Forbryderen/2/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 50-74

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.


IV.

Raskolnikow gik den lige Vej til Huset ved Kanalen, hvor Sofia boede. Det var et gammelt, treetages, grønmalet Hus.

Han opsøgte Portneren og fik af ham ordentlig Anvisning paa, hvor Skræderen Kapernaumow boede.

Da han henne i en Krog i Gaarden havde fundet den trange og mørke Trappe, steg han op i anden Etage og traadte saa ud paa en Svalegang, der befandt sig ind imod Gaarden.

Medens han famlede om i Mørket og var i Tvivl om, hvor Indgangen til Kapernaumows Bolig kunde være, aabnede sig pludselig tre Skridt fra ham en Dør; han greb den mekanisk.

„Hvem er det?” spurgte en ængstelig, kvindelig Stemme.

„Det er mig; — jeg kommer for at besøge Dem,” sagde Raskolnikow og traadte ind i en ganske lille Entré, hvor en bøjet Messingstage med brændende Lys stod paa en Stol med gennemhullet Sæde.

„Er det Dem? For Guds Skyld!” sagde Sofia sagte og stod som fastnaglet.

„Hvor er Indgangen til Deres Værelse?… her?”

Raskolnikow gjorde sig Umage for ikke at se paa hende og gik ind i hendes Værelse.

Et Minut efter kom Sofia ind med Lyset og stillede sig hen for ham; hun var i en ubeskrivelig Bevægelse og angst ved, at han saa pludselig havde vist sig der. Hendes blege Ansigt blev pludselig rødt, og der kom Taarer i hendes Øjne. Hun følte sig svag, hun skammede sig, og dog havde hun en Følelse af Velbehag.

Raskolnikow vendte sig om og satte sig paa en Stol ved Bordet.

Han kastede et flygtigt Blik paa Omgivelserne. Værelset var stort, men meget lavt under Taget; den lukkede Dør, som førte ind til Kapernaumows Lejlighed var til venstre; paa den modsatte Side var der en Dør til, som imidlertid var lukket og fornaglet, den førte til den ved Siden af liggende fremmede Bolig.

Sofias Stue lignede en Lade; den havde Form af en uregelmæssig Firkant og saa derfor meget ilde ud. En Krog var meget spids, en anden meget stump; Muren med de tre Vinduer til Kanalen syntes at have gennemskaaret Værelset paa skraa. Den spidse Krog var ved den mangelfulde Belysning saa mørk, at man knap kunde se til Bunds i den.

I det store Værelse var der meget faa Møbler; tilhøjre en Seng, ved Siden af den en Stol, ved samme Væg, lige ved Døren, som førte til den fremmede Bolig, stod et simpelt Bord med et blaat Bordtæppe paa, og ved Siden af det to Rørstole. Ved Væggen ligeoverfor var der en tarvelig Kommode, det var hele Bohavet.

De gulagtige, smudsige og falmede Tapeter havde sorte Pletter i Hjørnerne; det tydede paa, at der om Vinteren maatte være meget fugtigt her.

Her var aabenbart megen Fattigdom, Sengen var ikke en Gang dækket med et Tæppe.

Sofia saa tavs paa sin Gjæst, der betragtede Værelset saa opmærksomt og uceremoniøst; hun begyndte at skælve af Frygt, som om hun stod for en Dommer, for en, som der skulde afgøre hendes Skæbne.

„Jeg kommer sent … Klokken er vel over elleve?” spurgte han, stadig uden at se paa hende.

„Ja,” mumlede Sofia, „ak ja, lige nu slog Klokken inde ved Siden af, jeg hørte det selv!” tilføjede hun, som om en vigtig Beslutning var afhængig deraf.

„Jeg kommer til Dem for sidste Gang”, vedblev Raskolnikow med mørkt Alvor, „skønt jeg er her for første Gang — jeg ser Dem maaske aldrig mere.”

„Vil De rejse bort?”

„Jeg ved ikke … det vil altsammen vise sig i Morgen..”

„De kommer altsaa ikke til Katerina Iwanowna i Morgen,” spurgte hun med skælvende Stemme.

„Jeg ved ikke .... alt vil blive afgjort i Morgen … men … der er ikke Tale derom … jeg er kommen til Dem for at sige Dem noget…”

Han løftede Øjnene til hende, saa fast paa hende og kom da pludselig i Tanker om, at han sad, medens hun stod foran ham.

„Hvorfor staar De op? Sæt Dem dog,” sagde han med forandret, sagte og inderlig Tone.

Hun satte sig.

Han saa venligt og næsten medlidende paa hende.

„Hvor De er mager, saadan en Haand, ganske gennemsigtig; Fingre som paa en Død.”

Han tog hendes Haand; Sofia smilede let.

„Jeg har altid været saaledes,” sagde hun.

„Ogsaa da De boede hjemme?”

„Ja.”

„Naa ja!.... naturligvis!…” sagde han afbrudt.

Ansigtsudtrykket og Stemmen havde atter pludseligt forandret sig. Han saa sig atter omkring.

„De har altsaa lejet dette Værelse af Kapernaumow?"

„Ja.”

„Han bor der bag den Dør?”

„Ja … han har et Værelse ligesom dette.”

„Hele Familien bor i et —”

„Ja!”

„Jeg vilde være bange for at opholde mig om Natten i Deres Værelse,” bemærkede han tungsindigt.

„Folkene er meget venlige,” svarede Sofia, der endnu ikke rigtig kunde samle sine Tanker, … „al Ting, Møblerne altsammen tilhører dem. De er meget venlige Børnene, kommer ofte ind til mig…”

„De stammer jo?”

„Ja, og han stammer ogsaa og er halt. Hans Kone er det heller ikke rigtig fat med, hun stammer just ikke, men det er, som om hun ikke kunde udtale al Ting, … hun er saa god; han var før Tjener i et Hus; de har syv Børn … kun den ældste stammer, de andre er nok sygelige, men de stammer ikke … Hvoraf véd De ellers det?” spurgte hun med nogen Forundring.

„Deres Fader fortalte mig det en Gang. Han har fortalt mig hele Deres Historie … han fortalte ogsaa om det, da De gik ud Klokken seks og kom hjem Klokken ni … og hvordan Katerina Iwanowna laa paa Knæ for Deres Seng.”

Sofia blev forlegen.

„I Dag var det ligesom om jeg saa ham, hviskede hun.

„Hvem?”

„Fader. Jeg gik paa Gaden her nede ved Hjørnet, mellem ni og ti; og da var det som om han gik foran mig. Aldeles som om det var ham. Jeg vilde gaa hen til Katerina Iwanowna…”

„De spaserede?”

„Ja,” hviskede Sojie atter forlegent og med nedslagne Øjne.

„Slog Katerina Iwanowna Dem, da De endnu boede hjemme hos Deres Fader?”

„Aa nej, hvad tænker De paa … nej, nej!”

Hun saa ordentlig ængstelig paa ham.

„Altsaa holder De af hende?”

„Hvem, Katerina Iwanowna? — aaja! …” sagde hun langsomt og klagende, men foldede derved sine Hænder saa sørgmodigt. „Ak, De kender hende ikke, hun er jo ganske som et Barn, hendes Forstand har lidt … af Sorger; og hun var saa klog, var saa højmodig … saa herlig! De ved det ikke, De kan jo ikke vide det … ak!”

Sofia sagde dette i en fortvivlet Tone; hun var bevæget og vred Hænderne. Hendes blege Kinder blev farvede af en stærk Rødme, og hendes Træk var fulde af Kval. Man saa paa hende, at en meget smærtelig Stræng i hendes Indre var bleven berørt; at der var noget, som hun gærne vilde have sagt og forsvaret. En ubegrænset Medfølelse stod at læse i hendes Træk.

„Hvorledes falder det Dem ind, at hun har slaaet mig? Herre Gud, slaaet!… Og selv om hun havde slaaet mig, hvad gjorde saa det? Naa, hvad kunde det have skadet? De ved ingen Ting, slet ingen Ting! Hun er saa ulykkelig, ak saa ulykkelig — og syg … Hun søger Retfærdighed … hun er saa ædel … Hendes Overbevisning er, at der overalt maa herske Retfærdighed, og hun kræver Retfærdighed af enhver. Hun begriber ikke, at Menneskene ikke al Tid kan være retfærdige og er derfor al Tid ophidset … som et Barn, aldeles som et Barn. Hun er retfærdig og vil Retfærdighed.”

„Hvad vil hun nu gøre?”

Sofia saa spørgende paa ham.

„Baade hun og Børnene ligger jo nu Dem til Byrde. Ja, De har jo nok ogsaa før maattet sørge for alt; den Afdøde selv har jo tigget af Dem. Men hvad skal det nu blive til?”

„Jeg véd det ikke,” sagde Sofia sørgmodig.

„Bliver de boende derhenne?”

„Jeg véd ikke, de skylder Husleje, men Værtinden skal i Dag have sagt, at de nu ubetinget maa flytte; Katerina Iwanowna siger selv, at hun ikke vil blive der et Minut længere.”

„Med hvilken Ret gør hun sig da saa vigtig? Hun gør vel Regning paa Dem?”

„Ak nej, tal ikke saaledes… vi er enige og kommer meget godt overens med hinanden,” begyndte Sofia atter bevæget og endog lidt stødt — hun blev ivrig lige som en lille Fugl, man har drillet. „Ja, hvad skal hun gøre?… hvad… hvad skal hun tage sig til?…” spurgte hun bevæget. „Hvor hun græd i Dag!… Hun begynder virkelig at blive svag paa Forstanden, har De ikke ogsaa lagt Mærke til det? Ja, ganske vist; først er hun ængstelig for Gravøllet… saa vrider hun Hænderne, hoster Blod, græder; saa begynder hun, ligesom i Fortvivlelse, at løbe Hovedet mod Væggen. Derefter trøster hun sig igen; hun haaber altid paa Dem og siger, at De nu bliver hendes Hjælper; hun vil laane lidt Penge et eller andet Sted og rejse med mig til sit Hjemsted; der vil hun oprette en Pensionsanstalt for adelige Frøkener; jeg skal være Forstanderinde, og skal der begynde et nyt prægtigt Liv. Hun omfavner mig, kysser mig og trøster mig — og tror fuldt og fast paa sine Fantasier! Kan man vel da modsige hende? Og saa vasker hun og gør rent, stopper og lapper, uafbrudt; hun slæbte i Dag selv Vaskebaljen ind i Værelset med sine ringe Kræfter, blev rent aandeløs og faldt om paa Sengen af Anstrængelse; i Morges gik vi sammen i Butiker. Hun vilde købe Sko til Poletschka og Lydia, da de gamle er opslidte, men vi havde ikke Penge nok; der var nogle nydelige smaa Støvler, som hun søgte ud; hun har Smag, maa De vide… Da begyndte hun inde i Butiken, medens Købmanden stod der, at græde over, at Pengene ikke slog til… Det var sørgeligt at se paa!”

„Naa, herefter er det jo altid begribeligt, at De maa føre et saadant Liv,” sagde Raskolnikow med bitter Spot.

„Gør det ikke ogsaa Dem ondt for hende?” sagde Sofia ivrigt. „De gav hende selv — jeg véd det — Deres sidste Skilling, endnu forinden De havde lært hende at kende. Og hvis De vidste alt, aah, Herregud! Hvor ofte har jeg ikke bragt hende til at græde, endnu i forrige Uge! Ja, jeg!… En Uge før hans Død var jeg saa haardhjærtet! Og hvor ofte, hvor ofte var jeg ikke det!… Jeg har maattet tænke paa det hele Dagen, og det gjorde mig saa ondt.”

Sofia vred sine Hænder, da hun fortalte ham dette.

„Altsaa er De haardhjærtet?”

„Ja, jeg er! Jeg kom derhen den Gang,” vedblev hun grædende, „den nu Afdøde sagde til mig: Sofia, læs noget højt for mig, jeg har saa ondt i Hovedet, læs… der er en Bog. Han havde laant en Bog af Andrej Ssemjonytsch, af Lebesätnikow, som ogsaa bor der og altid bragte slige latterlige Bøger med sig. Men jeg svarede: „Jeg maa gaa nu!” For jeg havde ingen Lyst til at læse højt og var egenlig kommen for at vise Katerina Iwanowna nogle Kraver og Mansketter, som Elisabeth havde bragt mig — de var billige og meget pæne. Katerina Iwanowna syntes godt om dem, hun passede dem, saa sig i Spejlet og kunde slet ikke skille sig fra dem: „Giv mig dem, Sofie, kære Du”, sagde hun og vilde saa gærne beholde dem. Men hvad skulde hun bruge dem til? Det var jo bare Erindringen om tidligere, lykkeligere Tider! Hun ser sig i Spejlet, glæder sig over dem, men har ingen Klæder, der passer til dem, hvad hun for Resten ikke har havt i mange Aar! Hun beder ellers aldrig om noget, ikke hos nogen som helst, hun er saa stolt og giver heller selv det allersidste bort; og netop den Gang besluttede hun sig til at bede, — saa godt syntes hun om dem! Men jeg havde ikke Lyst til at give dem bort; hvad skal Du med det, Katerina Iwanowna? sagde jeg. Allerede det var for meget! Hun saa saa sørgmodigt paa mig, og det gjorde hende saa ondt, da jeg afslog hendes Bøn; bare det at se paa hende var en sand Lidelse; Og det var ikke for Kravernes Skyld, men fordi jeg havde nægtet hende noget, jeg saa det paa hende. Ak, hvor gærne vilde jeg nu ikke gøre alt godt, tage alle de Ord tilbage… Ak ja … dog … det er Dem jo ganske ligegyldigt!”

„De kendte altsaa Smaahandlersken Elisabeth?”

„Ja!… De ogsaa?” spurgte hun med nogen Forundring.

„Katerina Iwanowna har Tæring, en ondartet Tæring; hun dør snart,” sagde Raskolnikow efter nogen Tavshed uden at besvare Sofias Spørgsmaal.

„Ak nej, nej?” Og Sofia greb uvilkaarligt begge hans Hænder, som om hun vilde bønfalde ham om ikke at tillade det.

„Det var jo dog bedst, om hun døde!”

„Nej, det var ikke bedst, ikke bedst, slet ikke bedst!” gentog hun ængsteligt uden at tænke efter.

„Og Børnene? Hvad skal de blive til, hvis De ikke tager Dem af dem?”

„Ak, jeg véd ikke?” raabte Sofia fortvivlet og holdt sig om Hovedet.

Man saa, at denne Tanke allerede oftere var opstaaet hos hende, og nu blev den paany vakt hos hende.

„Naa, men hvis De, medens Katerina Iwanowna endnu lever, bliver syg, og man bringer Dem paa Hospitalet — hvorledes vil det saa gaa?” vedblev han uden Medlidenhed.

„Ak, hvad er det, De siger! Det er jo umuligt!…” Og Sofias Ansigt fortrak sig i frygtelig Angst.

„Hvorfor er det umuligt?” vedblev Raskolnikow haardnakket, „er De da assureret mod det? Hvad skal der da blive af de andre? De maa da Allesammen ud paa Gaden; Moderen kommer til at hoste og tigge og løbe Hovedet mod Væggen, ligesom i Dag, og Børnene græder. Saa tager Politiet hende, hun kommer paa Hospitalet, døer, og Børnene…”

„Ak nej! Gud vil ikke tillade det!” brød det frem fra Sofias sammensnørede Bryst.

Hun lyttede ængstelig til hans Ord og foldede i stum Bønfalden sine Hænder, som om Alting kun afhang af ham.

Raskolnikow rejste sig og gik op og ned. Der gik et Minut.

Sofia blev staaende og lod Hænder og Hoved synke i usigelig Smærte.

„Og … man kan ingen Ting spare til Nødens Dag?” spurgte han og blev staaende foran hende.

„Nej,” hviskede Sofia.

„Naturligvis ikke! Har De forsøgt paa det?” spurgte han spodsk.

„Ja, jeg har forsøgt!”

„Og det er ikke lykkedes Dem? — Naa, naturligvis, hvad kan det nytte at spørge om det!”

Han gik igen op og ned. Atter varede det en Stund.

„Det er ikke hver Dag, De tjener noget?”

Sofie blev endnu mere forlegen, Blodet steg hende atter til Ansigtet.

„Nej!....” hviskede hun med kvalfuld Anstrængelse.

„Med Poletschka vil det vel gaa lige saadan,” sagde han pludseligt.

„Nej, nej! Det maa ikke ske, nej!” raabte Sofia højt og fortvivlet, som om hun havde faaet et Knivstik. „Gud, Gud vil ikke tillade noget saa frygteligt!…”

„Han tillader det dog med andre!”

„Nej, nej! Gud vil beskytte hende! Gud!…” gentog hun næsten sansesløs.

„Men maaske der ingen Gud gives,” svarede Raskolnikow med en vis Skadefryd; han lo og saa paa hende.

Sofias Ansigt forvandledes pludseligt … det fortrak sig krampagtigt.

Med en ubeskrivelig Bebrejdelse saa hun paa ham, det var, som om hun vilde sige noget, men hun kunde ikke faa det frem, og saa begyndte hun hæftigt at hulke.

„De siger, at Katerina Iwanowna har mistet Forstanden, nu mister jo De den ogsaa,” sagde han efter en kort Tavshed.

Der gik omtrent fem Minuter.

Han gik op ned, tavs og uden at se paa hende. Endelig traadte han hen til hende; hans Øjne glødede.

Han lagde sine Hænder paa hendes Skuldre og saa ind i hendes taarefulde Aasyn. Hans Blik var tørt, brændende, skarpt; hans Læber dirrede hæftigt…

Pludselig bukkede han sig ned, sank paa Knæ — og kyssede hendes Fødder.

Sofia vaklede ængstelig tilbage, som om en Vanvittig havde berørt hende. Han saa ogsaa virkelig ud som en Vanvittig.

„Hvad gør De, hvad gør De?… mig?” mumlede hun blegnende, og en dyb, dyb Sorg snørede hendes Hjærte sammen.

Han rejste sig straks.

„Det var ikke for Dig, at jeg bøjede mig … jeg bøjede mig for hele Menneskeslægtens Lidelse,” sagde han og gik hen til Vinduet.

„Hør,” vedblev han et Minut efter og vendte tilbage til hende, „jeg sagde for en Stund siden til en Bagvasker, at han ikke var saa meget værd som din Lillefinger … og at jeg havde vist min Søster den Ære at sætte hende ved Siden af Dig.”

„Ak, det kunde De sige? Og i hendes Nærværelse?” raabte Sofia ængsteligt. „En Ære at sidde ved Siden af — mig! Jeg er jo … æreløs! … Ak, hvad er det, De har sagt!”

„Ikke for din Æreløsheds og Synds Skyld, men for din store Lidelses Skyld sagde jeg det. At Du er en stor Synderinde — det er sandt,” tilføjede han med løftet Stemme, „og Du er især en Synderinde, fordi Du har ofret Dig og givet Dig hen uden Nytte. Og det skulde ikke være en Gru at maatte leve i denne Søle, skønt Du hader den og dog maa vide, hvis Du har Øjnene aabne, at Du ikke hjælper nogen med det! Sig mig dog en Gang,” raabte han, næsten ude af sig selv, „hvorledes kan en saadan Skændsel og Gemenhed forenes i Dig med de mest modsatte og hellige Følelser? Det var dog meget simplere, tusind Gange fornuftigere at gaa paa Hovedet i Vandet — saa var det Hele fordi!”

„Og hvad skulde der saa blive af dem?” spurgte Sofia sagte, idet hun med Lidelse saa paa ham; hun syntes slet ikke forundret over hans Forslag.

Raskolnikow betragtede hende med et ejendommeligt Blik, hvori han læste alt.

Denne Tanke var altsaa allerede faldet hende selv ind. Maaske havde hun ofte i sin Fortvivlelse tænkt paa, hvorledes hun vel paa engang skulde gøre Ende paa det altsammen. Hun lagde dog ikke Mærke til hans Ords Haardhed, og Meningen med hans Bebrejdelser, Hentydningen til hendes Skændsel havde hun naturligvis heller ikke forstaaet. Han havde iagttaget det. Men han forstod fuldkommen, hvilken uhyre Grad af Smærte Tanken om hendes æreløse og skændige Eksistens forvoldte hende.

Hvad havde vel altsaa hidtil forhindret hendes at gøre Ende paa Livet?

Nu først begreb han fuldstændigt, hvilken Betydning disse stakkels smaa faderløse Børn og denne elendige, halvgale Katerina Iwanowna med sin Tæring og sin „Løben Hovedet mod Væggen” havde for hende.

Ikke desto mindre var det ham ogsaa klart, at Sofia med sin Karakter og med sin aandelige Udvikling ikke i noget Tilfælde vilde kunne holde det længe ud.

Han kunde endnu ikke løse det Spørgsmaal, hvorledes det overhovedet var muligt, at hun saa længe havde kunnet finde sig i det uden at miste Forstanden og uden at fatte den Beslutning at tage Livet af sig.

Han begreb nok, at Sofias sociale Stilling var en Undtagelse, skønt ulykkeligvis slet ingen enestaaende. Men denne Stilling, denne halvudviklede Intelligens og hendes hele forudgangne Liv maatte dog, skulde man tro, egentlig dræbe hende ved det første Skridt paa denne afskyelige Vane?

Hvad var det altsaa, som holdt hende ved Livet? Vel ikke Utugten i og for sig?

Det var aabenbart, at denne Skændsel kun havde berørt hende overfladisk; den virkelige Utugt var endnu ikke med en Draabe trængt ind i hendes Hjærte, det saa han, det var ham klart…

Tre Veje ligger for hende, tænkte han; enten styrter hun sig i Vandet, eller hun kommer i Galehuset, eller … eller … hun kaster sig i Armene paa den virkelige Utugt, der bedøver Forstanden og forstener Hjærtet.

Den sidste Tanke var ham den modbydeligste, men han var Skeptiker, nar ung, abstrakt og altsaa grusom, og kunde derfor ikke værge sig mod den Tanke, at den sidste Vej — den dybeste Utugt — var den sandsynligste.

„Maa da virkelig dette Væsen,” lød det inde i ham, „der hidtil dog har beholdt Sjælens Renhed, med fuld Bevidsthed synke ned i denne nederdrægtige, stinkende Pøl?”

Skulde virkelig denne Synken allerede være begyndt, og skulde hun virkelig blot have kunnet taale alt dette saa længe, fordi Lasten ikke længer synes hende saa afskyvækkende?

Nej, nej, det er umuligt! raabte han pludseligt, nej, det, der indtil nu har reddet hende fra Vandet, er Tanken nu Synden og Sorgen for dem … og naar hun endnu ikke er bleven vanvittig…

Men hvem siger, at hun endnu er ved sin fulde Forstand? Har hun da virkelig endnu alle sine Aandskræfter? Kan man vel tale saaledes, som hun taler? Kan man med sin sunde Menneskeforstand ræsonnere saaledes som hun? Kan man sidde saaledes foran denne Afgrund, foran denne stinkende Pøl, hvert Øjeblik i Fare for at synke ned i den og dog afværge den, som advarer, lukke Øjnene, naar Nogen viser hende Faren?

Venter hun et Mirakel? ja ganske sikkert; og alt dette, er det ikke allerede Tegn paa Vanvid?

Ved denne Tanke blev han staaende. Denne Udvej behagede ham mere end alle de andre.

Han iagttog hende opmærksommere.

„Du beder altsaa ofte til Gud, Sofia?” spurgte han hende.

Sofia tav; han stod foran hende og ventede paa et Svar.

„Hvad skulde der da blive af mig, dersom jeg ikke havde Gud?” hviskede hun hurtigt og energisk, rettede de tindrende Øjne paa ham og trykkede hans Haand hæftigt.

Naa, der har vi det! tænkte han.

„Og hvad giver saa Gud Dig for det?” spurgte han videre.

Sofia tav længe, som om hun ikke mægtede at svare. Hendes svage Bryst hævede og sænkede sig af Bevægelse.

„Ti! Spørg ikke! De er ikke værdig til det!” … raabte hun pludseligt, idet hun saa strængt og vredt paa ham.

Ganske vist, ganske vist! gentog han haardnakket for sig selv.

„Han giver alting!” hviskede hun og sænkede Øjnene.

Altsaa dette er hendes Udvej! tænkte han for sig selv og betragtede hende ivrigt og nysgærrigt.

Med en ny, ejendommelig, næsten sygelig Følelse saa han nu ind i dette blege, smalle og uregelmæssige lille Ansigt, i disse blide blaa Øjne, der kunde tindre med en saadan Ild, med mørk, energisk Følelse; paa dette lille Legeme, der endnu bævede af Uvilje og Vrede, og alt syntes ham stedse underligere, umuligere.

Hun er gal, hun har religiøst Vanvid! gentog han for sig selv.

Paa Kommoden laa en Bog. Hver Gang han gik op og ned, havde han lagt Mærke til den, men nu tog han og saa paa den. Det var det nye Testamente i russisk Oversættelse[1].

Bogen var gammel og slidt.

„Hvor har Du faaet den fra?” udbrød han.

„Jeg har faaet den,” svarede hun, uden at se paa ham.

„Af hvem har Du faaet den?”

„Af Elisabeth; jeg bad hende om at skaffe mig den.”

Elisabeth? — det var besynderligt! tænkte han.

Lidt efter lidt forekom al Ting hos Sofia ham saa besynderligt om underligt. Han tog Bogen nærmere til Lyset og begyndte at blade i den.

„Hvor staar Historien om Lazarus?” spurgte han pludseligt.

Sofia saa egensindigt mod Gulvet og svarede ikke. Hun havde vendt sig halvt bort.

„Om Opvækkelsen af Lazarus! Find den for mig, Sofia.”

Hun kastede et Sideblik paa ham.

„Den staar ikke der!… i det fjerde Evangelium…” hviskede hun mørkt til ham uden at nærme sig.

„Find Stedet og læs det for mig," sagde han, satte sig ved Bordet, støttede Hovedet i Hænderne og saa hen for sig for at lytte.

Om tre Uger eller saa, mumlede han hen for sig, bringer de hende vel til den syvende Werst[2], da er jeg der maaske ogsaa — hvis jeg ikke er et ganske andet Sted.

Sofia gik nølende hen til Bordet og tog Bogen, da hun hørte Raskolnikows uventede Ønske.

„Har De da ikke læst det før?” spurgte hun og saa sky hen paa ham. Hendes Stemme blev stedse mere bitter.

„Jo, for lang Tid siden, da jeg gik paa Universitetet. Læs!

„Har De da ikke hørt den i Kirken?”

„Jeg … gaar ikke i Kirke. Gaar Du ofte derhen.”

„N—nej,” hviskede Sofia.

Raskolnikow smilte.

„Jeg forstaar det; Du gaar vel heller ikke derhen i Morgen til din Faders Begravelse?”

„Jo!… i forrige Uge var jeg der ogsaa .. jeg lod læse en Sjælmesse.”

„For hvem?”

„For Elisabeth … de har slaaet hende ihjel med en Økse.

Hans Nerver blev mere og mere ophidsede, Hovedet begyndte at svimle.

„Var Du gode Venner med Elisabeth?”

„Ja … hun var en retfærdig … hun kom … af og til … men sjælden. Vi læste sammen … og snakkede. Hun er hos Vorherre.”

Disse bibelske Ord klang saa besynderligt for ham; og saa opdagede han igen en Nyhed: hemmelighedsfulde Sammenkomster med Elisabeth, og de led begge af religiøst Vanvid.

Man kunde sandelig selv blive vanvittigt, det smitter! tænkte han. „Læs!” raabte han pludselig haardnakket og oprørt.

Sofia nølede endnu; hendes Hjærte bankede. Hun vovede ikke at læse højt for ham.

Han saa med en vis Kval paa denne „ulykkelige Sindssyge”.

„Hvorfor vil De? De tror jo alligevel ikke paa det?” hviskede hun næsten uhørligt.

„Læs! jeg ønsker det! Du har jo ogsaa læst for Elisabeth?”

Sofia slog op i Bogen og fandt Stedet; hendes Hænder rystede, Stemmen svigtede.

To Gange begyndte hun, men kom ikke over den første Stavelse.

„Men der var en Syg, Lazarus af Bethania” … begyndte hun endelig med Anstrængelse, men pludselig klang hendes Stemme som en for stærkt spændt Stræng, der var bristet. Hun tabte Vejret og det var som Brystet blev snøret sammen paa hende.

Raskolnikow forstod til Dels, hvorfor Sofia ikke kunde bekvemme sig til at læse for ham, og jo tydeligere dette blev ham, des hæftigere forlangte han det.

Han forstod, hvor svært det maatte være hende saaledes at prisgive og afsløre sit Indre. Han forstod, at disse Følelser dannede en længe gæmt Hemmelighed fra Barndommens Dage, fra den Tid, da hun endnu levede blandt sin Familie, hos den ulykkelige Fader, hos den af Kummer vanvittige Stedmoder, midt iblandt de sultne Børn, det øredøvende Skrig og de evige Bebrejdelser.

Men samtidig forstod han ogsaa nu, at skønt hun skammede sig og var angst, var det hende en kvalfuld Lyst at læse, uagtet sin Skam og uagtet sin Frygt, og særlig at læse højt for ham, saa han skulde høre det netop nu — „hvad der saa maatte følge af det.”

Han læste det i hendes Øjne, forstod det af hendes Bevægelser … Hun overvandt sig, undertrykkede Strubekrampen, som i Begyndelsen havde brudt hendes Stemme, og vedblev i 11te Kapitel af Johannes Evangelium:

„Og mange af Jøderne var komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham imøde, men Maria sad i Huset. Da sagde Martha til Jesum: Herre! havde Du være her, da var min Broder ikke død. Men ogsaa nu véd jeg, at hvad som helst Du vil bede Gud om, vil Gud give Dig.”

Her holdt hun atter inde, hun anede, at hendes Stemme atter vilde skælve og svigte…

„Jesus sagde til hende: Din Broder skal opstaa. Martha siger til ham: Jeg véd, at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag. Jesus sagde til hende: Jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve; og hver den, som lever og tror paa mig, skal ikke død evindeligen. Tror Du dette? Hun siger til ham:

(Sofia læste langsomt og tydeligt, som om hun aflagde en offentlig Trosbekendelse og trak Vejret tungt):

„Ja, Herre! jeg haver troet, at Du er Kristus, den Guds Søn, den, som skulde komme til Verden.”

Hun standsede, saa paa ham, men fattede sig straks og blev ved at læse.

Raskolnikow sad der ubevægelig og hørte paa hende.

De læste indtil 32te Vers:

„Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saa ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre, havde Du været her, da var min Broder ikke død. Der Jesus da saa hende græde, og saa Jøderne græde, som kom med hende, blev han dybt rørt og sagde: Hvor har I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og se. Jesus græd. Da sagde Jøderne: Se, hvor han elskede ham! Men nogle af dem sagde: Kunde ikke den, som aabnede den Blindes Øjne, have gjort, og at denne ikke var død?”

Raskolnikow vendte sig mod hende og betragtede hende urolig: Ja rigtigt! Hun rystede som i Feber.

Hun nærmede sig det største Vidunders Ord, og en Følelse af den højeste Triumf greb hende.

Hendes Stemme var klingende som Metal; Triumf og Glæde tonede i hende, og hun blev urolig. Linierne løb sammen for hende, thi det mørknede for hendes Øjne, men hun kunde det, hun læste, udenad.

Ved det sidste Vers: „Kunde ikke den, som aabnede den Blindes Øjne…” gengav hun, idet hun lod Stemmen synke, hedt og lidenskabeligt de vantro, blinde Jøders Tvivl, Bedrejdelse og Dadel, disse samme, som straks efter, bare et Minut efter, skulde falde ned ligesom lynslagne, hulke og tro … Og han, han — var ogsaa forblindet og vantro; han vil ogsaa snart høre det, vil ogsaa blive troende, ja, ja! nu straks .... foer det hende gennem Hovedet, og hun skælvede af glad Forventning.

„Derfor blev Jesus atter inderligen bevæget og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Sten laa for den. Jesus sagde: Tag Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage.”

Hun betonede stærkt Ordet fire.

„Jesus sagde til hende: Sagde jeg Dig ikke, at dersom Du kunde tro, skulde Du se Guds Herlighed? Derfor tog de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: Fader, jeg takker Dig, at Du har hørt mig. Men jeg vidste, at Du hører mig altid; men for Folkets Skyld, som staar omkring, sagde jeg det, at de skal tro, at Du har udsendt mig. Og der han dette havde sagt, raabte han med høj Røst: Lazarus, kom her ud! Og den Døde kom ud.”

(Hun læste det højt og højtideligt, stirrende og med en Skælven, som om hun saa det for sine Øjne:)

„Bunden med Ligklædet om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med Svededug. Jesus sagde til dem: Løs ham og lad ham gaa.”

„Derfor troede mange af de Jøder paa ham, som var kommen til Maria og havde seet de Ting, som Jesus havde gjort.”

Længere læste hun ikke og kunde heller ikke læse mere; hun lukkede Bogen og rejste sig.

„Det er alt … om Opvækkelsen af Lazarus,” hviskede hun afbrudt og mørkt og stod ubevægelig vendt til Siden, som om hun ikke var sikker paa sig selv og skammede sig for at løfte Øjnene til ham.

Den feberagtige Sitren varede endnu; Lysestumpen brændte endnu i den bøjede Lysestage og belyste i denne fattige, usle Bolig Morderen og Bolersken, der saa ejendommeligt var komne sammen ved Læsningen af den evige Bog.

Der gik fem Minuter — kanske mere.

„Jeg er kommen for at meddele Dig noget vigtigt,” sagde pludselig Raskolnikow højt og med rynket Pande, rejste sig hastigt og traadte hen til Sofia.

Hans Blik var usædvanlig haardt, og en vild Bestemthed læstes i det.

Hun løftede tavs Øjnene til ham.

„Jeg gik i Dag bort fra min Moder og Søster,” sagde han. „Nu gaar jeg ikke mere til dem. Dér har jeg revet alle Baand over.”

„Men hvorfor?…” spurgte Sofia lige som bedøvet.

Mødet med Moderen og Søsteren havde gjort et dybt Indtryk paa hende, skønt hun ikke var sig det ganske bevidst.

Meddelelsen om Bruddet hørte hun med Skræk.

„Nu har jeg bare Dig alene,” tilføjede han. „Vi maa nu gaa sammen … derfor er jeg kommen til Dig. Vi er begge fordømte, og derfor vil vi ogsaa blive sammen!”

Hans Øjne lyttede „som hos en Vanvittig”, tænkte nu Sofia.

„Men hvor skal vi gaa hen?” spurgte hun ængstelig og traadte uvilkaarlig tilbage.

„Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg véd blot, at vi har samme Vej, det er alt, hvad jeg véd — ikke andet!… Vi har samme Maal!”

Hun saa paa ham uden at forstaa ham. Hun forstod kun, at han maatte være uendelig ulykkelig.

„Ingen af de andre vil forstaa Dig, om Du taler med dem,” vedblev han, „men jeg har forstaaet Dig. Jeg kan ikke undvære Dig, derfor er jeg kommen til Dig.”

„Jeg forstaar det ikke,” hviskede Sofia.

„Du skal siden forstaa det. Har Du kanske ikke gjort det samme? Du har ogsaa overskredet Skranken … har formaaet at overskride den. Du har lagt Haand paa Dig selv. Du har ødelagt et Liv … dit eget — det er det samme — Du havde kunnet leve i Aand og Fornuft, og maa nu ende i de gemeneste Lasters Huler. Men Du vil ikke kunne holde det ud, og naar Du bliver alene, vil Du miste Forstanden lige som jeg. Du er allerede nu paa Veje til det, altsaa maa vi gaa sammen, slaa ind paa samme Vej! Kom altsaa!”

„Hvorfor? Men hvorfor ?” sagde Sofia, der var ejendommeligt rørt og grebet af hans Ord.

„Hvorfor? Fordi det ikke kan blive ved saaledes — derfor! Man maa dog endelig lære at bedømme sin Stilling aabent og ærligt, men ikke bare græde kvindagtigt og sige, at Gud ikke vil tillade det! Naa, og hvad skal det saa blive til, naar de virkelig i Morgen bringer Dig til Hospitalet? Hun, din Stedmoder, har mistet Forstanden og har Tæring, dør vistnok snart … og Børnene? Vil ikke ogsaa Poletschka gaa til Grunde? Har Du ikke her paa Gadehjørnerne ofte set Børn, som er sendte ud af deres Mødre for at tigge? Jeg har skaffet mig Underretning om, hvor og under hvilke Forhold disse Mødre lever. Det er Steder, hvor Børnene ikke længer kan blive Børn. Der bliver de til Tyvepak allerede ved 7-Aars-Alderen. Men Børnene er jo — Kristi Billede! „Himmeriges Rige er deres”. Han sagde, man skulde agte og elske dem, de er den kommende Menneskeslægt.”

„Men hvad … hvad skal vi da gøre?” Sofia brød ud i en hysterisk Graad og vred Hænderne.

„Hvad vi skal gøre? Der maa brydes med alt, en Gang for alle, det er det hele; og man maa tage sit Kors paa sig!… Hvad? Du begriber ikke det? Du kommer nok til at begribe det … Frihed og Magt, men først og fremmest Magt!… over alle disse skælvende Kreaturer og over hele den elendige Flok af Myrer! Det er Maalet! Husk paa det! Det er det, som jeg giver Dig med paa Rejsen. Kanske taler jeg nu med Dig for sidste Gang. Naar jeg ikke kommer igen i Morgen, vil Du erfare alt, og husk da paa disse Ord. Og en Gang senere, om mange Aar, i Tidens Løb, vil Du kanske forstaa, hvad de havde at betyde. Men kommer jeg igen i Morgen, saa skal jeg sige Dig, hvem der har dræbt Elisabeth. Farvel!”

Sofia foer sammen af Skræk.

„Men véd De da, hvem der har dræbt hende?” spurgte hun stirrende paa ham og stiv af Skræk.

„Jeg véd det og skal sige Dig det … Dig, bare Dig alene. Dig har jeg udvalgt! Jeg vil ikke komme til Dig for at bede Dig om Tilgivelse — nej, blot ganske simpelt for at sige Dig det. Allerede for længe siden udvalgte jeg Dig, allerede den Gang, da din Fader fortalte om Dig, og da Elisabeth endnu levede, tænkte jeg paa det. Farvel. Giv mig din Haand. Til i Morgen!”

Han gik ud.

Sofia saa efter ham som en vanvittig, men følte sig selv forvirret.

Hun blev svimmel. „Herre Gud! hvor kan han vide, hvem der har dræbt Elisabeth? Hvad betyder disse Ord? Hvor det er frygteligt altsammen!”

Men Tanken kunde hun ikke fatte, slet ikke!… Aa, han maa være frygtelig ulykkeligt … Han har forladt Moder og Søster; hvorfor? Hvad er Grunden?… og hvad har han for Hensigter? Hvad var det han sagde hende! Han kyssede hendes Fod og sagde … ja han sagde det tydeligt, at han ikke mere kunde leve uden hende … o, Gud!

Sofia tilbragte hele Natten i Feberfantasier. Hun stod stundom op, græd, vred Hænderne, saa tabte hun atter Besindelsen i en feberagtig Søvn og drømte om Poletschka, Katerina Iwanowna, Elisabeth, Læsningen af Evangeliet og om ham … ham med det blege Ansigt og de brændende Øjne … hvorledes han kysser Fødderne, græder … o Gud!


Til Højre bag Døren, der skilte Sofias Stue fra Gertrude Karlowna Røslichs Lejlighed, var et Mellemværelse, som allerede i lang Tid havde staaet tomt, og som Fru Røslich vilde leje ud. Der var klæbet Sedler paa Vinduerne, som vendte mod Kanalen.

Sofia troede altid, at dette Værelse var ubeboet. Men i dette tomme Værelse stod hele Tiden Hr. Swidrigailow ved Døren og lyttede.

Da Raskolnikow var gaaet, blev han endnu staaende en Stund, betænkte sig, gik paa Tæerne tilbage til sit Kammer, hentede en Stol og satte den lydløst tæt ind til Døren, der førte til Sofias Stue.

Samtalen var for ham interessant og af stor Betydning og behagede ham overordentligt; saa meget, at han satte Stolen derhen for senere i Morgen f. Eks., at slippe den Ubehagelighed atter at maatte staa en hel Time; han vilde indrette sig mageligere for i enhver Henseende bedre at kunne nyde sin Fornøjelse.



  1. Først i nyere Tid tør Bibelen trykkes paa russisk og udbredes; den Gang var den endnu forbudt.
  2. Galehuset, som ligger syv Werst fra Petersborg.