Fattigfolk/Mellem Øerne

by Gustaf af Geijerstam (1858-1909)

Mellem Øerne.

Ved den nordlige Spids af Øen bar hele Fjorden paa. Nordenstormen kastede Bølgerne op over Klipperne, med hæftige Regnbyger væltede den sig ind over Granskoven og bestrøede Vejen, hvor den foer frem, med Kviste og Grene. Søen laa sortgraa med en Farve som usmeltet Bly, og brusende hvide Kamme lyste paa Bølgernes Toppe.

Langs med Øen fejede Vinden, ind gennem Sundet foer den, forbi den søndre Odde, og op mod det faste Land i Vest kastede den lange, sugende Bølger ind over Stranden. Den hærgede svært med Garnene, som Beboerne havde lagt ud den foregaaende Aften, da ingen kunde have anet, at det ud paa Natten vilde blæse op til saadan en Storm.

Men da Blæsten i Dagbrækningen ruskede altfor voldsomt i Tagstenene, rejste Gustaf Erikson, der laa nedenunder i Huset sammen med sin Kone, sig fra Sengen og gik op paa Loftet til Broderen, som boede hos ham paa Gaarden.

„Karl August,“ raabte han, idet han traadte ind i Værelset. Den tiltalte rejste sig søvnigt op.

„Hvad er der?“

„Du faar staa op og hjælpe mig at bjærge Garnene. Det har blæst op til en fæl stærk Storm.“

At bjærge Fiskeredskaberne, naar en pludselig Storm midt i Fisketiden kommer og truer med at rive selve Erhvervsmidlerne af Hænderne paa dem, for hvem Redskaberne betyder en Formue, kan ene sammenlignes med at slukke Ilden, naar Huset truer med at nedbrænde.

Karl August sprang op og kom hurtigt i Klæderne. Broderen var allerede gaaet ned og havde taget Brændevinen frem, for at de kunde faa sig en Snaps, inden de begav sig paa Vej. Karl August saá betænksomt ud gennem den fugtige Rude. Det knagede i Grantræernes Grene, og Top­pene bøjede sig for Blæsten. Regnen skyllede mod Teglstenene og plaskede paa den opblødte Jord.

Han gik hastig ned ad Trappen. Broderen havde allerede faaet en af Karlene paa Benene, og i Tavshed begav de tre Mænd sig ned til Baadepladsen.

Baaden sattes i Vandet. To af dem satte sig til Aarerne, og Erikson selv gjorde sig parat til at hjælpe med ved Bjærgningen.

Det var en besværlig Roning og en farlig Ro­ning. Vaad og Garn var revne løs fra deres Ankerpladser og fandtes først efter langvarig Søgen. Garnene var sønderrevne eller sammenfiltrede til en stor forvirret Klump, saa man knap kunde sé dem for det Lag af Tang og Smuds, som be­dækkede dem.

Lige til Middag fortsattes Arbejdet uden Op­hold. Mændene var gennemblødte ind til Skindet, sultne og forfrosne. Blæsten skar tværs igennem de vaade Klæder, og for hver bjærget Stump Garn blev Misstemningen større, alt som Skaden antog større og større Dimensioner.

Endnu var der et af Garnene tilbage, som de ikke havde kunnet faa fat paa, og de havde alle­rede forgæves i halvanden Time roet omkring det og fisket efter det. Det var spildt Møje, og det maatte blive, hvor det var, til man under bedre Vejr igen kunde tage ud og faa fat paa Stum­perne.

Erikson havde løst Broderen af ved Aarerne. Han løftede Hatten op og strøg sig med Haanden over Panden, som til Trods for Regnen og Blæsten var vaad af Sved.

„Der er ikke andet for, vi maa tage hjem med det, vi har,“ sagde han.

Da de havde faaet Baaden i Land, begyndte de, saa godt det i Øjeblikket var muligt, at bringe Nettene i Orden og beregne Skaden. Taalmodigt og varsomt arbejdede de, og da det altsammen af Hensyn til Blæsten og Regnen var hængt ind i Skuret, fulgte de Gangstien, som førte gennem Engen op ad Bakken, paa hvilken Huset laa.

De talte ivrigt hele Tiden, men over Eriksons Ansigt hvilede der et Udtryk af Tyngsel og Sorg. Han opregnede, hvad det havde kostet ham at købe Garnet, og hvor lang Tid der forrige Vinter var gaaet med til at istandsætte Redskaberne.

„Der er ialt lidt Skade for mellem halvtreds og hundrede Rigsdaler, foruden Arbejdet,“ slut­tede han.

„Det bliver mere,“ sagde Broderen.

„Ne-ei, men det bli'r det ogsaa.“

Da de kom ind, kom Konen dem i Møde og spurgte, hvordan det var gaaet, alt imens hun satte varm Mad frem paa Bordet. Og Erikson fortalte, mens de andre udfyldte Fortællingen, nøje og de­tailleret, hvor meget der var blevet ødelagt og hvad der var blevet reddet. Han hostede et Par Gange og drog Vejret dybt.

Konen mærkede det.

„Du er da vel aldrig gaaet hen og er bleven syg,“ sagde hun.

„Aa nej, det skulde jeg da ikke tro.“

Da de var færdige med at spise, gik Erikson hen og saá ud ad Vinduet.

„Tænk, hvor mange Baade og Garn der er blevet ødelagt i Nat ud over hele Landet,“ sagde han. „Det løber op til mange Tusinde Rigsdaler. Det er værst, forstaar sig, for dem, som ikke har andet at leve af.“

Ja, Stormen var faret haardt frem. Som en Farsot havde den bortrevet Redskaber og sønderslaaet Baade. Paa et Sted langt ude mellem Øerne havde Manden været ude om Natten for at sætte Garn ved en afsides liggende Banke.

Han var bleven borte, og flere Dage efter kom Baaden drivende og blev sét og trukken i Land.

Man udregnede Skaden, man hørte efter, hvordan Naboerne havde haft det, og man hjalp hverandre med at redde, hvad reddes kunde. En saa tidlig Storm og saa voldsom en Storm. I Mands Minde kunde ingen huske at have været med til noget lignende. Store Træer blæste om, og det tordnede, skønt det var midt i Høsten.

„Kan I sé Guds Haand i Skyerne, Folkens,“ sagde en Baadsmandsdreng, som opholdt sig meget i Stockholm og som havde været med paa en Langtur.

Men Eriksons Hustru bad ham holde Mund og sagde for sit Vedkommende, naar Lynene lyste frem mellem Skyerne:

„Jeg er altid saa glad ved at være under Tag i Tordenvejr. Ikke for det, at nogen kan slippe bort fra Herrens stærke Haand, nej Kors. Men se, det er det, at i Skoven eller saadanne Steder er man alene. Men her er man i det mindste flere, saa selv om en bli’r saa ussel, at en ikke kan røre sine Lemmer, saa findes der dog i det mindste nogen, som kan hjælpe en.“

To Dage rasede Stormen. Den havde hærget, hvad der var tilbage af Sommeren. Vaade og matte hang Birketræernes gulnede Blade, og en Forudfølelse af Vinteren med dens Afspærrethed, dens lange, triste Aftener og dens stille, snedækte Dvale bredte sig ud over baade Natur og Mennesker.

— Højt oppe paa Bakken, godt ti Minuters Vej fra Søen, ligger den lille rødmalede Bondegaard. Den er bygget paa bar Klippegrund, bagved den vokser Granskoven frit, nedenfor den til Højre for Døren er en lille, fyromhegnet Indsø, almindelig kaldet Sumpen, og i en stor Bue omsluttes Dalen nedenfor Gaarden af Skov og egebevoksede Bakker.

Erikson, som boede der, havde Gaarden i For­pagtning. Den hørte ind under et større Gods paa Fastlandet, og Forpagtningen havde nu i tre Gene­rationer tilhørt samme Familje. Søn var fulgt efter Fader, og hver havde ligesom den foregaaende giftet sig, faaet Børn, dyrket Jorden, havde hentet sine Fisk fra Søen og sit Brændsel fra Skoven, Familjen var vokset til, Husfaderen var bleven gammel og graa, var bleven puttet i Jorden, og den ældste Søn havde indløst Gaardens Indbo og Besætning og havde fortsat som hans Fader før ham. De øvrige Søskende var blevne spredte rundt om i Verden, hver til sit Sted.

Den næstsidste Indehaver af Gaarden havde fem Børn. Det var to mere end nogen af de andre havde haft. Den yngste af Sønnerne flyt­tede ud paa en Ø helt ude ved Havet og omkom ved en af Nordosten-Stormene. Den ældste Søster blev gift og kom hjemmefra. Den anden tog til Byen og kom i Tjeneste. Den ældste Søn giftede sig, overtog Gaarden og stod sig godt.

Numer to af Brødrene, Karl August, havde længe grundet paa, hvad han skulde tage sig for. Indtil videre gik han hjemme paa Gaarden og tjente den ældre Broder som Karl. Han var noget langsom i Vendingerne, stædig naar han en Gang havde fattet en Beslutning, men træg til at be­stemme sig. Han var en lille Karl, stille og faamælt. Han talte langsomt og afmaalt, men havde Øjnene med sig, hvor der var noget at gøre eller der var en Skilling at fortjene. Blev han tirret eller var han fuld, kunde han være farlig at komme i Lag med. Men til daglig gik han sine egne Veje, uden at forulæmpe nogen. Hans Humør var ellers jævnt, og naar han lo, var det gærne saa gemytligt og god­modigt, at andre uvilkaarlig maatte stemme i med.

Han havde Lyst til Landbruget og kunde nok have ønsket, at han havde været den ældste. Men da nu dette ikke havde truffet sig saa, faldt det ham ikke ind at gaa i Rette med Skæbnen. Han grundede en Tid frem og tilbage og gik sluttelig en Dag til Broderen og sagde til ham, at han tænkte paa at købe sig en Storbaad og ligge paa Søen om Sommeren.

Hvor han vilde faa Penge fra?

Ja, lidt havde han selv, og saa havde han tænkt, at Broderen skulde gaa i Borgen for Resten.

Hvad han da vilde bestille om Vinteren?

Jo, det samme som nu: være hjemme, hjælpe til, med hvad der kunde være Brug for, muge i Kostalden eller hugge Brænde, binde Garn og sy Sejl.

Den ældre Broder svarede imidlertid intet be­stemt, og en Uge gik hen, uden at nogen af dem paany berørte den Sag.

Men en Dag, da de gik hjem fra Arbejdet — det var tidlig paa Vaaren — sagde den yngre:

„Ja, saa havde jeg tænkt, at jeg vel nu snart maatte til at begynde paa dette her med Baaden.“

Den ældre svarede blot med et langtrukkent: „Ja-a —“

„Faar jeg saa Dig til at gaa i Borgen?“

Broderen spurgte om Summen. Den anden nævnede den.

„Ja, ja da, saa faar vi da vel gøre det.“

Dermed var Sagen afgjort, og da Maj Maaned kom, satte Karl August Erikson egen Storbaad i Vandet og foer omkring i Skærgaarden og til Stock­holm med Brændelast. —

Saaledes gik ti Aar hen. Den ældste Broder pas­sede Gaarden. Den yngre laa om Sommeren paa Søen og tjente Penge ved Fragtfarter. Om Vinteren var han hjemme hos Broderen, udbedrede sin Baad, syede Sejl og hjalp til med, hvad der nu kunde falde for. Bryllup havde han ikke Tid til at tænke paa. Desuden to Familjer kunde ikke bo i det lille Hus. Ganske vist efter de første fem Aar var Baaden betalt. Men til at kunne købe egen Gaard havde han ingen Udsigt, og en Forpagtning var ikke let at finde. Aarene gik med skiftende Sommer og Vin­ter, Lykke og Modgang, Fordel og Tab. Spare­kassebogen paa Kistebunden forøgedes saa smaat. Hver Sommer gjorde Karl August en Rejse til Byen for at sætte ind i Banken, og naar han kom til­bage, fandtes der altid et Plus i Sparekassebogen, der, vel indsvøbt, gemtes paa Bunden af hans Kiste. Men hans egne Livsforhold forandredes ikke, og der var heller ingen Udsigt til, at det skulde ske i de nærmeste Aar. — —

Erikson havde imidlertid ikke været rask efter Bjærgningen. En Morgen kunde han ikke staa op. Det var Lungeinflammation, han havde faaet, skønt ingen dér forstod sig paa det. Men han havde Feber og hostede stærkt.

En underlig Følelse greb Karl August, da Bro­derens Hustru tidlig en Morgen fortalte ham det. Han svarede ikke et Ord, men gik blot langsomt ned ad Bakken hen mod Søen for at ro ud og tage Garnene op, som var blevne rensede og istand­satte og havde staaet ude Natten over.

Det var en klar smuk Efteraarsmorgen med kold Blæst. Hele Gaarsdagen havde det regnet, saa at Jorden var opblødt, og fra Granernes lange Naale faldt smaa Strømme af Vand, naar Vinden ruskede i de gamle krogede Grene. Mosset var fugtigt og mørkt, en Regnbæk gravede sig med en rislende Lyd frem under Granernes Rødder, banede sig Vej ud til Klippeskrænten og faldt med en monoton Plasken ned i Vigen foran ham. Vandet i Vigen havde en kold, mørkblaa Farve, Overfladan var stærkt kruset af de hæftige Vindstød, hvide Skyer drev hurtig mod Sydvest, og Baaden nede ved Søen laa og gnavede mod Bryggen.

Karl August gik ned ad den lille smalle Klippe­sti, steg over Stenten og begyndte at gøre en af Baadene los. Han saá en Stund ud over Søen, gjorde saa Baaden fast igen og faldt i Tanker.

Tænk om Broderen døde.

Ja, saa var det lige saa godt at sælge Storbaaden, forstaar sig. Hvad han fik for den, var allerede ikke saa helt lidt. Naturligvis var det bedst, at han, som var Mand, overtog Gaarden og lod Enken bo hos sig. Hun vilde ikke kunne be­holde den og have alt Besværet med Folk og For­pagtning, som hun ikke forstod sig paa. Indbo og Redskaber kunde han jo saa lidt efter lidt afbetale.

Mekanisk tog han et Tag i det Tov, hvormed Baaden var bunden til Bryggen, for at gøre den los. Men han slap det ligesaa hurtigt igen.

Han kom til at tænke paa en frisk og køn Pige, som boede inde paa Landet, og som han kendte noget til. Ofte om Sommeraftenerne havde han været henne at hilse paa hende, og Folkene paa Gaarden plejede at drille ham, fordi han ikke kom tilbage før om Morgenen. Han følte sig saa underlig til Mode, som han stod dernede paa Bryg­gen og stirrede paa Fiskemaagerne, som skrigende fløj over Vandet langs med Skovkanten. Han syn­tes, at han selv havde været ude paa Skovhugst hele Dagen og langsomt kom drivende gennem Engen med Øksen paa Skuldren. Det var i Skum­ringen og køligt. Oppe paa Bakken saás det lille røde Hus, og gennem den aabne Køkkendør saá han et Glimt af Ildstedets Ild falde hen over Trappen. Han gik op ad Bakken og ind i Huset, stil­lede Øksen fra sig og satte sig ved Bordet. Konen satte Mad frem, og han spiste sig mæt. Og Konen, det var netop den samme Pige, som han havde plejet at tage hen og hilse paa. Saa sad de her en Stund sammen, smaasnakkende om Dagens Be­givenheder. Det blev silde, og de gik til Sengs i Kamret bag ved Køkkenet.

Det var dog løjerligt, saa han i Dag var fuld af alle Slags sære Tanker. Han var jo gaaet her og havde trællet Dag ud og Dag ind, været ude med Baaden om Sommeren og trukket den op om Vinteren, var sejlet til Byen og havde sat Penge i Banken, og det vidste han jo nok, at han dér havde sine Skillinger i god Behold, og at de vilde være tilstrækkelige til at sætte Bo for og endda til lidt mere. Men hvad han vilde anvende dem til, det havde han ikke tænkt saa nøje paa, og med det havde det jo ogsaa god Tid. Dagene var gaaet den ene aldeles som den anden, og han havde ikke tænkt paa andet end at blive færdig med hver Dags trælsomme Arbejde og om Lørdagen faa sig en glad Aften med Brændevin eller Dans eller begge Dele.

Nu stod det for ham som en paa samme Tid fjærn og nærliggende Tanke, Tænk, om Broderen skulde dø. „En saadan Ulykke,” mumlede han hen for sig, „en saadan Ulykke.“ Men samtidig kunde han ikke lade være at have en Følelse af, at det var, som aabnede der sig derigennem en Mulighed for ham selv. Det var et lille Glimt af Sollys, som brød frem gennem Hverdagsskyernes graa Ensformighed, og det Glimt betød for ham Muligheden af hurtigere end ellers at komme under eget Tag og blive sin egen Mand med Gaard og Jord at raade over.

Søen var nok rar, men han havde aldrig rigtig kunnet trives ved det Liv.

Deroppe i Huset laa imidlertid Broderen og kæmpede med Døden. Snart var det klart for alle, at det var galt fat, og man besluttede næste Morgen i god Tid at køre efter Lægen.

Om Natten sad Broderen og Konen oppe og vaagede. Den syge laa stille og aandede tungt med hørlige, lange Aandedrag, som af og til af­ brødes af en haard, pinlig og langvarig Hoste.

Det var ganske stille udenfor. Blot nu og da gik et Vindpust som en sagte Susen gennem Gran­skoven og ude i Gaarden gøede Hunden op ved en indbildt Lyd. Konen sad stille henne ved Sen­gen, og Karl August havde flyttet sig hen til Ovnen, hvor han bøjede sig ind mod den kalkede Væg. Han havde arbejdet hele Dagen og desuden haft saa mange underlige Tanker. En Time eller mer efter Midnat sov han ind, og i Værelset hørtes blot Urets Dikken, den syges urolige Aandedrag og den raske sovendes regelmæssige Snorken.

Henimod Daggry døde Manden. Konen sprang op og vækkede Svogeren.

„Karl August,“ sagde hun, „kom og sé, hvor­dan det har sig.“

Han foer op, forskrækket og kun halvt vaagen, skyndte sig hen til Sengen, mens han gned Øjnene, og saá paa Broderen. Han rørte ved ham, følte paa hans Haand, som faldt slapt ned, da han gav slip paa den, og blev med ét lysvaagen.

„Ja, han er død.“ sagde han.

Han følte en Slags Beklemthed ved Tanken om, at han havde sovet, just da Broderen døde, og han vidste ikke, hvad han skulde sige.

Konen bøjede sig ned over Liget, klappede Mandens Haand og græd.

„Ja, det kan være forbi, inden man véd et Ord af det,“ sagde hun.

Og derpaa talte ingen af dem mere. Udenfor var det begyndt at dages, og Vinden blæste frost­kold frem over Engen nedenfor Huset, buldrede oppe i Skorstenen og forsvandt med en lang Susen ude i Skoven.

Karl August havde igen sat sig ned ved Ovnen at grunde. Saa rejste han sig stille og gik henimod Døren. Dér vendte han sig halvt om og sagde uden at sé paa Svigerinden: „Det er vel bedst, Du sætter Kaffen paa. Vi skal i alt Fald ud og tage fat paa Pløjningen for Saaningens Skyld.“

Imidlertid gik Dagene som sædvanlig, og det daglige Arbejde forsømtes ikke. Havren mejedes og sattes i Trave, og Garnene ude i Søen gav rigelig med Fisk.

Liget svøbtes og laa en Dag inde i Huset. Men den anden Dag blev Lugten uudholdelig i det lille Værelse og trængte desuden ud i Køkkenet, hvor Folkene skulde spise og hvor Maden lavedes. Saa flyttedes det ned i Baadeskuret, og Dørene dér blev holdte aabne. Vinden fra Søen fik frit Spillerum, og de levende kunde atter uden Væm­melse nærme sig den døde.

Om Søndagen var Begravelsen. Bekendte og Slægtninge i lang Omkreds var bedte, og allerede tidlig om Morgenen kom Baad efter Baad i en lang Række, næsten en hel Flotille, vendte ude ved Odden, skød for fulde Sejl ind mod Land og strøg med slappe, baskende Klude ind til Bryggen.

Først kom den afdødes ældste Søster med sin Mand og deres to Børn. Og sammen med dem kom den ugifte Søster, som var taget ud fra Byen. De havde gjort Følgeskab og kom nu langsomt sammen op ad Bakken til Gaarden. Saa kom Deg­nen, der særlig var indbudt, og sammen med disse og bagefter kom Naboer og Venner fra de nærlig­gende Øer, og alle havde de Føring med sig, og alle gik de stille, næsten forlegne, i Gaasegang op ad Bakken og standsede tvivlraadige udenfor Gaarden.

Derinde var alt pyntet og parat. I en stor firkantet Løvhytte ude i Gaarden laa Liget paa en Slags Paradeseng, dannet af to Træbukke og nogle uhøvlede Planker, som var lagte derover. Paa denne stod Kisten, sort, behængt med Bladkranse og Grønt, og i Kisten laa Liget med Salmebogen mellem Hænderne og i al Hemmelighed et Stykke Staal under Hovedpuden. Lige tæt ved var Fro­kostbordet dækket med Smør og Brød, Øl, salt Kød, Ost, kold Sild, der i Anledning af Højtidelig­ heden var stegt i Smør, Pølse, Ostekage og den pyntelige, firkantede slebne Brændevinsflaske.

Konen viste sig ikke; det var Karl August, som tog imod, og for hver, som kom, skulde han hilse, takke for sidst, tage imod Føringen og takke for den.

Man havde ordnet sig i Flokke. Konerne stod for sig, Pigerne for sig, Mændene og de unge Karle stod ogsaa for sig.

Da Samtalen en Stund var ført stille mellem Mand og Mand, og man siden var blevet vel for­ plejet med baade Mad og Frokostsnapse, gik Karl August hen og hviskede et Par Ord til Degnen. Denne gik frem til Ligets Hovedgærde, og nogle Øjeblikke var der aldeles lydløst. Alle Hatte toges af, og Konerne nejede stille og dybt. Hænderne foldedes, og alle Hoveder bøjedes. Der gik som et sagte Suk gennem hele Forsamlingen. Af og til hørte man en hulke henne fra Fruentimmergruppen, og hist og her fik man de smukt sammenlagte Lommetørklæder viklede ud. Da istemmede Degnen med skarp vibrerende Røst den gamle Salme:

Saa vandre vi paa Jord vor Vej,
Vi vandre med hverandre;
Kom. hvo Du er! og overvej,
Hvorhen Du snart skal vandre.
Du bygger Hus, Du ønsker Ro:
Se her det Hus, hvor Du skal bo,
Den Seng, hvor Du skal hvile.

O! at vi her til Guds Behag
Maa redeligen vandre,
Saa i vor Faders Hus en Dag
Vi atter sé hverandre.
Den frommes Prøve bli'r ej lang!
Hans Død er blot en Overgang
Til Saligheden hisset.

Og alle de omkringstaaende stemte i med, høj­lydt eller lavmælt, alt eftersom enhver havde Stemme til. Og saa tog seks Karle Kisten og bar den ned ad Bakken til den smalle Vig, som skar dybt ind i Landet mellem Egetræer og Graner. Men ude paa Trappen stod Konen sortklædt med hvidt Forklæde og Lommetørklædet for Øjnene og saá efter de bortdragende.

Da de havde sat Kisten ned i den store Færge, og Karl August havde taget Plads ved Roret, strøg han sig over Øjnene med Bagen af Haanden og tænkte paa Broderen, som nu skulde ned i Jor­den. Men da Vinden fyldte Sejlene, og Færgen lagde sig paa Siden med smaa skarpe Ryk fra Bøl­gerne, som med haarde Plask stødte mod Bougen, saá han stivt ud mod Luvart, og uden at han gjorde sig Rede derfor, havde han en Følelse, som skulde hans egen Sejlads først nu rigtig begynde, nu da han skulde tage fat paa at drive Gaarden for egen Regning.

Og fremad gik Ligtoget. Ud af Vigen og frem over den aabne glitrende Fjord, hvor Bølgerne skin­nede i den klare, kolde Middagssol, forbi smaabitte Øer og ind gennem Sunde, frem til Kirken, der lille og hvidgraa uden Spir laa paa den syd­lige Side af den en Mil lange Ø. Det var en un­derlig Fart og en stille Fart. Et Par af de halv­voksne Drenge forsøgte at hviske et eller andet morsomt, naar de lagde Aarerne ud for at hjælpe til med at vende. Men ellers gik det stille, rask og let. Hver sad hensunken i sine egne Tanker, og ingen brød sig om at sé de andre i Ansigtet.

Karl August sad hele Tiden i en underlig Stem­ning, som det var ham umuligt at forklare sig. Jo nærmere han kom til Kirken, des mildere følte han sig til Mode. Der kom over ham næsten en Taknemlighedsfølelse, naar han tænkte paa Broderen, og han syntes, at han havde ham at takke for hele sin Fremtid. Han tog et usædvanlig stærkt Tag i Roret, da han svingede om med Baaden til Bryggen, og det var ikke frit for, at det blev lidt mørkt for hans Øine, da han stod nede i Baaden og skød paa Kisten, for at Karlene kunde faa den op.

— Begravelsen var forbi. I smaa Flokke trak man bort fra Kirkegaarden, Ligtoget søgte ned ad Søen til. Karl August gik hen til Præsten og spurgte ham, om han ikke vilde vise dem den Ære at følge med til Middagen. Men Præsten undskyldte sig. Han havde saa meget at gøre med de statistiske Beregninger, som Dagen efter skulde sendes ind til Konsistorium.

De to Mænd gik langsomt ned ad Bakken i Samtale.

„Hvem skal nu overtage Gaarden, nu da han er gaaet bort?” spurgte Præsten.

Karl August saá ikke op. Han svarede lang­somt, bange for at sé altfor glad ud: „Det bli’r vel mig, som kommer til at staa for det hele nu.”

„Og helt høre op med at ligge paa Søen og sejle med Fragt?”

„Ja, det havde jeg tænkt.”

„Naa, men hvis nu Katrina selv vil blive sid­dende med Gaarden, til den ældste Dreng bliver voksen?“

Det var aldrig med en Tanke faldet Karl August ind. Han saá fra Siden op paa Præsten. Paa én Gang kom der en Angst over ham , som han ikke før havde følt noget til. Han var til Mode, omtrent som naar man er gaaet en lang og besværlig Vej for at søge nogen, og man saa, naar man endelig er naaet derhen, ikke træffer ham hjemme. Han tænkte paa, at han maaske kunde faa Lov til at begynde om igen med at arbejde og vente og arbejde og vente. Men saa fik den Stemning, som havde fulgt ham paa Henfarten, atter Overhaand, og han svarede:

„Aa-aa — det gør hun ikke.”

De var komne ned til Baaden. Pastoren nik­kede til Farvel De lagde fra Land, og nu gik det samme Vej tilbage, forbi smaabitte Øer og ind gen­nem Sunde, frem over den blanke Fjord, som saá mørkere ud i Eftermiddagssolen og ind i den lange Vig, hvor srnaa graa Baadehuse laa langs med lave, i Aarenes Løb ormstukne Træbrygger.

Da de kom op paa Gaarden, var Bordet dæk­ket i den store Løvsal, hvor Kisten havde staaet. Et stort Fjælebord med Tallerkener, Mad, Øl og Brændevin. Ikke heller nu viste Værtinden sig, men en Kone fra en af Nabogaardene udfyldte hendes Pligter.

Karl August var kommen i en anden Stemning, end han havde været i om Formiddagen. Uroen jagede i ham, og han vilde have givet hvad det skulde være, for at alt havde været forbi, og han kunde faa Lov til at tale med Katrina om Sagen. Tænk, om hun skulde blive siddende paa Gaarden! Han følte sig aldeles forstemt, snakkede kun lidt, sad længe ene og tog ganske stille den ene Snaps efter den anden. Men ingen lagde Mærke dertil. Man antog, at det kom af, at han tænkte paa Broderen, og Gildet skred frem, mere og mere utvungent, alt som Tiden gik.

Middagen var begyndt under en højtidelig Tavshed. Man tog for sig af Retterne, drak hverandre til under mange Komplimenter og talte i Ensta­velsesord. Men alt som Tiden led, blev Stemningen muntrere. En og anden Spøg kastedes ud, man skreg i Munden paa hverandre, Ansigterne skinnede af Rus og Mættelse. Da Solen sank ned bag Gra­nerne, som i en Krans stod om den røde Gaard, skulde man have troet, at det var et muntert Høst­gilde og ikke et Begravelsesfølge.

En Harmonika var kommen frem. Og paa Trappen sad fire Karle med en Brændevinsflaske imellem sig; den ene spillede „Skotsk”, og de andre hørte til, trampede Takten, drak hverandre til og skreg, at man skulde hente Pigerne og rydde ud af Loen. To Fiskere holdt hinanden omfavnede, som var de fastkædede for hele Livet, ramlede frem og tilbage og skoggerlo hele Tiden. Deres Øjne var røde, de forsøgte stadig at tale, men kunde ikke faa et Ord frem. Henne omkring Bor­det i Løvsalen sad tre gamle Bønder, hver med sit Glas i Haanden, mens den ene, Gang efter Gang, til en gammel Melodi sang:

Hvi skulde jeg mig skamme
Naar hen til Kæresten jeg gaar?
Min Mo'r har gjort det samme
I sine unge Aar.

Karl August deltog ikke i det almindelige Uvæ­sen. Han stod for sig selv og vaklede paa Benene. Han tænkte paa, at Broderen var død, og om han ikke burde holde en Tale til hans Minde. Saa begyndte han at tænke paa sin Baad, som han havde i Søen, og at regne efter, hvad han kunde faa for den, hvis den skulde sælges. Og saa kom han til at tænke paa den unge Pige, Hilda, som han ikke havde været henne at hilse paa en eneste Gang, efter at Broderen var død.

„Jeg vil gaa til hende i Aften,“ sagde han, idet han trak Hatten ned paa den ene Side.

Saa vendte han sig om og tog et Par Trin opad Trappen, hvor Karlen sad og spillede „Skotsk“, afvekslende med Melodier fra Soldaterviser og „Fatinitza“. I det samme kom Katrina ud paa Trap­pen. Gæsterne var begyndt at bryde op, og hun kom nu for at sige Farvel og lade sig takke for Mad. Hun var helt sortklædt, barhovedet, med Haaret strøget glat ned over Tindingerne og med en brun Hornkam i Nakken.

Hun stillede sig paa Trappen lige overfor Karl August, medens Gæsterne den ene efter den anden kom frem, nejede og bukkede, takkede og sagde Farvel. Hun tog dem alle i Haanden, idet hun bøjede sig til Højre og Venstre.

„Tag til Takke, Koner. Tag til Takke, Mænd.“

Og allesammen gik fra hende til Karl August, rystede hans Haand og forsvandt i Mørket i en lang Række ned ad Bakken ud til Søen.

Karl August blev staaende paa samme Plads og saá i omtaaget Uklarhed, hvordan Svigerinden gik ned til Løvsalen og begyndte at hjælpe Pigerne med at bære Fadene ind. Han tænkte paa at følge efter hende og spørge, hvornaar hun vilde forlade Gaarden. Men i Fuldskaben havde han en For­nemmelse af, at dette var uklogt og vilde sé daarligt ud. Og han begyndte atter at tænke paa Hilda. Det gik op for ham, at nogen for hans Skyld havde talt ondt om hende paa Kirkebakken. Naturligvis var det denne fordømte Tøs, denne Lena. Om han endda kunde faa fat i hende. Hvad kom det hende ved, at han gik til Hilda.

Han vaklede op ad Trappen og slog med et Smæld Køkkendøren op. Der var ingen derinde. Men hun kom nok snart ind, saa skulde han gi'e hende.

I det samme kom Konen selv ind, bærende en stor Bakke med de fine Kaffekopper og Bræn­devinsflasken. Hun saa ikke Karl August og stil­lede ganske rolig Bakken fra sig paa Bordet ved Vinduet.

Karl August stod bag ved hende med Hatten i Nakken og Hænderne i Bukselommerne.

„Hvad har Lena med mig at skaffe?“ begyndte han. „Jeg skal Djævlen annamme mig lære hende. Hun gaar og snakker ondt om Hilda, Du. Men det kommer ikke hende ved, forstaar Du det?“

Katrina saa kun paa ham og forstod, at han var drukken. Og vant til saadant noget, sagde hun bare:

„Skam Dig, at Du er i saadan en Tilstand, ligesom Du har været med til at faa din Bro'r i Jorden. Der er jo ingen, som vil Dig noget.“

Men i det samme kom Pigen ind, og nu brød det løs for fuldt Alvor. Karl August tog et Tag i sin Hat og slængte den med et voldsomt Kast hen i et Hjørne, saa at Katten forskrækket flygtede op paa Komfuret. Han stødte Svigerinden, som vilde lægge sig imellem, bort, foer arrig op og ned ad Gulvet, slog Hænderne sammen, saa det hørtes i hele Huset og skreg uophørlig:

„Dér er den forbandede Tøs. Hvad har Du med mig at skaffe? Hvorfor gaar Du og snakker ondt paa Kirkebakken om mig og Hilda? Saa Du har ikke sagt noget, siger Du? Lyver Du oven i Købet? Hold Kæft siger jeg. Det rager ikke Dig, Katrina, for nu skal hun og jeg snakkes ved!“

Han sænkede Stemmen og talte sagtere.

— „Naa, saa Du siger altsaa, at jeg og Hilda er Kærester, hva'? Tag Du Dig i Vare, for kanske jeg véd ligesaa god Besked om Dig. Og jeg skal Fanden ta'e mig lære Dig, skal jeg.“ Pigen jam­rede sig, saa det hørtes helt ud i Gaarden. Den ene efter den anden af Husets Folk styrtede til for at sé paa Optrinet. Somme forsøgte at lægge sig imellem, og somme gav Karl August Ret.

„Nej, vær nu fornuftig, Karl August. Du maa ikke bære Dig saadan ad. — Slip Pigen, hører Du. Hvad vil Du dog, Mand?“

„Nej, det er rigtigt, Karl August. Giv Du hende bare. Hun er altid saa led i sin Mund.“

Karl August var aldeles vild. Fuldskaben, som han før havde behersket, brød nu frem, og Vreden, som var bleven næret ved Tanken om, at han maaske ikke kom til at overlage Gaarden, fik Luft ved denne Anledning, som ellers sikkert aldeles ikke vilde have berørt ham.

Pigen jamrede sig og græd. Hun havde slidt sig løs og var flygtet hen i et Hjørne ved Ovnen. Dér sad hun næsten helt op paa Ovnpladen og holdt angst Hænderne op for sig. Karl August var altid saadan, naar han blev tirret eller var fuld.

Han sprang frem imod hende. Der hørtes et tungt Slag, og Pigen skreg højt.

„Hjælp, Hjælp!“

Men ingen rørte sig. En Del syntes nok, det var skammeligt, men Pigen var ikke afholdt paa Gaarden, og ingen vilde for hendes Skyld indlade sig i Klammeri.

Karl August stod midt paa Gulvet, bandte og skreg, ustandselig gentagende samme Ord og Udtryk.

„Det er Løgn — siger jeg — en forbandet Løgn. Og Fanden skal ta'e mig, om jeg vil taale det af saadan en.“

Imidlertid begyndte flere at lægge sig imellem. Optrinet havde næsten varet en Time. Og de for­standigste syntes, at det var Synd for den sørge­klædte Kone, som stod henne ved Chatollet og græd over, at Karl August var i saadan Tilstand netop den Dag.

Det lykkedes tilsidst at faa ham ud i Gaarden. Men dér sled han sig løs, svor paa, at nu var det ham, der var Herre paa Gaarden, og han vilde gaa til Hilda og tale med hende. Og Lena derinde, hende skulde han nok en anden Gang faa fat paa.

Dermed forsvandt han bag om Bygningen og gik ind ad Skoven til.

Dagen efter fandtes han sovende tæt nede ved Stranden med Fødderne i en Bæk, og Hovedet paa en Græsbunke.

Den Dag var Karl August igen sig selv, blot endnu mere grundende end ellers. Til Pigen sagde han ikke et Ord og heller ikke til Katrina, førend Aftenen kom. Men da Karlene havde spist Nadvere og havde lagt sig til Hvile paa Loftet, og Pigerne vare gaaede ud for at hente Vand, blev han ene tilbage i Køkkenet hos Svigerinden, som gik ud og ind og havde travlt med at rede Seng.

„Jeg var nok noget uregerlig igaar Aftes?“ begyndte han.

„Ja, det er vel ikke værd at tale om det nu,“ mente Katrina. „Du havde jo drukket, og naar man har det, véd man ikke, hvad man gør.“

Der blev et Øjebliks Tavshed. Karl August spyttede dybsindig frem for sig og hostede.

„Ja, saa skulde vi vel have en Ordning paa, hvordan det nu skal være,“ begyndte han — „med Gaarden.“

Katrina stod og saa stivt paa ham.

„Med Gaarden?“ gentog hun.

„Ja, med Gaarden. Hvordan Du skal forholde Dig med den nu, da min Bro'r er død.“

Katrina lod, som hun ikke forstod, hvad han mente. Hun tænkte paa Drengen, som laa derinde i Huset, og paa de andre Børn. Det var ham, Drengen, som en Gang skulde have Forpagtningen efter sin Fader, og hun vilde ikke give tabt.

„Ja, nu har vi her i Slægten haft Gaarden i Forpagtning af Baronen i to og halvtredsindstyve Aar, Søn efter Far,“ sagde hun. „Og nu havde jeg tænkt at spørge Dig, om Du ikke vilde passe den for mig, til Drengen bliver stor og kan over­tage den. Du har jo hverken Kone eller Børn, og Baaden kan Du vel faa solgt, om Du vil, og ellers kan Du jo ogsaa beholde den og gøre en Tur en Gang imellem om Sommeren. For hvis Du vil flytte herfra, saa maa jeg tage fremmede i Huset, og det vilde jeg nødig.“

„Du véd, at det har jeg ikke Penge til,“ sagde han.

Begge tav. Begge følte, at her udkæmpedes en stille Kamp, i hvilken den ene vilde trænge sig frem paa den andens Bekostning. Karl August forstod, at det var ham, som maatte trække det korteste Straa, og det var for Resten ikke første Gang, han havde slaaet sig til Taals og ventet.

Katrina gik hen til Bordet, hvor de nylig havde siddet og spist, lagde et Par af Tallerkenerne oven paa hinanden for at bære dem bort, og mens hun stod med Ryggen mod ham, som sad i Mørke bag­ved Uret, sagde hun:

„Vil Du saa blive?“

Karl August tænkte nogle Øjeblikke efter.

„Ja, saa faar jeg da vel gjøre det,“ sagde han saa.

Et Øjeblik efter gik han ovenpaa, men paa Trappen standsede han. Han strøg en Tændstik af og tændte Piben, som han hele Tiden havde holdt i Haanden. Han saa sig om, og af gammel Vane saá han ud mod Vest for at sé efter, hvad Vejr det vilde blive. Han regnede et Øjeblik efter i Tankerne. Om han alligevel skulde forsøge at komme frem paa egen Haand med en anden For­pagtning.

Men nej. Det kunde umulig gaa. Han havde ikke Penge nok til at anskaffe alt fra nyt af. Red­skaber og Indbo og al Ting.

Det var umuligt.

Han saá sig endnu en Gang om, begyndte saa langsomt at gaa opad den stejle Trappe, som førte til hans Kammer oppe paa Loftet. Dér satte han sig paa Dragkisten og røg Piben ud. Saa lagde han den bort og begyndte at klæde sig af for at gaa til Sengs.

Dér sov han Arbejderens tunge Søvn uden at tænke paa Næstedagen.

^* _* ^*

Og Aarene svandt, og Dagene gik deres jævne Gang, og det saá ud, som om der ingen For­andring skulde indtræffe i Sagerne, som de nu en Gang var.

Karl August Erikson var bleven bøjet af Aarene, skønt han kun var henimod de fyrretyve. Man var hørt op i Byen at kalde ham ved For­navn og sagde i Stedet for altid Erikson. Han gik stadig krumrygget, hvad enten det nu kom af Vanen af i Mørke at famle sig frem gennem Sko­ven paa ubanede Veje eller af Arbejdet med Økse og Plov, eller af at sidde hele Mil ved Aarerne eller Roret. Han var faamælt og forsigtig som før, og han saá fra Siden med et listigt Øjekast paa den, han talte med, som om han stadig var paa Post mod at blive bedragen ved en Handel eller ved noget andet, som angik ham. Piben hang stadig i den ene Mundvig, en lille kort, oprindelig brun, nu af Røg og Ælde næsten sort Træpibe, og naar den var udrøget, stak han bare den højre Haand ned i Bukselommen, hvor Tobakken laa løs, og stoppede den paany. Han var ikke for­falden, men han tog til daglig Brug saadan med Maade til Flasken. Og hændte det af og til, at han havde faaet for meget i Hovedet, var han uregerlig som før, og da vovede ikke en Gang Svigerinden at give sig i Kast med ham.

I alle disse Aar havde han arbejdet for andre, og det saá ud, som der ingen Forandring skulde ske heri. Men en sjælden Gang hænder det, at Livet aabner en Udsigt dér, hvor alt før syntes os tillukket, hvor det har sét ud, som om Haabets mindste Smuthul var tilstoppet.

En skønne Dag friede en gammel rig Bonde til hans Svigerinde, som endnu saá ret godt ud. Hun var vel paa den Tid et Par og tredive Aar. Erikson havde imidlertid i Aarenes Løb lagt sig lidt op, og han indløste nu Besætning og Indbo — Baaden var for længe siden solgt — og overtog Forpagtningen.

Nu kom en ny Tid. Han var nu sin egen Mand, og lad saa være, at det var kommet sent, kommet var det dog, og for en Tid var Erikson som et andet Menneske. Han var i Almindelighed munter og tørt morsom; arbejdsom og stræbsom havde han altid været, men der var nu tillige kommet en Kækhed i hans Væsen, som næsten gjorde ham snaksom. Karlene havde gode Dage, ti han saá gennem Fingrene med det, naar de drev den af med Arbejdet, og trakterede om Eftermid­dagen med Kaffepuns til Nadveren.

Forholdet til Hilda var for længe siden forbi. Hun havde faaet Plads paa et andet Sted og var flyttet bort fra Egnen. I Begyndelsen havde Erik­son baade skrevet og modtaget et Par Breve fra hende. Men saa var Brevvekslingen hørt op af sig selv, og han fik siden at høre, at hun var bleven forlovet og snart efter gift.

Imidlertid havde han just ikke tænkt videre over det. Allerede da hun flyttede, havde han saa temmelig gjort sig det klart, at det ikke vilde blive til noget mellem dem. Og en smuk Dag friede han til en af sin Svigerindes forrige Piger, fik ja, og da ingen af dem behøvede at vente paa Skiftetiden, giftede de sig om Vinteren, og alt gik som forhen sin gode Gang.

Tea var en dygtig Pige og en køn Pige, stor­voksen, lidt skrutrygget, med en blødt formet Figur, lange tynde Arme og et fint Hoved med mørkeblaa, drømmende Øine. Munden var lille og fyldig, og naar hun lo, kom der det allernydeligste lille Smilehul frem paa den venstre Kind. Øjen­brynene var sorte, smalle og buede, Panden aaben og hvid, og det sorte Haar lagde sig blødt og glat om Tindingerne og knyttedes bagtil i en Fletning, som var bunden op i Nakken. Hun lo ofte med en stille, undertrykt Latter og slog Øjnene sky op med et Blik, som lokkede Mændene til at lægge Armen om hendes Liv. Hun var flink til at arbejde, og Erikson syntes om hende og hun om ham, om ikke just med den allervarmeste Kær­lighed, saa dog med en Slags Inderlighed, som især kom frem i Begyndelsen, og som hun byggede ikke saa lidt paa.

Tea kom fra en af Øerne langt ude paa selve Havet. I sin Opvækst havde hun haft det tarveligt nok. Forældrene var fattige, Faderen ernærede sig mest ved Fiskeri, og som femtenaars Pige kom hun ud i det Liv, som hedder at tjene hos andre. I ti Aar havde hun haft Tjeneste, først som Barne­pige hos en Landhandler, uden Løn, men med Forpligtelse til at tage Del i alt, saa hos Bønder, og saa tilsidst var hun havnet ude paa Øen hos Katrina, hvor hun havde været i to Aar, inden Erikson friede til hende og gjorde hende til Mad­moder paa Gaarden.

Det var derfor et nyt Liv, som smilede hende i Møde, da hun drog ind som Kone paa Gaarden. Hun holdt af Erikson, selv om det ikke netop var paa den Maade, som hun havde læst om i Bøger. Men han var god imod hende, og hun haabede godt af Fremtiden. Det eneste vanskelige var, at Tjenestefolkene i Begyndelsen havde lidt svært ved at glemme, at de havde tjent sammen med hende. Men alt som Aarene gik, skiftede Folkene, og snart var den gamle Stamme borte, nye kom til, og for dem var den unge Kone ene og alene Madmoder og aldeles ikke Kammerat. Saa det gik endda.

Men hendes første og stærkeste Følelse, da hun blev gift, var den, at hun nu havde sit eget og ikke behøvede at adlyde andre. Erikson, natur­ligvis, men han var jo hendes Mand, og for Resten havde hun saa godt Overtag over ham, som hun kunde ønske sig. Med mindre han var fuld, for saa vovede hun saa lidt som nogen anden at kny.

Hendes Fordringer til Livet var heller ikke saa overdrevent store. Hun vilde have alt orden­ligt og godt i sit Hus, og hendes Mand skulde være en rigtig flink Karl, som var god imod hende og ikke drak for meget. Og saa vilde hun ogsaa gærne have Børn, som hun kunde faa Ære af, men ikke en hel Rede fuld, som spiste Huset op for dem. I dette Spørgsmaal var hun og Erikson enige.

De første Maaneder var hun rigtig lykkelig.

Livet gik ensformigt og stille inden Hus, og ude arbejdede Erikson med Karlene, saa længe det var lyst, med at hugge Brænde og istandsætte Baadene eller sørge for Staldene eller andet paa Gaarden. Og de lange, mørke Aftener sad de inde og bandt Net, medens Samtalen gik snart muntert, snart trægt og ensformigt. Men altid var der i Tea en Følelse af, at hun var kommen i en anden Stilling her i Livet, som var rigere og bedre. Hun syntes, at hun aldrig før havde levet rigtigt, og at hun nu havde alt, hvad hun kunde ønske sig. Og da Vaaren kom, og Snedriverne smeltede bort, da alt ude begyndte at spire og vokse, da Karlene pløjede Markerne op til Nysaaningen, da Solen skinnede paa Egebakkerne lige overfor Gaarden og Lærkerne med deres muntre Triller steg op i Solskinnet, da mærkede Tea med stille og inderlig Glæde en For­andring med sig selv, og en Dag sagde hun til Erikson, da de var alene, at de til Julen nok vilde faa én til at sørge for i Huset.

— — Det var i Begyndelsen af December. Sneen havde allerede lagt sig til Hvile i Skoven mellem Sten og Trærødder, den dækkede Markerne som en uendelig fast Masse, og paa Taget laa den fodhøj med et dybt Hul omkring Skorstenen. Erikson havde allerede i flere Dage talt om, at man burde rydde den, ti det var Tøvejr, og Van­det løb i Strømme ned ad Klippevæggene ved Søen og sivede ned gennem Tagrenderne, og den milde Blæst havde fejet Sneen bort fra Granerne, der, be­friede fra Byrden, atter havde rejst deres Grene og saá fugtige og rentvaskede ud ganske som ved Vaartid.

Men ude paa Søen blæste det stærkt. Hele Vandfladen havde en skarp blygraa Farve, Bøl­gerne kom med hvide, fraadende Kamme, og ingen havde endnu vovet at sætte over til Fastlandet og gøre Indkøb til Julen.

Inde i Huset ved Siden af Køkkenet laa Tea syg. Hun var gaaet oppe ved det vanlige Arbejde lige til det sidste. Ti Fattigfolk har ikke Raad til at kæle meget for deres Børn, hverken før eller efter Fødslen, og for Resten heller ikke for sig selv. Men nu laa hun til Sengs, og det saá ud, som om Naturen maatte hjælpe sig selv. Ti man havde ventet og ventet paa, at Blæsten skulde lægge sig. Men den var ikke stillet af. Den rasede endnu lige voldsomt frem gennem Fyrrene og Granerne, som stod bagved Huset, og nede fra Søen kom et tungt, ensformigt Drøn, der af og til blev til et voldsomt Skrald, naar en mere end almindelig stor Bølge splintredes mod Klipperne, hvor Vinden bar paa.

Erikson plejede at komme ind til sin Kone, naar han var inde ved Maaltiderne, og om Aftenen sad han der altid en Stund og passiarede. Han talte ikke meget, men man kunde sé, at han var urolig. Han iagttog hele Dagen Vejret, og ved Middags­tid sagde han til om, at Baaden skulde gøres i Orden.

Ude i Køkkenet gik Pigerne mere stille end sædvanlig for ikke at forstyrre den syge, som laa i Værelset indenfor. Køkkenet var lavloftet med to Vinduer. I den store aabne Ovn brændte Ild. Fire Spid hang ned fra Loftet, fuldt besatte med haarde Brødkager. En Hunkat med sin Unge laa i en Krog, Pander og Lerkar stod rundt om i Uorden som Tegn paa, at den styrende Haand for Tiden savnedes. Ved et stort opslaaet Bord sad Erikson, hans to Karle og en tredje, som arbejdede for Dagløn, og spiste til Middag, bestaaende af saltet Fisk og Kartofler. De havde ventet hele Dagen paa, at Vejret skulde stille af. Men Vejret blev snarere værre. Det saá ud til at blive en rigtig tre Dages Storm efter alle Kunstens Regler. Og nu gik det ikke an at vente længere.

Manden selv saá alvorlig ud, og Middagen spistes i Tavshed.

Da den var til Ende, rejste Husbonden sig og gik ind i Stuen. Han tog varsomt paa Klinken og lukkede stille Døren efter sig. Lidt efter kom han tilbage, og efter at have vekslet et Par Ord gik alle Folkene ned til Søen.

Baadene laa i en Vig, som var i Læ for Blæ­sten. At sejle var det ikke til at tænke paa. De gik ned i den største Pram, et Fartøj bygget omtrent som en Baad med en lille Køl, ikke flad­bundet som de sædvanlige Indsøpramme. Et Par Reserveaarer toges med, Vandet østes ud, og de fire Mænd satte sig hver ved sin Aare, to og to paa hver Toft.

Sædvanligvis behøvedes der blot en Karl for at ro et saadant Fartøj. Men i Dag maatte der Kraft paa, hvis de i det hele taget skulde komme frem. Der var ingen, som havde gjort nogen Ind­vending, da det galdt om at følge med. Men der var heller ingen, som var uvidende om, at det kunde gælde Livet.

De roede langs med Land, hvor der var roligt, og vendte saa lige ud paa Fjorden for at komme op mod Vinden og undgaa at blive knuste mod Klippen, som de skulde forbi. Her bar Søen paa med fuldstændigt Raseri. Saa langt man kunde sé, øjnedes blot det sorte Vand med brede, hvide Rande af Skum. Hist og her et mørkt Punkt, som ragede op mellem de væltende Bølger, Øer og smaa Skær, foran dem en lille rolig Plet, som laa i Læ, og rundt om et stærkt Drøn, Lyden af den urolige Vandmasse, blandet med Stormens Susen. Det var et tungt Arbejde at komme op her med Modvind, og langsomt gik det da ogsaa, næsten Tomme for Tomme. De sad tavse og tog haarde Tag. Bag dem den store aabne Sø, som de kom stadig læn­ger ud i, foran dem Landet, som de arbejdede sig bort fra. En Aare knækket i dette Øjeblik, en Standsning i Roningen, og de var i samme Nu bievne slyngede tilbage, og Baaden vilde være knust i Stumper mod den mørke stejle Klippevæg.

Men da de vel var komne i Gang, var næsten det værste Arbejde gjort. Da de først var derude, galdt det blot om at blive ved, sejgt og mekanisk, uden at trættes eller give efter. Der behøvedes ingen Kommando. Alle kendte Farvandet. Hver af dem havde været her mange Gange før, det var tilstrækkeligt, at en af dem en Gang imellem vendte sig om og kastede et Blik ud over Søen, og, som ført af en eneste usynlig Vilje, vendte Prammen og gik forbi Oddene, over Smaafjorde, gennem Sunde og tilsidst igen en god halv Time lige op mod Vinden for saa endelig med Medbør pilsnart at dukke ned mellem Bølgerne og gaa ind under det faste Land, Maalet for deres Rejse.

Baaden gjordes fast, og alle fire gik lige ind paa Kroen for at styrke sig med en Snaps, hvorpaa Karlene drev ned til Baaden igen, og Husbon­den gik op for at besørge et Par Indkøb og hente Jordemoderen. Deres Ø hørte egenlig ikke ind under hendes Distrikt, hvorfor man maatte være høflig. Hun var en dygtig, skulderbred, snaksom og noget vidtløftig Kone, i hvis Natur det paa ingen Maade laa straks at gaa ind paa en Sag uden at gøre Indvendinger. Hun talte om det haarde Vejr og den lange Tur paa Vandet. Men Erikson holdt fast ved sit, at nu var de komne for at hente hende, og nu var der ikke Tid til at søge efter nogen anden. Og da det aldrig havde været hendes Mening at sige nej, lod hun sig snart overtale, klædte sig varmt paa og fulgte med ham ned til Baaden, under stadig Snakken om det svære Vejr og det ulykkelige Liv, hun førte, at hun ikke en Gang kunde faa Lov at sidde hjemme i Fred og Ro en saadan Aften som denne.

Karlene halede Baaden frem til Bryggen. De maatte holde i den alle tre, for at Konen kunde komme ned. Men da hun saá, hvor højt Søen gik, og hvor lille Baaden var, traadte hun hurtigt et Par Skridt tilbage og brød ud i en Ordstrøm, hvoraf Hovedsummen var den, at „selv om De saa ikke regner Deres eget Liv for noget, saa har jeg dog i alt Fald lært at tage Vare paa mit.“

Det saá ud, som om hele Rejsens Hensigt skulde være forspildt. Man mærkede, at Erikson saa noget hidsig ud, skønt han talte roligt.

„Man ta’r ikke tilbage, hvad man har lovet,“ sagde han. „Vi er lige saa bange for vores Liv, som Madammen er for sit. Og for Resten er det ganske andre Liv end vores, som her staar paa Spil.“

Den Tale hjalp. Konen tog Plads, skønt hun paastod, at det var det samme som godvillig at kaste sig i Dødens Gab. Karlene greb til Aarerne, og Baaden lagde ud.

Det var blevet halvmørkt. For et uvant Øje vilde det have været umuligt at finde Vej i dette Kaos af Bølger og Skum. Konen sagde ikke et Ord, men gav af og til et lille Skrig fra sig, naar hun løftedes altfor højt op i Luften paa Toppen af en Bølge, som var større end de andre.

„Dette her er jo slet ikke saa farligt,“ sagde Erikson med rolig Stemme. Men det var nok ikke saa ganske sandt, ti Blæsten var snarere til- end aftagen, og selv de, der var mest kendt med Far­vandet her, havde svært ved ikke at tage Fejl af Kursen i Skumringen. Men gik gjorde det, lang­somt og sikkert. Aarerne passedes som før i Tavs­hed, og jo længere de kom frem, des mere vænnede Konen sig til den uvante Færd. Hun svøbte sig ind i sit Shavl, saa at man knap kunde sé Hovedet, og krøb, saa godt hun kunde, sammen paa sin Plads for at skærme sig mod Blæsten.

Det gik godt lige til den sidste Odde, de skulde forbi. Her bar hele Fjorden paa. Bølgerne slyngedes over Klipperne flere Favne ind paa Land. Da det blev Dag, saá det ud som et helt Bjærg af hvidt Skum. I Mørket var de komne for nær ved Klippen. Erikson kastede et Blik paa den Karl, som sad ved Siden af ham, og saa, at ogsaa han havde opfattet Faren. Som et Lyn fløj den Tanke gennem hans Hoved, at om de kastede sig inden­ for Brændingen, vilde det være en let Sag at bjærge deres Liv i Land. Men Baaden vilde slaas i Styk­ker. Det, han havde købt og havde med sig, vilde ødelægges, og fremfor alt — de kunde komme for sent hjem. Han svingede Baaden og roede op mod Stormen. Et Øjeblik rørte den sig ikke af Pletten. Den stod aldeles stille. Bølgeslaget var lige saa stærkt som deres fire Aarer. Det saá ud, som de skulde blive nødte til at give efter. Da rørte Baaden sig. Det var blot en Tomme. Men den rørte sig. Endnu en, og to, og tre. Det gik. De roede op mod Vinden, og en Stund efter var de komne forbi Odden og gled i stille Vand op under Land ind i Vigen. Erikson plirrede listigt til sin Side­mand, mens han gjorde en Grimace henimod Baadens Agterstavn, hvor Konen sad, stadig be­gravet i sit store Shavl.

„Det var da godt, at hun ikke forstod noget, denne herre Gang.“

Snart laa Baaden ved Land, Faren var forbi, og nu gik alt godt. Dagen derefter laa der i Vug­gen en stor, tyk Dreng, som havde det bedste Hel­bred i Verden.

„Og det var vel heller ikke for meget“ — sagde Jordemoderen — „naar man har gjort sig saa megen Ulejlighed.“

Men da Erikson siden kom ind i Kammeret, gik han lige hen til Sengen og tog sin Kone i Haanden. Saa lagde han forsigtigt Piben fra sig i Vinduet, stillede sig hen foran Vuggen, hvor den lille laa, og lo kort et Par Gange, medens Øjnene skinnede med en mild, fugtig Glans. Saa saá han igen hen til Konen i Sengen og strøg sig med Haanden over Ansigtet.

„Jeg troer saa skam, jeg faar Taarer i Øjnene,“ sagde han.

^* _* ^*

Erikson var i den sidste Tid begyndt at blive saa underlig. Han var mere stille end sædvanlig, sagde ingen Ting, naar han var inde og spiste, og brød sig ikke en Gang om Drengen i Vuggen. Lange Tider ad Gangen sad han alene ude paa Trappen med Piben i Munden og saá ud mod Skoven, mum­lede noget hen for sig, rystede paa Hovedet, stop­pede Piben om og saá paany ud mod Skovbrynets mørke Rand, ovenover hvilken Himlen lyste i Gen­skinnet fra Aftensolen.

En Gang imellem gik han ind i Huset og satte sig ved Bordet. Ud af Chatolskuffen tog han den store Husholdningsbog, som ingen andre end han og hans Kone fik Lov at sé i, lagde den opslaaet foran sig og tog et Stykke rent Papir frem, som han skrev fuldt af lange Rækker Tal, adde­rede, subtraherede og dividerede i en Uendelighed. Saa lagde han eftertænksomt Papiret sammen, efter endnu en Gang nøje at have gennemlæst det, stop­pede det saa i Lommen og gik ud igen, dampende af alle Kræfter paa Piben.

Et Par Gange havde hans Kone forsøgt at tale med ham, men han viste hende saa tvært af, at hun ikke gjorde Forsøget om for tredje Gang.

En Søndag — det var straks efter Midsommer — kom Manden hjem fra et Besøg i en af Nabogaardene. Han var meget fuld og gik vaklende lige ind i Værelset, hvor Vuggen stod. Konen var altid bange for ham, naar han var i den Tilstand, og vovede ikke at sige noget. Men hun fulgte efter ham ind i Køkkenet og holdt derfra et vaagent Øje med, hvad Manden tog sig for i Værelset inden­ for. Han stod foran Chatollet og forsøgte for­gæves at faa Nøglen i Nøglehullet. Han stod og lallede noget hen for sig. „Jeg vil købe Skoven,“ hørte hun ham sige. „Det skal blive Penge. Hejsa, min Dreng.“ Og han vendte sig om mod Væggen og saá paa Drengen, som var vaagnet og stirrede paa Faderen med vidtaabne Øine.

I det samme bemærkede han, at Konen bange passede paa, om han rørte ved Barnet, og med den fuldes Lyst til at vise, at han er Herre over sine Handlinger, trak han en Stol frem og bøjede sig ned over den lille. Barnet, som trykkedes af den ramme Brændevinslugt, laa et Øjeblik med skælvende Læber og begyndte saa med ét at skrige.

Konen gik instinktmæssig nærmere og blev staaende i Døren.

Manden holdt Haanden for Barnets Mund: „Hvad skriger Du for, Dreng? Er Du bange for din Fa’r?“

Og han begyndte at bevæge Vuggen hurtig frem og tilbage. Barnet rystedes frem og tilbage og var nær ved at falde ud.

Med ét var Tea sprungen til, og stille skød hun Manden til Side.

„Du maa passe paa Barnet,“ sagde hun.

„Passe paa Barnet,“ sagde han. Og hans Ansigt blev mørkerødt. „Pas Du bare Dig selv. Har jeg ikke Ret til at sé paa mit eget Barn? Hva'? Maaske jeg ikke selv er Herre i Huset? Hva'?“

„Jo, men Erikson, hvad er der dog i Vejen? Hvad er det, Du gør Væsen af? Er der nogen, som har sagt et ondt Ord til Dig?“

Han slog med Næven paa Døren, saa det dunrede i hele Huset.

„Hold Mund!“ skreg han.

Og inden Tea ret vidste, hvordan det gik til, følte hun, hvordan han tog fat i hende og rystede hende af alle Kræfter. Saa et tungt Slag over den ene Skulder, og uden at have kunnet gribe for sig laa hun kastet baglæns om mod Træsofaen.

Hun hørte, hvordan han af al Kraft smældede Døren i, da han gik ud af Køkkenet.

Hun sad stille paa Sofaen, hvor han havde puffet hende hen, hendes Hoved sank ned mellem hendes Hænder, hun vuggede sig i Fortvivlelse frem og tilbage, og hun græd hede, bitre Taarer. Hun hulkede som et Barn. Aa, at han havde kunnet gøre det. At han havde kunnet gøre det. Hun græd ikke over Slaget. Men hun græd over sin Skam, og hun følte en grænseløs Forbitrelse, som forekom hende umulig kunde forsones.

Han havde slaaet hende.

Hun havde hørt og vidst, at Mænd af hendes Klasse plejede at slaa deres Koner, men hun havde aldrig troet, at det skulde ske hende. Hun gik hen til Vuggen for at tysse paa Barnet, som endnu skreg. Men hun kunde for Hulken knap faa et Ord frem, saadan rystede hun.

Han havde slaaet hende.

Og hun havde ikke løftet sin Haand til Værge. Hun havde ikke en Gang forsøgt at forsvare sig. Hun havde ladet sig slaa som en Hund. Hun følte en brændende Anger over, at hun ikke havde til­føjet ham noget ondt, i det mindste da han vendte Ryggen til og gik. Havde kastet noget paa ham.

Omsider blev hun roligere. Han var jo fuld, og saa véd man jo ikke, hvad man gør. Han var jo ellers god imod hende. I Morgen vilde det være godt igen. Han vilde maaske sige hende et venligt Ord, og saa vilde det være som før.

Hun tørrede Taarerne af. Hendes Aandedrag gik roligere, og hun talte sagte med Barnet.

Men saa kom den bitre Følelse over hende igen. Om han saa ogsaa tusind Gange blev god igen, og om der intet blev tilbage, som kunde minde om det skete, han havde dog slaaet hende. Hun vilde aldrig kunne glemme det. Og det for­ færdeligste var, at hun ikke kendte nogen Mand, som havde slaaet sin Kone kun én Gang. Det var med det, som med naar man begynder at drikke. Det kom igen. Det vilde komme igen. Der fandtes ingen Hjælp. Havde han slaaet hende én Gang, vilde han gøre det flere, og hun vilde aldrig holde det ud, aldrig. Hele Livet syntes hende som en navn­løs Elendighed, et tungt, hensigtsløst Arbejde uden Løn.

Da hun om Aftenen gik ind for at lægge sig, var han allerede gaaet til Sengs. Han havde været ude, mens hun gjorde i Stand efter Nadveren. Hun havde ikke vidst hvor. Nu sov han tungt med en haard, langtrukken Snorken. Ansigtet var rød­skjoldet og Munden halvaaben. Hun væmmedes ved at sé paa ham og lagde sig i Sengen saa langt som muligt til den ene Side. Længe laa hun vaagen, og i Mørket forekom det skete hende endnu forfærdeligere, Hun brast igen i Taarer og græd stille, indtil hun faldt i Søvn og sov haardt. Da hun om Morgenen vaagnede, rejste hun sig hurtigt op som af en ond Drøm. Hun havde en Følelse af, at noget forfærdeligt ventede hende i Dagens Løb. Saa kom hun til at røre ved Skulderen, som gjorde ondt, og Erindringen vendte tilbage.

Hun saá til Siden. Erikson sov endnu. Og hun listede sig op, klædte sig hurtigt paa og gik ud.

Det gik ikke saa let med Arbejdet som forhen. Hun fuldendte sine Sysler ganske som sædvanlig, men hun kunde ikke slippe bort fra sine Tanker. Ud af Erindringen om Voldshandlingen voksede tunge, mørke Forladthedsfølelser frem. Ti hun havde ingen at flygte til, naar det var fra ham, hun skulde flygte.

Erikson følte sig ogsaa underlig til Mode.

Det var gaaet med ham, som det altid gaar med en Mand, især naar han maa slide sig raa med at arbejde for Føden. Det er ikke Kærlig­heden, som former hans Karakter og Liv, men det er det simple Spørgsmaal: skal jeg blive staaende paa samme Trin i Samfundet som min Fader før mig, eller skal jeg i nogen Retning kunne blive noget mere, rykke op til en Stilling, som han ikke har kunnet naa til? Eller skal jeg hele mit Liv staa og trampe paa samme Plet og aldrig komme videre?

Derfor havde heller ikke Kærligheden spillet nogen stor Rolle i hans Ægteskab. Han havde giftet sig, fordi han behøvede en, som kunde være ham behjælpelig med Gaarden. Og „saa var der vel ogsaa lidt andet med i Spillet“, som han selv sagde. Men hans Liv havde ikke givet ham nogen Lejlighed til at komme i Berøring med nogen finere Følel­sesverden. Og hele Gaarsdagens Hændelse blev heller ikke gjort til Genstand for mange Tanker. Højst efterlod de en Slags Stemning, som lod ham føle et stadigt, om ikke særdeles stærkt Ubehag.

Og desuden havde han, nu da han var nøgtern, i andre Sager at tænke paa.

Han troede at have faaet Kig paa det „noget“, som skulde hjælpe ham frem i Verden. I Maaneder var han gaaet og havde grublet derover, grublet og tænkt frem og tilbage, beregnet i sit stille Sind og havde tiet med Sagen, indtil han syntes, den var rigtig klar. Og tilsidst havde han betænksomt stukket Næven i Lommen, stoppet sig en frisk Pibe og sagt til sig selv, at det bestemt vilde gaa. Det var ikke muligt andet. Og uden nogen vidste et Ord deraf, skulde han være den rigeste Mand i Sognet, og hans Dreng skulde ikke som hans Fader før ham behøve at staa med tomme Hænder, naar han en Gang skulde begynde at arbejde sig frem gennem Livet.

Erikson var en Aften kommen hjem i usæd­vanlig godt Humør. Han havde fortalt Historier for Karlene og budt dem en Snaps til Nadveren. Alle havde været længere oppe end sædvanlig, og da Erikson om Aftenen kom ind til sin Kone for at lægge sig, gik han og saá saa listig og oprømt ud, at hun spekulerede paa, hvad det skulde ende med.

„Synes Du ikke, at vi kunde ha'e det bedre, end vi har det?“ sagde han saa endelig.

Hun saá forundret paa ham, glad over at han talte saa fortroligt til hende. Hun syntes, at det stygge, som saa nylig var kommet ind i hendes Liv, gled bort, og hun svarede:

„Aa, ja saamæn. Det kunde vi jo nok. Men jeg synes, vi har det godt, som vi har det.“

Han havde sat sig i det ene Sofahjørne, og mens han tændte Piben, lo han indvendig.

„Aa, ja saamæn. Naturligvis har vi det godt. Men bedre er i alt Fald bedre.“ Han begyndte at tale saa livligt og flydende, at Konen sad aldeles himmelfalden og saá ud, som om hun havde Syner.

„Tænk, om vi kunde bygge hele Huset her om, Du, og gøre Kostalden større og holde flere Kreaturer og købe hele Gaarden af Baronen og holde os med Hest og gøre Vejen gennem Skoven i Stand, saa at vi kan køre til Kirken og ha'e det godt, naar vi bli'er gamle, og leve i Ro og lade Drengen faa noget efter os, naar han en Gang skal begynde, saa han ikke behøver at gaa her og rode i Marken som hans Fa'er. Det var der noget ved, ikke Du?“

Tea begyndte næsten at faa en Mistanke om, at der var noget galt fat med Manden. Men han sad dér saa fornøjet og glad, saa hun vidste allige­vel ikke, hvad hun skulde tro.

„Jeg mener, Du er godt tosset,“ sagde hun. „Hvor skulde vi faa det fra?“

„Hvor vi skulde faa det fra?“ sagde han. „Lad mig bare om det. Og vær Du vis paa, at det skal gaa. For nu skal Du høre, hvad jeg har gaaet og udspekuleret.“

Han tog en Nøgle op af Vestelommen, lukkede Chatollet op og tog ud af en lille hemmelig Skuffe et Stykke Papir, som han viklede op. Med en underfundig Mine lagde han Piben bort og viste Konen det. „Her staar det klart med Tal,“ sagde han. „Og nu skal Du bare høre. Har Du sét Skoven, som staar paa vores Jord? Den er allerede ikke saa lidt værd.“

„Ja, men den maa Du ikke hugge mere af end til det Brændsel, som vi selv bruger.“

„Hugge af? Nej det forstaar sig. Men jeg kan vel købe den, sér Du — købe den som den staar og groer. Har Du ikke hørt, hvordan Skovkøbere bærer sig ad herude i Skærgaarden, hvordan de køber Skoven og lejer Folk, som hugger og fragter den. Men nu havde jeg tænkt, at hvis jeg kunde købe den, som den staar, paa saadanne Vilkaar, at jeg ikke behøvede at betale straks, men fik Lov til at gøre det efter Haanden, saa kunde jeg have det til Vinterarbejde og selv sammen med Karlene hugge den og køre den ned til Søen, og saa kunde jeg sælge den som Brænde eller Tøm­mer, hvad det nu kunde blive. Tænk bare, saadanne Egetræer her findes; og saadanne Fyrrer og saadanne Graner. Der staar jo de stolteste Mastetræer, som rent ud faar Lov til at raadne ned af sig selv, om ingen tager dem.“

„Ja, men troer Du, Baronen gaar ind paa det?“

„Ja, det troer jeg nok. For man siger, han bruger en farlig Bunke Penge, og saa findes der altid Huller at stoppe.“

De sad en Stund stille og tankefulde. Der vår- ingen af dem, som ikke vidste, hvormeget denne Forandring betød, og underlige Tanker rørte sig i deres Sind. Der var blevet mørkt inde i Værelset, og gennem de smaa Ruder trængte blot en svag Lysning. Ti derude laa Julinatten over Skoven, Markerne og Engene, og det var, som om Fremtidsforhaabninger spirede frem med nye Afgrøder for nye Dage af den dunkle, fredfyldte Nat.

De tænkte begge paa det samme, hver paa sin Maade. En Formindskelse af den sparsommelige Tarvelighed, en Udsigt til bedre Dage, en Mulighed for en rolig Alderdom og noget at efterlade Drengen; deres Tanker dvælede ved deres Ungdomsminder, hvor langsomt de hver for sig havde maattet kæmpe sig frem, hvor sent de havde kun­net gifte sig og sætte Bo, og hvor meget Arbejde og Slid de i den Tid havde haft, medens bedre Folks Børn sorgløse og glade inddrak et Fond af Livslyst til at tære paa, naar de trange Dage kom.

Hos Manden gryede ogsaa en anden Tanke, som kun i sjældne Øjeblikke kommer til Orde i Fattig­folks Liv.

Han tog sin Kone i Haanden og sagde stille:

„Og saa kan maaske Drengen komme til at lære noget, saa han véd mere end jeg.“

Og i Konens Sind gryede et andet Haab, som hun ikke vilde sige højt, men som lokkede Glædestaarer frem i hendes Øjne, og som holdt hende længe vaagen. Om han fik det rigtig godt og ikke havde for meget Slid og Bekymring, vilde han maaske ogsaa nok lade være at slaa hende.

Det var blevet sent, og Ægtefolkene gik stille til Sengs. Og Søvnen kom med sin styrkende Dvale, indtil Morgenen atter brød frem over deres unge Forhaabningers Arbejdsdag — — —

Det blev nu aftalt, at Erikson en af de nær­meste Dage skulde rejse over til Baronen og søge at faa Sagen afgjort. Men i de „nærmeste Dage“ var det knapt med Tid, og saa kom Høsten. Dag for Dag opsattes Rejsen, ti Erikson mente, at det havde vel god Tid med det. Skoven blev vel staaende.

Saa gik to Maaneder hen, i hvilke Høet, Rugen og Hveden bjærgedes. Det havde regnet de sidste Dage, og Havren laa gennemblødt og halvgrøn i store Stakke, ventende paa Sol og Tørvejr.

Solen kom med Blæst, og paa Gaarden fik man travlt med det sidste Bjærgningsarbejde. Sidste Læs var bragt i Hus, og om Aftenen sagde Erikson til sin Kone:

„I Morgen rejser jeg og taler med Baronen.“

Det var en solblank Septembermorgen, da han gik i Prammen for at ro over at tage et nyt Tag i sit Liv. Taagen laa som en kold Damp over Søen, og Klippernes og Øernes Konturer tegnede sig usikkert. Som en rund, gul Bold saás Solen gennem Taagen, og over Vandet svævede hvide Stumper Taage som fantastisk flossede Lysstrimler. I lette Hop joges de af Morgenvinden hen over den blanke, kolde Vandflade og førtes ind mod Skov­kanten, hvor de splittedes mod de mørkegrønne Toppe, indtil de som en let, næsten usynlig Damp forsvandt i Rummet.

Erikson tog til Aarerne og roede lige frem mod den hvidgraa Mur, der veg bort, jo længere han kom, medens Solen voksede og voksede og sendte tættere og tættere Knipper af Straaler ned gennem Disen. Ude paa Søen saa han nærmest omkring sig som en vid, aaben Ring af Vand og dér bag ved: den skinnende Krans af graat og hvidt, hvor­igennem Landets Konturer skimtedes. Stedse videre blev Synskredsen, stedse mere løftede Taagen sig, og tilsidst blev den staaende som en tæt, mørk Mur langt ude ad Havet til.

Erikson roede jævnt og roligt uden at sé sig om, som den gør, der kender hver eneste Krog at Farvandet; og som af sig selv vendte Baaden gennem de smaa, smalle Sunde og flød afsted, som fandtes der hverken Stene eller Grund.

Han var noget tvivlraadig til Mode og grundede hele Tiden paa, hvad han skulde sige til Baronen. Og han udtænkte indtil det mindste, hvordan han skulde belægge sine Ord, og hvordan han skulde overtale ham, hvis det behøvedes.

Men hvis nu Baronen ikke vilde sælge Skoven? Aa jo, hvad skulde han med den? Dér hvor den stod, havde han jo ingen Nytte af den.

Endnu nogle Tag med Aarerne, og den lille Brygge med det hvide Rækværk saás tydelig mod det mørke Vand, ud over hvilket slanke Birketræer bøjede deres allerede gulsprængte Kroner. Og gen­nem Birketræernes dirrende Løv, hen over Eges og Lindes mørke Tag saás en hvid Gavl og en Skorsten, ud af hvilken Røgen let og kredsende svævede i Vejret.

Erikson bandt Baaden fast, gemte Piben under Fortoften, tog Frakken paa og knappede den omhyggeligt. Derpaa tog han af Frakkelommen en lille gul Messingdaase med Spejl i Laaget, tog Hat­ten af og ordnede Haaret med Hænderne. Hatten sattes paa, og han tog et sidste Overblik over, hvad han kunde sé af sin Person i Spejlet. Daasen puttedes igen i Lommen, og med lange, hurtige Skridt gik han gennem Parken op ad Vejen, som førte til Herregaarden.

En stor Hund sprang frem og gav sig til at gø voldsomt. Erikson lokkede og talte godt for den, mens han tog Vejen til Køkkenet og hele Tiden forsigtig saá sig om efter Hunden, som murrende fulgte efter ham.

Han gik ind og spurgte om Baronen var hjemme. Han stod med Hatten i Haanden henne ved Døren og ventede, til Pigen kom tilbage og hentede ham.

Baronen stod midt paa Gulvet og røg en Cigar. Det var en lang mager Mand med et gulblegt An­sigt og et Par velvillige Øjne bag en Pincenez med sorte Hornkanter.

Han nikkede, da han henne ved Døren fik Øje paa Manden, som satte Hatten fra sig paa Gulvet og blev staaende og bukkede.

„Nej, se Goddag, Erikson“ — Baronen gik frem og tog ham i Haanden — „det var udmærket, at Erikson kom i Dag. Jeg skulde netop til at sende Bud efter ham.“

Erikson blev stikkende i, hvad han vilde sige. Han saá sig om, flyttede paa Fødderne og sagde blot „Ja, saa“, idet han rømmede sig, som om det havde været hans Mening at sige noget mere.

„Der har netop været en Mand her“, vedblev Baronen, idet han tog nogle Drag af Cigaren, „som har sluttet Handel med mig om at købe den Skov, som staar paa Eriksons Mark, og han spurgte, om jeg vidste nogen, som vilde paatage sig at hugge den for ham og transportere Tømmeret ned til Søen. Jeg syntes, det kunde være et rart Vinterarbejde for Erikson, og det indbringer nok heller ikke saa lidt.“

Erikson havde hele Tiden staaet og sét ned paa Gulvet. Han følte sig som trykket til Jorden, og han kæmpede med sig selv for at blive Herre over sin Stemme.

„Har Baronen solgt Skoven?“ sagde han tilsidst.

Baronen saá forundret paa ham.

„Ja vist har jeg solgt Skoven. Det er jo det, jeg siger.“

„Jeg havde ellers tænkt at spørge, om jeg ikke kunde købe den.“

„Du?“ — Baronen gik ham to Skridt nærmere — „Vilde Du købe den?“

„Ja, jeg havde tænkt paa det. Lidt har jeg sparet sammen, og Resten tænkte…“

„Ja, men jeg har jo allerede solgt den. Jeg kan ikke lade Købet gaa tilbage. Det er ganske umuligt. Hvis Erikson var kommen i Gaar. Men nu er det for sent.“

„Ja, det er det vel, er det.“ Og efter nogle Øjeblikkes Tavshed føjede han til:

„Hvis jeg var kommen i Gaar, kunde det saa være bragt i Orden?“

„Ja, jeg vilde ikke have haft noget imod det. Men jeg kan jo ikke gøre det, som er gjort, om igen. Ikke med min bedste Vilje.“ Erikson blev en Stund staaende. Og stirrende frem for sig som en Søvngænger tog han Hatten op fra Gulvet.

„Ja, saa er det vel bedst, at jeg gaar,“ sagde han.

Han holdt allerede Haanden paa Laasen.

„Nej, vent lidt; Erikson har jo ikke endnu svaret mig paa mit Spørgsmaal. Vil Erikson paatage sig Kørslerne eller ikke?“

Manden saá et Øjeblik ud, som om han ikke vidste, hvorom der var Spørgsmaal. Men lidt efter lidt antog Ansigtet atter sit sædvanlige betænksomme, lidt listige Udtryk, og med et Glimt i Øjet spurgte han:

„Ja, hvor meget troer Baronen, han vil gi'e?“

„Det faar I naturligvis afgøre med hinanden. Han kommer i alt Fald en Dag ud og sér paa Skoven.“

„Ja, saa kan vi jo tale om det.“

Baronen rakte ham Haanden.

„Jeg skal sige det til ham. Han kommer vist i næste Uge.“

Erikson bukkede igen:

„Og saa takker jeg Hr. Baronen saa meget, at Hr. Baronen har tænkt paa mig.“

„Ingen Aarsag, kære Erikson. Saa Farvel. Det var kedeligt, han ikke kom lidt før. Men det er jo altid godt at faa noget med af Fortjenesten.“

Erikson gik. Med bøjet Ryg, lidt usikker i Knæhaserne og med den venstre Arm daskende langt frem gik han med lange, tunge Skridt ned mod Stranden, gik i Baaden og skød den hæftig ud i Søen.

Der fandtes ikke en fornuftig Tanke i hans Hjærne. Hvorfor han var kommen, hvad han havde villet, hvad han havde sagt, og hvad han havde gjort, laa i en forvirret Blanding gemt i hans Hoved til det pinlige Øieblik, da Erindringen vilde gøre det alt saa frygtelig klart, og Forstanden vilde komme og sige ham, at nu var Leddene i hans Livs Kæde fuldtallige, og aldrig vilde der komme nye til. Dette nye Led, som han havde haabet selv at kunne føje ind deri, det var for stedse borte. Det skulde aldrig hjælpe ham til at løfte ham op til det Samfundslag, som laa højere end hans eget. Det var halvfærdigt Arbejde, som aldrig skulde gøres færdigt.

Han roede bort uden at sé op, uden at sé hverken til Højre eller Venstre, bort, saa at Vandet skummede om Baaden, og de udhulede Aarer peb og hvinede i deres udslidte Gænger.

I en Times Tid roede han saaledes uden at vide, hvorhen det gik.

Sveden perlede paa hans Pande, og Huen havde han kastet af sig, saa at Solen frit brændte hans fugtige Ansigt, og Vinden purrede op i hans Haar, som var vaadt og klæbrigt ved Tindingerne.

Aandeløs holdt han inde og lod Baaden drive for den Fart, den havde faaet. Han tog Øse­karret, bøjede sig ud over Rælingen og drak tre Gange efter hinanden af Saltvandet. Saa saá han op, som var han vaagnet af en Drøm, mælkede, at han var kommen ud af Kursen og vendte Baaden hjemad. Han tog Huen paa og begyndte langsomt at ro videre. Den Spænding, han havde været i, begyndte at forsvinde. Langsomt og sik­kert antog atter den ydre Verden sit sædvanlige Udseende for hans Øjne. Han saá ud over Fjorden. Glitrende graa laa den i Høstsolens Lys, medens de drivende Skyer, som spejlede sig i Søen, langt borte saá ud som store, mørke Pletter paa Vand­fladen. Dér laa Sundet, som han skulde igennem, Vandet var brunt, hvor Revet strakte sin lange, smalle Tunge frem. Klippen paa den anden Side stod lodret, stejlt ned mod det mørke Vand, som i dumpe Klynk skvulpede mod den, og foran sig saá han Vejen, hvor Strandbreddens Hasler og Ege lyste lysegrønt i Middagssolen, og hvor Vejen begyndte, som han skulde gaa for at komme hjem.

Ja hjem.

Hvad skulde han sige hjemme?

Han tog igen et kraftigt Tag i Aarerne og roede stærkt til, indtil Baadens Bund skrabede mod Landet, og Bølgerne, som den havde sat i Bevægelse, sagte sugedes tilbage ud i Havet.

Han tog Aarerne til sig, gik i Land paa Stenene, som stak op af det grundede Vand, og trak Baaden efter sig.

Paa Stranden blev han staaende, tog Huen af, drog et dybt, dybt Aandedrag og lod Vinden kølende spille hen. over Kinder og Pande.

Det var den tungeste Vej, han i sit Liv var gaaet. Han skulde gaa hjem og møde sin Kone. Og hun vilde komme ham i Møde og have Maden parat for at traktere ham paa den store Dag, og hun vilde spørge ham, hvordan det var gaaet, og han skulde sige hende, at de skulde have det ganske som nu hele Livet igennem, og de maatte stræbe og arbejde endnu paa deres gamle Dage, og deres Dreng skulde heller ikke have andet end en fattig Bondegaardsforpagtning, hvor der ikke en Gang fandtes Skov. For naar han blev voksen, var den jo rodhuggen og uden nogen Nytte for dem, og Vinden fra Søen skulde uhindret blæse hen over Markerne med Storm og Kulde.

Han gik langsomt op ad Vejen, men da han kom til Bakken, som førte op til Gaarden, satte han sig ned for i det mindste at vente en Stund.

Men det faldt ham ind, at det ikke blev bedre for det. Det var som at faa en Tand trukken ud. Det var bedst, jo før det blev gjort. Man opnaaede bare, at Svien blev siddende saa meget længere.

Han slog Laagen op og gik ind i Gaarden.

Der var ingen dér, heller ingen i Vinduet. Forsigtig og sagte gik han ind i Huset. Dér stod Konen og holdt i Haanden et dryppende Fed Uld­garn, som hun havde dyppet i en Spand med Farve.

Hun slap det og gik henimod Erikson, som stille, uden at sé paa hende gik hen til Vinduet og lagde Huen fra sig.

„Naa!“

Han svarede ikke straks, søgte efter en eller anden Omvej til at sige det.

„Naa. hvordan gik det saa, Erikson? Du kan da vel svare mig, skulde jeg tro.“ Og hun skub­bede til ham med Bagen af Haandleddet, for at han ikke skulde faa Farve paa Søndagsfrakken.

Han fandt ikke mere end et eneste at sige, det samme, som han ikke straks havde villet være ud med.

„Den var solgt i Forvejen,“ sagde han lavt uden at sé sig om. Tea gik et Skridt baglænds og satte sig ved Bordet.

Erikson vendte sig om. Han hørte, hvordan Konen græd.

„Aa, ja,“ sagde han. „Naturligvis. Men jeg fortjener altid lidt paa at hugge Skoven om Vinteren og køre den ned til Søen.“

Men Tea græd, saa at Taarerne en efter en randt ned ad hendes Kinder. Hun gik hen og tørrede sine Hænder af, og idet Stemmen tilsløredes af Graaden, lagde hun Armene fast om Mandens Hals og hulkede: „Herregud, Erikson, Herregud.“

^* _* ^*

Og Vinter efter Vinter gik, som det løse Sand uophørlig rinder af Tidens store, uudtømmelige Timeglas. Erikson fik ikke Skoven, men han fik Kørslerne. Og da nogen Tid var gaaet, kunde han selv tale om hele Historien og forklare, at han var fornøjet med det endda, som det var. Og Tea hændte det nok mere end én Gang, at hendes Mand slog hende. Men hun led ikke derved som før. Han syntes jo om hende og var god imod hende.

Ti der findes ingen, som ikke strider imod i Begyndelsen, naar Livet byder ham sin bedske Drik, og dog findes der ingen, som ikke taaler mer, end han troer.

---

---