Om Kongen og til Kongen

by Hans Vilhelm Kaalund

	Om Kongen og til Kongen.
	Saa est du atter da trolovet nu,
	Ved din henfarne Ægte-Herres Baare,
	Urgamle, evigunge Danmark du!
	Paa Brudekrandsen perler frisk din Taare! —
5	Med Ømhed dine Børn omringe dig;
	Men dybtbedrøvet sukker mangt et Hjerte!
	Thi siig! vor sorgtilslørte Moder, siig!
	Er det ei Faklen ved for Faders Liig,
	Der høit skal blusse som din Bryllupskjerte?!
10	Ja! Fader var han, skjøndt i Konge-Tal
	Ei nogen vældig Christian den Fjerde;
	Som Roar holdt han Thing i Fredens Dal,
	Og planted' om sin Væng et Rosengjærde.
	Hans Scepter grønnedes som Arons Stav,
15	Og paa hans Isse sad den hvide Due.
	For al den Kjærlighed, han Danmark gav,
	Skal Mindet trofast græde paa hans Grav,
	Hvor Roeskild' hvælver høit sin Kæmpebue!
	Nu hviler ved Mathildes Bryst han fro;
20	De kongelige Fædre ømt ham favne,
	Fra sidste Christian til Skjold og Ro;
	Hvo nævner alle hine store Navne!
	De flette Palmer om hans hvide Haar! —
	Dog ti, min Harpe! ti om hans Bedrifter:
25	Som Dommer ved hans Grav først Seklet staaer!
	Det plante vil hans Navn for evig Vaar,
	Som en Kjærminde, i de gamle Skrifter!
	See! sørgeklædte nu, med helligt Haab,
	Til Dig, vor nye Fader, vi os vende!
30	Høit hæve vi for Dig vort Hyldingsraab;
	Thi Skjoldungstrækkene hos Dig vi kjende:
	Dit Bryst sig hvælver som et Kongeslot,
	Hvor Mildhed, Kraft og store Tanker bygge;
	Som Sjette Fredriks er Dit Øie blaat:
35	Du vil behandle vores Moder godt,
	Og skjænke hendes Børn den drømte Lykke!
	Der sidder hun, ombeltet af et Hav,
	Paa Kløver-Tuen i det friske Norden,
	Paa sine faldne Kæmpesønners Grav;
40	Den Mindste fast af Staterne paa Jorden!
	Hun drømmer om, da hun med Sværd og Skjold
	Var en Valkyrie i Kraftens Vælde,
	Da hun fra Roma frelste Jordens Bold,
	Da hendes blonde Børn i Hedenold
45	Nedrulled' trygt af svimmelhøie Fjelde!
	Nu paa Musæet ruster Hjelm og Sværd;
	Med fremmed Flitter har man hende ziret;
	Dog endnu stolt sin Axekrands hun bær,
	Og Æblet raadner ei paa Hersker-Spiret!
50	Af Muld hun har vel kun en liden Plet;
	Men den skal ingen statsklog Uven tage!
	Den skjermer hun med hellig Majestæt!
	Thi Secler bærer hun paa Skuldren let,
	Som nogen Jomfru Livets Foraars-Dage!
55	Til Kongers Konge Danmarks Engel bar
	Det Faderløvte, som Du har os givet.
	Vi veed det, Fyrste! Kronens Vægt er svar;
	Men stort og herligt er Dit Kald i Livet!
	Et Riges Lykke ligger i Din Magt!
60	Den høie Saga sanddru Griflet hæver:
	Paa Skin og Løfter kaster hun Foragt!
	Hun venter taus, til Daaden er fuldbragt;
	Men hvad hun skriver da, det evigt lever!
	Til Dig vor Moder rækker nu sin Haand;
65	Og har Du skuet i det dybe Hjerte,
	Og har Du fattet hendes høie Aand:
	Alvorlig i sin Fryd, mild i sin Smerte,
	Da vil Du ofre hende Liv og Blod,
	Søvnløse Nætter, byrdefulde Dage!
70	Da vil Du staae som Fjerde Christian stod
	For Fjendens Kugler, med urokket Mod,
	Og gyldne Tider vende skal tilbage!
	Nu er' vi myndig' til den store Arv,
	Hvoraf vi trak til Tærepenge Renter!
75	Du kjender Fædrelandets rette Tarv,
	Af Dig den Danske fuldt sin Frihed venter:
	Frihed for Alt, hvad stammer ned fra Aand;
	Frihed for Ordet paa den fri' Mands Læber!
	Frihed for Pennen i den frie Haand!
80	Frihed for Alt! kun i Fornuftens Baand!
	Den Frihed, hvortil hele Livet stræber!
	Velsignet være Du da, Drot i Dan!
	Velsignet Du, o Danmark! Moder kjære!
	Saa toner det fra Skov, fra Klindt og Strand,
85	Og Stormen skal det over Jorden bære; —
	Fra Elverhøi fra Kæmpers Sovested,
	Fra Kongedybets Vover Echo toner!
	Og andre Folkeslag vil studse ved
	Den gamle, danske, tro Hengivenhed,
90	Blandt deres knuste Sceptere og Kroner!