Gamle billeder/2.2
II
Det var en peripatetisk Tilværelse, han førte, den store og robuste Ludvig Masmann.
Han strejfede rundt — efter hvad? Efter Højen, hvor Dydens Tempel rejste sig marmorblinkende med en ionisk Søjleomgang — efter Lyksalighedens Ø, omflydt af klare Vande, hvori dejlige Najader væltede deres hvide og fyldige Legemer — efter Parnassets Bjerg, hvor Apollo som Korfører og Lyraspiller kommanderede de ni Camoeners rytmiske Dans! Han fandt kun saare tarvelige Surrogater for, eller snarere Parodier paa, hvad han søgte.
Det var dog en pæn og en herlig By at se til, Tvillingrigernes Hovedstad — Akselstad ved Sundets Vove!
Knejsede ikke stolte Bygninger der — det mægtige Slot omsluttet af de stille Kanaler? Vor Frue, under hvis skyhigende Taarn Guldkuglerne skinnede? De sære barbariske Tingester som Børsen og Rosenborg med deres kuriøse Krimskrams, Minder om den Tid, da der var heksende Feer og forgjorte Ungersvende?
Heldigvis veg Overtro og Fordomme for Oplysningens Sol!
En nyere og bedre Smag syntes at ville bryde frem og bringe Fornuften til dens Ret ude i Kvarteret hinsides Hallandsaas omkring den herlige Norgesgade, saaledes i de herlige ny Palæer om Amalienborg.
Til Sommer maatte Staden blive endnu skønnere, naar dens Haver var grønne. Studenten havde gennem Porte gaaet tværs over Gaarde, og der mangen Gang fundet en Gaardskarl med det ham saa hjemmehyggelige sjællandske Maal; især i de mange Bryggeri- og Brænderigaarde, hvor Dranken dampede af de aabne Kuler eller Duften af Køer og Stude stod ud fra de okkerbestrøgede Staldlænger med det tjærede Bindingsværk. Og Gaardskarlen og Præstegaardsdrengen kom umærkelig ind i Diskussion om Kvæget og fulgtes ind i de lave, varme Stalde og ud i Haven, hvor Møddingen laa, hvor Bedene tegnede deres sirlige Afdelinger, hvor Taks- og Buksbomtræer, afklippede i Tenform, stod grønne under de afbladede Linde og Aske. Der laa et Brædelysthus, efter fattig Evne stræbende hen mod at ligne en Pavillon i en fransk Park. Men demde i lune Sommeraftener maatte man kunne have det godt med nogle søde Smaapiger. Der maatte man kunne synge unisont, om uskyldige Glæder i Naturens Skød, mens mørke Tordenskyer trak op i det fjerne og varslede om Wertherske Lidelser, mens Vinden tog kraftigt Tag i de højere Træers Kroner, og Vindhanen svirrede pibende og blinkende om i det nærmeste Kirketaarn.
Saa hyggelig duftede Naaletræer og Buksbom. Og til Vaar og til Sommer? Hvad? Saa kom Krokus, Hyazinter, Tulipaner, Roser, Liljer … og se nu! Der laa Svalegangen paa den anden Side Gaarden langs første Sal.
Hvad var det?
Inde i den dæmrende Gang skinnede blegrødt og hvidt … Hvide Tørklæder om Hovederne paa de blegrødkjolede Piger! Tindrede der klare og brune Øjne under Hovedklæderne?
Lød der kvidrende Latter deroppe fra? … Var Ludvig Masmann fuld eller gal?
Nu strittede jo Ærte- Bønne- og Humlestænger nøgent op som truende Ris for hver en Fantasts Bag.
Nu hang jo smeltet Rim paa de pjuskede Hække.
Det kunde blive saa skønt — ja naar?
Livet kunde være saa dejligt, men var det ikke.
Maaske var de Hovedklæder, Ludvig Masmann havde sværmet for i Svalegangen, Bleer, der var hængte til Tørring.
— — —
— Ja, for at komme tilbage til Møddingen — lød Gaardskarlens herlige Sjællandske, saa vil jeg da sige ham, at Møget bliver først rigtig dejligt, naar der kommer lidt mere Svinemøg og Menneskemøg til det meget Komøg.
— O, Dydens, Lykkens og Sandhedens Tempel med Søjler af ionisk Orden!
Det luftede op. Novemberdagen blev som en Vaardag. Lyset blev klart og mildt. Alt blankt, der kunde faa Glans: Vindfløje, Taarne, Trapper, Laasegreb, Vinduer, blinkede livsglad og livsforjættende. En sejrrig Luftstrøm skyllede den skidne Taage væk. Selv de smudsige Vandpytter i den daarlige Brolægning lo humoristisk til de Fodgængere, der maatte passere dem: til de Unge, der sprang, til de Gamle, der skrævede over dem, til Børnene, der pladrede i dem som Ællinger i et Gadekær.
Skyer med solbrændte Rande spaserede kønt over Himlen i Menuettakt med svulmende Parykker paa Hovedet.
Der er det rare ved Skyer, at man kan faa Alt, hvad man vil, ud af dem.
De blev for Drengen Senge for søde Amoriner med trivelige Maver og smukt friserede Krøltoppe. De væltede sig i dem som Figurerne paa Relieffer i Slottenes og Herskabsgaardenes Frontispicer Knejsende oppe i Spidsen af den pyramidalske Komposition, lavede Studenten en stolt Kvindefigur: det kunde være Dyden, Friheden, Sandheden, Gavmildheden, Tapperheden, Vindskibeligheden — Personifikationen af Alt, der bragte Menneskene Lykke og Velvære.
Var det den ny Tids Gry? Var alt Tyranni, alt mod Ungdom og Fremskridt fjendtligt blæst bort med Taagen? Lød der Fanfarer i den rensede Luft?
Jo — det var ingen Løgn. En prægtig Hornmusik tonede nærmere og nærmere.
Studenten var atter dreven ned mod Marmorbroen, hvor han sidst saâ det afstivede, udgjorte Kongedømme fare forbi og forsvinde om Hjørnet af Voldgaden, og som en Pøbelrøst slyngede den saa berygtede Kongeskøges Navn ud imod.
Nu lød Hestehove klangfuldt mod Broen! Sølvtrompeter blev det blankeste af alt det blanke. Ned fra dem hang tunge sølvfrynsede, overbroderede Faner; lysegult, rødt, hvidt, metalglinsende Stoffer sprang frem mod sorte Ridestøvler med Solens ligelinjede Sølvstraaler langs Skafferne. Igennem hele Massen bølgede og vajede Svajfene i Hjelmene og Halerne paa de hvide Trompeterheste.
Da Trompeternes Kor var passeret, red i et aabent Rum foran Rytterafdelingen en lille, spinkel bleg Knøs i lysegul, sølvbroderet Dragt og røde Bukser i de store Rytterstøvler. Lyseblaa Øjne under store, hvælvede Øjenlaag hilsede mildt omkap med den dragne Klinge i hans højre Haand. Solen flimrede i hans hvide Øjenhaar. En skikkelig og hyggelig Glæde laa over det brave, grimme Ansigt med det lille Underbid.
Det var Danmarks elskede Kongeson, „Folkets Ven“, der personlig førte sin Hestgarde ud til en Mønstring paa Fælleden, hvor han efter Evne vilde udøve Taktiken efter Tidens bedste Mønster: Preussens store Friedrich.
En Menneskemængde havde samlet sig i en Fart og trængtes af og til lige ind paa Hestene, mens Hurraraab drønede. Kronprinsen sagde venlig til nogle Børn, der blev skubbede lige mod en Trompeterhest:
— Nej — nej … pas dog paa, kære Børn … jeg vilde møjet nødig ride Jer over.
Ludvig Masmann lod sig drive med Mængden, snart i Skridt, snart i Luntetrav, op over Nytorv, hvor Prinsen holdt an et Øjeblik foran Vajsenhuset. Der stod uden for Porten en Gruppe hvidklædte Smaapiger. De sang, men hverken Kronprinsen eller andre kunde opfatte Melodi og Tekst, saa spædt lød det.
En lang, sortklædt Skikkelse førte an med en Slags Stok. Hans pudrede Bukkelparyk skinnede som en Tot halvsmudsig Sne over en hele Ansigtet beherskende rubinbesat Næse, som i en Fart bøjede sig dybt, alt som Ryggen krøgede sig som en Pilevaand for et Vindstød, lige som Prinsen kom ud for ham og hans rødfingrede Smaapiger. Fyrsten hilste med et venligt Udslag med Haanden, „Møjet godt!“, og red videre. Trompeterne foran ham blæste atter løs.
Kavalkaden red langs venstre Side over Gammeltorv og ned ad Vestergade. Da opdagede Ludvig Masmann, at der fra de i Torvet udmundende Gader mod Nord og mod Øst udmarcherede Fodfolk: først sortegrønne Livjægere anførte af guldkvastede Officerer, med højpuldede Hatte, overragede af sorte Fjertoppe. Nogle røde Soldater med trekantede Hatte paa Sned kom fra Øst, fra Studiigaardens Side kom de høje røde sølvskrammerede Livvagtskarle af Garden til Fods med en bølgende Skov af Bjørneskindshuer, i Spidsen svang en kæmpehøj, langskægget Tambourmajor en sølvbeslagen Stok, kastede den op i Luften og fangede den igen. Efter Musikken kom nogle Geledder af langskæggede Fyre med Skødskind og Økser …. ja, der var ingen Ende paa de udmyldrende Tropper, som henne paa Hjørnet af Torvet og Vestergade stødte til Kronprinsens gule Rytterkohorte.
Nej, hvor følte Præstesønnen fra Landet sig imponeret af al denne Vaabenglans i solblinkende Bajonnetter og i de broderede og bekvastede Officerers dragne Kaarder, alt mens krigerisk Musik gjaldede fra alle Sider: Lurer, der kaldte til Kamp og Sejr!
Det var værdt at leve i dette Land! Valdemar Atterdag brød frem i den unge hvide Kronprins … lad saa den fjollede Kristoffer II eller Kristian VII visne ham, den fjollede Hanrej!
Nej, Kongesønnen, Frigøreren, vilde genoprette Valdemarernes Dage samtidig med, at han gav Friheden til Læ for Fredens milde Dyder!
Ludvig følte Lyst til i Løb at indhente den hvide unge Prins og knæle foran hans hvide Hingst af Frederiksborgs Stod.
En velgørende Andagt, et Opsving op mod det højeste Væsen, en Overbevisning om Sjælens Udødelighed gennemsprudlede hans Aarer, og han nynnede Melodien til:
Seid umschlungen Millionen!
O! Der knejsede vor Frue Kirke bag de gamle bladløse Træers violette Gitter! Orgelklang lød ud. Det var herligt at høre disse Toner ovenpaa de krigerske Metalstrubers Opfordring til Krig. Han tænkte paa Elias, der ikke hørte Guds Røst i Stormen, men i de milde Luftninger.
Kirkedøren stod aaben. Der var Barnedaab derinde.
Ludvig Masmann gik derind.
Hvor stod de stødt og ædelt, de lange Kirkeskibe med Skoven af fire Rækker stærke Piller, hvorfra Ribberne groede ud og svang sig i skønne snørklede Figurer op i det af Guldstjerner tindrende spidsbuede Loft.
Studenten listede sig om paa Tæerne og hørte adspredt den Mumien fra Døbefonten. Den druknede i Ekko.
Her var saa meget at se. Der stod til højre det brogede Marmormausoleum over Ulrik Kristian Gyldenløve med de dristig svungne Volter i Gavlene, ham, der hug lyst mellem Svenskerne under Belejringen af det København, som nys i Solglansen havde vundet Ludvigs Hjerte. Gyldenløve, den store Pandekløver og Hjerteknuser!
Og til højre for Koropgangen mindede de glinsende Slavefigurer paa Cort Adelers Monument om „Adelsborsens“ straalende Bedrifter under Dogernes Fane, om hans Sabelhug, der med ét Hug halshuggede den lede Tyrk , saa Hovedet lig en Keglekugle rullede hen ad Dækkets Planker.
Bag Koret skuede „Ærlig- og Velbyrdig Mand, Hr. Axel Urop“, i Panser og Plade, saa stivt fra sit Marmor-Epitafium ned mod den Forbilistende. Han syntes, han hørte Panseret klirre.
Ludvig Masmann gik efter at have set, hvilken glimrende Hær vi havde i Nutiden og efter at have besøgt Landets ærværdige Hovedkirke, ud paa Kirkegaarden som en glødende Patriot med frejdig Tro paa sit Fædrelands store Fremtid.
Der kom ogsaa noget skinnende blankt mod hans Øje.
Det var fra de pudsede Sølvknapper i en blåa Bondekofte. Dens Ejer var en høj rank Mand med Faldehat af Uld, lang rød og grønstribet Drejels Vest, der naaede til Knæerne. De hvidgule Uldhoser stak op over de vide Støvleskafter. Langt rødblondt Haar hang ned paa de brede Skuldre.
Den unge Bonde stod med aaben Mund og ilbagelænet Hoved, med Haanden over Brynet skyggende for Øjnene og syntes fortabt i andagtsfuld Beundring af Frue Kirkespirs luegyldne Krone.
Da Ludvig kom ham nær, studsede han lidt. Han skulde kende ham. Jo vist, jo vist: Det var jo Sønnen af Fæstebonden i den Kirken nærmeste Gaard hjemme, Anders Mogensen.
— God Dag, sagde Studenten, idet han strøg Bonden forbi.
— Nej, men nu har jeg aldrig kendt Mage, sagde Bonden og fæstede sine Øjne paa Ludvig ….
Det maa lige godt være Magisterens store Laadvig.
Han kyssede paa sin egen Haand, før han flyede Ludvig den.
— Ja, det er jo Mogens Andersen fra Randløv.
— Ja, det skal jeg aldrig fragaa, sagde Bonden.
— Hvordan staar det til hjemme?
— Jeg synes nu, det staar godt til, men der er jo dem, der synes, at det staar ilde til.
— Hvordan lever din Fa’r, den gamle Anders?
— Jo saamænd. Det vil sige, han lever slet ikke, formedelst han er død.
— Saa — aa?
— Ja, det skal jeg aldrig fragaa, at han døde for en Maaned siden.
— Saa — aa? Hvad døde han af?
— Jeg tror, han ærkede sig ihjel. Ja han blev med Et saa mat. Tænderne faldt hele ud af Munden, saa han daarligt kunde tygge Foret.
— Hvad ærgrede han sig over?
— Ja, det er underligt at tænke paa. Han ærgrede sig over det, som fornøjede mig.
— Hvordan det?
— Jo, da de rigtig tog fat herinde i København paa at tænke lidt over vos Bønders Sager og Alt det blev besørget med Udskiftning af Jorden og Udflytning af Gaarde, saa sagde han, at det var ledt saadan at vælte op og nør paa det hele Land. Og jeg tør jo ikke sige andet, end at baade Magisteren og Lars Degn gav ham Medhold og blev saa medlidende, da Baronen gav den gamle Jeremias Ladefoged hans Afskén, over det han var saa fus mod de Kommissionsherrer, som Kongen sendte ud for at bringe alt det i Redelighed.
— Er I blevne af med Tvangsskiftet og Fællesgræsningen i Overdrevet, som tre Byer sloges om?
— Ja, sikken en Komedie! Nej helt er vi jo ikke færdige. Men jeg regner ud, hvad der med Tiden kan spares for mig, naar jeg ikke skal rende en halv Mils Vej fra den ene Ager til den anden, og hver Gaard faar sin Lod. Saa kan man jo tilsaa og høste, naar man vil, og behøver ikke at vente paa en anden Bonde, naar han er en søvnig Rad, der ingen Vegne kan komme. Saa kan man faa Orden paa sit Kre’tur og kan være fri for at slaas med Fangsmændene paa Overdrevet. Man sparer mange Kander Øl og Pægle Brændevin og rede Styvere til Ride- og Ladefoged, naar der kommer Orden i Arbejdet paa Hovmarken. Og saa behøver en gammel Bundemand ikke at lade sig piske og sparke af en snottet Lakaj eller saadan en gammel Rævetrækker som Skrædderfrans, det Utuske.
— Hvad siger Baronen til alt det:
— Jo, han siger ikke andet end godt. Gud véd, i hvor mange Aar han aldrig har set en eneste Tønde Land af sine 1800? Men nu i Høsttiden var han hjemme, havde ikke sin Fløjels-Dullike med, men red om paa Hovmarkerne og saâ paa hele Re’ligheden.
— Hjalp det paa Tingene?
— Ja — bare over det, han var der, for ellers saa har han vel ikke saa stor Forstand paa de Dele. Men han er saa artig, at man bliver hel underlig ved at høre saa pænt han snakker til en Bundemand, ligesom det kunde være hans Næste. Han kørte hele Godset om med nogle fornemme Herrer med fine Klæder og snakkede altid med dem iet fremmed Maal. Det kunde være meget rigtig regnet ud, for Bønderne skal ikke forstaa alting. De kan jo ikke blive kloge paa alting, naar de lige nylig har været Bæster.
— Sandhedens himmelske Lys vil snart opgaa for dem ogsaa.
— Næ—j. Det vil vare en god Stund endnu. Vi plejer ikke van at køre i skarpt Trav ude paa Bundelandet. Jeg er nu vis paa, jeg kan aldrig komme efter Tysken.
— Savner Du det ikke at kunne Tysk?
— Ja jeg skal sige vos noget. Baronen har tåget en Holstener til Ilspektør, som vi skal kalde ham. Det er ellers en flink Mand. Jeg kom ikke til at give saa mange Penge, da jeg fik mit Fæstebrev i Stand, som min Svoger, Jeppe Nielsen, maatte ud med til Ridefogden for et Par Aar siden. Men naar han snakker til En, saa er det ligesom Klapren af Hjul og Valser i Niels Knudsens Møllehus. Jeg har havt en Del Mas med bare at lære at sige „Nichts“ eller „Was behas?“ Og saa griner han endda af mig.
— Og min Fader er vred over alt det ny?
— Ja, Jøsses. Naar man møder Magisteren paa Gade og Sti, saa sprutter hans Øjne Edder og Forgift. Og alstillens driver han sin tykke Knortekæp mod Gærdestaverne og bander paa Latin eller Græsk. Det kunde jo ellers skille ham lige meget, for Kongen herinde vil jo hverken røre ved hans Tiende, Offer eller Smaaredsel. Men ellers trives han godt, er tyk og fed, og sla’r i Prækestolen, saa Støv og Skidt ryger langt ud i Kirken?
— Og mine smaa Søstre — og Abelone?
— Ja se Tøsene obselverer jeg ikke større paa, men de render jo om som andre Kippekalve. Abelone — ja hun kan sagtens — hun faar jo Lov til at labe lige saa meget Sødmælk og æde lige saa mange Snitter fedt stegt Flæsk, som hun kan hulke i sig. Hendes Fa’er, den gamle Jeremias Ladefoged, lider heller ingen Nød. Han faar Kosten paa Herregaarden og passer Fjerkræet.
— Naa — saa ser jo alt vel ud …. Er det første Gang, Du er i København, Mogens?
— Ja, det kan nok hænd’s. Det er jo ogsaa en myrderlig Rejse. Jeg var hele Natten om at komme hjemmefra hertil. Men det er mageløs at se saadan en Mængde Slotte og Kirker, og alle Husene ligner jo bare Hovedbygninger til Herregaarde. Ellers spør jeg mig for, for det er ikke altid, at jeg kan finde ud, om det er et Slot eller en Kirke, jeg ser for mig, især naar der er Taarn paa. Somme Tider er jeg faret vild, men man kan mærke, at Kongen har befalet alle Mennesker paa Jorden at være gode mod Bunden, for de viser En saa pænt Vej, naar man staar og glor om sig som en Drevsehund … Jeg vilde dog se den By og den Konge, hvorfra der gaar saa meget godt ud til vos Bønder. Tænk, jeg saâ Kronprinsen, Kongens Søn, Landets Ven, nys ride ud med alle sine Mænd, og jeg var lige ved at falde paa Knæ lige nør i Skidtet. Jeg syntes, at jeg var i Paradis, da jeg saâ den dejlige Prins med de hvide Øjenhaar! De skinnede saa blidelig som Vipperne paa hvidmodent Korn. Det var nydeligt at se paa. Det var ligesom at gaa i Kirke paa en af de store Højtider.
Mogens fejede Taarerne af Øjnene med Fingrene og snød saa sin Næse med samme Redskaber. Han stod længe stille og betragtede sit Bysbarn. Saa sagde han pludselig, idet han rankede sig:
— Kaske Magisterens Laadvig ikke er for fornem til at drikke en Kande Øl med en yngre Bundemand, som Kongen har udnævnt til en fri Borger. Jeg har hørt om en herinde, som hedder Kristoffer, og han skal have godt Øl. Han ved vel nok, hvor Kristoffer bor? Han er gift med Jesper Olsens Datter Trine fra Tranløse — hende, de kaldte Tælleklumpen, da hun tjente hos Kristen Povlsen i vor By. fordi hun immer holdt sig saa bøvet.
— Ja vel, sagde Ludvig, uagtet han hverken kendte Kristoffer eller Trine.
De to Bysbørn forsvandt i en Kælder og fortsatte Samtalen i godt Kammeratskab.