Gamle billeder/2.9
IX
Han styrede op mod Studiigaarden for at høre en teologisk Forelæsning, havde just drejet om Hjørnet af Klareboderne og Kobmagergade, da han løb lige mod en sortsmudset Person i graa, bredskødet Kjole, Knæbukser og Strømper af samme Farve, Skaftestøvler og trekantet Filthat.
— Bonjour, monsieur le bachelier! (omtrent vor Cand. phil.), sagde han til Ludvig Masmann. Ja, jeg beder Herren om Pardon, især da en højst sørgelig Ting bringer mig til at vove at attrapere Herren.
Nu genkendte Ludvig Masmann Skræderfrans’s uforskammede Grinebiderfjæs. Han gengældte flygtig Kammertjenerens Hilsen og saa spørgende paa ham.
— Herren præparerer sig jo til sanctissimum ministerium i Haab om at blive en værdig Successor af Herrens Fader, Hr. Magisteren. Og det var vel sket, om end sent, thi den Guds Mand nyder en mægtig Førlighed og ungdomsfrisk Vigueur. Jeg kan, om jeg end ikke skal hilse fra den velærværdige Herre. Jeg mødte ham inde paa Vejen mellem Randlev og Hvidholm — da jeg var der ude forgangen — jeg ser vist aldrig den ærværdige gamle Borg mere.
— Saa? Bliver François da ikke længer i Baronens Tjeneste?
— Nu leder Monsieur mig selv ind paa den begrædelige Nyhed. Hans Naades Kreditorer har faaet sat ham og Alt, hvad han ejer, under Administration. Jeg kan se, at Monsieur bliver helt affligeret, som rimeligt er. Thi Hr. Baronen var Monsieurs Protektor og havde stærkt tænkt paa at skaffe ham Levebrød, om muligt endogsaa før han havde absolveret sin Attestats … men nu? Monsieur vil vel spørge om, hvorledes det skal gaa den skønne Madame Marion? …
Ludvig Masmann blev rasende paa den nærgaaende Karl. Men han vilde dog nok vide nogen Besked. Han saâ spørgende paa François. Hvor saâ den Slyngel hellig ud i Dag!
— Hun var et Fruentimmer med herlige Sindets Gaver og helt dreven i al Slags Komoedie-, Opera- og mimisk Aktion. Men Baronens Alder tiltager jo efterhaanden som alle Dødeliges. Ikke at han er en ubekvem eller unyttig Mand, men han behøver stimulerende Variation og ny Impressioner. Men véd Monsieur, at Baronen er Kavaller lige ud til Neglen paa sin lille Taa. Han glemmer aldrig leverede Tjenester af hvilken som helst Art. Han har sat Penge fast til nogle af sine tidligere .…. hm …… Aktricer eller han har sørget for at faa dem vel employerede … Han har noget af de gamle Paladiners Point d'honneur i sig sammen med Sværmeri for Bønder, Bæster og Hornkvæg. Det sidste er det nymodens ved den ædle Mand.
Disse Ordbraadde havde ægget Ludvig Massmann til at forstaa, hvad det skulde betyde, at Skrædder-Frans hin Festaften, den, han selv havde tvunget ned i Glemselsdybet, hver Gang den vilde frem for Mindet, førte ham til Marion. Han vilde prakke sin Herres Maîtresse og samtidig et Kald paa ham. Det havde man jo hørt før i de Tider.
Hans Tunge blev lammet, hans Gane blev tør. Hans stærke Haand kløede efter at slaa den lumpne Sganarelle mellem Øjnene.
— Naa, Monsieur siger Intet. Ja, der bliver jo meget at tænke paa for ham. Det er jo ikke sikkert, at Baronen har faaet ordnet Sagen med sin sidste faste Aktrice, under dette Stormløb mod ham af Kreditorer, af sine ikke videre avancerede adelige Landsmænds Fordomme, ja Utaknemmelighed paa højeste Sted overfor Naadigherrens tidligere diplomatiske Fortjenester. Ikke vil jeg tale om, at Naadigherren en Gang med Livsfare har reddet selve Landets Faders Liv. En ildesindet Pøbelskare havde i sin Tid afluret Allerhøjstsammes natlige Vandring fra sin Veninde paa Vandkunsten, Catherine aux guêtres[1] og slog løs paa ham med Knipler og Næver lige ved Marmorbroen. Naadigherren kom ligeledes fra en galant Expedition. Og da han blev klar paa, hvad Stimlen ved Kanalen betød, splittede han Hoben med sin Kaarde og førte Fædrelandets Fader frelst ind i hans Borg. Ja, saaledes lønnes dydige Handlinger i vort af Fordomme, Hykleri og „prêtraille“ (Præstepak) forpestede Societet.
Selvtilfreds Skadefryd gnistrede ud af Skrædder-Frans’s gule Øjne, da han havde faaet Lejlighed til at rette sin Gifttunge til saa mange Sider. Han slikkede sig om Læberne. Da Studenten stod overvældet af afmægtig Harme og tærende Nysgerrighed, tog Slynglen atter fat:
— Monsieur spørger ikke til sin Protecteur, min højbaarne Herre? Ak, han ligger i sin store, franske Seng og læser for hundrede Gang om den savoyardske Præst i Rousseaus Emile, saadan En, som han havde tænkt paa at gøre den unge Monsieur til. Gid Moléculerne i Monsieur kunde lave ham til en saadan Ædling! … Tab ikke Modet! Madame Marion er ikke saa uskikket til indbringende Affairer, som hun lader, og den lille Gravhund af en tirolsk Pulverheks er et Fruentimmer med Ressourcer.
Nu løftede Ludvig Masmann sin knyttede Haand. Med et listigt Balletspring gjorde Skrædder-Frans et langt Tilbagetog og kom i Fart uden for Slagvidde.
— Ach, Monsieur, raabte han fra Løvstrædes Hjørne, hvad kan en fattig Tjener for det Hele? … Har Monsieur et Skudsmaal til mig?
— Gemene Slyngel! pressede det sig ud af Ludvig Masmanns Strube.
— Takker og kvitterer skyldigst, raabte Kammertjeneren et Stykke nede i Løvstræde. Min ydmygste Hilsen til de to tirolske Dejligheder paa Gammelmønt.
Alt ramlede og tumlede inde i Studenten som med Vold væltede Skakspilbrikker. Uden at tænke over, at han vilde komme for sent til Forelæsningen, styrede han ind i „Akademiets“ Gaard gennem Porten mod vor Frue Kirkegaard. Han stødte paa et stort, svært Mandfolk, hyllet i en sort Kappe og med en sort Klaphue trykket dybt ned. Han vilde omgaa ham, da pludselig en Basstemme sagde med norsk Tonefald:
— Salve, frater in Apolline! Nu kan Du gratulere mig som Candidatus sanctissimi ministerii non contemnendus, forstaar sig. Du kan tro, det kostede Stræv der hjemme. Men Sneen laa blødt ved Vinter om Fa’rs Bjælkehule, saa Kælkernes Gliden forstyrrede ikke min Læsning, og ved Sommer tog det sure Engdrag af for Rullen af Kærrer og Tramp af Hester. Aa, de stille Kvælder og Kirkeklokkens Slag — Og de store Fjelde . . Ja, det er Noget, det, Fa’r!
Ludvig Masmann saâ op til denne skikkelige, brune Kæmpekarl og drog et dybt Suk.
— Ja, ja! sagde Nordmanden, Du rinder kanske nu København lej … Det er den. En bliver et Svin i dette Sodoma og Gomorrha. Det er en cloaca maxima for al Slags Raaddenskab fra Frankrige og Tyskland. Det vælter ind over dette Fladland, dette sugende Myr. Men Fjeldmuren skærmer om Norge .…. Du har ingen Tro, Far! Nu har jeg hjemme hos Far og Mor i to Aar ikke læst andet end Bibelen og de Ting, jeg skulde bruge til Eksamen, af det sidste saa knapt som muligt. Og Fa’r sa’, at han var lige glad, hvad Karakter jeg fik. For Bønderne sa’, at jeg præker bra’.
Uagtet Ludvig Masmann gerne kunde have favnet den store Nordmand, tirredes han ved hans degneagtige Overlegenhed.
— Har Du ingen Brændevin faaet i al den Tid?
— Jo vel har jeg det … My’et til sine Tider, naar der var Is paa Vandkummen, og vi maatte fyre i Gruen, saa det spyttede. Fa’r liker ogsaa Brændevin. Jo højere man kommer mod Nord, jo mer tiltrænges Brændevin. Gud ser paa Troen, Fa’r, ikke paa Gerningerne, for Gud er Lutheraner og ikke Katolik. Mindst af alt er han som I hernede, fransk og libre penseur og esprit fort.
— Ja, hvem véd?
— Hør Du, skal vi slaas igen? Nej, Ludvig, la’ os heller ta’ en Dram og en Kande Øl. Saa maa Du fortælle mig, hvordan det staar til med Dig, for Du er ikke glad, Fa’r.
Ganske instinktmæssig drev han ned i Kælderen fra sin københavnske Studentertid, lige ved Vajsenhuset. Den norske Kældersvend lo ham i Møde som en Sol. De vekslede Ord, som Ludvig Masmann ikke forstod mere af, end om de havde talt Arabisk.
— Jeg har Penger, jeg, sagde den ny Kandidat. Fa’r sa’, at jeg kunde bruge tyve Daler til at drikke mig en ærlig Rus, naar jeg havde absolveret Attestats. Og nu er det for sent at finde nogle Landsmænd … Men kan Du begribe, at jeg er glad i hele Verden, nu jeg kan bli’ Præst og komme hjem til Konen og Barnet mit?
— Hvad — er Du gift?
Ja, ser Du. Mens jeg laa hjemme hos Fa’r og Mor og maatte læse det forb …. jeg mener velsignede Ny Testamente helt igennem paa Græsk, blev jeg sommetider saa betrængt af Brynde. Saa blev det til det, Du véd, med Margit Budejes Jente, ja, jeg maa jo tale Dansk, for at Du kan forstaa det … Men jeg sa’ det til Fa’r. Han velsignede vor Forening næste Dagen, for giftede vi os ikke, vilde vi begge to komme i Helvede, sa’ Fa’r, og det vidste jeg jo ogsaa. Ja, kunde Du forstaa Norsk, skulde jeg fortælle det pænere, det om Kærringen min og den lille Gutunge. Ja, jeg har syndet jeg, men derfor er Naaden kommen overvældende over mig som en Vaarflom. Den venter paa dig, liten Ludvig.
— Og drukner mig med det Samme, nåar den kommer.
— Ja, det gør den, det vil sige: Den drukner den gamle Adam i sig, og Du stiger op af Igenfødelsens og Fornyelsens Bad med rentvættet Sjæl og Sind.
— Man kan høre, Du kommer lige fra det teologiske Eksamensbord.
— Forbandet Tøv! Teologiens Distinktioner er Abespil. Nej Du, Troen herinde (han slog paa det brede Bryst og tømte en Dram) det er det, der gælder, Fa’r. Og den har jeg set hos gamle Bønder i hvide Vadmelskofter, og de havde mere Visdom og Kundskab i Troens Hemmeligheder, end hele jert dumme Fakultet i Hob. Jeg agter mig ikke at vide andet iblandt Jer, end Jesum Kristum og ham korsfæset. Vidste jeg bare det helt ud. Men jeg vil ikke foregribe Naadens Værk i Dag. Her nede i dette grimme flakke Land, der blæser Vantroens Vinde fra alle Hjørner og forpester Luften, Jeres Lunger drikker, men vore Fjelde ramler ikke til Side for de Pust. I Norge staar Troen urykket …. Ja, ja. Men fortæl mig, hvordan Du lider, og hvordan det er gaaet dig i disse to Aar.
Egenlig var Opfordringen kærkommen for Ludvig Masmann. Ogsaa fordi den gav ham Lejlighed til at levere et Stykke Prosa, hvori han kunde ise, at han ikke uden Frugt havde studeret den gamle Soraner Jens Schielderup Sneedorfs Prosa, den, hans Fader Magisteren hadede som allamodisk fransk Letfærdighed.
Han fortalte da sin Historie siden hin Aften ved Baronens Fest. Hans norske Ven lyttede nyfigen, rystede paa Hovedet, foldede sine store Hænder og drak Slurke Øl af sit Tinstob. Deres Størrelse rettede sig efter de Stemninger, Fortællingen afsatte i ham. Naar Talen kom paa Marion, rystede han paa Hovedet og mumlede: Stakkar, Stakkar!
Da Ludvig Masmann havde afsluttet, sad hans Ven med Hænderne over Ansigtet, tav en Stund og sagde:
— Hør Du! jeg skulde tro, at der kaldes paa Fruentimmeret. Hun længes vist efter at faa sin Alabasterkrukke fyldt af Salven, der beredes i hendes Bo og dermed salve Herrens Fødder som Synderinden i Evangeliet og tørre dem med sit Hovedhaar.
Ludvig var lige ved at lé, naar han tænkte paa Mutter Prantls fede Parfumesager og paa Marions mægtige Haarmanke.
Nordmanden brød hidsigt ud:
Hør, Ludvig Masmann! Jeg bliver nødvendigvis Svin, mens jeg er i denne By. Nu drikker jeg mig fuld, ligesom da jeg sidst laa dernede. Og jeg bliver sint og galen som den Gang. Jeg vil gaa ud og prygle Baronen og hans Djævel François. Det vil jeg … Fa’en pine mig, vil jeg … Nej — nej, nu faar det forbandede Danmark mig til at besmitte mig med Banden og Sværgen.
— Taarer rendte ned paa hans Hage. Han foldede Hænderne og syntes at falde hen i Bøn. — Nej, nej, sagde han. Men véd Du, Ludvig, at saadan en Karl og hans Sippschaft er til langt større Fordærv end de gamle adelige Tyranner i de store Lande … De vil frigøre Bonden her. Det er Lefleri og Ugudelighed. Disse fornemme tyske libres penseurs er Gøglere og Fanter. De er bange for de Tanker, som Kætterne spreder ud, og vil redde sig ved at tinge med dem. Nej, lad Bonden som enhver Kristen blive i den Stand, han er kaldet udi. I Norge er han kaldet til Frimand, her nede er han kaldet til Træl. Skal han blive fri, maa det være ved Guds, ikke ved Menneskers Haand. Hernede vil en Haandfuld voltairianske eller rousseaudrukne Personer af Adel, nogle akademisk graduerede, nogle Karle paa høje Stole i de kongelige Kollegier gribe ind i Guds Raadslagning. I Norge har Gud virket efter sit Behag. Saa vil han ogsaa virke i Tidernes Gang, Fa’r min. Han vil ogsaa nok fri mit Land for Danskeraaget. Men indtil da skal vi Nordmænd lyde Øvrigheden. Thi al Øvrighed er af Gud. Jeg pønser ikke mere paa Oprør mod Konger og Fyrster. De er Guds Svøber, prædestinerede til vor Optugtelse. Amat et corrigit Deus (Gud elsker og revser). Men din Baron, det er en løgnagtig Komediantspiller, som giver sine Bønder søde Ord. Selv lever han i Hor, Fraadseri og Drukkenskab og holder et Belials Barn i sin Tjeneste, for at han kan dulme hans Samvittighed, naar den tar sig for at hviske ham et Ord i Øret. Men stakkars Fruentimmer! Hun var saa pæn …. At hun skulde være et Kar, dannet til Vanære, fra Evighed bestemt til Fordømmelse! Jeg vil bede for hende, nåar jeg sidder hjemme i Norge, og takke Gud for Kærringen og Gutungen. Gud vær os Syndere naadig … Jeg er fuld, jeg. Jeg er bleven tør i Halsen, jeg, af at snakke Dansk. Jeg har i to Aar kun talt det paa Prækestolen. Følg mig hjem. Jeg logerer hos den norske Skomager i Kristen Bernikovstræde ligesom i gamle Dage. Bi — der er tre Rigsdalersedler til Tirolerjenten. Du maa hjælpe til med Penger, Du ogsaa! Der er Gift i Jeres Brændevin hernede for os stakkars Nordmænd!
En giftig By. Babylon — Sodoma! Jeg var én Gang i Norske Selskab. Jeg vilde dog trøste mig lidt ved at høre — ikke Norsk, for det er de for hovmodige til at tale, disse Digtere og Skønaander, men dog Dansk, der lignede Norsk. Jeg gik straks min Vej, da jeg hørte dem tale bespottelige Ord om den hellige Trefoldighed paa den Antikrist, Voltaires, Vis. Ja, ja. Nu ser jeg ikke denne Stad mere, men er glad ved at have set dig. Gud være med dig! Jeg ryster Støvet af mine Fødder.
Rusen tog mere og mere Magten fra hans Krop. Han faldt, da han stampede for at ryste Støvet af Fedtstøvlernes Saaler. Ludvig Masmann fik ham afleveret til hans Landsmand og Vært, Skomageren.
— Han har nu faaet sin Præsteeksamen, sagde Ludvig til ham.
— Det er derfor, han af Glæde har drukket sig saa overmægtig fuld, sagde Skomageren forstaaende … Bra’ Kar’, men ikke noget godt Hoved. Det var vakkert at se Dem igen . . Hr. Masfeld. Hans Eksame var vel lortet.
— Aa, han blev funden „ikke at foragte“.
— Det er han heller ikke . . Nej. Saa kan han være my’e tilfreds. Gu’ kan han det.
Et Læs af Mismod og Haabløshed laa paa Ludvig Masmanns brede Skuldre, da han langsomt vandrede til sit grimme Logis.
Hans Tro til Virkeliggørelsen af alt det Store og Frigørende, han havde indaandet i Luften, var bristet. Den hjemlige Bondeemancipation var ham ikke nok. Godsejernes Modstand gav ham en Forestilling om, at det var en studedum Race. Baron Urne hørte ikke sit Land til. — Og nu hans Færd mod den stakkels Marion! Universitetet nu var jo en sløv Munkeskole eller, hvad der var værre — lige saa dumt som i Per Paars’s Tid, da det store Slagsmaal stod, om Venus i den trojanske Krig havde faaet en Skramme i Armen eller i Laaret. Og al den Tinsoldatkrig paa Fællederne og hele denne Støvlethær, som den lille Kronprins havde til Legetøj!
Denne store Nordmand og hans forrige Konrektor, der nu sad begravet ude i et Landsby præstekald, var de eneste rigtig gode Mennesker, han havde kendt. Han maatte reducere sit Maal til at prædike for Bønder om Nytten af Kartoffeldyrkning og Inokulation af Kokopper. — Ud paa Landet og være nyttig!
Ja, saa maatte det være! Dertil og ikke længere! Han kunde dog vel naa at øve Borgerdyd, naar han ikke magtede den store heroiske Dyd, som Schiller sang om; maatte vel nøjes med et lunt Ægteskab, med Senge- og Kakkelovnsvarme, naar han ikke kunde faa en Elskov paa Liv og Død som Goethes Werther.
Ja, saa maatte det være! Dertil og ikke videre! Skranken var sat.
Han drog det ene dybe Suk efter det andet, mens han vandrede.
Den friske Efteraarsvind suste om hans Kinder, Træernes brogede Kroner vuggedes bag Havemurene, og de brogede Amagerpiger lo fra Portene ud til ham.
- ↑ Stovletkatrine.