Ephemer-Glæden

by Hans Vilhelm Kaalund

	Ephemer-Glæden.
	Klart straaler Slottet i festlig Glands
	Af tusind' blændende Kjerter;
	Der hvirvle sig oppe, i lystig Dands,
	De stolte Menneskehjerter.
5	Men ude ruger den sorte Nat
	Med Lyn og med Storm og Torden;
	Det suser saa vildt over Vei og Krat,
	Mens Regnen pladsker paa Jorden.
	Hvad aander søger mod Veiret Skjul;
10	Hu — see nu lyned' det atter —
	Nu ruller Skraldet saa høitidsfuld;
	De høre det ei for Latter.
	De høre ei Sangen af Nattens Storm,
	Der pidsker Regnen mod Rude!
15	„Ja tummel dig kun, du stakkels Orm,
	Snart er med din Fryd det ude!”
	Snart veirer jeg hen dit usle Støv,
	Saa dands du kun fro derinde!
	Snart dandser du om, blandt vissent Løv,
20	For susende Hvirvelvinde!
	I Secler jeg sang over Tidens Hav:
	Stig kun, du rastløse Bølge!
	Snart tumle sig Andre paa din Grav;
	Men Alle de skulle dig følge!”