Til Adam Müller

by Hans Vilhelm Kaalund

	Til Adam Müller.
	I Østerland leved' en Yngling engang,
	Han elsked' en funklende Stjerne;
	Ved den kun hans Hjerte saa inderligt hang,
	Mod den gik hans Vei i det Fjerne,
5	Det herlige Lys paa det natlige Blaae,
	Mod det han kun stræbte, mod det han kun saae.
	O! Du, som forlader Din hjemlige Strand,
	Hvor Mindet om Barndommen smiler,
	Du ligner hiin Yngling fra Palmernes Land,
10	Hvor Kunsten Dig vinker, Du iler;
	Til Jorderigs Dronnings den blomstrende Grav,
	Til Høienes Stad Du nu flytter Din Stav.
	Din Aand, som har aabnet sin svulmende Knup,
	I Syden sig rig skal udfolde.
15	Du kraftige Skud af den herlige Stub,
	Opvoxet i Norden det kolde;
	Beskeden og stille Du vandrer Din Vei.
	Hvo skued' Dit Arbeid, og elsker Dig ei?
	Den Sydbo skal see, at Barbaren fra Nord
20	Som Sværdet kan Penselen bruge.
	Af Blomsterne hist i det evige Flor,
	Som Bien Du Honning skal suge,
	Og bringe den ærlig til Øresunds Kyst,
	Din hjemlige Kube til Stolthed og Lyst!
25	Thi hvor Du end flytter Din Vandringsstav frem
	I Verden den vide derude,
	Du vil ei forglemme Dit fattige Hjem,
	Hvor Iisblomsten groer paa vor Rude;
	Du vil ei forglemme de Brødre, som her
30	Har Hjerte og Sands til at skatte Dit Værd.
	Lad Qvinderne sørge, vi ville som Mænd
	Med Munterhed Afsked nu tage;
	Og freidigen haabe, vi sees vel igjen
	Engang i de kommende Dage.
35	Vi ønske Dig Hæder og Sundhed og Held!
	Vor nordiske Broder, Farvel! Farvel!