den anden er Anledningen. — Det Udtryk: Musepaakaldelsen, kan foranledige en Misforstaaelse. At paakalde Musen kan nemlig deels betyde, at jeg kalder paa Musen, deels, at Musen kalder paa mig. Enhver Forfatter, der nu enten er naiv nok til at troe, at Alt kommer an paa den redelige Villie, paa Flid og Stræbsomhed, eller uforskammet nok til at falbyde Aandens Frembringelser, han vil ikke lade det mangle paa ivrig Paakaldelse eller paa fræk Paatrængenhed. Herved udrettes imidlertid ikke Stort, thi det gjælder endnu, hvad allerede Wessel har sagt angaaende Smagens Gud, „som Alle kalde paa,” at han „saa sjelden kommer.” Tænker man derimod ved dette Udtryk paa, at det er Musen, der kalder, ikke vil jeg sige paa os, men paa de Vedkommende, saa faaer Sagen en anden Betydning. Medens de Forfattere, der kalde paa Musen, gaae ombord ogsaa uden at hun kommer, saa ere de sidst skildrede derimod i en anden Forlegenhed, idet de, for at det, der er blevet en indvortes Bestemmelse, ogsaa kan blive en udvortes, behøve et Moment mere: det er hvad man maa kalde Anledningen. Idet nemlig Musen har kaldet ad dem, har hun Vinket dem bort fra Verden, og de lytte nu blot til hendes Stemme, og Tankens Rigdom aabner sig for dem, men saa overmægtigt, at skjøndt hvert Ord staaer tydeligt og levende, det dog er dem, som det ikke var deres Eiendom. Naar da Bevidstheden er kommet saavidt til sig selv igjen, at den eier det hele Indhold, saa er det Øieblik der, som i sig indeholder Muligheden af den egentlige Tilblivelse, og dog mangler der Noget; Anledningen nemlig mangler, der, om man saa vil, er ligesaa nødvendig, skjøndt i en anden Forstand uendelig ubetydelig; saaledes har det behaget Guderne at knytte de største Modsætninger sammen. Dette er en Hemmelighed, som Virkeligheden har, Jøder en Forargelse og Græker en Daarskab. Anledningen er altid det Tilfældige, og dette er det uhyre Paradox, at det Tilfældige er absolut aldeles ligesaa nødvendigt som det Nødvendige. Anledningen er ikke i ideel Forstand det Tilfældige, saaledes som naar jeg i logisk Betydning tænker det Tilfældige; men Anledningen er i Betydning af Fetischisme det Tilfældige, og dog i denne Tilfældighed det Nødvendige.

Med Hensyn til, hvad man i Handel og Vandel kalder Anledning, hersker der nu en stor Forvirring. Deels seer man nemlig for Meget, deels for Lidet deri. Enhver Produktivitet, der ligger i Trivialitetens Bestemmelse — og, Gud bedre det, denne Produktivitet hører især til Dagens Orden — overseer lige meget Anledningen og Begeistringen. Derfor mener ogsaa en saadan Produktivitet, hvad man kan indrømme den, at den passer lige godt til alle Tider. Den overseer derfor reent Betydningen af Anledning, det vil sige, den seer i Alt en Anledning, den er som et snaksomt Menneske, der i de mest modsatte Ting seer en Anledning, ligesaa godt deri, at man har hørt det før, som at man ikke har hørt det, seer en Anledning til at anbringe sig selv og sin Historie. Men herved er punctum saliens opløst. Paa den anden Side er der en Produktivitet, der forseer sig paa Anledningen. Om den første Art kan man sige, at den seer en Anledning i Alt, om den anden, at den i Anledningen seer Alt. Hermed er nu Leilighedsforfatternes store Menighed betegnet, lige fra de i dybere Forstand Leiligheds-Digtere til dem, der i strengere Forstand i Anledningen see Alt, og derfor bruge det samme Vers, den samme Formular, og dog haabe, at Anledningen for de Vedkommende vil være en tilstrækkelig Anledning til et passende Honorar.

Anledningen, der nu som saadan er det Uvæsentlige og Tilfældige, kan i vor Tid stundom forsøge sig i det Revolutionaire. Anledningen spiller ofte ganske Herre; den gjør Udslaget, gjør Produktet og Producenten til Noget eller til Intet, alt eftersom den vil. Digteren venter, at Anledningen skal begeistre, og seer med Forundring, at det ikke gaaer an, eller han frembringer Noget, han selv i sit Inderste anseer for Ubetydeligt, og seer nu, at Anledningen gjør det til Alt, seer sig hædret og udmærket paa alle mulige Maader, og veed med sig selv, at det har han ene Anledningen at takke. Disse forsee sig nu paa Anledningen; de, vi i det Foregaaende have fremstillet, oversee den og komme derfor altid i enhver Forstand ukaldede. De dele sig egentlig i to Classer: de der dog antyde, at en Anledning er nødvendig, og de som end ikke lade sig mærke hermed. Begge Dele beroe naturligviis paa en uendelig Overvurderen af eget Værd. Naar et Menneske bestandig fører saadanne Talemaader i Munden, som: i den Anledning falder det mig ind, i den Anledning kommer jeg til at tænke paa o.s.v., saa kan man altid være vis paa, at et saadant Menneske er paa Vildspor sig selv betræffende. Selv i det Betydeligste seer han ofte kun en Anledning for at faae sin Smule Bemærkning anbragt. Dem, der end ikke antyde Anledningens Nødvendighed, kan man ansee for mindre forfængelige men mere afsindige. De udspinde ufortrødent, uden at see til Høire eller Venstre, deres Passiars tynde Traad, og de gjøre med deres Snak og med deres Skrift samme Virkning i Livet som Møllen i et Eventyr, hvorom det hedder: medens Alt dette nu skete, gik Møllen klip klap, klip klap.

Og dog har selv den fuldendteste, den dybeste og betydningsfuldeste Frembringelse en Anledning. Anledningen er den fine, næsten usynlige Spindelvæv, hvori Frugten hænger. Forsaavidt det derfor stundom synes, at det Væsentlige viser sig som Anledning, saa er dette i Almindelighed en Misforstaaelse, da det i saa Fald gjerne er en enkelt Kant deraf. Naar man ikke vil give mig Ret heri, saa kommer det deraf, at man med Anledning forvexler Grund og Aarsag. Hvis saaledes nu En vilde spørge mig: hvad er Anledningen til alle disse Betragtninger, og han da vilde være tilfreds med, at jeg svarede: det Følgende, saa gjorde han sig og tillod mig at gjøre mig skyldig i en saadan Forvexling. Derimod vilde det, hvis han tog det Ord Anledning i sit Spørgsmaal meget strengt, være meget rigtigt af mig at svare: det har ingen Anledning. I Forhold til det Heles enkelte Dele vilde det jo være en Urimelighed at fordre det, som man i Forhold til det Hele med Rette kan fordre. Skulde nemlig disse Betragtninger gjøre Fordring paa en Anledning, saa maatte de i sig være et afrundet lille Hele, hvilket vilde være et egoistisk Forsøg af dem.

Anledning er saaledes af største Betydning med Hensyn til enhver Frembringelse, ja det er den, der egentlig gjør Udslaget med Hensyn til dens sande æsthetiske Værd. Frembringelser uden al Anledning mangle altid Noget, ikke uden for sig selv, thi skjøndt Anledningen hører med, hører den dog i en anden Forstand ikke med, men mangle Noget i sig selv. En Frembringelse, hvor Anledningen er Alt, mangler atter Noget. Anledningen er nemlig ikke positivt frembringende men negativt frembringende. En Skabelse er en Frembringelse af Intet; Anledningen er derimod det Intet, der lader Alt komme frem. Tankens hele Rigdom, Ideens Fylde kan være der, og dog mangler Anledningen. Ved Anledningen kommer der altsaa ikke noget Nyt til, men ved Anledningen kommer Alt frem. Denne Anledningens beskedne Betydning er ogsaa udtrykt i Ordet selv.

Dette er der nu mange Mennesker der ikke kunne begribe, men det ligger deri, at de ingen Anelse have om, hvad der egentlig er æsthetisk Frembringelse. En Prokurator kan skrive sit Indlæg, en Kjøbmand sit Brev o. s. v., uden at ane den Hemmelighed, der stikker i det Ord Anledning, og det uagtet han begynder saaledes: i Anledning af Deres meget Ærede.

Maaskee vilde nu En og Anden give mig Ret i det her Udviklede og indrømme dets Betydning for den digteriske Frembringelse, men høilig forundte sig, hvis jeg vilde gjøre noget Lignende gjældende med Hensyn til Recensioner og Kritiker. Og dog troer jeg, at det netop her er af største Vigtighed, og at det, at man har overseet Anledningens Betydning, har foraarsaget, at Anmeldelser i Almindelighed ere saa fuskeragtige som ret Forretnings-Arbeide. I Kritikens Verden faaer Anledningen endog en potentseret Betydning. Skjøndt man derfor i kritiske Anmeldelser ofte nok hører Tale om Anledning, saa seer man dog med et halvt Øie, hvor lidet der vides Beskeed med, hvorledes det hermed hænger sammen. Kritiken synes ikke at behøve Muse-Paakaldelsen; thi det er jo intet Digterværk, han frembringer; men behøver han ikke Muse-Paakaldelsen, saa behøver han ei heller Anledningen. Imidlertid skulde man dog ikke glemme Betydningen af den gamle Sætning: at det Lige kun forstaaes af det Lige.

Det, der er Gjenstand for Æsthetikerens Betragtning, er nu vistnok det allerede Færdige, og han skal ikke, som Digteren selv, frembringe. Desuagtet har Anledningen aldeles den samme Betydning. Den Æsthetiker, der anseer Æsthetiken for sin Profession, og i sin Profession igjen seer den egentlige Anledning han er eo ipso fortabt. Dermed skal ingenlunde være sagt, at han jo kan præstere adskilligt Dygtigt; men Hemmeligheden ved al Frembringelse har han ikke fattet. Han er altfor meget en pelagiansk Selvhersker til i barnlig Forundring at kunne fryde sig over det Besynderlige i, at det ligesom er fremmede Magter, der frembringe Det, som Mennesket troer tilhører ham selv: Begeistringen nemlig og Anledningen. Begeistring og Anledning høre uadskilleligt sammen; det er en Formation, som man ofte nok finder i Verden, at det Store, det Ophøiede i sit Selskab bestandig har en vims lille Person. En saadan Person er Anledningen, en Person, man ellers ikke vilde tage Hatten af for, som ikke tør lukke sin Mund op, naar han er i fornemt Selskab, men som sidder taus med et skjelmsk Smil og gotter sig i sig selv, uden at lade sig forlyde med, hvorover han smiler, eller at han veed, hvor vigtig, hvor uundværlig han er, end mindre, at han skulde indlade sig paa en Disput desangaaende; thi han veed meget godt, at det hjælper ikke og at man blot griber enhver Anledning for at ydmyge ham. Af en saadan tvetydig Natur er bestandig Anledningen, og det hjælper Mennesket ligesaa meget at ville negte det, at ville befrie sig fra denne Pæl i Kjødet, som at ville sætte Anledningen paa Thronen, thi i Purpur og med Scepter i Haanden tager den sig meget daarligt ud, og man seer strax at den ikke er født til at herske. Denne Afvei ligger imidlertid meget nær, og det er ofte de bedste Hoveder, der geraade paa den. Naar nemlig et Menneske har Blik nok for Livet til at see den Spot, det evige Væsen driver med Mennesket derved at noget saa Ubetydeligt og Underordnet, Noget man næsten undseer sig ved at tale om i godt Selskab, hører absolut med, saa fristes han let til at ville fuske ham i Faget, ja til at ville retorqvere denne Spydighed, idet han ligesom Gud spotter Menneskets Storhed ved at smede dem i Anledningens Lov, saaledes spotter igjen, ved at gjøre Anledningen til Alt og det andet Moment til en Taabelighed, hvorved da Gud bliver overflødig og Forestillingen om en viis Styrelse bliver en Daarskab, og Anledningen en Skalk, der driver sin Spøg ligesaavel med Gud som med Mennesket, saa hele Tilværelsen løber ud paa Spøg, en Spas, en Charade.

Anledningen er da paa eengang det Betydeligste og det Ubetydeligste, det Høieste og det Ringeste, det Vigtigste og det Uvigtigste. Uden Anledning skeer der egentlig slet Intet, og dog har Anledningen slet ingen Deel i hvad der skeer. Anledningen er den sidste Kategori, den egentlige Overgangs-Kategori fra Ideens Sphære til Virkeligheden. Dette skulde Logiken betænke. Den kan fordybe sig saa meget den vil i immanent Tænkning, styrte sig fra Intet ned i den concreteste Form, Anledningen naaer den aldrig, og derfor heller aldrig Virkeligheden. I Ideen kan hele Virkeligheden være færdig, uden Anledningen bliver den aldrig virkelig. Anledningen er en Endelighedens Kategori, og det er umuligt for en immanent Tænkning at faae fat paa den, dertil er den altfor paradox. Det seer man ogsaa deraf, at det, der kommer ud af Anledningen, er noget ganske Andet end Anledningen selv, hvilket er en Absurditet for enhver immanent Tænkning. Men derfor er ogsaa Anledningen den morsomste, den interessanteste, den vittigste af alle Kategorier. Som en Gjerdesmutte er den allevegne og intetsteds. Den gaaer som Alferne omkring i Livet, usynlig for alle Skolemestere, hvis Gebærder derfor blive et uudtømmeligt Stof til Latter for Den, som troer paa Anledningen. Anledningen er da i og for sig Intet og kun Noget i Forhold til det, den foranlediget, og i Forhold til dette er den egentlig Intet. Saasnart nemlig Anledningen var noget Andet end Intet, saa stod den i et relativt immanent Forhold til det, den frembringer, og var da enten Grund eller Aarsag. Holder man ikke dette fast, saa forvirres Alt igjen.

Naar jeg saaledes vilde sige, at Anledningen til nærværende lille Anmeldelse af et Stykke af Scribe var den mesterlige Udførelse, der bliver det til Deel, saa vilde jeg fornærme den sceniske Kunst; thi vel er det sandt, at jeg ogsaa kunde skrive en Anmeldelse deraf uden at have seet det opført, uden at have seet det mesterligt opført, ja selv om jeg havde seet det slet opført. I sidste Tilfælde vilde jeg snarere kunne kalde den slette Opførelse Anledningen. Nu derimod, da jeg har seet det fuldendt opført, nu bliver den sceniske Fremstilling mig meget mere end Anledning, den er mig et saare vigtigt Moment med i min Opfattelse, hvad enten den har tjent til at berigtige eller bestyrke og sanctionere min Anskuelse. Min Pietet vil derfor forbyde mig at kalde den sceniske Fremstilling Anledningen, den vil forpligte mig til at see noget Mere deri, til at tilstaae, at jeg uden den maaskee ikke havde fattet Stykket ganske. Jeg er derfor ikke i det Tilfælde, som Recensenter klogt eller dumt nok i Almindelighed ere i, at de først omtale Stykket og senere særskilt Udførelsen. For mig er Udførelsen selv Stykket og jeg kan ikke noksom glæde mig over den i reen æsthetisk Henseende, ikke noksom glæde mig over den som Patriot. Hvis jeg vilde vise en Fremmed vor Scene i dens fulde Glorie, vilde jeg sige: gaa hen og see den første Kjærlighed. Den danske Scene eier i Fru Heiberg, Frydendahl, Stage og Phister et Fiirkløver, der her viser sig i sin hele Skjønhed. Et Fiirkløver vilde jeg kalde denne Forening af Kunstnere, og dog vilde jeg synes at have sagt for Lidt, thi et Fiirkløver er dog kun mærkeligt derved, at fire almindelige Kløverblade sidde paa een Stængel, men vort Fiirkløver har den Mærkelighed, at det enkelte Blad, selv i sin Isolation, er ligesaa sjeldent som et Fiirkløver, og dog danne disse fire Blade igjen i Forening et Fiirkløver.

Dog, det var i Anledning af Anledningen til denne lille Kritik, at jeg ganske i Almindelighed har villet sige Noget om Anledningen, eller om Anledningen i Almindelighed. Det træffer sig ellers ret heldigt, at jeg allerede har sagt hvad jeg vilde sige; thi jo mere jeg overveier denne Sag, desto mere forvisser jeg mig om, at der slet ikke i Almindelighed lader sig sige Noget derom, fordi der ingen Anledning er i Almindelighed. Forsaavidt er jeg da omtrent kommen ligesaa vidt, som jeg var dengang jeg begyndte. Læseren maa ikke vredes paa mig, det er ikke min Skyld, det er Anledningens. Han kunde maaskee tænke, at jeg burde have gjennemtænkt det Hele, førend jeg satte mig til at skrive, og da ikke begyndt paa at sige Noget, der bag efter viste sig at være Intet. Imidlertid troer jeg dog, at han bør lade min Fremgangsmaade vederfares Ret, forsaavidt som han paa en mere overbevisende Maade har forvisset sig om, at Anledning i Almindelighed er Noget, der er Intet. Senere vil han maaskee atter komme til at tænke herpaa, naar han har forvisset sig om, at der er Andet i Verden, om hvilket man kan sige Meget i den Forestilling, at det er Noget, og dog har den Beskaffenhed, at naar man har sagt det, da viser det sig at være Intet. Hvad der da her er sagt, maa ansees som en Overflødighed, som et overflødigt Titelblad, der ikke bindes med, naar Værket indbindes. Jeg veed derfor ikke at ende anderledes end paa den uforlignelige lakoniske Maade, paa hvilken Prof. Poul Møller, som jeg seer, ender Indledningen til sin fortræffelige Anmeldelse af Extremerne: hermed er Indledningen ude.

Hvad den specielle Anledning til nærværende lille Kritik angaaer, da staaer den i Forhold til min ubetydelige Personlighed og tør da anbefale sig til Læseren med den normale Egenskab, at den er ubetydelig. Scribes Stykke: den første Kjærlighed, har paa mangfoldig Maade berørt mit personlige Liv, og ved denne Berøring foranlediget nærværende Anmeldelse, der da er Anledningens Barn i strengeste Forstand. Ogsaa jeg var engang ung, var en Sværmer, var forelsket. Den Pige, der var Gjenstanden for mine Længsler, kjendte jeg fra en tidligere Tid, men vore forskjellige Livsforhold førte det med sig, at vi kun sjelden saae hinanden. Derimod tænkte vi desto oftere paa hinanden. Denne gjensidige Sysselsættelse med hinanden nærmede og fjernede os paa eengang. Naar vi nemlig saaes, da var vort Forhold saa bly, saa undseeligt, at vi var hinanden langt fjernere, end naar vi ikke saae hinanden. Naar vi da atter vare adskilte, og det Ubehagelige i denne gjensidige Ængstelighed var glemt, da fik det sin fulde Betydning, at vi havde seet hinanden, da begyndte vi i vore Drømme accurat der, hvor vi slap. Saaledes var det idetmindste Tilfældet med mig, og senere erfarede jeg, at det var gaaet den Elskede ligesaa. Jeg havde lange Udsigter til at gifte mig; vor Forstaaelse mødte paa den anden Side ingen Forhindringer, der kunde ophidse os, og saaledes vare vi forelskede paa den uskyldigste Maade af Verden. Førend der kunde være Tale om at declarere mine Følelser, maatte en riig Onkel, hvis eneste Arving jeg var, døe. Ogsaa dette forekom mig skjønt; thi i alle de Romaner og Comedier, jeg kjendte, fandt jeg Helten i en lignende Situation, og jeg frydede mig da ved Tanken om, at jeg var en poetisk Figur. Saaledes gik mit skjønne poetiske Liv hen, da seer jeg en Dag i Avisen, at der skal opføres et Stykke, betitlet: den første Kjærlighed. Jeg vidste ikke, at et saadant Stykke var til, men Titlen glædede mig, og min Beslutning var tagen at gaae i Theatret. Den første Kjærlighed — tænkte jeg — det er netop Udtrykket for Dine Følelser. Har jeg nogensinde elsket nogen Anden end hende, gaaer min Kjærlighed ikke tilbage i min tidligere Erindring, vil jeg nogensinde kunne tænke mig at elske en Anden eller at see hende forbunden med en Anden? Nei, hun bliver min Brud, eller jeg gifter mig aldrig. Derfor er det Ord: den første, saa skjøndt. Det antyder det Oprindelige i Kjærligheden, thi det er ikke i numerisk Forstand, at man taler om den første Kjærlighed. Digteren kunde ligesaa godt have sagt: den sande Kjærlighed, eller betitlet det saaledes: den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed. Dette Stykke vil nu hjælpe mig til at forstaae mig, det vil give mig Anledning til at gjøre et dybt Indblik i mig selv; derfor kaldes Digterne Præster, fordi de forklare Livet, men de ville ikke forstaaes af Hoben, men kun af de Naturer, der have Hjerte til at føle med. For dem er Digteren en begeistret Sanger, der overalt viser Skjønhed, men først og sidst vidner om Kjærlighedens. Dette Stykke vil ved sin poetiske Kraft bringe Elskoven i mit Bryst til at springe ud, dens Blomst til med et Knald at aabne sig ligesom en Passionsblomst. Ak, dengang var jeg meget ung! Jeg forstod neppe hvad jeg sagde, og dog fandt jeg det godt sagt. Med et Knald maa Elskovens Blomst aabne sig, Følelsen vil med Magt ligesom Champagne bryde sit Lukke. Det var et kjækt Udtryk, fuldt af Lidenskab, og jeg var ret glad derover. Og dog, det var godt sagt, hvad jeg sagde, thi jeg meente, at den maatte aabne sig som en Passionsblomst. Dette var det Gode i Bemærkningen, thi Elskoven aabner sig gjerne ved Ægteskabet, og forsaavidt man vil kalde dette en Blomst, kan man træffende kalde det en Passionsblomst. Dog, tilbage til min Ungdom. Dagen var kommen, da Stykket skulde opføres, jeg havde faaet en Billet, min Sjæl var høitidelig stemt, og med en vis Uro, glad og forventningsfuld, ilede jeg i Theatret. Idet jeg træder ind ad Døren, kaster jeg mit Blik op i første Etage, hvad seer jeg? Min Elskede, mit Hjertes Herskerinde, mit Ideal, hun sidder der. Uvilkaarligt trak jeg mig et Skridt tilbage i Parquettets Mørke for at betragte hende uden at blive seet. Hvorledes var hun kommen her, endnu idag maatte hun være kommen til Byen, og jeg vidste det ikke, og nu her i Theatret. Hun skulde see det samme Stykke. Det var intet Tilfælde, men en Styrelse, en Velvillie af Kjærlighedens blinde Gud. Jeg traadte frem, vore Øine mødtes, hun bemærkede mig. Der var ikke Tale om at bukke for hende, at conversere hende, kort, der var Intet, der kunde bringe mig i Forlegenhed. Mit Sværmeri gav sig frit Luft. Vi mødtes paa Halvveien, som forklarede Væsner rakte vi hinanden Haanden, vi svævede som Aander, som Genier i Phantasiens Verden. Hendes Øine hvilede smægtende paa mig, et Suk hævede hendes Bryst, det var for mig, hun tilhørte mig, det forstod jeg. Og dog ønskede jeg ikke at styrte op til hende, ikke at kaste mig for hendes Fødder, det vilde have bragt mig i Forlegenhed, men saaledes paa Afstand følte jeg Skjønheden af at elske hende og af at turde haabe at blive elsket. Symphonien var forbi. Lysekronen hævede sig, mit Øie fulgte dens Bevægelse, den kastede for sidste Gang sit Skin over første Etage og over hende. Et Tusmørke udbredte sig, denne Belysning forekom mig endnu skjønnere, endnu mere sværmerisk. Tæppet rullede op. Endnu engang var det mig, som skuede jeg ind i en Drøm, da jeg stirrede efter hende. Jeg vendte mig om. Stykket begyndte. Kun hende vilde jeg tænke paa og paa min Kjærlighed; Alt hvad der blev sagt til Ære for den første Kjærlighed, det vilde jeg anvende paa hende og paa mit Forhold. Der var maaskee Ingen i hele Theatret, der saaledes skulde forstaae Digterens guddommelige Tale, som jeg — og maaskee hun. Tanken om det mægtige Indtryk gjorde mig allerede stærkere, jeg følte Mod til den følgende Dag at lade mine lønlige Følelser bryde frem, de maatte ikke kunne forfeile deres Virkning paa hende; ved en enkelt Hentydning vilde jeg erindre hende om, hvad vi i denne Aften havde hørt og seet, og saaledes skulde Digteren komme mig til Hjælp, og gjøre hende modtageligere, mig stærkere og mere veltalende end nogensinde. — Jeg saae og hørte — og hørte — og Tæppet gik ned. Lysekronen forlod atter sit himmelske Skjulested, Tusmørket forsvandt, jeg skuede derop — alle de unge Piger saae saa fornøiede ud, min Elskede ogsaa, Taarerne stode hende i Øinene, saa stærkt havde hun leet, hendes Barm bevægede sig endnu uroligt, Latteren havde faaet Overhaand. Heldigviis var det gaaet mig ligesaa. Vi saaes den følgende Dag hos min Tante. Den skye Forlegenhed, med hvilken vi pleiede at være i Værelse sammen, var forsvunden, en vis jovial Glæde var traadt i dens Sted. Vi loe lidt ad hinanden, vi havde forstaaet hinanden, og det skyldte vi Digteren. Derfor kalder man en Digter Spaamand, fordi han spaaer om det Tilkommende. Det kom til en Forklaring. Ganske at tilintetgjøre det Foregaaende kunde vi dog ikke beslutte os til. Da forbandt vi os ved et helligt Løfte. Som Emmeline og Charles love hinanden at betragte Maanen, saaledes lovede vi at see dette Stykke, hver Gang det blev opført. Jeg har troligt holdt mit Løfte. Jeg har seet det paa Dansk, paa Tydsk, paa Fransk, i Udlandet og her hjemme, og aldrig er jeg bleven træt af dets uudtømmelige Vittighed, hvis Sandhed ingen bedre forstaaer end jeg. Dette blev den første Anledning til nærværende lille Kritik. Ved saa ofte at see det blev jeg tilsidst produktiv i Forhold til dette Stykke. Imidlertid blev denne Produktivitet dog for en Deel liggende i mit Hoved og kun en enkelt Bemærkning optegnet. Denne Anledning kan da ansees for Anledningen til den ideelle Mulighed af denne Kritik.

Videre var jeg formodentlig ikke kommen, hvis der ikke var traadt en ny Anledning til. For nogle Aar siden henvendte en Redakteur af et af vore Tidsskrifter sig til mig og forlangte, at jeg skulde levere ham en lille Artikel. Han var i Besiddelse af en ualmindelig Veltalenhed til at fange Sjæle og fangede ogsaa mig i et Løfte. Dette Løfte var da ogsaa en Anledning; men det var en Anledning i Almindelighed og virkede derfor kun lidet forhjælpende paa mig. Jeg befandt mig i en Forlegenhed som den, en Candidat vilde befinde sig i, naar man gav ham hele Bibelen for selv at vælge sin Text. Ved mit Løfte var jeg imidlertid bunden. Med mange andre Tanker, men ogsaa med Tanken om mit Løfte tiltraadte jeg en lille Udflugt i Sjælland. Da jeg var kommen til den Station, hvor jeg agtede at overnatte, lod jeg, hvad jeg aldrig pleier at forsømme, Tjeneren bringe hvad Verten kunde opdrive af Bøger. Jeg pleier altid at iagttage denne Skik og har ofte havt Gavn af den, fordi man aldeles tilfældig støder paa Ting, der maaskee ellers vilde undgaae Ens Opmærksomhed. Det var imidlertid ikke Tilfældet her, thi den første Bog, man bragte mig, var — den første Kjærlighed. Det slog mig, thi Theater-Repertoiret seer man sjelden paa Landet. Dog, jeg havde jo tabt Troen paa den første Kjærlighed og troer aldrig paa det Første. I den næste By besøgte jeg en af mine Venner. Han var ude, da jeg kom; man bad mig at vente og viste mig ind i hans Arbeidsværelse. Idet jeg gaaer hen til hans Arbeidsbord, finder jeg en Bog opslaaet — det er Scribes Theater og opslaaet paa les premières amours. Nu syntes Loddet kastet. Jeg besluttede mig til at indløse mit Løfte og skrive en Anmeldelse af dette Stykke. For at gjøre min Beslutning urokkelig skal det træffe sig saa besynderligt, at min fordums Kjærlighed, min første Kjærlighed, som boede der paa Egnen, er kommen til Byen, ikke til Hovedstaden, men til den lille By, hvor jeg var. I længere Tid havde jeg ikke seet hende og fandt hende nu forlovet, lykkelig og glad, saa det var mig en Fornøielse at see derpaa. Hun oplyste mig om, at hun dog aldrig havde elsket mig, men at hendes Forlovede var hendes første Kjærlighed, og derpaa fortalte hun den samme Historie som Emmeline, at kun den første Kjærlighed er den sande. Havde min Beslutning ikke været fast før, nu blev den det. Jeg maatte dog see hvad den første Kjærlighed betyder. Min Theori begyndte at vakle, thi „min første Kjærlighed” var ubevægelig paa det Punkt, at hendes nuværende Kjærlighed var hendes første.

Der var Motiver nok; Afhandlinger: blev færdig paa det sidste Punktum nær og nogle enkelte Mellemsætninger der hist og her skulde indskydes. Min Ven, Redakteuren, klemte strax paa mig og foreholdt mig mit Løfte med en Haardnakkenhed, der vilde have gjort selv en Emmeline Ære. Jeg forklarede ham, at Afhandlingen var færdig, at der blot manglede nogle Smaating, og han bevidnede mig sin Tilfredshed. Alt som Tiden gik, forvandlede imidlertid disse Myg sig til Elephanter, til uoverstigelige Vanskeligheder. Dertil kom, at jeg, medens jeg skrev, havde glemt, at det skulde trykkes. Paa den Maade havde jeg allerede skrevet flere Smaa-Afhandlinger, men aldrig ladet Noget trykke. Han blev kjed af den Snak om, at jeg var færdig, naar han dog ikke kunde faae Manuscriptet. Jeg blev kjed af hans idelige Anmodninger og ønskede, at Fanden havde alle Løfter. Da gik hans Tidsskrift ind af Mangel paa Subscribenter, og jeg takkede Guderne, jeg følte mig atter let, ikke generet af noget Løfte.

Dette var Anledningen til, at denne Kritik kom til Verden som en Virkelighed for mig selv, som en Mulighed for min Ven, Redakteuren, en Mulighed, der dog senere forvandlede sig til en Umulighed. Der gik atter et Aars Tid, og i den Tid var jeg accurat bleven et Aar ældre. Dette er nu ikke videre mærkeligt; thi som det gik mig, saaledes gik det formodentlig de fleste Andre. Men eet Aar kan undertiden have mere at betyde end et andet, mere at betyde end at man bliver et Aar ældre. Dette var her Tilfældet. Ved Udgangen af hiint Aar befandt jeg mig i et nyt Afsnit af mit Liv, i en ny Illusionens Verden, der kun bliver unge Mandfolk til Deel. Naar man nemlig hører til „Læsernes Sect”, naar man paa en eller anden Maade distingverer sig som en flittig og opmærksom Læser, saa voxer Sandsynligheden hos Andre for, at der kan komme en Smule Forfatter ud af En, thi det er som Hamann siger: „aus Kindern werden Leute, aus Jungfern werden Bräute, aus Lesern werden Schriftsteller.” Nu begynder der et rosenfarvet Liv, der har megen Lighed med en Piges første Ungdom. Redakteurer og Forlæggere begynde at gjøre Cour. Det er en farlig Periode, thi Redakteurernes Tale er meget forførerisk, og snart er man i deres Magt, men de bedrage kun os stakkels Børn, og saa, ja saa er det bag efter. Vogt Dig da, unge Menneske, gaa ikke for meget til Conditorer og Restaurateurer; thi der spænde Redakteurerne deres Garn. Og naar de da see et ungt uskyldigt Menneske, der snakker frisk væk fra Leveren, Løst og Fast, som ingen Forestilling har, om det er noget bevendt hvad han siger eller ikke, men blot fryder sig ved at lade Talen frit bryde frem, ved at høre sit Hjerte banke idet han taler, banke i det Sagte, da træder en mørk Skikkelse hen til ham, og denne Skikkelse er en Redakteur. Han har et fiint Øre, han kan strax høre, om det, der siges, kan tage sig ud paa Prent, eller ikke. Da frister han det unge Blod, han viser ham det Uforsvarlige i, saaledes at kaste sine Perler bort, han lover ham Penge, Magt, Indflydelse, selv hos det smukke Kjøn. Hjertet er svagt, Redakteurens Ord skjønne, og snart er han fangen. Nu søger han ikke mere de eensomme Steder for at sukke, han iler ikke mere glad hen til Ungdommens Tumleplads for at beruse sig i Talen, han er taus, thi den, der skriver, taler ikke. Han sidder bleg og kold paa sit Arbeidsværelse, han skifter ikke Farve ved Ideens Kys, han rødmer ikke som den unge Rose, naar Duggen synker i dens Bæger, han har intet Smiil, ingen Taare, roligt følger Øiet Pennens Gang over Papiret, thi han er Forfatter og ikke mere ung.

Ogsaa min Ungdom har været udsat for Anfægtelser af den Art. Dog troer jeg at turde give mig selv det Vidnesbyrd, at min Modstand har været uforfærdet. Hvad der har hjulpet mig er, at jeg gjorde Erfaring i en meget ung Alder. Den Redakteur, der modtog mit første Løfte, var meget venlig imod mig, men dog forekom det mig bestandigt, som var det en Gunst, en Ære, der blev mig til Deel, at man vilde modtage en Artikel fra min Haand, som om man mellem det unge Mandskab pegede paa mig og sagde: med Tiden kan der nok blive Noget af ham, lad ham forsøge sig, det er en Opmuntring for ham, at der vises ham den Ære. Fristelsen var da ikke saa stor, og dog lærte jeg alle de forfærdelige Følger af et Løfte at kjende. Af et ungt Menneske at være var jeg da ualmindeligt rustet mod Fristelsen og turde derfor temmelig hyppigt komme hos Conditorer og Restaurateurer. Faren maatte da komme fra en anden Kant, og den udeblev heller ikke. Det træffer sig, at En af mine Conditor-Bekjendtskaber beslutter sig til at blive Redakteur; hans Navn vil man finde paa dette Tidsskrifts Titelblad. Aldrig saasnart havde han opfattet denne Idee og aftalt det Fornødne med Forlæggeren, førend han en Aften sætter sig til sit Skriverbord, skriver den hele Nat igjennem — Breve til alle mulige Mennesker om Bidrag. Et saadant Brev, affattet i de forbindtligste Udtryk, fulde af de mest glimrende Udsigter, modtog ogsaa jeg. Imidlertid gjorde jeg kjæk Modstand, men lovede ham derimod paa enhver Maade at være ham til Tjeneste i at sætte Lidt til eller tage Lidt fra i de indsendte Artikler. Han selv arbeidede ufortrødent paa den første Artikel, der skulde aabne Tidsskriftet. Han var saa godt som færdig med den og havde nu den Godhed at vise mig den. Vi tilbragte en meget behagelig Formiddag; han syntes tilfreds med mine Bemærkninger, forandrede Et og Andet. Stemningen var ypperlig, vi spiste Frugt, Confekturer og drak Champagne; han fornøiede mig ved sin Artikel, jeg syntes at tilfredsstille ham ved mine Observationer, da vil min uheldige Stjerne, at idet jeg bøier mig hen for at tage en Aprikos, vælter jeg Blækhuset over det hele Manuscript. Min Ven blev som en Rasende. „Det Hele er forspildt; det første Hefte af mit Tidsskrift kommer ikke ud til den bestemte Tid, min Credit er forspildt, Subscribenterne falde fra, Du veed ikke, hvor meget Arbeide man har for at faae Subscribenter, og naar man saa har faaet dem, saa er de dog ligesom hvervede Tropper troløse og benytte enhver Leilighed til at slippe fra En. Alt er tabt, der er intet Andet for, Du maa levere en Artikel. Jeg veed, Du har Manuscripter liggende, hvorfor vil Du ikke lade dem trykke, Du har jo Din Kritik over den første Kjærlighed, lad mig faae den, jeg skal gjøre den færdig; jeg beder Dig, jeg besværger Dig ved vort Venskab, ved min Ære, ved mit Tidsskrifts Fremtid”.

Han modtog Artiklen og mit Blækhorn blev da Anledningen til, at min lille Kritik blev en Virkelighed, der nu er — jeg siger det med Gru — publici juris.

Skulde man med faa Ord antyde den moderne, især den Scribeske Comedies Fortjeneste i Forhold til den ældre, saa kunde man maaskee udtrykke denne saaledes: den poetiske Figurs personlige Gehalt bliver commensurabel for Dialogen, Monologens Udgydelser gjøres overflødige; den dramatiske Handlings Gehalt bliver commensurabel for Situationen, novellistiske Oplysninger gjøres overflødige; Dialogen endelig bliver hørlig i Situationens Gjennemsigtighed. Der bliver da ingen Oplysninger nødvendige for at orientere Tilskueren, intet Ophold i Dramaet nødvendigt for at give Vink og Beretninger. Saaledes gaaer det til i Livet, hvor man hvert Øieblik behøver forklarende Noter; men saaledes bør det ikke gaae til i Poesien. Tilskueren kan da sorgløst nyde, uforstyrret indsuge det dramatiske Liv. Men idet det nyere Drama saaledes synes at fordre mindre Selvvirksomhed hos Tilskueren, fordrer det dog paa en anden Maade maaskee mere, eller rettere sagt det fordrer det ikke, men hævner Forglemmelsen deraf. Jo ufuldkomnere den dramatiske Form eller Dramaets Bygning er, desto hyppigere bliver Tilskueren pirret op af sin Søvn, saafremt han sover. Naar man bliver skumplet paa en maadelig Landevei, hvor snart Vognen støder an mod en Steen, snart Hestene blive hængende i Krattet, saa er der ikke god Leilighed til at sove. Er Veien derimod en Farimags-Vei, saa kan man ret have Tid og Leilighed til at see sig om, men ogsaa mere ugeneert falde i Søvn. Saaledes med det nyere Drama, Alt skeer saa let og hurtigt, at Tilskueren, naar han ikke bringer lidt Attention med, gaaer Glip af Meget. Vel er det sandt, at et Femakts-Stykke af den ældre Comedie og et Femakts-Stykke af den nyere vare lige længe; men Spørgsmaalet bliver altid, om der skeer lige meget.

Videre at udføre denne Undersøgelse kunde vel have sin Interesse, men ikke for denne Anmeldelse; mere detailleret at eftervise det i Scribes Theater kunde vel have sin Betydning, men jeg troer, at den nøiagtigen Omtale af det lille Mesterværk, der er Gjenstand for nærværende Betragtning, vil være tilstrækkelig. Jeg vil saameget hellere dvæle ved nærværende Stykke, som man ikke kan negte, at man stundom i andre af Scribes Dramaer savner den fuldkomne Correcthed, idet Situationen bliver søvnig og Dialogen eensidig snaksom. Den første Kjærlighed derimod er et Stykke uden Lyde, saa fuldendt, at det alene maatte gjøre Scribe udødelig.

Vi ville først lidt nærmere betragte Personerne i dette Stykke i deres Enkelthed, for senere at see, hvorledes Digteren har vidst at lade deres Individualiteter blive aabenbare i Replik og Situation, og det uagtet hele Stykket kun er en Skizze.

Dervière, en rig Jernstøber og Enkemand, har kun en eneste Datter, „en lille Jomfru paa 16 Aar.” Enhver billig Fordring af ham paa at ansees for en brav og honnet Mand, der har mange Penge, maa vistnok respekteres, hvorimod ethvert Forsøg paa at være Mand, at være en Fader, „der ikke forstaaer Spøg”, maa ansees for mislykket. Det strander ogsaa paa hans Datter, uden hvis Minde og Bifald han neppe tør ansee sig for et Fornuftvæsen. „Hun gaaer ud og ind ad ham med Træskoe,” og han viser et ualmindeligt Anlæg til at forstaae Spøg, da hendes Lune i Eet væk leger Blindebuk med hans faderlige Værdighed.

Hans eneste Datter Emmeline er nu 16 Aar gammel. En nydelig, indtagende lille Pige, men en Datter af Dervière og opdragen af Tante Judithe. Hun har opdraget og dannet hende ved Romaner, og Faderens Rigdom har gjort det muligt at bevare denne Dannelse uforstyrret af Livets Virkelighed. Alt i Huset lystrer hendes Lune, hvis Ustadighed man blandt Andet kan see af Tjeneren Lapierres Monolog i tredie Scene. Med Judithes Dannelse har hun levet i Faderens Huus uden synderligt Kjendskab til Verden, og ikke savnet Leilighed til at indspinde sig selv i et Væv af Sentimentalitet. Hun er opdraget med hendes Fætter Charles; han var hendes Legekammerat, hendes Alt, det fornødne Supplement til Tantens Romaner. Med ham har hun gjennemgaaet det Læste, paa ham har hun overført Alt, da han i en meget ung Alder forlod hende. Deres Veie skilles ad, de leve nu fjernere fra hinanden, kun forenede ved „et helligt Løfte.”

Roman-Dannelse har Charles tilfælles med sin Cousine, Livsvilkaar derimod ikke. I en meget ung Alder bliver han sendt ud i Verden, har kun 3,000 Francs om Aaret (cfr. sjette Scene), og seer sig da snart nødsaget til om muligt at gjøre sin Dannelse frugtbringende i Verden. Hans Bestræbelser i denne Henseende synes ikke at have taget et heldigt Udfald, snart har Virkeligheden reduceret ham og hans Theorier in absurdum: den haabefulde Charles er bleven en liderlig Krabat, et forulykket Subjekt, et forfeilet Geni. En saadan Figur er i og for sig af saa megen dramatisk Virkning, at det er ubegribeligt, at man saa sjeldent seer den benyttet. En Fusker af en Theaterdigter vil imidlertid let fristes til at opfatte den aldeles abstrakt: et forulykket Subjekt overhovedet. Saaledes gaaer det ikke Scribe, men han er ei heller Fusker, men Virtuos. For at en saadan Figur skal have Interesse, maa man bestandigt ane, hvorledes det er gaaet til; han har nemlig i strengere Forstand end andre Mennesker en Præexistents. Denne maa man endnu øine i hans Forfeilethed og saaledes see Muligheden af hans Depravation. Det er imidlertid ikke saa let gjort som sagt, og man kan ikke noksom beundre den Virtuositet, med hvilken Scribe veed at lade det komme frem, ikke i evindelig Monolog, men i Situation. Charles er overhovedet maaskee een af de genialeste Figurer, Scribe har bragt paa Scenen; hver af hans Repliker er Guld værd, og dog har Digteren kastet ham hen som en flygtig Skizze. Charles er ingen Abstraktion, ikke en ny Charles, men man fatter strax, hvorledes det er gaaet til, man seer i ham Conseqventsen af hans Livs Præmisser.

Frugten af Roman-Dannelsen kan være en dobbelt. Enten fordyber Individet, sig mere og mere i Illusionen, eller det kommer ud deraf og taber Troen paa Illusionen, men vinder Troen paa Mystifikationen. I Illusionen er Individet skjult for sig selv, i Mystifikationen er det skjult for Andre, Men begge Dele ere Følger af en Romandannelse. Det ligger en Pige nærmest at fordybe sig i Illusionen; saaledes har Digteren ogsaa ladet det gaae med Emmeline, og hendes Liv er i denne Henseende begunstiget. Anderledes med Charles. Han har tabt Illusionen; men skjøndt paa mange Maader bragt i Knibe af Virkeligheden, han har dog ikke ganske udsvedt sin Romandannelse. Han troer, han kan mystificere. Naar derfor Emmeline taler om Sympathier, der gaae langt over Faderens Forstand, saa hører man strax Roman-Læserinden; men man finder i Charles's Repliker ikke mindre correcte Reminiscentser af hans Dannelse. Han tiltroer sig ualmindelige Gaver til at mystificere; men denne Tro paa Mystifikationen er ligesaa romantisk som Emmelines Sværmeri. „Efter otte Aars Omflakken kommer han incognito tilbage; han har naturlig Forstand og Læsning, og veed, at der gives fem eller sex Maader, hvorpaa man kan bevæge en Onkels Hjerte; men Hovedsagen er at man er ukjendt, det er en nødvendig Betingelse.” Man hører strax Roman-Helten. At Charles skulde tiltroe sig Behændighed nok til at narre et saadant Mæhæ som hans Onkel er, det var ganske i sin Orden; men det er ikke derpaa Charles reflekterer, han taler om Onkler i Almindelighed, om fem à sex Midler i Almindelighed og om den Betingelse i Almindelighed at være ukjendt. Hans Tro paa Mystifikationen er da ligesaa phantastisk som Emmelines Illusion, og man gjenkjender i Begge Judithes Skole. Charles's Overspændthed i denne Henseende faaer man et godt Begreb om derved, at han uagtet alle disse ypperlige Theorier ikke er istand til at hitte paa det Allermindste, og maa lade sig raade af den intet mindre end sværmeriske Rinville. Hans Tro paa Mystifikationen er da ligesaa ufrugtbar som Emmelines paa Illusionen, og derfor har da ogsaa Digteren ladet dem Begge komme til det samme Resultat, nemlig til det modsatte af det, de troede at arbeide dem hen til, thi Emmelines Sympathi og Charles's Mystifikation bevirker gerade det Modsatte af hvad de troe den skal bevirke. Dette skal jeg senere udvikle.

Skjøndt Charles nu paa Illusionens Bekostning har vundet Troen paa at mystificere, saa har han dog beholdt Lidt tilbage af hiin, og det er det Andet, hvorpaa man i den forulykkede Charles gjenkjender Judithes Elev og Emmelines Legekammerat. Sit eget Liv veed han trods al dets Elendighed og Ubetydelighed at opfatte i en romantisk Forklarelse. Han betragter sin Ungdom, da han gik ud i Verden, som „en høist elskværdig Cavaleer, en ung Mand af den bedste Tone, fuld af Ild og Liv og Gratie, udsat for store Efterstræbelser af Kjønnet.” Selv den Historie med Pamela har i hans Øine et romantisk Udseende, skjøndt Tilskueren meget godt aner, at Charles egentlig har været til Nar. Man vil let see, hvorfor jeg gjorde Mystifikationen til det Fremherskende for Charles; thi den Illusion, han er i, er egentlig en Illusion med Hensyn til sin Gave at mystificere. Man seer atter her Roman-Helten. Der er en uforlignelig Sandhed i Charles. I Forhold til Folk i Almindelighed har et saadant forulykket Subjekt noget Fornemt, han er berørt af Ideen, hans Hjerne er ikke ubekjendt med phantastiske Forestillinger. En saadan Figur er derfor ret egentlig comisk, fordi hans Liv ligger under det Almindelige, ligger i Usselhed, og dog troer han, at han udfører det Overordentlige. Han troer, at Historien med Pamela er et „Eventyr,” og dog fatter man en Mistanke, om det ikke snarere er hende, der har taget ham ved Næsen; man fristes næsten til at troe, at han er mere uskyldig end han selv troer, at Pamela har havt andre Grunde til at forfærde ham „med Skræddersaxen” end hendes krænkede Kjærlighed, ja at disse Grunde vel endog laae udenfor hans Forhold til hende.

Endelig gjenkjender man i det forulykkede Subjekt den oprindelige Charles paa Grund af en lav-comisk Rørelse, en Blødhed, der troer paa store Følelser og bevæges af dem. Da han hører, at Onkelen har betalt Vexlen, udbryder han: „Ja, Naturens og Blodets Baand ere hellige”^[1]. Han er virkelig bevæget, hans romantiske Hjerte er rørt, hans Følelse giver sig Luft, han bliver sværmerisk: „Ja, tænkte jeg ikke nok, enten har man en Onkel eller man har ingen.” Der er ikke Spor af Ironi i ham, det er den ferskeste Sentimentalitet; men derfor er den comiske Virkning i Stykket uendelig. Da Cousinen beder Faderen om Tilgivelse for den formeentlige Charles, udbryder han rørt, med Taarer i Øiet: o, den gode Cousine! Han har ikke ganske tabt Troen paa, at der i Livet som i Romanen er ædle qvindelige Sjæle, hvis ophøiede Resignation kun kan afpresse En Taarer. Denne Tro vaagner nu med sit fordums Sværmeri.

Jeg har med Flid dvælet lidt længere ved Charles, fordi han er fra Digterens Haand en saa fuldendt Figur, at jeg troer, jeg kunde skrive en heel Bog om ham, blot ved at knytte mig til hans Repliker. Man troer maaskee, at Emmeline er den sentimentale og Charles derimod bleven klog paa Verden? Ingenlunde. Deri ligger netop Scribes uendelige Vittighed, at Charles paa sin Viis er ligesaa sentimental som Emmeline, saa begge to lige kraftigt vise sig som Discipler af Tante Judithe.

Den gamle Dervière, hans Datter og Charles, danne nu i Forening en aldeles phantastisk Verden, om de end i en anden Forstand alle ere Figurer, grebne ud af Livet. Denne Verden skal bringes i Forhold til Virkeligheden, og dette skeer ved Hr. Rinville. Rinville er en ung dannet Mand, der har reist udenlands. Han er i den Alder, da det kunde synes passende ved et Giftermaal at foretage sig et for hele Livet afgjørende Skridt. Han har overveiet den Sag med sig selv og fæstet sit Blik paa Emmeline. Han er for forstandig paa Verden til at være sværmerisk, hans Giftermaal er et vel overlagt Skridt, som han beslutter sig til af flere Grunde. For det Første er Pigen riig og giver Udsigt til 50,000 Francs i aarlig Rente; for det Andet er der et venskabeligt Forhold mellem Pigens Fader og hans Fader; for det Tredie har han i Spøg yttret, at han nok skulde beseire denne knibske Skjønhed; for det Fjerde er det virkelig en elskværdig Pige. Den Grund kommer sidst, den er en senere tilkommen Note.

Vi have saaledes betragtet de enkelte Kræfter i Stykket og gaae nu over til at undersøge, hvorledes disse maae stilles i Forhold til hverandre for at vinde dramatisk Interesse. Her vil man let faae Leilighed til at beundre Scribe. Stykket maa lægges an paa Emmeline, derom kan ingen Tvivl være. Emmeline er overhovedet vant til at herske, det er derfor i sin Orden, at hun ogsaa i Stykket er den Dominerende. Hun har alle mulige Egenskaber til at blive en Heltinde, dog ikke substantielt, men i negativ Forstand. Hun er da comisk, og ved hende Stykket et Lystspil, Hun er vant til at herske, som det sømmer sig en Heltinde, men det, hun behersker, er en Nar af en Fader, Tjenestetyende o. s. v. Hun har Pathos, men da dens Indhold er Nonsens, saa er hendes Pathos væsentlig Snak; hun har Lidenskab, men da dens Indhold er et Phantom, saa er hendes Lidenskab væsentlig Galskab; hun har Sværmeri, men da dets Indhold er Intet, saa er hendes Sværmeri væsentlig Pjattethed; hun vil bringe sin Lidenskab ethvert Offer, det er, hun vil offre Alt for Intet. Som comisk Heltinde er hun uforlignelig. Hos hende dreier Alt sig om en Indbildning, og Alt udenfor hende dreier sig igjen om hende og derned om hendes Indbildning. Man seer let, hvor fuldendt comisk det hele Anlæg maa blive, man skuer ind deri, som skuede man ned i en Afgrund af Latterlighed.

Emmelines Indbildning gaaer ud hverken paa mere eller mindre, end at hun elsker sin Fætter Charles, som hun ikke har seet siden hun var otte Aar gammel. Det Hoved-Argument, ved hvilket hun søger at værne om sin Illusion, er følgende: den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed, og man elsker kun engang.

Som Forfægter af den første Kjærligheds absolute Gyldighed er Emmeline Repræsentant for en talrig Classe af Mennesker. Man mener vel, at det kan være muligt at elske meer end eengang; men den første Kjærlighed er dog væsentlig forskjellig fra enhver anden. Dette kan ikke forklares paa anden Maade end ved at antage, at der er en medlidende Dæmon til der har skjænket Mennesket lidt Forgyldning til at pynte paa Livet med. Den Sætning nemlig, at den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed, er meget føielig og kan paa mange Maader komme Menneskene til Hjælp. Er man ikke saa heldig at komme i Besiddelse af hvad man ønsker, saa har man dog den første Kjærligheds Sødme. Er man saa uheldig at elske flere Gange, saa er dog hver Gang den første Kjærlighed. Sætningen er nemlig en sophistisk Sætning. Elsker man tredie Gang, saa siger man: denne min nuværende Kjærlighed er dog først min sande Kjærlighed, men den sande Kjærlighed er den første, ergo er denne tredie Kjærlighed min første. Det Sophistiske ligger i, at Bestemmelsen: den første, paa eengang skal være en qvalitativ og en numerisk Bestemmelse. Naar en Enkemand og en Enke slaae deres Pjalter sammen, naar hver bringer fem Børn med, saa forsikkre de dog hinanden paa Bryllupsdagen, at denne Kjærlighed er deres første Kjærlighed. Emmeline vilde i sin romantiske Orthodoxi med Afsky see paa en saadan Forbindelse; den vilde være hende en løgnagtig Afskyelighed, der var hende ligesaa vederstyggelig som et Ægteskab mellem en Munk og en Nonne var det for Middelalderen. Hun opfatter Sætningen numerisk og med en saadan Samvittighedsfuldhed, at hun mener, et Indtryk i hendes ottende Aar er afgjørende for hele Livet. Paa samme Maade opfatter hun den anden Sætning: man elsker kun eengang. Denne Sætning er imidlertid ligesaa sophistisk og ligesaa elastisk. Man elsker flere Gange, og hver Gang benegter man de foregaaende Ganges Gyldighed, og saaledes paastaaer man dog Rigtigheden af den Sætning, at man kun elsker eengang.

Emmeline fastholder da sin Sætning numerisk bestemmet, Ingen kan modbevise hende; thi Enhver, som vover derpaa, frakjender hun Sympathi. Hun maa nu gjøre Erfaring, og Erfaringen modbeviser hende. Spørgsmaalet bliver, hvorledes man paa dette Punkt skal forstaae Digteren. Det viser sig, at hun elsker Rinville, ikke Charles. Svaret herpaa vil være afgjørende til at bestemme, om Stykket er i uendelig Forstand comisk, eller i endelig Forstand moraliserende. Som bekjendt ender Stykket med, at Emmeline vender sig fra Charles til Rinville, rækker ham Haanden og siger: „det var en Feiltagelse, jeg forvexlede det Forbigangne med det Tilkommende.” Dersom nu Stykket i endelig Forstand er moraliserende, saaledes som det vel i Almindelighed forstaaes, saa er det Digterens Mening i Emmeline at skildre en barnagtig, forskruet Pige, der har sat sig det fast i Hovedet, at hun kun elskede sin Charles, men som nu kommer til bedre Forstand, helbredes for sin Sygdom, gjør et fornuftigt Parti med Hr. Rinville og lader Tilskueren haabe det Bedste af hendes Fremtid, at hun vil blive en driftig Huusmoder o. s. v. o. s. v. Er dette Meningen, saa forvandles den første Kjærlighed fra et Mesterstykke til en scenisk Ubetydelighed, under den Forudsætning, at Digteren nogenlunde har motiveret hendes Forbedring. Da dette ikke er Tilfældet, saa bliver Stykket, som Hele betragtet, et maadeligt Stykke, og man maa beklage, at de glimrende Enkeltheder i det ere spildte.

At Scribe paa ingen Maade har motiveret hendes Forbedring skal jeg nu vise. Rinville beslutter at udgive sig for Charles. Det lykkes ham at bedrage Emmeline. Han gaaer ganske ind i den formeentlige Charles's Sentimentalitet, og Emmeline er ude af sig selv af Glæde. Det er altsaa ikke ved sin Person at Rinville indtager hende, men ved Charles's Søndagsklæder. Ja selv om det istedetfor en fingeret Charles havde været den virkelige, selv om han havde seet aldeles ligesaadan ud som Rinville, saa er der ved denne Figurs Optræden ikke kommet noget nyt Motiv til for at elske. Tværtimod hun elsker ham med en objektiv mathematisk Kjærlighed, fordi han congruerer med det Billede, hun selv har dannet. Rinville har da egentlig slet intet Indtryk gjort paa Emmeline. Hvor afmægtig han er viser sig ogsaa derved, at da han ikke har Ringen, elsker hun ham ikke, da han faaer Ringen, elsker hun ham igjen, hvoraf fremgaaer en Sandsynlighed for, at denne Ring er for Emmeline en magisk Ring, og at hun vilde elske Enhver, der traadte op med den Ring. Da Emmeline endelig faaer at vide, at Charles er gift, beslutter hun at ægte Rinville. Dersom dette Skridt nu paa nogen Maade skulde tyde paa en Forandring hos hende, ja hvad mere er, paa en Forandring til det Bedre, saa maatte det paa den ene Side være lykkedes Rinville at behage hende ved sin egen Elskværdighed, der i Stykket maatte sees at være af en bedre Bonitet end Charles's, paa den anden Side maatte det være lykkedes ham at opløse og forklare hendes theoretiske Forhærdelse angaaende den første Kjærligheds absolute Gyldighed. Ingen af Delene er Tilfældet. Rinville træder op som Charles og behager hende kun forsaavidt han ligner ham. Og det Billede, hun har af Charles, er ikke et storartet Phantasi-Stykke, som der hørte en poetisk Figur til at fylde, nei, hendes ideale Charles er kjendelig paa en Mængde Tilfældigheder, især paa en Ring paa Fingeren. Kun ved sin Lighed med Charles behager han hende, og han kommer ikke til at udfolde en eneste ham eiendommelig Elskværdighed, der kunde gjøre Indtryk paa Emmeline. Hun seer overhovedet slet ikke Rinville, men kun sin egen Charles. Hun er paa det Punkt, at hun elsker Charles og afskyer Rinville; hvem af dem der er den Elskværdigste afgjør hun ikke ved at see dem, det er afgjort længe iforveien. Da Charles træder op som Rinville, finder hun ham „modbydelig.” I denne Dom maa nu Tilskueren give hende Ret; men det synes ikke at være Digterens Mening at tilskrive den stort Værd; hun veed, at han er modbydelig, før hun seer paa ham, hun seer neppe paa ham og finder det bestyrket. Digteren vil snarere vise hendes Dom om den formeentlige Rinville som en Vilkaarlighed, og derfor lader han den bestandig parodieres af Faderens Dom. Faderen finder slet intet Indtagende ved den formeentlige Charles, derimod finder han den formeentlige Rinville høist elskværdig, Datteren omvendt; han finder det saaledes, fordi han vil det saaledes, hun ligesaa. At hun har Ret, seer Tilskueren, men hendes Dom bliver ligefuldt en blot Vilkaarlighed, og derved faaer Situationen saa megen comisk Kraft.

Det lykkes Rinville heller ikke at beseire hendes Theori. Charles er gift, ham kan hun altsaa ikke faae^[2], med mindre hun vil komme i Kast med Øvrigheden. Hun ægter Rinville af tvende Grunde, deels for at hævne sig paa Charles, deels for at lyde sin Fader. Disse Grunde synes ikke at tyde paa en Forandring til det Bedre. Gjør hun det for at hævne sig paa Charles, saa viser det jo, at hun vedbliver at elske Charles; Motiver er ganske efter Romanens Logik, og man kan ingenlunde ansee hende for helbredet. Gjør hun det for at lyde Faderen, saa maa der enten være kommet en Alvor i hendes Sjæl, en Anger og Fortrydelse over, at hun har tilladt sig at have en Fader til Bedste, der dog kun havde een Svaghed, den at være for god imod hende; men dette vilde være i Modsigelse med hele Stykket — eller hendes Lydighed har sin Grund i, at hans Villie er i Harmoni med hendes Lune, og hun er da atter her uforandret.

Der skjønnes da ikke i Stykket at være det Mindste, der antyder, at hendes Valg af Rinville skal være fornuftigere end alt Andet, hvad hun gjør. Emmelines Væsen er det uendelige Pjat, hun er ligesaa pjattet ved Slutningen som i Begyndelsen, og derfor kan man udeelt forlyste sig ved hele Stykkets comiske Virkning, der fremkommer derved, at Situationen bestandig er hende imod. Hun er da ikke forbedret ved Slutningen af Stykket, ligesaalidet som Erasmus Montanus er det hos Holberg. Hun er for stor Theoretiker, for god Dialektiker (og ethvert Menneske, der har en fix Idee, er en Virtuos paa een Stræng) til at lade sig empirisk overbevise. Charles har været hende utro, hun ægter Rinville; men hendes romantiske Samvittighed gjør hende ingen Bebreidelser. Rolig turde hun træde frem for Tante Judithe, hvis denne levede, hun turde sige til hende: „jeg elsker ikke Rinville, jeg har aldrig elsket ham, jeg elsker kun Charles, og siger endnu: man elsker kun eengang, og den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed; men jeg har Agtelse for Rinville, derfor har jeg ægtet ham og adlydt min Fader” (cfr. fjortende Scene). Da vil Judithe svare: „ret saa, mit Barn, Lærebogen tillader i en Anmærkning dette Skridt. Den siger: naar de Elskende ikke kunne faae hinanden, da bør det dem at leve stille hen, og skjøndt de ikke faae hinanden, skal deres Forhold dog have samme Betydning, som om de havde faaet hinanden, og deres Liv skal være ligesaa skjønt og i alle Maader ansees for et Samliv. Det veed jeg af egen Erfaring. Min første Kjærlighed var en Seminarist, men han kunde intet Levebrød faae. Han var min første Kjærlighed og blev min sidste, jeg døde ugift og han uden Levebrød. Naar derimod den ene Part bliver den anden utro, da har den anden Lov at gifte sig, dog saaledes, at hun gjør det paa Grund af Agtelse.”

Naar man da har Valget mellem at nedsætte Scribes Stykke til en Ubetydelighed ved at paastaae, at der findes Noget deri, som ikke lader sig eftervise, eller at glæde sig over et Mesterstykke ved at kunne forklare Alt, saa synes Valget let. Stykket er da ikke i endelig Forstand moraliserende, men i uendelig Forstand vittigt; det har ingen endelig Hensigt, men er en uendelig Spøg med Emmeline. Derfor ender Stykket heller ikke. Da den nye Kjærlighed til Rinville ikkun er motiveret ved en Forvexling, saa er det ganske vilkaarligt at lade Stykket høre op. Enten er dette nu en Feil ved Stykket, eller en Fortjeneste. Valget er her atter let. Idet Tilskueren troer, at Stykket er forbi, at han har vundet et sikkert Fodfæste, opdager han pludselig, at det, han træder paa, er ikke noget Fast, men ligesom Enden af et Vippebræt, og idet han træder derpaa vipper han hele Stykket ud over sig selv. Der viser sig en uendelig Mulighed af Confusion, fordi Emmeline, paa Grund af sin Roman-Dannelse, er bleven übergreifend i Forhold til enhver Bestemmelse af Virkelighed. At den virkelige Charles ikke var hendes Charles, det har hun lært; men snart vil hun, naar Rinville bliver Rinville, overbevise sig om, at han heller ikke er det. Klæderne gjøre Manden, og den romantiske Habit er det, hun seer paa. Der vil da maaskee vise sig en ny Figur, der ligner Charles, og saaledes fremdeles. Forstaaer man Stykket saaledes, saa er hendes Slutnings-Replik endog dybsindig, medens det i andet Fald er mig idetmindste umuligt at finde Mening i den. Hun betegner da Bevægelsens Forandring. For laae hendes Illusion bagved hende i det Forbigangne, nu vil hun søge den i Verden og i det Tilkommende, thi den romantiske Charles har hun ikke opgivet; men hvad enten hun reiser frem eller tilbage, saa bliver hendes Expedition efter den første Kjærlighed at sammenligne med den Reise, man foretager efter sin Sundhed, hvilken, som man siger, altid er en Station forud.

Man vil da ogsaa finde det i sin Orden, at Emmeline ingen Oplysninger giver med Hensyn til hendes Theori, hvilket man ellers med Rette kunde fordre. Naar en Mand forandrer sin Tro, fordrer man en Forklaring, er han Theoretiker, fordrer man den med Rette. Emmeline er ingen læg Pige, hun er velstuderet, hun har Theori, har elsket Charles i Kraft af denne, hun har etableret den Sætning, at den første Kjærlighed er den sande. Hvorledes vil hun rede sig ud deraf? Vil hun sige, at hun aldrig har elsket Charles, men at Rinville er hendes første Kjærlighed, saa er hun i Modsigelse med sig selv, da hun jo egentlig troer, at Rinville er Charles. Vil hun sige: den første Kjærlighed var Barnestreger, den anden Kjærlighed er den sande, saa seer man let, at hun kun ved en Sophisme vil slippe fra En. Siger hun: det kommer slet ikke an paa Tallet, om det er Nummer 1 eller Nummer 2, den sande Kjærlighed er noget ganske Andet; saa maatte man spørge, hvilken Elskværdighed hun da havde fundet hos Rinville, da den opmærksomme Iagttager ikke havde opdaget nogen anden end den, at han har været saa høflig at iføre sig Charles, for at behage hende. Skal Stykket virkelig være endt, saa maa man med Billighed fordre Oplysning om alt dette. Er det derimod Digterens Mening, at Stykket er uendeligt, saa er det en Ubillighed at fordre en Forklaring af Emmeline, da hun endnu ikke selv er kommen paa det Rene desangaaende.

Interessen dreier sig da om Emmeline og hendes Illusion. At bringe en Collision tilveie er nemt nok. Jeg vil nu et Øieblik sætte de tre Personer med Udeladelse af Charles i Forhold til hverandre, for at see, hvorvidt vi paa den Maade kunne komme. Faderen ønsker at see Emmeline gift og forsørget. Hun refuserer ethvert Forslag. Endelig foreslaaer han den unge Rinville, anbefaler ham varmere end nogen Anden, ja gjør Mine til at være bestemt. Emmeline gaaer til Bekjendelse, at hun elsker en Anden, nemlig Charles. Rinville kommer, modtager Brevet, faaer den Idee at udgive sig for Charles.

Saavidt kunde Stykket gaae med tre Personer, og vi vare ikke gaaede Glip af een af de vigtigste Situationer i Stykket: Gjenkjendelsesscenen. Jeg kan her strax tage Anledning til at vise, hvorledes Scribe lader Alt fremkomme i Situation. Emmeline kommer aldrig til at give sin Sentimentalitet Luft i Monolog, men altid i Dialog og Situation. Man hører hende ikke i Eensomhed sværme for Charles. Først da Faderen trænger stærkt paa, maa hun skrifte, hvilket bidrager til at hendes Sentimentalitet tager sig bedre ud. Man hører hende ikke i Monolog repetere for sig selv hendes Kjærligheds-Reminiscentser, det skeer først i Situation. Hendes Sympathi siger hende strax, at Rinville er Charles, og med ham gjennemgaaer hun nu alle gamle Minder. En vittigere Situation lader sig neppe tænke. Rinville har Verden, og ved Hjælp af nogle ganske faa Oplysninger om Emmelines Aands-Tilstand seer han snart, at hendes Fætter Charles er en meget nebuløs og mythisk Figur. Hun har for sin Phantasi malet et Billede af Charles, der kan passe paa Alle, ligesom de Ansigter, den ene af die mehreren Wehmüller malede, passede paa enhver Ungarer. Charles's Portrait er ligesaa abstrakt som denne Malers National-Gesichter. Dette Portrait og nogle almindelige Formularer, et lille Vers ikke at forglemme, er Udbyttet af hendes Roman-Dannelse. Falskneriet er da gjort temmelig let for Rinville og lykkes over al Maade.

Man kunde nu ogsaa af disse tre Personer og deres Forhold til hinanden danne et Lystspil. Rinville havde indseet, at skjøndt han som Rinville var vel anskreven hos Faderen, saa var det dog af større Vigtighed at behage Datteren, hvis Vink Alt lystrede i Dervières Huus. Han vilde da vedblive at udgive sig for Charles. Derved havde han da vundet Fodfæste i Familien, havde Leilighed til at indtage Pigen for sig. Han turde regne paa Emmelines Herredømme over Faderen, og naar da hun havde aftvungen Faderen Tilladelse, saa maatte han have vidst at indtage Pigen i den Grad, at hun ikke vilde betænke sig igjen.

Man seer let det Ufuldkomne i dette Anlæg. For at Dervière skal bringe Datteren til at tilstaae sin Hemmelighed, maa han have trængt meget stærkt ind paa hende; thi ellers kunde hun ligesaa godt have tilstaaet den første Gang, han overhovedet talte til hende om Ægteskab. Faderen har altsaa havt mange Grunde til at ønske Rinville til Svigersøn. Jo ivrigere han er, desto mere spændes Forholdet, desto mindre sandsynligt bliver det, at han vil give sit Samtykke til, at hun faaer Charles. Paa den anden Side maa der være en dramatisk Sandsynlighed for, at Emmeline kan tage feil. Denne har Digteren opnaaet derved, at Charles er ivente og indrettet det saaledes, at hun selv bringer denne Efterretning og i samme Øieblik bliver den formeentlige Charles vaer. Faderens Forlegenhed og Iver for at skjule Charles's Ankomst bestyrker hende endmere i, at det virkelig er Charles.

Nu vil jeg tage den fjerde Person til, for at vise Anlæggets Fortræffelighed, og hvorledes den ene Situation overbyder den anden i Vittighed.

Charles iler hjem som den forlorne Søn, for at kaste sig i Onklens Arme, blive Cousinen qvit og faae sin Gjeld betalt. Men for at opnaae alt dette, maa han være incognito. Som næsten enhver Situation er en uendelig vittig Spot over Emmelines Sentimentalitet, saa er ogsaa næsten enhver Situation en ligesaa vittig Spot over Charles's Mystifikation. Han kommer hjem, fuld af Tillid til sine Gaver til at mystificere. Han troer, det er ham, der driver Intrigen, ham, der mystificerer, og dog seer Tilskueren, at Mystifikationen er i Gang før Charles træder op; thi Rinville har jo allerede udgivet sig for Charles. Intrigen tager da Charles med, Rinvilles Mystifikation trænger Charles ind i sin Mystifikation, og dog troer Charles, at det udgaaer fra ham. Nu er der fuldkommen Liv i Stykket, en i Kaadhed næsten vanvittig Krydsning af Situationer. Samtlige fire Personer ere nemlig gjensidigen mystificerede. Emmeline vil have Charles, Charles vil være hende qvit; Charles, Mystifikatoren, veed ikke af, at Rinville udgiver sig for ham og paa alle Maader søger i dette Navn at indtage Pigen. Rinville tænker ikke paa, at Charles som Rinville paa alle Maader misrecommenderer ham; Dervière holder paa Rinville, men den, han holder paa, er Charles; Emmeline holder paa Charles, men den, hun holder paa, er Rinville. Saaledes opløser hele Operationen sig i Nonsens. Det, Stykket dreier sig om, er Intet, det, der kommer ud af Stykket, er Intet.

Emmeline og Charles modarbeide hinanden, og dog komme de Begge til det Modsatte af det, de ville: hun til at faae Rinville, han, som vilde mystificere, til at forraade Alt.

Paa ethvert Theater, hvor den første Kjærlighed er opført, er der vistnok leet meget ad dette Stykke, men jeg tør forsikkre det theaterbesøgende Publikum, at der aldrig er leet nok. Hvis jeg, for at erindre om en gammel Fortælling, vilde sige om et Menneske, der loe ret heftigt, enten er han gal, eller han læser, maaskee rettere, han seer den første Kjærlighed, saa troer jeg ikke at sige for Meget. Man leer stundom ad Ting og fortryder det næsten i samme Øieblik; men Situationerne i dette Stykke ere af den Art, at jo mere man fordyber sig i dem, desto latterligere, destomere vanvittige vise de sig. Da nu Situationen selv er i høieste Grad latterlig, saa tage de i og for sig vittige Repliker sig kun endnu fortræffeligere ud.

At Scribe kan skrive Repliker er for bekjendt til, at det behøver at siges. Man beundre ham derfor, men man beundre ham endnu mere for den Virtuositet, hvormed han veed at passe dem ind i Situationen, saa at de fremgaae af Situationen og atter belyse denne. Er hans Replik en sjelden Gang lidt mindre correct, saa tilkjøber han sig strax Aflad ved dens Vittighed. Man maa dog erindre, at jeg ikke taler om alle Stykker af Scribe, men kun om „den første Kjærlighed.”

Idet den fjerde Person blev sat til, kom der en fuldstændig dramatisk Gjæring i Stoffet. Man behøver ikke at frygte, at Stoffet skal komme til at mangle Liv, men snarere at Livet i det skal blive altfor kaad og utilbøieligt til at lystre Tøilen. Enhver Situation maa have sin Tid, og dog maa man i den mærke Stykkets indre Uro. At Scribe heri er Mesteren, er det, jeg nu til Slutning vil vise ved at gjennemgaae de enkelte Situationer. Læseren maa tilgive, om jeg skulde blive lidt for vidtløftig; det har sin Grund i min Jalousi paa Scribe og min Mistillid til Læseren. Min Jalousi paa Scribe tilhvisker mig, at han aldrig kan blive forstaaet godt nok; min Mistillid til Læseren vil bringe mig til at troe, at han paa enkelte Steder ikke seer Alt. Man troer i Almindelighed, at det Comiske mere er Øieblikkets Sag end det Tragiske; man leer derad og glemmer det, medens man ofte vender tilbage til det Tragiske og hensynker deri. Det Comiske og det Tragiske kan enten være Replik eller Situation. Nogle Mennesker dvæle helst ved Repliken, bevare den i Hukommelsen og vende ofte tilbage til den. Andre dvæle helst ved Situationen, reconstruere den for Hukommelsen. Disse Sidste ere de contemplative Naturer. Disse ville heller ikke negte, at en comisk Situation har noget ligesaa Fyldestgjørende for Intuitionen, ja at den, naar den ellers er correct, mere frister En til at fordybe sig i den end i den tragiske. Jeg har hørt og læst mange Tragedier, men kan kun erindre en ganske enkelt Replik, og ogsaa denne beskjæftiger mig mindre, Situationen derimod kan jeg i al Stilhed sidde og hensynke i. Jeg vil tage et Exempel. Da Clärchen i Goethes Egmont faaer at vide, at Egmont er fangen, da træder hun frem for at tale til Hollænderne, for at bevæge dem til at gjøre Oprør. Hun er forvisset om, at hendes Veltalenhed vil ryste dem, og dog staae Hollænderne ret som Hollændere, urørte, blot betænkte paa at luske fra hende. Hendes Replik har jeg aldrig kunnet huske et Ord af, Situationen derimod har været mig uforglemmelig fra det Øieblik, jeg første Gang saae den. Den er som tragisk Situation fuldendt. Den skjønne unge Pige, poetisk ved sin Kjærlighed til Egmont, beaandet af Egmonts hele Væsen, skulde man troe maatte kunne bevæge den hele Verden, men ingen Hollænder forstaaer hende. Sjælen hviler i en saadan Situation med et uendeligt Veemod; men den hviler, Contemplationen er fuldstændigt i Ro. Den comiske Situation har vel en lignende Bestaaen for Contemplationen, men paa samme Tid er Reflexionen i Bevægelse indenfor, og jo Mere den opdager, desto uendeligere bliver den comiske Situation ligesom inden i sig selv, desto mere svimler det for En, og dog kan man ikke lade være at stirre ind deri.

Situationerne i den første Kjærlighed ere netop af den Art. Det første Indtryk af dem er allerede af en comisk Virkning, men naar man reproducerer dem for Intuitionen, da bliver Latteren stillere men Smilet mere forklaret, man kan næsten ikke faae Tanken bort derfra igjen, fordi det er som om der kom noget endnu Latterligere. Denne stille Nyden af Situationen, idet man skuer ind i den omtrent som En, der ryger Tobak, skuer ind i Røgen, er maaskee en eller anden Læser ubekjendt med. Scribe er ikke Skyld deri; er det Tilfældet, saa har Læseren selv Skyld mod Scribe.

Dervière trænger stærkt paa Emmeline, for at hun skal ægte Rinville, han vedgaaer sin Kjærlighed til Charles, skrifter den høist uskyldige Forstaaelse, i hvilken hun har levet med ham, faaer ved gode Ord Faderen bevæget til at skrive et Brev til Rinville, der indeholder et Afslag; Tjeneren afsendes med Brevet; Familien negter sig hjemme, Rinville træder op. Lapierre har, istedetfor at sige Domestikerne neden under Beskeed, trukket Ridestøvler paa. Rinville er altsaa indladt. Her har Scribe strax, istedetfor at lade Hr. Rinville træde op og anmelde sig selv, faaet en ikke uvittig Situation, der indeholder ligesaa megen Spot over Dervière som over Emmeline. Rinville har modtaget Brevet, læser det. Her er atter Situation. Det er ikke, som ellers saa ofte, et Brev der bliver læst, saaledes at Opmærksomheden maa fæstes alene paa dets Indhold. Det er i Hr. Dervières Huus, at den tilkommende Svigersøn faaer Afslaget. Rinville fatter sin Plan. Dervière træder op, Rinville udgiver sig for Charles.

Her have vi en fuldendt vittig Situation. Der kunde naturligviis ikke være nogen Gjæst Hr. Dervière mere uvelkommen end Charles. Dette aner Rinville ikke. Hans hele Intrige viser sig da som en saare uheldig Idee. Situationen ligger ikke deri, at Rinville udgivet sig for Charles, men deri, at han har valgt den alleruheldigste, han kunde vælge, og det uagtet han nødvendig maatte troe at vælge den heldigste. Situationen ligger dernæst i, at Dervière har den unge excellente Rinville i sit Huus uden at ane det. Naar man nu paaagter de i og for sig poetisk rigtige Repliker, saa vil man atter og atter komme til at nyde Situationen i en høiere Potents, fordi det Latterlige i Situationen i dem bliver klarere og klarere. Rinville begynder i den sentimentale og pathetiske Stiil. Om det er correct, kunde synes tvivlsomt. Han har intet nærmere Kjendskab til Charles, kan altsaa ikke vide, hvilken Maade der vilde virke mest skuffende. Han har derimod en Forestilling om Dervières Huus, og tør derfra slutte til Beskaffenheden af de øvrige Lemmer i denne Familie. Vil man ansee Begyndelsen for ucorrect, saa kan man ikke negte, at Scribe bøder paa denne Svaghed ved Replikens Vittighed og den Anelse, som vækkes hos Tilskueren om den virkelige Charles. Det Ucorrecte ligger da i, at Rinvilles første Tiltale er saa pathetisk, at det seer ud, som om han frygtede for ikke at være velkommen, hvilket dog Rinville ifølge det Foregaaende netop maa troe. Rinville ligner derfor lidt vel meget den virkelige Charles. Onkelen synes, trods sin øvrige Dumhed, ret godt at have opfattet Charles; han mener, at blive ham qvit ved Penge, tilbyder ham 6000 Francs om Aaret istedetfor de tidligere 3000. Man kommer herved uvilkaarlig til at tænke paa den virkelige Charles. Han vilde have priist sig meget lykkelig, med Glæde taget mod dette Tilbud. Den hele Scene vilde da have endt ligesaa pathetisk som den begyndte, han vilde have kastet sig i Onkelens Arme og udraabt: ja, Naturens og Blodets Baand ere hellige. Rinville er imidlertid ikke tjent dermed, han vedbliver i den begyndte Tone, ganske som Charles vilde have udtrykt sig, hvis han ikke havde behøvet de 6000 Francs. Onkelen beslutter sig nu til at tage ham med det Gode, vinde ham for sig, han fortæller ham oprigtigt hele Sagens Sammenhæng, holder en Lovtale over Rinville, der paa Grund af Situationen bliver parodisk. Situationen naaer sin fuldendte Høide, idet Dervière betroer Rinville, at han har tænkt paa at udfinde en eller anden List, ved hvilken han kunde gjøre Emmeline bekjendt med Rinville, uden at hun fattede Mistanke^[3]. Modsætningen er fortræffelig. Dervière vil udtænke en List, denne List har allerede Rinville udtænkt. Rinvilles List danner Situationen, og i denne hører man Dervières Replik. Dervière tilstaaer selv, at han ikke er meget opfindsom, hans List er saare simpel, om Charles ikke vil have den Godhed at gaae. Hvis denne List lykkedes, saa har Dervière saa omtrent gjort det Dummeste han kunde.

Rinville gaaer imidlertid ikke, derimod træder Emmeline op med Efterretning om, at en vis Hr. Zacharias ønsker at tale med hendes Fader, Charles betræffende, der alle Øieblikke er ivente. Faderens Forlegenhed forraader Alt, hun gjenkjender Charles. Ved dette Anlæg har Digteren vundet Meget. Den Første den foregivne Charles støder paa, er Onkelen; han maa ansees for den, der er lettest at bedrage. Han er dum, i Uro for at Charles skal komme og derfor kun altfor tilbøielig til at troe Visheden af denne sørgelige Begivenhed; han kunde heller aldrig drømme om, at Nogen kunde falde paa at udgive sig for Charles. I Forhold til ham kan derfor Rinville være dristig nok. I Forhold til Emmeline vilde det derimod være altfor dristigt vovet, da hun dog altid er en Deel fiffigere. Dertil kommer, at det vilde være uskjønt, om Rinville saa aldeles vilde tilsidesætte Decorum, og ikke mindre uskjønt fra Emmelines Side. Nu derimod har hun det usvigeligste Beviis for, at det er Charles, i Faderens Forlegenhed. Gjenkjendelsen skeer for Faderens Øine, Rinville behøver Intet at gjøre; istedetfor at skulle passe paa sin Rolle kan han forholde sig ganske rolig, thi nu har Emmeline faaet Øinene op. Hun nøder saa godt som Rinville til at være Charles; forsaavidt kan han være angerløs, og hun selv er angerløs, da Faderen er den, der har nødt hende til at antage ham derfor. Digteren har da ved dette Anlæg udbredt en vis Zarthed over Situationen, der berøver den alt Anstødeligt og gjør den til en uskyldig Spøg.

Situationen er ikke mindre vittig end den foregaaende. Dervière er ganske befippet, og dog har han selv foranlediget det Hele og hjulpet Rinville over den Vanskelighed, ligeoverfor Emmeline at udgive sig for Charles. Situationen danner tillige en Parodi paa den foregaaende; Onkelen kunde slet ikke kjende ham strax. Derimod kan hun. Dette forklarer hun af en besynderlig Følelse, som hun dog ikke veed hvad var; men det var ligesom en Stemme, der hviskede til hende: han er der. (Denne Stemme er nok Faderens Stemme, der forraadte Alt.) Hun forklarer det af Sympathier, som hun ikke kan forklare for sin Fader, men vel for sin Tante Judithe. Hvo er nu den Klogeste: Dervière, som ikke kjendte ham, som ingen Anelse havde, men som nu kjender ham, eller Emmeline, der strax kjendte ham. Jo mere man seer derpaa, jo latterligere det bliver. Repliken hjælper her atter Tilskueren til at fordybe sig i Situationens Latterlighed. Ovenpaa Emmelines Replik, at hun havde en saadan besynderlig Følelse, følger Dervières: „da havde jeg for min Part ikke den ringeste Anelse, og dersom han ikke havde sagt mig sit Navn reent ud”... En saadan Replik er Guld værd. Den er saa naturlig og simpel, og dog havde maaskee ikke een blandt ti Dramatikere havt Besindighed og Øie nok for Situationen til at lade den fremkomme. En almindelig Dramatiker vilde have ladet hele Opmærksomheden hvile paa Emmeline; i den forrige Scene var han jo færdig med Gjenkjendelsen mellem Dervière og Charles. Dette Sammenspil havde han ikke frembragt, og dog bidrager dette til at gjøre Situationen saa vittig. Det er comisk, at Emmeline strax i Rinville gjenkjender Charles, men Dervières Tilstedeværelse bidrager til at gjøre Situationen ironisk. Han staaer der som et Fjog, der Intet fatter. Og hvad er dog lettest at forklare, at Emmeline anede det, eller at Dervière ikke anede det.

Nu følger Gjenkjendelses-Scenen, en af de heldigste Situationer, der lader sig tænke. Det Vittige ligger imidlertid ingenlunde i, at hun forvexler Rinville med Charles. Forvexlinger har man da ogsaa ofte nok seet paa Scenen. En Forvexling beroer paa en virkelig Lighed, hvad enten denne er Individet ubevidst, eller han selv har tilveiebragt den. Dersom dette var Tilfældet her, saa maatte jo Rinville, efterat have bestaaet Examinationen, vide nogenlunde, hvorledes Charles omtrent saae ud; thi Charles maatte jo omtrent see ud som han. Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet, enhver saadan Conseqvents vilde være en Taabelighed. Det Vittige ligger da deri, at Emmeline i Rinville gjenkjender En, hun ikke kjender. Det Vittige ligger ikke i, at hun gjenkjender Rinville, men at det viser sig, at hun ikke kjender Charles. Som det er gaaet Rinville, saaledes vilde det gaae ethvert Mandfolk under de samme Omstændigheder, hun vilde ogsaa have taget ham for Charles. Hun forvexler da Rinville med En, hun ikke kjender, og dette er unegtelig en meget vittig Art af Forvexling. Derfor har denne Situation en høi Grad af Sandsynlighed, hvilket man skulde troe var vanskeligt at forskaffe den. Rinville er da forsaavidt ogsaa til Nar, forsaavidt han troer at være kommen eet Skridt videre. Emmelines Charles er nemlig et x, et desideratur, og man seer her aabenbart, hvad der ellers skeer i Stilhed, hvorledes saadan en lille Jomfru bærer sig ad med at danne sig et Ideal. Og dog har hun elsket Charles i otte Aar, og vil aldrig elske nogen Anden.

Støder man paa en ganske enkelt Replik, der synes lidt ucorrect, saa qvitterer Scribe med en Vittighed. Saaledes Rinvilles Replik: „Gud skee Lov, jeg var bange for, at jeg var gaaet videre, end jeg ønsker.”

Emmeline gjenkjender altsaa Charles, eller rettere, hun opdager ham. Medens nemlig Rinville ikke, som man snarest skulde have formodet, faaer at vide, hvorledes Charles seer ud, saa faaer Emmeline det at vide, og det er saare viseligt indrettet, da hun ikke vidste det iforveien. Situationen er saa vanvittig, at man kan være tvivlsom, om man skal sige, at det er Rinville, der bedrager Emmeline, eller Emmeline, der bedrager Rinville; thi han er jo paa en Maade bedragen, forsaavidt som han har troet, at der virkelig er en Charles til. Men under alt dette ligger det uendelige Point i, at Scenen er en Gjenkjendelses-Scene. Situationen er ligesaa afsindig, som den Replik vilde være det, hvis et Menneske, der aldrig havde seet sit eget Billede, første Gang han saae det i et Speil vilde sige: jeg gjenkjender strax mig selv.

Emmeline og den formeentlige Charles ere i Gjenkjendelsen netop komne til det Punkt, hvor de ved Charles's Afreise bleve afbrudte, da Onkelen ved sin Nærværelse atter afbryder dem. Han har af Hr. Zacharias modtaget Oplysninger, Charles betræffende, der ikke just ere synderlig behagelige. Dette gaaer nu ud over Rinville. Situationen er væsentlig den samme som tidligere; men vi ville see, hvad Digteren har vundet. Charles's Bedrifter ere af den Natur, at de slet og ret fortalte kunde virke forstyrrende i Forhold til Total-Indtrykket af Stykket. Det gjælder om at give dem et vist letsindigt Anstrøg, at de ikke komme til at virke alvorligt. Dette har Digteren opnaaet paa to Maader. Den første Efterretning, man faaer angaaende Charles's Liv, er i den niende Scene. Her er det Rinville der har udgivet sig for Charles, ham gaaer det ud over. Tilskuerens Opmærksomhed ledes da bort fra det Udførlige i Fortællingen hen paa Forvexlingen; istedetfor de enkelte Træk kommer man kun til at tænke paa dumme Streger i Almindelighed og paa Rinvilles Forlegenhed, og det Comiske i, at man af ham fordrer nærmere Oplysning. Den fuldstændige Efterretning faaer man af Charles's egen Mund i sextende Scene, dog ikke at forglemme, at Charles udgiver sig for Rinville. Hvad der vilde blive altfor alvorligt eller altfor frækt, hvis Charles i egen Person fortalte det, det faaer nu et comisk næsten overgivent Anstrøg derved, at han fortæller det i Rinvilles Person, benyttende sit Incognito til at gjøre det saa phantastisk som muligt. Hvis han i egen Person havde fortalt sit Liv, vilde man fordre en Bevidsthed derover af ham, finde det i en høi Grad umoralsk, om han ikke havde den. Nu derimod, da han i en Andens Person fortæller Alt, ja endog for at ængste Emmeline, finder man hans Fortællings phantastiske Anstrøg i dobbelt Henseende poetisk rigtig.

Dervière har altsaa faaet Oplysninger, den formeentlige Charles seer sig ikke istand til at berigtige eller fuldstændiggjøre disse. Emmeline opdager da, „at han ikke mere er den Samme.” Det er noget hurtig efter at hun fuldkommen har forvisset sig om, at han ganske er den gamle. Emmeline viser sig her ret i sit Element, det er Pjat tilhobe, Alt hvad hun siger. Repliken selv fortjener en nøiere Betragtning, fordi den giver Anledning til yderligere at glæde sig over Situationen, der i al sin Latterlighed bliver belyst fra en ny Side. Den blotte Lyd af Ordet: den Samme, virker som en ny pirrende Ingredients i Situationens Vanvid, man kommer uvilkaarligt til at lee, fordi man uvilkaarligt kommer til at spørge sig selv: den Samme som hvem? Den Samme som den, han i Prøvelsens Scene viste sig at være. Man kommer da til at tænke paa, hvor ufuldkommen hiin Prøvelse var. Den Samme som hvem? Som Charles, hvem hun ikke kjendte. Dertil kommer, at naar jeg siger om En, han er den Samme eller han ikke er den Samme, saa kan jeg enten tage dette i udvortes eller i indvortes Forstand, med Hensyn til hans Ydre, eller til hans indre Væsen. Det Sidste skulde man troe var især af Vigtighed for den Elskende. Nu derimod opdager man, at Prøvelsen slet ikke havde beskjæftiget sig hermed, og dog var han befunden at være den Samme. Ganske tilfældigt kommer Emmeline til at overveie, om Charles dog ikke i Henseende til Charakteren har forandret sig, og nu opdager hun, at han ikke er den Samme. Benegtelsen af, at han i moralsk Henseende er den Samme, indeholder tillige en Affirmation af, at han i alle andre Henseender er den Samme. Dog, Emmeline forklarer sig nøiere. Hun søger ikke Forandringen deri, at Charles er bleven en Ødeland og muligt endnu noget Værre, men deri, at han ikke betroer hende Alt, det har hun været vant til. Dette maa nu være en af hendes Roman-Ideer, som nok snarere maa forstaaes saaledes, at hun har været vant til, ligesom i Gjenkjendelses-Scenen, at pjatte Alt ud for ham. At Charles var vant til at betroe hende Alt, det veed hun slet ikke af Erfaring, men af Romaner, hvoraf man lærer, at de Elskende ingen Hemmeligheder bør have. Om Charles var et forløbent Rasphuuslem, det vilde ikke forstyrre hende, naar hun blot faaer sin erotiske Nysgjerrighed tilfredsstillet derved, at han betroer hende det. Det Forsøg, Emmeline gjør for, ved Betragtning af Charles's Charakteer, at overbevise sig om Identiteten, maa da ansees for Pjat, der deels belyser hendes hele Væsen, deels hendes øvrige Pjat. I samme Øieblik opgiver hun derfor denne Tankegang og faaer nu et langt sikkrere Beviis for, at han ikke er den Samme, da hun opdager, at han ikke har Ringen. Nu behøver hun intet yderligere Vidnesbyrd mod ham. Hun indrømmer derfor, at han kunde have gjort hvad han vilde, det Galeste, eller med andre Ord, forandret sig saa meget han vilde, han var dog bleven den Samme, men det, at han ikke har Ringen, vidner mod ham. Emmeline udmærker sig ved en egen Art af abstrakt Tænkning. Det hun imidlertid efter og ved Abstraktion beholder tilbage, er ikke saameget Charles's rene Væsen som Ringen. Emmeline er at ansee for Ringens Aand, der lyder den „som Ringen har paa Haand.”

Lapierre melder en ny Fremmed. Man bliver enig om, at det maa være Rinville. Emmeline faaer Ordre at pynte sig og udbryder nu: „Hvad det er kjedeligt. Skal jeg nu gaae og pynte mig for den fremmede Mands Skyld, som jeg ikke kan udstaae; det veed jeg allerede i Forveien.” Ved denne Replik gjøres Tilskueren itide opmærksom paa Ironien i en af de følgende Situationer. Overhovedet kan Emmeline smigre sig med at være Ironiens Kjæledægge. Den føier hende overalt, og bagefter har den hende til Bedste. Hun vil, at den formeentlige Charles skal være en skjøn ung Mand, Ironien føier hende; Dervière kan ikke see det, han staaer til Nar, Emmeline med Palmerne i Haanden, og dog er hun mest til Nar. Hun vil, at den formentlige Rinville skal være en Mand, hun ikke kan udstaae, uagtet Faderen underretter hende om, at det skal være en excellent ung Mand. Ironien føier hende atter, og dog saaleds, at hun bliver til Nar.

Den ellevte Scene er en Monolog af Rinville. Denne Monolog synes hellere at maatte være udeladt, da Virkningen af den i enhver Henseende er forstyrrende. Forsaavidt det var i sin Orden at lade Rinville beholde Valpladsen og blive den, der først modtager Charles, saa kunde hans Monolog forkortes. Den vilde da heller ikke blive uden Virkning. Den kunde da lyde med Digterens Ord saaledes: „Bravo! det gaaer fortræffeligt! I Klammeri med Faderen, i Klammeri med Datteren, det maa jeg rigtignok tilstaae, det er en Plan, som tegner godt.” Denne Monolog vilde da indeholde en Art objektiv Reflexion over Gangen i Stykket. Vilde Digteren ansee det for nødvendigt at gjøre Monologen lidt længere for at give Charles Tid til at komme, saa kunde han jo lade Rinville gjøre en lille Spøg med sig selv over, at han til syvende og sidst maaskee havde gjort klogere i at optræde i egen Skikkelse, og over det Pudseerlige i, saaledes at blive forvandlet fra Slethed til Slethed, alt eftersom der indløb nye Depescher angaaende Charles. Det var da bedst at lade ham blive afbrudt i denne Overveielse af Charles's Replik i Coulissen. Saaledes som Monologen ender hos Scribe, føler man for stærkt, at nu er Monologen ude, og nu maa der komme en ny Person. Hvis Rinvilles Monolog saaledes blev afbrudt, kastedes der et nyt Lys over Charles's eventyrlige Hastværk, over det Importune i hans Optræden, hvorved han altid udmærker sig, item over den stakaandede Fjollethed, som Digteren saa uforligneligt har givet hans første Repliker Præg af.

Dog dette er mindre vigtigt. Hovedfeilen ved denne Monolog er, at den Operation, som Rinville antyder, viser sig aldeles som Snak, som en blot fingeret Bevægelse. Rinville deklarer, at det er ikke mere for Løiers Skyld, at han spiller Charles's Rolle. Det har det jo aldrig været, tværtimod har han jo selv i Begyndelsen angivet tre solide Grunde for, at han maatte ønske sit Ægteskab med Emmeline bragt istand. Dernæst forklarer han, at han vil forhindre Emmeline i at forvexle ham med Charles, han vil overbevise sig om, at det er ham, hun elsker, ikke Erindringen om Charles. Dette er af yderste Vigtighed for hele Stykket, thi derved afgjøres, som ovenfor blev udviklet, om det er i endelig Forstand moraliserende eller i uendelig Forstand vittigt. Hans Operation maa da gaae ud paa, gjennem Charles's Person at lade sin egen ham eiendommelige Elskværdighed blive synlig. Dette skeer imidlertid ikke, og hvis det var skeet, saa var Stykket blevet et ganske andet. Hos Emmeline dreier Alt sig om Ringen; da han i den femtende Scene træder op med den, saa tager hun ham til Naade, erkjender ham for at være den Samme o. s. v. Rinville maa overhovedet for Stykkets Totalvirknings Skyld ikke opfattes som en poetisk Figur, hvilket heller ikke lader sig uddemonstrere af de enkelte Belysninger, der falde paa ham. Han er en Mand, der er kommen til Skjels Aar og Alder, der har solide Grunde for hvad han gjør. Der falder derfor af og til et comisk Lys over ham, fordi det viser sig, at hans solide Grunde og hans Forstand kun lidt vilde hjælpe ham til at fange en saadan lille romantisk Gazelle som Jfr. Emmerline. Selv om han var et absolut elskværdigt og for en ung Piges Hjerte farligt Menneske, over Emmeline vilde han ingen Magt faae, hun er ufaarlig, kun derved virker han, at han kommer i Berøring med hendes fixe Idee, og saa ved Ringen. Men da Stykkets Hoved-Interesse vilde neutralisere hans virkelige Elskværdighed, saa er det urigtigt at accentuere hans Elskværdighed, hvilket Digteren derfor heller aldrig har gjort uden i denne ene Monolog. I den Scene, hvor Rinville har mest med Emmeline at gjøre, kan der naturligviis aldeles ikke være Tale om nogen Leilighed for ham til at udfolde sin personlige Elskværdighed. Naar en ung Pige i den Grad inclinerer for et Mandfolk, som Emmeline gjør det for ham, bestandig ved sin Bøining viser ham Leiligheden til at smutte ind i hendes Hjerte, saa maatte jo Rinville være en total Klodrian, hvis han ikke kunde komme hende til Hjælp. Denne Scene kan da saa langtfra antages at være lagt an paa at vise Rinvilles Elskværdighed, at den snarere synes at sætte ham i en lidt comisk Belysning. Rinville er aabenbart et Forstands-Menneske; han har i en foregaaende Monolog gjort sig lidt vigtig, ladet Tilskueren ligesom sine Venner i Paris forstaae, at han nok er den Mand, der kan tæmme saadan en lille Jomfru. Det lykkes ham ogsaa, det er sandt; men dersom hans Venner i Paris kunde see, hvorledes det gaaer til, saa vilde de ikke have Leilighed til at beundre hans Gaver. Hans Forstand lærer ham, at det lod sig gjøre at udgive sig for Charles. Forsaavidt maa man lade ham vederfares Ret. Nu er det skeet, nu skal han vise sin Elskværdighed, nu, tænker man, vil han faae fuldt op at gjøre, da viser det sig, at han har slet Intet at gjøre, den rapfodede Emmeline, der haster tilbage i Ungdommens Erindringer, tager Hr. Rinville med, og ethvert Mandfolk, der ikke var en complet Klods, vilde være istand til at gjøre ham det Mesterstykke efter.

Hvad her er blevet udviklet angaaende Rinvilles Person er efter min Mening af absolut Vigtighed for det hele Stykke. Der maa ikke være en eneste Figur deri, ikke et eneste scenisk Forhold, der kunde gjøre Fordring paa at overleve den Undergang, Ironien lige fra Begyndelsen af bereder Alt deri. Naar da Tæppet falder, da er Alt glemt, kun Intet bliver tilbage, og det er det Eneste, man faaer at see; og det Eneste man faaer at høre, er en Latter, der som en Naturlyd ikke kommer fra et enkelt Menneske, men er en Verdenskrafts Sprog, og denne Kraft er Ironien.

Charles træder op og træffer sammen med Rinville. Det Vittige i Situationen ligger i, at Charles, dette intrigante Hoved, kommer for silde, ikke blot i Forhold til Hr. Zacharias, men fremfor Alt i Forhold til Intrigen i Stykket. Hans Repliker ere her som allevegne mesterlige, paa engang ligesaa charakteristiske, som indordnede i Situationen. Rinville giver Charles det Raad at udgive sig for Rinville. Han har fuldstændigt antydet Ideen hertil, da Charles, der umuligt kunde lade sig belære af en Anden, en Mystifikation betræffende, afbryder ham og giver det Udseende af, at det er ham selv, der inventerer det Hele. Dog viser det sig strax bagefter, at han ikke er Mand for at hitte paa det Mindste; han vilde da ogsaa have overseet Ringen, hvis ikke Rinville havde gjort ham opmærksom derpaa. Rinville faaer Ringen.

Charles præsenterer sig for Familien som Hr. Rinville, hans Modtagelse er betinget herved. Dervière finder ham yngre og smukkere end Charles, Emmeline finder ham ækel, begge Domme ere lige utilforladelige, og man tør gjerne fordriste sig til at troe, at Emmeline end ikke har fundet det Umagen værd at see paa ham, men veed det i Kraft af en Inspiration. Paa en lignende Maade gaaer det Faderen. Situationen indeholder derfor en dyb Spot over Charles, der formodentlig tilskriver sin Behændighed denne gunstige Modtagelse og haaber, at Alt vil lykkes, naar han blot vedbliver sit Incognito.

Nu følger en Monolog, hvori Emmeline raadfører sig med sit Hjerte og udfinder, at hun aldrig vil glemme Charles, men ægte Rinville.

Rinville kommer for at tage Afsked og aflevere Ringen. De forsones atter. Disse Situationer er man allerede kjendt med.

Nu følger den mest glimrende Situation i hele Stykket. Der hviler en Nimbus over den, en Forklarelse, den har en Høitidelighed ved sig, saa man næsten kunde ønske at, see i Baggrunden, Tante Judithe som en Aand, der skuer ned paa sine tvende Disciple. Emmeline beslutter at betroe sig til den formeentlige Rinville og aabenbare Alt. Denne Situation belyser Emmeline og Charles fuldendt. Emmelines Trofasthed bliver aldeles parodisk. For ingen Priis vil hun opgive ham, hun lader sig hverken skrække af Ild eller Vand, Charles's Forlegenhed bliver stor og større, da han ønsker at blive hende qvit. En saadan Trofasthed er ganske i sin Orden; thi en lille Jomfru som Emmeline pleier altid at være mest trofast, naar den Elskede ønsker at blive hende qvit. Charles, der, da han erfarede, at Hr. Zacharias ikke var rykket ud med det Værste, var sikker nok paa, ved sin Behændighed at rede sig ud af det Hele, bliver nu den, der forraader Alt. Leiligheden er altfor fristende. Han kan blive sit eget Livs Troubadour, og haaber paa den Maade at blive Cousinen qvit. Det er allerede tidligere erindret, at Situationen derved vinder i Lethed, at Charles's Forvildelse saaer et comisk Anstrøg. Man faaer en levende Forestilling om hans Letsindighed og hans Aands-Forvirring, men man indigneres ikke, hvilket vilde være Tilfældet, hvis han i egen Person fortalte Alt paa samme Maade, og dog aner man, at han formodenlig vilde gjøre det. Dette aner man, men man hører det ikke. Charles udretter imidlertid Intet, han behager kun sig selv. Emmelines Trofasthed kjender ingen Grændser. Endelig vedgaaer Charles, at han er gift. Det er utroligt, med hvilken Sikkerhed Digteren veed at ironisere Emmeline. Hun hører, han er gift, og hun bliver rasende. En eller anden Tilskuer kunde maaskee falde paa, at Grunden, hvorfor hun blev opbragt paa Charles, var, at hun nu havde lært alle hans slette Streger at kjende. Ingenlunde, kjære Ven! Du misforstaaer hende. Hun tager Charles, naar hun blot kan faae ham. Men han er gift. Vel vilde hun finde, at det var i sin Orden, om han i de otte Aar ikke havde seet paa nogen anden Pige, men samvittighedsfuldt betragtet Maanen. Dog, det veed hun at sætte sig ud over. Lad ham have forført ti Piger, hun tager ham, hun tager ham à tout prix, men naar han er gift, saa kan hun ikke tage ham. Hinc illæ lacrymæ. Dersom dette ikke var Digterens Mening, saa vilde han ladet Emmeline afbryde Charles noget tidligere. Charles har forklaret, at han har været udsat for mange Efterstræbelser af Kjønnet, at han har havt adskillige galante Eventyr, at han maaskee stundom er gaaet for vidt i Elskværdighed. Hun afbryder ham ikke, hun lover at gjøre Alt for ham for at udsone ham med Faderen og selv faae ham; thi det viser sig jo tydeligt, at naar hun ikke kan faae ham (saasnart hun hører han er gift), saa er hun ikke den, der glemmer at gjøre Allarm i Leiren. Charles begynder paa Historien med Pamela, hun hører rolig paa den. Nu kommer det Forfærdelige, at han er gift, der brast Norges Rige.

Den dybe Ironi i denne Situation ligger da i Emmelines ubrødelige Trofasthed, der for ingen Priis kan opgive Charles, da det vilde koste hende Livet, saavelsom i Charles's stigende Forlegenhed, der ikke kan blive hende qvit. Den hele Scene er ligesom en Licitation, hvorved den ideale Charles bliver bortliciteret til Emmeline. Endelig ender det Hele paa det Punkt, hvor det viser sig, at hun ikke kan faae Charles, og Charles kan ikke slippe fra sine dumme Streger.

Emmeline gjør Anskrig, Faderen kommer til, han lover, han skal aldrig tilgive Charles.

Nu træder den formeentlige Charles frem. Emmeline har bedet Faderen ikke at blive for hidsig, hun vil selv tage ham i Skrifte. Man maa her som allevegne beundre Digterens Takt. Scenen maa nemlig blive latterlig og Situationen ironisk, da man paa den formentlige Rinville seer det Indtryk, som Tordentalen skulde gjøre paa den formeentlige Charles; den virkelige Charles har nemlig den Fornøielse at være personlig tilstede, medens han selv bliver henrettet in effigie. Havde Digteren nu ladet Dervière holde denne Tale, saa havde det været en poetisk Uretfærdighed. Onkelen har været Charles's Velgjører og har et retmæssigt Krav paa, ikke at blive til Nar ligeoverfor Charles. Vel er Onkelen ikke saa kløgtig som Pigebarnet, men hans Velgjerninger gjennem en Række af Aar sætte ham i en ganske anden Fordeel ligeoverfor Charles, end et saadan skjødesløst Ægteskabsløfte, som han har givet Emmeline. Da derimod alt Andet, hvad Emmeline siger, viser sig at være Pjat, Ægteskabsløftet med iberegnet, saa er det i sin Orden, at denne philippiske Tale ogsaa viser sig saaledes. Hendes gamle Forelskelse i Charles er Pjat, hendes nye i Rinville er ogsaa Pjat; hendes Sværmeri er Pjat, hendes Vrede er ogsaa Pjat; hendes Trods er Pjat, hendes gode Forsæt er ogsaa Pjat.

Emmeline giver da sin Vrede Luft, og den formeentlige Rinville parodierer Virkningen af hendes Tale ved den formeentlige Charles's Miner og Gebærder. Som Glandspunktet i denne Situation kan det ansees, at hun gjør den Tilstaaelse, at hun virkelig har elsket Charles. Confusionen er her fuldkommen. Den nemlig, hun efter egen Tilstaaelse har elsket i samfulde otte Aar, er Rinville, i hvem hun strax ved Hjælp af Sympathien gjenkjendte Charles, hvem hun lidt efter overbeviste sig om ikke at være den Samme, men dog snart igjen gjenkjendte paa Ringen.

Endelig opløses Forvexlingen. Det viser sig, at hun har faaet Rinville istedetfor Charles. Hermed er Stykket ude, eller, rettere sagt, det er ikke ude. Dette har jeg allerede tidligere udviklet; her vil jeg blot endnu engang med et Par Ord belyse det der Fremsatte. Er det Hensigten af Stykket at vise, at Emmeline er bleven en fornuftig Pige, der, idet hun vælger Rinville, gjør et fornuftigt Valg, saa er Accenten i hele Stykket lagt paa et galt Sted. Det vil nemlig i saa Fald mindre interessere os at faae nøiagtigt at vide, i hvilken Forstand Charles er forulykket. Det, vi derimod fordre, er Oplysning om Rinvilles Elskværdighed. Fordi nemlig Charles er bleven en liderlig Fugl, deraf følger ingenlunde, at hun skal vælge Rinville, uden forsaavidt man vil nedsætte Scribe til en dramatisk Fusker, der respekterer den sceniske Convenients, at enhver ung Pige skal giftes, og naar hun ikke vil have den Ene, saa maa hun tage den Anden. Forstaaer man derimod Stykket saaledes, som jeg har forstaaet det, saa er Spøgen fuldkommen hensigtsløs, Vittigheden uendelig, Lystspillet et Mesterværk.

Tæppet falder, Stykket er forbi, Intet blev bestaaende, kun de store Omrids, i hvilke det Situationen phantastiske Schattenspiel, som Ironien dirigerer, viser sig, blive tilbage for Contemplationen. Den umiddelbart virkelige Situation er den uvirkelige Situation; bagved denne viser sig en ny Situation, der er ikke mindre forkeert og saaledes fremdeles. I Situationen hører man Repliken; naar den er allermest fornuftig, viser den sig mest afsindig, og ligesom Situationen fjerner sig, saaledes følger Repliken med, mere og mere meningsløs uagtet dens Fornuftighed.

For ret at nyde Ironien i dette Stykke contemplativt maa man ikke læse det, men see det; man maa see det atter og atter, og naar man da har det Held at være samtidig med de fire sceniske Talenter, der paa vort Theater paa enhver Maade bidrage til at vise og lade ane Situationens Gjennemsigtighed, saa vil Nydelsen blive større og større for hver Gang man seer det.

Lad Replikerne i dette Stykke være nok saa vittige, man vil glemme dem, Situationerne kan man umulig glemme, naar man eengang har seet dem. Naar man da er bleven fortrolig dermed, da vil man den næste Gang, man seer Stykket, lære at blive taknemlig mod den sceniske Fremstilling. Jeg veed ikke at sige nogen større Roes over Opførelsen af dette Stykke, end at den er i saa høi Grad fuldendt, at den gjør En aldeles utaknemmelig de første Gange, fordi det, man faaer, er Stykket, hverken Mere eller Mindre. Jeg kjender en yngre Philosoph, der engang foredrog en Deel af Læren om Væsenet for mig. Det var saa let, saa simpelt, saa naturligt det Hele, at jeg da han var færdig, næsten trak paa Skuldrene og sagde: er det det Hele. Da jeg kom hjem, vilde jeg reproducere de logiske Bevægelser, da viste det sig, at jeg ikke kom af Stedet. Da mærkede jeg, at det maatte hænge anderledes sammen, jeg følte, hvor stor hans Virtuositet og hans Overlegenhed over mig var, jeg følte det næsten som en Spot, at han havde gjort det saa godt, at jeg blev utaknemlig. Han var en philosophisk Kunstner, og som det gik ham, saaledes gaaer det alle store Kunstnere, vor Herre inclusive.

Som det gik mig med min philosophiske Ven, saaledes gik det mig med Opførelsen af den første Kjærlighed. Nu derimod, da jeg atter og atter har seet det opført, ogsaa paa andre Scener, nu først bliver jeg ret taknemlig mod vore sceniske Kunstnere. Dersom jeg derfor skulde vise en Fremmed vor Scene, saa vilde jeg føre ham i Theatret naar dette Stykke blev opført, og da vilde jeg, under den Forudsætning, at han kjendte Stykket, sige til ham: betragt Frydendahl, vend Øiet bort fra ham, luk det, lad Billedet af ham træde frem for Dig; disse noble, rene Træk, denne ædle Holdning, hvorledes kan dette være Latteren, luk Øiet op igjen og see Frydendahl. Betragt Fru Heiberg, slaae Øiet ned, thi Emmelines Elskværdighed kunde maaskee blive Dig farlig; lyt til denne sentimentale Smægten i Stemmen, den barnagtige og lunefulde Piges Insinuationer, og om Du var tør og stiv som en Bogholder, Du maa dog smile. Luk Øiet op, hvorledes er det muligt? Gjentag disse Bevægelser, saa hurtig, at de begge næsten blive samtidige i Momentet, og Du har en Forestilling om, hvad der præsteres. Uden Ironi kan en Kunstner aldrig skizzere; en scenisk Kunstner kan kun frembringe den ved Modsigelse, thi Skizzens Væsen er Overfladiskhed, og hvor der ikke fordres Charakteertegning, der er det Kunsten at forvandle sig selv til en Overflade, hvilket er et Paradox for den sceniske Præstation og kun Faa givet at løse. En umiddelbar Komiker kan aldrig spille Dervière, thi han er ingen Charakteer. Emmelines hele Væsen er Modsigelse og kan derfor ikke fremstilles umiddelbart. Hun maa være elskværdig, thi ellers er Virkningen af hele Stykket forspildt; hun maa ikke være elskværdig, men forskruet, thi ellers er i en anden Forstand Totalvirkningen af Stykket tabt. Betragt Phister, Du faaer næsten ondt, naar Du vil fæste Dit Blik paa den uendelig ferske Dumhed, der er præget i hans Ansigt. Og dog er det ikke en umiddelbar Dumhed, hans Blik har endnu et Sværmeri, der i sin Fjollethed minder om en Fortid. Et saadant Ansigt fødes Ingen med, det har en Historie. Da jeg var lille kan jeg huske, at min Barnepige forklarede mig, at man ikke maatte gjøre Grimacer med Ansigtet, og til Advarsel for mig og andre Børn fortalte en Historie om en Mand med et forkeert Ansigt, hvilket han selv havde forskyldt derved, at han gjorde Grimacer. Det traf sig nemlig saa besynderligt, at Vinden vendte sig og Mennesket beholdt sit forkeerte Ansigt. Et saadant forkeert Ansigt lader Phister os see; der er endnu Spor af de romantiske Grimacer, men da Vinden vendte sig blev det noget fortrukket. Phisters Fremstilling af Charles, har mindre Ironi, men mere Lune. Dette er ganske rigtigt, thi Modsigelsen i hans Væsen er ikke saa paafaldende. Han skal ikke gjælde for Rinville uden i Dervières og Emmelines Øine, der hver paa sin Maade ere lige partiske.

Betragt Stage, glæd Dig over denne skjønne mandige Holdning, denne dannede Personlighed, dette lette Smiil, der forraader Rinvilles indbildte Overlegenhed over Dervières phantastiske Familie, og see da denne Forstandens Repræsentant henhvirvlet med i den Confusion, som Emmelines indholdsløse Lidenskab liig et fremfarende Veir foranlediger.

↑ Dersom Læseren er meget bevandret i Stykket, vil han have havt Leilighed til at glæde sig over det poetiske Tilfælde, der vil, at Rinville i den første Scene, hvor han forestiller Charles, reproducerer ham saa poetisk sandt, at hans Tale bliver en Art Bugtalen af uendelig comisk Virkning, fordi det er, som saae og hørte man den sentimentalt-bedunstede Charles bevæget deklamere disse Ord: „Er da Blodets Røst kun en Indbildning? Taler den ikke til Deres Hjerte? Siger den Dem ikke, min dyrebare Onkel.... (cfr. sjette Seene).
↑ En anden Udvei lod sig maaskee finde, naar man lod Emmeline faae den Idee, at hun vilde nøies med Charles's halve Hjerte. Sligt har man jo seet i Romanerne, og det var da ikke utænkeligt, at det kunde gaae op i sin fulde Klarhed for Emmeline. Overhovedet er det mærkeligt, at den hele europæiske Literatur mangler et qvindeligt Sidestykke til Don Quixote. Skulde Tiden dertil endnu ikke være kommen, skulde Sentimentalitetens Continent endnu ikke være opdaget?
↑ Her kunde Stykket egentlig ende, vilde maaskee en opmærksom Læser tænke. Thi hvad var simplere, end at Rinville nu havde aabenbaret sig for den gamle Dervière og saaledes feilet for dobbelt Bind, hos Emmeline have gjaldt for Charles, hos Dervière for hvad han virkelig var — for Rinville. Imidlertid kan man dog ikke fortænke Rinville i, at han bevarer sit Incognito ligeoverfor Dervière; thi blot et Par Ord af ham ere tilstrækkelige til at lade ham indsee, at naar man skal spille en Intrige, skal man aldrig have Dervière til Medvider.

[p249-1] Dersom Læseren er meget bevandret i Stykket, vil han have havt Leilighed til at glæde sig over det poetiske Tilfælde, der vil, at Rinville i den første Scene, hvor han forestiller Charles, reproducerer ham saa poetisk sandt, at hans Tale bliver en Art Bugtalen af uendelig comisk Virkning, fordi det er, som saae og hørte man den sentimentalt-bedunstede Charles bevæget deklamere disse Ord: „Er da Blodets Røst kun en Indbildning? Taler den ikke til Deres Hjerte? Siger den Dem ikke, min dyrebare Onkel.... (cfr. sjette Seene).

[2] En anden Udvei lod sig maaskee finde, naar man lod Emmeline faae den Idee, at hun vilde nøies med Charles's halve Hjerte. Sligt har man jo seet i Romanerne, og det var da ikke utænkeligt, at det kunde gaae op i sin fulde Klarhed for Emmeline. Overhovedet er det mærkeligt, at den hele europæiske Literatur mangler et qvindeligt Sidestykke til Don Quixote. Skulde Tiden dertil endnu ikke være kommen, skulde Sentimentalitetens Continent endnu ikke være opdaget?

[3] Her kunde Stykket egentlig ende, vilde maaskee en opmærksom Læser tænke. Thi hvad var simplere, end at Rinville nu havde aabenbaret sig for den gamle Dervière og saaledes feilet for dobbelt Bind, hos Emmeline have gjaldt for Charles, hos Dervière for hvad han virkelig var — for Rinville. Imidlertid kan man dog ikke fortænke Rinville i, at han bevarer sit Incognito ligeoverfor Dervière; thi blot et Par Ord af ham ere tilstrækkelige til at lade ham indsee, at naar man skal spille en Intrige, skal man aldrig have Dervière til Medvider.

[1]

[2]

[3]