Forbryderen/1/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 159-176

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

X.

Under sin Sygdom var han ikke uafbrudt uden Bevidsthed; han var i en Febertilstand, der afvekslede med Fantasien og delvis Bevidsthed. Mangt og meget kunde han siden huske.

Somme Tider forekom det ham, at en Mængde Mennesker samlede sig om ham, de vilde bære ham et eller andet Steds hen og stredes om ham. Saa blev han atter alene i Værelset, alle var gaaede deres Vej, som om de var bange; kun af og til aabnedes Døren lidt, de saa paa ham, truede ad ham, og traf Aftale om noget, til Tider lo og drillede de ham. Han huskede, at Nastasia ofte var hos ham, og desuden kunde han kjende endnu en, en Bekjendt; men han vidste ikke, hvem det var, og det ærgrede ham i den Grad, at han græd over det.

Et Øjeblik forekom det ham, som om han havde ligget der en hel Maaned, men i næste Øjeblik, som om det endnu var samme Dag. Men paa Begivenheden tænkte han slet ikke mere; ved Siden af alt forekom det ham imidlertid stadig, som om han havde glemt noget, som ikke maatte glemmes, — han pinte og plagede sig for at komme paa det; han stønnede, han blev rasende, eller der paakom ham en frygtelig Angst. Saa vilde han springe op, vilde flygte, men altid forhindrede nogen ham fra det med Magt, og han faldt atter hen i Svaghed og Bevidstløshed.

Endelig kom han atter til sig selv. Det var en Morgen Klokken ti. Paa skyfri Dage trængte der altid ved denne Time en Strime Sollys henover den højre Væg i Værelset. Ved Siden af hans Seng stod Nastasia og en anden, en, som han slet ikke kjendte og som betragtede ham nøje. Det var et ungt Menneske i lang Frakke og med et lille Overskæg; han lignede et Kontorbud. Gjennem den halvaabne Dør kigede Værtinden ind. Raskolnikow rejste sig op.

„Hvem er det, Nastasia?” spurgte han og pegede paa den unge Mand.

„Nej se, … han er kommen til sig selv igen!” sagde Nastasia.

„Ja, virkelig!” bekræftede Kontorbudet.

Værtinden lukkede Døren og forsvandt. Hun havde altid været tilbageholden, og Samtaler eller Forklaringer generede hende. Det var en tyk Madame omkring de 40 Aar, med sorte Øjne og Øjenbryn, godmodig af Dovenskab og Flegma, ret proper, men ubegribelig bange af sig.

„Hvem er De?” spurgte Raskolnikow og vendte sig til Kontormanden. Men i dette Øjeblik blev Døren aabnet, og Rasumichin kom ind; han bukkede sig lidt for ikke at støde Hovedet.

„Det er da ogsaa en fæl Skibskahyt,” sagde han, idet han traadte ind; „altid render jeg Panden imod — og det kalde De et Værelse! Aa, lille Broder, Du er ved Samling! Paschenka[1] fortalte mig det netop.”

„Han kom til sig selv for et Øjeblik siden,” sage Nastasia.

„Lige i dette Øjeblik!” bekræftede Kontormanden smilende.

„Og De, tør jeg spørge, hvem De er?” spurgte Rasumichin ham. „Jeg er nemlig Rasumichin, Student, Søn af en Adelsmand, og han der er min Ven. Naa, og hvem er De?”

„Jeg er ansat som Kontorbud hos Købmand Schelepajew og er her i Forretninger.”

„Værsgod sæt Dem paa den Stol der.” Rasumichin satte sig paa den anden. „Det har Du gjort Ret i, Broder, at Du er kommen til Dig selv igen,” vedblev han og vendte sig til Raskolnikow. „Det er paa fjerde Døgn at Du ikke har nydt nogen Føde, knapt et Par Skefulde Te. To Gange har jeg havt Sossimow her. Husker Du Sossimow? Han undersøgte Dig opmærksomt og sagde, at det var ikke noget farligt — en Blodstigning til Hovedet, stærk Nervøsitet, Mangel paa Næring,” sagde han — „det er hele Sygdommen. Men det gør ingenting, den Slags Ting kommer og gaar igen af sig selv. En fiks Fyr, den Sossimow, han har gjort en god Begyndelse med at Kurere. Naa — jeg vil ikke opholde Dem”, vendte han sig til Kontorbudet, maaske De vil sige os, hvad Deres Ærinde er? Tænk Dig, Rodja, det er anden Gang, at der kommer Bud fra Kontoret; forrige Gang var det en anden, ham talte jeg med. Hver var nu det, som var her forrige Gang?

„Aa, det var vist i Forgaars; ganske rigtig, det var Alexej Ssemjonowitsch; det er ogsaa en af vore Kontormænd.”

„Og han er klogere end De, er han ikke?”

„Aa jo, det har De ret i, han er solidere.”

„Det er meget rosværdigt sagt af Dem; naa, og hvad saa videre?”

„Sagen er den: fra Wassilij Iwanowitsch Wachruchin, om hvem De formodenlig oftere har hørt tale, er der paa Anmodning af Deres Fru Moder kommet en Udbetalingsordre for Dem til vort Kontor,” begyndte den unge Mand og vendte sig til Raskolnikow. „Hvis De var ved fuld Bevidsthed — skulde jeg levere Dem femogtredive Rubler, ifølge den fra Wassilij Iwanowitsch paa Anmodning af Deres Moder indløbne Meddelelse. Kender De ham?”

„Ja … jeg husker … Wachruschin…” sagde Raskolnikow eftertænksomt.

„Hører De, han kender Købmand Wachruschin!” sagde Rasumichin; — „han er altsaa nu sig selv igen. Nu mærker jeg forøvrigt, at De ogsaa er Fyr med Forstand. Visdommens Ord hører man gærne.”

„Ganske rigtig, netop ham er det, Wachruschin, Wassilij Iwanowitsch; og Deres Fru Moder, som en Gang før har sendt Dem Penge, sender Dem nu igen noget paa samme Maade. Femogtredive Rubler skulde jeg levere Dem indtil videre.”

„Se saa, det var Ret; „indtil videre”, det sagde De brilliant; det om Deres Fru Moder var forresten heller ikke saa daarligt sagt. Naa, hvad mener De altsaa, synes De, han er ved Sans og Samling eller endnu ikke ganske — hvad?”

„Jeg har ingenting at indvende. Det er vel bare for Underskriften kan jeg tænke.”

„Det skal nok komme i Orden! Har De Kvittering med Dem?”

„Ja vel, en Bog, her er den.”

„Kom med den. Naa, Rodja, rejs dig lidt jeg skal støtte dig; tag Pennen og skriv dit Navn gamle Ven, Penge behøver vi, Penge er os endog kærere end Sirup.”

„Det behøves ikke,” — sagde Raskolnikow og skød Pennen fra sig.

„Hvadfornoget, behøves ikke?”

„Jeg underskriver ikke.”

„Naa, for Fanden, nu skal man bare høre!”

„Jeg behøver ingen Penge —”

„Hvad for noget, du behøver ingen Penge. Nej, Broder, der løj du, saasandt som jeg sidder her. Hør, bryd Dem ikke om, hvad han siger, det er bare igen saadan en Forvildelse. Det plejer af og til at forekomme hos ham … De er et forstandigt Menneske, og vi skal hjælpe ham, det vil sige simpelt hen føre hans Haand; han underskriver nok. Se her, kom og hjælp.”

„For Resten kan jeg jo gærne komme igen en anden Gang.”

„Nej, hvorfor i al Verden skulde De have alt det Bryderi? De er et forstandigt Menneske … naa, Rodja, du maa ikke opholde ham … ser du, han venter jo,” — og han lavede sig til at føre hans Haand.

„Lad være, jeg vil selv…” sagde Raskolnikow, han tog Pennen og kvitterede i Bogen. Kontorbudet talte Pengene op og gik.

„Bravo! Og nu Hjærtensven, vil du have noget at spise?”

„Ja”, svarede Raskolnikow.

„Findes der Suppe?”

„Ja, fra i Gaar”, svarede Nastasia, som hele Tiden havde staaet der.

„Med Kartofler og Ris?”

„Ja, med Kartofler og Ris.”

„Vel, kom med dem, og bring saa noget Te bagefter.”

Raskolnikow betragtede dem begge med stor Forbavselse og et sløvt Blik. Han tav og ventede paa, hvad der vel skulde blive af dette. „Det lader til, at jeg ikke fantaserer mer,” tænkte han, „dette er dog Virkelighed, haaber jeg —”

To Minutter efter var Nastasia der med Slippen og sagde, at hun straks skulde komme med Teen. Sammen med Suppen bragte hun to Sker, to Tallerkener og alt Tilbehør; Salt, Peber, Sennep til Kødet osv., det Hele var saa fuldstændigt som det ikke havde været i lange Tider. Endogsaa Dugen var rén.

„Det vilde ikke være ilde, Nastaszjuschka, om Praskowja Pawlowna vilde skaffe os et Par Flasker Øl ogsaa; vi skulde nok sætte dem tillivs.”

„Nej, vil man bare høre”, mumlede Nastasia, men gik dog for at udføre Ordren.

Raskolnikow saa sig fremdeles om med stirrende Blik. Imidlertid satte Rasumichin sig hen til ham paa Sofaen, tog ham klodset som en Bjørn om Halsen, skønt han selv havde kunnet rejse sig, og hældte med højre Haand en Ske Suppe i Munden paa ham, efter at han først havde blæst et Par Gange paa den, for at han ikke skulde brænde sig, skønt Suppen knap var varm. Raskolnikow slugte en Skefuld med Begærlighed, derpaa en til og saa den tredje.

Pludselig standsede Rasumichin og mente, at de maatte spørge Sossimow, hvormeget det var raadeligt at spise.

Nastassia bragte to Flasker Øl.

„Vil du have Te?”

„Ja!”

Kom her med Teen Nastaszia, for hvad Te angaar, behøver vi ikke først at spørge Fakultetet. Aha, der er jo ogsaa Øl!” Han satte sig hen paa sin Stol, rykkede Suppen og Kødet til sig og spiste med en Appetit, som om han ikke havde spist tre Dage i Træk.

„Jeg spiser nu Middag hver Dag her hos Jer,” forsøgte han at sige med Munden fuld og knapt hørligt; „det er Paschenka, din kære Værtinde, som behandler mig saa forekommende. Jeg, naturligvis, jeg paatrænger mig ikke, men jeg værger mig heller ikke mod det. Ah, der er Nastassia med Teen; hvor hun er flink Nastenka, vil du have et Glas Øl?”

„Aa, Snak, er det noget at byde mig.”

„Men en Kop Te da?”

„Te, naa, ja lad gaa?”

„Skænk op! Vent, jeg skal selv skænke for dig; sæt Dig ved Bordet.

Han gav sig ivrigt til at sætte tilrette for Raskolnikow og gav ham Te med Skeen, efter først at have blæst dygtig paa den, som om det var nødvendigt for Helbredelsen.

Raskolnikow lod dem gøre, som de vilde, skønt han allerede følte sig stærk nok til at kunne undvære al denne Omhyggelighed. Men en ejendommelig Art af snu Beregning foranledigede ham til foreløbig endnu at lægge Skjul paa sine Kræfter og lade, som om han ikke var fuldt ved Samling, for bedre at kunne iagttage, hvad der gik for sig. Han havde ogsaa allerede lagt Mærke til, at der nu var lagt rigtige, ny overtrukne Puder under hans Hoved.

„Paschenka maa i Dag ogsaa sende os noget Hindbærsaft, for at vi kan lave ham en Læskedrik,” sagde Rasumichin, idet han blev ved at spise og drikke.

„Hvor skulde hun tage den Saft fra?” spurgte Nastasia. Hun holdt Kappen i de udspilede fem Fingre og lod Teen sive ind i Munden gennem et Stykke Sukker.

„Hindbærsaft, min Ven, det køber hun i Butiken. Ser du, Rodja, her er passeret en hel Del, medens Du laa bevidstløs. Den Gang Du løb saa uforskammet slyngelagtig bort fra mig uden at sige mig, hvor Du boede, blev jeg saa gnaven, at jeg besluttede mig til at søge dig op og straffe Dig for det. Jeg begyndte at søge samme Dag og løb baade hid og did for at faa Besked. Din nuværende Bolig havde jeg glemt, og kjendte den maaske forresten ikke en Gang. Naa, og den forrige, om den vidste jeg bare, at den laa ved Femkanten i Huset Charlamow. Jeg ledte altsaa hele Tiden efter dette Hus Charlamow, indtil det endelig viste sig, at Huset ikke tilhørte Charlamow men Buch. Hvor man dog somme Tider kan gaa i Taaget! Jeg var ganske ærgerlig og gik endelig Paa Lykke og Fromme til Adressekontoret. Tænk Dig, paa to Minuter havde de fundet Dig; Du er noteret der.”

„Jeg véd det.”

„Altsaa, da jeg nu havde ekspederet Overfaldet, skaffede jeg mig straks Besked om dine Anliggender, Alting véd jeg, Broder, alt; se, selv Nastasia kan bevidne det; med Nikodim Fomitsch har jeg gjort Bekendtskab, Ilja Petrowitsch viste man mig og Gaardskarlen og Sekretæren Sametow, og endelig Kronen paa det Hele — Paschenka!… Ikke sandt, Nastasia?…”

„Jo, han har kørt rundt med hende,” mumlede Nastasia og smilede koket.

„Naa Broder, kort og godt, jeg havde altsaa den Hensigt, saa at sige at lede en elektrisk Strøm gennem al Ting for paa en Gang at udrydde alle de Fordomme, som raadede her; men Paschenka har belejret mig. Det havde jeg ikke ventet, lille Broder, at hun vilde have været saa … forekommende, ja! Hvad siger Du til det?”

Raskolnikow tav, men vedblev at se paa ham med et ophidset Blik.

„Og saa hvorledes!” vedblev Rasumichin uden at lægge Mærke til Raskolnikows Tavshed, og som om han vilde bekræfte et Svar fra denne, — al Ting i bedste Orden, i enhver Henseende!”

„Jo, han kan klare alle Skær!” udbrød atter Nastasia, hvem denne Samtale var en Kilde til stor Glæde.

„Men det var ogsaa dumt af dig, Broder, at Du fra først af ikke forstod at gribe Sagen an. Med hende skulde Sagen være taget anderledes. Hun er saa at sige en ganske uberegnelig Karakter! Dog om Karakter senere hen … Men hvorledes kunde Du nu lade det komme saa vidt, at hun turde understaa sig ikke at sende Dig Middagsmad længer! Og saa denne Veksel! Er Du gal, at underskrive Veksler! Endelig det paatænkte Giftermaal med den afdøde Datter … Jeg véd alt! Forøvrigt mærker jeg allerede, at dette er et delikat Anliggende, og at jeg er en Æsel; tilgiv mig. Ak ja, hvad Dumheden angaar, saa véd Du, at Praskowja Pawlowna slet ikke er saa dum, som man skulde tro ved første Blik, ikke sandt?”

„Ja” … fik Raskolnikow frem; han antog, det var bedst at holde Samtalen vedlige.

„Ikke sandt?” gentog Rasumichin synlig glad over at have faaet et Svar; — „nu vel, synderlig klog heller ikke, vel! En ganske egen Karakter … jeg kan ikke selv forstaa den … Fyrretyve Aar gammel er hun da sikkert, — selv sagde hun seks og tredive. For Resten kan jeg bande paa, at jeg ikke kan forstaa det ringeste, skønt vi er temmelig nøje bekendte med hinanden. Naa, det er altsammen Sludder. Hun troede nemlig, at da Du ikke længer er Student og hverken har Lektioner eller Klæder, og da hendes Datter er død, saa behøvede hun ikke længer at behandle Dig som Slægtning; og fordi Du krøb sammen i en Krog og ikke engang fandt for godt at holde paa din tidligere Omgang, havde hun faaet det Indfald at kaste Dig ud. Hun havde tænkt paa det længe, men det var bare Vekselen, som gjorde hende ondt, især da Du havde forsikret, at din Moder vilde betale…”

„Det var en Gemenhed af mig at sige noget saadant! .... Min Moder er saa fattig, at hun selv næsten maa tigge … jeg løj, for at de skulde lade mig blive boende og faa Mad,” sagde Raskolnikow højt og tydeligt.

„Nu ja, det var jo ganske fornuftigt. Men Sagen er den, at en Hr. Tschebarow, en Hofraad og skarp Forretningsmand, indfandt sig; uden ham havde Paschenka ikke udspekuleret noget, hun er jo saa tosset, han spurgte altsaa straks, er der Udsigt til at Vekslen kan blive betalt? Svar: Ja, der er en vis Moder med i Spillet, en Moder med en Pension paa hundrede tyve Rubler, hun vil hellere sulte, end lade sin Rodenka i Stikken, og saa er der endda en Søster, som til Nød vilde gaa i Slaveri for sin Broder. Det byggede man paa … lig bare stille, Gamle. Jeg har faaet pumpet alt dette ud af dem, Broder. Men det kommer der af, naar man er ærlig og har Følelser og fortæller dem al Ting … Der kommer nu f. Eks. saadan en Forretningsmand — og man er fortabt. Hun har overdraget denne Veksel til Tschebarow, og han naturligvis — uden at genere sig — han indklager Fordringen. Da jeg hørte det, havde jeg vistnok tænkt ogsaa at spille ham et Puds, men da vi just harmonerede ganske godt med Paschenka, saa nøjedes jeg med at udstede den Befaling, at hele denne Historie skulde kvæles i Fødslen, og jeg gik i Borgen for Beløbet. Hører Du, jeg er gaaet i Borgen for Dig! Man fik altsaa fat i Tschebarow, kastede ti Rubler i Halsen paa ham, tog Vekselen tilbage, og — her har jeg den Ære at overrække Dig den, — dit Ord er nu nok, — der, tag den; der er som sig hør og bør revet en Flænge i den.”

Rasumichin lagde Lejekontrakten paa Bordet. Raskolnikow saa paa ham, sagde ikke et Ord, men vendte sig om mod Væggen. Dette berørte Rasumichin ubehageligt.

„Jeg ser nok, Broder,” sagde han efter en Stund, „at jeg igen har været en Nar. Jeg troede, jeg skulde adsprede og opmuntre Dig, men jeg har nok bare rørt Galden op hos Dig.”

„Det var altsaa Dig, som jeg ikke kendte under Feberen?” spurgte Raskolnikow uden at vende Hovedet.

„Ja, det var det; og Du behagede endog at blive rasende, da jeg en Gang tog Sametow med mig.”

„Sametow? … Sekretæren? … hvorfor?” Raskolnikow drejede sig hastigt om og stirrede paa Rasumichin.

„Javel, men hvad er der i Vejen … hvorfor bliver Du saa hidsig. Han vilde gøre dit Bekendtskab og ytrede selv Ønske om det, før vi havde talt meget om Dig … Hvor skulde jeg vel ellers have faaet saa meget at vide om Dig? En prægtig Fyr er han, udmærket … i sin Slags, naturligvis. Nu er vi Venner, ser hinanden næsten daglig. Jeg er jo flyttet til denne Bydel. Det véd Du endnu ikke? Nej, det er først nylig, jeg flyttede…”

„Har jeg talt i Vildelse?”

„Ja, naturligvis! Aldeles uden Bevidsthed!”

„Hvad talte jeg om?”

„Det var ogsaa et Spørgsmaal! Om hvad? Hvad man plejer at kalde at tale i Vildelse … naa, Broder, men nu er der ingen Tid at tabe, nu har vi andet at gøre!”

„Jeg vil vide hvad jeg fantaserede om.”

„Hvorfor vil Du endelig vide det? Er Du bange for en Hemmelighed? Vær Du ganske rolig, om nogen Grevinde var der ikke tale. Men om en Bulldog og om Ørenlokker og Kæder, og om Krestowskijøen og om en Portner; om Nikodim Fomitsch og om Ilja Petrowitsch, hans Assistent, var der ogsaa Tale. Dernæst behagede Du ogsaa at interessere Dig for meget for din Strømpe; Du klagede bestandig: „Giv mig den!” Sametow selv ledte i hver en Krog efter dine Strømper og rakte Dig egenhændig disse fæle Klude med sine ringbesatte Fingre. Da først Du blev rolig og holdt Dage lange dette Smuds i Hænderne. Det var ikke muligt at faa dem fra Dig. Rimeligvis ligger de endnu der under Tæppet. Og saa forlangte Du ydermere Frynser af Bukserne, og det med Taarer i Øjnene! Vi spekulerede os rent gale paa, hvad det kunde være for Frynser, — men det var ikke muligt … Naa altsaa, nu til Forretningerne! Der er fem og tredive Rubler; af dem tager jeg ti og skal gøre Regnskab med Dig om to Timer. Imidlertid underretter jeg ogsaa Sossimow, som forøvrigt burde have været her for længe siden, thi Klokken gaar til tolv. Men De, Nastenka, De maa se lidt flittigt ind, medens jeg er borte, hvis han vil have at drikke eller saadant .... Paschenka skal jeg straks selv meddele det nødvendige. Paa Gensyn altsaa.”

„Paschenka kalder han hende! Uf, din lumske Gavtyv!” sagde Nastasia og saa efter ham. Derpaa løb hun ned for at lytte efter, hvad det kunde være, han havde at tale med Værtinden om; det var klart, at hun var aldeles bedaaret af Rasumichin.

Knapt havde hun lukket Døren efter sig, før den Syge kastede Tæppet af sig og sprang op som en Vanvittig. Han havde med rasende Utaalmodighed ventet paa det Øjeblik, de lukkede Døren efter sig for da straks at gøre noget. Men hvad? hvad var det egentlig? … han havde atter glemt det! „Herre Gud! sig mig kun ét — ved de alt, eller ved de endnu ingenting? Hvis de nu skulde vide alt og bare forstille sig, bare narrede mig, medens jeg ligger her — og hvis de saa pludselig skulde komme og sige, at alting var bekendt for længe siden, og at de bare havde ladet saaledes … Hvad var det nu jeg vilde gøre? At glemme det igen! … netop nu vidste jeg det, og saa pludselig at glemme det hele! —”

Han stod midt i Værelset i kvalfuld Uvished og saa sig rundt om; han gik til Døren, aabnede den, lyttede; — nej, det var ikke det. Endelig, som om han kom paa, hvad det var, styrtede han hen til Krogen, der hvor der var et Hul i Tapetet, saa efter, stak Haanden ind, rodede omkring — nej det var det heller ikke. Han gik til Kakkelovnen, aabnede den og ledte i Asken: rigtig, Frynserne af Benklæderne og Resterne af den sønderrevne Lomme laa endnu derinde saaledes, som han havde kastet dem derind — ingen havde altsaa været og set der! Nu huskede han Strømpen, som Rasumichin netop havde talt op. Rigtig, der ligger den paa Sofaen under Tæppet, men saa slidt og snavset, at Sametow naturligvis ikke havde kunnet se noget paa den.

„Ha! Sametow! … Politikammeret! ..... Hvorfor tilsiger de mig til at møde hos Politiet? Hvor er Tilsigelsen? Ak .... jeg tager jo rent fejl, det var den Gang! Derfor var det jeg saa paa Strømpen, og nu … nu er jeg syg. Men hvorfor var Sametow her? hvorfor bragte Rasumichin ham hid?” mumlede han atter og sank tilbage paa Sofaen. „Men hvad er dette? Fantaserer jeg bare eller er jeg vaagen? Det lader dog til, at jeg har min Forstand … Ah, nu husker jeg det: flygte, hurtig flygte, ubetinget flygte! Ja … men hvorhen? Hvor er mine Klæder? … ingen Støvler! … taget bort, gemt! Ah, jeg forstaar det! Men der er Frakken, den har de glemt! Der er ogsaa Penge paa Bordet, Gud være lovet, Vekselen ogsaa … Jeg tager Pengene og gaar min Vej, søger mig en anden Bolig, … da finder de mig ikke! Men Adressekontoret! Der finder de mig! Rasumichin finder mig sikkert nok! Heller langt, langt bort — til Amerika … lad dem lede efter mig der. Og Vekselen tager jeg ogsaa … der kan jeg have Brug for den. Hvad skal jeg ellers tage med mig? De tror, jeg er syg, og véd ikke, at jeg kan løbe min Vej, ha, ha, ha! … Jeg saa det paa deres Øjne, at de ved alting! Bare jeg kunne komme ned ad Trappen! Men tænk, om der nu stod Politimænd der? Hvad er det der? Te! Ah, der er ogsaa Øl, koldt Øl, en halv Flaske tilovers —

Han greb Flasken og tømte den i ét Drag, som for at slukke en Ild i sit Indre. Men der gik ikke et Minut, saa steg Øllet ham til Hovedet, og han mærkede langs nedad Ryggen en let, behagelig Kulde. Han lagde sig og dækkede sig til. Hans forud allerede sygelige og usammenhængende Tanker blev stadig mer og mer forvirrede, og snart faldt han hen i en let og velgørende Søvn. Med Velbehag trykkede han Hovedet ned i den bløde Pude, viklede sig ind i det varme Vattæppe, som han nu havde paa istedetfor Overfrakken, sukkede let og sov dybt og fast.

Han vaagnede ved, at Rasumichin kom ind. Denne vidste ikke, om han skulde træde nærmere eller ikke. Raskolnikow rejste sig og saa paa ham, som om han betænkte sig paa noget.

„Aa, Du sover ikke; naa, her er jeg igen! Nastasia, kom her med Bylten!” raabte han ud af Døren „Jeg skal straks give Dig Afregning.”

„Hvor mange er Klokken?” spurgte Raskolnikow og saa sig urolig om.

„Jo, Du har rigtignok sovet prægtigt, vi nærmer os Aften, Klokken er omtrent seks. Du har sovet over seks Timer.”

„Herregud! har jeg virkelig sovet saa længe?”

„Naa, hvad gør det? Velbekomme! Hvor skal Du hen saa hastigt, ikke til et Stævnemøde vel? Vi har god Tid. Jeg har ventet i tre Timer, og to Gange har jeg været inde hos Dig, men Du sov; — hos Sossimow har jeg ogsaa været to Gange; han var ikke hjemme! Det gør forøvrigt ikke noget, han kommer nok snart. Og saa var jeg borte i egne Affærer, jeg har i Dag hjulpet Onkel med at flytte Alting. Du maa vide, at nu har jeg jo en Onkel. Altsaa, nu til Forretningerne. Hid med Byldten, Nastenka. Vi skal straks … Apropos, hvordan har Du det, Broder, er Du godt tilpas?”

„Jeg er rask … Rasumichin, har Du været her længe?”

„Tre Timer — jeg sagde det jo for en Stund siden.”

„Nej, før?”

„Hvordan det, — før?”

„Hvornaar var det, Du kom?”

„Det har jeg fortalt Dig, har Du glemt det?”

Raskolnikow tænkte efter. Han kunde blot uklart mindes det, som havde tildraget sig før, og saa spørgende paa Rasumichin.

„Hm!” sagde denne, „altsaa alligevel glemt det! Det ser jo ud, som om Du endnu ikke saa ganske … Naa, eftersom Du har sovet saa godt, bliver det nok bedre… man ser det paa dine Øjne. Men nu til Sagen; Du kommer nok snart til at huske Alting. Se bare her, bedste Ven!”

Han begyndte at løse Byldten op og brede Sagerne ud.

„Dette laa mig især paa Hjærte, maa Du tro, Broder! For, ser Du, fremfor Alt maa vi igen gøre Dig til et Menneske. Naa, lad os altsaa begynde, og det fra Toppen af. Ser Du, her er en Hue, — han tog en ganske pæn, men ordinær og billig Hue frem; — se saa, skal vi probere den?”

„Siden, senere!” sagde Raskolnikow afværgende.

„Vist ikke, nej, Broder Rodja, strid ikke imod; det begynder alt at blive sent, og jeg vilde ikke kunne sove hele Natten, jeg har jo nemlig valgt det saa omtrentlig, uden noget Maal. Den passer fortræffeligt, som om den var syet til Dig!” raabte han triumferende. „Hovedbedækningen er en Hovedsag, min Ven, saa at sige en Anbefaling. Naa, Nastenka, se bare paa disse to her (han hentede Raskolnikows gamle knækkede Cylinder, som han plejede at kalde Palmerston — denne Palmerston — og denne Juvel? Hvad tror Du, de har kostet, Rodja, hvad tror Du, jeg har givet for den, Nastaßjuschka?” — vendte han sig til denne, da Raskolnikow tav.

„En tyve Kopek eller deromkring har Du vil givet for den,” svarede Nastasia.

„Tyve Kopek? dumme Bæst!” raabte han fornærmet, — „for tyve Kopek kan man ikke en Gang købe Dig! Firs Kopek! og det bare, fordi den er lidt brugt. Og naturligvis paa den Betingelse, at naar Du har slidt den, saa giver de Dig gratis en ny til næste Aar, ved Gud! Naa, lad os saa gaa over til Bukserne: jeg maa først bemærke, at jeg er stolt af Bukserne!” Han fremtog et Par lette uldne, graa Bukser — ikke et Hul, ikke en Plet, og endnu meget brugbare; en Vest af samme Stof, aldeles paa Moden. Og at de er brugte, det gør dem bare bedre, de er bleven blødere .... Naa, gæt paa Prisen. Hvor meget tror Du? — To Rubler fem og tyve! Og paa samme Betingelse, naar Du har slidt dem, faar Du næste Aar andre gratis! I Fedjajews Bod handler de ikke paa anden Maade, har Du bare én Gang betalt noget der, saa er det for hele Livet — anden Gang gaar Du ikke derhen igen! Naa, nu kommer vi til Støvlerne, — hvad synes Du om dem? Slidte er de jo, men de holder vel et Par Maaneder, for det er udenlandsk Arbejde og udenlandsk Vare; Sekretæren i det engelske Gesandtskab solgte dem paa Kludemarkedet i forrige Uge; han havde ikke brugt dem mere end seks Dage, saa behøvede han nødvendigt Penge! De koster en Rubel og femten Kopek. Ikke sandt, det er godt gjort.

„Men de passer maaske ikke,” bemærkede Nastasia.

„Ikke passe! De der!” Rasumichin tog Raskolnikows gamle, lappede og med tørret Smuds bedækkede Støvler frem. „Jeg har endog lagt lidt til; det er altsammen besørget samvittighedsfuldt. Og nu Skjorterne; der har Værtinden været med paa Raad; tre Skjorter, vistnok af Bomuld, men med moderne Kraver osv. Altsaa Summa summarum: Firs Kopek for Huen, to femogtyve for Klæderne, bliver tre Rubel fem; halvanden for Støvlerne — men de er jo ogsaa udmærket gode — bliver fire femoghalvtreds, og fem Rubler for Skjorterne — gør akkurat ni Rubler femoghalvtreds Kopek. Femogfyrre Kopek i Kobber tilbage, der er de, værsgod; — og saa har Du altsaa ordenlige Klæder igen, Rodja, for efter min Mening er Overfrakken ikke alene brugbar, men den har endog et vist nobelt Udseende — det kommer af at lade sy hos Scharmer[2]. Strømper og sligt, det kan Du selv besørge, vi har jo femogtyve Rubler tilovers, og Du behøver ikke at være urolig for Paschenka og Huslejen — jeg skal sige Dig, nu har Du ubegrænset Kredit. Saa, lille Bror, lad os nu faa skiftet Skjorte — til Slut skal Du se, at Sygdommen bare sidder i Skjorten.”

„Lad mig være, jeg vil ikke!” sagde Raskolnikow afværgende; kun med Modvilje havde han hørt paa Rasumichins pudsige Beretning om Købet af Klæerne.

„Det gaar ikke an, min Ven; hvad skulde jeg da have havt alt det Bryderi for!” indvendte Rasumichin indtrængende. „Nastaßjuschka, gener Dem ikke, vær heller med og hjælp — saa, saa!” og trods Raskolnikows Modstand fik han trukket en ny Skjorte paa ham. Raskolnikow kastede sig atter ned paa Puden og talte i nogle Minuter ikke et Ord.

„Skal det aldrig tage Ende!” tænkte han. — „Hvor fik Du Pengene fra?” spurgte han endelig uden at se sig om.

„Pengene? Naa! — det er jo dine egne; — Kontorbudet bragte dem jo fra Wachruschin; Din Moder har sendt dem; har Du ogsaa glemt det?”

„Jo, nu husker jeg…” sagde Raskolnikow, efter at han længe mørkt havde tænkt efter. Rasumichin saa paa ham med rynket Pande.

Døren gik op, og en stor, kraftig Mand traadte ind; Raskolnikow syntes, han skulde kende ham.

„Sossimow, endelig!” raabte Rasumichin glad.



  1. Kjælenavn for det kvindelige Navn, Parastewa, Praskowja
  2. En i sin Tid bekendt Skræder i St. Petersborg.