Forbryderen/1/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 192-208

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XII.

Det var en Herre af sat Alder, han saa affekteret ud, var statelig men havde et usympatetisk lurende Udtryk i Ansigtet og anmældte sit Komme ved at blive staaende i Døren, se sig om med en utvetydig fornærmende Forundring. Han syntes at spørge med Øjnene: „Hvad er det for et Selskab, jeg er kommen op i her?” Mistroisk og med en paataget Frygt saa han sig om i Raskolnikows trange og lave „Skibskahyt.”

Med lignende Forundring rettede han derefter Blikket paa Raskolnikow, der laa afklædt, snavset og med uredt Haar paa sin elendige Sofa og ligeledes ufravendt betragtede den indtrædende.

Denne betragtede dernæst med samme næsvise Varsomhed Rasumichins uragede Ansigt og lidet pyntelige Figur; paa sin Side saa denne ham, uden at røre sig af Flækken, frækt og spørgende ind i Ansigtet.

Denne gensidige Mønstring varede vel et Minut, og derpaa fulgte, som ventelig var, en liden Dekorationsforandring. Vedkommende Herre havde hurtigt begrebet, at her i denne „Skibskahyt” og under de forhaandenværende Omstændigheder vilde en værdig stræng Mine ikke være paa sin Plads, han blev lidt mere diplomatisk og heftigere, og idet han gav sine Ord og Stavelser et tydeligt Eftertryk, rettede han det Spørgsmaal til Sossimow:

„Er Rodion Romanytsch Raskolnikow, Student eller forhenværende Student at træffe her?”

Sossimow vilde maaske have svaret, hvis ikke Rasumichin var kommen ham i Forkøbet, skønt Spørgsmaalet ikke var rettet til ham:

„Han ligger der paa Sofaen! Og De, — hvad vil De?”

Dette familiære: „Hvad vil De?” stødte den affekterede Herre; han havde allerede næsten vendt sig om mod Rasumichin, men standsede i rette Tid og vendte atter spørgende sit Blik mod Sossimow.

„Det er Raskolnikow!” fik Sossimow sagt, idet han pegede hen paa den Syge, hvorefter han gabede overordenlig længe med vidt opspilet Mund. Saa trak han sit tunge Guld Remontoirur op af Vestelommen, aabnede det, saa paa det og stak det derpaa ligesaa langsomt og flegmatisk ned igen.

Raskolnikow laa hele Tiden tavs og saa stivt og tilsyneladende tankeløst paa den Nykomne. Hans Ansigt var overordenlig blegt og lidende, som om han lige havde gennemgaaet en kvalfuld Operation eller Tortur. Den nyankomne Herre tiltrak sig imidlertid mere og mere hans Opmærksomhed; en Følelse af Uro, Mistro og Frygt begyndte at røre sig i ham. Da Sossimow pegede paa ham og sagde: „Det er Raskolnikow,” rejste han sig pludseligt med et Sæt, satte sig paa Sengekanten og sagde med udfordrende men svag Stemme:

„Ja! jeg er Raskolnikow! Hvad vil De?”

Den Fremmede saa opmærksomt paa ham og sagde med særligt Eftertryk:

„Mit Navn er Peter Petrowitsch Lushin. Jeg nærer det begrundede Haab, at det ikke vil være Dem ganske ubekendt.”

Men Raskolnikow, der havde ventet noget helt andet, saa tankeløst paa ham uden at svare, saaledes som om han hørte Navnet Lushin for første Gang i sit Liv.

„Hvad? Skulde De endnu slet ikke have faaet Underretning?” spurgte Peter Petrowitsch ubehageligt berørt.

Som Svar lagde Raskolnikow sig ned igen paa Puden, stak Armene ind under Hovedet og stirrede op i Loftet. Lushins Ansigt udtrykte Forlegenhed; Sossimow og Rasumichin saa nysgærrigt paa ham, og han følte sig generet.

„Jeg forudsætter og regner paa,” begyndte han atter, „at et Brev, som allerede er afsendt for over ti, ja vel allerede over fjorten Dage siden…”

„Hør en Gang, hvorfor bliver De staaende ved Døren?” afbrød pludselig Rasumichin ham; „hvis De har noget at meddele, saa seet Dem dog ned, thi for baade Dem og Nastasia er der for kneben Plads derhenne. Nastaßjuschka, flyt Dig og lad ham komme frem! Værsgod, kom nærmere; der er en Stol, gaa frem i Stuen!”

Han rykkede sin Stol bort fra Bordet og skubbede sig selv lidt tilbage for at give Gæsten en Mulighed for at klemme sig igennem. Den Fremmede kunde ikke godt sige nej og trængte sig derfor, saa godt det lod sig gøre, frem. Da han var kommen til Stolen, satte han sig og saa spørgende paa Rasumichin.

„De behøver for Resten ikke at genere Dem,” udbrød denne, „Rodja har været syg i fem Dage og har fantaseret i tre, men nu er han jo for Resten kommen til sig selv igen og har endog spist med Appetit. Den Herre dér er hans Læge, som netop har set til ham, og jeg er hans Kammerat, ogsaa en forhenværende Student, og jeg passer ham nu, han er syg; altsaa, bryd Dem ikke om os og gener Dem ikke, men fortsæt.”

„Mange Tak! Men bliver jeg ikke den Syge til Besvær ved min Nærværelse og min Samtale?” vendte Lushin sig til Sossimow.

„Aa nej,” kom det langsomt fra Sossimow, „det vil maaske endogsaa adsprede ham”; og han gabede atter.

„Aa, han har allerede længe været ved Sans og Samling, siden i Gaar Morges!” vedblev Rasumichin, hvis Familiaritet syntes saa ukunstlet og ligefrem, at Lushin atter beroligede sig; maaske øvede det ogsaa lidt Virkning paa ham, at dette frække, lurvede Menneske havde præsenterer sig som Student.

„Deres Moder… begyndte Lushin.

„Hm!” lød det tydeligt fra Rasumichin.

Lushin saa spørgende paa ham.

„Der er ingenting. jeg er lidt forkølet, bliv De bare ved…”

Lushin trak paa Skuldrene.

„Deres Moder skrev allerede under min Nærværelse dér et Brev til Dem. Da jeg nu var kommen hertil, lod jeg med Villie nogle Dage gaa hen, før jeg kom til Dem, for at være fuldkommen sikker paa, at De allerede var underrettet om alt; men nu ser jeg til min Forbavselse…”

„Jeg véd, jeg véd!" sagde Raskolnikow med Udtryk af den utaalmodigste Ærgrelse. „De er Brudgommen, det véd jeg jo! Det er godt!”

Peter Petrowitsch følte sig fornærmet, men han tav dog. Han anstrængte sig for at begribe, hvad det altsammen skulde betyde.

Tavsheden varede omtrent et Minut.

Imidlertid begyndte Raskolnikow, der under sit Svar atter havde vendt sig en Smule mod ham, at betragte ham paany og med en vis Nysgærrighed, som om han før ikke havde set nøje nok paa ham, eller som om der var noget nyt, som vækkede Erindringer hos ham.

Lushins Ydre forraadte virkelig Brudgommen, som Raskolnikow nylig saa løst henkastet havde kaldt ham.

Lushin havde benyttet Tiden til at klæde sig i nyt Tøj fra Top til Taa, hele hans Paaklædning kom lige fra Skræderen og var af allerfineste Slags. Det var kun for nyt og forraadte derfor vel stærkt Hensigten. Selv den nye, elegante Cylinder, som han holdt værdig i Haanden, stod i Samklang med hans Habit og ligeledes de nydelige lyse Glaçehandsker.

I Lushins Dragt var lyse og ungdommelige Farver fremherskende. Han var forsynet med det fineste og nyeste Linned, og alt passede ham fortræffeligt. Hans Ansigt, der var frisk og ret kønt, syntes at vidne om, at han ikke var naaet de fem og fyrretyve Aar. Haaret havde vel nok et Anstrøg af graat, men var lige blevet behandlet hos Frisøren, dog ikke paa den sædvanlige latterlige Maade, der giver et dumt Udseende. Han havde vel vedligeholdt mørkebrunt Kindskæg.

Naar der i dette temmelig velformede og solide Fysiognomi var noget ubehageligt og frastødende, laa det i helt andre Aarsager.

Efter at Raskolnikow saa uceremoniøst havde betragtet Lushin, smilte han haanligt og saa atter mod Loftet.

Men Hr. Lushin tog sig sammen og syntes at have foresat sig indtil videre ikke at bemærke disse Besynderligheder.

„Jeg beklager overordenlig, at jeg skal træffe Dem i en saadan Tilstand,” begyndte han igen for at afbryde Tavsheden. „Havde jeg vidst noget om Deres Upasselighed, var jeg kommen før. Men De véd jo nok, at man er optaget paa alle Kanter! Jeg har en meget vigtig Sag i Senatet foruden de Smaating, som De vel nok ved. Jeg kan jo nok vente Moder og Søster naar som helst.”

Raskolnikow gjorde en utaalmodig Bevægelse og syntes at ville sige noget, hans Ansigt udtrykte nogen Bevægelse. Peter Petrowitsch tav, men da der ikke kom et Ord fra Raskolnikow, vedblev han:

„… naar som helst. Jeg har for det første lejet Lejlighed til dem…”

„Hvor?” spurgte Raskolnikow.

„Ikke saa langt herfra, i Bakalejews Hus…”

„Det er ved Wosneßenski-Prospekt,” afbrød Rasumichin ham, „der er to Etager indrettede til Udleje af møblerede Værelser; Købmand Juschin har dem, jeg har set paa dem.”

„Ganske rigtig, møblerede Værelser.”

„Men et frygteligt Svineri, Smuds og Stank, — desuden et mistænkeligt Strøg, der er nok foregaaet adskilligt der; Fanden véd, hvem det altsammen er, som boer der!… Jeg har selv tilfældigvis været til Stede der ved en skandaløs Affære. Men billigt er der jo rigtignok.”

„Jeg havde naturligvis ikke Tid til at skaffe mig nøjagtige Oplysninger, da jeg jo selv er fremmed her,” svarede Peter Petrowitsch ubehageligt berørt, „for Resten er det to overordentlig pæne Værelser, og da det jo bare er for en kort Tid … Jeg har for den Sags Skyld allerede fundet vor tilkommende Lejlighed, vendte han sig til Raskolnikow, „den er for Tiden under Reparation; imedens hjælper jeg mig selv med møblerede Værelser; jeg boer et Par Skridt herfra hos Madam Lippewechsel i en ung Vens, Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikows Lejlighed; det var ham, som anbefalede mig Bakalejews Hus…”

„Lebesätnikow?” gentog Raskolnikow langsomt og grundede paa noget.

„Ja, Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikow; han er ansat i Ministeriet .. kender De ham?”

„Ja … nej …” svarede Raskolnikow.

„Undskyld, men det forekom, som om Deres Spørgsmaal tydede derpaa. Jeg har tidligere været hans Formynder … han er en meget net ung Mand … som ogsaa føler Trang til at uddanne sig videre … Jeg holder af at være sammen med Ungdom; hos den hører man altid noget nyt.” Peter Petrowitsch saa sig forhaabningsfuldt om.

„Hvorledes mener De egentlig?” spurgte Rasumichin.

„I bedste og egenligste Betydning,” svarede Lushin, glad over Spørgsmaalet. „Ser De, det er ti Aar siden jeg var i Petersborg. Alle Eders nye Ideer og Reformer har nok ogsaa berørt os i Provinsen, men for at se al Ting klart maa man dog være i Petersborg. Naa, og min Mening er netop, at man erfarer mest, naar man betragter vor yngre Generation. Og jeg maa tilstaa, jeg har glædet mig…”

„Hvad har især skaffet Dem denne Glæde?”

„Deres Spørgsmaal er meget omfattende. Maaske tager jeg fejl, men det synes mig, at jeg her finder et klarere Blik, mere Kritik, mere Dygtighed…”

„Det er sandt,” mente Sossimow.

„Det er Løgn! lad os ikke tale om Dygtighed,” — foer Rasumichin op, — „Dygtighed er vanskelig at erhverve sig og falder ikke saadan uden videre ned fra Himlen. I snart to hundrede Aar er vi vænnede af med al Slags Virksomhed … Ideer sværmer der nok omkring,” henvendte han sig til Luschin, — „og det foreløbig noget barnlige Ønske om det gode findes, man støder af og til nok ogsaa paa et ærligt Sindelag, skønt uoverskuelige Masser af frække Undermaalere trænger sig frem, men Dygtighed mangler dog endnu! Dygtighed er endnu sjælden.”

„Jeg er ikke enig med Dem,” svarede Peter Petrowitsch med synlig Tilfredshed —, „der findes Overdrivelser, Uregelmæssigheder, men man maa jo være overbærende. Naar man overdriver, saa vidner dette blot om altfor stor Iver for Sagen og om den falske Retning, vore Forhold er inde i. Naar der hidtil er sket lidet, saa har jo ogsaa Tiden været for kort. Om Midlerne taler jeg ikke, efter min personlige Mening er der, om De vil, allerede udrettet noget; nye, gavnlige Ideer er blevne spredte, nogle nye, nyttige Værker er udkomne, som en heldig Modsætning til den tidligere sværmeriske og romantiske Literatur. Denne begynder at faa et modnere, solidere Anstrøg, mange skadelige Fordomme er udryddede og latterliggjorte … Med ét Ord, vi er uigenkaldelig løsrevne fra det forgangne, og det er efter min Mening allerede noget…”

„Det har han lært udenad, … for at anbefale sig!” raabte pludselig Raskolnikow.

„Hvad behager?” spurgte Peter Petrowitsch, der troede at have hørt forkert, men han fik intet Svar.

„Det er altsammen ganske rigtig,” skyndte Sossimow sig at indflette.

„Ikke sandt?” vedblev Peter Petrowitsch og saa venligt paa Sossimow. „De vil ogsaa være enig med mig,” — vendte han sig til Rasumichin, nu allerede med en vis højtidelig og beskyttende Tone; han var nær ved at have tilføjet „unge Mand” — „at Fremskridt i det mindste eksisterer paa Videnskaberne og den økonomiske Retfærdigheds Omraade..”

„Talemaader…”

„Nej, ingen Talemaader! Naar man hidtil f. Eks. sagde til mig: „elsk din Næste,” og jeg vilde følge dette Bud, hvad blev det saa til?” — vedblev Peter Petrowitsch med overdreven Iver — „jeg sønderrev min Kappe i to for at dele med min Næste, og vi blev begge halvnøgne efter det russiske Ordsprog: „den, som jager to Harer, faar ingen af dem.” Videnskaben derimod lærer: elsk fremfor alt Dig selv, thi i hele Verden hviler al Ting paa den personlige Interesse. Naar man nu i første Række elsker sig selv, saa vil man bedst skøtte sine egne Anliggender, og enhvers Kappe vil forblive hel. Men den økonomiske Retfærdighed tilføjer, at jo flere godt skottede enkelt-Anliggender, saa at sige „hele Kapper”, der findes i Samfundet, desto flere faste Grundlag findes der, og desto bedre vil der ogsaa være sørget for Almenvellet. Altsaa, naar jeg ene og alene og udelukkende for mig selv erhverver noget, saa erhverver jeg dermed tillige noget for det Almene og medvirker til, at min Næste ogsaa faar en noget større Del af den almene Kappe, og det ikke ved den enkelte Privatpersons Godgørenhed men af alles Overflod. Denne Tanke er simpel og ligefrem, men desværre længe fortrængt af Idealitetssvindel og Sværmeri, og dog er det øjensynlig, at der ikke skal megen Skarpsindighed til…”

„Undskyld, jeg er heller ikke meget skarpsindig,” afbrød Rasumichin ham skarpt, „lad os derfor holde op med dette. Det var ogsaa kun i en bestemt Hensigt jeg begyndte med det, ellers er alt dette Vaas, som man selvbehagelig søger at stille sig i et gunstigt Lys med, og som man i de sidste tre Aars Tid stadig hører, ja, det er saa væmmeligt, at jeg ved Gud ligefrem skammer mig naar andre i min Nærværelse — end sige da selv — taler om det. De har naturligvis skyndt Dem at stille Deres Kundskaber til Skue, det er meget tilgiveligt, og jeg fordømmer Dem ikke for det. Men jeg havde kun den Hensigt, at faa at vide, hvor jeg egenlig havde Dem henne; thi, ser De, der findes saa mange Industririddere, som foregiver at interessere sig for Almenvellet, men som i egen Interesse forkludrer alt, hvad de rører ved. Og dermed nok om den Ting!”

„Min Herre,” begyndte Lushin og slog sig for Brystet, „er det Deres Mening paa denne uceremonielle Maade at paastaa, at ogsaa jeg —”

„Bevares, bevares … hvor kan De tro! … Men lad det nu være nok!” afbrød Rasumichin kort og vendte sig uden videre til Sossimow for at fortsætte Samtalen med ham.

Peter Petrowitsch var saa fornuftig at tage Rasumichins Erklæring for gode Varer. Men han besluttede for Resten kun at blive et Par Minuter siddende.

„Jeg haaber, at det nu knyttede Bekendtskab” — vendte han sig til Raskolnikow — „i Betragtning af de Dem bekendte Omstændigheder vil blive yderligere befæstet, naar De bliver rask … men frem for det haaber jeg, at De snart maa blive rask…”

Raskolnikov saa ikke en Gang til den Kant, hvor Lushin sad.

Peter Petrowitsch gjorde Mine til at rejse sig.

Det er temmelig sikkert nok en af Pantelaanerne, som er „Morderen”, sagde Sossimow.

„Utvivlsomt!” svarede Rasumichin. „Porphyrius siger vistnok ingen Ting om, hvad han mener, men han vedbliver at forhøre Pantelaanerne.”

„En af Pantelaanerne?” spurgte Raskolnikov højt.

„Ja! — hvorfor spørger Du om det?”

„Ikke for noget”.

„Men hvor faar han fat i dem?” spurgte Sossimow.

„Koch har anvist ham et Par; Navnene paa nogle andre var noterede paa Omslaget om Genstandene, og nogle kom af sig selv, da de hørte…”

„Naa, det maa da have været en durkdreven Gavtyv! Hvilken Frækhed og hvilken uhørt Dristighed!”

„Det er jo netop Sagen!" afbrød Rasumichin ham. „Det er den Tro, som bringer jer alle bort fra Sporet. Jeg paastaar, at Morderen var ikke durkdreven, og det var sikkerligen hans første Skridt paa den Bane! Antager Du, at vi her har at gøre med snu Beregning og en øvet Kanalje, saa bliver det hele usandsynligt. Men antager Du, det var en uerfaren Begynder, saa følger deraf, at kun Tilfældet kan have reddet ham, og hvor meget kan man ikke takke Tilfældet for! Aa, nej, han har maaske ikke en Gang forusét Hindringer! Og hvordan har han udført sin Bedrift? Han røver Ting til en Værdi af ti, tyve Rubler, fylder Lommerne dermed, roder omkring i en gammel Kones Kuffert, i Klude og Lapper — og i den øverste Kommodeskuffe fandt man i et Skrin, foruden Værdipapirer, halvandet Tusind i Kontanter! Ikke en Gang at røve har han forstaaet, bare at dræbe! En fersk Fyr, siger jeg Dig, et første Forsøg, som viser, at han var forfjamsket! Det var ikke en Beregning men kun Tilfældet, som reddede ham!”

„De taler, som det synes, om det nylig stedfundne Mord paa den gamle Embedsmandsenke,” vendte Peter Petrowitsch sig til Sossimow; han havde allerede rejst sig og vilde, før han gik, give nogle kloge Ord til bedste. Det var ham aabenbart magtpaaliggende at gøre et godt Indtryk, og Forfængeligheden overvandt Forsigtigheden.

„Ja; har De ogsaa hørt om det?”

„Naturligvis, her i Nabolavet…”

„Kender De Enkelthederne?"

„Det tør jeg ikke paastaa: men for mig har en anden Omstændighed Interesse, saa at sige et andet Spørgsmaal. Jeg vil ikke en Gang udbrede mig over, at i de sidste fem Aar er i de lavere Klasser Antallet af Forbrydelser øget, bortsét fra de overalt forekommende Rovanfald og Ildebrande, som vedbliver; men jeg synes, det fremfor alt er ejendommeligt, at Forbrydelserne i de højere Klasser gaar parallelt dermed og tiltager. Her hører man om en forhenværende Student, som paa aaben Landevej røver Posten; hist har Folk, som regnedes til det bedre Selskab, lavet falske Papirpenge; her, i Moskwa, anholder man et helt Selskab, som har eftergjort Præmielaans-Obligationer, og blandt de Skyldige er der en Lærer i Verdenshistorie; hist, i Udlandet, bliver en af vore Gesandtskabs-Sekretærer myrdet paa en gaadefuld Maade … Og skulde nu denne Pantelaanerske være myrdet af en af den bedre Stand — thi Bønder pantsætter jo ikke Guldsager — hvorledes skal man da forklare saadan sædelig Fordærvelse i de civiliserede Dele af vort Samfund?”

„Der et foregaaet mange økonomiske Omvæltninger i den seneste Tid…” svarede Sossimow.

„De vil have en Forklaring?” sagde Rasumichin; „naa, der er nu f. Eks. den indgroede Udygtighed, som forklarer adskilligt.”

„Hvorledes mener De?”

„Hvad svarede f. Eks. Læreren derhenne, i Moskwa, paa Spørgsmaalet om, hvorfor han havde lavet falske Obligationer: „Alle beriger sig paa forskellig Maade, og derfor vilde ogsaa jeg blive hurtig rig.” Ordlyden husker jeg ikke længer, men Meningen er rigtig, at han uden Anstrængelse vilde blive hurtigt rig. Vi er vante til, at alt sættes fiks og færdig for os, at vi skal gaa i Sele, at man tygger al Ting for os, saa vi blot behøver at sluge det. Naa, og naar nu den store Time slaar, da viser det sig, hvad enhver duer til, eller rettere sagt ikke duer til.”

„Ja, men hvad bliver der da af Moralen? Og Lovene…”

„Hvad disputerer De egenlig om?” sagde Raskolnikow uventet — „det passer jo netop i Deres Theori!”

„Hvordan, i min Theori?”

„Hvis det, som De før prædikede, skal føres ud i sine yderste Konsekvenser, saa følger deraf, at man har Lov til at dræbe Mennesker…”

„Men, maa jeg bede!…” raabte Lushin.

„Nej, saaledes er det ikke ment,” sagde Sossimow.

Raskolnikow laa der bleg; hans Læber dirrede og han aandede tungt.

„Alt har sine Grænser,” vedblev Lushin overlegent; — den økonomiske Retfærdighed kan man dog ikke kalde en Opfordring til Mord, og om man antager....”

„Men sig mig en Gang,” — afbrød Raskolnikow ham atter, og Stemmen dirrede af en Ondskab, ved hvilken man tydelig mærkede Glæden ved at fornærme, „sig mig, er det sandt, at De den Dag, da De fik Ja-Ordet, sagde til Deres Forlovede, at det særligt glædede Dem, at hun var en Tiggerske, thi det var fordelagtigere at løfte sin Hustru op til sig fra Elendigheden, for da senere at kunne skalte og valte vilkaarligt over hende … og altid kunne forekaste hende, at hun af Dem var bleven overøst med Velgærninger!…”

„Min Herre,” raabte Lushin vredt og irriteret, — „at mistyde mine Ord saaledes! „Jeg maa sige Dem, at slige Rygter, der har naaet Dem, eller rettere sagt med Hensigt være Dem forebragte, de har ikke Spor af Grund, og jeg … har den Mistanke … med ét Ord … denne Fejl … Deres Moder!… Hun syntes mig ogsaa, alle hendes øvrige fortræffelige Egenskaber ufortalt, en Smule sværmerisk og romantisk. Alligevel var jeg dog milelangt borte fra at tænke mig, at hun kunde fordreje mine Ord saaledes, eller opfatte og fremstille dem saa falsk … Og endelig … endelig…”

„Og véd De hvad?” raabte Raskolnikow, idet han rejste sig op fra Puden og saa stivt paa ham med et gennemtrængende, funklende Blik, — „véd De hvad?”

„Naa, og hvad saa?” Lushin ventede med fornærmet og udfordrende Mine. Tavsheden varede nogle Sekunder.

Jo, det var det! Om De en Gang til … vover … at nævne et eneste Ord om min Moder, saa skal De komme paa Hovedet ned ad Trapperne.”

„Hvad gaar der af Dig!” raabte Rasumichin:

„Aha, staar det saaledes til!” Lushin blegnede og bed sig i Læberne. — „Hør nu, min Herre,” begyndte han med Betoning, næsten aandeløs, idet han lagde stærkt Baand paa sig, — „allerede fra første Færd af anede jeg Deres fjendtlige Følelser mod mig, men med Hensigt blev jeg her for at overtyde mig endnu mere om det. Jeg vilde have kunnet tilgive en Syg og en Slægtning meget, men nu … Dem … aldrig…”

„Jeg er ikke syg!” skreg Raskolnikow.

„Saa meget værre…”

„Gaa Fanden ivold!”

Lushin gik uden at slutte sin Tale; han trængte sig atter frem mellem Bordet og Stolen. Rasumichin havde rejst sig for at gøre Plads for ham.

Han saa ikke paa nogen af dem, nikkede ikke engang til Sossimow, som forlængst havde givet ham Vink om at lade den Syge være i Fred. Han gik, idet han forsigtigt beskyttede sin Hat og bøjede sig, da han skulde ud gennem Døren. Endogsaa paa hans bøjede Ryg saa' man, at han bar en forfærdelig Krænkelse med sig bort.

„Men hvor kan Du, hvor kan Du dog…” sagde Rasumichin forbløffet og rystede paa Hovedet.

„Lad mig være, lad mig være, allesammen!” skreg Raskolnikow rasende. — „Vil I nu ikke engang gaa, Plageaander! Jeg er ikke ræd for Jer! Jeg er ikke ræd for nogen, ikke for nogen! Bort herfra! Jeg vil være alene, alene!”

„Kom!” sagde Sossimow og vinkede.

„Gud forbarme sig, vi kan dog ikke lade ham være alene i en saadan Sindsstemning!”

„Kom!” gentog Sossimow paastaaelig og gik, Rasumichin betænkte sig et Øjeblik og fulgte saa efter.

„Det kunde have blevet endnu værre, hvis vi ikke havde ladet ham faa sin Vilje,” sagde Sossimow da de gik ned ad Trappen. „Nu maa man ikke irritere ham —”

„Men hvad gik der af ham?”

„Kunde man bare give hans Tanker en ny, velgørende Retning, det var det bedste! Nys var han dog nok saa godt ved Kræfter .... Jeg skal sige Dig, at der er noget, der trykker hans Sind og ikke vil bort .... Jeg er bange for det!”

„Skulde det være denne Herre, som vil ægte hans Søster, om jeg forstod deres Samtale ret? Rodja fik, straks før Sygdommen begyndte, et Brev…”

„Maaske; Fanden fik ham da ogsaa herop paa en ubelejlig Tid, han har maaske nu fordærvet det Hele igen. Men mærkede du, at al Ting er ham ligegyldigt, at han ikke har Interesse for noget som helst indtil et vist Punkt, som bringer ham rent ud af sig selv … dette Mord…”

„Ja, ja!” istemte Rasumichin, „jeg har ogsaa lagt Mærke til det! Han interesserer sig meget for det; det næsten som om han var bange. Det kommer af, at netop den Dag, da han blev syg, blev han skræmmet af Historien paa Politikammeret; han faldt endogsaa i Afmagt.”

„Fortæl mig det udførligere i Aften, saa skal jeg ogsaa sige Dig noget. Han interesserer mig meget! Om en halv Time skal jeg igen se til ham .... Nogen Betændelse er der for Resten ingen Fare for…”

„Tak skal Du have! Jeg vil imens vente hos Paschenka og skal lade Nastasia passe paa ham.”

Da Raskolnikov var bleven alene med Nastasia saa han utaalmodigt og mørkt paa hende, men hun nølede med at gaa.

„Vil Du ikke drikke Te?” spurgte hun.

„Siden! Jeg vil sove: „Gaa nu…”

Han vendte sig krampagtigt om mod Væggen; Nastasia gik.