Gamle billeder/1.4

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 48-54

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

IV


Den 27. December gik hen i stor Stilhed. Magisteren mediterede og sov. Hans Søn holdtes endnu i en Slags Arrest paa Loftskammeret med rigelig Forplejning, sov og læste, for stundom op og læste højt, saa Abelone kunde høre det ned ad Loftstrappen, naar hun bragte ham Tørv eller Mad. Hun sagde ved sig selv:

— Laad’vig bliver kanske endnu skrappere til at præke Omvendelse end Magisteren. Bare han ikke vilde blive saa længe ved og præke Bønderne i Søvn. De Bæster har jo ikke bedre Forstand. Og hvor skulde de vel faa den fra? Nu da de slipper for Træhest og Hundepisk, kan de jo slet ingen Opdragelse faa.

Magister Masmann havde med samme Omhu, som han havde udarbejdet sine to Prækener, arbejdet paa en „Admonitio“ (Formaningstale) til sin Søn, som han havde tænkt paa at slippe løs paa „fjerde Juledag“.

Magister Masmann var ikke helt rolig. Han havde før Sønnens Ankomst været saa sikker paa sig selv. Men først dette Greb om Piskens Snært og saa det af Lyset aabenbarede frembrydende Skæg paa Sønnens Overlæbe, Hage og Kind havde knækket hans tidligere aandelige og legemlige Habitus over for Sønnen. Ludvig kunde trænge stærkt til at rages, og skønt Magisteren havde faaet Hug af sin salig Fader, fordi han i sit sekstende Aar alt lod sig rage to Gange om Ugen, maatte han, hvor nødig han end gjorde Tidsaanden den ringeste Indrømmelse, dog erkende, at Tidernes Vanart var saa stærk, at man kunde risikere Alt ved at give en karlevoksen Søn Hug og Slag. Det var en Følge af Bondefrigørelsen.

Thi havde Magister Sextus Masmann en urolig „fjerde Juledags“ Morgen. Ingen Disposition vilde fæstne sig i hans Sind, og han lagde jo altid Plan for hvad han vilde sige. Han kunde kun ekstemporere, naar han var yderst opbragt og ingen Skranke kunde eller vilde sætte for sin Forbitrelse. Men nu traf det sig i visse Maader saa heldigt for ham, at han blev saa arrig paa hele Verden, fordi han ikke kunde faa sat Façon paa den faderlige Formaningstale, at han i Fortvivlelse for op fra sin Lænestol, sparkede til den med sin store, fedtlæderbeskoede Fod, saa Stolen ramlede hen ad Rødstensgulvet med Bulder og Brag, løb ud af Døren og op ad Loftstrappen. Trinene knirkede og knagede, som skulde de knækkes af den svære Masse, de maatte bære. Dog standsede han midt paa Trappen, da Trækvinden mindede ham om, at han havde glemt sin Paryk, uden hvilken han jo slet ikke kunde optræde med imponerende faderlig Myndighed. Gangen ned efter denne gjorde Magisteren forpustet, men satte dog en Slags Dæmper paa hans Sind.

Ludvig kunde umulig tage fejl af de rungende Trin paa Trappen. Han havde ligget i Sengen, sprang ud derfra med Lynets Fart, trak baade Bukser, Strømper og sin sorte Roquelaure paa. Nu sad han ved Bordet med den store Spændebibel aaben, da Magisteren rev Døren op.

Under andre Omstændigheder vilde det have behaget Magisteren, at hans Førstefødte under sin Pønitense læste i den hellige Skrift; men da han nu havde sat sig fast i den Tro, at han muligvis kunde overraske ham enten i Læsningen af en ugudelig Bog eller i ørkesløst Driveri, blev han gnaven over, at Sønnens Dydighed krydsede hans Plan, at tåge Drengens Lekture til Udgangspunkt for Straffetalen.

Ludvig havde rejst sig op og stod i korrekt, ærbødig Stilling, samlende Roquelauren om sine ikke fuldt knappede sortegraa Knæbukser og over de i Aal hængende sorte Uldhoser.

Fader og Søn stod stramme foran hinanden. Magisteren rømmede sig, som om han vilde tale, men det blev ikke til Noget. Saa for Rødmen op i hans Ansigt. Han blev rasende paa Verden og Sønnen, fordi han ikke vidste, hvorledes han skulde tage fat. Pludselig rev han den store Bibel fra sin Plads og sagde:

Hvad læser du, din Tølper?

Magisterens Øjne faldt paa de opslagne Sider og læste, som skrevet stod:

„Og kong David var gammel, var kommen til alder; og de dækkede ham til med klæder, og han blev ikke varm. Da sagde hans tienere til ham: lad dem oplede til min herre, kongen, en ung pige, en jomfru, at hun kand staae for kongens ansigt, og pleye ham; og ligge i din arm, og min herre kongen kand blive varm. Og de opledte en deylig ung pige inden alt Israels landemærker; og de fandt Abisag, den Sunamitiske, og de førde hende til kongen. Og pigen var overmaade deylig; og hun pleyede kongen, og tiente ham, men kongen kiendte hende ikke …“

Det syntes, som om Magisterens Stemme bævede. En Taare faldt ned paa Bladet, og han sagde hen for sig: Heu, senem miserum! (Ak, ulykkelige Olding!), men lige med Et for Blodet op i hans Ansigt, og han raabte:

— Tvi — din ugudelige Krop! Du slaar op i den hellige Skrift paa Steder, hvor den hellige Inspiration ikke mærkes før ved Viderelæsning, og som giver skalkagtige Spottere Prætext for skammelige Angreb paa de hellige Skribenter. De Steder skal læses af ældre Mennesker, der kender Livets og Naturens sørgelige Vilkaar, men ikke af Skabhalse og Grønskollinger.

Magisteren rystede den store Bibelbog. En lille, i grovt Pap hæftet Bog faldt ned paa Bordpladen.

Magisteren opdagede, at det var en lille Bog og tænkte: „Naa, læser den Grønskolling Pasqviller, som dem, der udkom under den forbandede tyske Balbér, som nu sidder i Helvede, med sit afhugne Hoved og Haand og den stejlede Krop. Ja saa maa dog vist Kørepisken frem.“

Han dirrede, bladede og bladede igen og fandt Titelbladet liggende løst i Bogen. Det var tysk. „Leiden des jungen Werther“.

Magisteren gned sig paa Panden for at fremkalde en Erindring. Han havde hørt et og andet om denne Bog … Funtus! Nu havde han det!

— Ludvig, Ludvig! Hvad har jeg fattig Mand dog syndet, at min eneste Søn overgiver sig til arg Ugudelighed og liderlig Læsning? Vel maa jeg sige igen, hvad jeg en Gang har sagt i en Prædiken: „Det er med Mennesket i Verden ligesom med et Svin, dets største Fornøjelse er at vælte sig i Skarnet. Jo mere Skarn de kan komme udi, jo hellere vilde derudi, og saaledes er Synden det Element, i hvilket Mennesket vil leve, og saadanne mange Svin maa Gud desværre føde i Verden.“ Ved Du, hvad det er for en skiden og utugtig Bog? Tal! Jeg ikke alene tillader dig — jeg befaler dig at tale.

— Min Fader, har De læst denne Bog?

— Hold din Mund, din Slyngel! Tror Du jeg læser saadan unyttig Pølsesnak! Men nys mindedes jeg, at samme Pasquil er morderisk mod Religion og gode Sæder, hvorfor den er bleven strængelig forbudt af det højærværdige teologiske Fakultet ved Københavns Akademi, og sagtens er Forbudet blevet konfirmeret af det høj-kongelig danske Kancelli. Vil din Hund være klogere end Kongens Kancelli og det samtlige teologiske Fakultet, af hvis Lærdom Du om et Par Aar skal suge Visdommens Honning ind, Du Spyttegøg! Jeg befaler dig at tale!

— Min Fader! Denne liden Bog indeholder saa søde og liflige Ord, viser En saa meget, der har levet inde i Ens Hjerte, som man aldrig har vidst laa derinde, og som denne Bog lader strømme ud i Ord, der er som den yndigste Musik.

— Hold dog din Mund! siger jeg.

— Men min Fader befalede mig jo at tale.

— Men jeg forbyder dig at prise et forbandet liderligt Skrift. Den Slags Pasquiller skal den Vej — ligesom Pavens Bulle mod Dr. Martin Luther. Hjælp at rejse din Fader fra det formaledidede Savelad af en Stol.

Ludvig beredte sig til at tage et Tag i sin svære Fader. Men denne tabte Taalmodigheden og sparkede ved Hjælp af sin bredsnudede Sko Kakkelovnsdøren op og kylede Goethes lille Skrift ind i Ovnen. Ludvig var lige ved at ville hindre det, thi Bogen tilhørte hans Konrektor. Men han saa straks, at hans Faders Daad var unyttig, da der ikke var Spor af Ild i den opbunkede gule Tørveaske. Magisteren var for hidsig til at bemærke det. Bogen kunde i det højeste blive lidt lunken paa Bindet.

Magister Masmann fik fat paa en i Læder indbunden langt tykkere Bog. Den var paa Fransk. Det Sprog var han ukyndig i, læste blot Forfatterens Navn Jean-Jacques Rousseau, Citoyen de Genève. Han kløede sig under Parykken og sagde:

— Jeg véd nogenlunde, at denne Russo var en forløben Bønhas, der rendte fra sit Handværk og blev Papist, men at han siden igen blev Kalvinist. Men trods disse Hæretikeres højst afskyværdige Lære om Nadveren om Prædestinationen fra Evighed af, er de dog bedre end Papisterne. Disse Hunde brændte en af hans Bøger, saa der maa dog vel have været noget Godt i den. Den kan Du foreløbig beholde.

— Vil min Fader læse den først.

— Hold din Mund, Grønskolling. Jeg læser ej det Snøvlesprog. Men jeg handler aldrig uden grundig Meditation. Nu er din Carcer hævet og Du kan gaa ud for din Sundheds Skyld og lufte dig efter den megen Julemad, at ikke dit Blod skal blive tykt og surt.