Spring til indhold

Forbryderen/2/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 255-270

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.
Oversættelsen:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1929.


XIV.

Raskolnikow ilede hen til Swidrigailow.

Hvad haabede han af ham? — han vidste det ikke selv. Men det syntes, som om dette Menneske havde en Magt over ham. Efterat han havde faaet Klarhed over dette, kunde han ikke længer være rolig; for Resten var ogsaa netop nu det rigtige Tidspunkt kommet.

Undervejs plagede han sig hovedsagelig med det Spørgsmaal, om mon Swidrigailow havde været hos Porphyrius. Saavidt han kunde dømme, og han turde sværge paa det, — dog nej, han havde ikke været hos ham. Han tænkte nok en Gang efter, og endnu en Gang genkaldte sig Enkelthederne ved Porphyrius's Besøg og kom til det Resultat, at Swidrigailow ikke havde været hos ham.

Men antaget, at han endnu ikke har været der, saa er det næste Spørgsmaal: vil han eller vil han ikke gaa til Porphyrius?

Nu forekom det ham, som om han ikke vilde gaa derhen. Hvorfor ikke? Det kunde han ikke gøre sig noget Regnskab for, og havde han kunnet det saa vilde han have brudt sit Hoved med det. Alt dette plagede ham meget, men samtidigt havde han ogsaa noget ganske andet i Hovedet.

Mærkværdigt nok, maaske ingen vil tro det, men hans nuværende umiddelbare Tilskikkelser sysselsatte ham mindre, han tænkte kun adspredt paa dem. Det, der plagede ham, var noget ganske andet, tilsyneladende meget vigtigere, usædvanligt, — som visselig ogsaa angik ham selv og ingen anden. Desuden følte han en grænseløs moralsk Træthed, skønt hans Hjærne denne Morgen fungerede bedre, end den havde gjort de sidste Dage. Lønnede det sig vel, efter alt, hvad der var forefaldet, endnu at overvinde disse nye smaalige Plager? Lønnede det sig f. Eks. vel at intrigere for at Swidrigailow ikke skulde gaa til Porphyrius? Lønnede det sig overhovedet at spilde Tid for Swidrigailows Skyld?

Aa, hvor alle disse Spørgsmaal pinte ham!

Imidlertid skyndte han sig dog hen til Swidrigailow; ventede han noget af ham et Fingerpeg, en Udvej? Man griber jo stundom efter et Halmstraa.

Mon det ikke skulde være Bestemmelse eller Instinkt, som førte dem sammen? Maaske det kun var udmattelse og Fortvivlelse. Eller var det slet ikke Swidrigailow, han trængte til, men en anden, og Svidrigailow var bare tilfældigvis kommen imellem?

Skulde det ikke være Sofia?

Men hvorfor skulde han nu gaa til Sofia? For igen at faa hende til at græde: Sofia havde for ham nu Betydningen af — en ubønhørlig Dom, en uforanderlig Beslutning. Det galdt Spørgsmaalet — hendes Vej eller hans egen Vej?

I dette Øjeblik var han ikke i Stemning til at se hende. Nej, da heller prøve med Swidrigailow og se, hvor langt man kunde komme med ham.

Han kunde ikke dølge for sig selv, at Swidrigailow virkelig var bleven nødvendig for ham. Men hvad kunde de endelig have tilfælles med hinanden? Ikke en Gang Forbrydelsen frembød et Berøringspunkt. Dette Menneske var ham desuden højst ubehageligt; han syntes at være meget udsvævende, men i ethvert Fald meget snedig og upaalidelig, maaske ogsaa ondskabsfuld. Dette var Folks Dom om ham.

Ganske vist havde han sørget for Katerina Iwanownas Børn, men hvem véd hvorfor, og med hvilke Bagtanker? Dette Menneske havde altid havt skjulte Hensigter og Planer.

Raskolnikow havde endnu en anden Tanke i Hovedet, som plagede ham frygteligt og ikke vilde forlade ham, skønt han gjorde sig den største Møje med at jage den bort. Han tænkte nemlig stundom, at da Swidrigailow stadig befattede sig med ham, da han havde udspejdet hans Hemmelighed, da han allerede før lagde an paa Dunja — var der da ikke Sandsynlighed for, at, han ogsaa nu vil lægge an paa hende?

Og mon han saa ikke nu, da han var i Besiddelse af Raskolnikows Hemmelighed, skulde have til Hensigt at benytte dette som Vaaben mod Søsteren?

Denne Tanke havde af og til forfulgt ham i Drømme; men tidligere var den aldrig traadt ham saa klart for Øje som nu, medens han var paa Vej til Swidrigailow.

Denne Tanke alene kunde gøre ham rasende For det første vilde alt da forandres, endogsaa hans egen Stilling; han vilde blive nødt til straks at aabenbare sin Hemmelighed for Søsteren. Han var da maaske nødt til selv at angive sig, for at værne hende mod Swidrigailows Snarer? Og Brevet? I Morges havde Dunja faaet et Brev. Fra hvem i Petersburg kunde hun vel faa Brev? Maaske fra Lushin? Men dér passer Rasumichin paa, og Rasumichin véd ingen Ting. Rasumichin maatte vel saa ogsaa drages ind i Fortroligheden. Raskolnikow tænkte med den største Uvilje paa et saadant Tilfælde.

Fremfor alt var det nødvendigt straks at opsøge Swidrigailow. Gud være lovet, det galdt nu ikke Enkeltheder, men blot den almindelige Situation; men hvad saa, om ogsaa Swidrigailow virkelig skulde have Planer med Dunja? Da…

Raskolnikow var i den sidste Tid saa nedtrykt, at han kun kunde løse saadanne Spørgsmaal med det eneste Udtryk: „Saa dræber jeg ham”; og dette var nu ogsaa den eneste Tanke i hans stumme Fortvivlelse.

En tung Byrde laa paa hans Hjærte; han blev staaende midt paa Gaden og saa sig om, hvor han egentlig var, og hvilken Vej han var gaaet. Han befandt sig paa **prospektet, blot tredive eller fyrretyve Skridt fra Høtorvet, som han havde passeret.

Hele anden Etage i et Hus tilvenstre var optaget af en Restavration. Alle Vinduer stod aabne, Værthuset syntes at være fuldt af Folk, at dømme efter de Skikkelser, som bevægede sig ved Vinduerne. I Salen hørtes Skraal af et Sangerkor, Klarinet-, Violin- og Pauketoner, desuden skingrende Kvindestemmer.

Han var allerede i Begreb med at vende sig bort og undrede sig over, hvad der vel havde bragt ham til at gaa den Vej, da han pludselig ved et af de yderste aabne Vinduer saa Swidrigailow sidde ved et Thebord med Piben i Munden.

Han blev ligefrem forskrækket.

Swidrigailow iagttog ham tavs, og — hvad der frapperede Raskolnikow — det lod til, at han rejste sig og vilde gøre sig usynlig, før Raskolnikow blev ham vaer. Raskolnikow lod ogsaa straks, som om han ikke havde bemærket ham, saa tankefuldt til Siden, men iagttog ham dog i Hemmelighed. Hans Hjærte bankede uroligt.

Jo, rigtigt, Swidrigailow vilde undvige ham. Han tog Piben ud af Munden og var i Begreb med at trække sig tilbage, men maatte, idet han rykkede Stolen tilbage og rejste sig, have bemærket, at Raskolnikow iagttog ham. Det var en lignende Scene, som da de første Gang saa hinanden og Raskolnikow lod, som han sov.

Et polisk Smil viste sig nu paa Swidrigailows Ansigt. Begge vidste, at de iagttog hinanden.

Endelig lo Swidrigailow højt.

„Naa, lad det nu være godt, kom De bare op, hvis De har Lyst, her er jeg!” raabte han til ham ud af Vinduet.

Raskolnikow gik derop.

Han fandt ham i et lille Værelse, der stødte til den store Sal, i hvilken der ved en Snes Smaaborde sad Købmænd, Embedsfolk og andet Publikum og drak The til et afskyeligt Sangerkors Toner. Fra den anden Side hørte man Lyden af Billardkugler, som stødte mod hinanden.

Paa Bordet foran Swidrigailow stod en Champagneflaske og et halvfyldt Glas. I samme Værelse befandt sig ogsaa en Dreng med Lirekasse og en sund, rødmusset omtrent attenaarig Pige i stribet Kjole og Tyrolerhat paa Hovedet; hun sang med en temmelig hæs Kontra-Alt en Gadevise trods Korsangen ved Siden af.

„Det er nok, hold nu op!” afbrød Swidrigailow hende, da Raskolnikow traadte ind.

Pigen standsede og blev staaende i agtelsesfuld Forventning.

„Hej, Filip, et Glas!” raabte Swidrigailow.

„Jeg vil ikke drikke Vin,” sagde Raskolnikow.

„Som De vil; jeg mente heller ikke Dem. Drik Katja! For i Dag behøver jeg Dig ikke længer, gaa!”

Han skænkede et helt Glas fuldt med Vin og lagde en Rubelseddel hen til hende. Katja tømte Glasset i et Drag, tog Sedlen, kyssede Swidrigailows Haand, hvad denne i fuldt Alvor tillod, og forlod saa Værelset ledsaget af Drengen.

De var begge blevet hentede op fra Gaden; Swidrigailow havde allerede indrettet sig paa en Slags patriarkalsk Fod, skønt han kun havde været en Uge i Petersburg.

Kelneren Filip, der hørte til Spytslikkernes Lag, var ogsaa blandt de „bekendte”.

Swidrigailow var som hjemme i dette Værelse og tilbragte hele Dage her. Det var et smudsigt, elendigt Værtshus, som ikke engang svarede til tarveligere Fordringer.

„Jeg var just i Begreb med at gaa hen til Dem”, begyndte Raskolnikow, „men hvordan jeg fra Høtorvet er kommen herhen — det er mig ikke rigtig klart! Jeg plejer aldrig at gaa denne Vej, i Almindelighed gaar jeg fra Høtorvet til højre. Vejen til Dem gaar jo heller ikke i denne Retning, og alligevel befinder jeg mig pludselig her. Det er dog besynderligt!”

„Hvorfor siger De ikke ligefrem, at det er et Mirakel! ”

„Fordi det maaske kun er en Tilfældighed.”

„Hvad dog disse Mennesker har for en underlig Aandsretning. I Virkeligheden tror de paa Mirakler, men de vil ikke tilstaa det! De siger jo selv: „maaske” er det kun et Tilfælde. Men Folk her er nu allesammen saa sejge, hvor det gælder deres egen Mening. De kan knapt forestille Dem det, Rodion Romanytsch. Dem undtager jeg naturligvis, for De har en selvstændig Mening og har ikke været saa fejg at fornægte den. Allerede derved har De vakt min Nysgærrighed.”

„Ikke ved noget andet?”

„Det er jo nok, det!”

Swidrigailow var synligt en Smule oprømt, men kun i ringe Grad; han havde drukket omtrent et halvt Glas Vin.

„Men De kom dog til mig, inden De endnu vidste, at jeg havde Ævnen til at have, hvad De kalder en selvstændig Mening?”

„Naa, det var noget ganske andet; Enhver har saadan sin egen Maade. Men hvad Miraklet angaar, saa maa jeg sige Dem, at det, lader til, De har sovet de sidste to a tre Dage. Jeg har jo selv anvist Dem dette Værthus; det var altsaa slet ikke noget Mirakel, at De kom direkte herhen; jeg har endogsaa beskrevet Dem hele Vejen og angivet Dem de Tider, da jeg er at træffe her. Kan De ikke huske det?”

„Det har jeg glemt,” svarede Raskolnikow forundret.

„Ja, det lader til det; jeg sagde Dem det endogsaa to Gange. Adressen har altsaa uvilkaarlig indpræget sig i Deres Erindring, og deraf kom det, at De tilsyneladende ubevidst, men dog nøjagtigt efter Adressen, er gaaet herhen. Allerede den Gang jeg gav Dem Adressen, tvivlede jeg paa Deres Hukommelse. De forraader Dem for meget, Rodion Romanytsch. Jeg vil sige Dem en Ting til: I Petersborg findes der nok mange Mennesker, som taler med sig selv paa Gaden, — det er en Stad af Halvgale. Om Videnskaberne blomstrede hos os, saa vilde Medicinere, Jurister og Filosofer her kunne anstille de værdifuldeste Undersøgelser, hver i sit Fag. Kun sjælden finder man saa mange mørke og ejendommelige Indflydelser forenede, der virker paa den menneskelige Sjæl, som i Petersborg. Man behøver bare at tænke paa de klimatiske. Og det skal nu være Centrum for hele Ruslands Administration, hvis Karakter skal præge sig i alt! Men nu skal vi ikke tale om det, men om, at jeg allerede et Par Gange hemmelig har iagttaget Dem. Naar De gaar hjemme fra, gaar De endnu med Hovedet løftet, tyve Skridt borte sænker De det allerede og lægger Hænderne paa Ryggen; De ser Dem vel om, men De ser hverken hvad der er foran eller ved Siden af Dem; endelig begynder Læberne at bevæge sig, og De taler med Dem selv; derunder lader De ofte den ene Haand komme løs, og De begynder at gestikulere; tilsidst bliver De staaende midt paa Gaden. Dette er slet ikke godt. Maaske baade den ene og den anden iagttager Dem ligesom jeg; allerede det er uheldigt. I Grunden kan dette være mig det samme; jeg har ikke noget med at kurere Dem, men — ja, De forstaar mig jo nok, naturligvis.”

„De véd altsaa, at man iagttager mig?” spurgte Raskolnikow og saa skarpt paa ham.

„Nej, jeg véd slet ingenting,” sagde Swidrigailow forundret.

„Naa, saa lader vi min Person være i Ro,” mumlede Raskolnikow og rynkede Panden.

„Godt, lad den være i Ro.”

„Sig mig hellere: da De dog er kommen her hen for at drikke og to Gange har indbudt mig til at besøge Dem, hvorfor gemte De Dem, da jeg saa op fra Gaden, og vilde forsøge at snige Dem bort? Jeg lagde Mærke til det!”

„Ha, ha! Og hvorfor lod De, som De sov, skønt De slet ikke sov, den Gang jeg stod i Deres Dør og De laa paa Sofaen med lukkede Øjne? Jeg lagde meget godt Mærke til det.”

„Jeg kunde have … mine Grunde … det véd De selv.”

„Og jeg kunde ogsaa have mine Grunde, skønt De ikke faar dem at vide.”

Raskolnikow lænede sig med den højre Albue paa Bordet og saa opmærksomt paa Swidrigailow. Han betragtede hans Ansigt, der ogsaa før var forekommet ham paafaldende. Dette Ansigt var virkelig ejendommeligt; det havde nogen Lighed med en malet Maske, var hvidt med røde Kinder og højrøde Læber, havde lyseblondt Skæg, og Hovedet var bedækket med temmelig tykt, blondt Haar. Øjnene var egenlig lidt for blaa, og deres Udtryk var for stivt og ubevægeligt. Der laa noget meget ubehageligt i dette vel udseende og, i Betragtning af Swidrigailows Alder, overordenlig godt konserverede Ansigt.

Swidrigailows Dragt var en Smule lapset og sommerlet. Især ekscellerede han i Linned. Paa Fingeren havde han en tyk Signetring med en Ædelsten.

„Skal jeg da virkelig ogsaa plage mig med Dem?” sagde Raskolnikow pludselig, idet han med krampagtig Utaalmodighed straks gik aabent til Værks, „skønt De maaske er det farligste Menneske, dersom De vil skade mig; men jeg har ikke Lyst til længer at forstille mig. Jeg vil straks vise Dem, at jeg ikke lægger saa stor Vægt paa min Person, som De sandsynligvis tror. De skal altsaa vide: jeg er kommen til Dem for aabent at meddele Dem, at hvis De endnu skulde have de samme Hensigter med min Søster som før, og hvis De tror, at De dertil kan benytte Deres Kendskab til det, som De i den sidste Tid har opdaget, saa dræber jeg Dem endnu forinden De kan faa mig sat i Fængsel. Det har De mit Ord paa, og De véd, at jeg er i Stand til at holde det. For det andet — hvis De vil meddele mig noget — for det lod hele Tiden til, at De havde noget at sige mig — saa skynd Dem, for Tiden er kostbar, og det kunde snart være for sent.”

„Hvor er det, De har saadan et Hastværk med at komme hen?” sagde Swidrigailow og betragtede ham nysgærrigt.

„Enhver gaar sine egne Veje,” sagde Raskolnikow mørk og utaalmodig.

„Først udfordrer De mig til Aabenhjærtighed, og straks ved det næste Spørgsmaal nægter De at svare,” bemærkede Swidrigailow smilende. „De tror bestandig, at jeg har visse Hensigter, og derfor ser De mistroisk paa mig; det er i øvrigt forklarligt i Deres Stilling. Men saa meget jeg end ønsker at komme paa en god Fod med Dem, saa vil jeg dog ikke gøre mig den Umage at overbevise Dem om det modsatte. Ved Gud, Spillet er ikke Indsatsen værd; det var heller ikke min Mening at tale med Dem om noget særligt.”

„Hvad vilde De mig da? For De har da ligget paa Lur efter mig!”

„Ganske simpelt! De har for mig bare været et interessant Iagttagelsesobjekt. De behagede mig ved det fantastiske i Deres Stilling. Desuden er De Broder til en Personlighed, som interesserede mig meget, og jeg hørte i sin Tid af hende meget om Dem, sluttede altsaa deraf, at De maatte øve en stor Indflydelse paa hende. Er det maaske saa lidt? Ha, ha, ha! Jeg maa for øvrigt tilstaa, at Deres Spørgsmaal forekommer mig meget indviklet, og at jeg har meget vanskeligt ved at svare Dem paa det. Naa, for Eksempel, De er jo nu kommen til mig ikke for Forretningens Skyld, men for at faa noget nyt at vide af mig? Ikke sandt? Er det ikke rigtigt?” spurgte Swidrigailow med et listigt Smil. „Naa, saa forestil Dem da, at jeg selv, allerede paa min Rejse hertil, i Waggonen, gjorde Regning paa Dem og haabede, at De maaske vilde meddele mig noget nyt, og at det skulde lykkes mig ogsaa at laane noget af Dem. Der ser De, hvad vi er for Kapitalister!”

„Hvad mener De med det, at laane?”

„Ja, hvad skal jeg svare Dem? Ved jeg det maaske selv? De ser, i hvad for et elendigt Værtshus jeg slaar Tiden ihjel, og det er mig en Fryd, det vil sige, en Fryd er det jo egenlig ikke, men man maa dog tilbringe Tiden etsteds. Naa, ogsaa denne stakkels Katja, — De saa hende jo! Hvis jeg bare var en Fraadser — men jeg er ikke en Gang det; se blot, hvad for Delikatesser jeg er i Stand til at spise — her pegede han med Fingeren henimod Krogen, hvor der paa et Bord stod Rester af en i højeste Grad uappetitlig Bøfsteg med Kartofler paa en Bliktallerken. — „Apropos, har De spist? Jeg har taget mig lidt Frokost og kan ikke mer. Vin drikker jeg ikke, Champagne undtagen, og af den drikker jeg endda kun et eneste Glas hele Aftenen; selv det skaffer mig Hovedpine. Nu har jeg taget en Flaske ind, fordi jeg vilde hidse mig lidt, for jeg agter at gaa ud, og De ser mig derfor i en usædvanlig Sindsstemning. Det var ogsaa Grunden til, at jeg før vilde gemme mig som en Skoledreng; jeg var bange for, at De skulde forstyrre mig. Men det synes” — han saa paa Uhret — „som om jeg endnu kan tale en halv Times Tid med Dem; Klokken er kun halv fem. — Tro De mig, jeg vilde være hjærtelig glad, hvis jeg bare havde en eller anden Beskæftigelse, hvis jeg til Eksempel var Godsejer, eller Fader, eller selv om det kun var Ulan, Fotograf, Journalist… men jeg er slet ingen Ting, slet ingen Ting, jeg har aldeles ingen Specialitet. Det er ofte saa kedeligt. Ja vist, jeg haabede at faa noget nyt at høre af Dem.”

„Ja, men hvem er De da egenlig, og hvorfor er De kommen?”

„Hvem jeg er? det véd De jo: — en Adelsmand, som har tjent to Aar i Kavaleriet; jeg drev saa en Tid omkring her i Petersborg, siden giftede jeg mig med Marfa Petrowna og boede med hende i Landsbyen; det er hele min Biografi.”

„Er De ikke ogsaa Spiller?”

„Nej, — en Falskspiller er da ingen Spiller!”

„De var altsaa Falskspiller?”

„Ja, jeg var Falskspiller.”

„Naa, og saa fik De vel ogsaa af og til Prygl?”

„Det er forekommet. Hvad saa…?”

„De har altsaa haft Anledning til at udfordre Deres Modstander til Duel… eller noget sligt; det virker dog oplivende!”

„Jeg kan ikke modsige Dem; jeg er overhovedet ingen Mester i at filosofere. For Resten tilstaar jeg, at jeg hovedsagelig er kommen hertil for Fruentimmernes Skyld.”

„Saa kort efter at De havde begravet Marfa Petrowna?”

„Naa ja,” sagde Swidrigailow ganske aabenhjærtigt og smilende… „Og hvad saa? Det lader til, at De finder noget ondt i, at jeg taler saa forargeligt om Fruentimmerne?”

„Mener De maaske, om jeg finder noget ondt i Utugt?”

„I Utugt? Altsaa derhen var det, De vilde! For Resten vil jeg, for at holde Rækkefølgen, først svare Dem paa det Spørgsmaal, hvad jeg mener om Fruentimmerne i Almindelighed; jeg er just oplagt til at snakke lidt. Hvorfor skulde jeg være saa afholdende? Hvorfor skulde jeg forsmaa Fruentimmerne, naar jeg er en Fruentimmerven? Det er dog ogsaa en Slags Beskæftigelse.”

„Altsaa er De kun kommen hertil for at bedrive Utugt?”

„Naa, og hvad saa? Jeg indrømmer altsaa: for at bedrive Utugt! De taler bestandig om Utugt. For Resten kan jeg godt lide, at man udtaler sig tydeligt. I denne Utugt ligger der i alt Fald noget stadigt, noget i Naturen begrundet, ikke alene noget, som tilhører Fantasiens Gebet, noget — ligesom et evigt glødende Kul i Blodet… Vil De ikke indrømme mig, at det ogsaa er en Slags Beskæftigelse?”

„Det er altsaa deri, at De søger et behageligt Tidsfordriv? Efter min Mening er det en Sygdom, og det en farlig Sygdom.”

„Ah, saa det er Deres Mening! Jeg indrømmer, at det er en Sygdom ligesom alt, hvad der overskrider Grænserne — og i denne Retning bliver næsten altid Grænserne overskredne — men for det første er dette jo saadan hos den ene og saadan hos den anden, og for det andet er Maadehold vistnok i Almindelighed godt, skønt i Grunden dog kun en gemen Beregning — men hvad kommer det Sagen ved? Hvis man ikke havde det, saa blev der ikke andet tilovers for en, end at skyde sig en Kugle for Panden. Jeg indrømmer, at et anstændigt Menneske er forpligtet til heller at kede sig, men…”

„Var De da istand til at skyde Dem?”

„Det manglede bare!” parerede Swidrigailow mod en Gebærde, der udtrykte Væmmelse. „Vær af den Godhed og tal ikke om sligt,” tilføjede han uden noget Praleri, som forøvrigt dog nu og da trængte sig frem i hans Ord; hans Ansigt forandrede sig endogsaa en Smule. „Jeg maa bekende en utilgivelig Svaghed, men hvad er der at gøre ved det, — jeg er bange for Døden og synes slet ikke om, at man taler om den. De véd maaske ikke, at jeg tildels endogsaa er Mystiker?”

„Ah, Marfa Petrownas Genfærd! Naa, hvordan er det med det, kommer det endnu til Dem?”

„Aa, Fanden tage det! mind mig ikke om det,” raabte han ganske oprørt. Nej, lad os heller … for Resten … hm! Ak, jeg har jo saa knap Tid, jeg kan snart ikke snakke længer med Dem. Det er Skade! Jeg havde egentlig ellers endnu noget at sige Dem!”

„Er det maaske et Fruentimmer, De venter?”

„Ja, et Fruentimmer; et uventet Tilfælde … nej, det er ikke det, jeg vilde tale med Dem om.”

„Naa, og det væmmelige i et saadant Liv, det øver slet ikke mere nogen Virkning paa Dem? Har De allerede mistet al Modstandskraft?”

„Ah, saa De kræver endogsaa Kraft? Ha, ha, ha! Det maa jeg dog tillade mig at forundre mig over, Rodion Romanitsch, skønt jeg forud vidste, at De vilde ende der. Og det er Dem, som taler om Utugt og om Æstetik? De — en Idealist, en Schiller? Ganske vist, alt det maa vel logisk være saaledes, og det vilde egentlig være underligt, dersom det ikke var saaledes, men alligevel er det dog højst ejendommeligt… Skade, at jeg har saa liden Tid; De er virkelig et yderst interessant Subjekt. Apropos, synes De om Schiller? Jeg synes nemlig overordentlig godt om ham.”

„De er en Pralhans!” svarede Raskolnikow med en vis Uvilje.

„Nej, ved Gud, det er jeg ikke,” svarede Swidrigailow og lo. „For Resten vil jeg ikke disputere med Dem, De kan gærne kalde mig en Pralhals; og hvorfor ikke det, naar jeg ikke gaar nogen i Vejen med det? Jeg har i syv Aar boet paa Landet med Marfa Petrowna, og nu da jeg har fundet et fornuftigt Menneske som Dem, et fornuftigt og i høj Grad interessant Menneske, saa er jeg simpelthen glad over at tabe lidt; for Resten har jeg ogsaa drukket et halvt Glas Vin, og det er steget mig til Hovedet. Men først og fremst eksisterer der en anden Omstændighed, som opliver mig meget, men om den … tier jeg. Haster det?” spurgte Swidrigailow pludselig forundret.

Raokolnikow havde været i Begreb med at rejse sig. Det var blevet ham for varmt, trykkende og ubehageligt. Han var kommen til den Overbevisning, at Swidrigailow var den tarveligste og usleste Slyngel.

„Aa, bliv dog lidt,” bad Swidrigailow, „lad mig dog i det mindste byde Dem The! Naa, bliv nu lidt! Jeg skal ikke komme mere med den Slags Vrøvl, i al Fald ikke noget, som gælder mig personligt. — Vil De have, at jeg skal fortælle Dem, hvorledes et kvindeligt Væsen har „reddet” mig? Det bliver et Svar paa Deres første Spørgsmaal, for dette Væsen var — Deres Søster. Skal jeg? Det kan vi slaa Tiden ihjel med.”

„Fortæl! Men jeg haaber, at…”

„Aa, vær ikke bange! Forøvrigt kan jo Deres Søster kun indgyde endog et saa lastefuldt og usselt Menneske som mig den største Respekt.”