Stjernen og Lygtemanden

by Hans Vilhelm Kaalund

	Stjernen og Lygtemanden.
	Af giftig Taage født ved Midnatstid
	En Lygtemand om paa en Mose svæved':
	Snart af hvert Vindpust ført nu hid, nu did,
	Snart som en Hyttes Lys den venlig bæved'
5	Og Vandringsmanden fjernt til Ly indbød;
	Naar da han træt, fra Vei og Sti forvildet,
	Imod den lumske Ledestjerne iled',
	Og fandt i Sumpens Hængedynd sin Død,
	Da skoggerloe den skumle Helvedsglød,
10	Og fræk og haanende sin Stemme hæved'
	Mod Stjernen, som paa Himlens dunkle Blaa
	For den vildfarne Vandrer ængstlig bæved',
	Imedens den til Jorden sørgfuld saae,
	Og Natteduggens Perler fra det Høie
15	Nedfaldt som Taarer fra dens Engleøie:
	Hvor mat og kold er dog, mod min, din Glands!
	Naar jeg mig tumler om i lystig Dands,
	Hvorhen mig Vinden eller Lunet fører.
	Du ei fra din bestemte Bane rører
20	Dig blot saameget som et Haar,
	Men sidder from pflegmatisk der og hører
	Paa alt det Tøi, som Nattergalen slaaer —
	See, hvor hiin Vandrer henrykt mig betragter,
	See, hvor han iler mod mig træt og mat,
25	Og neppe til et Blik dig værdig agter —
	Nu synker han i Dyndets dybe Nat;
	Hans Jamren fører Vinden til mit Øre;
	Dog, hvorfor lod den Tosse sig forføre?
	Vel sandt, en trofast Leder er jeg ei;
30	Men førte du ham paa den rette Vei?
	Hvad svared' Stjernen vel? den vist afmaled'
	Ethvert af sine høie Fortrin vred?
	Hvordan den fødtes for en Evighed?
	Ak nei! den taug; men høit den Taushed taled;
35	Den hørte blid hvad Lygtemanden praled',
	Og saae, hvor snart et Pust af Nattens Blæst
	Den slukked', som den blussed' allerbedst —
	Men Himmellyset mildt i Natten funkled';
	Vel nu og da en flygtig Taagesky
40	Dets rene, underfulde Glands fordunkled';
	Dog sei'rigt treen det stedse frem paany. —
	O du, det mørke Jordlivs klare Stjerne:
	Urokkelige, evigskjønne Dyd!
	Besjæl mit Bryst med al din stille Fryd,
45	Naar fra den rette Vei jeg vil mig fjerne;
	Naar Livets Lygtemand, den lumske Synd,
	Vil lokke mig i Lastens dybe Dynd!
	Med dig for Øie vil jeg trygt fremile
	Igjennem Natten mod det store Maal;
50	O styrk mit Hjerte med din høie Taal!
	At jeg i Livets Modgang fro kan smile,
	Og rolig tømme Dødens bitre Skaal!