Farum

by Hans Vilhelm Kaalund

	Farum.
	Her i Farums skovomkrandste Eden
		Ved den stille Sø,
	Vil jeg sætte mig paa Blomsterbredden
		Paa en Stak af Hø,
5	Og af Hyld en Hyrdefløite skjære,
		Med idyllisk Klang;
	Skov og Sø og Himlens Pragt skal være
		Noder til min Sang.
	Snart som Bien hænger sig mit Øie
10		Ved hvert Blad og Straa,
	Snart det taber sig i Himlens høie,
		Grændseløse Blaa;
	Snart i Vesten drømmende det hviler
		Paa den gyldne Sky,
15	Snart fra Søens Bred bevinget iler
		Til den stille By.
	Hisset smiler den som Barnet rolig
		I sin Moders Skjød;
	Bagved Præstens fredelige Bolig
20		Kneiser Kirken rød —
	Sagte hviskende ved Havemuren
		Bævreaspen staaer;
	Over Dødens Senge har Naturen
		Bredt sin Blomstervaar.
25	Rundt om Søens Himmelspeil sig slynger
		Skovens grønne Krands;
	Bølge sagtelig med Bølge gynger
		I Najadedands.
	Som en lysegrøn Smaragd, indfattet
30		I det sølvblaae Vand,
	Hæver Øen sig, med Ellekrattet
		Om sin Blomsterrand.
	Fuld af Sorg og Uro tumler Verden
		Sig derudenom:
35	Ingen Lyd af Vrimlens vilde Færden
		Naaer dens Helligdom;
	Fredelig sin Røst Guldfinken hæver
		I dens Hybenhæk —
	Til den fjerne Fursø Øiet svæver
40		Over Fiskebæk.
	Hist fra Farumgaard sig Stien slynger
		Over Blegen ned
	Til et Anlæg, hvori Fuglen synger
		Sødt om Kjærlighed;
45	Der omsvæves man af stille Minder,
		Der er Skyggen sval,
	Der en Kildes Sølvertaare rinder
		Med melodisk Fald.
	Bag ved Søen i romantisk Vildhed,
50		Kneise Bøg og Gran;
	Der, i Skovens tempeldybe Stilhed,
		Boer den gamle Pan;
	Mellem Brombærkrat og vilde Ranker
		Taus han grubler der;
55	Milde Vindpust fra de steile Banker
		Syrinx-Toner bær'.
	Over Kæmpegraven Freden troner
		Med sin Axekrands,
	Medens Farums Kirkeklokke toner
60		Sødt i Aftnens Glands —
	Ingen blodig Norne længer veier
		Liv og Dødens Gru;
	Der, hvor Sværdet hvined', Leen meier
		Engens Blomster nu.
65	Her jeg har det tabte Eden funden,
		Her er Fredens Hjem!
	Her er Blomsterengene ved Lunden,
		Som jeg drømte dem!
	Her min Barndoms Trylleslot jeg skuer,
70		Straalende af Guld,
	Hvor den stolte Sol i Vesten Luer
		Daler underfuld!
	Her beleer jeg Verdens Glands og Lykke,
		Ved et Græsstraa fro!
75	Her er Kjærlighed i Lundens Skygge,
		Her er Haab og Tro!
	Her min glædedrukne Sjæl sig taber
		I Guds Herlighed,
	Og paa Jordens hjertetomme Aber
80		Seer med Medynk ned!
	O! hvi kan jeg ei som Fuglen bygge,
		Fri for smaalig Tvang,
	Mellem Agrene i Lundens Skygge
		Med min glade Sang!
85	Skjønne Farum! fra din Blomstervrimmel
		Kalder Staden mig —
	Naar jeg drømmer mig en jordisk Himmel,
		Skal den ligne dig!