Forbryderen/2/11
XI.
Lebesätnikow saa oprørt ud.
„Jeg kommer til Dem, Sofia Ssemjonowna — undskyld mig jeg tænkte nok, at jeg ogsaa vilde finde Dem her,” sagde han, idet han vendte sig til Raskolnikow, „det vil sige, jeg ventede egenlig slet ikke noget saadant … men jeg tænkte … Katerina Iwanowna er … gaaet fra Forstanden,” plumpede det pludselig ud af ham.
Sofia gav et Skrig fra sig.
„Det vil sige, det synes saa. For Resten véd vi ikke, hvad vi skal gøre med hende, det er Sagen. Hun kom hjem — man har nok, som det synes, jaget hende bort et eller andet Sted. Hun løb til Ssemjon Sacharytsch's Chef, men traf ham ikke hjemme; han spiste hos en eller anden General. Tænk Dem, hun — løb derhen … til den anden General, og tænk Dem — hun paastod, at de skulde kalde Ssemjo Sacharytsch's Chef ud til hende, jeg tror endog fra Middagsbordet. De kan tænke Dem Resultatet — naturligvis jagede de hende bort; men hun fortæller, at hun har skældt ham ud og endog kastet noget efter ham; — det kunde for Resten ligne hende. Jeg begriber kun ikke, at de ikke har sat hende fast! Nu fortæller hun det til alle, ogsaa til Amalia Iwanowna, men det er vanskeligt at forstaa noget af det; hun skriger og slaar om sig. Ak ja! hun skriger op om, at da hun nu er forladt af alle, vil hun tage Børnene og gaa ud med Lirekasse paa Gaden; Børnene skal synge og danse, og hun vil indsamle Pengene og hver Dag gaa til Generalens Vinduer. „Lad hele Verden se,” siger hun, „hvordan de velbaarne Børn af en Embedsmand maa løbe omkring paa Gaden som Tiggere!” Hun slaar Børnene, og de græder! Lydia skal synge „Chutorok”, Drengen og Poletschka skal danse; hun river Klæder itu; laver Kapper til Børnene, som Komedianterne plejer at bære; hun selv vil tage et Bækken for at slaa paa det, det skal forestille Musik … Hun hører ikke paa nogen Ting … Tænk Dem bare, hvad skal der blive af det? Det er jo rent umuligt!”
Lebesätnikow vilde have fortsat sin Beretning endnu længere, men Sofia, som havde hørt næsten aandeløs paa ham, greb sin Mantilje og sin Hat og løb ud.
Raskolnikow fulgte hende. Lebesätnikow var den sidste, som gik ud.
„Hun har utvivlsomt mistet Forstanden!” sagde han til Raskolnikow, da han traadte ud paa Gaden med ham, „jeg vilde bare ikke skræmme Sofia Ssemjonowna, og derfor sagde jeg, at „det synes saaledes”; men der kan ikke være mindste Tvivl om det. Man siger, at der er Knuder, som ved Lungetæring danner sig i Hjærnen, — Skade, at man ikke forstaar sig mere paa Medicinen. Jeg forsøgte forøvrigt at tale hende til Rette, men hun vilde ikke høre paa nogen Ting.”
„Har De maaske ogsaa talt med hende om Knuderne?”
„Det vil sige … ikke just det. Hun vilde heller ikke have forstaaet det. Men jeg mener blot: naar man logisk beviser et Menneske, at det egenlig ikke har nogen Grund til at græde, saa maa det holde op at græde. Det er dog klart. Hvad mener De? Mener De maaske ikke, at det maa holde op?”
„Det vilde i alt Fald lette os Livet,” svarede Raskolnikow.
„Tillad mig … det er ganske vist, Katerina Iwanowna vilde næppe forstaa det; men har De ikke hørt, at man i Paris allerede har gjort alvorlige Forsøg med at kurere Galskab bare ved logiske Overbevisningsgrunde? En meget lærd Professor, som nylig er død, paastod, at man paa denne Maade kunde helbrede. Hans Grundidé er den, at en særlig Forstyrrelse af Organismen ikke finder Sted hos de Vanvittige, men at Galskaben saa at sige blot er en logisk Fejltagelse, en Fejl i Dømmekraften, en falsk Forestilling om Tingene. Han gendriver altsaa den Syge lidt efter lidt og — tænk Dem, han skal have opnaaet Resultater! Men da han samtidig ogsaa anvendte Styrtebade, saa er jo Resultaterne af denne Helbredelsesmetode vistnok endnu underkastet Tvivl.... I det mindste synes det…”
Raskolnikow hørte forlængst ikke mere paa ham.
Da han var kommen til sit Hjem, svingede han ind i Porten og nikkede til ham. Lebesätnikow kom til sig selv, saa sig om og løb videre.
Raskolnikow gik ind i sit Værelse og blev staaende. — „Hvorfor var han egenlig gaaet hjem?”
Han betragtede disse gulnede, falmede Tapeter, Støvet i Sofaen. Fra Gaarden hørtes en lydelig, afbrudt Banken, som om der et eller andet Sted blev slaaet et Søm ind i Muren.
Han gik hen til Vinduet, løftede sig paa Tæerne og saa med stor Opmærksomhed ned i Gaarden. I den venstre Fløj saas nogle aabne Vinduer, i Vinduskarmene stod nogle Blomsterpotter med forkrøblede Geranier. Foran Vinduerne var der ophængt Vask … Alt dette kunde han udenad.
Han vendte sig om og satte sig paa Sofaen.
Aldrig havde han følt sig selv saa frygtelig ensom.
Ja, han følte endnu en Gang, at han maaske virkelig hadede Sofia, og det netop nu, da han havde gjort hende ulykkeligere end nogensinde før. Hvorfor var han ogsaa gaaet hen til hende? Mon for at se hendes Taarer flyde? Hvorfor skulde han nødvendigvis forbitre hendes Liv? „Aa — denne Nederdrægtighed!”
Jeg vil være alene! sagde han pludselig som efter en tagen Beslutning, — hun skal ikke komme til mig i Fængslet!
Efter en fem Minuters Tid løftede han Hovedet og smilte paa en ejendommelig Maade. En Tanke steg op i ham: Maaske var det virkelig bedre i Sibirien.
Han kunde ikke huske, hvor længe han havde siddet saaledes med de hvirvlende, uordnede Tanker i Hovedet, da pludselig Døren aabnedes, og hans Søster traadte ind.
Hun blev staaende paa Tærskelen og saa paa ham, saaledes som Sofia før havde set paa først derefter traadte hun nærmere og satte sig lige over for ham paa Stolen, som hun i Gaar havde siddet paa.
Han betragtede hende tavs og tilsyneladende tankeløst.
„Vær ikke vred paa mig, Broder; jeg gaar straks igen,” sagde Dunja.
Udtrykket i hendes Ansigt var eftertænksomt, men ikke mørkt. Hendes Blik var klart og roligt.
Han saa, at ogsaa hun var kommen til ham med Kærlighed i Hjærtet.
„Broder, jeg véd nu Alting. Rasumichin har fortalt og forklaret mig alt… De forfølger og piner Dig for en dum og afskyelig Mistanke… Han sagde mig, at der slet ikke var nogen Fare, og at Du plager Dig til ingen Nytte. Det er ikke min Mening; jeg begriber fuldkommen, hvorledes dit Sind maa være oprørt, og at denne Sindsstemning kan efterlade sig Spor for bestandig; det er det, jeg er bange for. At Du forlod os, det fordømmer jeg Dig ikke for; tilgiv mig derfor, at jeg gjorde Dig Bebrejdelser for det. Jeg føler ved mig selv, at hvis jeg havde at bære en saa stor Lidelse, da vilde jeg ogsaa gaa af Vejen for alle. Moder skal jeg ikke fortælle noget om det, men skal bestandig tale om Dig og vil i dit Navn sige hende, at Du meget snart vil komme til hende. Pin Dig altsaa ikke for hendes Skyld; jeg skal nok berolige hende, men Du maa heller ikke martre hende for meget — kom i det mindste en Gang nu og da — betænk, at det er din Moder! Jeg er bare kommen for at sige Dig, at hvis Du skulde behøve mig … eller … mit hele Liv skulde … være Dig nødvendigt … saa kald paa mig — jeg skal komme. Farvel!”
Hun vendte sig og gik mod Døren.
„Dunja!” sagde Raskolnikow, han rejste sig og gik hen til hende, „denne Rasumichin er et meget godt Menneske!”
Dunja rødmede en Smule.
„Naa?” spurgte hun efter et Minuts Venten.
„Han er en virksom, arbejdsom, en ærlig Mand og har Ævnen til at elske med hele sin Sjæl .... Farvel, Dunja!”
Dunja flammede op; saa blev hun urolig.
„Men hvad er dog dette, Broder? — skal vi da skilles for evig, siden Du… efterlader mig en saadan Arv?”
„Det er det samme… Levvel!”
Han vendte sig om og gik til Vinduet, medens hun et Øjeblik saa uroligt paa ham og derefter gik ud, stærkt bevæget.
Nej, det var ikke Kulde lige over for hende. I sidste Øjeblik havde han endog den største Lyst til at omfavne hende inderligt og tage Afsked med hende; vilde endog sige hende det — men tilsidst kunde han ikke engang beslutte sig til at række hende Haanden.
Hun vilde da maaske siden endogsaa gyse, tænkte han, naar hun mindedes, at jeg nu havde omfavnet hende .... vilde sige, at jeg havde stjaalet hendes Kys.
Mon de skulde kunne bære det? tænkte han efter nogle Minuters Forløb. — Nej, de kunde ikke bære det … Aldrig!
Han tænkte paa Sofia.
Fra Vinduet blæste der en frisk Luftning. Dèr ude var det ikke længer saa lyst og solklart. Han tog Huen og gik. Om sin sygelige Tilstand kunde og vilde han ikke bekymre sig. Men hele denne uafbrudte Ophidselse og al denne Sjæleangst kunde naturligvis ikke blive uden Følger. Naar han hidtil endnu var undgaaet en hidsig Feber, saa var det maaske blot den evige indre Ophidselse, der endnu holdt ham oppe og ved Bevidsthed, men blot kunstigt og indtil et vist Tidspunkt.
Han strejfede omkring uden Maal.
Solen gik ned.
Han havde i nogen Tid følt en ejendommelig Angst. Denne Følelse var ikke netop ætsende eller brændende, men der syntes at ligge noget vedvarende i den; han havde en Forudfølelse af ubegrænset, isnende Sjæleangst. Om Aftenen pinte denne Følelse ham i Reglen mest.
Med saadanne enfoldige, rent fysiske Svagheder, som maaske afhænger af Solnedgangen eller lignende, skal man nu vogte sig for Dumheder! I en saadan Tilstand var man jo i Stand til at gaa hen til Sofia mumlede han fuld af Foragt.
Der var En, som raabte efter ham; han vendte sig om, — det var Lebesätnikow, som kom løbende.
„Jeg har lige været oppe hos Dem, jeg søgte Dem. Tænk Dem, hun har udført sin Hensigt og er gaaet bort med Børnene! Vi, jeg og Sofia Ssemjonowna, har havt den største Møje med at finde hende. Hun trommer paa en Pande og lader Børnene danse; de græder. Hun bliver staaende ved Korsvejene og foran Butikerne. De dumme Mennesker løber efter dem; kom.”
„Og Sofia?…” spurgte Raskolnikow urolig, idet han hurtig fulgte Lebesätnikow.
„Hun er rent ude af sig selv! Det vil sige, det er ikke Sofia Ssemjonowna, men Katerina Iwanowna, som er fra sig selv … forresten ogsaa Sosia Ssemjonowna. Men Katerina Iwanowna er helt ude af sig; jeg siger Dem, hun har aldeles mistet Forstanden, Politiet kommer til at sætte hende fast. De kan forestille Dem, hvad det vil gøre for et Indtryk … Nu er hun ved Kanalen, ved **broen, ikke langt fra Sofia Ssemjonownas Bolig.”
Ved Kanalen, tæt ved Broen, var der samlet en Menneskemasse, især var der mange Børn.
Katerina Iwanownas hæse, falske Stemme hørtes. Ja, det var virkelig et Skuespil, som nok kunde ægge et Gadepublikum. Katerina Iwanowna i sin gamle Klædning med Shavlet og den krøllede Straahat, som sad ganske skævt og var temmelig medtaget.
Hun var udmattet og aandeløs. Det forgræmmede, svindsottige Ansigt saa mere lidende ud end nogensinde; men hendes eksalterede Tilstand tog ikke af, den blev med hvert Minut mere ophidset.
Hun styrtede hen til Børnene, skreg til dem, lærte dem i Folkemassens Nærværelse, hvorledes de skulde danse, og hvad de skulde synge; forklarede dem, hvorfor det var nødvendigt; blev fortvivlet, naar de ikke forstod hende, slog dem…
Saa lod hun atter Børnene staa, styrtede sig ind paa Publikum, naar hun saa et nogenlunde anstændigt klædt Menneske, der var blevet staaende for at gabe, og begyndte at forklare ham: „Ser De, saa langt er det kommet med Børnene af et nobelt, ja man kan sige aristokratisk Hus!”
Hørte hun Latter eller haanende Ord fra Mængden, styrtede hun straks løs paa den Frække og begyndte at skælde ham ud. Nogle lo, andre rystede paa Hovedet, men alle var nysgærrige efter at se den gale Kvinde med de af Angst skælvende Børn.
En Pande, som Lebesätnikow havde talt om, var der ikke, i der mindste saa Raskolnikow ingen; men Katerina Iwanowna angav Takten ved at klappe med sine knoklede Hænder, naar hun lod Poletschka synge og Lydia og Kolja danse; derhos forsøgte hun selv at synge, men hver Gang blev hun straks ved den anden Note afbrudt af den pinligste Hoste; dette bragte hende atter til Fortvivlelse, hun bandede sin Hoste og græd endogsaa.
Men mest blev hun ude af sig ved Koljas og Lydias Graad og Angst. Hun havde virkelig gjort et Forsøg paa at klæde Børnene i Kostume, saadant som Gadesangerne plejer at have. Drengen havde et Slags Turban af hvidt og rødt Tøj paa Hovedet, han skulde forestille en Tyrk.
Lydia havde kun en rød, uldstrikket Hue paa. Den havde tilhørt Ssemjon Sacharytsch, men i den var der stukket en hvid Strudsfjær, som hørte til Efterladenskaberne efter Katerina Iwanownas Bedstemoder.
Poletschka havde sin sædvanlige Klædning paa. Hun saa bange og forvirret paa Moderen, gik ikke fra hendes Side, skjulte sine Taarer, anede Moderens Galskab og saa sig urolig om. Gaden og Folkemassen gjorde hende bange.
Sofia fulgte dem uafbrudt, og med Taarer i Øjnene bønfaldt hun Katerina Iwanowna om at gaa hjem.
Men Katerina Iwanowna var ubønhørlig.
„Hold op, Sofia, hold op!" raabte hun ivrig, aandeløs og hostende, „Du ved ikke selv, hvad Du beder om — Du er akkurat som et Barn! Jeg sagde Dig jo før, at jeg ikke vilde vende tilbage til dette drukne tyske Fruentimmer. Lad hele Petersborg faa at se, at Børnene af en adelig Fader, som i hele sit Liv tjente tro og ærlig, og som man vel kan sige døde i Tjenesten — at de maa gaa og tigge. — Katerina Iwanowna havde selv lavet denne Historie og troede nu haardnakket paa den. — Lad denne usle, elendige General se det!… Du er dum, Sofia: hvad skal vi vel leve af nu, sig det selv?… Vi har altfor længe ligget Dig til Byrde, længere vil jeg ikke!… Ak, er De der!” raabte hun, da hun saa Raskolnikow, og styrtede hen til ham, „forklar dog denne Tosse —— det beder jeg Dem om — at man ikke kan gøre noget fornuftigere! Selv Lirekassespillere fortjener dog deres Brød, men os vil man da vel foretrække for dem, man vil dog se, at vi er en stakkels fattig, adelig og uforsørget Familie som uforskyldt er kommen til Tiggerstaven, men denne elendige General skal miste sin Stilling, det skal De faa at se! Vi skal daglig stille os op udenfor hans Vinduer, og naar Kejseren farer forbi, vil jeg knæle ned, stille Børnene foran mig, pege paa dem og raabe: „Beskyt dem, Fader!” … Han er de Forældreløses Fader, han er barmhjærtig, han vil beskytte os, det skal De se — og den elendige General … Lydia, tenez vous droite!… Du, Kolja, maa straks danse igen. Hvad griner Du nu igen for? hvorfor er Du bange din Nar!… Herre Gud, hvad skal jeg gøre med dem, Hr. Raskolnikow! Dersom De vidste, hvor uforstandige de er! Hvad skal man vel gøre med saa uforstandige Børn!..”
Hun græd næsten, men det hindrede hende ikke i at blive ved med sin uophørlige Snak; hun pegede paa de hulkende Børn.
Raskolnikow forsøgte at overtale hende til at gaa hjem og sagde, idet han gjorde Forsøg paa at vække hendes Æresfølelse, at det ikke var passende for hende at drive omkring paa Gaden som Lirekassespillerne, da hun dog vilde blive Direktrice for en Læreanstalt for adelige Frøkener…
„En Læreanstalt, ha, ha, ha! — det har det god Tid med!” raabte Katerina Iwanowna leende og maatte straks derefter hoste frygteligt; „nej, Rodion Romanytsch Raskolnikow, det Sværmeri har jeg ladet fare! Alle har forladt os! Og denne elendige General … jeg kastede et Blækhus i Hovedet paa ham — det stod just i Forværelset paa Bordet, og saa løb jeg min Vej. Aa, den nederdrægtige, gemene Karl! Nu spytter jeg paa alle, nu vil jeg selv skaffe Børnene Mad og ikke mere bukke mig for nogen! Hende har vi saamænd plaget nok — hun pegede paa Sofia. — Poletschka, hvormeget har vi faaet ind, vis mig det? — hvad? bare to Kopek?… Aa, de elendige! De vil ingen Ting give os, de løber bare efter os med Tungen ud af Halsen!… Hvorfor ler nu den Dumrian der! — hun pegede paa en i Mængden. — Det er bare fordi den Kol'ka[1] er saa ulærvillig — det er en sand Plage! Hvad vil Du, Poletschka? — tal fransk med mig, parlez-moi français. Jeg har jo lært Dig det, Du kan jo nogle Fraser! Hvordan skal man ellers skønne, at I er velopdragne Børn af en adelig Familie og ikke som Lirekassefolkene … vi spiller da ikke „Bajads” paa Gaden, men synger en nobel Romance ..... Ak ja, hvad skal vi nu synge…”
Saaledes gik det i et Køre uden Afbrydelse. Der blev istemt Sange, hovedsagelig franske, saa man kunde se, at det var „adelige” Børn, først:
Malborough s'en va-t-en guerre
Ne sait quand reviendra…
og saa igen:
Cinq sous, cinq sous,
Pour monter notre ménage…
og saa klappede hun i Hænderne; Kolja og Lydia maatte danse rundt i Ring, og saa brød Katerina Iwanowna pludselig atter ud i en endeløs Hoste. Derefter kom Anstandsregler osv.
Endelig trængte en Politisoldat sig gennem Mængden.
Men samtidig nærmede sig en ældre Herre, klædt som en Civilembedsmand og med en Orden om Halsen, hvilket især syntes at behage Katerina Iwanowna og tillige øvede en vis Indflydelse paa Politisoldaten.
Han rakte Katerina Iwanowna tavs en 3-Rubel-Seddel. I hans Ansigt læstes der inderlig Medfølelse.
Katerina Iwanowna takkede høfligt og ceremonielt.
„Jeg takker Dem, naadige Herre,” begyndte hun, „de Aarsager, som har nødt os… tag Pengene, Poletschka. Ser Du, der findes da endnu noble og højmodige Mennesker, som straks er beredte til at hjælpe en fattig Adelig i Ulykken… De ser her, naadige Herre, adelige Forældreløse — saa at sige med aristokratiske Forbindelser… Men den elendige General sad der og spiste Hjærter… trampede med Foden og sagde, at jeg havde derangeret ham … „Ekscellens”, sagde jeg, „beskyt de Faderløse, De har jo dog kendt den afdøde Ssemjon Sacharytsch! Hans kødelige Datter blev paa sin Faders Dødsdag bagtalt af den usleste af alle Uslinger....” Der er igen denne Politisoldat!… Beskyt mig!” raabte hun til Embedsmanden, hvorfor forfølger denne Soldat mig? Knapt har vi undsluppet en af dem … naa, hvad angaar det Dig, din Nar!”
„Fordi sligt er forbudt paa Gaderne. Vær saa god at holde op med det Spektakel her!”
„Du er selv en Spektakelmager! Jeg har lige saa megen Ret som en Lirekassemand, hvad kommer det Dig ved!”
„Lirekassemændene skal løse et Tilladelsesbevis, men De volder Folkeopløb her. Hvoe bor De?”
„Hvad, — en Tilladelse?” skreg Katerina Iwanowna, „jeg har i Dag begravet min Mand, hvad mere Tilladelse behøves!”
„Madame, Madame, vær da rolig,” begyndte Embedsmanden, „kom, skal jeg følge Dem hjem … Her i Folkestimmelen passer dette sig ikke … De er syg!…”
„Min Herre! — det forstaar De Dem ikke paa!” raabte Katarina Iwanowna, „nu gaar vi til Newski-Prospekt, — Sofia, Sofia! hvor er hun henne? Hun grædet ogsaa? Hvad er det, som gaar af jer alle … Kolja, Lydia, hvor løber I hen?” raabte hun pludselig i Angst, „aa, de dumme Børn! Kolja, Lydia, men hvor skal I hen…!”
Kolja og Lydia var bleven bange nok for Folkemassen og over den forrykte Moders Ekstravagancer, men da de ovenikøbet fik Politisoldaten at se, som vilde arrestere dem og transportere dem bort, da greb de, ligesom efter Aftale, hinandens Hænder og løb deres Vej.
Skrigende og stønnende løb Katerina Iwanowna efter dem.
Det var et grueligt og hjærteskærende Syn, denne løbende, skrigende, kortaandede Enke. Sofia og Poletschka løb efter hende.
„Tag dem igen, tag dem igen, Sofia! Aa, de dumme, utaknemlige Børn! Polja, fang dem … Det er jo bare for jer, at jeg ....”
Hun snublede i fuldt Løb og faldt.
„Hun bløder! … Aa, Herre Gnd!” raabte Sofia og bøjede sig ned over hende.
Alle løb til og trængte sig frem.
Raskolnikow og Lebesätnikow var blandt de første; Embedsmanden ilede ogsaa til; han fulgte Politisoldaten, som brummede: „Ja, der har vi det” — han rystede paa Hovedet og havde en Forudfølelse af, at denne Begivenhed endnu vilde skaffe ham en Del at bestille.
„Gaa! passer Gaden!” sagde han og drev den tætte Folkemasse væk.
„Hun dør!” raabte en.
„Hun er forrykt!” skreg en anden.
„Gud holde sin Haand over hende!” sagde en Kone og korsede sig; „har de faaet fat paa Børnene? Aah, der kommer de, den ældste har faaet fat i dem … de Dumrianer!”
Da man fik sét ordenlig paa Katarina Iwanowna, viste det sig, at hun ikke, som Sofia troede, havde slaaet sig tilblods paa Stenene, men at Blodet, der farvede Jorden, var kommet fra hendes syge Bryst op gennem Munden.
„Det kender jeg til, det har jeg oplevet før! … hviskede Embedsmanden til Raskolnikow og Lebesätnikow, „det er Tæring; pludselig bryder Blodet frem, og man kvæles. En Slægtning af mig kom nylig af Dage saaledes, jeg var Vidne til det … saadan halvandet Glas paa en Gang!… Men hvad skal man gøre? — hun dør snart!”
„Bær hende hjem til mig!” bad Sofia „ … jeg bor lige her ved, i det andet Hus,… hurtigt hjem til mig, skynd Jer!” — Hun foer hid og did. „Hent en Læge … Aa, Gud!”
Ved Embedsmandens Bestræbelser lykkedes det at bringe Orden tilveje; endogsaa Politimanden hjalp til med at bære Katerina Iwanowna bort. Som død bar man hende til Sofia og lagde hende paa Sengen. Blodet flød endnu bestandig, men hun syntes at komme til sig selv.
Summen med Sofia gik Raskolnikow, Lebesätnikow, Embedsmanden og Politimanden ind i Værelset; den sidste jagede Mængden bort som hidtil havde fulgt dem.
Poletschka førte de to smaa med sig, som rystede af Skræk og græd.
Ogsaa Kapernaumows kom ind: Manden, som var kroget, lam og med Haar og Kindskæg som Varsler; hans Kone saa ud, som om hun stadig var forskrækket, og nogle af hendes Børn havde Ansigter som skaarne i Træ, og aaben Mund.
Midt iblandt dette Publikum viste sig saa pludselig ogsaa Swidrigailow.
Raskolnikow saa forundret paa ham og kunde ikke begribe, hvor han var kommen fra, da han ikke havde bemærket ham i Mængden.
Der var tale om Læge og om Præst.
Embedsmanden hviskede til Raskolnikow, at en Læge vel nu var overflødig, imidlertid traf han dog de fornødne Anordninger. Kapernaumow løb selv for at faa fat i en.
Imidlertid var Katarina Iwanowna atter kommen til sig selv. Blodstyrtningen var ophørt. Hun saa sygeligt, men stivt og gennemtrængende paa den blege og skælvende Sofia, der tørrede hendes svedige Pande; endelig bad hun om, at de vilde løfte hende op.
De anbragte hende i en siddende Stilling og understøttede hende fra begge Sider.
„Hvor er Børnene?” spurgte hun med svag Stemme. „Har Du bragt dem med Dig, Polja? … Aa, saa enfoldige I er!… hvorfor løb I Eders Vej… ak!”
Blodet klæbede endnu ved hendes tørre Læber. Hun saa sig om.
„Altsaa her boer Du Sofia! Ikke en eneste Gang har jeg været hos Dig… men nu har det jo føjet sig saaledes…”
Hun saa smærteligt hen paa hende.
„Vi har aldeles udsuget Dig, Sofia… Polja, Lydia, Kolja, kom hid… naa Sofia… der har Du dem, tag dem… fra den ene Haand i den anden… jeg er færdig!… Komedien er ude! Læg mig ned, lad mig i det mindste dø roligt…”
De lagde hende ned paa Puderne.
„Hvad? — en Præst!… det er ikke nødvendigt… har I da en Rubel tilovers?… jeg har ingen Synder! Gud maa alligevel tilgive mig, han véd selv, hvad jeg har lidt!… Og hvis han ikke tilgiver mig… saa er det det samme!”
Bevidstheden svandt aabenbart.
Undertiden foer hun sammen, saa sig om, syntes at kende flere igen, men snart indtraadte igen Bevidstløsheden.
Hun aandede tungt og rallede; det var, som om noget vældede frem i Struben.
„Jeg sagde til ham: „Deres Ekscellence”…” begyndte hun pludselig, men maatte holde inde for hvert Ord, „denne Amalia Iwanowna… ak! Lydia, Kolja… sæt Hænderne i Siden, hurtigt! glissez, glissez, pas-de-basque! Tramp med Fødderne… saa vær da gratiøse…”
„Du har Diamanter og Perler…”
„Hvordan hedder det nu mer? — den maa vi synge…”
„Du har jo de skønneste Øjne,
min Elskte, hvad vil Du da mer!”
„Naa ja, hvorfor ikke! „hvad vil Du da mer!”… hvad mon den Nar har tænkt sig ved det!… Ak ja, og saa den:
„I sydlandsk Glød…”
„Ak, hvor jeg holdt af den!… Jeg var saa henrykt, naar jeg hørte den Romance: „I sydlandsk Glød, i Dalen Daghestan…” véd Du det, Poletschka, véd Du det?… da din Fader … var forlovet med mig … sang han den altid … aa, de Dage!… Den skal vi synge! Naa, hvordan var det da, hvordan?… nu har jeg glemt det … saa giv mig dog Tonen an, hvordan det er … hvordan var det?”
Hun var meget oprørt og forsøgte at rejse sig.
Endelig begyndte hun med hæs, brudt Stemme, skingrende, og idet hun ved hvert Ord mistede Aanden:
„I sydlandsk Glød, i Dalen Daghestan,
Med Hjærtet tungt!…”
Deres Ekscellence!” stønnede hun pludselig atter med hjærteskærende Stemme og overstrømmet af Taarer, „beskyt de Faderløse! Husk paa Ssemjon Sacharytsch's Gæstevenskab!… Man kan endogsaa sige aristokratiske … Ha!” — hun foer pludselig sammen, kom til sig selv og saa forskrækket om, men genkendte straks Sofia. „Sofia, Sofia!…” sagde hun sagte og venligt, som om hun undrede sig over at se hende her, „kære Sofia, er Du ogsaa her?…”
De rejste hende atter op.
„Det er nok … Tiden er kommen … Lev vel, Du Stakkel … Øget er hidset til Døde … de har jaget det fordærvet!” skreg hun fortvivlet og hadefuldt og faldt med Hovedet tilbage paa Puden.
Hun havde atter tabt Bevidstheden — for sidste Gang.
Det voksblege, udtørrede Ansigt lagde sig tilbage, hun aabnede Munden, Benene strakte sig kramaptigt ud, hun aandede dybt — og var død.
Sofia kastede sig hen over Liget, omfavnede det, og blev liggende saaledes med sit Hoved ved Enkens udtørrede Bryst.
Poletschka greb om Moderens Fødder og kyssede dem, idet hun græd højt, medens Kolja og Lydia, som endnu ikke kunde begribe, hvad der var sket, men som dog følte, at det maatte være noget skrækkeligt, saa hinanden ind i Øjnene, og pludselig paa samme Tid aabnede Munden og begyndte at skrige. De var endnu i deres Kostumer, den ene i Turban, den anden i den med Strudsfjær prydede Hue.
Men paa hvilken Maade var pludselig „Diplomet” kommet hen paa Sengen? Det laa der ved Siden Katerina Iwanowna, paa Puden! — Raskolnikow saa det.
Han gik hen til Vinduet. Lebesätnikow kom hen til ham.
„Hun er død,” sagde Lebesätnikow.
„Raskolnikow, jeg har et Par nødvendige Ord at sige Dem,” sagde Swidrigailow, som ogsaa var traadt nærmere.
Lebesätnikow trak sig tilbage og forsvandt.
Swidrigailow førte den forbavsede Raskolnikow endnu længer afsides, hen i en Krog.
„Alt dette Bryderi, det vil sige, Begravelsen og alt det øvrige, det tager jeg paa mig. Ser De, dertil behøves bare Penge, og jeg sagde Dem jo, at jeg havde Penge tilovers. Disse to smaa og Poletschka vil jeg anbringe i et Børnehjem, saa godt som muligt, og jeg deponerer for hvert Barn, indtil det er voksent, femten Hundrede Rubler, saa Sofia Ssemjonowna kan være ganske rolig. Hende selv vil jeg for Resten ogsaa drage op af Sølen, for hun er en god Pige, ikke sandt?… Naa, saa meddeler De altsaa Deres Søster Awdotja Romanowna, at hendes ti Tusind paa denne Maade har fundet sin Anvendelse.”
„Men hvad er det for Hensigter, som foranlediger Dem til slige Velgærninger?” spurgte Raskolnikow.
„Aah, De mistroiske Menneske!” sagde Swidrigailow leende, „jeg sagde Dem jo, at disse Penge var mig overflødige. Naa, bare saadan ganske simpelt af Humanitetshensyn, — synes De ikke, det er plausibelt? Hun var dog ingen „Lus” som den elendige gamle Aagrerske, hun, som døde? — Naa, sig nu selv, hvad var bedst, enten at Lushin lever og gør Nederdrægtigheder, eller at Enken der henne maatte dø?” … Og hvis jeg nu ikke hjælper Dem, saa maa jo „Poletschka ind paa den samme Vej”…”
Han sagde dette med en vis Blinken med Øjnene, med et skalkagtigt Smil og uden at vende Øjnene fra Raskolnikow.
Denne blev bleg og det løb ham koldt ned ad Ryggen da han hørte sine egne Ord, som han nylig havde sagt til Sofia. Han vaklede tilbage og stirrede paa Swidrigailow.
„Hvor … véd De … det … fra?” hviskede han knapt trækkende Vejret.
„Jeg bor jo her ved Siden af hos en Madam Røslich! Her bor Kapernaumow, og der bor Madam Røslich, en gammel hengiven Veninde. Jeg er Nabo.”
„De…?”
„Ja, jeg!” vedblev Swidrigailow og rystede af Latter, „og jeg kan paa Ære forsikre Dem, kæreste Rodion Romanowitsch Raskolnikow, at jeg føler en mærkværdig Interesse for Dem. Jeg sagde Dem dog allerede den Gang, at vi nok skulde blive gode Venner — naa, nu er vi jo næsten naaet saa langt. De skal se, at jeg er et meget føjeligt Menneske, og at man godt kan komme ud af det med mig.”
- ↑ Kol'ka, foragtelig Form