Frederik den Sjette

by Hans Vilhelm Kaalund

	Frederik den Sjette.
	En Sphinx med Fingeren paa sin Mund,
	I Dæmring Fremtiden ruger,
	Mens Kongegraven ved Leire-Lund
	Sit Bytte hungrig opsluger.
5	Som tusindaars Olding, Kirken seer
	Vemodigt ned paa den Jordefærd,
	Mens Hjertesukket i Norden
	Hensuser vidt over Jorden.
	Nu staaer den kjærlige Drot forladt
10	I Graven blandt sine Ahner,
	Hvor Vinden sukker i sorte Nat
	Igjennem de revne Faner,
	Hvor ingen Tjenere paa hans Vink
	Tilrede haste som Lynets Blink,
15	Hvor Faarekyllingen gnaven
	Er Kammersanger i Graven.
	Af Leiet svæver, naar Midnat slaaer,
	En Skare med gyldne Kroner;
	Kong Svend hos Villum i Choret staaer,
20	Ved Altret Axel troner;
	Da glider Skyen fra Nattens Sol,
	Den skinner paa Saxos Munkestol;
	Det klinger bag Murens Stene
	I Haralds muldnede Bene.
25	De samles Alle foruden Støi
	Som Helteskygger ved Lethe;
	Rolf Krake svæver fra Markens Høi,
	Hist hæver sig stolt Margrethe;
	Fra Kjeldren famler Kong Christian op;
30	Paa Sværd han støtter sin Kæmpekrop.
	De Volmarer straale i Vrimlen
	Som Stjernerne tre paa Himlen.
	De hørte den gamle Kongeport
	I rustnede Hængsler dundre:
35	Ind bar' de Bønder en Baare fort —
	Vel maatte de Døde undre,
	Det var jo ret som ved Balders Død,
	Da Alles Øine i Taarer flød:
	De hørte fra Palmers Zone
40	Farvel imod Norden tone.
	Som Stormens Suk i et bladløst Krat
	De tale blandt Fortids Rester:
	„Hvo est Du, Du, som i Gravens Nat
	Fra Kongesalen os gjæster?
45	Stat op en Stund af din Dødningseng!
	Hvad har Du virket for Danmarks Væng?
	Thi siden de ældgamle Dage
	Ei hørtes til Liigtog Mage.
	De Bønder, som bar Dit døde Muld,
50	Vel dreves af Fogdens Svøbe?
	Maaskee man maatte for lumpent Guld,
	Som Leiesvende, dem kjøbe?
	Hvi fletter man Dig den Hæderskrands?
	Du vandt vel Seire til Lands og Vands?
55	Og hævede Danmarks Vælde
	Saa andre Folk bleve Trælle?”
	Da reiser den gamle, sølvgraa Drot
	De trætte Lemmer fra Baaren;
	Med Mildhedsstraalen i Øiet blaat,
60	End vædet af Afskedstaaren.
	Kong Christian knap han til Skuldren naaer,
	Dog kongelig han blandt Skaren staaer.
	Omkring den salvede Gamle
	Sig Danmarks Drotter forsamle.
65	Han peger hen paa sin Kistes Skrift —
	Paa Hjerte riig, ei paa Ordet —
	„Der kan I læse mit Livs Bedrift,
	Og hvi jeg med Graad blev jordet;”
	Og Alle paa Baaren de see med Lyst;
70	De skue Sandhedens Folkerøst
	Ved Maanens bleggule Straaler,
	Og undrende Gubben maaler.
	„Ja, Du har vundet en Seier stor
	Som ingen af os opleved'!
75	Før Bonden stod som et Dyr paa Jord;
	Til Frihed Trællen du hæved'!
	Du løste den sorte Negers Haand
	Af Menneskebødlernes Slavebaand!
	Du stod som Fader omringet
80	Af Folkeraadet paa Thinget!
	Ja, ærligt har Du fortjent Din Krands!”
	Saa raabe de rørte Alle,
	Og Hænderne lægge de hver i hans,
	Og Folke-Kongen ham kalde.
85	Kong Christian trykker ham i sin Favn
	Og nævner med Taarer Danmarks Navn,
	Mens Vinden susende griber
	I Orglets sølverne Piber.
	„I Fred og Krig vil med Ild og Lyst
90	Vi Folket til Daad besjæle,
	Og aabne det stolte Kongebryst
	For Friheds dristige Mæle!
	Thi Magten snart med Despoten døer!
	Hans Jernscepter er dog kun et Rør!
95	Men Kjærligheds hellige Vælde
	Sit Hoved til Folket kan hælde!