Forbryderen/1/11
XI.
Sossimow var stor og tyk, havde et plusset, farveløst, glatraget Ansigt, lysblondt, glat Haar. Han bar Briller og havde en stor Guldring paa sin tykke, fede Finger.
Han kunde være ca. syvogtyve Aar gammel. Han var klædt i en vid, elegant Sommerpaletot og lyse Sommerbenklæder. Alt, hvad han havde paa, var elegant og aldeles nyt, og Skjorten var nystrøgen; han bar ogsaa en massiv Urkæde.
Hans Manerer var træge, uden Energi, men dertil lidt søgt skødesløse, og han havde ikke ganske let ved at skjule et vist Overmod. Alle de, der kendte ham, sandt, at han var lidt besværlig at have med at gøre men mente, at han var en Mand, som forstod sine Sager.
„Jeg har to Gange været hos Dig.... Ser Du, han er kommen til sig selv?” raabte Rasumichin.
„Ja, jeg ser det; naa, hvordan har vi det nu?” henvendte Sossimow sig til Raskolnikow, idet han opmærksomt betragtede ham og slængte sig hen til ham paa Sofaen.
„Han er fremdeles i daarligt Humør,” vedblev Rasumichin, „da vi for nogen Tid siden skiftede Skjorte paa ham, gav han sig næsten til at græde.”
„Javist, naturligvis! Det havde heller ikke været saa nødvendigt, naar han ikke syntes om det .... Pulsen er god. Lidt ondt i Hovedet endnu, hvad?”
„Jeg er rask, aldeles rask!” sagde Raskolnikow haardnakket og pirreligt; han rejste sig op, og hans Øjne lynede. Men straks efter lagde han sig atter ned og vendte sig om mod Væggen.
Sossimow betragtede ham opmærksomt.
„Ja, det er godt … alt er som det skal være,” sagde han skødesløst. „Har han spist noget?”
Man gav Besked og spurgte Sossimow, hvad Raskolnikow maatte faa Lov til at spise.
„Alt hvad han har Lyst til … Suppe, The … men naturligvis ikke Agurker, Kød eller … naa, hvad skal man saa sige mere …” han saa hen paa Rasumichin. „Mikstur behøver vi ikke … i Morgen kommer jeg igen og ser til ham. Jeg kunde jo nok komme en Gang til i Dag … men …”
„I Morgen Aften skal jeg tage ham ud med og spadsere!” sagde Rasumichin afgørende, „til Jussupowhaven og derfra til Krystalpaladset”[1].
„I Morgen troer jeg nok endnu at jeg bør lade han; være til Sengs, for Resten en Smule … naa, vi kan jo se til.”
„Det er rigtig Synd, i Dag indvier jeg min nye Bolig; det er ikke mere end et Par Skridt herfra; naar han bare kunde være med! Bare paa Sofaen, midt iblandt os! Ja, Du kommer da vel?” vendte Rasumichin sig pludselig til Sossimow; „glem det ikke, Du har jo lovet det.”
„Som Du vil, men maaske lidt senere. Hvad trakterer Du for Resten med?”
„The, en Snaps, Sild, — der kommer kun Bekendte.”
„Hvem venter Du?”
„Alle her i Nabolaget og næsten bare nye — med Undtagelse af min gamle Onkel. Han er dog paa en Maade ogsaa ny — han kom i Gaar, i Forretninger. Jeg ser ham kun hvert femte Aar.”
„Hvad er det for en Fyr, den Gamle?”
„Han har hele sit Liv vegeteret som Forstmester paa Landet — faar nu Pension, er femogtreds Aar gammel, ubetydelig holder for Resten af ham.
Saa kommer Porphyriusi Petrowitsch, Forhørsdommer ved Politiretten her, ham kender Du jo…?”
„Om jeg ikke tager fejl, saa er han i Slægt med Dig?”
„Langt ude; men hvorfor griner Du saadan af ham? Naa, fordi Du en Gang har været i Totterne paa ham, nu faar vi se, om Du maaske ikke bliver helt væk bare for hans Skyld?”
„Hvad tror Du, jeg bryder mig om…”
„Det kan jeg lide! Naa, og saa kommer der nogle Studenter, en Lærer, en Embedsmand, en Musiker, en Officer, Sametow…”
„Men hør nu, om jeg maa bede, hvorledes kommer Du sammen med Sametow, og hvad har Du at gøre med en saadan Herre?”
„Aa, I med Jeres Principer! Efter min Mening er der kun et rigtigt Princip, og det er: er Personen god, saa er det mig nok. Sametow er en prægtig Fyr.”
„Og varmer sine Hænder”[2].
„Naa, og varmer sine Hænder! Hvad gør det? Det blæser jeg paa! Hvad gør det, at han varmer sine Hænder,” skreg Rasumichin op, idet han blev hidsig; „har jeg maaske rost ham, fordi han varmer sine Hænder? Jeg sagde, at han var god paa sin Vis! Naar man skulde give sig til at beglo et Menneske fra baade den ene og den anden Side, hvor mange gode Mennesker mon man da overhovedet fandt? Jeg er vis paa, at jeg — strængt taget — med Hud og Haar kun vilde være et stegt Løg værd, og det bare fordi man fik Dig i Tilgift.”
„Det er for lidt! Jeg vil give to for Dig alene.”
„Men jeg giver kun et for Dig! Lav Du bare dine Vitser! Sametow er endnu en Grønskolling, som jeg først maa studse en Smule; man maa lokke ham til sig, ikke støde ham bort. Med et ungt Menneske maa man være dobbelt forsigtig; ved at støde ham fra sig, forbedrer man ham ikke, slet ikke. Ak, I Fæhoveder forstaar ingen Ting! Menneskene kan ikke vurdere, og saa blamerer I Eder selv med det!… Og for Resten skal Du vide: vi har ogsaa en fælles Interesse…”
„Hvad er det for en?”
„Historien med Maleren, Væggesmøreren … Vi skal nok tilsidst faa iset ham ud! Forresten forvolder det os ikke mere Sorg, Sagen er klar! Vi sætter bare lidt mere Damp op.”
„Hvad er det for en Maler?”
„Hvad? Har jeg ikke fortalt Dig det? Naa, ja, jeg fik kun fortalt Dig Begyndelsen … Historien om Mordet paa den gamle Pantelaanerske … det er i den, at Malerne er indviklet.”
„Om Mordet vidste jeg Besked før Dig, og jeg interesserede mig endog for det, … ialfald tildels … af en særlig Grund … jeg læste om det i Aviserne! Men…”
„Lisbeth har de ogsaa slaaet ihjel,” busede Nastasia pludselig ud og vendte sig til Raskolnikow. Hun stod hele Tiden henne ved Døren og hørte til.
„Lisbeth?” mumlede Raskolnikow næppe hørligt.
„Ja, Lisbeth, som handlede, husker Du ikke længer det? Hun tom tidt her i Huset, og hun har en Gang lappet en Skjorte for Dig.”
Raskolnikow vendte sig mod Væggen og begyndte nøje at betragte Tegningen i Tapetet. Han søgte sig ud en plump, hvid Blomst og begyndte at tælle Bladene, Ribberne og Totterne. Han følte, at hans Hænder og Fødder blev kolde, som om de vilde dø hen, men han stirrede paa sin Blomst og gjorde ikke Forsøg paa at røre sig.
„Naa, hvad er det saa med Maleren?” afbrød Sossimow ærgerlig den snakkende Nastasia. Denne sukkede og tav.
„Jo, ham gav man sig til at stemple som Morder!” vedblev Rasumichin hæftigt.
„Findes der nogle Beviser?”
„Fanden i Vold med Beviserne! Og alligevel er det netop Beviserne, som er Skyld i det; nu gælder det just at bevise, at et Bevis ikke er noget Bevis! Det er akkurat det samme, som da de arresterede disse — hvad var det nu de hed? — jo, Koch og Pesträkow, og mistænkte dem for det. Fy! hvor det er dumt og modbydeligt alt dette; selv om man ser paa Sagen, som aldeles Uinteresseret. Pesträkow kommer maaske til mig i Dag. Apropos, Rodja, har Du hørt Historien? Det skete før din Sygdom, Aftenen før Du besvimede paa Politikammeret, netop imens de talte om det…”
Sossimow saa nysgærrigt paa Raskolnikow; denne rørte sig ikke.
„Hør, Rasumichin, jeg undrer mig over, at Du blander Dig i alt,” bemærkede Sossimow.
„Den kan være, men ise ham ud skal vi dog!” raabte Rasumichin og slog med Næven i Bordet. „Hvad er det, som ærgrer en mest ved saadan en Affære? Ikke at de lyver, Løgn kunde man endda tilgive, da den tilsidst dog kunde lede til Sandheden. Nej, det ærgerligste er det: de lyver og forelsker sig i deres eget Løgnevæv. Al Agtelse for Porphyrius, men … hvad var det, for Eksempel, som straks i Begyndelsen bragte dem ud af Fatning? At Døren var lukket, og da de saa kom med Portneren — fandt de den aaben; altsaa maa Koch og Pesträkow have udført Mordet. Saaledes er deres Logik beskaffen!”
„Naa, bliv bare ikke saa hidsig, de havde jo blot sat dem fast foreløbig, anderledens gaar det nu en Gang ikke for sig … Forresten, jeg kender denne Koch; det har vist sig, at han købte forfaldne Panter hos den gamle!”
„Ja, rigtigt, han er sikkert nok en Slyngel! Veksler opkøber han nok ogsaa; det er en Industriridder, gid Fanden tage ham! Men det jeg er rasende over, ser Du, det er Deres sindssvage, bagvendte Rutine! … Her i denne Sag kunde man imidlertid finde en helt ny Vej. Kun efter sykologiske Forudsætninger kan man her komme paa det rigtige Spor. „Vi har Fakta,” siger de. Godt og vel, men Fakta er dog ikke alt; Hovedsagen i Fremgangsmaaden er da vel, hvorledes de forstaar at anvende Fakta!”
„Og Du, forstaar Du Dig maaske paa de Dele?”
„Man kan da ikke tie stille, naar man er sikker paa, at man kan gøre Nytte i Affæren, naar bare! … ak ja! … kender Du egentlig Historien i dens Detaljer?”
„Jeg venter stadig væk paa Oplysninger om den arresterede Maler.”
„Naa ja! Hør saa efter: Præcis tredie Dagen efter Mordet om Morgenen, da de havde deres Mas med Koch og Pesträkow, skønt disse kunde bevise, at de var uskyldige, kom pludselig et helt uventet Faktum for Dagen. En vis Duschkin, forhenværende Bonde, som nu er Ejer af en Knejpe, der er i Huset lige over for, indfinder sig paa Politikammeret, bringer et Etui med Guldørenringe og fortæller følgende Historie: „I Forgaars Aftes, Kl. mellem 8 og ni” — læg Mærke til Dag og Time — „kommer en Arbejder, en Malersvend ved Navn Mikolai løbende ind til mig. Han havde flere Gange i Løbet af Dagen været hos mig og bringer mig nu denne Æske her med Guld-Ørenlokker, og beder mig laane ham to Rubler paa dem. Da jeg spurgte, hvor han havde dem fra, sagde han, at han havde fundet dem paa Fortovet. Jeg spurgte ham ikke videre ud — sagde Duschkin — men gav ham en Seddel — det vil sige en Rubel — for jeg tænkte, at hvis jeg ikke tog Ørenlokkerne, tog en anden dem; drukket op blev de alligevel. Altsaa kunde de lige saa gærne ligge hos mig. Skulde der komme noget ud af det, eller der skulde der høres noget — saa mælder jeg mig.”
„Naturligvis,” indskød Rasumichin, „var det Løgn altsammen! Jeg kender ham, denne Duschkin, han er selv Pantelaaner og Hæler og vil ikke tage en Genstand paa tredive Rublers Værdi fra Mikolka i den Hensigt at give den fra sig igen. Det var blot Frygten, som drev ham til det. Fanden maa tage ham! Men Duschkin bliver ved: — „Denne Mikolai Dementjew kender jeg fra Barnsben af; han er en Landsmand af mig, vi er begge fra Provinsen Rjasam. Jeg kan ikke sige, at han er en egenlig Drukkenbolt, men han plejer dog af og til at tage sig en Taar over Tørsten, og jeg vidste, at han arbejder derover i Huset, hvor han stryger sammen med Mitrij, der ogsaa er fra samme Provins. Da han nu havde faaet Seddelen, vekslede han den ogsaa straks og drak to Snapse, den ene efter den anden, saa tog han Resten af Pengene og gik. Mitrij var ikke med ham ved den Lejlighed. Næste Dag hørte vi at Aljona Ivanowna og hendes Søster Lisbeth var blevne slaaede ihjæl med en Økse; vi kendte dem, og saa begyndte vi at tvivle om, hvordan det kunde hænge sammen med Ørenlokkerne — for jeg vidste, at hun laante Penge ud mod Pant. Altsaa gik jeg over i Huset, gav mig til saa stille og forsigtigt som muligt at spørge mig frem. Allerførst spurgte jeg, om Mikolai var der, og da fortalte Mitrij mig, at Mikolai havde begyndt at drikke, at han var kommen drukken hjem om Morgenen, var bleven en ti Minuters Tid hjemme men derpaa gaaet ud igen; siden havde han ikke seet noget til ham og maatte nu gøre Arbejdet færdigt alene. De arbejdede i samme Trappeopgang, hvor den Afdøde boede, og i anden Etage. Da jeg hørte det, sagde jeg ikke et Ord om Sagen — sagde Duschkin — men søgte at udspørge om alt, hvad jeg kunde om Mordet og kom hjem fuld af Tvivl og Sorg. Imorges ser jeg nu Mikolai komme Klokken otte — efter at han i tre Dage har været fuld. Han var endnu ikke miste ædru, men heller ikke mere fuld, end at han var i Stand til at føre en Samtale. Han sætter sig paa Bænken og siger ingen Ting. Foruden ham var der kun en Fremmed i Knejpen; en anden Bekendt laa og sov paa Bænken. Og saa var der mine to Sønner. Jeg spørger ham altsaa, om han ikke havde talt med Mitrij? — Nej, siger han, det har jeg ikke. — Og har Du ikke været der ovre? — Nej, siger han, ikke siden i Forgaars. — Og hvor sov Du forrige Nat? — Paa Peßki[3] hos nogen, jeg kender. — Og hvor fik Du egenlig Ørenlokkerne fra?— „Jeg fandt dem paa Fortovet,” svarede han, men han var ganske underlig og undgik at se mig i Øjnene. — Har Du hørt, spørger jeg, hvad der skete samme Aften og i samme Time derovre i en af Lejlighederne! — Nej, siger han, jeg har ikke hørt noget; men han begynder at lytte, stirrer paa mig og bliver kridhvid i Ansigtet. Da jeg nu fortæller ham Historien, tager han sin Hue og rejser sig. Saa vilde jeg holde ham tilbage og sagde: vent lidt, Mikolai, vil Du ikke drikke en Snaps? Samtidig gav jeg saa en af Knægtene et Vink, at han skulde holde paa Døren, og jeg gik rask frem fra Disken; men pludselig løb han afsted ud paa Gaden, sprang det bedste han havde lært omkring Hjørnet og — borte var han. Nu behøvede jeg ikke at tvivle længer, — det var ham, der havde begaaet Mordet.
„Ja, selvfølgelig!…” føjede Sossimow til.
„Vent bare, hør nu Slutningen! Alt blev nu sat i Bevægelse for at faa fat i denne Mikolai. Duschkin blev anholdt og en Husundersøgelse foretaget hos ham, ligeledes hos Mitrij; Vennerne paa Peßki slap heller ikke, — pludselig i Forgaars faar de saa fat i Mikolai, de havde arresteret ham i Nærheden af en Gæstgivergaard. Han var kommen derhen, havde taget sit Sølvkors fra Brystet og forlangt et Glas Brændevin for det. Man gav ham det. Nogle Minuter efter gik en Pige ud i Kostalden og ser gennem en Sprække, at en Person inde ved Siden af i Laden binder sit Bælte fast til en Bjælke, laver en Løkke og netop skal til at lægge den om Halsen. Pigen skriger saa højt hun kan, og der samler sig Folk, som spørger ham om, hvorfor han har villet hænge sig. — „Aa bring mig „til Politiet”, siger han, „jeg vil bekende alt.” — De bragte ham da med de sædvanlige Formaliteter til Politikammeret. Der gik det nu løs i Forhøret: „Hvad hedder Du, og hvor er Du fra, hvor gammel” — „toogtyve Aar” osv. Spørgsmaal: „Da Du og Mitrij arbejdede der, saa I da ikke nogen paa Trappen ved den og den Time?” Svar: „Jo, der gik en og anden forbi, men vi gav ikke Agt paa dem.” — „Og hørte I ikke noget Støj eller anden Lyd?” — „Nej, vi hørte ingen Ting.” — „Vidste Du, Mikolai, at man paa den Dag og i den Time havde dræbt og bestjaalet en Enke og hendes Søster?” — „Jeg vidste ingen Ting om det; først tre Dage efter hørte jeg det af Asanassy Pawlytsch i Ølknejpen.” — „Hvor fik Du Ørenringene fra?” — „Jeg fandt dem paa Fortovet.” — „Hvorfor mødte Du ikke paa Arbejdet sammen med Mitrij Dagen efter?” — „Jeg havde begyndt at drikke.” — „Og hvor opholdt Du Dig?"” — „Der og der.” — „Hvorfor løb Du bort fra Duschkin?” — „Jeg blev saa bange.” — „For hvad?" — „For at jeg skulde blive straffet.” — „Hvoraf kom det, at Du var bange, naar Du vidste, at Du var uskyldig?…” „Du kan nu tro det eller lade være Sossimow, men dette Spørgsmaal blev stillet bogstavelig med de samme Udtryk, jeg her har nævnt, jeg véd det bestemt og fra sikker Kilde. Hvad synes Du om det, hvad?”
„Naa, men man maa dog vel være i Besiddelse af Beviserne?”
„Aa, jeg taler ikke om Beviser, men om Forhørsmaaden, om den Maade, paa hvilken De opfatter deres Rolle! — det er det, der er Tale om, for Fanden! Altsaa, de trykkede ham og pressede ham og klemte ham paa alle Maader, indtil han endelig tilstod, at han havde fundet Ørelokkerne, ikke paa Fortovet men i Huset, hvor de malede.” — „Hvorledes gik det til?” — „Det gik saaledes til: vi havde arbejdet hele Dagen til Klokken otte og skulde netop til at holde Fyraften. Da tager Mitrij en Pensel og smører Maling i Ansigtet paa mig og løber sin Vej, og jeg efter ham. Men da jeg kommer ned ad Trappen og ud i Porten, tørner jeg i fuldt Løb mod Portneren med Herrerne; hvor mange der var, husker jeg ikke længer; Portneren gjorde Vrøvl, og den anden Portner ligeledes. Hans Kone, som kom ud, skældte ogsaa ud, og en Herre, som var kommen ind i Porten med en Dame, tiltalte os i samme Tone, fordi Milrij og jeg var i Vejen for dem; jeg havde faaet Mit'ka fat i Haartoppen og kastet ham overende og slog ham, og han slog igen. Men det hele var kun Spøg. Mit'ka slap endelig løs og løb ud paa Gaden, og jeg efter ham; men jeg kunde ikke fange ham igen og gik derfor alene tilbage til Lejligheden, — for vi skulde endnu rydde op efter endt Arbejde. Jeg begyndte at lægge Værktøjet tilside og ventede paa Mitrij for at gaa hjem sammen med ham. Da traadte jeg ude i Forstuen, i Krogen bag Døren, paa en Genstand. Jeg saa efter og opdagede noget viklet ind i et Papir. Jeg tog det ud og lukkede de smaa Kroge op — og saa var Ørenringene derindeni…”
„Bag Døren? Laa det bag Døren? Bag Døren?” raabte pludselig Raskolnikow, der med mørke, ængstelige Øjne stirrede paa Rasumichin og langsomt rejste sig op i Sengen.
„Ja … hvad er der paafærde? Hvad gaar det af Dig?” — Rasumichin rejste sig.
„Ingenting! …” sagde Raskolnikow knapt hørligt, idet han atter lagde sig ned paa Puden og vendte sig om mod Væggen.
Alle tav en Stund.
„Han var vist ved at falde i Søvn og blev pludselig vækket,” sagde endelig Rasumichin og saa spørgende paa Sossimow; denne benægtede Rasumichins Forklaring ved at ryste let paa Hovedet.
„Naa, bliv ved,” sagde Sossimow, „hvordan gik det videre?”
„Videre? Han saa knapt Ørenringene, før han glemte Huset, og Mitka tog sin Hue, løb af Sted til Duschkin og fik af ham, som Du ved, en Rubel; men han løj og sagde, at han havde fundet dem paa Fortoget, og saa begyndte han at svire. Om Mordet gentog han kun, hvad han før havde sagt: „Jeg véd Ingenting, jeg hørte det først tre Dage efter.” — „Og hvorfor har Du ikke indfundet Dig før?” — „Jeg var bange.” — „Og hvorfor vilde Du hænge Dig?” — „Jeg fik saadan stygge Tanker.” — „Hvilke Tanker?” — „At jeg kunde blive straffet.” — Se, det er hele Historien. Hvad for Slutninger mener Du nu man har draget af dette?”
„Ja, hvad skal man sige? Et Spor, om end utydeligt, er der jo i alt Fald; et Faktum. Man kan dog ikke lade Maleren løbe?”
„Men de har jo ligefrem paaduttet ham Mordet! Der er ikke den ringeste Tvivl mere…”
„Naa naa, bare ikke saa hidsig! — Hvad mener Du om Ørenringene? Du maa dog indrømme, at naar der paa samme Dag og til samme Time er kommet Ørenringe fra den Gamles Kuffert i Hænderne paa Mikolaj, — saa maa de være komne ned i Lejligheden paa en eller anden Maade! Det er en ikke uvæsenlig Omstændighed ved en saadan Undersøgelse!”
„Hvorledes de er komne derned?” raabte Rasumichin — „og Du, Doktor, som fremfor alt skal studere den menneskelige Natur og har bedst Lejlighed til det, — ser Du da ikke af alle disse Kendemærker, hvad denne Mikolai er for en Natur? Ser Du da ikke ved første Blik, at Alt, hvad han har sagt ved Forhøret, er den reneste, klareste Sandhed? Akkurat saaledes som han fortalte det, saaledes er det gaaet til; han har traadt paa Æsken og taget den op.”
„Er det den rene, skære Sandhed? Han har jo tilstaaet, at han løj straks, da man spurgte ham ud.”
„Hør nu blot opmærksomt efter: begge Portnere, Koch, Pesträkow, en af Portnerkonerne og en Kone, som netop var inde hos hende, Hofraad Krukow, som i samme Øjeblik steg ud af Drosken og gik ind ad Porten Arm i Arm med en Dame — alle disse otte eller ti Vidner udsiger enstemmig, at Mikolai havde Mitrij under sig paa Jorden, at han laa over ham og slog ham, og at Mitrij ogsaa slog løs paa den anden. Begge laa og spærrede Indgangen; de blev skældte ud fra alle Kanter, men de laa „som Smaabørn” (Vidnernes bogstavelige Udtryk), sloges og lo overstadigt, med de mest komiske Grimacer. Den ene rejser sig og løber efter den anden, og de løber henad Gaden aldeles ligesom Smaabørn. Hører Du! Naa, læg nu Mærke til dette: De endnu varme Lig, hører Du, de varme Lig — for man fandt dem endnu varme — laa endnu oppe i Lejligheden. Om altsaa begge, eller Mikolai alene, skulde have begaaet Mordet og ovenikøbet brækket Kufferten op, eller blot været delagtige i Rovet, saa tillad mig kun det eneste Spørgsmaal: er en saadan Sindsstemning, Latter og barnagtigt Slagsmaal i Porten — er det foreneligt med Økse, Blod, forbryderisk Beregning, Forsigtighed, Rov? … De skulde have myrdet for højst fem eller ti Minuter siden — thi det er givet, da Ligene endnu var varme — og pludselig forlader de Huset med aaben Dør og med Ligene derinde, skønt de véd, at Folk er i Begreb med at begive sig derop; lader Byttet i Stikken, vælter sig omkring paa Jorden som Smaabørn, ler, drager den almindelige Opmærksomhed paa sig — og alt dette er der ti enstemmige Vidner paa.”
„Det er ganske vist besynderligt! ja umuligt, men…”
„Nej, min Ven, ikke noget men … for naar Ørenringene, som samtidig er i Hænderne paa Mikolai, virkelig er et vigtigt og faktisk Bevis mod ham det Bevis, som forøvrigt skyldes den Anklagedes Forklaring og derfor kun er et angribeligt Bevis — saa maa man ogsaa tage de frikendende Omstændigheder i Betragtning, saa meget mere som de er uimodsigelige. Og hvad mener Du iøvrigt: ligger det vel i vor Jurisprudens Karakter at erkende et Faktum, der udelukkende støtter sig paa en sykologisk Umulighed eller paa en Sindsstemning, som er uimodsigelig, og som ophæver alle anklagende og saglige Fakta, af hvilken Art de end maatte være, eller har den kun Ævnen til at erkende den? Nej, den har ikke denne Ævne, ikke paa nogen Maade, thi man har fundet Æsken hos Ham, og han har villet hænge sig, hvilket dog kun kan forklares paa den Maade, at han har været sig sin Forbrydelse bevidst”. Saaledes argumenterer de, det er i deres Øjne Hovedsagen, og det er det, som oprører mig! Forstaar Du nu?”
„Ja, jeg ser nok, at Du er oprørt. Vent lidt, jeg har glemt at spørge, hvoraf man slutter, at Æsken med Ørenringene virkelig skriver sig fra den Gamles Kuffert?”
„Det er bevist,” svarede Rasumichin mut; „Koch har genkendt Genstandene og nævnet Pantelaaneren, og denne har godtgjort, at de virkelig tilhørte ham.”
„Det er slemt! Men endnu en Ting til: Har Ingen set Mikolai paa den Tid, da Koch og Pesträkow første Gang gik op, og kunde man ikke bevise det?”
„Det er netop Knuden; Ingen har set ham,” svarede Rasumichin ærgerlig. — Hverken Koch eller Pestrakow har set de to Arbejdere da de gik op, og deres Vidnesbyrd vilde nu heller ikke have synderlig Værdi. „Vi saa,” siger de, „at Lejligheden stod aaben, og at der sandsynligvis blev arbejdet derinde, men da vi gik forbi, gav vi ikke synderlig Agt paa det og kan ikke huske, om der i det Øjeblik var Arbejdere derinde eller ikke.”
„Hm! Hele Retfærdiggørelsen bestaar altsaa i, at de har pryglet hinanden og let. Antaget at dette er et stærkt Argument, men … tillad mig, hvorledes vilde du selv forklare det Faktum, Fundet af Ørenringene, naar han virkelig som paastaaet skulde have fundet dem derinde?”
„Hvorledes jeg forklarer det? Hvad er der at forklare ved det? Sagen er ganske simpel! I det mindste er den Vej, man har at slaa ind paa, den rigtige og Etuiet har vist den. Den virkelige Morder har mistet Ørenringene; han var ovenpaa, da Koch og Pestrakow bankede paa, og han stod bag Døren. Koch begik den Dumhed at gaa ned; Morderen er ogsaa løbet ned, thi anden Udvej havde han ikke. Fra Trappen af søgte han Skjul for Koch og Pestrakow og Portneren i det Øjeblik, da Dimitrij og Mikolai var løbne ned; han stod i den tomme Lejlighed, da Portneren og de andre gik op, ventede til han ikke hørte Skridt længer, og gik derpaa rolig ned, just som Dimitrij og Mikolai var løbne ud paa Gaden, og ingen mere befandt sig i Porten. Maaske har en eller anden set ham uden at agte paa ham; der passerer jo saa mange! Og Æsken er han kommen til at rive op af Lommen, da han stod bag Døren, og han har ikke lagt Mærke til det, da han jo havde vigtigere Ting at tænke paa. Men Æsken beviser, at han maa have staaet der. Saaledes er det gaaet til!”
„Det var listigt! Nej, kære Ven, det er svært listigt. Det er endog for listigt!”
„Og hvorfor det om jeg maa spørge?”
„Derfor, at alt er saa pænt lagt til Rette .. passer ind i hinanden … akkurat lige som paa Teatret.”
„Aa-ha-ha!” raabte Rasumichin endnu — men saa blev med det samme Døren aabnet, og en ny Person, som ingen af dem kendte, traadte ind.