Forbryderen/2/8
VIII.
Det vilde være en vanskelig Opgave at udgrunde hvilke Aarsager der egentlig i Katerina Iwanownas forskruede Hoved havde fremkaldt den Beslutning at holde dette urimelige Gravøl.
Næsten ti Rubler af de femogtyve, hun havde faaet af Raskolnikow til Marmeladows Begravelse, var gaaet med dertil.
Katerina Iwanowna holdt det maaske for sin Pligt ligeoverfor den afdøde at ære hans Minde, „som sig hør og bør”, saa at alle Husfællerne, og især Amalia Iwanowna, skulde vide, at han slet ikke havde været daarligere end dem, men kanske endnu meget bedres og at ingen af dem havde Ret til „at rynke paa Næsen ad ham.”
Maaske var det ogsaa denne ejendommelige Følelse: „Fattigdommens Stolthed”, der havde øvet sin Indflydelse, og som i Følge visse Skikke i vort folkelige Liv Foranlediger mange Fattige til at anspænde deres sidste Kræfter og anvende den sidste Spareskilling kun for „ikke at staa tilbage for andre", og for ikke at blive kritiseret af disse „andre”.
Meget sandsynligt var det ogsaa, at Katerina Iwanowna ved denne Lejlighed, og just i det Øjeblik, da alle her i Verden syntes at have forladt hende, vilde vise disse „usle, afskyelige” Husfæller, at hun ikke blot forstod „at leve og at modtage Gæster”, men ogsaa, at hun slet ikke var opdragen for en saa elendig Tilværelse; at hun havde faaet sin Opdragelse i „en Obersts noble, ja man kan sige aristokratiske Hus” og at hun ingenlunde var forberedt paa selv at feje Gulvet og om Natten vaske Børnenes lasede Tøj.
Saadanne Anfald af Stolthed og Forfængelighed gør sig ofte gældende hos det fattigste og mest forkuede Menneske og bliver til en Fristelse, som det ikke kan modstaa.
Katerina Iwanowna var for Resten slet ikke af de forkuede; hun kunde vel tage sin Dyd af Forholdene, men at kue hende moralsk, at skræmme hende og underkaste hende en fremmed Vilje, det var ikke muligt.
Sofia sagde med fuld Ret om hende, at hendes Hoved var begyndt at blive svagt. Man kunde vel endnu ikke antage det for afgjort og endelig fastslaaet, men der var særlig i det sidste Aar virkelig stormet saa meget ind paa hende, hun havde udstaaet saa mange Kvaler, at det ingenlunde var umuligt, at hendes stakkels Hoved kunde være bleven svækket.
Lægerne siger forøvrigt ogsaa, at en hæftig Lungetæring ogsaa har en forstyrrende Indflydelse paa de aandelige Funktioner.
Ved Gæstebudet fandtes der vel ikke Vine af forskellige Sorter, men Vin fandtes der; desuden Brændevin og Rom, alt af den afskyeligste Kvalitet, men i tilstrækkelig Mængde. Af Mad, foruden Kutja (den Risret, som er uomgængelig ved et Gravøl), var der tre eller fire Retter, alle fra Amalia Iwanownas Køkken, blandt andet og Blinny[1]; desuden var to Ssamovarer sat frem for dem, som efter Maden vilde drikke Te eller Grog.
Katerina Iwanowna havde selv gjort Indkøbene ved Hjælp af en anden Lejer, en stærk reduceret Polak, der, Gud ved paa hvis Bekostning, boede hos Madam Lippewechsel, og som straks var kommanderet ned til Katerina Iwanowna for at gaa Ærinder.
Han løb omkring over Hals og Hoved, indtil Tungen næsten hang ham ud af Halsen; og denne sidste Omstændighed syntes hos ham at blive særlig paafaldende.
For enhver Bagatels Skyld kom han løbende til Katerina Iwanowna, han løb endogsaa efter hende i Gostinoi dwor[2], kaldte hende stadig „Naadigfruen” og blev hende endelig byrdefuld indtil Væmmelse, skønt hun i Begyndelsen sagde, at hun havde været rent ulykkelig uden dette „tjenstvillige og højmodige” Menneske.
Det var nemlig et ejendommeligt Karaktertræk gøs Katerina Iwanowna, at hun saa den første den bedste i det skønneste og klareste Lys, ødslede saa overdreven Ros paa ham, at man ligefrem maatte skamme sig derover; hun udtænkte sig Ting, som kunde tjene til hans Ros, Ting, som slet ikke eksisterede og troede paa dette inderligt og af fuldt Hjærte — for saa pludselig, uden særlig Foranledning, at skuffes, skælde Vedkommende ud, spytte paa ham, og jage paagældende bort, for hvem hun endnu for nogle Timer siden bogstavelig havde bøjet sig.
Af Naturen havde hun en munter og fredsommelig Karakter, men vedvarende Ulykke og Modgang havde bragt hende saa vidt, at hun ligefrem med indædt Harme krævede Fred og Ro og fordrede, at ingen maatte understaa sig til at leve anderledes; den mindste Mislyd i Livet, det mindste Uheld gjorde hende straks næsten rasende, og efter de mest rosenfarvede Forhaabninger og Fantasier slog hun straks om i Modsætningen, kunde forbande Skæbnen, rive al Ting itu og kaste det bort og løbe Hovedet mod Væggen.
Ogsaa Amalia Iwanowna havde nu pludselig i Katerina Iwanownas Øjne faaet en usædvanlig Betydning, maaske ene og alene fordi hun havde besluttet sig til ved dette Gravøl at tage sig med Iver af alle Forberedelser og Anordninger; hun havde overtaget at dække Bordet, at skaffe Dækketøj og Spisestel, og at lave Maden i sit Køkken.
Katerina Iwanowna, som selv maatte gaa paa Kirkegaarden, havde overladt hende alt.
Og al Ting var besørget paa det bedste; Bordet var endogsaa temmelig ordentlig opdækket; Spisestel, Knive, Gafler, Vinglas, Ølglas, Kopper — alt dette var ganske vist af forskellige Mønstre og laant baade her og der hos de andre Lejere, men alt var paa sin Plads til rette Tid, og Amalia Iwanowna, der nu følte, at hun havde gjort sine Sager udmærket, modtog de hjemvendende med en vis Stolthed. Hun var i fuld Stads, havde en Hue med nye Sørgebaand paa, og en sort Kjole. Skjønt denne Stolthed var velfortjent, mishagede den dog Katerina Iwanowna højlig, „som om man virkelig ikke havde kunnet dække Bordet uden Amalia Iwanowna!”
Heller ikke Huen med de nye Baand behagede hende: „er ikke, denne dumme tyske Kælling ligefrem stolt af, at hun er Værtinde her og af Barmhjærtighed har nedladt sig til at hjælpe en stakkels Lejeboer? Af Barmhjærtighed!… Jo, jeg beder! Hos Katerina Iwanownas Fader, som havde været Oberst og næsten Guvernør, der blev der ofte dækket Bord for fyrretyve Personer, og saadan en som Amalia Iwanowna vilde de ikke en Gang have taalt i Køkkenet…”
Katerina Iwanowna havde forøvrigt foresat sig, at hun foreløbig vilde holde sine Følelser for sig selv, skønt hun allerede havde fast besluttet, at hun endnu i Dag skulde give denne Amalia Iwanowna hendes Skudsmaal, saa hun ikke skulde indbilde sig Gud ved hvad; foreløbig behandlede hun hende blot med en vis Kulde.
En anden Ubehagelighed var ogsaa tildels Skyld i Katerina Iwanownas Pirrelighed; af alle de Lejere, som var indbudne til Begravelsen, var — med Undtagelse af den lille Polak, der endogsaa havde fundet Tid til at løbe til Kirkegaarden — næsten ingen kommen derhen; men til Gravøllet, det vil sige til Mad og drikke, var især de ubetydeligste og fattigste komne, og mange af dem ikke engang ganske ædru. De ældre og solidere syntes derimod ligesom at have aftalt ikke at komme. For Eksempel Peter Petrowitsch Lushin, den saa at sige solideste af alle, var ikke kommen, skønt Katerina Iwanowna endnu i Gaar Aftes havde fundet Lejlighed til at fortælle alle — det vil sige, Amalia Iwanowna, Poletschka, Sofia og den lille Polak — at dette var det nobleste og højmodigste Menneske, der havde de højeste Forbindelser og en meget stor Formue; han havde været en Ven af hendes første Mand, havde Adgang til hendes Faders Hus og havde lovet hende at sætte alle Midler i Bevægelse for at udvirke en stor Pension til hende.
Vi maa her bemærke, at om ogsaa Katerina Iwanowna pralede med Forbindelser og Formue, saa skete dette dog ganske uden personlig Beregning, ganske uegennyttigt, saa at sige af overstrømmende Hjærte, blot for at have den Fornøjelse at rose og tillægge den roste mere Værd.
Næst efter Lushin manglede ogsaa „denne afskyelige Fyr” Lebesätnikow. Han var vel bleven smittet af Lushins Eksempel.
Hvad bildte han sig vel ind? Ham havde man dog kun indbudt af Barmhjærtighed, og fordi han boede i samme Værelse som Peter Petrowitsch og var en Bekendt af ham; det var altsaa næsten uundgaaeligt at indbyde ham.
Heller ikke en „fin Dame” med sin „overmodne Datter” var kommen; de havde kun boet i en fjorten Dages Tid hos Amalia Iwanowna, men havde allerede ofte klaget over Støj og Skrig fra Marmeladows Værelse, især naar den Afdøde var kommen drukken hjem.
Katerina Iwanowna havde naturligvis erfaret dette naar hun laa i Strid og Spektakel med Amalia Iwanowna, da denne sidstnævnte truede med at kaste hende ud og skreg op til hende om, at hun forstyrrede hendes „noble Lejere”.
Katarina Iwanowna havde nu med Villie besluttet at indbyde ogsaa disse Damer, saa meget mere som de altid havde vendt sig hovmodigt bort fra hende. De skulde saa at vide, at man her „tænkte og følte ædlere, og at man, uden at nære Had, indbød dem,” og ligeledes for at de skulde se, at Katerina Iwanowna ikke var vant til at leve i fattige Forhold.
Det var naturligvis hendes Plan at meddele dem alt dette ved Bordet, og at fortælle om hendes salig Faders Guvernørs-Forventninger, og ved denne Lejlighed i Forbigaaende bemærke, at naar de vendte sig bort, naar de mødtes, da var dette ikke paa sin Plads, men meget enfoldigt.
Heller ikke den tykke Oberstløjtnant, egentlig en afskediget Stabskaptejn, var kommen; han var imidlertid tilstrækkelig undskyldt. Han havde endnu ikke sovet sin Rus fra i Gaar ud.
Der var kun kommet følgende: Den lille Polak; en lille styg, ordknap Kontorist i fedtglinsende Kjole og med Fregner i Ansigtet, og en Fyr, som udbredte en modbydelig Lugt omkring sig; dernæst en døv og halv blind gammel Mand, der en Gang for lang Tid siden havde været i Postvæsenets Tjeneste og for hvem en eller anden betalte Pensionen hos Amalia Iwanowna. Desuden var der endnu en fordrukken, afdanket Løjtnant, egentlig en forhenværende Proviantforvalter, som altid lo uanstændig højt og denne Gang endogsaa, „tænk Dem,” ikke havde nogen Vest paa!
En Gæst havde, uden en Gang at hilse paa Katerina Iwanowna, straks sat sig til Bordet; en anden var af Mangel paa Klæder, mødt i Slaablok, men dette var da ogsaa saa uanstændigt, at han af Amalia Iwanowna og Polakken blev transporteret ud.
Den lille Polak havde for Resten indført to Landsmænd, som slet ikke boede hos Amalia Iwanowna, og som man aldrig havde set før.
Alt dette berørte Katerina Iwanowna paa det ubehageligste. „For hvem var altsaa alle disse Forberedelser gjort?”
Selv Børnene havde man for at vinde Plads ikke givet Plads ved Bordet, der desuden optog næsten hele Værelset; der var dækket til dem henne i Krogen paa Kufferten; de to mindste sad paa en lille Bænk, og Polettchka som den største, maatte se efter dem, give dem Mad og pudse Næserne paa dem.
Katerina Iwanowna ansaa sig derfor forpligtet til at møde de ankomne med Vigtighed, ja næsten med Overmod. Nogle maatte hun strængt fra Isse til Fod og betydede dem med sit Blik, at de kunde sætte sig. Men for alle dem, der ikke var komne, maatte Amalia Iwanowna, Gud véd af hvilken Grund, holde for, at Katerina Iwanowna lod hende med en yderst overlegen Mine straks mærke det; den anden følte sig naturligvis højlig fornærmet herover.
En saadan Begyndelse varslede ikke godt.
Endelig satte man sig.
Raskolnikow var kommen næsten samtidig med dem, der kom fra Kirkegaarden. Katerina Iwanowna var meget glad ved at se ham, for det første fordi han blandt dem alle var „den eneste dannede Gæst” og fordi han „som bekendt om to Aar skulde have et Professorat ved det herværende Universitet”, og for det andet, fordi han straks ærbødigt undskyldte sig hos hende, at det trods hans ivrigste Ønske ikke havde været ham muligt at vise sig ved Begravelsen.
Hun lagde straks Beslag paa ham ved at anbringe ham paa sin venstre Side. Til højre sad Amalia Iwanowna. Og trods al Bekymring og Travlhed med at fordele Maden rigtigt, trods den pinligste Hoste, som stadig plagede hende og afbrød hende i Talen — den syntes i de sidste Par Dage at have udviklet sig særlig stærkt — fandt hun dog Tid og Lejlighed til stadig at henvende sig til Raskolnikow og halvt hviskende meddele ham alt, hvad der havde samletsig i hende af retfærdig Harme over det mislykkede Gravøl; denne Uvilje gjorde dog ogsaa stundom Plads for den mest muntre og ugenerte Latter over de forsamlede Gæster, og i Særdeleshed over Værtinden selv.
„Den gamle Ugle er Skyld i det. De forstaar vel, hvem jeg mener, hende, hende!” og Katerina Iwanowna blinkede hen mod Værtinden. „Ser De, hvordan hun spærrer Øjnene op; hun føler, at vi taler om hende, men véd ikke om hvad, og nu glor hun paa os, den Ugle, ha, ha, ha!…” Her blev hun afbrudt af et Hosteanfald. „Og hvad er det egenlig, hun vil vise os med sin Hue!” (Atter Hoste). „Har de mærket, at hun lægger an paa at vise alle, at hun ligesom protegerer mig og viser mig en Ære ved sin Nærværelse? Jeg bad hende at indbyde anstændige Folk, Bekendte af den Afdøde, og nu ser De, hvad det er, alt det hun har skrabet sammen! Bare Narre og Pjalte! Se bare paa ham der med det skidne Ansigt, saadan en væmmelig Snotnæse! Og Polakken der … ha, ha, ha!” (atter Hoste). „Ingen af dem har hun set her før; jeg heller ikke; hvorfor „kommer de da nu, maa jeg spørge? Se, hvor de sidder og paraderer dèr; hej, Pane! har De faaet Pandekager?”. raabte hun til den ene, „tag dog et Par! Vil De ikke have Øl, eller en Snaps … Ser De, hvor han springer op og takker, ser De, ser De!… De stakkels Folk er vist gruelig sultne! Det gør ikke noget, lad dem bare en Gang spise sig mætte. I det mindste støjer de da ikke, men … men jeg er bange for Værtindens Sølvskeer!… Amalia Iwanowna,” vendte hun sig pludselig næsten højt til hende, „hvis der bliver stjaalet en Ske fra Dem, saa erklærer jeg paa Forhaand, at jeg ikke vil paatage mig noget Ansvar for det! Ha, ha, ha!” lo hun igen højt og vendte sig til Raskolnikow, idet hun hentydede til Værtinden og glædede sig over sit Indfald. „Hun forstod mig ikke; se bare paa den Ugle, en rigtig Ugle med nye Baand, ha, ha, ha!”
Saa afløftes Latteren igen af et hæftigt Hosteanfald, som varede næsten fem Minuter. Paa Lommetørklædet saas der Blodspor. Sveden traadte frem paa Panden, og Pletterne paa Kinderne blev rødere. Hun viste tavs Raskolnikow Blodet, men knap var hun kommen sig noget efter Anfaldet, saa begyndte hun med stor Livlighed atter at hviske:
„Ser De, jeg gav hende det ømfindtlige Hværv at indbyde denne Dame og hendes Datter — De véd vel, hvem jeg mener? Det skulde hun nu naturligvis have gjort paa den delikateste Maade og med den største Omhu; men i Stedet derfor har hun indrettet det saaledes, at denne storsnudede Skabning, denne ubetydelige Provinsdame, bare fordi hun er Enke efter en Major og er kommen hertil for at springe omkring til Myndighederne og tigge sig en Pension, en Person, som ved sine femoghalvtreds Aar endnu sminker sig med hvidt og rødt … for at en saadan Skabning ikke alene har forsmaaet at komme her; men ikke engang ladet sig undskylde, hvad jo dog i slige Tilfælde den simpleste Høflighed kræver. Jeg kan heller ikke begribe, hvorfor Peter Petrowitsch ikke er kommen? Men hvor er Sofia, hvor bliver hun af? Aa, der kommer hun endelig! Hvor har Du været, Sofia? Det er da besynderligt, at Du endogsaa paa din Faders Begravelsesdag er saa lidet punktlig. Rodion Romanowitsch, vær saa god at lade hende faa Plads hos Dem. Sæt Dig der, Sofia … tag, hvad Du vil. Begynd med den Fisk i Gele, den er god. Nu faar Du straks Pandekager. Har Du givet Børnene noget? Poletschka, har I faaet noget derhenne? Naa, det var godt; vær bare artig, Lydia, og Du, Kolja, sid stille med Benene, sid som det passer sig for et nobelt Barn. Hvad siger Du, Sofia?”
Sofia skyndte sig at bringe Lushins Undskyldning og gjorde sig Umage for at tale rigtig højt, saa alle kunde høre det; hun brugte de mest udsøgte, ærbødigste Udtryk, som hun endog med Vilje paadigtede Peter Petrowitsch. Til Slut tilføjede hun, at Peter Petrowitsch særlig havde paalagt hende at meddele, at han saa snart som muligt skulde komme for at tale under fire Øjne med hende om, hvad der kunde foretager; for Fremtiden osv.
Sofia vidste, at hun paa denne Maade beroligede Katerina Iwanowna og satte hende i en fredeligere Stemning.
Hun satte sig ved Siden af Raskolnikow, hvem hun flygtigt hilste, og derefter lige saa flygtigt, men opmærksomt betragtede. Senere undgik hun for Resten saavel at se paa ham som at tale med ham. Hun var ligesom adspredt, skønt hun stadig saa Katerina Iwanowna ind i Øjnene for at gætte hendes Ønsker.
Hverken hun eller Katerina Iwanowna havde Sørgeklæder paa, de bar deres sædvanlige mørke Kjoler; Katerina Iwanowna den eneste, hun overhovedet ejede.
Meddelelsen om Peter Petrowitsch havde gjort Virkning. Katerina Iwanowna modtog den med Værdighed og forhørte sig lige saa værdigt efter Peter Petrowitschs Befindende. Saa hviskede hun — forøvrigt temmelig højt — til Raskolnikow, at det for en saa højagtet og solid Mand som Peter Petrowitsch virkelig vilde have været lidt underligt at befinde sig i et saa „usædvanligt” Selskab, trods hans store Hengivenhed for Familien og hans gamle Venskab for hendes Fader.
„Dersor er jeg ogsaa Dem saa taknemlig, Rodion Romanowitsch, at De ikke har forsmaaet mit Salt og Brød — trods disse Omgivelser,” tilføjede hun næsten højt, „men jeg er ogsaa overbevist om, at det kun er Deres intime Bekendtskab med min salige Mand, der har foranlediget Dem til at holde Deres Ord.”
Derpaa saa hun endnu en Gang stolt og værdigt paa sine Gæster, spurgte ivrigt over Bordet den døve Gamle, om han ikke vilde have mere Steg, og om han havde faaet Vin?
Den Gamle svarede ikke og kunde længe ikke begribe, hvad man egentlig vilde ham, skønt hans Naboer tilhøjre og venstre for Morskabs Skyld puffede til ham. Han saa sig bare om med aaben Mund og fremkaldte naturligvis derved almindelig Latter.
„Se bare paa den Tølper! Hvorfor har man nu egentlig bragt ham herhen? Men hvad Peter Petrowitsch angaar, saa var jeg altid overbevist om…” vedblev Katerina Iwanowna henvendt til Raskolnikow — men saa vendte hun sig pludselig til Amalia Iwanowna og sagde højt og tydeligt med en saa stræng Mine, at denne endogsaa blev ængstelig: „han kan naturligvis ikke sammenlignes med Deres struttende Slæbekjoler, som man hos min Papa ikke engang vilde have ladet slippe ind i Køkkenet som Kokkepiger; min afdøde Mand vilde maaske af overdreven Godmodighed have vist dem den Ære at modtage dem.”
„Ja, ja, han holdt nok af at tage sig en Snaps, det gjorde han, han tog sig meget gærne en Snaps!” raabte pludselig den afskedigede Proviantforvalter, efter at han havde skyllet den tolvte Sopken ned.
„Min salig Mand havde virkelig den Svaghed, det ved alle,” foer Katerina Iwanowna løs paa ham, „men alligevel var han et godt og ædelt Menneske, som elskede og ærede sin Familie; kun Skade, at han af Godmodighed saa ofte nedlod sig med de liderligste Subjekter og drak med Gud ved hvad for Folk; med saadanne, som ikke engang var saa meget værd som hans Skosaaler! Tænk Dem bare, Rodion Romanowitsch, i hans Lomme var der en Peberkage af Form som en Hane — skønt han var saa overstadig drukken, tænkte han dog paa Børnene.”
„En Hane! hvad?… Jeg syntes De sagde en Hane?” raabte Proviantforvalteren.
Katerina Iwanowna værdigede ham ikke et Svar. Hun tænkte paa noget andet og sukkede.
„De tror vist ogsaa, ligesom alle andre, at jeg var for stræng mod ham”, vendte hun sig til Raskolnikow, „men det var ikke Tilfældet! Han agtede mig højt, meget højt! Han var en ærlig Sjæl! Og hvor ondt havde jeg ikke ofte af ham, naar han sad henne i et Hjørne og saa paa mig; da var jeg ofte fristet til at klappe ham og kæle for ham, men saa maatte jeg altid tænke: „Kæler Du for ham nu, saa drikker han sig igen fuld.” Kun med Strænghed kunde man holde ham nogenlunde i Tømme.”
„Ja, ja, holde ham under Pisken! Det skete nok ofte, at han fik af Snærten!” brølede atter Proviantforvalteren og skyllede endnu et Glas Brændevin ned.
„Der er mangen et Bæst, som ikke alene burde piskes, men have Prygl med et Kosteskaft. Denne Gang taler jeg ikke om den afdøde!” brusede det ud af Katerina Iwanowna, idet hun hæftigt vendte sig mod Manden.
Pletterne paa hendes Kinder blev stadig rødere, hendes Bryst gik op og ned. Der fattedes blot en Ubetydelighed, og hun vilde have gjort Skandale. Mange af Gæsterne var gnavne, andre syntes det var, som det skulde være. De puffede til Proviantforvakteren og hviskede til ham; det var tydeligt, at man vilde hidse dem paa hinanden.
„Undskyld, at jeg spørger — hvad mente De egenlig med det?” begyndte han, „skal det betyde, paa hvem er det … som De netop … aa nej, for Resten! Det er det bare Vrøvl! En Enke! En stakkels Enke! Jeg tilgiver hende … je passe”, og nok en Glas Brændevin stadfæstede Beslutningen.
Raskolnikow sad og hørte paa dette med tavs Uvilje. Han spiste blot af Høflighed og fordi Katerina Iwanowna stadig lagde noget hen paa hans Tallerken og blot for ikke at saare hende.
Han betragtede Sofia med stor Opmærksomhed, med denne blev stedse mere urolig og bekymret; hun anede, at dette Gravøl ikke vilde slutte fredeligt, og hun vogtede med Angst og Sorg paa Katerina Iwanownas stadig voksende Pirrelighed.
Det var hende ogsaa bekendt, at hun selv var Aarsagen til, at de to tilrejsende Damer ikke var komne og paa en saa foragtelig Maade havde ladet Indbydelsen uænset. Hun vidste fra Amalia Iwanowna selv, at den gamle Dame endog var bleven fornærmet og havde fremsat det Spørgsmaal: „Hvordan skulde jeg vel kunne lade min Datter sidde ved Siden af „denne Demoiselle”?”
Sofia havde en Følelse af, at Katerina Iwanowna kunde have faaet at vide noget om det; og en Fornærmelse mod hende, Sofia, havde en langt større Betydning for Katerina Iwanowna end en personlig Fornærmelse, mere end en Fornærmelse mod hendes egne Børn eller endogsaa mod hendes Fader; det var en dødelig Fornærmelse mod hende, og Sofia vidste, at Katerina Iwanowna ikke vilde blive beroliget, før hun „havde bevist disse Slæbkjoler, at de begge” … osv. osv.
Ved den anden Bordende var der En, der ligesom med Hensigt fik det Indfald at sende Sofia en Tallerken, paa hvilken der laa to af en Pil gennemborede Hjerter, som var formede as Brødkrummer. Katerina Iwanowna blev herom straks Fyr og Flamme og bemærkede gamle højt, saa det kunde høres paa den anden Side Bordet, at Afsenderen selvfølgelig var „et drukkent Asen”.
Ogsaa Amalia Iwanowna, der følte sig dybt saaret af Katerina Iwanownas Overmod, fik Lyst til at give Selskabets Opmærksomhed en anden Retning.
Hun begyndte derfor paa sit gebrokne Russisk at fortælle en kedsommelig, dum Historie og foranledigede derved Katerina Iwanowna til den Bemærkning, at hun dog endelig herefter maatte lade være at diske op med russiske Anekdoter.
Amalia Iwanowna følte sig naturligvis meget saaret af dette og svarede, hvorefter Katerina Iwanowna ikke længer kunde styre sig, men brød ud i en høj Latter, saa at Amalia Iwanowna tabte Taalmodigheden helt og holdent og knapt kunde lægge Baand paa sig.
„Hør bare paa den Natugle! hvor hun radbrækker,” raabte Katerina Iwanowna til Raskolnikow, „har De nogensinde hørt sligt skrækkeligt Vrøvl? Alle disse Petersborger-Udlændinge, især de tyske, er dog langt dummere end vi; har De ikke lagt Mærke til det? Ak, den Tosse! Hun tror, det er saa herligt med den rørende Historie, hun fortæller, og aner ikke, hvor dum hun er! Efter min Mening er endogsaa denne fordrukne Proviantforvalter meget fornuftigere end hun, man ser i alt Fald paa ham, at han er en Fyldehund og har drukket den sidste Rest af Forstand bort. Men denne her, hun lader saa alvorlig … se bare, hvorledes hun nu gloer hen for sig … hun ærgrer sig, hun ærgrer sig, ha, ha, ha!”
Efter Latteren fulgte atter et Hosteanfald.
For Resten var Katerina Iwanownas Munterhed nu bleven ustanselig; hun blev meget livlig og begyndte at fortælle, hvorledes hun ved Hjælp af den forventede Pension vilde grunde en Skole for adelige Piger i sin Hjemstavn T**. Til Raskolnikow var det første Gang hun fortalte det og kunde derfor ikke lade være at udmale de mest forføreriske Detaljer.
Dertil kom saa paa en ubegribelig Maade det „Diplom” frem, som allerede den afdøde Marmeladow havde talt om i Ølknejpen; fremdeles fortalte hun, at hun ved Afskedsfesten havde danset med Shawlet paa i Overværelse af Guvernøren og andre høje Personligheder.
Dette Diplom skulde for Øjeblikket øjensynlig tjene til at bevise Katerina Iwanownas Ret til at grundlægge den omtalte Skole, men egentlig var det bestemt til at stikke under Næsen paa disse to „udmajede Dukker,” som det, hvis de var komne til Gravølet, skulde være gjort klart og tydeligt, at Katerina Iwanowna stammede fra et nobelt, man kan gærne sige aristokratisk Hus, at hun var en Oberst-Datter og i al Fald meget bedre end mangen Æventyrerske, af hvilke der nu til Dags er saa mange.”
Diplomet gjorde straks sin Runde hos der drukne Selskab, og Katerina Iwanowna frydede sig over det; thi der stod virkelig deri, at hun var Datter af en Hofraad og Ridder, og følgelig næsten var en Oberst-Datter[3].
Da Katerina Iwanowna nu en Gang var kommen i Aande, begyndte hun at udbrede sig udførligt angaaende sin vordende, glimrende Fremtid i T**, talte om de Gymnasiallærere, som hun havde engageret for sin Skole, om en ærværdig gammel Mand, Franskmanden Mangot, som, den Gang hun selv endnu var i Institutet, allerede havde givet franske Timer, og som nu havde slaaet sig til Ro i T**, men ganske vist for et meget ringe Honorar vilde give Timer hos hende.
Endelig kom ogsaa Talen paa Sofia, der „skulde flytte med hende og være hende behjælpelig.”
Ved denne Lejlighed brast nogen ved den anden Side af Bordet ud i Latter.
Katerina Iwanowna lod først som om hun vilde overse den uanstændige Latter med Foragt, men hævede dog med Vilje sin Stemme og talte med Overbevisning om, at Sofia Ssemjonowna havde de Uvurderligste Egenskaber for hende som Medhjælperske; fortalte om hendes Beskedenhed, Taalmodighed, Selvopofrelse, Noblesse og Dannelse; derunder klappede hun Sofia paa Kinden, rejste sig, og kyssede hende to Gange paa det inderligste.
Sofia blev blusende rød, og Katerina Iwanowna begyndte at græde, men undskyldte sig straks og sagde, at hun var en nervesvag Stakkel, og at det nu, da Maaltidet var forbi, var paa Tide at servere Te.
Men nu begyndte Amalia Iwanowna.
Hun følte sig grundigt fornærmet over, at hun ikke havde kunnet tage Del i hele Samtalen, og at man slet ikke havde hørt paa hende; hun benyttede altsaa Anledningen til at vove et sidste Forsøg. Først rettede hun til Katerina Iwanowna med stille Kummer den meget vigtige og dybsindige Bemærkning, at det var af særlig Vigtighed i den vordende Skole at agte paa rent Linned for de smaa Frøkener, og at det derfor var nødvendigt at ansætte en paalidelig Dame til at have Opsyn med Linnedet; for det andet, at man maatte passe paa, at de unge Frøkener ikke om Natten læste Romaner.
Katerina Iwanowna, der virkelig var ganske sluppet og træt og nu inderligt ked af dette Gravøl, faldt imidlertid uden videre Amalia Iwanowna i Talen, sagde hende, at hun vrøvlede og slet ikke forstod sig paa det, og at Omsorgen for Vasken i en nobel Pensionsanstalt paahvilede Kastellaninden, men slet ikke Direktricen. Hvad Romanlæsningen angik, saa var denne Bemærkning endog uanstændig, og hun maatte bede hende tie.
Amalia Iwanowna blev rød som en Hummer og bemærkede rasende, at hun havde ment det godt, og at hun ønskede hende al mulig Lykke, men at hun allerede i lang Tid skyldte hende for Husleje.
Katerina Iwanowna svarede hende imidlertid straks, at hun løj, naar hun sagde, at hun ønskede hende godt; thi endnu i Gaar, da den salig hensovede Mand endnu laa Lig havde krævet hende for Husleje.
Herpaa svarede Amalia Iwanowna meget rigtigt, at hun vel havde indbudt hine Damer, men at hine Damer ikke havde villet komme, fordi hine Damer var noble Damer og derfor ikke kunde komme til ikke-noble Damer.
Katerina Iwanowna gjorde hende imidlertid straks Standpunktet klart med den Ytring, at da hun selv var en simpel Kælling, saa kunde hun heller ikke bedømme den sande Noblesse.
Striden mellem disse to Kvinder blev stedse hæftigere og personligere, Larmen stedse værre, Fornærmelserne stedse tydeligere, Trusler fløj frem og tilbage, og Amalia Iwanowna begyndte pludselig at skrabe sine Sølvskeer sammen.
Skandalen blev stadig værre, Børnene begyndte at græde.
Sofia gjorde sig Umage for at holde Katerina Iwanowna tilbage. Amalia Iwanowna befalede, at hun straks skulde forlade Lejligheden og nævnte blandt andet ogsaa den „gule Billet”.
Katerina Iwanowna puffede Sofia fra sig og var just i Begreb med at styrte sig over sin Modstanderinde for at rive hende Huen af Hovedet — da aabnedes pludseligt Døren, og paa Terskelen viste Peter Petrowitsch Lushin sig.
Han stod der og saa paa hele Selskabet med et strængt, opmærksomt Blik.
Katerina Iwanowna løb ham i Møde.