Gamle billeder/2.3
III
Alt svømmede i Almenaand. Den unge Rus følte dens Bølger lukke sig over sit Hoved. Paa en Maade som Lethes Flod.
Elskovs Jubel og Smerte i Anledning af den store Fløjelsdame ved Møllesøen og den vemodige Fløjteidyl ved den gulhvide Aa: Møllerpigen med den lige, troskyldige Profil laa for ham som tabte Mønter paa Havbunden. Rousseaus Heloïse var vegen for hans „Contrat social“, og Werthers Solo var veget for de hinanden omslyngende Millioners Kor.
Ludvig havde vel fundet Kammerater. Ingen kunde paa deres usselige Hybler samle nogen om sig, og de, der sad paa kolde Kvistkamre i Baghusene, boede endnu simplere end han paa Skriverens Gang. Hans Vælling med Skind og Grød med Klumper i var dog varm Mad. De fleste af Kammeraterne havde kun en tør Klipfisk, en Spegesild og en Rugsimle til Hovedmaaltid.
I smaa Bagstuer og Kældere samledes de unge Musasønner, og under Pibernes tætte Damp tømtes det eneste paa Omgang gaaende Glas tyndt Øl eller Citronvand. De sang de Byen omløbende Klubviser til Ære for Vinguden, Ord om Fremtidens fri Broderskab mellem Folkene steg unisont begejstrede fra de klingre Struber. De var saa fulde af Entusiasme, at ingen anden Spiritus gjordes Behov.
Det skete gerne om Eftermiddagen efter Kollegierne paa Studiigaarden. Dels havde Minervas Sønner daarligt Raad til at brænde Tællelys paa Bordet i den Hule, om hvilken de sang saa troskyldigt:
Mihi est propositum
In taverna mori,
dels kunde de risikere Vægterindblanding, naar de efter Klokken ni forstyrrede de smaa Huses smaa Borgere.
Ludvig var en af de mere velhavende. Hans Vært havde Ordre til af hans Fader at udbetale ham en Rigsort om Ugen til de for ham værdige og Ungdommen passende Fornøjelser. Skriveren havde egenlig ogsaa Magisterens Ordre til hver Gang, han udbetalte Ludvig Rigsorten, at formane ham til værdeligen at bruge, hvad hans Faders store Godhed saa rigelig ofrede paa ham, samt til at huske paa og nøje indprænte sig, at 1 Rigsort om Ugen blev en hel Rigsdaler om Maaneden. Endelig var det ogsaa Skriverens Pligt at formane den unge Person til varagtig at holde paa den rette lutherske Tro efter den Augsburgske Konfession og ikke for sikkert stole paa, hvad Sjællands Biskop, Dr. theol. Balle, lærte, saa som han havde studeret i det mindst halvhæretiske Göttingen.
Men Skriverens Hjerne kunde ikke rumme disse Formaninger. Han mumlede noget mellem Gummerne om, at en Rigsort var 8 ß Kurant — og saa mumlede han noget endnu uforstaaeligere som: „Og saa er der jo det, han ved nok med Katekismussen og Gud og saadant Noget — og det med Bispen, og hvad Fanden det nu er et cetera.“
Ludvig kunde ikke begribe, hvad Kættersk der udgik fra den store, venlige Biskops Mund. Det var Definitioner og Ræsonnementer paa Latin som alt det andet, han hørte oppe paa „Akademiet“, hverken morsommere eller kedeligere end Mag. Birgerius Risbrighs Logica og Metaphysica. Det var den ugraduerede Extraordinarius Stephanus Fumars, han søgte, thi han talte dog Fransk. Han gennemgik lingvæ gallicæ præcepta (ᴐ: Reglerne for det franske Sprog) og elegantiores scriptores et autor es in hoc idiomate (de fineste Skribenter og Forfattere i dette Sprog). Det var heller ikke underholdende. Nogle Vers af Corneilles „Polyeucte“ eller af det allernyeste Thomas’s Lovtale over „Mark-Aurel“ blev oplæste med forloren Højtidelighed og konventionelle Armbevægelser for tre Tilhørere, som havde lige ondt ved at forstaa Mr. Fumars’s Franske og hans hakkende latinske Oversættelse med den franske Udtale af Latinen.
Oven paa en Eftermiddagstime 5—6 hos Mr. Fumars, slog den milde Frostluft og den pragtfulde Stjernehimmel mod Ludvig som et Pust fra den evig gode Natur og gjorde den i Auditoriet halvsovende Student lysvaagen. Gud, Naturens evige Ophav lyste mod ham ud fra Frue Kirkes mægtige oplyste Vinduer, og de lødige brede Orgeltoner tæt fyldende de rungende Buer derinde, klang mildnende ud i det frie Rum.
Han fandt saa lidt af Naturen og Gud i „Akademiets lave Haller“. Gud og Naturen havde foretrukket den fri Luft. Gamle Minerva var saa henskrumpen, at Guddommen var død og Naturen visnet i hende.
Halmtorvet laa der nedsænket som en dyb Dal gennem de høje Husrækker og de stejlt opragende Volde. Vagten blev løst af. Vaabnenes Metal klirrede i Frostluften. Trommehvirvlens dirrende Klang fra det lysplettede Trommeskind kom til sin Ret.
Vognene rungede helt under Vesterports Hvælving. Mellem Ravelinernes indsnævrende Mure med de lyse aflange Skydehuller lød Fodtrinene skarpt og sonort. Nu raslede Vaabnene fra en ny Vagt paa den anden Side Graven, omgiven af de kandiserede Træer og Palissader.
Der skulde noget til, at en dumdristig Fjende kunde trænge ind i Kongens Stad. Frihedens Træ laa i Læ, og der var godt afgravet og ophyppet mod dets Stamme. Se, hvor Ravelinernes Tinder og Skaar viste Tænder. De maatte kunne bide til, naar det skulde være.
Saa kom den lange Række Træer med Stjernestænk over de sorte Grene foroven og de bitte smaa, rødt brændende sammenløbende Lygteblus for neden. Fra de mørke Gange gav kun sjælden en Vandrer, og ikke altid en ædru, et Tegn til, at noget Levende rørte sig her. Kalvebodernes Vand dukkede frem til venstre hinsides lave Marker med mange Haver omkring sig. Vesterbros lave, langt fra sammenhængende Huse, nogle med Straatag, saâ ud som Gaarde paa Landet, omgivne af Agre. Hvor Frost og Vand havde samvirket til en Glidebane, saas hist og her en jublende Slagtersvend fra de nu stængede Træboder med Pigebarnet om Livet feje op under lige saa ugenerte Skraal, som Karle og Piger hjemme paa Byens Gadekær.
En høj ny Bygning, ikke ulig en mindre Herregaard med sine to Etages Hoved- og én Etages Sidefløj, laa tilvenstre i en Have. I Stueetagen var der nogle belyste Vinduer. Sang gik ud derfra. Man kunde skimte nogle Hoveder derinde hensvindende i Lysdisen. Andre løftede sig frem i kraftigt Medaillerelief.
Ludvig Masmann kendte af Anseelse og ærefrygtsfuld Beskuelse P. A. Heibergs kraftige Skikkelse med det noble Overansigt og det trodsige, lidt fremstaaende Underparti. Han saâ hans klare Øjne funkle om Kap med Vokskærten foran hans næsten urørte Glas med den røde Slagskygge hen ad Dugen. Denne ganske unge Mand havde alt vundet den unge Student ved Rigsdalersedlens Hændelser. Aldrig havde han moret sig saa inderligt som ved Læsningen af de første Hæfter. Han kendte den saa berejste Rahbek, hvis røde Haartop alle mente skulde udstraale et nyt Lys over den danske Skueplads, saaledes som han i „En gammel Skuespillers Breve til sin Søn“ havde trængt ind i Kunstnerens inderste Sjæl og i Dydens Anvendelse paa Kunsten. Han sank ikke i Ludvigs Agtelse, da han opdagede, at samme Lys bed Negle. Han opdagede „djærve Prams“ uforsagte Høgeansigt, og om dem, han ikke vidste hvem var, forudsatte han, at de var Blomster i vort Dannersprogs ædle Vang, der nu svulmede af Frodighed som en Eng i Vaaren.
— Ja, jeg vil ogsaa blive et saadant Skud i Danas Have — vent lidt — de Mænd er en ti tolv Aar ældre end jeg … Min Tid vil komme.
Nu istemmedes Sangen derinde:
At Slyngler hæves til Ærens Top,
at Æseler komme til Magt og Ære
Uvilkaarlig sang Studenten med, mens han stod udenfor og lurede ved Vinduerne. Med Knæerne trommede han enthusiastisk Takt mod Dørstolpen, tog saa Haanden op og indbildte sig at drikke af dens Hulning, mens Selskabet derinde lod den forrige Vise afløses af:
Mit fulde Glas, og Sangens raske Toner
og lystig Skæmt og Munterhed
jeg bytter ej med alle Jordens Kroner
og Salomoners Herlighed.
Ludvig Masmann hørte Skraben af Stole og saâ almindeligt Opbrud. Men Grupper samlede sig endnu en Stund. Han hørte Summen af Tale og saâ idelig Gestikuleren, saa de lange krusede Manchetter sviftede om Haandledene.
Han kunde altsaa staa lidt her endnu og nyde Synet af de aandelige Herremænd i Danmark.
Men pludselig gik Døren op, og en Mand var ved at falde paa Hovedet ud af den. Uvilkaarlig greb Studenten efter ham og fandt i sine Arme en pæn lille Mand, hvis sorte, stive, bredskyggede Hat han reddede i Faldet. Det stive Kalvekrøs skrattede mod Ludvigs store, kødfulde Haand. Den Fremmedes lange Kappe med det lille Skulderslag var gleden langt tilbage. Under den sad en mørk Kjole med blanke Knapper, queue de morue, et Par lyse, snævré Benklæder i et Par viksede Skaftestøvler. En Hob Signeter og andet Nips dinglede ned paa den diminutive Mave.
— Meget forbunden, sagde den soignerede Herre, mens han rettede paa sin Piskeparyk, der var gleden lidt ud af det vante Leje. — Snæver Dør! For snæver for et stort Hus. N'est ce pas? … God Morgen!
Han vilde flot gaa videre, men hans Ganglinie blev tvungen over i en usædvanlig stor Kurve.
Ludvig ilte til.
— Den megen Tobaksrøg — den megen Tale, mumlede han … Hm . . en af det ærede Selskab, formoder jeg . . Broder og Ven . . jeg vilde før have sagt — men jeg kunde ikke komme til Orde. Jeg vilde have sagt: Hil og Ære alt, hvad der er dydigt, anstændigt … honnête …. honnêtes gens var i min Tid det største Hædersnavn … nu nævner man det dannis … for jeg har været i Paris . . jeg er Justitsraad Nommels … jeg finder, at denne Translatør Heiberg gaar meget for vidt . . il est trop avancé … mener overhovedet: Fremad, men langsomt. Jeg kan ikke ret distingvere Herrens ærede Fysigonomi … erhan … eller De, siger man jo nu … en evig stormende Yngling eller en ældre moden Mand, opdragen med … Ærefrygt for Dannerkongen og den af den udmærkede Peder Griffenfeldt . . den Gang hed han Peder Schumacher, forfattede Lex regla …. hvad faler …?
— Ned med Tronerne! raabte Ludvig Masmann og blev næsten bange, da han hørte sin egen Stemme. Han mente nemlig ikke, hvad han sagde.
— Fy, fy … eller rettere sagt Pfui! raabte Justitsraaden og rev sig løs fra hans Arm. Men han blev staaende støttende sig til Muren af det Hus paa Vesterbro, hvortil Ludvig havde ført ham frem.
— Ha … vent lidt og hjælp en ældre Mand. I min Tid ledsagede de Gamle . . nej de Unge . . altid de Gamle.
Ludvig tog fat paa ham igen.
— Ser han … ser De, jeg siger: Altid, langsomt … besindigt. Saadan gør vi i Kollegierne. Deroppe løber ingen løbsk … Tro paa Gud … Ærefrygt for de af ham og vor naadige souveræne Arveherre etablerede Superiører …. ellers Friheden og Geniet leve! Jeg elsker Genier!
— Selv de forfaldne? sagde Ludvig.
— Næ — næ — næ! Poin du tout, som jeg sagde, da jeg var i Paris … Hvad mon Klokken er? Nej, ser De … den ulykkelige Struensee var et Hoved med lyse . . meget lyse Ideer … Jeg sprang i hans Tid to af mine Anteriører over i Kancelliet … men alligevel … Jeg tillader mig at holde mig til Fabius Maximus Cunctator … Det var en st— stor Statsmand. Og véd De, hvad jeg ogsaa siger: Immer Rødvin ... du vin rouge … idel Druesaft … aldrig Punch . . jamais . . jamais. Den gaar lige ned i Ens Extremiteter. Fy, hvor her bliver mørkt … Han har vel ikke onde Intensioner mod en ældre Person … unge Mand, han er da opfyldt af Dannersind. Han husker vel, at han traf mig i en Kreds, som er besjælet af franske Ideer og af …. af . . af Stavnsbaandets Løsning . . og af Hoveriets Regulation …
De var komne ind i Alleen til venstre. Tranlygterne var slukkede.
Justitsraaden blev en god Stund ganske tavs. Uroen, Ængstelsen, Luften syntes at stive og klare ham af. Da han saa lidt Lys glimte nede i Stadsgravens første Arm, saâ han om mod sin Ledsager og sagde uden Stammen:
— Unge Mand … De lever i en ædel Tid. Selv de Ældre rives med af vor gode Kronprinses og hans vise Raadgiveres ædle Hensigter. Men . . jeg holder Pegefingeren i Vejret og siger: Festina lente. Jeg gaar med i disse Klubber for med Besindighed at dæmpe og forsone. Ellers kan De tro, at det er herligt oppe fra Kancelliet i Ro at se Alting gaa frem, mens man sidder og ingen Ting risikerer .…. bare Heiberg vilde holde sin Pen og Pram sin Tunge i Lave. . . Men du min Gud og Skaber! Mon Vesterport skulde være lukket? Da er jeg et saare ulykkeligt Menneske.
Den lille Mand skyndte sig hen mod de sorte Portfløje, men pludselig gav han et Skrig fra sig og blev helt borte for Ludvig Masmann i det altopslugende Mulm. Han løb hen i Retningen.
Bums! der laa han, væltende i en uformelig, levende varm Masse.
— Naa . . Fa’en, kan En ikke ligge i Fred her med Buskabet sit?
Talen lød umiskendelig norsk. Ludvig Masmann troede at genkende Røsten.
Studenten famlede og følte for sig til alle Sider, fandt Laadenskab, Varme og levende Kød overalt. Pludselig lød med vældig Kraft et „Muh, muh“ lige ind i hans Øren.
— Jeg er falden paa en Komave, tror jeg, lød Justitsraadens spinkle Røst. Jeg kan føle et Yver … eller rettere sagt … reverenter talt — en af de, rent ud sagt Patter, hvoraf sligt Organ bestaar.
— Saa, Fa’n … hvad er det nu for En? Hold Kjæft! lød det paa Norsk. Det er dog et Svin af en By, det København. Fa’en i den Landsfader, som stænger Byen baade for Folk og Fæ midt om Eftermiddagen!
Ludvig sagde:
— Skal vi ikke se at hitte Rede i denne pêle-mêle?
— Det er en studeret Person, lød det paa Norsk.
— Jeg har været i Paris, lød den spinkle Stemme. — Je suis couché ici, mais.
— Hold Kæft! lød det igen paa Norsk.
Det var lykkedes Ludvig Masmann at overbevise sig om, at foran de lukkede jernbeslagne Portfløje laa der fire Væsener: Han, Justitsraaden, Nordmanden og en Ko, ved Hjælp af hvis Horn han svang sig i Vejret. Koen brølede igen i vilden Sky. Han tog fat først i et, saa i et andet Stykke Klæde ... hiv op! . . og han saa to Menneskeskikkelser, en lille og en lang rejse sig som lidt mørkere Masser i Mulmet — thi nu var Himlen ganske overtrukket … fandt Koens Horn — atter et ynkeligt Brøl! … Koen kom op og brølede igen.
— Men hvad i al Verden skal det blive til? klynkede Justitsraaden.
— Til Skidt og Lort, som det før var og vil blive fra Evighed til Evighed, sagde Nordmanden.
— Porten er lukket, lød det atter med Klager fra den, der ragede kortest op i Mørket.
— Ja, men saa sprænger vi den, erobrer hele denne fillede Stad, opretter et norsk Universitet, hvor jeg bliver Professor i Jydernes Afbankning.
Justitsraaden havde fundet Ludvig Masmanns Haand.
— Det maa være et meget excentrisk Menneske … og saa den Ko … og saa den Ko og den Port …
Det rungede og dundrede med lang og tung Genlyd. Den store Nordmand havde i Stormløb rendt sin Skulder mod Porten.
— Jeg vil ind! brølte han.
— Mu—u—uh — sagde Koen.
Nej, paa den Maade var den vel befæstede Stads vestre Adgang uindtagelig.
— Aa Gud — saa maa vi om ad Nørreport … Men den Ko, klynkede Justitsraaden.
— Koen er jeg ansvarlig for, sagde Nordmanden. Det er min Kammerat. Jeg har været ude med to Slagtersvende og tre Jenter paa Vesterbro. Og saa havde den ene Slagtersvends Mester en Ko paa Foder for en Brændevinsmand, og den ene, Svenden, skulde trække den ind til Ejermanden i Magstræde, men jeg lovede at besørge det for ham, da han blev fuld, det Svin. Men saa glemte jeg det ogsaa til nu, mens vi sad og drak Frihedens Skaal.
— Ja, det skal man være meget forsigtig med, sukkede Justitsraaden … meget moderat maa man være.
He — nu staar vi alle som Køer og glor paa en rød Port, som vi endda ikke kan se. Hu hej!
Et nyt, ganske frugtesløst Stormløb paa den mægtige Fæstningsport.
— Det Menneske og den Ko kompromitterer os. Kan vi to ikke liste os om ad Nørre?
Ludvig Masmann var klarhovedet. Han indsaa, at Fæstningen København maatte omgaas og ikke kunde tages med brat Storm.
Ved et Stød i Siden gjorde han den ældre Kontormand forstaaeligt, at han vilde gaa med, og de to satte sig alt i Bevægelse Arm i Arm. Men straks efter var Nordmanden og Koen lige ved dem.
— Nej, Koen min og jeg, vi slaar Pinedød Følge . . men ikke ad Nørrebro. Gaa med ud til Gæstgivergaarden Bjørnsdal paa Vesterbro. Der kan vi sove i Nat for 12 ß pro persona. Men I kommer til at laane mig de Penger … Naa, saa I griner, fordi jeg ikke siger Penge … men griner I, faar I Hug … Kom med, Ko! Saa kan Du komme i Fjøset … i Stald … for Fa’en; skønner I, I Tosk?
Justitsraadens Tanke blev mere og mere belyst. Der maatte dog vel være et pænt Værelse paa det ret bekendte Gæstgiversted, som en ældre, honnet Mand ikke behøvede at skamme sig ved. Og var det ikke faretruende at vove sig ud paa den bælgmørke Farimagsvej med denne gale Nordmand og denne rimeligvis ikke aldeles paalidelige Ko — og saa præsentere sig for Vagten ved Nørreport med samme Høvede — han — i hans Stilling! Rigtignok var han som alle sine Bysbørn vant til at møde hele Drifte af Kvæg, Faar og Svin, Ænder og Gæs paa Hovedstadens Gader, men han havde „højstens“ forholdt sig kontemplativt til disse Hobe . . og nu komme ned ad Nørreport med et enkelt Individ, som om det var hans Kammerat! Det var dog lidt infra dignitatem humanam (under hans Menneskeværdighed).
Men for at vise, at han var Academicus, og tillige vise jovial Venskabelighed, raabte han med forholdsvis forceret Røst:
— Jacta est alea! Eamus in vallem ursi! (Tærningen er kastet. Lad os gaa til Bjørnens Dal).
Nordmanden tog Hatten af og sagde:
— God Aften, Deres Velbyrdighed!
Men pludselig satte Koen i Rend. Nordmanden fôr efter den, greb den i Halen, og nu løb de begge stærkt gennem Alleen og den første Del af den landsbyagtige Brogade.
Justitsraaden følte sig foreløbig beroliget, da de to besværlige Fæller var borte. I ret rask og sikker Gang fulgte han med Ludvig Masmann.
Men uden for Gæstgivergaardens Port hørte han et Brøl og en Forhandling mellem Nordmanden og en Staldmester med en Nathue trukken ned over Ørerne. Den var heldigvis ved at ende med et sjællandsk Løfte paa, at Stedet vilde huse tre Mennesker og et Høvede for 2 ℳ 8 ß i det Hele.
Justitsraaden skændte mumlende paa den daarlige Trappe og det lille Rum, men lidet forvænt, som man var i de Dage, tog han de nødvendigste Klæder af og sov snart under den store bløde Dyne med Kvisttagets Skraaning over Parykken.
Nede i en Stue til Gaarden sad den danske og den norske Akademiker. En Tranlampes Væge hang ud gennem Tinpottens Tud, og med alle Eksistensers Trang til at verificere deres Tilværelse, spredte den en Tranaande ud i Rummet.
Aldrig saasnart havde de faaet Plads paa hver sin Træstol, før den store, ubarberede Nordmands Hoved faldt ned paa de svære paa Bordpladen udslagne Haandflader. Han snorkede som en Stud.
Men nu genkendte Ludvig Masmann ham. Det var jo med ham, han havde vekslet drabelige Slag hin Dag, da Kampen overskred den akademiske Landegrænse og trak sig helt ned til Raadhuset. Der laa han med en stor skægget Kind paa en stor, troskyldig Haand, sovende trygt som et stort Barn.
Ludvig Masmann fik, uden at han kunde begribe hvorfor, Fornemmelsen af, at Taarer bankede paa hans Øjelaag. Og straks efter bankede Latteren paa hans Strube. Denne store Mand, der vankede om med den fremmede Mands Ko og sin Rus var dog Noget, der kunde komme Folk til at lé. Og han lo, den store Præstedreng, lo højt.
Saa vaagnede Johan Brundsland.
— Hvem griner? sagde han og løftede et truende Blik under de sorte sammentrukne Bryn mod sin Genbo.
Han gnikkede sine Øjne.
— Nej, Fa’n. Den Næve (og han rystede Ludvig Masmanns Haand), den kender jeg …. Jeg mærkede den sidst over min Kæft … Det er Dig, som ikke er en Jyde … Nej, nu skal vi ha’ en Dram, Du … Hvad grinte Du ellers af?
— Af Koen, sagde Ludvig Masmann.
— Ti stille. Jeg kunde stortude over den Ko, Du.
— Kan en Ko røre dit Hjerte?
— Ja, den kan det. Hjemme i Norge i Fa’rs Præstegaard, var jeg mest Ven med Buskabet. Jeg løb med det til Fjælds op ad de grønne Lier og likte saa vel Klokkerne om dets Hals. Det er noget Tøv, siger Du, men det er det ikke. Jeg bliver aldrig Dansker, jeg. Denne store By er en lej Stad. Jeg er ellers fuld i Aften, men det er jeg saa tidt.
Den store Fyr græd, saa han rystede. Ludvig lagde sin Haand paa hans store Næve, som han havde vekslet Slag med.
— Nej, du vil mig ondt, sagde den norske Student og tråk Haanden væk. Alle I Danskere griner ad os. I synes, at Fjeld er grimt. Nej, flakt, flakt — det skal Alt være her nede. At tænke sig, at I Fladlus har undertvunget os Børn af store Kæmper, vor Æt fra Fjeldene. Men vi gør Oprør, gør vi. Vi vil være Nordmænd, og, Fa’en pine mig, ikke Jyder. Vi banker Jer, hvor vi faar Ram paa Jer.
— Hvad gør vi Jer?
— I griner ad os.
— Nej. Vi elsker Fjeldets fri Sønner.
— Tøv! — Eller som I siger Vrævl. Oppe i Jeres Latinskoler i vort Land læres vi fra at tale vort Maal. Vi tvinges til at tale Jeres. Vore Lærere griner os ud, naar vi taler det Maal, vi er opfødte med blandt vore fri Bønder, der ikke kender Jeres Stavnsbaand eller Vornedskab. Og I maa endda have Christian Colbjørnsen, en Nordmand, til at slippe Jeres Slaver løs. Skal vi studere, sendes vi Fa’en i Vold herned og sulter. Hjemme var jeg fri som en Maaltraast, da jeg løb paa Ski paa Fjeld og Li i Fa’ers Præstegæld . . om Forladelse — Sogn … Jeg skal nok være dannet og la være at snakke Norsk … Ja, jeg sulter hernede, for Fa’r har ikke Raad til at føde mig. Jeg maa bruge Brændevin i Stedet for varm Mad … Nej, Fa’r! Prøv han paa at høre til et betvunget Folk! Og til et Folk, som er hundrede Gange stærkere end det, der træder os paa Nakken. Tusind Gange stærkere.
Han hug i Bordet, saa Pladen sukkede og tilføjede endnu højere:
— Ja, meget stærkere.
Ludvig Masmann saâ op paa ham. Johan Brundsland lo ret godmodigt og sagde:
— Ja, Du er meget stærk af en Dansker at være, Fa'r …. Men Du, sikket Svineri her. Sort, graat . . og saaden Fa’ns Vind … Nej, Norge om Vinteren, naar Slæderne med Bjælder ryger ned ad Lierne i knagende Kulde, men med Luft klar som Glas og i Sommeren med Blomster op ad Fjeld, med de røde Multer paa alle Tuer og de mange Elver, der altid er Liv i — ikke Jere Aaer, der løber som Pisserender — og saa Fossene med Bulder og Skvæt … og saa er her ingen Fjelde, men Bakker, som jeg, Pinedød vil kalde Huller, jeg Nej, dette er et lejt Land. Men naar jeg snakker slig, griner mine egne Landsmænd og kalder mig en ukultiveret Skøjer. Ja, de gør saa. For her nede lærer Nordmænd selv at blive Slaver … Jeg gaar om her som en forløben Fant, der ikke kan finde et Sted at sove en Perial ud. Og somme Tider sulter jeg, Fa’r. — Kender Du til det, Du …?
De to store, stærke Studenter var umærkelig blevne Dus. Ludvig Masmann grundede lidt paa det sidste Spørgsmaal og mumlede:
— Jeg faar daarlig Mad og ikke nær nok.
— Ja, men Du vil maaske have Skildpadde, hvad … det, som de rige Demokrater her i dette Land æder.
— Jeg er en Præstesøn fra Landet — ligesom Du.
— Hm! Ja, men hernede siger man, at Præsterne æder som Kværnhusgrise.
— Hør, sig mig, sagde Ludvig Masmann, har Du aldrig været i „Norske Selskab“.
— Jo, jeg har det.
— Der siger man jo, at Genierne florerer.
— Jeg gir dem Fa’n, gør jeg. Nu er Johan Herman Wessel død. Han døde, lik som jeg kom herned. Jeg saâ ham kun en Gang, Du, og da var han fuld. Men han tog mig om Hovedet og kyssede mig. Ja, jeg skammer mig over, at jeg efter denne Indvielse er bleven et Svin. Han var en stor Karl, han, hvor liten han end var i Kroppen. — Se, hvor den forbandede Tranlampe spytter, det Svin! . . Vi maa ha Puns!
Han dundrede i Gulvet med sine Støvlehæle. Det var aabenbart et Slags Telegram paa gammeldags Vis. En halvsovende Dreng kom ind paa Hosesokker med to store rygende Glas.
— Forstaar han, Fa’r?, sagde Brundsland, jeg vil være fuld, før jeg gaar i Seng.
— Ja, det forstaar sig af sig selv.
— Nej, hvad Fa'n skulde jeg ellers komme paa et saadant Svinehul for?
— Nej, det forstaar sig, sagde den Hosesokkede og Skjorteærmede, halede en Romflaske ud af et Skab og forstærkede Glassenes Indhold.
— Nej, Johan Herman Wessel døde af Drik og Sult. Det er Nordmands Lod i Danmark, mens Jeres tyske Herskere forer en tysk Bræger … denne Stopklock eller hvad Fa’n han hed … han, som oplærte Jer til at synge Ha … Stjerner, ha Sole, ha Serafer …! Oh, ah, ih! ach!
— Nej hør, bespotter Du Johannes Evald, af hvis Harpes Toner jeg har indsuget alt det Højeste i min sorgfrydbævende Sjæl …. saa slaar jeg.
— Ja, Du behøver ikke at knytte Næven, Du, for jeg bryr mig Fa’en om alt det Versetøj hernede. Og Evald drak ogsaa som et Svin. Ergo har han min Respekt. For han var en fattig, luset Hund ligesom jeg selv. Jeg vil kuns slaas med dig, hvis Du erklærer Dig for Gudsfornægter.
— Er Du gal? En med Fornuften stemmende Religion ….
— Ja men Religionen skal, Fa’n pine mig, være stridende mod det, I hernede kalder Fornuft. I skal tro, I Skabhalse — og holde Kæft, siger jeg. Hør, min Fa’r, lev han i en Dal, sort som en Gryde, se Alt lukket af Fjeld til alle Sider, sid i et Bjælkehus de mørke Vinterdage uden at tale med andre end Bønder i hvide Kofter, der ikke kender andet end Jesum Kristum og ham korsfæstet — se se, om Du ikke hver Aften, om Du end gaar nok saa fuld i Seng, læser dit Fadervor fra Begyndelsen til Enden …. Hvad hedder Du, Fa’r min?
— Jeg har jo sagt dig, at jeg hedder Ludvig Masmann.
— Er Du my’e fuld?
— Nej, men det kan komme.
Nordmanden gned sig over Panden, som for at samle sig.
— Jeg tror, jeg er det, jeg … Hm … hm … Skriver Du pænt?
— Ja.
— Kan Du lidt Fransk?
— Ja.
— Saa mød for mig ude i den Gade, som de Tosk her kalder Norgesgade Nr. 204 og sig, at Johan Brundsland er syg — og sig, at Du møder for ham. Det skal være Klokken 8½, Du. Det er noget fint noget. Og Du tjener en Kvartdel af de tre Mark, som Du skal laane mig.
— Men .….
— Vær nu en bra’ Gut og hold Kæft! Du har jo Penger, Du. Laan mig saa de tre Mark.
— Naa ja. Værs’go.
— Jeg gaar ned i Fjøset her paa Stedet og sover hos min Ko. Bæsterne forstaar mig bedre end de tobenede Hyklere og Gudsfornægtere. — Ingen Indvendinger! … Eller jeg bliver galen, og river og bider … Gaa, eller jeg ser mig sint paa dig! Men gaar Du, saa kysser jeg dig som Broder.
Ludvig Masmann tænkte, at hans Kammerat kunde blive rasende, hvis han ikke snakkede ham efter Munden. Han gik op ad den knagende Trappe og blev af den Hosesokkede vist ind i et Kammer med nedludende Skraavæg.
Da han vaagnede om Morgenen, var det endnu mørkt. Han havde en Følelse af, at noget tyngede ham. Hvad var det? Han gned sine Øjne og gravede i sin Hukommelse.
Jo — han havde jo lovet at vikariere for sin store norske Ven — men hvad skulde det være i?
Først havde han tænkt saadan løst i Almindelighed, at det var en Undervisningstime i Fransk, han skulde besørge. Men ved at samle Brundslands henkastede Ord, syntes han ikke, at de ledede hen i den Retning. Han maatte staa op og tale med Nordmanden.
— Næj ham, den store Tysker eller Svensker, hvad han er, sagde Gaardskarlen, han er gaaet tilligemed sit røde Høvede. Det var lige godt et pænt Stykke Kvæg. Naa, det hører jo ogsaa en Brændevinsmand til, og der er jo dem, der holder paa, at Drank og Skraa er godt at fore med, men se, det har jeg ingen rigtig Re’lighed paa, for jeg har lige til November tjent nøre ad Slagelsekanten til, ska’ jeg sige vos, og Bønder maatte jo ikke drive Staldfodring. Nej, det maatte de lige godt itte ikke.
— Nej … men gav den norske Student dig ingen Besked?
— Naa, saa det var en Studenter. Ja, han saa’ nok ud til at løbe noget avet om. Men Herre Gud, hvad har han dog gjort? For det er en haard Straf af Vorherre at lade saadan En, som skal være en gejstlig Person, være Kvægdriver og sove i en Baas ligesom et andet Bundebæst.
— Men han er gaaet?
— Ja det er, den Onde fortære mig, en vis Vej.
Ludvig Masmann forlod Gæstgivergaarden. Ja — hvorfor ikke forsøge paa et Eventyr? Han mindedes om, at han kun kendte Livet i Hovedstaden fra sine Værtsfolk, fra Gader, og at han i Gaar havde maattet kigge gennem Ruderne og lure sig til at se Noget. Nu fik han dog maaske Noget at se af den Herlighed, denne Stad maatte rumme.
Den muntre Vintersol, der lagde Glans over de mange rimbelagte Trækroner i Vesterbros Haver og glimtede i Straatagenes fugtige Mostotter, de rødmossede Slagtersvende med skinnende Skjorteærmer foran de aabne Boders Diske, de friske røde og hvidgule Kødfjerdinger paa Dørstolperne, de lige saa frisk smidskende Tjenestepiger med de stivede Liv, i Dragter fra Hedeboegnene, fra Amager og fra alle Sjællands Kanter med de store Kurve paa Armen — gjorde Studenten lys i Humøret og gav ham Mod til hans hasarderede Tour ud i den fine Staddel. Han lo lystig til en Drift Faar med klippede, blødende Øren, som spærrede Vesterport for ham, og til Driveren, der i Forbigaaende betroede sig til ham med de Ord:
— Ja, vi skal lige godt til Køje, og knaldede med sin tjærede Piskesnært for at faa de brægende, uldne Dyr i Række og Geled. Thi da de var slupne uden for Porthvælvingen, spredte de sig til alle Sider, stødende Hovederne mod hinanden, snublende og faldende, brægende i vilden Sky.
Saa vendte Driveren sig til alle Sider og tvang Faarene sammen.
— Saadant noget Skab vil ogsaa ha’ en Vilje, sagde han . . Se den Bede, hvor han skaber sig! Han bilder sig ind, at han er Væ’re (Vædder) endnu. Hæ, hæ, hæ!
Ja, Byen var i godt Humør til Morgen! De brogede Amagermuttere sad hist og her i Portene med store brunrøde og bleggrønne Kaalhoveder foran sig — lige saa store — maaske lige saa kloge som mange Menneskehoveder. Næsvist stak Gulerødder og Pastinakker deres rødgule og hvide Tunge op der imellem. Petersillen og andet Smaagrønt røbede en lille barnlig Krøltop mellem de større Slægtninge, og usynlige Purrer og Løg duftede appetitlig ud over Fortovet.
Og Handelen gik kvidrende og brummende, bogende og kvækkende, brægende og larmende for sig mellem Konerne og Pigerne. Hist og her listede sig op fra en Kælderhals en fuld Mand, som havde sviret over. Piger smuttede ind i Bagerboderne med Kurve og ind hos Brændevinsbrænderne med Mælkespande.
Men da Østergade og Kongens Nytorv var passeret, blev der stille.
I „Norgesgade“ (Bredgade) saâs næsten ikke et Menneske. Brostenene laa i let fugtig, kobbertindrende Glans. Morgenens friske Rimdug var endnu ikke traadt ud i Ælte.
Ludvig Masmann saâ paa Husnumrene og fandt det af Brundsland opgivne. En lang, To-Etages Façade, kedelig og aandløs som et Bryggeri eller en Lade, drev hen med sine smalle Vinduer, lave i Stuen, høje i første Etage, med nogle Rammer af Kalkpuds, graa som det øvrige. Han tog i Klokkestrengens Malmknop, Porten gik op. Et Hoved viste sig i en Rude over en Kælderdør, og Øjnene mønstrede den lange, sorte Slagkavaj med et søvnigt Blik.
Den brede Trappe med uhyre bredt Støttegelænder, brede flade Balustrer og meget lave Trin, laa aabenlyst og ikke til at tage fejl af.
Hjertet bankede i den landlige Student, da han hørte Trinene knage under sine tykke Skosaaler.
Fra et Vindue paa Trappeafsatsen saâ Ludvig Masmann en hvidpudret Have med to høje Lindealleer, der udvidede sig til en cirkelformig Aabning. Der stod en lidt medtagen Marmorkumme i Midten, smykket med en udhugget Rosenguirland. Midt i den sad en Skildpadde i Marmor med Halsen strakt ud af Skjoldet og vidt opspærret Mund. Men den gabede tørt og tørstig i Vejret uden at give en eneste Draabe Vand, skønt det aabenbart havde været Meningen, at den skulde sende en Straale ud.
En Fløjdør stod aaben.
— En avant! lød det inden i Studenten. Gennem en hvid Vestibule med flade doriske Pilastre, tog han i en Dør.
En Tjener i et Livrée, han syntes at skulle kende, kom frem.
— Naa, det er den tyske Skriverkarl, sagde han dvask og pegede paa en ny Dør.