Forbryderen/1/19

by Fjodor Dostojevskij

XIX.

Raskolnikow gik ind.

Ved Indtrædelsen havde han Udseendet af et Menneske, der af al Magt undertrykker et uimodstaaeligt Latteranfald.

Bagefter ham kom ganske forstyrret, rød som en Tulipan af Vrede og Skamfuldhed, den lange, robuste Rasumichin. Hans Ansigt saa vel som hans Figur var virkelig nu saaledes, at Raskolnikows Latter var retfærdiggjort.

Han hilsede paa Husets Herre, der stod midt i Værelset med et spørgende Blik, rakte ham Haanden til Hilsen, medens han endnu synlig med største Anstrængelse søgte at undertrykke sin Lattermildhed.

Men knapt havde han atter antaget en alvorlig Mine og faaet et Par Ord frem — da kunde han pludseligt ved det uvilkaarlige Blik paa Rasumichin ikke længer staa imod, og den undertrykte Latter brød saa meget mere ustandseligt frem, jo mere han gjorde sig Umage for at tvinge den tilbage.

Den frygtelige Vrede, hvormed Rasumichin optog denne hjærtelige Latter, gjorde Scenen ukunstlet munter og naturlig. Rasumichin syntes formelig at understøtte Raskolnikow i hans Hensigt.

„Fy for Fanden!” brølede han og slog sin store Næve voldsomt mod et lille rundt Bord, hvorpaa der stod en lige i Forvejen tømt Tekop. Slaget var saa haardt, at Bordpladen revnede, og den knuste Kop raslede ned paa Gulvet i Stumper og Stykker.

„Men hvad skal alt dette betyde? Hvem vil erstatte mig den skete Skade?” raabte Porphyrius Petrowitsch muntert.

Scenen var nu saaledes: Raskolnikow, som havde ladet sin Haand hvile i Husherrens, lo ud, men søgte nu, for ikke at overdrive Sagen, det gunstigste Øjeblik til hurtigt og saa naturligt som muligt at bryde af.

Rasumichin, der var bleven aldeles betuttet, da han knuste Bord og Glas, spyttede energisk, vendte dem alle Ryggen og saa med forfærdeligt mørke Blikke paa Maa og Faa ud af Vinduet.

Porphyrius Petrowitsch lo og vilde gærne have leet endnu mere, dersom han bare havde vidst, hvad der var at le over.

I en Krog sad Sametow; han havde rejst sig, da de fremmede kom ind og havde trukket sin Mund op til et Smil, men betragtede den hele Scene mistroisk og uden at forstaa den; især saa han med nogen Forlegenhed paa Raskolnikow.

Sametows uventede Nærværelse berørte Raskolnikow ubehageligt.

Det maa man ogsaa overlægge — tænkte han.

„Undskyld, jeg beder,” begyndte han og anstillede sig lidt forlegen, „jeg er Raskolnikow…”

„Aa, ingen Omstændigheder! det er mig særdeles kært at gøre Deres Bekendtskab. De kommer saa fornøjet ind … Men hvad er det med ham der … han vil ikke engang hilse paa os?” sagde Porphyrius Petrowitsch, idet han pegede paa Rasumichin.

„Jeg véd ved Gud ikke, hvorfor han er saa rasende paa mig. Jeg sagde undervejs, at han saa ud som en Romeo … og beviste ham det, andet var det ikke, saavidt jeg véd.”

„Du er et Bæst!” raabte Rasumichin uden at vende sig om.

„Det maa vel have været vigtigere Aarsager, der fik ham til at blive saa vred for et lidet Ord,” sagde Porphyrius, idet han lo.

„Naa, begynder nu Du ogsaa; Snushane … Fanden tage Jer allesammen!” udbrød pludselig Rasumichin, gav sig til at le med, og traadte saa munter, som om ingen Ting havde passeret, hen til Porphyrius.

„Lad det nu være nok! I er alle sammen nogle Narre, — nu begynder Forretningerne. Altsaa: Her er min Ven Rodion Ramanytsch Raskolnikow, som har hørt megen Tale om Dig og ønsker at gøre dit Bekendtskab, og for det andet ønsker han at raadføre sig med Dig om et lille Anliggende. Ah! Sametow! Hvordan kommer Du herhen? Er I ogsaa Bekendte? Hvor har I truffen hinanden?”

Hvad skal nu det igen betyde — tænkte Raskolnikow urolig.

„Vi skiftede jo Bekendtskab i Gaar hjemme hos Dig!” sagde Sametow utvungent.

„Altsaa en Bekymring mindre! I forrige Uge bad han mig indtrængende om, at jeg skulde præsentere ham for Dig, Porphyrius, … og nu har I snuset hinanden op selv uden min Mellemkomst!… Hvor er din Tobak?”

Porphyrius var endnu i Morgentoilette, han bar Slobrok, gik i nyvasket Linned og havde broderede nedtraadte Morgensko paa.

Han var omkring fem og tredive Aar gammel, under Middelhøjde, kraftig bygget, med en lille Mave, skægløs og glat taget; hans runde Hoved var bedækket med kortklippet Haar og havde bag i Nakken en pølseagtig Bukkel. Hans runde Ansigt med Stumpnæsen havde en sygelig, mørk-gulagtig Hudfarve, men det var muntert og prægedes endog af et lidt spodsk Udtryk.

Man havde nok kunnet tage ham for en godmodig Karakter, hvis ikke Øjnene havde modsagt det. De havde en vis fugtig Glans og dækkedes af næsten hvide, glippende Øjenlaag, hvilket gav ham et Udtryk, som om han altid blinkede til nogen.

Blikket fra disse Øjne harmonerede ikke i mindste Maade med hans hele Figur, der næsten havde noget kvindeagtigt ved sig; det gav ham et meget alvorligere Udseende, end man ved første Blik skulde formode.

Da Porphyrius Petrowitsch hørte, at Gæsten havde et Ærinde, bad han ham straks tage Plads paa Sofaen, satte sig selv i det andet Hjørne, rettede straks sit spørgende Blik paa ham og det med denne koncentreret-alvorlige Opmærksomhed, der næsten er generende, og som let kan forvirre, især naar man endnu ikke kender denne Egenhed og er af den Mening, at Vigtigheden af den Genstand, hvorom der handles, slet ikke staar i Forhold til den usædvanlige Opmærksomhed, der tilsyneladende tillægdes den.

Raskolnikow fremstillede sit Ærinde kort og fyndigt, saa at han var tilfreds med sig selv og endog fandt Lejlighed til at betragte Porphyrius skarpt.

Porphyrius Petrowitsch havde hele Tiden ikke vendt Blikket fra ham.

Rasumichin, der havde sat sig lige over for dem ved samme Bord, fulgte det hele ivrigt og utaalmodigt og betragtede hvert Øjeblik snart den ene, snart den anden, saa at det næsten syntes noget paafaldende.

Fæhovede! — tænkte Raskolnikow i sit stille Sind.

„De maa gøre en Anmeldelse til Politikammeret,” svarede Porphyrius med alvorlig Forretningsmine, „og den maa lyde omtrent saaledes: De har hørt om den og den Begivenhed, d. v. s. om Mordet, og beder derfor om at maatte meddele Undersøgelsesdommeren, som har denne Sag i sine Hænder, om at de og de Genstande tilhører Dem, og at De ønsker at indløse dem, eller … naa, forøvrigt skriver De alt dette op for Dem.”

„Men det er nu saaledes, at jeg i dette Øjeblik,” sagde Raskolnikow og gjorde sig Umage for at synes saa forlegen som mulig — „ikke er ved Muffen, saa at endog denne Ubetydelighed … ser De, jeg ønskede bare nu at anmelde, at disse Genstande tilhører mig, og at jeg senere, naar jeg bliver ved Muffen.”

„Det gør aldeles ikke noget,” svarede Porphyrius, hvis kolde Ro Erklæringen for Pengespørgsmaalets Vedkommende ikke var bleven forstyrret. „De kan for Resten ogsaa skrive direkte til mig i samme Retning.”

„Paa almindeligt eller paa stemplet Papir?” skyndte Raskolnikow sig at spørge, idet han syntes at lægge særlig Vægt paa Pengespørgsmaalet.

„Aa, paa det aller almindligste!” Porphyrius Petrowitsch betragtede ham aabenbart spotsk og saa ligesom blinkende over mod ham.

Det kunde forøvrigt ogsaa godt være, at Raskolnikow var ene om denne Iagttagelse, da det kun varede et Øjeblik. Dog vilde han gærne have svoret paa, at Porphyrus, Fanden véd hvorfor, havde blinket til ham.

Han véd alt! — foer det som et Lyn gennem ham.

„Undskyld at jeg bebyrder Dem med slige Bagateller,” vedblev han, bragt lidt ud af Koncepterne, „Sagerne er højst fem Rubler Værd, men de er mig kære som Erindringer efter dem, de skriver sig fra, og jeg maa tilstaa, at jeg blev meget ængstelig, da jeg erfarede…”

„Derfor var det ogsaa, Du foer saadan op, da jeg i Gaar sagde til Sossimow, at Porphyrius havde taget alle Pantelaanerne i Forhør,” tilføjede Rasumichin med øjensynlig Hensigt.

Dette var dog altfor uforskammet. Raskolnikow kunde ikke lade være at sende ham et Blik fra sine af Vrede lynende Øjne. Han samlede sig dog snart.

„Hør nu, Broder, det ser ud, som om Du vil spotte mig?” vendte han sig med godt hyllet Ærgrelse til Rasumichin. „Jeg indrømmer, at jeg maaske synes altfor ængstelig for disse Sager, som i dine Øjne er saa ubetydelige; men derfor er det dog ikke nødvendigt at holde mig for egoistisk eller grisk; i mine Øjne er disse to Smaating ikke unyttigt Skraml. Jeg sagde Dig for lidt siden at Sølvuret — det kan være, at dets virkelige Værdi ikke er tolv Skilling — men det er det eneste Arvestykke, der findes efter min Fader. De maa gærne le ad mig, men min Moder er kommen hertil”, sagde han henvende sig til Porphyrius, „og hvis hun fik at vide,” vedblev han idet han atter vendte sig mod Rasumichin og gjorde sig Umage for at faa Stemmen til at skælve, „at dette Ur er borte, saa sværger jeg Dig til, at hun vilde blive aldeles fortvivlet! Kvinderne er nu en Gang saadan!”

„Aa, jeg mente det jo slet ikke paa den Maade, tværtimod!” sagde Rasumichin krænket.

Gjorde jeg det godt? … var det ogsaa naturligt? … smurte jeg ikke for tykt paa? — tænkte Raskolnikow i indre Skælven. — Frasen om Kvinderne var for Resten overflødig!

„Ah, saa Deres Fru Moder er altsaa kommen? spurgte Porphyrius Petrowitsch.

„Ja.”

„Naar kom hun egentlig?”

„I Gaar Aftes.”

Porphyrius tav og syntes at overlægge.

„Deres Sager vil i hvert Fald ikke gaa tabt”, vedblev han koldt og roligt. „Jeg har ellers længe ventet, at De skulde komme.”

Og som om han ikke havde sagt noget paafaldende, skød han Askebægeret hen til Rasumichin, der ubarmhjærtigt tilsølede Bordtæppet med Cigaraske.

Raskolnikow foer sammen, men Porphyrius syntes ikke at bemærke noget og var tilsyneladende endnu beskæftiget med Rasumichins Cigaretaske.

„Hva-a-d? ventet? Vidste Du da, at han havde pantsat noget dér?” raabte Rasumichin.

Porphyrius Petrowitsch vendte sig direkte til Raskolnikow.

„Begge Sagerne, Ringen og Uret, var hos hende, indlagte i et og samme Papir, og paa Papiret stod tydeligt Deres Navn skrevet med Blyant tilligemed Datoen, da de var indleverede.”

„De lægger da ogsaa nøje Mærke til al Ting?” sagde Raskolnikov smilende men lidt forlegent, idet han anstrængte sig for at se ham lige i Øjnene; for Resten kunde han ikke afholde sig fra at tilføje:

„Jeg bemærker dette kun, fordi der dog vist var mange Panter… saa De vel har ondt ved at huske alle… og alligevel véd De saa nøje … og … og …”

”Det var dumt sagt! Hvorfor skulde jeg nu tilføje det!” tænkte han atter i sit stille Sind.

„Næsten alle Laantagere er nu fundne. Der manglede kun en, og det var Dem,” svarede. Porphyrius med en knapt synlig Skygge af Ironi.

„Jeg var ikke rask.”

„Jeg har hørt det; jeg hørte ogsaa, at De af en eller anden Grund var meget oprørt. De ser ogsaa nu meget bleg ud.”

„Jeg er slet ikke bleg … tværtimod, jeg er aldeles rask!” udbrød Raskolnikow barsk og ærgerligt, idet han pludselig forandrede Tonen. Ærgrelsen kogte over, og han kunde ikke længer undertrykke den. Og i Ærgrelsen forløber jeg mig! foer det ham atter gennem Hovedet. Hvorfor plager de mig saadan?

„Du er slet ikke ganske rask!” indflettede Rasumichin, „thi i Gaar var Du næsten sanseløs og fantaserede!… Tænk bare, Porphyrius, han kunde knapt staa paa Benene, og vi havde næppe vendt ham Ryggen, Sossimow og jeg — saa klæder han sig pludselig paa, sniger sig bort og bedriver flere Historier næsten lige til Midnat, og det i en Tilstand af fuldstændig Utilregnelighed! Kan Du tænke Dig noget værre? Et ganske mærkværdigt Tilfælde!”

„Altsaa virkelig i fuldstændig Utilregnelighed? Hvor Du snakker!” Og Porphyrius rystede paa Hovedet.

„Aa, Vaas! De maa ikke tro, hvad han siger!… For Resten tror De ham jo alligevel ikke!” vedblev Raskolnikow rasende.

Porphyrius Petrowitsch syntes i øvrigt at overhøre disse besynderlige Ord.

„Ja, men hvordan kunde Du da overhovedet gaa ud, naar det ikke var i Febervildelse?” skreg Rasumichin hidsigt til ham. „Hvorfor gik Du da egenlig ud? Hvad vilde Du ude?… Og hvorfor i Hemmelighed? Var der maaske sund Menneskeforstand i det? Nu, da Faren er forbi, kan jeg jo gærne sige Dig det aabent!”

„Jeg var ked af dem begge to i Gaar!” sagde Raskolnikow, idet han med fræk, udfordrende Spot vendte sig til Porphyrius, „og jeg løb bort for at søge mig et andet Logis, at de ikke skulde finde mig; jeg tog ogsaa en Slump Penge med mig; Hr. Sametow der, han saa Pengene. Naa, Hr. Sametow, var jeg i Gaar ved fuld Fornuft eller var jeg i Febervildelse; døm De i Sagen!”

Han havde i dette Øjeblik kunnet dræbe Sametow. Dennes Blik saa vel som hans Forberedelse til Svar var ham lige meget imod.

„Efter min Mening talte De i Gaar ikke alene meget fornuftigt, men endogsaa meget fiffigt; kun var De meget oprørt,” sagde Sametow tørt.

„Og i Dag fortalte Nikodim Fomitsch mig,” tilføjede Porphyrius Petrowitsch, „at han i Gaar Aftes sent havde truffet Dem hjemme hos en Embedsmand, der var bleven overkørt…”

„Naa, ser Du, hvad nu den Embedsmand angaar,” sagde Rasumichin, „var Du maaske ikke forrykt den Gang! Han gav Enken sine sidste Penge til Begravelsen! Naar Du nu endelig vilde hjælpe hende, saa kunde Du have givet hende femten eller tyve Rubler, saa havde Du i det mindste haft fem Rubler til Dig selv; men han gaar min Sandten hen og giver hende alle de femogtyve han har!”

„Maaske har jeg fundet en Skat et eller andet Sted, som Du ikke véd noget om, og var derfor saa gavmild i Gaar… Hr. Sametow derhenne, han véd, at jeg har fundet en Skat … Undskyld.” sagde han, idet han med skælvende Læber vendte sig til Porphyrius, „at vi opholder Dem saalænge, med slige Smaating. De er vist allerede ked af os, ikke sandt?…”

„Jeg beder, jeg beder, tværtimod, jeg forsikrer Dem, tværtimod! Dersom De vidste, hvor jeg interesserer min for Dem! Baade det at høre paa Dem og det at se paa Dem, begge Dele er for mig højst interessant… og jeg maa tilstaa, jeg er saa glad over, at De endelig var saa elskværdig at komme…”

„Lad os dog i det mindste faa The! Vi bliver jo ganske tørre i Halsen!” udbrød Rasumichin.

„En prægtig Idé! Maaske de allesammen vil drikke The? Vil Du ikke først have noget at spise?”

„Snak, vist ikke! Se til, at Du kommer afsted!”

Porphyrius Petrowitsch gik ud for at bestille Theen.

Tankerne hvirvlede sig rundt i Raskolnikows Hoved; han var i en frygtelig oprørt Sindsstemning.

Denne Frækhed er knapt til at taale, de lægger jo ikke engang Dølgsmaal paa det, de, vil ikke gjøre nogen Omstændighed med mig! Og hvilken Grund havde han, som ikke engang kendte mig, til at tale med Nikodim Fomitsch om mig? Der lægges altsaa ikke mere Skjul paa, at de forfølger mig som med et Kobbel Hunde! De spytter mig ganske aabenlyst i Ansigtet! Han rystede af Vrede.

„Naa,” tænkte han videre, „saa slaa dog til med det samme og leg ikke først med mig som Katten med Musen. Det er dog ikke anstændigt, Porphyrius Petrowitsch, jeg burde ikke taale det! Jeg kunde jo pludselig rejse mig og kaste Eder alle den hele Sandhed i Ansigtet; saa kan I faa at se, hvor jeg foragter Jer!” — Han aandede tungt…

„Men hvis det nu bare var min egen Indbildning? Sæt at det Hele blot var Fantasier, og at jeg ærgrede mig med Urette, af Uerfarenhed? Hvis jeg nu blot ikke var i Stand til at gennemføre min modbydelige Rolle? Maaske er det uforsætligt? Ordene synes ikke at indeholde noget usædvanligt, men mon der muligvis ikke skulde ligge en skjult Mening under dem? Hvorfor sagde han ligefrem hos hende? Hvorfor sagde Sametow, at jeg havde talt fiffigt? Hvorfor denne Tone? Ja, netop Tonen, hvori de taler til mig…”

„Rasumichin sad jo ogsaa og hørte paa det, hvorfor mærker han ingen Ting? Naa, den uskyldige Dumrian mærker aldrig noget. Mon Feberen kommer igen? Mon Porphyrius blinkede til mig eller ikke? Aa, Vrøvl! hvorfor skulde han blinke. Vil de tirre mig eller bare drille mig lidt? Er det dumme Fantasier, eller véd de alt!…”

„Selv denne Sametow er fræk!… ja, er han ogsaa virkelig fræk? Sametow har ligget og spekuleret hele Natten, det anede jeg! Han er allerede som hjemme her og kommer her dog for første Gang. Porphyrius behandler ham slet ikke som Gæst, han vender ham ganske ugenert Ryggen. De er allerede komne overens! I al Fald med Hensyn til mig; de har vist talt om mig allerede før vi kom!… Og mon de ved noget om Boligen? Bare det hele snart var forbi!… Da jeg sagde, at jeg i Gaar løb bort for at finde en ny Bolig, saa overhørte han det nok eller syntes ikke at agte paa det … Det var forøvrigt fiffigt af mig, det om Boligen; det kan blive mig til Nytte senere hen! Det var jo i Feber … ha, ha, ha!”

„Hun, som passerede i Gaar Aftes, ved allerede al Ting. Men om Moders Ankomst vidste han dog ikke noget … Endogsaa Datum har hun skrevet op, den Heks!… Men vent bare, endnu overgiver jeg mig ikke! Alt dette er endnu ikke Fakta, men bare Fantasi! Kom først med Fakta! Og selv Boligen er endnu intet Faktum, men kun Febervildelse; jeg ved allerede, hvad jeg skal…”

„Mon de ved noget om Boligen? Jeg gaar ikke herfra, før jeg ved Besked herom. Hvorfor skulde jeg ogsaa komme herop?… Men at jeg nu ærgrer mig, kunde tilsidst tages som en Kendsgærning! For Pokker, at jeg ogsaa skulde være saa let at tirre!… men maaske er det netop gunstigt for Rollen som angiven syg … han føler sig for med mig, han vil bringe mig ud af Koncepterne.”

„Hvorfor skulde jeg ogsaa komme herop…!”

Alt dette foer som et Lyn gennem hans Hoved

Porphyrius Petrowitsch kom ind straks efter. Han snakke pludselig at være bleven lystigere.

„Selskabet hos Dig i Gaar sidder endnu i Hovedet paa mig … jeg føler mig overhovedet endnu ikke rigtig oplagt,” begyndte han i en hel anden Tone og vendte sig til Rasumichin.

„Naa, og hvordan var det?… interessant? Jeg gik jo min Vej, da det var paa det højeste! Hvem vandt?”

„Naturligvis ingen, saadan gaar det jo al Tid. Tilsidst kom vi ind paa Evighedsspørgsmaalet og og svævede over Skyerne.”

„Tænk Dig, Rodja, hvad de kom ind paa i Gaar! Om der gives Forbrydelser eller ikke? Jeg siger Dig, de vrøvlede saa længe, til der dansede Smaadjævle for Øjnene paa dem!”

„Og hvad underligt er der ved det? Det er et ganske almindeligt socialt Spørgsmaal,” svarede Raskolnikow adspredt.

„Spørgsmaalet var for Resten slet ikke formuleret saaledes,” bemærkede Porphyrius.

„Ikke ganske, det er sandt,” bekræftede Rasumischin, der som sædvanlig blev hidsig og ivrig „Ser Du, Rodion, hør nu og sig saa din Mening; jeg kunde have Lyst til at høre den. I Gaar gik jeg næsten ud af mit gode Skind ved at høre paa dem og havde haabet paa Hjælp af Dig, for jeg sagde dem, at Du kom … Striden begyndte med Socialisternes Anskuelser. Deres Opfattelse er bekendt: Forbrydelsen er Protesten mod det abnorme i de sociale Tilstande — og derefter ikke mere, andre Grunde vil man ikke vide af … andre Grunde eksisterer ikke.”

„Der løj Du!” raabte Porphyrius Petrovitsch. Han blev øjensynligt ivrig og lo af Rasumichin, noget, som stadig tirrede denne endnu mere.

„De vil slet ikke vide af andet!” afbrød Rasumichin ham hidsigt, „jeg lyver ikke!… Jeg kan vise Dig deres Bøger. Alt hos dem har kun den ene Grund: Samfundet er Skyld i alt — og saa ikke mer! Det er deres kære, kendte Frase! Altsaa følger deraf konsekvent, at hvis Samfundet var normalt indrettet, vilde alle Forbrydelser pludseligt være forsvundne, da der ikke længer var Anledning til nogen Protest; alle vilde i et Nu blive „Retfærdige”. Den menneskelige Natur tager de ikke i Betragtning, Naturen jager de ud, Naturen vil de ikke anerkende. Hos dem udvikler Menneskeheden sig ikke paa historisk, levende Maade for endelig at naa den normale Samfundstilstands Maal, men omvendt; Socialsystemet, der er opfundet af et eller andet mathematisk anlagt Hoved, maa straks paa en Gang bringe hele Menneskeheden. i Harmoni, maa gøre dem retfærdige og syndefri, uden at nogensomhelst Livsproces skulde behøves, uden nogensomhelst historisk eller naturlig Udvikling! Derfor er de ogsaa saa instinktivt indtagne mod Historiens Lærdomme: Der findes kun Grusomheder og Dumheder i dem — og Dumheden er Syndebukken, som de alle kaster sig over! Derfor kan de heller ikke udstaa den levende Livsproces: Vi behøver heller ingen levende Sjæl! — En levende Sjæl behøver Liv, en levende Sjæl lyder ikke den mekaniske Formel, en levende Sjæl er mistroisk, en levende Sjæl er tilbagegaaende! Derfor bort med den! Men dette, selv om det lugter lidt af Aadsel, selv om man maaske ligesaa godt kunde gøre det af Gummi Elastikum — det er derfor heller ikke levende, er derfor viljeløst, er derfor ogsaa slavisk og bliver ikke rebelsk!… Og Resultatet er — at de ikke er komne længer end til at lægge Murstensskifterne, til Indretningen af Gange og Værelser i deres Fanlansteri!^[1] Fanlansteriet er færdigt men Eders Natur er endnu ikke færdigt for Fantasteriet; den vil leve, den har endnu ikke fuldendt sin Livsproces, det er endnu for tidligt for den at lade sig begrave paa Kirkegaarden. Med Logiken alene kan man ikke hoppe over Naturen! Logiken tager tre Muligheder i Betragtning — men der findes en Million! Naa, saa behøver man jo bare at amputere Millionen og tilspidse alt paa Spørgsmaalet om Behagelighed! Det er den letteste Løsning af Opgaven! Det er dog saa forførisk klart, at man slet ikke behøver nogen Eftertanke til det! Og det er jo Hovedsagen — Tænkningen afskaffes! Det menneskelige Livs hele Mysterium lader sig da sammenfatte paa to smaa trykte Blade.”

„Se saa, nu er Dæmningen brudt, og Vandet strømmer ud! Vi maa dæmme ham inde igen!” lo Porphyrius. „Forestil Dem bare, vendte han sig til Raskolnikow, „saaledes var det ogsaa i Gaar, saaledes hang de i, seks ad Gangen … og saa var de i Forvejen fugtede med Punsch — kan De forestille Dem det? — Nej, lille Broder, Du lyver: „Samfundstilstandene” har en stor Betydning ved Bedømmelsen af Forbrydelser, det kan jeg forsikre Dig.”

„Det ved jeg nok, at de har en stor Betydning, men sig mig bare: naar f. Eks. en fyrretyveaarig Mand misbruger en tiaars Pige — er det da „Samfundstilstandene”, som tvinger ham til det?”

„Ja, hvorfor ikke? — strængt taget har ogsaa Samfundstilstandene deres Skyld i det; en saadan Forbrydelse kan man meget let forklare ved Indflydelsen af Omstændigheder i Samfundet.”

Rasumichin blev næsten rasende.

„Naa, ved Du hvad?” brølede han, „saa vil jeg straks bevise Dig, at Du har hvide Øjenbryn ene og alene, fordi Iwan Welikijs Taarn i Moskwa er femogtredive Favne højt; bevise det klart, nøjagtigt og følgerigtigt, endog med et Anstrøg af Liberalisme? Skal vi vædde?”

„Godt, jeg vædder. Lad os en Gang høre, hvorledes han vil føre Beviset.”

„Ak, han forstiller sig bare, den Satan!” raabte Rasumichin afværgende. „Lønner det sig maaske at diskutere med Dig! Han gør det med Vilje, Du kender ham endnu ikke, Rodion! I Gaar tog han ogsaa Parti for dem, bare for at holde dem alle for Nar; — Gud hvor han vrøvlede i Gaar, Herre Gud!… Og de var ude af sig selv af Glæde! .. Somme Tider kan han gennemføre en saadan Rolle i fjorten Dage. I Fjor faldt det ham pludselig ind at gøre os vise paa, at han vilde blive Munk; det varede i to Maaneder! Og ganske nylig faldt det ham igen ind at paastaa, at han vilde gifte sig, og at al Ting var færdigt til Brylluppet; han havde endogsaa bestilt ny Klæder, og vi gratulerede ham allerede. Men saa fandtes der hverken nogen Brud eller andet; det Hele var bar Fantasi!”

„Der løj Du endnu en Gang. Klæderne havde jeg ladet mig sy i Forvejen, og det var ogsaa dem som gav mig Anledning til at binde jer det Æventyr paa Ærmet.”

„Virkelig, kan De forstille Dem saa godt?” spurgte Raskolnikow skødesløst.

„De tror det maaske ikke? Vent bare, jeg skal nok narre Dem ogsaa — ha, ha, ha! Nej, hør nu, jeg skal sige Dem Sandheden. Hvad nu angaar alle disse Spørgsmaal, Forbrydelser, Samfundstilstande osv. saa kommer jeg netop til at tænke paa Deres Opsats „Om Forbrydelse” … eller hvordan nu Titlen lød, det husker jeg ikke rigtigt … Denne Opsats har for Resten ogsaa før interesseret mig. For to Maaneder siden havde jeg den Fornøjelse at læse den i „Periodisk Tale.”

„Min Opsats? I den Periodiske Tale?” spurgte Raskolnikow forundret; „jeg skrev virkelig for et halvt Aar siden en saadan Opsats, da jeg forlod Universitetet; men jeg sendte den til „Uge-Tale”, ikke til den „Periodiske”.”

„Men den blev trykt i den „Periodiske”.”

„Uge-Talen er jo gaaet ind, derfor blev den heller ikke optagen den Gang…”

„Det er sandt; men da den gik ind forenede Uge-Talen sig med den Periodiske Tale, og deraf kom det, at Deres Opsats for to Maaneder siden stod i den Periodiske. Vidste De ikke det?”

Raskolnikow vidste virkelig ikke noget af det.

„Saa kan De nu forlange Deres Honorar! Men hvad De har for en besynderlig Karakter! De lever saa ensomt, at Sager, som direkte berører Dem, ikke en Gang er Dem bekendt!”

„Bravo Rod'ka! Jeg vidste heller ikke noget om det,” raabte Rasumichin. „Jeg gaar straks hen i Læsekabinettet og beder om Numeret! For to Maaneder siden? Hvilken Dag? Men det er det samme, jeg finder den nok! Jo det er nydeligt! Han fortæller os ikke et Ord om det!”

„Men hvoraf véd De egenlig, at den paagældende Artikel er af mig? Den var jo kun undertegnet med et Bogstav.”

„Det var ganske tilfældigt, for et Par Dage siden fik jeg det at vide af Redaktøren; jeg kender ham … den interesserede mig meget.”

„Saavidt jeg mindes, underkastede jeg Forbryderens Sjælstilstand under hele Forløbet af Gerningen en Undersøgelse.”

„Ja, og De paastaar, at den Gærning at øve en Forbrydelse altid er ledsaget af en Sygdomstilstand. Meget, meget originalt, dog … mig interesserede ikke fortrinsvis dette Sted i Deres Artikel, men en anden Tanke, som De, desværre kun i Forbigaaende, strejfer henimod Slutningen. De husker den vel; det er nemlig det, at der her i Verden gives saadanne Individer, der ikke alene kan begaa hvilkensomhelst Eksces, enhver Forbrydelse, men som endog har fuldstændig Ret til det, og for hvem ingen Love er bestemmende.”

Raskolnikow lo over den voldsomme Fortolkning, hvormed hans Idé med Villie blev fordrejet.

„Hvad for noget? Hvad siger De? Har man Ret til at begaa Forbrydelser? Vel ikke fordi Samfundstilstandene har Skylden?” spurgte Rasumichin ængstelig.

„Nej, nej, ikke ganske paa den Maade,” svarede Porphyrius, „Sagen er den, at i denne Herres Artikel inddeles Menneskene i „sædvanlige og „usædvanlige”. De sædvanlige maa bøje sig i Lydighed og har ingen Rettighed til at overtræde Lovene, just fordi de bare er „almindelige”. Men de usædvanlige har Rettighed til at begaa alle Slags Forbrydelser og til at overtræde Lovene, just fordi de er „usædvanlige”. Saaledes tror jeg det fremstilles hos Dem, om jeg ikke tager meget Fejl?”

Han kan umulig have ment det saaledes!” sagde Rasumichin tvivlende.

Raskolnikow lo atter. Han forstod straks, hvad det drejede sig om, og hvor man vilde bringe ham hen; han huskede Indholdet af sin Artikel ret godt og besluttede at modtage Udfordringen.

„Min Fremstilling er ikke ganske saadan,” begyndte han ligefrem og beskedent, „forresten maa jeg tilstaa, at De næsten har truffet det, ja om De saa vil, truffet det ganske rigtigt…” Han lod her, som om det var ham behageligt at indrømme, at man havde gengivet hans Fremstilling rigtig. „Forskellen stikker kun deri, at jeg slet ikke holder paa, at de usædvanlige Mennesker i ethvert Tilfælde maa foretage alle mulige Udskejelser eller at de ligesom skulde være forpligtede til det. Jeg tror, at en saadan Tankegang ikke en Gang vilde være blevet taalt paa Tryk. Jeg har ganske simpelt antydet, at det usædvanlige Menneske har Rettighed, … d. v. s. ikke officiel Ret, men en Ret, der er ham personlig egen, til at lade sin Samvittighed overskride visse Hindringer, men ene og alene for det Tilfælde, at Udførelsen af hans Ide, som maaske kan gavne Menneskeheden, kræver det. De siger, at min Artikel ikke er klar; jeg er rede til at give Dem den nødvendige Forklaring, saavidt det er muligt. Jeg tager vel heller ikke fejl, naar jeg forudsætter, at dette just var Deres Hensigt; nuvel! Efter min Mening vilde Kepler og Newton, hvis deres Opdagelser som Følge af visse Konstellationer paa ingen Maade vilde have kunnet blive Verden tilgængelige uden at Mennesker, som vilde have lagt disse Opdagelser Hindringer i Vejen eller gøre Modstand mod dem, var bleven opofrede, have havt Ret til og endog være forpligtede til … at rydde disse Mennesker af Vejen, for at gøre deres Opdagelser frugtbringende for hele Menneskeheden. Deraf følger forøvrigt slet ikke, at Newton skulde have Ret til efter vilkaarligt Skøn at dræbe hvem som helst, eller til at røve paa Gaden hver Dag. Endvidere udviklede jeg i min Artikel, saavidt jeg mindes, at alle … naa, lad os antage alle Lovgivere og Reformatorer i Menneskeheden, ligefra de allerældste over Lykurg, Solon og Muhamed til Napoleon osv., at de allesammen var Forbrydere; allerede derved, at de, idet de skabte en ny Lov, omstødte en gammel, der af Samfundet blev holdt hellig og var overleveret fra Forfædrene, og at de selvfølgelig ikke rykkede tilbage for at udgyde Blod — og det hyppigt ganske uskyldigt Blod, der heltemodigt udøstes til Beskyttelse af den gamle Lov — naar Blodsudgydelse blot kunde nytte noget. Det er værd at lægge Mærke til, at Flertallet af disse Velgørere og Lovgivere — var frygtelige Blodsudgydere. Med et Ord, jeg udviklede, at ikke alene alle „store”, men endog alle over det sædvanlige staaende Mennesker, d. v. s. alle, der blot paa en eller anden Maade er i Stand til at opstille noget nyt, i Følge deres Naturanlæg er nødte til at blive Forbrydere — naturligvis mer eller mindre. De vilde ellers vanskeligt kunne hæve sig over det sædvanlige Standpunkt, og at leve i det Lave kan de ikke beslutte sig til, netop fordi det strider mod deres Væsen: efter min Mening er det ligefrem deres Pligt at forlade den almindelige Alfarvej. Med faa Ord: De ser, at der endnu i dette ikke forekommer noget særlig nyt. Det er altsammen bleven trykt og læst allerede tusind Gange. Men hvad min Inddeling af Menneskene i sædvanlige og usædvanlige angaar, saa tilstaar jeg, at den paa en vis Maade er vilkaarlig; for Resten giver jeg mig jo heller ikke ud paa eksakte Tal. Jeg holder kun fast ved min Hovedtanke, og den bestaar deri, at Menneskene i Følge Naturlovene almindeligvis lader sig dele i to Klasser: i en lavere (de sædvanlige) eller saa at sige Materialet, der udelukkende tjener til Artens Forplantning — og i egentlige Mennesker, som har den Gave eller det Talent i deres Kreds at udtale et „nyt Ord”, at slaa ind paa nye Veje. Der gives naturligvis her en Mængde Underafdelinger, men Grænsen mellem begge Klasser er meget skarp: Den første Klasse, altsaa Materialet i Almindelighed, bestaar af Mennesker, der efter deres Natur fortrinsvis er konservativt sindede, sædelige og lydige, som elsker Lydigheden. De er efter min Mening endogsaa forpligtede til at være lydige, thi det er deres Bestemmelse, og deri ligger slet ikke noget nedværdigende for dem. Menneskene af anden Klasse overskrider allesammen Loven, er Omstyrtere eller efter deres Anlæg tilbøjelige til Omstyrtning. Disse Menneskers Forbrydelser er naturligvis relative og forskelligartede; for det meste efterstræber de Omstyrtelsen af det Bestaaende i det Bedres Navn. Naar en af dem i sin Ides Interesse skrider over et Lig, maa udgyde Blod, saa kan han i sit eget stille Sind, paa Tro og Love, give sig selv Tilladelse til det — men jeg maa føje til: naturligvis kun efter sin Ide og dens Omfang. Dette er min Anskuelse, og kun i den Forstand taler jeg i min Artikel om den Ret som disse Mennesker har til at begaa Forbrydelser. De husker jo, at vi begyndte vor Samtale herom ved det juridiske Spørgsmaal. For Resten, man behøver ikke at blive saa synderlig urolig for den Sags Skyld; Mængden erkender næsten aldrig denne Ret, men henretter Overtræderne af Love og Vedtægter, man hænger dem — hvis man kan — og opfylder derved i fuldkommen Overensstemmelse med sin Ret, den i dem boende konservative Bestemmelse; kun er derved at tage Hensyn til, at de følgende Slægtled for det meste stiller denne Mængde henrettede paa Piedestaler og viser dem mer eller mindre Ærbødighed. Den første Klasse er altid — det Bestaaendes Herre; den anden Klasse — Fremtidens Herre. De første opholder Verden og formerer Menneskene i Antal, de andre bevæger Verden og fører den mod Maalet. Saavel den ene som den anden har fuldkommen lige Ret til at eksistere. Med ét Ord, jeg giver enhver lige Ret og — vive la guerre éternelle — naturligvis indtil det nye Jerusalem kommer.”

„De tror altsaa trods alt, paa det nye Jerusalem?”

„Jeg tror paa det,” sagde Raskolnikow fast; under hele den lange Tirade og indtil det sidste Ord havde han vendt Øjnene mod Gulvet.

„Tror De… ogsaa paa Gud …? Undskyld at jeg er saa nysgærrig.”

„Jeg tror paa ham,” gentog Raskolnikow og hævede Blikket op mod Porphyrius.

„Og … paa Lazarus's Opvækkelse?”

„Ja … Men hvorfor spørger De dog om det?”

„Tror De bogstavelig derpaa?”

„Ja, bogstaveligt.”

„Virkelig? … jeg spurgte kun af Nysgærrighed — undskyld. Dog tillad mig — jeg vender tilbage til det forrige — de Folk bliver dog ikke allesammen henrettede; nogle kan tværtimod…”

„Triumfere i levende Live? Aa ja, nogle naar deres Maal i levende Live? og da…”

„Begynder De selv at henrette.”

„Ja, hvis det er nødvendigt —; og De vil vide, at det endogsaa for det meste er Tilfælde. Deres Bemærkning var meget skarpsindig.”

„Tak! Men forklar mig nu bare følgende: Paa hvilken Maade skal man vel kunne adskille de sædvanlige fra de usædvanlige? Gives der visse Mærker ved Fødslen? Jeg spørger, fordi der heri nødvendigvis bør være saa at sige mere Nøjagtighed, mere ydre Præcision; De maa undskylde, men det praktiske og velsindede Menneskes naturlige Uro stikker endnu i mig; kunde man ikke … f. Eks. indføre en egen Klædedragt … noget særskilt, et Stempel eller sligt. Thi De vil dog indrømme, at hvis der nu skulde blive Forvirring, hvis f. Eks. en af den ene Klasse skulde indbilde sig, at han hørte til den anden, og paa en Gang vilde begynde at „rydde alle Skranker af Vejen,” som De meget heldigt har udtrykt det, saa vilde jo dette…”

„Aa, ja, det forekommer meget ofte. Denne Bemærkning af Dem er endnu langt skarpsindigere end den forrige…”

„Tak…”

„Ingen Aarsag; — men tag ogsaa i Betragtning, at en saadan Vildfarelse blot er mulig hos den ene Klasse, altsaa hos de sædvanlige Mennesker, som jeg maaske lidt upassende har kaldt dem. Trods deres Lydighedsdrift, spiller Naturen dem dog ofte et Puds — selv hos Køerne skal der jo kunne findes Abnormiteter. — nogle af dem kunde for Eksempel betragte sig selv som „Forløbere”, som „Banebrydere”, eller mene, at de havde fundet et „nyt Ord,” og dette helt og holdent i god Tro. Men de virkeligt nye bliver ofte ikke en Gang bemærkede af dem, de blive foragtede som Efternølere og lavt tænkende Mennesker. Efter min Mening ligger deri dog ikke megen Fare, og de behøver sandelig ikke at være saa synderlig urolig for det, for slige Folk kommer dog aldrig meget langt. For deres Forvildelse kunne man jo passende en Gang give dem Prygl for at bringe dem deres sande Stilling i Erindring; mér er sandelig ikke nødvendigt; man behøver ikke en Gang at lade nogen gøre det — de prygler nok sig selv, thi de er meget velsindede. Nogle viser indbyrdes hinanden denne Tjeneste, andre pisker sig selv med egne Hænder … de paalægger sig da ogsaa forskellig Slags offenlig Bod, saa det ikke alene er skønt at se, men ogsaa rent opbyggeligt at høre; med et Ord, vær ikke urolig … vedkommende Lov vil nok sørge for alt.”

„Naa, fra denne Side har De da i det mindste nogenlunde beroliget mig, men saa er der uheldigvis endnu en Indvending: Sig mig dog, om jeg tør bede, hvor mange findes der af disse Folk, som har Ret til at myrde andre; altsaa af disse „usædvanlige?” Jeg er naturligvis villig til at bøje mig for Dem, men De vil dog vist indrømme, at det var besværligt, hvis der skulde være rigtig mange af dem — ikke sandt?”

„Aa, heller ikke det behøver De at være urolig over", vedblev Raskolnikow i samme Tone, „overhovedet fødes der kun overordentlig sjældent Mennesker med nye Tanker, selv saadanne, der kun har Evnen til at sige en lille Smule nyt, paafaldende sjældent. Klart er kun dette ene, at Betingelsen for Fremkomsten af disse Mennesker og alle hine Underafdelinger af Mennesker i Virkeligheden er forhaanden og blive begrænset ved en Naturlov. Denne Lov er naturligvis endnu ubekendt, men jeg tror, at den eksisterer, og at den i en Fremtid ogsaa vil blive anerkendt. Den store Masse af Mennesker, Materialet, eksisterer jo overhovedet kun i det Øjemed at anstrænge sig saa længe — ved en eller anden hidtil endnu hemmelighedsfuld Proces, ved en eller anden Krydsning af Slægter og Arter — indtil det endelig lykkes at frembringe et nogenlunde selvstændigt Menneske, lad det saa være en paa Tusind. En paa Titusind skulde maaske da fødes udrustet med et endnu større Maal af Selvstændighed. Jeg anfører kun dette som Eksempel. Saa med endnu større Selvstændighed vil der maaske komme en paa Hundretusind. Geniale Mennesker vil der kun være en af paa Millioner, og af store Genier, Menneskeslægtens Fuldkommengørere — maaske kun en eneste paa mange tusind Millioner. Med et Ord, i den Retorte, hvor alt dette foregaar, har jeg ikke kiget ind, men en bestemt Lov er og maa det være; alt kan ikke blot afhænge af Tilfældet.”

„Hør nu — sidder I to og gør Nar ad hinanden?” raabte endelig Rasumichin. „Vil I strø Sand i Øjnene paa hinanden, eller hvad er Meningen? Dette kan dog ikke være dit Alvor, Rodja?”

Raskolnikow løftede tavs sit blege, sorgfulde Ansigt, saa paa ham og sagde intet. Lige overfor dette stille og sorgfulde Ansigt forekom Porphyriys's Fysiognomi ham saa meget mere paatrængende og uforskammet haanligt.

„Naa, Broder, skulde det virkelig være dit Alvor, saa … Du har naturligvis Ret, naar Du siger, at alt dette ikke er nyt, og at vi allerede Tusind Gange har læst det og hørt det; men hvad her virkelig er originalt og din egen Ejendom, det er, til min Forbavselse, Teorien om den menneskelige Samvittigheds Ret til at udgyde Blod og — undskyld mig — at Du endog forfægter denne Teori med en vis Fanatisme … Deri ligger vel altsaa ogsaa Hovedtanken i din Artikel? Dette at Samvittigheden bemyndiger til Blodsudgydelse, det er … det er efter min Mening endnu frygteligere end en officiel, retslig Tilladelse til Blodsudgydelse vilde være…”

„Fuldkommen rigtigt — endnu frygteligere,” bekræftede Porphyrius.

„Nej, Du er vist kommen paa Afveje ved falske Slutninger … her maa være en Fejltagelse, som Du har ladet Dig rive med af!… Dette kan ikke være dine Ideer. Jeg vil læse…”

„I min Artikel findes det ikke; det er kun løse Antydninger,” bemærkede Raskolnikow.

Porphyrius kunde ikke holde sig fra at tilføje: „Javel, jeg ser nu næsten ganske klart, hvad De behager at mene om Forbrydelsen, men … undskyld min Paatrængenhed — det gør mig selv ondt —, men ser De: Før beroligede De mig meget med Hensyn til Muligheden af en Fejltagelse, nemlig i Tilfælde af en Sammenblanding af begge Klasser af Mennesker, men … jeg er dog endnu altid lidt urolig for de forskellige praktiske enkelte Tilfælde. Sæt nu for Eksempel, at en eller anden Mand eller Yngling faldt paa at indbilde sig, at han var en Lykurg eller en Muhammed — naturligvis en vordende — og at han saa begyndte at „rydde alle Hindringer af Vejen?” … Han siger for Eksempel til sig selv: der forestaar mig et stort Felttog, men til et stort Felttog behøves mange Penge … og han begynder saa — at anskaffe sig nogle … De forstaar mig vel?”

Sametow, som endnu altid sad i sin Krog, brast pludselig ud i Latter.

Raskolnikow saa ikke engang op.

„Jeg maa erklære mig enig med Dem I, at saadanne Tilfælde virkelig kunde forekomme. Enfoldige og ærgerrige Personer vil vistnok bide paa den Krog … især Ungdommen.”

„Ja ser De!… naa … og hvad saa?”

„Ja, hvad saa,” sagde Raskolnikow smilende; „min Skyld er det da vel ikke! Det er engang saaledes og vil altid være saaledes. Han dér — her kastede han et Blik paa Rasumichin — sagde netop, at jeg tillod Blodsudgydelse. Hvad betyder saa det? Samfundet er jo garanteret ved Forvisninger, Fængsler, Undersøgelsesdommere, Tugthuse — hvad Foruroligende er der da? Find ham bare, Røveren!…”

„Naa, og naar vi saa finder ham?”

„Saa fortjener han ikke bedre."

„De er meget logisk. Naa, men hvordan gaar det saa med hans Samvittighed?”

„Kommer det egentlig Dem ved?”

„Aa jo, selv om det saa bare var af Humanitetshensyn.”

„Den, som har nogen Samvittighed maa lide — hvis han indser sin Fejltagelse. Det er ogsaa en Straf for ham — rent bortset fra Tugthuset.”

„Naa, men de virkelig geniale,” spurgte Rasumichin og rynkede Panden, „de, som var begavede med det Privilegium at myrde, de maa altsaa slet ikke lide … ikke en Gang for det Blod, de har udgydt!”

„Hvorfor skal man her anvende Ordet maa! Her er hverken Tale om Tillædelse eller Forbud. Enhver, som lider ved at have begaaet Forbrydelsen — maa finde sig deri — Lidelser og Smærter er uadskillelige fra vidtomfattende Kundskab og fra Hjærtedybde. Virkeligt store Mennesker maa, synes jeg, bære en dyb Kummer i sig her paa Jorden…” tilføjede han pludselig grublende, idet hans Stemme slog om i en anden Tone.

Han slog Øjnene op, saa fordybet i Tanker paa dem alle, smilte og greb sin Hue. Sammenlignet med hans Overgivenhed, da han kom, var han nu for rolig, det følte han.

Alle rejste sig.

„Naa, De maa blive vred paa mig eller ikke, ærgre Dem eller ikke,” begyndte atter Porphyrius Petrowitsch, „men tillad mig endnu et lille Spørgsmaal, jeg vilde kun komme med en eneste lille Idé for ikke at glemme den…”

„Godt; kom De med Deres Ide,” sagde Raskolnikow, der stod alvorlig og bleg foran ham.

„Ja … jeg ved næsten ikke, hvorledes jeg bedst skal udtrykke mig … denne lille Ide er saa nydelig … saa rent psykologisk … Ser De, den Gang De skrev Deres Artikel — da var det dog umuligt, he, he! — at De ikke ogsaa skulde have regnet Dem til disse — naa, om det saa bare var en ganske lille Smule — til disse „usædvanlige”, til disse, som siger et nyt Ord, d. v. s. saadan som De mener det … Er det ikke rigtigt?

„Meget muligt!” svarede Raskolnikow foragteligt.

Rasumichin gjorde en Bevægelse.

„Og hvis det er rigtigt, vilde De da saa selv have Mod nok til, naa … saadan paa Grund af Uheld eller Trang, eller til Fremme af Menneskenes Vel — at overskride Skrankerne?… for Eksempel at dræbe eller røve?…”

Det var som om han atter blinkede til ham med det venstre Øje og lo uhørligt — aldeles som før.

„Selv om jeg virkelig havde overskredet Skrankerne, saa vilde jeg selvfølgelog ikke sige Dem det,” svarede Raskolnikow med udfordrende, overmodig Foragt.

„Nej, det mener jeg heller ikke; det interesserer mig jo bare saadan i Almindelighed, specielt Fik bedre Forstaaelse af Deres Artikel i literær Henseende…”

Fy, hvor det er utilsløret og frækt, tænkte Raskolnikow med en kvalmende Følelse.

„Tillad mig kun den Bemærkning,” svarede han koldt, „at jeg hverken holder mig for en Muhammed eller en Napoleon eller noget lignende, at jeg altsaa heller ikke er i det Tilfælde at kunne give Dem en tilfredsstillende Erklæring om, hvorledes jeg i et saadant Tilfælde vilde handle.”

„Aa, bild mig det ind!… Hvem holder sig ikke her hos os i Rusland for en Napoleon — hvad?” sagde pludselig Porphyrius med fræk Fortrolighed. Endog i Betoningen af Ordene laa der denne Gang noget særlig tydeligt.

„Mon ikke en eller anden vordende Napoleon har slaaet vor Aljona Iwanowna ihjel med en Økse for en Uge siden?” udbrød pludseligt Sametow henne fra sin Krog.

Raskolnikow tav og saa stivt og fast paa Porphyrius.

Rasumichins Ansigt blev mørkt og han rynkede Panden. Han havde allerede før mærket noget og saa sig nu vredt om.

Et Minuts Tavshed paafulgte. Raskolnikow vendte sig om og vilde gaa.

„Gaar De allerede?” sagde Porphyrius høfligt, idet han paa det elskværdigste rakte ham Haanden. „Det var mig meget, meget behageligt at gøre Deres Bekendtskab, og hvad Deres Andragende angaar, saa vær uden Bekymring. Skriv kun det, jeg har sagt Dem. Eller endnu bedre, kom selv hen til mig paa Kontoret … i disse Dage … om De vil i Morgen. Jeg er der Klokken omkring elleve. Da kan vi ordne det Hele … tale om det … og da De er en af dem, som i de seneste Dage var dèr, saa kan De maaske ogsaa meddele noget…” tilføjede han med den godmodigste Mine.

„De vil forhøre mig officielt?… efter alle Former?” spurgte Raskolnikow skarpt.

„Hvorfor det? Foreløbig er det slet ikke nødvendigt. De har ikke forstaaet mig rigtigt. Ser De, jeg forsømmer ingen Anledning og … og … har allerede talt med alle dem, der har laant paa Pant … med en har jeg afholdt et Vidneforhør … og De, som den sidste … Ak ja, à propos!” sagde han pludseligt ligesom glædende sig over et Indfald, „det er godt, at jeg netop husker det; — at jeg ikke før tænkte paa det!” sagde han henvendende sig til Rasumichin: „véd Du, at da Du den Gang tudede mig Ørene fulde om denne Nikalaschka … naa, jeg ved det jo selv nu, for længe siden, at Fyren er uskyldig!” — han vendte sig til Raskolnikow — „men hvad er der at gøre ved det, Mitka maatte jeg ogsaa ulejlige … altsaa Sagen er den: Da De den Gang gik ned ad Trappen … om Forladelse, det var jo mellem syv og otte…?”

„Mellem syv og otte…” svarede Raskolnikow og havde den ubehagelige Følelse, at han ikke havde behøvet at sige dette.

„Altsaa, da De mellem syv og otte befandt Dem paa Trappen, saa De da ikke i anden Etage i den aabne Lejlighed — De husker nok? — to eller maaske kun en? De passede deres Malerarbejde. Skulde De ikke have lagt Mærke til dem? Det er nemlig meget, meget vigtigt for disse Folk…!”

„Malere? Nej, jeg saa ingen…” svarede Raskolnikow langsomt og som om han støvede omkring i sin Hukommelse — men anspændte paa samme Tid alle Aandskræfter og holdt paa at forgaa af Kval for hurtigst muligt at udfinde, hvor den Snare laa, som skulde fange ham … „Nej, jeg saa ikke noget, jeg saa heller ikke nogen aaben Lejlighed … men oven paa, i fjerde Etage,” sagde han, idet han pludselig opdagede Snoren og ligefrem godtede sig derover, „der husker jeg, at en Embedsmand netop flyttede ud af Lejligheden … lige over for Aljona Iwanowna … det husker jeg … aldeles tydeligt!… Nogle Soldater bar endda en Sofa ud og klemte mig ind mod Væggen … men Malere véd jeg ikke noget om, og nogen aaben Lejlighed var der heller ikke, nej, det kender jeg ikke til!…”

„Ja, men hvad er det ogsaa for noget Snak!” udbrød Rasumichin, der pludselig besindede sig: „Malerne arbejdede der jo den Dag, da Mordet blev begaaet, og han var der jo tre Dage i Forvejen. Hvordan kan Du komme med det Spørgsmaal?”

„Fy for Pokker! Det har jeg rent forvekslet!” Porphyrius slog sig for Panden, „Fanden tage hele Historien, den gør mig tilsidst gal!” Han vendte til Raskolnikow som for at undskylde sig: „det var os nemlig af stor Vigtighed at erfare, om ikke nogen havde set Malerne i Lejligheden mellem syv og otte; og saa bildte jeg mig netop ind, at De kunde oplyse noget om det … jeg forvekslede det aldeles!”

„Derfor maa man ogsaa være mere opmærksom,” bemærkede Rasumichin.

De sidste Ord blev allerede udsagte i Entreen. Porphyrius Petrowitsch havde paa det elskværdigste fulgt dem begge til Døren.

De gik gnavne og mørke ud og sagde længe ikke et Ord.

Raskolnikow aandede dybt…

---

1. Fanlansterier er Samfund paa 12—1800 Mennesker, dannede efter den franske Socialist (Utopist) Fouriers Mønster. Disse Forsøg paa at danne „Samfund i Samfundet” er næsten alle mislykkedes. Dog bestaar endnu Godins berømte Familistére i Nordfrankrig, til Dels dannet efter Fouriers Teorier.
   O. A.