Forbryderen/2/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 234-255

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XIII.

„Der er nu for Eksempel disse Cigaretter”, begyndte Peter Petrowitsch, endelig da han havde tændt sin Cigaret, „rigtig skadelige, en ren Fordærvelse; men jeg kan alligevel ikke lade være! Jeg føler, at det river mig i Halsen, og jeg er ogsaa trangbrystet. De maa vide, jeg er ængstelig; nylig var jeg henne hos B*; han undersøger altid Patienterne mindst en halv Time; da han saa mig, lo han sgu, gav sig til at banke og lytte, og saa sagde han blandt andet: Tobak maa De give Afkald paa, De har en svag Lunge. — Naa, men hvordan skal jeg vænne mig af med det? Hvad skal jeg bruge i Stedet? Jeg drikker ikke, det er en sand Ulykke, ha, ha, ha — en Ulykke, at jeg ikke drikker! Alting er jo relativt, Rodion Romanytsch, alting er relativt!”

Hvad skal nu det igen betyde, begynder han atter med sin reglementerede Rutine? — tænkte Raskolnikow med Væmmelse, og den hele Scene fra den Gang stod pludselig atter for hans Erindring, og samme Følelse, som han den Gang havde, begyndte atter at trænge sig frem hos ham.

„Jeg var allerede heroppe hos Dem i Forgaars Aftes, men det véd De naturligvis ikke noget om!” vedblev Porphyrius Petrowitsch og saa sig om i Værelset; „her, just i dette Værelse var jeg. Jeg gik, akkurat som i Dag, saadan forbi og tænkte, lad mig dog gøre ham en Kontravisit. Jeg kom herop og fandt Døren staaende paa vid Væg, saa mig om — ventede, men jeg sagde ikke noget til Pigen og gik saa min Vej igen. De plejer maaske ikke at lukke Døren af?”

Raskolnikows Ansigt blev stedse mere mørkt. Porphyrius gættede hans Tanker.

„Jeg er kommen for at give Dem en Forklaring, min kære Raskolnikow. Jeg skylder Dem en Forklaring”, vedblev han med et let Smil og klappede endogsaa Raskolnikow paa Knæet, men samtidig antog hans Ansigt en alvorlig og bekymret Mine; der laa til Raskolnikows Forbavselse noget som Kummer i denne Mine.

Et saadant Udtryk havde han endnu aldrig set hos ham og troede heller ikke, at han var i Stand til at faa det.

„Det var en besynderlig Scene, som sidst fandt Sted mellem os, Raskolnikow. Ganske vist, allerede ved vort første Møde forekom der noget lignende, men den Gang… Naa, nu kommer det ud paa ét! Sagen er: jeg føler, at jeg maaske har forsyndet mig meget overfor Dem. Da vi sidst skiltes, rystede Deres Nerver, og Knæerne skælvede; ogsaa jeg rystede og mine Knæer skælvede ogsaa. Ser De, det var i Grunden upassende, det, som foregik imellem os, det var ikke gentmanlike. Men vi er dog allesammen gentlemen, det vil sige, vi er ubetinget og fremfor alt gentlemen, og det maa man ikke glemme. De husker vist, hvorvidt det gik den Gang… det var ligefrem uanstændigt.”

Hvem tager han mig egenlig for? — spurgte Raskolnikow sig selv forbavset og saa Porphyrius stift ind i Øjnene.

„Jeg er kommen til den Overbevisning, at det er bedre, om vi taler ganske aabenhjærtigt med hinanden,” vedblev Porphyrius; han sænkede samtidigt Hovedet og syntes ikke længere at ville forvirre sit forrige Offer med sit Blik; han bar sig ad, som om han foragtede sine forrige Kneb og Kunster.

„Ja, en saadan Mistanke og saadanne Scener maa ikke oftere forekomme. Den Gang var det Nikolaj, som skilte os ad; ellers véd jeg ikke, hvor langt det kunde have kommet mellem os. Og den fordømte Haandværker sad der den Gang bag Væggen hos mig — kan De tænke Dem? Ja, De ved det naturligvis allerede; jeg fik jo straks at vide, at han bagefter gik hen til Dem; men det, De den Gang tænkte, var ellers ikke Tilfældet; jeg havde ikke sendt Bud efter nogen og havde ikke truffet nogen Anordning. De vil vel spørge, hvorfor? Hvad skal jeg svare? Det kom mig selv altsammen saa uventet paa Halsen, jeg havde knapt saa megen Omtanke som at sende Bud efter Portnerne — De saa dem jo nok i Forbigaaende? — da foer en Tanke hurtigt som en Lynstraale gennem mit Hoved: ser De, jeg var den Gang saa fast overtydet. Jeg tænkte altsaa: hvis jeg nu lader det ene staa hen saa længe, vil jeg dog i det mindste gribe det andet i Flugten — jeg vil i det mindste ikke forsømme, hvad der staar til mig at gøre. De er altfor pirrelig af Natur, Rodion Romanytsch, overordenlig pirrelig, aldeles bortset fra alle de øvige Egenskaber ved Deres Karakter og Hjærte, som jeg smigrer mig med delvis at have fundet ud. Naa, selvfølgelig kunde jeg allerede den Gang nok begribe, at det kun undtagelsesvis forekommer, at der pludselig dukker et Menneske op, som saadan uden videre forraader en Historie helt og holdent. Det kan jo nok hænde, især naar man forstaar at indrette det saa, at Vedkommende mister den sidste Rest af Taalmodighed; men i ethvert Fald er det kun en Undtagelse, det var mig klart. Nej, tænkte jeg, hvis jeg bare havde et lidet Holdepunkt, om det saa var aldrig saa lidet, bare et eneste, men et, som man kunde tage fast Tag i, en haandgribelig Ting, ikke alene denne Sykologi. Thi — tænkte jeg — er Mennesket skyldigt, saa kan man da vist i al Fald vente, at der kan lokkes noget haandgribeligt ud af ham; i dette Tilfælde er det endog tilladeligt at gøre sig fattet paa et ganske uventet Resultat. Jeg gjorde den Gang Regning paa Deres pirrelige Karakter, Rodion Romanytsch; jeg haabede meget stærkt paa den.”

„Hvad er det egenlig, De mener?… hvad er det, De taler om?” mumlede endelig Raskolnikow, uden at hans Spørgsmaal var ham ganske klart. — Hvad mon han egenlig taler om; skulde han virkelig anse mig for uskyldig?

„Hvad jeg taler om? Jeg er kommen for at give Dem en Forklaring; det er saa at sige min hellige Pligt. Jeg vil til Bunds gøre Dem alting klart, alting nøjagtigt som det var. Jeg har foraarsaget Dem mange Lidelser, Rodion Romanytsch, men alligevel er jeg ikke noget Umenneske; jeg kan meget godt begribe, hvorledes et nedbøjet, men stolt, mægtigt og utaalmodigt — især utaalmodigt — Menneske er tilmode, naar han maa lade alt det gaa over sit Hoved! Fremfor alt erklærer jeg herved, at jeg anser Dem for et af de ædleste Mennesker, begavet med en god Dosis Højhjærtethed, skønt jeg ikke kan dele Deres Anskuelser. Jeg anser det for min Pligt at forudskikke dette aldeles aabenhjærtigt, thi fremfor alt er det ikke min Hensigt at skuffe Dem. Allerede da jeg lærte at kende Dem, følte jeg mig tiltrukken. Naa, det vil De maaske le af. De har Ret til det. Jeg véd, at De allerede ved første Blik ikke syntes om mig, thi, alvorlig talt, hvad har jeg vel for særligt elskværdigt ved mig? De kan nu tage dette, som De vil; mit Ønske er bare at udviske dette ugunstige Indtryk og bevise Dem, at ogsaa jeg er et Menneske med Hjærte og Samvittighed. Dette er min oprigtige Hensigt.”

Porphyrius Petrowitsch standsede med Værdighed.

Raskolnikow havde paany en vis Følelse af Angst. Den Tanke, at Porphyrius Petrowitsch kunde anse ham for at være uskyldig, begyndte at pine ham.

„At fortælle alting i Rækkefølge, saaledes som det dengang saa pludseligt kom, er vel næppe nødvendigt,” vedblev Peter Petrowitsch, „jeg tror endogsaa, at det er overflødigt; jeg skulde forresten knapt være i Stand til at gøre det. Thi hvordan skulde det ogsaa forklares? I Begyndelsen var det Rygter; hvilke Rygter, hvorfra, af hvem .. og ved hvilken Foranledning Deres Personlighed derved kom med i Spillet… det er det efter min Formening ogsaa overflødigt at nævne. Hos mig personlig begyndte Historien med en Tilfældighed, en Tilfældighed, som vel var tænkelig, men ingen Ting mindre end nødvendigt; — hvad det var for en Tilfældighed, hm! — jeg tror, at det lønner det sig heller ikke at tale om. Alt dette, Rygter og Tilfældigheder, flød hos mig sammen i en Tanke. Jeg tilstaar oprigtigt — naar der nu engang er Tale om Tilstaaelser, saa maa de være grundige — jeg var dengang den første, som faldt over Dem. Dette med den Gamles Notitser paa Sagerne og alt saadan noget, det er kun løs Snak altsammen. Men noget saadant forekommer ofte. Jeg havde den Gang Lejlighed til i de mindste Detailler at erfare Scenen paa Politikamret, ogsaa tilfældigt, og ikke blot overfladisk, men af en ganske paalidelig Hjemmelsmand, en, som fortalte det, og som uden selv at vide det gengav denne Scene vidunderligt godt. Saa kom det ene efter det andet, min kære Rodion Romanytsch! Skulde man ikke da slaa ind paa en bestemt Tankegang? Ganske vist, af Hundrede Kaniner bliver der aldrig en Hest, af Hundrede Mistanker — ikke et eneste Bevis; saadan lyder jo Ordsproget. Men det er rigtigt, naar der er Tale om Fornuftgrunde; forsøg det engang med Lidenskaberne, forsøg bare at blive færdig med dem … Undersøgelsesdommeren er da ogsaa kun et Menneske! Den Gang faldt ogsaa Deres Opsats mig i Sinde; De husker nok, vi talte udførligt om den ved Deres første Besøg. Jeg gjorde mig den Gang lystig over Deres Opsats, men det skete bare for at ægge Dem, for at faa Dem til at kompromittere Dem endnu mere. Jeg gentager det, De er meget utaalmodig og meget syg, Rodion Romanytsch. At De ogsaa er kæk og alvorlig, og … at De er følsom og allerede har gennemlevet meget med Deres Følelser, det ved jeg forlængst. Alle disse Tilstande er mig meget vel bekendte, og Deres Opsats læste jeg ogsaa som noget bekendt. Den blev til i søvnløse Nætter og i ædel Vrede, den blev skreven med hedtpulserende og bankende Hjærte og med tilbageholdt Enthusiasme. Men saadant en tilbageholdt, stolt Enthusiasme er farlig for Ungdommen! Den Gang spottede jeg over den, men nu siger jeg Dem, at jeg egenlig holder skrækkelig meget af denne første, ungdommelige, varmblodige Penneprøve, det vil sige, jeg holder af den som Dilettantforsøg. Det er som Røg og Taage, men gennem Taagen klinger en Stræng. Deres Opsats er urimelig og fantastisk, men den aander Oprigtighed, en ungdommelig og ubestikkelig Stolthed; Fortvivlelsens Dristighed er i den; det er en mørk Opsats, men det er et Fortrin. Da jeg havde læst den og lagt den til Side, sagde jeg til mig selv: Dette Menneske oplever vi nok noget af! — Spørg nu Dem selv, hvorledes var det muligt, efter saadanne Præliminarier ikke at lade sig rive med af det, som paafulgte! Hvad er det saa? tænkte jeg — her er dog egenlig ingen Ting, slet ingen Ting! For mig, en Undersøgelsesdommer, er det endog højst uanstændigt at lade sig rive saaledes med; jeg har jo nu denne Nikolaj paa Halsen og det endogsaa med Kendsgærninger — betragt Sagen, hvordan De vil, men der har vi Fakta for Haanden, og et Slags Psykologi har vi ogsaa der; med ham maa jeg nu sysselsætte mig, thi det gælder Liv og Død. De vil maaske spørge, hvorfor jeg forklarer Dem alt dette? — For at De skal vide det, og for at De ikke skal fordømme min stygge Opførsel den Gang. Var det ikke stygt? taler jeg oprigtigt? ha, ha! Hvad tror De da; tror De, at jeg den Gang ikke foretog nogen Husundersøgelse hos Dem? Jo, jo, ha, ha! jo saamæn, da De laa tilsengs. Det skete vistnok ikke officielt og ikk i egen Person, men det skete. Indtil den sidste Traad blev Alting i Deres Bolig undersøgt, og det straks — men forgæves. Saa tænkte jeg da, nu maa dette Menneske selv komme, han maa komme, og det meget snart, og er han skyldig, saa kommer han ganske vist meget snart. Dersom en anden ikke skulde komme — han kommer ganske vist. Kan De huske, hvorledes Hr. Rasumichin begyndte at forsnakke sig? Det var med Vilje arrangeret for at bringe Dem i Oprør. Ogsaa Rygtet var med Vilje udbredt; thi Hr. Rasumichin er et Menneske, som ikke kan skjule sin Fortørnelse. Deres Vrede og Deres Dristighed var først Hr. Sametow paafaldende. Men hvad var det ogsaa for en Maner, saadan i et Værtshus pludselig at plumpe ud med Ordene: „jeg har myrdet!” Det var dog altfor dristigt, for frækt; Og jeg tænkte: hvis denne her er den skyldige, saa kæmper han frygteligt med os! Saaledes tænkte jeg den Gang. Jeg ventede altsaa ganske taalmodig; men Sametow satte De engang dygtig tilvægs og … ja, det er just det ­— hele denne fordømte Psykologi har sine to Sider. Naa jeg ventede Dem altsaa, og se, Gud sendte Dem — De kom! Men hvor mit Hjærte da bankede, ha, ha! Men hvorfor skulde De ogsaa netop komme? Og Deres Latter, Deres Latter, da De kom ind! Husker De den? Jeg gennemskuede Dem den Gang straks; det var, som om jeg saa ind i Deres Indre gennem et Glas. Men havde jeg ikke ventet Dem saa ivrigt, saa vilde Deres Latter heller ikke have været mig paafaldende. Ser De, hvad det gør, at man er i den rette Stemning. Og Hr. Rasumichin, hvordan han var — ak!… og saa Stenen, Stenen! — husker De Stenen, som Sagerne er gemt under? Det forekommer mig rent, som om jeg saa den etsteds, der henne, i en Køkkenhave — De talte jo med Sametow om den og derefter ogsaa hos mig, en Gang til. Saa begyndte vi at gennemgaa Deres Opsats, og saadan som De forklarede — man kunde ikke lade være at betragte hvert Ord fra to Sider, om der ikke skulde stikke en anden Mening bag! Naa, ser De, Rodion Romanowitsch, paa denne Maade kom jeg til den yderste Grænse, og først da jeg stødte Hovedet mod Væggen, kom jeg til Besindelse. Nej, sagde jeg, hvad er det egenlig jeg gør? Alt dette kan man jo, om man vil, lige saa godt dreje omkring til det modsatte; maaske lyder det da endnu sandsynligere. En sand Kval! Nej, et saadant lille Holdepunkt vilde jeg hellere have, — tænkte jeg … Men da jeg saa hørte Historien om Dørklokken, var jeg ved at miste Vejret og fik en ordenlig Forskrækkelse. Naa, tænkte jeg, det er et Holdepunkt, og det ovenikøbet et rigtig godt! Nu var det forbi med Ræsonnementerne, Lysten dertil forgik mig. Jeg vilde have givet tusind Rubler, dersom jeg med egne Øjne kunde have set Dem, da De gik hundrede Skridt efter Haandværkeren den Gang; han havde kastet Dem „Morder" i Ansigtet, og hele Tiden vovede De ikke at svare ham noget paa det; og saa igen .... denne Dørklokke der; medens Feberen endnu ruskede i Dem! Naa, Rodion Romanytsch, efter alt dette kan det da ikke undre Dem, at jeg den Gang tillod mig den Morskab med Dem. Hvorfor skulde De ogsaa komme just i det Øjeblik? Det var jo aldeles, som om nogen havde drevet Dem hen til mig, ja, ved Gud! Og havde ikke tilsidst Nikolaj skilt os fra hinanden, saa … husker De Nikolaj? De erindrer jo nok?… Det var som et Lyn fra en klar Himmel! Naa, og hvordan tog jeg imod den, denne Lynstraale? Fæstede jeg vel ringeste Tro til den? — De saa jo selv! Ja, selv bagefter, da De allerede var gaaet, efter at han havde svaret meget fornuftigt paa en Del Spørgsmaal, saa jeg selv virkelig var forundret — heller ikke da skænkede jeg ham for en halv Skilling Tiltro! Saa fast var min Mening … Nej, tænkte jeg, det kan ikke falde mig ind … hvorledes skulde der endog blot kunne være Tale om en Nikolaj!”

„Men Rasumichin sagde mig netop den Gang, at De nu ogsaa ansaa denne Nikolaj for den skyldige, og at De selv havde forsøgt at overbevise Rasumichin…”

Vejret var lige ved at gaa fra ham, saa han ikke kunde fortsætte. I ubeskrivelig Bevægelse hørte han, hvorledes et Menneske, der helt og holdent havde gennemskuet ham, syntes at fornægte sig selv.

Han frygtede for at tro paa det, og troede heller ikke paa det, Med tvetydige Ord følte han sig for og søgte derved at fremtvinge en tydeligen og endelig afgørende Mening.

„Ak, Hr. Rasumichin!” raabte Porphyrius, aldeles som om dette Spørgsmaal fra den lidet talende Raskolnikow ordenlig var ham velgørende, „ha, ha, ha! Ja, denne Hr. Rasumichin! — ham maa man se at blive kvit. De kender jo Ordsproget: hvad to har tilsammen, kommer ikke den tredie ved! Rasumichin er en helt anden Ting, han hører ikke med her: kommer han ikke løbende hen til mig, ganske bleg … naa, Gud være med ham, hvorfor skal vi dog blande ham ind i dette! — Men Nikolaj, vil DL vide, hvad det er for et Subjekt, det vil sige, hvordan jeg bedømmer ham? For det første er han et umyndigt Barn, og om ikke fejg, saa dog noget i den Retning, en Slags Kunstner. Ja, ja! Le De ikke over min Definition. Han er en uskyldig og for al Ting modtagelig Sjæl. Han har Hjærte og er en Fantast. Han synger og danser; han fortæller ogsaa Historier, siger man, og det saaledes, at Folk fra andre Steder kommer sammen bare for at høre paa ham. At gaa paa Livet og foretage sig alle mulige gale Streger, drikke sig fuld, og det ikke af Vane, men bare lejlighedsvis, naar nogen betaler Brændevinen for ham — det er hans Maade at tage Sagerne paa. Saaledes har han jo for Eksempel stjaalet, men har ingen Anelse om det; thi han ræsonnerer som saa: „dersom jeg finder noget paa Jorden og beholder det, er da det et Tyveri?” Saa maa De vide, at han er en Kætter, eller rettere sagt hører til Sektererne, og at han nylig i hele to Aar stod under gejstligt Opsyn derhenne i Landsbyen hos en „ærværdig Olding”? Alt dette har jeg hørt dels af ham selv, dels af hans Landsmænd fra Saraisk; Og det er endnu ikke alt. Han vilde endogsaa flygte ud i Vildmarken, blive Eremit, var forfalden til religiøst Sværmeri, bad hele Nætter igennem og læste gamle Bøger „af de ægte”, saa at han til Slut mistede sin sunde Menneskeforstand. Petersburg har virket mægtigt paa ham, især den kvindelige Slægt — og naturligvis ogsaa Brændevinen. Han er just en meget modtagelig Natur, og snart havde han glemt baade den „ærværdige Olding” og alt andet. En herværende Kunstner havde faaet ham kær og plejede at besøge ham. Naa, og da saa denne Begivenhed skete, saa blev han overfalden af et Slags Forsagthed, og han vilde hænge sig eller rømme! Hvad skal man gøre, Folket har nu engang slige Begreber om vor Jurisprudens! De fleste har en ubegribelig Angst for Domstolen. At „komme for Retten” og „blive dømt”, anser de for ensbetydende. Hvem er Skyld i det? Lad os se, hvad den nye Retsordning vil bringe os. Gud give, det bare maatte være godt. Naa, i Fængslet er vel atter denne „ærværdige Olding” kommen ham i Minde, og Bibelen fik han ogsaa frem. Véd De, Rodion Romanytsch, hvad det vil sige, at „tage Martyrskabet” paa sig” ? Dermed forstaar slige Folk ikke at „lide for nogens Skyld” — Nej, det betyder ganske i Almindelighed at tage en Lidelse paa sig, paalægge sig et Kors; dikteres der dem nu ovenikøbet en Straf af den verd-slige Magt, saa anser De det bare for saa meget fortjenstfuldere. Der sad for længere Tid siden en from Arrestant et helt Aar i Fængsel; om Natten laa han paa Ovnen og læste al Tid i Bibelen, indtil han havde læst Forstanden af sig, og det i den Grad, at han en Gang uden videre tog en Mursten og kastede den efter Direktøren, uden at denne havde givet ham nogensomhelst Anledning til det. Og hvorledes kastede han? — med Villie en Alen forbi for ikke at tilføje ham nogen Skade! Naa, naturligvis, hvad venter en Arrestant, som med bevæbnet Haand angriber en Foresat? — Resultatet var just det, han vilde: han vilde blive en Martyr!… Altsaa, jeg er overbevist om, at ogsaa Nikolaj nu vil blive en Martyr, eller noget lignende. Det véd jeg ganske sikkert, jeg kan endogsaa belægge det med Kendsgærninger. Han selv véd ikke en Gang, hvad jeg véd. Tror De nu ikke, at der ogsaa i denne Klasse af Mennesker gives Fantaster? Meget hyppigt!… Nu er Turen atter kommen til den „ærværdige Olding”. Forresten fortæller han mig snart al Ting selv, han kommer nok; eller tror De maaske, at han bliver ved at være konsekvent? — Vent bare, det varer ikke længe, saa synger han en anden Vise! Jeg venter hver Time, at han skal komme og tilbagekalde sine Forklaringer. Denne Nikolaj holder jeg ligefrem af, jeg iagttager ham paa det grundigste. Og tænk Dem bare, ha, ha! — paa mange Spørgsmaal svarede han meget passende; det er aabenbart, at De har meddelt ham adskilligt, han var meget godt forberedt. Derimod var han i andre Punkter saa borneret som vel muligt; der vidste og kendte han ingen Ting, anede ikke en Gang, at der var en hel Del han ikke vidste. Nej, kæreste Rodion Romanytsch, her er der ikke Tale om Nikolaj, her foreligger en fanatisk mørk Gærning af den nye Tidsregning; det er et Tilfælde, som kun vor Tid kan frembringe, hvor Hjærtets Følelser er trængte tilbage, hvor Fraser citeres, saadanne som den, at Blod virker „forfriskende”; hvor der prædikes om Livets Komfort. Det er Fantasier, som kommer fra Bøgerne; det er et af Theorier krampagtig ophidset Hjærte; det er den Beslutsomhed, at ville vove det første Skridt, men en ganske ejendommelig Beslutsomhed, omtrent som den at springe ned fra et Kirketaarn; det er en Beslutsomhed, som vandrer mod Forbrydelsen, som om fremmede Fødder bar den did. Den glemmer at lukke Døren, og myrder, myrder to Personer, fordi Theorien kræver det. Myrder, man forstaar sig ikke paa at røve; og hvad man rasper sammen, det gemmer han under en Sten! Ikke nok med at udstaa en saadan Kval en Gang — staa bag Døren, medens Folk er i Begreb med at bryde den op, medens man ringer paa Dørklokken, saa man kunde tro, at hele Huset maatte komme løbende — nej, men saa en Gang til, halv bevidstløs, gaa hen til den tomme Lejlighed, genkalde sig denne Ringen i Erindringen, have et Behov af endnu en Gang at føle det løbe koldt ned ad Ryggen!… Naa, vel, lad os antage, at det har været en sygelig Tilstand; men hvorledes forklarer De da, at Morderen alligevel anser sig for et ærligt Menneske, foragter andre Mennesker, og gaar omkring som en bleg Engel? — Nej, kæreste Rodion Romanytsch, hvordan kan der saa være Tale om Nikolaj ..... af Nikolaj som Morder er der ikke Spor der.”

Disse sidste Ord, der kom saa uventet efter det forudgaaende, som havde havt saa megen Lighed med en Fornægtelse af tidligere Overbevisning, traf Raskolnikow midt i Hjærtet; han dirrede, som om en Lynstraale havde truffet ham.

„Hvem var det da ..... altsaa ..... hvem er Morderen?....” spurgte han næsten aandeløs; det var ham umuligt at undertrykke Spørgsmaalet.

Porphyrius Petrowitsch foer tilbage mod Stoleryggen, som om virkelig dette Spørgsmaal var kommet ham uventet.

„Hvad? De spørger endnu, hvem Morderen er?” sagde han, som om han ikke troede sine egne Øren: „De er Morderen, Rodion Romanytsch! Dem var det .....” tilføjede han næsten hviskende, med fuldkommen Overbevisning i Stemmen.

Raskolnikow sprang op, blev nogle Sekunder staaende, og satte sig ned igen uden at sige et Ord. Konvulsiviske Trækninger fik hans Ansigtsmuskler til at dirre.

„Der dirrer Løberne igen, aldeles som den Gang!” mumlede Porphyrius Petrowitsch, og der laa et Slags Medfølelse i hans Ord.

„Det lader til, at De endnu ikke rigtig har forstaaet mig, Rodion Romanytsch,” tilføjede han efter en Smuds Tavshed, „derfor er De ogsaa saa slagen. Jeg er jo dog udtrykkelig kommen hid blot for at sige Dem alt, for at tale aabent med Dem om Sagen.”

„Jeg har ikke gjort det!” hviskede Raskolnikow, aldeles som forskrækkede Smaabørn plejer at gøre, naar man griber dem i noget utilladeligt.

„Jo, De har gjort det, De og ingen anden,” sagde Pophyrius strængt og med en Tone af den fasteste Overbevisning.

Begge tav, og denne Tavshed varede ejendommelig længe, næsten ti Minutter.

Raskolnikow sad der med Albuerne støttede paa Bordet og foer med Hænderne gennem Haaret. Porphyrius Petrowitsch sad stille, saa paa ham og ventede.

Pludseligt saa Raskolnikow foragteligt op og sagde:

„De begynder igen med Deres gamle Kneb, Porphyrius Petrowitsch! Bestandig de samme Kunstgreb som før; jeg kan ikke begribe, at det ikke tilsidst gaar op for Dem, at man gennemskuer Deres Hensigt.”

„Aa, hold dog op; hvad bryder jeg mig nu om Kunstgreb! Hvis der var Vidner, saa var det noget ganske andet! men her sidder vi jo bare og hvisker under fire Øjne. De maa da selv kunne indse, at jeg ikke er kommen for at gøre Jagt paa Dem. Enten De nu tilstaar eller ikke tilstaar — i dette Øjeblik er det mig aldeles ligegyldigt; min Overbevisning staar fast ogsaa uden Deres Tilstaaelse.”

„Men hvis dette er sandt, hvorfor er De da kommen?” spurgte Raskolnikow ophidset. „Jeg maa endnu en Gang forelægge Dem det forrige Spørgsmaal: naar De anser mig for skyldig, hvorfor sætter De mig da ikke i Fængsel?”

„Naa, det er dog en Gang et fornuftigt Spørgsmaal! Jeg vil straks besvare Dem det udførligt: for det første: at hvis jeg saadan ligefrem lod Dem arrestere, vilde det ikke være fordelagtigt for mig.”

„Hvordan det? ikke fordelagtigt? Naar De er overbevist, saa maa De dog…”

„Aah! hvad Vægt ligger der paa min Overbevisning. Foreløbig bilder jeg mig det bare ind. Hvad havde jeg vel ud af at sætte Dem i Hviletilstand? Hvis De længes efter det, saa véd De jo selv, at mig er det ikke magtpaaliggende. Naar jeg for Eksempel nu hentede denne Haandværker, og De saa vilde sige til ham: „De har vel været drukken? Hvem har set os sammen? Jeg ansaa Dig ganske simpelt for drukken, og det var Du jo ogsaa!” — naa, hvad skulde jeg saa svare Dem paa det? — saa meget mindre som Deres Paastand endogsaa har den største Sandsynlighed for sig, og hans kun den psykologiske Troværdighed — og for en saadan dum Haandværkerslyngel passer det sig ikke engang at ville løse psykologiske Spørgsmaal — men De træffer ham direkte i Enerum, for den Hallunk er virkelig forfalden til Drik, og det véd alle. Desuden har jeg jo selv allerede gentagne Gange sagt Dem, at hele denne Psykologi har sine to Sider, og at den anden Side er meget vigtigere, har meget mere Sandsynlighed for sig; og ligeledes at jeg, bortset derfra, foreløbig endnu ingen Ting mer har at forebringe mod Dem. Skønt jeg nu maa sætte Dem fast alligevel og, som De ser, selv er kommen for at sige Dem det — andre vilde sikkerlig ikke have gjort det —, saa siger jeg Dem dog ligefrem, at det slet ikke er fordelagtigt for mig. Naa, og for det andet er jeg kommen til Dem for…”

„Naa, ja, for det andet altsaa?…” Raskolnikow snappede endnu efter Vejret.

„Fordi — som jeg ogsaa tidligere har sagt Dem — fordi jeg anser mig forpligtet til at give Dem en Forklaring. Jeg ønsker ikke, at De tager mig for et Umenneske, saa meget mindre som jeg virkelig er Dem hengiven, De maa nu tro det eller ikke. Og som Følge deraf er jeg for det tredie kommen til Dem med det godt mente Forslag, at De maa aflægge en aaben og, ærlig Tilstaaelse af Deres Brøde. Det vilde for Dem være uendeligt fordelagtigt og for mig ogsaa — thi jeg har da hele denne Historie fra Halsen. Naa, hvad mener De, er jeg oprigtig, eller er jeg ikke?”

Raskolnikow grundede et Øjeblik.

„Hør, Porphyrius Petrowitsch, De sagde jo selv, at alt dette kun var Psykologi, og nu er De pludselig kommen ind i Mathematiken!… Men hvad vilde De sige, hvis De nu, trods alt, tog fejl alligevel?”

„Nej, Rodion Romanytsch, jeg tager ikke fejl. Jeg har saadan et lille Holdepunkt, som jeg allerede den Gang havde fundet — Gud har sendt mig det.”

„Hvad for et Holdepunkt?”

„Det siger jeg Dem ikke, Rodion Romanytsch, Men i ethvert Fald har jeg ikke længer Ret til at vente mere; jeg maa sætte Dem fast. Altsaa overlæg med Dem selv. Mig kan det jo tilslut være det samme; det er ene og alene for Deres Skyld. Ved Gud, Rodion Romanytsch, det er dog bedre, at det sker saaledes.”

Raskolnikow lo haanligt.

„Alt dette er ikke alene latterligt, det er endogsaa uforskammet. Naa, antaget — men ikke indrømmet, at jeg virkelig var skyldig, hvad havde jeg saa for, at jeg aflagde Dem en Tilstaaelse, siden De dog selv forsikrer, at De da maatte sætte mig i Hviletilstand?”

„Ak, Rodion Romanytsch, De maa ikke tage al Ting saa bogstaveligt; den Ro, som jeg mener, er maaske ikke saa ganske ubetinget. Alt det er jo blot Teori, og dertil min Teori; hvad er jeg da for en Avtoritet for Dem? Maaske holder jeg endnu mangt og meget hemmeligt for Dem. Jeg aabenbarer Dem dog virkelig ikke straks paa en Gang det hele, ha, ha! Og, for det andet, hvad Fordelen angaar, véd De da ogsaa, hvilken Formildelse De da kan vente? Betænk kun, hvad det vil være for et Øjeblik, naar De selv, frivillig fremstiller Dem! nu, da allerede en anden har taget Forbrydelsen paa sig og har forviklet hele Affæren! Jeg sværger Dem til med den helligste Ed, at alt skal blive saaledes arrangeret og ordnet, at Deres Tilstaaelse synes ganske uventet. Denne hele Sykologi stryger jeg en Streg over, al Mistanke til Dem forvandler jeg til et intet, saa at Deres Forbrydelse ser ud som et Slags Forstandsforvirrelse; thi, paa Ære, det er den jo ogsaa. Jeg er et ærligt Menneske, Rodion Romanytsch, og jeg skal holde mit Ord.”

Raskolnikow lod sørgmodig Hovedet hænge; han tænkte længe og smilte endelig atter; men hans Smil var denne Gang mildt og kummerfuldt.

„Ak jeg bryder mig ikke om det!” sagde han, idet han tilsyneladende ikke længer forstillede sig for Porphyrius, „det lønner sig ikke! Jeg… bryder mig ikke om Deres Formildelse.”

„Naa, det var netop det, jeg var bange for!” raabte Porphyrius ivrigt og ligesom uvilkaarligt, „just det var jeg allermest bange for, at De vilde forsmaa de formildende Omstændigheder.”

Raskolnikow saa spørgende paa ham og fuld af Græmmelse.

„De har straks ved første Tilløb sprunget til den yderste Ende. Hvad tror De vel, jeg tager Dem for? Jeg tager Dem for en af dem, der, selv om man river Tarmene ud af Livet paa dem, smiler til den, som piner dem, bare de faar Lov til at beholde deres Tro eller deres Gud. Naa, De vil nok finde Deres, naar De bare beder alvorligt — og da vil De leve. En Luftforandring er allerede forlængst nødvendig for Dem, og saa er ogsaa Deres Lidelse en kostelig Ting; derfor maa De altsaa lide. Nikolaj har maaske ikke Uret, naar han tragter efter Lidelse. Jeg ved nok, at Troen paa Lidelser som frelsende Magt ikke er let at erhverve; men De maa blot ikke pønse paa Underfundighed. Tag dog Livet ganske simpelt uden at gruble, og vær De rolig — Livet selv vil føre Dem i Havn og stille Dem paa Benene igen. De vil vel spørge, hvad det er for en Havn? Det kan jeg ikke vide! Jeg har blot den Tro, at De har et langt Liv for Dem. Jeg véd ogsaa, at De nu tager mine Ord for en udenadlært Prædiken. Men senere kommer De nok til at huske paa dem; den vil nok engang, blive Dem til Nytte; og det er ogsaa derfor, at jeg taler saadan med Dem. Det er dog godt, at det kun var en elendig gammel Kjælling, De slog ihjel; for havde Deres Teori taget en anden Retning, saa var Deres Gærning maaske blevet Hundrede Millioner Gange grueligere. Maaske maa man, naar alt kommer til alt, takke Gud, — og hvem ved, hvad Gud endnu kan have bestemt Dem til. Rejs Dem, vær rolig og taalmodig og frygt ikke. De frygter vel for den store Gengældelse, som forestaar Dem? Men det var jo en Skam at være bange for den. Har De en Gang besluttet Dem til en saadan Gærning, saa maa De ogsaa tage Følgerne paa Dem; det kræver Retfærdigheden. Jeg véd nok, at De mangler Troen, men, ved Gud, Livet vil endnu bære Dem oppe. De vil siden selv have Deres Glæde af det. Nu er det fremfor alt Luft, De behøver, — Luft, Luft!”

Raskolnikow foer sammen.

„Hvem er De da egentlig!” raabte han, „hvad er da De for en Profet? Hvad er det da egentlig for en olympisk Højde, som De lader Deres vise Orakelsprog lyde ned fra?”

„Hvem jeg er? — Jeg er et Menneske, som er færdigt med sig selv, ingen Ting andet; — om De saa vil, et Menneske, som har Følelse og Medfølelse; en, som maaske véd en hel Del, men som er helt og holdent færdig med sig selv. De derimod — De er noget ganske andet, for Dem holder Gud maaske endnu et Liv i Beredskab! Og selv om det vil svinde hen i Røg, løbe resultatløst ud i Sandet, hvad gør sandet, at De kommer i en anden Menneskeklasse? Er det Savnet af Livets Behageligheder De er bedrøvet for — De med Deres Sjæl? Hvad gør saa det, at man i en meget lang Tid ikke faar Dem at se. Tiden er dog ikke Hovedsagen. De er selv Hovedsagen. Bliv en Sol, og man ser Dem nok. Solen har fremfor alt det Kald at være Sol. Hvorfor smiler De igen? — er det fordi jeg taler i poetiske Billeder? Jeg tør vædde paa, at De er hildet i den Ide, at jeg vil indsmigre mig hos Dem! Naa, maaske har De Ret, ha, ha, ha! De behøver jo heller ikke at tro mig paa Ordet, Rodion Romanowitsch, tro mig overhovedet ikke helt, — det er nu engang min Skæbne at blive miskendt. Tilslut vil jeg tilføje dette: hvorvidt jeg er et usselt eller et ærligt Menneske, det vil De forhaabentlig nu selv kunne bedømme.”

„Naar agter De at arrestere mig?”

„Halvanden eller to Dage kan jeg endnu lade Dem gaa. Betænk dette, kæreste Ven: bed til Gud; det er virkelig fordelagtigere, ja ved Gud, det er fordelagtigere for Dem.”

„Og hvis jeg nu flygtede?” spurgte Raskolnikow og smilede ejendommeligt.

„Nej, De flygter ikke. En Bonde vilde i Deres Sted løbe sin Vej, en nymodens Sekterer, en fremmed Tankes Lakej, som blot har Ævnen til at tro, hvad andre vil lade ham tro, — han vilde ogsaa løbe. Men De, De tror jo ikke mere paa Deres Theori — hvad skal De altsaa flygte med? Og hvad Nytte skulde De have af Flugten? At være paa Flugt er besværligt; men De behøver fremfor alt Liv, en positiv Situation, en passende Luft — — og det var dog ikke den bedste Luft for Dem. Flygter De, saa kommer De tilbage af Dem selv. Os kan De dog ikke mere undfly. Men sætter jeg Dem nu i Fængsel, saa sidder De maaske en, to, højst tre Maaneder, saa kommer De af Dem selv, — og husk paa mine Ord — kommer sikkert ganske uventet for Dem selv. En Time i Forvejen véd De maaske ikke engang, at De er i Begreb med at aflægge en Tilstaaelse. Jeg er endog saa overbevist om, at De efter moden Overvejelse vil beslutte Dem til at „tage Deres Kors paa Dem.” Nu naturligvis tror De mig ikke, men tilsidst vil De dog indse, at det er det bedste, De kan gøre; thi Lidelsen, Rodion Romanytsch, er en hellig Sag. Le ikke ad det: i Lidelsen ligger en Idé, og Nikolaj har Ret. — Nej, De flygter ikke, Rodion Romanytsch.”

Raskolnikow rejste sig og tog sin Hue. Porphyrius Petrowitsch rejste sig ogsaa.

„Vil De nu gaa ud og spadsere? Det bliver en herlig Aften, bare der ikke kommer Regn. For Resten, det kunde være nok saa godt for at køle Luften lidt.”

Han tog sin Hue.

„Jeg beder Dem, Porphyrius Petrowitsch, indbild Dem nu ikke, at jeg i Dag har aflagt Dem en Tilstaaelse,” sagde Raskolnikow med mørk Haardnakkethed. „De er et ejendommeligt Menneske, og jeg har blot hørt paa Dem af Nysgærrighed, men tilstaaet noget har jeg ikke.... Glem ikke det.”

„Naa ja, — jeg skal nok huske det — se blot, hvor De skælver. Vær De rolig, min Kære; Deres Vilje skal ske. Spadser nu bare lidt, men blot ikke for langt, om jeg tør bede. For Resten, for alle tilfældes Skyld har jeg endnu en liden Bøn til Dem,” tilføjede han sagtere, „den er vel lidt kilden, men dog vigtig nok: Det Tilfælde forudsat — som jeg for Resten ikke tror paa, og som jeg ikke anser Dem i Stand til — altsaa for det Tilfælde, at der i disse fyrretyve eller halvtredsindstyve Timer skulde komme en Lyst over Dem til at give dette Anliggende en anden Afslutning, jeg mener paa en eller anden fantastisk Maade — at lægge Haand paa Dem selv — det er en taabelig Forudsætning, jeg her udtaler, og jeg beder Dem derfor om Undskyldning — — saa efterlader De Dem vel en liden Lap, kort, men tydelig — saadan bare et Par Linjer, bare to smaa Linjer, og omtaler deri ogsaa Stenen; det vil jo være det anstændigste. Naa, og saa paa Gensyn.... Jeg ønsker Dem gode Tanker og velovervejede Beslutninger.”

Porphyrius gik og undveg at se paa Raskolnikow mere.

Denne gik hen til Vinduet og ventede saa længe, til den anden formodenlig maatte være kommen ud paa Gaden og et Stykke bort.

Saa forlod han selv Værelset.