Fattigfolk/Forbrydere

by Gustaf af Geijerstam (1858-1909)

Forbrydere.

At der var noget underligt ved Karlson, vidste hele Egnen. Han havde været en Hund efter Fruen­timmer i sin Ungdom, paastod man, og gamle Folk rystede paa Hovedet, da de fik at vide, at Husmands-Anna skulde giftes med ham.

Anna var otte Aar ældre end han, da de blev Mand og Kone, noget som iøvrigt er ret alminde­ligt hos Folk af Almueklassen. Hun var bred og sat, havde et fornøjet, vel konserveret Ansigt, var ferm til sit Arbejde, holdt af at faa sig en Sludder med Naboerne, passede Hus og Barn eksemplarisk, beklagede sig aldrig over sin Mand og gav kort sagt i de fem første Aar af sit Ægteskab ikke den ringeste Anledning til at formode, at de onde Anel­ser skulde faa Ret.

Det saá ogsaa ud, som om Karlson var bleven stadig. Hans Ungdom havde været vild. Der var mer end én Pige, om hvem det hviskedes, at han havde ført hende i Ulykke, og fra de aarlige Mar­keder fortaltes der mange Historier om Drikkelag og Slagsmaal, hvori Karlson altid havde været Ho­vedpersonen. To Gange havde han maattet møde for Retten, og én Gang havde han været i Hullet. Det var et halvt Aar efter dette lille Uheld, at han havde besluttet sig til at gifte sig med Anna. Man sagde, at der længe havde været noget imellem dem, men underligt var det i alt Fald, at det netop skulde blive til noget nu, da ogsaa dette sidste var kommet til foruden alt det øvrige, som man i For­vejen kendte.

Karlson var en stor grov Karl med et skarpt markeret Ansigt, brede Skuldre, stærke Lemmer, skødesløs, vuggende Gang og busket Haar, som voksede ham langt ned i Panden. Læberne var tykke med et Udtryk af ubændig Sanselighed, Øjnene var graa og gennemtrængende, Blikket var som oftest roligt og klart, men kunde af og til faa et farligt Udtryk, der saá næsten glubsk ud. Han lignede nærmest et eller andet stort, stærkt og kun halvt tæmmet Dyr, og det traf sig nok ikke saa sjældent, at hans Kone følte sig bange for ham.

Hun havde længe syntes godt om ham til Trods for hans smaa Skavanker, og da han kom ud af Fængslet, hvor han havde siddet paa Vand og Brød for Drukkenskab og Vold mod Politiet, havde hun lovet at blive hans Hustru, fordi han saá saa ulykkelig ud — slet ikke fræk — og fordi han havde lovet hende ikke at løbe efter andre Kvindfolk og lade være med at drikke. De var flyttet ud til en lille Gaard inde i Skoven, og hidtil havde han holdt Ord. Der var just heller ikke store Fristelser derude.

I Begyndelsen havde hun følt sig lidt ængstelig ved at være alene med ham. Men han var som forvandlet. Han sagde hende aldrig et ondt Ord, han arbejdede, han lod Brændevinen fare, og da de havde faaet Barnet, begyndte hun for Alvor at haabe det bedste af Fremtiden. Hun havde aldrig troet, at hun skulde faa ham at sé saa god og mild, som han var i den Tid, og mangen Gang, naar hun sad alene og gav Barnet Die, tænkte hun ved sig selv, at om nu nogen Sinde hans onde Aand skulde faa Magt over ham, vilde hun bare behøve at minde ham om de lykkelige Dage, da han var saa glad ved sit Barn.

I nu snart fem Aar havde hun dog ikke haft noget saadant nødigt, og hun begyndte næsten at glemme sin første Angst. Men da indtraf pludselig en Forandring.

Hendes Mand blev med ét faamælt og inde­sluttet, uden at hun kunde opdage Grunden. Naar han om Aftenen efter endt Arbejde kom ind, talte han ikke med hende som før. Han spiste Maden i Tavshed og sad saa længe i Tanker paa sin Stol mellem Bordet og Væverstolen. Naar han var be­skæftiget med sit Arbejde, lagde hun Mærke til, at han af og til pludselig hørte op dermed og i lange Tider stod og stirrede frem for sig, som om han ikke kunde komme bort fra noget, han tænkte paa.

Hun vovede ikke at spørge ham om, hvad der var i Vejen, ikke en Gang at lade ham forstaa, at hun havde mærket noget. Men hun passede i Stilhed paa ham, og for hver Dag, der gik, blev hun uroligere.

Hun vidste ikke hvorfor, men det forekom hende under Tiden, som om hendes Liv var levet til Ende, og som om der vilde hænde noget, som med ét Slag vilde ødelægge alt, hvad disse Aar havde bygget op. Hvad tænkte han paa? Hvad var der i Vejen? Hun lovede sig selv Dag efter Dag, at hun skulde sé at finde en Lejlighed til rigtig at udspørge ham. Men naar hun troede, at nu havde hun Mod, fandt hun ingen Lejlighed, og naar der en Gang imellem tilbød sig en Lejlighed, svigtede Modet hende.

Det var en Sommeraften i Juli. Luften var lun: Duft af nyslaaet Hø, af blomstrende Kløver og Lind, Lyd af Kobjælder, Kreaturernes Brølen, og henne fra Landevejen et kort, skarpt Hundeglam. Anna havde lige været ude at malke. Hun kom langsomt gaaende nede fra Engen med den tunge Mælkespand i den højre Haand, gik over Marken, hvor Rugens Aks, som allerede begyndte at gulne, hang tungt ned, gik ind gennem Leddet, som førte til den indhegnede Plads, hvor Staldene laa, og skulde netop til at passere den store Halmstak, som laa tæt ved Staldbygningen, for gennem det andet Led at komme op til Gaarden, da hun pludselig standsede. Der var nogen, som talte bagved Halmstakken. Hun stod ganske stille og holdt Vejret for bedre at høre. Det var hendes Mands Stemme. Hun satte Spanden fra sig og listede sig forsigtigt nærmere, idet hun skjulte sig bag Halmstakken for, usét, at kunne høre, hvad der blev sagt dér bagved. Da hun kom nær­mere, skælnede hun tydeligt to Stemmer, og hun hørte, at den ene var en Fruentimmmerrøst, skønt hun endnu ikke kunde skælne, hvem det var. Hun gjorde forsigtigt et Skridt til den ene Side og bøjede sig frem for at sé. Begge de talende sad eller rettere halvt laa i Halmen. Hendes Mand holdt en Kvinde om Livet, bøjede sig ned over hende og kyssede hende Gang efter Gang, uden at hun syntes at gøre nogen Modstand. Konen flyttede sig endnu et Skridt nærmere for at kunne sé hendes Ansigt. Hun var lige ved at give et Skrig fra sig. Det var hendes egen Tjenestepige. Med tilbagetrængt Aandedræt stod hun en Stund stille og stirrede paa Parret, indtil hun næsten syntes, at al Ting dan­sede for hendes Øjne. Hun flyttede sig tilbage til sin første Plads. Hun behøvede ikke at sé mere.

Sagte og umærkeligt gled ligesom en Taage over hendes Sind og Tanker. Hele hendes Verden blev et graat i graat. Nu fandtes der intet mere at stole paa, det vidste hun. Var de gamle Dages Vildskab begyndt at leve op igen hos hendes Mand, vilde den ikke mere være til at betvinge. Lang­somt og sikkert vilde den ødelægge hans Liv og hendes med. Hun vilde intet kunne gøre imod det. Men en stikkende, pinlig Følelse greb hende, da hun tænkte paa det uskyldige Barn. Hun kunde ikke gøre sig klart, hvad der nu vilde hænde. Denne Taage — eller hvad det er, der i slige Øjeblikke formørker vort Indre — gled videre. Den svøbte alle Tanker, Følelser, Forestillinger og Er­indringer i et vildsomt Mørke. Den skjulte Sporene af det, som havde været, og af det, som var. Hun blev staaende paa samme Plet, stille, uden at kunne røre sig, bedøvet af det voldsomme Slag.

Pludselig foer hun sammen ved et Par tydeligt udtalte Ord. Hun hørte Pigen sige:

„Men hvis jeg nu fik et Barn? Hvordan skulde det saa gaa?“

Og saa hørte hun Manden svare:

„Kællingen bryder vi os Pokker om. Hende skal jeg nok sørge for.“

Hun maatte gøre Vold paa sig for ikke at skrige højt, saa tog hun Mælkespanden op fra Jor­den og gik med langsomme, vaklende Skridt op mod Vaaningshuset. Da hun vendte sig paa Trap­pen, saá hun Manden staa nede ved Staldleddet og sé efter hende.

Han havde imidlertid ikke sét hende, da hun lyttede. Men han havde hørt hende gaa gennem Leddet, som førte ud til Staldbakken, og var sprun­get op for at sé, hvem det var. Da han saá, at det var hans Kone, blev han staaende for paa hendes Udseende og Maade at være paa at opdage, om hun havde mærket noget eller ej. Da han ikke kunde sé noget usædvanligt, vendte han om og gik tilbage igen.

Malin — saadan hed Pigen — havde ikke været mer end et halvt Aar i Karlsons Tjeneste. Hun havde et Ydre, som just ikke er almindeligt blandt Bønder. Hun var lille og spæd af Vækst, An­sigtet var fint og regelmæssigt, Læberne var buede og fik et drillende Udtryk, naar hun lo. Øjnene var smaa og skinnnende, og Huden var saa skær hvid, at det syntes kun daarligt at passe til den Klasse, hvortil hun hørte. Ansigtets Udtryk var dristigt, af og til ondt, og man hviskede i Krogene, at hun en Gang før havde faaet et Barn, som ingen siden havde sét eller hørt noget til. Anna havde først ikke villet tage hende i sin Tje­neste. Men det havde ikke været muligt at faa nogen anden, og desuden troede hun nu at kunne være sikker paa sin Mand.

Pigen havde ikke været der længe, førend Karl­son mærkede, hvordan Ungkarledagenes Begær be­gyndte at vaagne i ham. Desuden havde de begge gensidig hørt lidt om hinandens Fortid, hvad der gjorde en Tilnærmelse endnu lettere.

Deres Forhold havde varet omtrent en Maaned, og endnu havde ingen opdaget noget. Men alt som Tiden gik, forstod Karlson, at han havde taget Fejl af sig selv. Han have troet, at naar Begæret én Gang var tilfredsstillet, vilde det snart udslukkes og Forholdet høre op af sig selv. Men han mær­kede hurtigt, at det modsatte snarere blev Tilfæl­det. Hans Lidenskab voksede Dag for Dag. Han ønskede, at han kunde løbe fra det altsammen. Men det gik ikke længere. Det var, som om en fremmed Magt var sluppen løs i ham, hver Dag voksede i Styrke- og gjorde enhver anden Beslut­ning eller Tanke svag og kraftesløs. Han var som lænket af usynlige Baand. Han opsøgte Pigen, hvor han kunde komme til, han blev hæftigere og hæftigere i sine Kærtegn, midt under sit Arbejde tænkte han paa, hvordan han dog skulde faa fat i hende, og mod sin Kone følte han en Uvilje, som dels var rent fysisk, fordi hun allerede var gammel, meget for gammel til ham, dels ogsaa kom af, at hun stod ham i Vejen. Det var jo for hendes Skyld, han maatte stjæle sig til i Smug at træffe den anden.

Der var en Tanke, som han gik og rugede over. Det forekom ham, som var det det eneste, der kunde føre til Maalet. Det faldt ham aldrig et Øjeblik ind at opofre sin Lidenskab, og den kunde han ikke leve for, saa længe Konen levede. Først blev han bange for denne Tanke. Han for­søgte at arbejde for at slippe bort fra den. Han tænkte sig, at alt kunde vedblive at gaa, som det gik. Ingen behøvede at vide noget derom. En Gang maatte jo Konen dø. Snart maaske! Han forestillede sig, at hun allerede var død. Hun var pludselig bleven syg og var død. Nu var der ingen Hindring mere, han kunde gifte sig igen, naar han vilde. Og han følte sig til Mode, som om han havde været lige ved at begaa en Forbrydelse, men havde modstaaet Fristelsen og nu nød sin fortjente Løn. Han var skyldfri og lykkelig, og ind i hans Fantasi sneg Tanken sig om en fin hvid Hud, som han kærtegnede. Men naar han saa vaagnede af saadanne Tanker, saá han igen alt i Virkelighedens fulde, klare Lys. Nej, vilde han vinde noget, fik han nok selv Lov til at skaffe sig det. Det syntes ham, som om en mørk Skygge, han ikke kunde undfly, kom ham stedse nærmere. Den kom tæt hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder og trykkede ham i Knæ mod Jorden. Det var mest om Aftenen, at han havde disse Fantasier, og under Tiden laa han hele Timer vaagen, badet i kold Sved, og han vovede knap at sove af Frygt for, at han under Søvnen skulde forraade sine Tanker.

— Det var to Dage efter den store Opdagelse. Det var lykkedes Konen at tie overfor sin Mand. Det var lykkedes hende at bilde ham ind, at alt var som før, at hun intet vidste og intet havde sét. Men det havde kostet hende en uhyre Anstrængelse at spille den Komedje. Det forekom hende under Tiden, som om hun levede ganske alene i et frem­med Hus blandt fremmede Mennesker, og disse to Dage syntes hende lige saa lange som flere Aar. Ja, hun selv var bleven et nyt Menneske, som saá tilbage paa sit forrige Jeg som paa en anden.

Hendes første Følelse havde været Forskræk­kelse. For enhver Pris maatte hun skjule for Man­den, hvad hun havde sét. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde en Fornemmelse af, at det vilde gaa ud over hende selv, i Fald det blev opdaget.

Hun kunde aldrig glemme, hvordan hun havde følt sig til Mode, da Manden et Par Timer efter Scenen bag Halmstakken kom ind til hende i Køkkenet og uden at sige noget satte sig ved Bordet. Hun ventede hvert Øjeblik, at han skulde spørge hende, hvorfor hun havde staaet og lyttet, og hun følte en isnende Kulde i alle Ledemod ved Tanken om, hvad hun dog skulde svare. Men da han havde siddet en Stund, spurgte han i Stedet for, om ikke Nadveren snart var færdig. Hun foer sammen ved Lyden af hans Stemme, og hun sva­rede som i Søvne, at Grøden straks var færdig. Disse Øjeblikke kunde hun aldrig faa ud af sine Tanker; hun tænkte paa dem, hver Gang hendes Mand talte til hende, og hun pinte sig med den Mistanke, at han alligevel vidste alt, men at han, lige saa lidt som hun, vilde tale derom.

Altsaa var der da ingen Forandring skét med ham? Han var i Bund og Grund den samme, som han altid havde været. Det var bare en Lejlighed, han havde manglet, for at de gamle Lyster i uhæm­met Fart skulde nedbryde, hvad Aarene og hun havde rejst som en Skillemur mellem ham og hans tidligere Liv. Han var den samme, som han altid havde været, og nu skulde hans Vildskab bryde frem med en Kraft som aldrig før. Hun skulde sé, hvordan den lagde hans og hendes Liv øde, og hun skulde kun kunne staa og sé til. Intet skulde hun formaa at gøre for at holde ham tilbage. Men hun kunde jo tage Livet af sig.

Langsomt gled den Tanke ind over hende, og som en yderste Nødvendighed gennemisnede den hele hendes Krop.

Hun kunde jo tage Livet af sig.

Dø. — Rives bort fra alt trist og uhyggeligt. — Komme væk fra det hele.

Hun laa vaagen flere Timer om Natten og tænkte derpaa. Hun listede sig ud paa Trappen. Natteluften var sval, og det var dunkelt. Men hun kunde i alt Fald meget godt sé hele Søen, som laa nedenfor Bakken. Bare nogle Trin til, saa kunde hun gaa ned i Prammen og ro et Par Tag, og saa kunde det være gjort.

Hun gik et Par Skridt paa sine bare Fødder ud i Gaarden. Hun frøs, tog sig med ét sammen og standsede.

— Drengen kunde hun ikke forlade. Gud i Himlen, Drengen.

Hun saa sig om, og et Øjeblik vidste hun ikke, hvorfor eller hvordan hun var kommen herud. Men med ét slog den Tanke hende, at hvis hun ikke var kommet til at tænke paa Barnet, saa havde hun maaske nu ligget død i Søen.

Hun gik hurtig ind igen og lagde sig. Hun frøs og hun rystede over hele Kroppen. Det var hende ikke muligt at tænke. I et forvirret Virvar krydsedes hendes Tanker, og i den Tilstand af Udmattelse, hvori hun befandt sig, begyndte hun voldsomt at græde uden selv at vide det.

Hun græd længe, og da Taarerne var begyndt at standse, vidste hun bare ét — at hun maatte leve og holde ud for sin lille Drengs Skyld — det fik saa gaa med hende selv, som det kunde. Men hun maatte leve. Og medens hun laa og med aabne Øjne stirrede ud i Mørket, greb en Anelse om hen­des fremtidige Livs Tyngsel hende, ikke som noget hun trygtede eller tænkte paa at kæmpe imod, men som noget, hun modløst og ydmygt og nødtvungent maatte og skulde føje sig i.

— For hans Skyld, som sover derhenne i det andet Hjørne af Værelset.

Og med Tanken om Barnet kom Taarerne igen, og hun græd, til det blev sort for hendes Øjne og hun sov ind.

Hun vaagnede med en Fornemmelse af, at noget forfærdeligt ventede hende, og hun laa længe og tænkte paa, hvad det var.

Med ét kom hun det igen i Hu, og med skæ­rende Tydelighed mindedes hun Pigens Ord: „Tænk, om jeg er frugtsommelig,“ - og saa hele den for­færdelige, angstfulde Nat.

Hun stod op og begyndte mekanisk sin Gærning. Solen skinnede klart, og lette Morgentaager hoppede bort mellem Træerne, da hun traadte ud i Gaarden for at hente Vand af Brønden.

Og pludselig følte hun som en gryende Forhaabning i den Tanke, at dette ikke skulde vare ved. Alle disse fem Aars Arbejde kunde ikke være forgæves. Karlson vilde igen komme til Fornuft; bare han fik Tid til at sunde sig, vilde han vaagne op, og han vilde igen blive, som han havde været før under hele deres Ægteskab. Hun skulde blot vente, til alt blev godt igen, vente og holde ud.

Det kunde ikke være saa forfærdeligt, som hun først havde tænkt sig det. Der maatte indtræffe en Forandring. Der maatte hænde noget, som kunde løfte den ulidelige Byrde fra hendes Skuldre. Ti dette holdt hun ikke ud. Hun vilde aldrig kunne det.

Til al Lykke var Høbjærgningen begyndt, saa at Malin næsten hele Dagen hjalp til ved Høsletten og blot undtagelsesvis var inde. Konen var glad derover; thi efterat den første Følelse af Rædsel havde lagt sig, efterfulgtes den af det voldsomste Had til Pigen. Hun kunde knapt beherske sig, naar hun var i Nærheden af hende. Malin havde desuden i den sidste Tid vist sig studs og genstri­dig. Hun vidste nu godt hvorfor. Pigen havde et Overtag over hende: det var hende, som egenlig var Madmo'r paa Gaarden. Anna kunde have Lyst til at gøre hende noget ondt, hvad det saa skulde koste, eller i det mindste sige hende Sandheden, sige hende lige op i hendes aabne Ansigt, hvad hun var. Hun sagde Ordet højt for sig selv, naar hun var ene. Ti det var hende, denne Malin, der havde forhekset hendes Mand; der i et eneste Øjeblik havde revet alt det ned, som udgjorde hen­des Lykke og Livshaab. Hun, ventede bare paa en Lejlighed. Hun skulde sige hende Sandheden i rene Ord. Saa kunde hendes Mand vælge, hvem af dem han vilde beholde.

Hun sad nede ved Dammen, som laa tæt op til Vaaningshuset, og rensede Fisk, som hun skulde koge til Middag. Hun skrabede saa voldsomt med Kniven, at Skællene føg omkring hende. Hun følte en Slags Vellyst ved at skære Hovederne af Fiskene, som om det var en vis anden, hun mishandlede. Den ene Fisk efter den anden kastedes hovedløs, renset og skrabet i Soldet ved Siden af hende.

Saa pludselig hørte hun Skridt i Nærheden. Man var standset en Dag med Høsletten, fordi det havde regnet den foregaaende Dag. Hun behøvede ikke at sé op. Hun vidste, at det var Malin.

„Skal jeg nu ikke hjælpe vor Mo'r?“ sagde hun.

Stemmen var aldrig forekommen Anna saa sledsk og falsk. Hun nikkede blot til Svar uden at vende sig om. Malin satte sig ved Siden af paa en Sten, tog ligeledes en Fisk af Bunken, og de sad begge en Stund tavse, sysselsatte med deres Arbejde. Konen tænkte paa, hvordan hun skulde begynde. Hendes Hænder rystede, saa hun knapt kunde føre Kniven. Der var som et Slør for hen­des Øjne, saa hun kun dunkelt kunde skælne, hvad hun havde for sig.

„Skal vi rense alle Fiskene?“ spurgte Malin efter en Tids Forløb.

Ved Lyden af Stemmen foer den anden igen sammen. Hun kastede Fisk, Kniv og Brædt fra sig og sprang op.

„Tæve!“ skreg hun og stillede sig op lige over­for hende, dirrende af Vrede. Hun løftede sin Haand, tilsølet som den var af Blod og Fiskeskæl og slog hende haardt i Ansigtet. Hun kunde ikke faa et eneste Ord mer frem.

Malin sprang ogsaa op. Hun gik et Par Skridt baglænds, blev helt hvid i Ansigtet, Øjnene stod stivt frem, og der trak sig et Par dybe Furer om Munden. Hun saá et Øjeblik ud, som vilde hun slaa igen, men hun vidste, at det ikke vilde betale sig, saa stor og stærk som Konen var.

„Det skal I komme til at fortryde,“ sagde hun lavmælt.

„Fortryde,“ skreg den anden. „Jeg sværger Dig, saa sandt der er en Salighed til, at jeg aldrig skal fortryde det. Du sér ellers køn ud i Fjæset nu, din forbandede Tøs. Gaa nu til ham, saadan som Du sér ud, og prøv, om Du kan forlokke ham med dine Helvedes Kunster. Men det siger jeg Dig, at en af os to skal ud af Huset, Du eller jeg. Og beskæmme Dig for alle hæderlige Folk, det skal jeg gøre, saa de skal faa at vide, hvad for en Du er, og saa Du skal faa det at høre hele dit Liv igen­nem. Og jeg skal gaa til Præsten og til Sognefog­den med: saa skal vi dog nok faa at sé, om saadan en som Du skal ha'e Ret overfor et hæderligt Men­neske. Forstaar Du mig, din —“

Den anden var gaaet flere Skridt baglænds. Og tilsidst vendte hun sig om og løb bort. Hun vilde gaa til Karlson, for at han kunde tage hende under sin Beskyttelse, tænkte hun. Men hun var i saa voldsomt et Oprør, at hun knap rigtig vidste, hvad hun gjorde, før hun fik Øje paa Karlson, som var i Færd med at vende Hø mellem Regnbygerne et godt Stykke borte fra de andre Karle. Hun gik lige hen til ham, idet hun instinktmæssig tørrede sin Kind af.

„Hun har slaaet mig,“ sagde hun med rystende Stemme. „Hun har slaaet mig og kaldt mig for —“

Karlson stillede Høtyven fra sig.

„Véd hun noget?“ sagde han.

„Véd,“ sagde Pigen, „om hun véd! — Hun var aldeles ude af sig og skældte mig ud baade for det ene og det andet.“ „Men det er Dig, som har narret mig,“ fortsatte hun. „Og nu kommer Du til at sé at hjælpe mig. For ellers gaar jeg min Vej, om jeg saa skal blive nødt til at gaa i Søen.“

Karlson saá sig om. De andre var kommet dem noget nærmere.

„Gaa ned til Laden“ — sagde han — „saa kom­mer jeg bagefter.“

Han blev endnu lidt ved med Arbejdet. Saa sagde han til Karlene, at han maatte gaa et Øje­blik bort, og gik hen imod Laden.

Da Malin var gaaet fra hende, blev Anna plud­selig rolig. Hendes Natur var egenlig slet ikke blød og hun kunde taale meget. Men nu havde hendes Forbitrelse været saa stærk, at hun uden at tænke paa Følgerne bare havde givet den Luft. Nu vendte Besindelsen tilbage og med den Tanken om de uundgaaelige Følger af hendes Opførsel. Det gik ikke længere an, som hun tidligere havde gjort, at opsætte den endelige Afgørelse fra Dag til Dag, fra Time til Time. Nu maatte der hænde noget nyt. Hvad det var, det vidste hun ikke; hun turde ikke en Gang tænke derpaa. Men noget maatte der komme, som paa en eller anden Maade bragte Klarhed i alt dette Urede.

Hun samlede Kniven og Fisken og Brædtet op igen og satte sig med et Suk til Arbejdet. Hun havde svært ved at sé for Taarerne, som uophør­lig brød frem igen, og Gang efter Gang strøg hun sig over Øjnene med Bagen af Haanden. Atter kom Tanken om at dø op i hende, og hun holdt inde med Arbejdet, mens hendes Blik flakkede ud, over Vandet. Og paa ny kom Tanken om Barnet frem og standsede hende. Hun forstod, at hun maatte holde ud, og hun følte en Fortvivlelsens Kraft til Modstand og Kamp. Nu da hun var tvungen dertil, syntes hun, at hun maatte kunne vove alt. Det gik langsomt med at skrabe Fisken. Hun rystede paa Haanden, gentagne Gange gjorde hun et galt Tag med Kniven, og længe sad hun ganske stille, uden at røre et Lem, tankeløst stir­rede hun ud i det tomme Rum, bort over Dam­mens Vand, Stene og Siv, ud mod Skoven, hvor Himlen lyste blaat over de fattige Graner.

Om Middagen turde hun knapt sé op, saa angst var hun. Høstfolkene gik deres Vej, den ene efter den anden. Hun havde ventet, at Manden skulde blive tilbage. Men det blev han ikke. Han gik som de andre, hverken før eller senere. Malin saá en Gang paa hende. Hun havde et ondt trium­ferende Udtryk i sit Ansigt.

Hen mod Aften kom Manden og sagde, at han skulde ud. Konen svarede ikke et Ord. Hun turde ikke spørge om, hvorhen han skulde.

„Du maa ikke lade nogen fremmed komme ind, mens jeg er borte,“ sagde han.

Det lovede hun.

Da han var gaaet, følte hun først Lyst til at gaa ud, kalde ham tilbage og bede ham, at han dog ikke maatte gøre baade sig og Barnet og hende rent ulykkelige. Men det blev ikke til noget. Hun gjorde som sædvanligt i Orden til Aftensmaden og gik bagefter alene og sørgede for Opvaskningen,

Alt imens tænkte hun besynderlige Tanker. Hun mindedes, hvordan Karlson var kommen til hende, straks efter at han var sluppen ud, og havde sagt til hende, at hun ikke skulde bryde sig om, hvad de andre snakkede. For det skulde nok blive godt altsammen, bare hun vilde. Og i det samme mindedes hun, hvor underlig blankt Solen netop den Aften havde skinnet over Vejen, da hun gik alene op til det lille Husmandssted, hvor hendes Moder boede.

Hun havde lukket Gangdøren. Der var saa uhyggeligt og saa forladt denne Aften. Det lød, som om nogen bankede. Nej, der var nok ingen.

Saa mindedes hun hans første Gave, en stor fin Dug og en Honningkage, hvori der var to Hjærter med en Pil tværs igennem, og nedenunder stod der:

„To Hjærters Lue
Bli'r altid tændt af Amors Bue.“

Hun foer sammen. Det lød bestemt, som om det bankede igen. Hun gik hen til Vinduet, trykkede An­sigtet mod Ruden og saá ud. Der stod et enligt Fruen­timmer derude. Anna genkendte hende. Det var en Tiggerske, som plejede at stryge om dér i Byen.

Anna spurgte, hvad hun vilde. Hun bad om at maatte laane Hus dér Natten over.

Anna huskede paa, hvad hun havde lovet. Nej, det var ganske umuligt.

Den anden bad saa bønligt. Det regnede og var koldt, skønt det var i Juli Maaned. Hendes Mand havde forbudt hende at huse nogen, sagde Anna tilsidst. Men det kunde maaske nok gaa an at ligge i Laden. Der var rigeligt med Hø i denne Tid. Den fremmede takkede og gik ind i Laden, som laa tæt op til Vaaningshuset.

Fantasierne vendte tilbage. Anna gik ind i Kammeret, hvor Drengen laa. Han var gaaet til Sengs og laa nu og sov. Hun stod og græd i Mør­ket, mens hun lyttede til hans regelmæssige Aandedræt. Hun kom stadig grædende ud derfra, tændte en Stump Lys og saá sig i Spejlet. Hun var ikke ung og køn længer, Haaret var tyndt, Huden grov og rynket, Øjnene røde af Graad, og der manglede mer end én Tand foran i Munden. Hun kunde ikke længer have nogen Magt over ham, det forstod hun godt. Det var forbi med hende, hun var bleven gammel. Men hun den anden! — Hun satte sig paa en Stol og vuggede Hovedet i Hænderne. Hvad havde hun dog gjort hende, at hun ikke kunde faa Lov til at beholde, hvad der var hendes, i Fred.

Pludselig foer hun op. Hvor var Pigen henne i Aften? Hun havde ikke før lagt Mærke til, at Malin ikke havde været med ved Nadveren. En Straale af Haab glimtede i det samme frem for hende. Om hun var gaaet sin Vej og aldrig mere kom tilbage? — Deres Ordskifte, Pigens Opførsel ved Middagen! Men om den lede Tøs i Stedet for nu var sammen med hendes Mand. Ja, saadan var det nok. Det var jo ganske naturligt. Det var derfor, Manden havde sagt, at han var nødt til at gaa ud. Han var nok ikke gaaet langt.

Vinden tudede udenfor. Luften var kold, og det regnede og blæste uophørligt. Der blev uhyg­geligt inde i Huset. Regndraaberne plaskede æng­stelig ensformig gennem Renden og sivede ned i Jorden. Pludselig følte hun sig bange igen. Hen­des Tanker begyndte at grunde over, hvad vel den Landstrygerske kunde tage sig for ovre i Laden. Hendes Rygte var ikke det bedste. Hvad monstro hun vilde, saa sent og tilmed i saadant et Vejr? Hun angrede, at hun havde givet hende Lov til at blive i Laden. Et saadant Menneske kunde af Onskab stikke Ild paa Laden og lade den brænde til Aske. Hun gik ud i Gangen og fik Lyst til at gaa ud i Gaarden og sé efter, om der ikke var Fare for Ild.

Da hørte hun Slag paa Døren. Tydelige, stærke Slag. Hun vovede ikke en Gang at spørge. Saa hørtes en Stemme, som var hendes Mands: „Luk op.“ Hun trak sagte Slaaen fra og gik baglænds ind i Køkkenet, hvor der var Lys. Hun tav af Rædsel og saá bare, at han havde nogen med sig.

Han lukkede omhyggeligt Døren og gik ind i Køkkenet. Han havde en lang Kniv i Haanden. I Døren saás et fint, skært Kvindeansigt med et Par kolde, graa Øjne, som betragtede hende. Hun gik hen til Sengen, søgte efter noget at værge sig med og udstødte et gennemtrængende Skrig.

Tiggerkonen, som havde faaet Lov til at sove paa Høloftet, var straks gaaet derop, var krøben ned i Høet og var sovet ind. Henimod Midnat vaagnede hun ved, at hun syntes at høre et Nødraab. Hun lagde sig ned igen i den Tanke, at hun havde drømt, men hun havde næppe lukket Øjnene, før hun atter hørte samme Skrig. Det lød, som om det kom fra en, som man mishand­lede. Hun saá sig forskrækket om, stod op og lyttede i Mørket. Hun gik hen til Døren, som vendte ud mod Vaaningshuset, aabnede den paa Klem og lyttede. Da hørte hun det samme Skrig igen, vildt og skærende. Saa pludselig afbrødes det, som om nogen med Vold holdt den skrigendes Mund til. Lyden kom fra Vaaningshuset, og der brændte Lys i Vinduet. Et graat, laset Stykke Tøj var hængt for Ruden. Den gamle Kone rystede over hele Kroppen, men gik alligevel hen, satte Øjet til Vin­duet og saá ind i Værelset. Alt var i Lysskæret saa klart og tydeligt, som om det havde været højlys Dag. Paa Sengen laa Konen, som hun for lidt siden havde talt med. Den øverste Del af Kroppen var næsten nøgen, Fødderne og den ene Arm var bundne. Ved Sengen stod en lang, grovt udseende Karl, skarpt belyst af Lysskæret. Han holdt hen­ des venstre Arm i Vejret, mens han med den an­ den Haand stak hende under det venstre Bryst med en Kniv. Ved Siden af Sengen stod en endnu ung Kvinde med et fint blegt Ansigt og holdt en Skaal under det stærkt rindende Blod. Konen, der stod dér udenfor alene, opfattede alt dette med et eneste Blik. Hun vovede ikke at blive staaende et Minut længere, men vendte om og løb bort, saa stærkt hun kunde, mens de af Regnen opblødte Skørter slog om hendes Ben og i Mørket Grenene fra Træerne ruskede Vand ned over hende, naar hun kom dem for nær paa den smalle Skovsti. —

Næste Morgen trak Skyerne bort for Sønden­vinden, og Solen skinnede klart ind gennem Præstegaardens Vinduer, glitrede i Regndraaberne, som endnu sad paa Blade og Græsstraa, og i smaa Vandpytter, som hist og her havde samlet sig i Hullerne paa Stentrappens store, flade Kalksten. Fuglene i Syringhækkene og i de gamle utugtede Lindetræer kvidrede omkap i det smukke Vejr, og henne ved Kæret steg en tynd, let Taage i Vejret, splittedes af Vinden og fløj i lette, uldagtige Totter hen over Buske og Træer.

Pastoren var nylig opstanden. Han stod i sit Vindue og saá ud over det for ham saa velbekendte Landskab og smaalo i sit stille Sind af Glæde over at tænke paa, at det var blevet saa godt Tørvejr igen. Han blev vækket af sine Tanker af Pigen, som kom ind og sagde, at der var en Kone der ude, som gærne vilde tale med ham.

— „Hun maa vente. Jeg har jo ikke spist Frokost endnu.“

„Men hun sér helt forstyrret ud og græder og siger, at hun endelig maa tale med Pastoren. Man skulde næsten tro, at der var hændt en Ulykke. Men hun vil ikke fortælle os, hvad der er i Vejen.“

Han saá noget forundret ud, da han fik sét, hvem det var, der havde søgt en Samtale med ham, oven i Købet paa denne Tid af Døgnet. Klokken var endnu knap syv, og Landstryger-Lena plejede ellers helst saavidt muligt at undgaa ham. Han gik imidlertid hen imod hende, — hun var bleven staaende henne ved Døren, rystende, forlegen, uden at vove at sé op —, standsede foran hende med den ene Haand lagt over den anden og fikserede hende uafbrudt paa en Maade, som var bleven ham en Vane.

„Hvad vil Du?“ spurgte han. Men det varede en god Stund, inden han fik Svar.

„Der er noget galt paa Færde hos Karlsons,“ sagde hun tilsidst. Men Stemmen svigtede hende, hun rystede igen fra Hoved til Fod, og kunde ikke faa en Lyd frem.

Præsten saá, at det her drejede sig om noget usædvanligt, og han forstod, at der maatte være sket noget, som gamle Lenas ogsaa ellers temmelig uklare Forstand ikke magtede at fatte. Han klap­pede hende venligt paa Skulderen, bad hende be­rolige sig og spurgte, for at adsprede hende lidt, om hun havde faaet Kaffe.

Den gamle takkede og nejede.

„Naa, hvad var det saa, Lena vilde fortælle mig?“ spurgte han igen.

„De har slaaet Karlsons Kone i Nygaard ihjæl,“ sagde hun endelig. „For jeg saá det med mine egne Øjne. Herre Jesus — Provsten maa ikke være vred paa mig, men jeg er saa forkyst, at jeg knap véd, hvad jeg siger — Herre Jesus, hvor det saá ud. For jeg havde faaet Lov et ligge dér om Natten. Ja, Provsten maa ikke tro, at jeg har været ude at stryge om igen, som jeg, Gud bedre os, har gjort saa mange Gange før. Jeg gik bare forbi, og det var saadant et grueligt Vejr, saa jeg fik Lov at blive dér om Natten. Og allerbedst som jeg ligger og sover i Laden, saa vaagner jeg ved saadant et forfærdeligt Skrig. Og da jeg kom­mer ud i Gaarden, saa hører jeg, at det kommer fra Huset, og jeg løber hen til Vinduet og kigger ind. De havde jo nok hængt noget for, men der var et Hul i Klædet, og saa saá jeg, at de havde bundet Konen til Sengen, og at en stor Karl stod og stak hende med en Kniv lige her under Brystet. Hun var et saa inderlig rart Menneske, og hun har mange Gange givet mig baade Brød og Kartofler. Men jeg turde ikke blive staaende et Minut, og jeg skyndte mig gennem Skoven, saa hurtigt mine Ben kunde bære mig, og nu har jeg gaaet her og ventet hele Morgenen, til jeg tænkte, at Deres Højærvær­dighed var opstaaet.“

Pastoren spurgte hende, om hun vidste, hvem det var, der havde slaaet Konen ihjæl.

Nej, hun havde slet ikke turdet sé efter noget. Hun var bare løben sin Vej.

„Og Provsten kan vel tænke, hvordan en bli'r, naar man saadan sér, hvad onde Mennesker be­driver. Og det er sandt, som jeg si'er, at det hele Natten er kommet mig for, at jeg hørte hende skrige og saá Blodet, som løb og løb. Og saa tænkte jeg, at det var bedst, jeg gik til Deres Høj­ærværdighed. For jeg syntes dog, jeg maatte tale om det for nogen. Saa fælt som det var.“

Præsten søgte at berolige hende, saa godt han kunde, og bad hende saa om at gaa. Han takkede hende for, at hun havde talt om det, og roste hende for, at hun var kommen til ham.

Han halvvejs skød hende ud ad Døren og sagde, at han skulde sende Bud efter hende, hvis han behøvede at tale med hende igen.

Derpaa raabte han ud, at Frokosten straks skulde sættes paa Bordet. Naar han havde spist, vilde han gaa til Fogden, som boede omtrent en Fjerdingvej borte.

Det Liv, han havde ført i denne afsides liggende By, blandt Mennesker, der ikke handlede og levede paa Basis af Overbevisninger, men drevne af In­stinkter og Omstændigheder, havde givet ham en egen Opfattelse af Verden og Menneskene. Han havde boet dér i Egnen fra han var Barn; i Stu­dentertiden havde han opholdt sig dér i Ferierne, havde saa i de Aar, da han som nyordineret ung Præst endnu ikke kunde gøre Fordring paa eget Pastorat, været borte derfra, men ved en som han syntes særlig Tilskikkelse fra Gud var han omsider igen havnet i denne Krog af Verden, som han elskede over alle andre Steder. Han kendte Be­boerne, han havde sét dem alle vokse op eller blive gamle, og han vidste Besked med deres Livs­forhold.

Han gik op og ned ad Gulvet, og hans Tanker flakkede vidt omkring. Stedet var hverken fattigt eller rigt. Der fandtes mange, som havde det værre, mange, som havde det bedre. Befolkningen var i Almindelighed hverken bedre eller værre end paa alle andre Steder, deres Oplysning ligesaa. Livet opslugtes for de flestes Vedkommende blot af et evigt Stræv for at finde Livets Nødtørft, og Menneskene blev, hvad dette Stræv gjorde dem til. kristendommen havde jo hersket der i næsten tusinde Aar, og den havde, sagde man, formildet Sæderne, fordrevet Vantroen og gjort Menneskene bedre. Men naar han en Gang imellem i Ensom­heden tænkte over dette, saa syntes det Præsten, som om i Grunden alt, maaske med visse Modifi­kationer, var det samme, som de gamle Sagn be­rettede om henfarne Slægter. Den samme vilde Natur levede uafbrudt og ødelæggende til Trods for Kirkeklokker, Salmesang og Folkeskoler, og i de ensomme røde Huse, der saa malerisk og fre­deligt lyste frem mellem Graner og Birketræer, udkæmpedes mangt et Sørgespil, lige saa blodigt, som naar paa Theatret Tæppet gaar op og Tilskuerne sér en svunden Tid gaa hen over Scenens Brædder. — Sult og Kjærlighed — det var hele Historien.

Pastoren var endnu ikke bleven færdig med sin Frokost, da man meldte ham, at der igen var en, der ønskede at tale med ham. Den fremmede blev vist op i Præstens Værelse, og lidt efter kom han selv derind.

Det var Karlson. Han var sortklædt og holdt en høj Hat i Haanden. Han var bleg og saá ud til at have vaaget hele Natten.

„Saa det er Dem, Karlson,“ sagde Præsten dvælende, „Hvad er der paa Færde? Er der skét en Ulykke?“

Den tiltalte saa ned mod Gulvet og flyttede lidt paa den ene Fod. Han hostede for at faa bedre Lyd i Stemmen.

„Ja, sé det er det“ — sagde han — „at min Kone er død i Nat. Hun har faaet et Slagtilfælde, og nu vilde jeg gærne tale med Provsten om Be­gravelsen.“

„Det var da sørgeligt,“ sagde Præsten, mens han hele Tiden saá skarpt paa ham. „Hun var et godt Menneske, som jeg altid har holdt meget af. Det var svært pludseligt, som det kom. Havde hun været syg i Forvejen?“

„Nej, hun havde ikke. De kan bare tænke Dem — i Gaar havde hun det ganske, som hun plejede van, og da jeg kom ind i Aftes og skulde lægge mig, laa hun død i Sengen.“

„Hvad Tid paa Aftenen var det?“

Manden saá sky op. Det var tydeligt, at han begyndte at blive mistænksom.

„Aa, det kunde vel være saadan omtrent Klok­ken elleve“, sagde han lidt efter.

Præsten betænkte sig noget, men sagde saa:

„Hør, jeg vil gaa med Dig hjem og sé hende. Det var blevet længe siden, at jeg havde sét hende. Jeg skal netop alligevel henad den Kant til i Dag.“

Karlson var ikke den samme nu som den foregaaende Dag. Gærningen havde han udført uden at tøve. Men da den var gjort, kom Tanken om Føl­gerne. Skjorten, som han havde haft paa, og som der var kommet Blod paa, havde han gravet ned sam­men med Konens Klæder og Lagenet, og han havde to Gange i Morgenstunden været ude for at sé efter, om ingen havde fundet Stedet og kastet Græs­tørven til Side for at sé, hvad der laa dér. Hele Vejen havde det forekommet ham, som om alle Mennesker saá paa ham. Og da dette uventede Forslag blev gjort ham, følte han sig overbevist om, at Præsten vidste det altsammen.

„Aa, Provsten skal saamæn ikke gøre sig Ulej­lighed med det“, sagde han prøvende.

„Det er ingen Ulejlighed“, svarede Præsten. „Jeg gør det gærne. Jeg har jo allerede sagt, at jeg i hvert Tilfælde havde bestemt at ville gaa den Vej i et andet Ærinde.“

Det gik ikke an længer at gøre Indvendinger.

Paa Vejen vilde der ikke rigtig komme nogen Samtale i Gang, hver af dem gik i sine egne Tan­ker; kun naar de mødte nogen, betragtede Karlson Præsten fra Siden. Han vilde sé, om han vekslede Tegn paa hemmelig Forstaaelse med de forbigaaende.

Da de kom ind paa Skovstien, som førte op til Huset, hvor Karlson boede, kunde Præsten ikke lade være med at passe lidt paa sin Ledsager. Man kunde ikke være sikker paa, at ikke den, som havde myrdet én, kunde falde paa at dræbe flere, tænkte han.

Han vidste ikke, hvor uskadelig Manden var i dette Øjeblik. Paa Vejen havde Karlson tænkt sig ind i det altsammen. Det var klart, at Præsten vidste alt. Naar alt kom til alt, saa maaske Sogne­fogden allerede var derhjemme. Eller hvis han ikke var dér, vilde Præsten gaa hen til Sengen, hvor den døde laa, løfte hendes Linned op og sé Hullet, saadan som han selv saá det for sig hele Tiden, dybt, sort og vel forbundet. Han følte sig mat i Benene, og han havde stadig Kuldegysninger ned ad Ryggen. Da de gik op ad de tre Trappe­trin for at komme ind i Gangen, troede han, at han ikke vilde have Kraft nok til at gaa med ind.

Præsten aabnede selv Døren og gik først ind. Karlson blev staaende paa Tærskelen og støttede den ene Haand mod Dørposten.

Præsten saá sig om. Paa Sengen laa den døde, allerede svøbt i hvide Lagener. Gulvet var nyvasket, og der var overalt strøet smaatskaaret Granris.

„I har nok allerede vasket?“ sagde Præsten.

Karlson sank næsten umærkeligt sammen. Der kom intet Svar, blot en underlig, utydelig Stru­belyd.

Saa fik Præsten tæt ved Sengen Øje paa to smaa mørke Pletter, som ikke var gaaet bort.

„Jeg tror, at I har slagtet til Begravelsen“, sagde han med høj Røst og vendte sig om.

Manden rettede sig op. Brystet arbejdede vold­somt, og Øjnene stirrede glansløst ud af Hovedet.

»Ja, jeg har slagtet“, sagde han og faldt uden en Lyd om paa Gulvet.

Præsten gik ud i Køkkenet og kaldte paa Pigen.

„Kom ind og hjælp mig“, sagde han kort. Hun saá først spørgende paa ham, men fulgte saa efter ham som en lydig Hund. Da hun saá sin Husbond, blev hun ligbleg, men fattede sig og hjalp til med at løfte ham op paa Sofaen.

Præsten hentede Vand og badede hans Pande dermed.

Nogle Øjeblikke efter slog han Øjnene op. Han saá sig om og lukkede dem igen. Derpaa sagde han:

„Skal jeg nu dø?“

„Det bliver Retfærdighedens og Guds Sag“, sva­rede Præsten.

^* _* ^*

En Time efter kom Fogden. Pigen havde be­givet sig bort, men blev Dagen efter greben et Par Mil fra Stedet. Karlson havde intet Forsøg gjort paa at undvige.

Barnet fik den Lod, som er den sædvanlige i saadanne Tilfælde. Det kom paa Sognet.

---

---