Forbryderen/1/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 284-301

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XVI.

Rasumichin vaagnede næste Morgen mellem syv og otte angst og sorgfuld.

Mange nye og uforudsete Spørgsmaal paatrængte sig ham, da han vaagnede, og en saadan Opvaagnen havde han aldrig tænkt sig mulig.

Med den største Nøjagtighed huskede han alt, hvad der Dagen forud var passeret; han begreb, at der var tilstødt ham noget ganske usædvanligt, at han havde modtaget et Indtryk, der ikke lignede noget tidligere Indtryk. Men samtidig forstod han ogsaa, at det Fantasibillede, der havde listet sig ind i hans Hoved, ikke havde ringeste Udsigt til at blive til Virkelighed — Udsigten dertil syntes ham saa fjærn, at han endog skammede sig over blot at tænke derpaa, og gjorde sig Umage for at gaa over til andre, nærmere liggende Bekymringer og Opgaver, som den forbandede Gaarsdag havde givet ham at tænke paa.

En af hans skrækkeligste Erindringer var, at han i Gaar havde været saa „gemen og nederdrægtig”; han tænkte derved ikke blot paa sin Fuldskab, men hovedsagelig paa, at han ligeoverfor den unge Pige, kun af dum, overilet Skinsyge, havde skældt hendes Brudgom ud, skønt han ikke kendte hverken Menneskene eller deres gensidige Forhold og Forpligtelser til Bunds.

„Hvad havde han overhovedet for Rettighed til at dømme saa letfærdigt og overilet om dem? Hvem havde kaldt ham til Dommer? Og var det da tænkeligt, at en Kvinde som Awdotja Romanowna kunde give sig hen til en uværdig Mand blot for Pengenes Skyld? Han maatte altsaa dog have et indre Værd!

At han havde lejet en saadan Bolig for sin Brud, kunde dog knap lægges ham til Last; hvorfra skulde han ogsaa kunne vide, hvad for Slags Hus det var?… fy, hvor det altsammen var gement!

Og denne Drukkenskab, er den en Undskyldning? — kun en dum Udflugt er den, som desuden fornedrede ham end mere! I Vinen — er Sandhed, og derfor er ogsaa hele Sandheden kommen for Dagen, hele Sletheden i hans misundelige og raa Hjærte! — Kunde der hos ham, Rasumichin, overhovedet være Tale om en saadan Indbildning?

Hvad var han vel — i Sammenligning med en saadan Pige! — han, Drukkendidrik og Pralhans fra i Gaar. Var da en saadan kynisk og latterlig Sammenstilling overhovedet tænkelig.

Rasumichin rødmede i Fortvivlelse ved disse Betragtninger, og tilsidst huskede han endog, at han havde sagt, da de stod sammen paa Trappen, at Værtinden vilde blive skinsyg paa Awdotja Romanowna … det var ligefrem utaaleligt.

I fuldt Raseri slog han Næven mod Skorstenen, saaledes at han slog en Mursten i Stykker.

„Naturligvis kan jeg aldrig udslette alle disse Gemenheder…” mumlede han hen for sig, „desuden er det jo overhovedet unyttigt at tænke paa det; jeg har nu bare at spille en stum Rolle, gøre min Pligt i Tavshed … og hverken bede om Forladelse eller overhovedet sige nogen Ting … alt, alt er jo nu forbi!”

Desuagtet betragtede han dog sin Paaklædning opmærksommere end ellers. En Dragt til havde han ikke, og selv om han havde havt den vilde han maaske alligevel ikke have taget den paa, „med Hensigt ikke”.

Men han vilde paa ingen Maade vise sig som en Kyniker og skiden Karl, han havde ikke Ret til at saare Andres Følelser, saa meget mere som de behøvede hans Hjælp og selv paakaldte den. Han pudsede derfor sine Klæder saa omhyggeligt som muligt, Linnedet var i øvrigt som Regel temmelig rent, thi i den Retning plejede han at holde paa Renlighed.

Denne Gang vaskede han sig ogsaa omhyggeligere, efter at Nastasia havde givet ham Sæbe. Han vaskede sig endog i Haaret, om Halsen, men især Hænderne.

Da imidlertid det Spørgsmaal vaktes hos ham, om han skulde barbere Skægstubberne af sig eller ikke, saa nægtede han dette haardnakket: „lad det være som det er! de skal ikke tro, at jeg barberer mig, fordi… og det vilde de bestemt tro. Nej, ikke for alt i Verden!”

Han, det raa, smudsige, til Værtshusmanerer vante Menneske vidste jo godt, at han trods alt det dog var et nogenlunde ordenligt Menneske… men af hvad Grund skal man gøre sig store Indbildninger over saa lidt? Enhver er jo dog forpligtet til at være et ordenligt Menneske, og det i endnu højere Grad end han var det … thi han vidste jo nok, at han havde gjort sig skyldig i mangt og meget … om end ikke noget æreløst!… hvilke Lyster var der ikke mangen Gang steget op i ham, hm!.... og alt det skulde han bringe i Forbindelse med Tanken paa Awdotja Romanowna! „For Fanden ogsaa! Just nu vil jeg se smudsig ud, tilsvinet og liderlig, nu mer end nogensinde!”

Det var under en saadan Samtale med sig selv, at Sossimow traf ham; han havde sovet i Praskowja Pawlownas Gæsteværelse.

Han vilde nu gaa hjem, men først se til Raskolnikow.

Rasumichin meddelte ham, at denne sov som en Grævling, og Sossimow gav Ordre til, at de ikke skulde forstyrre ham, før han vaagnede af sig selv; han vilde komme igen mellem ti og elleve.

„Men mon jeg træffer ham hjemme, naar jeg kommer igen?” tilføjede han. „For Fanden ogsaa; der skal man nu kurere, naar man ikke har Spor af Magt over Patienten. Véd Du ikke, om han gaar hen til dem, eller om de kommer herhen?”

„Jeg tror, de kommer herhen,” svarede Rasumichin, der havde gættet Hensigten med Spørgsmaalet, „og de skal naturligvis tale med hinanden om Familieanliggender. Saa gaar jeg min Vej; Du som Læge har naturligvis mere Rettighed.”

„Jeg er heller ingen Skriftefader; jeg kommer og gaar igen straks; desuden har jeg nok at bestille.”

„Der er en Ting, som foruroliger mig,” sagde Rasumichin fortrydelig, „og det er, at jeg i Gaar, da jeg var fuld, forsnakkede mig til ham, fortalte ham al Slags Vrøvl … blandt andet, at Du … var bange for, at han havde Anlæg til Sindsygdom.”

„Til Damerne har Du ogsaa sagt noget om det…”

„Jeg véd, at jeg var saa dum, Du kan gærne prygle mig for det! Men sig mig, tror Du det virkelig?”

„Vrøvl, siger jeg. Det var Dig selv, som skildrede ham for mig som lidende af en fiks Jdé, da Du førte mig hen til ham … Naa, og i Gaar gav vi hans Ideer endnu mere Næring ved vor Samtale … om Malersvenden; det var rigtig en vellykket Underholdning, især naar man betænker, at netop det maaske hænger sammen med hans forrykte Ideer. Dersom jeg bare havde vidst, hvad der den Gang gik for sig paa Politikamret, og at … at slig en Kanallie vovede at fornærme ham … og med en saadan Mistanke! Hm! … saa havde jeg naturligvis ikke tilladt en saadan Samtale. Folk med slige Ideer har jo den Særhed, at de gør en Flue til en Elefant — det vanvittigste synes dem som den haandgribeligste Virkelighed … Saa vidt jeg husker er Sagen allerede bleven mig halvvejs klar ved Sametows Beretning. Jeg kan mindes et Tilfælde med en fyrretyveaarig Hypokondrist, som ikke kunde taale en otte Aars Drengs Drillerier ved Bordet, og stak ham ihjel! Og her, dette Sammentræf — han, som er tarvelig klædt, og saa den frække Politiofficer og Sygdommen i Anmarsch — og en saadan Mistanke! Indtrykket paa en saadan indbildt Hypokondrist, med rasende, ubegrænset Æresfølelse, er aabenbar! Der har vi maaske hele Udgangspunktet for Sygdommen! Gid Fanden havde det altsammen!.... Apropos, denne Sametow er virkelig en ganske net Fyr, men det Vrøvl i Gaar skulde han heller have ladet fare .... saadan et Vrøvlehoved!”

„Hvem har han da fortalt det til! Mig og Dig!”

„Og Porphyrius.”

„Naa, selv om Porphyrius har hørt det, hvad gør saa det?”

„Aa, sig mig en Gang, har Du maaske nogen Indflydelse paa dem, paa Moder og Søster? De maa i Dag være rigtig forsigtige med ham.”

„De tager sig nok iagt,” sagde Rasumichin skødesløst.

„Hvad kan det egentlig være, som har gjort ham saa vred paa denne Lushin? Han er en formuende Mand og synes ikke at være hende helt lige gyldig … hun selv har jo ingenting, vel?”

„Hvad har Du med at udforske mig?” skreg Rasumichin opirret; „hvor ved jeg, om hun har noget eller ikke? Spørg hende selv, saa faar Du det maaske at vide!”

„Føj, hvor Du altid bliver hidsig! Eller er det Dunsterne fra i Gaar?… Naa, paa Gensyn; tak din Praskowja Pawlowna for Nattelogis'et. Hun havde lukket sig inde; paa mit „god Dag” gennem Døren fulgte der intet Svar; Klokken syv stod hun op og fik Samowaren ind fra Køkkenet gennem Korridoren. Jeg havde ikke den Lykke at faa hendes Ansigt at se.”

„Præcis Klokken ni indfandt Rasumichin sig hos Damerne.

De havde længe ventet ham med stor Utaalmodighed og var staaet op Klokken før syv.

Mark som Natten traadte han ind, hilsede kejtet — og ærgrede sig naturligvis over det. Men han havde gjort Regning uden Vært; Pulcheria Alexandrowna styrtede ham i Møde, greb begge hans Hænder og havde nær kysset dem.

Han saa ængstet hen paa Awdotja Romanowna, men ogsaa paa dette stolte Ansigt laa der nu et saadant Udtryk af Erkendtlighed og Venskab, en saa oprigtig og uventet Agtelse, i Stedet for de spodske Blikke og den daarlig skjulte Ringeagt, han havde ventet, at det egentlig næsten havde været ham kærere, om man havde modtaget ham med Skænd — dette gjorde ham saa forlegen.

Lykkeligvis havde man Samtaleæmnet paa rede Haand, og han skyndte sig at gøre Brug deraf.

Da de havde erfaret, at Rodja endnu ikke var vaagen, og alt gik udmærket, erklærede Pulcheria Alexandrowna, at dette var hende meget kært, thi hun havde endnu meget, meget at tale med ham om.

Hun havde endnu ikke drukket The og indbød ham derfor til at drikke den med dem. Der blev ringet, bestilt The af den fedtede, lurvede Opvarter, som kom ind, og efter lang Venten kom den da, serveret paa den smudsigste, uanstændigste Maade.

Rasumichin var i Begreb med atter at skælde ud paa Logis'et, men tænkte paa Lushin, tav, blev forlegen, og var tilsidst meget glad, da Pulcheria Alexandrowna ganske optog ham med sine Spørgsmaal.

Omtrent i tre Kvarter havde han, afbrudt af Spørgsmaal, talt med hende, og det havde lykkes ham at faa meddelt hende alle mer eller mindre vigtige Fakta fra det sidste Aar af Raskolnikows Liv: Enden af Beretningen blev den udførlige Meddelelse om hans Sygdom.

Meget, der nødvendigvis maatte forties, havde han iøvrigt forbigaaet, bl. a. ogsaa Scenen paa Politikamret med dens Følger.

Hans Beretning hørtes med Begærlighed; men da han mente nu at have sluttet og tilfredsstillet sine Tilhørerinder, viste det sig, at han for dem kun lige havde begyndt.

„Sig mig … Aa hør, sig mig, hvad tror De … ak, om Forladelse, jeg kender jo ikke engang Deres Navn?” skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at spørge Rasumichin.

„Dmitrij Prokofjitsch.”

„Altsaa Dmitrij Prokofjitsch, jeg vilde saa gærne vide … hvordan overhovedet … hvad han nu har for Anskuelser, d. v. s. forstaa mig ret, hvorledes skal jeg udtrykke mig for at gøre det tydeligt for Dem: Hvad han syntes om og hvad han ikke synes om … er han altid saa pirrelig? Hvad har han for Ønsker og Forhaabninger, om jeg saa maa udtrykke mig. Hvad er det, som nu mest har Indflydelse over ham? Med ét Ord, jeg ønskede…”

„Men Moder, hvordan skulde man kunne svare paa alt det paa en Gang!” bemærkede Dunja.

„Ak, min Gud, hvor kunde jeg have ventet at faa se ham igen i en saadan Tilstand, Dmitrij Prokofjitsch!”

„Det er meget naturligt,” svarede denne, „jeg har vel ikke nogen Moder, men en Onkel, som kommer hertil hvert Aar, og næsten hver Gang kender han mig ikke, skønt han er en ganske kløgtig Fyr. I de tre Aar, De og Raskolnikow har været skilte, kunde der passerer meget. Hvad skulde jeg saa kunne sige Dem?… for halvandet Aar siden lærte jeg Rodion at kende; han er mørk, gnaven, storartig og stolt; i den sidste Tid tillige mistroisk og i daarligt Humør; han er højmodig og god; han lægger ikke gærne sine Følelser for Dagen, foretrækker hellere at synes haard end at ødsle med hjærtelige Ord. Sommetider er han for Resten slet ikke i slet Lune men simpelthen kold og følesløs lige til Umenneskelighed; det er ligesom om to modstridende Naturer afvekslende havde Overhaand i ham. Ofte er han overordentlig tavs, altid forstyrrer man ham, skønt han ofte ligger hen og ikke bestiller noget. Han holder ikke af at spotte, ikke fordi han mangler Vittighed til det, men det synes snarere, som om han ikke har Tid til slige Ubetydeligheder. Naar der fortælles noget, saa hører han sluttelig ikke paa det. Og det, som i et givet Øjeblik alle interesserer sig for, det bryder han sig sædvanligvis slet ikke om. Om sig selv tror han overordentlig meget, og, som det synes, ikke med Uret. Naa, hvad skal jeg saa mere sige Dem?… Jeg haaber, at Deres Ankomst vil virke befriende paa ham.”

„Ak, Gud give det!” raabte Pulcheria Alexandrowna, der var bleven ganske nedtrykt af Rasumichins Karakteristik af hendes Søn.

Tilsidst vovede Rasumichin ogsaa at se mere tillidsfuldt paa Awdotja Romanowna. Under Samtalen havde han kun nu og da vovet at kaste et flygtigt Blik paa hende.

Awdotja Romanowna havde afvekslende sat sig ved Bordet og hørt opmærksomt til, saa havde hun atter rejst sig og som sædvanligt gaaet op og ned ad Gulvet med korslagte Arme; hendes Læber var sammenpressede, hendes Udtryk eftertænksomt; kun nu og da havde hun stillet et Spørgsmaal.

Rasumichin mærkede saavel paa Damernes Klædedragt som ogsaa af andre Ting, at de var i meget smaa Kaar. Havde Awdotja Romanowna været klædt som en Dronning, vilde han slet ikke have været bange for hende; men just fordi hint var saa tarvelig, var han ængstelig ved hvert Ord, hver Bevægelse: og dette var naturligvis yderst generende for et Menneske, der saa alligevel ikke havde synderlig Selvtillid.

„De har nu fortalt os meget interessant om min Broders Karakter, og var, som det synes mig, aldeles upartisk. Det er godt: i Begyndelsen troede jeg, at De saa op til ham med Ærefrygt,” begyndte Awdotja Romanowna. „Jeg tror ogsaa det var rigtigt, at han fik et kvindeligt Væsen om sig,” tilføjede hun grublende.

„Det har jeg ikke sagt; for Resten er det nok muligt, at De kan have Ret, men …”

„Hvad?”

Han holder jo ikke af nogen … kommer maaske heller aldrig til at holde af nogen,” sagde Rasumichin hensynsløst.

„Skal det sige, at han ikke er i Stand til at fatte Kærlighed?”

„Véd De egentlig, Awdotja Romanowna, at De har en mærkværdig Lighed med Deres Broder, og det i alting!” — plumpede Rasumichin uvilkaarligt ud: men saa huskede han pludselig paa det, han lige havde sagt om Broderen, rødmede og blev skrækkelig forlegen.

Awdotja Romanowna kunde ikke bare sig for at le højt.

„Hvad Rodja angaar, saa kan I jo begge to tage fejl,” sagde den noget ømfindtlige Pulcheria Alexandrowna. „Jeg taler ikke om nu, Dunetschka. Hvad Peter Petrowitsch skriver dèr i dette Brev … og som ogsaa vi har troet det er maaske ikke rigtigt; men De kan ikke forestille Dem, Dmitrij Prokofjitsch, hvor han er fanatisk, eller, hvad skal jeg kalde det, lunefuld. Jeg kunde aldrig forlade mig paa hans Karakter, selv ikke da han knap var femten Aar gammel. Ogsaa nu kunde han være i Stand til at udføre noget, som intet Menneske vilde tænke paa vi behøver ikke at gaa langt: De kender vist til, da han for halvandet Aar siden satte mig i Forbavselse og næsten lagde mig i Graven, ved at han pludselig besluttede at ville gifte sig med hende … Datteren til denne Sarnitzin, hans Værtinde?”

„Véd De noget udførligere om den Historie?” spurgte Awdotja Romanowna.

„Tror De kanske,” vedblev Pulcheria Alexandrowna ivrig, „at mine Taarer, mine Bønner, min Sygdom, vor Fattigdom — selv min Død vilde have udrettet noget den Gang. Han havde rolig skredet hen over alle disse Hindringer. Men kan man derfor paastaa, at han ikke holder af os?”

„Han selv har aldrig talt med mig om den Historie,” sagde Rasumichin forsigtig, „men jeg har hørt noget af Fru Sarnitzin selv som for Resten ikke gærne fortæller meget; men det jeg hørte, var jo rigtignok lidt besynderligt…”

„Hvad var det, hvad hørte De?” spurgte begge Damer samtidigt.

„Aa, Sagen var for øvrigt i Grunden slet ikke saa besynderlig. Jeg erfarede nemlig, at dette Giftermaal, som allerede var fast besluttet og kun forhindredes ved Brudens Død, slet ikke var efter Fru Sarnitzins Hoved… I øvrigt var Bruden, sagde man, alt andet end smuk, det vil sige, hun var nok ligefrem styg, sagde de… og dertil sygelig og… underlig; ellers synes det som om hun ogsaa har havt nogle gode Egenskaber. Ja, i ethvert Fald maa hun have havt Fortrin, ellers var jo alt uforstaaeligt… Medgift var der ikke, og det havde han naturligvis heller ikke gjort Regning paa… For Resten er det vanskeligt at dømme i saadanne Sager.”

„Jeg er overbevist om, at hun var hans Kærlighed værd,” bemærkede Awdotja Romanowna.

„Gud forlade mig, men den Gang glædede jeg mig over hendes Død, skønt jeg ikke véd, hvem af de to, der silde have gaaet til Grunde for den andens Skyld,” sagde Pulcheria Alesandrowna og begyndte derpaa forsigtigt, med Afbrydelser og stadig med Sideblik til Dunja — hvorover denne øjensynlig var fortrydelig — atter at spørge om Gaarsdagens Scene mellem Rodja og Lushin.

Dette Optrin havde, som det syntes, foruroliget hende mest; hun var ængstelig og skælvede.

Rasumichin fortalte endnu en Gang alting udførligt, men tilføjede denne Gang sin egen Mening om Sagen: han beskyldte Raskolnikow ligefrem for paa Forhaand at have besluttet at fornærme Peter Petrowitsch Lushin, og han lod kun meget betinget hans Sygdom gælde som Undskyldningsgrund.

„Den Beslutning var allerede taget for Sygdommen,” sagde han.

„Det er ogsaa min Mening,” sagde Pulcheria Alexandrowna nedslagen.

Hun undrede sig for øvrigt over, at Rasumichin denne Gang udtalte sig saa forsigtigt, ja endog ærbødigt om Luschin; Awdotja Romanowna var denne Adfærd ogsaa paafaldende.

„Altsaa det er Deres Mening om Peter Petrowitsch,” kunde Pulcheria Alexandrowna ikke afholde sig fra at spørge.

„Om Deres Datters tilkommende Mand kan jeg ikke have nogen anden Mening,” svarede Rasumichin fast, „jeg siger det ikke blot som Høflighedsfrase, men … men ganske simpelt fordi Awdotja Romanowna selv og frivilligt har valgt ham til sin Mand. Naar jeg i Gaar gjorde ham saa slet, saa var det fordi — fordi jeg da var uforsvarlig drukken … jeg havde tabt Forstanden, komplet… og i Dag skammer jeg mig over det!”

Han rødmede og tav.

Awdotja Romanowna rødmede ligeledes, men afbrød ikke Tavsheden; siden Talen kom paa Lushin, havde hun ikke sagt et eneste Ord.

Uden Datterens Understøttelse var imidlertid Pulcheria Alexandrowna aabenbart uvis, om hun skulde blive vred. Endelig besluttede hun sig, stammende og af og til med spørgende Blikke paa Datteren, til at fremkomme med den Bemærkning, at én Omstændighed særlig forvoldte hende stor Bekymring.

„Ser De, Dmitriji Prokofjitsch”, begyndte hun uden at vende sig til Rasumichin” … ikke sandt Dunetschka, jeg skal være ganske oprigtig mod Dmitrij Prokofjitsch?”

„Naturligvis, Moder!” bemærkede Awdotja Romanowna med Vægt.

„Sagen er altsaa den” — skyndte hun sig at fortsætte, som om der ved denne Tilladelse var væltet en Sten fra hendes Hjærte — „i Dag, ganske tidligt fik vi fra Peter Petrowitsch et Brev som Svar paa vor Meddelelse af i Gaar om vor Ankomst. Efter Løfte skulde han nemlig i Gaar egentlig have modtaget os ved Banegaarden. Men i Stedet derfor sendte han os en Tjener til Følge med Besked om at bringe os til denne Bolig, og lod os sige, at han i Formiddag selv vilde komme. Men i Morges kom dette Brev … Det er bedst De selv læser det; der er et Sted i det, som foruroliger mig meget … De finder det nok selv og … sig mig da aabent Deres Mening, Dmitrij Prokofjitsch! De kender bedst Rodjas Karakter og vil derfor ogsaa bedst kunne give Raad. Jeg kan blot sige Dem, at Dunetschka straks har fattet sin Beslutning; men jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal beslutte mig til … jeg har ventet paa Dem.”

Rasumichin foldede Brevet ud; det bar Gaarsdagens Datum, og han læste følgende:


„Naadige Frue, Pulcheria Aleksandrowna!

Jeg har den Ære at meddele Dem, at uforudsete, pludselige Hindringer har afholdt mig fra at modtage Dem ved Jærnbanen; jeg sendte derfor i den Hensigt en paalidelig Tjener.

Jeg maa ogsaa give Afkald paa den Ære at besøge Dem i Morgen tidlig paa Grund af uopsættelige Forretninger i Senatet og for ikke at forstyrre Deres Gensyn med Sønnen og Awdotja Romanownas Gensyn med sin Broder.

Jeg skal nu have den Ære at besøge og hilse paa Dem i Deres Bolig i Morgen Aften præcis Kl. otte; men jeg tillader mig at tilføje den alvorlige og indstændige Bøn, at Rodion Romanowitsch Raskolnikow ikke maa være tilstede, da han i Gaar under mit Besøg fornærmede mig paa en eksempelløs uhøflig Maade, og fordi jeg desuden skulde ønske en nødvendig og udførlig Erklæring over et vist Punkt, hvorover jeg gærne vilde have Deres egen Forklaring.

Jeg har den Ære herved at gøre Dem opmærksom paa, at hvis jeg, trods min Bøn, skulde møde Rodion Romanowitsch, vilde jeg nødes til straks at fjærne mig; Følgerne deraf maatte De da tilskrive Dem selv.

Jeg meddeler Dem dette i den Forudsætning, at Rodion Romanowitsch, der i Gaar under mit Besøg syntes at være saa syg, to Timer senere viste sig som pludselig helbredet, og at han, da han altsaa atter gaar ud, følgelig ogsaa kunde komme til Dem.

Jeg har med egne Øjne overbevist mig derom hjemme hos en døende, af en Vogn overkørt Drukkenbolt, hvis Datter, et Fruentimmer af alment kendt Opførsel, han i Gaar gav henved femogtyve Rubler, under Paaskud af, at det var til Begravelsen, hvad der forundrede mig meget, idet jeg dog vidste, hvor megen Møje det havde kostet Dem at skaffe denne Sum tilveje.

Jeg benytter denne Anledning til at bevidne Awdotja Romanowna min Agtelse og Hengivenhed.

Modtag Forsikringen om min Ærbødighed.

Deres hengivne Tjener 
P. Lushin.” 


„Hvad skal jeg nu gøre, Dmitrij Prokofjitsch,” begyndte Pulcheria Aleksandrowna igen i en grædende Tone. „Hvorledes skal jeg egentlig kunne foreslaa Rodja ikke at komme til os? I Gaar holdt han saa haardnakket paa, at vi skulde afvise Peter Petrowitsch, og i Dag skal vi afvise ham selv! Han er istand til at trodse os, hvis han faar det at vide … og hvad skal vi saa gøre?

„Ret Dem fuldstændig efter, hvad Awdotja Romanowna har besluttet,” sagde Rasumichin rolig.

„Ak, min Gud! Hun siger … Gud maa vide, hvad hun siger … hun forklarer mig ikke en Gang sin Hensigt! Det er bedst, siger hun … det vil sige, ikke just bedst, men det er, Gud véd hvorfor, nødvendigt, at Rodja med Vilje kommer herhen i Aften Klokken otte, og at de begge netop træffer sammen her … Jeg tænkte, at jeg ikke en Gang vilde vise ham Brevet, og haabede med hendes Hjælp at anvende en List for at hindre ham fra at komme hid … for han er saa hidsig … Jeg begriber heller ikke Historien med Drukkenbolten som er død, og hvad det betyder, at han har kunnet give denne Datter alle de Penge, … som …”

„Som det har holdt Dig saa haardt at skaffe tilveje, Moder”, tilføjede Awdotja Romanowna.

„Han var ikke ved Sans og Samling i Gaar”, sagde Rasumichin eftertænksomt. „Naar De bare vidste, hvad for nogen Snak han kom med i Gaar i et Værtshus, det var ganske vist aandrigt, hm! Om en død Mand og om en Pige fortalte han ganske vist ogsaa mig noget i Gaar Aftes, da vi gik hjem, men jeg forstod ikke et Ord af det … For Resten, i Gaar var jeg selv ..”

„Det bedste er, Moder, at vi gaar hen til ham, og jeg forsikrer Dig, at der faa vi snart at sé, hvad der er at gøre. For Resten er det paa Tide — Herre Gud! allerede over ti!” raabte hun — og saa paa sit prægtige emaljerede Guldur, som hang i en fin venetiansk Kæde om hendes Hals og slet ikke harmonerede med den beskedne Klædning. „Det er en Present fra Brudgommen tænkte Rasumichin.

„Ak, det er paa Tide … paa høj Tid, Dunetschka!” raabte Pulcheria Aleksandrowna i Uro, „naar det kommer til Stykket, tror han maaske, at vi er vrede paa ham, naar det varer saa længe, før vi kommer. Ak, Du min Gud!…”

Ved disse Ord fik hun travlt med at tage sit Overstykke og Hatten paa; Dunetschka gjorde sig ogsaa i Stand. Hendes Handsker var ikke blot slidte, men itu, hvad Rasumichin nu bemærkede: men trods Tarveligheden i deres Dragt havde begge Damer dog en vis Værdighed, som kun sjælden sés hos tarveligt klædte Damer.

Rasumichin saa med Agtelse paa Dunetschka og var stolt af at skulle følge dem.

„Min Gud!” raabte Pulcheria Alexandrowna, „skulde jeg vel nogensinde have tænkt, at jeg skulde komme til at frygte for et Møde med min Søn, med min kære, kære Rodja! Jeg er virkelig bange, Dmitrij Prokofjitsch,” tilføjede hun, idet hun ængsteligt saa hen til Rasumichin.

„Vær ikke bange, Moder,” sagde Dunja og kyssede hende, „vær heller tillidsfuld som jeg.”

„Ak, min Gud, jeg har jo Tillid, men alligevel har jeg ikke sovet hele Natten!” sagde den gamle Kone.

De gik ned.

„Dunetschka, da jeg i Morges fik lidt Søvn i Øjnene, drømte jeg pludselig om den afdøde Marfa Petrowna … hun var helt hvidklædt … kom hen til mig, tog mig i Haanden og rystede paa Hovedet saa strængt og alvorligt, som om hun misbilligede noget; kan det vel betyde noget godt? Ak, min Gud, Dmitrij Prokofjitsch, De véd vel ikke engang, at Marfa Petrowna er død?”

„Nej, jeg véd ikke; hvad er det for en Marfa Petrowna?”

„Hun døde pludseligt! og tænk Dem…”

„Vent til siden Moder,” afbrød Dunja hende, „Dmitrij Prokofjitsch kender jo slet ikke noget til Marfa Petrowna?”

„Aa, De véd ikke? Jeg troede, at alt var Dem bekendt. Tilgiv mig, Dmitrij Prokofjitsch, Hovedet har været saa svimmelt paa mig nu i nogle Dage. Ja sandelig, jeg betragter Dem som vort Forsyn, og derfor var jeg ogsaa sikker paa, at De maatte vide alt, hvad der angaar os. Jeg regner Dem allerede til os … De er da vel ikke vred paa mig, fordi jeg taler saaledes? Ak, min Gud, hvad er det med Deres højre Haand, De er da vel ikke kommen til Skade?”

„Jo, jeg er,” mumlede Rasumichin lykkelig.

„Jeg plejer ofte at tale for aabent og hjærteligt, saa at Dunja somme Tider finder det nødvendigt at rette paa mig … Men min Gud, hvad er det for et elendigt Kammer, han bor i!… Mon han nu er vaagen? Og dette Menneske, Værtinden, kalder det for et Værelse! Hør, De sagde før, at han ikke synes om for stor Aabenhjærtighed, … og saa kommer jeg maaske til med min … Svaghed … at falde ham besværlig? Vil De lære mig, Dmitrij Prokofjitsch, hvorledes jeg skal bære mig ad? Jeg er helt ulykkelig!”

„Spørg ham bare ikke om for meget, naar De mærker, at han bliver ærgerlig, især ikke om hans Befindende, det synes han aldrig om.”

„Ak, Dmitrij Prokofjitsch, hvor vanskeligt det dog ofte er at være Moder.”

„Naa, der er vi ved Trappen … det er dog en frygtelig Trappe!…”

„Moder, Du er saa bleg, vær endelig rolig, kære Du,” sagde Dunja indsmigrende, „han maa jo skatte sig lykkelig, at han faar Dig at se; og Du gør Dig saa mange Bekymringer,” tilføjede hun, idet hendes Øjne lyste.

„Om Forladelse, jeg skal først se, om han er vaagen!” sagde Rasumichin og skyndte sig forud. Damerne gik langsomt efter; da de kom til fjerde Etage, lagde de Mærke til, at Døren til Værtindens, Lejlighed stod paa Klem og at to livlige, sorte Øjne tittede ud. Da deres Blikke mødtes, blev Døren pludselig slaaet i, saa at Pulcheria Alexandrowna nær havde givet sig til at skrige af Skræk.