Gamle billeder/2.8
VIII
Skønt Studenten først havde ærgret sig over, at de samme Ord, han havde svælget i, tabte sin Lødighed i Munden paa det Fruentimmer, fulgte han ikke sin første Plan, at lade hende fare.
Tværtimod, han søgte et Slags Ly i det knagende gamle Hus paa Gammelmønt i den sødlige Atmosfære af Parfume og Pudder. Han fandt det ret hyggeligt at se Mutter Prantl i Buksetrolddragten til op mod Middag staa og pudre, frisere Parykker, røre med fedtede Fingre i smaa Kasseroller, koge dem over Destillerlamper, troldkællingeagtig sysle med boblende og dampende Retorter. Naar han kom, havde hun allerede i broget storblomstret Kattunsadrienne under et skrigende blaa- og gulstribet, noget medtaget Fløjelsshawl, gjort, hvad hun kaldte sine Farter (corsi) i Byen, bevæbnet med Posen, der rummede den store Pudderkvast, den hvide Peignoir, hendes Arbejdsdragt i de kvindelige Klienters Toiletterum, sammen med Sminkekrukker, Etui med Sakse, Pincetter og andre Friserapparater. Naar man da paa disse Farter mødte hende, trippende paa højhælede Sko over Stenbroens Bjerge og Dale og de dybe, stærkt rindende Rendestenes Strømhvirvler midt i smalle Gader, kom man let til at tænke paa de smaa, fede Papegøjer, som falbødes paa Torv og Stræde af hjemvendte Ostindiefarere.
Naar Mutter Prantl kom hjem, mødte hendes kunstneriske Plejebarn i en diskret vid, sort Slags Slaabrok, altid med en naturlig Buket Vintergækker eller hvide Krokus i Brystet, og efterhaanden som Aarstiden skred frem, med andre Blomster, men altid hvide. Mutter Prantl gav sig da til at lave Mad i den treetages Kakkelovns nederste Hvælving. Efterhaanden som den danske Student vænnede sig til Flæskesuppen med den svømmende fede Bolle (Knödel) i, Lammestegen, let krydret af Løg, Makkaroni med kraftig Jus, de smalle Omeletskiver (Kaisersschmarren) maatte han er kende, at hun havde besørget de Gøglertrupper, hun havde rejst med, ret godt affodrede. Han rimpede nu Næse af sin Husværtindes flove hjemlige Barnemad. Han var ikke hjemme fra eller fra sit Logis forvænt med Service. Det generede ham ikke, at Parykker og Skabilken hoveder, saa at sige, sad med til Bords. Under alt dette kvidrede hun som en gammel Stuefugl, der har faaet Lov til at hoppe rundt paa Gulv og Møbler.
Madam Marion fordrede ikke stræng Pagetjeneste af Ludvig. Hun vilde ikke have ham til at ledsage sig paa Spadsereture eller Byærinder. „Vi maa mutuellement respektere vort Renommé,“ sagde hun med Værdighed. Derimod forlangte hun at sé ham i Slotskirken, hver Gang den kongelige Konfessionarius prædikede. Da sad hun hyllet i Sløret, hensunken i Andagt.
Ludvigs Begejstring for den tidligere saa beundrede „Folkelærer“ faldt lidt efter lidt. Thi naar han paa Madame Marions Ordre kom til Gammelmønt en Time efter Kirketjenesten, sad den trofaste Tilhørerinde i sin sorte „robe de chambre“ med en hvid Kammerdugssløjfe foran paa Brystet, den mindede om Konfessionarii Bladkrave. Hun rejste sig, stillede sig bag ved et Bord og deklamerede hele Prædikenen efter Hukommelsen, og Studenten fandt denne Hukommelse irriterende udmærket. Trods den fremmed klingende Udtale, gengav hun hele Diktionens Tonefald, dens Hævninger og Sænkninger, ikke at tale om hans Hoved- og Armbevægelser. Dem kopierede hun med den smaaligste Nøjagtighed. Naar hun var ferdig, klappede hun i Hænderne, det, hun jo ikke turde i „Templet“, og udbrød: Herlige Ord, de skal være min Trøst i Livet og i Døden, naar jeg bliver gammel ude i de stille Lunde med de sagte rislende Kilder.
Mutter Prantl hviskede en Gang til ham:
— Sie hat den Teufel im Leibe. Nu har hun faaet det at „agire“ med. Es hilft kein Maulspitzen, es musz gepfiffen werden … Immer „agiren“.
Han fik ikke noget ud af Marion paa det Punkt, hvor han havde lovet sig mest. Hun havde jo gennemfaret hele Tyskland med sine Trupper og maatte, mente han, have set meget.
— Har aldrig havt Tid andet end at plukke nogle smaa, uskyldige Blommer i Slotshaugerne. Ellers lære Poesi eller Prosa udenad, prøve i Kulden — kun naar det var Opera paa det franske Sprog med stærk Gestikulation i, kunde man synge sig ret varm, og maatte doch have Pelstøj.
— Men ved selve Forestillingen, naar Publikum henrykt hyldede Retfærdigheden, som Barden forkynder gennem det Godes Sejr over det Onde?
— Ja, det var dejligt, men saa var man selv saa fortrollet, at man rent sank hin … och glemte alle Dydens Regler.
Ved slig Lejlighed kunde Mutter Prantl fremføre Betragtninger af følgende Art:
— Ja so kom Punsch og bisweilen Prügel og Skælde — og Bandeord af den Kerl, hvem hun i Øjeblikket maatte være Ægteviv. Han giver hende Prügel, naar hun har faaet mer Applaus end han, men havde hun ikke faaet nogen, fik hun ogsaa Hiebe. Han kunde prygle hinner af Jalousi, vvenn Hr. Grefen eller Freiherren fik for mange Caresser af hinner, och den Ehemann maatte lecke sig sin Mundwinkel, eller och pryglede den Schweinhund hinner, fordi hun ikke Schlotsherrn eller hanses Venner so gewaltig hinner elske vilde, at han, den vigliaccio (Hundsfot) kunde forlange ret stor Abgift af den Grefe eller Baron for hendes Laan … Pfui! … Skidte mestiere! Dyd er schmuk — men den er for Mennesker med Penger. Kunst er schmuck, saa lange den bliver agirt … men ellers er skøn Kunst una fatica da cane (Hundearbejde).
Efter en saadan Udtalelse slog Madame Marion ud med sin hvide, altid kønt soignerede Haand, rejste sig og deklamerede indigneret:
Da Ihr noch die schöne Welt regieret
An der Freunde leichtem Gängelband,
Selige Geschlechter noch geführet
Schöne Wesen aus dem Fabelland,
Ach da Eure Wonnendienst noch glänzte,
Wie ganz Anders, anders war es da,
Da man Deine Tempel noch bekränzte,
Venus Amathusia.
— Geht mir gar zu hoch! sagde Mutter Prantl. Ach, Marion, har Du ikke tit faaet baade Skændeord und Maulschellen saavel af Direktor som af din augenblickliche Mand, naar Du laa i den skønne Natur och læste Verse, som ikke var i dine Roller eller Du ikke skulde deklamire paa Scenen. Se, det er Kunstens Løn.
— Det var just de herligste og de dybsindigste Vers, sukkede Marion.
— Forstaar Du nu alle de Vers, Du har æst og lært? spurgte Ludvig. Madame Marion havde med Møje faaet ham til at sige „Du“ til hende.
— Nej, sagde hun, og ikke paa den Maner, Du mener. Men de … de klinger i mig. Jeg bliver opmanet til Dyden.
— Dummes Zeug, sagde Mutter Prantl, som, i Stedet for som tidligere at tale ydmygt til Marion, efterhaanden antog en mere og mere overlegen Tone over for hende. Dette Klingeling har hverken dig eller alle de store Herrer og dine Mænd tugendhaft gjort. Al contrario.
Marion drog et Suk, rejste sig, gik hen og tog et Strikketøj og gav sig til at arbejde.
— Tu as raison, vieille! (Du har Ret, gamle), kun den rene Dyd, den bare Idyl og sine Medmenneskers Nytte!
— Ja, und sin eigen, føjede Mutter Prantl korrigerende til. En ældre, würdiger Mand und ….
— Silenzio, mamma!
En Dag udspurgte Ludvig Marion om, hvilke Roller hun havde spillet. Hun ramsede en Mængde tyske, franske og italienske Tragedie-, Komedie-, Pastorale- og Operaroller op, men lod ikke til at have Lyst til at gaa videre ind paa Sagen. Naar hun havde nævnet et Navn, sukkede hun og rystede paa Hovedet.
— Jeg vil ganske træde fra Dramaet ned til Idyllen. Leve, aldrig mere agire!
Studenten tav, men sagde indvendig til sig selv:
Naturam expellas furca, tamen usque recurret.
I Stuen paa Gammelmønt blev Marion og Mutter Prantl hver paa sin Maade Studentens Mad kærester.
Han var træt af den Dundren i Hovedet, de Trækninger i Lemmerne, de mod Vægge, Gærder og Diger tørnende Rousseauske Lidenskabssofismer, de Schillerske attraaede Verdensomfavnelser, de Wertherske souveræne Elskovslængsler, de Evaldske Sjælevingeslag — Alt det, der havde væltet i hans Indre under hans ydre snævre og lurvede Virkelighedsliv.
Han drev op i Gammelmønt, sladrede og lod sig sønlig karessere. Men han skulde bestille Noget. Han gik nu paa Studiigaardens Kollegier, afskrev deres barbariske Latin og blev en jævnt flittig Studiosus for at faa Tiden til at gaa.
Og den gik umærkelig, den skulde jo gaa. Og Ludvig Masmann lod sig viljeløst drive med dens dvaske Strøm. Han blev Bakkalaureus, skrev til sin Fader, Magisteren, fik Penge og Formaninger om snarest muligt at tage Attestats. Jo — det kunde han jo gerne.
Han var ikke for Intet den fuldblodige og avledygtige Præsts Søn. Han, som tavs havde svoret Marion, mens hun endnu var hans Tankers Muse, evig Troskab! Nu fulgte han næsten metodisk sin korporelle Trang og dyrkede Venus vulgivaga i medicinsk Moderation, følte ingen Samvittighedsnag, naar han spiste Makkaroni paa Gammelmønt hos Mutter Kätchen og hos hans forrige Beatrice. Hans Vært kunde paa sit Kontor tage, hvad der blev henlagt af Omslags- og Indpaknings-Papir. Det havde dog en lille Salgsværdi i Urtekræmmerens og Spækhøkerens Boder. En Dag bjærgede han et usædvanligt Kvantum Trykpapir. Den be tydelige Masse bragte ham til at se paa det. Det var Tysk, men Fanden kunde hitte Rede i det, saadan som det var trykt. Den ene Side fortsatte ikke den anden. Det kunde maaske more hans Logerende at rode i alt dette. I hvert Fald havde unge Mennesker godt af at have Noget at pille ved.
Han kom en Dag ind og lagde en anselig Pakke paa Ludvigs Bord med de Ord:
— Det er kanske noget for ham, Monsieur Masmann. Det ser saadan … ret kundskabsrigt …. eller belærende ud.
Det var en Del trykte Ark i Materie. Det var uvant for Ludvig Masmann at se et saadant Fænomen.
Paa det lille, halte, rødmalede Træbords Plade under Tællelysets Skin, udfoldede han den gullige, bløde, sugende Papirmasse, opdagede med en vis Forskertilfredsstillelse, hvorledes man ved Hjælp af at bøje Papiret om og glatte det ud med Neglen, samt give Agt paa Pagineringen, kunde faa skøn Orden i det, der ved første Syn tog sig ud som et Kaos. Han var glad som et Barn, da Titelbladet var kommet frem paa sin rette Plads, og han derpaa læste: Schriften von Gotthold Ephraim Lessing.
Bi lidt! Det Navn havde han læst og hørt. Ja — allerede, mens han gik og læste privat hos den brave Konrektor i Latinskolebyen. Med ubehændig Begejstring havde Konrektor læst noget op for Mesterlektianeren om Laokoon, men det Oplæste havde svirret forbi hans Øre uden at fanges deraf. Han havde jo aldrig set en Statue, knap et Maleri. Kun huskede han, at hans Konrektor havde sagt, at samme Lessing var en at Tidens „luciferi“, en Aandemaner og Tænkevækker af første Orden.
Studenten skar Arkene op. Hans Øje faldt paa Overskriften: „Die Erziehung des Menschengeschlechts“. Straks skammede han sig over at have lusket sig fra at læse Jean Jacques’s berømte Opdragelsesskrift Émile, han havde ikke kunnet arbejde sig frem i det. Saa trøstede det ham at se, at Lessing kunde magte hele Menneskeslægtens Opdragelse i en lille Piece, medens den store Franskmand havde ansét mange Bind for nødvendige til at omhandle et enkelt Menneskes.
Hvilken Forskel fra den svulmende Strøm af Ord og Beskrivelser hos Borgeren fra Genève og den maaske noget tørre Ordknaphed og Tankeædruelighed hos den tyske Lærde og Digter!
Men hvor langt nærmere og fortroligere stod ikke denne sobre Stil den unge, danske Læser. Straks stødtes han lidt af denne Inddeling i Paragrafer, der lugtede af hans Professorers latinske Dictamina. Men jo længere Ludvig Masmann læste frem, desto mere gik det op for ham, at Teologiens Studium kunde bære Frugt, naar man tænkte paa egen Haand, uden dogmatisk Pegepind.
Der kom Liv i den søvnige Pligtstuderendes Sind ved den tyske Tænkers Syn paa den saakaldte Aabenbaring. Den havde oftest for ham taget sig ud som et Kadaver, der skulde dissekeres og analyseres, men hvis Blod længst var størknet, og hvis Lemmer kun bevægedes, nåar den Studerende møjsommelig bøjede dem og trak i dem.
Der var Liv og Udvikling, Maal og Med i det Hele. Disse gamle eventyrlige Beretninger havde Værd for den mod Klarhed higende Mennesketanke. Den var Led i den store aandelige Livsproces. Hvilken mandig Ro, hvilken Jævnhed, hvilken forsonende, al stilistisk Captatio benevolentiæ.
Hvor grebes han af den simple Menneskestolthed i Ord som disse:
„At drage det ind under Overvejelse, hvorom man forhen helt og holdent ikke bekymrede sig, er den halve Vej til Erkendelsen.“
Eller af dette Udsagn om Jødefolket:
„Aabenbaringen havde ledet dets Fornuft, og nu (under og efter Landflygtigheden) oplyste Fornuften paa en Gang dets Aabenbaring.“
Der gaves altsaa ikke en en Gang for Alle fastnaglet, ubevægelig, uudviklelig Sandhed — den Paastand, der saa mange Gange havde ærgret den teologiske Student. Nej, en evig rindende Strøm, en evig Bevægelse, en evig Fremgang, en fremskridende Afklaring.
Det ny Testamente var kun en Elementærbog, om end den eneste universelle, der dog kun for en Tid kunde være Folkenes non plus ultra. Men den videre Komne skal ikke lade sine svagere Meddisciple mærke, hvad han har indsét. Netop den Bane, paa hvilken Slægten naâr til sin Fuldkommenhed, maa ethvert enkelt Menneske, (En tidligere, en Anden senere), først have gennemløbet …… Vil der ikke gaa megen Tid til Spilde? „Hvad har jeg da at forsømme! Er ikke den hele Evighed min?“
Det var nærende Føde for den unge Karl. Han trivedes aandelig, blev glad og fornuftig i Sindet, og hans Krop var stadig kærnesund. Han fandt, at naar man blot tilegnede sig denne Opdragelsesfilosofi, var det nok værdt at være Præst, eller som Dr. Bastholm kaldte det, „Folkelærer“.
Og saa Dramaerne? Ja, med dem var han først lidt i Forlegenhed. Han var vant til svulmende Ordpragt og bredt herskende Talekunst som i Evalds Stykker. Underlig blev han skuffet ved det fordringsløse Taleskifte i „Emilia Galotti“ og i „Nathan der Weise“. Men Indholdet udfoldede for ham de Tanker, Afhandlingerne havde saaet i hans Sind.
Mon Marion ikke skulde have spillet Emilia, Grevinde Orsina, Recha eller Daja i sit omstrejfende Repertoire? At hun paa en Maade var dum til at tænke, og at hun aldrig var i Stand til at forfelle ham et Dramas Gang, at hun altid for vrøvlede det eller misforstod det, havde han længst erfaret og straks efter forundret sig over, hvor rigtigt hun kunde deklamere Brudstykker af sine Roller.
Endnu et Forsøg.
— Har Du nogensinde spillet i et Stykke af Lessing?
— Je n’en sais rien, sagde hun. Hun talte altid Fransk, naar hun vilde være ironisk, afvisende, overlegen.
— Potz tausend! Jo, sagde Mutter Prantl. I Hannover paa den Greveslot, hvor il baronaccio bar dig ud fra Souperen … Men det gik skitte. Publiken sov …. Des Teufels! . . Das Stück hiesz Emilia Carlotta … Dummes Zeug!
— Galotti, rettede Ludvig Masmann.
— C’est ça. Une tragédie sans vers! (En Tragedie uden Vers!), sagde Marion foragteligt henslængende. Ingen kan komme til Effekt i den Slags Ting.
Marion var gnaven den Dag. Ludvig Massmann blev smittet af den Miasma af Vrantenhed, der laa over Mennesker og Parykker i Stuen paa Gammelmønt, og sagde:
— De genfremstillende Kunstnere er bare en Slags Klaverer. De er lige glade, om det er en Fusker eller en Mester, der trakterer dem. De gider ikke en Gang læse de Stykker igennem, som de spiller i.
Marion sagde igen paa Fransk:
— Det er nok, at de lærer deres Roller. Bliver de kanske betalte saa godt, at de kan læse alle de tohundrede Sider i Piecen ganske gratis? Du vil altid eksaminere mig, Barn. Ved Du, at det plager mig (Ça m’embête).
Ludvig havde længst opdaget, at naar hun talte om sin Begejstring for Rousseau, sagde hun altid ordret det samme, som om det var en uden ad lært Lektie. Hun citerede altid med samme Overgang i Stemmen — hvad han beundrede de første Gange, han hørte det.
— Linjer af det 29. Brev i Rousseaus „La nouvelle Heloïse“:
„Nej, nej, aldrig har han været i Stand til at bryde sine Eder. Hans dydige Hjerte kender ikke den foragtelige Kunst at krænke, hvad han elsker. Ak, ganske vist forstaar han bedre at elske end jeg, fordi han bedre forstaar at overvinde sig. Hundrede Gange vare mine Øjne Vidner til hans Kampe og til hans Sejr, hans Øjne funklede af hans Længslers Ild; han styrtede sig imod mig i en blind Lidenskabs Voldsomhed; pludselig standsede hun; en uoverstigelig Skranke syntes at have om ringet mig, og aldrig havde hans voldsomme, men retskafne Kærlighed overskredet den. Men altfor meget hengav jeg mig til Betragtningen af dette farlige Skuespil. Jeg følte mig forvirret af hans Lidenskab, hans Sukke overvældede mit Hjerte, jeg fik Del i hans Pinsler og tænkte kun paa at beklage dem. Jeg saâ ham vride sig i krampagtige Bevægelser, lige ved at besvime for mine Fødder. Maaske den blotte Kærlighed havde skaanet mig, o, min Kousine! Det er Medlidenheden, der styrtede mig i Ulykke.
Saa plejede Mutter Prantl sukkende at sige:
— Ach ja, so geht’s immer. Und so liegt man im Dreck!
Det gentog sig nu. Thi det gjorde Marion ondt, at hun havde gjort Ludvig fortrædelig. Hun haabede at vinde hans Gunst igen ved Fremsigelsen af sit gamle Bravournummer. Men hun var ikke ret fornøjet med det Smil, hun saâ om hans Mund.
— Hvad har Du egentlig læst af Rousseau? spurgte han.
Hun gav sig til at græde.
Mutter Prantl gav sig til at græde, men blev straks efter arrig:
— Maledizione! udbrød hun. Poveraccia (stakkers Asen). Den Baronaccio tvang hende til at sidde hos ham hele Aftningen och høre paa hans recitazioni af alle Sorter af Teologia af Volterre og Filosofia af Russò. Ach i ferschwundne Tider sad jeg i Kammeret for at lægge Shawlet om hende, at hun ikke skulde refreddere sig — poveraccia — og so saâ jeg, hun sov, og saa kneff jeg hende i Schenklerne. Och nu kommer Mussie och vil præke Teologia och Filosofia for to vulgære Fruentimmer. For Marion er slets inte Dame, hun agirer bare, at hun er det. Men det kan hun ikke blive ved at gøre, nær ingen betaler hende mere for at agire Commedia, Opera eller Tragedia.
Marion gav et Skrig fra sig og lod sig falde ned paa Gulvet. Mutter Prantl sagde:
— So — Nu agirer hun igen. Ja, det kan jeg forstaa, for nu er vi midt i den sande Tragedia. Vi ser i to Maaneder ingen Penger, for der er ingen kommen fra den birbone af baronaccio. Da han licenzierte Marion efter mange Aars Servizio, lovede han hende fuld Pensione i tre Aar — o che briccone! (o hvilken Kæltring). Den halve Tid er inte gaaet af de tre Aar.
Det løb Studenten koldt ned ad Ryggen.
Ugenert, uden at gøre sig Tanke om, hvad han gjorde, havde han nu gaaet ud og ind i denne lille Menage, spist og drukket, uden at ane, at det var Baronens Mad, han spiste.
Han slog sig for Panden, fôr op og vilde løbe ud af Døren. Marion laa og hulkede paa Gulvet, omslyngende en ledig Parykblok med sine hvide Arme.
Den unge Mand fik et Øjeblik et lokkende Indtryk af de stort svungne Linjer lige fra Armhulen, med den sortebrune Kvast flimrende i Lyset, over Bryst og Hofte ned til Læg, Vrist og Fodhuling.
Stakkels Marion! Et Udkast til noget Skønt fra Naturens Haand, forkludret af Livet! Ludvig Masmann fik Taarer i Øjnene og en Art flygtig Attraa i Blodet.
Saa maatte han lé, da han saâ Mutter Prantl ogsaa slaa et Slag hen mod Tragediestilen.
Hun var som altid om Formiddagen i sin Husdragt — uden Skørt over sin Caleçon. Nu satte hun det ene Buksetroldben op paa et Stolesæde. Det andet hvilede paa Gulvet. Det var to i Uldtrikot tæt stoppede Pølser. Hun havde saa meget Støtte, at hendes højre Haand med de lange Negle og den tilsvarende pølsede Arm kunde gestikulere. Hun talte Italiensk, naar hun blev patetisk, ligesom hendes Plejedatter talte Fransk, naar hun vilde være overlegen.
— Oh scandalo! oh obbrobrio! — Oh ricco oppressore della povera gente che succhia il sangue del loro cuore, che la vendetta del cielo, atterri questi scellerati nell’ abisso dell’ inferno del Dante e … del (hun fægter med Armene) o del Petrarca! (O Skam, o Skændsel! O, rige Undertrykker af fattige Folk, som suger Blodet ud af deres Hjerter! Gid Himlens Hævn maa nedslaa disse Skurke i Dantes …. eller Petrarcas … Helvedes Afgrund!)
Der stod hun og mente at være heroisk. Under hendes Aktion var Caleçonen blevet sprængt bag til, og et betydeligt Stykke Chemise trængt ud. Det bredte sig som en udfoldet Viftehale paa en hvid Kalkun.
Marion var bleven liggende, Ludvig Masmann var bleven staaende, Mutter Prantl var bleven træt af den skrævende Stilling. Hun fornam, at hendes Forsøg paa at „agire“ ophøjet, ikke rigtig var slaaet an. Hun tog Benet ned fra Stolen og stak sin uventet udfoldede Hale ind med en mere arrig end ophøjet Gestus, sprang som i de indiske Dramaer ned fra Sanskritens Koturne til Prakritens Sok — fra Italiensk til gebrokkent Dansk. Hun stod nu med sine udspilede Buksetroldben midt paa Gulvet, da hun sagde:
— Lorte och Schitte! Men jeg skal vise, at jeg kan fortjene til Mat, og at jeg vil arbejde som en Stenhugger. For jeg vil nu ogsaa ikke blot frisere og parfumire — jeg vil praktisire mere Jordemoderi, ja, endogsaa schnitte Høneøjer … Torne — Liktorne, och det har jeg doch endnu ikke nedsunket mig til. Baronaccio kan min Arsch lecke. For han er ikke alene Schurke, men Svinhund tillige. Die Tugend ist für ihn nur Dreck, den Best.
Hun spyttede paa Gulvet, men bødede straks derpaa ved at tørre det med en Klud.
Hun rettede Ordet til Marion med en myndig Tone:
Alzati, pecorina! (Rejs dig, lille Fæ).
Men Marion blev liggende.
— Vis dig som en pæn Page, sagde hun til Studenten.
Han bøjede sig, tog hendes fyldige, hvide Haand. Hun svang sig op og kastede sig i hans Favn. Han følte hendes Legemes Varme, slyngede sine Arme krystende om hende, men da sled hun for at blive fri og hviskede:
— Nej — nej — saaledes bør man aldrig embrassere sin Moder. Husk paa Dyden!
— Vaas! sagde det i Studenten. Han var vred og ilede ud ad Døren.