Gamle billeder/1.3
III
Klokken fem Julemorgen var der overalt
Varme og Lys i den gamle Præstegaard. Lyspyramider stod ud over Kæret, deres Spidser naaede
hen til de bladløse Kastanjetræers Rødder derude.
Inde buldrede Knuderne i Bilægger- og Tromleovne. Duftende Skyer fra den store Kaffekedel
og fra den mægtige Julekage, tykt garneret med
Sukker og Rosiner, der stod og spruttede paa
Jærnpladen i Bagerset, bølgede gennem alle Rum.
Abelone Jeremiasdatter fôr mellem Køkkenet og Stuerne, rødglødende af Ilden under Kedlen, vaad af Sved og Em. I Bagerset ragede Stine Kokketøs med en Jærnstang gennem Ovnhullet i Trækullene, lige før Julekagen skulde trækkes ud. Abelone skældte stadig i Udraab uden Sammenhæng, uforstaaelige for alle, der ikke var inde i Tingene, erklærende, at det hele blev til „Skidt og Møg“, i Forbifarten langende Lillepigen Sidse en slap Ørefigen med de Ord: Du skal altid staa i Døren og glo, saa en anden En ikke kan komme forbi en saadan Sogris, der staar og fedter sig til med Flæskesvær i hele „Gefjæset“.
Det er sandt, at Sidse havde bjerget et Stykke Svær af det „Stribeflæsk“, der var bestemt til Magisterens Frokost siden hen. Det er ogsaa sandt, at hun stod og gnavede paa det i Døren, men hun havde virkelig ikke noget at bestille. Thi kom hun for nær til Skorstenen med Kaffekedlen, til Abelone, til Bagerovnen med Julekagen eller til Trine Kokketøs, fik hun et Skub i Maven med Opfordring til at „holde sin skabede Snude for sig selv.“ Saa maatte Sidse dog billigvis søge at fylde Tiden og sig selv med Noget. Hun reddede en Spegesild fra Karlenes Juledavre i Borgestuen. De Sild glitrede saa pænt under Tranlampens Skin. Hun hev Hovedet af og aad Kroppen i en Mundfuld.
Ingen turde ellers tale højt, thi Magisteren havde tilbragt hele Natten i sit Studerekammer med afvekslende Slummer og Studeren, og hans Suk havde stundom runget gennem Stuelængen som Tyrens Brummen gennem Staldlængen.
Han havde arbejdet under stor Anfægtelse og megen Bekymring, tvunget ny Fyld ned i de fra Aar til Aar faste Rubriker, mærkede A. a. α. B. b. β. C. c. γ. o. s. v. saa det knagede i den gamle Ramme. Han havde vovet at tømre lidt paa en ny Ramme — Slutningen af Prædikenen og havde fundet paa at skrive som Overskrift over dens Tekst: Posticulum meum[1].
Han maatte ud med, hvad der havde pirret ham, og om han end vilde præparere sine Ord saaledes, at ikke en eneste i Menigheden forstod dem, vilde det være ham en Trøst at kunne udbryde: „Dixi et levavi animam meam“[2] …. Han følte ogsaa en særegen Tunghed i sin anselige Mave. Han havde ingen ret Glæde ved at tænke paa den nær rykkende Kaffe og Julekagen, da Abelone bankede paa Døren.
Han gik ind i den store Stue, satte sig ved Chatolklappen, drak af sin Skaal Kaffen med megen Sukker og tyk Fløde, men mere af Pligtfølelse end af Lyst, skænkede sig et Glas „perlende“ Brændevin for sin Maves Skyld. Alt skulde gaa efter den fra Fædrene nedarvede Skik — more majorum.
Abelone blev ude et Øjeblik for at udruste Pigebørnene til at døje Kulden i den iskælderagtige Kirke. De kom i Gaasegang med lange fra Hoved til Fod rækkende sortegraa Kassekinger af graasort, hjemmegjort Tøj med Messingspænder i Halsen. Store langt fremadstaaende Bomuldsfløjels Kyser druknede de smaa Hoveder, hvorfra nogle røde, fugtige frysende Næser hævede sig frem, og hvorfra troskyldige, lidt søvnige lyse Smaaøjne svagt tindrede ud. Ved det lange Bord slurfede de deres Mælkegrød ned som Kviekalve. Men i Dag fik de hver et stort Stykke Julekage. De to mindste pillede Rosinerne ud, lagde dem paa Bakkerne og gemte dem tilsidst, til en Himmerigsmundfuld.
De „Sæles“ Davre blev fortæret under dyb Stilhed. Der lød kun Skeernes og Fadenes sagte Klirren og fra Magisteren den uundgaaelige Sukken og Grynten.
Endelig skød Magisteren Stolen fra sig, lagde sin Haand velsignende paa Børnenes Haartotter ind under Kyserne, gik ud, ledsaget af Abelone Jeremiasdatter, og ind i sit Studerekammer. Her hjalp Husholdersken Præsten i hans kirkelige Toilette: en lang Lammeskindspels, derover hans bedste Samarie, hvis Sømme knagede, da Abelone fra oven af med et kraftigt Sæt tråk den over hans svære Hoved og Skuldre. Saa bandt hun den nypibede, snehvide Dobbeltkrave om den tykke, korte Hals. Den gik højt op i Nakken og havde adskillige Konflikter med den frisk pudrede Paryk. Mag. Masmann foragtede Bladkraven som en ukristelig Mode. Saa kom Fløjelskalotten ovenpaa denne, og endelig fuldendtes Udstyrelsen med den bredskyggede, lavpullede Kastorhat, hvis Sorte faldt i det Røgede. Saa løb Abelone ned for at sætte sin Hue med den guldbroderede grønne Fløjelsbul og det brædestive Hovedbind paa og hænge de to med Chr. VIIdes Billede prægede med Sølvhægter forbundne Speciedalere paa Mavestykket af sin mørkegrønne, karmoisinstribede Hvergarnskjole, der kneb Bryst og Hofter sammen til den fladeste Kyskhed.
Lillepigen stod med Lygten i Haanden. Ude i Gangen raabte Abelone op ad Loftstrappen: „Laadvi’! Naa gaar Magisteren i Kirke. Han skal komme nør, og det strakst!“
En Skikkelse i en lang sort Roquelaure med lodden flad Hue viste sig i Halvmørket paa Trappen.
Lillepigen Sidse aabnede Døren til Gaarden. De smaa Piger stod i Geled i Forstuens sorte Baggrund; et Par smaa Næser glinsede i Lysrefleksen. Da Provstens brede Skosaal traadte saa haardt paa den halve Møllesten foran Døren, at Skospænderne klirrede derved, satte Processionen sig i Bevægelse over Gaardsrummet. Lillepigen Sidse hinkede forud med Lygten. Klapren af hendes Træsko vakte Ekko fra Længerne.
Først gik Magister Masmann med foldede Hænder, saa kom Ludvig og Abelone, saa Pigebørnene, to og to, sidst Avlskarlen. Det øvrige Tyende kom ikke til Fropræken, men maatte vente til Eftermiddagsgudstjenesten i Annekssognet.
— Næ—æ — lød et Udbrud, da de Smaa opdagede de belyste Vinduer oppe paa Bakken.
Trods Magisterens strænge konservative Ortodoksi havde han fundet sig i den rationalistiske Overkalkning af Kirkemurenes røde Munkesten og i, at de smaa gotiske Vinduer var blevne hakkede sønder og erstattede med nogle hæslige Tingester med plumpt Træværk, og de sad endda nederdrægtigt — et højt oppe og et langt nede.
Den fine Sne tog en blaarød Tinte fra Lysene derinde. En Lugt af sveden Talg slog Processionen i Næsen.
Den passerede en Allé af Mænd med hvide blinkende Knapper i de lange Kofter og de bredskyggede Uldhatte i Hænderne og af nejende Kvinder med hvide Lin stikkende frem under Hovedklæderne.
— Glædelig Fest! mumlede de. Præsten lettede paa Hatten og sagde:
— Tak i lige Maade, mine Faar!
I Vaabenhuset hang et enligt Tællelys og osede forfærdeligt.
Der stod Degnen i sort Torskehalekjole, sorte Knæbenklæder med Uldhoser og Fedtlæders Sko og vekslede Lykønskninger med Præsten. Han bøjede sig dybt og sagde dæmpet:
— Baronen er her.
— Til Fropræken? sagde Præsten og studsede.
Degnen bukkede endnu dybere.
Præsten tog sig til Lommen, trak en stor Skildpaddes, sølvindlagt Snusdaase frem, tog en stor Pris, bød Degnen en med den nedladende Tilføjelse:
— Der? Han maa gerne tage en til, Degn.
Degnen bøjede sit Hoved og sin fede Ryg saa dybt han formaaede og tog saa meget Snus, han kunde rumme i sin hule Haand.
Degnen skyndte sig gennem det lyse, osende Kirkeskib, saa kom Menigheden. Neppe var den placeret, før Degnen tog fat paa sin Tjeneste i Kordøren, sang Psalmerne næsten uden Medvirkning af Menigheden, gik saa ind i det lille Sakristi for i Anledning af den store Højtid at iføre Præsten Messetøjet til hans Fremtræden for Alteret.
— Det er jo Løgn, Degn. Her er ingen Baron, sagde Præsten.
— Men han kommer, Hr. Magister!
— Hvor ved han det fra, Lars Degn?
— Fra Sidse, Fadeburspigen paa Herregaarden.
— Skam sig! Har han endnu med hende at skaffe, Lars Degn? Den liderlige Tøjte!
— Nej, det er rykkedes mig at døde mit Kød og den deri indeholdte concupiscentia.
— Det er vel Løgn. Skynd sig nu med at synge den næste Psalme og staa ikke her og spild Talen med forfengelig Snak paa en høj Helligdag!
Degnen tog Sakristiet i to Skridt, havde endnu ikke aabnet Kirkedøren, før han stemte i Psalmen med en saa stærk Intonation, at to Lys gik ud derved. Hans Aande osede om Kap med Tanerne.
Da Magister Masmann havde forrettet sin Altertjeneste i sit falmede røde Messeskrud, saa han i Pulpituret med Vaabenskjoldet paa Brystværnet overfor Prækestolen to Personer, en Herre og en Dame.
Herren var hyllet i en karmoisinrød Silkepels, foret og kantet med Maarskind. Naar den gled til Side, saa man gyldne Knapper blinke, fra den violette Fløjelskjole. Paa Hovedet bar han en hvidpudret Paryk med høj Toupé. Et lille fint Ansigt regelmæssigt skaaret, smaa mørke Øjne med tuschstukne Bryn. Ingen kunde skønne hans Alder. Det var Lehnsbaronen.
Damen havde et tæt Slør ned for Ansigtet og var indhyllet i en mørkviolet Fløjelskaabe.
Da Præsten kom lige over for sin Patron, hvis i Herren salige Fader kort før sin Død havde kaldet ham til Sognepræst i Randløv og Anneks Borød, standsede han og bøjede sig tre Gange. Baronen gjorde en let Haandbevægelse, som vilde han sige, at nu kunde det være nok.
Præsten besteg den knagende Prækestolstrappe, men aldrig saa snart kom hans Hoved saa højt, at det kunde ses, før han atter bukkede tre Gange for Baronen, og gentog Bukkene, da han var kommen helt op og stod foran Læsepulten.
Denne Gang svarede Baronen lidt mere soigneret ved en let Bøjning af Hovedet.
Efter at have læst Evangeliet udfoldede Magisteren det store Manuskript. I de Tider læste Prædikanten altid sin Præken op. Saa lang som en saadan var, vilde det have været et Herkules arbejde at lære den udenad.
Det vilde næppe more ret Mange at faa en Redegørelse af denne dividerede og subdividerede Juletale med en Dynge af Bibelsteder og latinske Citater. Den begyndte med „Cur Deus homo“ (Hvorfor blev Gud Menneske?) og nu kom en Masse Grunde, hvorfor Inkarnationen fulgte af Guds essentia, og skønt Indholdet var saa tørt, som de bladløse Trær paa Kirkegaarden, hulkede Prædikanten af og til og fældte Taarer over sine og Bibelens Ord. Og inden Magister Masmann havde faaet fat paa anden Halvdel: Cur Deus crucifixus (Hvor for blev Gud korsfæstet?) nikkede adskillige huesmykkede Hoveder i Kvindernes Stolestader, og lange Haar tjavsede fra Skuldrene over Ansigterne i Mændenes.
Abelone Jeremiasdatter derimod havde holdt sig og de hende betroede Smaapiger vaagne ved flittigt at knibe sig selv og dem i Laaret, hvorfor hun af og til maatte helde sig stærkt til Siden for at naa dem af Smaapigerne, som sad længst borte fra hende.
Under det tredie Afsnit Cur Dominus glorificatus? (Hvorfor blev Herren herliggjort?) begyndte Søvnen at ytre sig tydelig i Menigheden. Da Magister Masmann benyttede den i sit Manuskript mellem Afdelingerne γ og δ obligate Pavse til at snyde sin Næse, gjorde han det saa kraftigt, at det lød som en Dommedagsbasun, der vakte de Sovende og ramte dem med Forfærdelse i Opvækkelsen. Der var kun nogle enkelte haardt sovende Faar i den fjerneste og nederste Del af Kirken, der ikke hørte Hyrdens Kalden. Dem bragte Degnen Lars Kristensen, den gamle fugtige Akademikus, til Opvækkelse ved at tage den lange Stang med Lysesnyder paa Enden og pirre de Døde i Nakkehulen.
Det syntes, som om den inferiøre Gejstlige fandt en vis Fornøjelse i sin Gerning, thi hans fede Æbleskivekinder glinsede af Velvære og Embedsiver under denne Udøvelse af Kirketugt.
Endelig havde Magister Masmann gennempløjet det tredie Afsnit under Sved fra sit Ansigt og Taarer fra sine Øjne. Menigheden havde en instinktmæssig Fornemmelse af, at nu havde deres Sjælesørger talt i to Klokketimer. Mænd og Kvinder fik Psalmebøgerne frem, og Degnen rommede sig for at klare Stemmen til at intonere den første Psalme „Efter Prædiken“ …. Men hvad var det? Magisteren sagde jo ikke „Amen“, men vendte sig om, snød Næsen, tog sig en Pris, nøs tre Gange og bladede videre i Manuskriptet.
Den almindelige Følelse vilde nemt have kunnet samles i den sukkende Formel: „Herregud. Er der mere endnu?“ Menigheden satte sig resigneret i Lave. En gammel Kone maatte standse midt i sin Forberedelse til Hjemkørselen i den kolde Vintermorgen. Hun havde nemlig i Overbevisningen om, at Præsten var færdig, begyndt paa at trække en sort Uldhose over sin ene Sko. Nu maatte hun lade den anden vente til bedre Tider. Hun praktiserede den da ned under sit Sæde. Saa blev den da i al Fald dejlig varm.
Præsten skulde nu til sit „Posticulum“. Han saa’ neppe i Papiret. Han rettede sine store Øjne ned mod et Stolestade, hvor Ludvig sad hyllet i sin sorte Roquelaure. Magisterens Stemme bævede under en endeløs Lovprisning af Gud Fader, der havde havt den Ære og Glæde at se den Søn, i hvem han havde inkarneret sig, alt i sit tolvte Aar være en opponens irrefragibilis (en uigendrivelig Modstander) af de jødiske Skriftkloge; vokse i Visdom og Alder, i Naade hos Gud og Mennesker, tvinge den Onde til Tavshed og til at aflade med sin næsvise Importunitet, selv være lydig indtil Døden, den han besejrede, hvorved han vandt større Glorie end nogen General eller Admiral, som hyldes af Verden; Faderen havde set ham opstaa i Glans og megen Herlighed. Men ve os uselige Syndere for de Børn, vi inkarnere vore besmittede Sjæle i. I Tider som vore, hvor vor hellige Tro bespottes af liderlige Kumpaner og advocati diaboli i fjerne Lande og Stæder, spredes Vantroens Gift og æder sig ind i unge Sjæle, saa de glemmer vor hellige Confessio augustana samt foragter de gamle Sprog, hvori de hellige Apostle og Kirkens Fædre iklædte deres Forkyndelse af Evangelii-Sandheder og det himmelske Riges Mysteria, de Maal, hvorunder de gamle hedenske Vismænd havde udtalt de Sandheder, der var en λόγος σπερηατικος[3] i Uvidenhedens Mørke, for derimod at læse og snakke som tyske Korporaler eller vælske Harlequiner og Markedskræmmere. Derfor maa vi bede Gud om Kraft til at tugte vort vanartede Afkom og kun søge Visdom i den hellige Skrift og Divertissement hos de gamle Romere og Grækere. I enfoldige Bønderfolk kan nøjes med Skriften og Dr. Martin Luthers liden Katekismus … For frafaldne er en banket Trøje ikke for god og blodige Strimer paa Ryggen ikke for haarde … Amen!
Stemmen kvaltes i Hulken. Graad hørtes tydelig fra Stolestaderne, skønt der næppe var en af deres Indehavere, der forstod et Ord af, hvad Magisteren mente med denne Tilgift til den lange Julepræken. Men de var oplærte og vante til at græde, naar deres Præst græd. Han var i Dag saa overvældet, at han snøftede under Bønnerne og Velsignelsen, der sluttede Gudstjenesten fra Prækestolen. Degnen slikkede sig om Munden som efter Nydelsen af fede Æbleskiver med et Glas Brændevin til. Han havde opdaget, at Magisteren havde noget Specielt paa Hjerte. Abelone havde snakket baade i Herregaardens Borgestue og til Naboen om, hvor arrig Magisteren var paa sin Søn, fordi han lagde sig efter ny Lærdomme. Man saa Baronen og hans Dame nikke til hverandre.
— Hi, hi, hi! Nu græder Magisteren akkurat ligesom sin pietistiske Formand, og det bliver værre, jo ældre og federe han bliver.
Han selv, Degn Lars Kristensen, fik for Resten ogsaa let Taarer i Øjnene. Sligt fulgte med Korpulencen ligesom hyppig Vandladning med megen Øldrikning. Disse Naturlove mente Degnen at have udfundet.
Herskabet forlod Pulpituret, mens Præsten steg ned af Prædikestolen. Den øvrige Menighed blev siddende under Psalmerne og Mesningen, lige til Degnen havde endt sin Udgangsbøn.
Men da Magister Masmann gik ene hjem over Kirkegaarden, rystede han de foldede Hænder mod Himlen og sagde:
— O, tempora o mores! Ja, ja. Forargelsen kommer fra oven. Naar en salvet Dronning bliver en tysk Bartskærs Bislaaperske, hvad kan man saa vente sig af en stor Herre, der har været Ambassadør i vore Tiders Babylon eller Sodoma og Gomorrha? Men jeg vil takke Gud, fordi han lagde mig disse Ord paa Læben i mit posticulo. I al Ydmyghed tør jeg vove at benævne dem θεοπνευστοι. Hm — gamle Magister Sextus har ej glemt sin Græsk. Tvi dig an Ludvig, med det „hæsitanter“ (maadelig) for Græsken ! …. Men — min Prædiken var god. Min salig Fader Dr. Athanasius Masmann smiler uden Tvivl ned til mig fra sin Himmel.
Som Magisteren græd ved sine Ord paa Prædikestolen, bragte nu denne tilfredsstillende Selvkritik atter Taarer i hans Øjne.
Abelone Jeremiasdatter trak Kjolen over hans Øren efterat have reddet Parykken. Hun tænkte: Det er dog fælt, saa saadant et stort og ført Mandfolk flæber for ingen Ting.
Magister Masmann sad hele Dagen og sled med sin anden Juledagspræken og lod sig kun afbryde ved Maaltiderne. Abelone fik den gamle Erfaring bekræftet: at naar Præsten havde flere Helligdage i Træk, var han baade galhovedet og forskrækkelig madlysten. Da turde ingen tale til ham, og han aad værre end de værste Tærskere. Hun maatte af og til ind med Tørv til Ovnen i Præstens Kammers. Hun blev helt forskrækket, da hun efterat have rejst sig op ved Hænderne fra sin knælende Stilling, saa Magisterens brede Ansigt vendt imod sig og hørte disse Ord rettede til sig, om det end saa ud, som Magisteren talte til Loftsbjælkerne.
— Har min Søn, Ludvig, faaet Føde?
— Jo: Grød, grønsaltet stribet Flæsk, Rævensbensteg, to Gaaselaar, fem Æbleskiver.
— Men kuns tyndt Øl?
— Ja.
Det var nu ikke sandt, thi Abelone havde listet sig til at helde sødt og fedt Øl i Husets Førstefødtes Krus.
— Ved hun, hvad det var for et Fruentimmer, der var i Herskabsstolen sammen med Baronen? Ja, mig er det lige det Samme, om hun ved det eller ej.
— Ja hun skal kaldes Dame Donnyr, siger de.
— Hvad for noget? Hvad siger hun?
— Ja det er vel paa sin Udenlandsk. Men hun bruges ellers til at skænke Thevand og Sukkerlade og saadant Noget, som de bruger paa saadanne Steder, og hun sover i et stort Kammers i en af de spidse Gavle.
— Hvad rager det mig?
— Nej, mig heller ikke. Men se, mit Halvsøskendebarn Nille Sørensdatter, Stuepigen, hun siger, at det er en stor Plaser at slaa ud efter hende, for hendes Potte er af bar Sølv.
— Gaa ud med sig og det straks, sagde Magisteren.
Han var blodrød i Hovedet og hans zigsagformede Tindingaarer svulmede.
Abelone smed Resten af Tørvebeholdningen ud fra sit Fang paa Gulvet og skyndte sig ud.
Præsten rejste sig, løftede Hænderne mod det sodede Bjælkeloft og sagde: Akkermær! En Natpotte af Sølv! Ja det er som den tyske Bartskær, Struensee … selv da han sad i Cachot, havde han slig en Potte under sin Seng … Hm, hm! Men Menneskene vil ikke høre, ikke se … En slig Tæve med Sølvnatpotte! Ja Herrens Langmodighed maa sandelig admireres! Men denne Kvinde, som fører Forargelsen hid til dette Fredens Sted, og viser sig den hellige Julemorgen i Herrens Hus, vil komme til at opfylde Profetens Ezekiels Ord: Og Du skal æde en Bygkage, og den, den skal Du bage med Skarn, som er udgaaet fra et Menneske, for deres Øjne.
Magisteren havde arbejdet sig rød og hed. Han saa ud i sin Gaard — hvortil kun det ene Vindue vendte ud. Han saa den mægtige Mødding, der nu laa saa pænt overdrysset med Sne, at den lignede den sukkerbestrøede Æblekage, han plejede at faa til Nyaarsaften. En Damp hvirvlede ud af Kostaldens øverste Dørluge, Altvidnende om Varme og Liv. Magisteren, som havde i Sinde, sædelig forarget over Menneskenes Genstridighed og Liderlighed, at udslynge en Forbandelse, følte sin Vredes Pil knække mod det Bløde og Varme fra Mødding og Stald. Han bad en sagte og from Bøn for sit Hus’s og Landets Trivsel. Han sukkede let og gav sig til at udarbejde Prækenen til anden Helligdag.