Forbryderen/1/17
XVII.
„Han er rask, frisk som en Fisk,” raabte Sossimow glad de indtrædende i Møde. Han havde allerede i ti Minutter siddet i sit sædvanlige Hjørne paa Sofaen og ventet.
Raskolnikow sad, fuldstændig paaklædt, i det andet Hjørne; han var endogsaa omhyggelig vasket og kæmmet, noget som i lang Tid havde været forsømt.
Stuen var fuld af Besøgende, men Nastasia havde dog sét sit Snit til at trænge sig ind, saa hun kunde faa Lejlighed til at høre, hvad der blev sagt.
Raskolnikow befandt sig virkelig næsten aldeles vel, især sammenlignet med i Gaar, kun var han meget bleg, adspredt og mørk.
I det Ydre havde han Udseendet af et Menneske, der maa taale en stor fysisk Lidelse; hans Øjenbryn var sammentrukne, Læberne pressede mod hinanden, Øjnene anstrængte. Han talte kun lidt og ugærne, som om det var en Anstrengelse, og han svarede kun af Pligt: i hans Bevægelser var nu og da en vis Uro synlig.
Der manglede kun et Bind om Armen for at man havde antaget ham for en Saaret.
Da Moderen og Søsteren kom ind, opklaredes forøvrigt som ved en Lysstraale hans blege og mørke Aasyn, men det varede kun et Øjeblik! i Stedet for den tidligere melankolske Adspredthed fik hans Ansigt et pinligt Udtryk.
Sossimow, der iagttog og studerede sin Patient saa opmærksomt, som ogsaa kun en ivrig ung Læge med begyndende Praksis er i Stand til, bemærkede med Forbavselse, at der ved de kære Væseners Ankomst, i Stedet for Glæde, kun viste sig et Slags skjult Besluttethed til at sinde sig i et Par Timers Forhør.
Siden bemærkede han ogsaa, at næsten hvert Ord i den paafølgende Samtale frembragte en Virkning, som om et friskt Saar hos hans Patient blev smærteligt berørt; men han forundrede sig over, at han i Dag forstod at beherske sig, at han nu saa godt forstod at dølge de Følelser, som endnu i Gaar var saa synlige, medens dog ellers det mindste Ord kunde sætte ham i Raseri.
„Ja, jeg sér nu selv, at jeg er omtrent rask,” sagde Raskolnikow, efter at han til Pulcheria Alexandrownas Glæde havde hilst paa og kysset Moder og Søster — „og jeg siger det ikke bare saadan som i Gaar,” tilføjede han, idet han vendte sig til Rasumichin og venskabeligt trykkede hans Haand.
„Jeg har i Dag ligefrem forundret mig over ham,” begyndte Sossimow, der glædede sig over at se de kommende — „thi jeg har i Løbet af ti Minutter allerede tabt Traaden i Samtalen med min Patient. Om tre eller fire Dage vil han, hvis det bliver ved at gaa frem, atter være som før, d. v. s. som for en Maaneds Tid siden eller to … maaske som for tre? thi Historien skriver sig fra for lang Tid siden ikke sandt? Tilstaa bare, at De selv er Skyld i det?” tilføjede han med et forsigtigt Smil som om han endnu frygtede for paa en eller anden Maade at opirre ham.
„Det er meget muligt,” svarede Raskolnikow ligegyldigt.
„Jeg nænner det derfor,” vedblev Sossimow, som holdt af at lade sit Lys skinne, „fordi nu Helbredelsen, i alt Fald i Hovedsagen, vistnok afhænger af Dem selv. Nu, da vi endelig kan tale fornuftigt med Dem, vil jeg paa det mest indtrængende raade Dem til at fjærne de oprindelige Aarsager, der har bevirket Deres sygelige Tilstand; kun da kan De blive helt rask ellers kunde det igen blive værre med Dem. Disse Aarsager kender jeg ikke, men De maa jo selv kende dem. De er et forstandigt Menneske og har naturligvis allerede iagttaget Dem selv. Det lader til, at Ødelæggelsen af Deres Helbred tildels hænger sammen med, at De har forladt Universitetet. De maa ikke være uden Sysselsættelse; derfor tror jeg, at Arbejde og et fast Maal for Øje kan bringe Dem Hjælp.”
„Ja, ja, De har fuldkommen Ret … jeg vil snart igen gaa paa Universitetet, og da skal alt gaa som det var smurt…”
Sossimow, der væsentlig havde anbragt sine kloge Raad for at gøre Effekt hos Damerne, var naturligvis noget forbløffet, da han, efter at have afsluttet sin Tale, i sin Tilhørers Mine læste en udpræget Spot. Det varede dog kun et Øjeblik.
Pulcheria Alexandrowna begyndte straks at takke Sossimow, særlig ogsaa for Nattevisiten i Gaar i deres Bolig.
„Hvad, var han ogsaa hos eder i Nat?” spurgte Raskolnikow urolig. „Saa har I altsaa ikke en Gang kunnet sove ud efter Rejsen?”
„Ak, Rodja, det var bare til Klokken to. Hjemme lagde vi os aldrig før to.”
„Jeg véd heller ikke, hvorved jeg skulde vise ham min Tak,” vedblev Raskolnikow og saa mørkt ned. „Da De har afvist Pengespørgsmaalet — undskyld at jeg nævner dette” — her vendte han sig til Sossimow, „saa véd jeg virkelig ikke, hvordan jeg har fortjent en saa usædvanlig Opmærksomhed af Dem? Jeg forstaar det simpelthen ikke og og det er mig endog ukært, for det er mig uforstaaeligt; jeg siger Dem det ganske aabenhjærtigt.”
„Tag nu ikke det saa ivrigt,” lo Sossimow lidt tvungent, „antag bare, at De er min første Patient, naa, og vi begyndende Læger holder af vore første Patienter, som om det kunde være vore egne Børn, mange forelsker sig næsten i dem; og jeg er jo endnu ikke rig paa Patienter.”
„Han dér vil jeg ikke en Gang tale om,” tilføjede Raskolnikow med Hentydning paa Rasumichin, „han har ikke andet ud af Venskabet for mig end Fornærmelser og Bryderi.”
„Hvor han snakker! Jo-o, Du er min Sandten idet sentimentale Hjørne i Dag?” raabte Rasumichin.
Hvis Rasumichin havde været skarpsindigere, vilde han have bemærket, at der slet ikke kunde være tale om en sentimental Stemning, snarere om det modsatte.
Awdotja Nomanowna lagde Mærke til dette; hun iagttog sin Broder ivrigt og uroligt.
„Om Dig, Moder, vil jeg heller ikke tale,” vedblev han, som om han om Morgenen havde lært en Lektie udenad, „først i Dag kunde jeg nogenlunde sætte mig ind i, hvilke Kvaler Du i Gaar har maattet udstaa her, mens Du ventede min Tilbagekomst.”
Derpaa rakte han pludselig, tavs og smilende, Søsteren Haanden. Men i dette Smil glimrede der denne Gang en sand, uforfalsket Følelse.
Dunja greb straks den fremrakte Haand og trykkede den hjærteligt; hun var glad og erkendtlig. Siden Striden i Gaar var dette det første Venskabstegn, han rettede til hende.
Moderens Ansigt forklaredes af Henrykkelse og Glæde ved Synet af denne stumme men faste Fredsslutning mellem Broder og Søster.
„Det er just det, jeg holder af ham for!” hviskede Rasumichin, der nu skulde overdrive al Ting, og som vendte sig energisk om, „dette ligner ham!…
„Hvor godt han forstaar at tage paa Sagerne,” tænkte Moderen i sit stille Sind, „hvilke ædle Impulser og hvor enkelt og fint han udjævner Misforstaaelsen fra i Gaar — bare ved i rette Øjeblik at række Haanden ud og sende hende det Blik … og hvor smukke Øjne han har, hele Ansigtet er saa smukt — han er kønnere end Dunetschka … men, min Gud, hvor hans Dragt ser ud, hvor jammerlig! Løbedrengen hos Wassilij Iwanowitsch er jo bedre klædt! … Hvor vilde jeg ikke gærne straks falde ham om Halsen og trykke ham op til mig … og græde, — men jeg er saa bange for ham. Min Gud, hvad kan det komme af?… Han lader dog til nu at tale venligt, og alligevel er jeg bange! Hvad er det egentlig, jeg er bange for!”
„Ak, Rodja, Du kan ikke tro,” raabte hun pludselig til ham som Svar paa hans Bemærkning, „hvor Dunja og jeg var ulykkelige i Gaar! Nu, da det er gaaet over og vi igen er lykkelig — nu kan man jo fortælle det. Tænk Dig, vi skynder os her hen for at omfavne Dig, næsten direkte fra Banegaarden, og da siger hun — ak, der er hun jo! God Morgen Nastasia, … saa siger hun pludselig, at Du havde den hidsigste Nervefeber, og at Du netop hemmelig var løbet bort fra Doktoren, og at de ledte efter Dig over alt. Du kan ikke forestille Dig, hvor vi blev forskrækkede! Jeg kom straks til at tænke paa Løjtnant Potantchikows Død, en Ven af din Fader — Du kan ikke huske ham, Rodja — som ogsaa i en hidsig Nervefeber løb sin Vej saaledes og faldt i en Brønd, og først Dagen efter fik de ham trukket op. Vi forestillede os det naturligvis endnu værre, vi vilde opsøge Peter Petrowitsch, for ved hans Hjælp … vi var jo alene, ganske alene,” klagede hun med vemodig Stemme og afbrød pludselig, som om hun huskede, at det vel endnu var for farligt at nævne Peter Petrowitsch's Navn, „skønt vi nu atter var lykkelige.”
„Ja, ja … alt det er naturligvis meget kedeligt…” mumlede Raskolnikow, men med et saa adspredt og udeltagende Blik, at Dunetschka saa' paa ham med Forbavselse.
„Hvad var det nu, jeg egentlig vilde sige,” blev han ved, idet han møjsommeligt søgte at samle sig, „— ja, hør, Moder, og Du ogsaa Dunetschka, tro endelig ikke, at jeg i Morges ikke vilde gaa først til Eder, men ventede, at I skulde komme til mig.”
„Men hvad er det, Du siger, Rodja!” udbrød Pulcheria Alexandrowna, ligeledes forbavset.
Det lyder jo, som om han bare svarede os af Pligtfølelse! tænkte Dunetschka — han slutter Fred, beder om Forladelse, aldeles som om han udrettede en Tjeneste eller opsagde en Elev.
„Jeg var knap vaagnet og vilde allerede gaa ud, da jeg kom til at huske paa Klæderne! Jeg glemte i Gaar at sige hende… Nastasia… at hun maatte vaske Blodet af… først nu har jeg kunnet klæde mig paa.”
„Blod, hvad for Blod?” spurgte Pulcheria Alexandrowna urolig.
„Aa, det er Ingenting… bryd Dig ikke om det. Blodet kommer af, at jeg i Gaar, da jeg drev omkring i Feber, stødte paa en overkørt Person… en Embedsmand…”
„I Feber? Men Du husker jo alting?” afbrød Rasumichin ham.
„Det er sandt,” svarede Raskolnikow — „jeg husker alt ligetil den mindste Enkelthed, men hvad jeg ikke kan forklare mig, det er, hvorfor jeg gjorde det eller det, gik her eller der og sagde saadan eller saadan, det kan jeg slet ikke finde nogen Forklaring paa.”
„Det er et meget kendt Fænomen,” sagde Sossimow; „Udførelsen af en Ting er ofte mesterlig og yderst kompliceret; men Bevæggrundene til Handlingen, Udgangspunktet for Virksomheden er forvirret og afhænger af forskællige sygelige Indtryk: en søvnlignende Tilstand.”
Det er dog vist meget heldigt, at han mener jeg af og til er forrykt, tænkte Raskolnikow.
„Saadant noget kan jo for Resten ogsaa hændes aldeles raske Mennesker?” bemærkede Dunetschka urolig og saa paa Sossimow.
„En meget rigtig Bemærkning,” svarede denne, „— i den Forstand er vi næsten allesammen ikke bedre end de Gale, bare at „de Sindssyge” er lidt mere gale end vi; thi her maa man drage en vis Grænse. Et ganske harmonisk udviklet Menneske gives der jo overhovedet næppe, det er bekendt; højst maaske én paa flere hundredtusind.”
Ved Ordet „gal”, som den i sit Yndlingsfarvand sejlende Sossimow uforsigtigt havde ladet undslippe, blev alle benauede. Raskolnikow sad eftertænksom og med et ejendommeligt Smil paa de blege Læber, tilsyneladende uopmærksom. Han blev ved at gruble over noget.
„Naa, hvad blev det saa til med den Overkørte?” raabte Rasumichin hurtigt.
„Hvad?” sagde Raskolnikow, som om han just vaagnede, „ja … naa, det var der jeg fik Blod paa mig, da jeg hjalp til med at bære ham hjem … ak, Moder, ved den Lejlighed begik jeg noget utilgiveligt; jeg var vist ikke ved min fulde Fornuft. Jeg gav i Gaar bort alle de Penge, Du sendte mig … til hans Kone … til Begravelsen. Nu er hun Enke, har Tæring, et elendigt Væsen … tre smaa Børn, sultne … tomt i Huset … der er en Datter til … Du havde maaske selv givet dem Pengene, hvis Du havde set alt … Jeg havde for Resten ingen Ret til det, det indrømmer jeg, især da jeg véd, hvor vanskeligt det har været Dig at skaffe Pengene. For at hjælpe maa man først have en vis Rettighed til det, og har man ikke det, nu — saa: Crevez, chiens, si vous n'êtes pas contents!” Han lo højt; „er det ikke rigtigt, Dunja?”
„Nej, det er ikke,” svarede Dunja fast.
„Ah! Du ogsaa … Du siger dette i en vis Hensigt!” mumlede han, idet han saa paa hende med Uvillie og smilede spodsk. „Det burde jeg have tænkt mig… Naa, hvad gør det, det er jo rosværdigt, det er bedre for Dig… Du kommer til en vis Grænse, naar Du blot ikke overskrider den — thi saa bliver Du ulykkelig; og overskrider Du den, bliver Du maaske endnu ulykkeligere. For Resten, det er forbandet Snak!” udbrød han utaalmodigt og ærgrede sig over, at han uvilkaarligt havde givet sine Følelser Luft. „Jeg vilde blot sige, at jeg beder Dig om Forladelse, Moder,” sluttede han kort og skarpt.
„Lad nu det være godt, Rodja, jeg er overbevist om, at Alt, hvad Du gør, er meget godt!” sagde Moderen glad.
„Du skal ikke være saa vis paa det,” svarede han og fortrak Munden til et Smil. Der blev et Øjebliks Tavshed.
Der var noget tvungent i hele denne Samtale, ogsaa i Tavsheden; i Forsonelse som i Tilgivelse; alle følte dette.
Det er dog virkelig, som om alle var bange for mig, tænkte Raskolnikow, idet han kastede et stjaalent Blik paa Moderen og Søsteren. Pulcheria Alexandrowna blev virkelig mere bange, jo længer hun tav.
Hvor kær havde jeg dem ikke, da de var fraværende! foer det ham gennem Hovedet.
„Rodja, véd Du, at Marfa Petrowna er død!” udbrød Pulcheria Alexandrowna pludselig.
„Hvad for en Marfa Petrowna?”
„Ak, min Gud, Marfa Petrowna Swidrigaikowa! Jeg skrev jo saa meget til Dig om hende.”
„Aa, ja nu husker jeg det … hun er altsaa død? Er det virkelig?…” foer han pludselig op, som om han vaagnede, „altsaa virkelig død? Hvad døde hun af?”
„Tænk Dig, aldeles pludselig!” skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at fortsætte, opmuntret af hans Nysgærrighed, „og netop samtidigt med, at jeg den Gang sendte Dig Brevet, samme Dag! Tænk bare, det frygtelige Menneske er nok ogsaa Skyld i hendes Død, som det lader. De siger, at han har pryglet hende saa forfærdeligt!”
„Levede de da saaledes sammen, at man kan forudsætte det?” spurgte han og vendte sig til Søsteren.
„Nej, tværtimod; han bar altid meget over med hende og behandlede hende endogsaa med Agtelse. I mange Retninger var han altfor overbærende med hendes Karakter, i hele syv Aar … men pludselig tabte han Taalmodigheden.”
„Altsaa er han slet ikke saa frygtelig, naar han i syv Aar kunde holde ud med hende? Jeg synes, Du næsten tager ham i Forsvar, Dunetschka?”
„Nej, nej, det gør jeg ikke; han er et frygteligt Menneske! Jeg kan ikke tænke mig noget skrækkeligere!” svarede Dunja næsten gysende, idet hun rynkede Øjenbrynene og blev eftertænksom.
„Den uhyggelige Begivenhed fandt Sted om Morgenen,” blev Pulcheria Alexandrowna hurtigt ved, „hun gav Ordre til, at Hestene skulde spændes for, saa hun straks efter Middag kunde køre til Byen — hun skal endog have havt god Appetit om Middagen, siger de.”
„Efter at hun havde faaet Prygl?”
„… Hun havde nu altid den Vane; og lige efter at hun havde spist, gik hun i Bad … for ikke at komme til at rejse afsted for sent … Jeg skal sige Dig, hun brugte saadan en Slags Badekur, der var en kold Kilde dér, og i den badede hun sig hver Dag. Men ligesom hun var kommen i Badet, fik hun et Slagtilfælde.”
„Det er meget begribeligt,” sagde Sossimow.
„Slog han hende meget haardt?”
„Det kommer det jo egentlig ikke an paa,” svarede Dunja.
„Hm! Hør Moder, hvorfor har Du for Resten altid Lyst til at snakke om slige Galskaber,” sagde Raskolnikow pludselig uvilkaarligt og opirret.
„Ak, kære Du, jeg vidste jo ikke længer, hvad jeg skulde tale om.”
„Men — hvad er der egentlig paafærde? … er I da allesammen bange for mig?” sagde han med et tvungent Smil.
„Ja, der traf Du det,” sagde Dunja og fikserede Broderen strængt; — „da Moder gik op ad Trappen dér, slog hun endogsaa Kors for sig af Angst.”
Raskolnikows Ansigt fortrak sig krampagtigt.
„Ak, hvad siger Du, Dunja!” udbrød Moderen forvirret. „Bliv nu ikke ærgerlig, Rodja, det beder jeg Dig … Hvorfor skulde Du, Dunja — javist drømte jeg hele Vejen om dette Gensyn, da vi rejste herhen paa Jærnbanen … og jeg var saa lykkelig, at jeg slet ikke mærkede, hvorledes Tiden gik! Men hvad er det, jeg sidder og snakker om, jeg er jo saa lykkelig nu … Du havde Uret, Dunja. Alene det, at jeg fik Dig at se, Rodja, gør mig lykkelig…”
„Det er godt Moder,” mumlede han uden at se paa hende og trykkede hendes Haand, „— vi har jo Tid nok til at tale om alt.”
Da han havde sagt dette blev han pludselig bleg og kom i Uro; atter berørte, som med Dødens Kulde, hin gyselige Følelse hans Sjæl; atter blev det ham pludseligt klart og tydeligt, at han netop havde sagt en frygtelig Løgn; at han hverken nu eller nogensinde vilde have Tid til at udtale sig at han aldrig vilde kunne tale med nogen om nogetsomhelst.
Indtrykket af denne kvælende Tanke var saa stærk, at han for et Øjeblik næsten tabte Sand og Samling, rejste sig og stod i Begreb med at forlade Værelset uden at se paa nogen.
„Hvad fejler Dig?” raabte Rasumichin og greb hans Haand.
Han satte sig ned og saa sig tavs omkring; de betragtede ham alle med Forbavselse.
„Naa, hvorfor er I allesammen saa kedelige?” raabte han pludselig og uventet; „— sig dog noget! Hvorfor sidder i der saa stumme! Naa, saa tal da! Vi skulde jo underholde hinanden … og saa sidder I allesammen og tier! … Naa, kom nu med noget!…”
„Gud være lovet! jeg troede allerede, at der skulde hænde noget med ham ligesom i Gaar,” sagde Pulcheria Alexandrowna og korsede sig.
„Hvad fejler Dig, Rodja?” spurgte Søsteren og saa mistænksomt paa ham.
„Ingen Ting, slet ingen Ting: det var bare en gemytlig Spøg, som faldt mig ind,” svarede han og lo pludseligt.
„Naa, det var bare en Spøg, saa er alt i Orden! Jeg troede sandelig selv …” mumlede Sossimow og rejste sig. „Men jeg maa gaa, maaske kommer jeg igen naar jeg atter maa have den Ære —”
Han hilste og gik.
„Hvilket prægtigt Menneske!” bemærkede Pulcheria Alexandrowna.
„Ja … prægtig, udmærket, dannet, klog …” begyndte pludselig Raskolnikow uventet med særlig Iver og usædvanligt Liv; „jeg kan slet ikke huske, hvor jeg har mødt ham henne, før jeg blev syg … Jeg synes, at jeg har truffet ham et Sted. Han der er ogsaa et godt Menneske,” nikkede han hen til Rasumichin, synes Du ikke om ham, Dunja?” spurgte han hende og begyndte at le.
„Udmærket godt,” svarede Dunja.
„Fy, hvad Du er for en Spottefugl!” raabte Rasumichin frygteligt forlegen og rødmede, saa rejste han sig.
Pulcheria Alexandrowna smilede lidt, og Raskolnikow lo højt.
„Hvor er det Du skal hen?”
„Jeg maa ogsaa et nødvendigt Besøg —”
„Der er ikke noget nødvendigt for Dig .... bliv! Fordi Sossimow er gaaet saa maa Du ogsaa gaa? Det behøves ikke .... Hvormange er Klokken? Er den allerede tolv? Hvad er det for et smukt Ur, Du har der, Dunja .... Se saa, nu tier de igen? Skal jeg da tale hele Tiden selv…” „Det er en Foræring fra Marfa Petrowna” svarede Dunja.
„Et meget kostbart Ur,” tilføjede Pulcheria Alexandrowna.
„Aa, hvor det er stort, næsten for stort af et Dameur at være.”
„Jeg synes godt om det, som det er,” sagde Dunja.
„Det er altsaa ikke en Gave fra Brudgommen,” tænkte Rasumichin og glædede sig. Han vidste kun ikke rigtig hvorfor.
„Jeg troede det var en Foræring fra Lushin,” bemærkede Raskolnikow.
„Nej, han har endnu ikke givet Dunja noget.”
„Saa? — Husker Du endnu, Moder, at jeg var forelsket og vilde gifte mig?” sagde han pludselig og saa paa Moderen, der studsede ved den uventede Vending og den Tone, han begyndte i.
„Ak ja, min Ven, ja!” — Pulcheria Alexandrowna skottede hen til Rasumichin og Dunja.
„Hm, ja! Hvad skulde jeg fortælle Jer om det? Jeg husker selv ikke synderligt af det nu. Hun var saa sygelig,” vedblev han pludselig eftertænksomt og hensunken i sig selv, „bestandig var hun utilpas; hun gav saa gærne Almisser og sværmede for Klostret; en Gang brast hun i Graad, da de talte med mig om det; ja, ja … jeg husker det aldeles tydeligt. Hun var lille og styg … Jeg véd virkelig ikke, hvorfor jeg den Gang havde sluttet mig saadan til hende; rimeligvis fordi hun var saa sygelig … Selv om hun ogsaa havde været lam eller pukkelrygget, havde jeg maaske holdt endnu mere af hende…” føjede han til, idet han smilte eftertænksomt. „Det var saadan en … Vaardrøm…”
„Nej, det var ikke bare en Vaardrøm," sagde Dunetschka med Liv.
Han saa stivt og opmærksomt paa Søsteren, men syntes enten ikke at have hørt, eller ikke at have forstaaet hendes Ord. Derpaa rejste han sig, hensunken i dyb Grublen, gik hen tit Moderen, kyssede hende og satte sig atter paa sin Plads.
„Du holder endnu, af hende!” sagde hun rørt.
„Hvem? Endnu? Ak ja … Du taler endnu om hende! Nej, nu er det som en anden Verden … og allerede saa længe siden. Og alt, hvad der sker her omkring mig, forekommer mig som om det slet ikke skete…”
Han saa opmærksomt paa de Tilstedeværende.
„Ja, alle I ogsaa … som om jeg saa Eder i flere Miles Afstand … Fanden véd, hvorfor vi taler om det! Og hvad er det for en evig Udfritten?” tilføjede han ærgerligt og tyggede saa paa sine Negle, hensunken i Tanker.
„Men hvor det Logis, Du har, dog er usselt, aldeles som en Ligkiste,” sagde pludseligt Pulcheria Alexandrowna for at afbryde den pludselige Tavshed; „jeg er overbevist om, at det er Boligen, som for en stor Del er Skyld i din Melankoli.”
„Boligen?…” svarede han adspredt „Ja, Boligen er Skyld i meget … det har jeg ogsaa tænkt mig … Naar Du vidste, Moder, hvad det er for en ejendommelig Tanke, Du netop har udtalt …” tilføjede han smilende.
Der manglede ikke meget, og disse Mennesker, som omgav ham, nære Slægtninge, vilde, trods den treaarige Adskillelse, paa Grund af det umulige i at faa en utvungen Samtale i Gang — være blevet ham aldeles utaalelige.
Der var imidlertid endnu et uopsætteligt Anliggende, som paa en eller anden Maade absolut maatte afgøres i Dag — det havde han allerede fast besluttet, da han vaagnede om Morgenen.
Nu glædede han sig til denne Forretning som til en Udvej.
„Apropos, Dunja,” begyndte han atter tørt og alvorligt, „jeg beder Dig naturligvis om Forladelse for det, jeg sagde i Gaar, men jeg holder det for min Pligt gentagende at minde Dig om, at jeg ikke viger af fra Hovedsagen. Naar en af os to absolut skal være en Usling, saa skal i det mindste Du ikke være det; det er nok med en. Hvis Du gifter Dig mig Lushin, saa erkender jeg Dig ikke mere for min Søster. Vælg altsaa mellem mig og Lushin.”
„Rodja, Rodja! Det er jo aldeles det samme som i Gaar!” raabte Pulcheria Alexandrowna bekymret; „hvorfor kalder Du Dig altid for en Usling? Jeg kan ikke holde det ud! I Gaar var det ligesaadan.”
„Broder,” svarede Dunja, ogsaa fast og roligt, „i alt dette svæver Du i en Vildfarelse. I Nat har jeg tænkt over det og fundet Vildfarelsen. Sagen er den: det lader til, at Du forudsætter, at jeg opofrer mig for nogen af en eller anden Aarsag. Det er slet ikke Tilfældet. Jeg gifter mig ganske simpelt for min egen Skyld; fordi det Liv, jeg nu fører, er mig til Byrde; for det andet, naturligvis, vil jeg ogsaa være glad, hvis jeg ser en Mulighed for at være min Slægt til Nytte; men paa min Beslutning har dette Motiv ingen Indflydelse.”
Hun lyver — tænkte han og tyggede i Raseri paa sine Negle — den stolte! Hun vil ikke tilstaa, at hun vil gøre mig en Velgerning! O, de lave Sjæle … de elsker lige saa lidt som hader … O, hvor jeg foragter hende … og dem alle!
„Med et Ord, jeg gifter mig med Petrowitsch,” vedblev Dunetschka, „fordi jeg af to Onder vælger det mindste. Jeg har besluttet mig til ærligt at opfylde alt, hvad der kan ventes af mig … Jeg bedrager altsaa ingen .... Hvorfor smiler Du?”
Hun foer op, og hendes Øjne lynede af Vrede.
„Du vil altsaa opfylde .. alt?” spurgte han „Alt … indtil en vis Grænse. Saavel Arten som Formen i Peter Petrowitsch's Frieri gjorde mig det straks klart, hvad han ventede af mig. Han har ganske vist en høj Mening om sig selv, maaske altfor høj, men jeg haaber, at han ogsaa vil skatte mig højt … Hvad lér Du nu af igen?”
„Og hvorfor rødmer Du igen? Du lyver, Søster, Du lyver med Vilje, af bare kvindelig Egensindighed for at beholde Ret lige over for mig … Du kan ikke gifte Dig med Lushin; jeg har set ham og talt med ham. Du sælger Dig altsaa for Penge og begaar derfor i alt Fald en Nederdrægtighed; jeg glæder mig over, at Du dog endnu kan rødme af Skam.”
„Det er ikke sandt, jeg lyver ikke!” … raabte Dunetschka, der tabte sin Koldblodighed, „jeg vilde ikke tage ham, hvis jeg ikke var overbevist om, at han skatter og højagter mig, jeg vilde ikke gifte mig med ham, hvis jeg ikke havde den Overbevisning, at jeg kan gøre det af fri Vilje. Lykkeligvis kan jeg overtyde mig om det med Sikkerhed endnu den Dag i Dag. Og et saadant Giftermaal er ingen Nederdrægtighed, som Du paastaar. Og selv om Du virkelig havde Ret, om jeg virkelig havde besluttet mig til en Gemenhed — er det da ikke ubarmhjærtigt af Dig, at Du taler saaledes til mig? Hvorfor kræver Du af mig et Heltemod, som Du maaske ikke selv har? Det er Despotisme, Vold! Hvis nogen gaar til Grunde ved det, saa er det mig … Jeg har endnu ikke slaaet nogen ihjæl!… Hvorfor ser Du saadan paa mig? Hvorfor bliver Du bleg? Rodja, hvad er der med Dig, kære Rodja!”
„Herre Gud, hun har bragt ham til at besvime!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
„Nej, nej … Passiar … der er ingen Ting! Det er bare lidt Svimmelhed, men ingen Besvimelse, hvad er det for noget med Eders Besvimelser! Hm, ja … hvad var det jeg vilde…? Rigtig; — paa hvilken Maade vil Du endnu i Dag overtyde Dig om, at Du kan gifte Dig med ham … at han skatter Dig, ikke sandt? sagde Du ikke det? Du sagde: endnu i Dag — tror jeg? Eller har jeg hørt fejl?”
„Moder, vis ham Peter Petrowitschs Brev,” sagde Dunetschka.
Pulcheria Alexandrowna gav ham Brevet med skælvende Haand.
Han tog det med stor Nysgærrighed; men før han endnu foldede det ud, saa han pludselig forbavset paa Dunetschka.
„Det er besynderligt,” sagde han langsomt, ligesom pludselig truffen af en ny Tanke, „ja, hvorfor forivrer jeg mig da egentlig? Hvorfor alt dette Spektakel? Saa gift Dig da med ham i Guds Navn, naar Du endelig vil!”
Han talte med sig selv, men sagde det højt og saa ligefrem forbløffet paa sin Søster.
Endelig foldede han Brevet ud, som om han endnu var greben af en uforklarlig Forbavselse; saa læste hun det langsomt og opmærksomt hele to Gange.
Pulcheria Alexandrowna var meget urolig, alle ventede noget usædvanligt.
„Det er dog forunderligt,” sagde han efter nogen Grublen, idet han gav Moderen Brevet tilbage, uden at han dog vendte sig til nogen i Særdeleshed, „han er dog Sagfører, Adookat, ogsaa hans Tale havde et Præg deraf — og saa skriver han en saa slet Stil!”
Det gav et Ryk i døm Alle, dette var ikke hvad de havde ventet.
„De skriver jo allesammen paa den Maade,” bemærkede Rasumichin.
„Har Du læst Brevet?”
„Ja.”
„Vi viste ham Brevet, Rodja, vi … raadslog før om det,” begyndte Pulcheria Alexandrowna forlegen.
„Det er saadan et Slags Kancellistil,” afbrød Rasumichin hende, „Retsdokumenter skrives altid saaledes.”
„Rets—? Ja, javist, Rets-, Forretnings- … ikke just saa ueffent i Stilen. Det er ikke videre literært, men det er forretningsmæssigt!”
„Peter Petrowitseh gør ingen Hemmelighed af at hans Lærdom er erhværvet for Kobberpenge; han raser sig endogsaa af, at han selv har banet sig Vej i Livet,” bemærkede Awdotja Romanowna, der var lidt fornærmet over Broderens Tone.
„Naa, og hvad saa? Naar han roser sig, saa har han vel Grund til det — jeg siger Dig ikke imod. Det lader til, at Du føler Dig fornærmet Søster, over at det hele Brev bare aflokkede mig en saadan frivol Bemærkning, og Du tror, at jeg med Vilje taler om saadanne Bagateller for at gøre Dig utaalmodig af Ærgrelse. Tværtimod; med Hensyn til Stilen randt der mig en i dette Tilfælde ikke overflødig Bemærkning i Sinde. Der er et Udtryk: Følgerne maa De da tilskrive Dem selv, — det er meget klart og betydningsfuldt; og desuden er der en Trusel om straks at fjærne sig, hvis jeg skulde være tilstede. Denne Trusel —— at gaa sin Vej — betyder det samme som at forlade Eder begge, dersom I skulde være ulydige; og det endogsaa at forlade Eder nu, da han har faaet Eder til at rejse til Petersborg. Naa, hvad mener Du, kan man vel føle sig saa fornærmet ved slige Ytringer af Lushin, som om f. Eks. Rasumichin eller Sossimow eller nogen anden af os havde skrevet sligt?”
„Nej, nej!” svarede Dunetschka livligt, „jeg har nok forstaaet, at det er en meget naiv Udtryksmaade, og at han maaske ikke forstaar at skrive godt nok … det har Du bedømt rigtigt, Broder, det havde jeg ikke engang ventet…”
„Det er Kancellistil, og i den Stil kan man ikke godt skrive anderledes, derfor kom det mere taktløst frem, end det maaske var tilsigtet. For Resten maa jeg dog rive Bindet fra dine Øjne; i dette Brev er der endnu et Udtryk, en Bagvaskelse, og det en temmelig nederdrægtig. Jeg gav i Gaar Pengene til Enken, den svindsottige og elendige Enke, ikke „under Paaskud af Begravelsen,” men direkte til Begravelsen, og ikke i Datterens Haand — „en Pige af alment kendt Opførsel” — som han skriver — jeg saa hende for Resten i Gaar for første Gang i mit Liv, — men til Enken. I alt dette ser jeg et forhastet Ønske om at sværte mig og bringe Uenighed mellem os. Alt dette er nu atter Udtryk i Kancellistil, d. v. s. Hensigten forraader sig altfor aabent; den er lagt for Dagen med altfor naiv Ilterhed. Han er vistnok et ret kløgtigt Menneske, men for at handle klogt er det ikke alene nødvendigt at have Forstand. Alt dette er forøvrigt betegnende for hans Menneskeværd, og jeg tror ikke, at han skatter Dig meget højt. Jeg siger Dig bare dette, for at Du kan tænke over det, og fordi jeg af Hjertet ønsker Dig alt godt…”
Dunetschka svarede ikke; hendes Beslutning var allerede forud truffen, hun ventede blot paa, at det skulde blive Aften.
„Hvad beslutter Du Dig til nu, Rodja?” spurgte Pulcheria Alexandrowna, der følte sig endnu mere beroliget end før ved hans paa en Gang forretningsmæssige Tone.
„Hvad skal det sige, hvad jeg beslutter mig til?”
„Peter Petrowitsch skriver jo, at Du i Aften ikke skal være hos os, … og at han vil gaa sin Vej, dersom Du kommer. Altsaa, hvad vil Du gøre?”
„Det har jo ikke jeg at bestemme, men først Du, Moder, hvis en saadan Fordring af Peter Petrowitsch ikke fornærmer Dig, og dernæst Dunja, hvis heller ikke hun føler sig fornærmet. Jeg gør, hvad I finder for godt,” tilføjede han tørt.
„Dunetschka har allerede afgjort det, og jeg er ganske enig med hende," skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at indflette.
„Jeg har besluttet mig til at bede Dig, Rodja, indtrængende bede Dig om at komme,” sagde Dunja; „vil Du komme!”
„Jeg kommer.”
„Dem vil jeg ogsaa bede om, at være hos os Klokken otte,” sagde hun, henvendt til Rasumichin. „Moder, jeg beder ogsaa Hr. Rasumichin.”
„Meget godt, Dunetschka. Naa, og som I nu har besluttet,” tilføjede Pulcheria Alexandrowna, „saaledes bliver det ogsaa. Dette er mig ogsaa en Lettelse; jeg holder ikke af at forstille mig og lyve; vi vil holde os til den rene Sandhed. Lad det nu ærgre ham eller ikke, denne Peter Petrowitsch.”