Forbryderen/1/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 13-37

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

II.

Raskolnikow var ikke vant til at færdes meget mellem Folk; han var, som sagt, formelig menneskesky, især i den sidste Tid. Men nu kom der en Følelse, som atter drog ham til Mennesker — han følte Trang til menneskeligt Selskab. Han var saa træt af sit maanedlange Tungsind og sin mørke Grublen, at det var nødvendigt, om end kun for et Par Minuter, at trække Vejret i andre Omgivelser, de maatte saa være som de vilde; han brød sig ikke om al det Smuds, der nu omgav ham — han befandt sig godt i denne Ølknejpe.

Værten opholdt sig i et Sideværelse, men kom tidt ned i Gæstestuen, der laa nogle Trin lavere. Hans pralende, fedtglinsende langskaftede Støvler med røde Kanter stak især i Øjnene; for Resten var han meget tarvelig klædt: en Jakke uden Ærmer, en smudsig Atlaskes Vest, og bar Hals. Hans Ansigt glinsede, som det var smurt ind med Olie. Bag Disken stod en fjortenaars Dreng, og en anden, endnu yngre, opvartede Gæsterne. Paa Disken stod Agurker skaarne i Skiver, ristet Rugbrød og smaatskaaret Fisk — ingen af Delene lugtede godt. Der var saa lummert i Stuen, at Opholdet næsten var utaaleligt, og hele Luften var desuden saa gennemtrængt af Brændevinsstank, at man godt paa fem Minuter kunde blive fuld alene af den.

Enhver véd, at man ofte kan træffe paa Mennesker, man pludselig, uventet kommer til at føle en levende Interesse for, før man endnu har talt et eneste Ord med dem. Et saadant Indtryk fik Raskolnikow af den ensomme Gæst, der saa ud til at være afskediget Embedsmand. Den unge Mand mindedes senere dette første Indtryk og tilskrev det endog en Forudanelse. Han saa stadig hen paa Embedsmanden — maaske ogsaa fordi denne ligeledes betragtede ham og saa ud til at have Lyst til at begynde en Samtale. Embedsmanden betragtede hovmodigt de andre tilstedeværende, Værten medregnet, og saa ned paa dem som de var Mennesker af en lavere Stand, uden Dannelse, og med hvem det ikke lønnede sig at tale. Han var vel et halvt hundrede Aar, middelhøj og sværtbygget, med graat Haar, flejnskallet, og med et af Drik oppustet gulligt Ansigt, opsvulmede Øjenlaag, men under hvilke man saa et Par livlige, blodsprængte Øjne. Der laa dog et sælsomt Udtryk i disse Øjne, noget der lignede Vanvid, men ogsaa Klogskab og Aandsdannelse. Han bar en gammel, pjaltet, sort Frakke, hvori Knapperne manglede paa en nær, der sad temmelig fast og var tilknappet for at bevare Værdigheden; bag en Nankinsvest saas en krøllet, smudsig og plettet Krave. Ansigtet var barberet, men det var saa længe siden, at de tætte blaalige Skægstubbe stak frem. I hans Væsen var der meget, der tydede paa Embedsstanden. Han var i stadig Uro, strøg Fingrene gennem Haaret, lagde under Tiden Hovedet tungsindigt i begge Hænderne, idet han støttede de pjaltede Albuer mod det sølede Bord. Endelig saa han Raskolnikow frejdigt ind i Ansigtet og begyndte med høj, fast Stemme:

„Tillader De, ærede Herre, at jeg indleder en behagelig Underholdning med Dem? For selv om Deres Dragt heller ikke er saa fin, saa siger min Erfaring mig dog, at De er et dannet, ikke til Drik forfaldent Menneske. Jeg har altid havt Agtelse for Dannelsen, naar den er forenet med Aand og Følelse. Jeg er forøvrigt Titularraad[1]; Marmeladow er mit Familienavn — Marmeladow, Titularraad. Tør jeg spørge, har De ogsaa tjent Staten?”

„Nej, jeg studerer,” svarede den unge Mand, forundret over den mærkelige Maade, den Fremmede udtrykte sig paa, og over den uventede Tiltale. Thi skønt han nylig havde næret det Ønske, at udveksle Tanker med andre, følte han dog ved det første Ord, der blev rettet til ham, den sædvanlige fjendtlige Stemning overfor ethvert menneskeligt Væsen, der søgte at nærme sig ham.

„Student altsaa — eller forhenværende Student” — sagde Embedsmanden; „jeg tænkte nok det var saadan noget! Jeg har Erfaring, ærede Herre, megen Erfaring!” For at betegne denne gode Egenskab, pegede han med sin Finger paa Panden. „De er Student — De hører til den lærde Klasse! Tillader De?” Han rejste sig, greb Flasken og Glasset, dinglede hen til den unge Mands Bord og satte sig skraas overfor ham. Han var beruset, men talte dog flydende og let, og Tungen slog sjælden klik. Han bemægtigede sig Raskolnikow med en Ivrighed, som om han heller ikke havde talt med et Menneske en hel Maaned.

„Ærede Herre,” begyndte han i Prædiketone, „Fattigdom er ingen Last, det er sandt, og Drukkenskab er ingen Dyd, der er endnu mere sandt. Men Tiggeri, kære Herre, det er en Last. Som Fattig kan man bevare sin medfødte Selvstændighedfølelse, men ikke som Tigger. En Tigger jager man ikke engang bort med en Stok — man koster ham, fejer ham bort fra det menneskelige Selskab med Kosten, for derved at volde ham endnu dybere Smerte. Og det er ganske i sin Orden, for Tiggeren er i Stand til at nedværdige sig til alt. Deraf kommer ogsaa Drukkenskaben. For en Maaned siden har Hr. Lebesjatnikow pryglet min Kone — og min Kone er ikke saa slet som jeg. Forstaar De? — Tillad mig et Spørgsmaal — bare af Nysgærrighed: Har De aldrig nogen Nat sovet paa en Høbaad i Newa?”

„Nej — det har jeg aldrig prøvet,” svarede Raskolnikow. „Men hvorfor?”

„Naa — jeg kommer nylig derfra — jeg har tilbragt de sidste fem Nætter der.”

Han fyldte sit Glas, tømte det og faldt saa i Tanker. Man saa virkelig paa hans Klæder og i Haaret adskillige Høstraa, og det kunde ogsaa nok se ud til, at han i fem Dage ikke havde været af Klæderne og ikke vasket sig; især var hans Hænder smudsige, fedtede og røde, og der var Sørgerande paa Neglene.

Det lod til, at Mandens Fortælling vakte almindelig, om ikke just livlig Opmærksomhed. Drengene bag Disken begyndte at fnise, Værten kom ned fra Sideværelset, aabenbart i den Hensigt at høre paa „Spøgefuglen”; han satte sig gispende hen i en Krog. Sandsynligvis var Marmeladow her en gammel Bekendt. Hans underlige snirklede Talemaade maatte han vel have vænnet sig til ved at indlade sig i Værtshuspassiar med enhver fremmed Gæst. Denne Særhed har mange Drukkenbolte, især dem, der bliver holdt stramt i Tømme hjemme, og maa taale meget. Derfor søger de, naar de kommer sammen med andre Ligesindede, at tale saa meget som muligt for at skaffe sig Respekt.

„Pudsig Fyr!” sagde Værten højt. „Hvorfor arbejder man da ikke? Hvorfor har De intet Embede, naar De er Embedsmand?”

„Hvorfor jeg intet Embede har, ærede Herre,” svarede Marmeladow, idet han udelukkende henvendte sig til Raskolnikow, som om det var ham, der havde spurgt, „hvorfor jeg intet Embede har? Smærter det mig ikke, at jeg saadan maa drive om til ingen Nytte? Da Hr. Lebesjatnikow i forrige Maaned med sine egne Hænder slog min Kone, og jeg laa og var fuld — tror De ikke, det gjorde mig ondt? — Tillad mig, unge Mand, har De aldrig — hm — bedt nogen om at laade Dem Penge — saadan uden Spor af Udsigt til at faa dem?”

„Aa jo — men hvad vil det sige —— uden Spor af Udsigt?”

„Fuldstændig haabløst, forud at vide, at man intet opnaar! De kan for Eksempel vide forud og bestemt, at en vis Mand, en meget hæderlig og dygtig Borger, for ingen Pris vil give Dem Penge, og jeg spørger Dem, hvorfor skulde han ogsaa gøre det? Han véd jo, at han aldrig faar dem igen. Maaske af Medlidenhed? Hm! Hr. Lebesjatnikow, der følger med alle de nye Ideer, har erklæret, at Medlidenhed i vor Tid endog af Videnskaben er betegnet som utilladelig, saaledes for Eksempel i England, hvor der dog er Statsøkonomi. Hvorfor, spørger jeg altsaa, skulde han give Dem Pengene? Og alligevel, skønt De forud véd, at han ingen Penge giver Dem, gaar De dog hen til ham og…”

„Men hvorfor gaar man da derhen?” afbrød Raskolnikow ham.

„Til hvem gaar man ikke, naar man ikke mere véd, hvor man skal gaa hen? Rigtignok maa ethvert Menneske vide, hvorhen han skal vende sig. Der kan komme Tider, hvor man nødvendigvis maa vide, hvor man skal gaa hen. Da min Datter første Gang kom med det gule Kort[2], gik jeg ogsaa ud — ja, for min Datter har nemlig faaet det gule Kort,” bemærkede han lige som i Paranthes og betragtede med indre Uro den unge Mand. „Det gør ikke noget, kære Herre, det gør ikke noget,” skyndte han sig at tilføje med tilsyneladende Ro, da Drengene bag Disken brast ud i Skoggerlatter og selv Værten fortrak Ansigtet til et Grin. „Det oprører mig ikke, at man ryster paa Hovedet. Alle véd det jo, og enhver Hemmelighed bliver en Gang aabenbaret. Jeg nævner det ikke med Foragt, men i Ydmyghed. Det gør ikke noget. Lad dem bare brøle: Se, hvilket Menneske! — Tillad mig, unge Mand, kan De — — nej, der maa en stærkere Betegnelse til — tør De, naar De nu sidder lige over for mig og ser paa mig, paastaa med Bestemthed, at jeg ikke er et Svin?”

Den unge Mand tav.

„Naa,” vedblev Taleren, efter at han med megen Værdighed havde ventet til Latteren omkring ham var standset, „lad ogsaa mig være et Svin, men hun er en Dame! Jeg er ikke bedre end et Dyr, men Katharina Iwanowna, min Hustru, er en dannet Kvinde og Datter af en Stabsofficer. Lad mig være en Usling, hun ejer et ædelt Hjærte, hun har Opdragelse og Følelse. Og dog — naar hun bare vilde have Medlidenhed med mig, kære Herre — det er jo nødvendigt, at man i det mindste har et Sted, hvor man finder Medlidenhed, men Katharina Iwanowna er dog ikke god, uagtet hun har et ædelt Hjærte. Og dog forstaar jeg godt, at naar hun trækker mig i Haaret, saa er det af bare Medlidenhed hun gør det. Thi jeg vil ikke skjule det for Dem, unge Mand, hun trækker mig i Haaret,” tilføjede han med dobbel Værdighed, da han igen blev afbrudt af den høje Latter. „O, Gud! naar hun bare en eneste Gang — — Men hvad nytter det at tale derom? Jeg er aldrig Genstand for Længsel, aldrig for Medlidenhed. Mit Ansigt viser det allerede — jeg er ikke andet end et Dyr!”

„Ja — det er vist!” bemærkede Værten og gabede.

Marmeladow slog med den knyttede Næve i Bordet.

„Men saadan maa jeg være! Véd De, min Herre! véd De, at jeg har drukket alt op lige til hendes Strømper? Ikke alene Skoene, men Strømperne med! Hun havde et Halstørklæde af Gedehaar — det var hendes eget — det har jeg ogsaa drukket op! — Vor Lejlighed er meget kold, sidste Vinter har hun forkølet sig, og nu hoster hun — hun hoster Blod. Børnene er smaa — vi har tre — og Katharina Iwanowna arbejder fra tidlig Morgen til sent om Aftenen; hun skurer og vasker og pusler om Børnene — hun er vant til Renlighed fra ganske lille; men hun har et svagt Bryst, hun har Anlæg til Brystsyge, det føler jeg godt! — Hvorfor skulde jeg ikke føle det! Jeg drikker jo, for at søge Trøst i Glasset! Jeg drikker, fordi jeg vil lide dobbelt!” Ligesom i Fortvivlelse bøjede han Hovedet ned til Bordet.

„Unge Mand,” vedblev han, da han atter hævede Hovedet, „jeg læser i Deres Ansigt saadan noget som Kummer. Lige fra De traadte her ind har jeg lagt Mærke til det, og derfor henvendte jeg mig til Dem. Naar jeg fortæller Dem mit Livs Historie, saa er det ikke for at spille Komedie for disse Dovendyr, som desuden allerede kender den — jeg søger kun et medfølende, dannet Menneske. De maa vide, at min Hustru er bleven opdraget i et adeligt Guvernements-Institut, og ved hendes Bortgang dansede hun for Guvernøren og de andre høje Herrer, hvorfor hun fik Guldmedaille og en Dygtighedsattest. Medaillen — naa, ja — den har vi solgt — det er allerede længe siden — hm! — men Attesten ligger endnu i hendes Kuffert — det er ikke længe siden hun havde den fremme, for at vise Værtinden den. Hun holder ellers ikke meget af Værtinden; men hun havde dog nok Lyst til at prale lidt med de svundne Dages Lykke. — Jeg fortænker hende ikke i det, jeg bebrejder hende det ikke; det er jo det sidste Minde, hun har — alle de andre er gaaet al Kødets Gang. — Ja, ja — hun er en meget hidsig Dame, stolt og ubøjelig. Hun skurer selv Gulvet og spiser Rugbrød, men Ringeagt kan hun ikke bære. Derfor kunde hun heller ikke finde sig i Hr. Lebesjatnikows Grovhed, og da han saa egenhændig slog hende, saa maatte hun lægge sig til Sengs, ikke paa Grund af Pryglene, hun fik, men af Harme over den lave Behandling. Hun var Enke med tre smaa Børn, da jeg giftede mig med hende. Hendes første Mand var Infanteriofficer; hun havde giftet sig med ham af Kærlighed og var flygtet bort fra sine Forældres Hus med ham. Hun elskede ham uudsigeligt; men han begyndte at spille, og det tog en sørgelig Ende med ham. Tilsidst begyndte han at mishandle hende — og dog har hun ikke glemt ham — det har jeg sikre Beviser paa — hun mindes ham endnu den Dag i Dag med Taarer og stiller ham op som et Mønster for mig; og jeg glæder mig derover, jeg glæder mig over at se hende lykkelig, om det ogsaa kun er ved sine Minder. Han lod hende tilbage i en afsidesliggende Landsby, hvor ogsaa jeg den Gang befandt mig, og hun levede dèr i den mest haabløse Fattigdom, at jeg ikke kan beskrive det, skønt jeg har set megen Elendighed. Alle hendes Slægtninge havde vendt sig fra hende, og hun var stolt, meget stolt. Og nu, kære Herre, jeg, der var Enkemand med en fjortenaarig Datter, jeg bød hende nu min Haand; jeg kunde ikke taale at se hendes Elendighed. De vil selv kunne indse, i hvilken grænseløs Fattigdom hun maa være sunken, naar hun, der var dannet og af fornem Familie, tog imod mit Tilbud. Hun tog mig hulkende og grædende, mens hun vred sine Hænder, men hun havde ingen anden Udvej. Hun vidste ikke, hvor hun skulde gaa hen — fatter De, hvad det vil sige, unge Mand, at man ikke véd, hvor man skal gaa hen? Nej — det forstaar De ikke! — Et helt Aar opfyldte jeg mine Pligter ærligt og redeligt — jeg næppe saa til denne her (han pegede paa Flasken) og lod mig ikke føre paa gale Veje — jeg har Æresfølelse. Men jeg mistede min Plads — det var ikke min Skyld, men paa Grund af en Forandring — og saa — saa begyndte jeg igen! — — Det er nu halvandet Aar siden, at vi endelig efter lange Rejser og al Slags Elendighed naaede til denne herlige, af talrige Mindesmærker smykkede Hovedstad. Her fik jeg igen en Plads — jeg fik den og mistede den. Forstaar De? — Det var Brændevinens Skyld — for min Skæbne havde nu engang stødt til mig. Nu lever vi her i en afsides Krog hos Logisværtinden Amalia Feodorowna Lippewechsel, men hvoraf vi lever, hvormed vi bestrider vore Udgifter — det véd jeg ikke selv. — Saadan lever jo mange. — Nu var ogsaa min Datter bleven voksen — hun var af mit første Ægteskab. Hvad hun under sin Opvækst har maattet taale af sin Stedmoder — det vil jeg slet ikke tale om. Skønt Katharina Iwanowna ejer en Rigdom af ædle Følelser, saa er hun dog en hidsig, varmblodig Dame, der let bliver saa arrig, at hun ikke kan beherske sig. Naa, jeg vil ikke tænke paa det. Min Sofia har jo ikke faaet nogen Opdragelse. For fire Aar siden prøvede jeg selv at gaa gennem Geografien og Verdenshistorien med hende; men da jeg ikke selv var videre stiv i Papirerne, og da jeg ingen gode Lærebøger havde — for de Bøger, jeg en Gang havde haft, de var — — naa, ja — dem havde jeg ikke mere — saa fik Undervisningen snart Ende. Vi blev staaende ved Perserkongen Cyrus. Da hun saa var bleven noget ældre, læste hun nogle Romaner og Lewis' „Fysiologi”, som hun laante af Hr. Lebesjatnikow. Kender De Lewis' „Fysiologi”? Hun læste den med stor Interesse, og hun læste endog nogle Afsnit af den højt for os. Det er hele hendes Lærdom. Men nu henvender jeg mig til Dem, kære Herre, med et helt privat Spørgsmaal: Hvor meget kan efter Deres Mening en fattig men dydig Pige fortjene ved ærligt Arbejde? Hun tjener næppe femten Kopek om Dagen, naar hun er dydig og ikke har noget særligt Talent, og endda maa hun arbejde uden et eneste Øjeblik at lægge Hænderne i Skødet. Statsraad Klopstock — ham kender De maaske? — har indtil i Dag endnu ikke betalt hende Syløn for et halvt Dusin Skjorter af hollandsk Lærred, han har endog jaget hende bort med Skældsord, trampet i Gulvet ad hende og sagt hende Uartigheder lige op i Ansigtet — altsammen under Paaskud af, at Skjortekraven ikke var syet efter Maalet. Og hjemme gaar Børnene og sulter. Katharina gaar op og ned ad Gulvet og vrider Hænderne, de røde Pletter træder frem paa hendes Kinder — de kommer med Sygdommen. „Hvad skal Du her, din Snyltegæst? Du spiser, drikker og varmer Dig, mens Børnene i tre Dage ikke har set en Skive Brød!” — Og jeg — ja, hvorfor skulde jeg nægte det? — jeg laa i en Krog og var fuld og hørte, hvorledes min Sofia — hun er saa mild, og hendes kære Stemme er saa blid, hun har lyse Lokker, og hendes Ansigt er saa blegt og magert — jeg hørte, hvorledes hun svarede: „Du mener da ikke, Katharina, at jeg skal sælge mig selv?” — For Doris Franzowna, et berygtet Fruentimmer, der flere Gange har været i Kollision med Politiet, havde allerede tre Gange talt med vor Værtinde om Sofia. — „Naa — var det da saa stor en Ulykke?" svarede Katharina haanligt, „betaler det sig virkelig at gemme paa den — denne kostbare Skat?” — Men De maa ikke fordømme hende — hun vidste ikke selv hvad hun sagde i Øjeblikket — hun var ophidset og syg — og rundt omkring hende græd Børnene af Sult. Hun sagde det mere for at saare Sofia, end i fuld Alvor … Katharina er nu engang af en saa hæftig Karakter, og naar Børnene begynder at skrige, om det saa bare er af Sult, saa bliver hun straks hidsig … Naa, ja — da Klokken kunde være saadan omtrent seks, ser jeg altsaa, at Sofia rejser sig, binder Tørklædet om sig, tager sin Kaabe paa og gaar ud … Ved Nitiden kommer hun hjem igen, gaar lige hen til Katharina og lægger tavs tredive Rubler paa Bordet … Hun sagde ikke et eneste Ord, løftede ikke Øjnene, men svøbte sig bare ind i vort store, grønne Tørklæde — det er saadan et stort Tørklæde vi allesammen bruger — hun gæmte Hovedet i Tørklædet og lagde sig paa Sengen med Ansigtet mod Væggen — der gik bare en Gang imellem en krampagtig Skælven gennem hendes lille spæde Legeme … Og jeg laa i Krogen og var fuld. Saa saae jeg, unge Mand, hvorledes Katharina gik hen til Sofias lille Seng, og uden at sige et eneste Ord faldt hun paa Knæ ved hendes Leje, og der blev hun liggende hele den lange Aften og vilde ikke rejse sig, til de endelig begge to faldt i Søvn med Armene slyngede om hinanden … begge to … ja begge to … og dèr laa jeg og var fuld!”

Marmeladow tav, som om Stemmen pludselig svigtede ham. Saa skænkede han hurtigt i sit Glas, drak det ud og spyttede.

„Fra dette Øjeblik,” vedblev han efter en kort Tavshed, „fra dette Øjeblik og som Følge af en ubehagelig Historie … ondskabsfulde Mennesker havde nemlig meldt Sofia … og det var navnlig Doris, der var Skyld i det, sandsynligvis fordi man ikke vist sig saa høflig mod hende, som hun forlangte … naa ja — fra dette Øjeblik blev min Datter nødt til at tage det gule Kort, og kunde altsaa heller ikke mere bo sammen med os. Logisværtinden Amalia Feodorowna kunde ikke lide det … hun havde dog tidligere holdt med Doris … og Hr. Lebesjatnikow — hm — ja, det var netop i Anledning af den Historie han pryglede min Hustru. Han havde selv begyndt med at ville have fat i Sofia, men nu var pludselig hans Æresfølelse krænket. „Hvad!” sagde han, „skulde en dannet Mand som jeg bo i Hus sammen med saadan En!” Men det vilde Katharina ikke taale — hun tog Sofia i Forsvar … ja, saa gik det da saadan … Nu kommer Sofia kun hjem til os i Mørkningen og hjælper Katharina og giver os, hvad hun kan undvære. Hun har lejet et Værelse hos Kapernaumow. Han er lam, og saa stammer han; han har Kone og en Masse Børn, og de stammer allesammen — Konen med … De boer allesammen i én Stue — Sofia har et Værelse for sig selv … Hm, ja! — Stakler — det er meget smaat for dem — og saa stammer de … Jeg stod altsaa op næste Morgen og begav mig til Hans Ekscellence Iwan Athanasjewitsch … Kender De Hans Ekscellence? … Ikke? … Naa, saa kender De ikke et rigtig velsignet Menneske … Han er blød som Voks … han smelter som Voks — han havde virkelig Taarer i Øjnene, da han havde hørt al Ting. „Godt, Marmeladow,” sagde han, „Du har allerede en Gang skuffet min Tillid … men jeg tager Dig endnu en Gang — paa mit eget Ansvar — de selv samme Ord sagde han — „glem det ikke — gaa saa!” Jeg kyssede Støvet under hans Fødder — i Tankerne — og gik saa hjem igen. Sikken en Glæde der blev, da de hørte, at jeg atter havde faaet Embede, og at jeg vilde faa Løn!…”

Marmeladow tav atter, overvældet af Sindsbevægelse.

I det samme kom en hel Skare fulde Folk ind. De havde en Lirekasse med sig, og en lille Dreng sang Chutorok[3] med en hæs forskreget Stemme. Der blev en Støj og et Spektakel. Værten og Opvarterne fik travlt med de nye Gæster.

Marmeladow fortsatte sin Fortælling uden saa meget som at sende de Fremmede et eneste Blik. Han var allerede svært medtaget, men jo fuldere han blev, des mere snakkesalig blev han. Tanken om de ny erhvervede Lavrbær paa Embedsbanen lod næsten til at oplive ham og bredte lige som et Skær af Glæde over hans Ansigt.

Raskolnikow lyttede opmærksomt til.

„Saaledes stod Sagerne for fem—seks Uger siden. Ikke saa snart havde de begge to — Katharina og Sofia — faaet Nyheden at vide, før jeg følte mig til Mode, som jeg var kommen lige lukt ind i Himmelen! — Ja, Herregud! — før naar jeg laa i Krogen som et Dyr .... bare Skældsord! … Nu gik man omkring paa Taaspidserne … Børnene fik Besked paa at være pænt stille: Simon Zacharitsch er kommen hjem fra Kontoret — han er træt — han skal hvile sig — syh, syh!” — — Jeg fik Kaffe før jeg gik paa Kontoret — Kaffe med kogt Fløde — rigtig Fløde fik jeg! Det havde de skaffet! — Og en ny fin Kontordragt — elleve Rubler og femten Kopek havde den kostet — hvorfra de havde skrabet Penge sammen — det forstaar jeg ikke den Dag i Dag. Og Støvler, Skjortebryst, skinnende hvidt — Viceuniform — altsammen for elleve og en halv Rubel og af bedste Sort! — Den første Dag, da jeg kom hjem fra Kontoret, havde Katharina to Retter varm Mad til mig — Suppe og sprængt Kød — det var første Gang saadan noget var sket hos os! — Hun havde ingen Ting at tage paa sig — ikke en Trævl! — Og nu var hun pyntet — lige som om hun skulde ud i Selskab — og det ikke alene saadan i det ydre. Hun forstaar at lave noget af ingen Ting! — Haaret var glattet og kæmmet, ren Krave og rene Mansketter havde hun paa — hun var ligesom forvandlet, yngre og smukkere — det var ikke mere det gamle Menneske. Sofia, min lille Due, forstrakte os med Penge. „For mig passer det sig ikke længer at komme hjem til Jer saa ofte — bare en Gang imellem i Mørkningen, naar ingen kan se mig.” — — Ja, nu skal De bare høre! — En Eftermiddag kom jeg hjem og kastede mig et Øjeblik paa Sengen — og hvad tror De saa, der skete? Katharina havde ikke kunnet dy sig for at bede Logisværtinden ind til Kaffe, skønt det ikke var en Uge siden de havde været oppe at skændes. To stive Timer sad de og hviskede og stak Hovederne sammen. „Nu da Simon atter er i Embede og faar Gage, maatte han naturligvis ogsaa vise sig personlig hos Hans Ekscellence, og Hans Ekscellence kom selv ud, tog ham ved Haanden og førte ham ind i sit Kabinet, mens han lod alle de andre vente. I Betragtning af Deres Fortjenester, Simon Zacharitsch, sagde han, og til Trods for denne letsindige Svaghed, De er henfalden til, men som De har lovet mig at aflægge, og fordi al Ting gik saa daarligt, da De kom bort, saa stoler jeg nu paa Deres Æresord.” … Det vil sige, det var, altsammen noget, Katharina fandt paa af sig selv, ikke for at lyve eller for at prale — nej, hun troede virkelig selv paa det — hun gik saadan og fantaserede og troede det var Virkelighed. Og jeg bebrejder hende ikke for det. Da jeg seks Dage efter bragte min første Lønning hjem — hel og urørt — tre og tyve Rubler og fyrretyve Kopek, saa gav hun mig de smukkeste Kælenavne! Hvad jeg var for en yndig Mand, og en god Mand! — og hun kneb mig i Kinden!”

Marmeladow tav, han forsøgte at smile, men paa en Gang kom der nogle Trækninger i hans Underansigt. Denne Knejpe, Mandens pjuskede Ydre efter de fem Nætter i Høbaaden og endelig Brændevinsflasken; dertil denne sygelige Kærlighed til Konen og Børnene — alt dette i Forening bragte næsten hans Tilhører fra Fatning. Raskolnikow hørte paa Manden med spændt Opmærksomhed; men han led ved det; han fortrød, han var gaaet her ned.

„De finder maaske det er latterligt — lige som de andre dèr,” sagde Marmeladow, da han atter var bleven rolig; „jeg keder Dem maaske med alle mine Historier fra mit huslige Liv; men jeg ler ikke, for jeg føler det hele … Og denne Dag, den eneste lykkelige Dag i mit Liv — og hele Aftenen — tænkte jeg kun paa, hvor hyggeligt vi skulde have det — hun skulde have en rolig og behagelig Tilværelse, Børnene skulde have nye Klæder, og min eneste Datter vilde jeg redde fra Vanæren og atter tage hende op i Familiens Skød … og meget, meget andet … Var det ikke rigtigt? … Naa —” han foer pludselig sammen og saa Raskolnikow lige i Ansigtet — „næste Nat lister jeg paa Tyvesokker Kuffertnøglen fra Katharina — som en gemen Tyv stjæler jeg, hvad der er tilbage af min Løn — jeg husker ikke mere, hvor meget der var — og nu — se kun paa mig — nu er hele Herligheden gaaet Fanden i Vold! — I fem Dage har jeg ikke været hjemme — man leder efter mig — Pengene er gaaet ad Helvede til, Viceuniformen er havnet i Knejpen ved den ægyptiske Bro — byttet med disse Klude, og … ja, det er Enden paa Historien!”

Marmeladow slog sig for Panden med den knyttede Næve, bed Tænderne sammen, lukkede Øjnene og støttede sig med Albuerne paa Bordet. Men straks efter forandredes Udtrykket i hans Ansigt, han paatog sig en listig Mine, saa paa Raskolnikow med et tvungent, fiffigt Smil og sagde:

„I Dag var jeg oppe og tiggede nogle Penge hos Sofia … jeg maatte have noget at slukke min Tørst med! Hahaha!”

„Og hun gav Dig virkelig Penge?” raabte en af dem, der nylig var kommen ind, og lo højt.

„Denne Flaske har jeg købt for hendes Penge,” svarede Marmeladow, kun henvendt til Raskolnikow. „Hun stak egenhændig tredive Kopek ud til mig — det var alt, hvad hun havde — jeg saa det selv … Ikke et Ord sagde hun — hun bare saa paa mig … Saaledes græder og sørger man ikke over Menneskene her paa Jorden — bare hist oppe … ikke et eneste bebrejdende Ord … Det gør meget, meget mere ondt! … Tredive Kopek … og hun trænger saa haardt til dem selv … tror De ikke? — Ja, hvad mener De derom, meget ærede Herre? Hun er jo nødt til at være renlig klædt paa — og denne Renlighed, denne særlige Renlighed — ja De forstaar mig jo — den koster Penge. — Naa, og Pomade — og stivede Skørter — fine Støvler for at kunne stikke sin lille Fod frem hver Gang man skal trippe over en Vandpyt … forstaar De, hvad en saadan Renlighed vil sige? … Og saa har jeg, hendes kødelige Fader, plukket hende for hendes sidste tredive Kopek, for at drikke dem op … Hvem i Alverden skulde saa have Medlidenhed med mig? Hvad? — Sig mig, Højstærede, har De ondt af mig? — Sig bare Ja eller Nej! — Hahaha!”

Han vilde skænke i sit Glas, men der var ikke mere i Flasken.

„Jo — Du var ogsaa En at have Medynk med,” sagde Værten, som atter havde nærmet sig.

Der lød atter Latter og Skældsord fra alle Kanter. De, der havde hørt paa ham, skældte ham ud og lo ad ham, og de andre lo ogsaa, om ikke ad andet, saa fordi han saa saa ussel ud, denne afsatte Embedsmand.

„Medynk med mig! — hvorfor skulde man have Medynk med mig?” raabte Marmeladow, idet han pludselig rejste sig og slog ud med Haanden, som om det netop var det Ord, han havde ventet paa. „Hvorfor skulde man have ondt af mig! Der er ingen Anledning til at have Medlidenhed med mig! Man maa korsfæste mig, men ikke ynke mig! — Ja, Dommer, korsfæst ham! korsfæst ham! — men beklag ham, idet Du korsfæster ham! — Saa overgiver jeg mig selv i dine Hænder til Korsfæstelse; for jeg tørster ikke efter Fryd og Glæde, men efter Smærte og Taarer!… Du Knejpevært! tror Du virkelig, at din Flaske har voldet mig Glæde? — Nej, Bedrøvelse, Bedrøvelse og Taarer er det, jeg søger efter paa dens Bund — og det har jeg fundet! Han, som har Medlidenhed med alle, som kender alle og alt, han, alle Skabningers Dommer, han vil ynkes over os! Og den Dag vil komme, da han vil spørge: „Hvor er da den Datter, der solgte sig for den onde, brystsyge Stedmoders Skyld, for de smaa, forsultne Børns Skyld? Hvor er den Datter, der ikke vendte sig med Afsky bort fra sin kødelige Fader, dette Dyr, denne unyttige Dranker, men havde Medlidenhed med ham?” Og han vil sige: „Kom til mig! Jeg har allerede én Gang tilgivet Dig … én Gang tilgivet … ogsaa nu skal din Synd tilgives Dig, thi Du har elsket meget!” Og han vil tilgive min Sofia — ja, jeg véd, han vil tilgive hende! — Jeg følte det i mit Hjærte — før da jeg var hos hende! Og over alle vil han holde Dom og tilgive alle, baade gode og onde, kloge og dumme … Og naar han har holdt Dom over dem alle, saa vil han ogsaa kalde os frem: „Kom I ogsaa nærmere,” vil han sige, „kom nærmere, I Drukkenbolte, I Uslinger, I Skamløse!" Og alle vil ile til ham; uden Frygt og Bæven vil de træde frem for hans Aasyn. Og han vil tale og sige: „I Svin, I som har gjort Jer selv til Dyr og til Dyrets Lige, kom I ogsaa til mig!” Og de Vise og Kloge vil opløfte deres Stemmer og sige: „Herre, hvorfor lader Du ogsaa disse komme til Dig?” Og se, han vil svare dem: „Jeg lader dem komme til mig, I Vise og I Kloge, fordi ingen af dem holdt sig selv for værdige til at komme til mig” … Og han vil række sin Haand ud imod os, og alle vil vi bøje os ned over den, og vi vil græde og vi vil forstaa alt! — Ja, vi vil forstaa alt … og Katharina … ogsaa hun vil forstaa det … Herre, til os komme dit Rige!”

Han faldt tilbage paa Bænken, kraftløs og udmattet, hensank i dybe Grublerier uden at bryde sig om sine Omgivelser. Hans Ord havde gjort et sælsomt Indtryk paa flere af de andre. Et Øjeblik blev der ganske stille, men lidt efter lød der atter Skældsord og Latter.

„Det var godt dømt!…”

„Sikke noget Vrøvl!…”

„Det er ogsaa en Embedsmand!…”

Og videre i samme Toneart.

„Hør, følg med, Herre,” sagde Marmeladow pludselig, idet han hævede Hovedet og henvendte sig til Raskolnikow … „følg mig hjem … til Katharina … det kan være paa Tide … det Koselske Hus inde i Gaarden.”

Raskolnikow var helst gaaet for længe siden, han havde ogsaa allerede selv besluttet at tage Manden under Armen. Men han opdagede snart, at Marmeladow var langt stærkere i Munden end i Benene. Den Fulde lænede sig tungt til den unge Mand. Vejen, de havde at gaa, kunde være mellem to og tre hundrede Skridt. Jo nærmere de kom Huset, des tungere blev det at slæbe den fulde Mand, der nu ligesom gjorde Modstand af Uro og Frygt.

„Det er ikke for Katharina, jeg er bange,” hviskede han; „heller ikke fordi hun vil trække mig i Haaret … Haaret — hvad er der ved det? — Snak! — det vilde være det allerbedste, om hun trak mig i Haaret … det er ikke let, jeg er bange for … men det er for hendes Øjne … uh, ja, Øjnene … og saa de røde Pletter paa Kinderne … og hendes Aande … Har De nogensinde lagt Mærke til, hvordan de Brystsyge aander?… Saa er jeg ogsaa bange for at høre Børnene græde … Ja, for dersom Sofia ikke har skaffet dem noget at spise … saa — ja, saa véd jeg ikke … Nej, Prygl er jeg ikke bange for … saadan en Smule Prygl gør jo slet ikke ondt … tværtimod … det har jeg godt af. Lad hende bare slaa løs paa mig — ret fsaa sin Lyst styretaa sin Lyst styret … Der har vi Huset, det Kosel'ske Hus. Værten er en tysk Kleinsmed, en rig Satan … Hold fast i mig.”

De gik tværs over Gaarden og klatrede helt op til fjerde Sal. Jo højere de kom op, des mørkere blev Trappen. Klokken var allerede elleve, og uagtet der paa denne Aarstid ikke er nogen egenlig Nat i St. Petersborg, var det alligevel temmelig mørkt saa højt oppe paa Trappen.

Helt oppe for Enden af Trappen var der en lav, tilrøget Dør, som stod aaben. En lille Stump Lys oplyste en forfærdelig fattig, ti Skridt lang Stue; fra Dørtrinet kunde man overse den helt. Al Ting laa i svinsk Uorden, især en Del pjaltet Barnetøj. Et laset Sengetæppe var hængt op for en Krog af Stuen — formodenlig skjulte det en Seng. Møblementet bestod af to Stole, en Sofa med iturevet Voksdugsbetræk, og foran den stod et almindeligt umalet Køkkenbord af Fyrretræ. Paa Bordet stod Lyset i en Blikstage. Det lod altsaa til, at Marmeladows virkelig havde Værelset for sig selv, men at andre havde Gennemgang i det. Døren, som førte ind til de andre Rum eller Bure, hvori Amalia Lippewechsel havde inddelt sin Lejlighed, var aaben; der indefra hørtes Støj, Skrig og Latter. De drak The derinde og spillede Kort.

Raskolnikow kunde straks kende Katharina. Hun var uhyggelig mager, temmelig høj med mørkebrunt, endnu ganske kønt Haar, og med store røde Pletter paa Kinderne. Hun gik frem og tilbage i sin lille Stue, med Armene overkors paa Brystet, med tørre Læber og kort, stødvis Aandedræt. Øjnene skinnede som i Feber, men Blikket var stift. I det flagrende Skin fra Lysestumpen gjorde dette sygelige, ophidsede Ansigt et smerteligt Indtryk. Hun saa ud til at kunne være henved tredive Aar og passede kun daarligt til Marmeladow.

Hun saa eller hørte ikke de Indtrædende, hun lod til at være helt optaget af sine Grublerier. Der var lummervarmt og kvalmt inde i Stuen, men ikke et Vindue var lukket op, og Stanken, der steg op ad Trappen nede fra, standsede inde i Stuen; fra Rummene ved Siden af kom der drivende store Skyer af Tobaksrøg; hun hostede, men lukkede ikke Døren. Den mindste af Smaapigerne, et Barn paa seks Aar, laa sammenkrøben paa Gulvet og sov, med Hovedet lænet til Sofaen. En Dreng, der var et Aarstid, stod i en Krog og græd og rystede over hele Kroppen; det saa næsten ud til, at han havde faaet en Lussing. Den ældste, en Pige paa ni Aar, var lang og tynd som en Humlestang; hun var i bar Særk, der var saa hullet, at man flere Steder kunde se det bare Skind igennem den, og over de nøgne Skuldre hang en Kaabe, som hun vel havde faaet for to Aar siden, thi nu naaede den hende ikke engang til Knæerne; hun stod henne i Krogen hos sin lille Broder og havde slynget sin lange, magre Arm omkring hans Hals. Det lod til, at hun vilde berolige ham; hun hviskede til ham, snakkede godt for ham, for at han ikke atter skulde briste i Graad, og paa samme Tid fulgte hendes store, mørke Øjne ængstelig Moderens Bevægelser.

Marmeladow gik ikke ind i Stuen; han knælede ned ved Døren og skød Raskolnikow ind foran sig.

Da Konen saa det fremmede Menneske, blev hun staaende foran ham og tænkte sig om et Øjeblik, som om hun grundede paa, hvad han egenlig vilde. Saa faldt det hende vel ind, at han bare vilde gaa igennem for at komme ind i en af de andre Stuer; hun vendte sig derfor bort fra ham og gik hen til den anden Dør for at lukke den. Men derved fik hun Øje paa Manden, som knælede udenfor Dørtærskelen, og med et vildt Skrig foer hun imod ham.

„Naa — kommer Du nu tilbage! Tugthuskandidat! Uhyre! Kom med Pengene! Hvad har Du i Lommen? Frem med det! — Og andet Tøj! — Hvor er dine Klæder? — Hvor er Pengene! Svar!”

Hun begyndte at gennemsøge hans Lommer. Marmeladow rakte lydigt som en Forbryder begge Armene ud, for at lette hende Undersøgelsen. Han havde ikke saa meget som en Kopek i Lommerne.

„Hvor er Pengene?” skreg hun. „O, Gud! Skulde han virkelig have sviret dem op allesammen? Der var endnu tolv Rubler i Kufferten.”.... Hun greb ham pludselig rasende i Haaret og trak ham ind i Stuen. Marmeladow lettede hende Møjen ved at krybe ydmygt paa Knæerne.

„Det er mig en Trøst — ingen Smær—te, men en Trø—øst, Herre!” raabte han, mens Konen rykkede og sled ham i Haaret og stødte hans Pande mod Gulvet. Barnet, der sov, blev vækket og gav sig til at græde. Drengen henne i Krogen kunde ikke længer holde sin Graad tilbage; han begyndte at ryste og skrige og klyngede sig fast om Søsterens Hals med et Udtryk af Angst, der næsten lignede et Krampetilfælde. Den ældste Pige rystede som et Æspeløv.

„Drukket alle Pengene op — allesammen!” raabte den stakkels Kone fortvivlet. „Og de nye Klæder! — Og her gaar de og sulter!” Hun vred Hænderne og pegede hen paa Børnene. — Aa — et forbandet Liv! — — Og De! — skammer De Dem ikke?” raabte hun pludselig til Raskolnikow; „De kommer ogsaa fra Knejpen — har drukket med ham — drukket Pengene op! — Ud!”

Den unge Mand sagde ikke et Ord, men skyndte sig bare at komme afsted. I den aabentstaaende Dør inde i Stuen havde der samlet sig en Mængde nysgærrige Tilskuere. Frække, grinende Ansigter med Cigarretter og Piber i Munden strakte sig frem; Skikkelser i Slobrok, i Skjorteærmer og i pjaltede Dragter, enkelte med Spillekort i Haanden, stirrede ind. Især vakte det stor Fornøjelse, at Marmeladow raabte, det var ham en Trøst, da Konen trak ham efter sig i Haaret. De kom helt ind i Stuen. Men omsider hørte man en ildevarslende Spektakel. Det var Amalia Lippewechsel, der i egen Person trængte frem for at bringe Orden til Veje paa sin Maade, og under en Strøm af Skældsord og Trusler for hundrede Gang sagde til den stakkels Kone, at hun allerede i Morgen skulde flytte ud af Logis'et.

Da Raskolnikow gik, greb han i Lommen og fandt nogle Kobberpenge, han havde faaet tilbage paa den Rubel, han havde byttet i Knejpen; han lagde dem ubemærket i Vinduet. Men da han var kommen lidt ned ad Trappen, betænkte han sig og vilde gaa ind igen.

„Der har jeg igen gjort en Dumhed,” tænkte han; „de har jo deres Sofia, og jeg trænger selv til mine Penge!”

Men saa indsaa han, at han nu ikke kunde faa Pengene igen, og at han heller ikke kunde overtale sig selv til at tage dem. Han lod altsaa Pengene ligge og gik hjem.

„Desuden skal hun jo ogsaa have Pomade, denne Sofia,” vedblev han og smilte foragteligt. „Den Slags Renlighed koster Penge.... ja — hm!.... Det kan maaske være en uheldig Dag for lille Sofia … det gaar jo hende, som det gaar Jægeren med Vildtet.... som det gaar Guldgraveren.... og det kunde derfor let ske, at de uden mine Penge kom til at leve af Luftsteg… Ja — Sofia! De har forstaaet at grave en Brønd, som de nu henter Vand fra… nu tager de Nytte af den. Først græder de, siden æder de! — Denne Skurk, som kaldes Menneske, vænner sig ogsaa til alt!”

Han faldt i Tanker.

„Men om jeg nu har løjet,” udbrød han pludselig, „om Mennesket virkelig ingen Skurk er — Mennesket i Almindelighed, saa betyder det vel bare, at alt det andet ikke er andet end Fordomme… at der ingen Skranker er… og saadan maa det vel ogsaa være, naar det kommer til Stykket.”



  1. 10de Klasse i den russiske Rangforordning.
  2. I St. Petersborg faar de prostituerede Kvinder, der staar under Politikontrol, Tilladelsesbevis paa gult Papir.
  3. En bekendt russisk Sang.