Forbryderen/2/3
III.
Sagen var, at han til det sidste Øjeblik havde holdt et Brud for umuligt.
Endnu i sidste Øjeblik bar han Hovedet højt uden endog at ane Muligheden af, at to fattige og hjælpeløse Kvinder kunde unddrage sig hans Herredømme.
Denne Overbevisning befæstedes for Størstedelen ved hans Forfængelighed og høje Grad af Selvbevidsthed, som man bedre kunde kalde hans Forgudelse af sit eget kære Jeg.
Peter Petrowitsch, der havde arbejdet sig op fra ringe Kaar, havde den sygelige Vane at beundre sig selv, han skattede sin Forstand og sine Evner meget højt, koketterede endogsaa i ensomme Timer med sit eget Ansigt i Spejlet.
Men højere end alt i Verden elskede han sine ved Arbejde og forskellige andre Midler sammenrapsede Penge; de stillede ham efter hans egen Mening paa lige Linje med alt, hvad der var højere end ham.
Da han nu foreholdt Dunja, at han trods hendes slette Rygte havde hast den Hensigt at tage hende til Ægte, talte han helt ud af sin indre Overbevisning og følte endogsaa en dyb Afsky mod en saadan „sort Utaknemlighed.”
Alligevel var han allerede den Gang, han friede til Dunja, fuldstændig overbevist om Grundløsheden i alle hine Bagvaskelser, der jo ogsaa offenlig var kaldte tilbage af Marta Petrowna, og som forlængst var prisgivne af hele Byen. Ja, han vilde nu ikke en Gang have nægtet, at dette allerede den Gang var ham bekendt.
Desuagtet stillede han dog sin Beslutning at løfte Dunja op til sig, meget højt, og holdt den for en Heltegærning. Da han udtalte dette ligeoverfor Dunja, forkyndte han en af ham med Forkærlighed næret hemmelig Tanke og kunde ikke begribe, at ikke ogsaa andre beundrede denne store Gærning i samme Maade.
Da han for besøgte Raskolnikow, traadte han ind med Følelsen af at være en Velgører, der var beredt til at høste sine Frugter og høre paa søde Lovtaler.
Det var derfor ikke underligt, at han, da han gik ned ad Trappen, følte sig i højeste Grad fornærmet og miskendt.
Men Dunja var ham ligefrem uundværlig; at sige sig løs fra hende var for ham utænkeligt. Allerede i flere Aar havde han inderligt sværmet for et Ægteskab, men opsparede dog stedse flere Penge og ventede.
Han klamrede sig til den henrivende, hemmelighedsfulde Tanke, at en velopdragen, fattig, en absolut fattig Pige, meget ung, meget vakker, ædel og dannet, meget tilbageholden Pige, som havde gennemgaaet mange Lidelser — fuldstændigt skulde bøje sig under ham og i hele sit Liv holde ham for sin Redningsmand, underkaste sig ham, beundre ham, dø for ham, — ham alene.
Hvor mange Scener, hvor mange søde Enkeltheder havde han ikke allerede i Indbildning skabt sig om dette forføriske yndige Thema, naar han hvilede ud fra sine Forretninger.
Og nu var disse mange Aars Drømme næsten allerede opfyldte: Awdotja Romanownas Skønhed og Dannelse havde fængslet ham, og hendes hjælpeløse Stilling havde ægget ham til det Yderste.
Her fandt han oven i Købet endnu mere, end han havde drømt: en stolt, karakterfast, dydig Pige af højere Dannelse og Aandsudvikling end ham selv, det følte han, og et saadant Væsen skulde hele sit Liv igennem være ham slavisk taknemlig for hans Yndest og bøje sig ærefrygtfuld i Støvet for ham, mens han skulde herske ubegrænset og almægtig!
Det traf sig tilfældigt, at han kort forud efter lang Overvejelse havde fattet den Beslutning at lede sin Ledebane ind i et andet Spor og søge sig en større Virkekreds, for derved lidt efter lidt at naa op til et højere Selskabslag, som han allerede forlængst havde tænkt paa med Vellyst … med faa Ord, han havde fattet den Beslutning at forsøge sig i Petersborg.
Han vidste, at man gennem Kvinders Indflydelse kunde naa meget, meget langt. Det fortryllende i en dannet, dydig og henrivende Kone kunde uendeligt forskønne hans Løbebane, gøre ham tiltrækkende, udbrede et Lysskær over ham … og nu — var alt styrtet sammen!
Dette pludselige, forfærdelige Brud udøvede paa ham Virkningen af et Lynslag. Men det kunde kun være en frygtelig Spøg, en Galskab!
Han havde jo bare gjort sig en lille Smule vigtig og havde ikke engang faaet Lejlighed til at udtale sig; han havde ganske simpelt spøget lidt, ladet sig rive med, og det skulde tage en saa alvorlig Ende?
Han havde jo faaet Dunja kær paa sin Maade, han herskede allerede i Indbildningen over hende — og nu … Nej, i Morgen, allerede i Morgen maatte alt være godt igen, men fremfor alt maatte denne overmodige Knægt, denne Grønskolling, som var Skyld i Historien tilintetgøres.
Med en ubehagelig Følelse tænkte han uvilkaarligt ogsaa paa Rasumichin … dog i denne Retning beroligede han sig snart, „det manglede bare, at stille denne Fyr paa samme Trin som ham!”
Den, som han i Virkeligheden alvorligt frygtede, det var Swidrigailow … han følte, at der forestod ham mange Bekymringer…
„Nej, jeg, jeg er mest Skyld i det!” sagde
Dunja og omfavnede og kyssede Moderen, hans Penge
har lokket mig, men jeg sværger Dig til, Broder,
jeg anede ikke, at han var et saa uværdigt Menneske.
Dersom jeg havde gennemskuet ham før, saa havde
jeg ikke ladet mig bevæge til det! Fordøm mig
ikke, Broder!”
„Gud har frelst os, Gud har frelst os fra ham!” hviskede Pulcheria Alexandrowna, for Resten uden endnu at begribe, hvad der var sket.
De glædede sig alle — efter en fem Minutters Forløb lo de endogsaa.
Kun af og til rynkede Dunetschka Panden, naar hun tænkte paa, hvad der var sket.
Pulcheria Alexandrowna havde slet ikke kunnet forestille sig, at ogsaa hun kunde blive saa glad over det; et Brud med Lushin var endnu samme Morgen forekommet hende som den største Ulykke.
Men Rasumichin var henrykt. Han vovede kun endnu ikke at lade sig mærke med det, men sitrede som i en Feber; det var, som om en centnertung Vægt var falden fra hans Hjærte. Nu havde han ret til at vie hende sit hele Liv, at tjene hende … aa, og ikke det alene! For Resten jagede han nu, meget ængsteligere end før, alle andre Tanker bort fra sig og var bange for sin Fantasis Drømme.
Kun Raskolnikow alene sad endnu paa samme Plet, mørk og næsten adspredt.
Han, som før mest haardnakket havde holdt paa, at Lushin skulde gaa, syntes nu at skulle interessere sig mindst for det skete. Dunja nærede uvilkaarligt den Tro, at han endnu var vred paa hende; Pulcheria Alexandrowna saa frygtsomt paa ham.
„Hvad var det da Swidrigailow sagde Dig?” spurgte Dunja og gik hen til til ham.
„Ak ja, ja!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
Raskolnikow løftede Hovedet.
„Han vil absolut skænke Dig ti Tusind Rubler og ønsker en Gang i min Nærværelse at faa Lov at se Dig."
„Se Dunja? Nej, for ingen Pris i Verden!” raabte Pulcheria Alexandrowna. Hvorledes tør han understaa sig i at byde hende Penge!”
Saa meddelte Raskolnikow kort og tørt sin Samtale med Swidrigailow, men undlod Spøgelsehistorien med Marta Petrowna for ikke at komme ind paa unødige Detailler. Han havde Modbydelighed for enhver Tale, der forlod det ubetinget nødvendiges Grund.
„Hvad svarede Du ham da?” spurgte Dunja.
„Først sagde jeg, at jeg ikke vilde meddele Dig noget. Dertil svarede han, at saa vilde han selv paa enhver mulig Maade søge at møde Dig. Han forsikrede, at hans Lidenskab for Dig havde været en Galskab, og at han nu slet ikke følte Kærlighed mere for Dig … Han ønsker ikke, at Du skal gifte Dig med Lushin … Overhovedet talte han meget forvirret.”
„Hvad har Du dannet Dig for en Mening om ham, Rodja? Hvad Indtryk gjorde han paa Dig?”
„Jeg maa tilstaa, at jeg ikke har noget godt Indtryk af ham. Han tilbyder ti Tusind og siger, at han selv ikke er rig; dernæst meddeler han mig, at han vil rejse, og ti Minuter efter har han allerede glemt, at han har talt om det. Saa siger han pludseligt, at han vil gifte sig, og at man allerede har foreslaaet ham en Brud … Han har i ethvert Fald Hensigter og højst sandsynligt — slette Hensigter. Men paa den anden Side vilde det være underligt at antage, at han skulde anlægge det Hele paa en saa dum Maade, dersom han virkelig havde slette Hensigter mod Dig. Jeg afviste naturligvis i dit Navn Pengene engang for alle. Han talte — saaledes var i alt Fald mit Indtryk af ham — med et Anstrøg af Sindssvaghed. Dog, jeg kan jo ogsaa have taget fejl; her foreligger maaske en Overlistelse af en ganske egen Art. Marta Petrownas Død synes at have efterladt et dybt Indtryk paa ham.”
„Gud skænke hende den evige Ro!” raabte Pulcheria Alexandrowna; „jeg vil altid, altid bede for hende! Hvad skulde der være blevet af os nu, Dunja, uden disse tre Tusind! Herre Gud, de er jo, som de var faldne ned fra Himlen! Ak, Rodja, i Morges havde vi kun tre Rubler tilovers, og vi tænkte allerede paa at pantsætte Uhret et eller andet Sted for ikke at blive nødte til at tage noget af ham, før det faldt ham ind selv at tilbyde os det.”
Dunja var meget ilde berørt af Swidrigailows Forslag. Hun stod der endnu grublende.
„Han har udtænkt et eller andet frygteligt!” hviskede hun gysende.
Raskolnikow lagde Mærke til denne usædvanlige Angst.
„Det lader til, at jeg oftere vil faa ham at se,” sagde han til Søsteren.
„Vi vil iagttage ham! jeg skal nok spore ham op!” raabte Rasumichin energisk. „Jeg skal ikke slippe ham ud af Syne. Rodja har givet mig Lov; han sagde selv før: „beskyt min Søster”. Tillader De det ogsaa, Awdotja Romanowna?”
Dunja smilede og rakte ham Haanden, men Bekymringen veg ikke fra hendes Ansigt.
Pulcheria Alexandrowna saa sky paa hende; de tre Tusind havde forøvrigt øjensynligt beroliget hende.
Snart var alle i livlig Samtale. Selv Raskolnikow, der ikke deltog i den, hørte dog opmærksomt til.
Den, der talte mest, var Rasumichin.
„Og hvorfor, hvorfor vil De rejse bort!” vedblev han ivrigt og anspændt, „hvad Paaskud vil De give i den elendige lille By? Hovedsagen er dog, at I alle bliver her tilsammen, og at I gensidigt er nødvendige for hinanden — ja, og i hvor høj Grad nødvendige! — forstaar De ikke? I det mindste en Tid … Men mig antager De som Ven, som Kompagnon, jeg forsikrer Dem, vi skal begynde et fortræffeligt Foretagende. Her, jeg vil forklare Dem alle Enkeltheder, — hele Projektet. Allerede i Morges, da der endnu ikke var passeret noget, spøgede det i Hovedet paa mig. Sagen er den: jeg har en Onkel, en meget føjelig og agtværdig gammel Mand; denne Onkel har en Kapital paa Tusind Rubler; han lever af sin Pension og kommer ud af det med den. Allerede i to Aar har han forsøgt at faa mig til at tage disse Tusind af ham og betale ham seks pCt. for dem. Jeg véd, hvad han mener, han vil bare yde mig en Hjælp; i Fjor behøvede jeg den ikke, men nu har jeg ventet paa hans Ankomst for at tage imod det. Et Tusind til giver De saa at Deres tre Tusind, og det er nok til en Begyndelse; vi associerer os — men hvad tager vi fat paa.”
Nu begyndte Rasumichin at fremlægge et Projekt og fortalte, at næsten alle af vore Boghandlere kun forstod meget lidet af deres Forretning og derfor ogsaa var temmelig slette Forlæggere, medens gode Forlagssager ikke blot dækkede Omkostningerne, men ogsaa ofte gav stor Gevinst.
Rasumichin sværmede altsaa for Forlæggervirksomhed, da han allerede i to Aar havde arbejdet for Forlæggere og kunde tre evropæiske Sprog temmelig godt. Naar han endnu for et Par Dage siden havde sagt til RaskolnikoW, at han ikke var stiv i Tysk, saa skete dette, fordi han vilde overtale ham til at paatage sig Halvdelen af Oversættelsen og modtage tre Rubler paa Haanden, den Gang løj han, og Raskolnikow vidste, at han løj.
„Hvorfor, hvorfor skal vi lade Fordelen slippe os ud af Hænderne, naar vi har Hovedmidlet — vore egne Penge? Ja vist, meget Arbejde vil det koste, men vi skal arbejde, De, Awdotja Romanowna, og jeg og Rodion … mange Forlagsartikler kaster allerede nu en god Fortjeneste af sig. Hovedsagen er den, at vi véd, hvad vi maa oversætte. Vi vil baade oversætte og forlægge, og derved lærer vi paa samme Tid. Jeg kan være til Nytte her, for jeg har Erfaring. I næsten to Aar har jeg stadig havt med Forlæggere at gøre og kender deres Fif og Kneb; det er ingen Hekserier, de gør, det kan De tro! Og hvorfor, hvorfor skulde vi lade det gaa fra os! Jeg sender selv to eller tre Værker; naar jeg gav Besked om Titler, saa de kunde blive oversatte og forlagte, fik jeg hundrede Rubler for hvert, men det ene af dem vilde jeg ikke opgive for fem Hundrede. Og De kan tro — at selv om jeg foreslog nogen dem, vilde man endnu betænke sig; saadanne Dumrianer findes der! Og hvad Bryderierne med Forretningen angaar, Trykning, Papir, Salg — overlad bare det til mig! Jeg kender hver Krog! Vi begynder smaat og skal drive det til noget stort; i hvert Fald skaffer vi os vort Livsophold og taber ikke vore Penge.”
Dunjas Øjne lyste.
„Hvad De der siger, Dmitrij Prokofjitsch, det tiltaler mig meget,” sagde hun.
„Jeg forstaar mig ikke paa det,” sagde Pulcheria Alexandrowna, „maaske er det godt, maaske ikke, Gud véd det. Det er mig for nyt og for ubekendt. Men ganske vist er det nødvendigt at vi bliver her, selv om det kun er for en kort Tid.”
Hun saa paa Rodja.
„Hvad mener Du om det, Rodja?” spurgte Dunja.
„Jeg tror, det er en meget god Idé,” svarede han, „at etablere en Forretning, behøver man foreløbig ikke at tænke paa, men fem eller seks Bøger kan man udgive med utvivlsom Fordel. Og hvad hans Kendskab til Tingen angaar, behøver man ikke tvivle om det, han forstaar Sagen … for Resten har vi jo Tid til at tale om Tingen…”
„Hurra!” raabte Rasumichin, „men nu, vent lidt, her i Huset er der en Lejlighed, en aparte en, som ikke staar i nogen Forbindelse med disse 5 Værelser; der er tre smaa Stuer, de er ogsaa møblerede, og Lejen er moderat. Den Lejlighed tager De foreløbig. Deres Uhr skal jeg sætte i Pant i Morgen og bringe Dem Pengene, og saa skal vi nok klare det Hele. Hovedsagen er, at I alle Tre bliver sammen, at Rodja kan bo hos Dem … Hvor vil Du hen nu, Rodja?”
„Men Rodja? vil Du gaa?” spurgte Pulcheria Alexandrowna ængsteligt.
„Og i et saadant Øjeblik?” udbrød Rasumichin.
Dunja saa mistænksomt og forundret paa Broderen.
Han havde Huen i Haanden og var i Begreb med at gaa.
„I opfører Jer næsten, som om I skulde til at begrave mig, eller som om vi skulde skilles for evigt,” sagde han med ejendommelig Betoning og et tvungent Smil.
„Hvem véd for Resten, maaske det er sidste Gang vi ses,” tilføjede han adspredt.
Han troede blot at have tænkt disse Ord, men de var uvilkaarligt undslupne ham saa lydeligt, at alle hørte dem.
„Hvad er det for nogen Snak !” udbrød Moderen.
„Hvor vil Du gaa hen, Rodja ?” spurgte Dunja betydningsfuldt.
„Jeg skal kun … jeg maa nødvendigvis..” svarede han adspredt, som om han vaklede i hvad han vilde sige; men i hans Ord laa en fast Beslutning.
„Jeg vilde sige … da jeg kom … vilde jeg sige Dig, Moder … og Dig ogsaa, Dunja, at vi heller skulde skilles for nogen Tid. Jeg føler mig ikke vel, jeg er ikke rolig … jeg skal komme igen senere naar … jeg kan. Jeg skal ikke glemme Eder, jeg elsker Eder Lad mig nu være, lad mig være alene! Jeg har besluttet dette, allerede før … har besluttet det fast. Hvad der end maa komme, hvad enten jeg gaar tilgrunde eller ikke — jeg vil være alene. Glem mig, det er det bedste for os Alle … spørg heller ikke efter mig. Er det nødvendigt, saa kommer jeg selv eller … lader Eder kalde. Maaske bliver alt godt igen … Men hør nu, holder I af mig, saa lad mig gaa … ellers maa jeg … hade Eder, jeg føler det … Lev vel!…”
„For Guds Skyld!” skreg Pulcheria Alexandrowna.
Baade hans Moder og Søster saavelsom Rasumichin var grebne af en frygtelig Skræk.
„Rodja, Rodja! Lad det være godt mellem os, lad det være saaledes som det har været før!” raabte den stakkels Moder.
Han vendte sig og gik langsomt til Døren og ud af Værelset.
Dunja indhentede ham.
„Broder! Kan Du bære Dig saadan ad mod Moder!” hviskede hun til ham med et Blik fuldt af Vrede.
Han saa tungsindigt paa hende.
„Det er ikke … jeg kommer jo igen … jeg skal komme af og til;” mumlede han halvhøjt, som om han ikke vidste, hvad han skulde sige, og forlod Værelset.
„Haardhjærtede, onde Egoist!” raabte Dunja.
„Han er van-vit-tig, men ikke følesløs! Han er forrykt! Hvis De ikke indser det, saa er De selv haardhjærtet!…” hviskede Rasumichin hende i Øret og trykkede hendes Haand.
„Jeg kommer straks igen!” raabte han til Pulcheria Alexandrowna, der næsten var sanseløs og løb ud.
Raskolnikow ventede paa ham ved Enden af Korridoren.
„Jeg tænkte nok at Du vilde komme,” sagde han, „vend tilbage og bliv hos dem .... Bliv ogsaa hos dem i Morgen .... Al Tid. Jeg .... kommer maaske .... hvis det er muligt. Lev vel!”
Han gik sin Vej uden at række ham Haanden.
„Men hvor vil Du hen? Hvad fejler Dig? Hvad gaar der af Dig? Hvorledes kan Du nu bære Dig saadan ad … mumlede Rasumichin, som var helt ude af Fatning.
Raskolnikow blev staaende.
„En Gang for alle: udspørg mig ikke nogensinde eller om nogetsomhelst; jeg har ikke noget at svare Dig … besøg mig heller ikke. Maaske kommer jeg igen … Gaa nu din Vej … men dem — forlad dem ikke. Forstaar Du mig?”
I Korridoren var det mørkt; de stod ved en Lampe. Omtrent i et Minut saa de tavse paa hinanden.
Rasumichin huskede hele sit Liv dette Minut.
Raskolnikows glødende og stive Blik syntes for hvert Øjeblik at blive mere glødende, det trængte ind i hans Sjæl, i hans hele Bevidsthed.
Pludselig foer Rasumichin sammen. Det var, som noget hidtil uanet var svævet forbi ham. En Idé, et Tegn, noget frygteligt, grueligt, som begge pludseligt begreb, var dukket op mellem dem.
Rasumichin blev bleg som et Lig.
„Forstaar Du mig nu?” sagde Raskolnikow endelig med smerteligt fortrukne Træk, „… gaa tilbage igen, gaa ind til dem!” tilføjede han, vendte sig hurtigt og gik ud af Huset.
Jeg vil ikke fortælle, hvad der samme Aften foregik hos Pulcheria Alexandrowna, efterat Rasumichin var vendt tilbage til dem; hvorledes han søgte at berolige dem, besvor dem at lade Rodja være i Fred under hans Sygdom, forsikrede, at Rodja bestemt vilde komme daglig, at hans aandelige og legemlige Tilstand var meget rystet, at man ikke maatte opirre ham; han, Rasumichin, skulde passe nøje paa ham og skaffe en god Læge, den bedste i hele Fakultetet.
Den Aften blev Rasumichin deres Søn og Broder.