Fra Fæstekontoret

by Cornelia Levetzow

Fra Fæstekontoret

Der var fuldt paa Fæstekontoret, og den svære Fæstemand gik travl og ivrig om mellem de dobbelte Rækker, forklarende og anbefalende, udfindende hvem, der netop passede for denne Plads, og hvem for denne, dog Alt i Hast, det gjaldt jo at blive færdig og give Plads til den nye Flok, der ventede udenfor.
Tæt ved Døren stod en middelhøj, tynd og knoklet ung Karl; det lyse Haar hang i Tjavser om det blege, udtryksløse Ansigt. Klæderne vare ikke egentlig daarlige, men de passede daarligt. Der var noget træt og haabløst over Stilling og Skikkelse. De Søgende kastede kun et Blik paa ham, saa gik de videre, og Fæstemandens eneste Anbefaling lød: „Forlanger kun en lille Løn."
En anselig Gaardmand med guldknappet Stok og brøsig Mine gik ikke alene forbi, men gav ved at løfte Overlæben og slaa med Hovedet sin Ringeagt tilkjende. Morten saae det godt, der kom et Glimt af Harme og Nag i de graablaa øjne; saa sank han sammen igjen.
„Jeg skulde gjerne have mig en ung Karl," lød det pludselig med en frisk, klar Røst, der fik alle Øjne til at rette sig paa den Indtrædende, en høj, kraftig Mand med et klogt, bestemt Ansigt og et Par mærkelig udtryksfulde øjne. Fæstemanden bukkede, at det var en virkelig Herre, saae han straks.
„Vi har forskjellige unge Karle, — særlig vil jeg anbefale —"
Men Herren gik allerede sin egen Vej til den anden Side.
Morten tænkte, at nu skulde der vel igjen gjøres Ansigt, og blev ikke lidet forbavset, da Manden standsede foran ham.
„Har Du været syg?" Der var ingen Uvillie i det spørgende Blik.
Ja, det havde han; udskrevet forrige Uge efter en Typhus.
„Forlanger kun en lille Løn," tilføjede Fæstemanden.
„Mener Du at kunne arbejde?"
„Ikke svært Arbejde fra Begyndelsen, men Kræfterne komme vel."
„Det vil vi haabe. — Naa, der er Bogen!" han bladede i den, „mange Pladser for saa ung en Alder."
„Det var ogsaa Pladser derefter," Tonen var opfarende.
„Lad det være godt. — Hundrede Kroner for i Sommer; der fordres almindeligt Karlearbejde, men tages naturligvis Hensyn til Kræfterne. Dit Navn?"
„Morten Jensen."
„Naa, skal det saa være, Morten Jensen?"
Haanden raktes ud, og der veksledes Haandslag. Paa den Maade var Morten aldrig bleven fæstet før, og saadant et Menneske havde han aldrig set. Han talte jo til ham, som var han en anden En. — Den unge Karl blev helt uhyggelig tilmode, der maatte være Noget under det.
„Lad os saa komme afsted. — Kan Du følge mig straks?"
Morten saae usikkert op. „Jeg maa først af Tøjet," sagde han, „det er ikke saadan at ligge paa Hospitalet i fire Uger."
Proprietair Storm fattede ikke ret Meningen af det Sagte, der imidlertid forklaredes paa uventet Maade.
„Det er min Svogers Klæder, jeg gaar med," han skulede og talte halvhviskende, men brød saa pludselig ud: „Nej, der staar Kjællingen i Porten og passer paa! Troede Du, jeg vilde rende med Tøjet?"
En ung, ret velklædt Kone, der saae forslidt, forkuet og alligevel underlig selvsikker ud, traadte nu til.
„Snak, men vidste Hansen, hvad jeg har gjort, vilde der staa et Hus. Det er snart Middagstid, Du maa hente din Pjalt, før han kommer. Godt, at Du fik Plads; er det den Herre der, Du skal tjene?"
Før Morten kunde svare, stod Husbonden imellem dem. Han havde hørt Ordet Pjalt og forstod, hvad der maatte gjøres.
„Det er bedst, Du faar Løn forud; jeg mener i Klæder og Støvler."
„Støvlerne ere hans egne," forklarede Søsteren halv foragteligt, „men de ere heller ikke stort værd."
Saa fik Morten da nye Klæder, der passede. Proprietairen foreslog et varmt Bad.
„Nej Tak," han havde faaet Bade nok paa Hospitalet.
Søsteren lagde sin Mands Tøj omhyggeligt sammen.
„Bliv nu, hvor Du kommer, Morten," sagde hun, „jeg kan ikke gjøre Noget for Dig, veed Du," og saa hastede hun bort uden at skjænke ham et Blik.
„Er Du træt?" spurgte den nye Husbond.
Træt! Det var første Gang i hans Liv, Nogen havde spurgt ham, om han var træt. Jo, han var træt.
„Og sulten? Efter den Sygdom plejer man at kunne spise for To. — Naa, nu er vi der, hvor Vognen holder; gaa ind i Stuen til Gaarden og sæt Dig, der skal straks komme Mad." —
Bøfsteg, rygende Kartofler og en Flaske hvidt Øl. Morten gav sig neppe Tid til at skjære Kjødet, saa sulten var han. Da Bøffen var spist, gik det ud over Brødbakken. Nej se, der kom Kaffe ovenpaa med Boller til.
Da Maaltidet var endt, begyndte Morten at tænke sig om. Her sad han i ordentlige Klæder med en Byldt nyt Arbejdstøj staaende ved Siden, og Opvarteren behandlede ham som de Andre. Hvor skulde han nu hen? — Naar han tænkte paa alt det, han havde faaet forud, var det næsten, som havde han solgt sig selv, og en vild Lyst til at flygte fra det Hele rejste sig i hans oprørske Sind; men der var ingen Bund i den Lyst, al Handlekraft var i Øjeblikket som lammet. „Jeg faar vel prøve det; stikke af kan man jo altid."
Kort efter traadte Hr. Storm ind.
„Naa, er Du færdig? — Velbekomme. Du kan vel kjøre et Par muntre Heste? — Ja, i Dag er jeg selv Kudsk."
Det var en smuk lille Vogn og et Par rigtige Stadsheste, der løb af sig selv; Pidsken var kun med for Syns Skyld.
„Svøb Dækkenet om Dig og læn Dig tilbage; det er ingen Skam at have været syg. — Se, nu kan man da igjen trække Aande uden at kvæles af Støv, Røg og Madluft. Du er vel ogsaa født paa Landet, ikke sandt?"
Jo, det var han.
„Lever Forældrene?"
Nej, dem havde han aldrig kjendt.
„Opdraget mellem Fremmede?" Stemmen lød mild og deltagende.
„Vi var hos en gammel Bedstemoder; hun tog, hvad Sognet gav. Pigen — hende, Herren saae derinde — fik Plads som Barnepige, da hun var tolv Aar, og jeg maatte vogte Smaakræ, fra jeg kan huske. Saadan er det at være forældreløs."
„Lever den Gamle?"
„Det skal jeg ikke kunne sige, men jeg tænker det. De gamle Koner paa Fattiggaardene pleje at blive hundrede Aar, skjøndt Ingen sørger naar Døden tager dem."
Proprietair Storm sukkede, og der gik en mørk Skygge over hans Ansigt. „Ja, ja," sagde han et Par Gange; Tanken gik langt bort. Morten følte det, skjøndt han var en daarlig Iagttager.
„Naa, Manden havde vel sine Sorger, hvorfor skulde han ogsaa være fri?" —
Det var en varm Dag, og medens de tavse rullede videre ad den gode, jevne Landevej, listede Døsigheden sig lidt efter lidt over Morten, og snart sov han trygt og fast. Nej, hvor saae han dog medtaget og forsømt ud! Proprietairen var tilmode, som havde han bjerget en skibbruden Mand.
Det gav et Ryk i Morten, da han vaagnede. „Hvor er jeg? — Naa, det er sandt!"
„Det var en ordentlig Lur, over to Timer, for jeg saae paa mit Uhr. — Se Dig om, min Gut, nu begynder snart vore Enemærker. Deroppe paa Højen ligger vor Kirke og nede ved Krattet den Mølle, vi søge til. — Hvor Stranden dog er blaa i Dag, og hvor den bruser. Naa, er det rart at komme ud paa det rigtige Land?"
„Det er mig saa lige det Samme," han betænkte sig og tilføjede, „men Folk i Byerne har det nu alligevel lettere."
„Har Du prøvet det?"
Nej, det havde han ikke, og saa gik Samtalen istaa.
Kort efter lød et skingrende Hurra fra en Høj ude paa Marken, og en lille munter Purk med kortafskaaret, hørfarvet Haar og brunrøde Kinder vinkede velkommen med vidt udbredte Arme.
Højre Haand viftede med Straahatten, venstre med det højrøde Lommetørklæde.
Morten tænkte, at det maatte være Sønnen, og undrede sig over Træskoene og de landlige Klæder. Pludselig dannede Drengen en Raaber af Hænderne og brølede: „Studenten har det bedre; han er ude i Haven."
„Tak, Søren, tak, min Dreng!" Sukket lød igjen, og Skyen lagde sig over Panden, men han strøg den bort med Haanden og vendte sig mod Morten.
„Det er din yngste Medtjener; han er ogsaa forældreløs; stakkels lille Fyr! Moderen døde forrige Vinter, og saa fik han Plads her som Vogterdreng. — Naa, er det ikke en kjøn Indkjørsel? Og smukkere bliver den om et Par Dage, naar Træerne i Alleen springe helt ud. — Se, der er Hunden allerede! Tys, tys, gamle Bjørn, vent bare, til jeg kommer ned. Goddag, I Kjære, Alle! — Per, her er den nye Karl; han har været syg og maa skaanes; Du tager Dig af ham, veed jeg."
Morten var helt fortumlet; der stod Fruen, hun nikkede til ham, saa han fik vel løfte paa Hatten. En ældre, velklædt Karl med graasprængt Haar, alvorligt Ansigt og stilfærdigt Væsen bød ham Haanden.
„Velkommen til Gaarden!"
„Tak," den slappe Haand gjengjældte ikke Trykket.
Hvor her var fint! Saadan en Hovedbygning og saadanne Længer. Gaarden som en Dandsesal, og Baggaarden ryddelig og ren. Nej, han passede bestemt ikke til den Plads.
„Er det her, jeg skal være?"
„Ja, dette er din Seng; vi To skal dele Kammer. De andre Tre ligge inde ved Siden."
Morten saae paa Avlskarlens rolige, faste Ansigt, og der paakom ham en Følelse, som om han var sluttet i Fængsel.
„Man kan da gaa ud, naar man har Lyst?"
„Ja vel, naar Arbejdet er endt. Porten lukkes først Klokken ti, og er der Grund for Nogen til at blive længer ude, er Husbond altid villig til at laane ham Nøglen."
„Ja, for jeg lader mig," en vældig Ed sattes paa, „ikke baste og binde; nej, om jeg gjør!"
Per tav et Øjeblik og sagde saa ganske sindig og mildt: „Det er ikke tilladt her at bande."
„Hvem kan hindre mig deri?"
„Det kan vor Husbond; men Du er da vel for klog til at ville miste en saadan Plads for din Tunges Skyld?"
„Hvad veed jeg om, hvordan en Plads det er? Bliver jeg gal i Hovedet, maa jeg have Luft. — Har I været her længe?"
„Sytten Aar saavel," der gik et underlig klart Udtryk over Pers Ansigt; det var, som fik han en Indskydelse.
„Har den nye Karl Lyst til at se de Klæder, hvori jeg kom hertil?" Før Morten kunde svare, hentedes en lille Byldt op fra Dragkistens nederste Bund og lagdes paa Bordet. — Hvor det lignede hans egne Pjalter, dem, Søsteren havde beholdt.
„Og se mit Tøj nu!" Skabet aabnedes med stille Tilfredshed. Der hang Tøjet omhyggelig afbørstet; Vinterfrakke, Højtids- og Søndagsdragt og gode, daglige Klæder.
„Og her staar Støvlerne," vedblev Per roligt, „men bande maa man ikke. Jeg prøvede ligesom Du, men Husbond sagde, at her paa Gaarden paakaldtes ingen Djævel, men den levende Gud."
Morten stod helt overvældet og stirrede paa det gamle Tøj. Saa langt nede havde den pæne Karl været! — Det var, som aabnede der sig en Udsigt for ham.
„I har ogsaa Uhr, tror jeg." „Ja, det har jeg nu ikke kjøbt, det er en Gave fra min Husbond."
En let Banken paa Døren lød i det Samme, og en ung Pige i lys Bomuldskjole med hvidt Forklæde kom ind. Hendes mørke, fyldige Haarfletning var slynget i en blød Nakkeknude. Snarere bleg end rød havde Kinden dog et friskt Sundhedsskjær; et Par brune Barneøjne saae tillidsfuldt ud i Verden. Hun bar en stor Hovedpude og hilste venligt paa Morten.
„Goddag og velkommen!" — Saa maatte han da trykke Haand igjen og det oven i Kjøbet en lille Pigehaand. Pigerne plejede ellers at drive Gjæk med ham, have ham til Bedste, men saadan saae denne ikke ud.
„Fruen sagde, at den nye Karl — jeg veed ikke Navnet?"
„Morten."
„Naa, Morten. Fruen sagde, at Morten skulde have denne Pude, fordi han havde været syg. Og saa vil hun tale med Dig, saasnart Du har skiftet Klæder. Hun er ude i Haven."
„Godt." — Han sagde ikke Tak.
Nu skal Slidet begynde igjen, tænkte han og strakte de matte Lemmer.
„Ja, saa er det vel bedst, at jeg laver mig til."
Per nikkede: „Er der Noget, Du mangler, saa sig det bare." —
Morten skyndte sig ikke — han holdt i det Hele ikke af at skynde sig — men tilsidst blev han dog færdig. Der var ogsaa Træsko i Pakken, — bedst at tage dem paa.
Uh, sikke Strømper! Træskoene kunde ikke skjule Hullerne. Men der laa jo to nye Par ved Tøjet. Han trak det ene paa og rullede sine gamle godt sammen.
„Nu skulde jeg gjemme dem, ligesom den gamle Karl gjemte sine Klæder. Nej, saa gal er jeg da ikke! De skal sænkes." Han følte sig helt stor i det ordentlige Tøj.
Da Morten kom ud i Gaarden, gik de to andre Karle ham i Møde, og han slap ikke for Haandslag og Velkommen. Den Yngste havde et kjønt, muntert Ansigt og noget Overgivent i sit Væsen, der gav Morten Mod til at spørge ham, om der var langt til Kroen.
Poul maalte ham med store Øjne: „Hundrede Mil!" lød det afvisende Svar. Men den anden Karl nærmede sig langsomt.
„Saa omtrent en Fjerdingvej," sagde han hviskende, „og lidt kortere, naar man gaar ad Engstien; men Gangen derhen er ilde set her paa Gaarden."
„Det bryder jeg mig —" Eden lød igjen — „ikke en Døjt om. Man er da ikke Slave."
Henrik, hvis Mine var en Blanding af Flegma, Polidskeri og Uselvstændighed, kløede sig bag Øret.
„Det er nu alligevel den bedste Plads, jeg har havt, denne her. Men vi kan jo tale sammen en anden Gang, nu har jeg ikke Stunder. — Du behøver ikke at gaa op til Huset; Laagen ved Dammen fører ind i Haven lige ved Lysthuset, hvor Fruen sidder."
Nej, hvor den Have var smuk! Blomster, Buske og helt bagved Træer saa store som i en Skov.
„Naa, hvordan staar det til?"
Det gik gjennem Morten, da Fru Storms Haand lagdes paa hans Skulder, og han vovede ikke at se rigtig paa hende. „Skidt," sagde han bare, „jeg er som en Klud'."
„Men Du er vist ogsaa sulten. — Der staar et Krus Mælk og Smørrebrød til Dig inde i Lysthuset. Gaa kun ind; det er vor Søn, som sidder derinde. Han har ogsaa været syg — er syg," Stemmen bævede.
Uvilkaarlig saae Morten op, ja, lige ind i det, milde, moderlige Ansigt, og trods Smilet om Munden saae han et Udtryk af Lidelse i Øjet.
Saadan dejlig Mad! En hel Tallerken fuld, og den unge Herre fik ogsaa Mad derinde.
„Velkommen og tag Plads. — Vi To skal nok spise omkap."
Aa, saadan en fin, tynd Haand, og hvor den Hoste lød fæl. Moderen kunde nok have Grund til at sørge. Hende kunde han lide; hun havde dog ogsaa Tanke for en anden En.
En anden En, det var hans vante Betegnelse af sig selv. En, der intet Sted hørte hen, ingen Ret havde.
„Spis dit Æg, Kammerat."
Det var lettere sagt end gjort; bide gjennem Skallen syntes han dog ikke om. Paa den Maade havde han aldrig spist Æg, skjøndt han havde nydt mange i sit Liv, taget dem lige fra Reden, drukket dem ud og skjult de forræderske Skaller.
„Knus Toppen med Skeen, saadan, nu gaar det. — Det frister ordentlig min Madlyst at se Dig spise, men naar Du er færdig, maa Du alligevel hjælpe mig, for jeg kan ikke faa Bugt med alt mit. — Det var ret, nu faa vi godt Vejr i Morgen!" han lo, saa Taarerne stod ham i de klare, smukke Øjne. „Men er Du nu ogsaa mæt, Morten?"
„Ja, jeg er mæt, hel mæt," tilføjedes med Vægt.
„Saa velbekomme! Du faar nok snart Kræfter. — Rive og Skuffe staa derhenne. Moder sagde, at der først skulde tages fat paa Gangen ned fra Havedøren."
Efter en Timestids Forløb, traadte Proprietair Storm til. „Lad det nu være nok for i Dag. Jeg synes, Du skulde gaa i Seng, Morten, og sove rigtig ud."
Det havde han ogsaa mest Lyst til. Han tittede ind i Lysthuset, men Studenten var allerede gaaet ind.
Der var stille og luftigt i det venlige Karlekammer, og sikken et Leje mod dem, han var vant til. Bornholmeruhret havde ikke dikket mange Minuter, før Morten sov som en Sten, og han blev ved at sove til høj lys Dag. Den nye Karl maatte ikke vækkes, havde Herren sagt.

Solen skinnede helt ind i Stuen, og Viseren nærmede sig Nitallet, da han vaagnede. Nej da, hvad skulde det blive til?
Pers Seng stod velredt, dækket af et rødstribet Tæppe. Der var Spejl i Stuen og Vadskebord med Fad og Kande, Kam og Børste. Morten, der plejede at fuldende sin Paaklædning ved Truget under Posten, mumlede Noget om fine Narrestreger, men gjorde samtidig et Forsøg paa at skille det gjenstridige Haar og sparede ikke heller paa Sæben.
Der sad Nøgle i Skabet, han dyede sig ikke for at aabne det og se paa de pæne Klæder. — Naa, Per havde ogsaa hængt hans Tøj derind; de troede nok, han var et Barn! Men hvor var Strømperne? Han havde lagt dem i en Rulle under Sengen lige her. Skulde de nu vises frem og maaske være til Grin for det unge Pigebarn. Haanden knyttede sig i Harme.
Idet Morten aabnede Døren, saae han de andre Folk komme ud fra Hovedbygningen. Per nikkede et venligt Godmorgen.
„Hvor komme I fra?"
„Der bliver sunget derinde hver Morgen, og Husbond læser. Det er lige før Frokosten, men vi maatte ikke vække Dig. — Det er da ogsaa en fri Sag, om man vil med eller ikke."
„Tak for mig!" Morten lo haanligt. „Faa vi nu Frokost?"
„Ja vel, men Du skal endnu en Tid have Ekstraforplejning, siger Fruen. Der er vist sat Mad frem til Dig ude i Lysthuset hos Studenten."
„Bi lidt, Per! der var ingen Strømper?"
Avlskarlen nærmede sig. „Jeg lagde dem ind i Kakkelovnen," sagde han hviskende, „for Du veed, der er Gjennemgang, og det kommer jo ingen Anden ved, hvordan Ens gamle Tøj ser ud."
„Klæderne har Du nok ogsaa taget," det lød som en Anklage.
„De har det bedst i Skab, derfor ryddede jeg et Par Knager til Dig, men vi kan godt tage dem ud igjen."
„Lad dem hænge, — men jeg synes, Du skulde have spurgt først."
Morten havde nu engang Lyst til Kjævl, men Per havde Ulyst, og derfor svarede han roligt:
„Det skulde jeg vist ogsaa," og saa hastede han til sin Gjerning.
„Godmorgen, Morten! Naa, kommer Du endelig; jeg er allerede næsten færdig. — Her er Maltøl og Æg, og saa stoler jeg paa, at Du ogsaa har Plads til det, jeg levner."
„Det skal ikke mangle, men jeg synes, Studenten burde nøde Dem til at spise det selv, for det er dog Meningen."
„Jeg bliver bare syg af at nøde mig, men Du trænger til Næring. Ser Du, Kammerat, med Dig gaar det opad Bakke og med mig ned."
„Studenten kommer nok opad Bakke igjen."
En let Hovedrysten var det eneste Svar. De klare øjne syntes endnu klarere, idet Blikket gik ud i det Fjerne.
„Om en Maaned skal det nok kjendes, at jeg har Ret," vedblev han efter en Stund, „jeg tænker, Du er en hel Karl om en Maaned. — Lad Riven staa og giv mig Armen; jeg har Lyst til at gaa ned til Stranden og sidde paa Stenene lige i Solen. Da Anemonerne sprang ud, kunde jeg gaa alene derned, men sidst kneb det med at komme op igjen. — Det var min Agt at blive Læge, skal Du vide, og saa meget forstaar jeg da allerede, at jeg kan dømme om min Tilstand, og det er jeg glad for. — Her er det! Tak, nu sidder jeg godt. Hvor det er stille, Himmel og Hav gaa jo næsten i Et. Er her ikke dejligt?"
Han tog Hatten af og strakte Armene ud. Det var som et Favntag rettet mod alt dette Skjønne og mod Noget længere borte, der var endnu skjønnere og fyldte ham med Længsel.
„Naa, Morten, hvad synes Du saa om at være her?"
„Endnu synes jeg Ingenting, for jeg er jo lige kommen."
Stemmen lød efter Sædvane mut og tvær, men da han fik øje paa et skuffet Udtryk i Studentens Ansigt, tilføjede han: „Jeg synes godt om Maden."
„Det glæder mig." Et fint lille Smil, fuldt af Humør og Velvillie, skjultes med Haanden. „Gaa ikke endnu," bad han, „fortæl mig lidt om din gamle Bedstemoder; Forældrene ere jo døde." „Jeg tænker aldrig paa hende." „Men det skulde Du gjøre og skrive til hende oven i Kjøbet, glæde den gamle Kone med et Brev."
„Hun vilde nok tro, at jeg var bleven gal eller vilde have hendes sidste Skillinger; men dem beholder Fattiggaarden da, hvis hun har nogen."
„Hvordan saae hun ud?"
„Hvordan ser saadan en gammel Kjærling ud? Gusten og rynket, tandløs og kroget, tænker jeg."
„Hun var dog god imod Dig, da Du var lille, ikke sandt?"
„Jeg skal love for det! Tørt Brød, onde Ord og Prygl, det var Behandlingen."
Studenten tav en Stund, og Morten ventede en ordentlig Forelæsning, men i Stedet lød det med blød og kjærlig Stemme: „Stakkels Dig!" Det var, som bøjede han sig ved Tanken om al den Kjærlighed, der var bleven ham selv til Del.
Stakkels Dig! Det var da godt, En forstod, hvad han havde døjet, men det om Bedstemoder var nu alligevel Løgn. Bankene havde han vist ærligt fortjent, og var der Sul i Huset, fik Børnene dog altid Broderparten.
Morten kæmpede med sig selv, medens han arbejdede i Haven, og da han hentede Studenten og langsomt fulgte ham op, kom det endelig uden Indledning, som en Fortsættelse:
„Arrig var hun nu egentlig ikke, den Gamle, uden naar vi gjorde hende det altfor broget, og havde hun noget Godt — det gik kun sjeldent paa — delte hun det ogsaa med os. Jeg besøgte hende en Gang, da hun lige var kommen paa Fattiggaarden, for jeg havde Lyst til min Bedstefaders Uhr; men det vilde hun ikke af med, og saa skjeldte hun, fordi jeg havde skiftet Plads, og da jeg ogsaa brugte Mund, endte det med, at vi bandede hinanden. — Vil Studenten ind i Lysthuset igjen?"
„Ja, jeg maa hvile, før jeg gaar op til Huset. — Tak, Morten, Du har rigtignok støttet mig godt. Saadan en Arm om Livet bærer En jo næsten. Hvem har lært Dig det?"
„Det kom af sig selv, da Studenten pustede." Han tørrede Panden og rettede sig. Hvor var det nyt at blive rost.
„Glem nu ikke, hvad jeg sagde om Brevet. Den gamle Kone tænker nok paa Jer Børn hver Dag, tør jeg sige. Er din Søster god imod hende?"
„Hun! — Manden aner ikke engang, at den Gamle er til, saadan skammer hun sig over hende."
„Desto vigtigere er det, at Du giver Dig tilkjende. Fortæl hende, at Du har været syg, og at Du er kommen her, hvor Du agter at blive, og sig hende saa et godt Ord fra sidst."
„Gjorde jeg det, troede hun bare, at jeg vilde have Uhret, og det kan jo ogsaa være, at jeg fik det; men saadanne Lirkerier har jeg aldrig forstaaet mig paa."
Studenten saae Morten lige ind i Øjet.
„Jeg tror ogsaa, det er bedst, Du venter, til Du bliver anderledes til Sinds," sagde han.
Anderledes til Sinds! Morten grublede paa Ordene, medens han arbejdede. Hvorfor skulde han blive anderledes til Sinds? Hvem sagde, at han ønskede at blive det, og hvem sagde, at han agtede at blive her.

Og Tiden gik, Morten følte Kræfterne vende tilbage Dag for Dag; Gangen blev fast, og de hule Kinder rundedes og fik Farve. Rigtig tilpas følte han sig alligevel ikke; der var Mure om ham allevegne, syntes han, det var ikke muligt at faa Luft. Bande maatte man ikke, og de Viser, han kjendte og plejede at synge, turde han ikke engang give Lyd i Haven for Træer og Buske. Sommetider fik han sig dog en ordentlig Passiar med Henrik, men han var nu alligevel en Pjalt, samme Henrik, der gik med op til Læsningen og spillede Hellig. Den unge Herre og saa Fruen, dem holdt han af, men for Husbondens Øje var han bange. Per indgød ham ogsaa en vis Respekt, men Poul var ham en Torn i Øjet, kom ham altid i Vejen, syntes han. Brugtes de begge i Haven, gik Arbejdet raskere for Poul og udførtes bedre. Hvorfor tog han altid fat med saadan Iver og Fart, tænkte Morten, uden fordi han var en Sledskeper. Saadan Tungen kunde løbe, naar han talte med Ane Lise og hjalp hende med Et eller Andet.
„Jeg havde Lyst til at prøve Kræfter med den Laps," betroede han Henrik.
„Havde Du? Mig gjør han aldrig Noget. I Førstningen kneb det lidt, naar han læste om Aftenen, for han læser hver Aften, men nu har jeg vænnet mig til det. Man kan jo ogsaa trække Dynen op over Hovedet. — Vidste Du, hvad jeg veed, vilde Du bare undre Dig, at Fyren er, som han er."
„Har han gjort Noget? — Du kan roligt sige mig det." Der kom Liv og Interesse i Mortens Øje.
„Ja, derfor kom han her. Han er straffet med Ris paa Raadhuset. Herren læste om det i Avisen og tog lige ind og hentede ham. Det er fem Aar siden, saa han har været her længere end jeg og opført sig godt hele Tiden." „Har Per fortalt det?"
„Per! nej, før talte Stenene. Kromanden veed det fra sin Svoger, der er Politibetjent i Kjøbenhavn."
„Ser man det, ser man det." Morten længtes efter at bruge sit nye Vaaben.
Et Par Dage efter kom Poul hen til ham og sagde paa sin glade, livlige Maade: „Studenten vil ned til Stranden om en Time; men har Du Andet for, kan jeg godt følge ham."
„Det manglede bare, Du skulde tage min Plads hos den unge Herre, men det gaar ikke, nej —" en forfærdelig Ed sattes paa.
„Tys, Morten, Du veed, at det er ulovligt her."
„Ulovligt? — Jeg troede ikke, Du var saa bange for det Ulovlige. Jeg synes, der er nogle gamle Strimer oppe ved din Hals; men maaske jeg har set fejl!"
Poul stirrede maalløs paa ham; saa blegnede han; det blomstrende, unge Ansigt blev hvidt som et Lagen, og Læberne dirrede.
„Hvor veed Du det? — Og hvor kan Du nænne? — Sagde jeg det til Husbond, saa —"
„Ja, sig det bare, skynd Dig! — Men Strimerne ere der alligevel."
Poul rørte sig ikke af Stedet; han var nu blussende rød, og Ordene kom med Besvær: „Dengang, — jeg mener, da Husbond hentede mig, maatte jeg love aldrig at tage mig selv tilrette, naar det kastedes mig i Ansigtet. — Det er sket en Gang før, men da var det værre, for da — da tav jeg bare for Løftets Skyld; men nu veed jeg, at vi skal tilgive. Og det gjør jeg ogsaa Morten, men Du maa ikke have det godt selv naar Du kunde nænne dette."
Poul gik langsomt ind med bøjet Hoved. Et Øjeblik i Enerum, saa kom han atter ud og tog stille fat paa Arbejdet.
Avlskarlen var imidlertid traadt hen til Morten. „Det er godt, at det ikke er Dig, der skal dø," sagde han sagte, men fast.
„Dø? Hvem skal dø? — Hvem siger, at Studenten skal dø?"
„Liv og Død er i Herrens Haand, men jeg tænkte paa Dig, Morten; da Du laa derinde paa Hospitalet, var Du dog vist angst for at dø."
„Ikke større," svarede han haardt, men huskede i det Samme den Rædsel og Gru, der havde grebet ham, da han forstod, at der var Fare for Livet.
Per rystede paa Hovedet. „At Du kunde være saa ondsindet! — Aa, Morten, jeg havde ikke troet det om Dig."
„Ikke det; Du kjender mig kun lidt. — Tage min Plads hos Studenten, det er det, han vil, men jeg fik ham ordentlig bukket. — Goddag, Ane Lise, veed Du, om Herskabet har spist?" „Ja, og Kaffen er drukket, saa Studenten venter vist bare paa at gaa. — Han vil helst følges af Morten, hørte jeg ham sige."
„Ja, det vil han," Morten rettede sig. Hvor det Pigebarn dog havde kjønne Øjne og et høfligt Væsen. Hun skulde ogsaa ud i Haven; han lod hende aabne Laagen og tradskede saa i Forvejen hen til Lysthuset.
Proprietair Storm sad inde hos Sønnen; han nikkede til sin nye Karl og slog ham paa Skuldren.
„Johannes vrager Faders Arm," sagde han, „og foretrækker din, og nu forlader Bjørn mig nok ogsaa; det lader til, den vil med Jer."
Bjørn foer afsted med Tungen ud af Halsen, vendte saa pludseligt om, sprang opad sin unge Herre og saa afsted igjen i vild Fart.
„Vi maa gaa langsommere og først hvile et Øjeblik."
„Det er Varmen," trøstede Morten, „men nede ved Stranden lufter det. — Skal jeg ikke bære Studenten det sidste Stykke?"
„Tak, at Du vilde; men endnu har Du dog ikke Kæmpekræfter."
Kæmpekræfter! Morten saae bedrøvet paa den spinkle Skikkelse. Han kunde magelig klare det, tænkte han.
„Nej, hvor her er dejligt, og hvor de friske Pust gjør En godt. Se Sejlerne der langt ude, og se al den mylrende Skjønhed af Smaablomster, Mos og underlig slyngagtige Planter nede mellem Stenene og opad Gjærdet, hvor vi sidde.
Naa, gamle Bjørn, lad nu Ro falde paa." Han kjærtegnede Dyrets smukke, kloge Hoved.
Morten ønskede Bjørn langt bort; hvorfor skulde den nu klappes igjen. „Ja, saa kan jeg vel gaa?"
Studenten nikkede. „Men Du maa ikke blive for længe borte, og tag en Saks med, naar Du kommer, for jeg har Lyst til at klippe dit Haar."
„Mit Haar?" Der kom Liv i Ansigtet; var det Alvor?
„Ja, for jeg synes ikke om de lange Tjavser, der falde Dig i Øjnene og skjuler Panden. Du ser allerede ganske anderledes ud, end da Du kom, og faar jeg Dig først studset, tænker jeg, at Du bliver en kjøn Karl. — Le kun, jeg klipper Fader og ogsaa min Broder."
„Har Studenten en Broder?"
„Ja, Gud være lovet, Fader og Moder har en Søn til; en flink, kraftig, velbegavet og god Dreng. Han gaar i Latinskole og kommer kun hjem i Ferierne."
„Studenten kan ogsaa blive kraftig." Morten kunde have grædt.
„Jeg er glad, som det er, Morten."
„Var jeg Studentens Fader, sendte jeg Bud efter en ny Læge.
„Det kan ikke nytte. — Men veed Du, hvad Fader gjør og Moder og Flere paa Gaarden, tror jeg, de sende Morgen og Aften, ja, hver Time paa Dagen Bud til den store Læge, der har alle Ting i sin Haand. Maaske Du ogsaa finder Vej til ham i samme Ærinde. — Naa, Farvel, og glem ikke Saksen."
Den store Læge, det maatte vel være Ham deroppe, den Forfærdelige, der vidste Alt. Ham, han havde skjælvet for, da Lægen rystede paa Hovedet derude paa Hospitalet, og Dødstankerne meldte sig. — Det Ærinde kunde han ikke røgte. Morten syntes, at det var en Fjende, der sad deroppe, ingen Ven. Men Studentens Ven var han naturligvis, ja naturligvis. Det var ham en Glæde at tænke det.
Du skal først skrive, naar Du bliver anderledes til Sinds, sagde han i Gaar. For at gaa det Ærinde maatte man nok ogsaa være anderledes til Sinds. — Saadan han havde været mod Poul! Husbonden vilde nok ikke have klappet ham, havde han kjendt den Historie. Mon Per gik det Ærinde, Studenten talte om, og Poul?
Morten blev hel fortumlet af alle de mange Tanker. Han plejede at sløve af, og Tankerne kredsede gjerne, naar han da ikke var særlig vred eller utilfreds, om Maaltiderne eller om Udveje til at slippe saa let som muligt fra Arbejdet.
„Vil Ane Lise laane mig en Saks?"
„ Gjerne; — hvortil?"
„Studenten vil klippe mit Haar." „Ja, det forstaar han; Sørens Haar er saa jevnt som en Klædebørste."
„Klipper han ogsaa Poul?"
„Nej, den Krøltop kan han vist ikke faa Bugt med. Her er en god Saks."
Krøltop! Der var da ingen Herlighed ved at være en Krøltop, men saadan Noget saae Pigerne nok efter.
„Sid nu stille," formanede Studenten, „ellers klipper jeg Dig i Ørene. Nej, hvor det gjør Virkning, var det ikke det, jeg vidste. Naar Du nu vænner Dig til at se frit paa Folk, er Du en rigtig pæn Karl. Lad mig børste Dig af og ret saa Ryggen; ikke dukke med Hovedet."
„Ja, jeg siger Tak, det svaler ordentlig. Lad mig nu faa et rigtigt Tag i Studenten, saadan."
Da Morten laa i sin Seng om Aftenen, hørte han Pouls Stemme gjennem den lukkede Dør. Naa, nu læstes der nok; uvilkaarlig lyttede han. Stemmen var dæmpet, men han skjelnede dog Fadervors Ordene.
„Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere, — som og vi forlade vore Skyldnere," det sagdes to Gange.

De følgende Dage blæste og regnede det; Arbejdet i Haven standsedes, og Studenten maatte holde sig inde. Morten deltog nu i de andre Folks Arbejde og Maaltider. Han og Per savede Brænde, Poul huggede, Søren Stablede op.
„Hvad gaar der af Poul?" sagde Drengen, „jeg kan ikke faa ham til at gjøre Kommers mere, og han vil slet ikke synge. Dagen bliver saa lang."
„Ingen slipper for Sorg, Barn," svarede Per, „men Poul bliver nok glad igjen. Jeg længes ogsaa efter at høre ham synge. Den Latter og den Sang gjorde Arbejdet let ogsaa for os Andre."
Morten følte Bebrejdelsen, og hans Blod kogte op i Harme. Det var den Virkning, Bebrejdelser plejede at have paa ham.
Ved Midaftenstid slentrede han ned til Indkjørslen og saae ud over Egnen.
Jeg gad vidst, tænkte han, om det er den Sti derhenne ved Rugmarken, der fører til Kroen. Ja, længe dyer jeg mig ikke, enten Henrik gaar med eller ej.
I det Samme puslede det bag ved ham, og Bjørn kom farende. „Hvad vil Du her, dit Bæst?" Han løftede Foden og stødte til.
Det kraftige Spark aflokkede Hunden et gjennemtrængende Hyl, og i samme Nu svang Proprietair Storm sig over Gjærdet, der skilte Urtehaven fra Vejen.
„Hvad gjorde Du? Hvorfor hyler den?" Morten rystede, da den høje, myndige Skikkelse stod foran ham. Husbond var nok ordentlig vred; Blikket var truende, Tonen harmfuld. „Du sparkede den, hvorfor sparkede Du den? — Kom hen til mig, Bjørn; saadan, min gamle Dreng; det skal ikke ske oftere, vær ganske rolig, det skal ikke ske oftere." Han tav, og Morten lavede sig til at gaa.
„Bliv! jeg maa tale med Dig. Ser Du, jeg har Ansvar for, at Ingen lider Ondt eller gjøres Uret her paa Gaarden, og skal ogsaa aflægge Regnskab for, hvordan de Umælende behandles. Bed Hunden Dig, blev den skudt. Mishandler Du den eller noget andet Kreatur, har Du din Afsked. Det bliver mellem os, men nu veed Du, hvad Du har at rette Dig efter."
Morten luskede ind og hentede Børen med Gruset, der skulde spredes udenfor Verandaen. Studenten stod indenfor Glasvæggen mellem Blomsterne og iagttog Arbejdet. Tilsidst bankede han paa Glasset, nikkede ud og rettede sig. Morten forstod, at det var en Paamindelse, lettede paa Hatten og løftede Hovedet, men det sank snart ned igjen. Saadan han var bleven behandlet og det for et usselt Dyrs Skyld, men han var ligegodt glad, at det ikke fortaltes til dem inde. Hvor saae den unge Herre bleg og fin ud, og saa var det, som Ønene bleve større og større. Nej, han vilde dog nødig skifte saalænge —
„Vil Morten komme ind?" det var Fru Storm, der kaldte, „min Søn fandt, at Du saae daarlig ud, og saa bad han mig kvæge Dig med lidt Smørrebrød og Maltøl. — Tag Plads ved det lille Bord her i Forstuen og giv Dig Tid; Du naar alligevel nok at blive færdig inden Aften."
„Magelig! — Fruen maa sige Studenten saa mange Tak. Jeg længes efter ham."
Fru Storm svarede ikke, men Haanden lagdes paa hans Skulder, og han saae en Taare falde.
Hvor kunde jeg ogsaa sparke den Hund, han holder af? Aa, jeg vilde ønske, at jeg var anderledes til Sinds!
Saa vidt kom Morten den Aften.

Smaaregn og Blæst, Dag ud, Dag ind, og det sidst i Juni. Naar kunde Studenten komme ud igjen? — De sagde, at han havde spyttet Blod, og Lægen havde været der to Gange, men nu var han igjen oppe og følte sig raskere.
Morten fik et venligt Nik, da han gik forbi Havestuen.
Og Dagene gik deres rolige Gang. Uden selv at mærke det lærte Morten at skynde sig, og saa ophørte Arbejdet at kjede ham. Per hængte i med urokkelig Stadighed, og Poul arbejdede med et Liv og en Iver, der uvilkaarlig vakte Kappelyst. Sangen lød vel ikke som før, men hørtes dog imellem. Kommers og Leg var derimod ophørt, og Latteren bleven sparsom. Poul saae ældre ud, var ligesom bleven hel voksen paa en Gang. Mod den nye Karl var han altid høflig og imødekommende; men Ingen vidste, hvordan det var ment, tænkte Morten.
En Dag lagde Husbonden sin Arm om Pouls Hals. „Hvad er der i Vejen, min Dreng?"
„Der kan rejse sig Noget i En — og saa lærer man sig selv rigtig at kjende."
„Og ogsaa Herren, ikke sandt?"
„Jo, det gjør man. Ingen kunde magtet det uden Han, — ellers var jeg gaaet til min Husbond."
„Ja, det veed jeg." Han lagde sin Haand paa Pouls Hoved.
Men Morten knurrede i sit Hjerte; Husbonden havde ikke engang set til ham. Naar en anden En vilde skabe sig og snakke helligt, faldt der vel ogsaa Klap og Kjærtegn i hans Lod, men før — Eden hvislede ud mellem Tænderne, medens Træskoen sparkede til de dejlige, hvide Skovstjerner, der voksede udenfor Havegjærdet. Busken reves helt op og vendte Roden i Vejret, men Mortens Sind havde faaet Luft.
Dagen efter skinnede Solen klart, og det var blevet blikstille. Morten saae ud over Stranden.
„I Dag kommer Studenten nok ud, tænker jeg."
Det var et halvt Spørgsmaal, og lille Søren, der stod i Nærheden, svarede betænkeligt:
„Nu kommer det an paa, om han har Kræfter; det er svært, som han tager af."
„Vrøvl! — hvad kommer det Dig ved?"
„Jeg holder jo ogsaa af ham, Morten, det gjør vi Alle. — Hør, jeg kan ikke forstaa, at Du dyer Dig for at gaa ind med, naar Herren læser."
„Hold Mund!" — Hvor turde Drengen blande sig i hans Ting? Havde det ikke rykket i ham hver Dag, naar de Andre gik derover, men han vilde ikke, nej, han vilde ikke. „Hold Mund, Knægt."
Men Søren vilde ikke holde Mund, og saa sagde han ganske kjækt: „Prøv det en Gang, Morten; jeg synes, Du skulde." „Naa, det synes Du! — Vil din usle Hvalp lære mig, saa skal jeg lære Dig!" et vældigt Ørefigen ledsagede Ordene.
Drengen skreg højt, for det kom saa uventet; men i næste Øjeblik fattede han sig og stod ret op som en lille Soldat.
„Sagde jeg det til Husbond, var det ikke godt for Dig, Morten, men det har jeg da lært derinde om Morgenen, at man skal tilgive."
„Vil Du have mere?"
„Tys!" — Proprietair Storm stod foran dem. „Vaer Din Haand, Morten, og vaer Din Mund. Du kan gaa, Søren. Det er første Slag, Du har faaet her paa Gaarden, min Søn, og det skal siges til Din Ære, at det var ufortjent. Du nævner det ikke til Nogen."
„Nej, Husbond."
Proprietair Storm tav, til Drengen var ude af Syne, saa strøg han sig over Panden paa den ham egne Maade og sagde strengt:
„Det er anden Gang, Dit onde Sind er gaaet ud over Andre; sker det tredie Gang, maa Du rejse. Stakkels Lille, han har ingen Fader at ty til, derfor er mit Ansvar dobbelt. — En saadan Raahed! Har Du selv været vant til at faa Prygl? Jeg mener som voksen?"
Morten fremmumlede et Nej, skjøndt et Ja havde været mere stemmende med Sandheden.
Hr. Storm saae paa ham med et bedrøvet Blik.
„Her paa Gaarden holdes baade Løfter og Trusler," sagde han, „nu veed Du det og kan tage Dig i Agt."
Sikke Anstalter! — Nej, han holdt det ikke ud. — Saadan en Unge, og saa blev han kaldt Søn; Ingen havde nogensinde kaldt ham Søn.
„Er Morten her?" Ane Lise kom løbende; Solen stak lige ind i det smilende Ansigt; hun maatte skygge for Øjnene med Haanden. „Skal jeg Noget?"
„Studenten vil ned i Haven, han spurgte om Dig. — Vi Andre ere nærved at blive skinsyge paa Dig, Morten, for det er saadan en Glæde at hjælpe ham."
„Jeg tror, han holder mest af mig." „Mon han gjør?" hun saae forundret hen paa ham, „Du har dog været her saa kort."
„Det kommer ikke an paa Tiden men paa, om man stemmer."
„Ja, det er et sandt Ord." — Saa den nye Karl og Studenten stemmede! Ane Lise kunde ikke faa det af Tankerne.
„Goddag, Kammerat! — Det var godt, Du kom, for det kniber med Gangen. Stranden naa vi ikke i Dag; men naar Du vil føre mig midt ud paa Græsplainen, vil jeg ligge der paa Tæppet lige i Solen, — Naa, hvad har Du saa havt for, Morten, i al denne Tid?"
„Forskjelligt, men jeg har ligegodt savnet Studenten."
„Har Du? — Sæt Dig her hos mig, det har ingen Hast med Arbejdet. Er Du nu bleven rigtig hjemme her paa Gaarden og Kammerat med Poul? Det er et Pragteksemplar af en Gut, den Poul. Henrik kjender jeg mindre; jeg har egentlig aldrig kunnet faa ham i Tale."
„Endnu er jeg ikke Kammerat med Nogen,
for man veed ikke, hvad der bor i Mennesker."
Et Pragteksemplar! — Mon Studenten vidste?

„Der er Abekomedie paa Kroen," fortalte Henrik et Par Dage senere, „jeg havde nok Lyst at se det. Femogtyve Øre er da ingen Formue. Hvad siger Du, Morten?"
„Jeg er med."
„Og Du har Penge? For jeg kan ingen undvære."
Ja, han havde halvtredsindstyve Øre.
„Det er til Billet og en Bajer; mer vil jeg heller ikke spendere, for jeg har faaet mig en Sparekassebog, skal jeg sige os."
„I skulde heller blive hjemme," raadede Avlskarlen, „for det er noget rigtigt Gjøgl."
„Hvor gammel er Per?" der spurgtes drillende, men Svaret lød sagtmodigt og mildt:
To Snese og fire til, saa jeg har set mer end en ung Karl strande paa det Skjær, der kaldes Kroliv. — Glem nu ikke, at Porten lukkes bestemt Klokken ti."
Saa kom det gode, nye Tøj da paa, og Morten barberede sin Smule Skjæg og kæmmede det kortklippede Haar, til det glindsede. Det var rigtignok et andet Ansigt end det, Spejlet havde vist første Dag. Han kunde ikke blive kjed af at se paa sig selv.
„Skal Du ikke med?" spurgte han Ane Lise i Forbigaaende.
„Nej, jeg har Andet for. Fruen siger desuden, at det er raa og plumpe Kunster. — Saa faar Poul nok Lov til at hjælpe Studenten ned til Stranden i Dag."
„Vil han til Stranden?"
„Ja, for han føler sig raskere. — Farvel, god Fornøjelse!"
Hvad skulde han gjøre, var det ikke bedre at blive hjemme, end lade Poul faa den Glæde?" Morten tøvede, men Henrik sagde: „ Kommer Du!" og saa gik han.
Latter og Udraab, Eder og Velkomsthilsner, Lugt af daarlig Tobak og stærk Punsch. Morten følte sig hel hjemlig tilmode, og hør, der tralledes en af de Viser, han kjendte.
„Skal vi tage os en Snaps, før vi gaa ind, Henrik?"
„Gjør, hvad Du vil, jeg venter til Siden." Saa tog Morten da en Snaps og nok en. — Abernes Kunster brød han sig mindre om, men Kortspillet inde i Krostuen fristede. „Vil Du med?" spurgtes der. „Jeg veed ikke," han skottede til Henrik, der trak paa Skuldrene.
„Vi har jo ingen Penge; kom, Morten!" „Men I har Kredit, Karlene paa Højgaard har altid Kredit. — Vil Du med, saa bryd Dig ikke om den Anden."
„Lad gaa!" — han tog Plads. Henrik drak Øl og læste Aviserne, saa rejste han sig. „Nu er det Tid, Morten!" „Gaa Du bare, jeg kommer straks." Da Henrik var gaaet, forlangte han ny Punsch. Spillet gik ivrigere og ivrigere. Morten sang, saa det hørtes helt ind i Kromandens egne Værelser og skræmmede hans Hustru.
„Lad det nu være nok, Folk! Klokken er mange, gaa hver til Sit. Karlen fra Højgaard skylder to Kroner."
„Og tre til os fra Spillet. Vi vil ikke snydes og henter dem en af Dagene."
Det var det Sidste, Morten hørte, medens han ravede gjennem Skjænkestuen og Gangen hen til Yderdøren.
Den friske Luft klarede dog Tankerne en Smule. Var der ikke en Sti? Jo, men den mægtede han ikke at finde; det var bedre at gaa ligeud ad Landevejen. Helst havde han sat sig i Grøften og sovet ud.
Maanen skinnede klart; og de udstrakte Enge, der dækkedes af hvide Taager, lignede store Søer. Stranden saas langt ude; Bølgerne blinkede i Maaneskinnet. Dernede paa Pynten havde Studenten nok siddet med Poul, medens han havde moret sig. Sikken en Morskab! Og hvordan skulde han nu komme ind? — Porten lukket, han tænkte det nok! Der var ikke Andet for end at banke Per op.
„Vent lidt, saa kommer jeg. — Gaa sagte, Morten; kan Du selv tie, skal jeg tie, men Husbond maa naturligvis vide det."
Tredie Gang! Naa, saa var det altsaa forbi.
„Kan Du hjælpe Dig selv? — Godt, jeg vidste det jo ikke. — Nej, Du gaar fejl, Døren er lige for."
„Lad mig i Fred, bliv mig fra Livet!" han kastede sig paaklædt paa Lejet.
Det var ingen Fornøjelse at vaagne næste Morgen i den stille, tomme Stue. Han følte sig træt, tung og ør i Hovedet. Klokken var over syv; hvordan var det nu, hvad var sket? — Aa, nu huskede han det Hele.
Nej, hvor hans pæne Tøi saae ud, og han selv! Fy, han gad ikke se paa det Ansigt. — Og nu skulde han rejse! Husbond havde sagt tredie Gang, og dette var tredie Gang. Bare han dog fik Lov til at blive Juli Maaned; han havde jo langt fra aftjent Klæderne, men maaske de beholdt Klæderne.
Morten sank sammen, for det gik med Et op for ham, hvor godt han havde havt det. Ja lige fra den Stund, da han klædtes i nyt Tøj og fik styrkende Mad, havde der kun mødt ham Overbærenhed og Godhed. Og saadan en dejlig Seng, rigelig Kost og overkommeligt Arbejde. Det haarde Slid i Moser og Teglovne, der næsten gjorde En til Trældyr, var man fri for. — Naa, der kom Per, hvad vilde nu han? Morten vendte Ryggen til og skjulte Ansigtet i Hænderne.
Per nærmede sig roligt. „Du skal arbejde i Haven," sagde han, „men spis først en Bid. — Tag Dig sammen, Morten; dette kan ikke gaa an." „Hvorfor skulde jeg tage mig sammen, naar jeg dog skal bort?" „Skal Du bort?" „Ja, Herren har sagt det." „Har Du talt med ham?" „Ikke i Dag, men før."
„Vær ganske rolig, Du kommer ikke bort for dette, ikke for første Gang. — Jeg veed af Erfaring, hvordan han holder ud med En. Det var da heller ikke, fordi jeg var en velanbefalet og dygtig Karl, at Husbond fæstede mig; nej, langtfra, jeg tør nok sige, at jeg var den usleste af alle Karlene paa Fæstekontoret. Og Du selv, Morten, veed, hvordan Du havde det."
„Jeg tænkte, at det var den lille Løn, der fristede."
„Saa tænkte Du fejl, og det veed Du ogsaa godt nu."
Per stod lige saa mild og stille foran ham, rede til at vise ham sit gamle Menneske, ligesom han første Dag viste ham sit gamle Tøj.
„Jeg var meget værre end Du, Morten, for jeg havde havt skikkelige Forældre og ordentlige Tjenester og løb dog vild. — Der var en lille Pige, jeg holdt af, en stakkels, ung En — og hun sveg mig, gik efter Penge og blev ulykkelig. — Drik dulmede i Øjeblikket, syntes jeg, men værre og værre blev det. Saa traf Husbond mig, Jeg kom her og begyndte at vaagne; men alligevel gik det mig som Dig i Gaar. — Aa, hvor jeg fortrød det; men fra den Tid af slog jeg Rod her paa Gaarden. — Tys, der er Husbond!" Han skyndte sig ud.
Morten rejste sig, men Benene rystede under ham.
„Hvad er det, jeg hører?" Stemmen lød mere bedrøvet end vred. Den unge Karl saae sky op. „Skal jeg bort straks?"
„Det har jeg ikke tænkt; dette regnes ikke for tredie Gang, det er jo noget Andet. Ja, kom Du tre Gange hjem, som i Nat, saa troer jeg nok, Du maatte rejse. — Sæt Dig ned, og lad os tale sammen. Da jeg fæstede Dig, tænkte jeg nok, at Du før havde været med i Svir og Sværm, og var derfor forberedt paa, at Du kunde blive fristet igjen, saa det, der skete i Gaar, forundrer mig egentlig ikke. Men det Andet, at Du havde Hjerte til uden mindste Grund at sparke den trofaste Hund og slaa Drengen, gjorde mig frygtelig ondt. Maaske tog jeg for haardt paa Dig i min Harme. Du er bange for mig, Morten, saa jeg maa vel have taget for haardt, ikke været taalmodig nok. — Du skulde nødig være bange for mig, da jeg sandelig er Din Ven."
Morten havde intet Svar paa rede Haand, men tilsidst brast det ud: „Jeg har aldrig før kjendt gode Mennesker!" Han skjulte Ansigtet i de store, brune Hænder.
„Arme Dreng! — Og Du har heller ikke kjendt ham, der gjør stakkels Syndere til det, Du kalder gode Mennesker. Han er nu alligevel ude efter Dig, Jesus, Din Frelser, for Du er en af hans Dyrebare."
Et forvirret Blik og en afvisende Hovedrysten var Svaret.
„Hvor stor Gjæld kom Du i?"
Saa det vidste Husbonden ogsaa; aa ja, han kunde vel slutte sig til det. Morten saae hjælpeløs ned for sig.
„Du maa sige det oprigtigt, for jeg vil klare straks. Du skal intet Mellemværende have med Nogen paa Kroen. Jeg vil selv ordne Sagen, og det endnu i Dag. Sig frem! Vi trækker det siden fra Lønnen." „Fem Kroner."
„Fem Kroner er mange Penge, men jeg haaber, at dette er Lærepenge."
Da Proprietair Storm var gaaet, trak Morten Vejret. — Saa fik han da Henstand. Fast i Saddelen følte han sig dog ikke, og hvor han skammede sig!
Saadan Tøjet saae ud; de klæbrige Punschepletter vare ikke til at faa af, og Cigaraske havde brændt Hul to Steder paa Ærmerne. Nu var den Glæde endt. — Naa, saa var det vel bedst at gaa ned til Arbejdet i Haven; lige saa godt springe som krybe i det.
„Goddag, Morten! — Du ser jo ikke engang herind."
„Har Studenten det bedre?" „Ja, meget bedre efter det sidste Anfald. Nu faar jeg nok et Par gode Dage, det er som en Gave. — Kom herhen, og giv mig Armen; Du forstaar det dog allerbedst." „Bedre end Poul?"
„Poul bar mig ned til Stranden, det gode Menneske; men jeg vil hellere gaa." Saa Poul havde baaret ham! — „Naa, morede Du Dig godt hos Aberne?" . „Veed Studenten?"
„At I gik til Abetheatret, ja, jeg saae Jer gaa. Var det ikke noget elendigt Gjøgl?"
„Aberne var ikke det Værste; aa, jeg er saa ulykkelig, men Studenten veed nok Ingenting."
„Er Morten ulykkelig? — Nej, det veed jeg rigtignok ikke; hvad er der sket?"
„Jeg spillede, og jeg drak, og jeg gjorde Gjæld, og mit gode Tøj er næsten ødelagt. Og jeg har gjort meget mere end det; der er ikke saa usselig en Skabning til paa Jorden; men Studenten er den Eneste, jeg betror det."
Johannes lagde sin Arm om hans Hals. „Der er En, som er ude at lede efter Dig, Morten, og nu tror jeg, Du begynder at gaa ham i Møde."
„Nej, det gjør jeg ikke, — jeg forstaar det ikke, og jeg tror det ikke."
„Hvad tænkte Du Konfirmationsdagen?"
„Jeg tænkte, at det var en Skam, min Husbond lod mig staa i Sønnens aflagte Klæder, Og saa var jeg angst for at svare galt, for han havde lovet mig Prygl, hvis jeg svarede galt; men dem fik jeg nu alligevel ikke."
„Din Stakkel! — Og hvad sagde gamle Bedstemoder?"
„Hun kom anstigende i Kisteklæderne og havde en Psalmebog eller Bønnebog, hvad det var, med til mig, men da hun mærkede, at hun var min Madmoder i Vejen, pillede hun snart af. Jeg fulgte hende lidt paa Vej og solgte siden Bogen til Kromandens Moder. For de Penge var jeg første Gang i Karlelag og kom saa fra min Plads."
„Kan Du dit Fadervor?"
„Ja, det er banket altfor godt ind i mig, da jeg var lille, til at det kan glemmes."
„Men beder Du det?"
„Nej, jeg har ikke læst det, siden jeg kom ud mellem Fremmede."
„Og saa har Du glemt, at Du havde en Fader i Himlen, der hører Bønner; men han har ikke glemt Dig. Jeg tænker, din Frelser har bedt for Dig og sendt min Fader ud efter Dig."
„Ja, naar Studenten siger det, vil jeg ikke sige imod; men jeg tror det alligevel ikke. Husbond sagde før: „Du er en af hans Dyrebare"; han sagde det til mig, men jeg tænkte, at det var Vrøvl eller Løgn, — ja, om Forladelse, men det var jo en Umulighed."
„Fader har Ret; men det er rimeligt, at Du ikke forstaar det, naar Du slet ikke kjender ham, der er Synderes Frelser. Det er den største Lykke paa Jorden at kjende ham. Kjendte jeg ikke ham, vilde jeg være bange for at dø, nu kan jeg næsten længes." Armene udraktes, og Øjnene lyste.
„Aa nej, sig det ikke! Vi kan ikke undvære Studenten." —
„De veed slet ikke, hvordan jeg er," begyndte han lidt efter, og der var undertrykt Hulkegraad i Stemmen, „jeg, har sparket Bjørn, bare fordi jeg var arrig, slaaet Drengen og næsten taget Livet af Poul med min Ondskab. Her i Huset gaa de Allesammen og tier, og saa faar man tilsidst Ord for at være et skikkeligt Menneske, skjøndt der ikke er en god Blodsdraabe i En." Studenten sagde ham ikke imod; han sad ganske stille. Morten saae, at han foldede sine Hænder.
Det varede længe, før Morten faldt i Søvn den Nat. Tankerne tumlede i hans Hoved; Anklage efter Anklage rejste sig imod ham, og det lige fra Barndomstiden. Bjørn var ikke den eneste Hund, han havde sparket, nej, han havde nok sparket alle de Hunde, der kom ham i Vejen, og hvordan havde han været mod de gamle Heste og de elendige Kalve. Og saa den halte Dreng med det blege Ansigt, som han altid havde drillet og en Gang puffet, saa han faldt og slog Tindingen til Blods. Det havde været hans Lyst at sige noget Saarende til de Andre, Noget, der rigtig kunde ramme og snerte. Den hvasse Tunge søgte at hevne den Ringeagt, der ofte vistes ham. „Din Frelser leder efter Dig," sagde Studenten, og Husbond kaldte ham en af Herrens Dyrebare. „Ja, jeg skal love for det!" han rejste sig paa Albuen og lo vildt, „troede jeg det, maatte jeg være gal."

Da Morten næste Dag slog Hø ude paa Vænget, kom Søren løbende, fulgt af en større Dreng med blanke Støvler og Straahat.
„Det er Sønnen," forestillede Søren.
Sønnen! Studenten var Sønnen; der rejste sig en Uvillie i Mortens Sind, og han saae ikke op.
„Jeg maatte straks hilse paa den nye Karl, Johannes holder saa meget af." En lille kraftig Haand raktes frem; Morten fik et ordentligt Haandtryk.
Erik havde Faderens Øje og Maade at bære Hovedet paa, men han mindede dog ogsaa baade om Moder og Broder. „Den Karl, Johannes holder saa meget af," — Morten var smeltet.
Erik blev slaaet af Karlens tungsindige Udtryk, som han udlagde paa sin Vis.
„Du maa gjerne gaa, Søren, jeg kommer straks." Han ventede, til Drengen ikke kunde øjnes mere, gik saa tæt hen til Morten og hviskede:
„Johannes er saa forandret; Kræfterne ere rent borte; hvad tror Du?" — Der var et spændt Udtryk i Øjet, som vilde han læse Mortens inderste Tanke.
„Jeg tror Ingenting," — trøste med en Løgn kunde han ikke.
Drengen brast i voldsom Graad; det var hans første, store Sorg, og den knuste ham næsten. „Min Broder!"
„Ja, hans Lige findes ikke, derom kan vi let blive enige."
Da Erik var gaaet, tog Morten igjen fat paa Arbejdet, og det gled rask fra Haanden, men selv gik han som en Drømmende. Studenten havde sagt Ord, der kom igjen og igjen: „Din Frelser har sendt Fader ud efter Dig." Først syntes det ham tom Tale, men efterhaanden forstod han Meningen og blev bange, ja, underlig nok, han blev bange, at der dog maaske var Noget i det Alle de Andre vendte jo Hovedet bort, da de saae ham, men Husbond udvalgte straks ham af hele Flokken. Hvad vilde han med saadant et Vrag? Og hvorfor kom Poul her i Huset? —
Da Morten næste Morgen var færdig med at slaa Græsplainen ude i Haven, raabte Studenten ham an.
„Kom herind i Lysthuset og hils paa mig! Den friske og dog varme Morgenluft lokkede mig ud i det Fri; Erik fulgte mig, og det gik. Hvor er her dejligt! Roserne dufte helt herhen, og jeg kan se Stranden, naar jeg rejser mig. — Det har været en vidunderlig Sommer! Faderen er rigtignok naadig imod mig, at denne sidste Sygdomstid falder om Sommeren, saa jeg kan sidde ude og glæde mig ved al Jordens Dejlighed. Selv om man har det aldrig saa godt, er Vinteren trang for den, der ikke kan arbejde og ikke tør komme ud. Sidste Vinter var trang." Han tav et Øjeblik og gjentog saa: „Sidste Vinter! — Hvor forunderligt at tage helt Afsked med Vinteren. Deroppe er ingen Vinter, men Sommer uden Ende."
Morten hørte tavs til. At Faderen ikke betød Husbond, fik han da ud.
Efter en Stunds Forløb klappede Studenten igjen i Hænderne; det var hans Maade at kalde paa.
„Det er sandt, jeg vil dog sige Dig, at der i Dag holdes Andagt herude for min Skyld, men Du kan frit forlade Arbejdet og gaa."
„Skal jeg gaa?"
„Vist ikke, jeg ser gjerne, at Du bliver, men vil paa ingen Maade tage Dig ved Overrumpling. Vil Du helst gaa, skal Du gaa."
„Aa nej, nu er jeg her jo. — Maa jeg sidde derinde lige bag Studenten?"
„Gjerne. — Der har vi de Andre."
Erik bar sin Faders store Spændebibel, og Ane Lise kom med Psalmebøgerne. Hun gav hver af Folkene en og satte sig saa stille paa Græsplainen hos de andre Piger. Johannes lænede sig til Moderens Skulder og saae i hendes Bog; Morten havde faaet hans.
„Der er en Port, som aaben staar" —
Tonerne bruste frem; Morten havde Lyst til at flygte, men Vejen var jo spærret.
„Syng med," hviskede Studenten, „selv om Du ingen Stemme har, syng bare med."
Jo, Stemme havde han, en god, klar, stærk Stemme, men nej, dette kunde han ikke synge. — Nu kom Omkvædet igjen:
„O, Dyb af Naade underlig!
Den Port blev lukket op for mig! —
For mig — for mig —
Blev lukket op for mig!"
Husbond læste om Hyrden, der leder efter det vildfarne Faar, finder det og bærer det hjem. Og saa bad han en Bøn, at vi Alle maatte ty til Hyrden, ikke flygte for ham, men stole paa hans Kjærlighed. Han vilde ikke straffe os for det, der var sket, men slette det og lægge os paa sine Skuldre med Glæde.
Saa lød Sangen igjen. — Morten krøb helt sammen, det var, som om det Alt havde Bud til ham.
„Er Nioghalvfems Dig ikke nok?" —
Tilsidst rejste de sig op, og Husbond sagde, at de vilde forsage den Onde og tro paa Gud. Og saa kom Fadervoret. Morten tænkte, at han aldrig havde hørt det før, aldrig vidst, hvad det var at bede. At Husbond virkelig stod for Guds Aasyn, talte til ham og blev hørt, følte han med Undren og Gysen.
De rakte hverandre Haand, før de skiltes, men Morten trykkede sig helt ind i Krogen mellem Blade og Grene; Johannes mærkede det og dækkede for ham. Først da Alle vare gaaede, sneg han sig ud. Tale med Studenten kunde han ikke, ikke nu.
Og Leen gjorde sit Arbejde jevnt og regelmæssigt, som gik det ved Maskinkraft, men Mortens Tanker vare langt, langt borte. Underligt var det, at efterhaanden som han fik Øje for sin egen Skyld, kom de Andre, dem, han havde levet imellem og lagt for Had til at staa i et andet Lys. Han plejede at anklage dem og undskylde sig selv; nu mindedes han pludseligt formildende Omstændigheder, fremrakte Hænder, han havde tilbagevist, noget Godt, han havde lønnet med Ondt. Hvor saae han hende for sine Øjne, den gamle Bondekone, Husets Bedstemoder, der sagde til ham, at hun vilde bøde hans Tøj og hjælpe lidt paa ham, hvis han vilde være ordentlig: „For Du er saa forkommen." — Og dog, naar den svære, gamle Kone vraltede til Kirke om Søndagen, gjorde han Nar af hende for de andre Folk, efterlignede hendes Gang og Stemme, saa hun hørte Latterkoret og vendte sig om. De Øjne glemte han ikke; men Tøjet passede hun alligevel til henad Vinteren, da hun blev syg og døde. — En ordentlig Husbond havde han ogsaa havt senere, en stræbsom, skikkelig Mand, der gav god Kost og Løn, men nær havde pryglet ham ihjel, da han lærte Sønnen et Par af sine Viser. Han havde hadet den Mand og havt Lyst til at hevne sig, men nu var Vreden ovre, og han tænkte, at Manden i Grunden havde gjort Ret. — Aa, hvor han havde lært Mange de Viser! Og naar Pigernes Uvillie og Drilleri æggede ham, gjorde han Gjengjæld, ligefrem haanede dem med at tralle op. — Og gamle Bedstemoder, — Tanken gjorde et Spring — hun skulde nu alligevel have sit Brev, som Studenten ønskede, og han vilde skrive, at han blev her, for hvor skulde han ellers hen? Heller dø end leve Livet som før.
At Husbond havde anklaget sig selv, sagt, at han ikke havde været taalmodig nok og maaske for haard, kom bestandig igjen frem for Tanken. Det var jo som en Fader, der talte til sin Søn. Aa, saadan en ussel En, han var!
Det stive Sind bøjedes.

„Du spiser jo ikke Noget," sagde Per, da de gik ind for at tage Middagshvil, „dette kan ikke gaa an."
Morten rystede paa Hovedet og vilde gaa.
„Bi lidt," — Per lagde sin Haand paa hans Skulder, — „det er trangt at komme igjennem, jeg veed det, for jeg har jo været samme Vej; men det er nu saadan med mig, at jeg ikke kan tale om det, som jeg maaske skulde til Hjælp for Andre, Et vil jeg dog sige, at da jeg først lagde mig paa Knæ, helt ned paa Knæ, blev jeg hjulpet"
Ane Lise gik ude paa den lille Eng bag Haven og vandede et stort Stykke Lærred, Pigernes Vinterflid; da hun saae Morten komme, gik hun hen til ham og sagde paa sin barnlige, tillidsfulde Maade:
„Det er svært, som Du sørger; det er, som var han din egen Broder. Det gjør mig ligegodt ondt for Dig, Morten."
„Ane Lise tager fejl," han saae ned, „det er ikke over ham, jeg sørger."
„Om Forladelse!" — hun rødmede stærkt; saa var der vist En langt borte, han holdt af. „Det er over mig selv! — nu veed Du det." Den unge Pige saae næsten ærbødigt op til ham. „Den Sorg er til Velsignelse, siger vor Præst." Det blev hvisket, og hun smuttede hurtigt bort, forskrækket over sin egen Dristighed.
Velsignelse! — Hvor hun var vis i sin Sag. Aa, hun kjendte ham kun lidt.
Medens han arbejdede, forfulgte Psalmetonerne ham og ogsaa Ordene, især Omkvædets Ord: „For mig, for mig, er lukket op for mig."
Mon han kunde Melodien? Han havde Lyst til at prøve, men der var ikke en Krog saa afsides, at han turde vove det. Jo, maaske dog under Skrænten ved Stranden. — Nej, han turde alligevel ikke, men gjentage Ordene turde han, og Lyst til at knæle ned havde han, dog heller ikke det turde han. Men maaske i Aften, naar det blev mørkt, og alle de Andre vare Inde.
Da Aftenen kom, sneg han sig derned igjen. Bølgerne kom brusende og knustes, Række efter Række, mod Stenene paa Bredden; de hvide Skumtoppe lyste i Halvmørket. Han følte sig tryg her, uset og ene. — Og hvad saa?
Bede forstod han ikke, men han knælede og spurgte med Psalmens Ord:
„Er Nioghalvfems Dig ikke nok,
Dem har Du jo, Herre, her.
Men Hyrden svarede: i min Flok
Jeg savner dog En, jeg har kjær,
Og derfor jeg ud i Ørkenen gaar
At søge med Flid mit tabte Faar."
Og Morten løftede sine Hænder i Vejret fuld af Længsel efter at blive fundet.

Studenten havde været daarligere om Natten, nu henad Morgenstunden følte han sig bedre, dog kunde han ikke forlade Sengen. Der laa en Sky over alle Ansigter.
Naa, nu gik de ind til Andagten. Per saae saa langt efter ham; skulde han vove? — Aa nej, nu var det allerede for sent, komme ene bagefter turde han ikke. — Men lytte udenfor maatte han alligevel. Han sneg sig hen til Verandaen.
Da Erik saae et Glimt af Morten, lukkede han straks Døren paa Klem. „Skynd Dig ind, det trækker," sagde han. Det var ham som en Selvfølge, at Karlen vilde med.
Der var saa stille i den store, smukke Stue, hvor de Alle sad, og se, over Klaveret hang jo et Billede af Hyrden med Lammet paa sin Skulder. Inde i det lyse, luftige Sideværelse laa Studenten i sin hvide Seng. Han var endnu blegere end ellers og aandede med Besvær; Haanden laa kraftesløs ovenpaa Tæppet, men hvor var der en Fred over Udtrykket. Da han saae Morten, nikkede han; Ansigtet lyste af Glæde, og Kinden fik Farve.
„Gaa kun derind!" — Husbond, der stod i Døren, gjorde Plads. Morten skjulte sig bag det lille Skjærmbrædt ved Sengens Fodende.
Moderen sad ved Fortepianoet. Taarerne randt, medens hun spillede; synge kunde hun ikke i Dag. Men Husbond sang, det var, som hele hans Sjæl laa i Ordene:
„Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud,
Din Trofasthed naar dine Skyer —"
Hvor kunde han?
Saa læste han Noget om en liden Stund; Morten forstod det ikke; men han saae, at Studenten indsugede Ordene.
Der var et Øjebliks Ophold, saa spurgte Faderen, om de ikke Alle vilde være med at bede for Johannes, og de sagde jo, Morten ogsaa, han glemte Alt og raabte; „Jo!" og saa knælede han ned og gav sig helt hen i Bønnen for den Syge om Lindring, Kraft og Velsignelse. — „Den, Du elsker, er syg," ja, det kunde Husbond roligt sige: „Den, Du elsker". Morten syntes, der var nogen Trøst i, at Herren deroppe elskede hans unge Herre.
Saa blev der sunget: „Befal Du dine Veje," han kjendte den fra Confirmationstiden og nynnede med uden selv at vide det.
„Bliv lidt, Morten, sæt Dig hos mig."
„Studenten lider Ondt."
„Det er bedre nu — og selv i Nat, da det var allerværst, hvor havde jeg det ikke godt; hvor husvalede han mig, Jesus, min Frelser."
Efter en Stunds Forløb sagde han med svag Stemme — Morten maatte bøje sig ned for at høre Ordene: „Det er jo Forskjellen, at de Stakler, der ikke tro paa ham, maa lide alene, men naar hans Venner lider, staar han ved deres Side og husvaler dem. Og saaledes vil han ogsaa husvale Fader og Moder i deres Sorg, for de kan jo ikke Andet end sørge. Og Dig, Morten, vil han ogsaa husvale. Du husker vel nok, hvad Fader sagde, at Du er En af hans Dyrebare. — Og det skal Du ogsaa vide, at Du har været en Glæde i mit Liv." „Jeg!"
„Ja, en Guds Gave. — Da Fader fortalte om, hvor forkommen den nye Karl var, og jeg selv saae Dig, bad jeg en Bøn, der er bleven opfyldt. — Ser Du, Faderen hører vore Bønner; har vi ikke Grund til at takke!"

Tanken paa den Syge derinde i Sengen fulgte Morten, hvor han færdedes. Men saadan gik det da egentlig Alle paa Gaarden, Stemmerne dæmpedes uvilkaarligt; selv naar To mødtes langt borte fra Huset, taltes der sagte.
Erik opsøgte Morten ude paa Marken; han følte Trang til at udtale sig for Johannes' Ven.
„Veed Du, hvad jeg vil," sagde han og lagde Armen om Karlens Liv, Stemmen var halvkvalt, og Øjnene hovne af Graad, „jeg vil prøve paa at være det, han vilde have været — saadan for Fader og Moder — kan Du ikke nok forstaa det — bare prøve. Og ogsaa for Dig, Morten, jeg skal prøve. — Jeg vil være Læge, for det havde han tænkt at ville være, og saa vil jeg hjælpe Mennesker, hvor jeg kan — prøve at gjøre det. — Tror Du, det vil være ham en Trøst at vide det?"
„Ja, Erik; jeg tror, han vil lægge sin Haand paa dit Hoved og velsigne dit Forsæt."
Morten undredes over sine egne Ord, men han vidste, at saadan vilde Studenten gjøre.
Der var Noget i Barnets store Tillid, som rørte hans inderste Sjæl. Aa, han skulde vide! — og Ane Lise, der paa sin stille Vis ligesom udmærkede ham, hun skulde vide!
Morten rettede sig. „Ja, hun skal nu faa det at vide; jeg vil staa i et sandt Lys for hende."
Hvorfor just for hende, kunde han have spurgt; men det gjorde han ikke; derimod følte han en levende Taknemmelighed over, at han aldrig havde været inde i pjanket Kjæresteri eller endnu værre Daarlighed. At det var Pigernes Uvillie og Ringeagt for den saa daarligklædte Karl, der havde bevaret ham, ikke hans eget Sindelag, vidste han kun altfor godt og dømte sig derfor skyldig ogsaa i dette.
Det var en varm, stille Solskinsdag; Poppeltræerne ved Gjærdet susede sagte; det rige, klare Sommersollys kastede en festlig Glands over hele Egnen. Blot Studenten kunde se det, tænkte Morten; hvor gjerne bar jeg ham ikke ned til Stranden paa mine Arme. „Det gaar opad Bakke med Dig og ned med mig," havde han forudsagt, og det var sket. Saadan en Pjalt, han havde været den Gang, og nu! En hidtil ukjendt Følelse af Ungdom og Styrke gjennemstrømmede hele hans Væsen, men Studenten laa kraftesløs paa Lejet.
Der gik Poul nede paa Landevejen; Morten nærmede sig.
„Gid Du vilde synge igjen, Poul, tralle op, som Du plejede."
„Det er ikke Tid til at tralle."
„Deri har Du Ret. — Jeg mente bare, at Du ikke maa hade mig."
„Tror Du, at jeg gjør det?" Der var en saadan Hjertelighed i Ansigt og Stemme, at Morten ufortøvet svarede: „Nej, men jeg hader mig selv."
„Det skal Du ogsaa, Morten, alt det Gamle skal Du hade. Men det Nye, det, Gud har virket i Dig, det skal Du takke for. Jeg synes, Du er som et helt andet Menneske."
Et andet Menneske! — Morten grublede over Ordene. Hvordan var han, da han kom her, hvad havde han tænkt paa? Aa, det var nok kun paa sig selv; og hvad havde han brudt sig om? Ogsaa kun om sig selv. Og skulde han svare til Alt, hvad der laa bag den Tid, maatte han forgaa. Men Studenten sagde, og det stod i Sangen, at Han ledte efter os for at tilgive os frelse os fra Synden og føre os ind i et nyt Liv.
Morten sank paa Knæ; han forstod ikke at stile sin Bøn, vidste neppe selv, hvad han trængte til, men Herrens Aand talte i ham med uudsigelige Sukke.

Natten var gaaet bedre; Johannes rejste sig paa Albuen og hilste den lille Skare, der kom ind til Andagten, Øjet søgte Morten og lyste, da han opdagedes, Haanden vinkede, og han fik sin Plads bag Skjærmbrædtet ligesom Dagen forud.
Det vilde dog vist glæde Studenten, om han sang med; han troede nok, at han kunde.
Proprietair Storm saae op, for der var Malm i Mortens Røst, og Studenten nikkede til sin Moder, der prøvede paa at smile. Det maatte hun gjøre mange Gange om Dagen, Han laa jo der i Fred og Glæde, ja, trods Lidelserne, i Glæde og ligesom kaldte paa hendes Forstaaelse, paa det Smil, han kjendte og elskede.
„Bliv lidt, Morten," bad han; „vær rolig, Moder, jeg skal ikke tale for meget."
„Sæt Dig her, lidt nærmere," sagde han, da de vare ene. „I Dag vil jeg gjerne til min Herres Bord, styrkes til Rejsen. — Har Du nogensinde været til Alters?"
„Nej."
„Det glæder mig! — Men hvordan gik det til, at Du ikke fulgte med de andre Konfir­mander?"
„Præsten talte med mig Dagen før, og saa mente han, det var bedre at vente." „Og saa slap han Dig helt?" „Det gjorde han; men han havde nu ogsaa Meget at tænke paa, og jeg kom jo snart fra Egnen."
Johannes tav en Stund, saa lagde han sin Haand paa Mortens og spurgte: „Skal jeg forklare Dig lidt om Nadveren, men Du maa bøje Dig ned til mig."
Morten knælede ned ved Sengen, og saa fortalte den Syge med simple Ord om Frelseren og hans Disciple, om Fodvadskningen og det hellige Maaltid, hvori han forener sig med os, som med dem. Det var jo Alt nyt for Morten, og han lyttede aandeløs.
„Ser Du, vi komme ikke til Nadverbordet, fordi vi ere gode og rene, men fordi vi trænge til og længes efter at blive det, efter at faa Del i hans Natur. — Hvor vidunderligt!" — Det var, som bøjede han sig i Tilbedelse.
Lidt efter vendte han sig igjen til Morten og spurgte kjærligt: „Tror Du det?"
„Jeg tror hvert Ord, Studenten siger," lød det bestemte Svar.
Smilet gled endnu engang over Mund og Øje, men der var dyb Alvor i Stemmen: „Det er ikke mig, Du skal tro paa, Kjære, det er paa ham."
„Det gjør jeg ogsaa," Taarerne randt nedad Mortens Kinder, „jeg tror, at han vil bjerge mig."
„Saa tør Du ogsaa vove at gaa til det Bord, hvor han endnu, som da han var hernede, holder Maaltid med Syndere. — Jeg vil ikke overtale Dig; Du maa paa ingen Maade gjøre det for min Skyld. — Betænk Dig vel, men glem ikke, at hans Arme ere udbredte, og at det er fra ham, vi faa Kraft til det nye Liv."
Der var ikke Noget at betænke sig paa, mente Morten, men han tav, for han vilde gjøre, hvad Studenten ønskede. Og saa tænkte han over det, og jo mere, han tænkte, desto stærkere blev Lysten til at komme med. Det havde været svært for ham, ja næsten umuligt, at tro paa Menneskenes Kjærlighed, men det havde han lært. Det havde ogsaa været svært for ham at tro paa Guds Kjærlighed, paa en Frelser, men Studenten havde gjort det saa indlysende, ligefrem vist ham, hvordan den himmelske Kjærlighed havde søgt, fundet og baaret ham. Morten bøjede sit Knæ; der var ingen Tvivl i hans Sjæl, kun Forventning og Undren.
Efter Bordet saae han, at Per skiftede Tøj fra inderst til yderst, og saa gjorde han det Samme. Pletterne vare der jo, og de brændte Huller ogsaa, men der laa Aar mellem hin Aften og nu, syntes han. Poul kom ogsaa ind i Helligdagsdragt, og saa fulgtes de op til Huset uden at veksle Ord.
Præsten var endnu ikke kommen, men Johannes laa med glindsende Øjne og den klareste Rødme paa de indfaldne Kinder. Faderen og Moderen stode Haand i Haand ved Sengen. Den Syge smilede:
„Naa, Per vil ogsaa med og Poul — og Morten! Jeg tænkte det nok. — Der er ingen Ende paa Guds Barmhjertighed!"
Erik havde Mortens gamle Plads bag Skjærmbrædtet. „Lad ham blive," bad Broderen, og saa fik han Lov til at Sidde der under Altergangen.
O, Gud ske Lov, det hjemad gaar —
med den Psalme sluttedes der.
Morten sagde Tak til Studenten og Tak til sin Husbond og Tak til den gamle Præst, der betragtede ham med velvillig Forbavselse. Tak til Herren sagde han ogsaa derinde i Enerum. „Dine Synders naadige Forladelse," Ordet kom ham saa uventet, men han greb det og holdt det fast som en Skat.
Henad Aften faldt Johannes i en tung, urolig Søvn. Lægen havde været der og tilbudt at komme igjen ud paa Natten. Ane Lise fortalte dette til Morten og tilføjede: „Jeg synes, at Du burde vide det, for det kunde jo hænde, at han kaldtes hjem i Nat."
Han nikkede en Tak og listede saa ind i den lille Gang bag Forstuen. Naar han knælede i Krogen ved Døren, kunde han høre den Syges Aandedræt.
Ud paa Natten gik Fru Storm gjennem Gangen; hendes Haand strejfede hans Haar.
„Er her Nogen? — Aa, det er Dig! — Jeg tror, Johannes ledte efter Dig før; han nævnede dit Navn. — Gaa kun ind."
Hvor forandret fra i Morges! Det var ikke let at holde Graaden tilbage, men Husbond, løftede Haanden og paabød Tavshed.
„Hvem er herinde? Aa, I Kjære!" Morten fik et Gjenkjendelsens Nik; det var ikke til at tage fejl af.
Flere Gange i Nattens Løb trøstede Johannes de Andre: „Det lyder værre, end det er," eller: „Jeg har det godt alligevel." — Henad Daggry kaldte han paa sin Fader: „Sig det — det Du læste før, hans egne Ord."
Og Faderen gjentog med højtidsfuld Røst: „Hvo, der tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve; og den, der tror paa mig, skal ikke smage Døden evindelig."
„Tak!" Han foldede Hænderne i fuldkommen Fred.
Henad Morgenen blev der saa stille i Stuen; sov han? Moderen bøjede sig over Lejet og sank saa sammen; men Faderen tegnede et Kors paa den kolde Pande og det stille Bryst.
„Lovet være Gud for Jesus Christus!" sagde han, „vi har kun at takke."
Midt i sin store Sorg stod han der, stærk i Herrens Kraft, og derfor klyngede hans Hustru sig ogsaa til ham og græd ud ved hans Bryst, medens Erik tog Faderens Arm, holdt den op for sit Ansigt og hulkede.
Morten vilde gaa, men Husbond kaldte paa ham: „Du ogsaa! — her er Plads ogsaa til Dig; vi sørge jo sammen."
Senere gik Morten ned til Stranden; han trængte til at være ene, og Husbond gik ind paa sit Værelse og lukkede Døren, men Moderen blev liggende paa Knæ ved den Dødes Leje. Erik havde grædt sig i Søvn; han havde jo ogsaa vaaget hele Natten.
Solen skinnede paa de brusende Bølger, og Lærkerne steg jublende op imod Sky. Her paa Stenen under Skrænten havde Studenten siddet og frydet sig over Havet, over Blomster og Græs, og han havde vist Morten, hvor dejlig hver lille Plante var, naar man rigtig betragtede den.
Karlens store, grove Haand samlede varsomt de fine Mosarter, Smaablomster og Straa; den vilde Rosenbusks sidste Knopper kom ogsaa med og de lyse Stenbregner fra Gjærdet. Han havde ikke plukket Blomster i mange Aar, men nu var det jo det Eneste, han kunde gjøre for sin unge Herre.
Idet han aabnede Døren, saae han Moderen og vilde saa gaa Igjen, men hun vinkede.
„Tak, Morten! — Læg selv Blomsterne paa hans Bryst og her ved Fødderne. Græd kun; Du skal have Lov til at græde."
Lidt efter talte hun igjen. „Jeg hører Hosten hele Tiden; men nu er han fri, hjemme hos sin Frelser i Lys og Fred."
„Ja, det er han, Frue! og der er altid Sommer, og det er han glad ved, for det sagde han."

Der var en underlig Højtidsstemning over Gaarden i de Dage; men hvor han savnedes! — Der var tomt i Haven og tomt i Stuerne. — Husbond var bleven bleg, og hans mørkebrune Haar graasprængt; men han sang dog Lovsangspsalmer ved Andagten, og hans Bønner vare fulde af Tak og Pris.
Da Studenten levede, fik Morten ikke Lov til at bære ham, men nu var han med til at bære den blomstersmykkede Kiste til Graven, medens Klokkerne ringede.
Hvad nu? — Morten syntes, at Tidsregningen standsede. Tankerne havde jo i disse Dage kun drejet sig om dette Ene. Hvad nu?
Per tog Højtidsdragten af og lavede sig til at tage fat igjen.
„Gaa Du til Haven, Morten," sagde han, „naar Gangene ere overgroede, ser den dobbelt forladt ud, og det vil Fruen føle."
„Ja vel!" Han tog ivrig fat, men standsede dog hvert Øjeblik og faldt i Tanker. Der paa Græsplainen havde Studenten siddet og talt gode, milde Ord, og inde i Lysthuset havde han set ham første Gang og faaet et Haandtryk. Derinde havde Studenten vist ogsaa bedt den Bøn, han fik Ja paa. Det var, som hørte han igjen Ordene: „Du er en Guds Gave."
Husbond stod henne ved Valnøddetræet; han dækkede Øjnene med venstre Haand, højre hang slap ned, Brystet hævedes af undertrykt Graad. — Nej, han dyede sig ikke, saadan Husbond havde været imod ham lige fra første Dag af. Morten sneg sig hen til Stedet og greb den nedhængende Haand.
„Tak, jeg vilde bare sige Tak!"
„Gud velsigne Dig, min Dreng! Her staar jeg og stammer ogsaa paa en Tak. Herrens Naade har været vidunderlig stor og det lige til det Sidste. Og saa den Lykke, at vi veed, hvor Johannes er!" —
Næste Dag kaldtes Morten ind i Dagligstuen.
„Vi har en Hilsen til Dig og til Erik fra Johannes," begyndte Fru Storm mildt, „Erik skal have sin Broders Bibel og Du, Morten, hans Ny Testament. Det fulgte ham allevegne og er understreget mangfoldige Steder. En af de sidste Dage skrev han selv Eders Navne i Bøgerne. Haanden rystede lidt, men det staar dog saa tydeligt. — Se, Morten!"
„Jeg kjender den Bog, for Studenten havde den med i Lysthuset, og nede ved Stranden der læste han i den og skrev med sin Blyant. Det er Guds Ord, sagde han en Gang, og jeg tror nok, han kyssede Bogen."
Morten vilde gaa, men standsedes.
„Bliv lidt, der er mere. — Han tænkte jo paa Alt, og I To stode hans Hjerte saa nær, Morten skal have hans Uhr — det er et solidt Sølvuhr med fortrinligt Værk — og Erik det lille Harmonium og hans Bogskab med Indhold. Af Klæderne skal Morten have, hvad han kan bruge. Johannes bad mig endelig give Dig den nye Halvsilke-Regnskjærm. Saa er der endnu en Sparekassebog, han arvede efter sin Gudmoder, men den skal Poul og Søren dele med Dig, og Fader skal indtil videre forvalte Pengene."
„Tak, Frue, men jeg kan ikke taale det endnu, det gjør bare ondt at se hans Ting; men Bogen er jeg glad for."
Han trykkede den op til sig.
„Og Uhret da?" — Husbond gav ham det selv paa. „Johannes fik det Konfirmationsdagen. Lad det altid kunne fortælle om velanvendte Timer, sagde jeg til ham, og det Samme siger jeg til Dig."
„Tak, Husbond! — Jeg ser hans Haand paa det. Hvor Tiden dog gaar, sagde han ligesom glad en Aften, jeg kom for at hente ham op. — Det var nok sidste Gang, han var nede ved Stranden, men det vidste man ikke."
Da Morten var færdig med sit Arbejde, skyndte han sig ned til Stranden med sin Bog. Han aabnede den med ærbødig Varsomhed. „Vort Borgerskab er i Himlene!" stod der og saa hans eget Navn.
Nej, hvor der dog var mange understregede Steder. Det var, som talede Studenten endnu, som raadede han: Dette skal Du læse og dette.
Morten var ikke vant til at læse, og det gik kun smaat i Begyndelsen; men her, hvor Mærket laa, var det jo Noget, han kjendte, Noget, Studenten havde fortalt. Ja, her stod det jo ligesaa livagtigt, hvordan Herren vadskede deres Fødder og senere befalede dem at elske hverandre. — Solen sank, og Mørket faldt paa, før han standsede.
Næste Aften fortsattes Læsningen. Der laa Mærke ved Fortællingen om den fortabte Søn. Studenten havde skrevet nedenunder: „Det er mig;" men Morten tænkte, at det var ham; dog, det om Lammet, der blev fundet, passede nu alligevel bedre; for han havde jo ikke selv gaaet Vejen hjem, men var bleven baaret.
Længere tilbage laa nok et Mærke, og det var nu ligesaa grangivelig hans egen Historie, Manden, der laa plyndret og halvdød paa Vejen. Husbond var nok den Tjener, Herren havde brugt til at løfte ham op, forbinde ham og føre ham i Hus.
Duggen faldt, og Bogstaverne løb i Et for Øjet, før han holdt op, og saadan gik det Aften efter Aften. —
Høhøsten var nu i fuld Gang, og der arbejdedes paa Kraft. Morten anstrengte sig af yderste Evne, Noget maatte han da gjøre igjen, saadan de havde været imod ham.
De andre Folk lod ham gaa i Fred med sin Sorg og sine Tanker, men Erik gjorde Fordring paa hans Selskab og lokkede ham til at tale om Johannes, og det var nu alligevel en Vederkvægelse.
„Hvor langt ligger Kjærup herfra?" spurgte Morten en Dag, da de rev Hø sammen.
Erik maatte tilstaa sin Uvidenhed, men lovede at efterse det store Kort i Faderens Stue og udfandt derefter, at Kjærup laa næsten tre Mil inde i Landet.
„Tak, det er der, min Bedstemoder bor. Studenten mente, jeg skulde skrive til hende; men faar jeg Lov af Husbond, vil jeg ligegodt hellere gaa derhen. — Maaske træffer jeg kun en Grav, og det er slemt, naar man har Noget, der skulde gjøres godt igjen."
Proprietair Storm bifaldt Planen, og Fruen lovede at give ham en Pakke gode Sager med til den Gamle.
Ane Lise hørte stille til.
„Du er lykkelig," sagde hun, „at Du har en bedstemoder; jeg staar helt ene."
„Gjør Du? — Det har jeg ikke vidst," han saae alvorligt paa hende. „Den gamle Kone er paa Fattighuset."
„Ja, det hørte jeg. — Bare Du engang kunde komme saa vidt at faa hende hjem til Dig selv."
„Vilde Du taale saadan en gammel Sjæl i dit Hjem, Ane Lise?"
„Havde jeg en Bedstemoder, vilde jeg være glad for hende og god imod hende, det haaber jeg da."
„Men naar det nu var Mandens, og hun kom fra et Fattighus?"
„Saa netop!" — hun skyndte sig bort med blussende Kind og Taarer i Øjet.

Dagen efter, at den sidste Høstak var kommen vel i Hus, begav Morten sig paa Vej. Ingen skulde tænkt, at det var den samme Karl, der rullede ind paa Gaarden første Majdag. Studentens rummelige, lidt svære Sommerfrakke passede ham udmærket, og han bar sin unge Herres kjønne, nye Straahat paa det blanke, velplejede Haar. En kjøn lille Vadsæk, der fyldtes helt ud af Fru Storms Pakke, holdtes i den ene Haand, Regnskjærmen i den anden.
„Farvel Allesammen og saa mange Tak!"
„Lykke og Velsignelse med Rejsen og velkommen tilbage." — Han fik ingen Formaninger med, Husbond gav ham trygt Gud i Vold.
Ane Lise sagde ikke rigtig Farvel. Efter deres sidste Samtale var hendes gamle Frimodighed borte. Skjult af Buskene stod hun dog, hvor Haven endte, og fulgte den Bortgaaende med Øjet. Blikket udtrykte inderlig Deltagelse, ja, en Slags Beundring. At Studenten havde været hans Ven, at de To stemmede, kastede Glands baade over Morten, hans Sorg og Rejsens Maal. „Mon Andre ikke ogsaa kunde stemme med ham?" Den unge Pige rødmede lige op til Haarrødderne. I det Samme drejede Vejen, saa han kom ud af Syne.
Ane Lise smuttede i en Fart op til Huset og stod snart flittig og stille ved Strygebrædtet, men Tankerne fulgte Morten til Kjærup Fattiggaard, ja, lige til han sank i Bedstemoders aabne Arme. — Ane Lise var et Barn, og Solen skinnede over alle hendes Drømme.

Der laa Kroen med Laagen ud til Vejen; hvor smækkede den haardt i, da han sidst ravede ud af den. Aa, det var en skrækkelig Aften. „Tilgiv mig, Herre!" lød det inde i hans Hjerte og straks efter: „Tak, Tak!" for det var jo slettet Altsammen.
Paa den første Halvdel af Vejen maatte han spørge sig frem. Han spurgte helst de smaa Vogterdrenge tilraads, om der ikke var Gjenvej over Markerne eller gjennem Skoven, og fik som oftest gode Oplysninger. Saa klappede han Drengen paa Hovedet og hviskede om et Øje, der saae ned i Kjærlighed og glædedes, naar Barnet var lydigt, tro i sin Gjerning og god mod Dyrene.
Kornet bølgede, og Lærkerne sang. Høhøsten var endnu i Gang paa lavtliggende Enge, Rig­dom og Skjønhed overalt. — Det gjorde Morten godt at gaa der ganske ene og dog ikke ene; det var, som talte han hele Tiden med Herren i det Høje.
Efterhaanden bleve Omgivelserne kjendte. Til Kratmøllen oppe paa Bakken havde han bragt Rug og faaet Brød med tilbage. Der manglede et Brød, da han kom hjem. Nede ved Mosen laa Smugkroen, der havde fristet. Herre Gud hjælpe mig! — Dette havde jeg helt glemt. — Naa, Husbonden trak de Penge fra Lønnen, da han skiftede, men Synden var lige stor.
Derude laa Krydsvejgaard, hvor han havde tjent Aaret rundt, hans længste Plads. Mon den halte Dreng var der endnu? — Han fik Lyst til at gaa ind og spørge efter ham.
Manden, en lavstammet, bredskuldret Skikkelse med brunrødt Ansigt, lyse, buskede Øjenbryn og hvasse Øjne, stod ved Dammen og vandede Heste. Da han saae den Fremmede, tog han Hatten af og hilste høfligt.
„Tjener Claus Olsen her?"
„Claus er død. — Han døde forrige Sommer."
„Undskyld, men jeg vilde gjerne høre lidt om hans sidste Tid."
Det velvillige Udtryk forlod Mandens Ansigt, og han svarede ærgerligt:
„Han havde det som en Prinds; Præsten sendte os en Sygeplejerske paa Halsen, Søster Helene kaldtes hun, og der blev vendt op og ned paa Huset. Det var en rigtig Engledreng, sagde de Alle, men Gavn for Føden gjorde han nu alligevel ikke, saa det var godt, han blev gjemt. — Kjendte De ham?"
„Ja; — jeg har ikke været god imod ham, og det er tungt at tænke paa nu. — Farvel, Mads Hansen."
Manden blev staaende som rodfæstet. Han syntes, han havde set det Ansigt før. — Nej, dog ikke! men de udtalte Ord vendte sig til Samvittigheden.
„Var jeg god imod ham? — Aa hvad! —" Han slog løs paa de uskyldige Heste og søgte at overdøve Svaret; men Spørgsmaalet vilde nok komme igjen i belejligere Stund, for det sendtes ham til Velsignelse.
Det var en varm Dag; Morten holdt Hvil bag en Høstak og gik saa rask videre. Nu drejede Vejen ad Kjærup til, og der laa Huset, det gamle Hjem. Ruderne vare grønne og dunkle af Støv og Spindelvæv, de kalkede Mure skimlede af Fugtighed. Bænken under Hyldetræet ved Gavlen stod der endnu. Han bredte sit Lommetørklæde paa det halvraadne Brædt og tog Plads.
Og Barndomslivet drog forbi ham med al dets Nød, Sorg og Synd, og hans Hjerte sammensnøredes af Medynk, ikke saa meget med sig selv, han var jo død fra det Altsammen og baaret ind i et nyt Liv, som med de andre Stakler, der endnu trællede i Mørket. — Bare man taande hjælpe dem! Kunde jeg reddes, er der Haab for Alle.
Hvem boede nu derinde? Han rejste sig og bankede paa.
En gammel Kvinde med dybe Rynker om Mund og Øje stak Hovedet ud af Vinduet. Hun var bleven forstyrret i Middagssøvnen og saae gnaven ud.
„Undskyld, jeg vilde blot spørge, om Trine Jensen, der engang boede her, endnu lever?"
„Ja, det tror jeg da. — Skroget brak sit Ben i Vinter og maa nu bruge Krykke, saa hun kommer ikke ret langt. Gammel er hun jo ogsaa; over ti Aar ældre end jeg. Paa Fattiggaarden kan man hverken leve eller dø, siger Folk. — Kjender Herren hende?"
„Jeg er Morten, hendes Sønnesøn. Den Skarns Morten kaldte I mig, Moer Nielsen, og det med Rette. — Men Børn trænge nu alligevel til Kjærlighed, for det er det eneste, der smelter."
„Nej, er det virkelig Morten? — Saadan en Forandring! Men maaske Du har været i Amerika, for der kan Folk jo blive til andre Mennesker."
„Det kan vi ogsaa i Danmark; Han, der hjælper En til at blive det, findes her som der."
Da Haanden pegede opad, forstod Moer Nielsen Meningen. Hun rystede dog paa Hovedet og lettede Skuldrene: „Aa ja, men det er ikke saadan. — Se indenfor en anden Gang, Morten."
„Jeg bliver kun i Dag, ellers Tak."
Der laa Skolen. Minderne fortalte om Dovenskab og Spilopper, velfortjente og ufortjente Prygl. Den, der ofte har Uret, vil ogsaa imellem blive gjort Uret. Skolemesteren var alligevel en brav Mand, og naar Morten hentede Aavand til Kjøkkenet, faldt der altid en Spølkum tynd Kaffe og en tyk Rundtenom Sigtebrød af til ham.
Saa kom Kirken, kalket og lille; Taarnet underlig trykket, ligesom sat i Væksten, men dog Guds Hus. Han havde Lyst til at gaa derind og knæle ved Alteret, men Døren var lukket som altid.
Fattiggaarden laa udenfor Byen. Den var gammel og skummel; Træerne langs Vejkanten stængede Luft og Lys ude.
Morten standsede og samlede sig, før han gik ind. Hvordan vilde han finde hende? — „Du skal glæde den gamle Kone," havde Studenten sagt; nu maatte Gud hjælpe ham.
Inde i Gaardsrummet gik en halvgammel Pige uroligt op og ned. Hun havde kort afklippet lyst Haar, underlig tomme Øjne og et sløvt Smil. Drengene kaldte hende „gale Stine" og plejede at forfølge Staklen med Latter og Skrig, Han havde været en af de Værste til det som af alt Andet. — En ung Karl, der saae elendig, ud og hostede fælt, huggede Brænde i et Hjørne til Gaarden.
„Men er det ikke Sophus Hansen?"
„Jo vel," han rettede sig og børstede Trøjen af, „jeg er her bare, til jeg kommer mig, ikke en Dag længere." Nu hostede han igjen. og spurgte saa: „Hvem er Du?"
„Morten Jensen, Du husker mig vel nok? — Ja, der er meget at angre for os begge fra den Tid. I Dag kommer jeg for at hilse paa min Bedstemoder."
„Morten Jensen! ja, saa vil jeg ikke forsværge Noget mere. — Vi troede Alle, at Du var gaaet i Hundene."
Fattigforstanderen kom nu til, en mørk, midaldrende Mand med faste Træk og et haardt Udtryk om Munden. Magten her paa Gaarden var hans, og ve den, der gjorde Vrøvl.
„Vil Herren tale med Nogen?"
„Gamle Trine Jensen er min Bedstemoder; jeg vilde gjerne se til hende."
„Naa saaledes. — Kom først herind til mig. Min Kone har straks Kaffen færdig; aa, vær saa god!"
Med forekommende Mine nødtes Gjæsten ind det gjaldt at opholde ham, medens der ordnedes lidt hos den Gamle.
Luften i Kvindernes Opholdsstue var mættet med Madlugt og Støv. Lyset faldt sparsomt ind af de smaabitte Ruder; Lindetræerne udenfor fangede hver Solstraale. Midt i Stuen stod et langt Bord med Bænke rundt om. Kvinderne vare beskjæftigede med at sortere Klude og smaaskjændes; rnen da Morten traadte ind, sank Hænderne, og alle Øjne rettedes paa ham.
„Er Bedstemoder her?"
„Nej, nej," forklarede Forstanderen, „de tre Ældste have en Stue for sig; vi gjør det saa godt, vi kan."
Idet Morten traadte ind i den lille lumre Stue, gik en halvvoksen Pige ud med Klud og Fejekost. Luften var endnu tyk af Støv efter Fejningen, og det malede Bord og Stolene halvvaade af den ilsomme Afvadskning. Tre Senge stode langs Væggene; i den ene laa en mumieagtig Skikkelse med purret, graat Haar og urolige Hænder. Hun var højt oppe i de Halvfems og gik i Barndom. De to andre Gamle stode op til Væggen og saae skræmte ud. Stuens Renselse i Utide havde forberedt dem paa noget Usædvanligt.
Forstanderen blev inde og saae nysgjerrig til; Morten skjænkede ham ikke en Tanke. — Der stod jo gamle Bedstemoder, ganske den Samme, kun lidt blegere, magrere og ligesom mindre, end da han saae hende sidst. Det graa Haar var ogsaa blevet hvidt, og Munden lille og indfalden efter Tabet af de sidste fremstaaende Tænder.
„Goddag, Bedstemoder! — Hvordan har I det?" Hun saae forbavset op; nej, det var ikk muligt, og dog! — Hans Skikkelse mønstredes fra Isse til Fod.
„Det er ikke Morten!"
„Jo, sandelig er det. — Og tilgiv mig saa al den Sorg, jeg har gjort Jer før."
„Nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage; og jeg som tænkte, at Du var død eller det, som værre er."
„Hun troede nok, at Du var i Fængsel," lød den anden Kones skingrende Stemme, „jo, Trine Jensen, det har I sagt mange Gange."
Gamle Trine vred sig; hvorfor skulde det nu nævnes, ja, brøles ud. — Saadant et pænt Menneske, og saadanne dejlige Klæder, men hvordan havde han faaet dem?
„Her er saa varmt inde, Bedstemoder, skal vi ikke gaa lidt udenfor? — Ja, jeg veed det med Benet, men naar I har Krykkestokken og min Arm, gaar det nok."
Han førte hende forbi Forstanderen, gjennem Gangen og Gaarden ud paa Vejen. Armen laa om hendes Liv, den bar hende næsten; saaledes plejede han jo at lede Studenten.
„Skal vi sidde her paa Bjælkerne under Piletræet? Her kan man da aande og tale fortroligt sammen."
Den Gamle saae sig uroligt om: „Er der Ingen bag Buskene derhenne? Du skal ikke være sikker. — Naa, det er godt!" hun vinkede ham tæt hen til sig og hviskede: „Jeg bærer Uhret hos mig, for det er vel det, Du vil have."
„Nej, Tak, Bedstemoder; Sognet har nok Ret til Alt, hvad I ejer, og jeg har selv Uhr. Se, er det ikke et kjønt Uhr? — Jeg har arvet det efter min Husbonds Søn."
Trine Jensen saae forvirret paa Uhret.
„Du veed bedst selv, om det er sandt," sagde hun, „mig kan Du jo indbilde, hvad det skal være; men jeg vil ligegodt ønske, at Du maa være kommen til det paa en ærlig Maade. — Naar jeg tænker, hvordan Du saae ud, da Du var her for tre Aar siden! Hatten bulet, Klæderne lasede, og saa lugtede Du af Brændevin."
„Jeg kom lige fra Kroen, og derfor talte jeg over mig, da vi skiltes; men alt det maa I tilgive."
Hun svarede ikke, men forfulgte sin egen Tankegang. Krykkestokken tegnede Streger og Snirkler imens; ledig kunde hun ikke være,
„Det fortrød mig nu alligevel bagefter," kom det omsider, „at jeg bandede Dig, kaldte Ondt ned over dit Hoved. — Du havde ærlig fortjent det; men jeg vilde jo dog helst, at det skulde gaa Dig godt."
„Derfor bad I jo ogsaa Gud slette Forbandelsen, Bedstemoder."
„Hvem har sagt det?" den Gamle vendte sig helt om imod ham. „Ja, sandt er det, men Ingen vidste jo, om det kunde nytte. — Lad mig se Uhret igjen. — Og det er virkelig dit? — Og sikken en dejlig Vest!"
„Jeg har ogsaa Del i en Sparekassebog, Bedstemoder; er der Noget, I trænger til og ønsker Jer, kan I faa det."
„Jeg ønsker ikke andet end at blive puttet i Jorden, og det Ønske har nok de Fleste derinde."
Morten tog hendes Haand. „Da min unge Herre døde, bar vi ogsaa hans spinkle, udtærede Legeme til Graven; men før det, i samme Nu, han lukkede sine Øjne, hentede Englene Sjælen og bar den hjem til Gud."
„Hvor veed Du det?"
„Jesus har selv sagt det."
Gamle Trine borede Krykkestokken dybt ned og lod den danne Hul ved Hul. Tankerne havde faaet en anden Retning, og hun skimtede en Udvej til Forstaaelse af det Hele.
„Svar mig nu oprigtigt, Morten, er Du bleven hellig? — Du skal ikke undse Dig, for det er da bedre end at være vidtløftig."
„Jeg tror paa mine Synders Forladelse, Bedstemoder, og vil med Herrens Hjælp blive i min Daabs Pagt, saalænge jeg lever. — Kommer Præsten her aldrig?"
„Nej, han er gammel og har alle de Børn at tænke paa; men ved Paasketid fik han en ny Kapellan, og han har farlig travlt. En Dag kom han her lige om Morgenen, lukkede Vinduerne op, endevendte Sengetøjet og gjorde et Styr med Forstanderen og siden med Bønderne; men vi fik da ogsaa nye Madratser og Uldtæpper Huset rundt. Sidst han var her, lovede han, at vi nok skulde faa det bedre, han havde Haab om at faa en Søster herud; men de sagde, at han mente en Sygeplejerske."
„Taler han ikke med Jer?"
„Jo, og han prædiker hver Ugedag inde i Arbejdsstuen, om det nu maa kunne hjælpe paa de mange slemme Mennesker. Saadanne Fyre! — Naar jeg hørte, at der var kommet en ny, og at han var ung, frygtede jeg altid, at det skulde være Dig."
„Kvinderne trænge da ogsaa til at høre, Guds Ord."
„Ja, Du kan tro det. Der er nu Malene inde hos mig, det er en rigtig gammel Hegle."
„Og I selv, Bedstemoder?"
„Jeg er glad, naar han kommer, for det er dog altid en Forandring. — Ti stille, Morten! jeg veed godt, at vi Alle ere Syndere, men der er Forskjel. Jeg har slidt, saa Blodet sprang ud af mine Neglerødder, og alligevel aldrig rakt. Haand efter det, der hørte Andre til. Ren og hel holdt jeg mig ogsaa og gjør det da endnu." Hun glattede sit store, falmede, men rene Bomuldsforklæde. „Og hvor jeg stred for at faa Jer Børn frem, men det er naturligvis glemt. Aa, det var svære, svære Tider."
De sade tavse en Stund, saa aabnede Morten Vadsækken. „Jeg skal hilse Jer fra min Frue," sagde han; „her er en Krukke Honning og en Flaske Hindbærsaft, I skal kvæge Jer med, og et dejligt uldent Tørklæde. — Og se, Bedstemoder, denne storstilede Psalmebog og et Par Briller til gamle Øjne, om I nu. kan bruge dem."
„Lad mig prøve!" — hun stavede sig frem:
„Vor Gud han er saa fast en Borg —"
„Ja, det er han, Bedstemoder!"
Den Gamle studsede og læste om igjen; hun havde ikke tænkt over Meningen første Gang.
„Og det er virkelig fra din Madmoder?"
„I kan stole paa det; og her er endnu mere, et lille Billede til at hænge over Eders Seng. I kan nok se, hvem det er."
„Ja, det er godt at se." Hun skjulte Flasken og Krukken med Forklædet. „Bare man nu kunde have det med Fred; ja, Staklen i Sengen giver jeg gjerne en Draabe imellem, men Malene fortjener det ikke. — Jeg kan ikke glemme Brillerne; saadan jeg har ønsket mig et Par Briller."
„Der kan I se, Bedstemoder, at I har Ønsker."
Trine rystede paa Hovedet. „Jeg er hel fortumlet," sagde hun, „hvor kan det falde den fremmede Frue ind at tænke paa saadant et gammelt Skrog. Det er, som var jeg kommen ind i en anden Verden."
„Det er I ogsaa, Bedstemoder; i en Verden, hvor Gud raader."
„Hør, Morten, nu maa Du tale rent ud, fortælle mig, hvorledes det er gaaet til, jeg mener med Dig selv, for det er jo som et Under."
Han tog den Gamles Haand og fortalte om Sygdomstiden og om Dødsangsten derude paa Hospitalet. Saa kom Opholdet hos Søsteren — hvor dømte han hende nu mildt — saa Mødet med Husbonden og Livet ude paa Gaarden. Da det gjaldt at skildre Studenten, hans elskede unge Herre, blev Morten veltalende.
„Han var ogsaa den Første, der sagde til mig, at jeg skulde blive anderledes til Sinds," sluttede han.
Den Gamle hørte stille til, det var saa overvældende. Tilsidst sagde hun i en modfalden, næsten angerfuld Tone: „Det kan jo være, at jeg havde havt mere Held med Dig, havde Du faaet flere gode Ord og færre Prygl."
„I forstod det ikke bedre, Bedstemoder, for I kjendte jo ikke selv Guds Kjærlighed."
„Hvor veed Du det?" Udtrykket blev haardt.
„Jo, for saa havde I været anderledes til Sinds."
„Aa Snak! — Lad os nu gaa ind. Put Tingene i Posen igjen, til jeg kan gjemme dem i min Dragkiste."
Han satte Krykkestokken tilrette, løftede hende op og førte hende ind.
„Vil I ikke gjerne have en ordentlig Lænestol, Bedstemoder? Saadan en Træstol med lav Ryg er ikke god for gamle Lemmer."
„Aa, jo, men der er noget Andet, jeg hellere vil have. Ja, hvis jeg turde tro, at Du vilde sørge for det!" hele det gamle Ansigt lysnede.
»Kan jeg, vil jeg."
»Det er en Kiste, en ordentlig, sortmalet Kiste med Facon. Sognet giver kun en sværtet Brædekasse. Det gyser i mig, hver Gang En puttes ned i saadan Usselhed. — Men Du har vel bedre Brug for dine Penge. Det var ogsaa kun, fordi Du talte om Stolen."
„Vær rolig, I skal faa Stolen om et Par Dage og Kisten, naar den Tid kommer."
„Tør Du bande paa det?"
„Jeg bander ikke mere, men holder mine Løfter; I maa stole paa mig."
„Det vil jeg ogsaa. Farvel, Morten, og sig Tak til din Madmoder."
„Det skal jeg. — Farvel, Bedstemoder," han bøjede sig ned og kyssede den rynkede Kind, „Gud velsigne Jer!"
Ude i Gaarden stod en Flok Mænd, ældre og yngre imellem hverandre. Drukkenskab eller andre Laster havde mærket dem Alle. Sophus Hansen førte Ordet, men da Morten kom, standsede Talen. Han hilste høfligt og gik saa hen til Forstanderen.
„Maa jeg tale et Par Ord til Folkene? — Fortælle dem, hvordan jeg har været, og hvordan jeg blev hjulpet."
„For mig gjerne, men om syv Minutter ringes der til Arbejde."
„Tak, jeg bruger ikke fem Minutter," og det gjorde han heller ikke, og dog havde de Hørende, hver især, faaet Noget at tænke paa.
Idet Morten gik bort langs Huset, ledte Øjet efter Bedstemoders Vindue. Der var det! Hun stod med Armene i Vindueskarmen og tittede ud efter ham; Hatten kom af i en Fart.
Løftet om Kisten, Kysset paa Kinden og nu denne sidste Hilsen blødgjorde i Forening gamle Trines Hjerte; hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd bitterligt. Mange Taarer havde hun fældet i sit lange Liv, og dog var det første Gang, hun græd over sig selv, over sin Synd.
Men Morten stod allerede et godt Stykke derfra paa den lille Høj med Poppeltræerne og saae ud over Egnen. Saadan en Naade, saadan en Lykke! — Der var en ny Kraft i hans Sind, og han følte sig som Guds Redskab.

Det var over Midnat, da han kom hjem, men Husbond havde givet ham Nøgle med, saa han forstyrrede Ingen. Trods Trætheden kunde han ikke sove. Tankerne kom i skarevis, men der var Fred over dem alle. Han vidste nu, hvad han vilde, hvad han skulde.
"Velkommen hjem!" Proprietair Storm lagde sin Haand paa hans Skulder, „naa, hvordan gik det Dig saa?"
"Tak, Husbond, det gik godt. Den gamle Kone lever, og Herren vil nok finde hende, for nu lyder hans Ord ogsaa ude paa Kjærup Fattiggaard. — Maa jeg tale med Husbond?"
„Ja vel; kom herind og sæt Dig ned," han saae kjærligt ind i den unge Mands bevægede Aasyn, „hvad er det saa?"
„Den Rejse vilde jeg ikke have undværet for nogen Pris. Jeg kom til at staa Ansigt til An­sigt med det Altsammen igjen; først med min egen Synd, gjennem Minderne, og saa med de Andres Elendighed. — Aa, Husbond, jeg maa gjøre Noget for dem; jeg kan gjøre Noget for dem. Jeg tror, Herren vil, at jeg skal."
„Hvordan mener Du?"
„Jeg vil tale til dem, og da jeg kjender begge Slags Liv, vil de tro mig. I Nat kunde jeg ikke sove for bare Planer. Husbond skal ikke se saa forskrækket ud; jeg veed godt, at jeg først maa kjende min Bibel og mig selv bedre, end jeg nu gjør."
„Men hvad tænker Du da paa?" Proprietair Storm lyttede med en vis Ængstelse efter Svaret, der dog lød ganske anderledes, end han havde tænkt sig.
„Paa hverken mer eller mindre end at blive Karl i et Fængsel. — Husbond ler da ikke?"
„Nej, Morten, jeg smilede bare. Gud velsigne Dig, min Dreng, saa det var Planerne!"
„Ja, for tænk, saadan en Virkekreds. — Jeg tror, de vilde høre paa mig."
„Det tror jeg med, dog vanskelig, naar Du kun var Karl. — Du maa lære Noget, Morten. Naar Aftenerne blive lange, skal Du rigtig gaa i Skole herinde hos mig. Hvor Johannes vilde have frydet sig, at dine Ønsker gaa den Vej; men jeg tænker, han veed det — Vil Du følge mit Raad, saa taler Du ikke til Nogen om dine Planer, lad dem modnes i Stilhed."
„Jeg kan heller ikke tale om det. — Men maaske jeg ogsaa skulde have tiet for Husbond."
„Nej, nej, større Glæde kunde jeg ikke faa i denne Sorgens Tid. Jeg skal jo desuden hjælpe Dig, min Knøs, og det vil jeg af al Evne,"
Da Morten gik ud til Havearbejdet, mødte han Ane Lise. Hun bar en Kurv med afplukkede Hindbær paa Armen og et Par Roser i Haanden. Den unge Pige gik drømmende og smaanynnende, men da hun saae Morten, standsede hun. Allerhelst var hun flygtet, men det kunde nu slet ikke lade sig gjøre.
„Goddag, Ane Lise!" Stemmen var rolig; Blikket lyst, frejdigt, tillidsfuldt. Der var ikke det Mindste at frygte; det, hun havde tænkt sig ganske nær, var langt, langt borte, men ikke mindre sikkert, følte hun. Det var en lille Skuffelse, men ogsaa en stor Lettelse; hun blev med Et hel rolig og tryg.
„Velkommen hjem, Morten! Din Bedstemoder var da sjæleglad ved at se Dig."
„Jeg tror, hun var glad, — men det er en gammel Stakkel. Vi maa bede for hende."
Ane Lises milde, rene Blik sagde: „Det skal jeg," og saa vekslede de et trofast Haandslag.
En Timestid efter samledes de Alle ved Andagten. Husbond havde valgt Psalmen:
„Kimer Himmelklokker, der er Fryd i Dag —"
Bagefter læste han Herrens Løfte til Peter: „Herefter skal Du fange Mennesker."
Det var for Morten som en Indvielse. Fra nu af var der kun Et, han vilde; og det var det Samme, Herren, den Almægtige, vil.