Forbryderen/2/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 175-200

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1952. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1928.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1928.

X.

Raskolnikow havde været en virksom og kraftig Forsvarer af Sofia mod Lushin, skønt han selv bar paa en saa stor Lidelse og Kval.

Men just fordi han allerede om Morgenen havde gennemgaaet saa meget, var han ligefrem glad over at kunne faa Luft for de Indtryk, der var bleven ham saa utaalelige; ganske bortset fra den personlige og hjærtelige Deltagelse, der laa i hans Iver for at beskytte Sofia. Desuden havde han endnu tilbage denne Sammenkomst med Sofia, for hvilken han stundom følte en frygtelig Angst; han maatte meddele hende, hvem der havde dræbt Elisabeth, og han forudsaa en frygtelig Kval, som han ligesom søgte at afværge og opsætte.

Da han derfor gik fra Katerina Iwanownas Bolig og sagde: „Naa Sofia Ssemjonowna, hvad vil De nu sige?” — da var han øjensynlig endnu i den Tilstand af Kraft, af Kampiver, som fulgte efter den nys vundne Sejr. Men jo mere han nærmede sig Kapernaumows Bolig, desto mere følte han at hans Kræfter sank, medens Svaghed og Frygt tog til.

Grublende blev han staaende foran Døren og forelagde sig det besynderlige Spørgsmaal: „Maa jeg virkelig sige, hvem der har dræbt Elisabeth?”

Spørgsmaalet var besynderligt fordi han samtidig følte, at det ikke alene var ham umuligt længere at fortie det, men at det endog var utænkeligt at opsætte Tilstaaelsen selv paa ganske kort Tid. Han vidste vel endnu ikke, hvorfor det var umuligt, han følte det blot; og denne kvalfulde Bevidsthed om hans Kraftløshed lige over for Nødvendigheden af en Tilstaaelse, syntes næsten at ville pine ham ihjel.

Kun for at blive denne evige Vaklens Kvaler kvit aabnede han hurtigt Døren. Han blev staaende paa Tærskelen og betragtede derfra Sofia.

Hun sad ved Bordet og skjulte sit Ansigt med Hænderne; men da hun saa Raskolnikow, rejste hun sig hurtigt og gik ham i Møde, som om hun forlængst havde ventet ham.

„Hvad skulde der være blevet af mig uden Dem!” sagde hun straks, — det var aabenbart, at hun kun havde ventet paa ham for at sige ham dette.

Raskolnikow satte sig paa Stolen, fra hvilken hun netop havde rejst sig. Hun blev staaende to Skridt foran ham, akkurat lige som i Gaar.

„Sofia?” sagde han, og han følte, at hans Stemme skælvede, „hele denne Historie var dog kun den naturlige Følge af „Stillingen i Samfundet og de dermed forbundne Vaner” … Forstod De det, før da De var derhenne?”

Hendes Aasyn vidnede om en uendelig Bekymring.

„Tal ikke som i Gaar!” afbrød hun ham. „Jeg beder Dem, begynd ikke igen som i Gaar; der er nok af Kvaler alligevel…”

Hun forsøgte at smile af Frygt for, at denne Bebrejdelse kunde mishage ham.

„Det var dumt af mig, at jeg løb min Vej. Hvordan mon det nu gaar derhenne? Jeg vilde netop nu til at løbe derhen igen, men jeg tænkte … at De kunde komme derhen.”

Han fortalte hende, at Amalia Iwanowna kastede Familien ud af Lejligheden, og at Katerina Iwanowna var løbet afsted for „at søge Retfærdighed.”

„Ak, for Guds Skyld!” raabte Sofia, „kom! …,” og hun greb sin Mantilje.

„Evig og bestandig det samme!” raabte Raskolnikow hæftigt, „Deres eneste Tanke er bare dem! Blik nu her hos mig.”

„Men … Katerina Iwanowna.”

„Katerina Iwanowna løber ikke bort fra Dem; hun kommer nok selv til Dem, siden hun er løbet fra Huset,” tilføjede han mut. „Hvis hun kommer herhen og ikke træffer Dem, saa faar De blot Skylden igen.”

Sofia satte sig under kvalfuld Tvivl om, hvad hun skulde. Raskolnikow tav, saa hen for sig og grundede.

„Vi kan antage, at det ikke for Øjeblikket var Lushins Hensigt,” begyndte han, uden at se paa Sofia, „men hvis han nu havde villet, eller hvis det havde været indeholdt i hans Beregning — saa vilde han have sat Dem i Fængsel, dersom ikke tilfældigvis jeg og Lebesätnikow havde været der! Ikke sandt?”

„Ja,” sagde hun sagte — „ja,” gentog hun adspredt og bevæget.

Det kunde dog meget let sket, at jeg havde været fraværende, og Lebesätnikow var jo kun rent tilfældig nærværende.”

Sofia tav.

„Naa, og hvis De nu var kommen i Fængsel — hvad saa? Husker De, hvad jeg sagde i Gaar?”

Hun svarede fremdeles ikke; han ventede.

„Jeg troede, De igen vilde sige ligesom i Gaar: „Ak, ti, hold op,” sagde Raskolnikow spottende. „Naa, De tier?” spurgte han efter et Minuts Tavshed. „Man maa dog tale om et eller andet! Og nu vilde det just være mig af Interesse at vide, hvorledes De vilde løse et „Spørgsmaal”, som Lebesätnikow plejer at sige, — jeg taler virkelig alvorligt. Forestil Dem, Sofia, at De havde kendt alle Lushins Hensigter i Forvejen, at De havde vidst — og det ganske sikkert — at disse Hensigter vilde lede til Katerina Iwanownas og Børnenes Ruin, i Forbigaaende ogsaa til Deres egen. — De regner Dem jo selv for intet, altsaa nævner jeg Dem blot i Forbigaaende — og til Potetschkas … thi den samme Skæbne venter hende. Naa, altsaa: Naar det var afhængigt af Deres Beslutning, om De eller han skulde blive i Live, det vil sige, om Lushin skulde leve og begaa Nederdrægtigheder, og om Katerina Iwanowna skulde dø? — hvad vilde De saa beslutte Dem til? Hvem af de to maatte dø? Jeg ønsker et Svar paa dette Spørgsmaal?”

Sofia saa paa ham med Bekymring, hun anede at et eller andet skjulte sig bag denne vidtsvævende og usikre Tale.

„Jeg tænkte nok, at De vilde spørge mig om noget saadant,” sagde hun endelig og saa forskende paa ham.

„Nu vel! men hvad vilde altsaa Deres Beslutning blive?”

„Hvorfor spørger De om, hvad der er umuligt?” sagde Sofia med Uvilje.

„Det var altsaa bedre, at Lushin levede og begik Nederdrægtigheder! Ikke en Gang det vover De at tage en Beslutning om!”

„Jeg kender jo ikke Guds Vilje!… og hvorfor spørger De om noget, som man ikke tør spørge om? Hvad skal disse unyttige Spørgsmaal være til? Hvorledes skulde det være muligt, at dette kunde afhænge af min Beslutning? Og hvem kan sætte mig til Dommer over, hvem der skal leve, og hvem ikke?”

„Ja, naturligvis, naar De blander Guds Vilje ind i Sagen, saa er det jo ikke værd at tale mere om det, mumlede Raskolnikow mørk.

„Tal hellere tydeligt, sig, hvad De egenlig vil!” udbrød Sofia med smærtelig Betoning, „De sigter igen til noget… Er De knuste kommen herop for at pine mig?”

Hun kunde ikke længer holde det ud og begyndte at græde bitterligt.

Med mørkt Tungsind betragtede han hende.

Saaledes gik omtrent fem Minuter.

„Du har virkelig Ret, Sofia,” sagde han endelig sagte.

Han var pludselig som forvandlet; hans paatagne frække og kraftløs-udfordrende Tone var forsvunden. Selv hans Stemme var bleven mildere.

„Jeg sagde Dig i Gaar, at jeg ikke vilde komme for at bede om Tilgivelse — og dog maa jeg næsten begynde med det… Det om Lushin og Guds Vilje, det sagde jeg bare saadan for mig selv … Jeg vilde dermed bede om Tilgivelse, Sofia…”

Han vilde smile, men der laa kun et svagt, ufuldendt Forsøg dertil omkring hans blege Læber; han sænkede, Hovedet og bedækkede Ansigtet med Hænderne. Pludseligt strømmede en besynderlig, uanet Følelse af Had mod Sofia gennem hans Hjærte. Han blev bange og forbavset over denne Følelse, rettede sig og saa opmærksomt paa hende; men da han mødte hendes urolige og bekymrede Blik, hvori der laa inderlig Kærlighed til ham, svandt hans Had som ved et Trylleslag.

Han havde bedraget sig selv, han havde forvekslet den ene Følelse. Det betød saa meget som, at nu var Øjeblikket kommet.

Han skjulte atter Ansigtet med Hænderne og sænkede Hovedet, Pludseligt blegnede han, rejste sig, og satte sig paa hendes Seng uden at sige et Ord. han følte, at dette Øjeblik havde en frygtelig Lighed med det, da han allerede havde løsgjort Øksen og stod bag den Gamle; han følte, at der ikke var et Øjeblik at tabe.

„Hvad fejler De?” spurgte Sofia ganske forsagt.

Han kunde ikke tale, saaledes havde han slet ikke forestillet sig denne Tilstaaelse; han kunde ikke begribe, hvad der nu foregik med ham.

Hun gik sagte hen til ham, satte sig hos ham paa Sengen og ventede uden at vende Øjnene fra ham; hendes Hjærte bankede snart hæftigt og syntes snart at staa fuldstændig stille.

Det var ikke til at udholde længer; han vendte sit dødblege Ansigt mod hende, hans Læber fortrak sig kraftesløst for at frembringe Ord. En frygtelig Angst snørede hans Hjærte sammen.

„Hvad fejler De?” gentog hun og flyttede sig lidt bort fra ham.

„Ingenting, Sofia; … vær ikke bange … Naar man betragter det ret, er det kun noget Vrøvl!” mumlede han ligesom aandsfraværende. „Hvorfor er jeg kommen herop for at plage Dig?” tilføjede han pludselig og saa paa hende. „Ja, hvorfor? Bestandig paany gør jeg mig dette Spørgsmaal, Sofia…”

Endnu for et Kvarter siden havde han maaske virkelig forelagt sig selv dette Spørgsmaal, men nu — fuldstændig afkræftet og næsten bevidstløs — gentog han det blot. Stadige Kuldegysninger løb gennem hele hans Legeme.

„Aa, hvad De dog maa udstaa for Kvaler!” sagde hun og betragtede ham medlidende.

„Det er kun dum Snak!… Sofia, véd Du, hvad det var, jeg vilde sige Dig i Gaar?”

Han prøvede paa at smile, men det blev blot til et svagt Forsøg.

Sofia ventede utrolig.

„Jeg sagde, da jeg gik, at jeg maaske tog Afsked for bestandig, men at jeg, dersom jeg kom igen i Dag, skulde sige Dig, … hvem der har dræbt Elisabeth!”

Hele hendes Legeme begyndte pludselig at skælve.

„Naa jeg er jo kommen igen og maa altsaa sige Dig det.”

„Det var altsaa Deres Alvor, det i Gaar…” hviskede hun knap hørlig, „hvorfra véd De det da?” spurgte hun hastigt og tog sig sammen. Hun aandede tungt og bliv stedse blegere.

„Jeg ved det.”

Hun tav et Minuts Tid.

„Har de opdaget ham?” spurgte hun ængstelig,

„Nej, de har ikke opdaget ham.”

„Men hvordan véd De da noget om det?” spurgte hun igen, næppe hørlig, efter længere Tavshed.

Han vendte sig mod hende og saa hende fast, meget fast i Øjnene.

„Gæt en Gang!” sagde han med det forrige smerteligt fortrukne og kraftløse Smil.

En konvulsivisk Sitren foer gennem hele hendes Legeme.

„Men hvorfor … gør De mig da … saa angst?” sagde hun og smilte som et lille Barn.

„Jeg maa dog vel være meget gode Venner med ham … siden jeg ved det,” vedblev Raskolnikow og saa hende ufravendt ind i Ansigtet, som om han ikke længer havde Kraft til at vende Øjnene fra hende, „det var ikke hans Hensigt at dræbe Elisabeth … han … dræbte hende uforvarende … han vilde bare slaa den gamle ihjel … medens hun var alene; saa kom … Elisabeth til … og saa slog han ogsaa hende…”

Der gik endnu et frygteligt Minut. De saa begge ufravendt paa hinanden.

„Du kan altsaa ikke gætte det?” spurgte han pludselig med en Følelse, som om han styrtede sig ned fra et Kirketaarn.

„N—nej!…” aandede Sofia knapt hørligt.

„Se en Gang nøje…”

Knapt havde han sagt dette, saa kom atter denne isnende Følelse over ham, som han allerede kendte fra før; han betragtede hende og saa pludselig i hendes Ansigt det samme Udtryk som i Elisabeths Aasyn, da han den Gang nærmede sig hende med Øksen, og hun trak sig tilbage for ham til Væggen, og værgede for sig med den udstrakte Haand. Det var dette bange Udtryk, som hos de smaa Børn naar de bliver skræmmede af noget, ser de stirrende og ængsteligt paa vedkommende Genstand, retirerer, strækker de smaa Hænder afværgende frem og er ved at bryde ud i Graad.

Næsten det samme skete nu med Sofia; ligesaa kraftløst, ligesaa ængsteligt saa hun en Tidlang paa ham og strakte den venstre Haand frem, berørte sagte med Fingrene hans Bryst, rejste sig langsomt fra Sengen og trak sig bestandig mere tilbage fra ham; hendes Blik, som var rettet paa ham, blev stadig stivere.

Pludselig meddelte hendes Skræk sig ogsaa til ham, han saa paa hende med næsten samme barnlige Mine.

„Har Du gættet det…?” hviskede han endelig.

„Herre, min Gud!” trængte det sig pludseligt frem af hendes Bryst med et Angstraab.

Kraftløs sank hun ned paa Sengen og gæmte Ansigtet i Puderne. Men i næste Øjeblik havde hun allerede atter rejst sig, flyttede sig nærmere op til ham, tog ham i begge Hænder, trykkede dem, med sine smaa Fingre saa stærkt hun kunde og saa ham stivt og ubevægeligt ind i Ansigtet.

Med dette sidste fortvivlede Blik vilde hun endnu spejde efter et Glimt af Haab … men hun fandt det ikke; der blev ingen Tvivl tilbage … alt var rigtigt!

Senere, naar hun mindedes dette Minut, syntes det hende ejendommeligt og vidunderligt, at det saaledes paa en Gang var blevet hende klart, at der ikke mere kunde være nogen Tvivl. Der kunde jo ikke være Tale om, at hun for Eksempel havde havt en Forudfølelse. Og dog syntes det hende nu, efter at han knapt havde sagt det, som om hun virkelig allerede havde anet alt.

„Hold op, Sofia!… Det er nok! Pin mig ikke!” bad han med dybt lidende Udtryk i Ansigtet.

Paa denne Maade havde han ikke tænkt sig Tilstaaelsen, men den var dog kommen saaledes.

Sofia sprang op, som om hun var ude af sig selv, vred Hænderne, fjærnede sig fra ham, kom atter hurtig tilbage, satte sig atter tæt ved ham, saa at Skuldrene næsten berørte hinanden. Pludselig for hun sammen, som om hun var stukken af et giftigt Dyr, udstødte et Skrig og kastede sig paa Knæ foran ham; hun vidste selv ikke hvad hun gjorde.

„Hvad har De … hvad har De dog gjort mod Dem selv!” raabte hun fortvivlet, sprang op og kastede sig om Halsen paa ham, omfavnede ham og trykkede ham hæftigt op til sig.

Raskolnikov vaklede tilbage og saa paa hende med et sørgmodigt Smil.

„Hvor underlig Du er, Sofia! — Du omfavner og kysser mig, efter at jeg har sagt Dig det. Du ved vist ikke, hvad Du gør?”

„Der findes nu ingen, ingen i hele Verden, som er ulykkeligere end Du!” raabte hun som ude af sig selv, uden at have hørt hans Bemærkning, og begyndte pludselig at hulke hysterisk.

Allerede længe havde en ham ubekendt Følelse arbejdet i hans Bryst og gjort hans Hjærte blødt. Endelig kunde han ikke længer værge sig derimod, — to Taarer trængte sig frem i hans Øjne og blev hængende ved Øjenhaarene.

„Du vil altsaa ikke forlade mig, Sofia?" spurgte han og saa næsten forhaabningsfuldt paa hende.

„Nej, nej, aldrig nogensinde!” udbrød hun, „jeg vil følge Dig, følge Dig overalt! Aa, Herregud!… Aa, jeg ulykkelige!… Hvorfor kendte jeg Dig ikke før! Hvorfor kom Du ikke før til mig! Aa, Herregud!”

„Naa, nu er jeg jo kommen!”

„Nu, ja, nu… aa, hvad skal vi gøre nu!… følges ad!” gentog hun ligesom i Tanker og omfavnede ham paany, „jeg gaar med Dig til Sibirien[1]!”

Pludselig kom der over ham en Følelse af Uvilje; det forrige foragtelige og næsten overmodige Smil prægede sig paa hans Læber.

„Til Sibirien?… Derhen vil jeg maaske ikke engang, Sofia,” sagde han.

Sofia saa spørgende paa ham.

Efter at det første lidenskabelige og kvalfulde Udbrud af Medfølelse for den ulykkelige var over, vendte nu atter den frygtelige Tanke paa Mordet tilbage. I den forandrede Tone i hans Ord hørte hun pludselig Morderen.

Hun saa paa ham med Skræk. Hidtil havde hun egenlig intet vidst; hverken hvorfor, eller hvorledes, eller i hvilken Hensigt det var sket. Først nu traadte alle disse Spørgsmaal paa en Gang frem for hendes Bevidsthed. Og atter kunde hun ikke tro, at han… var en Morder!

Var det da virkelig muligt?

„Men hvordan hænger det sammen? Hvor er jeg henne?” sagde hun i største Forvirring, som om hun slet ikke kunde komme til sig selv, „hvordan kunde De, et Menneske som De … beslutte Dem til noget saadant? Hvordan var det muligt?”

„For at røve! Hører Du, Sofia!” svarede han ligesom træt og næsten ærgerlig.

Sofia stod der som bedøvet; endelig udbrød hun:

„Du sultede!… Du vilde hjælpe din Moder? … ikke sandt…?”

„Nej, Sofia, nej,” mumlede han og vendte sig bort med bøjet Hoved; „jeg var ikke saa farlig sulten;… Moder vilde jeg nok hjælpe, men … det er heller ikke ganske rigtigt… pin mig ikke, Sofia!”

Hun slog Hænderne sammen.

„Er det da virkelig muligt! Herre Gud, hvordan kan det være muligt! Hvem kan tro det? Hvorledes kunde da De, som selv gav Deres sidste Skilling, dræbe … for at røve! Men, Du min Gud!” raabte hun pludselig, „de Penge, De gav Katerina Iwanowna … de Penge!… For Guds Skyld, skulde de ogsaa…”

„Nej, Sofia,” afbrød han hende hurtigt, „de Penge er ikke derfra, vær Du rolig. De Penge havde min Moder sendt mig, jeg fik dem medens jeg var syg, samme Dag jeg gav dem bort… Rasumichin véd det… det var ogsaa ham, som tog imod dem til mig… disse Penge tilhørte mig, de var min virkelige Ejendom.”

Sofia hørte paa ham, uden ret at begribe, hvorledes det hele hang sammen, skønt hun gjorde sig al Umage for at forstaa ham.

„Men de andre Penge… jeg véd for Resten slet ikke, om der var Penge,” tilføjede han sagte og eftertænksomt, „jeg tog den Gang Pungen fra hendes Hals, en Læderpung, den var fuldproppet… men jeg saa ikke i den, jeg havde vel ikke Tid til det… Og de røvede Genstande… der var Guldknapper og Guldkæder imellem… alle disse Genstande samt Pungen gemte jeg under en Sten paa en fremmed Gaardsplads ved W-Prospektet… der ligger det altsammen endnu…

Sofia lyttede med anstrængt Opmærksomhed.

„Naa, hvorfor altsaa…? hvad mente De med det „for at røve”, naar De dog ikke har taget noget?” spurgte hun hurtigt, lige som gribende efter et Halmstraa.

„Jeg véd det ikke… jeg har endnu ikke besluttet mig til, om jeg skal tage disse Penge eller ikke,” sagde han grublende, og idet han pludselig besindede sig, lo han kort og sagde: „Men det var dog en Dumhed, hvad jeg nu sagde — ikke sandt?”

Sofia fik pludselig den Tanke: „Skulde han maaske være sindsforvirret…?” Men hun opgav det straks — nej, der stikker noget andet under! Hun forstod slet ingen Ting.

„Sofia,” sagde han pludselig som i et eget Slags Begejstring, „véd Du, hvad jeg vil sige Dig: Dersom jeg bare havde myrdet af Sult” — han betonede hvert Ord, og saa gaadefuldt men inderligt paa hende — „saa vilde jeg nu være — lykkelig! Og hvad skulde det gøre Dig,” udbrød han fortvivlet i næste Øjeblik, „hvorledes kunde det være en Trøst for Dig, selv om jeg ogsaa nu straks tilstod min Uret? Hvad skulde denne dumme Triumf over mig kunne gavne Dig? Ak, Sofia, er jeg kommen til Dig derfor?”

Sofia vilde svare, men tav.

„Derfor sagde jeg Dig jo ogsaa i Gaar, at vi skulde gaa med hinanden, fordi Du er den eneste, som nu er tilovers for mig.”

„Men hvor skal vi da gaa hen?” spurgte Sofia frygtsomt.

„Vi skal ikke gaa hen og myrde og stjæle!… vær ikke urolig for det,” lo han haanligt, „vi er uligeartede Mennesker… Sofia, først nu begriber jeg, hvorfor jeg i Gaar opfordrede Dig til at følge mig. I Gaar vidste jeg det endnu ikke selv. Jeg vidste blot dette, at Du ikke maatte forlade mig; — Du vil ikke forlade mig, vel Sofia?”

Hun trykkede hans Haand hæftigt.

„Hvorfor har jeg dog sagt hende det, hvorfor har jeg tilstaaet det for hende!” udbrød han et Øjeblik efter og saa sig om med uendelig Kval, „Du venter en Forklaring, Sofia; Du sidder og venter paa den, jeg ser det paa Dig; men hvad skal jeg sige Dig? Du er ikke i Stand til at forstaa noget af det, men vil kun komme til at lide uendeligt for min Skyld! Naa ja! — nu græder Du jo igen og omfavner mig — hvorfor omfavner Du mig da? Fordi jeg selv ikke længer kunde holde det ud og vilde vælte Byrden over paa Andres Skuldre; fordi jeg tænkte: „naar ogsaa Du lider, vil det falde mig lettere!” — Kan Du da holde af en saadan Usling?”

„Piner Du maaske ikke ogsaa Dig selv?…” sagde Sofia.

Den samme Følelse, som før, overvældede ham og gjorde atter for et Øjeblik hans Hjærte blødt.

„Sofia, jeg har et ondt Hjærte, mærk Dig det, det forklarer mangt og meget. Jeg er kommen til Dig, just fordi jeg er ond … Der gives Dem, som ikke vilde være kommen. Men jeg er en Usling! Naa, lad saa være! Det er ikke det, det nu gælder … jeg maa tale nu, men véd ikke, hvad jeg skal begynde med.”

Han tænkte efter.

„Ak ja, — vi er forskelligtartede Mennesker!” sagde han igen, „vi passer ikke for hinanden. Hvorfor, hvorfor kom jeg til Dig?… Aldrig kommer jeg til at tilgive mig selv dette!”

„Nej, nej, det var godt, at Du kom!” udbrød Sofia, „det er bedre, at jeg ved det, meget bedre!”

Hun saa smærtefuldt paa ham.

„Ja!” sagde han endelig, som om han havde samlet sig, „saaledes var det jo ogsaa! Saaledes var det: Jeg vilde være en Napoleon — derfor myrdede jeg … naa, begriber Du det nu?”

„N … nej”, hviskede hun naivt og sky, „men tal, tal bare! Jeg skal nok forstaa det, jeg vil kunne forstaa det paa min Maade!” sagde hun bedende.

„Mon Du ogsaa virkelig kommer til at forstaa det? Naa, godt, vi faar at se.”

Han taug atter og grundede længe. Endelig begyndte han:

„Sagen er den: Jeg forelagde mig engang selv det Spørgsmaal, hvordan det vel vilde have været, hvis for Eksempel Napoleon havde været i mit Sted, og hvis han, for at begynde sin Løbebane, hverken havde havt Toulon eller Ægypten eller Overgangen over Alperne, men at der i Stedet for disse herlige, monumentale Ting blot havde været en latterlig gammel Kærling for Haanden, en Registratorenke, som man oven i Købet maatte slaa ihjel for at tage Penge ud af hendes Kuffert — for at begynde Løbebanen … naa, altsaa … vilde han nu have besluttet sig dertil, dersom der ikke var nogen anden Udvej? Vilde han ikke have rynket paa Næsen over, at dette var for lidt monumentalt … og at det var syndigt? — Naa, altsaa, siger jeg Dig, med dette Spørgsmaal pinte jeg mig frygteligt længe, saa at jeg tilsidst endog skammede enig, da jeg endelig fandt ud, at han ikke alene ikke vilde have rynket paa Næsen, men at det endog slet ikke vilde have faldet ham ind, at det ikke var monumentalt … han vilde slet ikke have kunnet begribe, hvorfor man skulde rynke paa Næsen over det? Og hvis han ikke havde havt anden Udvej, saa havde han ganske simpelt dræbt hende, saa hun ikke havde faaet Lejlighed til at give et Suk fra sig … uden at betænke sig det allermindste! Naa … og saa … lod jeg ogsaa være at betænke mig … og dræbte … fulgte en Avtoritets Eksempel … Saaledes var det, nøjagtigt saaledes! — det synes Du vel er latterligt? Ja, Sofia, det latterligste er just, at det maaske virkelig var saaledes.”

Sofia fandt det slet ikke latterligt.

„Tal heller ligefrem … uden Eksempler,” bad hun endnu mere sky og knapt hørligt.

Han vendte sig til hende, saa vemodigt paa hende og greb hendes Haand.

„Nu har Du igen Ret, Sofia. Det er noget Vrøvl altsammen! Du véd jo, at min Moder næsten ikke ejer nogen Ting. Min Søster har tilfældigvis nydt en god Opdragelse og er nu fordømt til at drive omkring i Verden som Guvernante. Jeg har studeret, men kunde under Studietiden ikke skaffe mig Livsophold og var til sine Tider nødt til at forlade Universitetet. Selv om jeg havde været nødt dertil, saa havde jeg i det højeste kun havt Haab om efter ti à tolv Aar at blive Lærer eller faa et Embede paa tusind Rubler. Imedens kunde min Moder forgaa af Sorg og Nød, og det var mig ikke forundt at skaffe hende en betrygget Alderdom; og min Søster … naa, med min Søster var det maaske blevet endnu værre! Ja, og hvad havde man saa for det, i hele sit Liv at maatte gaa Alting forbi, vende sig bort fra Alting, glemme sin Moder og rolig og ærbødig taale Fornærmelser mod Søsteren? Hvorfor?… maaske for efter at have lagt dem i Graven at erhverve sig — Kone og Børn, for saa ogsaa at efterlade dem uden en Skilling og uden et Stykke Brød? Naa … ja … og saa besluttede jeg, at naar jeg havde bemægtiget mig den Gamles Penge, vilde jeg uden at behøve at plage Moder anvende dem til mine første og nødvendigste Behov, til mit Underhold i Universitetsaarene, til de første Skridt efter Afslutning af Studierne — og jeg vilde gøre det altsammen i stor Maalestok, radikalt, for at kunne begynde en hel ny Karriere, for at være uafhængig … det er det Hele … Naa … det forstaar sig, det var slet gjort af mig, at jeg dræbte den Gamle … nok om det!”

Da han endelig havde talt ud, var han ganske kraftløs og lod Hovedet hænge.

„Al, Gud! … nej, det var ikke saaledes, det kan ikke have været saaledes!” raabte Sofia kummerfuld, „er det da muligt at et Menneske kan nej, det er umuligt…!”

„Nu indser Du selv, at det ikke kan have været saaledes. Og alligevel har jeg fortalt Dig det ganske oprigtigt, har talt den rene Sandhed!”

„Aa, men min Gud! hvad er det da for en Sandhed!”

„Jeg har jo blot dræbt et Utøj, Sofia, en væmmelig og skadelig Lus!”

„Hvad? — et Menneske skulde være en Lus!”

„Jeg ved jo selv, at Mennesket ikke er en Lus,” svarede han og saa ejendommeligt paa hende, „for Resten lyver jeg, Sofia,” tilføjede han, „alt dette er Løgn … Det var slet ikke saaledes, Du har ganske Ret. Det var ganske andre Aarsager, som foraarsagede det, ganske andre!… Jeg har ikke længe talt med nogen, Sofia … nu har jeg saa ondt i Hovedet.”

Hans Øjne glødede i Feberhede.

Det var næsten som om han nu begyndte at fantasere; et uroligt Smil spillede om hans Læber. Hans ophidsede Sindstilstand røbede hans Svaghed.

Sofia forstod Raskolnikows Kvaler. Ogsaa hun blev greben af et Slags Svimmelhed.

Tilsyneladende var hans Tale forstaaelig nok, men alligevel saa underlig!… „Hvordan hænger det sammen!” tænkte hun, „hvorledes er det muligt? aa, Herre Gud! —” og hun vred sine Hænder i Fortvivlelse.

„Nej, Sofia, det forholder sig ikke saaledes!” begyndte han atter og løftede Hovedet som om der var indtraadt et pludseligt Omslag i hans Tanker, „det forholdt sig ikke saaledes! Det er bedre, Du forestiller Dig … ja, … forestil Dig altsaa, at jeg er et egoistisk, misundeligt, ondskabsfuldt, afskyeligt, hævngærrigt Menneske med et Anstrøg af Vanvid — de taler jo allesammen bestandig om Vanvid! — Før sagde jeg Dig, at jeg under Universitetsstudierne ikke kunde skaffe mig Livsopholdet … og det havde jeg dog maaske kunnet! Moder vilde have sendt mig Kollegiepengene, Støvler, Klæder og Mad, det kunde jeg ganske sikkert til Nød selv have tjent! Jeg havde kunnet give Timer; de bød mig en halv Rubel. Rasumichin har jo fundet Arbejde! Men jeg var forbitret og vilde ikke, — ja jeg var forbitret — Udtrykket er godt! — Jeg krøb som en Edderkop ind i min Krog. Du har jo været i mit Hundehul og har altsaa set det … Véd Du, Sofia, at lave, snævre Værelser indsnævrer Sjæl og Aand? … Aa, hvor jeg hader dette Hundehul! Og dog vilde jeg ikke forlade det! Dage lange krøb jeg ikke ud af det, jeg vilde ikke arbejde, vilde ikke en Gang spise; jeg laa stille hen: Bragte Nastasia mig noget, saa spiste jeg, bragte hun mig ingen Ting — saa gik Dagen ogsaa hen saaledes; af Forbitrelse spurgte jeg slet ikke mere efter det! Om Aftenen havde jeg ikke Lys, jeg laa der i Mørket; ikke en Gang for at skaffe mig Lys arbejdede jeg. Jeg skulde have studeret, men solgte mine Bøger; paa Bordet ligger Kollegiehæfterne bedækkede med finger tykt Støv. Jeg foretrak at ligge saaledes og drømme al Tid drømte jeg … Da havde jeg bestandig saadanne vekslende, underlige Drømme, om deres Indhold vil jeg ikke en Gang tale! Den Gang begyndte den Tanke at dæmre i mig, at … nej, ikke saaledes … det er atter galt! — Ser Du, jeg spurgte mig den Gang bestandig, hvorfor netop jeg skulde være dum, fordi andre var dumme?… og naar jeg havde den Overbevisning, at andre er dumme, hvorfor jeg da ikke vilde være klogere end de andre? Da, Sofia, tænkte jeg, at hvis jeg vilde vente, til alle blev kloge, saa vilde vel det vare for længe! … Dernæst fandt jeg, at dette Tidspunkt overhovedet aldrig vilde indtræffe, at Menneskene aldrig forandrer sig, og at der ikke findes nogen, som er i Stand til at hidføre en Ændring; — det vilde heller ikke lønne Umagen. Ja, det er nu en Gang saa, det er en Gang saadan en Lov … det er en Lov, Sofia! det er sikkert!… Men nu, Sofia, véd jeg, at den, som er aandsstærk og har en fast Vilje, han er — Hersker! Den, som vover meget, han har Ret. Den, som agter det store lidet — han er en Lovgiver; men den, som vover det største — han har ogsaa den største Ret! Saaledes har det været hidtil, og saa vil det al Tid blive, — kun de Blinde indser det ikke.”

Raskolnikow saa ved disse Ord paa Sofia, men han agtede ikke paa, om hun forstod dem eller ikke. Feberen havde fuldstændig overmandet ham. Han var i en Art mørk Enthusiasme, og Sofia begreb, at denne fanatiske Lære var hans Trosprincip og hans Lov.

„Den Gang opdagede jeg, Sofia,” vedblev han eksalteret, „at Magten kun gives til den, som vover at bukke sig ned for at tage den op. Det gælder her kun et: — man maa vove! Dengang fik jeg en Tanke, det var første Gang i mit Liv, at den kom, — en Tanke, som før mig endnu ingen har havt, ingen! Det stod pludselig klart for mig … saa klart som Solen: — Hvoraf kan det vel komme, at hidtil ingen har vovet det … og at ingen, som ser paa al denne Afsindighed, vover det — ganske simpelt at tage alt det Krammeri i Nakken og smide det Fanden i Vold! — Jeg … jeg … havde Lyst til at vove det … og dræbte!… Jeg vilde blot vove det, Sofia … det er hele Grunden.”

„Ak, ti stille!” raabte Sofia og vred Hænderne. „De er falden fra Gud, og Gud har tugtet Dem — han har overgivet Dem til Djævelen.”

„Ak ja, Sofia; da jeg laa saadan i Mørket og alle disse Fantasibilleder drog mig forbi, da var det vel Djævelen, som var Anstifter af det altsammen — var det ikke?

„Ti stille, Gudsbespotter! De forstaar slet ingen Ting af det! Aa, Herre Gud!.. han forstaar ikke…”

„Du siger, at jeg skal tie, Sofia, — men det falder mig slet ikke ind at spotte, jeg ved jo selv, at Djævelen har forført mig. Stille, Sofia, stille!” gentog han mørkt og eftertrykkeligt, „jeg véd alt. Alt det har jeg allerede forlængst betænkt og hvisket til mig selv, da jeg laa der i Mørket … alt det har jeg selv gennemstridt lige til det mindste Punkt, saa det tilsidst foraarsagede mig Væmmelse! Tror Du, at jeg som en anden Nar er gaaet løs paa Sagen saadan paa Maa og Faa? — Nej, jeg tog fat paa den som et forstandigt Menneske, og just det har tilintetgjort mig! Tror Du da virkelig, at jeg for Eksempel ikke vidste, at hvis jeg først skulde spørge her og der, om jeg ogsaa havde Ret til at eje Magten — da var allerede Beviset givet mig, at jeg ikke havde denne Ret. Eller om jeg først forelagde mig det Spørgsmaal — er Mennesket et Utøj — saa er allerede derved Beviset leveret, at for mig er Mennesket intet Utøj, men blot for den, hvem et saadant Spørgsmaal slet ikke falder ind — og som gaar lige løs paa Tingen uden at spørge for meget. Da jeg pinte mig saa mange Dage med, om Napoleon vel vilde have handlet saaledes eller ikke — da følte jeg allerede klart, at jeg ikke var nogen Napoleon!… Al denne Kval har jeg taalt, Sofia, indtil jeg endelig vilde ryste det altsammen paa engang af mig; jeg vilde dræbe uden noget som helst sædeligt Ræsonnement, Sofia — blot for mig selv ganske alene! Selv deri vilde jeg ikke forelyve mig noget! Det var altsaa ikke for at understøtte min Moder, at jeg dræbte, og heller ikke for ved Hjælp af Penge og Magt at blive en Menneskeslægtens Velgører! Jeg har ganske simpelt dræbt — uden alle Bagtanker, af Hensyn til mig selv. Hvis jeg saa var bleven Nogens Velgører, eller hvis jeg mit hele Liv, som en Edderkop, havde fanget alle i mit Net og suget Saften af dem — det var mig den Gang ganske ligegyldigt! Det var heller ikke for Penges Skyld, at jeg dræbte — Pengene var ikke Hovedsagen, snarere noget andet… Nu véd jeg alt!… Forstaa mig blot, havde jeg senere skredet frem paa samme Vej, saa havde jeg maaske aldrig igen begaaet et Mord. Det var altsaa noget andet, jeg vilde vide, noget andet, som drev mig frem, — jeg vilde den Gang vide, og jeg vilde vide det straks, — om jeg som alle andre var et Utøj eller et Menneske; — om jeg vel var i Stand til at overstige Skrankerne eller ikke? — om jeg vel vilde vove at bukke mig ned for at tage Magten op eller ikke? — om jeg blot var en skælvende Skabning eller om jeg havde en Ret…”

„Til at dræbe?… Om De havde en Ret til at dræbe?” udbrød Sofia og vred Hænderne.

„Ak, Sofie…!” sagde han opirret; — han vilde svare hende noget, men tav foragteligt, „afbryd mig ikke, Sofia! Jeg vilde kun bevise Dig ét: at Djævlen den Gang forførte mig, og at han først siden forklarede mig, at jeg ikke havde nogen Ret til det, just fordi jeg er et Utøj lige som alle de andre! Han gjorde sig blot lystig over mig den Gang … og saa er jeg da nu kommen til Dig! Modtag Gæsten! Dersom jeg ikke var et Utøj, vilde jeg da være kommen til Dig? Hør, da jeg den Gang gik hen til den Gamle, da var det mig blot om Forsøget at gøre!… det var bare det, jeg nu vilde sige Dig!”

„Og alligevel har De dræbt hende…!”

„Men hvordan?… Dræber man da maaske saaledes? Gaar man saaledes ud paa Myrderi, som jeg den Gang gjorde… Har jeg da maaske dræbt den Gamle?… Mig selv har jeg dræbt, men ikke den Gamle! Jeg slog mig ihjel den Gang — ihjel for evig! Men den Gamle slog Fanden ihjel, — jeg ikke! Lad det nu være nok, Sofia… lad mig nu være!” raabte han pludselig i krampagtig Nedtrykthed, „lad mig være.”

Han støttede Albuerne paa Knæerne og trykkede Hovedet mellem Hænderne som i en Skruestik.

„Aa, disse Lidelser,” stønnede Sofia.

„Naa… hvad er der saa nu at gøre, sig mig det!” spurgte han, løftede pludselig Hovedet og betragtede hende med et af Fortvivlelse fordrejet Ansigt.

„Hvad der er at gøre?” raabte hun og sprang op, — hendes Øjne, der hidtil havde været fyldte med Taarer, lynede, og hun greb ham ved Skulderen. Han rejste sig og saa forbavset paa hende: „Gaa straks bort herfra, stil Dig paa en Korsvej, knæl ned, kys den Jord, Du har besudlet, og bøj Dig saa ned for alt Folket til alle Verdens Hjørner, og sig til alle: „Jeg har dræbt.” Da vil Gud sende Dig et nyt Liv. — Vil Du gaa? Vil Du gøre det?” spurgte hun ham, idet hele hendes Legeme skælvede, som om Feberen rystede hende; saa tog hun begge hans Hænder, trykkede dem fast i sine og saa paa ham med glødende Øjne.

Han var ganske betuttet og følte sig slaaet af hendes pludselige Ophidselse.

„Du mener altsaa — Sibirien, ikke sandt, Sofia? Jeg skal altsaa angive mig selv?” spurgte han mørk.

„Du maa tage din Straf og derved finde Forløsning — det maa Du gøre!”

„Nej, Sofia — jeg gaar ikke til Politiet.”

„Men hvorledes vil Du da leve herefter? raabte Sofia, „er da et saadant Liv tænkeligt? Hvordan skulde Du nu kunne tale med din Moder…? Aa, hvad skal der nu blive af hende! Men hvad siger jeg!… Du har jo forladt din Moder og Søster. Du har allerede maattet forlade dem! Gud i Himmelen!” raabte hun, „han ved det jo selv altsammen! Naa, hvordan vil Du da herefter leve, uden at have et eneste Menneske at støtte Dig til? Hvad skal der blive af Dig?”

„Vær nu ikke noget Barn, Sofia,” sagde han sagte, „hvad har jeg da forbrudt lige overfor dem? Hvorfor skal jeg gaa til dem? Hvad skal jeg lige dem? Alt det er jo bare Spøgelsefrygt … Man tilintetgør jo selv i denne Verden Millioner Mennesker og anser det endog for en Dyd. Kæltringer og Uslinger er de allesammen, Sofia. Jeg gaar ikke! Og hvad skal jeg da sige dem?… At jeg har myrdet, men ikke vovet at tage Pengene … at jeg har gemt dem under en Sten,” tilføjede han og lo haanligt. „Da vil de jo bare le mig ud; vil bare sige: Du er en Nar, som ikke tog dem — en fejg Nar! De begriber ingen Ting, ingen Ting af det Sofia, og er heller ikke værdige til at begribe det. Hvorfor skulde jeg altsaa gaa til dem? — jeg gaar ikke. Vær ikke noget Barn, Sofia.”

„Du kommer til at pine Dig til døde, ja til døde” gentog hun og strakte bønfaldende Hænderne ud mod ham.

„Maaske har jeg ogsaa bagtalt mig selv,” bemærkede han mørkt og grublende, „maaske jeg dog er et Menneske og intet Utøj — og har været overilet i at dømme mig selv. Jeg vil endnu kæmpe.”

Et vedmodigt Smil svævede paa hans Læber.

„Og Du vil bære en saadan Kval?… hele Livet igennem … hele Livet!”

„Jeg vænner mig til det …” sagde han mørkt og eftertænksomt … „hør”, begyndte han efter en Stund, „hold op at græde; nu er det paa Tide at tale om noget andet; jeg er kommen for at sige Dig, at man søger mig, at man vil anholde mig.”

„Ak!” raabte Sofia forskrækket.

„Hvad skriger Du for? Lige nylig vilde Du have, at jeg skulde overgive mig — og nu bliver Du forskrækket over det! — Men jeg lader mig ikke fange! Jeg vil endnu kæmpe med dem, de skal ikke udrette noget. De har ingen Beviser. I Gaar var jeg i stor Fare og troede, allerede, at jeg var fortabt; men i Dag har Sagen forandret sig til min Gunst. Alle deres Beviser har to Sider; det vil sige, jeg kan vende deres Beskyldninger til min egen Fordel — forstaar Du? og jeg vil gøre det, for nu har jeg lært det … Men i Fængsel vil de sætte mig, det er sikkert. Hvis ikke en Omstændighed havde været, saa havde de ganske sikkert puttet mig i Hullet allerede i Dag, maaske det nu sker i Morgen … Men der gør ingen Ting, Sofia, jeg bliver siddende der en Tid, og saa maa de igen slippe mig ud … for de har ikke et eneste rigtig gyldigt Bevis — og skal heller ikke faa det, det lover jeg Dig. Med det, de har, kan de ikke dømme noget Menneske. Naa, nu er det nok!… Nu har Du faaet det at vide. Med min Moder og Søster vil jeg søge at indrette det saaledes, at de ikke skal ængste sig … Min Søster er forøvrigt nu, synes det, sikret … altsaa kun min Moder … naa, det er alt. Men vær for Resten forsigtig Vil Du komme til mig i Fængslet, naar de putter mig derind?”

„Aa, ja, ja, jeg vil komme!”

De sad begge sørgmodige og nedslagne ved Siden af hinanden, som om de af Stormen var kastet op paa en øde Strandbred.

Han saa paa hende og følte, hvilken Skat af Kærlighed til ham, der skjulte sig i hende, og besynderligt nok var det ham pludselig en Byrde og en Sorg, at han var saa elsket.

Det var en besynderlig og frygtelig Følelse.

Da han, gik hen til Sofia, følte han, at hun var hans hele Haab, hans eneste Udvej; han haabede, at han dog i det mindste kunde faa væltet en Del af sine Kvaler af sig, og nu, da hendes hele Hjærte havde vendt sig til ham, følte og erkendte han pludselig, at han var bleven endnu meget ulykkeligere.

„Sofia”, sagde han, „det er bedre, Du ikke kommer til mig i Fængslet.”

Sofia svarede ikke, hun græd.

Der gik nogle Minutter.

„Bærer Du noget Kors paa Dig?” spurgte hun pludselig uventet, som om hun først i samme Øjeblik tænkte paa det.

„Nej?… Du har vist ikke”, fortsatte hun … „der, tag dette Kors af Cyprestræ. Jeg har et til, af Messing, fra Elisabeth. Hun og jeg byttede Kors, hun gav mig sit, og jeg gav hende mit lille Helgenbillede. Jeg vil nu bære Elisabeth og Du skal tage dette her. — Tag det, det er jo mit!” bad hun. „Vi skal jo gaa Lidelsens Vej sammen, og saa vil vi ogsaa bære Korset sammen.”

„Giv mig det!” sagde Raskolnikow.

Han vilde ikke bedrøve hende, men han trak straks atter den Haand, som han rakte ud efter Korset, til sig igen.

„Ikke nu, Sofia. Heller siden!” tilføjede han for at berolige hende.

„Ja, ja, det er bedre, meget bedre,” sagde hun, „naar Du tager din Straf paa Dig, da skal Du tage og bære det. Saa kommer Du til mig, og jeg hænger det om Halsen paa Dig, og da beder vi tilsammen og gaar saa bort med hinanden.”

I dette Øjeblik blev der banket paa Døren.

„Sofia Ssemjonowna, kan man komme ind?” spurgte en høflig og bekendt Stemme.

Sofia styrtede ængstelig hen til Døren.

Den blonde Lebesätnikow tittede ind i Værelset.



  1. Dødsstraf for ikke-politiske Forbrydere eksisterer ikke i Rusland. Mordere dømmes til Tvangsarbejde i de sibiriske Fæstninger og Bjærgværker.