Gaven

by Hans Vilhelm Kaalund

	Gaven.
	I Ly af Hækken,
	Ved Møllebækken
	Jeg eensom laae.
	Bag fjerne Byer
5	Stod' Aftnens Skyer,
	Som Bjerge blaae
	Med Alperoser
	I Himmelglands;
	Om Dalens Moser
10	Holdt Taagen Dands.
	Henover Egnen,
	Som Gylden-Regnen
	I Dana's Skjød,
	I Blomsterskaaler
15	Et Hav af Straaler
	Fra Solen flød.
	Mod Skovens Hytter,
	Af Høien ned,
	En eensom Rytter
20	Fra Staden red —
	Og mere stille
	Blev Verdens vilde
	Bikubens Larm;
	Som Barnet hviled'
25	Den sødt og smiled'
	I Himlens Arm —
	Jeg blødt mig strakte
	I Engens Skjød,
	Hvor Kløvret rakte
30	Sit Sukkerbrød.
	Men see, da daled'
	I Vandchrystallet
	En Sommerfugl;
	Paa Bølgespeilet
35	Den duunlet seiled'
	Mod Grøftens Muld:
	Snart Sylphen standsed'
	Jeg med et Straa,
	Saa frelst den dandsed'
40	I Luftens Blaa.
	Dens lette Flagren,
	Henover Agren,
	jeg fulgte glad;
	Men, tys! da hørte
45	Jeg Noget rørte
	Sig, hvor jeg sad.
	Det var ei Hinden
	I Bondens Korn,
	Ei heller Vinden
50	Ved Rosens Torn:
	I Aftentaagen
	Jeg skued vaagen
	Tre Elvermøer;
	I Dands de svæved',
55	Mens Luften hæved'
	De lette Slør —
	Og Steen og Tue
	Og Skovens Træ'r,
	Jeg kunde skue
60	Igjennem hver —
	En Harpe gylden,
	Med Duft af Hyllen,
	De rakte mig;
	Som Ax paa Enge
65	Dens gyldne Strenge
	Udspendte sig;
	Saa sødt i Øre
	Dens Toner klang;
	Jeg troede høre
70	Min Vuggesang.
	Men flux forsvinde
	Jeg saae de Trende,
	Let som de kom;
	Dog Strengelegen
75	Er nu min egen,
	Min Helligdom;
	Naar jeg den griber
	Og Strengen slaaer,
	Da Vinter bliver
80	For mig til Vaar.
	Haardt for min Finger
	End Harpen klinger,
	Ei bølgeblødt;
	Vildt famler Haanden,
85	Skjøndt mig i Aanden
	Det toner sødt.
	Dog er der Sommer
	I dig, min Sjæl!
	Det Andet kommer
90	Med Tiden vel!