Forbryderen/2/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 111-136

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

VII.

Morgenen efter den for Lushin saa skæbnesvangre Forhandling med Dunetschka og Pulcheria Alexandrowna, havde virket adskilligt afkølende paa ham. Til sin store Misfornøjelse maatte han lidt efter lidt overtyde sig om, at det, som i Gaar endnu havde forekommet ham som en næsten fantastisk og tilsyneladende umulig Begivenhed, — en fuldendt Kendsgærning, der ikke længer stod til at ændre.

Den saarede Egenkærligheds Orm havde hele Natten naget paa hans Hjærte.

Saa snart han var staaet op, skyndte han sig hen til Spejlet for at overbevise sig om, hvor vidt Galden var løbet over hos ham. Men da han fik se sit hvide, velnærede Ansigt, beroligede han sig nogenlunde og kom til det Resultat, at han sikkert nok kunde finde sig en anden Brud, der maaske svarede endnu mere til hans Fordringer.

Men knap var denne Tanke opstaaet, saa blev den ham saa irriterende, at han spyttede energisk, hvad der fremkaldte et sarkastisk Smil hos hans Logiskammerat og unge Ven Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikow. Peter Petrowitsch bemærkede dette Smil og førte det ogsaa op paa sin unge Vens Konto.

Denne Konto var iøvrigt allerede belastet med adskilligt; han var rasende over sig selv og over den Dumhed, at han havde meddelt Andrej Ssemjonorvitsch Resultaterne fra i Gaar Aftes.

Dette var allerede den anden Fejl, som han i sin Ophidselse i Gaar havde begaaet i Iver og overdreven Meddelsomhed.

Slag i Slag fulgte i Dag den ene Ubehagelighed efter den anden. Endog i Senatet havde han havt Uheld i et Procesanliggende.

Men især følte han sig opirret over Husværten, hos hvem han havde lejet Bolig for sit vordende Hjem, hvor han for egen Regning havde ladet reparere. Denne Mand, en rig tysk Haandværker, vilde ikke alene ikke gaa ind paa at annullere den nys afsluttede Kontrakt, skønt Lushin vilde aflevere Lejligheden i langt bedre Tilstand, end han havde modtaget den, men han krævede endog at faa hele den betingede Godtgørelse for Misligholdelse.

Det samme var Tilfældet hos Møbelhandleren, man vilde dèr ikke give ham en eneste Rubel tilbage af Haandpengene, skønt de købte Møbler endnu ikke havde forladt Lageret.

„Jeg kan da ikke gifte mig for Møblernes Skyld,” sagde han og skar Tænder, men saa foer pludselig atter det dristige Haab ham gennem Hovedet: Skulde da virkelig alt være uundgaaelig tabt? Skulde man ikke endnu kunne gøre et Forsøg? Og Tanken paa Dunetschka gennemborede atter hans Hjærte med sød Vellyst.

Dette Øjeblik var kvalfuldt for ham, og havde der været nogen Mulighed for at myrde Raskolnikow blot med et Ønske, saa havde Peter Petrowitsch ikke betænkt sig et Øjeblik paa at udtale dette Ønske.

En Fejl var det ogsaa, at jeg slet ikke har givet dem nogen Penge, tænkte han og vendte hjem til Lebesätnikows Værelse, — hvor kunde jeg ogsaa falde paa at være saadan en Jøde? Hvad var det ogsaa for en Beregning? Jo, rigtig, jeg vilde holde dem i Nød og Elendighed, for at de skulde ære mig som deres Forsyn; men i Stedet for er det kommet ganske anderledes … fy! Havde jeg bare givet dem saadan halvandet Tusind til Udstyr, til Foræringer, til al Slags Krimskrams fra Knoop og „Engelske Magasin”[1], saa havde Sagen staaet ganske anderledes og været meget sikrere!

Da vilde de ikke saa let have opsagt mig. Den Slags Folk er saa ærgærrige, at de, naar Sagen gik overstyr, vilde give alt tilbage, baade Foræringer og Penge. Men at give tilbage vilde have faldet dem vanskeligt, ja, det vilde vel ogsaa have gjort dem ondt! Samvittigheden vilde have naget dem: Hvorledes kunde man vel i en, to, tre jage et Menneske, der hidtil havde vist sig saa gavmild og fintfølende, bort fra sig? Hm, der har jeg gjort en Buk!

Han skar atter Tænder og kaldte sig selv for et Asen — naturligvis uden at Nogen kunde høre det.

Han var kommen hjem dobbelt saa vred og opirret, som da han gik ud. Nu optog Forberedelserne til Gravøllet inde i Katerina Iwanownas Værelse hans Nysgærrighed en Smule. Han huskede, at han allerede i Gaar havde hørt noget om det; det forekom ham endogsaa, som om han ogsaa var bleven indbudt, men de Ubehageligheder, der optog ham selv, havde draget hans Opmærksomhed bort fra det.

Han skyndte sig nu at indhente Oplysninger hos Madam Lippewechsel, der, mens Katerina Iwanowna var paa Kirkegaarden, traf Anordningerne, og han erfarede, at der skulde finde et festligt Gravøl Sted.

Næsten alle Husets Lejere, selv de, som slet ikke havde kendt den Afdøde, var indbudne; endog Lebesätnikow, skønt ha, laa i Uvenskab med Katerina Iwanowna; men han selv, Peter Petrowitsch, vor ikke alene indbuden, men ventedes længselsfuldt som den vigtigste og mest ansete Gæst.

Selv Amalie Iwanowna var bleven indbudt med den største Høflighed, trods den mellem hende og Enken fremdeles herskende Tvedragt, og hun havde derfor ogsaa nu overtaget Anordningerne og hele Bryderiet. Hun følte en vis Tilfredshed derved og var stolt af sin Stads, som hun ved denne Lejlighed bar tilskue.

Synet af disse Forberedelser og de modtagne Meddelelser bragte Peter Petrowitsch paa en ganske ejendommelig Tanke, og han gik ind i Lebesätnikows Værelse. Han havde nemlig erfaret, at ogsaa Raskolnikov befandt sig blandt de Indbudne.

Andrej Ssemjonowitsch var tilfældigvis hjemme hele Morgenen.

Det var ejendommelige, skønt ganske naturlige Forhold, hvori Lushin stod til denne Herre. Peter Petrowitsch hadede og foragtede ham nemlig umaadeligt, skønt han ogsaa til en vis Grad var bange for ham og havde været dette næsten lige siden Dagen for hans Ankomst.

Det var ikke alene Sparsommelighedshensyn — skønt disse udgjorde Hovedsagen — der havde foranlediget ham til at indlogere sig hos ham, men der var endnu en anden Aarsag, der havde bevæget ham til det.

Allerede i Provinsen havde han hørt, at hans forrige Myndling Andrej Ssemjonowitsch var en af de ledende blandt de nye Progressister (Fremskridtsmænd), og at han endog spillede en betydelig Rolle i visse hemmelige og interesserede Kredse. Dette havde frapperet Peter Petrowitsch. Disse magthavende, alvidende, alt foragtende og alt demasterende Kredse havde forlængst indgydt Peter Petrowitsch en hemmelighedsfuld, skønt ubestemt Frygt.

I Provinsen kunde han ikke en Gang tilnærmelsesvis gøre sig et Begreb om, hvad det egenlig var for noget. havde vel, som saa mange andre, hørt, at der i Petersborg gaves Fremskridtsmænd, Nihilister, Afslørere o. s. v., men han havde indtil det absurde forstørret og forvrænget Betydningen og Meningen af disse Betegnelser. Men mer end alt andet frygtede han Afsløringerne, og dette var Grunden til hans stadige store Uro, især i Betragtning af, at han nu agtede at forlægge sin Virksomhed til Petersborg.

For nogle Aar siden, da han begyndte sin Karriere i Provinsen, havde han havt Lejlighed til at iagttage to Tilfælde af Afsløringer af den værste Art, for hvilke to betydelige provinsielle Størrelser, hvem han i sin Tid han i sin Tid havde paatrængt sig og havde protegeret ham, var faldne som Ofre. Det ene Tilfælde endte med en stor Skandale for Vedkommende, og det andet havde endnu slemmere Følger.

Derfor havde Peter Petrowitsch foresat sig straks efter sin Ankomst til Petersborg øjeblikkelig at udforske, hvorledes det forholdt sig hermed, for, hvis det var nødvendigt, at træffe Forholdsregler i rette Tid og for at kunne indsmigre sig hos „vor yngre Generation”.

Hertil havde han særlig gjort Regning paa Andrej Ssemjonowitsch, og bl. a. var det allerede lykkedes ham under sit Besøg hos Raskolnikow lejlighedsvis at rive en Del hurtig udenadlærte Fraser af sig.

Naturligvis varede det ikke længe, før han i Andrej Ssemjonowitsch havde havde gennemskuet et meget sædvanligt og temmelig enfoldigt Menneske. Men dette havde alligevel ikke gjort ham sikrere og mere selvbevidst. Og selv om han havde kunnet overbevise sig om, at alle Progressister var lige saa store Narre som denne, saa vilde hans Frygt dog ikke være bleven formindsket.

Disse Ideer og Systemer, som Andrej Ssemjonowitsch straks havde rystet ud over ham, interesserede ham egenlig slet ikke; han havde blot det ene Maal for Øje: hvorledes og hvad var her egenlig passeret — dette maatte han fremfor alt se at finde ud af.

Har disse Folk virkelig Indflydelse, eller har de ikke? Vilde man drage ham frem for Offenligheden, hvis han gjorde det eller det, eller ikke? Og hvis man kunde frygte for Afsløringer, galdt det om at vide, hvad for Ting der nu fortrinsvis blev draget frem for Offenligheden.

Men dette var ikke alt. Var det ikke muligt, hvis disse Afslørere virkelig skulde være mægtige, at snige sig ind hos dem selv og saa trække dem selv ved Næsen? Kunde man ikke for Eksempel indrette det saaledes, at man endogsaa gennem disse Folk blev befordret i sin Karriere?

Med ét Ord, der var hundrede Spørgsmaal at løse.

Denne Andrej Ssemjonowitsch var et fast- og kraftløst Menneske, skrofuløs, liden af Vækst, en underordnet Embedsmand, latterlig blond og med kotelet-whiskers, som han var meget stolt af. Han havde næsten bestandig daarlige Øjne.

Hans Hjærte var godt, men hans Tale meget selvbevidst, stundom endog udfordrende — i Betragtning af hans Figur blev dette naturligvis altid latterligt.

Hos Amalia Iwanowna regnedes han til de bedste Lejeboere, thi han drak ikke og betalte punktligt; men Resultatet af det Hele var dog — at Andrej Ssemjonowitsch virkelig var temmelig enfoldig.

Skøndt Lebesätnikow var godmodig, havde han dog allerede begyndt at finde sin Kontubernal og forhenværende Formynder uudholdelig. Dette var kommet af sig selv og gensidigt.

Trods sin Enfoldighed havde dog Andrej Ssemjonowitsch snart mærket, at Peter Petrowitsch løj for ham og i Hemmelighed foragtede ham, og at han ikke holdt ham for en af de „Ægte”.

Han havde prøvet paa at udvikle Fourniers System og Darwins Teori for ham, men mærkede, at Peter Petrowitsch stadig mer og mwr sarkastisk hørte paa ham — i den sidste Tid begyndte denne endog at skælde ham ud.

Lushin havde paa sin Side nemlig instinktmæsssigt følt, at Lebesätnikow ikke blot var et ubetydeligt og enfoldigt Menneskebarn, men sandsynligvis endog en Pralhans; at han i sin egen Kreds ikke havde den ringeste Indflydelse, og at han havde al sin Visdom blot paa tredje Haand; ydermere, at han slet ikke lod til at forstaa sin Forretning, Propagandaen, da han vedvarende indviklede sig i Modsigelser.

Ved denne Lejlighed maa vi endnu bemærke, at Peter Petrowitsch, især i Begyndelsen, ret gærne og uden Modsigelse lod sig paadigte de besynderligste Egenskaber, saaledes for Eksempel, at han ved Oprettelsen af en vordende Kommune etsteds i Nærheden af Høtorvet vilde medvirke paa det kraftigste; eller for Eksempel, at han ikke vilde forhindre, at Dunetschka allerede i den første Maaned af sit Ægteskab fandt for godt at lægge sig en Elsker til; eller at han ikke vilde lade sine Børn døbe og andet i denne Genre.

Peter Petrowitsch lod sig i Tavshed alt dette gefalde, lod sig endog rose for det — han var overordenlig modtagelig for enhver Ros.

Peter Petrowitsch, som denne Morgen havde vekslet nogle 5 pCts. Statspapirer, sad ved Bordet og talte sine Banknoter. Andrej Ssemjonowitsch, som næsten aldrig havde Penge, gik op og ned og lod som om han med ligegyldig Foragt saa ned paa disse Banknoter.

Peter Petrowitsch antog det rigtignok ikke for muligt, at han kunde betragte saa mange Penge med Ligegyldighed; Andrej Ssemjonowitsch derimod tænkte atter med Bitterhed, at Peter Petrowitsch kunde have en saa daarlig Mening om ham, ja endogsaa glæde sig over at drille og tirre sin unge Ven med de udbredte Banknoter, idet han dermed gav ham at forstaa, hvor intetsigende han var, og hvilken Forskæl der her gjorde sig gældende.

Lebesätnikow traf denne Gang Lushin i en endnu mere ophidset og uopmærksom Tilstand end nogensinde før, skønt han havde gjort et Forsøg paa at forklare ham sit Yndlingsthema, Grundlæggelsen af en Kommune paa nye Principer. De korte Indvendinger og Bemærkninger, han henkastede, mens han talte sine Penge, aandede aabenbar og tilsigtet fræk Spot.

Men den „humane” Andrej Ssemjonowitsch undskyldte Lushins Stemning med Indtrykkene fra Gaarsdagen, Brudet med Dunetschka, og han brændte af Begærlighed efter at berøre dette Thema; han havde indstuderet nogle progressistiske og agitatoriske Talemaader for dermed at trøste sin ærede Ven og i al Fald sørge for hans videre Udvikling.

„Hvad er det for et Gravøl, der finder Sted hos hende … hende Enken?…” spurgte pludselig Peter Petrowitsch og afbrød Andrej Ssemjonowitsch ved det interessanteste Sted i hans Tankegang.

„Som om De ikke vidste det! Jeg berørte jo allerede i Gaar dette Thema og forklarede Dem alle disse Skikke … De er forøvrigt ogsaa indbudt, som jeg hører. De talte jo i Gaar med hende?”

„Jeg kunde umuligt tro, at denne naragtige Tiggerske vilde bruge alle de Penge, hun fik af den anden Nar, Raskolnikow, til dette Gravøl. Da jeg gik forbi for et Øjeblik siden, undrede jeg mig over disse Forberedelser, Vinflasker, Indbydelser og Fanden ved, hvad det altsammen var,” vedblev Peter Petrowitsch, der med Vilje ledede Samtalen ind paa dette Æmne. De siger, at jeg ogsaa er indbuden? Det kan jeg ikke huske! Jeg gaar slet ikke derhen, hvad skulde jeg ogsaa der! Jeg talte nok i Gaar et Par Ord i Forbigaaende med hende om Muligheden af, at hun som Enke efter en Embedsmand maaske kunde faa en Understøttelse en Gang for alle. Er det maaske derfor hun indbyder mig, ha, ha!”

„Jeg agter heller ikke at gaa derhen,” sagde Lebesätnikow.

„Det vilde vist ogsaa se nydeligt ud, efter at De egenhændigt har gennempryglet hende! Det er da begribeligt, at De skammer Dem for at gaa derhen, ha, ha, ha!”

„Jeg pryglet? Hvem?” Lebesätnikow foer op og blev blussende rød i Ansigtet.

„De har pryglet Katerina Iwanowna omtrent for en Maaned siden! Jeg hørte noget om det i Gaar .... Der har vi disse ædle Grundsætninger … Det hører vel ogsaa med til Kvindesagen? ha, ha, ha!”

„Det er Løgn og Bagtalelse!” udbrød Lebesätnikow, som altid havde frygtet for, at dette Anliggende skulde blive nævnt. „Det forholdt sig ganske anderledes … det er blevet urigtigt fremstillet for Dem, det er noget Snak! Jeg forsvarede mig bare den Gang. Hun kastede sig over mig med sine Klør … rev næsten hele Bakkenbarten af mig … Jeg synes dog, det maa være enhver tilladt at forsvare sig? For Resten finder jeg mig ikke i Haandgribeligheder af nogen … og det af Princip. For det vilde jo være Despotisme. Havde jeg maaske skullet staa rolig og taale alt? Kort og godt, jeg stødte hende bare fra mig.”

„Ja, ha, ha!” lo Lushin ondskabsfuldt.

„Jeg véd det nok, at De bare stikler, fordi De selv er ærgerlig. Det er lutter Løgn og Vrøvl og har ingen Ting med Kvindesagen at gøre! Det er en Misforstaaelse; jeg troede desuden, at naar det nu engang skal være en Grundsætning, at Kvinder og Mænd er hinanden lige, endog med Hensyn til fysisk Styrke — hvad man ogsaa har paastaaet —, saa maa der ogsaa raade Lighed i dette. Naturligvis har jeg bagefter overtænkt, at et saadant Spørgsmaal overhovedet ikke kan eksistere, thi Prygl bør slet ikke finde Sted; saadanne Tilfælde vil forøvrigt under Samfundets vordende Organisation være utænkelige … og at det vilde være besynderligt at diskutere om en Ligeberettigelse i Prygl. Saa dum er jeg ikke … skønt Prygl endnu eksisterer … det vil sige, at Prygl for Fremtiden ikke vil findes, men endnu for Tiden eksisterer … fy for Fanden! Man bliver ganske konfus ved at omgaaes Dem. Det er ikke derfor, jeg ikke gaar til dette Gravøl, ikke for denne Affæres Skyld. Af Princip gaar jeg ikke derhen, for ikke at have nogen Del i den stygge Skik, det er Sagen! Man kunde for Resten gaa derhen for at gøre sig lystig over det … skade blot, at der ikke kommer nogen Præster, eller vilde jeg bestemt gaa derhen.”

„Det vil sige saa meget som at De vil modtage Mad og Drikke og saa bagefter gøre Nar af dem, som har indbudt Dem. Det er vel Meningen?”

„Aldeles ikke — jeg vil kun protestere; jeg har derved et nyttigt Maal for Øje, jeg kan yde Propagangaen en umiddelbar Tjeneste. Enhver er forpligtet til at oplyse om og virke for sine Ideer, og jo skarpere desto bedre. Jeg kan frafalde en Mening, men der vil dog blive et Frø tilbage, et Frø, hvoraf der vil fremstaa en Kendsgærning. Er der da noget fornærmende i det? Selv om de ogsaa i Begyndelsen skulde føle sig fornærmede, saa vil de dog senere indse, at jeg har været dem nyttig. Det var jo lige saa den Gang med Terebjewa, som nu er gaaet over til Kommunen, da hun havde forladt sin Familie og — prisgivet sig; hun skrev til Forældrene, at hun ikke længer havde Lyst til at bøje sig under Samfundets Fordomme, og at hun stod i Begreb med at indgaa et „polsk” Ægteskab. — Man talte om, at dette var en for grov Handlemaade mod Forældrene, man maatte gaa mildere frem og fortælle dem det paa en skaansommere Maade. Efter min Mening er dette noget Vrøvl, og Mildhed er her slet ikke paa sin Plads, tværtimod, der maa protesteres skarpt. Hun, Warentz, gjorde det radikalere. Efter at hun i syv Aar havde været gift, lod hun Mand og to Børn i Stikken og skrev kort og tydeligt til ham: „Jeg er kommen til den Erkendelse, at jeg ikke kan være lykkelig med Dem. Jeg vil aldrig tilgive Dem, at De har skjult for mig, at der findes en anden Samfundsordning, Kommunen. Jeg fik det først for nylig at vide af en højhjærtet Mand, til hvem jeg ogsaa har hengivet mig, og med hvem jeg agter at grunde en Kommune. Jeg siger Dem det lige ud, thi jeg anser det for æreløst at bedrage Dem. De har Deres fulde Frihed til at gøre og lade, som De vil. Men haab ikke paa, at De atter kan omvende mig, det er nu for sent. Jeg ønsker Dem Held og Lykke!” Saaledes maa slige Breve skrives!”

„Denne Terebjewa, det er vel hende, om hvem det hedder, at hun allerede befinder sig i det tredie „polske” Ægteskab?”

„Nej, kun i det andet, om man betragter det rigtigt; men om det ogsaa var det fjerde, ja det femtende, hvad gør saa det? Har jeg nogensinde beklaget at have mistet Fader og Moder, saa er det særligt nu. Hvor ofte har jeg ikke sværmet for, hvordan jeg, hvis de endnu levede, ved min Protest skulde klargøre dem mit Standpunkt. Med Vilje skulde jeg have søgt Lejlighed til det. Jeg skulde nok have vist dem det og sat dem i Forbavselse! Det er virkelig Skade, at jeg ingen Forældre har!”

„Som De kunde sætte i Forbavselse? Ha, ha! Naa, lad De blot det være,” afbrød Peter Petrowitsch ham, „sig mig heller: De kender vel Datteren til den Afdøde, denne lille, uanselige Pige! Er det virkelig den rene Sandhed, som man siger om hende?”

„Naa, og hvad gør saa det? Efter min Mening, det vil sige efter mine personlige Anskuelser, er dette den egenlige, normale Tilstand hos alle Kvinder. Under den nuværende Samfundsorden er denne Tilstand visselig ikke ganske normal, thi den er fremtvungen, men i Fremtiden vil den blive normal, det vil sige fri. Ja, selv nu havde hun en Ret til det: — hun led Nød, og det var hendes Hjælpefond, saa at sige hendes Kapital, som hun fuldkommen frit kunde raade over. Naturligvis, i det vordende Samfund behøves der ingen „Fonds” mere; men hendes Rolle vil der faa en anden Betydning, blive ordnet efter fornuftige Grundsætninger. Men hvad Sofia Ssemjonowna personlig angaar, saa anser jeg hendes Handlemaade som en energisk og personificeret Protest mod Samfundsordenen og skænker hende derfor min dybeste Agtelse, ja, naar jeg ser paa hende, saa glæder jeg mig over hende.”

„Og man har fortalt mig, at det just var Dem, som fortrængte hende fra denne Bolig!”

Lebesätnikow blev nu ligefrem vild.

„Det er atter en skammelig Bagvaskelse!” brølede han. „Det gik paa ingen Maade saadan til, aldeles ikke! Alt det løj Katerina Iwanowna den Gang sammen, fordi hun ikke forstod noget af det! Jeg tænkte slet ikke paa at gøre mig fidél for Sofia Ssemnonowna. Jeg uddannede ganske simpelt hendes Aand, aldeles uegennyttigt; jeg bestræbte mig for at vække Protesten i hende… Mig var det blot om Protesten at gøre, men Sofia Ssemjonowna kunde alligevel ikke længer blevet i denne Bolig.”

„Havde man maaske opfordret hende til at træde ind i Kommunen?”

„De spotter nu altid, og Deres Spot er just ikke altid meget vellykket! Tillad, at jeg siger Dem det. De begriber ingen Ting af det! I Kommunen gives der ingen saadanne Roller. Kommunen bliver netop grundet, for at der ikke længer skal gives saadanne. I Kommunen taber denne Rolle sin hele nuværende Ejendommelighed; hvad der her er taabeligt, bliver dèr til Visdom; hvad der her under de nuværende Omstændigheder er unaturligt, det bliver dèr ganske naturligt. Alt afhænger af Omgivelsen og af Samfundstilstanden. Samfundsordningen er alt, Mennesket selv er intet! Med Sofia Ssemjonowna er jeg ogsaa nu i den bedste Forstaaelse; hun har aldrig holdt mig for sin Fjende eller Fornærmer. Ja, jeg hværver hende nu for Kommunen, men paa et ganske andet Grundlag. Er der noget latterligt ved det? Vi vil grunde vor egen Kommune, en ganske særlig, som hviler paa meget bredere Grundlag end de tidligere. Vi er vidt fremskredne i vore Anskuelser. Vi kritiserer meget mere end før. Hvis Dobroljubow[2] nu kunde stige op af Graven, vilde jeg endog polemisere mod ham. Men Belinskij[3] vilde jeg bore aldeles i Sænk. Imidlertid vedbliver jeg at „uddanne” Sofia Ssemjonownas Ævner. Hun er en fortræffelig, prægtig Natur!”

„Naa, og De benytter naturligvis denne prægtige Natur, hvad? ha, ha?”

„Nej, nej!… Tværtimod!”

,Ha, ha, ha! „Tværtimod!” Det er et vellykket Udtryk!”

„Ja, De kan tro mig paa mit Ord. Af hvad Grund skulde jeg da skjule det for Dem. Sig det selv? Det forekommer mig selv ganske mærkværdigt, at hun ligeoverfor mig er saa frygtsom, saa kysk og saa bly.”

„Og De, naturligvis, De „uddanner” hende … ha, ha, ha, — „De beviser, at al denne Blyhed er — Taabelighed?”

„Aldeles ikke. Aa, hvor De opfatter det Ord „uddanne” raat, ja — undskyld Udtrykket — endog dumt! De kan slet ingen Ting begribe! Aa, Gud, hvor hun endnu er … uudviklet! Vi kæmper for Kvindens Frihed, men De har ganske andet i Sinde … Uden at indlade mig paa Spørgsmaalet om Kyskhed og Kvindedyd — Begreber, som i og for sig er unyttige og endogsaa hører til Fordommene — giver jeg hende dog fuldstændig Ret, naar hun ligeoverfor mig er kysk, thi det afhænger ganske af hendes Vilje, hun er fuldstændig i sin Ret. Naturligvis, hvis hun selv sagde til mig: „Jeg holder af Dig”, vilde jeg betragte det som en gunstig Chance for mig, thi jeg synes meget godt om Pigen; men nu opfører ingen sig høfligere og artigere mod hende end jeg, ingen agter hendes Værdighed mere end jeg … jeg venter og haaber — det er alt!”

„Giv hende heller et Par Skilling! Jeg tør vædde paa, at det har De endnu ikke tænkt paa!”

„Men De forstaar da slet ingen Ting, det maa jeg gentage! Pigens Stilling er ganske vist ogsaa derefter, men her gælder det et andet Spørgsmaal, et ganske andet Spørgsmaal. De foragter hende ganske simpelthen. De ser et Faktum, som De i Følge en forældet Fordom betragter som foragteligt, og derfor nægter De et menneskeligt Væsen humant Hensyn. De ved ikke, hvad det er for en Natur! Jeg ærgrer mig kun over, at hun i den sidste Tid næsten ganske har holdt op at læse og ikke mere modtager Bøger af mig. Før hentede hun ofte en og anden. Skade, at hun med al sin Energi og Ævne til at protestere — hvad hun jo allerede har bevist — har for liden Selvstændighed og Uafhængighed til at frigøre sig helt fra mange Fordomme og … Dumheder, skønt hun ganske udmærket godt forstaar adskillige Spørgsmaal. Saaledes for Eksempel begreb hun meget godt Spørgsmaalet om Haandkys, det vil sige, at Manden fornærmer Kvinden, naar han kysser hendes Haand, fordi derved Lighedens Lov krænkes. Dette Spørgsmaal blev hos os nylig debatteret, og jeg meddelte hende det straks. Beretningen om Arbejderassociationen i Frankrig hørte hun ogsaa meget opmærksomt paa. Nu er jeg i Færd med at forklare hende Spørgsmaalet om fri Indtræden i Værelserne, som det vil finde Sted under den nye Samfundsorden.”

„Hvad skal nu det betyde?”

„I den sidste Tid er det Spørgsmaal blevet debatteret, om vel ethvert Medlem af Kommunen har Ret til naar som helst at træde ind i et andet Medlems, Mands eller Kvindes, Værelse… og det blev Vedtaget, at ethvert Medlem har denne Ret…”

„Naa, men om nu han eller hun just i dette Øjeblik havde en nødvendig Forretning for? Ha, ha!”

Andrej Ssemjonowitsch blev ærgerlig.

„De kommer altid med disse fordømte „Forretninger”!” raabte han fjendtligt; „fy, hvor jeg ærgrer mig og er rasende over, at jeg den Gang, da jeg forklarede Dem Systemet, saa utidigt nævnte disse Forretninger! Gid Fanden havde det! Det er altid Anstødsstenen for Folk som Dem, der uden at forstaa den sande Betydning, bare ler ad det! Og De lader, som om De havde den største Ret til det, som om De havde Aarsag til at være stolt over det! fy! — Jeg har altid paastaaet, at man ikke skal forklare dette Spørgsmaal for nye Folk, før de allerede er overbevist om det hele System, naar Mennesket allerede er udviklet og paa den rette Vej. Ja, sig mig dog, om jeg maa bede, hvad finder De da for særligt nedværdigende og foragteligt — lad os sige i at rense en Møgkule? Jeg skulde være den første til at rense en hvilken som helst Møgkule! Dertil behøver man ikke en Gang Selvovervindelse! Det er ganske simpelt — et Arbejde; en ædel, for det menneskelige Samfund nyttig Virksomhed, der ikke behøver at staa tilbage for nogen anden Virksomhed, og som staar højere end en hvilken som helst Rafaels eller Puschkins Virksomhed, fordi den er nyttigere.”

„Og noblere — fremfor alt noblere… ha, ha, ha!”

„Hvad mener De med det, noblere? Jeg forstaar ikke saadanne Udtryk, naar de maa henføres til Ytringerne af menneskelig Virksomhed. „Noblere, højmodigere” — alt det er Vrøvl, forældede Ord fuld af Fordomme, som jeg bryder mig fejl om! Alt, hvad der er nyttigt for Menneskeheden, er ogsaa nobelt. Jeg forstaar blot det ene: nyttigt! — Fnis De bare saa meget De vil, det forholder sig dog saaledes!”

Peter Petrowitsch lo højt.

Han var færdig med at tælle sine Penge og gemte dem. En Del af dem blev for Resten liggende paa Bordet.

Dette „Spørgsmaal om Møgkulerne” havde, trods sin Tarvelighed, allerede oftere givet Anledning til Strid og Tvist mellem de to. Denne Gang havde Lushin lagt an paa at gøre Lebesätnikow rasende.

„Det er Deres Uheld i Gaar, som bevirker, at De nu er saa ondskabsfuld,” udbrød pludselig Lebesätnikow; trods sin „Uafhængighed” og trods sine „Protester” vovede han ikke rigtig at opponere mod Peter Petrowitsch; han havde ogsaa fra Ungdommen af en vis Respekt for ham, som han ikke kunde sige sig fri for.

„Sig mig heller,” afbrød Peter Petrowitsch ham overmodig og haanlig, „om De kan … eller endnu bedre, — om De virkelig staar paa en saa fortrolig Fod med ovennævnte Person, at De tør vove at bede hende komme herhen; nu straks, bare for et Minut og i dette Værelse. Det lader til, at de allesammen nu er komne tilbage fra Kirkegaarden … man hører Fodtrinene derude … Jeg vilde gerne se hende, denne Person.”

„Hvorfor det ?” spurgte Lebesätnikow forundret.

„Hvorfor?… fordi jeg ønsker det! I Dag eller i Morgen flyttet jeg herfra og vilde derfor meddele hende noget … For Resten kan De gerne være tilstede, medens jeg gør hende denne Meddelelse. Det ser jeg endogsaa helst, De kunde ellers tænke, Gud véd hvad.”

„Slet Ingenting vilde jeg tænke … har De noget at sige hende, saa er ingen Ting lettere end at kalde hende ud. Jeg skal gaa straks; vær De vis paa, at jeg ikke skal være Dem i Vejen.”

Lebesätnikow kom virkelig fem Minuter efter tilbage med Sofia.

Denne var meget forundret og, som sædvanlig, tilbageholden. Hun var altid ængstelig overfor nye Personer, nye Bekendtskaber, og havde allerede været det fra Barndommen af, men nu betydeligt mere…

Peter Petrowitsch modtog hende venligt og høfligt, for Resten med et let Anstrøg af jovial Familiaritet, der iøvrigt efter hans Mening var tilladt en saa agtbar og solid Mand som ham lige over for en saadan ung og i visse Henseender „interessant” Person. Han skyndte sig at indgyde hende Mod og lod hende tage Plads ved Bordet lige over for sig.

Sofia satte sig ned, saa sig om, — betragtede afvekslende Lebesätnikow og Pengene, som laa paa Bordet, og saa atter paa Peter Petrowitsch, fra hvem hun derefter ikke vendte Blikket bort.

Lebesätnikow var i Begreb med at gaa ud, men Peter Petrowitsch holdt ham tilbage ved Døren.

„Er Raskolnikow der?” sagde han hviskende.

„Raskolnikow? Ja, han er der; hvorfor det? Han kom lige nu, jeg saa det … hvad er der med ham?”

„Naa, saa vil jeg udtrykkelig bede Dem at blive her og ikke lade mig være alene med denne … Dame. Det er en Bagatel, men man kan gøre, Gud véd hvad, ud af det. Jeg vil ikke gerne have at Raskolnikow skulde fortælle noget derhenne … Forstaar De, hvad jeg mener?”

„Aa, jeg forstaar alt!” sagde Lebesätnikow. „Ja, De har Ret … men efter min Mening gaar Deres Ængstelighed dog for vidt … Og dog, De har alligevel Ret. Ønsker De det altsaa, saa bliver Jeg; jeg stiller mig med Vinduet og skal ikke forstyrre…”

Peter Petrowitsch satte sig lige over for Sofia ved Bordet, saa opmærksomt paa hende og antog pludselig en overordenlig solid, endog noget stræng Mine, som om han vilde sige: „Det er helst ikke værd, at Du tænker noget, min Frøken.” Sofia blev ganske forlegen.

„For det første anmoder jeg Dem, Sofia Ssemjonowna, om at undskylde mig hos Deres ærede Moder … Ikke sandt Katerina Iwanowna er Dem jo i Moders Sted?” begyndte Peter Petrowitsch venligt. Man kunde se paa ham, at det var de venskabeligste Hensigter, der besjælede ham.

„Jo, det er rigtigt,… hun er mig i Moders Sted,” svarede Sofia ængsteligt.

„Naa, altsaa, De maa endelig undskylde mig hos hende, at jeg ved særlige Omstændigheder er forhindret fra at være til Stede ved Gravøllet, trods Deres Moders venlige Indbydelse!”

„Jeg skal sige hende det, straks,” og Sofia skyndte sig at rejse sig.

„Men det er ikke alt,” tilføjede Peter Petrowitsch hurtigt og smilede over hendes Naivitet og hendes Ubekendtskab med Selskabsformerne. „De kender mig daarligt, elskværdigste Sofia Ssemjonowna, hvis De tror, at jeg for denne ubetydelige og kun mig vedkommende Sags Skyld skulde have ulejliget Dem herop. Jeg havde et andet Øjemed.”

Sofia satte sig igen. De graa og regnbuefarvede Banknoter, som endnu laa paa Bordet, flimrede for hendes Øjne, men hun vendte sig bort fra dem og saa atter hen paa Peter Petrowitsch … Det var pludselig blevet hende klart, at det var meget uanstændigt, især for hende, at betragte en andens Penge.

I sin Forlegenhed saa hun da paa den Guldlorgnet, som Peter Petrowitsch holdt i venstre Haand, derpaa rettede hun sine Øjne paa den store, massive Ring med gul Sten, som han bar — indtil hun endelig besluttede sig til at se lige paa Lushin.

Efter endnu en Pavse vedblev denne:

„Jeg vekslede i Gaar tilfældigvis et Par Ord med den ulykkelige Katerina Iwanowna. Disse Par Ord var nok til at overtyde mig om, at hun befinder sig i en … unaturlig Tilstand, om man saa tør udtrykke sig.”

„Ja … i en unaturlig…” skyndte Sofia sig at bekræfte.

„Eller, for at udtrykke det enklere og forstaaeligere, hun er ikke rask.”

„Nej, hun er ikke rask!”

„Ganske rigtigt; altsaa i Følelse af Humanitet og … saa at sige Deltagelse, ønskede jeg paa min Side at kunne være nyttig, da jeg ser for mig hendes forestaaende ulykkelige Skæbne. Det lader til, at Vane gaa ulykkelige Familie nu helt er henvist til Dem?”

„Undskyld, at jeg spørger,” sagde Sofia og rejste sig, „talte De i Gaar med hende om Muligheden af at faa en Pension? Hun sagde nemlig til mig i Gaar, at De havde paataget Dem at skaffe hende en Pension. Er det sandt?”

„Nej, jeg nævnede blot Muligheden af at hun en Gang for alle kunde faa en Understøttelse som Enke efter en i Tjenesten afdød Embedsmand, — Notabene, hvis der er nogen Protektion for Haanden — dog, saavidt jeg nu véd, har Deres afdøde Fader ikke blot ikke udtjent den lovmæssige Tid, men var i den sidste Tid ikke en Gang længer i Tjenesten. Kort og godt, hvis der endnu overhovedet skulde være Tale om Haab, saa er det meget lille; thi i Grunden fattes i dette Tilfælde alle lovlige Krav paa Ret til Understøttelse!… Og hun drømmer om en Pension? ha, ha, ha!”

„Ja … for hun er saa lettroende og tror i sin Godmodighed al Ting og … og … det er nu hendes Maner … ja! … undskyld,” sagde Sofia og rejste sig atter for at gaa.

„Tillad mig, De har endnu ikke hørt alt.”

„Endnu ikke?” spurgte Sofia forlegen.

„Men saa sæt Dem dog ned!”

Sofia var bleven ganske forvirret og satte sig for tredje Gang.

„Da jeg nu ser, hvordan hendes og de ulykkelige Børns Stilling er, saa ønskede jeg, som allerede sagt, i Forhold til mine Evner at være nyttig, det vil sige, kun i Forhold til mine Evner. Man kunde maaske altsaa aabne en Subskription for hende, foranstalte et Lotteri eller noget saadant, som sædvanligvis plejer at ske i slige Tilfælde ved Hjælp af Slægt eller Venner, som har Lyst til at hjælpe deres Medmennesker. Altsaa, det var det, jeg vilde meddele Dem … det lod sig snarere gøre.”

„Ja, det vilde være udmærket … Gud vil …” hviskede Sofia og betragtede Hr. Lushin opmærksomt.

„Ja, det lod sig gøre; men … naa, derom siden … det vil sige, man kunde jo allerede i Dag begynde med det. I Aften ses vi og taler om det, og gør Begyndelsen. Kom altsaa herop ved Syvtiden; Andrej Ssemjonowitsch vil forhaabenlig da ogsaa tage Del i … dog … der er en Omstændighed, som først nøje maa overvejes, og just derfor har jeg ulejliget Dem hid, Sofia Ssemjonowna. Efter min Mening kan man nemlig ikke betro Katerina Iwanowna Penge, det vilde være farligt; Beviset er — Gravøllet i Dag. Uden saa at sige at have en Brødskorpe til i Morgen, og … naa, bliver Skotøj og sligt købt i Dag, selv Jamaikarom og jeg tror endogsaa Madeira og … og Kaffe. Jeg saa det, da jeg gik forbi, og — i Morgen staar atter Nøden for Døren, ikke et Stykke Brød; — det er dog det rene Vanvid! Og derfor maa Subskriptionen, efter min personlige Mening, arrangeres saaledes, at den ulykkelige Enke saa at sige slet ikke véd noget om Pengene, men for Eksempel kun De alene. Har jeg ikke Ret i det?”

„Jeg véd ikke. Hun er i Dag saa … det forekommer bare en Gang i Livet … det var hende saa meget om at gøre at holde Gravøl efter den afdøde; vise ham den Ære … ellers er hun meget fornuftig. Men forøvrigt som De ønsker … jeg vil være Dem meget, meget … og allesammen vil være meget … og Gud vil … og de smaa faderløse…”

Sofia kunde ikke tale tilende og begyndte at græde.

„Ja, ja, det er godt; overlæg nu alt dette; men modtag for det første, til Hjælp for Deres Familie, en efter mine Ævner afpasset Sum. Jeg ønsker indstændigt, at mit Navn ikke maa blive nævnt i den Forbindelse. Her … da jeg ogsaa har mine Bekymringer, er jeg ikke i Stand til at give mere.”

Og Peter Petrowitsch rakte Sofia en Tirubelseddel, som han omhyggelig havde foldet ud.

Sofia tog den, rødmede, rejste op, hviskede nogle uhørlige Ord og skyndte sig at tage Afsked.

Peter Petrowitsch fulgte hende højtideligt lige tll Døren.

Endelig slap hun ud i en ejendommelig bevæget Stemning og vendte i den største Forvirring tilbage til Katerina Iwanowna.

Under hele denne Scene havde Andrej Ssemjonowitsch dels staaet ved Vinduet, dele gik han op og ned for ikke at forstyrre Samtalen; men da Sofia var gaaet, gik han pludselig hen til Peter Petrowitsch og rakte ham højtidelig Haanden.

„Jeg har hørt alt og set alt,” sagde han, idet han særlig betonede de sidste Ord. „Det er ædelt, eller med andre Ord humant! De vil undgaa Taksigelser, jeg saa det! Og skønt jeg — det vil jeg tilstaa — af Princip ikke sympatiserer med privat Velgørenhed, — fordi den ikke alene ikke udrydder det sociale Onde, men endogsaa giver det ny Næring — saa kan jeg desuagtet ikke lade være at tilstaa, at Deres Handlemaade glædede mig — ja, den ligefrem behagede mig.”

„Aa, hold op med det Vrøvl!” mumlede Peter Petrowitsch lidt opirret og syntes at betragte Lebesätnikow usædvanligt skarpt.

„Nej, det er ikke noget Vrøvl! Et Menneske, der som Dem, er bleven fornærmet og vred over Begivenheden i Gaar, og paa samme Tid er i Stand til at tænke paa andres Ulykke — et saadant Menneske … selv om han ved sin Handling begaar en social Fejl — er ikke destomindre … agtværdigt! Det ventede jeg ikke af Dem, Peter Petrowitsch, saa meget mere, da De efter Deres Begreber … aa, hvor dog Deres Begreber lægger Dem Hindringer i Vejen! Hvorledes tager De nu ikke det Uheld i Gaar,” udbrød den godmodige Andrej Ssemjonowitsch, der pludselig atter fik et nyt Anfald af Velvilje for Peter Petrowitsch, „og hvad skal ogsaa dette Ægteskab til, dette lovlige Ægteskab, min ædleste, kæreste Peter Petrowitsch! Hvad behøver De denne Lovlighed i Ægteskabet for? Naa, De maa gærne blive vred paa mig for det, men jeg er meget glad over … at det ikke lykkedes Dem … at De er fri, at De endnu ikke er ganske tabt for Menneskeheden, jeg er virkelig glad … Ja, nu har jeg faaet talt ud!”

„Fordi jeg ikke har Lyst til i Eders polske Ægteskab at gaa med Horn og opdrage fremmede Børn — derfor finder jeg et lovligt Ægteskab nødvendigt,” svarede Lushin, bare for at svare noget. Han havde øjensynlig andre Ting i Hovedet og var adspredt.

„Børn? De nævnte Børn?” Andrej Ssemjonowitsch foer pludselig op som en Stridshest, der hører et Trompetstød. „Børnene, det er et socialt Spørgsmaal af højeste Vigtighed, det er jeg enig med Dem i; men Spørgsmaalet om Børnene løses paa en ganske anden Maade. Nogle lader endogsaa Børnene helt og holdent ude af Betragtning ligesom enhver Hentydning til Familien. Om Børnene kan vi tale siden, men lad os nu befatte os med Hornene. Jeg maa tilstaa, at dette er min svage Side. Dette afskyelige Udtryk er i Fremtidens Ordbog endog utænkeligt. Og hvad er da egentlig Horn? O, hvilken Forvildelse! Hvad har da Horn for en Betydning? Hvorfor Horn? Hvilken Snak! Tværtimod, i det ikke lovstemplede Ægteskab vil der slet ikke gives Horn! Horn er kun de naturlige Konsekvenser af et lovligt Ægteskab, saa at sige dets Bekræftelse, en Protest derimod, saa i den Betydning er det slet ikke beskæmmende … Og hvis jeg nogensinde skulde indgaa et lovligt Ægteskab — forudsat at en saadan Taabelighed var mulig — saa vilde jeg endog glæde mig over Eders fordømte Horn; jeg vilde da sige til min Kone: „Min Veninde, hidtil har jeg kun elsket Dig, men nu agter jeg Dig — thi Du har forstaaet at protestere!” De ler? Det kommer deraf, at De ikke er istand til at frigøre Dem fra Fordomme! For Fanden! — jeg forstaar nok, hvori Ubehageligheden ligger, naar man bliver bedragen i lovligt Ægteskab. Men det er jo bare den nederdrægtige Følge af en nederdrægtig Kendsgærning ved hvilket saavel den ene som den anden er beskæmmet. Men naar Hornene, saaledes som i det ikke præstevelsignede Ægteskab, anerkendes aabenlyst, saa eksisterer de overhovedet ikke længer og taber endogsaa Benævnelsen Horn. Tværtimod, Deres Kone beviser Dem derved kun sin Agtelse, hun anser Dem ikke istand til at modsætte Dem hendes Lykke og holder Dem for saa fornuftig, at De ikke vil hævne Dem paa den nye Mand. Fanden tage mig sværmer jeg ikke ofte for — hvis jeg skulde gifte mig, med Præst eller uden Præst, det er det samme — selv at føre Elskeren til min Kone, i Fald hun skulde betænke sig længe paa, om hun skulde anskaffe sig en eller ikke. „Kære Veninde”, vilde jeg sige, „jeg elsker Dig, men jeg ønsker ogsaa, at Du maatte agte mig — Saaledes vilde jeg tage Sagen.”

Peter Petrowitsch, der kun havde hørt paa Halvdelen af al denne Passiar, lo saa smaat. Han havde i Virkeligheden ogsaa ganske andre Ting i Hovedet, og endelig lagde Lebesätnikow Mærke hertil.

Man kunde se, at Peter Petrowitsch var i en en vis Bevægelse; han gned sig i Hænderne og grublede.

Alt dette huskede Andrej Ssemjonowitsch siden, og han trak sine Slutninger deraf.



  1. Store Luksusbutiker i Petersborg.
  2. En anset russisk Kritiker og Fremskridtsmand fra Tredserne.
  3. Grundlægger af den nyere russiske Kritik og anset Journalist fra Fyrrerne.