Spring til indhold

Forbryderen/2/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 74-99

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.
Oversættelsen:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1929.

V.

Da Raskolnikow næste Morgen præsis Klokken elleve kom til Politikammeret i den Afdeling, hvor Formanden for Undersøgelsessager var, og bad, om man vilde melde ham for Porphyrius Petrowitsch, saa undrede han sig over, at man saa længe ikke modtog ham; der gik mindst ti Minutter, før man endelig lod ham komme ind.

Han havde ventet, at man straks vilde sætte ham fast. Men der stod han nu i Forværelset, og Folk gik frem og tilbage forbi ham, uden at nogen bekymrede sig om ham.

I næste Værelse, et Kontor, sad nogle Betjente og skrev, og ingen af dem syntes at have nogen Idé om, hvem og hvad Raskolnikow var.

Med urolige og mistænksomme Blikke saa han sig om, om der ikke var en hemmelighedsfuld Spejdér der, bestemt til at passe paa ham, saa han ikke skulde fjærne sig.

Men han mærkede intet, han saa blot Kontoransigter med de smaalige Sorger, samt forskællig umistænkelige Personer; ingen agtede paa ham, han kunde let have gaaet sin Vej med det samme.

Stedse mere greb den Tanke ham, at hvis virkelig Gaarsdagens gaadefulde Mand, dette Spøgelse, som syntes at være vokset op af Jorden, havde vidst alt og set alt — saa vilde man vel næppe have ladet ham, Raskolnikow, staa der saa rolig og vente.

Og vilde man vel have ventet paa ham her til Klokken elleve, ventet paa, at det behagede ham at umage sig hid.

Det var altsaa klart: enten havde hin Mand ikke angivet naaet, eller … han vidste selv ingen Ting, havde ikke set noget med egne Øjne — hvor skulde det ogsaa være muligt? — og derfor var alt det, som i Gaar havde passeret ham, Raskolnikow, atter blot et Fantasibillede, der var blevet forstyrret ved hans ophidsede og syge Indbildningskraft.

Denne Løsning havde forøvrigt allerede i Gaar sat sig fast hos ham, medens han endnu befandt sig i det første Stadium af Uro og Fortvivlelse.

Da han endnu engang overlagde alt og forberedte sig til ny Kamp, følte han pludselig at han rystede — en Afsky greb ham ved den Tanke, at det skulde være Frygt for den ham saa modbydelige Porphyrius Petrowitsch, der bragte ham til at skælve. Det var ham det skrækkeligste atter at maatte staa for dette Menneske, der var ham saa antipathisk; han hadede ham umaadeligt, uendeligt og frygtede endog for paa en eller anden Maade at forraade sig ved sit Had.

Hans Afsky var saa stor, at den straks undertrykte hans Skælven; han beredte sig til med kold, fræk Mine at træde ind og lovede sig selv at tie saa meget som muligt, at holde Øjne og Øren aabne og i det mindste denne Gang for enhver Pris at holde sin sygeligt ophidsede Natur i Tømme.

Saa blev han kaldt ind.

Porphyrius Petrowitsch var alene i sit Kabinet. Det var et middelstort Værelse med ordinære Møbler, blandt hvilke der ogsaa befandt sig en med Voksdug betrukken Sofa.

I Hjørnet ved den indre Væg var en lukket Dør; bagved den maatte der altsaa være et andet Værelse.

Da Raskolnikow traadte ind, lukkede Porphyrius Petrowitsch Døren efter ham, og de blev alene.

Han modtog sin Gæst med den mest oprømte og venligste Mine af Verden; først efter nogle Minuters Forløb bemærkede Raskolnikow nogle Tegn til Forlegenhed hos ham — som om han var kommen ham paatværs og havde grebet ham i noget hemmelighedsfuldt og skjult.

„Ah, Højstærede! der har vi Dem altsaa … her i vort Strøg…” begyndte Porphyrius og rakte Raskolnikow begge Hænder. „Naa, bedste Ven, sæt Dem! „Eller synes De maaske ikke om, at man kalder Dem højstærede og bedste Ven, saadant tout court? Jeg beder Dem, tag det ikke for Familiaritet … Værsgod at tage Plads i Sofaen.”

Raskolnikow satte sig uden at vende Øjnene fra ham.

„… I vort Strøg, Undskyldningen for Familiaritet, det franske tour court o. s. v. Han rakte mig begge Hænder, men trak dem tilbage i Tide” … disse Tanker foer Raskolnikow mistænksomt gennem Hovedet.

Begge betragtede hinanden gensidigt, men naar deres Blikke mødtes, saa vendtes de, saa hurtigt som Lynet, atter bort fra hinanden.

„Jeg har bragt Dem Papiret … angaaende Uhret … der er det. Er det nu rigtigt skrevet, eller maa jeg skrive det om?”

„Hvilket? Papiret? Naa, saaledes … vær De ganske rolig, det er godt nok,” skyndte Porphyrius Petrowitsch sig at sige, og først efter at det var sagt, tog han og læste det. „Ja, ganske rigtigt … mer behøves ikke,” sagde han hurtigt bekræftende og og lagde Papiret paa Bordet.

„De sagde i Gaar — tror jeg — at De vilde spørge mig … formelt … om mit Bekendtskab til den … Dræbte?” begyndte atter Raskolnikow. Hvorfor skulde jeg nu indflette dette „tror jeg” foer det igennem ham. Hvorfor bliver jeg nu urolig over, at jeg har indflettet dette „tror jeg?” var hans næste lynsnare Tanke.

Han følte pludseligt, at i Porphyrius' Nærværelse antog hans Mistænkelighed atter uhyre Dimensioner … og at deri laa en stor Fare … Nerverne blev ophidsede af det, hans Uro forøget … Det er uheldigt!… jeg kommer atter til at forsnakke mig!

„Ja, ja, ja! Bryd Dem ikke om det! Det haster jo ikke, vi har god Tid!” mumlede Porphyrius Petrowitsch og gik under dette stadig op og ned uden noget Maal, idet han af og til undveg Raskolnikows Blikke og saa atter betragtede ham stivt.

Hans lille, tykke, runde Figur tog sig ud som om den rullede omkring som en Kugle og syntes at prelle af fra alle Vægge og Hjørner.

„Vi har jo Tid… Ryger De?”

Han rakte ham en Cigaret.

„… Jeg modtager Dem her, men min Bolig er dér, bag den Væg, det er min Embedsbolig. Imidlertid har jeg ogsaa en privat Bolig. Her er en Del Reparationer at gøre. Men nu er allerede næsten alting færdigt… En Embedsbolig er dog en prægtig Ting, en prægtig Ting!… Ikke sandt? Hvad mener De?”

„Jo, en prægtig Ting,” svarede Raskolnikow og saa næsten spottende paa ham.

„En prægtig Ting, en prægtig Ting…” gentog Porphyrius Petrowitsch, som om han tænkte paa ganske andre Sager, „ja, en prægtig Ting!” raabte han endelig højt og kastede, idet han blev staaende to Skridt fra Raskolnikow, sit Blik paa denne.

Denne hyppige, dumme Gentagelse modsagde ved sin Urimelighed aabenbart det alvorlige, betænksomme og gaadefulde Blik, som han nu sendte sin Gæst.

Raskolnikows Vrede steg derved endnu mere, og han kunde ikke overtale sig til at undertrykke en spotsk, men temmelig uforsigtig Udfordring:

„Véd De vel,” sagde han pludseligt, idet han næsten frækt saa paa Porphyrius Petrowitsch — og denne Frækhed skænkede ham endog en vis Lystfølelse — „at der gives saadan en juridisk Regel, et Kunstgreb for Undersøgelsesdommere — først tager de fat langt borte fra det, de vil vide, begynder med Bagateller, eller ogsaa med alvorlige, men langt borte fra hentede Genstande og tale om dem for at udgyde den Anklagede Mod, eller rettere sagt at adsprede ham, faa hans Forsigtighed til at slumre, og saa pludselig paa den mest uventede Maade at slaa ham for Hovedet med et skæbnesvangert og faretruende Spørgsmaal; er det ikke rigtigt? Det forekommer mig, at dette læres i alle Regler og Vejledninger.”

„Ganske rigtig, ganske rigtig!”… De tror altsaa, at jeg paa denne Maade, med Embedsboligen … hvad?”

Og da Porphyrius Petrowitsch sagde dette, blinkede han stærkt med Øjnene. Rynkerne paa hans Pande glattede sig, Ansigtstrækkene fortrak sig, og han brød pludseligt ud i en nervøs, længe vedholdende Latter, vaklede og rystede med hele Kroppen og stirrede Raskolnikow lige i Øjnene.

Denne tvang sig først til selv at le med, men da Porphyrius saa, at Raskolnikow ogsaa lo, steg hans Latteranfald, saa han blev ganske purpurrød i Ansigtet.

Men i sin Uvilje glemte nu Raskolnikow al Forsigtighed, han holdt op med sin Latter, rynkede Panden og betragtede hele Tiden under denne forcerede, uendelige Latter Porphyrius længe og fjendtligt.

Uforsigtigheden fandt for øvrigt Sted paa begge Sider. Det syntes, som om Porphyrius lo sin Gæst lige op i Ansigtet, men denne syntes at tage Latteren fjendtligt op, og det lod til, at denne Fjendtlighed ikke i ringeste Maade generede Porphyrius.

Det sidste var meget betydningsfuldt for Raskolnikow. Han indsaa nu, at Porphyrius heller ikke forhen paa nogen Maade havde generet sig, men at han, Raskolnikow selv, maaske var gaaet i Fælden, at her øjensynlig var noget forhaanden, hvorom han endnu intet anede, en eller anden Hensigt; at maaske alting allerede var forberedt, og at Katastrofen kunde komme, hvad Øjeblik det skulde komme.

Han gik derfor lige løs paa Maalet, rejste sig og tog sin Hue.

„Porphyrius Petrowitsch,” begyndte han, men temmelig oprørt, „De ytrede i Gaar det Ønske, at jeg skulde komme til et Forhør. Jeg er nu kommen, og ønsker De noget af mig, saa forhør mig; hvis ikke, saa tillad, at jeg fjerner mig. Jeg har ikke Tid … Jeg maa gaa til den forulykkede Embedsmands Begravelse, som De nok véd.” At han havde tilføjet disse Ord ærgrede ham atter og endnu mere oprørt vedblev han: „alt dette er mig modbydeligt, hører De… jeg er endogsaa tildels syg af det… kort og godt”, skreg han næsten, som om han følte, at Frasen om Sygdom heller ikke var paa sin Plads, „enten forhører De mig, eller De lader mig gaa, og det straks … og vil De forhøre mig, saa gør det i lovlig Form! paa anden Maade vil jeg ikke finde mig i det; og altsaa Farvel indtil videre, vi to har nu ikke mere at gøre med hinanden.”

„Herre Gud, hvad gaar der af Dem?… Angaaende hvad skal jeg forhøre Dem?” sagde Porphyrius Petrowitsch, som straks havde forandret Tone og afbrudt sin Latter, „bliv dog ikke vred for saa lidt.” Og han rumsterede atter omkring, løb frem og tilbage og gjorde sig Umage for atter at faa Raskolnikow til at sidde ned, „vi har jo Tiden for os, alt det her er jo Bagateller! Jeg er jo saa glad over, at De atter har besøgt mig … jeg betragter Dem som Gæst. Og denne fordømte Latter maa De virkelig undskylde, bedste Rodion Romanowitsch, — ikke sandt, Rodion Romanowitsch er det jo? Jeg er saa nervøs og De fik mig til at le ved Deres vittige Bemærkning; det hænder mig af og til, da begynder jeg at bævre — som Gummi elastikum, og det varer ofte en halv Time… Jeg kommer saa let til at le, at jeg endogsaa maa vogte mig for ikke at faa et Slagtilfælde. Men saa sæt Dem dog, det har da ikke saadan et Hastværk. Jeg beder Dem paa det indstændigste, ellers maa jeg jo tro, at De er vred paa mig.”

Raskolnikow hørte tavs paa ham og betragtede ham vredt og mørkt. Han satte sig for Resten ned igen dog uden at lægge Huen bort.

„Jeg maa nu sige Dem noget om mig selv, allerbedste Rodion Romanowitsch, saa at sige til Forklaring af min Karakter,” vedblev Porphyrius Petrowitsch, der fremdeles fejdede omkring i Værelset og undgik sin Gæsts Blik. Ser De, jeg er en Garçon, et Menneske uden fine Omgangsformer, en ubekendt Personlighed, desuden et færdigt, saa at sige stivnet Menneske, der allerede er gaaet i Frø … og … har De ikke lagt Mærke til, Rodion Romanowitsch, at hos os i Rusland, og hovedsageligt i vore Petersborger-Kredse — naar to fornuftige Mennesker kommer sammen der, som endnu ikke er nøjere kendte med hinanden, men gensidigt agter hinanden, saaledes som for Eksempel vi, saa kan de ofte sidde en halv Time uden at finde et passende Samtaleæmne. — Alle andre har Samtaleæmner paa rede Haand, Damerne for Eksempel … Verdensmennesker af de højere Regioner … alle har deres egne Samtaleæmner, c'est de rigueur; men Mellemsorten, Folk som vi — bliver altid let forlegne og er da kun lidet snaksomme det vil sige, blot de tænkende. Hvad kommer det vel af? Gives der ingen fælles selskabelige Interesser for os eller er vi for ærlige til gensidigt at bedrage hinanden? — jeg véd det ikke. Hvad er Deres Mening?… Men læg dog Huen bort, det ser jo ud, som om De sad paa Springet til at gaa, og det er mig imod … jeg glæder mig over at…”

Raskolnikow lagde Huen, men tav haardnakket, alvorlig og mørk, og hørte paa Porphyrius' tomme Pjank. Skulde han virkelig ville aflede min Opmærksomhed ved sit dumme Vaas?

„Jeg byder Dem ikke Kaffe, her er ikke Stedet til det; men hvorfor skulde De ikke kunne sidde en fem Minuters Tid hos en Ven…” vedblev Porphyrius utrættelig, „véd De, alle disse Embedspligter … men jeg beder Dem, bedste Ven, tag mig ikke ilde op, at jeg gaar saadan op og ned; undskyld, min bedste, jeg er altid bange for at fornærme Dem, men Bevægelse er mig aldeles nødvendig. Jeg sidder for meget, og er saa glad, naar jeg en Gang kan gaa omkring en fem Minuters Tid … disse Hæmorrhoider … jeg foresætter mig altid at begynde paa et Gymnastik-Kursus … Altsaa med Hensyn til disse Embedspligter, disse Forhør og hele Formalisme … De nævnede jo selv dette, bedste Ven … saa maa De vide, bedste Rodion Romanowitsch, at disse Forhør virkelig ofte gør Forhøreren mere konfus end den Forhørte! De har jo selv nylig fuldstændig rigtigt og meget aandrigt bemærket dette — Raskolnikow havde slet ikke sagt noget saadant —. I Sandhed, man væver sig ofte saadan ind, at man bliver ganske forvirret! Bestandig den samme, den evige Ensformighed! Nu skal der da endelig komme en Reform, og vi skal have anden Benævnelse, he, he, he! Og hvad vore juridiske Kunstgreb angaar — som De saa aandrigt behagede at udtrykke Dem — saa er jeg helt og holdent af Deres Mening. Sig blot selv, hvem af alle disse Anklagede skulde vel ikke vide — selv den dummeste Bonde ved det — — at man i Begyndelsen søger at berolige ham med Spørgsmaal om Biting —— Deres eget veltrufne Udtryk — og at man saa pludselig slaar ham en for Panden, ha, ha, ha! for at bruge Deres godt valgte Sammenligning, ha, ha! Altsaa, De troede virkelig, at jeg med Boligen dèr vilde … ha, ha! Men hvad De er for et ironisk Menneske! Naa, naa, jeg skal ikke gøre det mere! Ak, apropos, det ene Ord tager det andet — der behagede De nu nylig at nævne Formaliteterne med Hensyn til Forhør. Naa, hvad er det saa med disse Formaliteter! Den retslige Form er under visse Omstændigheder det bare Vrøvl. Ofte, naar man saadan snakker venskabeligt med hinanden, kommer man langt videre. De retslige Former maa ikke binde Undersøgelsesdommeren ved hvert Skridt. Opgaven som Undersøgelsesdommer er jo saa at sige en Frikunst i sit Slags, eller noget lignende … ha, ha, ha!”

Porphyrius Petrowitsch maatte standse et Øjeblik for at trække Vejret.

Han havde uden Afbrydelse dels revet tomme Fraser af sig, dels ogsaa ladet falde nogle gaadefulde Antydninger, for derpaa skyndsomst igen at falde tilbage i det tomme Frasemageri.

Han løb stedse hurtigere omkring i Værelset med sine tykke Ben, stirrede stadig paa Gulvet og holdt den højre Haand paa Ryggen, medens han gestikulerede med den venstre; hans Gestikulation passede imidlertid næsten aldrig til hans Ord.

Raskolnikow lagde Mærke til, at han under denne Gaaen op og ned ad Gulvet et Par Gange blev staaende et Øjeblik ved Døren, som om han lyttede … Mon han ventede paa noget?

„Det har De fuldkommen Ret i,” begyndte Porphyrius atter oprømt og saa med en saa usædvanlig Trohjærtighed paa Raskolnikow, at denne tog sig sammen og belavede sig paa et nyt Angreb. „Det har De fuldkommen Ret i, at De behagede at spotte saa vittigt over disse.juridiske Formaliteter, ha, ha! Disse vore ­— ganske vist sjældne — dybtsindigt-sykologiske Kneb er virkelig yderst latterlige, ja om De vil, unyttige; især naar de indsnævres af visse Formaliteter. Ja … jeg kommer atter tilbage til Formaliteterne: hvis jeg f. Eks. anser en eller anden for en Forbryder saa at sige … De forbereder Dem jo ogsaa for Retsfaget, ikke sandt Rodion Romanowitsch.”

„Jo, jeg gjorde…”

„Naa, altsaa, der har De et Eksempel, saa at sige en Lære for Fremtiden! — det vil sige, tro nu ikke, at jeg vil understaa mig til at lære Dem noget; de skriver jo selv saadanne Artikler om Forbrydelse; Nej, bare saadan i Forbigaaende, som Faktum, som et lille Eksempel tillader jeg mig at nævne det — altsaa: jeg anser en Person for en Forbryder; hvorfor skulde jeg da gøre ham bange, før det rigtige Tidspunkt var kommet; selv om jeg havde Beviser mod ham? Den ene er jeg ganske vist forpligtet til hurtigst mulig at sætte fast, naar en anden er af en hel anden Kaliber, hvorfor skulde jeg saa hindre ham i at spasere om i Byen, ha, ha! Nej, det lader til, at De endnu ikke forstaar mig, derfor vil jeg gøre Dem det Dem endnu tydeligere: Naar jeg f. Eks. putter nogen for tidligt i Hullet, saa giver jeg ham dermed maaste en Art moralsk Støtte … ha, ha, De lér? (Raskolnikow tænkte slet ikke paa at le, han sad med sad med sammenbidte Læber og vendte ikke sit glødende Blik bort fra Porphyrius Petrowitsch's Øjne). Og saaledes er det virkelig, især med visse Subjekter, thi Menneskene er saa forskælligartede, og hos hver enkelt af dem maa ene og alene Praksis afgøre det. Saa vil De maaske sige: men Beviserne! — Naa, lad os antage, at der er Beviser; men Beviser, kære Ven, har for det meste to Sider, og jeg er kun Undersøgelsesdommer, altsaa saa at sige kun et svagt Menneske; det maa jeg selv tilstaa; jeg vilde altfor gærne have Undersøgelsen matematisk klar, ligesom at to og to er fire; jeg vilde gærne skaffe et fuldstændigt og ubeskrideligt Bevis! — Men naar jeg nu sætter ham fast til urette Tid — selv om jeg er overbevist om, at han er den rette — da afskærer jeg mig muligvis selv de Midler, hvormed jeg senere maaske fuldstændig kunde faa ham i min Magt, og hvorfor? Fordi jeg hensætter ham i en saa at sige definitiv Position, bestemmer ham sykologisk og indordner ham paa hans Hylde, og saa trækker han sig tilbage i sit Sneglehus for mig og begriber endelig, at han er Arrestant. I Sebastapol, siger man, straks efter Slaget ved Alma, frygtede de kloge Folk mest for, at Fjenden straks skulde gøre et aabent Angreb og uden videre indtage Sebastopol; men da de saa, at en regelmæssig Belejring blev foretrukken og den første Parallel aabnet, da skal de kloge Folk have beroliget og glædet sig meget. Det kommer i det mindste til at vare to Maaneder, sagde de, før en Belejring fører til Maalet!… De ler igen, tror det ikke? Ganske vist har De ogsaa Ret. Javel; De kan nok have Ret; jeg er ganske enig med Dem i, at det anførte Tilfælde virkelig blot er enestaaende! Men der er dog, min bedste Rodion Romanowitsch, at iagttage, at et almindeligt Tilfælde, et saadant, som alle Former og Regler passer paa, som de er beregnede for og beskrevne om i Bøgerne — jo slet ikke findes; thi ethvert Tilfælde, enhver Forbrydelse, saadan som den forekommer i Virkeligheden, forvandler sig straks til et fuldkomment enkelt Tilfælde; og saa oven i Købet til et saadant, der ikke ligner et eneste tidligere. Der forekommer nu af og til de mest komiske Tilfælde. Hvis jeg for Eksempel lader en eller anden Herre være fuldkommen i Fred, hverken sætter ham fast eller paa nogen anden Maade volder ham Uro, men tager Sagen saaledes, at han hver Time og hvert Minut ved, eller bare formoder, at alt er mig bekendt; at jag Dag og Nat iagttager ham, rastløs vaager over ham; naar han altsaa har Bevidstheden om, at han befinder sig i evig Mistanke, evig Frygt, — ved Gud, da maa han tilsidst blive svimmel; saa kommer han enten selv, eller han kommer med noget, der i den Grad ligner et to-Gange-to-er-fire, noget, der har en saa matematisk Form — at det er en sand Fornøjelse. Sligt kan endogsaa hænde en Tølper af en Bonde, men end mere en af vore, et moderne og i bestemt Retning udviklet Menneske. Thi, min kære, det er meget vigtigt at vide, i hvilken Retning et Menneske er udviklet. Men Nerverne, Nerverne!… har De ganske glemt dem? Alting nutildags er jo sygt, angrebet, hidset!… Og Galden — hvor megen Galde har har dog ikke disse Mennesker! Det er jo i mange Tilfælde en sand Guldgrube! Hvorledes skulde det da volde mig Uro, at han løber fri omkring! Lad ham spasere, jeg véd jo alligevel, at han er mit Offer og ikke løber bort fra mig. Hvor skulde han ogsaa løbe hen, ha, ha! Til Udlandet? Polakken flygter til Udlandet — men han ikke, saa meget mindre, som jeg passer paa ham og har truffet Forholdsregler ogsaa mod det. Skulde han maaske flygte til det indre af Fædrelandet? Der bor jo kun Bønder, rigtige grove Bønder! Men et moderne udviklet Menneske foretrækker heller at gaa i Fængsel end at leve sammen med saadanne Udlændinge som vore Bønder er, ha, ha! Dog, det er altsammen dum Snak, det er yderliggaaende Eksempler. Hvorfor snakker vi om at han kunde flygte! — Det er jo bare Formaliteter, det er ikke Hovedsagen; det, at han ikke har noget Sted at flygte hen, er ikke den eneste Grund til at han bliver her; psykologisk undflyr han mig ikke, ha, ha! Hvorledes behager det Udtryk Dem? Efter Naturloven kan han ikke undfly mig, selv om han ogsaa vidste et Sted, hvor han kan flygte hen? Har De nogensinde set et Møl, hvordan det flyver omkring Lyset? Naa, han vil flyve omkring mig som om et Lys; Friheden bliver ham byrdefuld, han vil blive tankefuld, forvirres, vil lidt efter lidt vikle sig ind som i et Næt og sprælle sig tildøde … Og det er endnu ikke alt — endelig vil han selv forelægge mig det matematiske Bevis, at to Gange to er fire — naar jeg bare giver ham tilstrækkeligt Spillerum … og al Tid vil han dreje sig i Ring omkring mig, stadig bliver Ringene mindre i Omfang, indtil han endelig — plump! flyver mig lige i Munden, — og da sluger jeg ham, og det bliver meget behageligt, ha, ha, ha! Synes De ikke ogsaa det?”

Raskolnikow svarede ikke, han sad der bleg og ubevægelig og saa med stadig samme Anspændthed Porphyrius ind i Ansigtet.

„Lektionen er god”, tænkte han, og Kuldegysninger foer gennem ham. „Det er ikke længer som i Gaar med Katten og Musen. Er det maaske kun sin Magt, han vil vise mig; dertil er han dog vist altfor klog … Han har altsaa et ganske andet Øjemed, men hvilket? Det er jo altsammen kun Vrøvl, lille Broder, Du vil bare skræmme mig og spille den durkdrevne! Beviser har Du ikke, og Manden fra i Gaar eksisterer ikke! Du vil bare bringe mig ud af Fatning, tirre mig snarest muligt og saa i den Tilstand fange mig, men blot Du ikke tager stygt fejl, bare Du ikke tilslut forregner Dig! Men hvorfor, i hvilken Hensigt spiller han disse Kort ud? Gør han maaske Regning paa mine syge Nerver? Nej, min Ven, Du forregner Dig, selv om Du ogsaa skulde have noget i Baghaanden. Naa, lad os engang se, hvad der stikker bag!”

Raskolnikow samlede saa meget som muligt sine Kræfter, mens disse Tanker foer igennem ham, for at være forberedt paa en ukendt, maaske frygtelig Katastrofe.

Af og til opstod der en Lyst hos ham til straks at kaste sig over Porphyrius og dræbe ham paa Stedet.

Allerede paa Vejen frygtede han et Vredesudbrud. Han følte, at hans Læber var tørre, at hans Hjærte bankede, at hans Mund var tør. Men han holdt haardnakket ved sin Beslutning at tie; han vilde ikke sige et Ord, før Tiden dertil var kommen.

Han begreb, at dette var den bedste Taktik i hans Stilling, da han saa ikke selv fortalte sig, medens hans Taushed maaske endogsaa kunde tirre Fjenden, saa denne fortalte sig; i det mindste haabede han dette.

„Nej, jeg ser nok, at De ikke tror mig, De mener endnu altid, at jeg driver uskyldig Spas med Dem,” vedblev Porphyrius bestandig mere oprømt, og begyndte saa atter at gaa op og ned i Værelset, „det er sandt, De har aldeles Ret; Gud har desværre nu engang skabt min Figur saa, at den kun skaber Munterhed hos andre; men, hvad jeg vil sige Dem og som jeg maa gentage — det er, kæreste Rodion Romanowitsch — undskyld mig gamle Mand — De er endnu meget ung, saa at sige i den første Vaar, og skatter derfor Forstanden som det højeste hos Mennesket, saaledes som Ungdommen jo altid plejer at gøre. Glimrende skarp Forstand og abstrakte Fornuftslutninger er jo saa forføriske! Naa, min Kære, nu vil jeg sige Dem hele den udførlige Sandhed med Hensyn til hvert enkelt Tilfælde. Altsaa Virkeligheden og Naturen, det er, min kære Herre, meget vigtige Faktorer; de gør ofte de skarpsindigste Beregninger til Skamme! Men hør dog efter hvad jeg gamle Mand siger, jeg taler virkelig alvorligt, Rodion Romanowitsch,” sagde han, og det syntes virkelig, som om den knap femogtrediveaarige Porphyrius Petrowitsch pludselig var bleven gammel; endogsaa hans Stemme havde forandret sig. „Jeg er ovenikøbet,” tilføjede han, „ogsaa et oprigtigt Menneske .... Er jeg ikke oprigtig? — hvad mener De? Det forekommer mig dog, at jeg i højeste Grad er oprigtig, naar jeg saaledes gratis meddeler Dem alt, uden at kræve mindste Godtgørelse for det, ha, ha! — Naa, jeg fortsætter altsaa: Skarpsindigheden er efter min Mening en prægtig Ting; er saa at sige et naturligt Smukke og en Trøst for Livet — og hvor man dog kan udføre sine Kunststykker med den!.... saadan en stakkels Undersøgelsesdommer har naturligvis ingen Ide om, hvorledes de kunde forklares, især naar han endnu selv følger sin egen Fantasi, som det jo al Tid plejer at gaa; thi han for sit Vedkommende er da bare et Menneske. Men saa kommer den menneskelige Natur, og det er den, som tilsidst hjælper den stakkels Undersøgelsesdommer ud af det, ja saadan er det just! Og paa dette tænker denne skarpsindige Ungdom slet ikke, „den overskrider alle Hindringer,” som De behagede paa den aandrigste og fiffigste Maade at udtrykke det! Lad os antage at han vil lyve; det vil sige det enkelte Menneske, og lyve paa den fiffigste, mest udmærkede Maade; saa skulde man vel mene, at nu kunde han triumfere, høste Frugterne af sin Skarpsindighed? Isteden derfor gaar det — plump! — — og ved det interessanteste, skandaløseste Sted falder han pludselig i Afmagt. Ganske vist, dette er jo kun Sygdommen og Værelsets Lummerhed Skyld i — men alligevel! En Mistanke er for Haanden! Løjet har han vistnok vidunderligt, men sin Natur kunde han dog ikke beregne. Deri ligger just Hunden begravet! En anden Gang begynder han, henrevet af sit Skarpsind, at drille den Person, som mistænker ham; lader som om han blegnede med Hensigt, ligesom for Spøg; men — saa blegner han pludselig en Gang naturligt, kommer Sandheden for nær, — og har atter vakt Mistanke! Skulde han end have skuffet den anden første Gang, saa kommer dog denne, naar han faar sovet paa det, undervejr med hans Kneb, hvis han blot selv er en dreven Fyr. Og saadan gaar det Skridt for Skridt. Ja, mere endda, han løber langt forud, stikker Hovedet ind, vor man endnu slet ikke behøver ham, taler stadig om Ting, han heller skulde tie om, giver al Slags Allegorier tilbedste, ha, ha! Han bliver utaalmodig, kommer endelig selv og spørger, hvorfor man da egentlig venter saa længe med at sætte ham fast? ha, ha, ha! — og sligt kan passere det skarpsindigste Menneske, endog en Psykolog og Literat! Naturen er et Spejl, det klareste Spejl, som gives; se bare derind og fryd Dig — det er Sagen! — Ja, hvorfor er De nu pludselig bleven saa bleg, Rodion Romanowitsch, er det Dem for varmt?… skal jeg ikke aabne Vinduet?”

„Aa, nej Tak, gør Dem ingen Ulejlighed,” sagde Raskolnikow og begyndte pludselig at le, „nej Tak, gør Dem slet ingen Ulejlighed!”

Porphyrius blev staaende foran ham, ventede lidt, og begyndte saa selv at le.

Raskolnikow rejste sig fra Sofaen og afbrød pludselig sit Latteranfald.

„Porphyrius Petrowitsch,” sagde han højt og tydeligt, skønt han knap nok kunde staa paa sine skælvende Ben: „jeg indser endelig klart, at De tydeligt mistænker mig for at have dræbt hin gamle og hendes Søster Elisabeth. Jeg paa min Side tillader mig at oplyse Dem om, at alt dette forlængst gør mig vammel. Hvis De finder, at De har Adgang til retsligt at forfølge mig, saa forfølg mig, arrester mig. Men jeg taaler ikke længer, at man ler mig op i Ansigtet og lægger mig paa Pinebænken…”

Hans Læber skælvede, Vreden luede i hans Øjne, og hans hidtil mere dæmpede Stemme blev stedse lydeligere.

„Jeg taaler det ikke!” raabte han pludseligt og slog med al Kraft i Bordet, „hører De, Porphyrius Petrowitsch, jeg taaler det ikke!”

„Men for Guds Skyld, hvad er nu dette igen!” raabte Porphyrius Petrowitsch, tilsyneladende i største Angst; „allerkæreste bedste Rodion Romanowitsch. Hvad gaar der da af Dem?”

„Jeg taaler det ikke!” raabte Raskolnikow atter.

„Sagte, bedste Ven, sagte! Man hører det jo, der kunde komme nogen! Hvad skal vi da sige, betænk blot det!” hviskede Porphyrius ængstelig og satte sit Ansigt nær hen til Raskolnikows.

„Jeg taaler det ikke,” gentog Raskolnikow, men denne Gang hviskende.

Porphyrius vendte sig om og gik hen til Vinduet for at aabne det.

„Jeg skal slippe lidt Luft ind, lidt frisk Luft! Og en Slurk Vand vil gøre dem godt, kære Ven; det er jo et rigtigt Anfald!” Han løb hen til Døren for at bede om Vand, skønt der henne i Hjørnet stod en fyldt Karaffel.

„Drik, kære Ven,” hviskede han og styrtede hen til ham med Karaflen, „maaske hjælper det…” Porphyrius Petrowitsch's Skræk og Medfølelse var saa naturtro, at Raskolnikow blev rolig og betragtede ham nysgærrigt. Vandet tog han for Resten ikke imod.

„Kære Rodion Romanowitsch, paa denne Maade vil De jo miste Forstanden, det forsikrer jeg Dem! ah, ah! Drik nu lidt!

Han tvang virkelig Vandglasset ind i Haanden paa ham. Raskolnikow førte det mekanisk til Munden, men betænkte sig og satte det med Modvillie ned paa Bordet.

„Ja, ja … det var et rigtigt Anfald! Paa denne Maade, allerkæreste, skaffer De Dem atter den forrige Sygdom paa Halsen,” begyndte Porphyrius Petrowitsch atter med venskabelig Deltagelse; han havde forøvrigt endnu stedse en bekymret Mine. „Gud! hvor kan man dog tage sig saa lidt iagt? I Gaar kom ogsaa Dmitri Prokofjitsch op til mig —— jeg indrømmer gærne, at jeg har en giftig, afskyelig Karakter, og nu drager De saadanne Slutninger af det!… ak, Du min Herre Gud! — Kom han maaske ogsaa efter Opfordring af Dem? … Men sæt Dem dog, kære Ven, sæt Dem dog for Guds Skyld!”

„Nej, han kom ikke efter min Opfordring, men jeg vidste, at han gik til Dem … og jeg vidste, hvorfor han gik,” svarede Raskolnikow skarpt.

„De vidste det?”

„Ja; — og hvad slutter De saa deraf?”

„Bedste Rodion Romanowitsch, deraf slutter jeg, at jeg endnu véd ganske andre Ting om Dem; jeg jeg ved alt! Jeg véd ogsaa, hvorledes De gik ud for at leje en Bolig, ved Nattetid, i Mørke; at De ringede paa Klokken, at De talte om Blod, at De bragte Arbejdere og Portnere helt fra Koncepterne. Jeg forstaar jo ogsaa Deres daværende Sjælestemning .... men alligevel skader De De Dem paa denne Maade ved Gud ganske simpelt af med Forstanden! De ødelægger Dem aldeles! Det er just denne ædle Fortørnelse mod alle udstaaede Krænkelser, først mod Skæbnen, saa mod Politiet, der koger i Dem; og saa lægger De Dem ud med alle, blot for at faa alle til at tale, for paa denne Maade endelig at faa rent Bord; thi alle disse Dumheder og al denne Mistanke er bleven Dem modbydelig. Er det ikke rigtigt, har jeg ikke forstaaet Deres Stemning? … Men paa denne Maade ruinerer De ikke alene Dem selv, men ogsaa Rasumichin, og det vilde dog være Skade; han er virkelig for god til det, det ved De jo selv. Hos Dem er det Sygdommen, men hos ham er det blot Retskaffenhed … men Deres Sygdom kunde smitte ham … Jeg vil fortælle Dem noget, kæreste Ven, naar De har beroliget Dem … men sæt Dem dog, bedste Ven, for Guds Skyld! Hvil Dem dog ud, De har jo ganske forandret Dem, sæt Dem dog ned!”

Raskolnikow satte sig; hans Kuldegærninger hørte op og Blodet steg ham pludseligt til Hovedet.

Med stor Forbavselse lyttede han opmærksomt til den tilsyneladende saa forskrækkede og for ham bekymrede Porphyrius Petrowitsch. Men han troede ikke det ringeste af, hvad han sagde, skønt han sporede en ejendommelig Tilbøjelighed til at tro ham.

De uventede Ord om Boligen havde frapperet ham stærkt, — hvad betyder nu alt dette, han ved altsaa ogsaa Besked om Boligen — tænkte han —, og dog fortæller han mig det selv!

„Ja, jeg kender ogsaa et ganske lignende Tilfælde i vor retslige Praksis, ogsaa et psykologisk, sygeligt Tilfælde,” vedblev Porphyrius hastigt. „Her tog ogsaa En et Mord paa sig og bar sig frygtelig forvirret ad. Han fremstillede Fakta, fortalte Detaljer, — og hvad var det saa tilsidst? Han var blot delvis, og det ganske viljeløst, Aarsag til Mordet; men da han fik at vide, at han havde ydet Morderen Bistand, da blev han tungsindig, forvirret, saa Spøgelser, blev ganske forrykt og indbildte sig tilsidst selv, at han var Morderen! Lykkeligvis fandt Senatet dog tilsidst ud af Affæren; den Ulykkelige blev frikendt og stillet under Opsigt. Ak, ja, ja. Paa denne Maade, allerkæreste, kan man let faa en Nervefeber, naar man tillader sig slige Nerveophidselser som at ringe paa Klokker ved Nattetide og spørge efter Blod. Denne Psykologi har jeg i Praksis studeret til Bunds. Paa denne Maade forkommer det, at Mennesker pludselig faar Lyst til at springe ud af Vinduer eller styrte sig ned fra Kirketaarne, det er saadan en ejendommelig, forførerisk Følelse, aldeles som med Dørklokken… Syg er De, Rodion Romanowitsch, meget syg, og De har ikke givet nok Agt paa Deres Sygdom. De skulde tale med en erfaren Læge, men ikke med en saadan som Deres tykke Ven Sosimow. Deres Fantasi er ophidset! Alt dette er jo den rene Feberophidselse.”

Det løb rundt for Raskolnikow.

„… Skulde han virkelig lyve.” Denne Tanke foer ham gennem Hovedet. „Nej, det er umuligt, umuligt!”

Han stødte denne Tanke langt bort fra sig, da han allerede paa Forhaand følte, til hvilken Grad af Raseri og Forbitrelse den kunde lede ham; han følte, at Vreden truede med ganske at berøve ham hans Forstand.

„Det var ingen Feberophidselse, det var den reneste virkelige vaagne Tilstand!” raabte han og anstrængte alle sine Aandskræfter for at gennemskue Porphyrius's Spil. „Vaagen var jeg, vaagen!… hører De det!”

„Jeg forstaar det jo og hører! I Gaar sagde De jo det samme, og De betonede det endog saa udtrykkeligt. Alt, hvad De kan sige mig, begriber jeg jo fuldkommen godt! … Men saa hør dog paa mig, Rodion Romanowitsch, hør dog paa denne eneste Indvending: Hvis De virkelig var en Forbryder, eller paa nogen Maade delagtig i denne fordømte Sag, — vilde De vel da udtrykkelig holde paa, at De havde gjort alt dette ikke i Feberophidselse, men med klar Forstand! Vilde De haardnakket holde paa det? — var det vel muligt, var det blot tænkeligt, sig mig det? Netop det modsatte var dog, efter min Mening, det naturligste. Thi hvis De paa nogen Maade følte Dem skyldig, saa vilde De dog sikkert betone, at alt var sket „bare i Feberophidselse”. Ikke sandt? Er det ikke rigtigt?”

I Spørgsmaalets Tone laa der noget listigt.

Raskolnikow foer tilbage for Porphyrius, der havde bøjet sig mod ham, og stirrede ham tavs og forvirret lige i Øjet.

„Saa er der igen dette med Rasumichin, angaaende det Spørgsmaal, om han i Gaar kom til mig af sig selv, eller om De havde foranlediget ham til det? Der havde De dog maattet lægge særligt Eftertryk paa, at det var hans egen frie Vilje, og lagt Skjul paa, at De foranledigede ham til det! Og alligevel skjulte De det ikke, men betonede endog særligt, at det skete paa Foranledning af Dem!”

Raskolnikow havde slet ikke betonet dette. Det løb ham koldt ned ad Ryggen.

„De lyver!” sagde han langsomt og sagte, Læberne var fortrukne til et sygeligt Smil, „De vil atter vise mig, at De gennemskuer hele mit Spil, at De véd alle mine Svar paa Forhaand,” han følte selv, at han nu ikke vejede sine Ord tilstrækkeligt, „De vil blot skræmme mig … eller le mig ud!…”

Han stirrede endnu paa ham, men pludselig greb et ubeskriveligt Raseri ham atter.

„Alt dette er Løgn!” skreg han. „De véd selv godt, at en Forbryder gør bedst i ikke at skjule, hvad der ikke behøver at skjules. Jeg tror Dem ikke!”

„Altid kommer De med Udflugter,” sagde Porphyrius, „det er jo ikke muligt at komme overens med Dem, det er en Slags Monomani, som har grebet Dem. Altsaa De har ingen Tillid til mig? Naa, jeg kan forsikre Dem alligevel, at De har begyndt at faa Tillid til mig, og at jeg vil bringe Dem saa vidt, at De skænker mig fuldstændig Tillid; for jeg holder virkelig af Dem og ønsker Dem af Hjertet alt godt.”

Raskolnikows Læber sitrede.

„Ja, jeg ønsker Deres bedste, det gentager jeg,” vedblev han og greb Raskolnikow venskabeligt ved Armen, „jeg siger Dem for fuldt Alvor — giv Agt paa Deres Sygdom. Især nu, da Deres Familie er kommen, tænk paa den. Det skulde være Deres Pligt at berolige og pleje dem, og i Stedet derfor skræmmer De dem…”

„Hvad kommer det Dem ved? Hvad véd De om den Sag? Hvorfor interesserer De dem for det? De har mig altsaa under Opsigt og vil vise mig det?”

„Bedste Ven! Af Dem, af Dem selv har jeg jo hørt alt dette! De mærker slet ikke, at De i Deres Uro selv plaprer ud med alt, baade til mig og til andre. Ogsaa af Hr. Rasumichin hørte jeg i Gaar interessante Detaljer. Nej, De afbrød mig før, men jeg gentager, at De trods Deres Skarpsindighed har tabt det rigtige Blik for Tingene ved Deres mistænksomme Væsen. For Eksempel, for endnu en Gang at berøre det med Dørklokken — en saadan Skat, et saadant værdifuldt Faktum har jeg, Undersøgelsesdommeren, prisgivet for Dem! Og deri ser De sletingen Ting? Naa, hvis jeg blot mistænkte Dem en ganske lille Smule, kunde jeg vel da handle saa loyalt? Jeg maatte dog tvertimod først dysse Deres Mistænksomhed i Søvn, slet ikke gøre Mine af, at jeg overhovedet kendte denne Faktum; burde meget mere have ledet Dem bort fra det, over paa den modsatte Side, og derpaa pludselig og uventet med dette Spørgsmaal sætte Dem Pistolen for Brystet: „Hvad behagede De, min Herre, at gøre i den Myrdedes Bolig Klokken ti eller henimod elleve om Natten? Hvorfor ringede De paa Dørklokken? Og hvorfor spurgte De efter Blod? Og hvorfor opfordrede De Portnerne til at gaa til Politiet med Dem?” … Saaledes havde jeg maattet handle, hvis jeg blot havde havt den mindste Mistanke til Dem. Jeg havde maattet anstille et formelt Forhør over Dem, foranstalte en Husundersøgelse, maaske endogsaa arrestere Dem!… Deraf følger altsaa, at jeg ikke nærer nogen Mistanke mod Dem, siden jeg ikke handlede paa den Maade! Men De, De har tabt Deres klare Blik og ser Alting bagvendt, det gentager jeg.”

Raskolnikow foer saa hæftig sammen, at Porphyrius tydelig kunde mærke det.

„Det er lutter Løgn!” raabte han, „jeg kender vel ikke Deres Hensigter, men jeg ved, at De lyver … Før talte De ganske anderledes, det tager jeg ikke fejl i … De lyver!”

„Jeg skulde lyve?" Porphyrius optog atter Striden og lod som om haa blev hidsigere, men beholdt sit oprømte og spottende Udtryk og syntes heller ikke at bryde sig om den Mening, Raskolnikow maatte have om ham, „jeg skulde lyve?… Naa, og hvordan handlede jeg saa mod Dem før — jeg, Undersøgelsesdommeren! — forelagde jeg Dem ikke Alting, og gav jeg Dem ikke alle Forsvarsmidler ihænde? Udleverede jeg Dem ikke hele denne Psykologi: Sygdommen, Feberen, Følelsen af Krænkelse, Melankolien, Politiet og saa videre? Hvad, ha, ha, ha! Og det skønt iøvrigt alle disse psykologiske Hjælpemidler, disse Undvigelser og Udflugter har meget lidet at betyde ved Forsvaret og desuden ogsaa har sine to Sider: Sygdom, Feber, Drømmebilleder, alt det er meget smukt — men hvoraf kommer det vel, at under hele Sygdommen og Feberen kommer bestandig kun de samme Forestillinger igen? Der kunde dog være andre? Ikke sandt? Ha, ha, ha!”

Raskolnikow saa paa ham stolt og med Foragt.

„Med et Ord,” sagde han fast og lydt, idet han rejste sig og derved stødte Porphyrius lidt fra sig, „med et Ord, jeg vil vide, om De afgjort erklærer mig fri for al Mistanke eller ikke? Tal, Porphyrius Petrowitsch, tal tydeligt og afgørende — og det straks!”

„Ak, hvad det er for en Plage med Dem, en sand Plage!” raabte Porphyrius, men var ikke desto mindre helt munter og havde et fiffigt og slet ikke bekymret Udtryk. „Ja, hvorfor behøver De egenlig at vide det, hvorfor vil De vide saa meget? — man har jo endnu slet ikke generet Dem! De er jo aldeles som et Barn, der absolut vil lege med Ilden. Hvorfor er De da saa urolig? Hvorfor trænger De Dem saa paa, hvad er Grunden?… svar mig derpaa?

„Jeg gentager,” raabte Raskolnikow, ,at jeg ikke længer kan holde det ud!”

„Hvilket? Hvad kan De ikke holde ud? Uvisheden?” afbrød Porphyrius.

„Lad være at haane mig!… Jeg siger Dem, at jeg ikke finder mig deri … jeg vil ikke taale det! Hører De! Hører De!” raabte han og slog atter Næven i Bordet.

„Rolig, vær dog rolig! Folk kan jo høre det altsammen! Jeg advarer Dem alvorligt, vogt Dem, jeg spøger ikke!” sagde P-rphyrius hviskende; men denne Gang var der i hans Ansigt ikke længer det forrige kvindelige, godmodige og ængstelige Udtryk; tværtimod, nu befalede han, strængt, med rynkede Øjenbryn og, ligesom med ét Slag, knusende alle Hemmeligheder og Tvetydigheder. Men det var kun et Øjeblik.

Den forbløffede Raskolnikow adlød besynderligt nok atter Befalingen om at tale sagtere, skønt han var i det højeste Udbrud af Vrede.

„Jeg lader mig ikke længer pine”, hviskede han ligesom før. Han begreb øjeblikkelig, trods Smærten og hadet, som han følte ved det, at han ikke kunde unddrage sig denne Befaling, og dette satte ham endnu mere i Raseri. „Arrester mig, undersøg mig, men iagttag de lovlige Former og leg ikke med mig! Understaa Dem ikke!…”

„Gør Dem dog ikke Bekymringer med de lovlige Former,” afbrød Porphyrius ham spodsk, og det syntes at være ham en Glæde at gøre sig lystig over Raskolnikow, „nu har jeg jo kun saa ganske fortrolig indbudt Dem, Allerkæreste, saadan ganske venskabeligt!…”

„Jeg ønsker ikke Deres Venskab og spytter paa det! Hører De? Se her, nu tager jeg min Hue og gaar. Naa? hvad vil Du nu sige til det, hvis Du har til Hensigt at arrestere mig?”

Han tog Huen og gik til Døren.

„Men Overraskelsen!… vil De da ikke først se paa Overraskelsen?” sagde Porphyrius, idet han atter tog ham ved Armen og holdt ham tilbage ved Døren. Han begyndte synlig atter at blive lystigere og spøgefuldere, saa Raskolnikow blev ganske ude af sig selv.

„Hvad for en Overraskelse? hvad taler De om?” spurgte han og blev pludselig staaende som fastnaglet.

„Overraskelsen sidder her hos mig bag den Dør, ha, ha, ha! Han pegede med Fingeren paa den lukkede Dør i Væggen, der førte ind til Embedsboligen. Jeg har lukket den inde, saa den ikke skal løbe bort fra mig.”

„Hvad er det? hvor? hvad?…” Raskolnikow gik hen til Døren, forsøgte at aabne den, men den var lukket.

„Den er lukket, og her er Nøglen,” sagde Porphyrius.

Han viste ham Nøglen, som han tog ud af Lommen.

„Det er atter Løgn! brølede Raskolnikow, som ikke længer kunde beherske sig; Du lyver fordømte Nar!” og han styrtede sig ind paa Porphyrius, der veg tilbage, men ikke blev bange i mindste Maade.

„Jeg begriber nu alt!” skreg Raskolnikow. „Du lyver og driller mig, for at jeg skal forraade mig —”

Mere kan man dog ikke forraade sig, allerbedste Rodion Romanytsch. De er jo aldeles ude af Dem selv. Skrig ikke saa højt ellers maa jeg kalde Folk til.”

„Du lyver, ingen Ting vil ske! Kald bare paa dine Folk! Du vidste, at jeg var syg og vilde blot tirre mig til Raseri, saa jeg skulde forraade mig, det var din Hensigt! Nej — hid med Kendsgærninger! Jeg forstaar nu al Ting! Du har ingen Kendsgærninger, men bare elendige, intetsigende Formodninger, Sametowsk Mistanke! Du kendte min Karakter, Du vilde bringe mig aldeles ud af Koncepterne og saa pludselig med Præster og Retsvidner gøre det af mig … Du venter paa dem? ikke sandt? Hvorfor venter Du endnu? Hid med dem!”

„Om hvad for Vidner taler De egentlig allerkæreste? Hvad dog Menneskene kan hitte paa! Den Maade man formelt bruger, er jo slet ikke saaledes De kender aldeles ikke Forretningsgangen, min kære … Formaliteterne kommer nok i sin Tid, vent De bare…” mumlede Porphyrius og lyttede henne ved Døren.

Der syntes virkelig at høres en Støj ved Døren, i Sideværelset.

„Aha, de kommer!” raabte Raskolnikow, „Du har sendt Bud efter dem!… Du ventede paa dem og gjorde Regning paa dette … Ja, kom bare med dine Retsvidner, alt hvad Du vil .. bare hid med dem, jeg er beredt!”

Men nu indtraadte der en besynderlig Hændelse, noget i den sædvanlige Tingenes Gang saa uventet, at hverken Raskolnikow eller Porphyrius var fattet paa en saadan Løsning.