Inger

by Cornelia Levetzow

Inger

Det var en mørk, raakold Efteraarsdag. Vinden susede i Lindetræerne, og det gule Løv hvirvlede rundt i Havens Gange. En sortklædt ung pige gik stille om mellem de falmede, medtagne Blomster, naar hun opdagede et Par friske Knopper eller smukke, grønne Blade, bøjede hun sig og plukkede dem.
Det var en slank, yndefuld Skikkelse og et fint, sjælfuldt Ansigt. Det rige Haar var gyldenbrunt, Øjnene mørkeblaa, blide og noget frygtsomme. Hun var nitten Aar, men saae ud, som havde hun kun været seksten. Kinden var bleg af Nattevaagen og Sorg.
Derinde i Lysthuset var Moderens Yndlingsplads; Skamlen stod der endnu. Inger satte sig Paa den og gav Taarerne frit Løb. Hvor det gjorde godt, men hun maatte nok fatte sig. Der kom Vognen efter Fortepianoet; de andre Meubler vare solgte paa Auktionen; hun kunde jo ikke tage dem med sig til Tantens Hjem.
Nej, hvor Stuerne dog saae øde og tomme ud, Tapeterne skjoldede, hvor Billederne havde hængt, og Meublerne staaet.
„Vi vare saa lykkelige!" nok et Udbrud af Graad fulgt af et Løfte, halvt til Gud, halvt til Moderen, saa gik Inger stille ud til Flyttefolkene og formanede dem til at være forsigtige, rigtig forsigtige med Fortepianoet.
Nu var ogsaa det borte, hun drejede langsomt Nøglen af. „Farvel Du kjære Dør og I Vinduer, hvorfra Moder nikkede til mig, naar jeg gik ud, og naar jeg kom hjem, gladest, naar jeg kom hjem. Farvel, farvel!"
Inger havde tilbragt disse sidste Dage hos Moderens Venner, Oberst Holms. De havde ogsaa tilbudt at huse Fortepianoet til bedre Tider. Det skulde staa veltildækket op til en tør Væg i den store Skabestue. — Mon hun nogensinde fik det igjen? Hos Tanten, der havde Pensionat, var Pladsen saa indskrænket som muligt. „Vil Du have egen Stue, bliver den 4½ Alen i Kvardrat," havde Tanten skrevet. — Om hun vilde have egen Stue!
Næste Dag skulde Inger med Dampskibet og saa med Jernbane til den Kjøbstad, hvor Tanten boede. Det var Faderens Sødskendebarn; Inger kjendte hende kun fra et Sommerbesøg og syntes egentlig ikke om hende, men hvor skulde hun hen? — Der var Trang til en dygtig Musiklærerinde der i Byen, havde Tanten skrevet og tilbudt hende sit Hjem paa billige Vilkaar. „Men saa vil jeg heller ingen Fordringer vide af," stod der. Inger følte sig saaret, — dog, det havde hun vist ikke Lov til.
Det brændte muntert i den hvide Porcellains Kakkelovn i Oberstens Dagligstue. Hyggelige gammeldags Meubler, gode Malerier og blomstrende Planter gav det store, høje Værelse et venligt, hjemligt Udseende. Tre unge Døttre sade glade og fortrolige ved Haandarbejdet. Den Ældstes Bryllup var nær forestaaende, og der var meget at tale om. Hemmeligheder var der ogsaa. De to Yngste holdt en hviskende Raadslagning, der dog afbrødes af Moderen.
„Tys, der kommer Inger bag efter Meubelvognen. Glem nu Eder selv, Børn, over hende og hendes Sorg. Ida maa holde dine Glædesudbrud tilbage, saalænge hun er her."
„Det skal jeg," forsikkrede den femtenaarige Ida, „jeg har saa inderlig ondt af Inger," og det havde hun ogsaa, men naar Tanken paa Søsterens nye Hjem og de forskjellige Overraskelser blev altfor levende, fik Glæden dog Luft.
Inger paaskjønnede den Venlighed, der vistes hende, men hun følte sig saa ubeskrivelig ene mellem alle de glade Mennesker.
„Vi ville ret savne din kjære Moder og Dig," sagde Oberstinden, og Obersten tilføjede: „Glem ikke, Frøken Johnsen, at De ogsaa har et Hjem her." Det var saa venligt og kjønt, men hun trængte til et Hjerte, der græd med hende.
Da det begyndte at skumre listede den unge Pige sig ud til Graven med Blomsterne. Det smaaregnede; tykke, sorte Skyer rugede over Himlen, der var koldt og mørkt paa Kirkegaarden.
Det Farvel faldt ikke saa svært, som hun havde tænkt sig. Moder var ikke her, nej, Gud være lovet! — „Hvor jeg er, der skal og min Tjener være"; hun klyngede sig til Ordet.

Det var koldt, klart Vejr og Solskin, da Inger ved Rejsens Maal steg ud af Koupeen. Folk løb hid og did; En og Anden vendte sig om og saae paa hende. Af og til fik hun ogsaa et lille Puf af en Drager, der skulde frem, og en Gang snurredes hun rundt af en Familieklynge, der havde Hastværk. — Mon der dog ikke kom Nogen efter hende? Hun ventede et Par Minutter og tog saa Garantisedlen frem.
„Er det Frøken Johnsen?" en bleg, forpustet ung Pige med purret, lyst Haar, Forklæde, Hat og Schavl paa Snur, kom løbende hen imod hende. „Aa, jeg har saadan jaget! Det var da godt, jeg naaede det. Da jeg saae det sorte Slør, tænkte jeg nok, at det var Dem. Datteren er endnu ikke kommen fra Skolen, ellers skulde hun have hentet sin Kousine, sagde Fruen. — Har De faaet En til Tøjet? — Ja, for vi maa skynde os. — Lad mig faa Rejsetæppet."
Pigen foer i Forvejen. „Det er ingen lang Vej," sagde hun, „men lidt vildsom, saa De maa endelig følge med."
Tanten, en middelhøj, smalskuldret Skikkelse med skarpe Træk, kloge, aarvaagne Øjne og vekslende Minespil, stod i Døren.
„Goddag, min kjære Pige, og velkommen. — Ja, din Stakkel, det var en stor Sorg! — Kun Femogfyrre. Min Moder blev over Firs, men det var nu alligevel en Jammer, for hun gik i Barndom. — Vil Du op paa dit Værelse." Ja, Tak, det vilde hun gjerne. „Vi skal straks spise, saa Ingen kan følge Dig, men naar Du gaar opad Trappen, saa langt man kan komme, og aabner Døren til Højre, er Du paa dine egne Enemærker. — Gid vi nu maa synes om hinanden, min Pige! — Jeg har da faaet nogle Elever til Dig; fire gode Steder, og der er Haab om to til. — Med Malvina tænker jeg, Du spiller for Fornøjelsens Skyld; hun er allerede temmelig flink."
„Ja, det vil jeg saa gjerne. Tak!" Hun ilede opad Trappen; naa, her var det! En malet Seng, Servante, Stol og et lillebitte Bord, det var Meublementet. Under den skraa Tagvæg ventede en tom Plads paa hendes Kommode. Tapeterne i den lille Stue vare stormønstrede og skinnende blaa. De hvide Trækgardiner og det røde Kappegardin forenede sig om at skjule Vinduet. Udsigten var nu ikke heller synderlig indbydende, da Gavlen vendte ud til Naboens høje, røde Tegltag. Til Højre saae man ned ad den lange, lige Gade, der dog hist og her oplivedes af et eller to Træer udenfor Husenes Døre.
Hyggeligt var her just ikke, men Inger var alligevel glad over sin lille Stue. Hun havde Lov til at dreje Nøglen af, til at være ene herinde, til at græde i Fred. Medens hun tænkte dette, lød hastige Trin paa Trappen, og Døren reves op af den forjagede Pige.
„Der er rettet an! — Frøkenen maa endelig komme, Fruen venter."
Stuen var fuld af fremmede Mennesker; Husets fjortenaarige Datter løb hende venligt i Møde.
„Goddag og velkommen! — Du skal sidde hernede hos mig."
„Frøken Johnsen," præsenterede Fru Muhle, „min Slægtning, forældreløs, Moderen er nylig død." Hun tog den unge Pige i Haanden og førte hende rundt.
„Ritmester Stade, — Fru Petersen, — Frøknerne Petersen, en hel anden Slægt, — lille Fru Svane, — Drengen der er din Fætter, buk dog Frederik! — Malvina kjender Du."
Inger havde Lyst til at flygte bort fra alle disse ynkende Miner, beklagende Hovedbøjninger og Skuldertræk, men det lod sig jo ikke gjøre, og saa hilste hun stille, paa sin yndefulde, lidt tilbageholdne Maade. Den gamle Ritmester bukkede stift. „Maa jeg condolere Dem, min Frøken," sagde han.
Det var et langt Maaltid; Tanten og Fra Petersen førte Ordet, men bøjede sig dog begge for Ritmesterens Meninger, der udtaltes med høflig Overlegenhed. De gamle Søstre Petersen mukkede lidt indbyrdes. Emma var vis paa, at Thea tog fejl af en Dato, og Thea følte dette som en Krænkelse. Lille Fru Svane nød sin Mad i Stilhed. Hvorfor hun egentlig havde faaet Tilnavnet lille, er ikke let at sige, da hun var tilaars og over Middelhøjde. Muligt foranledigedes det af hendes store Godmodighed, uanselige Ydre og indskrænkede Pengemidler.
Efter Bordet smuttede Inger igjen ovenpaa. Den kjære, gamle Kommode var nu sat ind paa sin Plads. Kufferten stod udenfor og spærrede Trappegangen.
„Er Inger her?" Malvina kom springende, „Moder sagde, at Du maatte tømme Kufferten i en Fart, for den skal op paa Loftet, og saa spurgte hun, om Du vil have Kaffe."
„Nej, Tak. — Du maa endelig gaa, Malvina, jeg kan godt hjælpe mig selv."
„Det morer mig at se dit Tøj. Frederik og jeg faa dog ingen Kaffe om Hverdagen, der er nok at skjænke til foruden os, siger Moder. — Naa, hvad synes Du saa om Selskabet?" „Jeg er lidt træt og uoplagt i Dag." „Ja, det sagde de ogsaa Alle, da Du gik, og Ritmesteren syntes, det var rimeligt. — Er det ikke en løjerlig gammel Fyr; saa dræbende høflig, men rig er han og en udmærket Betaler. Vi maa Alle staa paa Pinde for ham. Avisen bringes ham lige om Morgenen, og saa studerer han den fra først til sidst, ja, jeg tror, han lærer den udenad, før Fru Petersen faar den. — Hende kan jeg nu slet ikke lide; hun er saa gjerrig og gjør saa mange Fordringer.
„Er det rigtigt, at Du taler saadan, Malvina? Vilde din Moder holde af det?"
„Uh, er du saadan en kjedelig Praas, der ikke engang vil gjøre en Smule Løjer, saa tror jeg næsten, at jeg løber ned til Frederik igjen. — Lille Fru Svane, det er En for Dig."
Aa, her i Huset blev hun vist aldrig hjemme!
Men da Faderens og Moderens Billeder først stode paa Kommoden med Biblen foran, det lysende Kors bagved og en stor Stabel Bøger paa hver Side, fik Stuen straks et venligere Udseende. Det var, som om Moderens Billede saae paa hende med det kjærlige, opmuntrende Blik, hun kjendte saa godt. — Og den unge Pige bad om Kraft til at blive flittig, taalmodig og god.
Moderens Bøn for hende havde lydt anderledes: „Velsign hende, Herre, og lad hende blive til Velsignelse, hvor hun kommer," men Ingers Hjerte var endnu ikke stemt til at bede den Bøn.

Efter en Maanedstids Forløb havde Inger sin Dag omtrent besat. Der gik Ry af hendes musikalske Begavelse, og hun hentedes i Vogn ud til Herregaarden for at spille med Lærerinden; Husets Frue mente nemlig, at dette vilde komme Børnene mere tilgode, end om hun spillede med dem selv. — Til Birkedommerens, der boede et Stykke udenfor Byen, maatte hun vandre paa sin Fod. Det var en lang, ensformig Vej, men Inger opdagede snart en lille Marksti, der skraaede lige mod Maalet. Det var kun fem Minutters Gang, der sparedes; men det føltes dog som en Opmuntring, hver Gang hun drejede ind paa Stien. Lidt tilbage laa en Bondegaard; det var ikke Indgangssiden, og man saae kun en lang, kalket Murvæg med faa og smaa Vinduer, der vendte ud til en gammeldags Have, fuld af bladløse Frugttræer og Hyldebuske. Der var en tom Storkerede paa Straataget; hvide Duer fløj fra og til.
Hver Eftermiddag øvede Inger sig i flere Timer, og det var hende en Vederkvægelse. Som Vederlag for at spille med Victualiehandlerens Datter fik hun Lov til at bruge deres Fortepiano saa meget, hun lystede. Det stod i „Salen", og da Familien var travlt beskjæftiget den hele Dag ved Udsalget og i Kjøkkenet, sad hun ganske ene og uforstyrret i den store, halvtomme Stue med de skrigende Olietryksbilleder, det elegante Taffeluhr, der ikke gik i det Daglige, de smukt indbundne, næsten ubrugte Bøger og de kostbare Vaser, fyldte med Hjertegræs og kunstige Blomster. Malvina kom ogsaa derhen for at øve sig med Kousinen, som Fru Muhle benævnede det. Denne Øvelse satte Ingers Taalmodighed paa en haard Prøve, da Pigebarnet troede sig udlært og hadede Tilrettevisning.
I det gamle Hjem havde Inger ogsaa undervist i Musik, men der kom Eleverne til hende, og efter endt Arbejde fløj hun lige i Moderens Arme og havde saa den øvrige Dag travlt med Bog og Naal og med at sysle i Huset; Timerne fløj som Minutter, nu vare Dagene lange og trange.
„Vil Du ikke lære at spille Whist, Inger?" spurgte Fru Muhle, „Frøken Thea er helst fri, jeg har daarlig Tid, og Ritmesteren maa have sin lille Rubbert hver Aften."
„Jeg trænger til at være ene om Aftenen, Tante, sidde stille paa mit Værelse og læse eller tænke."
„Naa, det gjør Du. — Jeg mente for de Andres Skyld, men hvor kunde man ogsaa vente, at Du skulde tænke paa dem. — Det maa være behageligt at være saadan stillet, at man kan gjøre, hvad man har Lyst til; det er nu ikke faldet i min Lod."
Inger følte sig skyldig, men gav dog ikke efter, for hun syntes næsten, det gjaldt Livet,
Hver Søndag gik hun i Kirke med Frøknerne Petersen og Fru Svane. Tanten fulgte med, naar hun havde Tid. — Aa, det var ikke som Gudstjenesten i den lille Kirke hjemme. Der fik man saa meget at tænke paa; Evangeliet lyste for En den hele Dag, ja, lige til næste Søndag. Her fik hun næsten Ingenting, men maaske var det hendes egen Skyld.
Naar hun hørte om, hvor mægtig Synden var, og hvor skrøbelige og smaa vi vare, og at der slet ingen Udgang var fra al denne Jammer, men at Gud dog tilgav os i sin Kjærlighed, blev hendes Hjerte sygt, og efterhaanden sløvedes Villien. Selv forstod hun ikke, at det var Budskabet om den Herre, der ikke alene tilgiver Synden, men vil frelse sine Tjenere fra at synde, idet han giver dem sin Aand og fører dem ind i Kjærlighedslivet, hun savnede.
Hver Aften læste hun et Stykke i Biblen, men det var ikke, som da Moderen sad ved Siden og forklarede det Læste. Selv i Bønnen var der ikke rigtig Liv og Kraft; men hun kunde dog ikke undvære den, det var hende dog en Trøst at tale til Gud, klage for ham.
En Morgen, da Inger sad ene i Spisestuen og ventede paa Vognen fra Birkhøjgaard, aabnedes Døren ud til Gangen, og en mørk Herre med faste, regelmæssige Træk og et Par store, alvorlige Øjne traadte ind.
„Er det Dem, der er syg?" spurgte han og fæstede et iagttagende Blik paa den blege, unge Pige.
„Nej, — jeg tror nok, at det er Fru Petersen." Den Nævnte der havde hørt Lægens Stemme, viste sig allerede i Døren, fulgt af Fru Muhle.
„Vil Doktoren ikke tage Plads. — Bliv endelig herinde Begge," — dette henvendtes til Husfruen og Inger — „for De kan bevidne mine Ord, Jeg ser jo ikke ud som en Syg."
„Jo, sandelig! Jeg saae øjeblikkelig, hvad der fejler Dem. — Hvorfor har De ventet saa længe med at søge Raad?"
Fru Petersen stirrede forfærdet hen for sig; hvad mon det var, der fejlede hende? Skulde hun virkelig være syg for Alvor?
„Jeg lider af Aandedrætsbesvær," klynkede hun, „og dermed følger Ulyst til at gaa ud og i det Hele til at røre sig. Saa falder jeg ogsaa let i Søvn, naar jeg læser eller strikker."
„Og saa stiger Blodet Dem til Hovedet? — Jo, det kan jeg da selv se. — Hvordan er Appetitten?"
„Brillant," oplyste Fru Muhle.
„Jeg tænkte det nok; De bliver jo ogsaa sværere og sværere; der maa gjøres Noget."
„Men hvad er det da, jeg ulykkelige Menneske fejler?"
„Det er et Onde, der ikke er ualmindeligt i de højere Stænder; men det kan modarbejdes, og vi ville modarbejde det, De og jeg i Forening.
Gaar det sin Gang, kan det ende med et Slagtilfælde."
„Bevares! — Doktoren kan nok vide, at jeg vil gjøre Alt. — Men hvad er det, jeg lider af." „Ubrugte Kræfter."
„Ubrugte Kræfter!" hun gjentog det langsomt, ligesom ledende efter den rette Forstaaelse.
„Ja, ganske simpelt, ubrugte Kræfter. De maa holde streng Diæt; Fru Muhle er ansvarlig." „Det er altfor pinligt, Hr. Doktor, i min Stilling."
„Vist ikke, jeg skriver en Spiseseddel. — Og saa maa De staa tidlig op, Fru Petersen, og ikke sove til Middag."
„Maaske jeg ogsaa skal foretage gymnastiske Bevægelser? — For flere Aar siden gjorde jeg det og blev kjendelig raskere."
„Ja vel, det hører med til Kuren, men jeg bruger nu helst naturlig Gymnastik, det vil sige Arbejde. De maa rede Deres Seng hver Morgen og tørre grundigt af i Stuen, og kan De overvinde Dem til selv at vadske Gulvet, vil det være særlig gavnligt."
Fru Petersen svarede ikke herpaa, men sagde i en bedende Tone: „Dengang rokkede jeg frem og tilbage et Kvarter hver Dag og slog Armene op og ned et bestemt Antal Gange."
„Var det morsommere?" spurgte Lægen tørt, men der sad en Skjælm i Øjet. „Jeg synes bedre om det." „Men jeg synes bedre om det Andet, for De trænger højlig til at dreje, strække og bukke Dem paa forskjellig Maade. — At polere Vinduer er nu ogsaa udmærket."
„Men det kan jeg da ikke være bekjendt!" „Jo, Frue, Vinduet i Deres Sovekammer, der vist er til Gaardsiden, kan De godt være bekjendt at pudse, naar det gjælder Deres Helbred." „Skal jeg ingen Medicin have?" „Nej."
„Men Vin med Chinadraaber maa jeg da nok faa for Matheden."
„Matheden stammer ene fra den anførte Grund., — Se dog ikke saa fortvivlet ud, kjære Frue, følger De Forskriften, haaber jeg nok, De skal blive helt rask i Løbet af Vinteren." Han nikkede opmuntrende og vendte sig derpaa til Fru Muhle, der havde hørt til med dulgt Glæde.
„Her er en Anden i Huset, for hvem jeg ogsaa er bekymret. Det er Pigen, den lille Karoline; hun lider af det modsatte Onde: overbrugte Kræfter, hvorfor jeg paa det Bestemteste maa anordne mindst to Timers Hviletid — jeg mener Fritagelse for Arbejde — om Dagen. De vil ogsaa nok passe, at hun faar et blødkogt Æg Morgen og Aften og en Pot sød Mælk daglig. Ubrugte Kræfter kan i en ældre Alder føre til Slagtilfælde, overbrugte, især i den ganske unge Alder, til Tæring. — Hvor er Pigebarnets røde Kinder blevne af? — Ja, saa stoler jeg trygt paa Fru Muhles Nøjagtighed."
Han standsede i Døren og vendte sig om: „Hvordan har Fru Svane det?"
„Meget bedre". De stærke Indgnidninger har næsten fordrevet Gigtsmerterne."
„Det glæder mig! — Vil De hilse hende." Der blev en Pavse efter Lægens Bortgang, men tilsidst brød Fru Muhle ud: „Var han ikke saa dygtig en Læge, taalte jeg ham sandelig ikke her i Huset. Det var næsten, som drev han Spøg med Dem, kjære Fru Petersen."
„Nej, destoværre, det var ikke Spøg; — men jeg bruger nu alligevel min gamle Gymnastik, for den veed jeg hjælper."
„Ja, gjør bare det!" — Fru Muhle var bleg af Harme; dette med Line var for galt. „Kan man nu tænke sig," sagde hun lidt efter, „at han er Broder til den elskværdige Pastor Bruhn." „Halvbroder," oplyste Ritmesteren, der pludselig viste sig i Døren, „kun Halvbroder."
Et Øjeblik efter kom Vognen, og Inger steg op. Doktor Bruhn, der lige traadte ud af Gjenbohuset, løftede Hatten og hilste. Der var noget Skalkagtigt i Blikket og tillige noget inderlig Godt. Inger følte sig helt oplivet, det var, som om et friskt Pust var gaaet hen over det lumre, indholdsløse, dagligdags Liv.

Hvor var denne Jul forskjellig fra de andre, hun havde oplevet. Forventningen, Forberedelserne, Glæden i Hjemmet Juleaften og i Kirken Julemorgen, Alt var forbi. Tanten og de Andre vare ligesom smeltede i Juletiden; meninger trak sig endnu mere tilbage end ellers. Minderne vare jo det Eneste, hun ejede, og hun vilde have Lov til uforstyrret at hengive sig til dem. Samvittigheden var dog ikke ganske rolig. Der stod i den Psalme, hun og Moderen plejede at synge:
Ej Sorg i Dag paa Jord er til,
Som tør min Sjæl nedbøje —
og saa var hun alligevel saa nedbøjet og haabløs, ligesom udslukt.
Det var en Lettelse at overtage Timerne igjen efter endt Ferie; og dog blev Arbejdet hende af og til tungt og trykkende, saa hun tænkte, det var et Trælleliv.
Familierne i Byen beundrede Frøken Johnsens Spil, men beklagede højligt, at der ikke var Noget at stille op med hende selv. Til særlig fine Selskaber indbødes hun dog gjerne og var da altid villig til at spille for Gjæsterne.
Luften var tyk af Sne, da Inger en Dag først i Februar vandrede ud til Birkedommerens Villa. Sneen pidskede hende lige i Ansigtet, medens hun stred frem under Regnskjærmen. Sindet var nedtrykt, og Foden mat, og se, den lille Sti, hendes Trøst, var ikke til at opdage under Snedækket. Saa maatte hun da følge Landevejens lange Bugtning, hvor nødig hun vilde.
Det sneede ikke mere, da Inger gik hjem, og Solen dæmrede bag Skyerne. Idet hun nærmede sig det store, gamle Piletræ, der stod, hvor Stien begyndte fra den Kant, saae hun en kraftig Mand med graasprængt Haar og friske, brunrøde Kinder ivrig beskjæftiget med at skuffe Sneen bort. Saasnart han blev den unge Pige vaer, raabte han: „Frøkenen kan godt gaa denne Vej! Tre Spadekast, saa er jeg færdig. — Saadan, vær saa god." Han tog Hatten af og gjorde Plads.
Hvor det var et rart, aabent Ansigt. Inger hilste takkende, og for første Gang i lang Tid gik en Spøg over hendes Læber:
„Man skulde næsten tro, at det var for min Skyld, Stien blev skuffet."
„Det er det ogsaa, Frøken, paa en Maade; men Sandheden er nu alligevel, at det er for min lille Datters Skyld. Naar Frøkenen gaar ovre paa Landevejen, kan hun ikke rigtig se Dem."
„Jeg forstaar ikke?"
„Jo, ser De, vi har en syg Pige derinde. Det er en Hofteskade, og hun kan ikke gaa, men er, Gud være lovet, hjertefrisk. Det er nu en af hendes Glæder at se Frøkenen gaa forbi Tirsdag og Fredag. — Saadan hun holder Øje med Dem og føler for Dem; — vi saae jo straks den sorte Dragt. I den sidste Tid har hun havt saa travlt med, at hendes søde lille Frøken vist ikke var rask, for hun syntes, Gangen var langsommere og tungere. Hun ønsker saadan, at De vilde drikke et Glas nymalket Mælk inde hos os, — det er jo lige i Malketiden, De kommer forbi, men hvem turde foreslaa. — Undskyld, jeg opholder vist?"
„Nej, slet ikke; jeg er saa taknemmelig. — Kan den lille Pige se os her?"
„Ja, hun kan, men bedre længere henne, lige ud for det midterste Vindue."
„Hvor gammel er hun?"
„Tretten Aar saavel. — Der skal Taalmodighed til at ligge saadan hen i den Alder; men hun er en god, from Pige. Her, Frøken, ser hun Dem allerbedst. Naa, jeg skal love for, at Marie er glad!"
Inger viftede med Lommetørklædet og kyssede paa Fingeren. „Maa jeg besøge hende en Dag, naar jeg har Tid?" spurgte hun.
.„Ja, vi sige Tak; det bliver rigtignok en Glædesdag. — Vil Frøkenen saa ikke nok tænke lidt over det med Mælken, for De er nu alligevel bleg."
„Tak, det er altfor venligt. — Hils lille Marie, jeg siger ogsaa Tak til hende."
Da Inger var kommen et godt Stykke fra Gaarden, standsede hun og brast i Graad. Hvor det gjorde godt! I den sidste Tid havde hun slet ikke kunnet græde, været som forstenet.
Saa havde et kjærligt Øje da fulgt hende naar hun gik der og følte sig saa ene, forladt og tilovers; og hun havde været til Opmuntring og Trøst for et sygt Barn uden selv at ane det. „Jeg vil bringe hende en Blomst og et Par Bøger og vise hende Moders Billede." — Hvor var det længe siden, hun havde tænkt paa at glæde Nogen. Hjertet slog stærkere, og der kom Liv i Gangen.
„Aa, jeg har været saa egenkjærlig og styg, altid ruget over mig selv, mit Tab og min Sorg, og glemt alle de Andre. Hvad vilde Moder have sagt om mig, og hvad siger Herren?"
Da Inger kom hjem, mødte hun Line i Gangen. Fru Muhle kaldte i det Samme fra Kjøkkenet og Fru Petersen fra Stuen. Lille Line saae ud, som skulde hun deles og løbe til to Sider paa en Gang.
„Gaa kun ind, Line, jeg skal nok tale med Tante."
Fru Muhle var ophidset: „Line maa øjeblikkelig dække Bordet; Klokken mangler kun tre Minutter i Tre."
Inger gik stille ind. „Lad mig dække Bordet," sagde hun venligt; „hvad vilde Fru Petersen?"
„Aa, det er det Barometer, hun vil altid vide, hvordan det staar; jeg vilde ønske, vi intet Barometer havde. Vil Frøken Inger virkelig dække Bordet? Og kan De ogsaa, for det skal nu være ligesaa bestemt Altsammen?"
„Jeg skal nok gjøre det rigtig pænt." Da Fru Muhle kom ind, nikkede hun fornøjet. „Tak, Inger, det kan jeg lide." „Maa jeg gjøre det hver Dag?" „Altfor gjerne; jeg ser, Du gjør det ordentligt. Midterfolden lige som en Snor og Saltkarrene fyldte og glatte."
Idet Fru Svane tog Plads ved Bordet, rev hun sin Stok, der stod lænet til Stoleryggen, om. Dette skete ofte, og Fru Muhle kommanderede altid Frederik til at tage den op; men i Dag kom Inger ham i Forkjøbet.
„Tak, lille Frøken, Tak!" Den gamle Dame saae helt forundret og kjærligt paa hende. Aa, hvor hun følte sig skyldig!
Fru Petersen, der altid led af Varme, havde, idet hun gik forbi, aabnet de inderste, dobbelte Vinduer, og det lod nu, som den kjølige Luft plagede Ritmesteren. Han vendte gjentagne Gange Hovedet om imod Vinduet og rykkede tilsidst Stolen helt hen til sin anden Sidemand.
„Trækker det?" spurgte Inger, „skal jeg lukke?"
„Tusind Tak, mit Hoved taaler ikke den Træk; takker ærbødigst." Den gamle Herre var yderlig forbavset over hendes Forekommenhed, og se, nu skjænkede hun Vand til Frøken Thea og hjalp Malvina med at samle Tallerkenerne.
Inger sad tavs som altid, men Blikket havde faaet Liv og Kinden Farve, og hun sad ikke alene midt i Kredsen, de Andre vare ogsaa til for hende.
„Tante, jeg har været saadan en kjedelig En, men det skal nok blive bedre."
„Lad mig se det, min Pige," hun skyndte sig hen til Kaffebordet.
Inger sukkede; til rigtig Forstaaelse kunde det ikke komme, følte hun; men et lille Tag maatte hun tage i Tantens Byrde; hvor arbejdede og stræbte hun ikke fra Morgen til Aften. Og Line, hvordan kunde hun hjælpes? Ja, sin egen Stue vilde hun da gjøre i Stand, og saa blev det ogsaa ordentligt gjort. Lines Tid var saa optagen, at hun næsten var nødt til at bruge Harefoden, og hun brugte den helst hos lille Fru Svane og den unge Frøken, for der vankede ingen Skjænd.
„Jeg vil staa op en Time før," tænkte Inger; „den Nedtrykthed og Træthed, jeg har følt, kommer maaske ogsaa af ubrugte Kræfter; nej, hvor jeg maa skamme mig!"
Og saa satte hun sig ned i sin lille Stue med Haand under Kind og skammede sig. Der blev ingen Musikøvelse af den Dag.
„Bliver Ingen Noget skyldige uden dette at elske hverandre," havde Moderen skrevet paa Bogmærket, der laa i hendes Bibel. Hun havde set paa det hver Dag og ofte kysset Moderens Haandskrift; men først i denne Stund blev Ordet levende for hende. Hvor var der meget at angre!
Men det er ikke saa svært at angre, naar Hjertet er villigt til at slippe sit Eget; saa ligger Barnet stille paa Knæ, ligesom med Faderens Haand paa sit Hoved, skrifter det Altsammen og faar Tilgivelse.
Hvor hun huskede en Morgen, da Pigen hjemme havde slaaet den store Porcelainskop, der havde været Faderens Mundkop, itu. Moderen var saa kjed af det, for Pigen havde ikke Noget at gjøre i Skabet og skulde have ladet den staa. Siden traf Inger Moderen i Taarer, men afbrødes, da hun vilde trøste. „Det er ikke over Koppen, jeg er bedrøvet, Barn, det er over mig selv; for jeg blev utaalmodig og opfarende og vidnede kun daarligt om min sagtmodige og kjærlige Herre," og saa græd hun igjen bitterligt. — Aa, hun havde ogsaa vidnet daarligt i al denne Tid.
Og hendes Hjerte svulmede af Længsel efter at blive anderledes, efter at fyldes med Kjærlighed; men i samme Nu gjennemtrængtes den lille Vinkvist af Træets Saft.

Morgenstund har Guld i Mund! Ingers Stue var udluftet, omhyggelig aftørret og ordnet, da hun gik ned til Thebordet. Hun kom før Sædvane og traf Tanten i stor Travlhed. Frederiks Frokostmad var ikke smurt, Fru Petersen havde ringet to Gange efter Theen, og Line var endnu ikke færdig med Dagligstuen.
„Maa jeg sørge for Frederiks Frokost, Tante?"
„Ja, naar Du ikke vil smøre for tykt; min egen Dreng har jeg da Lov at spare paa. — Malvina skulde ogsaa have et Par Stykker; hun har sovet over sig."
Frederik kom nu farende: „Hvor er Madkassen? — Jeg kommer for sent!"
„Nej, Du gjør ikke; der er fem Minutter at løbe paa. Her er Kassen." Inger hjalp ham tilrette med Tornystret, og han fik et lille Klap paa Skuldren. Det var dog egentlig en god Dreng.
„Kjender Tante Folkene paa den lille Gaard, der ligger mellem Byen og Birkedommerens Villa?" spurgte Inger, medens de drak Morgentheen.
„Ja, det er min Smørbonde, og jeg faar ogsaa Æg til rimelig Pris fra Humlegaard. — Hvorfor spørger Du om det?"
„Jo, fordi der er en lille syg Pige paa Gaarden, som jeg havde Lyst til at besøge."
„En syg Pige? — Ja, det er sandt, Datteren er nok Krøbling efter et Fald og maa ligge hen.
Hvad vil Du der?"
„Se til den lille Pige og laane hende et Par Bøger."
Fru Muhle var saa optaget af Husvæsnets Krav, at hun overhørte Svaret, og Inger fortrød næsten, at hun havde nævnet sine nye Venner. En Krøbling! hvor kunde Tanten dog sige det saa ligegyldigt.
Da Fredagen kom, lagde Inger Moderens Fotografi i sin Billedbibel, kjøbte en Urtepotte fuld af blomstrende Vintergjække og begav sig paa Vej til Humlegaard. Hun gik en Timestid før ellers for at kunne sidde en Stund i Ro hos den lille Pige. Det var dog ikke muligt at slippe uændset fra Huset.
„De gaar altfor tidligt, min Frøken," bemærkede Ritmesteren, der kom og gik igjennem Gangen, da hun tog Tøj paa, og Fru Petersen aabnede Vinduet og raabte det Samme efter hende. Hun rystede paa Hovedet, nikkede venligt og overlod yderligere Forklaring til Tanten. Det var en stille, klar Frostdag; Himlen var blaa uden mindste Sky, og Solen skinnede paa den hvide Sne. Inger gik let og hurtig henad Vejen. Nej, der var Humlegaard jo allerede!
En stor, gul Hund gjøede af alle Kræfter, idet den unge Pige gik igjennem Porten og nærmede sig Husdøren. Manden, der savede Brænde i et Udhus, kom løbende, da han saae hende.
„Velkommen, velkommen!" hendes Haand fik et ordentligt Tryk, „stille, Vagtsom, stille! — Gaa bare ind, Frøken, Moder staar vist i Kjøkkenet, og Marie er jo altid paa sin Plads."
En fyldig, lille Kone paa henved de Fyrre med bløde Træk, milde Øjne og røde Kinder kom hende venligt i Møde. Hun bar en struttende, rødblaa Hvergarnskjole og et hvidt Smækkeforklæde; der var noget Tækkeligt over Person og Væsen.
„Goddag og Tak, at De kom! Vi havde nu ogsaa ventet Dem i Dag, maa jeg tilstaa. — Vil De gaa her igjennem, Frøken? — Marie, her er hun!"
Der var skinnende rent og ryddeligt i den store, lave Stue. Væggeuhret dikkede paa en egen værdig Maade; to gammeldags Træstole med høj Ryg, buede Arme og Lædersæder stode ved Vinduerne. Madmoderens Rok og Pigens Garnvinde vare satte til Side i Krogen ved Dragkisten. Lavendler og Rosenblade duftede fra Bilæggerovnens Plade. Udenfor Maries Seng stod et aflangt, firkantet Bord fuldt af Haandarbejde og Bøger. Den syge Pige laa støttet paa Albuen med de klare, graablaa Øjne fæstede paa Døren. Det lyse Haar var glat og blankt, Trækkene lidt skarpe, og Udtrykket barnligt og gammelagtigt paa engang. Der var et glad Smil om Munden og et tankefuldt Blik i Øjet. En blussende Rødme bredte sig over Ansigtet, da den Ventede traadte ind; hun stod jo nu ved sine Ønskers Maal.
Efter et Kvarters Forløb følte Inger sig som hjemme mellem disse gode, jevne Mennesker, der lyttede opmærksomt og forstaaende til Alt, hvad hun fortalte om Moderen og Livet derhjemme. Marie havde Fotografiet i Haanden, medens hun hørte til. Taarer af inderlig Deltagelse listede nedad hendes Kinder.
„Aa, Frøken, det er, som kjendte jeg hende." — Saa fortalte Konen om sit Hjem, den gamle Skole med Lindetræerne udenfor og den store Have bag Huset, som Børnene kappedes om at at holde i Orden. Hver Aften læste Faderen i Biblen og spillede paa det lille Stueorgel; der blev sunget to Psalmer, en før han læste og en efter.
„Det var dejlige Aftener," endte hun, „ja, Fader læser jo ogsaa her, og vi synger, men Orglet savner man."
„Moder kan spille, og Fader sparer til et Harmonium," betroede Marie, „men det kan vare fem Aar, før vi faa det, siger han. — Om fem Aar er jeg atten Aar, hvis jeg da lever," Øjet fik et grundende Udtryk, „om jeg saa skulde være rask?"
„Det give vi trygt i Guds Haand," Faderen nikkede til hende, „og gjøre saa selv, hvad vi kan; og det Eneste, Du kan gjøre, Barn, er jo at ligge stille, som Doktoren vil det"
„Et Aar skal jeg ligge, Frøken, og nu er der allerede gaaet fem Maaneder; men tidt er det svært, og jeg fristes saadan til at rejse mig, at jeg næsten kunde ønske, jeg var bunden."
„Gud ske Lov, at der er Haab, lille Marie"
„Ja tænk, Frøken, Doktoren mener, at jeg maaske kan gaa til Præsten næste Vinter. Hvor vilde jeg være lykkelig, ja, selv om jeg skulde gaa med Krykke, bare jeg kunde komme med. Provsten ser jevnlig herind, laaner os Bøger og sætter mig Lektier for. Naar han saa kommer næste Gang, bliver jeg hørt. Han er saa mageløs, og det er Doktoren ogsaa. — Se bare, Frøken, jeg ligger paa en Fjedermadrats; det er en Gave fra Doktoren; den kom ind af Døren Juleaften, hvad synes De? — Folk ere saa gode imod mig; Gud er saa god!"
„Ja, nu maa jeg afbryde," Moderen nærmede sig med et Glas nymalket Mælk paa en serviettildækket Bakke, „det er Frøkenens Tid, vi tør ikke opholde Dem."
Inger forsikkrede, at hun gjerne var bleven meget længere, og lovede at komme snart igjen, og saa viftede hun med Lommetørklædet, da hun var kommen midt paa Gangstien.
Der var Liv i Undervisningen den Dag, og det var ogsaa, som Eleven vaagnede. Inger klappede hendes Kind og bad hende spøgende være rigtig flittig, „for Øret er godt nok". Birkedommerens Frue, der altid overværede Undervisningen, kjærtegnede til Gjengjæld Inger og udtalte sin Glæde over hendes forandrede Udseende. „Saadan maa man heller ikke sørge," sagde hun.
Nej, det var sandt, saadan maatte man ikke sørge. Hun havde ligesom sluppet sin Herres Haand, ikke vendt sig helt fra ham, men sluppet hans Haand. Selv Gjensynshaabet var blegnet, men nu lyste det igjen, og hun følte sig Moderen nær. De Helliges Samfund var jo en Virkelighed.
Inger mere fløj end gik hjem. Musiktimen var trukket længere ud, end den plejede. For første Gang havde hun glemt at holde Øje med Uhret. — Naa, det var da godt, at hun kom tidsnok! Bordet stod sirligt dækket paa Slaget Tre.
Ritmesteren og Fru Petersen tog hende ordentlig i Skole; hvor havde hun været?
Saa maatte hun da fortælle. — „Den lille Pige er mærkelig udviklet," sluttede hun, „og dog saadan en sød, barnlig lille En. Moderen læser med hende, og Provsten ogsaa. Tænk, han kommer der hver Uge."
Der blev en uhyggelig Pavse. Fru Muhle og Frøknerne Petersen stirrede misbilligende ned for sig. Inger anede ikke Grunden og sagde i al Uskyldighed: „Jeg fik saadan en Lyst til at høre Provsten og vil gaa i den anden Kirke paa Søndag."
„Saa følger jeg med," Fru Svane blev helt livlig.
„Nej, virkelig?" Husfruen talte med Værdighed, „at Inger har Lyst til Afveksling, undrer mig ikke, saadan er jo de Unge; men hvorfor De, lille Fru Svane, vil forlade den Kirke, hvor vi altid gaa, og hvor jeg har Stol, forstaar jeg ikke."
„Sidst var jeg nær falden i Søvn," undskyldte Fru Svane, „og saadan er det gaaet mig før."
Frøken Thea var ogsaa vred. „Naar man halvsover, har man rigtignok ingen Gavn af Talen," sagde hun overlegent, „men jeg tænker, De vil helsove i den anden Kirke; der er saa overfyldt, at Folk jevnlig føres besvimede ud."
„Ja, nu vil jeg da prøve."
Ritmesteren lo tvungent: „Det skal De have Lov til, lille Fru Svane, jeg siger velbekomme, men skal nok vogte mig for at gaa med. — Kort efter at jeg var kommen her til Byen, fandt jeg det passende at aflægge min Compliment hos Provstens, men den Modtagelse glemmer jeg aldrig. Der gik en høj, svær Haandværksmand ud af Døren, idet jeg traadte ind, — Tømrer Nielsen, Damerne kjende ham vist af Udseende. Han og Provsten talte fortroligt sammen og vekslede Haandslag; saa kom Turen til mig. „Velkommen, Hr. Ritmester," sagde han og havde nær omfavnet mig, „vil De ogsaa tilbyde mig Deres Tid?" — Damerne kan forestille sig min Forbavselse. Formodentlig har den ogsaa afspejlet sig i mit Ydre, thi den gejstlige Herre traadte lidt tilbage og forklarede, at han Dagen i Forvejen paa Prædikestolen havde anmodet Menigheden om hver især at offre nogle Timer ugentlig paa Sygebesøg og den Slags. En Enke havde allerede været der og stillet sig til Tjeneste som frivillig Nattevagt en Gang ugentlig, og Tømmermesteren vilde give sin Søndageftermiddag. „Da jeg saae Ritmesteren, haabede jeg, at De ogsaa, — jeg kjendte Dem jo ikke." — Saa førte han mig ind i Dagligstuen, hvor Fruen sad og syede; en vakker, indtagende Dame, der var sirligt, men tarveligt klædt. „Spis Frokost med os," bad Provstinden venligt, og jeg undsaae mig for at sige nej. Opdækningen var ulastelig; Traktementet: Æg, Ost, Smør og Brød samt Mælk i Overflødighed. Naa, det kunde jo være meget godt; men neppe havde vi taget Plads, før Provsten kaldtes ud, og et Øjeblik efter viste han sig i Døren med en opløben Snedkersvend, der kom for at sige Farvel, da han skulde til Amerika. Det var en tidligere Konfirmand. Fruen rakte ham begge Hænder, den lille Pige hentede Stol til ham, og et Øjeblik efter sad Snedkersvenden sandelig ved min Side og tog for sig af Retterne. Samtalen drejede sig næsten udelukkende om samme Fyrs Udsigter og Fremtidsplaner. Tilsidst bad Provsten mig tilgive, at han var saa optaget af sin unge Ven. Jeg bukkede stiltiende og besluttede samtidig aldrig at sætte min Fod indenfor hans Dørtærskel, og derved er det blevet."
„Ja, Hensynsløshed er i det Hele taget hans Særkjende," faldt Fru Muhle ind, „og især naar det gjælder Konfirmanderne. Kommer han ikke her en Dag og formaner mig til at lade Line gaa i Kirke, som om jeg lagde Line et Haarsbred i Vejen for at gaa i Kirke, hvis hun kan blive færdig med Morgenarbejdet."
„Men det kan hun jo ikke," dristede Fru Svane sig til at sige.
Fru Muhle overhørte Bemærkningen og vedblev: „Flere andre Steder har han tilladt sig samme Indblanding, og hvor udelikat var han ikke mod Dem, kjære Frøken Thea, sagde han ikke, at syv Gange ti var Støvets Aar?"
„Det var ikke til mig, det var til Emma." „Men nu er Du da ogsaa Halvfjerds," smaasnærrede Søsteren, skjøndt dette jo egentlig ikke kom Sagen ved.
Ingers Lyst til at høre Provsten voksede for hver ny Anklage. Men da hun Søndagformiddag, løftet og hjertegrebet, kom hjem fra Gudstjenesten, var hun paa det Rene med, at Line skulde i Kirke næste Gang; hun vilde hjælpe hende med Arbejdet.
Line rystede dog paa Hovedet, da Tilbudet gjordes: „Tak, Frøken, det er næsten for galt, og jeg naar det vist alligevel ikke, saa sent Fru Petersen staar op. Nu længes jeg heller ikke saa meget efter at komme i Kirke som i Førstningen; Vanen gjør en hel Del, og man gaar og glemmer. — Jeg har lovet Provsten at læse et Stykke hver Dag i den Bibel, han gav mig; det er en Slags Forening, vi har en Tavle, og paa den staar, hvor vi skal slaa op, og jeg gjør det ogsaa, før jeg gaar i Seng; men tidt er jeg saa søvnig, at jeg ikke sandser Meningen. Det er jo ikke rigtigt; men naar jeg har pudset alt Skotøjet, gaa Øjnene i af sig selv."
„Pudser Line Fodtøjet om Aftenen, naar vi Andre ere gaaede i Seng?"
„Ja, naturligvis, Frøken; om Morgenen har jeg rigtignok ikke Tid."
Sent om Aftenen hørte Inger listende Trin paa Trappen og vidste saa, at det var Line, der hentede Fodtøjet. Trinene kom først igjen ud paa Natten, og saa lukkedes Døren til Pigekamret. Nu skulde Line til at læse; det var ikke underligt, om Bogstaverne løb i Et.
Dette kunde ikke gaa! Inger brød sit Hoved, til hun fandt en Udvej.
„Tante, jeg har et Forslag: maa jeg ikke nok holde et Menneske til at pudse Skotøjet? Nu tjener jeg jo ganske godt, og Line kommer altfor sent til Ro, naar hun skal gjøre det."
„Forstyrrer det Dig, naar hun gaar med Døren?"
„Ikke en Smule, men jeg synes, det er for strengt."
„Hvorfor der skal gjøres saadan Væsen af den Pige, forstaar jeg ikke!" Hun overvejede en Stund og spurgte saa: „Hvordan havde Du tænkt Dig det, Inger; hvad vil Du spendere?"
„En Krone om Ugen; vi kan nok faa En til at komme for den Pris."
„Ja, det tænker jeg ogsaa," Ansigtet formildedes; „og saa kan jeg maaske faa et Ærinde udrettet med det Samme. — Det maa naturligvis gaa i mit Navn for Respektens Skyld."
Det var en Glæde for Inger næste Dag at høre Lines Dør blive lukket lidt over Ti, og det var en Glæde for hende at faa Pigebarnet med i Kirke, da Søndagen kom. Der gik dog en Kamp med Tanten forud, og Inger maatte bruge baade Kost, Klud og Overtalelsesgaver, før hun sejrede.
Kirken var overfuld, og Psalmesangen gik med Liv. Inger følte sig i Guds Tempel, og hendes Sjæl jublede over det vidunderlige Evangelium. „Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord," sagde Marie. Den vækkende, kaldende Prædiken vidnede om Herrens Kjærlighed og om den Lykke, det er at tjene ham.
Line var helt ophovnet af Graad. „Fruen fik ligegodt en bedre Pige i mig, lod hun mig gaa tiere," mumlede hun, da de gik hjem. Men Fru Svane vandt i Tankerne Uldgarn til Børnestrømper. Tiden var jo hendes egen, og Garnet kunde nok overkommes. Hun behøvede ingen nye Støvler i Aar, naar de gamle fik en Lap paa Siden.

Det daglige Liv i Tantens Hjem var uroligt og tomt paa engang. Inger gjorde dog nu sit Bedste, var hjælpsom og velvillig mod Alle, laante Øre til lange Fortællinger og Klager; undskyldte, forsvarede og stiftede Fred; men samtidig følte hun sig saa ubeskrivelig ene og uforstaaet. Mangen en god Stund havde hun dog i Fru Svanes lillebitte Stue. Det var en stor Glæde for den gamle Dame, naar Inger kom ind om Aftenen, satte sig paa Skamlen ved hendes Fødder — der var kun en Stol i Stuen — og læste højt eller sang med dæmpet Stemme; de andre maatte jo ikke forstyrres.
Næsten hver Fredag besøgtes Vennerne paa Humlegaard til gjensidig Glæde. Inger lagde Planer om at faa sit Fortepiano anbragt i Gaardejer Niels Hansens store Dagligstue. Saa kunde hun spille for Marie og maaske senere med hende. Fragten var nok dyr; men Auktionen havde indbragt over Forventning, hun kunde ikke modstaa.
Saa skrev hun da til Oberstens, og Ugen efter stod det kjære Fortepiano virkelig i Stuen paa Humlegaard. Inger lod Fingrene løbe henad Tangenterne; Mindet om Moderen blev saa levende. Sidste Gang havde hun spillet for hende:
„Her vil ties, her vil bies,
Her vil bies mig svage Sind;
Høsttiden endtes, her maa da ventes,
Her maa da ventes paa Foraarsvind."
„Det er næsten, som var jeg i Paradis," — sagde Marie, „for saadanne Toner har jeg aldrig hørt.
Moderen tørrede Meublet omhyggeligt af med et rent, hvidt Stykke. „Vi skal nok vare det, Frøken; jeg regner det for en Helligdom." —
Da Inger kom hjem, laa der en Indbydelse til hende fra Pastor Bruhns. Ritmesteren var ogsaa indbudt. Amtmandens kommer, skulde Budet sige. Inger vilde hellere være bleven hjemme. Præstekonen var saa trykkende overlegen, og hendes to unge Søstre, der næsten altid opholdt sig i Huset, saa pyntede og optagne af sig selv, at hun følte sig ganske tilovers i deres Selskab.
Denne Aften var hele den store, smukke Lejlighed opvarmet og oplyst. Den venlige, gjæstfri Vært gik fornøjet ud og ind, rettede paa et eller andet Billede, puffede til Skamlerne og ordnede tilsidst et Spillebord inde i Kabinettet. Netop som han var i Færd hermed, aabnedes Døren, og Doktor Bruhn traadte ind. Præsten veg et Skridt tilbage.
„Godaften, Knud! det glæder mig, at Du vilde komme. — Kathinka mente, at Indbydelsen var forgjæves, men det kan jeg lide. — Doktor Bruhn, Ritmester Stade; — naa, Herrerne kjende hinanden; ja, det kunde jeg da forudsætte, — og Frøken Johnsen ogsaa, naturligvis, — Kathinka, Knud er kommen!"
Fruen og hendes Søstre nærmede sig nu; de sidste vare klædte i lyseblaa og cremefarvede Dragter.
Den unge Doktor stod stille og alvorlig i Kredsen. Der var et underlig rent, næsten ophøjet, men tillige strengt Udtryk i hans Ansigt, der var ogsaa en Klang af Strenghed i Stemmen, da han talte:
„Det er ikke til Selskabet, jeg kommer, men i Anledning af en fattig, dødssyg Kone, som jeg ønskede, Du vilde besøge."
„ Saa inderlig gjerne. — Du mener vel i Morgen?"
„I Morgen antager jeg, at hun er død." „Mener Du da straks?" — Han saae paa Uhret. „Jeg venter Amtmandens hvert Minut, men naturligvis, hvis det er nødvendigt? — Forlanger hun Nadveren, er det en Selvfølge, at jeg gaar øjeblikkeligt."
„Det har hun endnu ikke gjort, men jeg tænkte, at naar der sad en Præst hos hende, kunde Længslen mulig vaagne, dog det kan ikke gaa efter Klokkeslet. — I Reglen er hun vild, men der kommer ogsaa lyse Øjeblikke."
„Du plejer ikke at henvende Dig til mig, Knud."
„Provsten er syg, derfor kommer jeg. Sagde jeg et halvt Ord, krøb han naturligvis op; men da han har Feber, tør jeg ikke vove det. — Og naar Du venter Amtmanden, er Du jo undskyldt."
„Knud, Du maa ikke misforstaa mig, som var jeg uvillig til at gaa, — men naar Konen er vild" — han betænkte sig lidt og fandt saa en Udvej, „jeg skal se derind i Aften sent, det lover jeg Dig."
„Takker! — Der er vel ingen af Damerne, der har Lyst til at vaage hos den Syge i Nat? Sygeplejersken er optaget, og der holder Vogn efter mig til en Mand ude paa Landet."
„Tak for mig!" sagde den yngste Frøken afvisende, der gik en Gysen igjennem hende.
„Doktoren spøger kun," forklarede den ældre Søster.
„Kan jeg ikke?"
Alles Blikke rettedes paa Inger, der stod stille og samlet og saae bedende op til Doktoren.
„Noget er bedre end Ingenting," svarede han; der gik et lyst Udtryk over det strenge Ansigt. „Men kjære Frøken Johnsen," Fru Bruhn var bleg af Harme, „De har jo lovet at spille; Amtmandinden har udtrykkelig ønsket at høre Dem."
„Bevares!" — Doktoren traadte et Skridt tilbage, „glem ikke, at De skal spille for Amtmandinden; den døende Kone er jo saa en ren Ubetydelighed."
Inger svarede ikke, men vendte sig rolig til præsten: „Pastor Bruhn vil nok undskylde mig og bede Ritmesteren forklare det hjemme."
Hun skyndte sig ud i Entreen og havde allerede Tøjet paa, da Doktoren kom.
„Har De før plejet Syge?" spurgte han. „Ja, min Moder."
„Men Pigen var vel altid ved Haanden og gjorde det Sværeste?"
„Jeg vaagede ene hver Nat i den sidste Uge." Hun gik rask til.
„Bi lidt, vi skal denne Vej; det er langt ude paa den anden Side Torvet. — Frøken Johnsen synes vist, at jeg er et rigtigt Uhyre?"
„Jeg holder ikke af Doktorens Maade," lød det oprigtige Svar, „den er saa skarp og skærende."
„De har vist Ret; — om Forladelse! — Provsten siger ogsaa, at det er mit gamle Menneske, der taler i den Tone; men selv synes jeg sommetider, at det netop er mit ny, og at det er rigtigt at harmes. Aa, hvor jeg forstaar Herrens Ord: Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede!"
De gik en Stund uden at tale, saa spurgte han med blød Stemme: „Led Deres Moder meget, var det en svær Tid?" „Ja."
„Kunde De trøste hende?" „Det var Moder, der trøstede mig." Der gled igjen et underlig lysende Smil over det alvorlige Ansigt.
„Men nu, Frøken Johnsen," sagde han lidt efter, „hvis den syge Kone trænger til Trøst, hvad vil De saa gjøre?"
„Bede Gud hjælpe mig." Det udaandedes kun, men blev dog hørt.
„Og det vil han! — Har De selv fundet Trøst, vil det trøstefulde Ord tvinge sig frem paa Deres Læber. Navnet alene er nok, tror jeg, hvis det Navn da er Dem det kjæreste af alle."
„Ja, det er det."
„Saa er Alt godt. — Nu er vi der! Huset er gammelt og skummelt, ser De nok, og Døren lav og lille. Naar jeg om et Øjeblik kjører her forbi, skal jeg stikke en Kurv ind med nødvendige Smaating. — Vent lidt, her er Svovlstikker. Stød Dem ikke paa Dørkarmen, Frøken! — Farvel saa længe."
Inger strøg en Svovlstik og fik saa Øje paa Døren, der fra det lille Kjøkken førte ind i Stuen. En dybt nedskruet, osende Lampe udbredte et svagt Lysskjær i den fattige Stue; Kakkelovnen smaarøg ogsaa, Luften var kvælende. Hun aabnede Gangdøren, saa Stueluften kunde trænge ud og den friske Luft ind. Derpaa skruedes Lampen i Vejret.
„Hvem er her?" Den syge Kone løftede Hovedet og stirrede vildt paa hende, „hvad er det for en Dame?"
„En Søster, der vil vaage her i Nat. — Læg Dem ned, Kjære, — saadan." „Har Doktoren skaffet Dem?"
„Ja."
Konen nikkede beroliget. „Jeg tænkte nok, at han ikke nænnede, jeg skulde ligge ene, saadan jeg har det. — Nabokonen sagde Nej, da han bad hende. Aa ja, det er ikke saadan, hver tænker paa sig selv, aa ja. — Giv mig Noget at drikke! — Uh, det bare Vand! Er der slet ikke Andet end det bare Vand?"
„Jeg skal se ad ude i Kjøkkenet. — Jo, her staar lidt Havresuppe i en Kande, den skal straks blive varm."
Hvori skulde hun dog varme den? — En hankeløs Kjedel og en lille Jerngryde, fuld at sort Vand og Kartoffelskrællinger, var næsten det eneste Husgeraad. Dog Gryden maatte da kunne renses. Der var heldigvis lidt Vand paa Bunden af Spanden.
„Hvad gjør De ved Kakkelovnen? — Aa, det Brænde, det Brænde! Lad bare være. Kom hellere herhen og flyt Drengen, men pas paa, at han ikke vaagner."
Drengen ? Ja, der laa jo virkelig en sovende Dreng paa tvers ved Sengens Fodende, en syvaarig Gut med brune, runde Kinder og busket Haar. Han sov trygt og sundt, trak Vejret frit og dybt, trods Os og Røg Klæderne vare paa, og et gammelt Hestedækken bredt over ham.
„Saadan, bare lidt til Siden, nu er det godt. Aa, hvem der kunde sove!"
Endelig var Havresuppen varm; Inger ledte om en Kop og fandt tilsidst to Spølkummer i Vindueskarmen, men der var Rester af Øl og Kaffe i dem; det kolde Vand maatte igjen holde for. „Nu er den varm, vil De prøve?" „Lad mig ligge! — Jeg har ikke taget det! Hvem sagde, at jeg havde taget det?" Det angstfulde Øje fæstede sig bedende paa Inger. „Lad mig i Fred!"
Den unge Pige lagde sig paa Knæ bag Sengeomhænget og nynnede ganske sagte. Det var, som om Tonerne beroligede den Syge.
„Frøken Johnsen!" Doktoren stod i Stuen; hun havde ikke hørt ham komme; hans rolige, faste Haand tvang alle Laase til Lydløshed. „Her er Vin, Morbærsaft og en Pensel."
„Tusind Tak, det vil kvæge og lindre hende."
„Og her er Mad til Drengen og noget Linned fra Provstinden, men Plaiden er til Dem selv, og pas saa alligevel Kakkelovnen, for det er bitterlig koldt. — Har De Vand?"
„En lille Smule."
„Saa skal jeg poste en Spand. — Bliv bare, hvor De er!"
Et Øjeblik efter kom han ind igjen. „Farvel, Gud befalet!"
Den Syge syntes nu at blunde, men da en halv Timestid var gaaet, rettede hun sig op paa Albuen og stønnede.
„Det var saa koldt, og Børnene frøs — en Enke, der Ingen har at støtte sig til — og saadanne aabne Tremmer — hvorfor var der ogsaa saadanne aabne Tremmer? — Hvem staar der? Lurer De?"
„Jeg skjænker lidt Vin til Dem; smag blot; aa, en Skefuld til! — Doktoren kom med det."
„Doktoren er en god Mand; jeg har hver Dag velsignet den Pude, han bragte; men nu er der nok ingen Hvile mere for mig." Hun kastede, sig urolig frem og tilbage og faldt saa i en Døs.
Der var saa stille rundt om, ikke en Lyd hørtes i den afsides Gade. Inger grundede over Konens Udbrud; at Noget tyngede Samvittigheden, kunde hun ikke betvivle. Maatte hun faa Naade til at bringe Trøst, ikke falsk Trøst, men Budskabet om Syndernes Forladelse.
Lidt før Midnat lød Skridt henad Gaden, de standsede udenfor, og der famledes ved Husdøren. Hvem kunde det være?
Nu aabnedes Døren; den Indtrædende snublede vist over Et eller Andet i Kjøkkenet, for det knagede derude, og nu blev der igjen famlet langs Væggen efter Laasen. Et Øjeblik efter viste Pastor Bruhns godlidende Ansigt sig i Døraabningen. „Hvordan gaar det?" Han balancerede ind paa Fodspidsen. „Hun sover! — Naa ja, det er jo det ønskeligste. Har hun talt klart?" „Imellem." „Ogsaa fantaseret?"
„Jeg tror det, men det er ikke let at skille for en Fremmed. — Vil Pastor Bruhn ikke tage Plads?"
„Tak, men jeg synes egentlig ikke, her er Noget for mig at gjøre, som Sagerne staa. — Nej, se, der ligger jo den yngste Dreng, rød og varm, ret et Billede paa Sundhed, og i samme Seng Moderen, saa nedbrudt og ussel. Det er et gribende Syn, maa jeg sige! Ja, hvad mener Frøken Johnsen, er det ikke ligesaa godt, at jeg gaar?"
„Jo, jeg synes, De skulde gaa."
Saa ballancerede han hen til Døren, nikkede venligt til Inger, snublede igjen ude i Kjøkkenet, fandt omsider Laasen til Yderdøren og ilede saa hjemad.
Inger brast i Graad; hun følte sig saa lille, saa ene, saa forladt, saa ude af Stand til at gjøre det der burde gjøres. Hendes Hjerte brændte af Medynk med den Syge, der nu igjen vaandede og klagede sig, og Bønnen om Hjælp blev til et Nødskrig. Men saa var Hjælpen der ogsaa straks, og hun følte, at hun ikke var ene og forladt, men at der stod En ved hendes Side, følte det med Tak og undrende Glæde.
„Hvem er herinde? Naa, det er igjen den Dame. — Jeg tørster! — Tak, det gjør godt, nej, ikke mere. — Hvad har jeg talt om? Hvad sagde jeg før?"
Inger lagde sig paa Knæ og klappede hendes brændende Haand. „De talte om, at det havde været koldt, og at Børnene frøs, og at Tremmerne vare altfor aabne."
„Sagde jeg det? — Forstod Damen det?"
Den unge Pige bad om Kraft og Mod, og saa svarede hun med blød og kjærlig Stemme: „Jeg forstod, at De fortrød, hvad De havde gjort, fortalte Herren, hvordan De var bleven fristet, og bad ham om Tilgivelse. Var det ikke Meningen?"
Den syge Kone græd højt. „Vi havde Brændehus fælles," sagde hun, „men det var delt i Rum. Ølkudsken stod sig godt, og hans Plads var fyldt fra Gulv til Loft. Jeg kunde stikke min Haand ind mellem Tremmerne og pille de mindste Stykker Brænde ud, og jeg gjorde det mange Gange den Vinter; aldrig før og heller aldrig siden. Ingen mærkede det, og jeg havde næsten glemt det, — men nu skal jeg vel svare ogsaa til det!" „Svare? — Hvem kan svare?" Saa maatte Inger da vidne om Ham, der har baaret vor Synd og betalt vor Gjæld med sit Blod. Hun talte ikke af sig selv, og derfor gik Ordene lige ind i den syge Kones Hjerte.
„Bed for mig, gode lille Dame, bed for mine Børn!"
Og Inger bad om Syndernes Forladelse, om at Moder og Børn maatte mødes hos Faderen i Himmelhjemmet.
Det var en streng Nat med haarde Lidelser og Kampe, men Inger saae med Tak og Glæde, at den Syge Gang efter Gang foldede sine Hænder og talte sagte med Herren. Af og til fantaserede hun, men det var nu milde Forestillinger og Syner.
Da Dagen gryede, lød igjen Trin udenfor, og en stor Dreng i hvid Bagerdragt stormede ind.
„Hvordan gaar det?" spurgte han heftigt, „lever hun?"
„Tys, ja, hun blunder."
„Nej, hun er død!" Han kastede sig med lidenskabelig Hulken over Sengen.
„Er det Christian ?" Konens Ansigt fortrak sig; det gjorde baade ondt og godt at se hans Sorg. „Aa nej, ikke saadan, Du maa ikke, og nu vaagner Ole! Lille Ole skal ikke græde; Moder faar det nok godt. — Aa, Frøken, tal til dem, jeg kan ikke."
Inger græd med Børnene og bad med dem; da hun først havde fortalt lidt om sin Moder og Sin Sorg, lyttede de til hendes Ord.
Den sidste Kamp var ikke svær. „Hold Jer til Herren," hviskede hun til Børnene, og saa pegede hun opad.
„Nu er hun gaaet hjem! — Jeg tror, Gud ske Lov, at hun er gaaet lige hjem."
Den store Dreng græd igjen, som skulde Hjertet briste.
„Først Fader, saa Moder, nu har vi Ingen! — Hvor skal han dog hen, det lille Skrog?" Han strøg kjærtegnende ned ad Broderens Kind.
„Du skal se, han faar det godt," trøstede Inger, „og naar Du bliver ældre, kan Du ogsaa støtte ham paa flere Maader. — Kom her ud i Kjøkkenet, lille Ole! Du fik vist ingen rigtig Aftensmad i Gaar og er nok sulten. Her er en Flaske Mælk fra Provstinden og dejligt Smørrebrød med Æg og Pølse. Christian maa ogsaa; jo, for den Lilles Skyld."
Inger gik igjen ind i Stuen, foldede de kolde Hænder, slog Korsets Tegn paa Pande og Bryst og knælede saa i Bøn for Børnene, for sig selv. En Stund efter hørtes Doktorens Stemme i Kjøkkenet; han talte dæmpet med Børnene, hun kunde ikke skjelne et Ord. — Da han kom ind i Stuen, saae han alvorligt paa hende, der var et halvt Spørgsmaal i Blikket, og hun svarede hviskende: „Jeg haaber saa vist, jeg tror!"
Han bøjede Hovedet og gik hen til Lejet. „Hvor ung hun dog ser ud nu! Slid og Slæb havde gjort hende til en gammel Kvinde længe før Tiden. Hvor hun stred for de Børn; gav sig ikke, før hun maatte bæres hjem fra Vadskeriet, hvor hun arbejdede. Herren veed det Altsammen!"
Lidt efter sagde han: „Nu skal De gaa, Frøken Johnsen, og saa siger jeg Tak!"
„Tak!" sagde Inger ogsaa, og saa gave de hinanden Haanden.

Da Inger efter et Par Timers Hvile kom ind til Frokostbordet, afbrødes den ivrige Samtale saa pludseligt, at det ikke faldt vanskeligt at udfinde, hvem der havde været paa Bane. Fru Svane trykkede hendes Haand kjærligt og beskyttende, der var et ualmindelig bestemt Udtryk i den gamle Dames ellers saa milde Ansigt. Fru Muhle forberedte sig paa en lille Tale; Stemmen var højtidelig og fuldkommen behersket, da hun begyndte: „Naar en saa ung Pige, der tilmed er forældreløs, opholder sig under mit Tag, kan jeg ikke Andet end føle mit Ansvar overfor hende. — Jeg betvivler ikke, kjære Inger, at Du har handlet af ædle Bevæggrunde, men vil dog paa det Bestemteste fraraade, at Helbredet sættes paa Spil ved slig Nattevaagen. — At det var en storartet Hensynsløshed mod Præsten og hans Frue, vil jeg ogsaa berøre; men, som sagt, det Vigtigste for mig er dog, at Du ikke har Lov til at lege med Helbredet."
Der blev en Pavse, saa tog Fru Svane Ordet. Stemmen rystede lidt, og Talen faldt langtfra flydende: „Der har været Bal her i Byen fire Gange i den sidste Maaned. Fruen fortalte det jo selv i Gaar og trøstede Malvina med, at nu kom hendes Tid snart. — Klokken var over Tre, da Vognene kjørte fra Ballet, for jeg saae paa mit Uhr. Den Nattevagt tager nok ogsaa paa Helbredet."
Fru Muhle rettede sig i sin fulde Værdighed. „Dersom lille Fru Svane en anden Gang undlader at blande Dem i Ingers og mit Mellemværende, vil jeg være Dem taknemlig. — Skal Vi rejse os?"
Ritmesteren, Fru Petersen og de gamle Frøkener flokkedes om Fru Muhle. Det var tydeligt, at Inger og Fru Svane betragtedes som Oprørere. Da Inger om Eftermiddagen var paa Vej til „Salen", kom en halvvoksen Pige med blaa Øjne og en lang, lys Fletning ned ad Nakken løbende efter hende.
„Aa, Frøken Johnsen, stands lidt! — Moder vil saa gjerne tale med Dem. Vi bo derhenne." „Er det ikke Provstens Datter?" „Jo," den lille Pige nejede; hun saae saa naturlig, glad og sød ud. „Skal det være straks?" „Ja, hvis Frøken Johnsen kan!" Fru Lund modtog Inger i Entreen. „Velkommen! Saa fik vi da endelig en Gang fat paa Dem."
Hvor hun saae god ud, en temmelig høi, anselig Skikkelse; et klart, mildt, livfuldt Ansigt, der var en ejendommelig Friskhed og Fornøjelighed i Stemme og Væsen, men bagved laa dyb Alvor, mærkede man snart. Det Moderlige stemplede hele Personligheden; hun kunde føle med Andre, gjætte deres Savn, trøste og overvinde Vanskeligheder.
„Tag smukt Tøjet af, og bliv lidt hos os; vi har, som sagt, tidt ønsket at faa fat paa Dem, min Mand og jeg. Naar jeg saae Dem gaa forbi, De gik altid paa det andet Fortov, tænkte jeg, at vi vist vilde have meget at tale om. — Min Mand har ikke været rask, men er da, Gud ske Lov, kommen op i Dag. Han sidder derinde i Lænestolen. — Oluf, her er Frøken Johnsen."
„Velkommen! — Det glæder mig at se Dem." Det sagdes ikke af Høflighed, men for Alvor lige fra Hjertet.
„Tag Plads," Provstinden anbragte hende i den hyggelige Hjørnesofa, „vi vilde saa gjerne tale lidt med Dem om den afdøde Kones Drenge. Udtalte hun noget Ønske, før hun døde? Bad hun Dem tage sig af den Yngste?"
„Nej, hun formanede blot Børnene og pegede saa opad."
„Og det gjør man ikke forgjæves!" — Provsten kastede Plaiden, der var svøbt om ham og gik hen til Vinduet, hvor han blev staaende.
Inger, der følte sig helt hjemlig og tryg, aabenbarede nu sin Plan.
„Jeg kjender en herlig Familie paa Landet og vil gjerne tale til dem om lille Ole. Sognet betaler vel en Smule, og efterhaanden vil han jo kunne gjøre Gavn for Føden."
„Min Mand har nok ogsaa Planer med Drengen, ikke?"
„Jo, men det er godt at have Frøken Johnsen i Baghaanden, hvis mit svigter. Det er til Hansens paa Humlegaard, jeg vil henvende mig."
„Aa, det var ogsaa dem, jeg tænkte paa."
„Naa, saadan! Ja, naar vi To slaa os sammen, faa vi neppe Nej paa det Sted, tør jeg sige."
Og saa faldt Samtalen paa Marie og hendes Hjem.
„Goddag i Stuen!" lød det pludseligt i en munter Tone, og Doktor Bruhn traadte ind. „Er Kaffen færdig? — Det var dejligt, jeg kommer lige fra en Landtur og trænger til en varm Drik. Det blæser skærende koldt. — Nej, hvad ser jeg, Frøken Johnsen!" Der var Noget baade ærbødigt og broderligt i hans Hilsen.
„Det var rart, Du kom," sagde Provsten, „vi raadslog netop med Frøken Johnsen om lille Ole Persens Fremtid."
„Spildt Møje; Oles Fremtid er foreløbig sikkret, og han sidder i dette Øjeblik med en stor Tallerken Øllegrød foran sig i sit nye Hjem paa Humlegaard."
„Hvad synes De, Frøken Johnsen, han er kommen os i Forkjøbet!"
„Men den store Dreng?" spurgte Inger, „han forstod Tabet og var saa inderlig bedrøvet; hvad kan der gjøres for ham?"
„Bageren sørger for Kosten, og han har allerede faaet et Sted, hvor han kan sove ud, Dag eller Nat, naar Friheden falder. En brav, gammel Pige vil tilse hans Tøj og være god imod ham." — Det sagdes lidt tørt. Fru Lund blinkede til Inger og hviskede senere: „Doktoren har en gammel Pige fra Forældrenes Tid, det er vist hende, han mener. Drengen har nok faaet Tilhold i hans eget Hjem."
Det var en skjøn og rig Eftermiddag. Inger spillede, og de sang Alle. I Mørkningen sad hun ganske stille og lyttede til Samtalen, og flere Ting, hun længe havde tænkt over og grundet paa, klaredes for hende.
„Kom snart igjen," lød det ved Afskeden.

Det var ikke let for Inger at komme i et godt, naturligt Forhold til sine Husfæller. Tidligere behandledes hun med beskyttende, halv overlegen, Venlighed, nu regnedes hun næsten for en Modstander, og smaa Spydigheder manglede ikke, naar hun gik sin Kirkevej og sine Besøg. Hun havde faaet nye Venner, ikke alene Provstens, men Andre gjennem dem. Øverst paa Listen stod en gammel, blind Pige, i hvis lille, fattige Stue Inger gik i Lære. Else var nemlig en stor Mester i den Kunst at takke og kunde aldrig blive træt af at prise sin Frelser for hans ubegribelige Naade.
„Ja, ubegribelige," sagde hun, „at jeg har mine Synders Forladelse og skal bo deroppe hos Faderen i al Evighed!" og Ansigtet lyste trods de udslukte Øjne.
Der var ordentligt og net i den lille, lave Stue, skjøndt Else selv gjorde rent. Støv var hendes Gru, Følelsen maatte erstatte Synet. Biblen laa altid paa Bordet, Inger vidste godt, hvad den Gamle ventede paa, naar hun standsede Talen og lagde Strikketøjet i Skjødet. Else valgte selv, hvad der skulde læses. Esaias var hende kjendt og kjær, især de vidunderlige Løfter, der opfyldtes ved Frelserens Komme.
„Og saadan," sagde hun, „skal alle de andre Løfter, dem til os i den nye Pagt, engang opfyldes."
„Ikke mere," bad hun ofte, „dette er saa dybt; læs det om igjen."
Naar Inger saa kom hjem fra disse fredfulde Timer og hørte al den tomme Tale og saae, hvordan hver tænkte paa sig og Sit, hvordan det Smaa regnedes vigtigt og betydningsfuldt og det Største ligegyldigt og forsvindende, fyldtes hendes Hjerte med Bedrøvelse, og hun syntes, det var pligt at vidne om Sandheden. Men hun var saa ung mod de Andre, det beskedneste Forsøg tilbagevistes som en Fornærmelse. Det gjaldt nok at kunne vidne uden Ord, ved Kjærlighed og Sagtmodighed.
Fru Svane fik sin rundelige Del af det almindelige Mishag; Line slap derimod fri, trods stadig Kirkegang. Det var nemlig kjendeligt for Alles Øjne, at Line havde rettet sig, var flinkere, velvilligere, paalideligere end før, og saa maatte der bæres over med det Andet.
Undertiden lagde Inger Planer om at tage ud som Lærerinde eller søge Plads ved en Skole. Dog nej, hun kunde ikke forlade sine nye Venner,
Provstens, lille Marie paa Humlegaard og, og — —
„Løb ikke din Vej, men kæmp, hvor Du staar," havde hun engang læst, hun vilde prøve paa at gjøre det.
Onsdag Eftermiddag tilbragtes gjerne hos Provstens. Inger følte sig fuldkommen hjemme der i Huset, havde sin Knage i Entreen, sin Plads ved Bordet, sine Kopper og sit Servietbaand. — Doktor Bruhn saae ofte derind og blev saa længe, hans knappe Tid tillod. Sommetider kom han først sent paa Aftenen, sprang af Vognen udenfor Huset og ilede ind. —
„Godaften, Godaften!" Sneen føg udenfor, Doktor Bruhn bragte et Pust af Kulde med ind i den lune Stue. „Hvor I har det godt," sagde han, „der, hvor jeg kommer fra, saae det anderledes ud."
Provsten rejste sig hurtigt. „Gaa herind til mig, Knud, lad os tale sammen."
Da de kom tilbage, gik han hen til sin Hustru.
„Ellen, vil Du hjælpe mig?"
„Saa inderlig gjerne."
„Tag Nøglen til Linnedskabet med, Kjære."
Hun nikkede mildt og fulgte ham.
Doktor Bruhn stod tankefuld med Haanden paa Stoleryggen.
„Vil Du hjælpe mig," sagde han tilsidst, „det Ord lyder ofte her i Huset fra Hustru til Mand og fra Mand til Hustru, — vil Du hjælpe mig. — Har Frøken Johnsen ogsaa lagt Mærke til det?"
Ja, det havde hun.
„Det har altid staaet for mig," vedblev han, „som saa forfærdeligt, hvis et andet Menneske, En, jeg holdt af, vilde søge at drage mig fra den Vej, der for mig er den rette. Før jeg lod mig drage, stødte jeg den Anden bort, haaber jeg da. — Der ser jeg min Broder, den Stakkel, hvordan han i Familiekjærlighedens Navn er bleven hildet i og omsnoet af Verdslighed og Egenkjærlighed. Det er, som var der ingen Kraft i hans Tro, men vantro er han heller ikke, og i enkelte Øjeblikke skriger det Bedste i ham efter Udfrielse, det er jeg vis paa. Nej, saa tusinde Gange heller vandre Vejen ene. — Men naar To vil det Samme og hjælpe hinanden med Udførelsen, som det sker her, saa er det en Lykke. Ja, naar To har samme Overherre og aldrig raadslaar eller beslutter, uden at denne Overherre har det afgjørende Ord, saa er det en Lykke at være To."
„Det er underligt," sagde han lidt efter, „naar det Billede, man har dannet sig af Fremtiden pludseligt ændrer Skikkelse." Ansigtet var halvt bortvendt, medens han talte, og Stemmen dæmpet af undertrykt Bevægelse.
Inger hørte til uden at svare, men med bankende Hjerte. Provstindens Indtrædelse var som en Befrielse. Men da hun først var ene i sin lille Stue, kom Ordene igjen; hun huskede dem alle; hun huskede Stemmens Lyd og Ansigtets Udtryk.

Himlen dækkedes af tunge, graa Skylag, der havde fra Morgenstunden været noget underligt Trykkende i Luften, og nu brød Hagelen løs. Inger slap lige ind paa Humlegaard, da Bygen begyndte. Der var halvmørkt i Stuen, og store Hagl trommede paa Ruderne, idet hun aabnede Døren, men Ansigterne derinde lyste af Glæde. „I Gaar blev jeg undersøgt, Frøken!" Marie strakte begge de spinkle Hænder ud imod hende, „og Doktoren sagde, at det var gaaet hurtigere fremad, end han havde turdet haabe. Jeg behøver nok kun at ligge elleve Maaneder i det Hele, og der er snart gaaet otte. — Nu, jeg veed det, kan jeg bedre holde ud at ligge stille."
„Ja, Gud har været god mod Dig, Barn," sagde Faderen stærkt, „og ikke alene mod Dig, men mod os Alle. — Ikke for nogen Pris vilde vi have undværet denne Tid, vel Moder?"
Hun nikkede samtykkende, men der var Taarer i Øjet, og Læben bævede, for det havde dog været svært at se sit Barn ligge saadan hen.
„Hvad vil Frøkenen spille i Dag?" spurgte Marie.
„Skal vi tage: „Lovsynger Herren;" jeg ser, den er opslaaet."
„Ja, for Doktoren spillede den i Gaar, og han sang en til; den var nu saa ganske dejlig, det var en Bryllupspsalme. — Moder, hvordan var det, den begyndte? Du kan den jo."
„Ja, det første Vers:
„Jert Hus skal I bygge paa Ordets Klippegrund,
Saa rokkes ej Muren i Stormvejrets Stund,
Og Arnen skal staa i Læ af Korsets Tegn,
Saa hviler Jert Hjem bag det tryggeste Hegn;
Hvor Korset staar Vagt, taber Mørket sin Magt."
Inger tog hurtig Plads ved Fortepianoet; hun følte, hvordan Blodet skjød op i Kinden.
„Doktoren var saa morsom," begyndte Marie igjen, „han gjorde rigtig Løjer med mig."
„Ja," fortalte Moderen, „han spurgte, hvad Marie vilde gjøre, naar Frøken Johnsen engang hentede sit Fortepiano, og da det lille Skind sagde, at det vidste hun ikke, paastod han, at han godt vidste, hvad han vilde gjøre, for saa vilde han forære hende et Harmonium. Hun maatte gjerne skrive Løftet op og fordre det indfriet. — Det var nu bare Narrestreger, naturligvis."
„Tys, tys," sagde Faderen, „nu skal vi samle Tankerne til Psalmesangen."
Inger havde ondt ved at samle Tankerne i dette Øjeblik, men da Lovsangstonerne først lød, var hun med af hele sin Sjæl.
„Saa dejligt har De aldrig sunget, Frøken! — Aa, vil De gaa igjen?"
„Ja, Klokken er allerede bleven for mange. Farvel, lille Marie, jeg er saa glad over den gode Tidende."
Da Inger traadte ind til Birkedommerens, slog den venlige Frue Armen om hende.
„Men hvordan er det dog, De ser ud!" sagde hun, „De blomstrer jo som en Rose"
Himlen klaredes efter Haglbygen, og Aprilsolen brød straalende frem, da hun gik hjem. Der var en frodig, spirende Foraarsfylde paa Marker og Grøfter. Piletræet stod med sine dunede Knopper; Gaaseurter og skinnende gule Løvetandsblomster stak Hovederne frem allevegne. Solen spillede i Vanddraaberne, Lærkerne sang, Stæren fløjtede, og Violduften trængte ud fra Smaahavernes Tjørnehæk. Der var et Skjønhedsskjær over det Altsammen. Inger bøjede sig i taknemmelig Glæde. Aa, havde hun nu havt sin Moder! — Hvor hun længtes efter hende i denne Stund.

Der var en trykket Stemning ved Middagsbordet. Ritmesteren havde hørt, at Apothekerens Børneflok laa af Skarlagensfeber, og Line vidste, at Skrædderens smaa Tvillinger ogsaa vare angrebne. At Ingen af de Tilstedeværende havde havt Sygdommen, forhøjede Uhyggen.
„Du maa ikke gaa til den blinde Pige i denne Tid, Inger," sagde Fru Muhle ivrigt, „hun bor lige ved Apotheket; jeg kan ikke forsvare det"
„Men, kjære Tante, Apotheket lukkes jo ikke, hvor kan det saa skade, at jeg gaar det forbi."
„Jeg taler ikke om Udsalgsstedet, men om den anden Husside, der anvendes til Sovekamre. Smitstoffet kan fra de aabne Vinduer føres lige ind i den Gamles Stue. Vil Du være her, maa Du ikke gaa der. — Nu er det sagt!"
Næste Dag hed det, at Skolerne skulde lukkes. Malvina og Frederik solede sig i Haabet om denne uventede Ferie. Frøken Thea erklærede, at hvis Emma fik Sygdommen, blev det hendes Død.
„Jeg tror, man kan være saa temmelig rolig i vor Alder," trøstede Fru Svane.
„Ingenlunde! — De taler om Noget, De ikke forstaar, lille Fru Svane; Sygdommen er farligst i den modne Alder, og Emma er saa sart."
„Jeg sart!" smaabrummede Emma. „Det var da altid Dig, der kaldtes Skrællingen hjemme."
„Emma, at Du vil gjentage!" Frøken Thea blegnede af Uvillie.
Men Fru Petersen havde Hovedpine og Smerter i Halsen, og det var nok Symptomerne.
Ritmesteren smilede. „Skarlagensfeber bliver neppe Deres Bane, min ærede Frue," sagde han. „Hvad da?"
„Jeg vil ikke gjentage Lægens Ord, skjøndt det bedrøver mig, at Diæten ikke mere overholdes."
„Aa nej, for det er næsten ikke værd at leve paa den Kost; men alligevel, — lad mig begynde igjen, Fru Muhle, fra i Morgen."
Næste Dag savnedes Frederik ved Middagsbordet. De ivrige Forespørgsler besvaredes dog saa roligt, at Ingen tillagde hans Upasselighed videre Betydning.
Det var Onsdag, og Inger skyndte sig hen til Provstens. Symaskinen var i Gang, da hun kom ind i Dagligstuen. Lille Johanne sad ved Moderens Side og syede ogsaa af alle Kræfter. Der var et vemodigt Udtryk i Fru Lunds Ansigt.
„Det ser alvorligt ud, kjære Inger," sagde hun, „der har vist sig Skarlagensfeber i Smaahusene ved Aaen. Det er næsten udelukkende unge Arbejderfamilier, som bo dernede, og det mylrer med Smaabørn. — Vil Du trække Bændler i disse Halslinninger og sy Knapper i Natkjolerne. Johanne har Æren eller Skammen af Knaphullerne. Ja, solide ere de."
„Moder mener nok kluntede, men de sidste ere bedre."
„Langt bedre, Barn, den, der gjør sig Umage, naar nok frem. — Naa, der kommer Fader, og Doktor Bruhn er med, kan jeg høre."
Idet Herrerne traadte ind, udbrød Provsten: „Hun er her allerede!" og saa gik han lige hen til Inger.
„Doktoren kommer fra Deres Hjem; Frederiks Sygdom er Skarlagensfeber."
Inger rejste sig hurtigt.
„Du bliver her, Barn," Provstinden tog hendes Haand, „Du kan jo da ikke gaa ud og give Timer fra det angrebne Hus. Gjæstekamret er ledigt, og kjærere Gjæst kunne vi ikke faa."
„Tak, inderlig Tak, men jeg maa hjem og hjælpe Tante, med hvad jeg kan. "Musiktimerne maa saa naturligvis opgives. — Aa, jeg veed, hvordan det skal indrettes; Tante faar min Stue, og Frederik flyttes ind i hendes Sovekammer, hans lillebitte Stue bliver saa min. Der er Gang lige ved med Dør ud til Gaarden, saa vi kan helt afsondres. Naar Tante bliver hos Pensionairerne, give de sig nok tilfreds."
„Ret saa, min kjære Pige," Provstens Ansigt lyste, „gaa kun, De gaar med Gud."
„Ja, det gjør hun," Fru Lund lagde Armen om hendes Liv, „jeg forstaar godt, at det er det Rigtigste; men det er, som sendte jeg vort eget Barn i Ilden."
Lidt efter spurgte Provsten: „Men hvor skal Malvina saa være? — Er det ikke bedst, hun kommer her, Ellen?"
„Malvina?" Fru Lund saae paa Johannes klare, troskyldige Ansigt, det var just ikke den Omgang, hun ønskede hende, men Provsten vedblev: „Vi har dog saa tidt havt ondt af den lille Malvina og talt om, at hun trængte til at komme under anden Paavirkning, tør vi saa lade denne Lejlighed gaa spildt?"
„Nej, Du har Ret, lad hende bare komme. Det var vist Egenkjærligheden, der gjorde Modstand."
Doktoren stod i Spisestuen; han vendte Ryggen til; den bøjede Arm var støttet mod Væggen og Hovedet paa Armen.
„Hvad gjør Du derinde, Knud?" „Jeg tænker over mig selv, og saa harmes jeg. — Man kan tro sig villig til at offre Alt, og naar saa Fordringen kommer, ømmer man sig dog."
Inger stod ganske stille, som rodfæstet; dette var saa overvældende, men i næste Nu havde hun Tøjet paa og bød Farvel.
Fru Lund og Johanne omfavnede hende; Provsten lagde sin Haand paa hendes Hoved: „Farvel, Inger, Guds Fred!"
Hun ventede et Øjeblik, mon han ikke vilde komme? Jo, der var han.
„Farvel, Frøken Inger!" det var første Gang, han nævnede hendes Fornavn, „Farvel saa længe!"

Fru Muhle sad inde i Spisestuen og vred sine Hænder, endnu var det ikke sagt inde, men det maatte siges, og hvad vilde saa ske? — Naa, der kom Inger allerede! —
„Gaa igjen, Barn! — Bliv hos dine Venner hvis Du kan. Frederik har Sygdommen, den arme Dreng! Aa, jeg ulykkelige Menneske, nu ramler det Hele. — Gaa!"
„Nej, kjære Tante, det maa Du ikke forlange. Jeg vil netop bede Dig betro mig Frederiks Pleje. Jeg skal gjøre mig saadan Umage, og vi kan tale sammen gjennem Vinduet, Tante; jeg kan raadspørge Dig og fortælle Dig Alt. Vil Du tage til Takke med min Stue, faar jeg Frederiks Lukaf og han dit og Malvinas luftige Sovekammer. Det kunde ikke være bedre. Brændeskurets lave Tag er jo som et Bord lige under Vinduet. Tænk, hvor det vil lette Opvartningen, Ingen behøver at gaa ind eller ud."
„Du er mageløs!" Fru Muhle stirrede forbavset paa det unge, straalende Ansigt, „men Malvina, hvor skal hun ligge?"
„Provstens har indbudt Malvina; hun maatte endelig komme straks, sagde de. Kofferten kan sendes senere."
„Nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage, Provstens!" — " hun hulkede stærkt — „aa, min kjære Pige, man er ikke, som man skulde være! — Dør Frederik, er al min Glæde forbi."
„Er han saa syg?"
„Endnu ikke, men det kan jo vende sig. — Jeg er helt fortumlet! Vil Du virkelig lukke Dig inde med Drengen den lange, lange Tid, Inger?"
„Ja, det er jo netop det, jeg beder om Lov til."
Fru Muhle svarede ikke, men græd blot stærkere.
„Er det saa svært for Dig, stakkels Tante, at Du ikke selv kan pleje ham."
„Nej, nej! — Egentlig veed jeg ikke, hvorfor jeg græder, men før var jeg som en Sten, for der var ingen Udvej, og nu lader det dog til at kunne gaa. — Vil Du sige Farvel til dem inde?" „Nej Tak, men hils dem Alle." Fru Muhle rejste sig, men sank ned igjen. „Kan jeg nu ogsaa forsvare dette for din Moder?" sagde hun.
„Om Du kan! Det vilde netop glæde hende."
En Time efter var Fru Muhles Tøj baaret op, Ingers baaret ned, Frederik flyttet ind i det gode, rummelige Sovekammer og Malvina paa Vej til Provstens.
Den Panik, der i første Øjeblik greb Pensionaterne, satte sig snart, da det forklaredes, at Patienten og Inger skulde helt afsondres. Ritmesterens overlegne Ro lagde ogsaa Baand paa de Andres Frygt.
Frederik havde Feber og led af Tørst; han kastede sig urolig frem og tilbage.
„Tror Du, at jeg skal dø? — Sig Sandhed, Inger! tror Du, at jeg skal dø?"
„Nej, Frederik; jeg haaber saa vist, at Du skal komme Dig. Vi beder Gud gjøre Dig rask, — men Du veed nok, der er allerbedst deroppe hos Herren."
„Nej, det veed jeg slet ikke, jeg veed Ingenting! — Syng for mig, Inger," bad han senere, „men hvis jeg falder i Søvn, og Du tror, jeg skal dø, maa Du vække mig." —
Det var en urolig Nat; Inger hilste det første Morgengry med Glæde. Stæren fløjtede i den lille Have bag Gaardspladsen, og en skraa Solstraale klemte sig forbi Naboens Mur og spillede venligt paa de nederste Ruder, Frederik sov nu trygt, og hun benyttede Øjeblikket, vadskede det malede Gulv — Spand og Klud stod rede i Gangen — luftede ud, tørrede af og pudsede sig selv.
„Hvordan gik Natten?" Fru Muhle stod paa den anden Side Brændeskuret.
„Taaleligt! — Nu sover han, Kjære Tante, Du maa have godt Haab."
„Jeg tør ikke haabe; — ellers er jeg rolig nok, veed Du, men naar det gjælder Børnene! — Det er jo dem, jeg har lidt og stridt for, og det er gjennem dem, jeg kan rammes."
„Og drages, Tante! Herren elsker jo Dig og dem."
„Ja dem, vil jeg haabe, men mig, nej, det tør jeg ikke indbilde mig," Stemmen slog pludselig om og blev hverdagsagtig. „Se, hvor ordentligt Du allerede har det, min Pige. Nu kommer Theen straks; Du kan nok trænge til en varm Drik."
En Timestid efter kaldtes Inger igjen hen til Vinduet. Denne Gang var det Ritmesteren, der stod stiv og strunk paa den anden Side Taget. Han gjorde militair Honneur, da den unge Pige nærmede sig.
„Her staar en gammel Kavaller, der længes efter at gjøre Frøken Johnsen sin Opvartning og bevidne Dem min ærbødigste Anerkjendelse. Hvis jeg paa nogen Maade kan være Dem til Tjeneste, vil jeg betragte det som en Ære."
„Tak, Hr. Ritmester! Venlighed gjør saa godt, Tak!"
„Gud velsigne Dem," sagde han varmt og gik saa alvorlig bort. De bedste Strenge i hans gamle, fortørrede Hjerte dirrede. Underlig fremmede Tanker om Liv og Død, Ansvar og Dom gjæstede ham hele Dagen.
Inger sad i en lav Stol ved Sengens Fodende og nynnede, da Doktor Bruhn traadte ind. Hun vendte Ryggen til og mærkede ikke hans Komme, før Frederik løftede Hovedet.
„Naa, hvordan staar det til? — Du er jo en prægtig Gut, netop saa rød, som din Doktor kan ønske. — Jeg bliver her et Kvarter, i den Tid skal Frøken Johnsen spadsere. Indvendinger nytte ikke, det er en Ordre. Gaa helst bag om Haven; paa den ensomme Sti ned til Aaen møder De neppe Nogen. Har De vaaget hele Natten? — Jeg tænkte det nok! Men saadan tør vi ikke ødsle med Kræfterne. Drengen kan godt ringe, naar han vil Noget, ikke sandt, Frederik?"
Da Inger kom tilbage, rejste Doktoren sig. „Saadan vil vi gjøre hver Dag," sagde han muntert, „naar jeg kommer, skal De gaa. — Jeg synes nok, det er Ros værd! — Farvel, Frøken Inger."
I Døren vendte han sig om og sagde med dæmpet Stemme: „Jeg har været inde, talt med hele Kredsen og beroliget den, og jeg var slet ikke skærende;" Tonen blev pludselig alvorlig og Udtrykket underlig mildt, næsten ydmygt; „Jeg gjør mig, i det Hele, Umage for ikke at være skærende." —
Kan Du ikke godt lide Doktoren?" spurgte Frederik. Hun nikkede, men Drengen, der ønskede en stærkere Bekræftelse, sagde bebrejdende: Du synes nok dog ikke videre om ham?" „Jo, jeg synes rigtig godt om ham, Frederik." „Det gjør jeg ogsaa; han er saa morsom, og alligevel — han maa gjerne tale til mig om alle Ting. — Er det Moder, der staar udenfor?" „Ja, læg Dig kjønt ned igjen." „Jeg vil bare nikke til hende." Fru Muhle traadte et Skridt tilbage. „Inger, hvor han ser ud!"
„Tys; — Doktoren var vel tilfreds." „Ja, det siger han." „Han mener altid, hvad han siger." Tanten svarede ikke, men rystede mistrøstig paa Hovedet.
Feberen tiltog de følgende Dage, og Inger begyndte at blive urolig. Saa kom ogsaa ængstende Tanker: magtede hun det, havde Moderen dog ikke været en bedre Plejerske? Hun betroede sig til Provsten, der jevnligt saae ind til den Syge; men han skammede hende ud.
„Naar Lægen, og det en saa aarvaagen og striks Læge, er tilfreds med Plejen, og det veed jeg, han er, har De bare at være glad og taknemmelig, at det gaar saa godt." — Han nærmede sig Sengen. „Naa, Frederik, skal jeg hilse Malvina?" Og saa fortalte han om Søsteren, hvordan hun gravede, plantede, vandede og gyngede i den store, gamle Præstegaardshave.
„Ham kan jeg ogsaa godt lide," sagde Frederik, da han var gaaet; „alle vi Drenge holde af ham, fordi han ikke er bange for nogen Ting, men gaar lige paa. En Gang stillede han sig i Vejen for et Par løbske Heste og standsede dem, og jeg har selv set ham hale en Dreng op, der laa under Isen. Han løb efter Skriget, skjøndt Isen knagede og bragede for hvert Trin, og fik Drengen frelst, men Isen skar hans egen Arm, saa den maatte forbindes. Vi vil gjerne møde ham, for han hilser altid igjen og ser saadan paa En. Jeg tror, han kjender hver Dreng i Byen og veed, hvad han duer til."

„Inger!" Fru Muhle stod ude i Gaarden, Øjnene vare røde, og Stemmen graadkvalt, „Doktoren sagde, at det Værste var overstaaet. — Aa, Inger, at jeg beholder min Dreng!"
„Ja, i Dag er han rigtignok kjendelig raskere."
Tanten blev staaende ganske stille; engang imellem nikkede hun dog til sin egen Tankegang. „Denne Tid skal ikke være spildt," kom det tilsidst, „nu forstaar jeg mange Ting bedre, ogsaa Dig, min Pige. — Din Moder har givet Dig en god Arv i sin Fromhed, Jeg har ikke kunnet give mine Stakler, hvad jeg ikke selv havde, men nu kommer det maaske til dem ad anden Vej. Malvina havde ondt ved at nære sig hos Provstens de første Dage, men nu er hun saa tilfreds, har saa travlt og lærer saa meget; Tiden flyver bort, skriver hun. — Naa, jeg maa nok ind; hils Frederik fra mig, naar han vaagner." —
Næste Dag lød stilfærdige Trin udenfor, og; en middelhøj, ældre Kvinde med snehvidt Forklæde og velstivet Morgenkappe nærmede sig Vinduet. Det graasprængte Haar laa blødt og glat under Kappen. Ansigtet var mildt og aabent, der var noget Dygtigt og Paalideligt over hele Personligheden. En lille Kurv sattes forsigtigt, paa Tagfladen, og saa hilste hun med en gammeldags Nejning. Det var, som Øjnene saae Inger lige ind i Sjælen, og jo mere den gamle Pige saae, desto venligere blev Minen.
„Nu maa Frøken Johnsen ikke blive vred," sagde hun, idet hun aabnede Kurven og varsomt, udtog en Porcellainskop med Laag over, „det er Kraftsuppe med Æggeblommer i, og den maa drikkes, medens den er varm. — Jeg tog mig den Frihed, for jeg veed, hvordan det styrker, og vi har saa mange Høns."
Inger spurgte ikke, hvem den gamle Pige var, hun gjættede det straks. „Tak, det smagte udmærket, Tak!"
Nu saae Gjertrud igjen paa hende med et underlig kjærligt, næsten bedende Blik. „Jeg maa dog fortælle Frøkenen lidt om Bagerens Christian," sagde hun. „Han taler tidt om Dem, Frøken. De sagde til ham, at han kunde blive en Støtte for sin lille Broder, og det Ord faldt i god Jord. Ole skal være Skolelærer, hvis han har Forstand til det, siger Christian og putter hver Øre, han tjener, i en Sparebøsse, der tilhører Broderen. Han kan jo gjøre det, da han faar Klæderne hos os. Jeg syr om til ham, hvad der kan sys om af det aflagte Tøj, og Doktoren har sagt, at Skomageren skal levere saa mange Støvler, han kan slide; det gaar jo med Spøg, naturligvis. — Maa jeg saa komme igjen i Morgen, Frøken?"
„Nej, — inderlig Tak for denne Gang, men De maa ikke gjøre det oftere. Det kunde krænke min Tante, ikke sandt?"
„Ja, maaske, det har jeg slet ikke tænkt paa, om Forladelse, Frøken! — Jeg kom ganske af mig selv; Doktoren veed det ikke engang. Frøkenen tænker vist, at jeg er et selvraadigt Menneske, men han holder af, at jeg gjør den Slags paa egen Haand; det er Dagens Orden hjemme. Selvraadig tror jeg ikke, at jeg er, Frøken Johnsen. — Skjøndt jeg er gammel i Gaarde, gaaet i Arv fra Forældrene, er det min største Glæde at lyde, og jeg spurgte helst om enhver Ting." Det var hende saa magtpaaliggende at faa dette sagt.
Hun var neppe gaaet, før Doktor Bruhn kom. „Hvem var dog det?" spurgte han, for Inger saae helt forvirret ud, saa maatte hun da fortælle, hvad der var hændet.
„Naa, saa hun maa ikke komme igjen? Nej, jeg forstaar det nok, men Suppen har været god, tør jeg sige, og Hjertelaget ægte som det pure Guld. I Gaar nævnede jeg, at De saae anstrengt ud, det maa være hendes Undskyldning."
„Der behøves ingen Undskyldning; det var en udmærket Suppe. Tak for Mad!"
Hun løb let og hurtig gjennem Haven ud paa Engstien. Hjertet var fuldt af Lykke, af inderlig Tak.
Det havde regnet hele Natten, men nu skinnede Foraarssolen klart og varmt. Buske og Træer, der Dagen forud stode med Spirer og Knopper, havde udfoldet sig som ved Trylleri.
„Er Du allerede der?" raabte Frederik, da hun kom tilbage, „vi ere ikke nær færdige, vel Doktor Bruhn?"
„I Morgen begynde vi, hvor vi slap. — Var det en rar Tur?"
„Dejlig! — Tænk, Birken og Bøgen grønnes allerede; der staar en Klynge høje Birketræer i en Have ved Aaen, og Løvet er næsten udfoldet. Der er allerede sat Bænke ud. Hvem mon den skjønne Have tilhører?"
„Det er min Have, Frøken Johnsen; jeg har længe luret paa, at De skulde lægge Mærke til den." „Nej, den, jeg mener, kan ikke være Doktorens Have; Deres Hus ligger længere oppe i Byen."
„Ganske rigtigt, men Haven er løjerlig langstrakt og drejer sig helt udenom et Par andre Haver. Det er fem Aar, siden jeg kom her, og hvert Aar har jeg kjøbt Jord til og naaede i Fjor ned til Aaen. Der er Flagstang, Landgangsbro og Baad til Tjeneste. Mine Sommergjæster holde meget af den Plads."
„Ja," oplyste Frederik, „de sade der altid sidste Sommer eller laa i Baaden og pladskede. Du kan tro, Inger, det var nogle kummerlige Gjæster, da de kom; En maatte hentes i Rullestol, men da de rejste, løb han nok saa rask paa egne Ben."
„Er det Reconvalescenter?" „Netop; der er ikke Noget saa fornøjeligt og lønnende som at tage sig af dem. Jeg har gjerne fire ad Gangen; en Ven i Kjøbenhavn sender mig dem fra Hospitalerne. Der plejer at komme to Hold, som hvert bliver i fem, seks Uger."
„Nej, hvor det maa være en Glæde!" Ingers Øjne lyste. — „Hjemme havde vi ogsaa hver Ferie en saadan Gjæst fra Kjøbenhavn. Moder bad altid om at faa en ung Syjomfru, der trængte til Kræfter, og saa plejede Moder hende med Mælk, Æg og Strandbade. Vi spadserede med hende, læste, spillede og sang for hende. Moder sparede Aaret rundt for at kunne have den Fryd." „Og hun tænkte ikke paa Besværet?" „Selv det var en Glæde." Doktoren saae betænksom ud. „Saadan har jeg jo ikke kunnet gjøre det for mine Gjæster," sagde han, „Gjertrud er en Skat, men den Hygge og Hjemlighed, en ret Husmoder udbreder, savnes alligevel. — Er Fire for mange?" Frederik sparede hende for at svare. „Inger synes vist snarere, det er for lidt, kjender jeg hende ret," raabte han.
„Det kan nok være," Doktoren lo, „jeg tror i det Hele, hun er af dem, der sporer, ikke af dem, der hemmer." Han blev staaende og saae igjen tankefuldt ud for sig.
„Nu synes jeg, at jeg kjender Deres Moder, Frøken Inger," sagde han efter en Stunds Forløb, „og har faaet et Indblik i hele Deres Hjemliv. — Veed De, hvad jeg tænkte, da jeg saae Dem første Gang?" — han talte dæmpet, — „den lille Pige har endnu ikke lært at gaa ene; men jeg tog fejl."
„Nej, De tog ikke fejl, for da Moder gik bort, stod jeg stille, helt stille, og saa gik jeg tilbage; de ubrugte Kræfter tyngede nedad."
„Ubrugte Kræfter? — Jeg vil snarer kalde det skjulte Kræfter." — Det var, som vilde han sige mere, men saa betænkte han sig. — „Naa, nu maa jeg nok gaa. Pas godt paa Krabaten, Frøken Inger, han er vanskeligere at styre nu, og dog mere udsat for Forkjølelse end før." — „Inger," sagde Frederik senere, „veed Du, hvad jeg har tænkt paa?" „Nej."
„At naar jeg skal studere, bliver det bedst, Du flytter ind til Kjøbenhavn og holder Hus for mig. Derinde kan Du faa dine Timer anderledes betalte end i denne Ravnekrog, og Du skal da heller ikke have mig for ingenting. — Synes Du om det?"
„Jeg holder mere af at være her." „Det var da en underlig Smag! — Jeg synes, vi komme godt ud af det, Du og jeg, nu vi kjende hinanden, men Du kan jo betænke Dig paa det. — Hvem staar derude? Naa, nu ser jeg det! — Goddag, Moder!"
„Goddag, min gamle Dreng, og saa straks ned med Dig under Dynen. Skjænd paa ham, Inger, og kom saa lidt herhen. — Du kan ikke tro, hvor det strømmer ind med Gaver. Tænk, Doktorens Pige kom med to Høns og en Kurv fuld af Æg, og et Øjeblik efter bringer Hansen fra Humlegaard fire Duer og ogsaa en Kurv med Æg. Det var nok egentlig til Dig, for der stod: Hilsen fra Marie til hendes Frøken, paa en Seddel ved Hanken. Neppe har jeg tømt og afleveret Kurven, før jeg kaldes ud paa Gaden, og der staar sandelig Provstens Johanne og min egen Malvina med to Flasker Hindbærsaft, en Krukke Æblegelé og Tilbud om Laan af Lagener. — Der er endnu mere, Ritmesteren gav mig i Aftes en Tyvekrone i Guld til styrkende Ting, naar Frederik kommer op, og lille Fru Svane — hun har nu hele Tiden været mageløs — bragte en Daase Kakaopulver. — Det saae saa sort ud, og nu synes jeg, det letter paa alle Kanter."
„Ligger det ikke i," Inger talte hviskende, „at Du igjen har fundet Børnenes Vej, Bønnens Vej, ind til Faderen!"
„Det kan gjerne være! — Og det vil jeg ogsaa ærlig tilstaa, at den Dag, Du lukkede Dig inde med Frederik, kom jeg paa mine Knæ. — Men der er nok langt tilbage endda, aa ja!"
„Har Pastor Bruhn ikke besøgt Dig, Tante?"
„Jo, to Gange, jeg maa ikke sige Andet. Han var rigtig venlig og deltagende og talte længe med Ritmesteren og Damerne."
„Hordan har Line været i denne Tid," spurgte Inger videre, „da Konen opvarter os, ser jeg hende kun i Afstand, naar hun poster Vand eller hænger Tøj op."
„Line har været rigtig villig og flink, men ,hun savner Dig fra Morgen til Aften, siger hun, og det gjør vi da egentlig Alle. Det bliver en glad Dag, naar Du og Drengen komme til Bords igjen."
Da Fru Muhle var gaaet, blev Inger siddende i dybe Tanker. Hvor ofte havde hun ikke i Vintrens Løb raabt om Hjælp, bønfaldet om Kraft til at kunne være noget for de Andre, men værre og værre blev det, indtil Gud sendte denne Sygdomstid til Velsignelse for Huset.
En ubeskrivelig Følelse af Taknemmelighed og Tryghed gjennemstrømmede hele hendes Væsen.
„Godmorgen, herinde! — I Dag har jeg god Tid, De maa gjerne blive en halv Time borte, Frøken Johnsen."
Hvor var der ubeskrivelig skjønt rundtom. Nede mellem Sivene ved Aaen stode de fine, dunede Bukkeblomster, og opad Skraaningen groede vilde Hyasinther, hvis graahvide, sølvagtige Klokker skinnede i Sollyset.
Nu stod hun lige overfor Birketræklyngen. De lange, lette Grene svajede sagte i Foraarsvindens Pust, det var som en Hilsen. Og saadan en Fuglesang, der var i den Have, muntre smaa Mejser, Irisker, Drosler og endnu flere. Men tys! der kom Nogen. Hun foer sammen og vendte sig om.
„Frøken Inger!" det var Doktor Bruhn, der hastede nedad Stien, „dette er ingen Overrumpling. Provsten kom lige nu og tilbød at afløse mig, og saa greb jeg Lejligheden. — De har vel dog forstaaet, at det var svært for mig aldrig at kunne faa talt med Dem i denne lange Tid.
Inger svarede ikke, og saa spurgte han stille: „Var det galt, at jeg kom?"
„Nej."
„Det synes jeg heller ikke, for skjøndt vi forstaa hinanden, det tror jeg da, vi gjør, trænger jeg dog til at faa mig udtalt. — Vi har jo samme Herre, kjære Inger, og samme Livsmaal, og vi veed Begge, at den smalle Vej er smal og aldrig bliver bred, men at den dog er den livsaligste af alle Veje, fordi den fører hjemad til Faderhuset. Og saa har vi forskjellige Gaver, netop hvad jeg mangler, har jeg fundet hos Dem."
Han traadte et Skridt nærmere og tog hendes Haand.
„Inger, vil Du hjælpe mig?"
Hun svarede gladelig Ja, og saa stode de et Øjeblik ganske stille, hendes Hænder laa foldede inde i hans.