Forbryderen/2/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 301-320

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XVII.

Hele denne Aften indtil Klokken ti drev han omkring paa forskællige Værtshuse og Bordeller. Paa et af disse Steder traf han ogsaa Katja med Lirekassedrengen; hun sang denne Gang en anden Vise om „Skurken og Tyrannen”.

Swidrigailow beværtede saavel Katja som hendes Lirekassespiller, og ligeledes et Sangerkor og et Par Skrivere.

De sidstnævnte, som havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed ved deres skæve Næser, slæbte ham med sig til et Havelokale, hvor han ogsaa betalte Entre for dem. I denne Have, som bestod af en tre Aar gammel Gran og tre Buske, kunde der faas Øl og The.

Et Kor af Gadesangere og en drukken Tysker fra München, et Slags Bajads med rød Næse, men som gjorde en meget sørgelig Figur, forlystede Publikum.

Skriverne begyndte at strides med nogle af deres Lige og var i Begreb med at sætte et Slagsmaal i Scene. De valgte Swidrigailow til Voldgiftsmand. Et Kvarters Tid hørte han paa dem, men de talte i den Grad i Munden paa hinanden, at det ikke var muligt at forstaa et eneste Ord. Det gjaldt en stjaalen Theske.

Sagen begyndte at blive ubehagelig; endelig betalte Swidrigailow Skeen, rejste sig og gik sin Vej.

Klokken var henved ti. Han havde selv ikke drukket andet end The. Aftenen var lummer; fra alle Kanter trak der sorte Skyer sammen; endelig drønede Tordenen, og Regnen strømmede ned. Det ene Lyn fulgte paa det andet uden Afbrydelse.

Før han kom hjem, var han vaad til Skindet. Hjemme aabnede han sit Skrivebord, tog alle Penge ud og sønderrev nogle Papirer. Da han havde taget Pengene, vilde han skifte Tøj, men da han saa, vejret blev ved, lod han det være, tog sin Hat og forlod Værelset uden at lukke det af.

Han gik direkte ind til Sofia; hun var hjemme.

Fire af Kapernaumows Smaabørn var inde hos hende og drak The. Hun modtog Swidrigailow tavs og med Agtelse, saa forundret paa hans gennemvaade Klæder, men sagde ikke et Ord.

Børnene var bange og løb deres Vej.

Swidrigailow satte sig ved Bordet og bad Sofia sætte sig ved Siden af ham. Hun satte sig ogsaa ned, men ikke uden Ængstelse.

„Sofia Ssemjonowna, jeg kommer maaske til at rejse til Amerika”, sagde Swidrigailow, „vi ses altsaa rimeligvis for sidste Gang, og derfor er jeg kommen til Dem for at træffe nogle Anordninger. De har altsaa i Dag været hos Damen? Jeg véd, hvad hun har sagt Dem, De behøver ikke at gentage det for mig. — Sofia gjorde en Bevægelse og rødmede. — Disse har nu saadan deres Maade. Hvad Deres Søstre og Deres lille Broder angaar, saa er de sikkert og godt anbragte, og de Penge, som er bestemte for dem, er deponerede mod Kvittering. De kan for Resten tage disse Kvitteringer til Dem, for alle Tilfældes Skyld; her er de. Nu er altsaa det besørget. Fremdeles er her tre fremprocents Obligationer til et Beløb af tre Tusind. Dem tager De for Dem selv, de er Deres Ejendom, og det bliver mellem os, ingen maa vide det, hvad der saa end sker. De kan trænge til Pengene, for sér De, Sofia Ssemjonowna, et saadant Liv, som De hidtil har ført, maa De ikke længer blive ved med; det er stygt; De vil for Fremtiden heller ikke mere behøve det.”

„Jeg er saa overøst med Velgærninger af Dem, og Deres Omsorg for de Faderløse, og den Afdøde ....” begyndte Sofia hurtigt, „at hvis jeg ikke hidtil har synes at være taknemlig nok, saa .... tag det ikke for....”

„Aa, lad bare være med det, hold op!”

„Disse Penge .... jeg er Dem nok meget taknemlig for dem, men nu behøver jeg dem jo ikke mer. For mig selv alene kan jeg nok sørge. Opfat det ikke som Utaknemlighed; men naar De vil være velgørende, saa er disse Penge…”

„Bestemte for Dem, for Dem Sofia Ssemjonowna, og lad saa kun det være godt, for jeg har ikke Tid. De faar nok Brug for dem. Rodion Romanowitsch har to Veje for sig: enten en Kugle for Panden, eller Vejen til Sibirien. — Sofia saa stift paa ham og begyndte at ryste. — Vær ikke urolig, jeg kender det altsammen, jeg har det fra ham selv; og jeg skal ikke sige det til nogen. De havde den Gang fuldkommen Ret i, at han maa angive sig selv; det vil være det ubetinget fordelagtigste for ham. Naa, dersom han altsaa vælger Sibirien, saa vil De vel følge ham. Ikke sandt? Og hvis det er Tilfældet, da vil De faa Brug for Pengene, til ham, forstaar De? Naar jeg giver dem til Dem, saa er det altsaa det samme, som om jeg gav ham dem. For Resten lovede De Amalia Iwanowna at betale Gælden, det hørte jeg jo! Hvorfor er De saa ubesindig at tage saadanne Forpligtelser paa Dem? Gælden til denne tyske Madame kommer jo ikke Dem ved; blæs hende altsaa et Stykke! Paa den Maade kommer man ikke gennem Verden. Naa, hvis nogen skulde spørge Dem — i Morgen eller i Overmorgen — — jeg véd, at De vil blive spurgt —, saa nævn ingen Ting om, at jeg har været her hos Dem, vis heller ikke Pengene til nogen, og sig ikke, at jeg har givet Dem dem. Naa, og nu — paa Gensyn.” Swidrigailow rejste sig. „En Hilsen til Rodion Romanytsch. Apropos, giv heller Hr. Rasumichin Pengene. Kender De Hr. Rasumichin? Naturligvis kommer De til at kende ham; det er et ganske godt Menneske. Gaa hen til ham med dem i Morgen … eller naar Tiden kommer. Men gæm dem godt saa længe.”

Sofia sprang op og saa ængsteligt paa ham. Hun vilde gærne have spurgt om noget, men hun turde ikke, og vidste ikke heller, hvordan hun skulde begynde.

„Men vil De virkelig gaa ud… i saadan et Regnvejr?” … sagde hun.

„Naar man vil rejse til Amerika, maa man ikke være bange for Regn, ha, ha! Lev vel, min Due, Sosia Ssemjonowna. Jeg ønsker, De maa være rask og leve længe. De vil blive en Støtte for andre. Ja… sig til Hr. Rasumichin, at jeg sender ham min bedste Hilsen. Glem det ikke.”

Han gik, og Sofia blev tilbage, forundret, forskrækket og med en ubestemt, trykkende Mistanke i sit Hjærte.

Senere fik man at vide, at Swidrigailow samme Aften havde aflagt endnu et meget ekscentrisk og uventet Besøg.

Aldeles gennemblødt kom han Klokken tre Kvarter til tolv hen til den lille Bolig, hvor hans Forlovedes Forældre boede, ved Wassilij-Ostrow, i tredje Linie, ved det lille Prospekt.

Det varede længe, før nogen ved hans Banken kom ud, og hans uventede Tilsynekomst vakte en stor Forvirring; men Swidrigailow var, naar han vilde, en Mand med et meget bedaarende Væsen, saa at den første Mistanke om, at han sandsynligvis havde faaet sig en dygtig Rus et eller andet Sted og derfor ikke var ved sine fulde Sanser, straks forsvandt.

Den forstandige Moder rullede den sygelige og lamme Fader i en Rullestol ind i Modtagelsesværelset til Swidrigailow og begyndte som sædvanligt straks med vidtsvævende Spørgsmaal. Denne Kone plejede nemlig ikke at stille sine Spørgsmaal direkte; hun begyndte altid med at smile og gnide sig i Hænderne, og vilde hun vide noget bestemt, f. Eks. til hvilken Tid Swidrigailow vel vilde behage at bestemme Brylluppet, saa begyndte hun med de nysgærrigste Spørgsmaal om Paris og Hoflivet der, indtil hun endelig efter mange Omveje kom til tredie Linie ved Wassilij-Ostrow.

Ved hvilken som helst anden. Lejlighed vilde naturligvis denne Metode have indgydt særdeles megen Respekt, men denne Gang var Swidrigailow usædvanlig utaalmodig og forlangte straks at se sin Forlovede, skønt man havde sagt ham, at hun var gaaet til Sengs.

Hun maatte naturligvis komme, og Swidrigailow meddelte hende straks, at han af særlige, meget vigtige Grunde maatte rejse bort; og at han derfor bragte hende femten Tusind Rubler i forskællige Obligationer og bad hende modtage disse som en Gave, da han allerede forlængst havde besluttet sig til at give hende denne Ubetydelighed før Brylluppet.

Nogen synderlig logisk Forbindelse mellem denne Gave med dertil hørende pludselig Rejse og paa den anden Side Nødvendigheden af derfor at gøre et Besøg ved Midnatstid i Regnvejr, fandt man ganske vist ikke i denne Forklaring, men alligevel gik al Ting nok saa glat frahaanden. Endogsaa de uundgaaelige Ak'er og Aa'er med vedføjede Spørgsmaal var usædvanligt beskedne og tilbageholdne; men til Gengæld var Taksigelserne overordenlig fyrige og bekræftedes endogsaa ved den aller fornuftigste Moders Taarer.

Endelig rejste Arkidij Iwanowitsch sig, lo, kyssede sin Forlovede, klappede hende paa Kinden, gentog, at han snart skulde komme tilbage, og da han i hendes Øjne læste en Art barnlig Nysgærrighed, forbunden med et alvorligt, stumt Spørgsmaal, blev han tankefuld, kyssede hende endnu en Gang og tænkte derunder med Ærgrelse i Hjærtet paa, at hans Gave straks vilde komme under Laas og Lukke hos den aller fornuftigste Moder.

Han anbefalede sig og efterlod dem alle i en usædvanlig bevæget Tilstand.

Men Moderen, løste straks nogle af Hovedbetænkelighederne, og hun erklærede endog, at Swidrigailow var en stor Mand, overhængt med vigtige Forretninger, en Mand, som havde høje Forbindelser og var meget rig, — altsaa var det ikke saa underligt, om han, naar der pludselig foer ham noget gennem Hovedet, straks kunde foretage en Rejse eller pludselig give Penge ud. Det var naturligvis meget ekscentrisk, at han kom ganske gennemvaad til dem, men Engelskmændene for Eksempel plejede ofte at være endnu mere ekscentriske; overhovedet bryder Folk af høj Stilling sig ikke om, hvad andre tænker eller siger om dem og plejer i Reglen ikke at genere sig.

Men Hovedsagen var blot, at man ikke maatte sige et Ord om det hele, thi Gud véd, hvad der kunde komme ud af det. Og saa gjaldt det om at gæmme Pengene hurtigt; det bedste ved Sagen var jo, at Fedoßja imidlertid sad ganske rolig ude i Køkkenet, og denne Sladderkælling, Madam Røslich, maatte slet ikke vide noget om det osv.

De sad og hviskede sammen til henved Klokken to; Datteren var for øvrigt atter gaaet tilsengs, noget trist stemt og forundret over det passerede.

Men Swidrigailow gik præcis ved Midnat over **broen og begav sig til Petersborger-Siden.

Regnen var holdt op, men Vinden hylede. Han begyndte at fryse, og i et Minuts Tid saa han med en vis Nysgærrighed, ligesom spørgende, paa Newaens dunkle Vand. Men snart blev det ham for koldt her, og saa vendte han sig om og gik i Retning af **prospekt.

Han var allerede gaaet et godt Stykke hen ad det endeløse **prospekt og derunder ofte dumpet ned fra de høje Planke-Fortov, men han blev ikke træt af at søge noget paa højre Side af Prospektet.

Da han en Gang kørte her, havde han ved Enden af Prospektet lagt Mærke til et stort Værtshus i en Træbygning; han syntes, at det hed Adrianopel. Rigtigt, han havde ikke taget fejl; Værtshuset var i denne øde Trakt et saa synligt Punkt, at man selv i det dybeste Mørke ikke kunde tage fejl.

Han befandt sig foran et langt, af Alder sort anløbet Træhus, hvor der endnu paa denne Tid af Døgnet var Lys, og han saa Folk røre sig derinde. Han gik ind og spurgte en lurvet Fyr, som mødte ham i Korridoren, om der var særskilte Værelser at faa.

Fyren kastede et Blik paa ham og førte ham til Enden af Korridoren ind i et kvalmt og trangt Værelse, som laa inderst inde under en Trappe. Det var det eneste ledige Værelse, de øvrige var optagne.

Fyren saa spørgende paa ham.

„Har De Te?” spurgte Swidrigailow.

„Jo.”

„Hvad kan De ellers skaffe?”

„Kalvesteg, Brændevin og koldt Bord.”

„Giv mig Kalvesteg og Te!”

„Ellers ingen Ting?” spurgte Opvarteren med nogen Forundring.

„Nej, ingen Ting!”

Opvarteren fjærnede sig, han var ganske skuffet.

Jo dette maa være et nydeligt Sted, — tænkte Swidrigailow — men det kunde jeg jo for Resten have vidst paa Forhaand. Rimeligvis ser jeg ogsaa ud som en, der kommer fra en café-chantant, og som under Vejs allerede har havt et Æventyr. Det skulde forøvrigt være interessant at vide, hvad Slags Folk, der tager ind her og bliver her Natten over.

Han tændte et Lys og saa sig om. Værelset var saa lille, at hans Haar næsten strøg langs med Loftet; det havde kun et Vindue; Sengen var smudsig; et ordinært, malet Bord optog næsten hele Pladsen. Væggene lod til at være af sammenspigrede Brædder og var beklædte med lasede Tapeter af en uudgrundelig Farve. En Del af Væggen og Taget var skraa som det plejer at være i Kvistværelser, men her var det Trappen, som foraarsagede Skraaningen.

Swidrigailow satte Lyset fra sig paa Sengen og faldt i Tanker.

En besynderlig, uophørlig lydelig Hvisken i Værelset ved Siden af, en Hvisken som stundom blev til et Slags Skrig, tiltrak sig endelig hans Opmærksomhed. Denne Hvisken havde siden hans Ankomst ikke holdt op et Øjeblik.

Han lyttede: Det var en Person, som skældte en anden ud og næsten grædende gjorde ham Bebrejdelser; blot den enes Stemme hørtes.

Swidrigailow rejste sig, holdt Haanden foran Lyset, og straks viste der sig i Væggen en lys Sprække. Han gik derhen og kiggede ind.

I Værelset, som var lidt større end hans, var der to Gæster. Den ene af dem var i Skjorteærmer, havde kruset Haar og et meget rødt, ophidset Ansigt; han stod i Position som en Taler, med Benene fra hinanden for ikke at tabe Ligevægten, slog sig med Haanden for Brystet og gjorde i en pathetisk Tone den anden Bebrejdelser, fordi han var et Skrog, som ikke engang havde Rang; han sagde, at han havde trukket ham op af Smudset og kunde jage ham væk igen, og at ene og alene „Guds Finger” var med i dette.

Den med Bebrejdelser overøste Ven sad paa en Stol og saa ud som et Menneske, der gærne vil nyse, men ikke kan. Han saa af og tilmed et idiotisk Blik paa Taleren, men havde øjensynlig ikke noget Begreb om Talens Indhold, som han maaske ikke engang havde hørt ordentlig.

Paa Bordet stod et nedbrændt Lys, en næsten som Brændevinskaraffel, Glas, Brød, Agurker og et Par tomme Thekopper.

Da Swidrigailow havde set denne Scene, som ikke interesserede ham, gik han bort fra Sprækken igen og satte sig paa Sengen.

Opvarteren, som var kommen med The og Kalvesteg, kunde ikke undlade endnu en Gang at spørge: „Skulde det ikke være noget mer?” Men da han atter havde faaet et benægtende Svar, fjernede han sig endelig.

Swidrigailow styrtede over Theen for at faa noget at varme sig paa; han drak et helt Glas ud, men kunde ikke spise; Appetiten havde han rent mistet. Han havde aabenbart begyndende Feber.

Han tog Overfrakken og Frakken af sig, svøbte sig ind i Tæppet og lagde sig hen paa Sengen. Han var ærgerlig. Nu var det dog egenlig bedst at være rask, tænkte han.

Der var kvalmt i Værelset, Lyset brændte svagt, uden for hylede Vinden, henne i en Krog gnavede en Mus; det forekom ham i det hele taget, at Værelset lugtede af Mus og Læder.

Han laa der og drømte; den ene Tanke jagede den anden. Han havde det Ønske at kunne koncentrere disse Tanker paa et bestemt Punkt, men det vilde ikke lykkes ham.

Nedenunder Vinduet er der vist en Have — tænkte han — det suser i Træerne; jeg holder ikke af at Træerne suser om Natten, naar det stormer og er mørkt, det er en afskyelig Følelse! Han tænkte saa paa **broen og Newaen, og han frøs igen lige som før, da han saa ned i Vandet.

Jeg har aldrig holdt af Vandet, tænkte han igen og maatte smile over en ejendommelig Tanke: Nu burde dog, hvad Æsthetik og Komfort angaar, egenlig alt være mig lige godt, og dog er jeg nu saa kræsen, aldeles som et vildt Dyr, der… i et Tilfælde som dette… ogsaa udsøger sig en Plads … Jeg burde dog heller før have bøjet af til Petrowskij. Men der forekom det mig for mørkt, for koldt, ha, ha! Som om der nu kunde være Tale om behagelige Fornemmelser! Hvorfor slukker jeg da egenlig ikke Lyset?

Han slukkede det.

Naboerne har ogsaa lagt sig, tænkte han, da han ikke mere saa noget Lysskin fra Sprækken. Nu, Marsa Petrowna, kunde det være en passende Lejlighed for Dem til at vise Dem; det er mørkt og Stedet er passende, Tiden ogsaa. Men nu vil hun ikke komme!

Pludseligt faldt det ham ind, hvorledes han i Dag forinden sit Attentat paa Dunja havde anbefalet Raskolnikow at betro Søsteren til Rasumichins Beskyttelse.

Sandsynligvis, tænkte han, har jeg virkelig, som ogsaa Raskolnikow gættede, gjort det bare for at ærgre mig selv. Han er dog en Skælm, denne Raskolnikow! Han har læsset meget paa sine Skuldre og gennemgaaet meget. Men dersom han bare kan blive alt det bagvendte Vrøvl kvit, saa kan han endnu blive til noget; foreløbig hænger han endnu altfor meget ved Livet. Hvad dette Punkt angaar, saa er alle disse Folk saa længe som Harer. Pokker i Vold med ham, hvad kommer det mig ved; lad ham gøre som han vil!

Han kunde ikke sove.

Lidt efter lidt viste Dunjas Skikkelse for ham, og en Kuldegysning gennemfoer ham.

„Nej, ikke mer af det, tænkte han og samlede sig atter, — heller alt andet. Hvor besynderligt og latterligt det dog er, at jeg aldrig har følt noget egentlig Had mod nogen, ikke engang en særlig Lyst til at hævne sig paa nogen; er det ikke et daarligt, meget daarligt Tegn? Heller ikke har jeg nogensinde været nogen Ven af Kiv og Strid, har aldrig været rigtig hidsig; det er ogsaa et daarligt Tegn! Og alt det, jeg nu lovede hende — fy for Fanden! Og alligevel havde hun maaske virkelig gjort mig til et andet Menneske…

Han standsede atter og bed Tænderne sammen; paany traadte Dunjas Billede frem for ham, saaledes som hun stod der efter det første Skud, forfærdeligt forskrækket, med Revolveren sænket og dødbleg. Han havde da to Gange kunnet gribe hende, og hun vilde ikke have været i Stand til at røre en Haand til sit Forsvar, hvis han ikke selv havde bragt hende til Besindelse.

Han huskede, hvorledes han i det Øjeblik ligefrem havde havt ondt af hende, hvorledes hans Hjærte havde snøret sig smærteligt sammen…

Aa, Fanden tage det, der kommer atter de dumme Tanker; bort med dem, bort!

Han begyndte at tabe Bevidstheden, Feberkulden lagde sig; pludselig var det, som om noget under Tæppet løb over hans Haand og derefter over hans Ben. Han foer sammen.

Fy for Fanden, det var vist en Mus! tænkte han; det er Følgen af, at jeg lod Kødet staa paa Bordet....

Han havde ikke den ringeste Lyst til at staa op og fryse, men pludselig løb det atter over hans Ben; han rev Tæppet bort og tændte Lyset. Skælvende af Feberkulde bøjede han sig over Sengen — han saa ingen Ting; derefter rystede han Tæppet, da sprang pludselig en Mus ud paa Lagenet. Han vilde fange den; Musen sprang ikke ud af Sengen, men løb i Zigzag hid og did, gled mellem Fingrene paa ham, hen over Haanden og smuttede endelig ind under Hovedpuden; han kastede Puden til Side og følte pludseligt, hvorledes noget sprang ind paa Brystet paa ham, løb langs Kroppen og krablede paa Ryggen under Skjorten. En Nervesitren greb ham og — han vaagnede.

Det var mørkt, han laa i Sengen indsvøbt i Tæppet lige som før; udenfor hylede Vinden.

„Uh, hvor det er fælt!” tænkte han ærgerlig.

Han stod op og satte sig paa Sengekanten med Ryggen vendt mod Vinduet. Heller vil jeg lade være at sove, tænkte han.

Fra Vinduet trak en kold, fugtig Luft ind, han trak Sengetæppet over sig. Lyset tændte han ikke.

Han tænkte paa ingen Ting, men Drømmebilleder steg op for ham, det ene efter det andet, Brudstykker af Tanker fløj gennem hans Hjærne, uden Begyndelse, uden Ende, uden Sammenhæng. Han faldt hen i en Halvslummer. Var det Kulden, Mørket, Fugtigheden, eller den hylende Vind og Træernes Raslen, som fik ham til at føle en uimodstaaelig og fantastisk Længsel efter Blomster? Han vidste det ikke, men Længslen efter Blomster fyldte hans Fantasi!

Et henrivende Landskab viste sig for hans Øjne. Det var en klar, varm, næsten hed Dag, en Helligdag, en Pinsedag. En rig, yppig Villa i engelsk Smag, omgiven af duftende Blomstersenge, rundt om hele Huset Farvepragt og Blomsterduft; Verandaen var dækket af Slyngplanter og fuld af Roser; den lyse, kølige Trappe var dækket med et blødt, luksuriøst Tæppe og prydet med sjældne Planter, der stod i kinesiske Krukker. Især søgte hans Øjne Buketterne af hvide, fine Narcisser paa lysegrønne, saftige, lange Stængler og han indaandede med Velbehag den stærke, aromatiske Duft.

Han kunde knapt løsrive sig fra dem; men endelig steg han opad Trappen og traadte ind i en stor, høj Sal. Ogsaa her, ved Vinduerne, ved den aabne Dør, der førte til Terrassen, ude paa Terrassen selv — overalt var der Blomster.

Gulvet var bestrøet med nyslaaet, duftende Græs; Vinduerne var aabne, og en friskt, let, kølig Luftning trængte ind i Værelset. Fuglene kvidrede udenfor Vinduerne; men midt i Salen, paa en med hvidt Atlast klædt Forhøining — stod en Ligkiste. Denne Ligkiste var beslaaet med hvidt Gros-de-Naples og Blomster-guirlander slyngede sig rundt om dem.

En Pige laa i den, helt dækket med Blomster, i hvid Tylklædning, med Hænderne, der var som mejslede i Marmor, foldede over Brystet. Men det løse, lyseblonde Haar var fugtigt; en Rosenkrans omgav hendes Hoved. Hendes Ansigts strænge, forstenede Profil var ligeledes som mejslet i Marmor; men i Smilet paa hendes blege Læber laa der en uendelig, ikke barnlig Smærte og en stum, hjærtegribende Klage.

Swidrigailow kendte denne Pige; intet Helgenbillede, intet brændende Lys var der ved denne Kiste, ingen Bønner hørtes.

Denne Pige var en Selvmorderske — hun havde druknet sig. Hun var ikke bleven mere end fjorten Aar, og hendes Hjærte var allerede knust; en uhyggelig Krænkelse havde fyldt denne engleligt rene Sjæl med Skræk og Undren, bedækket dette barnlige Sind med ufortjent Skam, aflokket hende det sidste, uhørt hendøende Skrig af Fortvivlelse, drevet hende, den i Nattens Mørke frækt vanærede, ud i Kulden, under Stormens Hyl, til Selvmord…

Swidrigailow samlede sig atter, stod op og traadte hen til Vinduet. Han ledte efter Krogen og aabnede det. Vinden blæste voldsomt ind i hans lille Værelse, og det var, som om hans Ansigt og Bryst bedækkedes med isnende Rim.

Nedenfor Vinduet var der virkelig en Have, et Slags Forlystelseslokale. Nu fløj Draaberne fra Træerne ind gennem Vinduet; det var saa mørkt som i en Kælder, kun her og der kunde man paa den mørke Baggrund skimte endnu mørkere Pletter.

Med Albuerne støttede paa Vindueskarmen saa Swidrigailow en fem Minuters Tid ud i dette Mørke; da lød et Kanonskud, og straks efter et til.

Aha, et Signal! Vandet stiger, tænkte han, — til Morgen vil det oversvømme de lavere Steder i Gaden, flyde ind i Hvælvinger og Kældere; saa kommer de underjordiske Rotter frem; under Regn og Vind begynder Menneskene bandende og drivvaade at slæbe deres Pakkenelliker op i de højere Etager … hvor sent paa Natten mon det nu er?

Knapt havde han tænkt dette, saa slog Klokken tre paa et Stueuhr i Nærheden.

Naa, en Time til, og Dagen begynder at gry! Hvorfor skulde jeg vente længere? Jeg gaar direkte til Petrowskij, udsøger mig et større Buskads, som er ganske gennemvædet af Regn, saa at ved den ringeste Berørelse Millioner Draaber falder ned paa Hovedet…

Han lukkede Vinduet, tændte Lyset, tog Frakken og Overfrakken paa, og gik med Lyset ud i Korridoren for at lede efter den et eller andet Steds i et smudsigt Hul sovende Opvarter, betale ham, og saa forlade Værtshuset.

Et prægtigt Øjeblik, det kunde ikke være bedre valgt!

Længe ledte han i den snævre, lange Korridor uden at finde nogen; han vilde allerede raabe højt, da han pludselig i en mørk Krog mellem Døren og et gammelt Skab saa en besynderlig Genstand, noget levende.

Han bøjede sig ned med Lyset og fik Øje paa et fattigt klædt, ganske gennemblødt Barn, en lille Pige paa højst fem Aar, som græd og rystede af Kulde. Den Lille syntes slet ikke at være bange for Swidrigailow, hun saa bare paa ham med dump Forundring i sine store, sorte Øjne og hulkede kun en Gang imellem, saadan som Børn, der længe har grædt, plejer at gøre, naar de lige er begyndt at slaa sig til Taals.

Barnets Ansigt var bleg og magert, hun var stiv af Kulde, men — hvordan var hun kommen herhen? Hun havde formodenlig gemt sig her og ikke sovet hele Natten.

Han spurgte hende ud. Barnet blev pludselig livligt og begyndte paa barnlig Maade at fortælle noget om „Mama” og „Mama vil slaa mig” og om en Kop, som var slaaet itu. Der blev ingen Ende paa det, men han fik dog saa meget ud af det, at hun var et mishandlet Barn, hvis sandsynligvis stadig berusede Moder, som maaske var Køkkenkone i dette Hus, pryglede hende og holdt hende i stadig Angst; Barnet havde saa slaaet Moderens Kop itu og var om Aftenen løbet sin Vej af Frygt; sandsynligvis havde hun længe løbet omkring ude i Regnen og endelig fundet dette Skjulested og her tilbragt hele Natten grædende og skælvende af Frygt for, at hun havde Prygl i Vente.

Han tog hende paa Armen, satte hende paa Sengen og klædte hende af. De hullede Sko paa de bare Fødder var saa vaade, som om de havde ligget hele Natten i en Pøl. Da han havde klædt hende af, lagde han hende i Sengen og svøbte hende fra Hoved til Fod ind i Tæppet. Hun sov straks ind.

Da han havde besørget dette, hensank han atter en mørk Grublen.

Hvorfor skulde jeg nu ogsaa befatte mig med det, tænkte han ærgerligt og haanligt, — hvilket Tidsspilde.

Gnaven greb han atter efter Lyset for at lede efter Opvarteren og komme afsted; men han kunde dog ikke lade være at se sig om efter Barnet, om det sov. Forsigtigt løftede han Tæppet — Barnet sov fredeligt. Det var blevet varmt under Tæppet, og de blege Kinder havde faaet Rødme. Men besynderligt, denne Rødme saa anderledes ud end sædvanligt paa et Barneansigt.

Det er Feberrødme, tænkte Swidrigailow, — eller som af Drik, som om man havde heldt et helt Glas Brændevin i hende. De røde Læber synes at brænde, men … hvad er det?… de lange, sorte Øjenhaar synes at blinke, og under dem titter et liftigt, skarpt, slet ikke barnligt blinkende Øje frem, præcis som om Pigen bare havde forstillet sig. Rigtigt! — Læberne aabner sig til et Smil, Mundvigerne bevæger sig, som om de endnu vilde undertrykke Latteren. Men nu kan hun ikke længer holde den tilbage, det er Latter, en aaben, fræk, udfordrende Latter, som den kommer frem i dette ganske ubarnlige Ansigt; det er Utugten, det er det frække Aasyn paa en fransk Kameliadame, som er tilfals. Og nu … nu aabner hun begge Øjnene, de ser paa ham med et fyrigt, skamløst Blik, de vinker ham, de leer. Der laa noget uendelig modbydeligt og stødende i denne Latter, i disses Øjne; i dette Ansigts hele Frækhed. — Hvad, et femaars Barn?… hviskede Swidrigailow aldeles forskrækket, ja … men hvad er da det? — Nu vender hun sig med sit hele glødende Ansigt til ham, strækker Armene mod ham … Ha! Fordømte!… raabte Swidrigailow rasende og løftede den knyttede Næve…

Men i dette Øjeblik vaagnede han.

Han laa paa den samme Seng; indsvøbt i Tæppet, lige som før; Lyset brændte ikke, og fra Vinduet skimtedes Dagslys.

Atter en Drøm!

Han rejste sig ærgerlig op og følte, at han var som mørbanket.

Udenfor var der en tæt Taage, man kunde ikke skælne noget; Klokken var næsten fem, han havde forsonet sig.

Nu stod han op og trak sine endnu vaade Klæder paa. Da han følte Revolveren i Lommen, tog han den ud og undersøgte Tændhætten; derpaa satte han sig ned, tog sin Notisbog frem og skrev paa den første Side med store Bogstaver nogle Linjer. Da han havde læst dem igennem, faldt han i Tanker og støttede sig med Albuerne paa Bordet. Revolver og Notisbog laa hos ham.

De allerede vaagnede Fluer sad tæt paa det Kød, som stod paa Bordet. Han betragtede dem længe og forsøgte med den højre Haand, som han havde fri, at fange en af dem. Længe var hans Forsøg forgæves, og da han endelig greb sig selv i denne interessante Sysselsættelse, foer han op, opmandede sig, rejste sig og gik resolut ud. Et Minut efter befandt han sig paa Gaden.

En mælkefarvet, tæt Taage laa over Staden.

Swidrigailow gik langs det smudsige Træfortov ned mod Newaen. Han saa allerede i Tankerne Flodens i Nattens Løb højt stegne Vaade, Petrowskij-Øen, de vaade Veje, det vaade Græs, de vaade Trær og Buske og endelig dette Buskads…

Ærgerlig betragtede han Husene for at komme paa andre Tanker. Ikke saa meget som en Fodgænger eller en Droske mødte han paa hele Gaden. Triste og smudsige saa de gulmalede Træhuse med lukkede Vindueslemmer ud. Kulde og Fugtighed trængte sig gennem hele hans Legeme, og han begyndte at ryste af Kulde. Her og der faldt hans Øje paa Butikskiltene, og han læste dem opmærksomt. Han var kommen til et stort Stenhus; en skiden, forfrossen Hund med Halen mellem Benene løb tværs over Vejen for ham. En sansesløs drukken Person laa indhyllet i en Kappe med Ansigtet tværs over Fortovet. Han betragtede ham og gik videre.

Der saa han til højre et højt Vagttaarn.

Bah! tænkte han, det var en passende Plads; hvorfor skulde jeg gaa til Petrowskij? Her er dog i det mindste et officielt Vidne…

Han smilte næsten over denne nye Tanke og drejede ind i **gaden. Der laa den store Politibygning ved Vagttaarnet.

Lænet med Skulderen til den høje, lukkede Port, stod en lille Mandsperson med graa Soldaterkappe og Brandvæsenets Messinghjælm. Med et søvnigt Blik skelede han hen mod Swidrigailow, da denne nærmede sig. Paa hans Ansigt laa denne evige gnavne Kummer, som ofte giver Ansigter af israelitisk Herkomst deres ejendommelige, eddikesure Præg.

Begge to, Swidrigailow og den hjælmklædte Israelit, saa tavse paa hinanden. Israeliten fandt det endelig upassende, at en Person, der ikke er drukken, bliver staaende saadan tre Skridt foran ham, stirrer stivt paa ham og ikke siger et Ord.

„Hvad vil De her?” spurgte han uden at forandre sin Stilling.

„Ingen Ting, min Ven, Godmorgen!” svarede Swidrigailow.

„Her er ikke noget Sted…”

„Jeg vil gøre en Rejse til Udlandet, min Ven!”

„Til Udlandet?”

„Til Amerika.”

„Til Amerika?”

Swidrigailow tog Revolveren frem og spændte Hanen. Israeliten spærrede Øjnene vidt op.

„Hvad gør De, her er ikke Stedet for slige Narrestreger…”

„Hvorfor skulde der ikke være noget Sted for det her?”

„Fordi her ikke er noget Sted for det.”

„Naa, min Ven, det er mig ganske ligegyldigt. Pladsen er meget god; dersom nogen skulde spørge Dig saa kan Du sige, jeg er rejst til Amerika.”

Han satte Revolveren til sin højre Tinding.

„Det har De ikke Lov til her, her er sligt ikke tilladt!” stammede Israeliten, der blev urolig.

Men Swidrigailow trykkede løs.