Forbryderen/2/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 281-301

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.


XVI.

Raskolnikow gik efter ham.

„Hvad skal det betyde?” raabte Swidrigailow og vendte sig om, „jeg troede dog, jeg havde sagt Dem…”

„Det vil sige, at De bliver mig kvit.”

„Hvad siger De?”

De blev staaende og saa en Stund paa hinanden, som de vilde tage Maal af hinanden.

„Af alle Deres halvdrukne Fortællinger,” begyndte Raskolnikow skarpt, „har jeg blot faaet fat i det ene, at De ikke alene ikke har opgivet deres nederdrægtige Hensigter, men at De mer end nogen Sinde er beskæftiget med dem. Jeg véd, at min Søster i Morges har faaet et Brev. De har hele Tiden ikke kunnet sidde rolig paa Stolen. Det er ganske vist muligt, at De etsteds undervejs har støvet et andet Fruentimmer op, men jeg vil nu personlig overbevise mig…”

Det vilde have faldet Raskolnikow vanskeligt klart at definere, hvad han egenlig havde til Hensigt og hvad han personlig vilde overbevise sig om.

„Naa saaledes! Vil De have, at jeg skal kalde paa Politiet?”

„Værsgod, kald De bare væk!”

De stod atter en Stund ligeoverfor hinanden.

Endelig forandrede Swidrigailows Ansigtsudtryk sig. Da han havde overbevist sig om, at denne Trusel ikke havde nogen Virkning paa Raskolnikow, antog han pludselig en munter og venskabelig Tone.

„Men De er da ogsaa…! Jeg har med Vilje ikke talt med Dem om Deres eget Anliggende, skønt naturligvis Nysgærrighed plager mig. Det er en fantastisk Historie; men jeg vilde spare den til en anden Lejlighed. Men naar De endelig vil, saa kom da; men jeg siger Dem paa Forhaand, jeg gaar bare et Øjeblik hjem for at hente nogle Penge; saa lukker jeg Døren af og drager for hele Aftenen ud til Øerne. Hvad nytter det Dem saa at følge mig!”

„Jeg gaar imedens til Sofia Ssemjonowna for at bede undskyldt, at jeg ikke kom til Begravelsen.”

„Det kan De gøre, som De vil; men Sofia Ssemjonowna er ikke hjemme nu. Hun er med de tre Børn hos en fornem gammel Dame, en tidligere Bekendt af mig, som nu er Forstanderinde for et Børnehjem. Jeg har rent fortryllet denne Dame ved at deponere Penge for de tre Børn; desuden har jeg givet Penge til Anstalten, og endelig har jeg fortalt hende Sofia Ssemjonownas Historie, med Honnørs men uden at fortie det ringeste. Virkningen var ubeskrivelig. Derfor er ogsaa Sofia Ssemjonowna bleven bestilt derhen i Dag, direkte til **hotellet, hvor min fornemme Dame residerer, naar hun kommer ind fra Landet for en Tid.”

„Det siger ingen Ting; jeg gaar alligevel derhen!”

„Som De vil; men jeg kan kun ikke i Dag være sammen med Dem; ellers kan De for mig gøre, hvad De vil! Se, nu er vi der allerede. Men sig mig, jeg er overbevist om, at De kun er saa mistænksom mod mig, fordi jeg har været saa hensynsfuld og endnu ikke besværet Dem med Spørgsmaal … De forstaar mig jo? Det forekom Dem vel usædvanligt; jeg tør vædde, hvad det skal være, at det forholder sig saaledes. For Fremtiden skulde jeg maaske være mere hensynsfuld!”

„Og lytte ved Dørene!”

„Aha, altsaa det er det!” sagde Swidrigailow, idet han lo; „efter alt, hvad der er forefaldet, skulde det virkelig undre mig, om De havde undertrykt denne Bemærkning. Ha, ha; selv om jeg ogsaa forstod lidt af det, som De … den Gang … sagde dér, og som De selv fortalte Sofia Ssemjonowna, hvad har saa det at betyde? Jeg er et i aldeles forældede Anskuelser, forstenet Menneske. Oplys mig dog for Guds Skyld, allerkæreste! Forklar mig disse nyeste Principer!”

„De har ikke kunnet høre det mindste!… det er Løgn!”

„Jeg taler jo slet ikke om dette, ikke med et Ord — skønt jeg vel nok kan have hørt endel — nej, men det er blot angaaende det, at De bestandig raaber Ak og Ve, at Schiller'en stadig bruser op i Dem. Nu skulde man for Eksempel ikke længer have Lov til at lytte ved Dørene. Er det Meningen, saa gaa heller hen til Øvrigheden og forklar Dem. Se, det og det er sket for mig; der var kun en lille Fejl i Teorien. Men hvis De er af den Mening, at det er utilladeligt at lytte ved Dørene, men at man efter Behag kan slaa Hovedet itu paa gamle Koner, — saa rejs heller saa hurtigt som muligt til Amerika! Maaske det endnu ikke er for sent. Jeg taler ganske oprigtigt. Har De ingen Rejsepenge, saa skal De faa dem af mig.”

„Jeg tænker slet ikke paa det,” afbrød Raskolnikow ham med Uvillie.

„Jeg forstaar Dem. De behøver forresten slet ikke at ulejlige Dem; hvis De ikke vil tale, saa lad bare være; jeg véd allerede, hvad for Spørgsmaal der nu er paa Dagsordenen hos Dem: Spørgsmaal om Moral, Spørgsmaal om Borger- og Menneskerettigheder, ikke sandt? Bort med det! hvad Brug har De for det nu, ha, ha! Skulde det være fordi De endnu betragter Dem som Borger og Menneske? Hvis det er Tilfældet, skulde De ikke have befattet Dem med det andet, i saa Fald var det ingen Forretning for Dem — var det saa ikke bedre, om De skød Dem, eller har De ingen Lyst til det?”

„Jeg tror, at De agter at tirre mig, for at jeg skal gaa min Vej.”

„Vær dog ikke naragtig; nu er vi her jo — værsgod, kom med op. Ser De, der er Indgangen til Sofia Ssemjonowna; vil De se, der er ingen hjemme! Hvis De ikke tror det, saa spørg bare Kapernaumow. Der er hun jo selv, Madam Kapernaumow … hvadbehager? — hun er lidt døv — er hun gaaet ud? hvorhen?… Naa, nu har De selv hørt det? Hun er ikke hjemme og kommer maaske ikke hjem før sent i Aften. Saa, kom nu! De vilde jo ind til mig. Se det er min Bolig, Madam Röslich er ikke hjemme. Den Kone har bestandigt noget at udrette, men det er en fortræffelig Kone, det kan jeg forsikre Dem … maaske vil hun ogsaa kunne være Dem til Nytte, hvis De bare var lidt fornuftigere. Naa altsaa se her, jeg tager fra Skrivebordet en fem Procents Obligation — se her, hvor mange jeg har af dem! — den veksler jeg i Dag. Naa, har De nu set alt? Jeg har ikke mere Tid at spilde. Nu bliver Skrivebordsskuffen og Døren lukket af og vi er atter ude paa Trappen. Skal vi saa tage en Vogn? Jeg rejser ud til Øerne. Har De ikke Lyst til at være med? Jeg kører ud til Jelagin … Hvad, De vil ikke gennemføre Deres Rolle? Bare en Køretur … De er vel ikke bange for en Smule Regn?… Det gør Ingenting, vi slaar Kaleschen op.”

Swidrigailow sad allerede i Vognen.

Raskolnikow grundede paa, om ikke hans Mistanke kunde være ubegrundet. Uden at svare gjorde han derfor omkring og gik i Retning af Høtorvet.

Hvis han under Vejs blot en eneste Gang havde vendt sig om, vilde han have bemærket, at Swidrigailov lod holde omtrent en Hundrede Skridt borte, betalte for Vognen og nu stod paa Fortovet. Men Raskolnikow saa ikke noget af dette, han var drejet om et Hjørne.

Det var en dyb Væmmelse, som foranledigede ham til at forlade Swidrigailow. „Hvordan kunde jeg blot et Øjeblik vente mig noget af denne raa Slyngel, af denne gamle Vellystning og Skurk!” sagde han uvilkaarligt.

Ganske vist var hans Dom for ilfærdig og for letsindig. I Swidrigailows Personlighed var der i al Fald noget, som gav ham en vis hemmelighedsfuld Originalitet, men hvad hans Søster angik, var Raskolnikow trods alt overbevist om, at Swidrigailow ikke vilde lade hende være i Fred. Men nu var det ham for besværligt og utaaleligt evigt blot at tænke paa denne Eventualitet.

Da han havde fjærnet sig en Snes Skridt alene, var han allerede hensunken i dybe Tanker. Og ved Broen blev han staaende ved Rækværket og saa ned i Vandet.

Pludselig stod hans Søster bagved ham.

Han havde mødt hende ved Broens Begyndelse uden at lægge Mærke til hende. Hun havde endnu aldrig set ham gaa saadan paa Gaden og var ganske forskrækket over hans Udseende.

Hun blev staaende og var i Tvivl om, hvorvidt hun skulde tale til ham eller ikke. Pludselig bemærkede hun Swidrigailow, som skyndte sig hid i Retning fra Høtorvet af.

Han syntes at nærme sig hemmelighedsfuldt og forsigtigt. Han gik ikke op paa Broen, men blev staaende til Siden paa Fortovet og gjorde sig al mulig Umage for ikke at blive set af Raskolnikow. Dunja Romanowna havde han forlængst set og gjorde Tegn til hende; det syntes, som om han vilde give hende et Vink om ikke at tale til Broderen, men lade denne være i Fred, og at hun skulde komme hen til ham.

Hun føjede ham ogsaa. Hun passerede sagte omkring Broderen og nærmede sig Swidrigailow.

„Skynd Dem!” hviskede han til hende. „Rodion Romanytsch maa ikke vide noget om vor Sammenkomst. Jeg maa fortælle Dem, at jeg sad med ham ikke langt herfra i en Restavration, hvor han opsøgte mig; det kostede mig Møje at blive ham kvit. Han véd, at jeg har skrevet til Dem og har Mistanke. Jeg tror ikke, at De har sagt ham noget; men hvem kan det da have været?”

„Nu er vi langt borte fra ham,” afbrød hun ham, „han kan ikke mere se os. Jeg maa sige Dem, at jeg vil ikke gaa længere med Dem. Hvad De har at meddele mig, det kan De godt sige mig her paa Gaden.”

„Jeg kan paa ingen Maade sige Dem det paa Gaden; og saa maa De ogsaa høre Sofia Ssemjonowna; desuden vil jeg vise Dem visse Dokumenter … og endelig, dersom De ikke vil beslutte Dem til at komme til mig, saa frasiger jeg mig alle Forklaringer og gaar min Vej straks. Men jeg skal bede Dem tage i Betragtning, at Deres Brodersz meget interessante Hemmelighed helt og holdent er i mine Hænder.”

Hun blev tvivlraadig staaende og saa paa Swidrigailow med et gennemborende Blik.

„Véd Sofia Ssemjonowna noget om det?”

„Nej, jeg har ikke sagt hende et eneste Ord og er ikke en Gang sikker paa, om hun er hjemme. Indtil videre vil jeg ikke tale med nogen om det og angrer næsten, at jeg har meddelt det til Dem. Den mindste Uforsigtighed kan medføre en Angivelse. Jeg bor lige herved, i det Hus, nu er vi der allerede. Der staar Portneren, han kender mig; ser De, han hilser; han ser, at jeg gaar med en Dame og har sikkert nok allerede lagt Mærke til Deres Ansigt, og det er jo en Fordel for Dem, hvis De nu er saa bange for mig og mistænker mig. Undskyld, at jeg udtrykker mig saa ligefrem. Sofia Ssemjonowna bar ved Siden af mig. Hvorfor er De saa bange som et Barn? Er jeg da saa frygtelig?”

Swidrigailows Ansigt fortrak sig til et medlidende Smil, skønt han slet ikke var lattermild til Mode.

Hans Hjærte bankede, og Vejret var stundom nærved at gaa fra ham; han talte med Vilje meget højt for at skjule sin oprørte Tilstand. Men Dunja lagde ikke Mærke til denne ejendommelige Sindsbevægelse; hans Bemærkning om, at hun var bange for ham som et Barn, og at hun syntes, han var frygtelig, havde opirret hende for meget.

„Skønt jeg véd, at De er et Menneske … uden Æresfølelse, saa er jeg dog ikke bange for Dem. Gaa De foran,” sagde hun tilsyneladende rolig, men hendes Ansigt var meget blegt.

Swidrigailow blev staaende ved Sofias Bolig.

„Tillader De, at jeg hører efter, om Sofia er hjemme .... Nej, det er uheldigt! Men hun kan maaske snart komme tilbage. Hvis hun nu er gaaet ud, saa er det sikkert nok for Børnenes Skyld. Hendes Moder er død; der har jeg ogsaa blandet mig ind og truffet Anordninger. Hvis Sofia Ssemjonowna ikke er hjemme om ti Minuter, saa skal jeg, hvis De ønsker det, sende hende hen til Dem, saa snart hun kommer hjem. Saa … dette er min Bolig. Det er mine to Værelser. Bag den Dør bor min Værtinde, Madam Röslich. Se nu her, jeg vil vise Dem mine vigtigste Dokumenter; fra mit Soveværelse fører den Dør der ind i to ganske tomme Værelser, som er til Leje. Her … se ordentlig paa dem…”

Swidrigailow havde to temmelig store møblerede Værelser. Dunja saa sig mistænksomt om, men kunde hverken i Værelsernes Anordning eller i deres Udseende opdage noget særligt, skønt der vel havde været noget at lægge Mærke til, nemlig deres Beliggenhed mellem to næsten ubeboede Lejligheder. Indgangen til dem var ikke direkte gennem Korridoren, men gennem to ubeboede Værelser, som tilhørte Værtinden.

Fra Sovekamret af viste han hende, efter at han med en Nøgle havde aabnet den lukkede Dør, de ligeledes tomme Værelser, som var til Leje.

Dunja blev staaende paa Tærskelen uden at kunne begribe, hvorfor han viste hende alt dette; men Swidrigailow skyndte sig at forklare det.

„Ser De, her er det andet store Værelse. Læg Mærke til Døren dèr, den er lukket. Ved Døren staar der en Stol, det er den eneste Stol i begge Værelser. Jeg tog den ud fra mit Værelse her for bedre at kunne lytte. Der lige bag Døren staar Sofia Ssemjonownas Bord; der sad de begge to og talte med hinanden. Og jeg sad paa Stolen her og lyttede to hele Aftener, hver Gang i hele to Timer — altsaa havde jeg jo nok Lejlighed til at erfare noget; hvad tror De?”

„De har altsaa lyttet?”

„Ja, jeg har lytter; kom nu ind til mig, her kan man jo ikke en Gang sidde ned.”

Han førte hende tilbage til det første Værelse der tjente ham som Salon, og bad hende tage Plads. Han selv satte sig ved den anden Ende af Bordet flere Alen fra hende; men i hans Øjne maa vel allerede hin Ild have glødet, som engang tidligere havde forskrækket hende i saa høj Grad.

Hun foer sammen og saa sig endnu en Gang om; det var en uvilkaarlig Bevægelse. Hun havde aabenbart ikke til Hensigt at vække Mistro; men denne ensomme Beliggenhed af Swidrigailows Bolig berørte hende dog paa en ubehagelig Maade.

Hun vilde allerede spørge, om ikke i det mindste Værtinden var hjemme, men hun undlod det … af Stolthed. For Resten pintes hendes Hjærte af en langt større Lidelse end Bekymringen for hende selv. Det var en uudstaaelig Kval hun led.

„Der er Deres Brev,” begyndte hun og lagde det paa Bordet til ham. „Er det da muligt, hvad De dér skriver. De hentyder til en Forbrydelse, som min Broder skal have begaaet. Hentydningen er for tydelig, De kan ikke nægte det. Jeg vil altsaa sige Dem, at jeg allerede i Forvejen har hørt tale om dette dumme Paafund og ikke tror et eneste Ord af det. Det er en nederdrægtig og latterlig Mistanke; jeg kender Historien, og véd ogsaa, hvorledes og ved hvilken Foranledning den er kommen op. De kan ikke have nogen Beviser. De lovede Beviser — tal altsaa! Men jeg siger Dem paa Forhaand, at jeg ikke tror Dem.”

Hun talte hastigt og lidenskabeligt, Blodet steg hende op i Ansigtet.

„Hvis De ikke havde troet mig, var De ikke risikeret at komme her alene. Hvorfor er De altsaa kommen? Maaske bare af Nysgærrighed?”

„Pin mig ikke, men tal, tal!”

„Det kan ikke nægtes, at De er en tapper Pige. Ved Gud, jeg troede, De vilde bede Hr. Rasumichin om at følge Dem herhen. Men han var hverken med Dem eller i Nærheden. Jeg saa mig godt om. Det er kækt; De vil altsaa skaane Rodion Romanytsch. Alt, hvad De gør, er forøvrigt guddommeligt… Hvad nu Deres Broder angaar, hvad skal jeg da sige Dem? De har jo lige selv set ham.... Hvad mener De om ham?”

„Hans Udseende er da vel ikke Deres eneste Bevis?”

„Nej, slet ikke, jeg støtter mig til hans egne Ord. Sofia Ssemjonowna har han besøgt to Aftener i Træk. Jeg viste Dem, hvor de sad. Han har aflagt et fuldstændigt Skriftemaal for hende; — han er en Morder. Han har med en Økse dræbt en gammel Embedsmandsenke, en Pantelaanerske, som han havde pantsat nogle Sager hos, og han har ligeledes dræbt hendes Søster, en Smaahandlerske, som hed Elisabeth, og som uventet kom til; saa røvede han Penge og andre Genstande. Alt dette meddelte han Sofia Ssemjonowna Ord for Ord, og hun alene kender Hemmeligheden; men hun selv har hverken direkte eller indirekte taget Del i Mordet; tværtimod, hun gøs tilbage for det lige saa meget som De nu. Vær De tryg, hun forraader ham ikke.”

„Det er ikke muligt!” mumlede Dunja med ligblege Læber og snappede efter Vejret, „det kan ikke være muligt; der er ikke den ringeste Grund til det, ikke Spor af Grund .... Det er Løgn, Løgn!”

„Han har røvet fra hende — det er hele Grunden. Han har taget Penge og Genstande; men efter sin egen Tilstaaelse har han hverken gjort Brug af Pengene eller Sagerne, men gemt dem etsteds under en Sten, fordi han ikke vovede at anvende dem.”

„Er der da Spor af Sandsynlighed for, at han sknlde have stjaalet, at han blot kunde tænke paa noget saadant?” raabte Dunja og sprang op. „De kender ham jo, De har dog set ham? Er det da muligt, at han kan være en Tyv?”

Det var, som om hun besvor Swidrigailow; hun havde glemt hele sin Angst.

„Der gives i slige Tilfælde Tusinder og Miljoner af Kombinationer og Muligheden Den ene Tyv stjæler med Bevidsthed om, at han er en Skurk; men jeg har ogsaa hørt Tale om en Adelsmand, som standsede og plyndrede en Postvogn: hvem véd, maaske han troede at have udført en fortræffelig Gærning! Naturligvis vilde jeg, lige saa lidt som De, tro paa det, hvis nogen havde sagt mig det; men mine egne Øren maa jeg dog tro. Han forklarede ogsaa Sofia Ssemjonowna alle sine Grunde. Hun troede i Begyndelsen ikke sine egne Øren; men sine Øjne maatte hun dog endelig tro, sine egne Øjne, for han fortalte hende det dog selv i egen Person.”

„Hvad var det for Grunde?”

„Det er en lang Historie, hvorledes skal jeg forklare Dem den … en besynderlig, ejendommelig Teori om, at en enkelt Forbrydelse er tilladt, naar Hovedøjemedet med den er berettiget. En eneste slet Gærning undskyldt ved hundrede gode Gærninger. Naturligvis, for en ung Mand med de bedste Anlæg og med umaadelig Egenkærlighed er det krænkende at vide, at han f. Eks. blot behøver tre Tusind Rubler for at skabe sin hele Karriere, sit hele Livs Fremtid, men at disse tre Tusind desværre fattes ham. Føj saa dertil en ophidset Tilstand, foranlediget af Sult, daarlig Bolig, lasede Klæder, foranlediget af den klare Erkendelse af hans herlige sociale Situation, dertil Søsterens og Moderens Stilling! Men allermest var vel Hoffærdighed og Stolthed Hovedgrunden; for Resten, Gud maa vide det, maaske har han ogsaa ædlere Tilbøjeligheder … Jeg fordømmer ham jo ikke, tro ikke det; det er heller ikke min Sag. Fremdeles hænger dette sammen med hans lille Teori, efter hvilken Menneskene inddeles i det blotte Materiale paa den ene Side, i særlige, udvalgte Naturer paa den anden. Disse sidste er de, for hvem der, i Betragtning af deres fremragende Stilling, ikke er skrevet Love; tværtimod, de skriver selv Love for andre, for det saakaldte Materiale, for Pøblen. Napoleon har især imponeret ham uhyre, det vil sige, egenlig har den Kendsgærning, at geniale Mennesker ikke bryder sig om enkeltstaaende Misgærninger, men uden at betænke sig skrider hen over dem, imponeret ham. Det lader til, at han har bildt sig ind at være et genialt Menneske, — i det mindste maa han en Tid lang have været overbevist om det. Han har lidt meget og lider endnu ved den Tanke, at han vel har kunnet opstille en Teori, men ikke formaaet, uden at betænke sig, at skride hen over alt, og at han derfor ikke er noget genialt Menneske. Naa, og det er nedbrydende for en ung Mand med Egenkærlighed, især i vor Tid…”

„Men Sanivittighedsnagene? De fraskriver ham jo enhver moralsk Følelse! Hører han da til…”

„Ak, Dunja, nu er De aldeles forvirret. Vi Russere har jo overhovedet en elastisk Natur, ligesom vort Land; og vi har megen Tilbøjelighed for det fantastiske og regelløse; men at have en meddelsom, en elastisk Natur uden fremragende Genialitet — det er en Ulykke, Husker De, hvor vi drøftede dette Tema hin Aften i Haven ude paa Terrassen? De paaduttede mig da altid denne Elasticitet. Hvem véd, maaske var det samtidigt med, at Deres Broder laa paa sin Sofa og tænkte paa sin Plan. I vort dannede Selskab gives der jo ingen særligt helligede Overlevelser, det skulde da være, at nogen lavede sig dem ved at læse Bøger … eller hentede dem ud af Krønikerne. Men det er da for det meste blot de Lærde, og disse er, som De ved, i Reglen nogle Nathuer, saa at det for en Verdensmand endogsaa er upassende at ligne dem. For Resten, min Mening kender De jo, jeg fordømmer slet ingen. Men jeg selv besudlet ikke mine Hænder, det er mit Princip; vi har jo oftere talt om den Ting. Jeg havde endogsaa den Lykke at vække Deres Interesse for mine Anskuelser … Men De bliver saa bleg, Dunja Romanowna?”

„Jeg kender hans Teori. Jeg har læst hans Opsats om Folk, hvem alt er tilladt .... Rasumichin bragte mig den....”

„Hr. Rasumichin? Deres Broders Opsats? Den vidste jeg ikke noget om. Den maa være interessant! Men hvor vil De da hen?”

„Jeg vil tale med Sofia Ssemjonowna,” sagde Dunja med svag Stemme, „hvilken Vej skal jeg gaa til hende? Hun er maaske kommen hjem igen, jeg maa straks tale med hende. Vil De…”

Hun kunde ikke fortsætte, Vejret var ved at gaa fra hende.

„Sofia Ssemjonowna kommer ikke hjem før sent i Nat; det er min Tro. Hun skulde egenlig være kommen meget snart, men da vi endnu ikke har hørt noget til hende, er det sandsynligt, at hun først kommer meget sent…”

„Ah, Du lyver altsaa! Jeg forstaar det… Du har løjet… Jeg tror Dig ikke, slet ikke!” raabte Dunja aldeles ude af sig selv; hun havde fuldstændig tabt Hovedet, og var en Afmagt nær.

„Dunja Romanowna, hvad fejler Dem, kom dog til Dem selv! Her er Vand, tag en Slurk!”

Han stænkede hende nogle Draaber i Ansigtet, hun gjorde en Kraftanstrængelse og genvandt sin Fatning.

„Virkningen var for stærk,” mumlede Swidrigailow for sig selv og rynkede Panden; „Dunja Romanow, vær rolig! Husk paa, at han har Venner. Vi redder ham. Vil De have, at jeg skal hjælpe ham ud af Landet? Jeg har Penge; inden tre Dage skal jeg faa et Pas. Og hvad Mordet angaar, saa kommer han nok til at udrette saa meget godt, at det vil udslette hans forrige Brøde. Maaske han endogsaa kan blive en stor Mand… Naa, hvordan har De det?”

„Skurk....! Han spotter endnu; lad mig være!…”

„Men hvor… hvorhen vil De da!”

„Hen til ham! Hvor er han?… De véd det! Hvorfor er denne Dør lukket? Vi kom jo ind gennem denne Dør, men nu er den lukket. Hvorledes kan det været sket?”

„Vi turde da ikke risikere, at det, vi her talte om, blev hørt af andre. Jeg spotter slet ikke, jeg er bare vant til at tale i den Tone. Naa, hvor vil De saa hen i denne Tilstand? Vil De angive ham? De kommer jo til at gøre ham vanvittig, og han udleverer sig selv. Allerede nu forfølger de ham, de er kommen ham paa Sporet og De vil blot komme til for at forraade ham. Vent De bare, jeg har nylig truffet ham og talt med ham; han staar endnu til at redde. Vent, sæt Dem ned, vi skal overlægge Sagen. Det er jo ogsaa derfor, jeg har bedet Dem komme til mig, for at vi kan tale om alt og overlægge ordenligt, hvad der er at gøre. Men saa sæt Dem da!”

„Paa hvilken Maade vil De redde ham? Kan han da overhovedet reddes?”

Dunja satte sig; Swidrigailow rykkede nærmere.

„Alt det afhænger blot af Dem, af Dem alene!” begyndte han med funklende Øjne i en hviskende Tone, og idet han stadig blev mere og mere ophidset.

Dunja foer sammen af Skræk og rykkede sin Stol bort fra ham.

Han skælvede.

„Et Ord af Dem, og han er reddet! Jeg… jeg redder ham. Jeg har Penge og Venner; jeg skaffer Pas, et for ham og et for mig. Jeg har Venner, indflydelsesrige Folk… Vil De det? Og jeg skaffer ogsaa Dem… og Deres Moder Pas… Hvad vil De med Rasumichin? Jeg elsker Dem ogsaa… uendeligt! Lad mig kysse Sømmen af Deres Klædning, tillad mig det! jeg bønfalder om det! Sig til mig: gør det! — og jeg gør det. Det, De tror paa, det vil jeg ogsaa tro paa. Jeg kan alt, alt! Se ikke saaledes paa mig, ikke saaledes. Véd De da ikke, at De dræber mig?…”

Han tabte næsten Bevidstheden, det var et formeligt Anfald… som om noget var steget ham til Hovedet.

Dunja sprang op og styrtede hen til Døren.

„Luk op!” skreg hun ud gennem Døren og ruskede i den. „Luk da op! Er der ingen?”

Swidrigailow var atter kommen til sig selv og rejste sig. Et ondskabsfuldt og haanligt Smil lagde sig paa hans dirrende Læber.

„Der er ingen hjemme derude,” sagde han sagte langsomt, „Værtinden er gaaet ud, og det er spildt Møje at skrige saadan op, De hidser Dem op til ingen Nytte.”

„Hvor er Nøglen? Luk straks op, gemene Menneske!”

„Jeg har tabt Nøglen og kan ikke finde den igen.”

„De vil altsaa øve Vold!” skreg Dunja. Hun blev bleg som et Lig og flygtede hen i et Hjørne af Værelset, hvor hun skyndsomst dækkede sig bag et Bord, som stod i Nærheden.

Hun skreg ikke, men hang med Blikket ved sin Bøddel og iagttog alle hans Bevægelser.

Swidrigailow rørte sig ikke og stod lige over for hende ved den anden Side af Værelset. Han havde, i det mindste i det Ydre, endogsaa fattet sig. Men hans Ansigt var endnu stedse blegt; det haanlige Smil forlod ham ikke.

„De talte om „Vold”, Dunja. Og hvis det virkelig er Vold, saa kan De vel tænke Dem, at jeg har truffet mine Forholdsregler. Sofia Ssemjonowna er ikke hjemme; til Kapernaumows er der langt, fem lukkede Værelser. Jeg er i det mindste en Gang til saa stærk som De, og har for Resten ingen Ting at frygte; for De kan ikke en Gang siden beklage Dem, eller vil De maaske forraade Deres Broder? Heller ikke vil nogen tro Dem, thi i hvilken Hensigt skulde vel en ung Pige komme til en Mand paa hans Værelse? Selv om De altsaa vilde opofre Deres Broder, saa kunde De dog ikke bevise noget; thi Vold er vanskelig at bevise.”

„Skurk!” hviskede Dunja med Afsky.

„Kald mig for, hvad De vil! For Resten var dette blot saadan en foreløbig henkastet Bemærkning. Efter min personlige Mening har De fuldkommen Ret, — Vold er en Nederdrægtighed. Jeg mente kun, at Deres Samvittighed slet ikke behøver at være betynget, hvis De skulde beslutte Dem til frivilligt at redde Deres Broder, saaledes som jeg foreslaar Dem. De har da ganske simpelt føjet Dem i Omstændighederne … Vold, ja, kald det kun saaledes, om De absolut vil bruge dette Udtryk. Betænk nu dette: Deres Broders og Deres Moders Skæbne ligger i Deres Hænder. Men jeg vil være Deres Slave … hele mit Liv … jeg vil vente her.”

Swidrigailow satte sig paa Sofaen omtrent otte Skridt borte fra Dunja.

Hun kunde ikke længer tvivle paa hans urokkelige Resoluthed. Desuden kendte hun ham…

Pludselig tog hun en Revolver op af Lommen, spændte Hatten og lagde Haanden med Revolveren paa Bordet.

Swidrigailow sprang op.

„Aha! Altsaa saadan er det ment!” raabte han forundret, men med et ondskabsfuldt Smil. „Naa, det forandrer fuldstændigt Gangen i vort Anliggende. De letter mig selv Sagen overordenligt, Dunja Romanowna! Men hvor har De den Revolver fra? Dog vel ikke fra Hr. Rasumichin? Det er jo en gammel Bekendt! Og jeg, som ledte saadan efter den den Gang! Vore Skydeøvelser paa Landet har altsaa ikke været forgæves.”

„Det er ikke din Revolver, men Marfa Petrownas, hende Du har dræbt, Skurk! Du ejede Ingenting i hendes Hus. Jeg tog den, da jeg anede, hvad Du var i Stand til. Understaa Dig at gøre et eneste Skridt, og jeg dræber Dig!”

Dunja var ude af sig selv; hun holdt Revolveren i sin Haand, parat til at trykke løs.

„Naa, og Deres Broder? Jeg spørger kun af Nysgærrighed,” sagde Swidrigailow uden at nærme sig.

„Angiv ham, om Du vil! Vov ikke at nærme Dig! Ikke et Skridt eller jeg skyder! Du har forgivet din Hustru, jeg véd det, Du er selv en Morder!”

„De er altsaa fast overbevist om, at jeg har forgivet Marfa Petrowna?”

„Ja, Du har selv hentydet til det, Du talte til mig om Gift … jeg ved, Du rejste til Byen for at faa det … Du havde det i Beredskab … Du er en Skurk!”

„Selv om det var Sandhed, saa skete det kun for din Skyld … Du var Aarsagen.”

„Du lyver! Jeg har altid, altid hadet Dig…”

„Ah! Dunja Romanowna! Det lader til, De har glemt, at De en Gang, i Iver for Propagandaen, næsten døde hen i Henrykkelse … jeg saa det paa Deres Øjne. Husker De ikke den Aften i Maaneskin, da Nattergalen sang?”

„Du lyver!” Vreden lyste ud af hendes Øjne. „Du lyver, din Bagvasker!”

„Jeg lyver? Naa, godt, lad os altsaa antage, at jeg løj. Man maa ikke minde Kvinderne om saadant noget.” Han smilte. „Jeg véd, at Du vil skyde, min lille Vildkat. Naa, saa skyd da!”

Dunja løftede Revolveren og saa paa ham, ligbleg, med blodløs, dirrende Underlæbe, med ildgnistrende, store, sorte Øjne, og maalende og ventende hans første Bevægelse. Endnu aldrig havde han set hende saa skøn. Den Ild, som gnistrede i hendes Øjne, havde formelig brændt ham, og hans Hjærte trak sig krampagtigt sammen.

Han gjorde et Skridt, og Skuddet faldt.

Kuglen strejfede hans Haar og fløj ind i Væggen. Han blev staaende og lo lydløst.

„Hvepsen har stukket! Sigter lige paa Hovedet … Hvad er det?… Blod?”

Han tog Lommetørklædet frem for at aftørre Blodet, der randt i en tynd Stribe fra den højre Tinding; sandsynligvis havde Kuglen strejfet Huden en Smule.

Dunja lod Revolveren synke, ikke af Skræk, men af Forvirring.

Det var, som om hun selv ikke vidste, hvad hun havde gjort, og hvad der overhovedet var sket.

„Naa, og hvad gør saa det; et Fejlskud! Skyd en Gang til, jeg skal vente,” sagde Swidrigailow sagte, endnu bestandig smilende, men denne Gang med haardere Stemme; „jeg kunde jo ellers falde over Dem, før De endnu fik spændt Hanen!”

Dunja foer sammen, spændte hurtig Hanen og løftede atter Revolveren.

„Lad mig gaa!” raabte hun fortvivlet, „jeg sværger Dem til, at jeg skyder endnu engang … jeg … dræber Dem!”

„Naa, og hvad saa … paa tre Skridts Afstand maa De vel kunne træffe mig. Men skulde De ikke dræbe mig … da …” Hans Øjne funklede, og han gjorde to Skridt frem.

Hun trykkede af — Skuddet klikkede!

„Daarlig ladet. Men det gør ingenting! De har vel en Fænghætte til. Sæt den paa; jeg skal vente.”

Han stod to Skridt foran hende, ventede og saa paa hende med vild Energi, med et glødende lidenskabeligt Blik. Det blev Dunja klart, at han var besluttet paa hellere at dø end at give hende fri. Og … naturligvis vilde hun nu, paa to Skridts Afstand, komme til at dræbe ham.

Pludselig kastede hun Revolveren bort.

„De kaster Revolveren?” sagde Swidrigailow forbavset og aandede dybt.

Det var, som om med en Gang Blodet atter strømmede til hans Hjærte, og det ikke blot, fordi Dødsfaren var afvendt — paa den havde han vel i dette Moment mindst tænkt. Det var snarere Befrielsen fra en anden Følelse, en mørk Hjærteve, som han ikke engang var i Stand til i fuldt Maal at forklare sig.

Han traadte hen til Dunja og lagde Armen let om hendes Liv. Hun stræbte ikke imod, men saa skælvende og bønfaldende paa ham.

Han vilde sige noget, hans Læber bevægede sig, men ikke en Lyd kom fra hans Mund.

„Du skal lade mig gaa!” sagde Dunja bedende.

Swidrigailow bævede; dette „Du” var allerede et ganske andet end det forrige.

„Du elsker mig altsaa ikke?” spurgte han sagte. Dunja rystede benægtende paa Hovedet.

„Og … kan ikke … nogensinde komme til det?” hviskede han med Fortvivlelse.

„Aldrig!” svarede Dunja sagte.

Et Øjeblik af den frygteligste, stumme Sjælekamp indtraadte hos Swidrigailow.

Pludselig slap han hende, vendte sig bort, gik hen til Vinduet og saa ud.

Der gik endnu et Øjeblik.

„Der er Nøglen!” Han tog den ud af Lommen og lagde den bag sig paa Bordet uden at vende sig om. Tag den, gaa, men hurtigt!…”

Han stirrede ufravendt ud af Vinduet.

Dunja gik hen til Bordet for at tage Nøglen.

„Hurtig, hurtig!” gentog Swidrigailow bestandig uden at vende sig om eller gøre en Bevægelse.

Men dette „hurtig” havde en frygtindgydende Klang. Dunja følte den, greb Nøglen, løb hen til Døren, aabnede den hurtigt og styrtede ud af Værelset.

Et Minut efter befandt hun sig næsten sanseløs ved Kanalen og løb hen mod **broen.

Swidrigailow blev endnu nogle Minuter staaende ved Vinduet, saa vendte han sig endelig om, saa sig omkring, og strøg med den flade Haand over Panden.

Et ejendommeligt Smil fortrak hans Ansigt, et klagende, sørgmodigt, svagt Smil, et Fortvivlelsens Smil. Det størknede Blod havde besudlet hans Haand; han faa med Harme paa det, derpaa vædede han et Haandklæde og vaskede Tindingen.

Pludselig fik han Øje paa Revolveren, som Dunja havde kastet. Han tog den op og betragtede den. Det var en lille, treløbet Lommerevolver af gammel Konstruktion, i hvilken der endnu fandtes to Ladninger og en Fænghætte. Der kunde endnu engang skydes med den.

Han grundede, stak Revolveren i Lommen, tog sin Hat og gik ud.