Forbryderen/1/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 145-158

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

IX.

„Men hvis der allerede har fundet en Undersøgelse Sted?… Sæt, at de allerede har været inde hos mig?…”

Endelig var han i sit Værelse; … ikke en Mors Sjæl havde været der; … selv Nastasia havde ikke rørt ved noget. Men Herre Gud! at jeg før kunde lade alle de farlige Sager ligge henne i Krogen?”

Han styrtede hen til Gemmestedet og hentede alle Tingene frem fra Tapetet for at stikke dem i Lommerne. Der var otte Genstande: To smaa Æsker med Ørenringe eller andet Stads — han saa ikke efter, — dernæst fire smaa Læderetuier, en Kæde, indpakket i Avispapir, og saa noget, maaske en Orden, ogsaa indsvøbt i Avispapir.

Det Hele blev fordelt i forskellige Lommer, og han sørgede for, at ingen Ting kunde mærkes. Pungen tog han ogsaa med. Saa gik han ud og lod denne Gang Døren staa paa vid Gab.

Han gik hurtig og med faste Skridt, skønt han var tilpas, som om han var gennempryglet; men han var ved fuld Bevidsthed. Nu var det hans eneste Bekymring, at man kunde efterspore ham, at der allerede om en halv Time, ja om et Kvarter, kunde være udstedt Befaling til at holde Øje med ham. Han maatte altsaa for enhver Pris se at faa alt af Vejen. Han maatte være færdig med det saa længe der endnu var Spor af fysisk og aandelig Kraft tilbage hos ham.... men hvor skulde han gøre det?

Allerede forlængst havde han fattet en Beslutning. Jeg kaster det i Kanalen altsammen — saa er der en Ende paa Tingen! Saaledes havde han besluttet om Natten i sine Feberfantasier.... i hine Øjeblikle, da han prøvede paa at mande sig op og gaa sin Vej: hurtigt, blot hurtigt, kaste det altsammen bort! Men det var lettere sagt end gjort.

Han drev i en halv Times Tid eller maaske længere omkring ved Bredden af Katharinakanalen, og saa efter de Steder, som førte ned til Vandet. Men der var ingen Mulighed for at faa Planen udført, enten laa der Baade, eller Vaskekoner skyllede Tøj, og overalt var der Mylr af Mennesker. Fra alle Kanter kan man se, om nogen gik ned, blev staaende og kastede noget ned i Vandet; det var altsaa umuligt. Og tænk, om saa Futteralerne ikke sank, men flød ovenpaa — og det var jo sandsynligt —, saa vilde naturligvis enhver straks se det. Desuden tiltrak han sig jo alles Opmærksomhed; man saa efter ham, som om man ikke gav Agt paa andet end ham. — Hvad kan det komme af, eller er det bare mig selv, som ser saaledes paa Sagerne? — tænkte han.

Endelig faldt den Tanke ham ind, om det ikke var bedre, at han gik til Newaen. Der var færre Mennesker; og det var ikke saa paafaldende, — men i al Fald længere borte herfra; hen paa et Sted, hvor der var bedre Anledning end her.

Han undrede sig over, at han ikke før havde tænkt paa dette; nu havde han spildt en halv Time, ene og alene fordi han om Natten i Feberhede havde tænkt sig det saaledes! Han var meget adspredt og glemsom, og han følte det; men nu vilde han skynde sig.

Han gik langs med W-Prospektet. Men undervejs overvejede han igen: Hvorfor egenlig til Newa? Hvorfor i Vandet? Var det ikke bedre at grave altsammen ned langt borte, paa Øerne, paa et ensomt Sted i Skoven, inde i et Krat, og saa mærke sig Stedet? Og skønt han følte, at han ikke var i Stand til at overveje alting klart og grundigt, saa syntes det ham dog, som om der ikke var noget at indvende mod denne Plan.

Men heller ikke den kom til Udførelse. Da han nemlig fra W-Prospektet var kommen hen paa Pladsen, saa han til venstre en af nøgne Mure omgiven Tomt. Paa denne Tomt var der en af et Plankeværk omgiven Plads, hvor der laa Bygningsmaterialier, og længere inde laa der bag et Plankeværk et sodet Hus, formodenlig et Smedeværksted.

„Her kunde der være Anledning til at kaste alt fra sig og saa gaa sin Vej.” Han saa sig opmærksom om, og da han ikke saa nogen, gik han rask ind. Han var netop i Begreb med at stikke Hænderne i Lommerne, da han i Krogen bag Porten fik Øje paa en stor ikke tilhuggen Sten, der omtrent kunde veje et halvt Centner. Den laa ved Muren, som skilte Tomten fra Gaden.

Udenfor gik Folk frem og tilbage, men derhen kunde ingen se, hvis da ikke netop nogen skulde komme ind fra Gaden. Det kunde jo ganske vist ske, og det galdt om at skynde sig.

Han samlede alle sine Kræfter, og det lykkedes ham at faa væltet Stenen bort fra dens Plads. Derved fremkom der en Hulning i Jorden, og ned i den kastede han sine Lommers Indhold, Pungen lagde han øverst. Saa væltede han atter Stenen over, og den kom ganske rigtig paa sin Plads igen, kun laa den maaske en lille Smule højere. Han skrabede Jorden sammen igen, stampede den fast med Fødderne, og der kunde ikke ses det mindste.

Saa gik han ud igen, henimod Pladsen. En uudsigelig Glæde, ligesom den, han havde følt paa Politikammeret, bemægtigede sig ham.

Alt var gemt! Hvem vilde vel kunne falde paa at lede under denne Sten; den havde vist ligget der fra Huset blev bygget og vilde vel blive liggende ligesaa længe efter denne Dag. Og selv om nogen fandt Sagerne? Hvem kunde saa netop mistænke ham; alt var forbi, hvor er Beviserne?

Et nervøs Smil prægede hans Træk, da han gik over Pladsen. Men da han kom til Boulevard K., hvor han i Forgaars havde truffet den unge Pige, blev Smilet pludselig væk igen. Andre Tanker fløj gennem hans Hjærne. Det var ham meget imod nu at gaa forbi den Bænk, hvor han havde siddet, da Pigen gik sin Vej, og det vilde ogsaa være meget slemt for ham igen at møde den samme Politibetjent, som han gav de tyve Kopek. „Fanden tage ham!”

Han gik og saa' sig adspredt og ærgerlig om. Hans Tanker drejede sig udelukkende om et eneste Punkt — han følte, at dette var Hovedpunktet, og at han nu ene og alene havde med dette at gøre, og det for første Gang i de sidst forløbne to Maaneder.

„Aa, Fanden tage det altsammen!” udbrød han pludselig med en frygtelig indre Forbitrelse. „Naa, skal der endelig begyndes et nyt Liv, saa lad gaa, for Fanden!… Men, Herre Gud, hvor det altsammen er dumt!… og alt det, jeg i Dag har løjet og hyklet om! Hvor gement gav jeg mig ikke til at smigre denne nederdrægtige Ilja Petrowitsch! Forøvrigt er det bare Sludder altsammen; jeg blæser ad alt og alle!”

Pludselig blev han staaende; et nyt, ganske uventet og utrolig simpel Spørgsmaal kastede ham atter ned i et nyt Farvand og forbløffede ham umaadeligt.

„Men naar alt dette virkelig er gjort med Overlæg, og ikke rent hen i Vejr og Vind, og naar jeg har havt et fast og bestemt Maal, — hvoraf kom det da, at Du ikke engang saa' efter i Pengepungen, at Du ikke engang véd, hvad Du har faaet. Og hvorfor har Du da taget alle disse Kvaler paa Dig, øvet denne nederdrægtige, usle, gruelige Daad med Bevidsthed! Du vilde jo netop nu kaste det i Vandet, Pungen og alle disse Sager, som Du ikke engang har set … Hvoraf kommer det?”

„Ja, saaledes er det; det er altsammen rigtigt.” Det vidste han forøvrigt allerede før, da han hin Nat tog en Beslutning uden Vaklen og uden Indvending, ligesom om det blot kunde have været saaledes og ikke anderledes … Ja, han vidste alt dette, og han huskede det ogsaa; det var vel allerede i Gaar besluttet saaledes, da han sad foran Kufferten og tog Futeralerne ud — i samme Øjeblik … ja, saaledes var det!

„Det kommer af, at jeg er saa syg,” tænkte han endelig mørkt for sig selv, idet han ligesom traf en Afgørelse, — „jeg har pint og plaget mig selv og ved nu selv ikke mere, hvad jeg gør. I Gaar og og i Forgaars plagede jeg mig ligeledes — hele Tiden. Naar jeg bare bliver rask igen, saa holder disse Pinsler op. Men hvis jeg nu ikke bliver frisk? … Herre Gud, hvor alt dette er modbydeligt!”

Han gik videre uden at standse. Nu var det ham kun om at gøre at adsprede sig, men han vidste ikke, hvordan han skulde bære sig ad med det. En ubetvingelig Følelse af Væmmelse ved alt, hvad der omgav og mødte ham, en haardnakket, ubetvingelig Følelse af Had greb ham. Helst vilde han have spyttet paa eller bidt den, der skulde falde paa at tale til ham…

Da han var kommen til Bredden af Lille-Newa paa Wassilij Ostrow, standsede han. „Der boer han, i det Hus. Hvad vil det sige; her er jeg jo kommen til Rasumichin, jég ved ikke hvordan! Netop som den Gang … Er jeg kommen herhen med Villie, eller var det et Tilfælde! For Resten kan det være ligegyldigt … i Forgaars, tror jeg … sagde jeg … at jeg en Dag derefter skulde gaa op til ham; naa, og derfor er jeg her nu! Hvorfor skulde jeg da ikke kunne gaa op til ham nu?…”

Han gik op ad Trappen til Rasumichin, i femte Etage.

Rasumichin var hjemme og aabnede Døren for ham. De havde næsten ikke set hinanden paa fire Maaneder. Rasumichin, der var sysselsat ved Skrivning, gik i sin hullede Slaabrok og havde Tøfler paa de bare Fødder; han var ukæmmet, uraget og uvasket.

„Hvad er det, som fejler Dig?” sagde han meget forundret, idet han betragtede sin Kammerat fra Hoved til Fødder; saa tav han et Øjeblik, men gav sig derpaa til at fløjte.

„Staar det saadan til med Dig, Broder? Du har jo endog overtruffet os andre,” tilføjede han, idet han saa paa Raskolnikows lurvede Dragt. — „Men sæt Dig da ned, Du maa være træt!” — og da Raskolnikow satte sig i Voksdugssofaen, saa Rasumichin først, at hans Gæst var syg.

„Men Du er alvorlig syg, véd Du det?” — Han vilde føle ham paa Pulsen, men Raskolnikow rykkede sin Haand bort.

„Det behøves ikke,” sagde han; „jeg kommer for … ja, jeg har ingen Timer … jeg vilde gærne … for Resten, det kan være det samme med Timerne.”

„Véd Du hvad? Du fantaserer jo!” bemærkede Rasumichin og iagttog ham nøje.

„Nej, jeg fantaserer ikke…” Raskolnikow rejste sig. Da han gik op til Rasumichin, havde han ikke tænkt over, at han dog kom til at staa Ansigt til Ansigt med ham. Først nu i dette Øjeblik følte han, at han slet ikke var oplagt til at mødes med nogen. Han havde jo næsten tabt Mælet af Vrede mod sig selv, skønt han jo knapt var kommen indenfor Døren endnu.

„Farvel!” sagde han pludselig og gik henimod Døren.

„Naa, vent dog lidt, din Nar!”

„Det behøves ikke!” svarede Raskolnikow og trak sin Haand atter ud af hans.

„Hvorfor Fanden er Du da kommen herop? Er Du ikke ved dine fulde fem? Du tilføjer mig jo lige frem en Fornærmelse … jeg lader Dig ikke gaa paa den Maade!”

„Naa, saa hør: Jeg er kommen op til Dig, fordi jeg ikke kender nogen anden, som kunde hjælpe mig … at begynde … Du er bedre, — det vil sige, Du er klogere end de andre og kan dømme… Men nu indser jeg, at jeg ikke behøver noget, hører Du, slet ingenting … ingens Tjeneste og Ingens Deltagelse … Jeg selv … alene … Nu er det nok! Lad mig være i Fred.”

„Saa vent da et Øjeblik, Skorstensfejer! Du er jo forrykt! Naa, som Du vil, for mig! Ser Du, Lektioner har jeg selv ikke længer, og jeg blæser dem nu et Stykke, men paa Kludetorvet bor der en Boghandler Cheruwimow, som i sit Slags er bedre end alle Lektioner. Jeg bytter ham ikke bort mod faa Timer i Købmandshuse. Han vil udgive Smaabøger, naturvidenskabelige Smaabøger — jo de gaar! Naar blot Titlerne har Værdi — Du har altid sagt, at jeg var dum, men ved Gud, Broder, der findes Folk, som er dummere end jeg! — Nu begynder han endog at snakke om en vis Retning — har naturligvis ikke Begreb om den Slags Ting, og jeg bestyrker ham naturligvis i det. Der ligger nu over to Ark tysk Tekst — efter min Mening det værste Humbug, som eksisterer … med faa Ord, det er en Undersøgelse over det Æmne, om Kvinden er et Menneske eller ikke. Det hører efter Cheruwimows Mening til Kvindespørgsmaalet; jeg skal oversætte det, og han vil blokke disse to og et halvt Ark ud til seks, saa laver vi en storartet Titel til den, en halv Side lang, og den sendes ud i Verden for en halv Rubel. For Oversættelsen faar jeg seks Rubler Arket, altsaa for hele Arbejdet omtrent femten; deraf har jeg taget seks i Forskud. Naar det er færdigt, begynder vi at oversætte noget om Hvalfisk, derefter kommer et Afsnit af anden Del af „Konfessions” — i den har vi indrammet nogle kedelige Tirader; dem oversætter vi ogsaa. Der er nemlig en eller anden, som har fortalt Cheruwimow, at Rousseau ogsaa har været en Slags Reditschew[1]. Jeg modsiger ham naturligvis ikke; gid Fanden tage ham! — Naa, vil Du oversætte andet Ark af „Er Kvinden et Menneske eller ikke?” Har Du Lyst, saa tag Teksten straks, tag Papir, Penne — alt bliver leveret — og der er tre Rubler; jeg har taget Forskud for hele Oversættelsen, for første og andet Ark, altsaa paa din Part kommer akkurat tre Rubler. Naar Du er færdig med Arket, faar Du tre Rubler til. Og saa maa Du endelig ikke tro, at jeg vil gøre Dig en Tjeneste med det. Tværtimod, knapt var Du indenfor Døren, saa faldt det mig ind, at jeg kunde have Brug for Dig. For det første kniber det lidt med Ortografien for mig, og for det andet er jeg lidt usikker i det tyske, saa jeg for det meste maa digte lidt til selv; men jeg trøster mig med, at det er Forbedringer; for Resten maa Pokker vide det, maaske bliver det daarligere!… Vil Du have det eller ikke?”

Raskolnikow tog stiltiende de tyske Blade, tog tre Rubler og gik uden at sige et eneste Ord. Rasumichin saa forundret efter ham.

Da Raskolnikow var kommen saa langt som til næste Gade, vendte han imidlertid pludselig om, gik atter op til Rasumichin og lagde, uden at sige et Ord, Bladene og Pengene paa Bordet igen og gik sin Vej.

„Men for Pokker, har Du Delirium!” raabte Rasumichin rasende efter ham; eller vil Du spille Komedie her og gøre mig gal! For Fanden, hvorfor er Du da egentlig kommen herop?”

„Har ingen Brug for … Oversættelser…” mumlede Raskolnikow, idet han gik nedad Trappen.

„Hvad Fanden behøver Du saa?” raabte Rasumichin ned efter ham. Raskolnikow fortsatte sin Gang uden at svare.

„Hej Du! Hvor bor Du?”

Der kom intet Svar.

„Naa, saa gid Fanden tage Dig!”

Raskolnikow var atter paa Gaden.

Paa Nikolaibroen skulde han endnu engang komme ganske til Sans og Samling paa Grund af et for ham meget ubehageligt Tilfælde. En Kusk gav ham nemlig et forsvarligt Piskeslag over Ryggen, fordi han ikke gik af Vejen for Hestene, skønt Kusken tre Gange havde varskoet ham, mens han gik midt paa Kørebanen i Stedet for langs Fortovet. Piskeslaget gjorde saa ondt, at han sprang hen til Rækværket; rasende skar han Tænder, og de Folk, som han stod i Nærheden lo højt.

„Det har han godt af!”

„Det lader til at være en fiffig Fyr!”

„Han lader naturligvis som han er fuld og søger med Vilje at komme under Vognen; saa skulde vi andre vel svare for det!”

„Det er ogsaa en Forretning, min Ven, ogsaa en Forretning!…”

Medens han endnu stod ved Rækværket og saa forbitret efter Vognen, som kørte videre, og idet han gned sin Ryg, mærkede han pludselig, at nogen stak ham Penge i Haanden. Han saa op: en gammel Købmandskone med Hovedklæde og en ung Pige med Hat og grøn Parasol, rimeligvis hendes Datter, stod foran ham. „Tag det, lille Fa'r, for Kristi Skyld.” Han tog Pengene, og de gik videre.

Det var et Tyvekopek-Stykke. Efter hans Klædedragt at dømme maatte man antage ham for en Tigger, og at Gaven var saa stor, skyldtes vistnok Piskeslaget, der havde fremkaldt de gode Folks Medlidenhed.

Med Pengestykket i Haanden gik han omtrent ti Skridt videre og vendte sig mod Newa'en og Paladset. Himmelen var skyfri og Vandet næsten blaat, hvilket sjelden forekommer paa Newa'en. Kathedralens forgyldte Kuppel, der ingen Steds fra tager sig bedre ud end her, lyste formelig. Smerten af Piskeslaget havde lagt sig, en urolig, uklar Tanke sysselsatte ham nu udelukkende.

Han stod længe ved dette Sted, som var ham meget bekendt, og saa stivt ud i det fjerne. Hundreder af Gange var han bleven staaende her paa Hjemvejen fra Universitetet for at betragte dette virkelig pragtfulde Panorama, og næsten hver Gang modtog han her et vist gaadefuldt Indtryk. En uforklarlig Kulde strømmede altid ind paa ham ved denne Udsigt. Han studsede altid over dette Indtryk, og uden at kunne gøre sig rede for det, haabede han, at Fremtiden vilde løse Gaaden for ham.

Det syntes ham ejendommeligt og besynderligt, at han nu atter var bleven staaende paa det samme Sted som før, og at han endnu virkelig kunde indbilde sig, at de samme Tanker, de samme Spørgsmaal og Billeder vilde interessere ham ligesaa meget nu som den Gang … som endnu for nylig. Det forekom ham egenlig latterligt, og alligevel vilde det næsten sprænge hans Bryst.

Dybt, dybt nede i en svimlende Afgrund saa han nu hele sin Fortid, sine fordums Tanker, Opgaver og Indtryk — og ligeledes hele dette Panorama, sig selv og alting, alting … Det forekom ham, som om han selv fjærnede sig mere og mere fra det, som om det svandt bort lige for hans Øjne.

Ved en uvilkaarlig Bevægelse følte han pludselig Pengestykket i sin Haand; han betragtede Mønten, gjorde et Kast og kylede den langt ud i Vandet; saa vendte han sig om og gik hjem. Det forekom ham, som om han i dette Øjeblik havde klippet ethvert Baand mellem sig og Fortiden over.

Da han kom hjem var det allerede Aften; i seks Timer havde han altsaa vandret omkring. Hvilke Veje, han var gaaet, vidste han ikke mere. Han klædte sig af og lagde sig som en udmattet og skælvende Hest paa Sofaen, trak sin Overfrakke hen over sig og sank hen i en Art Bevidstløshed.

… Et frygteligt Skrig bragte ham pludselig til sig selv igen. Gud, hvilket Skrig det var! Saadanne unaturlige Toner og Hyl, saadanne Hvin, Slag og Skældsord havde han aldrig hørt før. Han havde aldrig tænkt sig Muligheden af et saadant bestialsk Spektakel.

I forfærdelig Angst rejste han sig op i siddende Stilling; han led ubeskriveligt.

Pryglene, Skrigene og Ederne blev værre og værre. Pludselig opfangede han til sin store Forbavselse sin Værtindes Stemme. Hun hvinede og bad i rasende Fart og slugte næsten Ordene, saa man ikke kunde forstaa nogenting, — bønfaldt at at man dog skulde holde op at slaa. Det lod til, at nogen pryglede hende ubarmhjertigt nede paa Trappen. Den pryglendes Stemme var hæs og skrækkelig af Vrede og Hidsighed. Pludselig genkendte Raskolnikow denne Stemme, det var Ilja Petrowitsch! Ilja Petrowitsch var der og pryglede Værtinden — han sparker hende med Fødderne, slaar hendes Hoved mod Trappetrinene — det er klart, man kan ikke tage fejl af denne Stønnen og disse Slag.

Hvad betyder det! Gaar Verden under? Fra alle Etagerne, fra hele Trappen hører man Folk stimle sammen; der høres Stemmer, man løber, op og ned!.... „Men hvorfor, og med hvad Ret?” gentog han og troede han skulde blive forrykt. Men nej, han hørte det jo tydeligt! Altsaa vil man naturligvis straks komme op til ham, thi .... det er dog sikkert nok derfor .... for det fra i Gaar .... Herre Gud!

Han vilde sætte Krogen for Døren, men kunde ikke løfte Armen … og saa vilde det jo være ganske unyttigt. Angsten laa som en Isblok over ham, trykkede ham, stivnede ham … Endelig fik det en Ende … lidt efter lidt blev det roligere, det kunde have varet omtrent ti Minuter. Værtinden jamrede sig og stønnede, Ilja Petrowitsch truede og bandede endnu.

Endelig blev ogsaa han stille, man hører ham ikke mere; skulde han være gaaet sin Vej? Herre Gud! .... Ja, ogsaa Værtinden fjerner sig grædende … nu lukkes Døren hos hende … Folk gaar hver til sit — man hører endnu, at Folk skændes og skriger op, snart højt, snart i lidt mere dæmpet Tone. Der maa have været mange; hele Huset var vist paa Benene. „Men Du store Gud, er det muligt! … og hvorfor, hvorfor skete det!”

Raskolnikow sank atter udmattet ned paa Sofaen, men kunde ikke mere lukke Øjnene; en halv Times Tid laa han i denne Tilstand, i Følelsen af en saa grænseløs Skræk, som han endnu aldrig havde kendt den. Pludselig blev det lyst i hans Værelse. Nastasia kom ind med et Lys og en Tallerken Suppe. Efter at hun opmærksomt havde betragtet ham og seet, at han var vaagen, satte hun Lyset fra sig og satte Brød, Salt, Ske og Tallerken paa Bordet.

„Du har vist ingen Mad faaet siden igaar og drevet omkring hele Dagen, medens Feberen rumsterer i Dig.”

„Nastasia … hvorfor fik Værtinden Prygl?”

Hun betragtede ham opmærksomt.

„Hvem skulde vel have Pryglet Værtinden?”

„Nylig for en halv Time siden, Ilja Petrowitsch, Politiadjudanten, paa Trappen … hvorfor pryglede han hende og … hvorfor kom han?”

Nastasia rynkede Panden og saa længe tavs paa ham. Denne Stirren var ham ubehagelig og ængstede ham.

„Nastasia, hvorfor tier Du?” spurgte han ængstelig og med svag Stemme.

„Det er Blodet,” sagde hun endelig sagte og ligesom talende med sig selv.

„Blodet … hvad for Blod?…” mumlede han, idet han blegnede og rykkede sig ind til Væggen.

Nastasia vedblev at se stivt paa ham.

Der er Ingen, som har slaaet Værtinden, sagde hun endelig i en stræng og afgørende Tone.

Han saa paa hende og kunde knapt trække Vejret.

„Jeg hørte det jo … jeg sov ikke … jeg sad oppe,” sagde han endnu mere ængstelig. — Jeg lyttede længe … Politiløjtnanten var det … Folk stimlede sammen paa Trappen.”

„Her har Ingen været! Det er Blodet, som jager i Dig. Naar det ikke faar frit Løb, men stanser, saa kommer der saadanne Galskaber i Hjernen … Vil Du spise nu?”

Han svarede ikke. Nastasia stod endnu et Øjeblik og saa paa ham.

„Drikke … lille Nastasia!”

Hun gik ned og hentede Vand til ham; — herefter kunde han kun huske, at han havde drukket en Taar af Glasset og spilt paa sig. Saa tabte han Sans og Samling.



  1. En ældre Forfatter, hvis Værk: „Rejse til Moskwa” i lang Tid var forbudt i Rusland.